12 skulpturer på hospitalet Af Jytte Lawsen, indkøbschef Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler [email protected] Henrik Permin, overlæge Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler [email protected] 12 skulpturer på Bispebjerg hospital Rasmus Harboe, 1868-1952, billedhugger Glæden ved genvundet helbred og Kærligheden mod de syge. Figurrelieffer i granit Udført 1907-13 og opstillingsår 1913. 1950 blev reliefferne fornyet. Giver: Københavns Kommune i anledning af åbningen af Bispebjerg hospital Litteratur: http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_monumenter/index.asp?lang=dk&mode=detalje&id=199 Jens Jacob Bregnø, 1877-1946, billedhugger Den humane sygepleje, i bronze og bornholmsk granit Opstillingsår 1941. Litteratur: http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_monumenter/index.asp?lang=dk&mode=detalje&id=189 Eigil Westergaard, f. 1928, billed- og stenhugger Tukak maskespil, Figurrelief i granit Udført og opstillingsår 1988 Giver: Ny Carlsbergfondet i anledning af hospitalets 75 års jubilæum 1988 Litteratur: http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_monumenter/index.asp?lang=dk&mode=detalje&id=324 Hanne Varming, f. 1939, billehugger Kone på kasse i bronze Opstillingsår 1990 Giver: Ny Carlsbergfondet Litteratur: http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_monumenter/index.asp?lang=dk&mode=detalje&id=325 Ole Christensen, 1932-2000, billedhugger Stele, i blå rønne granit Opstillingsår 2000 Anders Bundgaard (1864-1937), billedhugger Lille Gefion, springvand udført i bronze og granit 1901, opstillet 1986. Giver: Ny Carlsberg Fondet Litteratur: Bjørn Westerbeek Dahl: Københavns kronik, 1996; 74: 3-4. Thorkild Hoffmann Larsen, f. 1938, billedhugger og maler Skulptur III udført i granit Opstillingsår 1987 Giver: Københavns Kommunes Kulturfond Børge Jørgensen, f. 1928, billedhugger Dynamisk vækst, skulptur i stål Opstillingsår 1988 Giver: tidligere inspektør på Bispebjerg hospital, cand.jur. Harry og hustru Erna Orup i anledning af hospitalets 75 års jubilæum i 1988 Ejler Bille, 1910-2004, maler, billedhugger og digter Figur med fangarme udført i bronze Udført i 1933 i lille figur og i stort format 2003 Giver: Ny Carlsbergfondet i anledning af hospitalets 90 års jubilæum Troels Peter Lybecker, f. 1931, billedhugger, maler, tegner, grafiker Operationsscene i fransk kalksten. Det samme relief findes også i gips-afstøbning i foryenen i opgang 7. Udført 1958, opstillet 1999 på Bispebjerg hospital Peter Brandes, f. 1944, billedhugger, maler, keramiker, fotograf Krukke i keramik Opstillet 1991 Giver: Peter Brandes har udlånt krukken på Bispebjerg hospital. Jens Flemming Sørensen, f 1933, billedhugger og maler Torso i bronze. Opstillet 1994 ved indvielsen af det daværende nye Hjertecenter Giver: Købmand i Odense Johann og Hanne Weimann f. Sedorffs legat. Anæstesiologisk Afdeling Af Allan Engquist og Carsten Boe Pedersen Kontaktperson: Carsten Boe Pedersen, ledende overlæge Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler [email protected] Anæstesiologisk Afdelings historie på Bispebjerg Hospital Frem til 1920’erne var den almindelige indstilling blandt kirurger, at de sagtens kunne klare sig uden lægeligt uddannede anæstetiser (de der bedøver). Det var på det tidspunkt alligevel kirurgerne, der var ansvarlige for bedøvelsen, der blev udført af de yngste læger og sygeplejersker uden erfaring (1). På Kommunehospitalet og senere på de øvrige hospitaler i Københavns Kommune og således også på Bispebjerg Hospital blev der i 1925 indført den ordning, at det var trænede sygeplejersker og ikke turnuskandidater, der bedøvede patienterne ved de store operationer. Ordningen bestod i 20-25 år, indtil de anæstesiafdelingerne blev oprettet. I 1930erne var det hverken populært eller prestigegivende at udføre anæstesi (bedøvelse). Anæstesiteknikkerne gjorde, at patienten enten var vågen eller blå. Kirurgiens fremmarch og den høje dødelighed ved æter- og kloroformanæstesierne gjorde det imidlertid klart, at kirurgen ikke både kunne kontrollere bedøvelse og dens komplikationer og samtidig udføre indviklede kirurgiske indgreb. Der blev skrevet i dagspressen om de uforsvarlige narkoser. Kirurgen Jens Kristian Foged (1897-1956) fra Bispebjerg Hospital havde tidligt vist interesse for anæstesiologien, men han kunne ikke overtale de bevilgende myndigheder til at oprette en stilling som anæstetist. Det kunne direktøren for Københavns Kommunes hospitaler K.M. Nielsen og farmakologen professor K.O.Møller imidlertid. Sidstnævnte havde undersøgt flere af de narkoserelaterede dødsfald). De fik oprettet en ekstraordinær kandidatstilling som anæstetist ved kirurgisk afdeling A på Bispebjerg Hospital. Det blev Willy Høyrup Dam (1914-1990), der blev Danmarks første fastansatte anæstetist, den 1.april 1944. Han blev speciallæge