DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 2 Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 3

Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 1

Danmark under den kolde krig Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991

Bind 2 1963-1978

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 4

Bøgerne er sat med New Baskerville og trykt på 100 g Munken Pure hos Gullanders Bogtrykkeri a-s, Skjern

Omslag: Mark Gry Christiansen

Printed in Denmark 2005

ISBN 87-7605-091-2 Bind 1-4 samlet ISBN 87-7605-092-0 Bind 1 ISBN 87-7605-093-9 Bind 2 ISBN 87-7605-094-7 Bind 3 ISBN 87-7605-095-5 Bind 4

Pris: 600,00 kr (inkl. moms) Værket sælges kun samlet

DIIS’ publikationer kan købes i boghandelen

Ekspedition til boghandlere / Wholesale for booksellers: Nordisk Bog Center A/S Bækvej 10-12 4690 Haslev Tlf.: +45 56 36 40 40 Fax: +45 56 36 40 39 [email protected] Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 5

Indhold

Bind 1

DEL I. BAGGRUND OG TILGANG ...... 9 Kapitel 1. Indledning ...... 11 Kapitel 2. Forskning og kilder ...... 19 Kapitel 3. Perspektiver på den kolde krig ...... 57 Kapitel 4. Trusselsbegreb og trusselsvurderinger ...... 87

DEL II. DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962 ...... 101 Kapitel 5. Den internationale kontekst 1945-1962 ...... 103

DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1945-1962 ...... 117 Den sikkerhedspolitiske debat ...... 117 Kapitel 6. Baggrund ...... 117 Kapitel 7. Fra neutralitet til alliancemedlemskab 1945-1949 ...... 123 Kapitel 8. Fra alliancemedlemskab til kriserne i 1956 ...... 155 Kapitel 9. Fra permafrost til afspænding 1957-1962 ...... 201 Kapitel 10. Sammenfatning og perspektiver ...... 223

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 1949-1962 ...... 231 Kapitel 11. Østersøspørgsmålet ...... 231 Kapitel 12. Flystationering på dansk jord ...... 249 Kapitel 13. Dansk atomvåbenpolitik 1956-1962 ...... 293 Kapitel 14. Dansk-vesttysk militært samarbejde ...... 333

ØSTLIGE AKTIVITETER RETTET MOD DANMARK 1945-1962 ...... 367 Kapitel 15. Apparat for østlig påvirkning 1945-1991 ...... 367

Strategi og kampagner 1945-1962 ...... 377 Kapitel 16. Påvirkningsarbejde i 1950’erne ...... 377 Kapitel 17. Kontaktarbejde ...... 405 Kapitel 18. Vurderinger og sammenfatning ...... 427

Efterretningsvirksomhed 1945-1962 ...... 439 Kapitel 19. Apparat og metoder ...... 439 Kapitel 20. Efterretningsaktiviteten i 1950’erne ...... 465 Kapitel 21. DKP og de østlige efterretningstjenester ...... 497

Den militære trussel mod Danmark 1945-1962 ...... 517 Kapitel 22. Datidige vurderinger af østlige kapabiliteter ...... 517 Kapitel 23. Datidige vurderinger af Sovjetunionens intentioner ...... 553 Kapitel 24. Vurderingen i dag af østlige intentioner og planer ...... 597

INDHOLD 5 Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 6

VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1945-1962 ...... 645 Kapitel 25. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik ...... 645 Kapitel 26. Østlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1945-1962 . 685 Kapitel 27. Periodekonklusion 1945-1962 ...... 715

Bind 2

DEL III. DÉTENTE 1963-1978 ...... 9 Kapitel 28. Den internationale kontekst 1963-1978 ...... 11

DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 ...... 35 Den sikkerhedspolitiske debat ...... 35 Kapitel 29. Baggrund ...... 35 Kapitel 30. Atomvåbendebatten 1963-1967 ...... 43 Kapitel 31. Vietnamdebatten 1965-1972 ...... 57 Kapitel 32. Danmarks fortsatte medlemskab af NATO 1965-1970 . . . . . 65 Kapitel 33. Sikkerhed og samarbejde i Europa 1971-1975 ...... 99 Kapitel 34. Neutronbombedebatten 1977-1978 ...... 117 Kapitel 35. Sammenfatning og perspektiver ...... 127

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978 ...... 133 Kapitel 36. Danmark og MLF ...... 133 Kapitel 37. Det danske forslag om en sikkerhedskonference 1966 . . . . 171 Kapitel 38. Danmark og Harmel-studiet ...... 195 Kapitel 39. Danmark og CSCE ...... 225 Kapitel 40. Østersøspørgsmål i détente-årene ...... 253 Kapitel 41. Forsvarspolitik i 1970’erne ...... 285

ØSTLIGE AKTIVITETER RETTET MOD DANMARK 1963-1978 ...... 299 Strategi og kampagner ...... 299 Kapitel 42. Østlige kampagner og mærkesager ...... 299 Kapitel 43. DKP og venskabsforeningerne ...... 329 Kapitel 44. Østlig propaganda ...... 383 Kapitel 45. Vurderinger og sammenfatning ...... 415

Politisk og teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed 1963-1978 ...... 429 Kapitel 46. Efterretningsaktiviteten ...... 429 Kapitel 47. De østeuropæiske emigranter ...... 461 Kapitel 48. Den teknisk-videnskabelige spionage ...... 471 Kapitel 49. En femte kolonne på venstrefløjen? ...... 491

Den militære trussel mod Danmark 1963-1978 ...... 499 Kapitel 50. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 1963-1970 ...... 499

6 INDHOLD Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 7

Kapitel 51. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 1971-1979 ...... 535 Kapitel 52. Vurderingen i dag: Øvelser, krigsplaner og intentioner i Øst 577 Kapitel 53. Vurderingen i dag: Planlægningen af operationer mod Slesvig-Holsten og Danmark ...... 603 Kapitel 54. Militær efterretningsvirksomhed 1963-1978 ...... 643 Kapitel 55. Hemmelige operationer og subversive aktiviteter i krise- og krigstid ...... 661

VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 ...... 675 Kapitel 56. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978 . 675 Kapitel 57. Østlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978 . 705 Kapitel 58. Periodekonklusion 1963-1978 ...... 727

Bind 3

DEL IV. SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991 . 9 Kapitel 59. Den internationale kontekst 1979-1991 ...... 11 Kapitel 60. Forklaringer på afslutningen af den kolde krig ...... 35

DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1979-1991 ...... 71 Den sikkerhedspolitiske debat ...... 71 Kapitel 61. Baggrund ...... 71 Kapitel 62. NATO’s dobbeltbeslutning 1979 ...... 77 Kapitel 63. Mellemdistanceraketter i Europa. INF-spørgsmålet 1980-1987 105 Kapitel 64. Det strategiske forsvarsinitiativ, SDI 1983-1985 ...... 133 Kapitel 65. Norden som atomvåbenfri zone 1981-1987 ...... 141 Kapitel 66. Folketingsvalget 10. maj 1988 ...... 173 Kapitel 67. USA og Sovjetunionen i den danske offentlighed 1979-1991 191 Kapitel 68. Sammenfatning og perspektiver ...... 197

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991 ...... 203 Kapitel 69. Danmark og dobbeltbeslutningen 1979-1982 ...... 203 Kapitel 70. Den splittede sikkerhedspolitik vokser frem 1982-1983 . . . . 233 Kapitel 71. Gamle og nye konflikter 1984-1988 ...... 261 Kapitel 72. Anløbssagen og folketingsvalget 1988 ...... 287

ØSTLIGE AKTIVITETER RETTET MOD DANMARK 1979-1991 ...... 307 Strategi og kampagner ...... 307 Kapitel 73. Påvirkningspolitikkens mål og temaer ...... 307 Kapitel 74. Målgrupper: fredsbevægelse, presse og politikere ...... 321 Kapitel 75. Vurderinger og sammenfatning ...... 355

Politisk og teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed 1979-1991 ...... 385 Kapitel 76. Efterretningsaktiviteten i 1980’erne ...... 385

INDHOLD 7 Titel Indhold Bind 2 13/06/05 14:49 Side 8

Den militære trussel mod Danmark 1979-1991 ...... 425 Kapitel 77. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner . . . 425 Kapitel 78. Vurderingen i dag: Skærpelsen af den vestlige militærpolitik under Carter og Reagan ...... 469 Kapitel 79. Vurderingen i dag: Østlige reaktioner på den ændrede vestlige militærpolitik. Operation „Rjan“ ...... 497 Kapitel 80. Vurderingen i dag: Danmark og det danske nærområde i det operative billede. Konklusion på kapitlerne 78, 79 og 80 ...... 537 Kapitel 81. Militær efterretningsvirksomhed i 1980’erne ...... 555

VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1979-1991 ...... 577 Kapitel 82. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991 . 577 Kapitel 83. Østlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991 . 601 Kapitel 84. Periodekonklusion 1979-1991 ...... 629

Bind 4

DEL V. KONKLUSION OG PERSPEKTIVER ...... 9 Kapitel 85. Kommissorium og kilder ...... 11 Kapitel 86. Indledning ...... 13 Kapitel 87. Periodekonklusioner ...... 25 Kapitel 88. Truslen mod Danmark 1945-1991 ...... 47 Kapitel 89. Vestlige strategier og vestlig østpolitik som ramme for dansk sikkerhedspolitik 1945-1991 ...... 67 Kapitel 90. Dansk sikkerhedspolitik i nationalt perspektiv 1945-1991 . . 87

DEL VI. BILAG ...... 107 Bilag 1 · Liste over DIIS-interviews ...... 109 Bilag 2 · Udvisningssager i Danmark i perioden 1957-1988 ...... 111 Bilag 3 · Rejser og besøg mellem Folketinget og lande i østblokken m.v. 1956-1989 ...... 145 Bilag 4 · Responsum vedr. offentliggørelse af personoplysninger af professor, dr.jur. Peter Blume ...... 147 Bilag 5 · Referater af Aksel Larsens møder med repræsentanter for allierede myndigheder ...... 157 Bilag 6 · Bestemmelserne i dansk lovgivning om spionage og anden ulovlig efterretningsvirksomhed ...... 179

Kilder ...... 181 Litteratur ...... 187 Register ...... 239

8 INDHOLD kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 9

Del III

Détente 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 10 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 11

28 · Den internationale kontekst 1963-1978

Perioden fra begyndelsen af 1960’erne til slutningen af 1970’erne var præget af en række samfundsmæssige, økonomiske og politiske udviklingstendenser og begivenheder, som tilsammen udgjorde den brede baggrund for afspæn- dingen mellem Øst og Vest, men også gav nogle af de problemer, som stod i vejen for afspændingen. Blandt de vigtigste gennem 1960’erne var velstands- stigningen, ungdomsoprøret i 1968 samt opbruddet i vestlige kultur- og sam- fundsnormer og vestlige civilsamfund. Storpolitisk var Mellemøstkrigen i 1967 (seksdageskrigen) og Warszawapagtlandenes invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 de mest iøjnefaldende begivenheder. 1970’erne begyndte med USA’s devalu- ering af dollaren i 1971 og det følgende sammenbrud af Bretton Woods-systemet som grundlaget for international økonomi. Sideløbende hermed udvikledes USA’s deltagelse i Vietnam-krigen, der sluttede i 1975 efter at have ført til stærke konflikter også i og mellem vestlige lande. Andre vigtige begivenheder var tilnærmelsen mellem USA og Kina fra 1972 og krigen i Mellemøsten i 1973 (Yom Kippurkrigen) med efterfølgende olie- og energikrise. 1970’erne så også terroraktioner, en stærk udvikling i det globale konferencediplomati om en lang række økonomiske problemer, fortsat kolonifrigørelse samtidig med etablering af nye diktaturer i den tredje verden og Nord-Syd problemer- nes fremtrædende rolle med kravene om en ny økonomisk verdensorden. Alt i alt var perioden præget af en række internationale begivenheder og udviklingstendenser, hvoraf mange kun indirekte havde sammenhæng med den kolde krig. Ser vi nærmere på forholdet mellem Øst og Vest, fik Cuba-krisen i efteråret 1962 stor betydning for de følgende års udvikling. Efter at lederne i Sovjet- unionen og USA havde set ned i atomkrigens afgrund og erkendt, at egne handlinger rettet imod modparten umiddelbart kunne have katastrofale konsekvenser også for eget land, begyndte en afspændingsperiode, som varede 12-15 år og kulminerede i begyndelsen af 1970’erne. På det globale og på det europæiske niveau gav afspændingen sig udslag i en række initiativer, tiltag og aftaler, der både var udtryk for bestræbelser på at forhindre, at den kolde krig udviklede sig til ’varm’ krig og forsøg på at uddybe den spirende afspænding

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 11 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 12

mellem regeringer. Samtidig viste aftalerne og problemerne ved deres gen- nemførelse samt en række uafhængige begivenheder og processer i international politik nogle af grænserne for afspændingen, og fra slutningen af 1970’erne prægedes forholdet mellem Øst og Vest igen af kriser og spænding. I dette kapitel gennemgås hovedtræk ved afspændingen på supermagtsni- veau og på europæisk niveau. På europæisk niveau gennemgås den nye vesttyske østpolitik fra slutningen af 1960’erne og dens forhold til USA og til Sovjetunionen mere udførligt, da den på flere måder var en forløber for de revolutionerende forandringer i Europa 15-20 år senere. Derefter omtales tilbageslaget for afspændingen fra midten af 1970’erne, og til sidst gennem- gås de nordiske landes placering og rolle perioden.

Supermagtsafspænding De første initiativer Det første markante afspændingsinitiativ efter Cuba-krisen blev taget af præ- sident Kennedy i en tale på American University, Washington, DC, i juni 1963.1 Hovedpunktet i præsidentens tale var, at med omfattende og sikre nukleare gengældelsesstyrker i både USA og Sovjetunionen havde krig fået en helt ny mening. En atomkrig ville være en katastrofe for alle mennesker og for kommende generationer. Fred var ikke længere et spørgsmål om ideelle projekter baseret på alle menneskers gode vilje, men måtte bygges på en gradvis udvikling af institutioner baseret på konkrete aftaler og fælles interesser. Selv om man ikke skulle være blind for de centrale forskelle mellem USA og Sovjetunionen, var det tillige vigtigt at rette opmærksomheden mod den fæl- les interesse i at undgå krig og udvikle metoder til at finde løsninger på specifikke problemer. Præsidenten opfordrede sine landsmænd til også at rette opmærksomheden mod egne holdninger til Sovjetunionen og den kolde krig, og amerikanere burde ikke gå i samme fælde som russerne og kun se propagandaens forvrængede billede af modparten. Specielt var det vigtigt at undgå kriser og konfrontationer, hvor valget stod mellem en ydmygende re- træte og atomkrig.2

1 “Toward a strategy of peace“, Department of State Bulletin, 1 July 1963. I en tale “New opportunities for peace“ til FNs generalforsamling i september s.å. fremhævede Kennedy de samme temaer, jf. Department of State Bulletin, 7 October, 1963. 2 Jennifer W. See, “An Uneasy Truce: John F. Kennedy and Soviet-American Détente, 1963“, Cold War History, Vol. 2 (2), 2002. Kennedys tale blev som noget ganske usædvanligt gengivet fuldt ud i sovjetisk presse, og to dage senere blev den rost af Khrusjtjov. Det er værd at bemærke, at dagen efter talen på American University holdt Kennedy en – også op- sigtsvækkende – tale om borgerrettigheder og raceproblemer i USA, og i en meddelelse til amerikanske ambassader rundt om i verden senere i juni sammenkædede præsidenten eksplicit racepro- blemerne med USA’s udenrigspolitiske principper. Se også Mary L. Dudziak, Cold War Civil Rights. Race and the Image of American Democracy, 2000.

12 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 13

I forlængelse af Kennedys tanker om vigtigheden af at undgå farlige krisesituationer på trods af reelle politiske modsætninger blev der i 1963 indgået de første rustningskontrolaftaler. Både Cuba-krisen og konfrontationer i Berlin, efter at byen var blevet delt af muren i august 1961, havde vist behovet for direkte og hurtig kontakt mellem lederne i USA og Sovjetunionen, og få dage efter Kennedys tale blev der oprettet en direkte kommunikationsfor- bindelse mellem Det Hvide Hus og Kreml. Ideen med denne såkaldte ’varme linje’ var, at den i storpolitiske kriser skulle hjælpe til at undgå fejltolkninger af modpartens handlinger og hensigter. Et andet vigtigt problem angik forsøg på at opnå et stop for atomprøve- sprængninger. Siden 1945 var der gennemført ca. 500 sprængninger i atmo- sfæren med deraf følgende radioaktive nedfald. I årene 1958-61 havde der væ- ret et frivilligt moratorium, der blev brudt, da Sovjetunionen og senere USA genoptog forsøgene i 1961. Forhandlinger om stop for atomprøvespræng- ninger var foregået siden midten af 1950’erne, hvor kravet om et prøvestop først var blevet rejst af Indien, men uenighed om kontrolsystemet havde gjort en aftale umulig. I foråret 1963 havde der været nye kontakter om spørgsmå- let mellem Khrusjtjov og Kennedy, og Kennedy blev stærkt opfordret af især den britiske premierminister Harold Macmillan til at indgå en aftale. I en tale i Østberlin tre uger efter Kennedys tale på American University – og to dage efter Kennedys berømte „Ich bin ein Berliner“-tale i Vestberlin – foreslog Khrusjtjov, at kontrolproblemerne kunne klares ved, at man lavede et be- grænset prøvestop. I overensstemmelse hermed blev der i august 1963 ind- gået en aftale mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien om et begræn- set prøvestop, der forbød prøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet, mens de underjordiske kunne fortsætte. Aftalen fik hurtigt tilslutning fra de fleste andre lande, men ikke Frankrig og Kina. Med aftalen stoppede prøvesprængningerne i atmosfæren, men udviklingen af nye atom- våben og fremføringsmidler fortsatte.3 Russernes nye villighed til at indgå et begrænset atomprøvestop og aftaler, der sigtede på at kontrollere højspændte krisesituationer, var i første omgang et resultat af den forskrækkelse Khrusjtjov havde fået ved Cuba-krisen. På top- mødet med Kennedy i Wien i sommeren 1961 havde Khrusjtjov i barske og nedladende vendinger afvist en af Kennedys hovedideer, når det gjaldt forholdet mellem de to supermagter, nemlig vigtigheden af at undgå fejlvurde- ringer af hinanden med deraf følgende større krigsfare.4 Med Cuba-krisen havde Khrusjtjov skiftet opfattelse. Dernæst var russernes ændrede politik en konsekvens af det stadig forværrede modsætningsforhold til Kina, der gjorde, at de var interesserede i at undgå et alt for spændt forhold til de vestlige

3 Bertel Heurlin, Nedrustningspolitik, 1971, s. 55 og 61-2. 4 Se bl.a. Lawrence Freedman, Kennedy’s Wars. Berlin, Cuba, Laos, and Vietnam, 2000, s. 51-7 og Vladislav Zubok and Constantine Pleshakov, Inside the Kremlin’s Cold War. From Stalin to Khrushchev, 1996, s. 243-48.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 13 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 14

lande. Straks efter Cuba-krisen havde kineserne kritiseret russernes tilbage- trækning af missiler fra Cuba, men derudover var Kina-faktorens betydning kun i begrænset omfang erkendt af samtiden, bl.a. fordi forestillinger om ’den sovjetisk-kinesiske blok’ stadig var udbredte, især i USA, og også i Kennedy-administrationen. Senere – ikke mindst med adgang til russiske arkiver – er Kinas rolle i sovjetledernes beslutning om en afspændingslinje over for USA blevet meget tydeligere. Det spillede også en rolle for russernes interesse for afspænding, at de af hensyn til sovjetøkonomiens tilstand havde brug for en opbremsning i våbenkapløbet. Dertil kom, at Khrusjtjov internt i sovjetledelsen blev kritiseret for dumdristighed i forbindelse med Cuba. Alt i alt havde den sovjetiske leder derfor brug for at vise, at han kunne nå en aftale med Kennedy.5

Rustningskontrol i 1960’erne: terrorbalancen som et uundgåeligt vilkår De første rustningskontrolaftaler fra 1963 blev fulgt af flere senere i 1960’erne. Ideen om via amerikansk-sovjetiske forhandlinger at kontrollere og begrænse den fortsatte udvikling af strategiske atomvåben var en del af de i USA udviklede rustningskontrolteorier om, hvordan de to supermagter under terrorbalancens vilkår skulle regulere atomvåbenudviklingen for at sikre størst mulig stabilitet, især i storpolitiske kriser. Mens Robert McNamara var forsvarsminister (1961-68), havde rustningskontrolteorierne en udbredt tilslutning i Ken- nedy- og Johnson-administrationerne, bl.a. fordi de kunne fungere som argument imod stadige ønsker fra Kongressen og andre dele af administrationerne om at udvide den amerikanske raketstyrke. For flere i Kennedy- og Johnson-administrationerne spillede det også en rolle, at de selv et par år tidligere havde bidraget til forestillingen om en missilkløft i sovjetisk favør, der siden viste sig at være en kløft i USA’s favør. Ikke mindst. den daværende præ- sidentkandidat, senator John Kennedy, havde i 1960 brugt påstanden om en sovjetisk raketoverlegenhed i sin kampagne.6 Rustningskontrolteorierne havde nogle tilsyneladende paradoksale sider, der udsprang af det, som under den kolde krig blev betegnet terrorbalancen.7 Grundlæggende havde terrorbalancens vilkår været erkendt af Eisenhower- administrationen siden midten af 1950’erne, men det var først efter 5-10 år, at tankegangen for alvor blev udviklet i USA (om situationen i Sovjetunionen, se nedenfor). Det centrale var, at under terrorbalancen var alle lande, inkl. Sovjetunionen og USA, sårbare over for et angreb med atomvåben fra en af

5 Zubok and Pleshakov, Inside the Kremlin’s Cold War, ss. 268ff. Også ældre sovjetforskning har været opmærksom på Kinas betydning for Sovjets politik, se f.eks. Thomas W. Wolfe, Soviet Power and Europe, 1945-1970, 1970, s. 100f. 6 Om missilkløften, se Lawrence Freedman, U.S. Intelligence and the Soviet Strategic Threat, 1977, s. 62-80. 7 Erik Beukel, „De to supermagter og kernevåbnene“ i Sikkerhed og Nedrustning 1, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, København, 1984.

14 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 15

I kapitel 3 findes et billede fra vedtagelsen af den omtalte prøvestopaftale. Her ses Lyndon B. Johnson på talerstolen ved underskrivelsen af Traktaten om det Ydre Rum, der bl.a. indeholder et forbud mod placering af atomvåben i det ydre rum. 27. januar 1967. Ved bordet ses fra venstre: Sovjetunionens USA-ambassadør Anatolij Dobrynin, Storbritanniens FN-repræsentant Patrick Dean, USA’s FN-repræsentant Arthur Goldberg og USA’s udenrigsminister Dean Rusk. (FN).

supermagterne. Denne gensidige sårbarhed var en basal kendsgerning og et uundgåeligt resultat af de to supermagters udvikling af atomvåbenstyrker. Det var fysisk umuligt at beskytte civilbefolkningen mod atomvåbenangreb, hvad enten det var ved civilforsvarsforanstaltninger eller ved hjælp af et raketfor- svar. Hvis det alligevel blev forsøgt, ville et forsvarssystem nemt kunne neutraliseres ved en relativt begrænset udvidelse af modpartens raketstyrker, og resultatet ville være et enormt ressourceforbrug som følge af det forgæves for- søg på at beskytte sig mod kernevåben. I værste fald ville resultatet af civilforsvarsforanstaltninger kunne blive en større fare for atomkrig, idet brug af atomvåben i en højspændt krise under disse vilkår kunne synes mindre uac- ceptabelt end ellers for lederne i Sovjetunionen og USA. Med denne fysisk givne gensidige sårbarhed var den bedste sikring mod atomkrig at gøre af- skrækkelsen gensidig ved at begge supermagter opbyggede gengældelsesstyr- ker, der var usårlige over for den anden parts mulige førsteslag eller forkøbs- angreb. En gensidig garanteret ødelæggelsesevne8 skulle i den yderste krisesituation være det, som afværgede en atomkrig.

8 På engelsk: „mutual assured destruction“ (MAD). Den klareste fremstilling af denne tænkning blev givet af forsvarsminister McNamara i en tale i San Francisco i september 1967, jf. Department of State Bulletin, 9. oktober 1967. Det siger en del om den sammensatte karakter af amerikansk atomvåben- politik, at McNamara i samme tale fremlagde et forslag om et begrænset ABM-system rettet mod en mulig kinesisk rakettrussel.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 15 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 16

Disse forestillinger søgte forsvarsminister McNamara i 1967 at forklare til en skeptisk sovjetisk ministerpræsident på et topmøde i Glassboro, New Jersey, men Kosygin var tydeligvis meget uforstående over for en sådan tænkning om, at et forsvar mod atomvåben var skadeligt også for den forsvarende. Få år senere – i 1972 – indgik Sovjetunionen dog alligevel en aftale om begrænsning af raketforsvarssystemer (ABM-aftalen) med USA, jf. nedenfor. Rustningskontrolideerne blev fra sidste halvdel af 1960’erne søgt virkelig- gjort, om end i ret begrænset form. I 1967 blev der således enighed om et forbud mod atomvåben i verdensrummet. Året efter blev der indgået en ikke- spredningsaftale. De underskrivende atommagter – Frankrig og Kina stod igen udenfor – lovede at undlade at overføre atomvåben til stater, som ikke havde sådanne våben, og disse forpligtede sig til gengæld til ikke at modtage eller udvikle atomvåben. Samtidig lovede atommagterne at reducere egne kernevåbenarsenaler.9 Af størst betydning var, at USA og Sovjetunionen i sommeren 1968 bekendtgjorde, at de ville begynde samtaler om begrænsninger af langtrækkende kernevåben (SALT), men forhandlingerne blev i første omgang udsat efter Warszawapagt-landenes invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968. De begyndte i efteråret 1969, efter at den nye Nixon-administration var tiltrådt og havde overvejet mulighederne. Parallelt med rustningskontrolaftalerne i sidste halvdel af 1960’erne foregik der i Johnson-administrationen overvejelser om, hvordan USA gennem brobygning (building bridges) og udvidet fredeligt samarbejde (peaceful engagement) mellem Øst og Vest kunne fremme de østeuropæiske landes uaf- hængighed af Sovjetunionen uden at øge modsætningerne til russerne. Temaerne blev første gang anslået i taler af præsident Johnson i 1964 og 1966 og var til en vis grad motiveret af ønsket om at modvirke præsident de Gaulles bestræbelser på at give Frankrig en selvstændig rolle i den vestlige alliance ved forsøg på at bygge bro mellem Øst og Vest.10 Da administrationen i Washing- ton i disse år først og fremmest var optaget af Vietnam-krigen, blev ideerne kun i meget begrænset omfang udmøntet i konkrete tiltag og politik’er. Sam- tidig var der også i NATO overvejelser om at tildele organisationen en af- spændingsrolle.

Afspænding og NATO

NATO blev fra begyndelsen af 1960’erne et centralt forum for konsultationer om Øst-Vest-afspænding, og der viste sig hurtigt en række forskelle mellem medlemslandenes holdninger til afspændingens indhold, form og mulighe-

9 Heurlin, Nedrustningspolitik, s. 65-8. 10 Raymond L. Garthoff, Détente and Confrontation. American-Soviet Relations from Nixon to Reagan, 1985, s. 106-8; Lawrence S. Kaplan, The Long Entanglement. NATO’s First Fifty Years, 1999, s. 115f.

16 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 17

der. Disse forskelle var forbundet med forskellige opfattelser af et af NATO’s kerneproblemer, nemlig den udvidede afskrækkelses troværdighed i en situation, hvor USA var blevet sårbar over for sovjetiske atomvåben (terrorbalancen). Problemet var, at for nogle europæere, i begyndelsen især Vesttyskland, kunne den nye amerikanske politik med vægt på både forhandlinger og styrke i forholdet til Sovjetunionen bidrage til at svække den amerikanske alliancegaranti og håbet om tysk genforening, der blev set som bestemt af vestlig styrke.11 Andre NATO-lande – især Belgien, Canada, Danmark, Norge og Italien – mente, at den sovjetiske trussel var blevet mindre, og at en aktiv vestlig afspændingspolitik yderligere kunne styrke denne udvikling. Det forstær- kede virkningen af disse uenigheder, at Frankrig fra 1966 trak sig ud af NATO’s militære integration samtidig med, at præsident de Gaulle appelle- rede stærkt til en del af den vesttyske CDU-regering og anlagde en markant USA-kritisk politik, der opsummeredes i sloganet „Europa fra Atlanterhavet til Ural“.

Harmel-rapporten Følgen af disse konflikter i den vestlige alliance var, at NATO fra 1966 indledte en konsultationsproces centreret omkring en arbejdsgruppe ledet af den belgiske udenrigsminister Pierre Harmel. Formålet var at afklare, om af- spænding kunne integreres i alliancens målsætning på en måde, der tog hensyn til de forskellige holdninger. Processen resulterede i Harmel-rapporten, der blev godkendt af NATO-landenes udenrigsministre i december 1967 og på flere måder symboliserede et vendepunkt i alliancens historie.12 Vende- punkt blev yderligere markant af, at NATO-landene efter langvarige tovtræk- kerier samtidig blev enige om en ny strategi betegnet det „afpassede gensvar“ (flexible response), der havde været på vej gennem flere år og blev ledsaget af flere konsultationer mellem de allierede om den vestlige atomvåbenpoli- tik.13 Harmel-rapporten „Alliancens fremtidige opgaver“ erklærede, at forsvar og afspænding (détente) var NATO-alliancens hovedopgaver.14 Ud over at hindre aggression og andre former for pres samt at forsvare medlemslandenes territorium var det ifølge rapporten alliancens anden opgave at fortsætte bestræbelserne for at gøre fremskridt i retning af et mere stabilt forhold, hvor

11 Christoph Bluth, “Reconciling the Irreconcilable: Alliance Politics and the Paradox of Extended Deterrence in the 1960s“, Cold War History, Vol. 2 (2), 2002; Andreas Wenger, “Crisis and Opportunity: NATO and the Multilateralization of Détente, 1966-1968“, Journal of Cold War Studies, Vol. 6 (1), 2004. 12 Frédéric Bozo, “Defense Versus Security? Reflections on the Past and Present of the „Future Tasks“ of the Alliance (1949-99)“ i Gustav Schmidt (ed.), A History of NATO – The First Fifty Years, Vol. 2, 2002, s. 65-80; Anton W. DePorte, “NATO and Détente: Cycles in History“ i Lawrence S. Kaplan, o.a., NATO after Forty Years, Wilmington, 1990, s. 181-201. 13 Helga Haftendorn, NATO and the Nuclear Revolution. A Crisis of Credibility, 1966-67, 1996. 14 Se Udviklingen inden for NATO 1966-67, København, 1968, s. 67-9.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 17 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 18

de bagvedliggende politiske problemer kunne løses. Militær sikkerhed og af- spændingspolitik stred ikke imod, men supplerede hinanden, hed det, og vejen til fred og stabilitet i Europa gik via konstruktiv brug af alliancen i af- spændingens tjeneste. Det blev direkte tilkendegivet, at ingen endelig og stabil ordning i Europa var mulig uden en løsning på Tysklandsspørgsmålet, som var centralt for spændingen i Europa; enhver ordning måtte gøre en ende på de unaturlige barrierer mellem Øst- og Vesteuropa, som tydeligst og mest brutalt gav sig udslag i Tysklands deling. Harmel-rapporten nævnte også muligheden af afbalancerede styrkereduktioner i Europa, og året efter vedtog NATO’s udenrigsministre nogle principper for forhandlinger med Warszawapagten herom. En vigtig del af baggrunden herfor var, at der i Senatet i Washington siden midten af 1960’erne var vokset et pres frem for at reducere de amerikanske styrker i Europa (Mansfield-resolutionerne). Forhandlinger om gensidige og afbalancerede styrkereduktioner (MBFR) begyndte i 1973 og blev op gennem 1970’erne indviklet i omstændelige diskussioner om opgørelser af våbenmængder og ba- lancer, der ikke førte til afgørende resultater.15 De manglende resultater i form af nedrustningsaftaler var udtryk for, at politiske ledere i øst og vest også i afspændingsårene vurderede de specifikke militære styrke- og balanceforhold som afgørende for forløbet af den kolde krig. Fra vestlig side var man især betænkelig ved den sovjetiske numeriske overvægt mht. konventionelle styrker (antal soldater, tanks o.l.) i Europa. Set fra sovjetisk side kunne de omfattende militære styrker være nødvendige for at bevare kontrollen med Østeuropa, men argumentet kunne vanskeligt bruges. På begge sider var der af mange grunde megen taktik og kun lidt reel interesse forbundet med disse forhandlinger. Under alle omstændigheder kom der ingen nedrustning i Europa.

CSCE og afspændingens dobbelthed Vurderet i en afspændingssammenhæng blev Helsingfors-slutakten og hele CSCE-processen af langt større betydning for Europa end direkte nedrustning. Som gennemgået ovenfor (kapitel 3) indeholdt Helsingfors-slutakten både bestemmelser, der sigtede på at mildne sikkerhedsdilemmaet i Europa, og bestemmelser, der sigtede på at påvirke systemkonflikten gennem demokratiske principper (fri informationsspredning mellem Øst og Vest, lettelser i menneskelige kontakter og respekt for menneskerettigheder). I forhold til vestlige demokratiske værdier byggede denne dobbeltsidede afspændingspo- litik på en tiltro til holdbarheden og styrken i demokratiske samfund: man be- høvede ikke frygte, at de ville blive løbet over ende ved udvidede kontakter med totalitære samfund, når sådanne kontakter blev udvidet ud over rege-

15 Mary Dau, Hansen og Ivanov. Afspændingen mellem Øst og Vest, 1985, s. 142-65.

18 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 19

rings- og eliteniveauer. De vestlige civilsamfunds transnationale aktiviteter blev en integreret del af afspændingen, og hermed blev spiren lagt til en langvarig udfordring til de kommunistiske landes statscentrerede opfattelse af afspændingen – en udfordring der fik sin endelige afgørelse ved Berlin-murens fald i 1989.16 Den første antydning af, hvorledes den dobbelthed og dynamik, der var gemt i Helsingfors-slutakten, både påvirkede og blev påvirket af Øst-Vest-konflikten – dens substans, symboler og former – var tydelig straks i det første op- følgningsmøde i Beograd, der fandt sted fra november 1977 til marts 1978.17 Debatten på mødet var skarp og fulgte i det væsentlige skillelinjerne fra Helsingfors. Om ikke før så var det nu klart, at spændings- og afspændings- processer i Europa var nært forbundet ikke blot med mellemstatslige problemer som militære styrkebalancer og nedrustning, men også med traditionelt interne spørgsmål som deltagerstaternes opfyldelse af aftaler om borger- og menneskerettigheder. Hvis kriteriet for at betegne en konference som en succes er, at den fører til enighed mellem Øst og Vest om centrale problemer, så var Beograd-mødet en fiasko. Hvis vi ser på stridighedernes substans og betydning for den gradvist ændrede politiske dagsorden i Øst-Vest-forholdet, så var mødet en succes, der vurderet med bagklogskabens fordel peger frem mod den kolde krigs afslutning 10-12 år senere. Det er vigtigt at bemærke, at den tosidede afspændingspolitik som al vestlig østpolitik under den kolde krig byggede på nogle antagelser og forventninger, som ingen dengang kendte holdbarheden af. Også på afspændingspo- litikkens vej var der mange faldgruber. Det illustreres klart af et andet vigtigt aspekt af afspændingen, nemlig den nye vesttyske politik over for Sovjet- unionen og Østeuropa, der blev påbegyndt i slutningen af 1960’erne. Denne politik peger i høj grad også frem mod de epokegørende ændringer i forholdet mellem Sovjetunionen og Østeuropa i sidste halvdel af 1980’erne.

Ny vesttysk østpolitik og samspillet med supermagterne

Forbundsrepublikken tog de første forsigtige skridt mod en ny østpolitik under den store koalition mellem CDU og SPD (1966-69) med Willy Brandt som udenrigsminister, da den såkaldte Hallstein-doktrin om ikke at have diplomatiske forbindelser med nogen stat, der anerkendte DDR, blev endeligt opgivet.18 En markant ny østpolitik kom dog først med SPD-FDP koalitionen

16 Se især Richard Davy (ed.), European Detente: A Reappraisal, 1992. 17 Skjold G. Mellbin, Beograd-mødet 1977-78, Forsvaret i Samfundet, 1978. 18 Hallstein-doktrinen var dog allerede blevet brudt i 1963, da Vesttyskland oprettede diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. Begyndelsen til en ny østpolitik kan også placeres længere tilbage i 1960’erne, idet Vesttyskland indgik en række økonomiske aftaler med Polen, Rumænien, Ungarn og Bulgarien efter at Adenauer (CDU) i efteråret 1963 var blevet afløst som forbundskansler af Ludwig Erhard (CDU), jf. William I. Hitchcock, The Struggle for Europe. The Turbulent History of a Divided Continent 1945-2002, 2002, s. 295.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 19 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 20

fra 1969. Straks i sin tiltrædelsestale som forbundskansler i efteråret 1969 tilkendegav Brandt det afgørende nye: forsøget på at forandre gennem forhandling, samarbejde og tilnærmelse i stedet for gennem konfrontation. Et specielt led i den nye politik var, at Forbundsrepublikken nu ville undertegne den nukleare ikke-spredningsaftale fra året før; Sovjetunionen lagde stor vægt på vesttysk tilslutning til aftalen, men CDU havde været imod, hvad de anså for at være en ensidig indrømmelse til Sovjet.

Oprindelse og ideer Nøgleideen i østpolitikken blev formuleret som „Wandel durch Annäherung“, dvs. „forandring gennem tilnærmelse“. Den nye politik var blevet forberedt under den store koalition i en arbejdsgruppe i udenrigsministeriet under ledelse af statssekretær Egon Bahr.19 Det er imidlertid værd at bemærke, at Bahr havde fremlagt de centrale tanker bag den nye politik seks år tidligere i en tale i sommeren 1963 på „Evangelische Akademie“ i Tutzing.20 Manuskriptet til denne tale var oprindelig blevet skrevet af Bahr til Willy Brandt, der dengang var overborgmester i Vestberlin og SPD’s leder. Allerede i 1962 – dvs. året efter Berlinmuren blev opført – var Brandt begyndt at tale om behovet for at acceptere Tysklands deling som en kendsgerning, mens der blev søgt udviklet nogle praktiske arrangementer med Østtyskland for at lette deling- ens konsekvenser for den tyske befolkning: det kunne ikke være nok lejlighedsvis at frikøbe politiske fanger fra DDR’s fængsler. Ideerne om „Wandel durch Annäherung“ var imidlertid dengang blevet anset for at være for kontroversielle til at blive lagt frem af det tyske socialdemokratis kanslerkandidat – også i et forum der flere gange var blevet brugt af ledende politikere til at lufte nye tanker.21 Den nye østpolitik var i sin kerne en dobbeltstrategi: på den ene side anerkende den territoriale status quo og grænserne efter anden verdenskrig, på den anden side iværksætte en proces, der kunne føre til forandringer i status quo og specielt den sovjetiske interessesfære i Østeuropa. Flere former for vestlig afspændingspolitik indeholder denne dobbelthed, men den er især tydelig, når der fokuseres på vesttysk Østpolitik og sammenlignes med mere rendyrket mellemstatslig afspændingspolitik, der sigtede på at mildne sikkerhedsdilemmaet ved at stabilisere en status quo-ligevægt. Østpolitikkens lang-

19 Andreas Vogtmeier, Egon Bahr un die deutsche Frage. Zur Entwicklung der sozialdemokratischen Ost- und Deutschlandspolitik vom Kriegsende bis zur Vereinigung, Bonn, 1996, ss. 96ff. 20 Talen blev holdt fem uger efter Kennedys ovennævnte tale – hhv. 15. juli og 10. juni – hvor den amerikanske præsident tog initiativet til afspændingspolitikken. Denne sammenhæng og rækkefølge anså de vesttyske socialdemokrater for særdeles vigtig, se Vogtmeier, Egon Bahr, s. 59-66. 21 Gottfried Niedhart, Revisionistische Elemente und die Initiierung friedlichen Wandels in der neuen Ostpolitik 1967-74, Geschichte und Gesellschaft, 28 (2002); M.E. Sarotte, Dealing with the Devil. East Germany, Détente, and Ostpolitik, 1969-1973, 2001, ss. 12f. og 27.

