AIDA Komponist: Giuseppe Verdi. Libretto: Antonio Ghislanzoni Opera i 4 akter Uropført Cairo: 24. dec. 1871 Første opførelse i Danmark: Det Kgl. Teater 1885. Optagelse fra marts 2018 Varighed: ca. 2 t. 35 m. Dirigent: Nicola Luisotti Instruktør mv.: Hugo de Ana. Orkester / kor: Teatro Real Madrid. Et trekantsdrama om en forsmået kvinde, der driver Produceret af Teatro Real i samarbejde med Opera Lyric to elskende i døden, midt i sejrens time for Ægypten. of Chicago og Municipal Theater of Santiago de Chile. Kongen: Soloman Howard (bas) Amneris: Violeta Urmana (mezzosopran) Aida: Liudmyla Monastyrska (sopran) Radamès: Gregory Kunde (tenor) Ramfis: Roberto Tagliavini (baryton) Amonasro: George Gagnidze (bas) Dette er en restaureret udgave af Teatro Real’s mest monumentale og emblematiske produktion af Aida. Det er svært at overgå denne udgave, der sprænger alle rammer. Det er med Hugo de Ana’s fantastiske scenografi og kostumer. Og med maestro Nicola Luisotti som dirigent. Som en del af sine toårige festligheder (2017/18) hylder Teatro Real sin fortid ved at genbruge en del af landskabet fra 1998-produktionen fra sit lager. På grund af tekniske og materielle kompleksiteter har det været umuligt at genoplive Aida indtil nu. Her i 2018 vender Aida tilbage til Teatro Real. Der er få operaer hvor sammenhængen mellem det grandiose og det intime er så tæt forbundet som i Aida. Den blodige konfrontation mellem etiopierne og egypterne sidestilles med Radamès kærlighed, (kaptajn for den egyptiske livvagt) til Aida, en etiopisk slave (datter af den etiopiske konge). Deres kærlighed er stærkere end hadet mellem de to folkeslag, deres sociale forskelle og uforenelige perspektiver. Denne kærlighed er lige så solid som væggen, som blokerede dens fuldbyrdelse. Det varede flere år inden Verdi lod sig overtale til at skrive en ny opera. Han sagde i første omgang nej til at skrive en opera til indvielsen af Cairos nye operahus i 1869. Det var de dårlige erfaringer med Don Carlos (hans første udgave i 1867) og ligeledes en for kort frist, der var årsagen til dette ophold. Blandt andet den enorme sum han fik tilbudt af Kediven Ismail Pasta var medvirkende til at han påtog sig opgaven med Aida. Handlingen lå fast, den skulle baseres på en novelle af den franske ægyptolog F. Mariette, der havde udgravet templet i Luxor. Det viste sig, at Verdi blev enormt involveret i arbejdet med Antonio Ghislanzonis libretto, (havde samarbejdet med Ghislanzoni om revisionen af La Forza del Destino). I 1870 lå partituret klart, men pga. den fransk-tyske krig var dekorationerne først tilgængelige i 1871. Succesen ved premieren på Kairos operahus, der var åbnet to år tidligere, var sensationel. Aida blev en triumf uden lige, og i løbet af få år var Aida en fast bestanddel på repertoiret verden over og er det stadigvæk. Giuseppe Fortunino Francesco Verdi var italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige komponister. Han følger den franske og tyske indflydelse og bryder med sin tids bel-canto- klichéer og stiller sangen i musikdramaets tjeneste. Han komponerede blandt andet en række operaer med politiske budskaber. I 1850’erne opnåede hans kunst verdensry. Verdi var også en stor patriot og meget aktiv i processen for Italiens samling, der fandt sted i 1860. Han var deputeret i det første republikanske parlament i Torino 1850 og senere senator i Rom 1860. Han oplevede store kunstneriske sejre, men også kunstneriske nederlag og familiære tragedier, som han aldrig kom sig over. Verdi havde mere eller mindre trukket sig tilbage til sit landsted, da hans anden kone Peppina, Giulio Ricordi og Arrigo Boito fik lokket Verdi til at skabe sine ypperligste og bedste operaer, ”Othello” og ”Falstaff.” En medvirkende årsag kunne være Verdis kærlighed til Shakespeare. Verdi var 80 da han skabte ”Falstaff,” sit mesterværk. Da Verdi engang blev spurgt om hvilket af hans arbejder han betragtede som sit største, svarede han ”Det kan der ikke herske tvivl om: det er det hvilehjem for ældre musikere og sangere, jeg har bygget i Milano.” – Et storslået menneske, der afviste al pomp og pragt, når det gjaldt ham selv. Verdis værker opføres i operahuse over hele verden, ligesom temaerne fra nogle af hans værker for længst har slået rod i den folkelige kultur. Selv om hans arbejde er kritiseret for at bruge et almindeligt diatonisk tonesprog i stedet for et kromatisk og for at have en tendens til melodrama, dominerer Verdis mesterværker det almindelige operarepertoire 150 år efter at de blev komponeret. I sæsonen 2013/2014 til 2017/2018 er Verdis værker de mest opførte. – I samme periode er La Traviata den mest opførte opera, derefter kommer Carmen, Tryllefløjten og La boheme. Handlingen 1. akt. Egypten forbereder sig på krig mod Etiopien, og ypperstepræsten Ramfis har netop besøgt templet for at få at vide, hvem Isis udpeger som øverstbefalende. Den unge Radames