Inatsisartut

Aningaasaqarner mut ataatsiniititaliaq

Landstinget

Finansudvalget Landsstyret Ulloq/Dato: 4. juli 2003

J.nr.: 03/01.36.02.06- 11

Orientering til Landsstyret om Finansudvalgets beslutning på møde nr. 48 den 30. juni 2003 - Sagsnummer 03/01.36.02.06-11

(Landsstyremøde den 28. maj 2003, pkt. 3i)

Ansøgning om anvendelse af 2,1 mio. kr. fra konto 20.11.57 til brug for forundersøgelser og projektering af udvidelse af vandforsyningen i Narsaq og samt udarbejdelse af model til brug for et samfundsøkonomisk beslutningsgrundlag ved udvidelser af vandforsyning pga. væsentlige kapacitetsudvidelser i fiskeindustrien.

Landsstyret indstiller følgende til godkendelse og anmoder om hastebehandling :

at bevillingen på hovedkonto 80.00.80, etablering af el- og vandforsyning, bygder, forhøjes med 1.000.000 kr., og

at bevillingen på hovedkonto 80.00.80, etablering af overordnet vandfordelingsnet i byer forhøjes med 500.000 kr., og

at bevillingen på en nyoprettet hovedkonto 87.71.36, anlægsbestemt samfundsøkonomisk model forhøjes med 600.000 kr., og

at bevillingen på hovedkonto 20.11.57, reserve til midlertidige foranstaltninger tilsvarende nedsættes med 2.100.000 kr.

Bemærkninger

Som anført i Finansudvalgets skrivelse af 6. juni 2003 til Landsstyret, har Finansudvalget valgt at behandle nærværende bevillingsansøgning i sammenhæng med Landsstyrets orientering om "Ophør af subsidier til produktionen i Alluitsup Paa og omstilling til kommerciel produktion" (Landsstyremøde den 28. maj 2003, pkt. 3j).

Finansudvalget har ved skrivelse af 6. juni 2003 anmodet om Landsstyrets besvarelse af en række spørgsmål relateret hertil.

Landsstyret har besvaret udvalgets henvendelse ved skrivelse af 23. juni 2003. (Landsstyremøde den 24. juni 2003, pkt. 3g)

Det er Finansudvalgets grundlæggende opfattelse, at initiativer, der har til formål at sikre beskæftigelse i Alluitsup Paa, som udgangspunkt er støtteværdige. Endvidere finder udvalget det positivt, at private investorer udviser interesse for opstart af virksomhed, som kan medvirke til at sikre beskæftigelsen og bidrage positivt til den grønlandske økonomi.

Finansudvalget finder det imidlertid principielt vigtigt, at sikre sig, at alle potentielle investorer gives samme mulighed for at overtage offentligt ejede produktionsfaciliteter. Dette hensyn vil bedst kunne varetages gennem offentligt udbud, hvilket samtidig sikrer det offentlige den bedst mulige pris, for det anlæg som bortsælges.

Endvidere er der grænser for, i hvilket omfang det offentlige kan og bør bidrage med økonomisk støtte til sådanne private initiativer.

Særligt har udvalget hæftet sig ved de meget betydelige beløb, som samfundet vil skulle yde i tilskud, såfremt produktionsanlægget sikres vand, produceret på et RO-anlæg (omvendt osmose). Med den gældende tarif for vand til fiskeindustrien, vil dette medføre et driftsunderskud for Nukissiorfiit på 7.227.000 kr alene det første år.

Udvalget har endvidere hæftet sig ved, at det af Landsstyrets orientering vedr. ophør af subsidier til produktionen i Alluitsup Paa og omstilling til kommerciel produktion fremgår, at Direktoratet for Erhverv, Arbejdsmarkedsafdelingen, i samarbejde med investorerne, Kommune samt SIK er i gang med at undersøge mulighederne for gennemførelse af konkrete kursustiltag for de medarbejdere, som skal omskoles i forbindelse med den nye produktion. Behovet for kurser angives at omfatte et management kursus, lederkurser i Esbjerg og samt medarbejderkurser i Alluitsup Paa og på Sulisartut Højskoliat. Det oplyses, at der pågår forhandlinger vedr. fordelingen af udgifterne hertil, og at der er indledt en dialog med KIIIP om medfinansiering via AEB midler. Landsstyret angives dog at kunne blive anmodet om yderligere støtte i omstruktureringsfasen.

Landstingets Finansudvalg finder principielt, at private virksomheders udgifter til omskolingskurser er Landskassen uvedkommende, ud over hvad der måtte kunne dækkes gennem AEB midler. En fravigelse heraf vil i kraft af lighedsprincippet være præcedensskabende, hvilket udvalget finder klart uhensigtsmæssigt.

Endelig finder udvalget, at det er væsentligt at sikre sig, at der er overensstemmelse mellem det enkelte beskæftigelsesfremmende initiativ og Landsstyrets overordnede fiskeripolitik på såvel nationalt som regionalt plan.

Finansudvalget skal derfor:

Anmode Landsstyret om at oplyse, hvorvidt Landsstyret har søgt at anvende sin aktionærindflydelse til at sikre, at NUKA A/S' produktionsanlæg afhændes ved offentligt udbud. I benægtende fald anmodes Landsstyret om at redegøre for årsagen hertil.

Anmode Landsstyret om at oplyse, til hvilken værdi produktionsanlægget var bogført på hhv tidspunktet for Royal A/S' frasalg og tidspunktet for undertegningen af det betingede skøde.

Opfordre Landsstyret til snarest at tilkendegive over for NUKA A/S og de private investorer, at den lokale fiskeindustri i Alluitsup Paa under ingen omstændigheder kan påregne, at det offentlige stiller vand til rådighed for produktionsanlæg, hvis vandet skal produceres på RO-anlæg (omvendt osmose).

Opfordre Landsstyret til snarest at tilkendegive over for Nanortalik Kommune, SIK og de private investorer, at det under ingen omstændigheder kan påregnes at Landskassen yder bidrag til omskolingskurser, ud over hvad der måtte kunne ydes i form af AEB midler.

Anmode Landsstyret om at redegøre for, hvorledes opstart af rejeproduktion i Alluitsup Paa indgår i og harmonerer med Landsstyrets overordnede fiskeripolitik for Grønland som helhed og for Sydgrønland som region.

- Endelig skal Finansudvalget for god ordens skyld anmode Landstyret om at oplyse, med hvilken begrundelse bevillingsanmodningen ønskes behandlet som en hastesag.

Med venlig hilsen

Per Rosing-Petersen

Formand for Finansudvalget