20 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 21

Willy Brandt besvarer pressens spørgsmål i anledning af et NATO-møde i Reykjavik 24. juni 1968. NATO-mødet mundede bl.a. ud i en fælleserklæring om MBFR. (NATO Photo).

sigtede mål blev tidligt fastlagt på det fortrolige niveau som at udfordre og æn- dre status quo og påvirke systemkonflikten på demokratiske præmisser.22 Strategien var både sårbar og risikabel: mens det første element – anerkendelsen af den territoriale status quo – blev stadfæstet i traktater, som af kritikere blev fremstillet som en indrømmelse til Sovjetunionen og en blåstemp- ling af sovjetisk magt og besættelsespolitik i Østeuropa, kunne det andet element ikke erklæres alt for offentligt – ledelserne i Moskva, Østberlin og andre østeuropæiske hovedstæder ’lyttede jo med’, når der blev diskuteret øst- politik i den vestlige offentlighed; man kunne da risikere, at de reagerede ved i endnu højere grad at lægge vægt på isolation og konfrontation. Samtidig byggede strategien på en erkendelse og politisk brug af dobbeltheden i den sovjetiske og de østeuropæiske landes situation og politik: på den ene side deres økonomiske og teknologiske svagheder og deres higen efter vestlig anerkendelse, der gjorde dem ivrige efter økonomiske og teknologiske kontakter for at styrke egne samfund; på den anden side deres frygt for den øgede af- hængighed af Vesten, som ville blive resultatet, og frygten for at kontakterne skulle smitte politisk og kulturelt. Som det blev udtrykt i et notat fra Bahrs ar-

22 Niedhart, Revisionistische Elemente, ss. 245f. og 257f.; Niedhart, “Ostpolitik: Phases, Short-Term Objectives, and Grand Design“ i David C. Geyer and Bernd Schaefer (eds.), American Détente and German Ostpolitik, 1969-72, 2004, s. 118-36.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 21 kap. 28 P 08/06/05 8:07 Side 22

bejdsgruppe i udenrigsministeriet kort før Brandt-regeringen tiltrådte, så var sovjetledelsens dilemma modsætningen mellem økonomisk effektivitet og øn- sket om at bevare magten. Det var en ond cirkel, hvorfra der ikke var nogen redning. Sovjetledelsen kunne kun prøve at trække erosionen af deres magt i langdrag.23 Samtidig var der hos østpolitikkens fortalere en forestilling om, at den nye politik ville nedbryde billedet af vesttysk revanchisme i Østeuropa, som sovjetiske medier og sovjetisk propaganda dyrkede med stor flid. Det er svært at sige med sikkerhed, hvilke sider af østpolitikken, der var tilsigtede, og hvilke der blot havde utilsigtede konsekvenser, men billedet af forbundskansler Willy Brandt på knæ foran mindesmærket for Warszawas ghetto i december 1970 var måske den mest effektfulde symbolske handling foretaget af en ledende vestlig politiker under den kolde krig.

Forhandlingernes rækkefølge Strategien bag østpolitikken var forsøget på at igangsætte en langsigtet foran- dringsproces ved hjælp af tilnærmelse og direkte forhandling, og her var ræk- kefølgen i forhandlingerne central: først skulle der forhandles en aftale med Sovjetunionen. Nøglen til processen var, at Sovjet havde en grundlæggende interesse i først at få anerkendt den territoriale status quo af Vesttyskland. Sovjetunionen blev styret af ledere, for hvem anden verdenskrig og kampen mod nazi-Tyskland („Den store Fædrelandskrig“) var en afgørende erfaring. Desuden ville anerkendelsen af den territoriale status quo for russerne være et skridt på vejen mod de økonomiske og teknologiske fordele ved Øst-Vest aftaler (jf. ovenfor). Efter forhandlinger med Sovjetunionen skulle der forhandles med Polen, og til sidst – og mest kontroversielt – med DDR baseret på en accept af eksistensen af to tyske stater inden for den tyske nation. Sideløbende skulle der foregå forhandlinger mellem de fire besættelsesmag- ter (Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien, og USA) om Berlin.24 Brandt betonede straks ved sin tiltræden, at der eksisterede to tyske stater på tysk jord, men de to stater kunne ikke opfatte hinanden som udland i traditionel forstand, og i overensstemmelse hermed blev der udnævnt en minister for „indre-tyske anliggender“ i stedet for en minister for „al-tyske anliggender“.

23 I notatet hed det bl.a.: „Die erste Sorge der Sowjetregierung wird weiterhin der Erhaltung ihres Machtbereiches in Europa gelten. Sie wird dabei weiterhin mit blockinternen Schwierigkeiten zu kämpfen haben. Auch insoweit steht sie vor dem Dilemma, dass ökonomische Effektivität mit der Erhaltung der Macht, wie sie auf sowjetischer Seite verstanden wird, nicht verträglich ist. Dieser Teufelskreis, aus dem für die Sowjetunion kein Entrinnen gibt, wird weiterhin zu einem Wechsel zwischen Lockern und Anziehen der Zügel führen. Letztlich stellt sich für die Sowjets nur die Aufgabe, die Erosion ihrer Herrschaft so weit wie möglich zu verzögern“ , Vogtmeier, Egon Bahr, s. 110. 24 Sarotte, Dealing with the Devil, s. 27f.

22 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 23

Den første aftale blev indgået med Sovjetunionen i Moskva i sommeren 1970 efter en række intense forhandlinger og kontakter, der bl.a. gjorde brug af en særlig kontakt (back channel) mellem Egon Bahr og Bresjnevs nær- meste medarbejdere.25 I Moskva-aftalen gav de to lande afkald på magtanvendelse over for hinanden, og Vesttyskland anerkendte de eksisterende grænser i Europa, inkl. Oder-Neisse mellem DDR og Polen – dvs. mellem to andre stater – og grænsen til DDR. Samtidig fik den sovjetiske udenrigsminister Gro- myko et brev fra den vesttyske udenrigsminister Scheel, hvori det hed, at der ikke var modstrid mellem den nye traktat og Forbundsrepublikkens mål at „virke hen imod en tilstand af fred i Europa, i hvilken det tyske folk genvinder sin enhed i fri selvbestemmelse“.26 Senere samme år blev der indgået en tysk- polsk aftale med eksplicit vesttysk anerkendelse af Polens vestgrænse. I efter- året 1971 blev der indgået en firemagtsaftale om Berlin, der fastlagde regler for adgangen til Berlin. Vestberlins tilknytning til Vesttyskland anerkendtes med visse begrænsninger, og vestberlinernes adgang til Østberlin og Østtyskland blev gjort lettere. Berlinmuren blev derved mere gennemhullet: alene i 1973 besøgte mere end 2 millioner vesttyskere DDR, og der blev yderligere åbnet for post og telefonforbindelser og andre transnationale kontakter mellem de to tyske stater.27 Ved udgangen af 1972 blev der indgået en Grundaftale mellem Vesttyskland og DDR. Vesttyskland anerkendte DDR, men ikke som udland, bl.a. fik de respektive diplomatiske repræsentanter i Bonn og Østberlin ikke titel af ambassadører, men blev kaldt „faste repræsen- tanter“.28

Forskelle mellem de kommunistiske lande Det gjaldt om disse forhandlinger og aftaler, at der også var forskelle mellem Warszawapagt-landenes interesser og mål, og skillelinjerne var ofte svære at udrede. Ledelsen i DDR var således mere opmærksom på vigtigheden af og mere interesseret i at videreføre en klar afgrænsningspolitik i forholdet til Vesttyskland end den sovjetiske ledelse; interne referater af møder i SED’s ledelse viser, at kredsen omkring Honecker i høj grad var optaget af den udfordring, socialister og socialdemokrater som Willy Brandt og den nye østpolitik repræsenterede for det østtyske styre. Sovjetunionen var imidlertid interesseret i at presse DDR til at indgå en aftale med Vesttyskland, fordi en aftale ville lette ratificeringen af Moskva-aftalen i den vesttyske Forbundsdag. Samtidig var sovjetledelsen imidlertid betænkelig, hvis DDR blev alt for aktiv og selv-

25 Sst., s. 33-4. 26 Sst., s. 68-72; Nikolaj Petersen, Tysklands enhed. Europas sikkerhed, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, København, 1991, s. 37. 27 Hitchcock, The Struggle for Europe, s. 299-300. 28 Petersen, Tysklands enhed, s. 38.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 23 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 24

stændig i forhold til Vesttyskland – en betænkelighed, der havde sin parallel i forholdet mellem USA og Vesttyskland (jf. nedenfor). Efter alt at dømme var det i høj grad sovjetledelsens vurdering af Honecker som mere sovjettro end Ulbricht, der i 1971 fik den til at acceptere, at Ulbricht skulle afløses af Honecker som leder af SED og ikke en vurdering af Honecker som mere af- spændingsvillig end Ulbricht. Det falder godt i tråd hermed, at Sovjetunionen både før og efter Honeckers tiltræden flere gange advarede DDR mod at nærme sig Vesttyskland for meget samtidig med, at russerne uden DDR-ledel- sens vidende forhandlede med vesttyskerne om forhold af direkte interesse for DDR.29 Et andet centralt træk ved Sovjetunionens afspændingspolitik over for Vest- europa var betydningen af russernes stadige ubehag ved Kinas rolle og interesse i en uformel alliance med ikke alene USA, men også vesteuropæiske stormagter. Især nyere arkivstudier viser, hvordan en kinesisk trussel gang på gang var et vigtigt motiv for sovjetisk imødekommenhed over for Vesttyskland samt USA, England og Frankrig, når det gjaldt udformningen af firemagtsaftalen om Berlin.30 Hverken DDR eller andre østeuropæiske stater delte dette motiv.

Forholdet til USA Mens Vesttyskland forhandlede aftalerne, var der nære kontakter mellem Bonn og Washington. Brandt-regeringen holdt til stadighed Nixon-administrationen nøje underrettet om forhandlingerne; det foregik gennem en særlig kontakt mellem Egon Bahr og Henry Kissinger, som næstefter præsident Nixon var den vigtigste person i administrationens udenrigspolitik. Ikke mindst i begyndelsen efter Brandt-regeringens tiltræden var der betydelig skepsis i den amerikanske ledelse over for den nye vesttyske politik, der blev set som en mulig farlig neutralisme. Det var en holdning, som Vesttyskland ikke alene tilbage- viste i kontakterne med amerikanerne, men også over for den sovjetiske ledelse blev det ofte understreget, at den nye Østpolitik var betinget af medlemskabet af NATO og tilslutning fra Vesttysklands allierede, i første række USA. I foråret 1970 var der også en vis betænkelighed i Nixon-administrationen over for den potentielt destabiliserende virkning af begejstringen for Willy Brandt under dennes besøg i Erfurt i DDR, hvor der var møde med den øst- tyske ministerpræsident Willi Stoph. På samme måde var der i december s.å. betænkelighed ved Willy Brandts gestus i Warszawa, se ovenfor. Betænke- lighederne blev delt af Moskva, selv om den sovjetiske ledelse på flere måder betragtede Brandts politik som en stor fordel. Efterhånden blev Washingtons

29 Sarotte, Dealing with the Devil, s. 164ff. Om parallellerne mellem Sovjets og USAs bekymringer, se sst. s. 54-9. 30 Sarotte, Dealing with the Devil., giver mange eksempler herpå, se s. 41, 103, 128, 138, 144, 159 og 177.

24 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 25

skepsis over for Brandt-regeringens politik mindre, idet Nixon-administrationen erkendte, at den kunne bruge den vesttyske politik imod administrationens amerikanske kritikere. Mistanken om, at østpolitik og afspænding i Europa var et skridt på vejen mod neutralisme og appeasement over for Sovjet, lå dog altid lige under overfladen i Washington. For Nixon-administrationen var afspænding noget, der foregik på det bilaterale niveau mellem den amerikanske og den sovjetiske regering og via deres særlige kontakter, og man var bekymret for, at tysk-sovjetisk afspænding ville skade NATO.31 Den nærmere betydning af disse divergenser kan illustreres ved at rette op- mærksomheden mod nogle grundlæggende forskelle mellem amerikanske og tyske opfattelser af afspændingspolitik og sætte dem i relation til begreberne sikkerhedsdilemma og systemkonflikt (se kapitel 3). Den amerikanske opfattelse som den var indeholdt i specielt Kennedys tale i juni 1963 og Nixon-Kissingers afspændingspolitik 1969-74 sigtede på at mildne sikkerheds- dilemmaets mest faretruende aspekter, men havde ikke noget langsigtet perspektiv om via afspændingspolitiske foranstaltninger at overvinde eller reducere systemkonflikten på demokratiske præmisser. Den tyske østpolitiks mål var på kort sigt at mildne sikkerhedsdilemmaet, mens den på langt sigt havde til formål at overvinde systemkonflikten – eller centrale sider af den – på demokratiske præmisser, hvilket igen ville bidrage til en yderligere reduktion af sikkerhedsdilemmaet. Grundlæggende bidrog det til at dæmpe en konflikt mellem Washington og Bonn, at Nixon-administrationens Realpolitik-tænkning havde tydelige paralleller til tankegangen bag østpolitikken. Disse paralleller skabte imidlertid samtidig grundlaget for de delvist modstridende perspektiver, forventninger, håb og/eller frygt i de to vestlige hovedstæder. Ud fra et Realpolitik-perspektiv har de basale geografiske forskelle mellem USA’s og Vesteuropas forhold til Sovjetunionen stor politisk betydning. Behovet for at mildne sikkerhedsdilemmaet blev for Vesttysklands vedkommende også formet af den særlige historiske byrde fra anden verdenskrig, og det behov havde beslutningstagerne i Washington naturligvis ikke. Konklusionen er, at uanset hvor meget Nixon- administrationen har kendt til overvejelserne i Bonn om de langsigtede perspektiver i den nye østpolitik, og uanset hvor nøje vi i dag er i stand til at identificere disse, udvikledes der efterhånden en tydelig, men hele tiden kun par- tiel, interesseoverlapning mellem regeringerne i Bonn og Washington i årene 1969-74. I foråret 1974 gik Brandt af efter skandalen med Günter Guillaume og blev afløst af Helmut Schmidt.32 Denne var enig i Brandts holdninger til afspæn-

31 Joan Hoff-Wilson, „’Nixingerism“ NATO, and Détente“, Diplomatic History, vol. 13 (4), 1989. I øv- rigt var Nixon-administrationen længe meget tilbageholdende med at bruge ordet“détente“, jf. Garthoff, Detente and Confrontation, ss. 28-9. 32 Günter Guillaume, der tidligere var flygtet fra DDR, var ansat på kanslerkontoret som Willy Brandts rådgiver. I maj 1974 blev det afsløret, at han var spion for DDR.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 25 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 26

dingspolitikkens aftalemæssige grundelementer. Derimod delte Schmidt ikke Brandts visioner om Østpolitikkens egendynamik og „Wandel durch An- näherung“ perspektiverne på systemkonflikten. Vesttysk afspændingspolitik blev mere præget af en status quo orienteret stabilitetspolitik, der sigtede på at mildne sikkerhedsdilemmaet i Europa. Helt enkelt var der med Helmut Schmidt næppe fare for en potentielt destabiliserende gestus som Willy Brandts i Warszawa i 1970! Derved ændrede den vesttyske politik sig i retning af amerikansk afspændingspolitik, og det på et tidspunkt hvor den amerikanske politik begyndte at komme under pres i USA.

Afspænding og rustningskontrol under pres Rustningskontrol og russernes tænkning Ideerne om rustningskontrol som en vej til at styre forholdet mellem atommagterne og specielt de to supermagter under terrorbalancens vilkår blev i stigende grad udsat for intern kritik i USA. Modstanden kom fra flere forskellige sider. En fremtrædende kritik kom fra debattører, som mente, at antagelsen om et formelt eller uformelt amerikansk-sovjetisk samarbejde for at stabilisere terrorbalancen og stoppe farlige rustningsspiraler byggede på naive forestillinger om Sovjetunionen som en normal stormagt. Var tankegangen om en stabil terrorbalance ikke blot en vestlig abstraktion, som russerne af historiske og ideologiske grunde aldrig kunne eller ville acceptere, jf. Kosygins ovenfor omtalte reaktion på McNamaras belæringsforsøg under top- mødet i 1967? Ville russerne ikke blot lade som om de accepterede den gensidige sårbarhed som en uundgåelig kendsgerning for at stoppe amerikansk oprustning, mens de selv gjorde alt for at udvikle en evne til at udkæmpe og vinde en atomkrig? I 1972 var SALT-forhandlingerne resulteret i de første aftaler om et delvist forbud mod raketforsvarssystemer og begrænsning af de offensive raketter, og i de første par år derefter blev aftalerne af de fleste betragtet som succes og det første skridt på vejen mod virkelig strategisk stabilitet. Efter blot et par år var der dog flere og flere, som satte spørgsmålstegn ved denne opfattelse. Blandt mange amerikanske politikere, officerer og en del forskere samt en del europæere blev svaret på disse spørgsmål i stigende grad et ja op gennem 1970’erne: problemet var ikke så meget atomvåben og rustningsspiraler som russernes historie, ideologi og adfærd.33 Som en fuldstændig modsætning til ideerne om rustningskontrol og en stabil terrorbalance var der nogle, der mente, at russerne ideologisk og historisk var disponerede til at se kernevå-

33 Erik Beukel, Sovjetunionen og Atomvåben. Indre og ydre forudsætninger for sovjetisk atomvåbenpolitik, København, 1982.

26 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 27

Nixon og Bresjnev underskriver en samarbejdsaftale om fredelig udnyttelse af atomenergi og videre begrænsninger af strategiske kernevåben. 21. juni 1973. (Nixon Library). ben som traditionelle krigsførelsesvåben, der kunne bruges både i en krig og til politisk pression. I 1977 blev det blev kendt, at Sovjetunionen fra 1976 var begyndt at udsta- tionere nye SS-20 mellemdistanceraketter, der alene kunne nå Vesteuropa og derfor ikke indgik i SALT-forhandlingerne.34 I flere europæiske NATO-regeringer blev det en dominerende holdning, at den sovjetiske oprustning, der var blevet gennemført i afspændingens skygge, krævede vestlige modsvar, bl.a. for at bekræfte den amerikanske alliancegaranti til Vesteuropa. I begyndelsen afviste Carter-administrationen de europæiske bekymringer over den nye uligevægt på mellemdistanceniveauet, men efter at forbundskansler Helmuth Schmidt i en meget bemærket tale i London i efteråret 1977 første gang nævnte problemet offentligt, blev der iværksat en proces, som i december 1979 førte til NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning (se kapitel 59).

Nye sovjetiske militære aktiviteter i den tredje verden Der var andre grunde til, at afspændingen efter højdepunktet i begyndelsen af 1970’erne kom under pres senere i 1970’erne. En var, at Sovjetunionen siden slutningen af 1960’erne havde udvidet de militære aktiviteter i den tredje

34 Om SS-20 raketterne se Michael MccGwire, Military Objectives in Soviet Foreign Policy, Washington, DC, 1987, s. 508f.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 27 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 28

verden. Den sovjetiske militære indblanding var ofte en opportunistisk imø- dekommelse af anmodninger fra lande i den tredje verden i situationer, hvor Sovjetunionen ikke tidligere ville have overvejet aktiv støtte til marxistisk orienterede regimer. Hertil kom, at det ofte drejede sig om sammenhænge og konflikter, hvor alene USA eller andre vestlige stormagter tidligere havde grebet ind.35 Men uanset relevansen af den ene eller anden baggrundsfaktor be- tød Sovjetunionens militære interventioner og aktiviteter – der flere gange blev udført i samarbejde med Cuba og med hjælp fra DDR – i bl.a. Egypten, Somalia, Etiopien og Angola en styrket overbevisning i mange amerikanske og en del europæiske kredse om, at russerne misbrugte afspændingen til ekspansion i den tredje verden. Russernes oprustning og USA’s formelle accept af ligestillingen med USA i SALT-aftalerne fra 1972 havde tydeligvis gjort dem mere villige til at løbe en risiko ved militær indgriben uden for deres traditionelle interessesfære i Østeuropa. Der var et klart sammenfald mellem de sovjetiske militære aktiviteter og sovjetiske skrifter om de ændrede styrkekorrela- tioner til socialismens fordel, som gav Sovjetunionen nye muligheder for og pligt til at fremme socialismens indflydelse overalt på Kloden. I sammenhæng hermed begyndte nye sovjetiske flådeaktiviteter at vække opmærksomhed blandt vestlige iagttagere, forskere og en del politikere. Tidligere i 1960’erne var den sovjetiske flådes øvelser, som traditionelt havde været holdt nær hjemlandets kyster, blevet udstrakt til den nordøstlige del af Atlanterhavet og Middelhavet. Fra slutningen af 1960’erne blev den sovjetiske Middelhavsflåde stærkt udvidet, og samtidig blev det Indiske Ocean og det Caribiske Hav inddraget som aktivitetsområde.36 En del tyder på, at det første motiv for sovjetflådens nye aktiviteter langt fra Sovjetunionens kyster var øn- sket om i en given situation at kunne bekæmpe de amerikanske Polarisubåde, som fra begyndelsen af 1960’erne besejlede ovennævnte have med raketter rettet mod Sovjetunionen. Men uanset baggrund og motiv ændredes den sovjetiske flådes øvelsesmønster betydeligt over en årrække i denne periode af den kolde krig og tydede på en hidtil uset kapacitet til at koordinere militære aktiviteter rundt om på kloden. Der var langt fra enighed blandt vestlige iagttagere om baggrunden for og virkningerne af denne side af sovjetisk militær- politik.37 Var der grund til reel bekymring over russernes hensigter og deres nye militære kapacitet? Eller ville overdreven politisk bekymring tværtimod gøre problemerne værre for de vestlige lande? I anden del af 1970’erne var der på denne baggrund en forstærket tvivl om afspændingspolitikkens værdi,

35 Stephen S. Kaplan o.a., Diplomacy of Power. Soviet Armed Forces as a Political Instrument, Washinton, DC, 1981; Barry M. Blechman and Stephen S. Kaplan, (eds.), Force without War. U.S. Armed Forces as a Political Instrument, Washington, DC, 1978. 36 Bradford Dismukes and James McConnell (eds.), Soviet Naval Diplomacy, 1979. 37 Se især Michael MccGwire, Ken Booth and John McDonnell (eds.), Soviet Naval Policy. Objectives and Constraints, 1975; Michael MccGwire and John McDonnell (eds.), Soviet Naval Influence. Domestic and Foreign Dimensions, 1977.

28 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 29

og derfor virkede Sovjetunionens invasion i Afghanistan i december 1979 endnu mere truende. Alt i alt var der i afspændingsårene tydelige forskelle mellem reaktionen i Europa og USA, når mulighederne for afspænding svingede op og ned. Mange europæere var disponerede til at se Øst-Vest-forholdet som et blandet samarbejds-konflikt-forhold, mens store dele af den amerikanske opinion havde en tendens til at svinge mellem enten samarbejde med russerne eller konflikt. Carter-administrationen (1977-81) begyndte nær den første yderlig- hed og sluttede nær den anden. Og begge gange var europæere bekymrede over, hvad de så som typisk amerikansk ’umodenhed’. Det er en vigtig konklusion på gennemgangen af afspændingsperioden 1963-78, at afspænding forstået som en reduktion af gensidige trusselsforestil- linger med fare for militære konflikter (se kapitel 3) kan antage ret så forskellige politiske former. Både sådanne som umiddelbart kan konstateres og så- danne, der virker gennem processer, som først bliver tydelige efter en år- række. Således var det centralt, at sideløbende med presset mod afspæn- dingen op gennem 1970’erne, virkede i Europa de processer og dynamikker, som var sat i gang af CSCE og den nye vesttyske østpolitik.

Norden og nordisk balance

Som i den foregående periode, blev det nordiske samarbejde ofte prioriteret højt af de sikkerhedspolitiske beslutningstagere. Især dansk, norsk og svensk samarbejde strakte sig over en bred vifte af områder fra fælles fodslag i FN til konsultationer om forskellige former for nordisk toldunion. Danmark og Norge koordinerede i et vist omfang deres NATO-politik. Samarbejdet om sikkerhedspolitikken må ses i den større kontekst af en bred, nordisk politisk koordination og mange gensidige kontakter. Især de nordiske socialdemokra- tier prioriterede samarbejdet højt, og ofte blev der gennemført nordiske konsultationer forud for større NATO-beslutninger.38 Norden kunne under den kolde krig inddeles i tre militærgeografiske om- råder: Østersøudløbene (DK og Skåne), Atlantindløbet/GIUK (Grønland, Island), og Fenno-skandien (Norge, Sverige minus Skåne, Finland og Kola- halvøen).39 De nordiske landes forskellige sikkerhedsmæssige tilknytning er en understregning af deres strategisk meget forskellige betydning. Til trods for forskellige allianceforhold har der været en tendens til i sikkerhedspoli-

38 Se Poul Villaume og Thorsten Borring Olesen, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5, København, 2005. 39 Gustav Hägglund, „Strategisk Utveckling i Norden“, i Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, København, 1986, bd. 2, s. 41-53. En lignende definition finder man med Rolf Tamnes’ inddeling af Nordflankens tre „tyngdepunkter“, Danmark, Island og Nordnorge. Rolf Tamnes, The United States and the Cold War in the High North, 1991, s. 259.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 29 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 30

tiske overvejelser at se på det nordiske område som en enhed. Disse forhold samt den de facto kernevåbenfri zone i Norden gjorde, at man i den kolde krig ofte talte om en „nordisk linje“ eller særlige nordiske forhold.40 Ifølge en række politikere, embedsmænd og forskere kunne Nordens status bedst beskrives ved begrebet „den nordiske balance“, der fra midten af 1960’erne blev almindeligt anvendt i omtalen af Nordens stilling og det herskende sikkerhedspolitiske mønster. Balancebegrebet blev første gang brugt af Norges udenrigsminister Halvard Lange umiddelbart efter notekrisen i 1961 og blev genstand for en teoretisk uddybning i 1966.41 Norden opfattedes som værende i en form for „balance“ mellem øst og vest, med Sverige som alliancefri, Danmark og Norge som NATO-medlemmer, og Finland, der siden 1948 havde haft en samarbejds- og bistandstraktat med Sovjetunionen. Normalt lå der i begrebet nordisk balance som minimum en forestilling om, at forholdet mellem de to supermagter og deres respektive pagtsystemer afspejledes i det nordiske område, men på et lavere spændingsniveau end andre steder på fronten mellem Øst og Vest. Denne kortfattede, rent beskri- vende henvisning til begrebet var statisk, hvorimod teorien om nordisk balance var dynamisk, idet den forudsagde, at ændringer hen imod oprustning i den „ene lejr“ af det nordiske område ville medføre en modreaktion i den anden, hvilket ville optrappe spændingen.42 Balancebegrebet blev kritiseret fra mange sider, bl.a. med henvisninger til, at det var for diffust, for statisk, ikke afprøvet og ikke ordentligt defineret. F.eks. er det ofte uklart, hvilke lande, der skal medtages, ligesom der er tvivl om havområderne og Nordens „yder- områder“ som f.eks. Island.43 Der kan ganske givet stilles spørgsmålstegn ved symmetrien i en sådan balance, eftersom der på vestlig side fandtes to nordiske allierede, som indgik i en militær alliance med USA, hvorimod Finlands traktatlige forpligtelser over for Sovjetunionen ikke var helt så militært præ- gede og Finland ofte søgte at markere neutralitet, hvor det var muligt.44 Endelig er det naturligvis vigtigt at skelne mellem begrebernes anvendelse til henholdsvis diplomatiske og analytiske formål. I diplomatisk henseende var

40 Bertel Heurlin opregner disse fælles træk i indledningen til Bertel Heurlin, Nordiske sikkerhedsproblemer, 1984, men afviser stadig at der skulle være tale om Norden som en sikkerhedspolitisk enhed. 41 Arne Olav Brundtland: „The Nordic Balance. Past and Present“ Cooperation and Conflict, 2/1966, s. 30-63. Begrebet bliver nævnt eller diskuteret i stort set alle redegørelser om nordisk sikkerhedspolitik under den kolde krig siden da. Ifølge Poul Villaume opereres der ud fra balancetankegangen allerede fra slutningen af 1940’erne. Poul Villaume og Thorsten Borring Olesen, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5. Om notekrisen, se udredningens kapitel 14. 42 Som regel eksemplificeret ved notekrisen. 43 Erik Noreen, “The Nordic Balance: A Security Policy Concept in Theory and Practice“ Cooperation and Conflict, vol. XVIII (1), 1983; Johan Jørgen Holst, Norsk Sikkerhetspolitikk. I strategisk perspektiv bd. I: Analyse, 1967, s. 133; Nils Ørvik, „Norges sikkerhet og den nordiske balance“ i John Sannes (red.) Nordisk Balanse. En studie i nordisk sikkerhetspolitikk, 1964. Om Island, se Nils Andrén (red.), Den nordiska balansens framtid, 1967, s. 108-109. 44 Wilhelm Hansteen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 202-05, argumenterer for, at området i det store og hele er „på Vestens side“.

30 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 31

deres funktion som politiske instrumenter og besværgelser ulige vigtigere end deres analytiske præcision og forudsigelseskraft. I sin politiske funktion syntes balancebegrebet mest relevant i forhold til at holde området på et lavt spændingsniveau, bl.a. under henvisning til værdien af, at det var atomvåbenfrit, og at de nordiske lande havde en ikke-provokationsstrategi som et af deres sikkerhedspolitiske instrumenter, samt at denne politik langt hen ad vejen blev accepteret af supermagterne. Til trods for de militærstrategiske forskelle var mange af den mening, at der eksisterede et sikkerhedspolitisk mønster, som gavnede stabiliteten i området.45 Opfattelsen var, at de nordiske lande til en vis grad bistod hinanden i at bibeholde stabiliteten, da de nordiske landes valgte sikkerhedspolitiske roller hvilede på en gensidig afhængighed, fælles interesse og en følelse af samhørighed.46 Den danske regering forsøgte også, bl.a. i forholdet til Sovjetunionen, at udnytte denne opfattelse. I februar 1980 holdt udenrigsminister Kjeld Olesen således en tale, som i sin essens var direkte henvendt til Sovjetunionen: „På baggrund af de seneste udfald i sovjetisk presse mod Norges og Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik føler jeg trang til at understrege, hvor meget vi fra dansk side værdsætter den sikkerhedspolitiske stabilitet, som gennem efterhånden adskillige år har kendetegnet det nordiske område.“47 Med sådanne formuleringer satsedes der på, at heller ikke Sovjetunionen dybest set kunne være interesseret i at skabe en ustabil situation i Norden, og derfor kunne man for- søge at afvise et sovjetisk pres ved at henvise til den traditionelle lavspænding i Norden. Der blev dog også advaret om at gøre balancebegrebet „officielt“, da det kunne fastlåse de nordiske landes handlemuligheder og indebære en accept eller sågar velsignelse af Finlands situation. Sovjetunionen nægtede også at anerkende begrebet, da det ville betyde accept af Danmark og Norges NATO- medlemskab.48 En del tyder dog på, at dette ændrede sig noget med tiden, og at Sovjetunionen også begyndte at operere inden for balancebegrebets logik og til tider anvendte begrebet i praksis. Sådan lød det i hvert fald i diplomatiske vurderinger fra de sene 1980’ere, hvor det også var opfattelsen, at „nordisk balance“ havde tjent de nordiske lande, og måske ikke mindst Finland,

45 Nils Andrén, “Nordic Integration and Cooperation – Illusion and Reality“, Cooperation and Conflict, vol. XIX (4), 1984. Se også Valur Ingimundarsson, “Between Solidarity and Neutrality: The Nordic Countries and the Cold War 1945-1991“, CWIHP Bulletin 11. Tilgængelig på http://cwihp.si.edu/ (21/04-2003). Vendingen “distinct regional pattern of security“ bruges om Norden af Ole Nørgaard, Per Carlsen & Nikolaj Petersen, „Danish Ostpolitik 1967-1993: Breakdown of Stability – Unknown Challenges“, i Adaptation & Activism 1995, s. 150. 46 Noreen, „The Nordic Balance…“ i Andrén (red.), Den nordiska balansens framtid, s. 23. Erik Reske Nielsen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 166-68. 47 „P.II.’s bidrag til udenrigsministerens indlæg på Nordisk Råds møde i Reykjavik“, tale af Udenrigsminister Kjeld Olesen, 20. februar 1980, UM 105.Dan.9. 48 Arne Ekeland i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 332; Holst, Norsk Sikkerhetspolitikk, s. 131 ff.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 31 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 32

vel gennem mange år og bidraget til at bevare Norden som et lavspæn- dingsområde. At Sovjetunionen måske de facto anerkendte balancebegrebet i et eller andet omfang synes at fremgå af oplysninger i det nordiske diplomatiske miljø i 1980 om, at man i Sverige havde noteret sig, at der fra sovjetisk side blev talt mere positivt end tidligere om den nordiske balance, hvis nytte for Sovjetunionen man tilsyneladende havde fået øjnene op for fra russisk side. Hvorvidt balancebegrebet officielt blev anerkendt eller ej er imidlertid ikke det centrale. Reelt var det afgørende, om det havde en politisk funktion, og det må man sige, at det havde. Over for de vestlige allierede kunne balance- spørgsmålet f.eks. anvendes, når danskerne ønskede at undgå flere militære forpligtelser. Bl.a. i spørgsmål om den danske forsvarsindsats eller atomvåben på dansk jord var det kendetegnende, at man i et vist omfang henviste til den nordiske balance, og til de øvrige nordiske landes standpunkter, når man skulle begrunde den danske politik i NATO-regi. Begrebet nordisk balance forekommer altså vigtigere som beskrivelse af et særligt sikkerhedspolitisk mønster og et sæt uskrevne adfærdsregler end som afspejling af en opfattelse, der taget efter pålydende ville indebære et symme- trisk forhold.49 Om Norden var at betragte som en sikkerhedspolitisk enhed afhænger af, hvilken definition og hvilke aspekter af sikkerhedspolitikken, man tænker på. Alliance- og forsvarspolitiske forhold talte ikke for at anse Norden som en enhed. Til gengæld var der udenrigspolitiske forhold og fællestræk, der gjorde, at man i Norden tilrettelagde dele af udenrigspolitikken efter visse fælles interesser. Det afspejledes igen i, at omverdenen ofte behandlede Norden samlet, og politisk spænding på verdensplan var med til at understrege disse fællestræk og „samle“ Norden i visse henseender. I détente-perioden blev Norden ofte omtalt som et lavspændingsområde. I NATO’s optik udgjorde det skandinaviske område „nordflanken“ i forhold til den centraleuropæiske region, og Norden var på en måde blevet mindre central for NATO med udviklingen af de interkontinentale ballistiske missiler (ICBM).50 I 1960’erne og 1970’erne fik Norden sågar tilnavnet „den glemte flanke“.51 Op gennem og særligt hen imod slutningen af 1970’erne var der igen internationalt fokus på Norden. En årsag hertil var, at Sovjetunionen havde udbygget Nordflåden. At man fra USA’s og NATO’s side begyndte at rette stigende opmærksomhed mod Norden betegnedes undertiden som en

49 Noreen, “The Nordic Balance…“; Andren (red.), Den nordiska balansens framtid, s. 90, Wilhelm Hansteen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 206-07. 50 Anton Frederik Andresen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 228; Brundtland, „The Nordic Balance...“ 51 Hvilket tydeliggjordes alene ved udgivelser som Kenneth A. Meyers’ „North Atlantic Security: The Forgotten Flank?“, The Washington Papers, vol. 6 (62), 1979 og Francis T. Miko, Soviet Policy in Nordic Europe: New Focus on the Forgotten Flank?“, CRS Report, February 1/1985.

32 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 33

„opvågnen“ grundet den sovjetiske flådeoprustning, men skal utvivlsomt også ses i lyset af, at den vestlige strategiske interesse for det nordiske område var voksende i 1980’erne på grund af udviklinger i Vestens egne strategiske koncepter og muligheder. Mens beskrivelser og begreber som nordisk balance og lavspænding ikke kan fraskrives sikkerhedspolitisk relevans, er det mere tvivlsomt, om de har noget væsentligt at udsige om den militærstrategiske situation i området. I hvert fald kan en ukritisk anvendelse af dem let føre til ubegrundede antagelser om, at det nordiske område ville have været mindre udsat i en europæisk krig end f.eks. Centraleuropa og Storbritannien. Ud fra den viden vi har om den østlige militære planlægning, er der for Danmarks vedkommende intet der tyder på, at dette ville have været tilfældet. Det synes velanbragt med en god del skepsis imod i dette tilfælde at overføre sikkerhedspolitiske begrebsdannelser til det militære område og der operere med forskellige regionale spændings- niveauer på en i øvrigt integreret krigsskueplads.

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 33 kap. 28 P 08/06/05 8:08 Side 34 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 35

Dansk sikkerhedspolitik 1963-1978

Den sikkerhedspolitiske debat

29 · Baggrund

Indenrigspolitisk polarisering

I Danmark var tiden fra begyndelsen af 1960erne til slutningen af 1970erne præget af opbrud og etablering af nye fronter i det politiske system. Dog begyndte perioden med en betydelig grad af politisk og parlamentarisk stabilitet. I de femten år fra 1953 til 1968 havde landet uafbrudt socialdemokratisk ledede regeringer. Derpå fulgte skiftevis socialdemokratiske og borgerlige regeringer, afsluttende med en koalitionsregering (1978-1979) bestående af Socialdemokratiet og Venstre under Anker Jørgensens ledelse. Det største skred i dansk politik i 1970erne indtraf med jordskredsvalget i december 1973. Antallet af politiske partier i Folketinget blev fordoblet fra fem til ti. Heraf var tre nye partier: Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Sidstnævnte blev tingets næststørste parti; kun overgået af Socialdemokratiet. Venstre-Socialisterne, der var kommet i Folketinget i 1968, efter at være brudt ud af Socialistisk Folkeparti, måtte ved samme valg forlade Christiansborg, medens DKP og Retsforbundet oplevede et comeback på grund af deres EF-modstand. Selvom der blev rykket rundt på mandaterne ved valgene i 1975, 1977 og 1979 – hvor DKP blev stemt ud af Folketinget – forblev mønstret det samme frem til slutningen af 1970erne.1 Valget i 1973 signalerede et politisk skred mod højre. Samtidig bød 1960erne og 1970erne på etablering af flere nye partier og bevægelser på venstrefløjen. Sammen med den politiske højredrejning blev 1960erne og 1970erne dermed de to årtier i efterkrigstiden, der politisk set var mest polariserede.2 Det gjaldt både i debatterne om dansk indenrigspolitik (velfærdsstaten kom under kritik), og det gjaldt diskussionerne om inter-

1 Se hertil Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945 (Danmarks historie, bd. 8), 1990, s. 147-352. DKP’s øgede tilslutning i 1970erne var en afspejling af DKP’s modstand mod EF; en argumentation der gik tilbage til 1960erne; jf. Sebastian Lang-Jensen, Den danske venstrefløjs modstand mod EF 1957-1972, 2003, s. 77-82. 2 At der gennem 1970erne blev gennemført valg til Folketinget hyppigere, end tilfældet havde været i de to foregående årtier, var et udtryk for en øget politisk ustabilitet. Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen, Dansk socialhistorie 1940-83: Velfærdsstaten, 1984, s. 270-74.

