Fra udskiftning til afvikling Bondelandbruget i Gl. Roskilde Amt fra slutningen af 1700-tallet til 1970 Af Helge Land Hansen Indledning Roskilde amt blev oprettet efter enevældens indførelse1660 som afløser for det tidligere len. Det undergik mindre ændringer ind- til det i 1808 blev nedlagt som selvstændigt amt og blev en del af Københavns amt. Da dette samtidig blev delt i Københavns og Roskilde amtsrådekredse, og den sidste efterhånden fik sin egen administration og fra 1842 sit eget amtsråd, har området fået be- nævnelsen ”Gamle Roskilde Amt”, som eksisterede indtil 1970. Geografisk er vi i et område, som afgrænses af en linie fra Bramsnæs mod sydøst til Nørre Dalby, mod øst til Køge, langs Køge bugt til Kildebrønde, mod vest til Fløng og derfra mod nord til Gundsømagle og Jyllinge. Indtil kommunalreformen 1970 bestod Roskilde amtsråds- kreds af 4 herreder og 28 sognekommuner med i alt 48 sogne1. I amtet lå købstæderne Køge og Roskilde. De spillede længe en vigtig rolle som aftagere og forarbejdere af landbrugets produk- ter. Deres beliggenhed er meget fordelagtig for afsætningen af frembrin- gelserne, da kun få sogne er mere end 2 mil fjernede fra købstæderne, hedder det i 18392. Desuden var Roskilde en af de købstæder i landet, som drev mest landbrug med godt 400 tdr. hartkorn sva- rende til et halvt hundrede bøndergårde3. Så sent som i 1911 leve- de på grund af det betydelige areal, der hører til byen 612 af byens godt 12.000 indbyggere af landbrug, og byen havde i 1919 391 malkekøer4. Købstædernes landbrugsproduktion mistede i 1900-tallet sin betydning, men adskilte sig i princippet ikke fra det øvrige land- brugs og vil normalt blive medregnet her, hvor der ellers fokuse- res på landbosamfundet. Det samme gælder den langt større andel, som stammede fra områdets mange hovedgårde. De var i 1800-tallet - ligesom man- ge præstegårde - foregangslandbrug mht. produktivitet og nye metoder og afgrøder. Ofte var det borgerlige godsejere som Heinrich Valentiner og sønnen Adolf Valentiner på Gjeddesdal i 13 Roskilde lokalhistoriske Greve sogn, der gik i spidsen. De drev fra 1820 hovedgården arkiv. frem til et mønsterlandbrug med opkøb af kvæg til fedning, gødskning af lavtydende jorder, mergling, dræning, mejeribrug og regnskabsføring. Det var dog bondelandbruget, der stod for hovedparten af landbrugets produktion – på hele Sjælland 1835 med 86,7 % og i Roskilde amt med 89,5 % af det samlede hartkorn5. Bondelandbrugets udvikling i Roskilde amt adskilte sig na- turligvis ikke meget fra udviklingen på øerne i øvrigt, og land- 14 mændene her producerede generelt under samme betingelser, som i resten af landet. Men nærheden til hovedstaden prægede gennem alle årene både det praktiske og det åndelige liv og gav amtets landbokultur sine karakteristiske særpræg. Det gælder ikke mindst den materielt rige kultur på Hedebo- egnen, som netop blomstrede i disse år og især er kendt for sin udsmykning af klædedragter og genstande. Også arealmæssigt fyldte ”Heden” meget i Roskilde amt: Den største del af amtet (dvs. både Københavns & Roskilde Amt) optager en stor frugtbar, jævn og skovløs slette, kaldet ”Heden”, den strækker sig fra København til Roskilde fjord og omtrent en mil på hin side af Roskilde by, samt mod sydvest til Køge. Denne frugtbareste del af amtet indbefatter, foruden Amager, mere end halvdelen af Sokkelund og Ramsø herreder, hele Tune og næsten hele Sømme herreder, samt de nordligste sogne af Voldborg herred, hedder det i den officielle amtsbeskrivelse fra 18396. Den- ne geografiske afgrænsning er mere omfattende, end den folke- kulturelle. Hedeboegnen går ikke helt ind til København, idet den her møder Valbybønderne, der havde deres egne dragter og levemåde, som minder om hollænderne på Amager, hvorfra de også oprindelig er kom- ne. Mod vest må vi udenfor Roskilde i alt fald over til Lejre å og Korner- up å, hvor vi så mod syd træffer Skovboerne, hvor Midtsjællands skov- bælte begynder. I syd bliver grænsen Køge å, bag hvilken vi snart møder Stevnsboerne.7 Af de berømmelige landboreformer fra sidste del af 1700-tal- let vil der kun blive gjort noget særligt ud af udskiftningen, som blev den centrale forudsætning for omskabelsen af landbruget og det danske landskab. Og den ”afvikling”, som nævnes i titlen, er ikke afviklingen af landbruget som betydningsfuldt erhverv, men en markering af, at landbrugets livsform: den producerende husholdning, forsvandt, at landbruget ikke længere var det do- minerende erhverv, men i stigende grad et erhverv for de få8. 1. 