Lars Christensen I Solkongens Skygge Dansk-franske relationer 1661-1693 Ph.d. afhandling Institut for Historie, Kultur og Samfundsforhold Syddansk Universitet, Odense 2003 Vejleder: professor, dr. phil. Knud J. V. Jespersen Indholdsfortegnelse Forord 5 1. Indledning 6 Udenrigspolitikkens rolle i 1600-tallet 8 Forskningsstatus 11 Problemformulering, afgrænsning og begreber 21 Kildemateriale og –typologi 26 Kronologi, citater og navne 28 2. Det westfalske System 30 Fredsslutningerne i 1648 30 Frankrig i Det westfalske System 33 3. Institutionerne 39 De udenrigspolitiske rammer 39 Diplomaterne 43 4. Danmarks optagelse i det franske alliancesystem 1661-1664 52 Optakt til alliancen 52 Traktaterne bliver indgået 59 Traktaternes umiddelbare følger 65 Forhandlinger med Sverige 71 Sammenfatning 75 5. Sømagtskrig og Devolutionskrig 1665-1668 77 Dansk-fransk dobbeltspil 77 Under Devolutionskrigen 100 Sammenfatning 106 6. Diplomati og storkrig 1668-1676 109 Tripelalliancen nedbrydes 109 Frankrigs allianceopbygning 117 På vej mod krig 133 Krig med Sverige og Griffenfelds fald 141 I krig med Frankrig 148 Sammenfatning 150 7. Fredsdiktat, forsoning og ny alliance 1679-1682 152 Freden i Fontainebleau 152 2 Nordisk intermezzo og tilnærmelse til Frankrig 159 Ny alliance 171 1682-traktaten i historieforskningen 174 Sammenfatning 177 8. Offensiv dansk udenrigspolitik 1682-1684 179 Planer mod Sverige 179 Forsøg på sidegevinster af alliancen 191 Aktivistisk dansk politik i Nordtyskland 196 Gottorp i centrum 199 Sammenfatning 208 9. I ly af våbenstilstanden 1684-1687 211 Fransk ønske om status quo 211 Gensidige æresbevisninger 222 Danmark, Frankrig og huguenotterne 223 Aktionen mod Hamburg og dens følger 229 Konference i Altona og skiftende fransk kurs 240 Sammenfatning 245 10. Skuffelsernes tid 1688-1689 247 Manglende støtte mod Gottorp 247 Udbruddet af Den pfalziske Arvefølgekrig 251 Påvirkningen fra The Glorious Revolution 255 Krigen udvides 262 Vendepunktet: Altona og Irland 265 Sammenfatning 271 11. Dobbeltspil og mistillid 1689-1693 274 Neutralitet med forbehold 274 Forsøg på dannelsen af et ”tredje parti” 281 Handel og kaperi 283 Danske tropper til begge sider 285 Ledelsesændringer 288 Sachsen-Lauenburg 290 Sammenfatning 298 12. Konklusion 299 3 Resumé 305 Sommaire 309 Utrykte kilder 313 Trykte kilder og litteratur 316 4 Forord I forbindelse med udarbejdelsen af denne ph.d. afhandling har en række personer været mig behjælpelig. Først og fremmest tak til professor, dr. phil. Knud J. V. Jespersen for kyndig og tålmodig vejledning igennem hele processen. Cand. mag. Camilla Schultz fortjener stor tak for at have læst grundig og saglig korrektur på afhandlingen og kommet med gode råd i slutfasen. Dernæst tak til de ansatte ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse og Center for Historie, Lis Krog Hansen, Lilian Kristensen og Vivian Kapper samt Gitta Stærmose ved Det humanistiske Fakultetssekretariat for at have hjulpet mig igennem de bureaukratiske labyrinter. De ansatte ved Rigsarkivet i København, Archives des Affaires Étrangères i Paris samt ikke mindst Syddansk Universitetsbibliotek, Odense, skal have stor tak for hjælpen med at fremskaffe arkivalierne. De studerende ved Åbent Universitet, Fredericia, og på overbygningsuddannelsen i historie i Odense, der valgte at følge mine kurser, skal have tak for overbærenhed overfor en urutineret underviser og gode inputs undervejs. Borgerlige Studerende ved Syddansk Universitet takkes for at have stillet kontorfaciliteter til rådighed for mig og have accepteret, at urimelige mængder af bøger og papirer om 1600-tallet har fyldt op i lokalet i månedsvis. Enkelte har endog hævdet at mene, at projektet var interessant! Odense, 14. juli 2003. 5 1. Indledning Dansk udenrigspolitisk historie har i en lang årrække levet en skyggetilværelse. Enkelte værker og artikler er det blevet til, men hovedvægten i historieforskningen har ligget på andre områder som landbrugs-, social-, lokal- og økonomisk historie samt skildringen af enkelte samfundsgruppers historie: arbejderhistorie, kvindehistorie med videre. Groft sagt var ”konger og krige” skubbet til side til fordel for ”almindelige menneskers” historie. Især i 1960ernes og 1970ernes af materialistisk og til dels marxistisk præget historieskrivning var der næppe i udbredte faghistoriske kredse meget andet end hån tilovers for folk, der beskæftigede sig med rent udenrigspolitiske emner. Strukturhistorie eller ”lange linier historie” var, ikke mindst med forbillede i den franske Annales-skole, på mode i Danmark såvel som i udlandet, altså især i Frankrig, men også i Tyskland og de engelsksprogede lande, om end måske i mindre grad dér.1 Det er utvivlsomt mere end et tilfælde, at for hver udgave af de store Danmarkshistorier rettet til det brede