i 1951 (den 1. juli sammen med 5 andre) og udnævnt til overlæge i 1954 (1). Han forblev i stillingen i 25 år. Flere ledende kirurger mente efterhånden, at anæstesiologen var ligeså betydningsfuld person som kirurgen. Han skulle således lønnes ordentligt svarende til en livsstilling, og udover selve udførelsen af bedøvelsen skulle anæstesiologen også have ansvaret for, hvad patienten i øvrigt behøvede af medikamenter, væske, blod og ilt m.m. Indtil 1963 fik en 1. reservelæge godt 24.000 kroner i årsløn for dagarbejde på samlet 33 timer. En 3-skiftet bunden vagt eller 2-skiftet tilkaldevagt blev kun honoreret med et årligt beløb på 1.000-3.000 kroner. Lønningerne blev udbetalt i kontanter én gang om måneden i en lønningspose nede hos kassereren i hovedbygningens port. Man arbejdede alle ugens hverdage, og på kirurgisk afd. A var lørdag den travleste dag, da overkirurgen (K.H. Køster) skulle holde sit løfte, når han havde lovet en patient at blive opereret ”i denne uge”. Dansk Kirurgisk Selskab anbefalede uddannelsen af læger til specialister i anæstesi den 1.maj 1946, og i 1950 anerkendte Sundhedsstyrelsen anæstesiologien som det 20. selvstændige speciale. Det gik imidlertid trægt med at få etableret uddannelses-stillinger her i landet, så flere og flere læger tog til England og USA for at få en kvalificeret uddannelse. En af disse læger fik siden stor betydning for intensiv terapi både i Danmark og globalt – anæstesiologen Bjørn Ibsen. Tillige fik det sandsynligvis betydning for at det anæstesiologiske speciale forestår intensiv terapi.. Baggrunden var polioepidemien, der brød løs i København i 1952. I de første 3 uger af epidemien blev 31 patienter tilsluttet en respirator, men 27 døde kort tid efter. På det daværende epidemihospital – Blegdamshospitalet – havde man kun to tank- respiratorer (”jernlunger” hvor patienten blev lagt ind i ) og 6 kyrads-respiratorer (hvor den mekaniske vejrtrækning skete med skjolde omsluttende brystvæggen). På et tidspunkt fik et 12 årigt svære vejrtrækningsproblemer og adskillige kloge kolleger var forespurgt om behandlingsforslag uden resultat. Ved en tilfældighed blev den fra USA hjemvendte og nyuddannede anæstesiolog Bjørn Ibsen tilkaldt. Bjørn Ibsen tolkede tilstanden korrekt (som respiratorisk acidose forårsaget af CO2 retention og sekretophobning med forhøjet bikarbonatkoncentration som en kompensatorisk mekanisme). Han indførte, som den første en behandling med et hul i luftrøret (trakeostomi) udført i lokalanæstesi og kombinerede dette med hyppig sugning og manuel overtryksventilation (med Waters´ absorber). Da epidemien var på sit højeste, blev 90 patienter manuelt ventileret (uden brug af respirator) af et nyoprettet korps af læge-og tandlægestuderende. Efter indførelsen af Ibsens principper faldt dødeligheden fra 87% til 37% (1,2). Den 1. april 1954 oprettes verdens formentlig første anæstesiologisk ledede intensivafdeling på Københavns Kommunehospital med Bjørn Ibsen som chef, og det er hans fortjeneste, at intensiv terapi siden er blevet varetaget af anæstesiologer. På Bispebjerg Hospital blev en ”intensiv afdeling” først oprettet efter at Lersøpark-komplekset var opført i årene 1956-63. Ved ibrugtagningen i 1963 blev der i anæstesiafdelingens regi etableret en sengeafdeling for intensiv terapi i lokaler, som oprindelig var tiltænkt en almindelig sengeafdeling. Her blev hospitalets respiratorpatienter indlagt, og patienterne ”tilhørte” afdelingen. Dette var ikke reglen mange andre steder dengang. Anæstesiafdelingen blev tillagt bogstavet R. Med åbningen af intensivafdelingen og overflyttelsen af Øresundshospitalet voksede BBH til 1337 senge fordelt på 15 afdelinger, herunder 7 store kirurgiske afdelinger, hvortil der skulle leveres anæstesipersonale. Den lægelige stab på afdeling R bestod af overlæge Willy Dam, assisterende overlæge Johannes Hagelsten samt 7 1. reservelæger og 8 reservelæger. Anæstesiafdelingens hovedanæstetikum til akutte patienter i 60’erne og 70’erne var cyclopropan. Alle akutte patienter blev inhaleret ned til en passende anæstesidybde og derefter intuberet af 1. reservelægen uden brug af relaxans – en proces, der kunne tage op mod 20 minutter. Patienten blev herunder monitoreret med 4. venstre finger, der bekvemt kunne føle pulsen i en lille arterie, der løber ved venstre kæberand, mens anæstesimasken blev holdt fast med venstre hånd. På nogle af operationsstuerne var der to lejer adskilt af en skærm med tilskuerpladser ude til siderne. Mellem lejerne blev der kogt instrumenter med deraf følgende høj luftfugtighed, hvilket nedsatte risikoen for, at cyclopropanen eksploderede. Willy Dam var teknisk meget dygtig, også til smertebehandling. Han havde mange privatpatienter mellem klokken 14 og 16.30 i et lokale på intensivafdelingen. Der sad minimum 15 patienter, der ventede på blokader og nede i forhallen blev