Europas ansigter Nationale stater og politiske kulturer i en ny, gammel verden Uffe Østergård Forlaget Rosinante/Munksgård 2. juni 1992 Genoptrykt flere gange, senest som paperback 2000 (opr. 444 sider) Omslagsbillede: Nikolaj Abraham Abildgaard (1743-1809): Symbolsk fremstilling af Europa Original på Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot 1 Indholdsfortegnelse Optakt “Danmark er et lille land, der trues af Europa” Danmark midt i Europa mellem Rusland og USA Lille Danmark og det store og truende Europa Kontrafej af en “landflygtig dansker” Det danske rige – statshistorie eller nationalistiske historie Nordens historie eller nationale historier Nationalstater og nationalhistorie Fjendebilleder Grundtvig og national identitet Statshistorie og national historie Bønder og danskere – dansk mentalitet og politisk kultur Hvornår blev den danske jul ‘dansk’? Hvad er danskhed Var Holberg resultat af en særlig ‘dansk’ egenart? Folkekultur og elitekultur Den ‘danske’ vej Grundtvig og grundtvigianismen Grundtvigianismen, Indre Mission og demokratiet Hegemoni over bybefolkningen Fra ideologisk hegemoni til fælles mentalitet Dansk mytologi Nation og national identitet – fra Herder til i dag Johann Gottfried Herder Den kulturelle definition af national identitet Den politiske definition af national identitet Den marxistiske debat om national identitet Nazisme, fascisme og national identitet Nationale mindretal Regionale oprørsbevægelser i Vesteuropa Herder og de moderne nationalstater 2 På rejse i det russiske hus Nationaliteter og minoriteter i Sovjetunionen Moskva som det tredje Rom Det russiske flag – sorte nætter i Irkutsk Intet nyt fra det fjerne Østen – juni 1990 Ukania – stater og nationer på de britiske øer Rule Britannia Nationerne på de britiske øer Fem britiske imperier The Republic of Ireland Ukania The Whig Interpretation of History En nation af mange nationer – USA’s europæiske identitet USA og Europa Hvorfor hader vi amerikanerne Fra Malraux og Sartre til Furet og Baudrillard USA’s europæiske identitet Frihedsgudinden lyser igen Fra melting pot til salad bowl Amerikanerne ligner os – og vi er lige dumme Lyser den franske revolution endnu? Hvem sang Marseillaisen Marianne, det kvindelige symbol på den franske republik Den franske revolution fylder 200 år Oplysningstænkning og revolution Det ‘revolutionære’ ved den franske revolution Opfindelsen af den moderne politiske arena Det nye politiske menneske Republikanisme og monarki – i dag Det habsburgske dobbeltmonarki og Europa Østrig-Ungarn i Centraleuropa 3 Ungarn i dobbeltmonarkiet Cisleithanien som føderation Dobbeltmonarkiets undergang Ungarn i mellemkrigstiden’ Det intellektuelle miljø i Budapest Verden af igår Donau, Centraleuropa og Europa Hinsides Habsburg Kontinuiteten i Centraleuropas historie Donau, en flod og en rejse i litteraturen Fra Wiener kreds til Harvard Square Václav Havel og Europa Deutschland über alles – tysk identitet og politisk kultur Berlin vokser sammen, men hvordan? Besserwessis og Jammerossis på museun De tyske lande midt i Europa Das heilige Römische Reich deutscher Nation Nation og stater i de tyske lande Opfindelsen af Tyskland Er Carl Orffs Carmina Burana nazistisk? Wannsee konferencen Italienske strejftog Revolution og republik i Napoli 1799 og Trier 1989 Afrika i vore stuer Fester og ceremonier blandt katolikker og kommunister Til folkefest i Gubbio Calcio storico i Firenze Vasaris korridor Haver og ghettoer, den jødiske kulturarv i Italien Fascismen og den moderne arkitektur Italienisering af Europa? Italien som negativ utopi Modeller for moderniteten Hvad kan vi lære af Italien? 4 Hvad er klientelisme? Moderne klientelisme Postpolitik i Italien Machiavelli og kunsten at synes Il caso italiano og det postmoderne Europa ‘Italienske tilstande’ De europæiske værdiers mange huse Hvor mange europæiske huse? Europæisk humanisme og kulturrelativisme Liberalisme eller republikanisme Machiavelli og den republikanske tradition Dahrendorf og borgersamfundet Populisme og folkelighed Europæiske værdier – og danske Litteratur 5 Optakt Et nationalt sprog er en dialekt med hær, flåde og ordbog I 1987 samlede den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger syv reportager om lige så mange lande i Europa og udsendte dem under titlen Åh Europa. Det er dristigt og nogen vil vel også mene prætentiøst af mig at bruge den samme titel i denne samling indtryk, analyser og beretninger om Danmark og danskerne i et mangfoldigt Europa. Jeg har gjort det for at vedgå arv og gæld til Enzensberger, og fordi det er en glimrende titel, der i al sin tvetydighed over det europæiske rammer lige i øjet. Enzensberger skrev om Europa gennem periferierne, hvilket markeredes i valget af lande, Sverige, Italien, Ungarn, Portugal, Norge, Polen og Spanien. Jeg er