1830erne – efter reformerne 1.1 Udskiftningen Ifølge Danske Lov af 1683 skulle alle lodsejere i en by være enige, før man kunne indhegne sin jord og tage den ud af fællesskabet. Fra 1758 kom en stribe forordninger, som gradvist forøgede mu- lighederne for at etablere sig uden for fællesskabet, og efter for- ordningen af 13.maj 1776 kunne enhver lodsejer, uanset loddens størrelse, kræve sin jord udskiftet og placeret på ét, højst tre ste- der. 15 Med ”udskiftningen” - delingen af jorden først mellem godsejerne og dernæst mellem bønderne - var dyrkningsfælles- skabet ophævet og grunden lagt for udflytninger af gårdene, hvor det var hensigtsmæssigt, og for gradvis overgang til selveje. Regeringen søgte gennem sine forordninger at sætte tempoet i vejret i den meget besværlige og omkostningstunge proces. Den vigtigste og mest detaljerede kom i 1781 og slog fast, at enhver lodsejer kunne forlange sin jord udskiftet, at alle omkostninger- ne ved udskiftningen skulle fordeles ligeligt mellem alle lodseje- re efter deres hartkorn, og at der skulle laves en samlet plan for den øvrige udskiftning uanset om nogle blev i fællesskabet. Ved regeringsskiftet 1784, som endeligt banede vej for refor- merne, var udskiftninger allerede i gang overalt i landet. I sidste halvdel af 1770erne var Snoldelev, Rorup og Kirkerup blevet ud- skiftet som de første i amtet. Gennemgående regnes de ældste udskiftninger dog for de dårligste med mange ubekvemme ”stjerneudskiftninger” og få ”blokudskiftninger” med jorden hensigtsmæssigt placeret omkring den udflyttede gård. En ny forordning fra 1792, der gav lodsejerne mulighed for at fordele en årlig rente på 4 % af de samlede udgifter på bønderne, satte for alvor gang i processen, og 1790erne blev udskiftninger- nes afgørende år. Omkring 1810 var udskiftningen stort set af- sluttet i det meste af landet. I Roskilde amt rundedes den af med udskiftningen af Ejby og Ladager i 18079. Følgende oversigt over udskiftningstidspunkterne i Roskilde amt opererer med 138 udskiftningsforretninger. Dels har 12 af de 48 sognebyer haft brug for en ekstra runde, dels lå i sognene 67 mindre byer eller bebyggelser, som blev udskiftet for sig, og hvoraf andre 12 måtte ud i en ekstra runde10. Også i Roskilde amt skete det store ryk i 1790erne, hvor landmålerne og amtets to mand store landvæsenskommission må have haft umanerligt travlt: Antal udskiftninger 1776-1779: 3 1780-1789: 26 1790-1799: 75 1800.1807: 34 Antal udskiftninger i alt: 138 Herredsfogeden i Ramsø og Tune herreder, Niels Bluhme, vi- ste i en indberetning fra 1830erne ikke større respekt for udskift- ningen i Københavns og Roskilde Amter, hvor der overhovedet ik- ke er taget vedbørlige hensyn til jordernes fald, loddernes indhegning, 16 vejenes gang, den nødvendige udflytning med flere væsentlige lokale omstændingeder.11 Samme Niels Blumes respekt for selve bondestanden var hel- ler ikke stor. Han erklærede kort efter 1830, at bondens nuværende standpunkt på kundskabens bane er så lavt, hans tænkeevne så inds- krænket, hans synskreds så snæver og blændet af fordomme, hans mora- litet og religiøsitet så svag, at endnu menneskealdre vil hengå, førend han kan fremtræde blandt kultiverede slægter med oplysningens ægte stempel.12 Den kritiske - for ikke at sige nedladende - og generaliserende holdning fra ledende kredse i samfundet, som Bluhme repræsen- terede, var hård at bære for de foregangsbønder, som trods alt fandtes og blev flere og flere. Sandt nok var der endnu mange år efter skoleloven af 1814, som gjaldt for øerne allerede fra 1806, kun få bønder, der magte- de skrivekunsten i praksis. Bortset fra enkelte skoler i Voldborg herred blev der i 1830erne overalt i amtet undervist efter ”den indbyrdes undervisningsmetode”, et efter Fr.6.s mening genialt system, som tillod en enkelt lærer at holde hundrede elever i ån- de13. Metoden var sparevenlig, men har næppe fremmet udvik- lingen. De to meget forskellige udskiftningsforløb, som skitseres i det følgende, vil uddybe forståelsen af, hvem der spillede hvilke rol- ler i processen. 1.2. Udskiftningen af Vindinge i Tune herred Vindinge med mange og forskellige lodsejere viser et godt ek- sempel på en udskiftning, som starter tidligt, går i stå og først mange år senere færdiggøres – uden at resultatet blev særligt godt14. De første forbederelser kom allerede to år efter 1776-forord- ningen, og initiativtageren var den ene af de to private godsejere med hver en fæstegård i Vindinge. Alle øvrige lodsejere var insti- tutioner: Roskilde Domkirke, Københavns Magistrat, Køben- havns Universitet, Jomfruklostret i Roskilde, Herredsfogeden, kirken, præsten og skolen. Kammerråd Gjøe havde købt Gjed- desdal 1774 og tog i begyndelsen af 1778 initiativ til at få sat skel og hegn mellem Vindinges Østermark og Reerslev og Stærken- des Vestermark. Han anmodede stiftamtmand Brockenhuus om at indkalde de to landvæsenskommissærer og samtlige lodsejere til at mødes i Reerslev lørdag den 11.april, og her annoncerede hans forvalter hensigten med mødet: de tre byers ”separation fra fællesskabet”. 17 Vindinge efter udskift- Bymændene fra de tre byer var også til stede og mente, det ningen 1782-1804. var for sent på året at sætte hegn, også fordi de allerede havde af- Vindinge lokalhistoriske talt fælles græsning med hinanden. Det blev der dog ikke taget arkiv. hensyn til, og når man fordelte byernes hartkorn på den strækning, der skulle hegnes, blev det 3 favne pr. td.htk. mellem Vindinge og Reerslev og 1 1/2 favn mellem Vindinge og Stær- kinde.