BAGGRUND 35 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 36

nationale forhold. De partier der gik under samlebetegnelsen ”det nye venstre”, kom til at spille en betydelig rolle i debatterne om international politik. Selv om ”det nye venstre” udgjorde en meget begrænset del af debatmiljøet, formåede det i mange tilfælde at sætte dagsordenen den sikkerhedspolitiske debat. Gennem de seneste fire-fem årtier er begrebet ”det nye venstre” i international sammenhæng blevet benyttet til at karakterisere tre forskellige faser i den politiske venstrefløjs historie: De nye, demokratiske venstreorienterede partier og bevægelser, der opstod i slutningen af 1950erne og i det følgende årti; de revolutionære partier og organisationer der etableredes i slutningen af 1960erne og i 1970erne; og den gruppe af venstreorienterede partier, hvis politiske orientering er rundet af den kolde krigs afslutning.3 Fælles for ”det nye venstre”, hvad enten det var 1960ernes, 1970ernes, 1980ernes eller 1990ernes parti- og organisationsdannelser, var en afvisning af sovjetkommunismen og diskussioner om, hvilket samfund der skulle etableres efter kapitalismen. Svarene var mange og uenigheden stor. Selvom ”det nye venstre” ikke argumenterede for sovjetiske standpunkter i den danske debat, er der næppe tvivl om, at den nye venstrefløj, gennem dens kritik af de vestlige samfundssystemer, indirekte fremmede forståelsen for sovjetiske synspunkter i danske diskussioner. For dele af miljøet på den nye venstrefløj var dette antagelig en utilsigtet men uomgængelig konsekvens af systemkritikken. Andre dele af den nye venstrefløj opfattede formentlig kommunisternes kritik af de vestlige samfund som en medspiller. Det vil fremgå af de følgende sider, at Socialistisk Folkeparti (1959-) og Venstre-Socialisterne (1967-1998) var de to nye, venstreorienterede partier, der deltog mest i debatterne om dansk sikkerhedspolitik i 1960erne og 1970erne. Det var også langt den største del af venstrefløjsmiljøet. Den øvrige del af ”det nye venstre” havde også synspunkter på dansk alliancepolitik – Danmark skulle ud af NATO. Ikke desto mindre var der en tendens til, at den del af venstrefløjen ikke var så ordrig, når det gjaldt diskussionerne om, hvilken politik Danmark skulle anlægge inden for NATO. Ved at undlade at tage stilling til konkrete spørgsmål afviste de den dagsorden for debatten, som de ledende politiske partier stillede. For dele af ”det nye venstre” bestod engagementet i betydelig grad i at kaste et kritisk lys på Danmarks alliancepartnere i NATO og disses angiveligt illegitime politikker.

3 Hvor 1960ernes „nye venstre“ var karakteriseret ved en åbenhed i diskussionerne om socialismens fremtid, var partierne og bevægelserne inden for 1970ernes „nye venstre“ mere politisk intolerante. Samtidig var de i betydelig grad konfrontatorisk anlagt i forholdet til deres politiske modstandere og i spørgsmålet om etableringen af et socialistisk samfund. Se hertil Thomas Ekman Jørgensen, „Hinsides kommunismen – det nye venstre i dets udløbere“, Arbejderhistorie 2004/4, s. 91-103, hvor også begrebet „det nye venstres“ genealogi er udredt; jf. Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra Sandkasse til Kadreparti. VS’s dannelse og udvikling 1967-73, 1980, s. 26-31. Om protestbevægelser, nye partidannelser og ’1968’ i vesteuropæisk sammenhæng se tillige Derek W. Urwin, A Political History of Western Europe since 1945, 1998, s. 180-200.

36 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 37

Skiftende opfattelser af USA og Sovjetunionen

En følgevirkning af 1960ernes og 1970ernes danske og globale udvikling var ændringer i danskernes og de politiske partiers opfattelse af Sovjetunionen og USA. Det skal understreges, at enkelte danske partier ikke lod deres holdninger til stormagterne påvirke af den internationale udvikling. Således var DKP før, under og efter afspændingsperioden orienteret mod Moskva og dette ganske uafhængigt af, hvordan klimaet mellem USA og Sovjetunionen i øvrigt udviklede sig. For DKP var der tale om en sovjetorienteret ortodoksi. Tilsvarende stillede Det Konservative Folkeparti sig stort set ukritisk til USA og NATO. Udsvingene i holdningerne til USA og Sovjetunionen var størst i midten af dansk politik. Mønstret havde i sidste halvdel af 1940erne og i 1950erne været, at alle partier – fraset DKP – stillede sig afvisende over for Sovjetunionen, det sovjetiske samfundssystem og sovjetisk udenrigspolitik, medens synet på USA – igen fraset DKP – i det væsentlige havde været positivt om end ikke ukritisk.4 Det fremgår af debatten, at det billede blev forandret i 1960erne og 1970erne: For det første blev det en mere udbredt opfattelse, at USA anlagde en unød- vendig konfrontatorisk og risikobetonet linje i international politik (navnlig i Vietnamkrigen), og at Danmark som alliancepartner måtte imødegå dette. Og for det andet blev der i midten af 1960erne og til dels i begyndelsen af 1970erne etableret en mere positiv opfattelse af sovjetisk udenrigspolitik. Et udtryk for befolkningens ændrede holdninger til de to stormagter ses i sommeren 1964, da Gallups Markedsanalyse offentliggjorde en opinions- undersøgelse om danskernes opfattelser af den sovjetiske stats- og partichef Nikita Khrusjtjov og den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson. Ifølge undersøgelsen – der blev offentliggjort en uges tid inden Khrusjtjovs besøg i Danmark i juni måned – var næsten 75 pct. af de adspurgte af den opfattelse, at ingen af de to statsledere ville starte en atomkrig. Gallup tolkede besva- relserne som udtryk for, at relationen mellem de to supermagter var under- gået en forbedring efter Cubakrisen, og at danskernes opfattelse af Sovjetunionen og Khrusjtjov var blevet stadigt mere positivt.5 Danske aviser tegnede i dagene op til Khrusjtjovs besøg et forholdsvis positivt billede af så- vel den sovjetiske statsleder som Sovjetunionen. Eksempelvis udgav ”Aktuelt” 12. juni 1964 et tillæg til avisen ”Sovjet 64”, hvor statsminister Jens Otto Krag

4 Jf. kapitlerne 6, 7, 8, 9, 10. 5 Ugens Gallup nr. 20, 1964, „Khruschew og Johnson næsten lige fredelige“; http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/pdf_doc/ug_1964_20.pdf. Offentliggjort 6. juni 1964. Set 7. januar 2005. Den vurdering må ses i lyset af en anden opinionsundersøgelse foretaget i 1961. Her var 35 pct. af de adspurgte danskere af opfattelsen, at det ville være Sovjetunionen, der i givet fald ville påbegynde en storkrig, medens blot 5 pct. var af opfattelsen, at USA ville starte en sådan. 44 pct. var uafklarede; se Ugens Gallup nr. 32, 1961, „Krigsfrygten verden over“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ ug_1961_32.pdf. Offentliggjort 26. august 1961. Set 12. januar 2005.

BAGGRUND 37 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 38

forklarede, at den sovjetiske leders besøg i Danmark var ”værdifuldt”, navnlig fordi sådanne besøg – men også gensidige besøg af private rejsende, erhvervsfolk, kunstnere og vi- denskabsmænd – fremmede landenes indbyrdes forbindelser og handelsforhold.6 Ifølge en anden Gallup-undersø- gelse foretaget kort tid efter, at Khrusjtjov i oktober 1964 blev afsat som Sovjetunionens partichef, gav omkring 50 pct. af de adspurgte danskere udtryk for ”en positiv indstilling til ham”. 33 pct. var af den opfattelse, at Khrusjtjov var ”god/rar/sympatisk”. Blot 13 pct. af de adspurgte udtrykte sig negativt om den nu for- Khrusjtjov under sit Danmarksbesøg i 1964. henværende sovjetiske statsleder.7 Her på Dalum Landbrugsskole. Den relativt positive opfattelse af sovjetisk udenrigspolitik aftog i sommeren 1968, da Sovjetunionen sammen med andre Warszawapagt-lande invaderede Tjekkoslovakiet og knuste ”foråret i Prag”. Overfaldet blev tilskrevet den nye sovjetiske partileder Leonid Bresjnev, der blev opfattet med større skepsis end den mere runde Khrusjtjov. Alligevel nærede danske politikere håb om en ny og mere imødekommende sovjetisk udenrigspolitik i begyndelsen af 1970erne. Herom vidner de udenrigspolitiske debatter i Folketinget i begyndelsen af 1970erne, hvor drøftelserne om afspænding mellem Øst og Vest fik en fremtrædende plads med CSCE-processen. I sidste halvdel af 1970erne forværredes danskernes og partiernes opfattelse af sovjetisk udenrigspolitik. CSCE-processen, der blev afsluttet i 1975, havde efterladt et indtryk af, at ledelsen i Kreml nok ønskede forhandlinger med Vesten, men var meget tilbageholdende over for vestlige ønsker om fri

6 Jens Otto Krag, „Værdifuldt besøg“, tillæg, „Sovjet 64“, Aktuelt, 11. juni 1964. Kort før Khrusjtjovs besøg havde Krag været på besøg i Washington, hvor han havde ført samtaler med Lyndon B. Johnson. Ifølge en lederartikel i „Aktuelt“ havde „det indtryk fæstnet sig“, at skønt Krag næppe kunne opfattes som en mellemmand mellem den sovjetiske statsleder og den amerikanske præsi- dent, så var ét af formålene med besøget i USA, at Krag under Khrusjtjovs besøg i Danmark skulle viderebringe informationer og synspunkter fra den amerikanske præsident til den sovjetiske statsleder. Dette var så meget desto mere værdifuldt, som afspændingen mellem Øst og Vest var tiltagende, men da det var valgår i USA, sømmede det sig ikke for Johnson at møde Khrusjtjov direkte. „Krags USA-rejse“ (leder), Aktuelt, 12. juni 1964. 7 Ugens Gallup nr. 44, 1964, „Khrusthow er særdeles populær her i landet“; http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/pdf_doc/ug_1964_44.pdf. Offentliggjort 12. december 1964. Set 12. januar 2005.

38 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 39

bevægelighed over grænserne for informationer, mennesker og ideer. 1970erne var perioden, hvor den russiske forfatter og nobelpristager Aleksandr Solsjenitsyns bøger udkom i dansk oversættelse. Ifølge forlaget Gyldendal var det samlede oplag i Danmark 385.500 eksemplarer. Heraf udgjorde 6-bindsværket om Stalintidens fangelejre, „Gulag Øhavet“, hvoraf bind 1 og 2 udkom i første oplag 1974-1976, mere end 100.000 eksemplarer.8 Alt i alt antog billedet af Sovjetunionen igen en mere kritisk karakter fra midten af 1970erne.9 Parallelt med ovenstående blev opfattelserne af amerikansk udenrigspolitik i stigende grad kritisk. Umiddelbart var det „det nye venstre“, der stillede sig kritisk til USA. Som årene gik, bredte kritikken sig til midten i dansk politik, og i begyndelsen af 1970erne ses der eksempler på, at den borgerlige del af pressen udtrykte kritik af amerikansk udenrigspolitik. Det reserverede syn på amerikansk udenrigspolitik afspejlede flere forhold. For det første opstod der i 1960erne en forestilling om det gunstige i at etablere et neutralt Vesteuropa. Ifølge Gallup var den holdning udtryk for, at det atlantiske samarbejde gennem de senere år var blevet „gradvist vanskeligere.“ Kritikken af USA betød dog ikke, at danskerne stillede sig positivt til Sovjetunionens sikkerhedspolitik. I 1963 viste en Gallup-undersøgelse, at 39 pct. af de adspurgte ideelt set ønskede etableret et neutralt Vesteuropa, medens blot 22 pct. af de adspurgte ønskede et Vesteuropa i alliance med USA. Kun 1 pct. ønskede et Vesteuropa i alliance med Rusland.10 For det andet blev den reserverede indstilling til dele af amerikansk udenrigspolitik næret af USA’s øgede engagement i Vietnamkrigen. USA’s krig blev af mange opfattet som illegitim, og fra midten af 1960erne frem til 1973 blev danskernes opfattelse af USA stadig mere kritisk. Det blev opfattelsen, at USA førte en nådesløs og uacceptabel krig. I 1973 blev der undertegnet en fredsaftale i Vietnamkrigen. Dermed blev en væsentlig årsag til uoverensstemmelser i det dansk-amerikanske forhold fjernet. Samtidig markerede fredsaftalen begyndelsen på et forbedret dansk-amerikansk forhold.11 Anker Jørgensen, der havde påbegyndt sit embede som statsminister med at kræve USA ud af Vietnam, kritiserede ikke længere USA, og samtidig var der en tendens til, at den danske befolknings kritik af USA svandt. I midten af 1970erne gjorde Anker Jørgen- sen en betydelig indsats for at reparere på det bilaterale forhold. I 1975 til- trådte John Gunther Dean som ny amerikansk ambassadør i Danmark. Dean gjorde også en stor indsats for at forbedre forholdet mellem de to lande.12

8 Oplysninger afgivet til DIIS af Gyldendals forlag, november 2004. 9 Jf. vurderingen i Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003 (Danmarks Nationalleksikon, bd. 6), 2004, s. 165. 10 Ugens Gallup nr. 40, 1963, „Skal et samlet Vesteuropa være atlantisk eller neutralt mellem Øst og Vest?“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1963_40.pdf. Offentliggjort 26. oktober 1963. Set 7. januar 2005. 11 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, s. 29, 153. 12 Sst., s. 154.

BAGGRUND 39 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 40

USA-kritik og antiamerikanisme

Det forbedrede forhold til USA og den tiltagende skepsis over for Sovjet- unionens udenrigspolitik fik primært indflydelse på debatten i sidste halvdel af 1970erne. Derimod prægede den belastede dansk-amerikanske forbindelse dele af 1960ernes og begyndelsen af 1970ernes debat. I den forbindelse fik begrebet „antiamerikanisme“ en bredere platform i den danske debat. Den del af det danske debatmiljø, der ytrede sig kritisk om aspekter af amerikansk udenrigspolitik – det var i første omgang dele af „det nye venstre“ og de radikale men siden også socialdemokrater – blev ofte beskyldt for „antiamerikanisme“. Dette gjaldt både i Folketingsdebatterne, og når borgerlige politikere i dagspressen tog afstand fra kritikken af den amerikanske politik.13 Grænsen mellem en sagligt begrundet USA-kritik og antiamerikanisme er flydende. Vi skelner i det følgende mellem USA-kritik i betydningen kritik af et bestemt aspekt af amerikansk politik og antiamerikanisme, som er karakteriseret ved en generel kritik af USA.14 Antiamerikanismen kom stærkere til udtryk i Danmark i 1960erne og 1970erne, end den havde gjort i 1950erne. Hvor det udelukkende havde væ- ret DKP, der i de første 15-17 år efter befrielsen havde formuleret sig i antiamerikanske vendinger, begyndte dele af „det nye venstre“ i 1960erne at tage antiamerikanismen op. Denne del af det danske debatmiljø kritiserede ganske vist konkrete emner og problemstillinger, men forklarede dem med henvisning til „systemet“ og det dominerende værdigrundlag i USA (kapitalisme, imperialisme, militarisme, racisme etc.). Det stærkt negative billede af USA forhindrede ikke, at de samme grupper var storforbrugere af amerikansk kultur. Men de politisk bevidste unge på venstrefløjen i Danmark identificerede sig i vidt omfang med ligesindede grupper og deres kultur i USA („det andet Amerika“, opposition og modkultur). Deres bekendelse til disse sider af amerikansk kultur var i sig selv en protest mod „systemet“ både i USA og i Danmark. Der er ikke i denne sammenhæng foretaget nogen kvantitativ undersøgelse af de holdninger, som kom til udtryk i den danske debat, men det gennemgåede materiale viser en stærk asymmetri i kritikken af USA og Sovjetunionen. Venstrefløjen kritiserede begge sider, men med en markant overvægt af kritik af USA. Omvendt ses kun sjældent kritik af USA hos de borgerlige partier.

13 Således skrev det konservative folketingsmedlem Erik Kragh og Venstre-politikeren Per Federspiel i 1967 om en protestskrivelse i anledning af den amerikanske Vietnampolitik, at initiativtagerne til underskriftsindsamlingen „er velkendte venstreorienterede, hvis øjensynlige mål er at vække antiamerikanisme“. Citeret efter Paul Hammerich, Opgang og nedtur 1961-72. En danmarkskrønike 1945- 1972, 1980, s. 276. 14 Jf. også Klaus Schwabe, „Antiamerikanismus gestern und heute“, Die Politische Meinung, 405 (August 2003).

40 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 41

Den ulige fordeling af kritikken afspejlede ikke blot ideologiske forskelle. Partierne på højre- og venstrefløjen i dansk politik så også forskelligt på den kolde krig og Danmarks stilling i denne. Betydelige dele af „det nye venstre“ mente, at Danmark gennem medlemskabet af NATO pådrog sig et medansvar for USA’s politik, og at Danmark burde gøre sin indflydelse gældende over for USA. For de borgerlige partier, især Det Konservative Folkeparti, var loyalite- ten over for den store alliancepartner og truslen fra Sovjetunionen kerneele- menter i den danske sikkerheds- og udenrigspolitik. De mente, at Sovjet- unionen havde hovedansvaret for den vedvarende spænding mellem Øst og Vest, og at Danmark skulle afstå fra særstandpunkter. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre placerede sig i en mellemposition. Den kritik, der udgik fra disse to partier var kun undtagelsesvis udtryk for antiamerikanisme.

Befolkningens syn på Danmarks NATO-medlemskab

Kritikken af den amerikanske krig i Vietnam synes ikke at have sat sig varige spor i danskernes holdning til alliancemedlemskabet. Ifølge en Gallup-under- søgelse foretaget i 1978 var tilslutningen faldet i midten af 1960erne, da der i Danmark og Vesteuropa eksisterede en del overvejelser om etablering af en europæisk forsvarsalliance. I den periode, det vil sige mellem 1963 og 1967, havde andelen af tilhængere af alliancemedlemskabet svinget mellem 40 og 50 pct. af de adspurgte. Med det sovjetiske overfald på Tjekkoslovakiet var NATO-tilslutningen øget til 54 pct. af de adspurgte, og gennem 1970erne havde andelen af NATO-tilhængere været ret stabil omkring 50 pct., medens kun cirka 20 pct. var direkte modstandere af alliancemedlemskabet. Ved udgangen af den periode, som behandles i dette kapitel (1978) var tilslutningen med 57 pct. oppe på det højeste nogensinde fraset august 1961, hvor Berlinmuren blev bygget. Dengang var der tilslutning fra 58 pct. af de adspurgte.15

15 Ugens Gallup nr. 26, 1978, „Klart flertal i befolkningen for fortsat dansk NATO-samarbejde“, http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1978_26.pdf. Offentliggjort 8. oktober 1978. Set 17. januar 2005.

BAGGRUND 41 kap. 29 rettet P 09/06/05 15:28 Side 42

Gallup: „Er De for eller imod, at Danmark deltager i Atlantpagten (NATO)?“

For Imod Ved ikke I alt (angivet (angivet (angivet (angivet i pct.) i pct.) i pct.) i pct.)

Juni 1963 50 11 39 100 Juni 1964 49 13 38 100 April 1965 45 19 36 100 November 1965 41 13 46 100 Juni 1966 41 17 42 100 Januar 1967 42 14 44 100 Oktober 1967 47 14 39 100 Juni 1968 39 20 41 100 Aug./sep. 1968 54 16 30 100 April 1969 53 13 34 100 September 1969 45 13 42 100 Oktober 1970 52 15 33 100 Marts 1972 50 22 28 100 November 1972 45 18 37 100 November 1973 49 25 26 100 Marts 1974 52 19 29 100 Maj 1975 51 22 27 100 Juni 1976 49 17 34 100 August 1977 52 26 22 100 September 1978 57 21 22 100

Uddrag af: Ugens Gallup, nr. 26 1978, „Klart flertal i befolkningen for fortsat dansk NATO-samarbejde“.

At NATO-medlemskabet således aldrig kom i fare, hvad enten man spurgte befolkningen eller folketingspartierne, betød dog ikke, at partiernes synspunkter på NATO’s primat i dansk udenrigspolitik forblev uændret i 1960erne og 1970erne. Herom vidner skiftende statsministres åbningstaler til Folketinget. I 1960erne blev det gentagne gange understreget, at NATO fortsat spillede en vigtig rolle i dansk udenrigspolitik, men samtidig blev FN frem- hævet som et væsentligt element i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.16

16 FN, verden og Danmark, DUPI, 1999, s. 51-52.

42 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 43

30 · Atomvåbendebatten 1963-1967

Op gennem 1960erne videreførte kernevåbenmodstanderne kritikken af ker- nevåbnenes rolle i international politik. I Danmark var det „Kampagnen mod Atomvåben“ og „Aldrig mere Krig“, der var mest virksomme. Det gjaldt for begge bevægelser, at de betragtede sig som uafhængige af partipolitiske interesser. „Aldrig mere Krig“ stod dog politisk nær Det Radikale Venstre, medens „Kampagnen mod Atomvåben“ havde tætte forbindelser til Socialistisk Folkeparti.1 I det følgende vil de to bevægelsers offentlighedsarbejde blive undersøgt, og det vil blive udredt, hvordan det etablerede politiske system og dagspressen reagerede herpå.2

Kritik af kernevåbenmodstandere

Antiatombevægelsen oplevede sin hidtil største succes i 1962, da 25.000 danskere som afslutning på en påskemarch fra Holbæk til København mødte op på Rådhuspladsen i København.3 Kernevåbenmodstanderne mente selv, at de havde høstet en sejr. I „Aldrig mere Krigs“ blad, „Pacifisten“, blev det anført, at antiatombevægelsens ene hovedmål – at „bringe de politiske problemer omkring den helt nye verdenssituation helt ind i den menige borgers daglige tankegang“ – nu var nået. Men sejren havde også sin begrænsning, for artiklens forfatter tvivlede mere på, om bevægelsens andet hovedmål – at overbevise politikerne om, at „atombevæbning af danske styrker“ ikke kunne „gen- nemføres ad demokratiets vej“ – var nået. Således var der endnu meget at kæmpe for. Den fortsatte kamp bestod i gennem øget folkelig tilslutning at få gjort op med den gældende politik om, at der ikke måtte være kernevåben på dansk jord under de nuværende omstændigheder, og i stedet få formuleret en politik om, at der ikke under nogen omstændigheder måtte være ker- nevåben på dansk jord. Målet var – „i Den Store Sammenhæng“ – at gøre op „med terrorbalancens kvælende dødslogik.“ Lykkedes det, var det muligt at „bringe de pacifistiske idealer, tankerne om enig fred og frihed, over i reali- teternes verden…“4

1 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997, s. 51-52. 2 Dette kapitel er i væsentlig grad inspireret af Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, 1991, og Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, 1973. 3 Se hertil kapitel 9. 4 Artiklen var skrevet af en Frants Staugaard, der anbefalede læserne at engagere sig partipolitisk, om end han undlod at anbefale noget bestemt parti; men „[d]er kan ikke blive tale om så mange forskellige partier.“ Frants Staugaard, „En overbevisende sejr?“, Pacifisten, nr. 5, 29. årg., maj 1962, s. 54; jf. også Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnam- bevægelsen 1960-1972, s. 28.

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 43 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 44

Antiatombevægelsens øgede indflydelse i debatten kom blandt andet til udtryk ved, at alle Folketingets partier lod repræsentanter holde taler ved anti- atommarchens afslutning i København i 1962. At bevægelsen havde fået politikerne i tale, hindrede ikke landets største partier i at tage afstand fra anti- atombevægelsens aktiviteter. Således udtalte det konservative folketingsmedlem, generalmajor Erik Kragh på et offentligt møde 4. maj 1962, at ledende kernevåbenmodstandere „indirekte fremmer kommunisternes interesser, og de har behændigt udnyttet de purunges og de unges idealisme til også at spænde dem for vognen.“5 I det socialdemokratiske tidsskrift „Verdens Gang“ skrev Johan Christensen i et åbent brev til „Pacifisten“, at hverken Socialdemokratiets formand Viggo Kampmann eller fysikeren Niels Bohr søgte at „skjule eller tilbageholde kendsgerninger, der nøgternt fortæller om faren ved atomvåbnet.“ Imidlertid var det ifølge Johan Christensen „uveder- hæftigt om man [dvs. antiatombevægelsen, anm.] får folk til at tro, at den vestlige verden ensidigt kan afskaffe kernevåbnet, uden at vi samtidigt prisgi- ver os til diktaturet.“6 Christensen forklarede i forlængelse heraf, at kernevå- benmodstanderne i et demokratisk samfund naturligvis havde ret til at ytre deres kritik af kernevåbnenes rolle i international politik. Imidlertid måtte politikere, der søgte at værne landet mod ydre farer, tage til genmæle over for antiatombevægelsens agitation. Fællesnævneren i Erik Kraghs og Johan Christensens kritik af antiatom- våbenbevægelsen var, at enten gik man fuldt og helt ind for Danmarks kerne- våbenpolitik som en del af NATO’s forsvarsstrategi, eller også var man imod. Og var man imod Danmarks og NATO’s politik, fremmede man Sovjet- unionens og Warszawapagtens interesser. Alliancetilhængernes kritik byggede på den opfattelse, at forsvaret af Danmark i en krigssituation var baseret på det atlantiske kernevåbenarsenal. Også selv om Danmark ikke under de aktuelle omstændigheder ønskede atomvåben på dansk jord. I „Pacifisten“ tog „Aldrig mere Krig“ afstand fra sådanne kritiske røster. Opfattelsen var her, at der måtte og skulle være plads til at indtage et frit standpunkt i debatten, og gennem flere kritiske artikler om Sovjetunionens kernevåben lod bladet forstå, at kernevåbenkritikerne stillede sig afvisende over for alle atomvåben, og dette uanset hvem der måtte have dem i hænde.7 Der er næppe tvivl om, at den holdning var dækkende for de fredsfolk, der politisk stod Det Radikale Venstre nær og antimilitaristiske kredse i Social- demokratiet.8 I slutningen af 1962 blev det dog i den offentlige debat klart, at

5 „Til gavn for kommunismen“, Vor Tid, 18. årg., nr. 7, 30. maj 1962. 6 Johan Christensen, „Til min ven PACIFISTEN“, Verdens Gang, nr. 4 1962, s. 109-12, citeret s. 110. 7 Jf. „En udfordring“. Brev fra Kampagnen mod Atomvåben til den sovjetiske ambassade i København, optryk i Pacifisten, nr. 8, august 1962, 29. årg., s. 84; Laurids Larsen, „Der demonstreres på den røde Plads“, Pacifisten, nr. 9, september 1962, s. 90, 91, 93. 8 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, s. 20; Paul Hammerich, Velfærd på afbetaling. En danmarkskrønike 1945-72, 1977, 1981, s. 642.

44 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 45

antiatombevægelsen faktisk blev udnyttet af danske kommunister i deres be- stræbelser på at formulere en almen kritik af USA og NATO. 24. oktober 1962 blev der gennemført en demonstration i København, hvor omkring 10-11.000 danskere protesterede mod kernevåbnene. Arrangørerne var „Kampagnen mod Atomvåben“. Blandt talerne var den senere radikale folketingspolitiker Svend Haugaard, der var formand for „Aldrig mere Krig“, og Helge Foghmar fra „Kampagnen mod Atomvåben“. 24. oktober var ikke nogen tilfældig dag. Dels var den udnævnt til FN-dag, dels faldt den 24. oktober midt under Cubakrisen, der opstod efter, at amerikanske myndigheder havde opdaget, at Sovjetunionen var i færd med at opstille missiler på Cuba; missiler der kunne armeres med kernevåben.9 Demonstrationen havde udgangspunkt i den aktuelle krise, og i sin tale erklærede Foghmar, at danske kernevåbenmodstandere tog afstand fra både den amerikanske og den sovjetiske politik.10 Var demonstrationen endt foran Københavns Rådhus, havde den næppe vakt stor opsigt. I dagene op til demonstrationen havde „Land og Folk“ imidlertid tilskyndet sine læsere at tilslutte sig demonstrationen. Og på dagen havde deltagende DKP’ere omdelt pjecer og tryksager om krisen på Cuba.11 Efter at demonstrationen var bragt til afslutning, og de sidste taler var holdt, valgte cirka 2.000 demonstranter at fortsætte protesten, idet deres mål var at gå til den amerikanske ambassade på Østerbro i København. Hvor slag- ordet foran Københavns Rådhus havde været „For FN – mod kernevåben“, lød parolen nu „Cuba Si – Yankee No“.12 Da demonstranterne nåede ambassaden, begyndte enkelte at vælte parkerede biler, hvorefter politiet forsøgte at opløse demonstrationen. Situationen udviklede sig til korporlige sammen- stød, hvorunder fire demonstranter og én politibetjent kom til skade, og to demonstranter blev anholdt.13 „Information“ tog hurtigt afstand fra aktionen. Under overskriften „Demonstranternes absurde slagord“ skrev journalisten David Jens Adler 25. oktober, at kampråbet „Cuba Si – Yankee No“ „fornuftigvis kun“ kunne „fortolkes som en mekanisk antiamerikansk reaktion“. Adler fortsatte: „Det er rent ud sagt ufatteligt, at antiamerikanismen kan give sig et saa kraftigt udslag i den vestlige verden paa et tidspunkt“ hvor USA havde anlagt en mådehol- den og fredelig politik i den internationale konflikt, som man i samtiden fryg-

9 Det er omdebatteret, hvad der motiverede den sovjetiske og cubanske politik op til Cubakrisen, men klart står det dog, at krisen må ses i lyset af Svinebugtaffæren og opstillingen af amerikanske nukleare raketter i Tyrkiet. Se hertil John W. Young, America, Russia and the Cold War, 1941-1998, 1999, s. 100-101, 278. 10 Optrykt under titlen „FN – eller katastrofen“, Pacifisten, nr. 11, november 1962, 29. årg., s. 109-110. 11 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 81. 12 Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960- 1972, s. 29; Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 80. 13 „Optøjer på Østerbro“, Politiken, 25. oktober 1962. Ifølge „Politiken“ var der dog blot tale om cirka 1.000 demonstranter.

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 45 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 46

Information den 25. oktober 1962.

46 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 47

tede ville ende i en storkrig.14 Den følgende dag udsendte Den konservative Pressetjeneste en meddelelse, der beskyldte „Kampagnen mod Atomvåben“ for at være en dækorganisation: „Kampagnen mod atomvåben sejler under falsk flag. Den burde skifte navn til Kampagnen for kommunistisk Verdens- herredømme…“15 Kritikernes påstand om, at antiatombevægelsen tjente Sov- jetunionens sag syntes i øjeblikket dokumenteret. Antiatombevægelsens re- nomme var blevet belastet. „Kampagnen mod Atomvåben“ følte sig på én og samme gang misbrugt af kommunisterne og misforstået af pressen. 28. oktober 1962 udsendte bevæ- gelsen en pressemeddelelse:

„Så indtrængende det er os muligt udtaler forretningsudvalget for Kam- pagnen mod Atomvåben til de tusinder, der støtter vores arbejde: Afvis de forsøg, der i konservative og kommunistiske kredse gøres for at føre Kampagnen mod Atomvåben ind i en ensidig debat og stillingtagen til de spørgsmål, der i disse dage optager alle mennesker. Vor udfordring er klar: Mod de atomvåben der kan føre til udslettelse. Vi lover alle vore tilsluttede, at vi, såfremt vi ikke fremover kan føre denne linje i den offentlige debat og ved vore møder, hellere vil opløse vor bevægelse end se den misbrugt af en ensidighed, der netop er årsag til menneskehedens katastrofale situation.“16

Det fremgik, at „Kampagnen mod Atomvåben“ opfattede Det Konservative Folkeparti og DKP som bevægelsens hovedmodstandere: De konservative fordi partiet konsekvent stillede sig afvisende til bevægelsens aktiviteter og beskyldte den for at gå kommunisternes ærinde; og DKP fordi partiet benyttede antiatombevægelsen som springbræt for kommunistisk kritik af NATO og USA. Ved indgangen til 1963 stod antiatombevægelsen i en meget vanskelig situation.

Påskemarch 1963

Den tiltagende kritik, som antiatombevægelsen var genstand for, fik ikke dens ledende aktivister til at opgive kampen mod kernevåbnene. 13. januar 1963 blev der annonceret endnu en påskemarch. Det skulle være den fjerde. Frem for at gentage turen fra Holbæk til København blev det besluttet, at den fore- stående protest skulle finde sted i det dansk-vesttyske grænseland. Årsagen var

14 David Jens Adler, „Demonstranternes absurde slagord. USAs Cuba-politik og dens modstandere“, nformation (kommentar), 25. oktober 1962. 15 „Kampagne under falsk flag“, Berlingske Tidende, 26. oktober 1962. Også citeret i Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 30. 16 Citeret efter Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 81.

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 47 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 48

angiveligt, at den vesttyske antiatomvåbenbevægelse havde anmodet danske kernevåbenmodstandere om støtte til at imødegå de aktuelle planer om at be- væbne det vesttyske forsvar med kernevåben enten gennem en national kerne- våbenbeholdning eller gennem MLF.17 I „Pacifisten“ opfordrede Svend Hau- gaard i marts 1963 „Aldrig mere Krigs“ medlemmer til at deltage i marchen.18 Måneden efter skrev Carl Scharnberg fra „Kampagnen mod Atomvåben“ en forsideartikel i samme blad, hvori også han opfordrede læserne til at tage del heri. Formentlig for at forhindre en gentagelse af begivenheden i København i oktober 1962 forbød han de deltagende at medbringe „egne slogan, agita- tionsmateriale m.v., dels fordi sådanne kan betyde et brud på det fælles grundlag i den danske atomkampagne, dels fordi noget sådant kan stille de tyske atomkampagnefolk i alvorlige vanskeligheder.“19 For at betone bevægel- sens og marchens neutralitet understregede Scharnberg, at anvendelse af ker- nevåben var „i strid med FN’s ånd og bogstav og må betragtes som en forbry- delse mod menneskeheden“. Marchparolen skulle lyde: „Ingen atomvåben til Øst- eller Vesttyskland. Ja til dansk-tysk samarbejde – mod atomvåben“.20 Da de vesttyske myndigheder blev gjort bekendt med antiatomkampagnens planer, rettede de henvendelse til det danske justitsministerium. I henvendelsen blev det forklaret, at de danske kernevåbenmodstandere ikke var vel- komne i Vesttyskland. Dette budskab viderebragte den danske justitsminister Hans Hækkerup „Kampagnen mod Atomvåben“ 6. april 1963.21 CDU øn- skede ikke udenlandsk indblanding i vesttysk politik. Vesttysklands afvisning af de danske demonstranter fik ikke antiatombevæ- gelsen til at skrinlægge initiativet. Skærtorsdag 11. april 1963 samledes de før- ste demonstranter i Odense. Scharnberg opfordrede deltagerne til at udvise besindighed, når de nåede grænsen. Det eneste man ville opnå med håndge- mæng var at styrke bevægelsens kritikere.22 Svend Haugaard formulerede noget tilsvarende i sin tale i Åbenrå.23 De to taler afspejlede et af de problemer, som antiatomvåbenbevægelserne sloges med i 1960erne: På den ene side var det de ledende personers ambition at udvise smidighed og tålmodighed i agitationen mod kernevåbnene, men på den anden side bestod bevægelserne af en gruppe yngre mennesker, hvoraf nogle var af den opfattelse, at det var legitimt at betjene sig af ulovligheder som gadeoptøjer og civil ulydighed.

17 For en nærmere behandling af MLF og Danmarks politik i dette spørgsmål se kapitel 36. 18 Se hertil „Udtalelse fra Kampagnens landsledelse 13. januar 1963“, under rubrikken „Kampagneorientering“, Pacifisten, nr. 2, 30. årg., februar 1963, s. 21; rubrikken der indledes: „Atomprotestmarchen i påsken…“, Pacifisten, nr. 3, 30. årg., marts 1963, s. 29. 19 Citeret efter Carl Scharnberg, „Atommarchen overskrider grænsen“ (forside), Pacifisten, nr. 4, 30. årg., april 1963, s. 37, 43. Kursivering følger artiklen. 20 Citeret sst., s. 43. 21 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 82; Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 32. 22 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 146, note 83. 23 Svend Haugaard, „Hvor er der gærende kræfter!“ (forsiden), Pacifisten, nr. 5, 30. årg., maj 1963, s. 48, 55-56.

48 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 49

Da demonstrationstoget nåede Kruså lørdag 13. april, var der omkring 2.500 deltagere. Ved grænseovergangen måtte arrangørerne bringe marchen til standsning, da demonstranterne stod overfor mere end 100 bevæbnede vesttyske politibetjente. Demonstrationen blev afsluttet, før den nåede sit mål. I Padborg opstillede lokale demonstranter et banner med teksten: „De forla- der nu Skandinavien – det atomfrie område“.24 Atommarchen i 1963 fik ikke samme opmærksomhed, som marchen i 1962 havde fået. For det første skrev aviserne ikke så meget herom.25 For det andet var det kun lykkedes at få 1/10 så mange til at deltage i 1963 sammenlignet med marchen det foregående år. Enkelte reaktioner var der dog. Gene- relt ytrede de socialdemokratiske aviser kritik af marchen („Demokraten“ fra Aarhus var en undtagelse). Én af de aviser der formulerede sig mest kritisk var „Jyllands-Posten“:

„hvis nogen burde arrangere et protesttog i Danmark, var det de ansvarsbe- vidste kredse, der i dyb alvor føler sig overbevist om, at Danmark ville tjene freden og et krigsforebyggende vestligt militærapparat bedre ved at have et forsvar, som blot tilnærmelsesvis kunne tåle sammenligning med den eneste krigsmaskine, der kan tænkes at true Skandinaviens fred. Konsekvenser af dette ville naturligvis være atomladninger f.eks. til de raketter, som det danske forsvar allerede disponerer over, men som er af højst tvivlsom værdi uden de ladninger, de er fremstillet til at anvende.“26

Hermed opfordrede „Jyllands-Posten“ regeringen til at omformulere kernevå- benpolitikken, der bestod i, at Danmark ikke skulle have atomvåben på dansk jord under de nuværende omstændigheder. „Information“ tog mere afslappet på påskens begivenheder. I ironiske vendinger blev det forklaret, at den danske kampagne stod i den

„beklagelige situation, at det, den kampagnerer imod, ikke findes i landet og ikke paatænkes indført, at dens maal er opfyldt, endnu før den blev startet, at den er i dyb overensstemmelse med regeringens og folketotalite- tens allerede gennemførte bestræbelser. Det er ikke noget rigtigt inspire- rende grundlag.“27

„Information“ vurderede derfor, at antiatombevægelsens fremtid var uvis. Såfremt de folkelige bevægelser ønskede at videreføre deres kampagner på

24 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 84. 25 Den vurdering er baseret på en gennemlæsning af Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken og Aktuelt i dagene op til og umiddelbart efter påsken 1963. 26 Citeret efter Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 32. 27 „De tre kampagner“ (leder), Information, 16. april 1963.

