Mathieu Kassovitz Mathieu Kassovitz zoomer ind på brutaliteten i det moderne samfund og opstiller en visuel diagnose af social opløsning. Et stilsikkert og kompromisløst billedsprog afdækker humane og urbane katastrofer, der fascinerer og distraherer. Med Kassovitz slår fransk film nye toner an fra det multietniske og mediekoncentrerede gadehjørne Kassovitz’ tema er voldens kompleksitet. Hadets anatomi. La Haine blev Kassovitz’ Den racistiske vold, den institutionelle gennembrud. En film fuld af en - for vold, og ikke mindst mediernes vold. I fransk film - usædvanlig Street credibility. sine tre spillefilm har han undersøgt det Hip hop kultur, racisme, forstadsslum, voldelige samfund i dets mange politivold, kriminalitet, dope misbrug afskygninger. Resultatet er uensartet, men samt en rå og yderst kontant argot bliver har hver gang skabt bevågenhed: Enten for alvor en del af det franske filmlærred. kritikernes eller publikums, hvilket vidner Filmen er en vedkommende refleksion om en instruktør med sans for både over tilstande i det franske samfund, som i filmkunst og populærkultur! midten af 1990’erne førte til voldsomme Mathieu Kassovitz (f. 1967) er på det raceuroligheder i Paris’ centrum og nærmeste født og socialiseret ind i filmen forstæder. via sine forældre. Som 12-årig optrådte I det meste af et døgn følger filmen tre han som skuespiller i en af faderens film, venner med forskellig etnisk baggrund. og som 17-årig forlod han skolen og blev Dette døgn repræsenterer en rejse ind i instruktørassistent. Sin alder til trods har det franske samfunds grundlæggende Kassovitz derfor allerede båret mange kas­ racistiske væsen og en tur rundt på bun­ ketter indenfor filmproduktion: skuepiller, den af det multietniske forstadsmiljø, hvis instruktørassistent og instruktør. I 1999 menneskelige forfald konstant dulmes af fuldbyrdedes engagementerne i filmpro­ joints. Den parisiske banlieue skildres som duktionens mange led, da Kassovitz et socialt nekropolis, hvor småkrimi­ dannede et Hollywood-baseret produk­ nalitet, politiovergreb og en allest- tionsselskab sammen med bl.a. Luc edsværende meningsløshed hersker. Besson. Denne sociale ’’eksotisme” fungerer ifølge Kassovitz er dog først og fremmest Kassovitz’s analyse desuden som optisk kendt som en af fransk films unge og zoo for tv’s nyhedsindustri og dens evin­ uafhængige instruktører. Han debuterede delige jagt på den gode historie. som spillefilminstruktør i 1993 efter et par Handlingen tager afsæt i fundet af en kortfilm, og med La Haine (Hadet, 1995), politipistol oven på nattens uroligheder, som vandt i Cannes og fik en César, kom hvor en ung indvandrer er død. Temaet Kassovitz’ navn for alvor på landkortet drejer sig efterfølgende om, hvilken form indenfor nyere fransk film. hadet til det franske samfund og fransk 154 politi skal tage: gengældelse, resignation, Mathieu Kassovitz (politisk) vold, eller.....? Filmens brutalitet temmelig afstumpede unges introduktion ligger ikke så meget i den tragiske slutning til lejemordets faglige ’’etik”, der som hvor en (eller flere?) af vores tre hoved­ ethvert ordentligt håndværk bygger på personer skydes ned af politiet, som i det traditioner og normer. Skønt leje­ forhold, at en forsoning eller et alternativ morderne således er voldens repræsentan­ til volden ikke synes indenfor rækkevidde ter, er filmens budskab klart; den egentlige i et polariseret og brutaliseret samfund. synder er ikke de ynkelige eksistenser der En enkelt indstilling fanger mange af La befolker erhvervet, men et voldsramt sam­ Haines kvaliteter. De tre fyre er draget ind fund. til Paris for at inkassere penge. Turen I en nøglescener spørger vores lærling udvikler sig til kontrasternes møde den gamle mester, om han ikke har mellem forstadsmentalitet og overk­ samvittighedskvaler, hvorpå han rasende lassearrogance, mellem socialt overskud identificerer samfundets egentlige forbry­ og social nedslidning og mellem den dere: ’’Rend mig med den samvittighed. totale magtesløshed og den institutionalis­ Har du ikke fattet noget som helst? erede politivold. En ganske virtuos zoom