TRÆET Tilegnet Inger Landsted Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayan Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley - Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret - Lysdesign: Luca Ruzza, OpenLab Company - Lysrådgiver: Jesper Kongshaug Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso, Istvan Zimmermann, Plastikart - Software programmering: Massimo Zomparelli - Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret - Plakat: Barbara Kaczmarek - Musikalsk ledelse: Elena Floris - Teknisk leder: Fausto Pro - Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod - Dukkehoveder: Signe Herlevsen - Foto: Rina Skeel - Dramaturg: Thomas Bredsdorff - Litterær rådgiver: Nando Taviani - Tekst: Odin Teatret - Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley - Instruktør: Eugenio Barba. Odin Teatret takker: Antonio Barba, Lena Bjerregaard, Monika Blige, Beatriz Camargo og Teatro Itinerante del Sol, Pino Confessa, Sarah Duthie, Jaroslaw Fret, Adam Ledger, Jan de Neergaard, Zsófia Rideg og Attila Vidnyánszky. Odin Teatret: Luis Alonso, Eugenio Barba, Kai Bredholt, Niels Kristian Brinth, Roberta Carreri, Claudio Coloberti, Chiara Crupi, Jan Ferslev, Elena Floris, Pelle Henningsen, Anna Marie Houe, Lene Højmark, Nathalie Jabalé, Per Kap Bech Jensen, Donald Kitt, Søren Kjems, Tage Larsen, Else Marie Laukvik, Sabrina Martello, Annelise Mølgaard Pedersen, Carolina Pizarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Francesca Romana Rietti, Anne Savage, Pushparajah Sinnathamby, Rina Skeel, Ulrik Skeel, Peter Stenz Egestad, Nando Taviani, Julia Varley, Frans Winther. Produktion: Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro, Danmark), The Grotowski Institute og Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Wroclaw, Polen), National Theatre (Budapest, Ungarn). Støttet af Holstebro Kommune, Statens Kunstfond – Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Første forestilling: 19. september 2016 i Holstebro. Om forestillingen Figurer: Yazidimunke: Luis Alonso, Donald Kitt, Julia Varley Europæisk krigsherre: Kai Bredholt Afrikansk krigsherre: I Wayan Bawa Igbokvinde: Roberta Carreri En poets datter: Iben Nagel Rasmussen En poets datter som ung pige: Carolina Pizarro Historiefortæller: Parvathy Baul, Elena Floris Deus ex machina: Fausto Pro Historiens Træ vokser livskraftigt og dødt. Børnesoldater og bedende munke danser rundt om det sammen med krigsherrer, en opbragt mor og en poets datter, som, da hun var barn, drømte om at flyve væk med sin far. To historiefortællere introducerer og kommenterer skikkelserne og handlingerne. I den syriske ørken planter to yazidimunke et pæretræ for at kalde de forsvundne fugle tilbage. I Nigeria hviler en mor i skyggen af glemslens træ med sin datters hoved under armen, skjult i et græskar. En europæisk krigsherre forklarer nødvendigheden af etnisk udrensning for en afrikansk krigsherre, som udfører en menneskeofring for at gøre sin hær af børnesoldater usårlig inden et slag. En pige leger med sine dukker omkring det træ, hendes far plantede, da hun blev født. Hun grubler over, hvordan fugle ser jorden oppe fra luften. Historiens Træ bøjer sig til sidst under vægten af sine frugter og tilbyder et hjem til fuglene, som flyver over tilskuernes hoveder. Men hvad er det for fugle? 2 Foto: Rina Skeel Eugenio Barba under prøve 3 Eugenio Barba Træet og dets rødder En forestilling, der ernærer sig ved avislæsning vordan viser man en menneskeofring på teatret? Og hvorfor? For at Huddrive ens egen følelse af rædsel? Som en faglig udfordring? Fordi dette emne ligger hinsides ens fatteevne? En mand ofrer koldblodigt en anden mand, en kvinde, et barn: Jeg vil lave en forestilling om denne situation, som vi dagligt læser om i aviserne. Flying er det første ord, der falder mig ind som foreløbig titel. Det åbner for nye måder at tænke på og for fremmedartede billeder, som kan inspirere skuespillerne og mig selv i prøvernes første fase. En forestillings titel er dens præmis. Den burde også være et løfte om at flyve højt. Teatret tillader os at forlade det, vi har - det kendte - for at søge imod det, vi ønsker, og det, vi ikke vidste, at vi ved. Teatret er en teknik til at stikke af hjemmefra, hvor selve flugten bliver et hjem. Man tror måske, at forestillingen, som er flygtig og kan flyttes til forskellige rum, er dette hjem. Men en sådan tanke er en illusion ligesom kærligheden eller berømmelsen. Det hjem, jeg taler om, har et smidigt fundament, nemlig de arbejdsrelationer der modnes og udvikler sig med tiden. Det hjem bygger man med udbrud af lidenskab der retter sig mod både levende og døde. Årenes gang og erfaringen, der slører vores syn, forvandler vores lidenskaber til fortrolighed, ømhed, en følelse af at høre til. Følelsernes nomadeliv som tiden forkalker. Judy har lagt en artikel til side til mig, skrevet af Jonathan Stock fra Der Spiegel og trykt i Politiken i november 2013 med overskriften: “Kannibal og krigsforbryder satser på guds frelse”. Joshua Milton Blahyi, født 1971, med tilnavnet “General Splitternøgen”, stod under den første borgerkrig i Liberia i spidsen for en hær af børnesoldater. Han var kendt for sine vilde, excentriske metoder og for at lede sine unge tropper i kamp nøgen, kun iført gummisko. Han bragte jævnligt menneskeofre før han gik i kamp, for det meste børn, hvis blod skulle tilfredsstille ånderne og give ham og hans børnekrigere beskyttelse. 