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 49 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 50

dansk jord rettet mod dansk politik, kunne de lige så godt opgive foretagen- det. Hvis de derimod valgte den ny retning og udvidede „dens program til anti-NATO, anti-Europa, anti-forsvar og anti-pop … stiller sagen sig vel anderledes, men saa vil kampagnen også være blevet noget ganske andet.“28 De føl- gende måneder skulle vise, at „Informations“ lederskribent havde ret i den vurdering. Den fjerde atommarch afspejlede et typisk mønster. Formelt indtog bevæ- gelsen et neutralt standpunkt i Øst-Vest-konflikten, men reelt aktionerede man i de fleste tilfælde imod vestlige forsvarspolitiske initiativer. I 1957 havde den polske udenrigsminister Rapacki i FN stillet forslag om etablering af en kernevåbenfri zone i Øst- og Vesttyskland samt i Polen og Tjekkoslovakiet. NATO havde afvist forslaget. Med MLF overvejede NATO at oprette en fælles, multilateral atomslagstyrke i Vesteuropa under amerikansk kontrol. Fra sovjetisk side havde man kritiseret dette.29 Nu – i 1963 – opfordrede antiatomkampagnen danskerne og regeringen til at argumentere for en kernevåbenfri zone i Centraleuropa, medens den samtidig ytrede kritik af MLF. Dermed efterlod bevægelsen det indtryk, at den stillede sig mere kritisk til vestlig ker- nevåbenpolitik end til den polske.

Folketingsvalg 1964

Når antiatombevægelsen mistede folkelig appel i midten af 1960erne, havde det flere årsager. For det første må det antages, at kritikerne havde en vis succes med at fremstille fredsfolkene som ufrivillige redskaber for sovjetisk propaganda. Klart stod det i al fald, at DKP’ere i 1960ernes begyndelse havde benyttet antiatombevægelsens demonstrationer som platform for NATO-kritik og antiamerikansk agitation (jf. ovenfor). For det andet spillede det formentlig en rolle, at Sovjetunionen og USA i juli 1963 underskrev en aftale om stop for overjordiske atomprøvesprængninger (hvilket også betød stop for radio- aktivt nedfald).30 Endelig må det antages, at der også var et element af mode over atommarcherne mellem 1960 og 1963. I 1964 anlagde „Kampagnen mod Atomvåben“ en ny linje. Målet var stadig at agitere mod kernevåben, men strategien var en anden. Det næste valg til Folketinget skulle finde sted i 1964. I 1961 var valgretsalderen blevet sænket fra 23 til 21 år. Dermed øgedes antallet af stemmeberettigede med 400.000.31 „Kampagnen mod Atomvåben“ besluttede sig for at engagere sig i det forestå-

28 Sst. 29 Mere herom i kapitel 46, jf. Bent Jensen, Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, 1999, s. 605-07. 30 Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960- 1972, s. 34. 31 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 86.

50 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 51

ende folketingsvalg. I april 1964 skrev Otto Glismann, Tage Hind, Carl Scharn- berg og Henrik Jeppesen – alle medlemmer af forretningsudvalget for „Kam- pagnen mod Atomvåben“ – en artikel i „Pacifisten“. Heri forklarede de, at be- vægelsens nye mål var, at tvinge danske politikere til at føre en „aktiv udenrigspolitik“, hvormed de mente, at det kommende folketing ikke skulle ind- skrænke sig til at afvise kernevåben på dansk jord, men virke for at fjerne ker- nevåbnene fra international politik. De fire forretningsudvalgsmedlemmer mente, at det gjaldt om at opnå „politisk konsekvens“.32 Konkret blev det strategien, at bevægelsen skulle engagere sig i valgkampen gennem udgivelse af en „valgbog“, uddeling af pjecer og opsætning af plakater, aktiv deltagelse i de forestående valgmøder samt „ad skriftlig og mundtlig vej må vi indhente og bekendtgøre partiernes svar vedrørende de kommende fire års danske politik med hensyn til kernevåbnene.“ Endelig blev det et mål for kampagnen at „på- minde vælgerne om, at valget 1964 er af altafgørende betydning for vort eventuelle bidrag til afspænding i verden.“ Dermed håbede man, at valget ville dreje sig om andet og mere end „parcelhuse, funktionærernes forhold, kilde- skat og lignende.“33 „Kampagnen mod Atomvåben“ udarbejdede derpå fire pjecer, der handlede om henholdsvis 1) „Europa i tresserne – rustnings- kapløb og afspændingspolitik“, 2) „Strategi og kernevåben. Den multilaterale Atomslagstyrke“, 3) „Et klart nej til Atomvåben“ og 4) „Folketinget og udenrigspolitikken“. Op til valget blev disse pjecer sendt til omkring 1.300 folke- tingskandidater samt til flere hundrede kendte debattører.34 Allerede 15. april udskrev Krag folketingsvalg til afholdelse 22. september 1964. Der var således lagt op til en langstrakt valgkamp.35 Af en opinions- undersøgelse fortaget af Gallup ved indgangen til september fremgik det, at hele 44 pct. af de adspurgte opfattede boligspørgsmålet som valgets hovedtema. 33 pct. var af den opfattelse, at økonomien var det væsentligste emne. Kun 2 pct. anførte forsvarsspørgsmålet som det afgørende. Fordelt efter parti- tilhørsforhold var Det Radikale Venstres vælgere mest optagede af forsvars- spørgsmålet. Alligevel var det blot 4 pct. af disse, der opfattede dette spørgs- mål som valgets vigtigste tema.36 Kernevåbenspørgsmålet blev således ikke det hovedtema, som „Kampagnen mod Atomvåben“ havde ønsket.

32 „Atomkampagnen vil kræve svar af politikerne…“ (bagside), Pacifisten, nr. 4., 31. årg., april 1964, s. 48. 33 Sst. 34 Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960- 1972, s. 35. 35 SF-Bladet påbegyndte allerede valgkampen i juli, da det i en stort anlagt forsideartikel, „Socialdemokratiets dilemma“, agiterede for etablering af et arbejderflertal. SF-Bladet, nr. 28, 6. årg., 23. juli 1964, s. 1, 11. Dette synspunkt blev gentaget flere gange i de kommende numre af bladet, jf. Aksel Larsen, „Socialistisk flertal“, SF-Bladet, nr. 31, 6. årg., 13. august 1964, s. 5. 36 Ugens Gallup nr. 31, 1964, “Boligen i valgets centrum“; http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/ pdf_doc/ug_1964_31.pdf. Offentliggjort 5. september 1964. Set 31. januar 2005.

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 51 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 52

Af debatten op til folketingsvalget ses det, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken alligevel blev tematiseret. Ifølge en lederartikel i „Information“ havde det sin årsag i, at fire af landets mindre partier i deres agitation fokuserede på dette spørgsmål. Det var Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, DKP og det nystiftede Fredspolitisk Folkeparti.37 På valgmøderne landet over engagerede „Kampagnen mod Atomvåben“ sig i debatterne, idet mange af bevægel- sens medlemmer mødte op og afkrævede kandidaterne svar på spørgsmål om kernevåben. I den sammenhæng gjorde nogle af Socialdemokratiets folke- tingskandidater, hvad de kunne for at inddæmme kernevåbenmodstanderne. På et møde i Grundvigshus i København 2. september forsøgte kernevåben- modstanderne at presse udenrigsminister Per Hækkerup til at tage afstand fra kernevåbnene. Ifølge „Informations“ referat havde Hækkerup udtalt: „Hvis man vil sikre sig mod kernevaaben paa dansk jord, saa skal man hverken mar- chere fra Holbæk til København eller trætte sine fødder andre steder: man behøver bare at gaa hen til valgstedet og stemme paa Socialdemokratiet“.38 Med sit svar satte Hækkerup fingeren på „Kampagnen mod Atomvåbens“ ømme punkt. Folketinget havde allerede i 1950erne afvist kernevåben på dansk jord under de nuværende omstændigheder, og skønt enkelte borgerlige aviser siden havde krævet, at danske raketter skulle armeres med kerne- våben, var det aldrig blevet til noget. Socialdemokratiet understregede sit synspunkt og lod op til valget trykke en valgplakat med et billede af en atom- bombeeksplosion og teksten: „Et klart NEJ til atomvåben“39 Skønt de tre NATO-partier under valgkampen stod fast på deres allerede artikulerede holdning, gav Carl Scharnberg forud for valgets afholdelse indtryk af, at kernevåbenmodstandernes agitation havde virket. I en artikel i „Politisk Revy“ skrev han, at „Kampagnen om atomvåben på dansk jord kan indtil videre betragtes som afsluttet…“. Han opfattede Socialdemokratiets løf- ter under valgkampen som et udtryk for, at partiet havde „sløjfet forbeholdet“ om kernevåben på dansk jord under de nuværende omstændigheder. Samtidig mente Scharnberg at kunne se, at Venstre og de konservative ikke længere beklagede, at danske raketter ikke var bevæbnet med kernevåben.40 Om Scharnberg reelt mente, at „Kampagnen mod Atomvåben“ havde haft succes op til valget, eller om han med artiklen blot forsøgte at holde moralen højt hos kernevåbenmodstanderne er uvist. Under alle omstændigheder var resultatet af folketingsvalget, at de to politiske partier, der stod kernevåben- modstanderne nærmest, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, hver især havde tabt ét mandat. Socialdemokratiet og Venstre opnåede samme an-

37 „Fredsuvennerne“ (leder), Information, 2. september 1964. 38 „Per Hækkerup mellem SFer og atomfolk. Udenrigspolitik kan ikke raabes ud paa ethvert gade- hjørne“, Information, 3. september 1964. 39 Plakaten er optrykt på forsiden af Erik Boel, Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88, 1988. 40 Citeret efter Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 36-37.

52 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 53

tal mandater som ved valget i 1960, og Det Konservative Folkeparti, der var antiatombevægelsens stærkeste kritiker, vandt fire mandater. „Information“ udnævnte antiatombevægelsens ihærdigste kritiker Erik Kragh til „[d]en sej- rende general“. Han blev citeret for et udsagn om, at valgresultatet måtte ses som „et udtryk for, at den urealistiske forsvarspolitik, som Svend Haugaard staar for, er faldet igennem over for vælgerne. I det hele taget har atomkampagnen og beslægtede organisationer vist, at have uhyre ringe appel hos væl- gerne.“41 I „Pacifisten“ havde redaktionen til gengæld vanskeligt ved at finde lyspunkter ved valget. Ifølge bladets lederskribent betød mandaternes fordeling en „styrkelse af oprustningspolitikken“, ligesom de vanskeliggjorde „fri- gørelsen fra NATO-alliancen og det intime dansk-tyske militære samarbejde“. Alt i alt blev valget opfattet som en „valse triste“.42

„Kampagnen mod Atomvåben“ nedlægges (1965-1967)

Efter folketingsvalget i 1964 var „Kampagnen mod Atomvåben“ og de øvrige kernevåbenmodstandere mindre aktive i den offentlige debat. Den danske kernevåbenpolitik lå fast. Afspændingsprocessen mellem Øst og Vest efterlod indtryk af, at den kolde krig var aftagende. I 1964 blev planerne om MLF reelt opgivet, og i 1965 blev de officielt taget af bordet.43 Fra 1965 tiltrak andre spørgsmål sig offentlighedens opmærksomhed. Det gjaldt især krigen i Vietnam. Ikke desto mindre videreførte „Kampagnen mod Atomvåben“ arbejdet med et nyt projekt. Det bestod i udstillingsvirksomhed og uddeling af pjecer med information om faren ved kernevåben. Projektet blev gennemført af en lille håndfuld af bevægelsens fremtrædende medlemmer, der turnerede rundt i Danmark i en bus. Når kampagnens bus nåede frem til en given by, skulle den stedlige lokalgruppe på forhånd have arrangeret møder på skoler og/eller arbejdspladser. Med den nye strategi var det hensigten at henvende sig direkte til befolkningen. Erfaringerne havde vist, at tiden var løbet fra på- skemarcherne. Og samtidig havde indsatsen ved folketingsvalget i 1964 ikke båret frugt. Umiddelbart syntes den nye strategi ikke vellykket. Af „Kampagnen mod Atomvåbens“ egne optegnelser fremgår det, at der næsten ikke blev afholdt nogen møder på Sjælland i 1965. Lidt større succes havde bevægelsen på Fyn og i Jylland. Året efter gentog kampagnen projektet. Ved den lejlighed lykkedes det at få arrangeret godt og vel 22 møder. At døm- me efter den offentlige debat var der fortsat ikke tale om nogen succes.

41 „NATO-modstanderne gik svækket ud af valget“, Information, 23. september 1964. Heraf fremgik det tillige, at Fredspolitisk Folkeparti fik mindre end 10.000 stemmer. Om mandatfordelingen se Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945, s. 186. 42 „Valget…“, Pacifisten, nr. 10., 31. årg., oktober 1964, s. 95. Kursivering følger artiklen. 43 Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960- 1972, s. 38.

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 53 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 54

Snarere tværtimod. Debatterne om kernevåben fyldt ikke længere avisernes overskrifter. Gennem 1965, 1966 og 1967 deltog „Kampagnen mod Atomvåben“ også i aktioner uden for Danmark. Navnlig sluttede bevægelsen sig til kampagnen mod kernevåben i Vesttyskland, hvor der fortsat blev arrangeret påskemar- cher. Forud for påsken 1966 bragte „Kampagnen mod Atomvåben“ en annonce i „Pacifisten“, hvori det forklaredes, at den vesttyske regering „med større og større styrke“ krævede „medbestemmelsesret over kernevåben“. Samtidig pågik der forhandlinger i Genève om indgåelse af en aftale om ikke- spredning af kernevåben. Såfremt Vesttyskland fik kernevåben, ville problemerne i Centraleuropa blive fastfrosset. Kampagnen opfordrede derfor læ- serne til at tilslutte sig påskens vesttyske demonstrationstog under sloganet:

„Mod vesttysk kernevåben under enhver form For en standsning af atomoprustningen i Centraleuropa For et atomfrit Europa“44

At dømme efter „Kampagnen mod Atomvåbens“ indsats op til påskemarchen i Vesttyskland i 1966 fæstede den store forventninger hertil. Forud for påsken lod bevægelsen optrykke omkring 10.000 pjecer under titlen „For et atomfrit Centraleuropa“. Desuden udsendte kampagnen 10.000 breve til personer, som man håbede ville støtte projektet. Endelig søsattes en underskriftsindsamling om „Tysklandsproblemerne“. Imidlertid var der tale om en stor fiasko. Blot få hundrede danskere tog turen til Vesttyskland, og debatten om „Tysk- landsproblemet“ udeblev.45 En Gallup-undersøgelse fra sommeren 1967 viste, at hvor 32 pct. af de adspurgte i 1947 havde et „uvenligt“ syn på „det tyske folk som helhed“, havde kun 8 pct. et „uvenligt“ syn på tyskerne i 1967. Samtidig var andelen af adspurgte, der havde et „venligt“ syn på tyskerne, steget fra 40 pct. i 1947 til 61 pct. 1967. Undersøgelsen fik Gallup til at konkludere, at det, man almindeligvis omtalte som „tyskerhadet“, måtte siges at „være stærkt på retur.“46 At ungdommen ifølge undersøgelsen havde et langt mere „venligt“ syn på tyskerne end de ældre generationer, gjorde blot „Kampagnen mod Atomvåbens“ projekt vanskeligere, for hvis bevægelsen skulle have en fremtid, måtte den være i stand til at appellere til yngre generationer. I marts 1967 besluttede „Kampagnen mod Atomvåben“ at nedlægge sit kontor i København og afvikle sin publikationsvirksomhed. Endelig blev der

44 „Påskemarch 66 – hvorfor i Vesttyskland?“, Pacifisten, nr. 4., 33. årg., april 1966, s. 42; jf. Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 38-39. 45 Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960- 1972, s. 39. 46 Ugens Gallup nr. 25, 1967, „Tyskerhadet snart glemt“; http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/ pdf_doc/ug_1967_25.pdf. Offentliggjort 16. juli 1967. Set 1. februar 2005.

54 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 55

ved samme lejlighed truffet beslutning om, at kampagnen skulle destruere sit medlemskartotek. I bevægelsens sidste landsudsendelse blev det begrundet således:

„Lige siden kampagnens start har det været et grundlæggende princip, at det var den enkeltes arbejde mod atomvåben, som styrkede Kampagnen og holdt arbejdet mod atomvåben i gang. Vi har derved opnået, at arbejdet er blevet udadvendt og har medvirket til at rejse afgørende krig-fred spørgs- mål … Både demonstrationer og oplysningsarbejdet har i høj grad medvirket til at åbne den udenrigspolitiske debat i Danmark. Debatten er blevet mere nuanceret og har fået bredere omfang. I denne situation er der mindre brug for Kampagnens organisatoriske apparat, men så meget mere brug for den enkeltes indsats … Det betyder ikke, at Kampagnen mod Atomvåben er standset – den kan ifølge vores grundlag ikke standses. Men vi erkender at den igangsættende støtte, som mange har fået af Kampagnen som organisation, ikke mere er til stede. Og det er en udfordring til de mennesker, som nu har fået erfaring i arbejdet. De kender værdien af ind- læg i aviser, henvendelser til Folketingets medlemmer samt nødvendighe- den af igen og igen at rejse spørgsmål.“47

„Aldrig mere Krig“ vedblev at eksistere, og gennem tidsskriftet „Pacifisten“ agiterede organisationen også i de følgende år mod kernevåben. Der var dog tale om en debat for de allerede overbeviste, og indsatsen havde ikke samme gennemslagskraft som i de første år af 1960erne. Fra midten af 1960erne vendte opmærksomheden sig mod Vietnamkrigen i stedet for atomvåbnene.

47 Citeret efter Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 90-91.

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 55 kap. 30 rettet V 09/06/05 14:44 Side 56 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 57

31 · Vietnamdebat 1965-1972

Umiddelbart efter anden verdenskrig erklærede lederen af den kommunistiske befrielsesbevægelse i Vietnam, Ho Chi Min, at Vietnam ville løsrive sig fra det franske kolonistyre. Frankrig afviste dette, og fra 1946 opstod der en krig mellem franske militære enheder og Ho Chi Mins bevægelse (Viet Mihn). Umiddelbart lykkedes det Frankrig at trænge Viet Mihn op i den nordlige del af landet. Skønt krigen var en konflikt mellem Frankrig og Viet Mihn, blev der hurtigt tale om en stedfortræderkrig. Fra 1950 støttede Sovjetunionen og Kina Ho Chi Min, medens USA ydede økonomiske subsi- dier til Frankrig. I 1954 indtraf der en begivenhed, der skulle få stor betydning for krigen. Viet Mihn tilføjede i maj de franske styrker et knusende nederlag i Dien-Bien-Phu, hvor de franske styrker havde deres hovedkvarter. Dette førte til fredsforhandlinger, der afsluttedes i Genève få måneder senere. Ifølge aftalen blev Vietnam delt ved den 17. breddegrad: Ho Chi Min etablerede Vietnams Demokratiske Republik i den nordlige del af landet, og Ngo Dinh Diem grundlagde republikken Sydvietnam. Fredsaftalen indeholdt et påbud om, at der inden to år skulle afholdes en folkeafstemning med det for- mål at genforene de to regioner.1 Folkeafstemning blev ikke afholdt. Asien var i 1950erne én af kerneregionerne i den kolde krig. I 1949 var Kina blevet kommunistisk, og mellem 1950 og 1953 havde Koreakrigen fundet sted. I den vestlige verden eksisterede der en udbredt frygt for, at dele af Asien ville blive kommunistisk. Efter at Frankrig havde lidt nederlag i 1954, begyndte USA derfor at støtte Ngo Dinh Diems regering i Sydvietnam. I 1956 afviste Diem at afholde den aftalte folkeafstemning, og i de følgende år inten- siveredes samarbejdet mellem den amerikanske regering og det sydvietname- siske styre. I slutningen af 1950erne udtalte Diem interesse for en „befrielse“ af Nordvietnam, og samtidig begyndte USA at sende militære rådgivere til Sydvietnam. Den sydlige del af landet befandt sig dog efterhånden i kaos. I 1963 blev Diem myrdet. Året efter indledte USA en række bombetogter mod Nordvietnam, hvorefter Sydvietnam blev ledet af forskellige vestligt orienterede regeringer. I 1960erne øgede USA sin militære tilstedeværelse i Sydvietnam. I begyndelsen af 1962 var der omkring 2.000 amerikanske militære rådgivere i Vietnam. Under præsident John F. Kennedy (januar 1961-november 1963) øgedes dette antal til 11.000. Det var dog første under Lyndon B. Johnson (november 1963-januar 1969), at USA officielt gik ind i krigen. Anledningen var et nordvietnamesisk angreb på to amerikanske destroyere. Den amerikanske administration fremstillede angrebet som et uprovokeret angreb på USA.

1 John W. Young, America, Russia and the Cold war, 1941-1998, 1999, s. 88-89.

VIETNAMDEBAT 1965-1972 57 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 58

Kongressen gav derpå Johnson frie hænder til at håndtere situationen. I marts 1965 ankom de første egentlige militære kampenheder til regionen, hvorpå USA engagerede sig formelt i krigen. Da Nixon overtog præsident- embedet i 1969, havde USA mere end 540.000 soldater i Vietnam-krigen. Først i 1973 blev der undertegnet en fredsaftale. To år senere måtte det syd- vietnamesiske styre bukke under. USA havde tabt sin første krig.2

Fra USA-sympati til Vietnambevægelse

I Danmark opstod der – lige som i den øvrige del af den vestlige verden – hurtigt modstand mod USA’s deltagelse i den sydøstasiatiske konflikt. Allerede i 1965 etableredes den såkaldte „Vietnambevægelse“, der dog splittedes i flere mindre bevægelser. De to vigtigste var „De Danske Vietnamkomiteer“ og „Vietnam 69“. Førstnævnte stillede sig kritisk til den amerikanske krig og solidariserede samtidig sig med FNL, der var en betegnelse for den sydvietname- siske befrielsesfront. Denne del af vietnambevægelsen var kommunistisk orienteret, og det var ikke tilfældigt, at vietnamkomiteerne støttede de såkaldte „vietcong’er“, det vil sige de nordvietnamesiske, kommunistiske guerillaer i krigen mod de amerikanske styrker. I den forbindelse blev der brugt antiamerikanske vendinger. „Vietnam 69“ var i højere grad tværpolitisk. Således rummede den også personer med tilknytning til Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Fælles for „De Danske Vietnam- komiteer“ og „Vietnam 1969“ var, at de arrangerede demonstrationer og pro- testmøder vendt mod krigen og USA’s andel heri. Det nævnes ofte, at den samlede vietnambevægelse opnåede indflydelse på folketingspartiernes tiltagende kritik af den amerikanske krigsførelse.3 Den kritik toppede med Folketingets anerkendelse af den nordvietnamesiske regering i efteråret 1972 (mere herom nedenfor). Vietnamkrigen fik ikke nogen direkte betydning for dansk sikkerhedspolitik. Imidlertid gav det amerikanske engagement i krigen anledning til en væ- sentlig dansk kritik af USA, som belastede det dansk-amerikanske forhold i sidste halvdel af 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Nedenfor gives der eksempler på danske reaktioner på Vietnamkrigen. Som nævnt ovenfor var danskernes opfattelser af USA og Sovjetunionen og de to landes statsledere omskiftelige i 1960erne og 1970erne. Skønt det i sommeren 1964 var danskernes opfattelse, at Nikita Khrusjtjov og Lyndon B.

2 Se hertil T.G. Fraser and Donette Murray, America and the World since 1945, 2002, s. 116, 145, 184; John W. Young, America, Russia and the Cold war, 1941-1998, s. 101-104. 3 Den vurdering fremgår af Claus Bryld, „Vietnamkrigen“ i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 20, 2001, s. 156-57, se s. 157 sp. 2. Vietnambevægelsen er grundigt undersøgt i Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 94-148.

58 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 59

Johnson var lige fredelige, og at ingen af de to statsledere sigtede mod at på- begynde en kernevåbenkrig, mente hele 48 pct. af de adspurgte i oktober 1964, at Johnson gjorde mest for freden.4 Som sådan var billedet af den amerikanske præsident ganske positivt i første halvdel af 1960erne. Vietnam- krigen betød imidlertid, at synet på USA skiftede. På spørgsmålet, om man var „for eller imod den politik Amerika fører i Vietnam“ svarede 46 pct. i sommeren 1965, at de var imod, medens kun 13 pct. var for.5 I 1966 var modstanden vokset til at omfatte 51 pct. af de adspurgte, medens tilhængerne var svundet til 10 pct.. Ifølge de to Gallup-undersøgelser var hhv. 49 og 53 pct. af de adspurgte af den opfattelse, at den amerikanske politik medførte en risiko for en ny verdenskrig.6 Den amerikanske krig blev således betragtet med stor og stigende skepsis af den danske befolkning fra midten af 1960erne.

Kritik af USA’s tilstedeværelse i Vietnam

De toneangivende synspunkter på den amerikanske politik fremgik blandt andet af en tv-høring arrangeret af Danmarks Radio i 1967. Den svenske forfatter Sara Lidman udtalte her, at hvis Vesten „fremturer i at betragte Vietnams folk som dominobrikker, er der risiko for, at vietnameserne og al- verdens fattige hører op med at betragte os vesterlændinge som medmenne- sker.“ Selv om Lidman fik en verbal overhaling af udenrigsminister Per Hækkerup, afspejlede hendes kritik formentlig en stor del af danskernes syn på den amerikanske politik.7 Samme kritik kom til udtryk i Benny Andersens digt „Kæmperne“ fra 1967 om en fattig vietnamesisk bondefamilie, hvis hus, rismarker og familiemedlemmer blev bombet af amerikanske fly, medens amerikanerne forklarede, at de beskyttede familien mod „nogle slemme rø- vere“. Andersen:

„… Så kom de fremmede kæmper igen Nu er røverne ude på at bortføre din familie, sagde de til bonden. Men vi skal nok beskytte din familie. Så slog de familien ihjel. Pas nu godt på dig selv, sagde kæmperne til afsked.

4 Ugens Gallup nr. 36, 1964, „Præsident Johnson fredens ivrigste forkæmper“; http://www.gallup. dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1964_36.pdf. Offentliggjort 10. oktober 1964. Set 9. februar 2005. 5 Ugens Gallup nr. 28, 1965, „Modstand mod Amerikas politik i Vietnam“, http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/pdf_doc/ug_1965_28.pdf. Offentliggjort 17. juli 1965. Set 9. februar 2005. 6 Sst., jf. Ugens Gallup nr. 10, 1966, „Øget modvilje mod U.S.A.’s Vietnam-politik“, http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1966_10.pdf. Offentliggjort 20. marts 1966. Set 9. februar 2005. 7 Dette er skildret i Nikolaj Bøgh, Hækkerup, 2003, s. 235.

VIETNAMDEBAT 1965-1972 59 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 60

Især må du passe på at røverne ikke kommer og henter dig. - Hvor er røverne, græd bonden. Derovre bag træerne, sagde kæmperne. Manden begravede sin familie. Nu havde han ikke mere at leve for så han lagde sig til at dø. Da han havde lagt sig hørte han en stemme råbe hans navn ovre fra skoven. Hvem er det, råbte bonden. Kan du ikke høre det er din lillebror, svarede stemmen. Jamen lillebror, du er da ikke nogen røver? Nej, lo lillebroderen, hvem har bildt dig det ind? Det har mine beskyttere, de fremmede kæmper. - Kære storbror, lo stemmen, tror du på den slags? Kan du ikke regne ud hvem røverne er? Det er da kæmperne! ...“

Digtet slutter med, at kæmperne slog storebroderen ihjel, hvorpå lillebroderen sammen med sine mænd listede sig „efter de fremmede kæmper.“8 Kritikere af krigen forsøgte at dokumentere, at den amerikanske krigsfø- relse – eksempelvis brugen af fragmentationsbomber – var i strid med internationale konventioner. Væsentlig var her det internationale Russell Tribunal. Russell Tribunalet, grundlagt i 1966, var et uformelt tribunal etableret på initiativ af den britiske filosof, matematiker og nobelpristager Bertrand Russell. Formålet var at undersøge og dokumentere, hvilke forbrydelser USA begik under Vietnam-krigen. Tribunalet opnåede betydelig international op- mærksomhed, fordi det kunne dokumentere, at USA faktisk begik krigsforbrydelser, men også fordi tribunalets præsidium foruden Russell blandt andre bestod af den franske filosof Jean-Paul Sartre.9 I Danmark var det umiddelbart „det nye venstre“, der i engagerede sig i tribunalet, og derfor blev det også i første omgang beskyldt for at være en forudsigelig venstrefløjskritik af USA.10 Men Russell Tribunalet havde ret i en del af kritikken. USA førte en intens krig, og medierne i såvel Danmark som den vestlige verden dokumen-

8 Benny Andersen, „Kæmperne“, Benny Andersen, Jon Elster, Göran O. Eriksson, Uffe Harder m.fl. (red.), Ord om Vietnam. En international Antologi, 1967, s. 11-13. 9 Juryens medlemmer var desuden blandt andre den franske forfatter Simone de Beauvoir og den eksilpolske historiker Isaac Deutscher, den italienske politiker Lelio Basso og den amerikanske bor- gerrettighedsforkæmper Stokely Carmichael. Se hertil Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden. Tolv Mands-Minde-Foredrag, 2004, s. 68-74; samme, „Revolten i Danmark“, efterskrift i Mark Kurlansky, 1968. Året der rystede verden, 2004, s. 426-27. 10 Således forsøgte statsminister Krag uden held at nedlægge forbud mod tribunal-møde i Roskilde i 1968. Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden, s. 73-74.

60 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 61

Pentagon-marchen i oktober1967 mod krigen i Vietnam. (LBJ Library)

terede gennem fotografier og filmklip de amerikanske krigsforbrydelser.11 I 1971 fik kritikken af USA yderligere næring. I juni begyndte „New York Times“ offentliggørelsen af en artikelserie baseret på interne rapporter fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. Det fremgik, at flere af de hændelser i Vietnamkrigen, der af den amerikanske regering var blevet fremstillet som nordvietnamesiske aggressioner mod amerikanske tropper, reelt havde været gensvar på amerikanske provokationer. Over- hovedet blev det godtgjort, at den amerikanske administration før og under Vietnamkrigen havde misinformeret egne borgere og det internationale samfund, og at USA dermed havde ført sine allierede bag lyset, da det anmodede om støtte og sympatitilkendegivelser til de amerikanske krigshandlinger.12 Den amerikanske regering forsøgte uden held at nedlægge forbud mod udgivelse af de kritiske afsløringer af den amerikanske Vietnampolitik. I Danmark valgte flere landsdækkende aviser at referere afsløringerne som for- sidestof og kommentere dem i kritiske lederartikler.13 Foranlediget af debatten i USA og den ny viden stillede Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti få dage senere forslag i Folketinget om dansk anerkendelse af den nordvietnamesiske regering. VKR-regeringen var afvisende, og Folketinget forkastede forslaget.14 Umiddelbart efter viste en Gallupundersøgelse, at 31 pct. af de ad-

11 Jeremi Suri, Power and Protest. Global Revolution and the Rise of Detente, 2003, s. 161. 12 Richard Crockatt, The Fifty Years War. The United States and the Soviet Union in World Politics, 1941- 1991, 1996, s. 244. 13 Fx „Nixon fik avisserien stoppet“ (forside), Berlingske Tidende, 16. juni 1971; „Retten til at vide det værste“ (leder), Berlingske Tidende, 16. juni 1971; „Nixon og pressefriheden“ (leder), Berlingske Tidende, 20, juni 1971; „Alt om Vietnam kommer frem“, Berlingske Tidende, 23. juni 1971; „Vil lukke munden på New York Times“, Politiken, 16. juni 1971; „Nixon kan ikke standse USA’s stædige presse“ (forside), Politiken, 19. juni 1971; „Kapløb om sandheden“ (forside), Politiken, 20. juni 1971; „Ud af Vietnam – nu!“ (leder), Politiken, 20. juni 1971; „Proces mod New York Times for at standse afslø- ringer“, Information, 16. juni 1971; „USA’s synderegister“ (leder), Information, 17. juni 1971, „Dommer udsætter afgørelsen om udlevering af rapporten“, Information, 18. juni 1971; „Enevælde i USA“ (leder), Information, 19.-20. juni 1971; „Baggrunden for de amerikanske bombardementer af Nordvietnam ifølge Pentagons hemmelige rapport“, Information, 21. juni 1971. 14 „To-trinsraket fra oppositionen mod regeringens Vietnampolitik“, Politiken, 22. juni 1971; „Nordvietnam igen“ (leder), Berlingske Tidende, 22. juni 1971; „Hartling siger nej til Krag om Hanoi“, Berlingske Tidende 23. juni 1971; „Nyt pres for dansk Hanoi-anerkendelse“, Politiken, 21. juni 1971; „K.B. Andersen: Poul Hartling er i mindretal i spørgsmålet om Hanoi“, Information, 22. juni 1971; „46 folketingsmedlemmer kræver nu amerikansk tilbagetrækning“, Information, 24. juni 1971.

VIETNAMDEBAT 1965-1972 61 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 62

spurgte støttede forslaget. 51 pct. vidste ikke, hvad de skulle svare. Blot 18 pct. af de adspurgte var modstander af forslaget.15 Efter regeringsskriftet få måne- der senere vedtog Folketinget at oprette diplomatiske forbindelser med Nordvietnam.16 I oktober udkom „New York Times“ afsløringer af Pentagonrapporten i dansk oversættelse.17 I „Berlingske Tidende“ anbefalede den overbeviste NATO-tilhænger og sikkerhedspolitiske kommentator Niels Jørgen Haagerup interesserede læsere at „sætte sig ind i og eje“ den danske udgave.18 I sidste halvdel af december 1972 blev mange danskeres syn på USA’s Vietnampolitik yderligere kritisk. De sidste to uger af året gennemførte USA et stort bombetogt over Hanoi og Haiphong i Nordvietnam. Det førte til en hidtil uset dansk kritik af den amerikanske krig. Hvor „Information“, „Aktuelt“ og „Politiken“ allerede i 1969-1970 efter en massakre ved My Lai havde stillet sig kritisk til amerikansk politik, sluttede „Berlingske Tidende“ sig nu til kritikerne.19 „Ekstra Bladet“ bragte 23. december 1972 en forside med et billede af Nixon, hvor overskriften lød: „STOP DEN GALE MAND“. Billedteksten lød: „Mens bomberne regner over Vietnam, og har ufattelige li- delser i sit kølvand hos civilbefolkningen, holder præsident Nixon en fredelig jul med sin familie i Florida. Alle medlemmerne skal i kirke juledag“.20 I en nytårsudtalelse 1972-73 kritiserede socialdemokraten K.B. Andersen USA’s „totalt fejlslagne“ Vietnampolitik. Hans vurdering var, at krigen ikke kunne vindes militært, men at freden udelukkende kunne sikres gennem politiske forhandlinger. K.B. Andersen benyttede ikke denne kritik til at etablere et fjendebillede af USA, men som eksempelvis K. Helveg Petersen (jf. nedenfor), Bodil Koch21 og Frode Jakobsen22 stillede han sig alene afvisende over for USA’s krig i Vietnam. Den USA-kritik der blev formuleret i midten af

15 Ugens Gallup nr. 28, 1971, „Relativt flertal for diplomatisk anerkendelse af Hanoi-regeringen“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1971_28.pdf. Offentliggjort 5. september 1971. Set 7. januar 2005. 16 „Erklæring af statsminister J.O. Krag“, Folketingsårbog 1971-72 (1972), s. 32-41, her s. 33; jf. Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, s. 153. 17 Pentagonrapporten som offentliggjort af NEW YORK TIMES, bd. I-III, Samleren, 1971. 18 Niels Jørgen Haagerup, „Pentagon-papirerne er kommet på dansk“, Berlingske Tidende, 28. oktober 1971; jf. også Frede Madsens positive omtale „USA i Vietnam“, Politiken, 6. november 1971. 19 „Det første skridt“ (leder), Berlingske Tidende, 24. december 1972. Der var ikke tale om nogen for- dømmelse af den amerikanske krigsførelse, men snarere en opfordring til USA om at udvise lar- gesse. Dette og det ovenstående er i det væsentlige baseret på Kenneth Lund, „Papirkrigerne: Pressens Vietnamkrig 1964-1973“, Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen (red.), Den kolde krig på hjemmefronten, 2004, s. 191-206. 20 Ekstra Bladet (forside), 23. december 1972. Optrykt i Gregers Dirckinck-Holmsfeld, Hårde tider for- ude (Den nye Danmarkskrønike, bd. 1), 2001, s. 227. 21 Vagn Dybdahl, „Koch, Bodil“, Dansk Biografisk Leksikon, bd. 8, 1981, s. 108-109. 22 Svend Ove Gade, Frode Jakobsen. En biografi, 2004, eksempelvis s. 440, 448, 450. Om Frode Jakobsens syn på Vietnamkrigen og den amerikanske politik se erindringsbogen Jeg vil være en fugl før jeg dør, 1979, s. 135-55.

62 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 63

dansk politik, og som fandt støtte i store dele af befolkningen,23 var formodentlig udtryk for en skuffelse over, at Danmarks store alliancepartner over- trådte almindeligt vedtagne regler for konflikthåndtering og krigsførelse.24 Skønt Danmark på samme tidspunkt støttede NATO’s og USA’s afspændings- politik over for Sovjetunionen, markerer januar 1973 det absolutte lavpunkt i efterkrigstidens dansk-amerikanske forhold.25

23 Ugens Gallup nr. 17, 1967, „Hvem har skylden for Vietnam-krigens fortsættelse?“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1967_17.pdf. Offentliggjort offentliggjort 21. maj 1967. Set 17. januar 2005. Ugens Gallup nr. 3, 1968, „Hvem forhindrer forhandlingerne i Vietnam?“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1968_3.pdf. Offentliggjort 21. januar 1968. Set 17. januar 2005. Ugens Gallup nr. 12, 1972, „Ingen tro på USA’s sag i Syd-Vietnam“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1972_12.pdf. Offentliggjort 9. april 1972. Set 17. januar 2005. 24 Jf. Humanitær Folkeret. Tekstsamling om humanitær folkeret under væbnede konflikter, Regeringens Røde Kors-udvalg, 1985. 25 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, s. 153; jf. kapitel 56.