Pressen, maden, finanserne, politik! Det indfanger den sociale og mentale forskel: I hele er råddent. De er morderne! Så hold baggrunden ses Triumfbuen og Champs nu mund. Dårlig samvittighed, den er Elysées: Hele det officielle Frankrigs god! Du kan rende mig! Morderne, det er udstillingsvindue. Som en omvendt alar­ dem. Luften, hører du? Selv luften er mzoom skifter fokus til de tre venner, som fordærvet! Mordere.... Det er klart, der langt derfra står og hænger formålsløst findes mordere”. ud. I denne simple, men visuelt stærke På ingen måde nogen subtil analyse. bevægelse formår Kassovitz at kom­ Men på filmens præmisser fungerer den, mentere hele den enorme sociokulturelle fordi personerne så entydigt er deres egne distance og kløft som er undertrykkelsens ofre, og fordi filmen så indlysende ikke er og hadets kilde. en realistisk samfundskritik, men en visuel diagnose af et samfund i social og med­ Medierne som visuel horisont. Denne menneskelig opløsning. stilistiske sikkerhed genfindes i Assassin(s) Ikke mindst medierne beskrives som (1997), som er en spillefilmudgave af en katalysatorer for en følelsesmæssig isola­ tidligere kortfilm. Filmen er tematisk set tion og menneskelig distance. I flere ualmindeligt modbydelig i al sin kynisme scener udgør tv-mediet og dertil hørende (som selv filmens særegne hum or ikke videospil filmens sociale og visuelle evner at formilde), men er stilistisk en horisont. Tv er for den unge generation af nydelse med sin visuelle dynamik og lejemordere det samme eksistentielle udtryksfuldhed. Som titlen antyder, han­ bedøvelsesmiddel der dulmer den men­ dler filmen ikke om den spontane sociale neskelige inkompetence, som fixet er for vold, men om den organiserede og filmens ældre repræsentant for erhvervet. økonomiske vold som udfolder sig i leje­ Som en kulturel bagprojektion bliver morderens morbide håndværk, samt vold­ tv’s voldsfikserede univers målestok for ens generelle samfundsmæssige karakter enhver menneskelig relation, og den bag­ (jvf. titlens pluralis-form). grund hvorpå personerne træder frem. Filmen følger to socialt udgrænsede og Filmens direkte og indirekte brug af nuti- 155 Mathieu Kassovitz Hadet dens fjernsynstapet skaber et fladt, ikono­ foregående film. Kun således giver de grafisk billede af en intim forbindelse spekulative forestillinger mening til fil­ mellem samfundets vold og mediernes mens parabel om et afsondret, eugenisk vold. Filmen bekræfter Kassovitz som en baseret universitetssamfund på toppen af kynisk iagttager af et kynisk samfund. de franske alper. Og kun således kan man Som det hedder i traileren til filmen: skimte et tematisk fællesskab med de to ’’Toute société a les crimes qu’elle m érite”. foregående film og se indholdsmæssige auteurtræk, som dog ikke tjener det Voldens (opportune) billedsprog. tidligere oeuvre nogen ære. Som en proto- Kassovitz’ seneste film, Riviéres Pourpres facistoid bestemmelse af det moderne (De blodrøde floder, 2000), er ikke god. At videnssamfund klinger filmen hult, og den på effektiv vis omplanter I lollywoods som ren underholdning er den mid­ fortællestrategier og person(for)tegninger delmådig. gør den ikke bedre, men vidner blot om Virkemidlerne er en hårdtpumpet han­ håndværksmæssig kompetence. dling og en dobbelt plotstruktur via ung- Indholdsmæssigt er historien imidlertid utraditionel-og-handlekraftig- tom og total ligegyldig, med mindre man strømer-møder-gammel-udbrændt-poli- 156 insisterer på at læse den i lyset af de to tiekspert. Tilsat lidt (fransk) stjerne per- Mathieu Kassovitz sona (Jacques Reno) samt psyko-horror De to første film pegede unægteligt i ret­ elementer à la Silence of the lambs. Med ning af en egensindig og kompromisløs andre ord: High Concepts en français. filmskaber. Den sidste desværre i retning Hvorvidt Kassovitz (for)bliver tonean­ af voldens opportune billedsprog. givende i fransk film, er svært at spå om. Mikkel Eskjær Filmografi 1990 Fierrot le pou (kort) 1991 Cauchemar blanc (kort) 1992 Assassins (kort) 1993 Métisse 1995 La H aine/H adet 1997 Assassin(s) 2000 Les rivières pourpres/De blodrøde floder 157.