Copy from DBC Webarchive Copy from: Van Morrison - geniet, der druknede i sin egen genialitet This content has been stored according to an agreement between DBC and the publisher. www.dbc.dk e-mail:[email protected] Van Morrison: Geniet, der druknede i sin egen genialitet Publiceret 03/09/2020 i Musik/Kultur af Jakob Brønnum FØDSELSDAGSPORTRÆT // ESSAY – Van Morrison blev 75 i denne uge. Som skabende kunstner er han et geni, der er druknet i sin egen genialitet, fordi den ikke kunne trives ved siden af hans egocentriske selvværdskamp. Jakob Brønnum fortolker perlerne i Van Morrisons mangeårige produktion i et fødselsdagsportræt af en af de bedste singer-songwritere, rocken har fostret. Allerede på det allerførste nummer på Van Morrisons første egentlige soloplade Astral Weeks (1968) kan man se kimen til alle Van Morrisons styrker og alle hans svagheder. Titelnummeret åbner for en visionær musikalitet på alle niveauer, kompositorisk, instrumentelt og vokalt, som knapt havde været synlig i den unge teenagers arbejde som forsanger i en af 1960’ernes legendariske, kortlivede popgrupper, irske Them. Det, man havde set, var primært det sidste: Van Morrisons fantastiske sangtalent. Blandt flere hits, såsom Here Comes The Night, overstråler Van Morrisons frasering og intensitet i en indspilning af Bob Dylans mesterværk It’s all Over Now, Baby Blue (1965) alt, hvad man ellers havde hørt fra ham. Van Morrison synger snefnuggene ned på plads på jorden, hvor de bliver liggende en lille stund Sangen, der desværre kun rummer ca. 2/3 af versene, står skulder ved skulder med Jimi Hendrix’ autoritative indspilning af All Along The Watchtower med status som den bedste Dylan-tolkning, der nogensinde er lavet. Dylan må have været chokeret. Han formede sin fremtidige koncertopførelse af Watchtower i retning af Jimi Hendrix tolkning, men Baby Blue røg ud af repertoiret og han rørte den mig bekendt kun én gang efter Van Morrisons besjæling af den før den i 1987, godt tyve år senere, kom tilbage som mere fast nummer på sætlisten. I en kosmisk-meditativ retning Den evne til at synge med en soul, der normalt ikke er noget, man hører hos en rødhåret irer fra Belfast, forenes på titelsangen på Astral Weeks med en tekstrigdom, der i sin surrealisme er inspireret af samme Dylan, men peger i en kosmisk-meditativ retning, Van Morrison kun glimtvis siden har forladt: “If I ventured in the slipstream/Between the viaducts of your dream/ Where immobile steel rims crack/ And the ditch in the back roads stop” Det indledende, korte vers har stærke poetiske billeder: Drømmens viadukter, som bliver spredt ud over et landskab af industriskrald og mudrede veje i udkanten af byen. Så ruller det visionære omkvæd ind, smukt fremstillet, gennem en insisterende lavmælthed: “Could you find me?/ Would you kiss-a my eyes?/ To lay me down/ In silence easy” Titelnummeret mister fokus mod slutningen og bliver ikke så stærkt, som det kunne være blevet, selvom det er meget, meget godt. Det flyder ud i en slags meditativ rablen, som også flere andre store numre gør, som kunne været blevet langt klarere meditative kompositioner med stor grad af almengyldighed – hvis Van Morrison ikke var så optaget af at høre sin egen stemme hviske religiøst-mystiske fraser, gentaget, nærmest i det uendelige: “In another time/ In another place/ In another time/ In another place/ Way up in the heaven/ Way up in the heaven/ We are goin’ up to heaven/ We are goin’ to heaven/ In another time/ In another place …” Den svaghed får han aldrig bugt med. Enkelte steder forløser han den til noget mere udadvendt, men den indadvendte selvoptagethed, som jo også kan høres i det smukke omkvæd fra før – det er kvinden, der skal komme og gøre ham det behageligt – betyder, at det ikke blev ham, men Dylan eller Cohen, der blev den største, eksistentielle sanger- sangskriver i rockens kulturhistorisk set ret korte tradition. Små, oversete sange Rundt omkring i Van Morrisons værk ligger små sange, der er overset i det store væld af hits og kendte sange, han har raspet af sig. Nogle af dem er blandt hans allerbedste. En af dem falder som det tredje nummer på Astral Weeks, Sweet Thing, en 6/8 upbeat hymne til en kvinde, som åbenbart har forløst sangens jeg-fortæller. Det er et af de tilfælde, hvor kompositionen, instrumenteringen og det vokale flyder sammen til et billedtæppe, hvor alting er helt rigtigt hele tiden og alting bærer lige stor vægt, i udformningen af billedet, et plink fra en guitar, en langsomt vandrende bas i baggrunden, en triangel, anvendt med stor effekt, som en klokkelyd, og et strygerarrangement. Herefter følger et par mere ”straighte” album, Moondance (1970), det store kommercielle gennembrud, His Band And The Street Choir (1970) og Tupelo Honey (1971) Det er blandinger af rock og jazzede arrangementer, og albummene rummer flere klassikere. Titelsangen på Tupelo Honey er en af dem. Wild Night, der åbner His Band And The