VIETNAMDEBAT 1965-1972 63 kap. 31 rettet P 09/06/05 15:29 Side 64 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 65

32 · Danmarks fortsatte medlemskab af NATO 1965-1970

Danmark blev optaget i Atlantpagten i 1949 (fra 1950: NATO). Ifølge artikel 13 i „Den Nordatlantiske Traktat“ kunne „ethvert deltagerland“, efter at traktaten havde været „i kraft i 20 år“, træde ud af alliancen med ét års varsel.1 I midten af 1960erne blev spørgsmålet, om Danmark skulle opsige medlemskabet af NATO aktuelt. Nedenfor følges debatterne herom, sådan som de kom til udtryk i aviser, tidsskrifter, debatbøger, udredninger, videnskabelige fremstillinger, fjernsynet og i Folketinget. Skønt der var tale om et klart og velde- fineret spørgsmål, blev debatterne omfattende. For det første forsøgte Sovjet- unionen at spille på en latent modvilje mod NATO i den danske befolkning. For det andet blev de danske debatter ført parallelt med USA’s krig i Vietnam (1964-1975), Frankrigs udtræden af NATO’s integrerede militære samarbejde (1966), Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet (1968) og begyndende drøftelser om etablering af en europæisk sikkerhedskonference. Endelige blev debatterne ført på tværs af skiftende danske regeringskonstellationer og en varierende parlamentarisk sammensætning på Christiansborg. Dermed blev der i realiteten tale om flere sammenhængende debatter om det danske alliancemedlemskab.

Fornyet debat (1965-1966)

Spørgsmålet om fortsat dansk alliancemedlemskab havde givet anledning til betydelig diskussion siden 1949. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konser- vative Folkeparti havde konsekvent argumenteret for, at Danmark skulle være medlem af NATO. Det Radikale Venstre havde oprindelig været modstander heraf, men med etableringen af Trekantsregeringen i 1957 havde partiet formelt accepteret, at sikkerhedspolitikken var baseret på NATO. Da partiet kom i opposition efter også at have deltaget i Kampmanns anden og Krags første regering (hhv. 1960-1962 og 1962-1964), gled det igen i retning af dets traditionelle neutralistiske standpunkt. Til venstre for midten havde DKP taget afstand fra NATO og det danske medlemskab heraf.2 Ved folketingsvalget 15. november 1960 blev DKP stemt ud af Folketinget, men dermed mistede lan-

1 Citeret efter artikel 13 i „Den Nordatlantiske Traktat“, optrykt i dansk oversættelse i Dansk Uden- rigspolitik 1948-1966. II Bilag, Udenrigsministeriet, 1968, bilag 54, s. 106-109, her s. 108. 2 Se hertil kap. 6-10 om den sikkerhedspolitiske debat 1945-1962. Om de radikales bevægelse i retning af partiets traditionelle standpunkt se „Landsmødeudtalelse om udenrigspolitikken“ samt K. Helveg Petersen, „Nye tanker om forsvarsordningen“, begge i Fremsyn. Radikalt Månedsblad, 1965, 2. årg., nr. 3, hhv. s. 2, 3.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 65 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 66

dets ubetingede NATO-kritikere ikke parlamentarisk repræsentation, for ved samme valg opnåede det NATO-kritiske og neutralistisk orienterede Socialistisk Folkeparti 11 mandater.3 En første, væsentlig markering af, at spørgsmålet begyndte at blive aktuelt ses i februar 1965.4 På det tidspunkt stillede Poul Dam sammen med andre folketingsmedlemmer for Socialistisk Folkeparti forslag i Folketinget om, at der i henhold til Grundlovens paragraf 51 skulle nedsættes en kommission, der blandt andet skulle undersøge, „hvorvidt det tjener Danmarks interesser at fortsætte“ det danske alliancemedlemskab efter 1969.5 Ved forslagets 1. behandling i slutningen af marts forklarede Dam, at motivationen for forslaget var, at der hverken havde været en folkelig debat eller folkeafstemning, da Rigsdagen i 1949 havde truffet beslutning om, at Danmark skulle søge optagelse i Atlantpagten. I mellemtiden var der forløbet halvandet årti, og det måtte derfor være rimeligt, at spørgsmålet endelig blev genstand for „en så omfattende offentlig debat som muligt“. Lettere resigneret forklarede Dam dog, at Socialistisk Folkeparti, skønt det havde ønske herom, ikke havde „nogen drøm om at kunne ændre regeringens udenrigspolitik.“6 I Folketinget var der blot ét parti, der støttede forslaget. Det var Det Radikale Venstre.7 Tingets øvrige partier – Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og De Uafhængige – stillede sig afvisende.8 Mest markant i sin afvisning var udenrigsminister Per Hækkerup, der advarede imod at gøre alliancemedlemskabet til genstand for en bred folkelig debat, da visse aspekter af alliancemedlemskabet ville berøre „andre landes interesser.“ Hækkerup så derfor helst, at de fortsatte drøftelser om spørgsmålet fandt sted i Udenrigspolitisk Nævn.9

3 Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945 (Danmarks historie, bd. 8), 1990, s. 476. 4 For en tidligere tematisering af spørgsmålet se journalist og forfatter Sven Skovmands artikel „Har NATO nogen berettigelse“, Højskolebladet, 89. årg., nr. 35, 4. september 1964, hvor forfatteren i tråd med de radikales politiske linje opfordrede danske politikere til at arbejde for en international udvikling, der ville gøre NATO overflødig. 5 Se hertil „Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission i henhold til grundlovens § 51“, Folketingsårbog 1964-65, 1965, s. 602-5. Forslag stillet af Poul Dam, Aksel Larsen, Morten Lange og Skræppenborg-Nielsen. § 51 i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 lyder: „Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissio- nerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige myndigheder“. Socialistisk Folkeparti havde allerede under folketingsvalgkampen i 1964 agiteret for, at dette valg burde gøres til en afstemning for eller imod dansk medlemskab af NATO. „SFs Valgmanifest“ (forside), SF-Bladet, nr. 34, 6. årg., 3. september 1964. 6 Poul Dam, „1. beh. af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folke- tingsåret 1964-65, 27. marts 1965, sp. 4180-4181. 7 K. Helveg Petersen, „1. beh. af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1964-65, 27. marts 1965, sp. 4183-4184, 4188, 4189. 8 Jf. indlæg af Frode Jacobsen (S), Per Federspiel (V), Erik Kragh (KF) og Rimstad (Uafh.), „1. beh. af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1964-65, 27. marts 1965, hhv. sp. 4181-4183, 4183, 4183, 4184-4185. 9 Per Hækkerup, „1. beh. af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1964-65, 27. marts 1965, sp. 4185.

66 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 67

I de følgende måneder var der ikke megen debat om spørgsmålet. Hverken politikere eller presse ytrede sig nævneværdigt herom.10 Det betød dog ikke, at det var glemt. Tværtimod begyndte partierne i deres medlemsblade at varme op til en debat. Eksempelvis bragte de konservatives „Vor Tid“ i april 1965 – 20 år efter befrielsen – en mindre lederartikel med et budskab om, at fraværet af en „sikkerhedspagt“ i 1930ernes Europa havde været årsagen til at Hitlers udenrigspolitiske råderum op til Anden Verdenskrig. Ifølge artiklen måtte NATO opfattes som „symbolet på, at det kan nytte at have et forsvar…“, for det var netop den atlantiske alliance, der havde forhindret kommunismen i at trænge ind i Vesteuropa.11 Lederartiklen var dog blot begyndelsen, for gennem de følgende måneder bragte „Vor Tid“ flere helsidesartikler om så- vel NATO som om behovet for og værdien af det danske alliancemedlemskab.12 Også i det socialdemokratiske „Verdens Gang“ blev spørgsmålet tematiseret. Partiets enfant terrible Frode Jakobsen skrev i december 1965, at det om få år ville blive aktuelt at tage stilling til Danmarks alliancehold. Ifølge Jakobsen var der ikke noget alternativ til NATO efter 1969. Det danske alliancemedlemskab måtte dog ikke betyde en indskrænkning af Danmarks frihed, idet for- målet med NATO var at sikre friheden og demokratiet. Dermed angav han, at selv om Danmark burde forblive i alliancen, var det vigtigt, at Danmark havde mulighed for at føre sin egen politik inden for det atlantiske samarbejde.13 Frode Jakobsens synspunkt var formentlig præget af USA’s krigsfø- relse i Vietnam. Blot et par måneder forinden havde han i „Politiken“ omtalt krigen som „den største fare“, blandt andet fordi krigen risikerede „at grave kløften af mistillid til de hvide hos Asiens og Afrikas folk dybere“.14

Udenlandske forsøg på holdningspåvirkning (1965) Under den gryende NATO-debat i partibladene dukkede forsøg på påvirk- ning fra udlandet op. Fra Sovjetunionens side forsøgte man at få Danmark ud af NATO og etableret en neutral nordisk zone. Det var ikke et nyt budskab, men det blev fremført med øget frekvens fra midten af 1960erne.15 DKP

10 Se dog Erling Bjøls artikel „NATO i 69“, bragt i Politiken, 30. maj 1965, hvor Bjøl anbefalede danskerne at reflektere over det fortsatte alliancemedlemskab. Jf. Erling Bjøl, Fra magtens korridorer. Erindringer fra 60’erne, 70’erne & 80’erne, 1994, s. 117. 11 „Læren fra 9. april“ (leder), Vor Tid, 21. årg., nr. 14, 14. april 1965. 12 P. A. Hedegaard-Poulsen, „Pagten, der reddede Vesteuropa, Vor Tid, 21. årg., nr. 18, 19. maj 1965; samme, „NATO’s store resultater i 16 år“, Vor Tid, 21. årg., nr. 21, 16. juni 1965; samme, „Alliancepolitik eller kaos“, Vor Tid, 21. årg., nr. 22, 23. juni 1965; Erik Kragh, „Den storpolitiske baggrund for dansk forsvarspolitik“, Vor Tid, 21. årg., nr. 37, 20. oktober 1965. 13 Frode Jakobsen, „Danmark og NATO efter 1969“, Verdens Gang, 10. december 1965, s. 296-301. 14 Frode Jakobsen i Politiken 28. oktober 1965. Citeret efter Sven Ove Gade, Frode Jakobsen. En biograf, 2004, s. 437. 15 Jf. kap. 57.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 67 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 68

gjorde i forlængelse heraf, hvad det kunne for at fremme det sovjetiske mål. På partiets 22. kongres i 1965 opfordrede partiformand Knud Jespersen til dansk udmeldelse af NATO: „I dag har vi endog den amerikanske politiker George Kennans ord for, at alle begrundelser for NATO’s oprettelse var frit opfundet og fabrikeret af det amerikanske krigsministerium i „Pentagon“ og savner ethvert politisk vurde- rings dækning. Det er tid nu til at overgå til en fri og selvstændig dansk udenrigspolitik.“16 Hverken DKP’s eller Sovjetunionens pres påvirkede øjensynligt regeringens holdning til alliancemedlemskabet. I sin åbningstale til Folketinget i oktober 1965 anførte statsminister Jens Otto Krag, at det danske medlemskab af NATO „uforandret“ var „et betydningsfuldt led i dansk udenrigspolitik.“ Desuden forklarede han, at alliancen udøvede „en stabiliserende virkning i det atlantiske område og i verden som helhed.“17 Talen blev støttet af oppositionens højre side – Venstre, Liberalt Centrum, De Uafhængige og Det Kon- servative Folkeparti – medens Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre var i opposition hertil. Hvad angik udtalelserne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti, var der en vigtig nuanceforskel. Således forklarede formanden for Venstres folketingsgruppe Poul Hartling, at hans parti var af den opfattelse, at det var et „naturligt“ udgangspunkt for de kommende overvejelser, at Danmark „fortsat“ skulle være „partner i et bredt atlantisk alliance- system“. Samtidig var det dog Venstres opfattelse, at danskerne med „åbent sind“ måtte „studere de tanker og analyser“, der måtte komme frem om spørgsmålet i de efterfølgende år.18 De konservatives Poul Møller var mere kontant i sine formuleringer, idet han pegede på, at NATO havde haft en stabiliserende funktion i verdenspolitikken, og at man ikke ville være kommet så langt med afspændingsbestræbelserne, som tilfældet var, hvis det ikke havde været for NATO. Overhovedet mente de konservative, at den tendens „der for tiden gør sig så stærkt gældende i visse kredse til absolut at ville finde en af- løsning for NATO“ overså, at sammenhold og solidaritet i den vestlige verden var en forudsætning for fredens opretholdelse. Poul Møller anbefalede samtlige danske partier at medvirke til at „finde frem til løsninger, som gør det muligt at bevare NATOs forsvarssystem“.19 For Det Radikale Venstre tog Hilmar Baunsgaard afstand fra det, som han betragtede som regeringens og højreoppositionens meget doktrinære sym-

16 Knud Jespersen, „Nye perspektiver for Danmark“, Tiden, 26. årg., nr. 6-7, 1965, s. 211-25, citeret s. 221. 17 Statsministeren (J. O. Krag), „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 5. oktober 1966, sp. 3-23, citeret sp. 19-22. 18 Poul Hartling, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 1966, sp. 105-20, citeret sp. 107. 19 Poul Møller, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 1966, sp. 120-47, citeret sp. 126.

68 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 69

pati for det danske alliancemedlemskab. Baunsgaard anførte, at hans parti „for lang tid siden“ havde „rejst kravet om, at alle forudsætninger, der knytter sig til vort medlemskab af Atlantpagten, taget op til en nærmere vurdering i god tid før 1969.“20 Angiveligt havde tingets øvrige partier dog „anset det for utidigt“ af Det Radikale Venstre „overhovedet at rejse spørgsmålet om en vurdering af dyberegående og mere langvarig karakter.“ Baunsgaard understregede, at Det Radikale Venstre ikke havde taget endeligt stilling til spørgsmå- let, men partiet ønskede undersøgt, om et fortsat medlemskab af NATO var en farbar vej for Danmark efter 1969. Et af de argumenter, Baunsgaard tog i anvendelse, var, at den danske alliancebeslutning i 1949 var blevet truffet uden en folkelig debat, og uden at beslutningen var blevet grundigt „under- søgt og overvejet.“21 Ikke overraskende havde Aksel Larsen og med ham Socialistisk Folkeparti en tilsvarende opfattelse. Imidlertid fremgik det eksplicit af Aksel Larsens ind- læg – også mere eksplicit end i Baunsgaards – at et nordisk forsvarsarrange- ment var at foretrække frem for NATO-medlemskabet. Aksel Larsen forklarede, at „Danmark ikke alene folkeligt, kulturelt og historisk hører sammen med Norden, men også at et udvidet nordisk samarbejde vil være til fordel så- vel for Danmark som for de øvrige nordiske lande. Jeg er aldeles sikker på, at i udenrigspolitisk og i sikkerhedspolitisk henseende bør vi absolut orientere os mod Norden.“ Desuden anførte han, at der allerede var uofficielle samtaler i gang herom i Norge og i Sverige.22 Ganske som i foråret 1965 gjorde Per Hækkerup i den efterfølgende debat en indsats for at modarbejde de neutralistiske tendenser i tinget. Han forklarede i flere indlæg, at regeringen og Socialdemokratiet var af den opfattelse, at spørgsmålet om det danske alliancemedlemskab efter 1969 måtte ses i lyset af, hvorledes situationen aftegnede sig på det tidspunkt: „Intet menneske, tror jeg, vil kunne stå frem og fortælle os med usvigelig sikkerhed, hvordan den udenrigspolitiske situation ser ud i 1968, 1969 og 1970“. Hvad angik øn- sket om en ekspertundersøgelse af vilkårene for fremtidens danske alliance-

20 Allerede i foråret 1964 havde folketingsmand Helge Larsen i det radikale blad „Fremsyn“ argumenteret for, at Danmark burde arbejde for en international udvikling, hvor NATO og Warszawa- pagten blev gjort overflødige; jf. „Nato-traktaten og Gomulka-plan“ (leder, sign. H.L.), Fremsyn, 1. årg., nr. 4, 1964, s. 14. Og på de radikales landsmøde i sommeren 1964 havde partiet besluttet, at det ville kræve, at medlemskabet ikke blev videreført „uden at befolkningen er spurgt“. Citeret efter „Landsmødeudtalelser om:“, Fremsyn, 1. årg., nr. 6, 1964, s. 6. I januar 1966 havde K. Helveg Petersen direkte ytret ønske om en undersøgelse om Danmarks sikkerhedspolitiske problemer. „Heri maa blandt andet indgaa alle forhold, der knytter sig til vort medlemskab af Nato samt til en løsning på nordisk basis“, skrev han; jf. K. Helveg Petersen, „NATO og Nordisk Forsvarsforbund“, Skive Folkeblad, 18. januar 1966. 21 Hilmar Baunsgaard, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 1966, sp. 147-70, citeret sp. 167. 22 Aksel Larsen, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 1966, sp. 171-90, citeret sp. 175; jf. sp. 174.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 69 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 70

politik udtalte Hækkerup, at regeringen ikke havde noget imod en sådan undersøgelse, men

„formuleringen af politikken på dette område kan ikke, må ikke og skal ikke blive videnskabsmændenes sag. I hele den måde hvorpå problemet er opstået i den allerseneste tid, ser man klart og tydeligt en sammenblanding af politiske hensigter og videnskabelige hensigter, og jeg synes, at det ærede medlem hr. Baunsgaard ikke selv er fri for at gøre sig skyldig i denne sammenblanding, når det ærede medlem af sin undersøgelse både af NATO og af vilkårene for sammenbruddet af de nordiske forhandlinger i 1948-49 på forhånd drager den konklusion, at nu bliver planerne og tankerne om et nordisk forsvarsforbund realistiske igen.“23

Ifølge Hækkerup måtte man lade videnskabsfolkene gøre det, som de var gode til, det vil sige at analysere, medens politikerne skulle gøre det, som de var valgt til, nemlig at formulere politik. Hvad angik Aksel Larsens udtalelse om, at der pågik uofficielle undersøgelser i Norge og Sverige om muligheden af at etablere en nordisk forsvarspagt, så kendte regeringen ikke noget hertil. Heller ikke den norske og den svenske regering kendte noget til sådanne drøftelser. Det eneste korrekte i Aksel Larsens påstand var, at den svenske regering havde søsat en „historisk undersøgelse af begivenhedsforløbet i de nordiske forhandlinger i 1948-49“.24 Hækkerups afvisende holdning til dansk udmeldelse af NATO svarede til det synspunkt, han havde fremlagt i den folke- oplysende bog „Danmarks Udenrigspolitik“ fra 1965: „Hvis NATO-rammen skulle falde bort, ville konsekvensen for os blive, at vi blev mere afhængige end nu af de magter, der militært behersker Østersøkysten. Historien lærer os, at Danmark kun vanskeligt kan unddrage sig et afhængighedsforhold til den stærkeste Østersømagt. Uden NATO vil vi blive en brik i et muligvis farligt spil mellem Tyskland og Sovjetunionen.“25 Danmark skulle forblive i NATO.

Den internationale udvikling (1966) Hvor kritikerne af alliancemedlemskabet gennem 1965 havde vanskeligt ved at opnå lydhørhed i debatten, så indtraf der i begyndelsen af 1966 en begiven-

23 Per Hækkerup, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 1966, sp. 279-92, citeret sp. 287. 24 Sst., citeret sp. 288. 25 Per Hækkerup, Danmarks Udenrigspolitik, 1965, citeret s. 111. Det er i litteraturen anført, at det var Udenrigsministeriets embedsmænd, der skrev Hækkerups bog; Kristine K.N. Midtgaard, Småstatens offensive magt- og sikkerhedsstrategi. En analyse af FN-politikkens status og rolle i dansk sikkerhedspolitik 1949- 65, 2003, s. 3 (note 2); Nikolaj Bøgh, Hækkerup, 2003, s. 171-72. Der er dog næppe tvivl om, som det også er opfattelsen i de to ovennævnte værker, at det var Hækkerups synspunkter, der kom til udtryk i bogen.

70 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 71

hed, der gav dem opmærksomhed. Som reaktion på USA’s stigende indflydelse i Vesteuropa og USA’s politik i Asien bekendtgjorde den franske præsi- dent Charles de Gaulle 10. marts 1966, at Frankrig ville forlade NATO’s integrerede militære samarbejde. De Gaulles udtalelse var ventet.26 Siden begyndelsen af 1960erne havde Frankrig fjernet flere af sine skibe fra NATO’s flåde i Middelhavet, og op til udtalelsen havde Frankrig trukket sig ud af den syd- østasiatiske forsvarspagt SEATO. I Danmark gav Frankrigs udtræden af NATO’s integrerede samarbejde partierne anledning til at markere deres standpunkter til det danske medlemskab. Forsvarsminister Victor Gram udtalte 14. marts 1966 i et interview i den finske radio, at den varslede franske udmelding af NATO’s integrerede militære samarbejde ikke ville få konsekvenser for Danmarks NATO-medlemskab. Grams argument var, at et nordisk forsvarsforbund ikke kunne gøre det ud for NATO.27 Udtalelsen må ses som en reaktion på og tilbagevisning af de ovenfor anførte sovjetiske forsøg på at få gjort Norden til et alliancefrit område.28 Socialistisk Folkeparti stillede 31. marts 1966 forslag om nedsættelse af en parlamentarisk kommission, der skulle undersøge, hvorvidt Danmark skulle forblive i NATO efter 1969.29 Forslaget blev forkastet i september samme år. I stedet blev der nedsat et folketingsudvalg, der skulle underkaste spørgsmålet yderligere overvejelse.30 Jens Otto Krag skrev 5. maj 1966 en meget opsigtsvækkende artikel i „Infor- mation“. Krag indledte artiklen således: „Da NATO blev dannet i 1949, blev det under andre forudsætninger end de nuværende“.31 Artiklen kunne opfattes som udtryk for en afmålt holdning til alliancemedlemskabet, men det vil næppe være en rimelig tolkning. Det som Krag med sin artikel antydede, udtrykte han klart i en tale i den vesttyske by Aachen et par uger senere. Her forklarede han: „Jeg er overbevist om, at NATO’s eksistens er en af de mest fundamentale forudsætninger for den afspænding, vi har set mellem Øst og Vest. Hermed er imidlertid ikke sagt, at der ikke kan være grund til nærmere at overveje, hvordan den udvikling, der har fundet sted, kan afspejles i NATO’s politiske målsætninger.“32 Krag lagde i såvel den danske presse som i internationale forsamlinger op til, at NATO ikke blot skulle fungere som en forsvarsalliance i traditionel forstand, men også som et redskab i de igangværende af- spændingspolitiske bestræbelser mellem Øst og Vest (mere herom nedenfor).

26 Eksempelvis Niels J. Haagerup, „Danmark – Norden og NATO“, Fremtiden, 20. årg. nr. 9, november 1965, s. 5-6. 27 Avisårbogen 1966, s. 43. 28 Bent Jensen, Tryk og tilpasning, s. 106-107. 29 Forslaget kom til forhandling 31. marts 1966. Gengivet i Folketingstidende. Forhandlinger i Folketings- året 1965-66, sp. 4672-4691 jf. Folketingsårbog 1965-66, 1966, s. 572-75. 30 „Udvalgsarbejde om vort NATO-forhold“, Information, 1. september 1966. 31 Jens Otto Krag, „Nye opgaver for NATO bør overvejes i dag“, Information, 5. maj 1965. 32 Citeret efter Bo Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, 2002, s. 286.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 71 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 72

Ifølge „Information“ var Krags initiativ et forsøg på at bevare enheden i NATO, efter at Frankrig havde erklæret, at det ønskede at træde ud af NATO’s integrerede militære samarbejde.33 Det Radikale Venstre vedtog på partiets landsmøde i maj 1966 en resolution, hvoraf det fremgik, at partiet ønskede en folkeafstemning om fortsat dansk medlemskab af NATO.34 Med dette krav var de radikale i pagt med knap halvdelen af den danske befolkning. En samtidig Gallup-undersøgelse viste kort efter, at et relativt flertal på 42 pct. af den danske befolkning i sommeren 1966 var enig i kravet. Et mindretal på 17 pct. var modstander af en folkeafstemning, medens 41 pct. af de adspurgte ikke vidste, hvad de skulle svare.35 Endelig offentliggjorde Ole Bjørn Kraft i juni 1966 en kronik, hvor han i direkte polemik mod Det Radikale Venstre anførte, at en „opløsning af NATO ville være et tilbagefald til førkrigstidens splittelse og svage Europa“.36

Udenomsparlamentarisk pres og Socialdemokratiets samarbejde med SF (1965-1968) Folketingsvalget 22. november 1966 blev udskrevet på spørgsmålet om indfø- relse af kildeskatten.37 Selvom venstrefløjen søgte at inddrage udenrigs- og sikkerhedspolitikken, herunder Danmarks alliancemedlemskab, i valgkampen spillede disse ikke nogen større rolle i debatterne.38 Valget førte til en ek- sempelløs parlamentarisk situation. Ganske vist mistede Socialdemokratiet 7 mandater, men alligevel opstod der for første gang i danmarkshistorien et socialistisk flertal, idet Socialistisk Folkeparti fordoblede sit mandattal til 20. Sammenlagt havde de to partier 89 mandater foruden et nordatlantisk mandat, der tilsluttede sig Socialdemokratiet; det vil sige absolut flertal.39 Umid- delbart efter, at valgets resultat stod klart, blev der indledt forhandlinger om en regering bestående af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Efter fire dages forhandlinger erklærede Aksel Larsen, at Socialistisk Folkeparti

33 „Krags nye NATO-kurs“ (leder, sign. e.l.), Information, 7.8. maj 1966. 34 „Fællesmarkedet og vælgernes stilling“, Politiken, 8. maj 1966. 35 Ugens Gallup nr. 25, 1966, „Danmark og NATO“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ ug_1966_25.pdf. Offentliggjort 10. juli 1966. Set 16. september 2004. 36 Ole Bjørn Kraft, „Hvis NATO blev ophævet“ (kronik), Aarhus Stiftstidende, 10. juni 1966. Ole Bjørn Kraft gentog det synspunkt adskillige gange de følgende år, jf. eksempelvis „Nato må fortsætte“, Aktuelt, 22. juli 1968. 37 Se hertil K.B. Andersen, „J.O. Krags regeringsår og oppositionsårene 1962-71“, i J.O. Krag og K.B. Andersen, Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71, 1971, s. 321-23; Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne. Taktik og strategi, s. 52. 38 Niels Jørgen Haagerup, „Vor aktive udenrigspolitik“, Fremtiden, 21. årg., nr. 10, december 1966, s. 5-13, her s. 5; samme, „Valget og udenrigspolitikken“, Fremtiden, 21. årg., november 1966, s. 5. 39 Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945, s. 476.

72 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 73

ikke ønskede at gå i regering med Socialdemokratiet, da sidstnævnte afviste en reduktion af forsvarsbudgettet på 30 pct. over de følgende tre år. Desuden var der uoverensstemmelser om boligpolitikken.40 Krag etablerede derfor en socialdemokratisk mindretalsregering. Ved den lejlighed overtog Krag frem til 1. oktober 1967 embedet som udenrigsminister, således at han bestred så- vel stats- som udenrigsministerembedet. Per Hækkerup blev i stedet udnævnt til politisk ordfører og formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.

„Politisk Revy“ og „SF Bladet“ Allerede ved Folketingets åbning i første uge af december 1966 slog stats- og udenrigsminister Krag fra Folketingets talerstol fast, hvori regeringens sikkerhedspolitik bestod: „Danmarks udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og markeds- politik er uændret“.41 Med den formulering søgte Krag formentlig at mane enhver uro over Socialistisk Folkepartis potentielle indflydelse på den nye regerings politik i jorden. I de følgende måneder og år blev sikkerhedspolitikken indirekte tematiseret gennem en stadig mere intens debat om problemstillinger, der havde forbindelse med Danmarks allierede og disses ageren i international politik. Med artikler om sådanne forhold forsøgte en del af den politiske venstrefløj og det udenomsparlamentariske miljø at kaste et negativt skær over Dan- marks medlemskab af NATO. Den del af debatten fandt sted i venstreorienterede tidsskrifter. Et hovedspørgsmål var Vietnam-krigen. Gennem en år- række blev denne taget op i næsten hvert eneste nummer af Socialistisk Folke- partis medlemsblad „SF Bladet“. Et fællestræk ved artiklerne og annoncerne i „SF Bladet“ var et budskab om, at Danmark burde vise solidaritet med den vietnamesiske befolkning og tage afstand fra den amerikanske krigsfø- relse.42 Det var også linjen i det venstreorienterede 14-dagesblad „Politisk Revy“. Fra 1965-1966 og de følgende år bragte dette magasin utallige artikler om Vietnamkrigen. Artiklerne i „Politisk Revy“ var meget insisterende og fordøm- mende i deres karakteristik af USA’s Vietnampolitik. „Politisk Revy“ bragte ikke blot meget kritiske artikler om den amerikanske krigsførelse. Det offentliggjorde også talrige fotografier af sønderlemmede kroppe samt beretninger

40 Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960erne, s. 55. 41 Stats- og udenrigsministeren (J. O. Krag), „Erklæring af stats- og udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1966-67, 6. december 1966, sp. 4-6, citeret sp. 6. 42 Se til eksempel Carl Scharnberg, „Uden nåde. Sandheden om Vietnam“, SF Bladet, 7. årg. nr. 83, december 1966, s. 4-5; „Bomber over Nordvietnam“, SF Bladet, nr. 2, januar 1967, s. 5. „Flyvende lig- kister skal fortsat overflyve Danmark“ (forsideartikel), SF Bladet, 8. årg., nr. 3, 11. januar 1967; „De fører krig mod folket“, SF Bladet, 8. årg., nr. 4, 14. januar 1967, s. 6-7. For et eksempel på en annonce se „Også De har et ansvar“ (Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), SF Bladet, 7. årg. nr. 83, december 1966, s. 5.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 73 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 74

af mere teknisk karakter om, hvilke våbentyper der blev benyttet i krigen.43 Det var stærke beretninger, og det var stærke billeder, der gjorde indtryk på læserne. I forlængelse heraf berettede tidsskriftet også udførligt om Russell- tribunalets kritik af den amerikanske krig, og „Politisk Revy“ var mediet, hvor der blev stillet nådesløst skarpt på raceproblemer og afroamerikanernes rettigheder i USA.44 I artiklerne blev USA fremstillet som et verdensimperiali- stisk land, der dagligt forbrød sig mod Genèvekonventionen, og hvor den hvide overklasse reelt praktiserede apartheid over for den sorte underklasse.45 Endelig fokuserede tidsskriftet på blandt andet britiske og franske krige i den tredje verden; navnlig i Afrika.46 Dermed tegnede „Politisk Revy“ et meget kritisk billede af både USA og NATO men også af flere NATO-landes imperialistiske politikker. I den forstand var der en tendens til, at „Politisk Revy“ udstrakte kritikken af den amerikanske Vietnampolitik til en generel kritik af USA. Artiklerne i „SF Bladet“ og „Politisk Revy“ behandlede temaer, der blev opfattet som væsentlige i samtiden. I 1966 viste en Gallup-undersøgelse, at 51 pct. af de adspurgte var modstandere af den amerikanske Vietnam-politik, medens over halvdelen af de adspurgte frygtede, at den amerikanske krig ville få konsekvenser for verdensfreden.47 Tilsvarende var kampen for borgerrettigheder i USA et tema, som mange i samtiden betragtede med sympati. Her- om vidner samtidige amerikanske forsøg på at overbevise danskerne om, at afroamerikanerne fik stadigt bedre forhold i USA.48 Og det er hævet over enhver tvivl, at kampen for koloniernes frigørelse var noget, som mange på den politiske venstrefløj engagerede sig i, fordi de fandt emnet vigtigt i sig selv.

43 Jf. eksempelvis Ulrich Horst Petersen, „Magtpolitikken og de magtesløse“, Politisk Revy, nr. 71, 4. årg., januar 1967, s. 13-14; Ellen Bruun, „Den ublodige død“, Politisk Revy, nr. 74, 4. årg., marts 1967, s. 2-4; Lelio Basso, „Hvorfor Vietnam vil vinde krigen“, Politisk Revy, nr. 77, 4. årg., april 1967, s. 2-4; jf. Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden. Tolv Mands-Minde-foredrag, 2004, s. 71. 44 Efter en høring i Stockholm i maj 1967, afholdt Tribunalet en høring i Roskilde i november samme år. Oprindeligt havde den danske regering forsøgt at forhindre afholdelsen af høringen, men efter pres fra blandt andre Ebbe Reich, der på det tidspunkt var i redaktionen af „Politisk Revy“, lykkedes det alligevel at gennemføre den; jf. Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden, s. 68-74. 45 Jf. eksempelvis Stokeley Carmichael, „Black Power“, Politisk Revy, nr. 81, 4. årg., juli 1967, s. 13; „Patrick-X“, Politisk Revy, nr. 83, 4. årg., august 1967, s. 8-9; Jacques Hersh, „White Power – historisk belyst“, Politisk Revy, nr. 85, 5. årg., september 1967, s. 5-6; „Ikke en reformistisk bevægelse“, Politisk Revy, 5. årg., oktober 1967, s. 4; Bente Hansen, „USA er overalt. Interview med Stokeley Carmichael“, Politisk Revy, nr. 91, 5. årg., december 1967, s. 2. 46 Jf. eksempelvis Ellen Bruun og Ebbe Reich, „Verdens konflikter i 1967“, Politisk Revy, nr. 70, 4. årg., januar 1967. 47 Ugens Gallup, „Øget modvilje med U.S.A.’s Vietnam-politik. Og øget frygt for risikoen“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1966_10.pdf. Offentliggjort 20. marts 1966. Set 24. september 2004. 48 I perioden fra april 1955 til oktober 1964 udgav den amerikanske ambassade bladet Labor-Nyt. Fra det amerikanske produktionsliv. Bladet var henvendt til den danske fagbevægelse. I bladet blev der tegnet et billede af, at den amerikanske arbejderbevægelse opnåede stadigt bedre vilkår. Afroameri- kanernes forhold blev ofte tematiseret, og det efterladte indtryk var, at amerikanske myndigheder behandlede dem godt og at den sorte del af befolkningens vilkår blev forbedret.

74 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 75

Men det er lige så vigtigt at understrege, at de mange artikler, der kastede et negativt lys over aspekter af amerikansk, men også britisk og fransk udenrigspolitik, også havde en instrumentel karakter i agitationen mod det danske medlemskab af NATO. „Politisk Revy“ havde gennem 1966 og 1967 offentliggjort flere artikler om Danmarks forhold til NATO. Blandt andet havde tidsskriftet op til folketingsvalget i 1966 uden held forsøgt at gøre spørgsmålet til et af valgets hoved- temaer.49 I de følgende år offentliggjorde bladet flere artikler, der tematiserede alliancemedlemskabet. Men heller ikke disse artikler havde den øn- skede virkning. Danskerne tog ikke i stigende grad afstand fra alliancemedlemskabet. Ifølge en artikel fra 1968 havde de fejlslagne kampagner været en af årsagerne til, at bladet i stigende grad satte kritisk fokus på de sider af amerikansk udenrigspolitik, der kunne vække anstød i befolkningen.50 På et møde om venstresocialisme på Ryslinge Højskole i sommeren 1968 bekræf- tede Ebbe Reich, der sad i „Politisk Revys“ redaktion, at der for ham – og man må antage også for „Politisk Revy“ – var en sammenhæng mellem de kritiske artikler og ønsket om, at Danmark trådte ud af NATO:

„De fleste af os vil dog foretrække en hvilken som helst form for neutralitet frem for NATO, men for os må det væsentligste dog være at afsløre NATO, nu vi er der, og for at komme ud af NATO.“51

Ellen Bruun, der også var i redaktionen af „Politisk Revy“, udtalte under samme debat, at udgangspunktet for en meningsfuld debat om dansk sikkerhedspolitik måtte være at finde ud af, „hvad det er vi skal forsvare os imod“.52 Debatterne berørte indirekte Danmarks alliancemedlemskab. Selv om Danmark hverken havde indflydelse på USA’s, Frankrigs eller Storbritanniens udenrigspolitik eller disse landes interne forhold, pådrog man sig – ifølge kritikerne – et politisk og moralsk medansvar i kraft af NATO-medlemskabet. Det er vanskeligt at svare på, om og i givet fald hvilken betydning sådanne kampagner havde for danskernes syn på alliancemedlemskabet under ’arbejderflertallet’. En del af svaret findes i Gallups undersøgelser af danskernes syn på alliancemedlemskabet. De viste, at støtten til medlemskabet var stigende i 1966 og 1967. I november 1965 og juni 1966 havde 41 pct. af de adspurgte væ-

49 Ebbe Reich, „Det gælder valget“, Politisk Revy, nr. 67, november 1966. Allerede i foråret 1966 var bladet begyndt at fokusere på spørgsmålet, jf. Ebbe Reich, „Ingen trang til alternativ“, Politisk Revy, nr. 53, 3. årg., april 1966. 50 „Apropos NATO“, Politisk Revy, nr. 30, 6. årgang, august 1968, s. 6. 51 Ebbe Reich citeret s. 116 efter et debatindlæg af socialdemokraten Jørgen E. Petersen, hvor denne anførte, at såfremt man ønskede Danmark ud af NATO, så måtte man tænke i alternativer, for et alliancefrit Danmark var ikke at foretrække. Se hertil Jørgen E. Petersen, „Danmark og Europa“, Andreas Jørgensen, Ejvind Larsen og Preben Wilhjelm (red.), Venstresocialisme – analyse og debat, 1968, s. 110-114. 52 Sst., s. 115.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 75 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 76

ret tilhængere af NATO-medlemskabet, medens henholdsvis 13 og 17 pct. havde været modstandere heraf. Ifølge to tilsvarende undersøgelser fra januar og oktober 1967, viste svarene en øget tilslutning til medlemskabet, idet henholdsvis 42 og 47 pct. var tilhængere heraf, medens andelen af modstandere ved begge under- søgelser var faldet til 14 pct. Ifølge Gallups analyse var den primære år- sag til den øgede folkelige tilslutning, at NATO have bidraget til at fredelig- gøre og stabilisere udviklingen i Eu- ropa; ganske som regeringens frem- trædende ministre, Krag og Hække- rup, gentagne gange havde understreget.53

Sammenkædningen af NATO-spørgsmålet og Under „arbejderflertallet“ USA’s politik i Vietnam blev også foretaget af Mandaternes fordeling på Chri- DKP, som på denne udaterede løbeseddel. stiansborg efter valget i 1966 førte til (ABA). et tættere samarbejde mellem Social- demokratiet og Socialistisk Folkepar- ti. At der ikke blev skabt en S-SF-regering var som nævnt udtryk for, at der var grænser for enigheden.54 I sin åbningstale til Folketinget i oktober 1967 an- førte statsminister Krag da også, at Danmarks sikkerhedspolitisk var „uæn- dret“.55 Krag understregede, at regeringens overordnede alliancepolitiske mål- sætning var at fremme afspændingen gennem såvel De Forenede Nationer som NATO, og at regeringen ikke ønskede Danmark ud af alliancen. Dermed kunne man forvente, at Socialistisk Folkeparti i den efterfølgende debat ville kritisere regeringen for den holdning. Men kritikken udeblev. Næsten. I Folketingets åbningsdebat gik Aksel Larsen i rette med USA’s Vietnam-politik, som han mente, at regeringen skulle tage afstand fra. Imidlertid afstod han fra at diskutere det danske alliancemedlemskab efter 1969. Man kan an- føre, at forhandlingerne om Krags åbningstale ikke umiddelbart førte til en debat om alliancemedlemskabet, og at det derfor var naturligt, at Larsen ikke

53 Ugens Gallup nr. 45, 1967, „NATO i -67“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1967 _45.pdf. Offentliggjort 3. december 1967. Set 24. september 2004. 54 Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960erne, s. 55. 55 Statsministeren (J. O. Krag), „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 3. oktober 1967, sp. 1-20, her sp. 5-6.