håber, at det vil være ham, fordi en sejr sandsynligvis ville give ham mulighed for at gifte sig med den etiopiske tjener (slave) Aida, som er datter af Amonasro, den etiopiske konge, hvilket ingen er bekendt med. Aida og Radamès elsker hinanden i hemmelighed. Den egyptiske prinsesse Amneris er også forelsket i Radames og prøver på forskellige måder at finde ud hans følelser for hende. Men hverken Aida eller Radamès afslører noget om deres kærlighed. En budbringer meddeler, at etiopierne er ved at angribe, ledet af kong Amonasro, og står nær den egyptiske grænse. Radames er udnævnt til kommandør, og det egyptiske folk hylder soldaterne før deres afrejse. Først da Radames og hæren er afgået, indser Aida, at deres sejr vil føre til ødelæggelse af hendes eget folk. I templet overdrager ypperstepræsten det hellige sværd til Radamès. 2. akt. Amneris venter utålmodigt på, Radames vil vende tilbage, og håber, at han endelig vil gifte sig med hende som en belønning for sejren i krigen. Da Aida kommer, fortæller Amneris Aida at Radames allerede er faldet i krigen. Aida bryder sammen, men Amneris trækker sin udtalelse tilbage og ser hvordan Aidas sorg ændres til glæde og forstår, hvad hun allerede har mistanke om, at Aida er hendes kærligheds rival. De afbrydes af folkets jubel, og Amneris begiver sig afsted for at deltage i sejrsceremonien. Under jubel returnerer Radames og hans soldater med de etiopiske krigsfanger, herunder Aidas far Amonasro. Ægypterne ved ikke, at den etiopiske konge er blandt fangerne. Aida genkender sin far, men Amonasro beordrer hende til ikke at afsløre hans identitet. Radamès beder den egyptiske konge om barmhjertighed for fangerne. Trods protester fra de egyptiske præster er kongen imødekommende overfor ham og lover at frigive fanger, men med et ultimatum: Aida og Amonasro vil forblive gidsler. Som belønning for krigsindsatsen giver kongen sin datter Amneris til Radamès. 3. akt. Den aften mødes Amneris og Ramfis i Isis-templet ved Nilens bred for at bede før brylluppet. Aida og Radamès er her også. Før Radamès ankommer, overtaler Amonasro sin datter til at få Radamès til at afsløre, hvor den egyptiske hær er placeret, så Amonasro og hans soldater kan flygte. Aida er splittet mellem loyalitet over for sit land og kærlighed til Ramadès. Da Radamès kommer, forklarer han Aida, at han vil drage ud i kamp, for så at vende tilbage som en helt og anmode om at gifte sig med den, han elsker, Aida. I stedet forsøger Aida at overtale ham til at flygte med hende for at redde deres kærlighed. Radamès siger ja og afslører, at passet i Napata stadig ikke er overvåget. Amonasro, som har ligget skjult og lyttet, stiger ud af sit skjul. Nu ved han, hvordan han vil flygte med sine etiopiske tropper. Samtidig kommer Amneris og Ramfis ud af templet, og Radamès indser, at han har forrådt sit eget land. Amneris beskylder ham for svig. Mens Aida og Amonasro flygter, bliver Radamès tilbageholdt. 4. akt. Amneris beklager, at hun har anklaget Radamès og vil give ham friheden, hvis han vil glemme Aida. Men han nægter at forsvare sig under retssagen og bliver dømt til at blive begravet levende under Isis-templet. Da stenen er lukket over graven, finder Radamès, at der er en anden tilstede. Aida har sneget sig ind for at være sammen med sin elskede. Sammen tager de afsked med livet. Om dirigent og instruktør Dirigent: Nicola Luisotti Nicola Luisotti er italiensk dirigent, og han er ikke hvem som helst. Han hører til verdenseliten af dirigenter. Som 11-årig var han allerede leder af sin landsbys kirkekor. Han er uddannet som pianist med grader i komposition, trompet og stemme. Efter sin formelle uddannelse rejste han mellem Milano som repetitionspianist på La Scala og Firenze hvor han var medlem af koret. Hans tidligste fuldtidsstilling var som kormester for La Fenice i Venedig. Luisottis første professionelle operaledede engagement var en 2000-produktion af Stiffelio i Trieste og en 2001 Staatstheater Stuttgart-produktion af Il Trovatore. Luisotti blev Stuttgarts vigtigste dirigent for det italienske repertoire, her dirigerede han Tosca, Turandot, Madama Butterfly og Otello i 2006. Hans Stuttgart Trubadur blev mødt med kritikerros, og inden for få uger blev han tilbudt et debutengagement på Paris Opera. Andre tidlige invitationer kom fra det canadiske Opera Company, Genovas Teatro Carlo og Münchens Bayerske Statsopera. Han havde sin debut i Japan med en produktion af Tosca i Suntory Hall. Luisotti dirigerede på 100-årsdagen La fanciulla del West på Metropolitan Opera og blev tildelt Premio Puccini-prisen ved Fondazione Festival Puccini. Han fungerede som musikleder for Teatro di San Carlo i Napoli fra februar 2012 til december 2014. Han fungerede som hoveddirigent for Tokyo Symfoniorkester fra april 2009 til forår 2012. Han debuterede på San Francisco operaen i 2005. Han er for tiden musikdirektør for San Francisco Opera.