publikum, der er udkommet de sidste hundrede år, er de udenrigspolitiske dele, i hvert fald, når man taler om anden halvdel af 1600- tallet, skrumpet. Startende med en ganske omfattende dækning i Danmarks Riges Historie (1896-1902) har tendensen med det lidt forsimplede mål antal sider, været støt faldende i Det Danske Folks Historie/Schultz Danmarkshistorie (1929/1942) og Politikens Danmarks Historie (1964) til et (foreløbigt) lavpunkt i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie (1989).2 Der er her ikke meget tilbage af Leopold von Rankes berømte understregning af ”udenrigspolitikkens primat”. Noget ganske andet er så, om denne nedtoning af politisk historie til fordel for strukturhistorie også reflekterede interessefelterne hos den ikke-faghistoriske del af publikum.3 Denne nedprioritering af de internationale relationer i historieforskningen, som i øvrigt står i skarp kontrast til den vækst dette emne har haft i statskundskaben, har utvivlsomt mange årsager. Én er givet ” en overbevist følelse af, at dens metoder er umoderne”. Dette hænger sammen med, at diplomatisk historie har haft en tendens til at drukne i detaljer og være deskriptiv snarere end analytisk, fordi det har været et mål at rekonstruere handlingsforløbet så nøjagtigt som muligt. Dertil kommer, at da datidens logik ikke kan genskabes, bliver historikerens tilgangsvinkel præget af 1 Damsholt et al. (1992), pp. 322-323; Bély (1990), pp. 7-8; Feldbæk (1998), p. 417 2 Fridericia (1896-1902); Det danske Folks Historie (1929); Fabricius (1942); Olsen (1964); Scocozza (1990) 3 Se f.eks. Craig (1983), p. 2 6 nutidige nationale forestillinger og brugt til nationale nutidige formål; med Bélys eksempel: Freden i Utrecht blev set forskelligt fra Paris og Wien. Forhold, der har fået historikere, som søger rammerne om ”de lange linier”, til at kritisere ”begivenhedshistorien” kraftigt.4 Imidlertid er udviklingen de senere år gået i den modsatte retning mod en mere individ- og begivenhedsorienteret historieforskning, mest tydeligt ved det store antal historiske biografier, der er kommet i 1980erne og 1990erne. Men også udenrigspolitikken ser ud til at have fået en renæssance. I Norge er Norsk utenrikspolitikks historie i 6 bind udkommet (1995-97) som et noget forsinket skandinavisk ”svar” på Den svenska utrikespolitikens historia i 5 bind (1952-59), og i Danmark er det tilsvarende danske ”svar” under udarbejdelse. Det er nærliggende at se denne nye udvikling som en del af de sidste par årtiers stigende internationalisering og som et ønske om at sætte de enkelte landes udvikling ind i en international sammenhæng. Det synes da heller ikke at være ganske futilt at beskæftige sig med udenrigspolitisk historie. Med behørig respekt for den indflydelse struktur- og samfundsforandringer af forskellig art altid vil have, er det dog ikke uvæsentligt for den enkelte samfundsborger, hvilke beslutninger der træffes på kort eller langt sigt på det udenrigspolitiske område. Selv – og måske ofte navnlig – de mennesker, der er uden for indflydelse på de politiske beslutninger, og det var før demokratiernes dannelse den alt overvejende del af borgerne, vil blive direkte påvirket af beslutninger om krig eller fred og om alliancer af militær, økonomisk eller politisk art. Nok drejede livet sig for de fleste om det lokale sogn eller gods, men det var ikke af den grund ligegyldigt, hvilken stat, man tilhørte.5 Helt banalt har det været konkrete valg truffet af mennesker, der i mange situationer har ændret på livet for mange mennesker. Det var for eksempel Frederik 3. og rigsrådet, der besluttede at erklære Sverige krig i 1657 med den forsmædelige Roskildefred og dermed overflytningen af en meget betydelig del af befolkningen til et andet land som resultat. Det var ikke udefra kommende konjunkturer, der i den konkrete situation tvang dem til disse beslutninger, hvilket naturligvis ikke udelukker, at sådanne havde virkninger, der ledte frem mod den kontekst, hvori beslutningerne blev truffet. Men for befolkningen var det i den konkrete situation den konkrete beslutning, der var afgørende. 4 Craig (1983), pp. 2, 7; Bély (1990), pp. 10-11 5 Bély (1990), pp. 8-9 7 Udenrigspolitikkens rolle i 1600-tallet Udenrigspolitikken fik i 1600-tallet ikke mindre betydning af, at den blev regnet som statens vigtigste opgave, hvor en succesfuld udenrigspolitik var en forudsætning for befolkningens velstand. Følgelig var indenrigspolitikkens første mål at styrke staten udadtil. Dette syn blev yderligere forstærket af den selvopfattelse, som de europæiske monarker besad. For dem var Machiavellis udsagn om, at ”frem for alt skal en fyrste bestræbe sig på i enhver af sine handlinger at give sig selv ry af at være en stor mand og med en fremragende begavelse”, ikke bare store ord.6 Søgen efter ”la