Stedet Modernisme i nordisk lyrikk 2 1 © 2008 Forfattarane og Institutionen för nordiska språk och nordisk litteratur vid Helsingfors universitet Boka inngår som nr. 13 i serien Nordica Helsingiensia, ein publikasjons- serie ved Institutionen för nordiska språk och nordisk litteratur vid Helsingfors universitet. Lieselott Nordman er seriens redaktør. Boka inngår som nr. 4 i underserien Kultur og Kritikk i Norden. Hadle Oftedal Andersen og Asger Albjerg er underseriens redaktørar. Kontaktadresse: Nordica, P.B. 24 00014 Helsingfors Universitet Omslag: Hadle Oftedal Andersen Boka er sett med Garamond 9/11 Printed in Finland by Yliopistopaino, Helsinki ISBN 978-952-10-4941-5 ISSN 1795-4428 2 Stedet. Indledning side 5-12 Unni Langås GRAVSTEDET I NYERE NORDISK LYRIKK side 13-31 Peter Stein Larsen NATTEHIMLENS POETIK side 32-43 Louise Mønster VÆGGE OG MURE Mødesteder i og imellem Tomas Tranströmers og Henrik Nordbrandts forfatterskaber side 44-52 Anders Nilsson STADEN Några nedslag i Gunnar Björlings och Tomas Tranströmers poesi side 53-67 Per Erik Ljung NEW YORK, NEW YORK — FRÅN HELSINGFORS TILL KÖPENHAMN side 68-84 Hadle Oftedal Andersen HEIME I MODERNITETEN, HEIME MED DØDEN Om Klaus Rifbjergs Amagerdigte og Jan Erik Volds Mor Godhjertas glade versjon. Ja side 85-96 Trygve Söderling GATAN ELLER HALLONBACKEN — VAR ÄR MODERNISMENS PLATS? En finländsk 1960-talsdebatt i nordiskt perspektiv side 97-106 Per Bäckström MEN OCKSÅ I POESIN ÅTERSTÅR ALLT ATT GÖRA Diktens rum hos Öyvind Fahlström & Per Højholt side 107-122 Idar Stegane KØBENHAVN OG TJØME Alf Larsen sine poetiske stader side 123-139 Eva-Britta Ståhl HEMBYGDSDIKTNING, TRADITION OCH MODERNISM Gustaf Larssons diktning i ett nordiskt perspektiv side 140-157 Medarbejdere side 159-160 3 4 Louise Mønster og Peter Stein Larsen STEDET. INDLEDNING At mennesket er nært forbundet med sine omgivelser, og at det knap nok giver mening at tale om mennesket uden at medtænke dets konkrete, stedlige forankring, fornemmer vi ikke blot instinktivt; vores sprog understøtter det også. Det ses bl.a. deri, at et synonym for menneskets liv er dets tilværelse, og yderligere taler vi om, at vi er til stede eller endda om vores tilstedeværelse. Verbet være og substantivet værelse er etymologisk sammenknyttet og frembærer deres fælles rødder i en ortografisk og auditiv parallelitet. Et værelse er helt konkret et værested; det er et af mange steder, vores eksistens udfolder sig. Og ikke kun er eksistensen undergivet nogle fysiske rammer; selve disse rammer er i høj grad formet af det liv, der finder sted. Naturligvis er der rumlige forhold, der går forud for menneskets interaktion med omverdenen. Men meningsfuld bliver selv den uformede natur — den flade slette, det høje bjerg, den bugtende flod — først i og med mennesket træder i relation til den. Det skal ikke udelukkende forstås sådan, at naturen opstår som en meningsbærende størrelse, i det øjeblik mennesket konkret bebor den, lever i og af den. Det dækker også over det forhold, at mening er et eksklusivt menneskeligt begreb: Kun mennesket er det forundt at tilskrive noget betydning. Hertil kommer alt det i vores omgivelser, som tydeligt er præget af menneskets mellemkomst. Rådhuse, koncertsale, jernbanestationer, fitnesscentre og supermarkeder ikke bare taler, men nærmest råber om de mennesker, der huserer i verden og mærker den med deres specifikke behov. Mens bjerget har fået sin høje tinde og sine stejle sider uafhængigt af menneskets indblanding og dermed med en vis ret kan siges at eksistere i sig selv, er steder som de netop nævnte opstået som en direkte konsekvens af menneskelige ønsker og behov. Såvel hvad angår de naturligt som kulturelt formede steder, er mennesket og verden dog overgivet til hinanden, og dermed er en af de fundamentale erkendelser slået an i forskningen om stedet, som denne antologi er et bidrag til. Det er en forskning, der ligesom stedbegrebet essentielt er sammenspundet, idet den er kendetegnet ved ikke at knytte an til ét fag eller snævre forskningstraditioner, men derimod er tværæstetisk. Stedet diskuteres inden for så forskellige områder som f.eks. filosofi, humangeografi, sociologi, arkitektur, turismeforskning og litteratur. Af hovednavne i den vidtfavnende debat kan man nævne Gaston Bachelard, Michail Bachtin, Edward S. Casey, Tim Cresswell, Seamus Heaney, Martin Heidegger, Leonard Lutwack, J. Hillis Miller, Christian Norberg-Schulz, Georges Perec og Yi-Fu Tuan, mens væsentlige 5 bidrag i den diskussion, der ligesom denne publikation har med nordisk litteraturforskning at gøre, tidligere er kommet fra bl.a. Per Thomas Andersen, Anniken Greve, Svend Erik Larsen, Göran Printz-Påhlson, Dan Ringgaard, Frederik Stjernfelt og Frederik Tygstrup. Selvom stedforskningen bevæger sig i forskellige retninger og