76 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 77

kom ind på spørgsmålet. Så meget mere bemærkelsesværdigt var det, at Aksel Larsen heller ikke kom ind på spørgsmålet, efter at udenrigsminister Hans Tabor bekræftede alliancemedlemskabet.56 I det hele taget var det – i forhold til sikkerhedspolitikken og navnlig sammenlignet med Larsens stil, i den periode han var formand for DKP – en meget ordknap Aksel Larsen, der repræ- senterede Socialistisk Folkeparti under åbningsdebatten.57 Udeblev debatten om alliancemedlemskabet i oktober 1967, dukkede den til gengæld op, da udenrigsminister Hans Tabor i november redegjorde for den udenrigspolitiske situation. Han udtalte, at regeringen flere gange havde opfordret USA til øjeblikkeligt at standse bombningerne i Vietnam i håb om, at der kunne etableres fred gennem forhandlinger. Det kritiske syn på amerikansk politik i den asiatiske konflikt fik dog ikke regeringen til at skifte synspunkt på alliancemedlemskabet. Herom udtalte Tabor kortfattet, at han „på ny“ ønskede „at slå fast“, at „Danmarks sikkerhedspolitik“ var „uforandret“. Vejen til den konklusion gik over en længere redegørelse for udviklingen i alliancens politik, hvor han anførte, at NATO og Warszawa-pagten ikke blot skulle opfattes som hinandens modsætninger, men også som forudsæt- ninger for et internationalt politisk klima, hvor afspændingen havde gode vil- kår.58 I den efterfølgende meningsudveksling delte de politiske synspunkter sig i to grupper. Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre støt- tede udenrigsministerens redegørelse.59 Ordførerne for Venstre og Det Kon- servative Folkeparti støttede begge regeringens ambition om at benytte NATO som et redskab for afspændingspolitikken. Samtidig tog de afstand fra ven- strefløjens kritik af USA gennem Vietnam-krigen. Poul Møller udtalte direkte, at han fra Folketingets talerstol ønskede at vende sig

„imod den antiamerikanisme, som trives så vel i Vesteuropa. Når man læ- ser, hvad der sker i disse dage, og hvad der refereres for os i disse dage, må man jo tro, at det amerikanske folk er blevet en samling sadister, nazister eller stalinister, der begår de værste forbrydelser mod menneskeheden.“60

56 Tabor bekræftede på ny dette standpunkt i en tale i Studenterforeningen 31. oktober 1967; jf. „Vi kan ikke undvære NATO“, Berlingske Tidende, 1. november 1967; „Det danske riges tarv“ (leder), Berlingske Tidende, 2. november 1967. 57 Aksel Larsen, „Åbningsdebat“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 5. oktober 1967, sp. 150-64, 234-41. 58 Udenrigsministeren (Hans Tabor), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 16. november 1957, sp. 1321-40, citeret sp. 1332, jf. sp. 1322. 59 Per Hækkerup, Per Federspiel og Poul Møller, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketings- tidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 28. november 1967, sp. 1701-08, 1708-21, 1721-31. 60 Poul Møller, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 28. november 1967, citeret sp. 1724.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 77 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 78

Møller var selvsagt ikke enig i den karakteristik. Imidlertid var han ikke i tvivl om, hvorvidt den antiamerikanisme, som han genfandt blandt danske debat- tører, stammede fra den amerikanske krigsførelse i Vietnam.61 Fra Socialdemokratiets side gjorde Per Hækkerup en langt større indsats end repræsentanterne for Venstre og de konservative for at understrege NATO’s betydning for Danmarks sikkerhed. Således benyttede han meget af sin taletid til at forsvare det danske alliancemedlemskab. Desuden anførte han, at de forsøg, der undertiden blev gjort på at fremstille alternativer til NATO-medlemskabet, måtte betragtes som illusioner.62 I debatten stillede Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti sig i opposition til regeringen. Det Radikale Venstres politiske ordfører K. Helveg Petersen stod for en traditionel radikal linje i debatten, idet han udtrykte sympati for den del af den danske befolkning og enighed med den del af debat- miljøet, der tog afstand fra den amerikanske krig i Vietnam. Han forklarede:

„Når man nu taler om antiamerikanisme, og det gør man – hr. Poul Møller var inde på det for et øjeblik siden i forbindelse med kritikken af krigsfø- relsen i Vietnam – må man ikke glemme, at et voksende antal borgere i USA er imod denne krig. Jeg har ingen antiamerikanisme, jeg har ingen synspunkter af den art, men jeg identificerer mig med den voksende gruppe amerikanere, der vender sig imod den fortsatte krig i Vietnam.“

Ifølge K. Helveg Petersen var det et væsentligt problem ved den amerikanske krigsførelse, at den var i strid med internationale konventioner, og at den indebar en risiko for krig med Kina. Krigshandlingerne og bombningerne af Nordvietnam foregik nemlig kun få kilometer fra den nordvietnamesisk-kinesiske grænse, og der skulle blot et enkelt uheld til, for at påbegynde en storkrig, forklarede han. I den forbindelse støttede K. Helveg Petersen den kritik, der blandt andet var blevet fremført i flere venstrefløjsorganer, og som gik ud på, at Danmark gennem alliancemedlemskabet havde et medansvar for den amerikanske krig. Kritikken til trods anbefalede K. Helveg Petersen ikke udmeldelse af NATO. I stedet var det hans – og de radikales – opfattelse, at diskussionen herom skulle vente, indtil der forelå en hvidbog om alliancemedlemskabet og eventuelle alternativer til dette. Imidlertid var det klart Det Radikale Venstres vurdering, at NATO i højere grad, end tilfældet var, skulle benyttes i afspændingspolitikkens tjeneste.63 Socialistisk Folkeparti var i folketingsdebatten repræsenteret ved Kai Moltke og Gert Petersen. Førstnævnte betonede i sit indlæg USA’s ansvar for den blo-

61 Sst., sp. 1725. 62 Per Hækkerup, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 28. november 1967, sp. 1701-1708. 63 K. Helveg Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folke- tingsåret 1967-68, 28. november 1967, sp. 1742-54, citeret sp. 1744.

78 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 79

dige krig i Vietnam,64 medens sidstnævnte tog sig af spørgsmålet om det danske alliancemedlemskab. Arbejdsdelingen mellem Moltke og Petersen var sig- nalgivende, idet Moltke stod på venstrefløjen i Socialistisk Folkeparti, medens Petersen nærmest stod på linje med Aksel Larsen i partiets interne politiske strid.65 Gert Petersen udtalte kortfattet, at det var Socialistisk Folkepartis mål at få Danmark meldt ud af NATO. Argumentet var, at Danmark kunne „gøre bedst fyldest stående uden for de magtblokke, der bremser afspændingen.“66 Set i lyset af „SF Bladets“ mange artikler om USA’s krig i Vietnam samt diskussionerne om det danske alliancemedlemskab må det have været en overraskelse for de fleste af Folketingets medlemmer, at Socialistisk Folkeparti ikke var mere udfarende i debatten. Imidlertid kom det næppe som en overraskelse for Socialdemokratiets inderkreds. I sine erindringer har Hans Tabor beskrevet, hvordan Aksel Larsen opsøgte ham i Udenrigsministeriet forud for folketingsdebatten og understregede, at regeringen „ikke skulle tage SF’s be- mærkninger i folketingssalen alt for alvorligt.“67 At Aksel Larsen gav Tabor den besked, må forekomme overraskende i betragtning af Socialistisk Folke- partis sikkerhedspolitiske synspunkter. Umiddelbart kan det forklares med Aksel Larsens „katalysatorstrategi“, der gik ud på, at Socialistisk Folkeparti efter Larsens opfattelse ville opnå størst indflydelse på regeringens politik gennem en tilnærmelse til Socialdemokratiet og en accept af, at politisk indflydelse var betinget af evnen og viljen til at indgå kompromisser på Christiansborg.68 Andetsteds i Hans Tabors erindringer skriver han: „Og uanset at Aksel Larsen – i den udstrækning han repræsenterede SF – betydeligt havde nedtonet sine angreb på NATO var samarbejdet mellem de to partier [Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet, anm.] selv i de hjerteligste stun- der aldrig blevet udstrakt til at omfatte Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.“69 Den loyale oppositionsrolle fra Socialistisk Folkepartis side var et gennem- gående fænomen under ’arbejderflertallet’; december 1966 til januar 1968. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne i marts 1967 (finansåret begyndte på daværende tidspunkt 1. april) antydede de borgerlige partier, at de ville gøre finansloven til et kabinetsspørgsmål. Det stillede regeringen i en vanske-

64 Kai Moltke, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 28. november 1967, sp. 1732-37. 65 Denne vurdering er baseret på, at Gert Petersen var én af de politikere, der i slutningen af 1967 forsøgte at forhandle et kompromis i stand mellem partiets venstrefløj og de såkaldte „larsenister“ og at han i den sammenhæng argumenterede for en fortsættelse af Aksel Larsens politiske linje. Om fløjkrigen i Socialistisk Folkeparti se Bent Gravesen, Strategi i forandring. SF 1959-89. Udviklingen i SF’s strategi og politiske profil, 1989, s. 62-63. 66 Gert Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 28. november 1967, sp. 1737-42, citeret sp. 1742. 67 Hans Tabor, Diplomat blandt politikere. Erindringer, 1995, citeret s. 208. 68 Katalysatorstrategien er omtalt i Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, 1993, s. 572-73. 69 Hans Tabor, Diplomat blandt politikere. Erindringer, citeret s. 218.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 79 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 80

lig situation, for der var tradition for, at Socialistisk Folkeparti på grund af forsvarsudgifterne og forholdet til NATO undlod at stemme for den samlede lov. Ved den lejlighed udtalte statsminister Krag, at Socialistisk Folkeparti måtte være sig sit ansvar bevidst og sikre lovens vedtagelse. Aksel Larsen svarede, at „da visse partier havde gjort afstemningen til en afstemning for eller imod regeringen, ville SF under sådanne vilkår stemme for.“70 Derpå blev loven vedtaget. Aksel Larsen og Socialistisk Folkeparti havde reddet regeringens liv. Samtidig havde Aksel Larsen formelt sanktioneret forsvarsbudgettet, der var vigtigt for den danske alliancepolitik.

Intern splittelse i Socialistisk Folkeparti (1967-1968) Støtten til regeringen, der således i praksis også omfattede NATO-politikken, resulterede i intern splittelse i Socialistisk Folkeparti. I første omgang kom splittelsen til udtryk på partiets kongres i juni 1967. På det tidspunkt blev Morten Lange og Gert Petersen – der begge stillede sig på linje med Aksel Larsen – stemt ud af partiledelsen og erstattet af repræsentanter for partiets venstrefløj. Og på samme kongres vedtog partiet en udenrigspolitisk udtalelse, ifølge hvilken Danmark skulle træde ud af NATO og i stedet orientere sig mod Norden, der af stormagterne skulle gøres til et garanteret og neutralt kernevåbenfrit område. Med reference til partiets støtte til finansloven udtalte kongressen tillige, at partiet ikke blot skulle modvirke forøgelsen af forsvarsudgifterne, men virke for deres nedskæring og afskaffelse.71 Folketings- gruppen og Aksel Larsen blev sat på plads af partiets hovedbestyrelse. Men dermed var krisen i Socialistisk Folkeparti ikke bragt til ende. Efter et møde i partiets hovedbestyrelse i september 1967 kritiserede hovedbestyrelsen offentligt folketingsgruppen for, at den „praktisk taget“ havde „glemt“ udenrigspolitikken i det daglige arbejde. Det var så meget mere kritisabelt som folketingsgruppen på trods af „kongressens kraftige henstillinger om at gå stærkt ind i agitationen for udmeldelse af NATO inden fristens udløb i for- året 68, ikke var planlagt et eneste initiativ fra folketingsgruppens side, og at det stående SF-forslag om en afrustningskommission endog var frafaldet.“ Partiets hovedbestyrelse pålagde derfor folketingsgruppen, at den skulle „fremsætte dagsordensforslag med opfordring til regeringen om straks inden udløbet af NATOs opsigelsesfrist i foråret 68 ved henvendelse til USAs og USSRs regeringer at skaffe oplyst, om disse to stormagter er villige til gensidigt at garantere neutraliteten af et totalt afrustet Danmark.“72 Og sådan fort-

70 Citeret efter Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, s. 582. 71 „Aksel Larsen omringet“, Politiken, 19. juni 1967. 72 „Folketingsgruppens arbejdsprogram“, SF Bladet, 8. årg., nr. 62, 21. oktober 1967, s. 4.

80 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 81

satte striden i partiet.73 Kulminationen indtraf i december 1967, da knap en tredje-del af partiets folketingsmedlemmer valgte at stemme imod et af regeringen fremsat forslag om at indefryse en dyrtidsportion. Aksel Larsen havde ellers anbefalet, at partiet skulle stemme for. Situationen førte til regeringens fald. Umiddelbart efter afholdt partiet en ekstraordinær kongres, hvor Aksel Larsen opnåede støtte til sin politiske kurs. Forudsætningen var, at han opgav de to poster som partiformand og formand for folketingsgruppen. Kort tid efter kongressen blev Socialistisk Folkeparti delt, da en gruppe af dets folketingsmedlemmer valgte at forlade Socialistisk Folkeparti og i stedet stifte Venstre-Socialisterne.74 Under ’arbejderflertallet’ (1966-1968) var partiernes positioner i debatten om alliancemedlemskabet stort set de samme som ved debattens begyndelse i 1965: Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre ønskede, at Danmark skulle forblive i NATO. Socialistisk Folkeparti ønskede Danmark ud af alliancen. Det Radikale Venstre undgik at tage stilling til spørgsmålet. Alligevel var der – sammenlignet med debatten før ’arbejderflertallet’ – sket forandringer. På grund af det nære samarbejde med Socialistisk Folkeparti valgte Socialdemokratiet i den offentlige debat i meget høj grad at profilere sig som et parti, der ubetinget støttede det danske alliancemedlemskab. Men også i Socialistisk Folkeparti kunne man ane en forandring på det taktiske niveau. Vel ønskede partiet fortsat Danmark ud af NATO, men i folketingsdebatterne var dets medlemmer forsigtige med kritik af Socialdemokratiet i almindelighed og NATO-medlemskabet i særdeleshed.

Under VKR-regeringen (1968-1971)

I sommeren 1967 offentliggjorde den sikkerhedspolitiske analytiker Niels Jør- gen Haagerup en artikel med titlen „Danmark og NATO og 1969“ i tidsskriftet „Fremtiden“. Heri skrev han: „Afgørelsen om Danmarks medlemskab af NATO ud over 1969 er i realiteten truffet. Paradoksalt nok har samarbejdet mellem SF og Socialdemokratiet udviklet sig derhen, at der ikke ser ud til at blive megen debat – i det mindste meningsfyldt debat – om Danmark og NATO mellem tilhængere og modstandere af vort medlemskab.“75 Når afgø- relsen reelt var truffet havde det sin forklaring i, at Venstre og Det Konser- vative Folkeparti var fast besluttede på en forlængelse. Det var Socialdemokra-

73 På et møde i partiets forretningsudvalg 9. oktober 1967 blev folketingsgruppen pålagt at under- søge, om alliancemedlemskabet var i strid med den nye grundlovs (fra 1953) bestemmelser om suverænitetsafgivelse. „Alle stemmer mod Aksel Larsens ene“, Politiken, 12. oktober 1967. 74 Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, s. 581-86. Bent Gravesen, Strategi i forandring, s. 62- 68. 75 Niels Jørgen Haagerup, „Danmark og NATO og 1969“, Fremtiden, 22. årg., nr. 5, 1967, s. 5-8, citeret s. 8.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 81 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 82

tiet også. Og Socialistisk Folkeparti syntes ikke at kunne opstille noget alternativ. De følgende to års debat skulle vise, at Haagerup fik ret i den vurdering. 15. december 1967 udskrev Krag valg til Folketinget. Anledningen var på ny uenigheder om den økonomiske politik.76 Af den årsag kom valgkampen også til at kredse om den økonomiske politik. Det var dog ikke alle partierne, der ønskede en valgkamp herom. De tre venstrefløjspartier DKP, Venstre- Socialisterne og Socialistisk Folkeparti forsøgte under valgkampen at diskutere sikkerhedspolitikken og Danmarks forhold til NATO. Disse partier argumenterede offentligt for dansk udmeldelse af NATO, ligesom de ytrede krav om dansk afrustning.77 Det Radikale Venstre mente, at dansk politik i den kommende folketingssamling skulle støtte etableringen af en europæisk sikkerhedsordning, men i øvrigt afstod partiet fra direkte at kræve Danmark ud af NATO. I stedet agiterede det for, at der enten skulle afholdes en vejledende folkeafstemning eller et nyt folketingsvalg om alliancemedlemskabet.78 Niels Jørgen Haagerup, der fulgte valget tæt, skønnede, at Det Radikale Venstres sikkerhedspolitiske synspunkter blev formuleret forsigtigt. Årsagen var, at partiet efter valget – hvis sammensætningen i Folketinget gjorde det muligt – sigtede mod at danne regering med de konservative og Venstre.79 Den vurdering underbygges af, at Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling, Henry Christensen og Poul Møller i interviews i „Politiken“ og i „Berlingske Tidende“ 21. januar 1968 udtalte, at en regering bestående af Det Radikale Venstre, Det Konser- vative Folkeparti og Venstre var en realistisk mulighed.80 Dagen efter bragte „Berlingske Tidende“ en artikel af det radikale folketingsmedlem Karl Skytte. Han skrev direkte, at „[h]ovedsagen for Det radikale Venstre ved dette valg er at bryde det nuværende flertal“. Og han fortsatte: „Det radikale Venstre har erklæret, at vi ikke ønsker at indgå i en socialdemokratisk/radikal regering, og vi ikke synes, at en socialdemokratisk mindretalsregering er nogen god løs- ning…“. At Skytte umiddelbart derpå lod læseren forstå, at Det Radikale Venstre ikke havde lagt sig fast på andre regeringskonstellationer, kan næppe have forandret læsernes indtryk af, at partiet sigtede mod et regeringssamarbejde med de borgerlige partier.81

76 Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne, s. 64-65; Nikolaj Bøgh, Hækkerup, s. 296-99. 77 Jf. eksempelvis Socialistisk Folkepartis annonce „En dansk politik for fred og afspænding“, SF Bladet, 9. årg., nr. 1, januar 1968, s. 9; „Så er VS med“, Politiken, 9. januar 1968; Venstre-Socialisternes pressemøde 8. januar 1968, Avisårbogen 1968, s. 5-6. Se også Niels Jørgen Haagerup, „Dansk udenrigspolitik efter valget“, Fremtiden, 23. årg., nr. 1, 1968, s. 5-6. 78 Niels Jørgen Haagerup, „Dansk udenrigspolitik efter valget“, Fremtiden, 23. årg., nr. 1, 1968, s. 5-6. 79 Sst.; Søren Mørch, 24 statsministre. 24 fortællinger om magten i Danmark i det tyvende århundrede og en kort forklaring på, hvor den 25. er blevet af, 2001, s. 351-60. 80 Ove Sundberg, „De tre partier kan, hvis de vil“, Berlingske Tidende, 21. januar 1968; Poul Petersen, „Vi kan være i regering sammen“, Politiken, 21. januar 1968; jf. Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne, s. 66; Henrik S. Nissen, Landet blev by 1950-1970 (Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie, bd. 14), 2004, s. 323. 81 Karl Skytte, „Et ny samarbejde bør lede landet“, Berlingske Tidende, 22. januar 1968.

82 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 83

Ved valget 23. januar 1968 tabte Socialdemokratiet og Socialistisk Folke- parti sammenlagt 16 mandater, medens Det Radikale Venstre, Det Konserva- tive Folkeparti og Venstre vandt et tilsvarende antal. Det nydannede parti Venstre-Socialisterne kom i Folketinget med fire mandater, medens Liberalt Centrum måtte forlade tinget. Resultatet af de efterfølgende regeringsfor- handlinger blev, at Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre dannede regering. Hilmar Baunsgaard blev ny statsminister. Med den nye regering var 15 år med socialdemokratisk ledede regeringer i Danmark bragt til afslutning.82 Valgets store taber var Krag. På valgaftenen, da det stod klart, at de radikale havde vundet en stor sejr, udbrød en radikal vælgerforeningsformand i fjernsynet: „Nu skal der føres radikal udenrigspolitik!“83 Havde nogen i den danske offentlighed ventet, at landets sikkerhedspolitik ville blive en anden, tog de fejl. Under regeringsfor- handlingerne var det besluttet, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken stod fast. I sin åbningstale i Folketinget i begyndelsen af februar 1968 erklærede Hil- mar Baunsgaard, at udenrigspolitikken fortsat skulle bygge på medlemskabet af NATO. Dog føjede han til „i overensstemmelse med den gældende traktat, herunder dennes opsigelsesbestemmelse“. Men samtidig havde Det Radikale Venstre som en del af regeringsgrundlaget fået besluttet, at der skulle foran- staltes en udredning om sikkerhedspolitikken, der skulle danne grundlag for den kommende beslutning om et eventuelt fortsat medlemskab af NATO. Med udredningen håbede Det Radikale Venstre angiveligt på at få den brede folkelige debat om alliancemedlemskabet, som partiet havde efterspurgt i en årrække.84 Alligevel efterlader den offentlige debat indtryk af, at Det Radikale Venstre var splittet i spørgsmålet. På den ene side stod K. Helveg Petersen, der ifølge Erling Bjøl „havde fået en slags ministerium for almindelig verdensfor- bedring omfattende kultur, nedrustning og u-landsbistand“.85 K. Helveg Pe- tersen repræsenterede i den danske debat – og hos de radikale – synspunktet om en meget alliancekritisk linje. På den anden side stod eksempelvis Hilmar Baunsgaard, der næppe var positivt indstillet over for militære alliancer, men som formentlig havde gjort op med sig selv, at han ikke så noget alternativ til et fortsat alliancemedlemskab. I al fald er det bemærkelsesværdigt, at Baunsgaard i den danske debat var forholdsvis tavs, hvad angik partiets agitation for en dansk udmeldelse af alliancen. Samtidig havde han – som ovenfor vist – under valgkampen bejlet kraftigt til Venstre og Det Konservative Folkeparti med argumenter om, at der da ikke var så langt mellem borger-

82 Niels Jørgen Haagerup, „Dansk udenrigspolitik efter valget“, Fremtiden, 23. årg., nr. 1, 1968, s. 5-6; Søren Mørch, 24 statsministre, s. 351-60. 83 Citeret efter Niels Jørgen Haagerup, „Dansk sikkerhedspolitik“ (kronik), Berlingske Tidende, 25. september 1970. 84 Statsministeren (Hilmar Baunsgaard), „Erklæring af statsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 6. februar 1968, sp. 6-14, her sp. 7. 85 Citeret efter Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 122.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 83 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 84

lige/liberale holdninger og de radikales synspunkter. NATO-medlemskabet blev ikke udfordret – heller ikke af de radikale.

Ungdomsorganisationerne og NATO (1968) I de følgende måneder blev spørgsmålet om alliancemedlemskabet rejst fra forskellig side. I april og maj holdt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Radikal Ungdom henholdsvis årsmøde og landsmøde. Efter års- mødet krævede DSU, at Danmark skulle træde ud af NATO, og at forsvarsbudgettet i stedet skulle benyttes til ulandshjælp.86 Ifølge en artikel i „Verdens Gang“ af stud.scient.pol. Svend Auken forholdt det sig således, at „[b]etyde- lige kredse inden for DsU føler en vis emotionel uvilje mod NATO-medlemskabet, fordi det skaber afhængighed af USA og indebærer militærpolitisk samarbejde med „tvivlsomme“ regimer i Tyskland, Grækenland og – navnlig – Portugal.“ I den sammenhæng afspejlede DSU’s sikkerhedspolitiske synspunkter en tendens i Socialdemokratiet, som især var fremherskende i kredsen omkring den socialdemokratiske folketingsmand og redaktør af „Demokraten“ Holger Eriksen og i dele af den socialdemokratiske studenter- organisation „Frit Forum“.87 Som eksempel på yngre socialdemokraters diskussion om Danmarks sikkerhedspolitiske fremtid skal nævnes en debatbog fra 1967 kaldet „Magtspil og sikkerhed“. Redaktør var stud.polit. Mogens Lykketoft, og de øvrige skriben- ter var Per Bo, Karsten Møller, Peter Valenius, Henrik Hassenkam og Poul Nielson. Forfatterne var alle socialdemokrater.88 Nærlæses bogen – der stillede sig kritisk til aspekter af såvel amerikansk som sovjetisk politik, idet den amerikanske politik under udenrigsminister Dulles (1953-1959) blev omtalt som præget af „sit korstogslignende, antikommunistiske grundsyn“, medens Stalins politik opfattedes som en „terrorbølge“89 – står det klart, at forfatterne ikke var enige med hensyn til Danmarks sikkerhedspolitiske fremtid. Det var derfor ikke noget tilfælde, at den ikke mundede ud i nogen entydig konklusion. Afslutningsvis opregnede forfatterne fire fremtidsmuligheder: 1) „Den konforme tilpasning inden for NATO“, hvormed mentes at Danmark kunne videreføre den eksisterende alliancepolitik. 2) „En selvstændig holdning inden for NATO“ der gav mulighed for eksempelvis at træde ud af alliancens militære integration samt føre en selvstændig dansk politik inden for NATO med ambitioner om at fremme en europæisk sikkerhedskonference. 3)

86 „DsUs forretningsudvalg kom i mindretal på årsmødet i går“, Information, 29. april 1968. 87 Svend Auken, „Socialdemokratiets syn på dansk sikkerhedspolitik“, Verdens Gang, februar 1967, s. 51-63, citeret s. 63. 88 Mogens Lykketoft (red.), Magtspil og sikkerhed. En analyse af blokpolitikken og Danmarks tilpasning, 1967. 89 Sst., s. 88-90.

84 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 85

„Isoleret udtræden“ af NATO i 1969 eller i 1970 eller 1971. 4) „Det nordiske perspektiv“ hvor Danmark kunne fremme samarbejdet med Norge og Sverige med et scenarium om at få skabt „et nordisk statsfor- bund“ under forudsætning af at Finland blev frigjort fra „de specielle aftaler med Sovjet“. Såfremt det nordiske perspektiv blev „fulgt op af en mere selvstændig holdning inden for NATO“, ville det „mindske nødven- digheden af et ja eller nej til NATO“, da det „med tiden“ ville ændre spørgsmålet til et „hvornår“.90 Det fremgik ikke eksplicit af bogen, hvilket af de fire alternativer, som forfatterne fandt mest oplagte. Dog synes „det nordiske perspektiv“ mest til- trækkende på de unge socialdemokrater. Ifølge den erklærede NATO- Når det kom til partiernes ungdomsafdelinger, var det ikke kun på den yderste venstrefløj, tilhænger Niels Jørgen Haagerups man fandt NATO-modstand. (ABA). anmeldelse virkede bogen „i det store og hele velovervejet og vel- disponeret“. Alligevel var han ikke enig i konklusionerne, for på den ene side kunne man nok forstå, at „unge, som er vokset op med den kolde krig, med særlig utålmodighed virker for dens ophør.“ Men på den anden side bestod forfatternes fejlskøn i „at lægge en så afgørende vægt på organisatoriske forhold, som har deres rod i den kolde krig, og mindre på de underliggende spændingers årsag. Det sidste vil være nødvendigt, hvis man som bogens forfattere vil virke for en „visionær, langsigtet og initiativfyldt politik““.91 Hos Radikal Ungdom var man mere entydig. Regeringen måtte sikre, at de afspændingspolitiske bestræbelser blev vægtet højt inden for det atlantiske samarbejde. Lod det sig ikke gøre, måtte Danmark „uanset følgerne“ melde sig ud af NATO. Radikal Ungdom opfordrede regeringen til at få undersøgt, på hvilken måde Danmark i praksis kunne forlade NATO.92 Parallelt men uden sammenhæng med diskussionerne i Radikal Ungdom og i de socialdemokratiske ungdoms- og studenterorganisationer videreførte

90 Sst., s. 204-208. 91 Niels Jørgen Haagerup, „Socialdemokraterne og sikkerhedspolitikken“ (anm. af Magtspil og sikkerhed), Berlingske Tidende, 14. februar 1969. 92 „Nye NATO-krav fra RU“, Politiken, 6. maj 1968.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 85 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 86

„Politisk Revy“ kritikken af USA og NATO,93 og tilsvarende fortsatte „SF Bladet“ argumentationen for, at Danmark skulle stille sig alliancefrit.94 Det skal i den forbindelse erindres, at de politiske ungdomsbevægelser og venstre- fløjsbladene i slutningen af 1960erne var væsentlige politiske diskussionsklub- ber, hvor tidens store spørgsmål blev debatteret. Ungdomsoprøret gærede i udlandet, og det var ved at nå Danmark.95

Kravet om en sikkerhedspolitisk undersøgelse og afslutningen på ’foråret i Prag’ (1968) Det var umiddelbart efter disse spredte indlæg i pressen, at Det Radikale Venstre i sidste halvdel af maj 1968 holdt landsmøde. I resolutionen fra lands- mødet blev det udtalt, at et fortsat alliancemedlemskab måtte være „betinget af NATO’s evne til at fremme afspændingspolitikken og af at samtlige NATO- lande efterlever FN’s menneskerettigheds-erklæring“. Formuleringen rummede en kritik af, at Danmark stod i alliance med Grækenland efter oberst- kuppet og det portugisiske militærstyre under Antonio Salazar. Endelig hed det i resolutionen, at befolkningen „senest i 1970-71 efter grundig debat“ skulle „have mulighed for ved et folketingsvalg eller en vejledende folkeafstemning at tage stilling til Danmarks medlemskab af NATO“.96 En måneds tid senere nedsatte regeringen det bebudede sagkyndige udvalg, der fik til opgave at undersøge og vurdere muligheder for Danmarks fremtidige sikkerhedspolitik.97 Inden rapporten blev offentliggjort, indtraf en begivenhed i international politik, der reelt lagde debatten om alliancemedlemskabet død. Natten til 21. august 1968 blev Tjekkoslovakiet invaderet af sovjetiske tropper med støtte af soldater fra Ungarn, Polen, Bulgarien og Østtyskland. Baggrunden var, at den tjekkoslovakiske politiske ledelse, efter at Alexander Dubˇcek havde overtaget

93 Jf. eksempelvis Ebbe Reich, „B-52 skandalen“, Politisk Revy, 5. årg., nr. 95, 9. februar 1968, s. 2-3; Bente Hansen, „“Anti-amerikanismen“ eller: Hvem er fjenden“, Politisk Revy, 5. årg., nr. 100, 26. april 1968, s. 15; Erik Jensen, „Kan vi træde ud?“, Politisk Revy, 5. årg., 26. juni 1968, s. 2-3; „NATO’s infiltration i Danmark“, Politisk Revy, 5. årg., nr. 106, 23. august 1968, s. 2-4. 94 Gert Petersen „SF om Danmark og verden“, SF Bladet, 9. årg., nr. 15, 20. april, s. 7; „NATO og hånd- vask“, SF Bladet, 9. årg., nr. 22, 15. juni 1968, s. 2. 95 Steven L. B. Jensen og Thomas Ekman Jørgensen, Studenteroprøret i Danmark 1968. Forudsætninger og konsekvenser (upubliceret prisafhandling), 1999; samme, „Opbrud i 1960erne“, Den jyske historiker. Tema: Opbrud i 1960erne, 2003, s. 5-12. 96 Begge formuleringer er citeret efter „Samarbejdet må ikke begrænses“, Politiken, 20. maj 1968. Se også „Uholdbart“, Politiken, 19. maj 1968, hvor det fremgår at nedrustningsminister og minister for kulturelle anliggender K. Helveg Petersen argumenterede for, at mulighederne for etablering af en nordisk forsvarspagt skulle undersøges. Landsmødeudtalelserne er gengivet i „Det radikale Venstre’s landsmødeudtalelse“, Fremsyn. Radikalt Månedsblad, 5. årg., nr. 2, 1968, s. 8-9; jf. Hans Larsen, „Lands- mødet i Herning“, sst., s. 10. 97 Jf. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 1970.

86 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 87

magten i januar 1968, havde påbegyndt en politisk reformproces. Skønt Dubˇcek modtog advarsler fra Kreml, videreførte han reformprocessen, der blandt andet fremmede ytringsfriheden i Tjekkoslovakiet. 21. august 1968 var det hele slut.98 I Danmark var reaktionerne på overfaldet stærke. Hvor danskerne havde kunnet følge begivenhederne i Ungarn i 1956 gennem radioen, så var fjernsynet i mellemtiden blevet almindeligt. Det betød, at danske tv-seere i dagene efter invasionen kunne sidde i deres hjem og følge menneskemasser i Prags gader konfronteret med sovjetiske kampvogne. Det var en ulige kamp, hvor billedmediet og Danmarks Radios medfølgende baggrundsorienteringer gjorde indtryk.99 De danske reaktioner rettede sig mod to forhold. For det før- ste mod selve overfaldet. For det andet mod, hvilken betydning det skulle få for det danske alliancemedlemskab. Hvad angik overfaldet, var der enighed om at fordømme invasionen.100 Således berettede alle større dagblade kritisk herom.101 Selv „Land og Folk“ tog afstand fra invasionen. 22. august bragte avisen en udtalelse fra DKP’s forretningsudvalg, hvoraf det fremgik, at DKP ikke fandt det foreneligt med tanken om staternes selvbestemmelsesret, at de socialistiske lande marcherede ind i Tjekkoslovakiet. Og dagen efter bragte bladet en lederartikel, hvori der blev givet udtryk for bekymring over situation i Tjekkoslovakiet. „Land og Folk“ vendte dog hurtigt problemstillingen, da det kritiserede „borgerlige politikere“ for at benytte overfaldet til at er- klære afspændingspolitikken for død.102 Også parlamentarikere kritiserede invasionen. Eksempelvis tog Baunsgaard på regeringens vegne afstand fra invasionen efter et ministermøde 21. august.103 Under et møde på Rådhus- pladsen i København samme dag fordømte også Aksel Larsen overfaldet.104 Tilsvarende holdt Erik Sigsgaard en tale ved en af Venstre-Socialisterne arrangeret demonstration uden for den sovjetiske ambassade samme dag, hvor han

98 John W. Young & John Kent, International Relations Since 1945, 2004, s. 315-318; Geir Lundestad, East, West, North South, 1999, s. 255-56; jf. „’A Sun Suddenly Risen’. A Prelude to the Prague Spring of 1968“, Jaromír Navrátil et al (ed.), The Prague Spring 1968, 1998, 1-7. 99 Paul Hammerich, Opgang og nedtur (En danmarkskrønike 1945-72, bd. 3), 1981, s. 294-395. 100 Endelig var der en tredje tendens i debatten. Den gik ud på, at Vesten og Danmark gennem en såkaldt tilnærmelsespolitik og en fortsat afspændingspolitik skulle videreføre støtten til de demokratiske kræfter i Østblokken. 101 „Ofret i Øst“ (leder), Politiken, 22. august 1968; „Praha og vi andre“ (leder), Politiken, 23. august 1968; „Europæisk tragedie“ (leder), Berlingske Tidende, 22. august 1968; „Det fri ord“ (leder), Berlingske Tidende, 22. august 1968; „Quislinger“ (leder), Information, 23. august 1968; „Intet München“ (leder), Information, 28. august 1968; „Grænseløs skændsel“ (leder), Aktuelt, 22. august 1968; „Kanoner mod ord“ (leder), Aktuelt, 23. august 1968. 102 „Udtalelse fra Danmarks Kommunistiske Parti“, Land og Folk, 22. august 1968; „Bekymring og ska- defryd“, Land og Folk, 23. august 1968. 103 Citeret efter Avisårbogen 1968, s. 127. 104 Talen er refereret i „Overfaldet fordømt under røde faner“, SF Bladet, 10. årg., nr. 27, 29. august 1968, s. 8.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 87 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 88

på sit partis vegne krævede Sovjetunionen ud af Tjekkoslovakiet.105 Uden for den sovjetiske ambassade i København samledes der utallige biler, hvor der ifølge „Politikens“ referat brød „en sand helvedeskoncert“ løs, da „et par skilte blev holdt frem med opfordringen: Tu-ud!“106 Desuden arrangerede de socialdemokratiske ungdomsorganisationer DSU, Frit Forum og Socialdemo- kratisk Samfund en demonstration i København.107 Enigheden om fordøm- melsen af den sovjetiske aktion strakte sig således fra højre til venstre, og der blev i den danske debat tegnet et overordentligt negativt billede af Sov- jetunionen. Ifølge en Gallup-undersøgelse fra september 1968 fandt et stort flertal i den danske befolkning invasionen „forkastelig“.108 Samtidige sovjetiske forsøg på at overbevise danskerne om, at invasionen havde fundet sted på opfordring af den tjekkoslovakiske regering, var faldet til jorden.109 Den anden type af reaktioner rettede sig mere specifikt mod det danske alliancemedlemskab, og disse reaktioner kom til udtryk over et længere tidsrum. Efter samtidens opfattelse stod tilhængerne af alliancemedlemskabet nu med bedre argumenter. Hvor de i juni 1968 havde udgjort knap 40 pct. af de adspurgte – det var den laveste andel målt siden tilslutningen i 1949 – talte de umiddelbart efter invasionen 54 pct. Det var den højeste tilslutning til alliancemedlemskabet, der var målt i Danmark siden 1958.110 Allerede et par dage efter invasionen forsvarede Per Hækkerup alliancemedlemskabet. Danmark havde naturligvis mulighed for at træde ud af NATO, for NATO var, til forskel fra Warszawapagten, en demokratisk forsvarsalliance, der var baseret på frivilligt medlemskab. Ifølge Hækkerup ville det imidlertid „være ren galimatias for Danmark at forlade sin nuværende sikkerhedspolitik“, og det var kun, hvis danskerne var „dumme nok til at ville det“, at de besluttede sig for, at landet skulle forlade NATO.111 Fra Socialdemokratiets side opfattedes invasionen af Tjekkoslovakiet som en bekræftelse på, at Danmark skulle forblive i NATO.

105 Erik Sigsgaards tale ved Venstre-Socialisternes demonstration foran den sovjetiske ambassade 21. august 1968, „USSR ud af Tjekkoslovakiet!“. Optrykt i VS-Bulletin nr. 12 (1968), forsiden og bagsiden. Venstre-Socialisternes fordømmelse af den sovjetiske invasion førte dog til en splittelse af partiet, da to af partiets folketingsmedlemmer, Hanne Reintoft og Kai Moltke, samt en række andre fremtræ- dende partimedlemmer forlod partiet. Deres argument var, at Venstre-Socialisterne var blevet et „ar- bejderfjendsk parti“. Fra Venstre-Socialisternes side var det opfattelsen, at udbryderne ikke ville tilslutte sig kritikken af Sovjetunionen; jf, tryksagen Særnummer af VS Bulletin (august 1968). Fra 1970 repræsenterede Reintoft DKP. Kraks Blå Bog, 1994, s. 1034. 106 „Takkede med tårer for dansk sympati“, Politiken, 22. august 1968. 107 Jf. DIIS-interview med Steen Christensen, 5. januar 2005. 108 Ugens Gallup nr. 29, 1968, „Befolkningens reaktion på invasionen i Tjekoslovakiet“, http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1968_29.pdf. Offentliggjort 22. september 1968. Set 12. oktober 2004. 109 Avisårbogen 1968, s. 128. 110 Ugens Gallup nr. 28, 1968, „Opslutning om NATO efter Tjekoslovakiet“, http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/pdf_doc/ug_1968_28.pdf. Offentliggjort 15. september 1968. Set 12. oktober 2004. 111 Avisårbogen 1968, s. 131.