4 5 Da de ni medlemmer af Sandhedskommissionen spurgte Blahyi, hvor mange han havde slået ihjel, svarede han: “Mindst 20.000.” Han tilføjede: “Jeg rekrutterede børn helt ned til 9 - 10-årsalderen. Jeg plantede volden i dem ved at forklare dem, at det var en leg at slå ihjel. Når jeg sårede en fjende, skar jeg hans brystkasse op og spiste hans endnu bankende hjerte. Og liget lod jeg mine børnesoldater skære i småstykker, for at de skulle miste deres følelser for fjenden.” Hans børnekrigere væddede om, hvorvidt der i en gravid kvindes mave lå et drenge- eller et pigebarn, før de sprættede hende op for at se, hvem der havde ret. Efter borgerkrigen konverterede Blahyi til kristendommen og blev evangelisk prædikant. Han er i dag præsident for End Time Train Evangelistic Ministries Inc, som har hovedkvarter i Liberia. Han er gift med den kvindelige præst Josie og har fire børn. Stephen Ellis’ bog The Mask of Anarchy. The Destruction of Liberia and the Religious Dimension of an African Civil War handler om stammekrigen i Liberia fra 1999 - 2003: 250.000 døde, en million mennesker drevet på flugt, 20.000 børnesoldater der bærer halloweenmasker og kvindeparykker, spiser menneskehjerter og udsmykker vejkryds med knogler. Militslederne tager navne inspireret af film, nyheder eller religion: general Rambo, general Bin Laden, general Satan. Ellis beskriver religionens og ritualernes afgørende betydning for udbruddet og eskaleringen af denne brutale krig: “Den åndelige forberedelse af rekrutterne var mindst lige så vigtig som de militære aspekter. En del af deres træning bestod i et ritual, der mindede om traditionelle initieringsceremonier, hvor rekrutterne blev tatoveret i panden eller snittet i kinderne, hvilket skulle gøre dem usårlige. Nogle gange skød man på dem med løst krudt for at vise dem, at beskyttelsen virkede.” Nando Taviani, vores litterære rådgiver, fortæller mig om en bonde, hvis pæretræ ikke længere giver frugt. Han fælder det, og af træet laver han et kors med Frelseren på. Hans søn bliver alvorligt syg. Bonden knæler og bønfalder Kristus om at redde hans syge barn. Sønnen dør. Bonden forbander træet: “Da du var et pæretræ, gav du ingen frugt, og nu, da du bærer Guds søn, gør du ingen mirakler.” Bonden vender det ryggen og går sin vej. Korset blomstrer og bliver fuldt af pærer. Første skitse til fortællingen: En bonde tror, han er Kristus, og planter et pæretræ. Træet vokser, men dødt. Han skærer et kors ud af det og korsfæster 6 sig selv. En børnesoldats mor kommer med sin døde søn og beder ham om at genoplive barnet. Blahyi, den liberiske krigsherre, ankommer, og ligesom Dostojevskijs Storinkvisitor, jager han hende bort. Træet/korset blomstrer og bliver fuldt af pærer. En anden mulighed: Bonden, der hænger på korset, giver moderen med den døde søn i favnen et råd: Begrav din døde, så vil han blive genfødt som blomster og frugt. Træet er en levende skulptur. Det vokser under tilskuernes øjne som et stående lig. En lille pige kravler i dets grene, leger, drømmer, gransker horisonten og taler med fuglene. Træet bliver fældet med en økse. En gren bliver knækket af og sat på tværs som et kors, der venter på den første den bedste uskyldige der kommer forbi. Træet stønner, når det bliver ramt af slagene. Det bløder: hvidt og tyktflydende pus. En børnesoldat, der bløder hvidt pus, ankommer. De omfavner hinanden. Træet blomstrer. Det kunne være det Godes træ. Et godt barn er bundet til det i en kæde som en hund. Det gode barn drømmer om det onde barns gerninger. Barnet er håbets stemme. Det bjæffer: “Dette bladløse træ vil brødføde menneskeheden.” En lille pige leger oppe i træet med sine dukker, fortæller dem godnathistorier og synger vuggeviser for dem. Træet i Japan. Tre haikudigte af Matsuo Basho: Udmattet søgte jeg en kro stod pludselig under et træ i blomst. Under træet dækkes alt af kirsebærblomsternes blade selv suppen og den marinerede fisk. Foråret rejser bort fuglegråd i træerne og tårer i fiskenes øjne. Jeg har fundet forestillingens anden karakter: en europæisk krigsherre. Serberen Željko Ražnatović (1952 - 2000), kendt som Arkan, tigeren. I 1970’erne og 80’erne var han den af Interpol mest