gået den modsatte vej og skriver om Europa gennem de fire største lande, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Italien plus Centraleuropa, dengang det var samlet i én statsdannelse. Lighederne med Enzensberger er tre. For det første det tilsyneladende paradoks, at Italien kan optræde både som centrum og periferi. Det skyldes, at Italien har foretaget rejsen fra centrum til periferi i løbet af efterkrigstiden og nu af nogle iagttagere ligefrem opfattes som en vejviser til fremtiden – på godt og ondt. I øvrigt var Enzensberger i allerhøjeste grad opmærksom på dette forhold, da han i 1983 skrev om Italien, faktisk var det ham, der som en af de første lancerede teorien om “det italienske tilfælde” som sindbillede på en mulig fremtid efter central- og velfærdsstatens sammenbrud. Jeg undersøger først og fremmest de fire store lande i Europa som idealtyper på politisk, økonomisk og social udvikling. Vi plejer jo at skildre det særligt europæiske som en kombination af den franske politiske, den britiske industrielle og den tyske filosofiske revolution. I en årrække har jeg sammen med skiftende grupper af kolleger været engageret i en serie undersøgelse af de europæiske nationale stater, nationstater som vi kalder dem for ikke at blive fanget af landenes egne påstande om at være vellykket nationalt integrerede. Vi lagde ud med ‘undtagelserne’ Italien og Tyskland og opdagede, at de ikke var så afvigende fra den europæiske ‘normalitet’, som det normalt antages af britiske og tyske historikere; opdagede derefter at den klassiske demokratiske revolutions fædreland, Frankrig aldrig har været særlig demokratisk og knap 6 nok republikansk før 1945. På den baggrund måtte det være logisk at undersøge det klassiske eksempel på demokratisk-parlamentariske institutioner og fødestedet for den industrielle revolution, England. Ikke særligt overraskende var resultatet, at stort set alle forestillingerne om det ‘typiske England’ var forkerte. Staten har ikke siges på noget tidspunkt demokratisk i den moderne, repræsentative forstand – strong government har altid været vigtigere end repræsentativitet; den klassiske industrielle revolution viser sig ved nærmere undersøgelse, aldrig at have fundet sted, eller hvis der var en revolution var den ikke industriel. Og sidst men ikke mindst, ‘England’ eksisterer muligvis, men statsdannelsen på de britiske øer er ikke engelsk men netop britisk og skal forstås som et resultat af multinationale processer mere i stil med den pyrenæiske halvø eller habsburg-monarkiet end Frankrig, som man plejer at sammenligne med. Den næste i rækker af undersøgelser var derfor en bog om Centraleuropa under og efter Habsburgerne. Resultatet har altså været en dekonstruktion af de begreber, som vi plejer at tænke Europa i, men det betyder ikke, at der ikke eksisterer begreber, hvormed vi kan begribe vores verdensdel og kulturelle tradition. Det gør der bestemt. Men for at finde nye begreber må vi frigøre os fra de tankebaner, som blev lagt fast i 1800-tallet. Dette århundrede var karakteriseret ved udviklingen af det industrielle samfund og opkomsten af de to hovedideologier, liberalismen og socialismen. Disse to tankeretninger opfatter sig som hinandens absolutte modsætninger, men ved nærmere undersøgelse viser de sig at forudsætte hinanden. Ingen arbejderklasse uden borgerskab, ingen socialisme uden liberalisme ja, men heller intet borgerskab uden arbejderklasse, ligesom liberalisme er utænkelig uden socialisme. Set fra 1990’ernes privilegerede udsigtspunkt, med en diskrediteret socialisme og en liberalisme, der har sejret sig til døde, er det nemt at se det fælles for disse to vækstideologier. De er kun uenige om fordelingsprincipperne, ikke at der skal være en vækst at fordele. Stadig set i lyset af nutidens erfaring springer det mere i øjnene, at det 19. århundrede snarere end at være industrialismens århundrede var nationalismens eller rettere nationaliseringens århundrede. Som de moderne nationalitetsforskere overbevisende har påpeget, var forudsætningen for det moderne demokratis anonyme repræsentation national integration og ensligørelse. Hvordan ellers få os til at forstå hinanden og acceptere, at stemmer afgivet af mennesker, vi aldrig har mødt og aldrig vil komme til at kende, har betydning for vores tilværelse? Det er jo essensen af det repræsentative demokrati, som vi har vænnet os til at betragte som selvfølgeligt og naturligt. Men det er det ikke. Det har taget lang og er kun lykkedes i mådeligt omfang at gøre de forskellige indbyggere i Europas stater til italienere, tyskere og franskmænd. 7 Netop her er den danske erfaring vigtig for forståelse af Europas historie. Normalt regner vi med, at danskere er ligesom de andre bare anderledes, og forsøger derfor at beskytte vores kostelige egenart mod de andres