88 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 89

Debatten om opsigelsesfristen (1968) Hvor debatten i de første par år havde handlet om NATO-medlemskabets fortsættelse forskød diskussionerne sig i 1968 til opsigelsesfristens længde. På Socialdemokratiet årsmøde i september 1968 udtalte Jens Otto Krag, at klau- sulen om et års opsigelse burde fastholdes også efter 1969.112 Venstre og Det Radikale Venstre indtog en tilsvarende holdning i den offentlige debat.113 Mest bemærkelsesværdig var Det Radikale Venstres holdning. Ved Folke- tingets åbning 1. oktober 1968 fastslog Hilmar Baunsgaard, at der var „ikke i øjeblikkets krise [situationen i Tjekkoslovakiet, anm.] noget, der tilskynder til ændringer i vort forhold til NATO…“.114 I debatten efter statsministerens åbningstale udtalte Niels Helveg Petersen (RV), at hans parti lagde „helt af- gørende vægt på, at Danmark efter august 1969 bevarer den udenrigspolitiske handlefrihed [til at træde ud af NATO, anm.], vi fra dette tidspunkt vil få i kraft af den 1-årige opsigelsesmulighed.“115 Den holdning blev bekræftet af Arne Stinus i slutningen af måneden.116 Konservative politikere ønskede, at Danmark skulle forblive i NATO. Imidlertid udspandt der sig på Det Konservative Folkepartis landsmøde i november 1968 en diskussion om, hvorvidt Danmark skulle tilslutte sig en opsigelsesfrist på ét år – sådan som Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre ønskede det – eller om regeringen i stedet skulle arbejde for en traktat, der knyttede Danmark til alliancen i en længere periode. Forhenværende udenrigsminister Ole Bjørn Kraft argumenterede for, at Danmark burde binde sig for endnu 6 år, eftersom det i 1949 havde været tanken, at NATO skulle have en levetid på 25 år. Andre argumenterede for, at Danmark skulle arbejde for en aftale om 10 års medlemskab. Atter andre var af den opfattelse, at en forlængelse med 20 år var mere passende. Forsvarsminister Erik Ninn- Hansen talte dog for, at Danmark skulle tilslutte sig en aftale, hvorefter medlemskabet kunne ophæves med et års varsel. Hans argument var, at ingen NATO-lande, „ikke engang USA, Storbritannien eller Vesttyskland“ havde krævet en længere frist. „Hvad der er tilstrækkeligt for dem, må også være til- strækkeligt for os“.117 Af avisreferaterne fra landsmødet fremgik det, at flere

112 „NATO-betingelser som Det radikale Venstres“, Politiken, 8. september 1968. 113 „Venstre-krav om fornyelse“, Berlingske Tidende, 23. september 1968; „Uenighed på Venstres lands- møde“, Information, 23. september 1968. 114 Statsministeren (Hilmar Baunsgaard), „Folketingets åbning“, 1. oktober 1968, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 1-28, citeret sp. 3-4. 115 Niels Helveg Petersen, „Åbningsdebat“, 3. oktober 1968, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 147-158, citeret sp. 150. 116 Arne Stinus, „Forespørgsel til udenrigsministeren m.fl. ministre“, 31. oktober 1968, Folketings- tidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 11-53-1175, her sp. 1166. 117 Ovenstående citeret efter „Konservative ville have en ny 10 eller 20-årig NATO-traktat“, Information, 25. november 1968. Se også „NATO trods alt“, Berlingske Tidende 25. november 1968; „Ikke i NATO på kort opsigelse. Kan ikke undvære NATO“, Berlingske Tidende, 25. november 1968.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 89 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 90

konservative partimedlemmer befandt sig ilde i regeringssamarbejde med de radikale, idet der, som det blev formuleret, „inden for regeringen er kræfter, der ønsker at nedlægge vort forsvar“. Landsmødets diskussion om alliancemedlemskabet blev afsluttet uden afstemning. Ved udgangen af 1968 var det udelukkende de tre venstrefløjspartier DKP, Socialistisk Folkeparti og Venstre-Socialisterne, der ønskede Danmark ud af NATO. Det kom til udtryk flere gange i den offentlige debat, blandt andet i „SF Bladet“. Det samme synspunkt blev anført af Socialistisk Folkeparti i Folketinget.118 Tilsvarende gav Venstre-Socialisterne i sommeren og efteråret 1968 flere gange udtryk for, at Danmark skulle forlade NATO.119 Og fra DKP’s side var synspunktet det samme.120 Dette billede af de politiske partiers synspunkter på alliancemedlemskabet gik igen i en tv-høring om alliancemedlemskabet arrangeret af Danmarks Radio i april 1969. Hilmar Baunsgaard, Jens Otto Krag, Erik Kragh, Per Federspiel, Arne Stinus var alle for alliancemedlemskabet, medens Knud Jespersen, Kai Moltke og Gert Petersen var imod.121 Gennem den resterende del af 1969 afveg politikernes synspunkter ikke fra det allerede fastlagte mønster.122

Seidenfaden-rapporten (1970) Som nævnt varslede Hilmar Baunsgaard i sin åbningstale til Folketinget i 1968, at regeringen ville nedsætte en gruppe af sagkyndige eksperter, der skulle analysere vilkårene for fremtidens danske sikkerhedspolitik. 11. juni 1968 – godt en måned før det sovjetiske overfald på Tjekkoslovakiet – blev kommissoriet præsenteret. Ifølge dette skulle eksperterne undersøge og vurdere „Danmarks sikkerhedspolitik under fuld hensyntagen til den stedfundne udvikling og de påregnelige fremtidige internationale forhold og i øvrigt til samtlige relevante udenrigspolitiske forudsætninger“. Desuden angav kommissoriet, at undersøgelsen skulle omfatte: „Danmarks forhold til NATO og andre sikkerhedspolitiske alternativer, herunder et eventuelt nordisk sikker-

118 Temanummer af SF Bladet „Ud af NATO“ 10. årg., nr. 26, 15. august 1968; „Styrket indsats for en alliancefri udenrigspolitik“, SF Bladet, uden angivelse af nummer og årgang men fra september/oktober 1968, forside samt s. 8; Aksel Larsen, „Åbningsdebat“, 3. oktober 1968, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 158-75, her sp. 173. 119 Jf. eksempelvis Erik Sigsgaard, „Opsig base-aftalen – meld os ud af NATO“, Politiken, 8. juni 1968; „Danmark er besat – NATO ud af Danmark!“, VS Bulletin nr. 16 (1968), forsideartikel; Kjær Rasmussen, „Åbningsdebat“, 3. oktober 1968, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 216-18, her sp. 217. 120 Eksempelvis „Henvendelse til folketings medlemmer den 1. oktober 1968“, optrykt i Tiden, 29. årg., nr. 10, (1968), s. 190-191. 121 Høringen blev efterfølgende udgivet i bogform, NATO – en tva høring, Danmarks Radio, 1969. 122 Jf. eksempelvis „Ikke utænkeligt at SF går ind i NATO-regering. Forudsætningen vil dog være om- gående udmeldelse af NATO“, Politiken 30. august 1969; „NATO er også nødvendig i 1969. Intet alternativ, sagde udenrigsministeren i Atlantsammenslutningen“ Berlingske Tidende, 18. april 1969.

90 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 91

hedspolitisk samarbejde“.123 Den sidst citerede del af kommissoriet skyldtes Det Radikale Venstre, der, som ovenfor anført, gennem flere år havde argumenteret for, at der skulle afholdes en folkeafstemning om det fortsatte alliancemedlemskab subsidiært et folketingsvalg med alliancespørgsmålet som valgtema. Formuleringerne „sikkerhedspolitiske alternativer“ og „et eventuelt nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde“ må tolkes som et forsøg på at under- søge mulighederne for at genåbne de forliste forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund.124 Formand for udvalget, der skulle foretage undersøgelsen, blev diplomaten Gunnar Seidenfaden, der havde været Danmarks ambassadør i blandt andet Moskva. Udvalget bestod af 12 sagkyndige fra forskningsmiljøerne, embeds- standen og officerskorpset. Blandt dem var professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Erling Bjøl og forsker ved Institut for Freds- og Konflikt- forskning, atomfysikeren Anders Boserup. At de begge var medlem af udvalget, efterlod indtryk af en holdningsmæssig bredde. Erling Bjøl var kendt som en varm tilhænger af NATO, og i 1968 udgav han – sammen med en hånd- fuld andre forskere – bogen „Danmark og NATO“, hvor Bjøl i det konkluderende kapitel foreslog, at Danmark skulle videreføre medlemskabet af NATO i 20 år.125 Det var et i samtiden meget opsigtsvækkende forslag, for indtil det tidspunkt havde politikere primært argumenteret for fortsat medlemskab med en et års opsigelsesfrist (jf. ovenfor). Anders Boserup stod i ekspert- gruppen som Bjøls modsætning. Boserup havde vakt en vis international op- mærksomhed med sit fredspolitiske engagement i den transnationale Pugwash-bevægelse som talte naturvidenskabsmænd fra såvel Øst som Vest.126 Ifølge Bjøl var Boserup på én og samme gang „ret utålelig og helt uundvær- lig“, for skønt Boserup kunne opfattes som en „meget talende kværulant for Herren“, så var han – også blandt sine modstandere – anerkendt for sin kvalificerede argumentation for, at de to blokke gennem dialog skulle søge at skabe nedrustning. Udvalgets to skrivende sekretærer var Mary Dau og Benny Kimberg.127

123 Kommissorium af 11. juni 1968, optrykt i Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 1970. 124 Jf. også vurderingen hos Niels Jørgen Haagerup, „Det danske sikkerhedspolitiske miljø“, Erling Bjøl m.fl. (red.), Danmark mellem Supermagterne. De kommende års sikkerhedspolitiske miljø, 1976, s. 109- 23, her s. 116. 125 Bjøls argument lød at man dermed ville afkræfte Sovjetunionens tro på, at det kunne lykkes at svække enigheden i NATO, og samtidig kunne Vesteuropa inddæmme amerikansk isolationisme; Erling Bjøl, „Slutning“, Erling Bjøl, Niels Jørgen Haagerup, Otto Kofoed-Hansen, Erik Reske-Nielsen og Erik Seidenfaden, Danmark og NATO, s. 169-83, her s. 180; jf. Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 117. 126 I 1969 var Boserup med til at arrangere et internationalt Pugwash-symposium om ABM-systemerne; Matthew Evangelista, Unarmed Forces. The Transnational Movement to End the Cold War, 2002, s. 188, note 42. 127 Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 122-23.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 91 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 92

Fra september 1968 og de næste to år gennemførte udvalget arbejdet med redegørelsen, der blev præsenteret for offentligheden 25. september 1970: „Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik“ også kaldet „Seidenfaden-rapporten“. På knap 600 sider blev der redegjort for såvel internationale forhold som for dansk udenrigspolitik. I første bind analyseredes „Verden omkring os“, der – foruden et afsnit om masse- ødelæggelsesvåben – rummede fremstillinger af amerikansk og sovjetisk politik samt forholdet mellem de to lande. Derpå fulgte undersøgelser af Europas stilling i international politik samt udredninger af Mellemøstens og Kinas betydning for verdensforholdene. Første binds anden del omhandlede dansk udenrigspolitik, herunder forholdet til FN og NATO samt afspændingspolitik- ken. Men også betydningen af Danmarks geostrategiske beliggenhed blev udredt. Bind II var et bilagsbind, der indeholdt fremstillinger af den kolde krigs oprindelse samt analyser af forskellige sikkerhedspolitiske tendenser i udvalgte europæiske lande. Desuden rummede bindet udenlandske eksperters syn på Danmarks stilling i international politik samt den historiske baggrund for den europæiske sikkerhedskonference. De sidste knap 50 sider i første bind var udvalgets svar på regeringens spørgsmål: Havde Danmark alternativer til NATO-medlemskabet? Og såfremt det var tilfældet: Ville det være klogt at gøre brug heraf? Hvad angik det første spørgsmål lød udvalgets svar, at Danmark i teorien havde fem sikkerhedspolitiske alternativer. For det første kunne man vælge, at Danmark skulle indtage status som neutralt land uden militære bånd til andre nationer, det vil sige isoleret neutralitet. For det andet kunne man sigte mod etablering af en nordisk forsvarsalliance (det var det, som regeringen eksplicit havde efterspurgt). For det tredje var der mulighed for at arbejde for et vesteuropæisk forsvarssamarbejde. For det fjerde var der forestillingen om en fælleseuropæisk sikkerhedsordning. Og endelig kunne man for det femte tænke sig eksistensen af såkaldte „fragmentalliancer“. Hvad angik det andet spørgsmål – om det ville være klogt at bevæge sig i retning af sikkerhedspolitiske alternativer – afviste udvalget at tage eksplicit stilling hertil. I redegørelsens efterskrift hed det, at læseren ville lede „forgæ- ves efter en klar og utvetydig stillingtagen til, hvad dansk sikkerhedspolitik i den kommende tid „bør“ være“.128 Sætningen afspejlede antagelig udvalgets sammensathed. I redegørelsens forord understregedes det da også, at man ikke kunne tage „hvert enkelt medlem“ til indtægt for „samtlige de formuleringer, der [var, anm.] anvendt“.129 Afvisningen var imidlertid en sandhed med modifikationer, for nærlæses de sider, der behandler de sikkerhedspoli-

128 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, citeret s. 361. 129 Sst., citeret s. 10.

92 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 93

tiske alternativer, ses det, at udvalget reelt anbefalede, at Danmark forblev i NATO. Det blev ofte anført, at det ville medføre øget dansk suverænitet, hvis Danmark valgte at stå isoleret uden for NATO. Argumentet lød, at Danmark i en sådan situation ikke skulle tage hensyn til alliancepartnernes interesser. Ifølge udvalget var det en tvivlsom antagelse, for det måtte erkendes, at „et alliancefrit Danmark nok måtte indstille sig på en forøget hensyntagen i den bilaterale politik over for nært liggende stormagter som Sovjetunionen og Tyskland, medens man tilsvarende muligvis vil finde, at vi under NATO-perioden i en række tilfælde har kunnet stå bedre fast med vore synspunkter over for de enkelte stormagter. Det må formentlig også antages, at vi selv vil føre en forsigtig og tilbageholdende politik og selv lægge bånd på vor handlefrihed i det omfang, det skønnes ønskeligt for at styrke troværdigheden af vor neutralitetspolitik.“130 En anden ofte anført antagelse om et neutralt Dan- mark var, at risikoen for at blive inddraget i en militær konflikt ville være mindre, end hvis landet fortsat var medlem af NATO. Udvalget skønnede, at det var muligt, men man måtte i givet fald inkludere Danmarks geografiske beliggenhed i en sådan vurdering. Gjorde man det, herskede der fortsat usikkerhed om, hvorvidt militærblokkene ville lade Danmark forblive uden for en konflikt. I det hele taget fandt udvalget, at svarene på de mange spørgsmål om et alliancefrit Danmarks stilling i international politik havde karakter af på-den-ene-side og på-den-anden-side. Medens alliancemedlemskabet blev betragtet som forholdsvis sikkert for Danmark, såede udvalget med de mange ubekendte, der var forbundet med alliancefri status, reelt tvivl om det fornuftige i at erklære Danmark alliancefrit. Endelig var der spørgsmålet om Grøn- lands status. Skulle Danmark som neutralt land anmode USA om at fjerne dets baser i Grønland? Ville USA i givet fald være indstillet herpå? Såfremt USA var det, måtte man antage, at der skulle indgås andre aftaler om amerikanske faciliteter i Grønland. Og gjorde man det, måtte man stille spørgsmå- let, om det da ville „svække troværdigheden af vor alliancefri status.“131 Spørgsmålene var mange, og svarene var usikre. Dansk status som alliancefri nation kunne derfor ikke anbefales. Hvad angik en nordisk forsvarsalliance, afviste udvalget ikke direkte den mulighed. Udvalget vurderede den løsning som noget, der „af de fleste“ formentlig ville „blive opfattet som noget nær ideel.“132 Imidlertid var der en række forhold, der forhindrede en sådan løsning. Den største vanskelighed var, at hverken Norge eller Sverige var interesserede i en nordisk forsvarspagt.133 Desuden blev det angivet, at en nordisk forsvarsalliance ville forrykke

130 Sst., citeret s. 341. 131 Sst., s. 340-48. 132 Sst., citeret s. 354. 133 Sst., s. 352.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 93 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 94

„den nordiske balance“ til Sovjetunionens fordel. Det var en meget vigtig ind- vending mod ideen, for tanken om den nordiske balance fyldte meget i samtiden, og den blev tillagt stor vægt i de sikkerhedspolitiske diskussioner. Blev alle vanskeligheder imidlertid ryddet af vejen og en nordisk forsvarsblok dannet, så måtte man gå ud fra, at det danske forsvarsbudget skulle øges ganske betragteligt, for der var ikke udsigt til, at Sverige, der var det land i regionen, der havde det største og mest effektive forsvar, ville betale for Danmarks og Norges sikkerhed.134 I den sammenhæng må det erindres, at Danmark gennem en årrække inden for NATO havde argumenteret for, at Danmark skulle have forholdsvis beskedne forsvarsbudgetter. Argumenter for dette synspunkt havde der været mange af, men et vigtigt forhold var, at hvis statens midler blev benyttet på et meget omkostningskrævende forsvar, kunne man ikke på samme tid gennemføre de velfærdsreformer, der efterhånden var blevet en del af „den danske model“. Velfærdsstaten ville derfor blive truet.135 Heller ikke en nordisk forsvarsalliance syntes realistisk. Endelig var der forestillingerne om et vesteuropæisk forsvarssamarbejde, en fælleseuropæisk sikkerhedsordning eller de såkaldte „fragmentalliancer.“ Hvad angik førstnævnte måtte det forudsætte, at USA ikke var en del heraf. Imidlertid havde Danmark hidtil foretrukket, at USA var en del af det vestlige forsvarssystem af to årsager. Dels fordi det var en fremtrædende opfattelse, at USA var i stand til at levere den største grad af sikkerhed. Dels fordi man måtte forvente, at et vesteuropæisk forsvarssamarbejde i høj grad var baseret på et meget stærkere Vesttyskland, hvilket formentlig ville fremkalde en „kraftig sovjetisk reaktion“ som følge af Vesttysklands „uafklarede territoriale problemer.“ Et vesteuropæisk forsvarssamarbejde uden USA forekom således ikke attraktivt. Desuden måtte man forvente, at et vesteuropæisk forsvarssamarbejde skulle baseres på en „uafhængig vesteuropæisk atomstyrke.“ Danmark ønskede som bekendt ikke kernevåben på dansk jord, og et atomart samarbejde med de øvrige vesteuropæiske lande ville forudsætte et meget snævert politisk samarbejde mellem deltagerlandene. Herom vurderede redegø- relsen: „Ud fra de forhold der foreligger i dag, aftegner tankens realisation sig som et fjerntliggende fremtidsperspektiv.“136 Det kunne dog ikke udelukkes, at der på længere sigt kunne etableres et samarbejde på „det konventionelle område“. Men det var „først og fremmest inden for den nuværende Centralregion“. Hvad angik tankerne om en fælleseuropæisk sikkerhedsord-

134 Sst., s. 352-55. 135 Om de mange socialpolitiske tiltag og velfærdspolitiske reformer mellem 1958 og 1968 se Klaus Petersen, Legitimität und Krise. Die politische Geschichte des dänischen Wohlfahrtsstaates 1945-1973, 1998, s. 158-257. I slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne kom socialpolitikken under øget indenrigspolitisk pres, idet det blev hævdet, at velfærdsreformerne var for udgiftskrævende; se sst., s. 257-309. 136 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, citeret s. 355.

94 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 95

ning indledte udvalget med at skrive, at en sådan ordning „formentlig ligger så langt ude i fremtiden og har så usikre konturer, at den vanskeligt lader sig diskutere i detailler“.137 Desuden ville det fordre „[f]undamentale forandringer“ i forholdet mellem staterne, en løsning af tysklandsspørgsmålet samt garantier og accept fra USA og Sovjetunionen samt formentlig tillige Storbritannien og Frankrig. „Skulle et sådant arrangement blive aktuelt, vil et dansk medlemskab formentlig falde ganske naturligt…“.138 Endnu var der dog tale om meget løse tankeforestillinger. Endelig var der forestillingen om „fragmentalliancer“, der var mindre alliancer mellem flere af NATO-landene. Ifølge redegørelsen ville sådanne alliancer først blive aktuelle, hvis NATO blev opløst. I en sådan situation kunne man forestille sig en alliance bestå- ende af de nordiske lande, Storbritannien, Holland og Vesttyskland. Mulig- hederne var utallige, men konsekvenserne så usikre, at udvalget intet kunne sige herom.139 Udvalget efterlod ingen tvivl: Danmark burde forblive i NATO. Det var den mest optimale løsning på landets sikkerhedspolitiske problemer under de givne vilkår. Såfremt Danmark valgte at forblive i NATO, kunne landet bidrage til at fremme bestemte udviklinger inden for det atlantiske samarbejde. At stå uden for NATO ville ikke blot være dristigt. Det ville være dumdristigt. Det Radikale Venstres intention med at få udarbejdet rapporten havde væ- ret at skabe et kvalificeret grundlag for stillingtagen til spørgsmålet om landets sikkerhedspolitiske fremtid. Formentlig handlede det for de radikale dog om at vinde tid og undgå en klar stillingtagen til NATO-medlemskabet.140 Allerede en måned efter, at kommissoriet var formuleret, invaderede Sovjet- unionen Tjekkoslovakiet. Det bremsede den forbedring i forholdet mellem Øst og Vest, der havde været undervejs gennem flere år. I al fald for nogle må- neder. Set gennem den offentlige debat synes invasionen at have løst problemet med alliancespørgsmålet for Det Radikale Venstre. Gennem de foregå- ende år havde partiet bevidst undladt at tage klar stilling til spørgsmålet, men nu kunne det ikke længere fortsætte denne linje. De fire gamle partier – Det Radikale Venstre, Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti – sigtede alle mod en videreførelse af det danske alliancemedlemskab. Samtidig synes de radikale vælgere at have skiftet holdning til alliancemedlemskabet. I 1949 var mere end 50 pct. modstandere og kun knap 25 pct. til- hængere af medlemskabet. I 1969 erklærede mere end 50 pct. af de radikale vælgere sig for tilhængere af medlemskabet, medens gruppen af modstandere udgjorde 10-15 pct. På den baggrund konkluderede Gallup:

137 Sst. 138 Sst., citeret s. 357. 139 Sst., s. 358 140 Jf. Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 123.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 95 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 96

„Gør man status over hele perioden [1949-1969, anm.], bliver konklusionen, at tilslutningen til Atlantpagten over hele 20-året har vist en stigende tendens, ikke så meget på grund af direkte tilslutning, som på grund af den vigende modstand. Denne udvikling er væsentligst båret af en holdnings- ændring blandt de radikale vælgere i årenes løb.“141

Det var formentlig af denne årsag, at der ikke opstod nogen omfattende debat om Seidenfaden-rapporten. „Berlingske Tidende“ skrev i en leder på ud- givelsesdagen, at det var en nyttig redegørelse, men at der i det politiske miljø var overvejende konsensus om, at der „ikke [var, anm.] noget behov for en revision af den hidtidige politiks hovedlinier.“142 Niels Jørgen Haagerup kaldte den i „Berlingske Tidende“ den bedste dansksprogede sikkerhedspolitiske analyse. Alligevel var det Haagerups opfattelse, at forfatterne burde have været mere klare i anbefalingen af det fortsatte alliancemedlemskab.143 „Information“ og „Jyllands-Posten“ var mere neutrale i deres omtaler.144 Det dagblad, der var mest kritisk, var „Politiken“. Her skrev John Danstrup, at der var tale om en „yderst ujævn“ rapport, der behandlede flere af de vigtige emner „overfladisk“.145 Venstrefløjspressen var påfaldende tavs. For eksempel hverken anmeldte eller omtalte „Politisk Revy“ rapporten i de første måneder efter udgivelsen.

Danmarks fortsatte medlemskab af NATO – en sammenfatning Debatten om Danmarks fortsatte medlemskab af NATO indledtes i midten af 1960erne. Selv om Sovjetunionen lod sine synspunkter komme til orde i den danske debat, var det først og fremmest de politiske partier, der tog initiativ til debatterne. Med kravet om dansk udmeldelse var det især Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, der satte spørgsmålet på dagsordenen. Det var et hovedargument i disse partiers agitation, at der aldrig havde været en folkelig debat om NATO-medlemskabet. Skønt Socialistisk Folkeparti ifølge dets arbejdsprogram var af den opfattelse, at Danmark skulle melde sig ud af NATO og indtage en neutral og antimilitaristisk position i verdenspolitikken, argumenterede dets ledende medlemmer for, at landet skulle sigte mod

141 Ugens Gallup, nr. 20, 1969, „20 år i NATO“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ ug_1969_20.pdf. Offentliggjort 11. maj 1968. Set 20. oktober 2004. 142 „En nyttig redegørelse“ (leder), Berlingske Tidende, 25. september 1970. 143 Niels Jørgen Haagerup, „Dansk sikkerhedspolitik“ (kronik), Berlingske Tidende, 25. september 1970. 144 Erik Eriksen, „Danmarks sikkerhedspolitik under lup“ Jyllands-Posten, 25. september 1970; Vilby, „USA har 7.000 taktiske atomvåben i Vesteuropa“, Information, 25. september 1970. 145 John Danstrup, „Verdenssituationen – set fra Holmens Kanal“, Politiken, 25. september 1970.

96 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 97

NATO fejrer 20-årsdagen med Danmark som fortsat medlem. Islands statsminister Bjarni Benediktsson skærer for, flankeret af NATO-generalsekretær Manlio Brosio (tv) og USA’s udenrigsminister William Rogers. (NATO Photo).

etablering af et nordisk forsvarssamarbejde. Venstre og Socialdemokratiet er- klærede offentligt, at de var indstillede på en debat om alliancemedlemskabet, men sammen med Det Konservative Folkeparti var de af den opfattelse, at Danmark også fremover skulle befinde sig i NATO. I perioden under ’arbejderflertallet’ indtraf en ændring i debatten. Hvor Socialistisk Folkeparti tidligere havde været meget kritisk over for alliancemedlemskabet, blev det i den periode mere forsonligt. Der er flere mulige forklaringer herpå, men materialet efterlader indtryk af, at det spillede en rolle for partiledelsens forholdsvis passive stilling, at Aksel Larsen personligt befandt sig i en klemme. Der er næppe heller tvivl om, at den relativt loyale oppositionsrolle skabte grobund for meget intern kritik af Larsen. I slutningen 1967 blev partiet sprængt og Venstre-Socialisterne dannet. Det var også i den periode, at flere venstrefløjsblade åbnede en debat om NATO gennem artikler om Vietnamkrigen, raceproblemer i USA etc. Rationalet synes at have været, at det var vanskeligt at få alliancetilhængerne til at debattere spørgsmålet, og i al fald synes befolkningen ikke at have taget afstand fra alliancemedlemskabet. Derfor valgte flere blade, der politisk var rodfæstet i ven- strefløjsmiljøet, at fremstille alliancepartnerne i kritisk lys. I den forbindelse omtaltes blandt andet USA’s krig i Vietnam samt britiske og franske koloni- krige. Bladenes strategi synes dog ikke at have båret frugt.

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 97 Kap. 32 rettet V 09/06/05 14:45 Side 98

Med VKR-regeringens etablering i februar 1968 tog debatten en anden drejning. Det Radikale Venstre blev forpligtet på alliancemedlemskabet. Det fremgik allerede af Hilmar Baunsgaards åbningstale til Folketinget. Alligevel holdt partiet fast i kravet om en folkeafstemning eller et folketingsvalg om spørgsmålet. Desuden fik partiet gennemført, at der skulle iværksattes en større udredning om sikkerhedspolitiske alternativer til alliancemedlemskabet. I september 1970 blev udredningen om Danmarks sikkerhedspolitiske problemer offentliggjort. Skønt udvalget afstod fra at tage stilling til spørgs- målet om fremtidens danske sikkerhedspolitik, anbefalede det reelt en videre- førelse af NATO-medlemskabet. Alternativerne var flere, men de blev bedømt som enten usikre eller urealistiske. Der blev ikke truffet nogen formel beslutning om fortsat dansk medlemskab af NATO. Ifølge traktatens artikel 13 kunne udtræden af alliancen først finde sted efter forudgående meddelelse til den amerikanske regering. I modsat fald fortsatte medlemskabet. Danmark forblev efter genforhandlingsfristens udløb i 1970 fuldgyldigt medlem af NATO.146

146 Jf. artikel 13 i „Den Nordatlantiske Traktat“, optrykt i dansk oversættelse i Dansk Udenrigspolitik 1948-1966. II Bilag, s. 106-109, her s. 108.

98 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 99

33 · Sikkerhed og samarbejde i Europa 1971-1975

Siden 1954 havde Sovjetunionen og de østlige lande flere gange stillet de vest- europæiske lande forslag om afholdelse af en al-europæisk sikkerhedskonference.1 Fra Vestens side havde reaktionerne gennem alle årene været afvisende. Efter Berlin-murens opførelse (1961) og Cubakrisen (1962) havde den kolde krig imidlertid taget en ny drejning. Frosten var blevet til tøbrud, og i december 1967 vedtog NATO Harmel-rapporten. Det var i lyset af det stadigt bedre internationale klima og NATO’s nye politiske strategi, at NATO i december 1971 besluttede at tage imod en østlig invitation til en sikkerhedskonference. Sovjetunionen fik dog ikke opfyldt sit ønske fuldt ud. Frem for at afholde en al-europæisk sikkerhedskonference blev der foranstaltet en konference om sikkerhed og samarbejde i Europa. Den omvendte ordstilling og formuleringen „i Europa“ afspejlede, at også to ikke-europæiske lande efter vestligt pres fik mulighed for at deltage. Det var de to NATO-lande USA og Canada.2 Konferencen – (Conference on Security and Cooperation in Europe: CSCE) – omhandlede tre forhold, der i samtiden blev omtalt som „kurve“: Første kurv vedrørte sikkerhed, såvel militære som ikke-militære aspekter samt spørgsmål vedrørende menneske- og borgerrettigheder. Anden kurv omhandlede økonomisk, teknologisk og videnskabeligt samarbejde. Tredje kurv angik kulturelt og humanitært samarbejde samt anliggender vedrørende bevægelsesfrihed. Endelig blev der i forlængelse heraf talt om en fjerde kurv, der vedrørte konferencens opfølgning. Med Slutakten fik Sovjetunionen og Vestmagterne længe nærede ønsker opfyldt. For Sovjetunionen var det et væ- sentligt resultat, at Vesten med forhandlingsprocessen og med slutakten reelt anerkendte Europas deling og det sovjetiske hegemoni over Østeuropa. De vestlige lande fik til gengæld Sovjetunionens tilsagn om, at menneske- og borgerrettigheder skulle overholdes i Østblokken, ligesom Sovjetunionen gav lovning på, at befolkningerne i Østblokken fik (begrænset) adgang til vestlige medier.3

1 De forskellige forslag er omtalt kortfattet i Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 1970, bilag 7: „En europæisk sikkerhedskonference: Historik“, s. 146-53; jf. Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Helsingfors – Genève – Helsingfors, 1977, s. 7-12. 2 Deltagere i konferencen var NATO-landene, Warszawapagt-landene samt neutrale og alliancefri lande. Albanien deltog efter eget ønske ikke i CSCE-konferencen. Ovenstående er i det væsentlige baseret på Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 13-17; Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, 2004, s. 147-51. Se også Peter Michael Nielsen, CSCE. Sikkerhed og samarbejde i Europa, 1990, s. 12-32. Se også kapitel 39. 3 Sst.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 99 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 100

Nedenfor skildres og analyseres den offentlige debat i Danmark om CSCE med henblik på at klarlægge standpunkter og konfliktlinjer. Selv om CSCE- processen fik overordentlig stor betydning, var den ikke noget væsentligt debatemne i 1970erne. Befolkningens interesse for initiativet var begrænset, og debatterne fandt først og fremmest sted i Folketinget og i spredte indlæg i dagspressen.4

Indledende debat (1971-1972)

Selv om tanken om en europæisk sikkerhedskonference havde været på den politiske dagsorden siden 1954, begyndte spørgsmålet først at præge danske sikkerhedspolitiske debatter i begyndelsen af 1970erne.5 I første omgang var politikernes indlæg om sikkerhedskonferencen og dens fremtid præget af usikkerhed, for ingen vidste med sikkerhed, om den ville blive gennemført. Karakteristisk var det, at danske politikere på dette tidspunkt kun havde vage forestillinger om, hvilke temaer konferencen i givet fald skulle omfatte. Alligevel erklærede udenrigsminister Poul Hartling fra Folketingets talerstol i marts 1971 som VKR-regeringens udtrykkelige holdning, at en sikkerhedskonference burde afholdes, og at Danmark skulle deltage. Ifølge Hart- ling og Poul Schlüter, der talte på Det Konservative Folkepartis vegne, samt Per Federspiel, der var ordfører for Venstre, måtte der dog stilles den betingelse for konferencens afholdelse, at USA fik mulighed for at deltage. Sam- tidig opfattede ordførerne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti det som en forudsætning, at der blev fundet en løsning på Berlin- og Tysklands- problemet.6 Med disse holdninger stillede Venstre og Det Konservative Folke- parti sig på linje med NATO’s erklærede holdning til spørgsmålet. Hvad angik regeringens motivation for støtten til en sikkerhedskonference forkla-

4 Debatterne i Folketinget har været genstand for en tidligere behandling. Se hertil Erik Beukel, „Danmark og afspændingen mellem øst og vest – en analyse af holdninger“, Fremtiden, 33. årg., nr. 2 (1978). 5 Allerede i juni 1966 havde Per Hækkerup dog udtrykt sympati for ideen under et NATO-minister- møde i Bruxelles; jf. Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 8. Jens Otto Krag havde ytret noget tilsvarende i 1968, „NATO-betingelser som Det radikale Venstres“, Politiken, 8. september 1968; Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, s. 256-57. Desuden havde den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard i 1969 udtalt offentligt, at Danmark gik ind for afholdelse af en sikkerhedskonference; Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 12. Imidlertid havde det stået glasklart for danske parlamentarikere, at en sikkerhedskonference kun lod sig gøre hvis alle NATO-lande fik mulighed for at deltage, herunder USA og Canada. 6 Poul Hartling, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1970/71, 18. marts 1971, sp. 4816-35, her citeret sp. 4819; jf. Poul Schlüter og Per Federspiel, sst., sp. 4851, 4863. Berlin- og Tysklandsspørgsmålet var to særskilte anliggender. Berlinspørgsmålet handlede om adgangsvejene mellem Vesttyskland og Berlin, medens Tysklandsspørgsmålet handlede om grænserne mellem de to tysklande og mellem Polen og Østtyskland. Dermed handlede det sidste spørgsmål reelt om anerkendelsen af Østtyskland.

100 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 101

rede Hartling, at regeringen fandt Europas deling i to politiske, økono- miske og militære blokke for „una- turlig og hæmmende i en verden, hvor alle kommer hinanden mere og mere ved.“ Derfor opfattede VKR-regeringen det som glædeligt, at „den afspænding, som er den eneste far- bare vej frem i forholdet mellem øst og vest, er begyndt at sætte sig konkrete spor.“7 Med debatten stod det klart, at det var regeringspartiernes opfattelse, at Danmark skulle støtte og fremme afspændingsprocessen mellem Øst og Vest. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti støttede tanken om en sikkerhedskonference. Sammen med Det Radikale Venstre betonede de to oppositionspartier den vesttyske kansler Willy Brandts store betyd- K.B. Andersen. (Folketinget). ning for, at tilnærmelsen mellem Øst og Vest var kommet så vidt. Eksempelvis erklærede forhenværende udenrigsminister Per Hækkerup, at Brandts Østpolitik var både „rigtig“ og „modig“, medens Gert Petersen konstaterede det som opmuntrende, at det vesttyske socialdemokrati med østpolitikken var slået ind på en udenrigspolitisk linje, der svarede ganske til de forslag, som Socialistisk Folkeparti havde stillet.8 Gert Petersen ville således gerne lægge navn til den vesttyske Østpolitik, men så bort fra den afgørende forudsætning for Brandts succesfulde politik, nemlig NATO’s eksistens. I foråret 1971 var der i Folketinget en gennemgående sympati for og støtte til tanken om at afholde en konference om sikkerhed og samarbejde i Europa. I det omfang, der kan konstateres nuanceforskelle i debatten, handlede det om partiernes forskellige forventninger til konferencen. Poul Hart- ling og Arne Stinus var meget optimistiske og begejstrede, medens Hække- rup, Per Federspiel og i nogen grad Schlüter og Erik Kragh fra Det Konserva- tive Folkeparti understregede, at der ikke skulle gå meget galt i forholdet mellem USA og Sovjetunionen, før afspændingen og dermed den forestå-

7 Poul Hartling, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1970/71, 18. marts 1971, citeret sp. 4819. 8 Per Hækkerup, Gert Petersen og Arne Stinus, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1970/71, 18. marts 1971, sp. 4835-46, 4879-90, 4867-79.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 101 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 102

ende CSCE-proces faldt til jorden.9 Der var også holdningsforskelle i partiernes syn på det tyske spørgsmål. Socialistisk Folkeparti krævede dansk anerkendelse af de eksisterende grænser og dermed af DDR som selvstændig stat. Socialdemokratiet mente som de vesttyske socialdemokrater, at målet var en fælles vestlig anerkendelse af den europæiske deling. VKR-regeringen indtog en afventende stilling og ville – med udenrigsminister Hartlings ord – følge udviklingen „på det nøjeste“.10 Da Folketinget i april 1972 på ny skulle drøfte den udenrigspolitiske situation var billedet stort set det samme. I mellemtiden havde Danmark dog fået ny regering. Ved valget til Folketinget 21. september 1971 havde Social- demokratiet opnået en stor valgsejr, hvorpå Jens Otto Krag havde etableret sin tredje og sidste regering. Den ny udenrigsminister K.B. Andersen støttede som sin forgænger tanken om en sikkerhedskonference.11 Hvor det i foråret 1971 havde været usikkert, om konferencen lod sig gennemføre, var det i det forløbne år blevet sandsynligt, at den ville blive afholdt. De østlige og vestlige lande var i mellemtiden blevet enige om, at Østtyskland skulle deltage i konferencen. De vestlige landes betingelse havde dog været, at Østtysklands deltagelse ikke automatisk førte til en vestlig anerkendelse af landet. Samtidig stod det klart, at Sovjetunionen reelt accepterede amerikansk og canadisk deltagelse i konferencen.12 Tilbage var der blot enkelte forhindringer for en på- begyndelse af konferencen. Væsentligst var det, at der blev fundet en løsning på Berlin-problemet. Ifølge udenrigsministeren var der dog udsigt til, at det problem blev løst, da der formentlig snart ville blive ratificeret en tysk-sovjetisk og en tysk-polsk aftale om det spørgsmål, hvilket var en følge af, at de fire besættelsesmagter i september 1971 havde indgået en aftale om Vesttysk- lands adgang til Berlin. Den socialdemokratiske regering indtog derfor „en i princippet meget positiv“ indstilling til spørgsmålet om at gennemføre en sikkerhedskonference. Det svarede præcist til Hartlings tilkendegivelse i foråret 1971. K.B. Andersen forklarede desuden, at man fra dansk og vestlig side sigtede mod, at konferencen skulle omhandle fire emner. Disse var: 1. „sikker-

9 For Erik Kraghs indlæg se „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1970/71, 18. marts 1971, sp. 4918-24, se især sp. 4923. 10 Poul Hartling, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1970/71, 18. marts 1971, sp. 4821. 11 Allerede i Krags tiltrædelseserklæring over for Folketinget 19. oktober 1971 havde han forklaret, at regeringen ville „arbejde for det standpunkt, at flersidede forhandlinger om sikkerhed og samarbejde samt gensidigt afbalancerede styrkereduktioner bør søges indledt, så snart forudsætningerne er til stede“; citeret efter „Regeringen Krags udenrigspolitik“, uddrag af Krags tiltrædelseserklæring optrykt i Fremtiden, nr. 7 [u.md.] 1971, s. 32. Om K.B. Andersens sikkerhedspolitiske synspunkter se Carl Otto Brix, „Partisoldaten, der blev forladt af kompagni A“, Vandkunsten 9/10 1994. Tema: „Hvor fører du mig hen? – Jeg går ej længre“. Danske udenrigspolitikere under Den kolde Krig. Biografiske skitser og registre 1945-1990, s. 205-13; jf. Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 167-69. 12 At knasten om USA’s og Canadas deltagelse optog danske politikere i begyndelsen af 1970erne var bemærkelsesværdigt, for allerede omkring 1969/1970 havde Sovjetunionen reelt accepteret de to landes deltagelse; jf. Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 14.