Street Choir, også. Det er en fuldstændig suveræn boogie om en ung mand, der står foran spejlet og gør sig klar til en aften i byen. Den magiske Crazy Love fra Moondance og titelsangen på Tupelo Honey har samme akkordfølge i verset (G/Bm/C/D). Det er både godt og skidt. Gennem mange år bruger Van Morrison den samme akkordfølge igen og igen, hver gang han skal sige noget rigtig kosmisk-kærligt. Det kan man kan gøre, hvis det er en bluesrundgang, men det svækker efterhånden udtrykket, når det er en mere subjektivt melankolsk og følelsesbåret akkordfølge. De sangkompositioner, der står klarest på det tredje album i rækken, Moondance, His Band and the Street Choir og Tupelo Honey, er – foruden det legende, jazzede titelnummer om at danse under månelyset – And It Stoned Me og Into The Mystic, der begge har stået på koncertrepertoiret hos The Allman Brothers de senere år. Into The Mystic er kandidat til titlen som Van Morrisons bedste sang, hvor han i et storslået omkvæd opnår den eftertragtede enhed mellem stemme, instrumentering og komposition, de tre elementer, jeg nævnte før, og trækker havnebyens advarselssignal, tågehornet, og den ufremkommelighed et havnemiljø ved havet har, når det er helt tåget, ind i en enhed med stemmen, blæserne og teksten om at sejle ”into the mystic.” Det er et af de uforglemmelige øjeblikkke, han har givet os. Efter disse tre album vender det næste, Saint Dominic’s Preview (1972), tilbage til det surrealistiske og eksperimenterende fra Astra Weeks. DEN FOKUSEREDE UNGE MAND STIRRER DIREKTE IND I EVIGHEDEN (HVIS HAN SELV SKAL SIGE DET) Titelnummeret Saint Dominic’s Preview er endnu en af de perfekte sange, vi møder i Van Morrisons værk. Det er den mest komplekse guitarkompostion, Van Morrison har lavet, selvom den ret beset akkordmæssigt er ligeud af landevejen. Gennem gentagelsen af nogle akkordfølger opbygger han en spænding frem mod omkvædet, der er meget overbevisende. Omkvædet er mystisk, både i den religiøse betydning, som nærmest ordløst uforklarligt, og i den almindelige betydning som uforståeligt: “As we gaze out on, as we gaze out on/ Saint Dominic’s Preview” Vi ser ud mod den katolske helgen Sankt Dominicus’ visionære forudsigelse. Jo, tak. Det er lige før, øjnene falder ud af hovedet. Men så forstår man, at der ikke er tale om at se som i et blik, men som i indse. Det er en indre tilstand af sammenhæng, Van Morrison beskriver, og med god grund. Sangen handler ligesom Bruce Springsteens Rosalita fra The Wild, The Innocent & The E Street Shuffle (1973) om at få en pladekontrakt og mærke det store ske. De tre lange, episk- surrealistiske vers er en hudfletning af overfladiskheden hos de branchefolk, Van Morrison har mødt, spejlet i mennesker på gaden. Det er en af de eneste socialt bevidste tekster i værket, selvom den handler om ham selv: Det er altså nu, du burde være lykkelig, siger teksten et sted. Listen To The Lion, en over 10 minutter lang udforskning af nogle af de mytologiske temaer, vi skal komme til at møde i rigt mål, er det første bevidste forsøg på noget, vi også skal se igen og igen i Van Morrisons kompositioner, den lange universelle sang. Løven er helt sikkert den i det engelske rigsvåben (og lidt ham selv). Hvis musikken ikke var flydt ud mod slutningen, mens sangens vi-fortæller sejler mod Caledonia (Skotland), og Van Morrison selv synes han skulle brøle som en løve, ordløst, ville det have været helt fantastisk. Det er et af de tilfælde, hvor kompositionen, instrumenteringen og det vokale flyder sammen til et billedtæppe, hvor alting er helt rigtigt hele tiden Kompositorisk udforsker sangen musikkens taktarter på en meget interessant måde, og man kan ærgre sig over, at det ikke var den objektive, men den subjektive udforskning, der vandt. Den lille, oversete perle fra dette album, der rummer flere andre store kompositioner, er Redwood Tree, om en dreng og hans far og hans hund. Temaer som dette, sammen med den store overfrakke, vi skal møde lidt senere og bladene i blæsten, der også optræder mange gange, er præget af moderne irsk lyrik, særligt nobelpristageren Seamus Heaney, hvis digte veritabelt dufter af tørvemose. Den fuldendte A-side Jeg anser den korte, femsangs A-side på Joni Mitchells album Court And Spark (1974) for alle tiders mest kunstnerisk vellykkede folk-rock LP-side. Den består af enkeltstående sange med egne tematikker sammenføjet i et stort åndedrag af en musikalsk helhed. I to samtidige albums opnår Van Morrison noget sammenligneligt. A-siderne på de to, dybt folkeligt-litterære Hard Nose The Highway (1973) og Veedon Fleece, og B-siden på Veedon Fleece følger muligvis med. Det er enestående vellykkede suiter af stærke sange. B-siden på Veedon Fleece åbner med et boogienummer, Bulbs, der tager temaerne op fra Wild Night og udfolder dem mere voksent.
Details
-
File Typepdf
-
Upload Time-
-
Content LanguagesEnglish
-
Upload UserAnonymous/Not logged-in
-
File Pages14 Page
-
File Size-