ANNA SNOEKSTRA DUKKESAMLEREN Oversat af Nikolaj Kvistgaard Johansen Copyright © HarperCollins Nordic AB, Box 49005, 100 28 Stockholm, 2018 Little Secrets © Anna Elizabeth Snoekstra, 2017 Oversættelse. Nikolaj Kvistgaard Johansen Omslagsdesign: Lisa Krebs Omslagsfoto: Trevillion All rights reserved including the right of reproduction in whole or in part in any form. This edition is published by arrangement with Harlequin Books S.A. This is a work of fiction. Names, characters, places, and incidents are either the product of the author’s imagination or are used fictitiously, and any resemblance to actual persons, living or dead, business establishments, events, or locales is entirely coincidental. Sats: Type-it AS, Trondheim Tryk: ScandBook UAB, Gargždai, Litauen ISBN 978-87-7191-349-1 (Boghandel) ISBN 978-87-7191-351-4 (Web) Til min søster Prolog Da de første røgskyer steg op i natten, havde brandstifteren taget flugten. Gaderne var tomme. Et mat, orange skær skinnede fra domhuset, endnu ikke lyst nok til at udfordre månen eller neon- ølskiltene over kroen på den anden side af gaden. Røgen blev hurtigt tættere. Arrige, tykke skyer steg op i bøl- ger, men de forbipasserende biler reagerede kun ved at sætte farten op. Snart voksede orange flammer fra taget og erstattede røgen. Ilden var så blændende nu, at en sammentrukken pupil ikke læn- gere kunne skelne mellem mørkegråt og sort i himlen. Folk kom ud i tide til at overvære vinduerne eksplodere et efter et i en række af tørre knald. Ilden strakte sine arme ud af hvert et vindue og vin- kede vanvittigt til den forsamlede flok. Sirener hylede, men ingen kunne høre dem. Lyden af ilden over- tog alting, dens lave, lette brølen som den advarende knurren, en kat udstøder nede fra struben. To piger trådte ud fra kroen, de kom for sent til festen. En løb hen mod flammerne og spurgte, om der var nogen derinde, om nogen havde set noget. Den anden stod stille med anspændte skuldre og hånden for munden. Da brandmændene ankom, var gaden lige så oplyst, som var det midt på dagen. Menneskemængden havde trukket sig tilbage, de 7 nærmeste fugtige af sved. Alles øjne var våde. Måske på grund af asken i luften, eller måske fordi rygtet allerede var løbet. Jo, der var nogen derinde. Del 1 Her er et råd, som du bør følge: prøv, prøv, prøv igen. Hvis ikke det lykkes dig første gang, prøv, prøv, prøv igen. – ordsprog 1 Laura skyndte sig for at holde trit med Scott og Sophie, mens hen- des skoletaske dunkede hende i ryggen. ”Vent på mig!” råbte hun, men det gjorde de aldrig. Hun var standset op ved mindesmærket uden for det udbrændte domhus. Et stort billede af Ben var omgivet af en masse blomster og legetøj. Blomsterne var alle sammen brune og visne, men der var en lille tøjkat, som ville have passet perfekt i hendes hånd. Ben havde ikke brug for den; han var død. Men da hun var gået hen for at tage den, havde hun kigget op på billedet af ham. Hans ankla- gende brune øjne stirrede direkte ind i hendes. Så hun havde ladet katten ligge, og tvillingerne havde ikke ventet, og hun havde været nødt til at løbe, så stærkt hun kunne, så de ikke løb fra hende. Solen gav genskær i tvillingernes blonde hår, så Laura måtte knibe øjnene sammen. De fægtede med kæppe nu. Galoperede og kæmpede op ad gaden, mens de med jævne mellemrum råbte: ”En garde!” De var iført den samme hvide og grønne skoleuniform som Laura, bortset fra at skjorten ikke længere var helt hvid. Den havde samme farve som lys alabast efter at være blevet vasket mindst et par hundrede gange. Den havde tilhørt Sophie engang, og deres storesøster Rose før det, ligesom hendes shorts. På trods af at alt, hvad hun ejede, var genbrugt, så var Laura 11 unik. Hun vidste, at hun var det mest nuttede barn i sin børnehave- klasse. Hun havde en pagefrisure med pandehår, som fremhævede hendes store øjne og mørke vipper. Hendes næse var en knap, hen- des mund en lille, lyserød tulipan. Hun levede for ih og næh og klap på hovedet. ”Skynd dig, Laura!” råbte Scott. ”Mine ben er ikke lige så store som dine!” råbte hun igen, og hendes små, sorte skolesko klaprede hen over fortovet, mens hun løb. Så opdagede hun det. En bi. Hun standsede skridende op. Den havde form som en jelly bean med ondskabsfulde gule og sorte striber. Bien summede foran hende og blokerede hendes vej, mens den fløj rundt nær en klynge skarpt lugtende blomster. Laura blev overvældet af trangen til at mærke, hvordan den føltes. Svampet ville hun vædde med. Hun havde lyst til at klemme