optræder inden for divergerende faglige traditioner, er der imidlertid et forhold, der forener de forskellige tilgange. Som antydet i det ovenstående drejer det sig om, at stedet grundlæggende betragtes som et fænomenologisk begreb. Fænomenologien er som bekendt videnskaben om fænomenerne, og da et fænomen defineres som en genstand, sådan som den fremtræder for os, pointerer denne retning selve samspillet mellem verden og mennesket. Fænomenologien interesserer sig ikke for tingene i abstraktion fra den, der sanser dem; det handler tværtimod om, hvordan de er givet for den menneskelige bevidsthed. Tilsvarende opfattes mennesket og den menneskelige bevidsthed heller ikke som abstrakte entiteter; mennesket er altid stedt et bestemt sted, og dets bevidsthed er altid en bevidsthed om noget. Denne fænomenologiske tankegang præger ligeledes Martin Heideggers essay «Bauen Wohnen Denken» fra 1951, der er et af de helt centrale udgangspunkter for stedforskningen og har haft stor betydning for opfattelsen af det dialektiske forhold mellem mennesker og verden; for det synspunkt, at lige så lidt som mennesket kan forstås i isolation fra dets konkrete omgivelser, kan omgivelserne forstås uden mennesket, der har formet og mærket dem med sin tilstedeværelse. At kalde stedet for en fænomenologisk kategori er derfor at understrege den nære forbindelse mellem omverdenen og mennesket; det er at betone, at disse størrelser essentielt hører sammen. Med Tim Cresswells formulering i Place : a short introduction (2004) er det at betragte noget som et sted, således også at fremføre en bestemt verdensopfattelse: når man opfatter verden som en verden af steder, ser man verdener, som er forbundet med mening og erfaring.1 Eller endnu mere skarptslebent skrives det med Anniken Greves pen i artiklen «Kort om stedsfilosofi» (1996): «En jord uten mennesker ville være en jord uten steder».2 Det betyder endvidere, at stedet som begreb adskiller sig fra en række af de termer, det er beslægtet med. Spørger man til stedet, spørger man til noget anderledes konkret end rummet; stedet betegner i højere grad en afgrænset rumlig ramme og angår vores sanselige erfaring hermed.3 Mens rummet ofte opfattes som en abstrakt kategori og som noget, man har et distanceret forhold til, er stedet konkret. Man står i en mere intim relation til stedet, eller med endnu en afstikker til fænomenologien kan det siges at danne en livsverden. Tim Cresswell citerer Yi-Fu Tuan for at sige, at rum er forbundet med bevægelse, stedet med pause, og rum kan da også omdannes til et sted, når man knytter sig til det og tildeler det mening.4 Idet stedet i vid udstrækning er noget, man befinder sig på, adskiller begrebet sig desuden ikke kun fra rummet, men også fra landskabet, der traditionelt forstås som noget, man står udenfor og betragter på afstand. I forlængelse af Joachim Ritters essay «Landschaft. Zur Funktion des Ästhetischen in der modernen Gesellschaft» (1963) kan landskabet bestemmes som en historisk kategori, der bliver til, når mennesket løsriver sig fra sin praktiske indfældethed og brugende omgang med naturen. Landskabet toner frem på en nyvunden distance, der muliggør en æstetisk betragtning, og landskabet kræver derfor en form for fremmedgørelse fra naturen — eller i hvert fald en udspaltning af naturen og betragteren. Og ikke kun adskiller 6 stedbegrebet sig fra en række traditionelle, rumlige begreber; stedbegrebet bærer på dets egen, iboende modsætning, nemlig ikke-stedet. Mens stedet som nævnt er noget, vi står i en intim forbindelse med, er ikke-stedet det, som fratager os muligheden for en sådan identifikations- og samhørighedsfølelse. Det er med andre ord dårlige steder, hvortil det er svært at etablere et konstruktivt omverdensforhold og knytte sig eksistentielt. Og netop fordi vi lever i en globaliseret tidsalder, er mange af den opfattelse, at disse ikke-steder breder sig. Globaliseringen og med den de multinationale selskabers fremmarch medfører en homogenisering af steder, og man kan træde ind på tankstationer, restauranter, supermarkeder, hotelværelser og lufthavne, der stort set er identiske hele kloden rundt.5 Denne homogenisering kombineret med moderne massekultur og en hypermobil livsførelse, hvor nogle nærved lever i en tilstand af permanent transit, har ifølge en kritisk og bekymret iagttager som Edward Relph medført en stigning af eksistentielle outsiders; af mennesker, der ikke får tilgodeset det basale behov, det er at høre til og have hjemme.6 Dog står den negative tolkning af globaliseringens konsekvenser for vores fundamentale stedsøgen ikke uimodsagt, og i forskningen kan man også finde positioner, der fastholder menneskets evne til at oplede stedkvaliteter i de givne rum og blive eksistentielle insiders, hvor end de befinder sig. Selvom Anniken