sammen om den med tommelen og pege- fingeren for at se, om den ville sprænge. Laura var aldrig blevet stukket af en bi før, men det var Casey fra skolen, og han havde givet sig til at græde foran alle de andre. Det gjorde sikkert virkelig ondt. Meget langsomt listede hun sig rundt om den, gik krabbegang helt ude på kanten af fortovet, indtil der var godt to meter mellem bien og hende. Da hun vendte sig om, var gaden forladt. Sophie og Scott var løbet om et af hjørnerne og ud af Lauras synsvidde. Hvis hun virkelig tænkte sig om, kunne hun sikkert regne ud hvilken, men hun kunne ikke tænke. Forstadsvejen syntes at vokse sig større og større, og Laura følte, at hun skrumpede og blev mindre og mindre. Langsomt og tungt steg en hulken op i hendes hals. Hun havde lyst til at kalde på sin mor. 12 ”En garde!” Laura hørte det højt og tydeligt fra sin venstre side. Hun løb mod lyden, lige så hurtigt hun kunne. Sophie og Scott skiftede til T-shirts og fortsatte så deres fægteleg i baghaven. Laura var ikke inviteret. De gad ikke at lege ”babylege,” selvom Laura fortalte dem, at nu hvor hun var startet i skolen, var hun officielt ikke længere nogen baby. Hun sad på køkkenbænken og lyttede til skrigene og latteren udenfor og stirrede ned på tre tal- lerkener med kiks, som Rose havde sat til deres eftermiddagste. Laura kunne høre Scott råbe så højt, at det trængte gennem glas- set. ”Du er død!” Hun så Sophie mime en dramatisk og voldsom død. Det var en åndssvag leg; hun gad alligevel ikke være med. Mens de var distra- herede, rakte Laura hurtigt frem, tog to kiks fra hver af deres tal- lerkener og stoppede dem i munden. Hun tyggede glad, mens hun svingede med benene og sparkede til bænken. Huset fyldtes af den bankende lyd. Hun vidste, at hun var uartig. Hvis hendes mor var hjemme, ville hun komme i store problemer. Men hun blev ved med at sparke og prøvede at lave nogle små, brune pletter, hun kunne bebrejde enten Sophie eller Scott for. Hun havde ikke besluttet sig endnu. Roses værelsesdør gik op, og Laura holdt op med at sparke. Hendes storesøster stampede ned ad gangen. Nogle dage flettede Rose Lauras hår eller sminkede hende og fortalte hende, hvor smuk hun var. Ligesom en lille dukke, sagde hun så. Laura håbede, at det var en af de dage, men den arrige stampen af Roses fødder fortalte hende, at det var det ikke. ”Hvordan gikdet i skolen?” Rose trak køleskabslågen op og stak hovedet ind, som om hun forsøgte at absorbere al kulden. ”Det gik godt. Nina sagde, at hun kunne klatre op i det store 13 træ, men det kunne hun ikke, og hun faldt ned og brækkede num- sen.” Rose stak hovedet ud og kiggede på Laura med en dåse cola i hånden. Hendes mundvige trak lidt opad, som om hun skulle til at grine. ”Seriøst?” ”Jeps!” Laura begyndte at fnise, og så grinede Rose også. Laura kunne godt lide at få Rose til at le. Rose var den smukkeste pige, Laura kendte, selv når hun surmulede, hvilket hun gjorde næsten altid. Når hun lo, lignede hun en prinsesse. ”Stakkels pige,” sagde Rose. Hun holdt op med at grine og hvi- lede colaen mod panden. Laura sagde ikke noget. Nina var slet ikke faldet ned fra træet. I virkeligheden var hun nået hele vejen op til toppen, og så havde hun pralet med det hele eftermiddagen. ”Hvad var den bankelyd lige før?” ”Ved jeg ikke. Kan vi flette mit hår, Posey?” ”Du ved godt, jeg ikke kan lide, at du kalder mig det.” ”Und’gyld,” sagde hun. Nogle gange lod hun, som om hun sta- dig var en baby, og så kunne Rose bedre lide hende, men denne gang kiggede Rose ikke engang på hende. I stedet åbnede hun dåsen og tog en slurk. Laura kiggede på billederne på Roses arm. De gik hele vejen fra hendes albue til hendes skulder og lignede kuglepen, men var der for evigt. Laura syntes, de var smukke. Rose kiggede op på uret og stønnede. ”Jeg kommer for sent. Fuck.” Rose bankede dåsen i bænken, så små, brune bobler kom ud. Laura gispede. Hun vidste ikke helt præcist, hvad det ord betød, men hun vidste, at det var et af de slemmeste. ”Jeg sladrer!” Rose var ligeglad; hun gik bare direkte ud af køkkenet og tilbage 14 til sit værelse for at gøre sig klar. Hun ville helt sikkert ikke flette Lauras hår. Laura sprang ned fra sin skammel. ”Jeg løber hjemmefra. Du kan ikke stoppe mig!” Hun løb hen til hoveddøren og åbnede den og smækkede den i. Så listede hun ganske stille væk, så Rose ville tro, at hun var for- svundet. Laura besluttede sig for at gemme sig under sengen. Hun ormede sig ned på gulvet og trak kassen med vintertøj ind foran sig.