102 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 103

hedsspørgsmål“, 2. samarbejde om økonomiske, tekniske og videnskabelige områder, 3. „friere bevægelser over grænserne for mennesker, information og for kulturelle forbindelser“ og 4. samarbejde om det „helt afgørende“ spørgs- mål om „det menneskelige miljø“. Med dansk støtte til disse fire elementer i de forestående forhandlinger stillede Danmark sig på linje med NATO’s politik, sådan som den var formuleret på et NATO-møde i december 1971.13 De fire oppositionspartier – Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radi- kale Venstre og Socialistisk Folkeparti – støttede fortsat sikkerhedskonferencen. Dog ses der en ændring i forhold til debatten i 1971. Bortset fra nogle få ytringer om partiernes støtte til sikkerhedskonferencen, omtalte ordførerne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti næsten ikke konferencen. Øster- gaard udtalte dog bekymring over regeringens linje i det forestående arbejde, og han anførte, at den socialdemokratiske regering skulle vare sig mod at være for optimistisk, hvad angik mulighederne for at gennemføre forhandlinger om styrkereduktioner. Dermed henviste Østergaard implicit til War- szawa-pagtens dagsordensforslag fra januar 1972, hvor de østlige lande som punkt seks havde stillet forslag om, at konferencen – for „at styrke den internationale fred“ – burde „arbejde for almindelig og fuldstændig nedrustning“.14 Østergaard ønskede øjensynligt at forhindre Socialdemokratiet i at gennemføre egne mærkesager under de forestående multilaterale forhandlinger.15 Østergaard fandt det mere fornuftigt, at Danmark under de forestå- ende CSCE-drøftelser optrådte som NATO-land og ikke formulerede egne synspunkter.16 Det Konservative Folkepartis forbehold over for Socialdemo- kratiets holdning var et forvarsel om en tiltagende afstand mellem de to partiers politik i CSCE-processen (mere herom nedenfor). Mest optaget af sikkerhedskonferencen var Det Radikale Venstre. Arne Stinus anførte med stor begejstring, at hans parti gik fuldt og helt ind for regeringens linje i spørgsmålet, og navnlig betonede han, at de radikale støt- tede regeringens udtalelse om „betydningen af kontakten mellem mennesker som en meget vigtig forudsætning for den gensidige tillid, hvorpå en varig

13 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1971/72, 19. april 1972, sp. 4939-57, citeret sp. 4943; jf. Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 14-15. 14 Citeret efter Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 16. 15 Østergaard specificerede ikke, hvad han mente med en dansk politik, men der var formentlig tale om en skjult henvisning til Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske linje, der var stadfæstet i partiets 4-års program vedtaget i august 1971. Heri stod der, at skønt Socialdemokratiet ikke umiddelbart så noget alternativt til NATO, så betragtede partiet ikke alliancen som et mål i sig selv. Derfor ønskede Socialdemokratiet, at NATO skulle bidrage til at skabe en afspænding, der gjorde „militærblokkene overflødige.“ Socialdemokratiets 4-års program. Vedtaget af Socialdemokratiets hovedbestyrelse den 29. august 1971. Se pkt. 21-23, her citeret fra pkt. 23; jf. http://net.aba.dk/aba/pdf/SD1971.pdf. Set 26. november 2004. 16 Knud Østergaard, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1971/72, 20. april 1972, sp. 5047-55, jf. sp. 5053-54.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 103 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 104

fred i Europa må baseres.“17 Men hvad mente Stinus med, at det gjaldt om at sikre en varig fred i Europa? Det gav den aldrende radikale politiker Hermod Lannung et bud på året efter i en artikel om partiets udenrigspolitik i det radikale blad „Fremsyn“. Med reference til sikkerhedskonferencen forklarede Lannung, at det var radikal politik at arbejde for at tilvejebringe et internationalt klima, der gjorde alliancerne overflødige.18 Altså en politik, der på den ene side svarede til Socialdemokratiets principielle og langsigtede mål, men som på den anden side ikke var i overensstemmelse med Socialdemokratiets aktuelle sikkerhedspolitik, der var baseret på fortsat dansk medlemskab af NATO. Det radikale budskab var ikke nyt.19 Imidlertid var det et nyt budskab, at Det Radikale Venstre opfattede sikkerhedskonferencen som et skridt i den retning. Til venstre for regeringen var Gert Petersen mere skeptisk. Ikke fordi hans parti ikke ønskede sikkerhedskonferencen gennemført, men fordi Socialistisk Folkeparti ikke delte udenrigsministerens optimisme. Problemet var, forklarede Gert Petersen, at NATO – og navnlig USA – stedse fremsatte nye krav til Sovjetunionen som betingelse for, at konferencen kunne blive gennemført. I første omgang havde man fra Vestens side krævet, at USA og Canada skulle deltage i konferencen. Sovjetunionen havde accepteret dette krav. Derpå havde man fra Vestens side anført, at DDR’s deltagelse i konferencen ikke automatisk førte til vestlig anerkendelse af DDR. Sovjetunionen havde også accepteret denne præmis. Endelig havde NATO stillet krav om, at drøftelser om troppereduktioner skulle med i forhandlingerne. Gert Petersen antydede, at USA og NATO næppe var interesseret i konferencens afholdelse, idet den amerikanske strategi angiveligt var, at opstille så mange krav, at Sovjet- unionen på et tidspunkt afviste yderligere drøftelser om konferencen. I for- længelse heraf var Petersen bange for, at drøftelserne også skulle omhandle „større bevægelsesfrihed på tværs af grænserne“, og at netop dette aspekt kunne skabe problemer.20 På trods af uoverensstemmelser om synet på NATO’s politik og uenigheder i spørgsmålet om, hvor meget pres de vestlige lande skulle lægge på Sovjet- unionen, viste folketingsdebatten i april 1972 en overvejende støtte til sikkerhedskonferencen. De partier, der var mest positive, var Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Også Socialistisk Folkeparti var positivt indstillet over for konferencen, men havde reservationer over for NATO’s og USA’s politik. Venstre og Det Konservative Folkeparti støttede også konferencens gennem-

17 Arne Stinus, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1971/72, 20. april 1972, sp. 5073-74. 18 Hermod Lannung, „Synspunkter på udenrigspolitikken“, Fremsyn. Radikalt tidsskrift, 10. årg., nr. 2, 1973, s. 5-6. 19 Jf. kapitel 6-10, 32. 20 Gert Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1971/72, 20. april 1972, sp. 5076-88, citeret sp. 5084, jf. sp. 5082.

104 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 105

førelse, men i knap så ordrige vendinger som året forinden. Det Konservative Folkeparti var det af Folketingets partier, der manede mest til besindelse. Her fra blev det anført, at regeringen skulle undlade at anlægge en dansk profil under de forestående drøftelser. Danske synspunkter skulle, mente de konservative, underordnes NATO-alliancens politik. I efteråret 1972 var drøftelserne mellem Øst og Vest kommet så vidt, at det var muligt at påbegynde de forberedende forhandlinger mellem de 35 delta- gerlande.21 Samme dag som de forberedende drøftelser blev påbegyndt i Helsingfors, det vil sige 22. november 1972, informerede udenrigsminister K.B. Andersen Folketinget herom. Set gennem den danske debat var november 1972 afspændingsperiodens højdepunkt i Danmark. K. B. Andersen talte direkte om, at Europa stod ved „et afgørende punkt i efterkrigstidens“ udvikling. At det forbedrede forhold mellem Øst- og Vesttyskland „for ham at se markerede afslutningen på den kolde krig.“22 Socialdemokraten Poul Sø- gaard var tilsvarende begejstret. Han mente ligefrem, at man nu kunne „kigge tilbage på koldkrigsårene mellem øst og vest.“23 Udenrigsministeren redegjorde for de deltagende landes ønsker til konferencen. Om østblokkens ambitioner forklarede K.B. Andersen, at der ud over et „sikkert oprigtigt ønske om afspænding“, var et ønske om „at opnå en slags formel bekræftelse på den herskende tilstand i Europa.“ Og han fortsatte „Der er også en tydelig interesse fra østlig side for et udbygget økonomisk og teknologisk samarbejde.“24 At opnå en anerkendelse af status quo og en mere fredelig verden var ikke nye sovjetiske ønsker. Det havde sovjetiske ledere ytret interesse for gennem mange år. Mere opsigtsvækkende var det, at Sovjetunionen ønskede samarbejde om økonomiske og teknologiske spørgs- mål. Forklaringen herpå var formentlig den allerede på det tidspunkt skrantende sovjetiske økonomi.25 Om de vestlige landes ønsker forklarede udenrigsministeren, at interessen „i første række“ sigtede mod „at sikre freden og forståelsen mellem natio- nerne.“ På det område delte de vestlige lande således ambitioner med de øst- lige. Spørgsmålet var derfor, hvordan „freden og forståelsen“ skulle sikres? Hertil forklarede K.B. Andersen, at de vestlige lande ville „søge at få fastslået,

21 Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 17. 22 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Redegørelse af udenrigsministeren“, Folketingstidende. For- handlinger i Folketinget 1972/73, 22. november 1972, sp. 1294-1304, citeret sp. 1295. 23 Poul Søgaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. Forhandlin- ger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, sp. 1402-1405, citeret sp. 1403. 24 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Redegørelse af udenrigsministeren“, Folketingstidende. For- handlinger i Folketinget 1972/73, 22. november 1972, sp. 1294-1304, citeret sp. 1298. 25 Stephen G. Brooks and William C. Wohlforth, “Economic Constraints and the Turn towards Super- power Cooperation in the 1980s“ i Olav Njølstad (ed.), The Last Decade of the Cold War. From Conflict Escalation to Conflict Transformation, 2004, s. 83-117, hvor Brooks og Wohlforth viser, at Sovjtunionens økonomiske nedtur, der fortsatte frem til slutningen af 1980erne tog til fra cirka 1970. Se især s. 89 figur 4.jl.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 105 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 106

at de almindelige folkeretlige principper for forholdet mellem staterne, herunder ikke-indblanding i andre staters indre anliggender, må have almindelig gyldighed, dvs. mellem alle lande i Europa.“ Således skulle de vestlige lande ikke blande sig i indre forhold i Østblokken. Dette svarede præcist til de østlige landes erklærede holdning, sådan som den var formuleret i Warszawa-pagtens dagsordensforslag i januar 1972. Her stod der under pkt. 4, at „[g]ode naboforbindelser bør udvikles på grundlag af principperne om uafhængighed og national suverænitet, lighed, ikke-indblanding i indre anliggender og gensidige fordele“.26 Ikke desto mindre var det en ambition fra vestlig side, at få forbedret „de menneskelige kontakter mellem øst og vest“, ligesom kredsen af vestlige lande ville prøve at overbevise de østlige lande om, at „respekten for menneskerettighederne“ internt i østblokken var et vigtigt mål, hvis man skulle fremme positive forbindelser på tværs af Jerntæppet.27 Med den sidste ambition forsøgte man fra vestlig side at få inddraget menne- skerettighedsspørgsmålet som en del af sikkerheds- og samarbejdsprocessen i Europa. Endelig var der spørgsmålet om den danske politik. Herom udtalte K.B. Andersen, at den danske regering på lige fod med en række „andre deltager- lande“ – han specificerede ikke hvilke – ønskede fire emner behandlet: 1. „visse sikkerhedsspørgsmål“, 2. „samarbejde på de økonomiske, handelsmæs- sige, teknologiske og videnskabelige områder“, 3. „udvikling af de menneskelige kontakter, styrkelse af de kulturelle forbindelser og øget spredning af informationer over grænserne“ og 4. „samarbejde om miljøspørgsmål“.28 Mere uddybende forklarede K.B. Andersen, at man håbede, at sådanne drøftelser ville føre til øget tillid mellem Øst og Vest: „Der tænkes her f.eks. på gensidig underretning om større militærmanøvrer, udveksling af observatører o. lign. Der kan vel også blive tale om at drøfte mere generelle erklæringer om mili- tære styrkeniveauer i Europa med henblik på nedskæringer, selvom altså ikke alle lande vil være enig heri. Det afgørende er her, at der ikke bliver tale om ensidige svækkelser. Det vil næppe fremme den videre afspænding.“29 De erfaringer, man havde gjort sig under militære øvelser i grænseområderne, understregede behovet for gensidige kontakter med henblik på varsling og forebyggelse af konflikter.30 Ud over disse militære forhold lagde den danske regering i lighed med andre vesteuropæiske regeringer stor vægt på adgang til information og fremme af kulturelle og menneskelige kontakter mellem Øst og Vest.31

26 Citeret efter Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 15. 27 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Redegørelse af udenrigsministeren“, Folketingstidende. For- handlinger i Folketinget 1972/73, 22. november 1972, sp., citeret sp. 1298, 1299. 28 Sst., citeret sp. 1300. 29 Sst., citeret sp. 1301. 30 Jf. „Operation Mainbrace“. 31 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Redegørelse af udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 22. november 1972, citeret sp. 1302.

106 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 107

Med disse mere forpligtende og præcise formuleringer fra udenrigsministeren var der lagt op til meningsudveksling mellem Folketingets partier. I før- ste omgang glædede samtlige ordførere sig over, at embedsværket nu påbe- gyndte drøftelserne i Helsingfors, og samtidig viste det sig, at sejren – at få gennemført konferencen – havde mange fædre. Nogle opfattede den iværk- satte proces som en sejr for NATO. Andre betragtede den som en sejr for Socialdemokratiet. Atter andre som en sejr for Venstre. Endelig var der nogen der mente, at det var en sejr for de dygtige embedsmænd i Udenrigs- ministeriet, der gennem år havde slidt og slæbt for at få processen i gang. Spørgsmålet var imidlertid, hvilke aspekter Danmark og de vestlige lande skulle lægge vægt på. I den debat delte ordførernes indlæg sig i tre. I en midterposition befandt Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre sig. Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti stillede sig i opposition hertil; med modsatte fortegn. Socialdemokratiet og Venstre argumenterede for, at afspændingen mellem Øst og Vest burde føre til et forbedret forhold mellem staterne og skabe mulighed for friere bevægelighed for mennesker, ideer og informationer. Så- ledes anførte Poul Søgaard, at hvad angik forholdet mellem staterne „kunne vi måske nok have en lang ønskeseddel“, hvorpå han gjorde opmærksom på, at „fortsat udvikling på det handelsmæssige og økonomiske samarbejde samt snævrere teknologiske og videnskabelige forbindelser jo ikke bare skaber rent praktiske resultater“. Det ville „også gøre landene snævrere forbundne på andre måder. Det er derfor af afgørende værdi, hvis dette kan placeres på den kommende tids møder landene imellem.“ Endvidere understregede Søgaard, at også „andre former eksempelvis for menneskelige kontakter, stræben efter en friere tilstand mellem mennesker i øst og vest, kan vel helt naturligt udvikles gennem samarbejde på det kulturelle, informative og turistmæssige om- råde.“32 Venstres ordfører Poul Hartling var af samme opfattelse. Han forklarede, at de „dagsordenspunkter, der drejer sig om principperne for forholdet mellem staterne og den frie bevægelighed må være af største vigtighed for os.“33 Ifølge Hartling var det naturligt at kæde disse to dagsordenspunkter sammen, idet konferencen ikke ville have nogen værdi, såfremt det ikke lykkedes de to blokke at komme hinanden nærmere. Imidlertid forudså Hart- ling, at de østlige lande ville se „med stor skepsis på forslag, der drejer sig om friere samkvem.“ Derfor mente Hartling og Venstre, at „det nok vil være realistisk også her at betjene sig af den metode, der hedder skridt for skridt.“34 Den vurdering svarede til Socialdemokratiets opfattelse. Kort forinden havde

32 Poul Søgaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, , 23. november 1972, sp. 1402-05, citeret sp. 1404. 33 Poul Hartling, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, sp. 1408-13, citeret sp. 1412. 34 Sst.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 107 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 108

Poul Søgaard sagt, at hvad angik det kulturelle, informative og turistmæssige område, måtte Danmark „naturligvis være realistisk og vise den tilbageholdenhed, som er affødt af de to systemers forskellighed i politisk henseende.“35 Fra radikal side støttede Svend Haugaard Socialdemokratiets og Venstres synspunkter. Således forklarede han, at Det Radikale Venstre bakkede ministerens redegørelse op, og at partiet var enig i, at de nævnte dagsordenspunkter skulle behandles. Desuden udtalte Haugaard, at der var „tale om en sikkerheds- og samarbejdskonference, og der ligger en lang række muligheder i et fredeligt samarbejde inden for handel, teknik, videnskab, kultur, turisme osv., som kan åbne vej for den forståelse og den tillid som er forudsætningen for, at man på begge sider efterhånden kan forstå, at det militære magtapparat ikke længere er nødvendigt.“ Haugaard var endvidere enig i, at en for offensiv dansk og vestlig politik kunne give bagslag, og med reference til Hartlings udtalelser om menneskers mulighed for fri bevægelighed, anførte Haugaard, at „vi bør gå forholdsvis lempeligt til værks.“36 I spørgsmålet om Danmarks stilling i CSCE var der enighed mellem Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre om at vægte både sikker- hedsanliggender og borgernes frihedsrettigheder. Socialistisk Folkeparti mente derimod, at de sikkerhedspolitiske spørgsmål skulle stå i centrum, da en løsning af disse var en forudsætning for stabilitet og tryghed og på længere sigt en opløsning af de to militære blokke. De konservative lagde vægt på kravet om fri bevægelighed for mennesker, ideer og oplysninger over grænserne. Partiets ordfører Knud Østergaard begrundede standpunktet således: „Skal vi i de demokratiske lande tro på en udsoning på et eller andet tidspunkt, så må vi kræve for at få denne tro bekræftet, at andre mennesker kommer til at få de samme frihedsmuligheder, som vi har.“37 Medens Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre i dette spørgsmål så en mulig kilde til konflikt og sammenbrud i forhandlingerne og derfor manede til forsigtighed, var de konservative insisterende i deres krav om vestlige frihedsrettigheder som bevis på Østlandenes forhandlingsvilje. I modsætning til Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre mente Det Konservative Folkeparti ikke, at Danmark skulle indtage selvstændige standpunkter under forhandlingerne, men at regeringen skulle stille sig på linje med NATO-landene og de vest- europæiske samarbejdspartnere i EF. Med debatten i november stod det klart, at der i Folketinget var etableret tre fløje, hvad angik dansk politik under den forstående CSCE-proces. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre argumenterede for, at

35 Poul Søgaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, citeret sp. 1404. 36 Svend Haugaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, sp. 1413-17, citeret sp. 1415, 1416. 37 Knud Østergaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, sp. 1405-08, citeret sp. 1407, 1408.

108 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 109

Danmark skulle betone både sikkerhedspolitiske anliggender og spørgsmålet om friere bevægelighed, men at Danmark måtte være indstillet på, at det sidste spørgsmål var potentielt konfliktskabende. Derfor fandt de tre partier det fornuftigt, om Danmark for med lempe. I opposition hertil befandt Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti sig. Førstnævnte mente, at regeringen først og fremmest burde fokusere på sikkerhedspolitiske aspekter, da øget tillid mellem blokkene på længere sigt formentlig ville føre til øget bevægelsesfrihed. De konservative fandt, at Danmark skulle lægge afgø- rende vægt på den fri bevægelighed og menneskerettighedsaspektet. Ifølge Det Konservative Folkeparti måtte det være en forudsætning for øget tillid mellem blokkene, at de østlige lande overholdt menneskerettighederne, og at de gav deres egne borgere mulighed for fri bevægelighed. Gjorde de det, var det et bevis på de østlige landes gode hensigter, og så var der skabt basis for øget tillid.

Forhandlingerne under CSCE (1973-1975)

I slutningen af april 1973 gennemførtes endnu en forespørgselsdebat om den udenrigspolitiske situation. Hvor forhandlingerne i slutningen af 1972 udelukkende havde handlet om den forestående CSCE-proces, kom debatten i april 1973 til at omfatte langt flere temaer. Alligevel fyldte spørgsmålet om sikkerhedskonferencen meget. På regeringens vegne forklarede udenrigsminister K.B. Andersen, at drøftelserne i Helsingfors netop var gået ind i fjerde runde, og at det var hans opfattelse, at der var „grund til at være tilfreds“ med det hidtidige forløb.38 Ifølge K.B. Andersen var man kommet længst med drøftelserne om de sikkerhedspolitiske spørgsmål og det økonomiske samarbejde; det vil sige de forhold, som man fra østlige side prioriterede højest. I den sammenhæng var forhandlingerne forløbet så tilfredsstillende, at man kunne skimte, „hvad man har lov at kalde omrids til almindeligt acceptable kompromisser på flere områder.“ Hvad der syntes at lykkes i drøftelserne om de sikkerhedspolitiske og økonomiske anliggender, så dog ikke umiddelbart ud til at lykkes i drøf- telserne om de „menneskelige forbindelser og udvekslinger inden for kultur, undervisning og information“, som de vestlige lande lagde megen vægt på. På dette område var der ikke sket store fremskridt, hvilket regeringen beklagede, da den lagde „afgørende vægt på fremskridt inden for disse områder.“ Med den formulering kunne man tro, at regeringen havde skiftet holdning, hvad angik vægtningen af kurv 1, 2 og 3. Det vil imidlertid være forkert, for umiddelbart efter anførte K.B. Andersen, at regeringens „ønsker og håb“ var „til-

38 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 27. april 1973, sp. 5703-19, her sp. 5705, 5706.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 109 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 110

passet de politiske realiteter“. Dermed understregede udenrigsministeren, at de vestlige lande måtte være realistiske i forhandlingerne med de østlige lande, og selvom regeringen var af den opfattelse, at der måtte komme „hånd- gribelige vidnesbyrd om afspænding i form af lettelser af de menneskelige forbindelser og udvekslinger for strømmen af information og oplysning hen over grænserne“, så burde Danmark ikke stille kategoriske krav på det om- råde.39 Hvad angik partiernes synspunkter på CSCE-processen, formede den efter- følgende debat sig hovedsageligt, som debatten havde gjort det i november 1972. Jørgen Peder Hansen fra Socialdemokratiets argumenterede for, at de vestlige lande og Danmark skulle arbejde for, at der blev skabt mulighed for „friere udveksling af personer, informationer m.v.“ inden for østblokken. Med formuleringen „friere“, tog han afstand fra så absolutte krav på det felt, at man risikerede et sammenbrud i forhandlingerne: „Det er en naturlighed for os at tage disse spørgsmål med ind i drøftelserne, men det er samtidig vigtigt, at vi ikke lader en konference falde på dette spørgsmål.“40 Poul Hartling anførte noget tilsvarende. Han forklarede, at man ikke skulle nære nogen „letsindig eller overfladisk forventning“ om, at Danmark og de vestlige lande ville få samtlige ønsker opfyldt. Imidlertid var det Hartlings opfattelse, at „sagen dog bevæger sig i den rigtige retning.“ Derfor var det hans opfattelse, at det var både realistisk og rimeligt, at man arbejdede mod små sejre „skridt for skridt.“41 Det Konservative Folkeparti anlagde et andet perspektiv. Det lå i Social- demokratiets og Venstres synspunkter, at de europæiske lande havde et medansvar for udviklingen i Europa, og at disse lande derfor skulle spille en aktiv og selvstændig rolle i CSCE-processen. Hartling udtalte direkte, at Danmark og Vesteuropa ikke skulle hengive sig „til den selvgode rolle som verdens- fjerne moralister, men må tage den langt sundere og mere rimelige rolle op som europanære medansvarlige“.42 Over for dette betonede Knud Østergaard (K), at Danmark og Vesteuropa i stort og småt skulle stille sig på linje med USA i forhandlingerne. Det var ikke et nyt synspunkt. Allerede i 1972 havde Østergaard givet udtryk for en tilsvarende holdning. Men i 1973 erklærede han, at de vesteuropæiske landes interesse i lavere forsvarsbudgetter efterlod et indtryk i USA af, at de vesteuropæiske alliancelande ikke værdsatte USA’s militære opgaver i Europa, og „denne [europæiske, anm.] ligegyldighed for-

39 Sst., citeret sp. 5706. 40 Jørgen Peder Hansen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folke- tinget 1972/73, 27. april 1973, sp. 5719-30, citeret sp. 5722. 41 Poul Hartling, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 27. april 1973, sp. 5738-49, citeret sp. 5742. 42 Sst., citeret sp. 5745.

110 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 111

stærker igen isolationismen på den anden side af Atlanterhavet. Mon ikke det er på tide, at vi tager os i agt?“, spurgte Østergaard.43 På Socialistisk Folkepartis vegne gentog Gert Petersen de synspunkter, han havde formuleret i 1972, nemlig at regeringen i første omgang burde fokusere på de sikkerhedspolitiske uoverensstemmelser mellem Øst og Vest og først i anden omgang intensivere arbejdet med at fremme den fri bevægelighed, menneskerettighederne etc. I forlængel- se heraf anlagde han en anden vinkel i debatten, idet han med henvisning til en beretning afgivet af So- cialdemokratiets sikkerhedspolitiske udvalg i januar 1973 forsøgte at for- DKP-løbeseddel. (ABA). pligte Socialdemokratiet til en meget konfliktdæmpende linje i CSCE-processen. Således citerede Gert Peter- sen den socialdemokratiske beretning for den opfattelse, at Danmark under CSCE-processen ikke burde anlægge en kurs, der vanskeliggjorde forhandlingerne, og at dansk politik burde sigte mod at få etableret „et europæisk samarbejdsorgan for sikkerhedspolitikken og med deltagelse af såvel de øst- lige som de vestlige lande samt de neutrale nationer, der måtte ønske at være med.“ Gert Petersen spurgte Socialdemokratiet, om det virkeligt var dets politik. Hvis det var tilfældet, var Socialistisk Folkeparti enig heri.44 Statsminister Anker Jørgensen svarede, at dansk sikkerhedspolitik var forankret i NATO- medlemskabet, og at det atlantiske samarbejde efter Socialdemokratiets opfattelse var „hovedforudsætningen for afspændingsbestræbelserne og for de resultater, der vil komme på dette område.“45 Gert Petersens forsøg på at få Socialdemokratiet til at tage afstand fra NATO-medlemskabet lykkedes ikke.

43 Knud Østergaard, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 27. april 1973, sp. 5730-38, citeret sp. 5733. 44 Gert Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 27. april 1973, sp. 5763-74, citeret sp. 5767. 45 Anker Jørgensen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 27. april 1973, sp. 5774-77, citeret sp. 5774-75.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 111 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 112

I marts 1974 blev der gennemført endnu en debat om den udenrigspolitiske situation.46 I mellemtiden havde Danmark fået ny regering, idet Poul Hartling efter jordskredsvalget i december 1973 havde dannet en ren Venstre- regering. Samtidig var Folketinget blevet udvidet med flere nye partier; Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Også DKP var kommet i Folketinget. Spørgsmålet var nu, hvordan parlamentets nye partier stillede sig til CSCE-forhandlingerne. Debatten viser, at ordfø- rerne for disse partier stort set ikke berørte spørgsmålet. De to partier, der faktisk tog stilling, var Fremskridtspartiet og DKP. Fremskridtspartiets John Arentoft konstaterede på et helt overordnet niveau, at det for Danmark gjaldt om at sikre nationens overlevelse. Hans efterfølgende konklusion lød, at Danmarks primære interesse i forhandlingerne og i international politik i almindelighed måtte handle om at bevare et positivt forhold til USA.47 Frem- skridtspartiets synspunkt svarede således i nogen grad til Det Konservative Folke- partis holdning, men det blev formuleret langt skarpere. På den anden side i debatten placerede Ib Nørlund fra DKP sig til venstre for Socialistisk Folkeparti, idet han på det skarpeste afviste de vestlige landes forsøg på at inddrage spørgsmålet om menneskers fri eller friere bevægelig- hed over landegrænser som et emne for forhandlingerne. I stedet stillede Ib Nørlund sig på linje med den sovjetiske holdning. Således forklarede han, at det var positivt med drøftelserne i Genève, men – og det var det afgørende – hvis man ønskede et forbedret internationalt klima, måtte Danmark respektere den af Khrusjtjov formulerede tanke om „fredelig sameksistens“, og heraf fulgte „gensidig respekt for ligeberettigelse og suverænitet“.48 Danmark skulle med andre ord afholde sig fra at presse på i spørgsmålet om fri(ere) bevæge- lighed over landegrænser, menneskerettigheder etc. Den sidste udenrigspolitiske debat i Folketinget inden slutakten blev undertegnet fandt sted i marts 1975. CSCE-processen udgjorde kun en begræn- set del af debatten. På regeringens vegne forklarede udenrigsminister K.B. Andersen endnu en gang, at Danmark under drøftelserne især havde lagt vægt på spørgsmålet om de menneskelige kontakter og den friere bevægelig- hed over grænserne. Og han konstaterede, at han havde „grund til at tro, at det vil lykkes for konferencen at opnå positive landvindinger.“ Imidlertid opfattede regeringen ikke alene landvindingerne som positive. Overhovedet fandt regeringen det „betydningsfuldt, at det nu er almindelig erkendt, at

46 Udenrigsministeren (Ove Guldberg), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1973/74, 21. marts 1974, sp. 3893-3904. K.B. Andersen, sst., sp. 3904-11, Arne Christiansen, sst., sp. 3916-20, Stinus, sst., sp. 3920-28, Ninn-Hansen, sst., sp. 3928-33, Gert Petersen, sst., sp. 3939-46. 47 Arentoft, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1973/74, 21. marts 1974, sp. 3911-16, her sp. 3912-14. 48 Ib Nørlund, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1973/74, 21. marts 1974, sp. 3946-52, citeret sp. 3949.

112 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 113

problemer omkring et emne som de menneskelige kontakter over grænserne øst og vest kan gøres til genstand for fordomsfri og saglig drøftelse i international sammenhæng.“49 Endnu forestod der dog diskussioner om „tillidsskabende foranstaltninger“, hvormed udenrigsministeren henviste til, at Øst og Vest skulle finde en afklaring på „underretning om større militære manøvrer.“ Mere overordnet var det regeringens opfattelse, at man var kommet langt med de diplomatiske drøftelser gennem de seneste par år, og regeringen så frem til, at de deltagende lande kunne undertegne en endelig aftale. Derpå var det store ube- svarede spørgsmål, om landene ville respektere aftalen. K.B. Andersen var usikker herpå, men udtalte, at det var den danske regerings holdning, at man måtte se tiden an, hvorpå man i 1977 kunne vende tilbage til spørgsmålet med henblik på at videreføre drøftelserne landene imellem. Afslutningsvis anførte K.B. Andersen, at selv om CSCE-processen stod over for en afslutning, så betød det ikke, at den danske regering fandt, at arbejdet var afsluttet. I den følgende tid ville Danmark fortsætte arbejdet på bilateralt niveau. Arbejdet for fred og afspænding var vigtigt. Med en hilsen til Folketingets alliancekritiske partier – især Socialistisk Folkeparti og DKP – understregede udenrigsministeren, at afspænding og sikkerhed var to sider af samme sag. Derfor forudsatte „[f]remskridt i afspændingsprocessen … opretholdelsen af den atlantiske alliances forsvarsevne.“50 Den følgende debat bragte ikke nye synspunkter. Regeringen fik støtte fra Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der dog gerne så en fremskyndelse af forhandlingsprocessen.51

Helsinki-slutakten (1975)

1. august 1975 undertegnede samtlige 35 deltagende lande Helsinki-slutakten. En detaljeret gennemgang af slutakten findes i kapitel 39. Her skal hovedpunkterne blot opregnes. For det første blev det i forbindelse med kurv 1 om de sikkerhedspolitiske anliggender stadfæstet, at NATO og Warszawa-pagten skulle varsle militære manøvrer med mere end 25.000 soldater tre uger i forvejen. Desuden blev der vedtaget ti principper for sikkerheden i Europa:

1. Parternes suveræne ligeberettigelse. 2. Afståelse af trussel om magtanvendelse eller brug af magt. 3. Grænsernes ukrænkelighed. 4. Staternes territoriale integritet.

49 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Forespørgsel vedr. den udenrigspolitiske situation“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1974/75, 18. marts 1975, sp. 2022-38, citeret sp. 2031. 50 Sst., citeret sp. 2032. 51 Gert Petersen, „Forespørgsel edr. den udenrigspolitiske situation“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1974/75, 18. marts 1975, sp. 2066-71, her sp. 2069-70; Arne Stinus, sst., sp. 2054-61.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 113 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 114

5. Fredelig bilæggelse af tvister. 6. Ikke-indgriben i indre anliggender. 7. Respekt for menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder. 8. Folkenes ligeret og selvbestemmelse. 9. Samarbejde mellem stater. 10. Opfyldelse af forpligtelser i henhold til Folkeretten.52

Disse ti principper blev i slutakten opfattet som ligestillede. Derfor kunne de underskrivende lande ikke benytte et af principperne som argument for ikke at respektere et af de andre principper. Det betød i praksis, at de østlige lande ikke kunne anklage de vestlige lande for at blande sig i de østlige landes indre forhold, såfremt de vestlige lande måtte anføre, at menneskerettigheder blev brudt i et eller flere af de østlige lande. Dette måtte betragtes som en stor sejr for de vestlige lande.53 Om de menneskelige kontakter – det egentlige stridsemne i de danske sikkerhedspolitiske diskussioner – hed det i slutakten, at disse blev opfattet som et væsentligt element i etableringen af tillid mellem staterne. Som en følge heraf forpligtede samtlige 35 underskrivende stater sig til at fremme friere bevægelser over landegrænser, hvad enten der var tale om enkeltpersoner, transnationale institutioner eller organisationer. Fra dansk og vestlig side var man bevidst om, at de østlige lande enten ikke kunne eller ville overholde disse bestemmelser, men ikke desto mindre blev de i Danmark og Vesten opfattet som væsentlige indrømmelser fra Warszawapagtens side.54 CSCE-processen påkaldte sig ikke nogen folkelig interesse. Den havde mere karakter af et eliteprojekt. Derfor var der heller ikke megen offentlig debat om slutakten, da den endelig blev undertegnet. 1. august 1975 var Folketinget i øvrigt på sommerferie, så nogen orientering af Folketinget blev det heller ikke til. Enkelte reaktioner på underskrivelsen af slutakten sås dog. Udenrigsmi- nister K.B. Andersen skrev en større artikel i „Aktuelt“, hvori han i forsigtige vendinger vurderede betydningen af konferencen. Europa ville ikke blive „anderledes fra den ene dag til den anden“ og der ville „stadig være områder, hvor det er vanskeligt at opnå kontakt over grænserne, og der vil ikke med det dokument, der nu skrives under, være opnået nogen afgørende ændring med hensyn til f.eks. den militære sikkerhed. Den må for Danmarks vedkommende stadig bygge på samarbejdet i den atlantiske alliance.“55 Andersen så

52 Konferencen Om Sikkerhed og Samarbejde i Europa Slutakt, Udenrigsministeriet, 1975, s. 5-7. Her anfø- res også mere præcist, hvad der menes med ovenstående overskrifter. Se også Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 150; jf. den mere fyldige beskrivelse i Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 50-56. 53 Sst. 54 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 150. 55 K.B. Andersen, „Mødet bringer os et skridt videre – men de næste to år er vigtige“, Aktuelt, 30. juli 1975.

114 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 115

dog med tilfredshed og fortrøstning på udsigterne til resultater som følge af det ny Øst-Vest-samarbejde under CSCE. Statsminister Anker Jørgensen forfulgte samme spor i en kronik få dage senere. Fremtiden var endnu usikker, og de forskellige lande ville tolke slutakten på hver deres måde. Men Anker Jørgensen var optimistisk, og han glæ- dede sig over, at det var lykkedes at finde frem til en slutakt. Dette var et stort og vigtigt skridt i retning af en varig fred. „Ordene har deres eget liv. De fanger“, skrev han. Med adresse til alliancekritikere konstaterede Anker Jørgensen, at man ikke skulle tro, at afslutningen på CSCE-processen var et første skridt i retning af de to militærblokkes opløsning. Ifølge Anker Jør- gensen var de en forudsætning for fortsat afspænding.56 I de øvrige dagblade var reaktionerne på slutakten knapt så positive. „Ber- lingske Tidende“ var det dagblad, der var mest enig med regeringen. Her var det opfattelsen, at det var et „lovende tegn“, at konferencen havde efterladt indtryk af „forsoning“ og „god vilje“. Imidlertid måtte man erkende, at der næppe ville indtræffe „en grundlæggende ændring i den indstilling, hvormed disse lande [Warszawapagt-landene, anm.] gik ind i forhandlingerne på sikkerhedskonferencen.“57 „Politiken“ skrev i en lederartikel, at de vestlige lande havde været for slappe hvad angik presset på Sovjetunionen og de østlige lande. Der var jo først og fremmest tale om hensigtserklæringer om at overholde menneskerettighederne, og Moskva havde „tvunget“ flere „forslag om friere forbindelser mellem“ Øst og Vest „under bordet“. „Til et sådant regime kan vi ikke have tillid“. Med reference til Solsjenitsyns udsagn om, at Vesten skulle blande sig i østblokkens forhold, opfordrede „Politiken“ regeringen til at følge op på konferencen for at tvinge Sovjetunionen til at respektere slutakten.58 „Information“ var heller ikke begejstret for konferencens resultater. I det omfang der var opnået forbedringer i forholdet mellem Øst og Vest, var det ikke konferencen, der havde gjort forskellen. I bedste fald havde konferencen alene bekræftet en udvikling, der allerede var i gang.59 Den tillid til fremtiden, som havde været fremherskende i november 1972, var kraftigt af- taget.

Sikkerhed og samarbejde i Europa – en sammenfatning

Konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa var et eliteprojekt, der ikke optog befolkningen. Ikke desto mindre var sikkerhedskonferencen en af 1970ernes vigtigste sikkerhedspolitiske diskussioner. Den viste nemlig noget

56 Anker Jørgensen, „Så længe det knager så holder det“, Aktuelt, 3. august 1975. 57 „Efter Helsingfors“ (leder), Berlingske Tidende, 2. august 1975. 58 „Gælder os selv“ (leder), Politiken, 26. juli 1975. 59 „Sikkerhedskonferencen“ (leder), Information, 31. juli 1975.

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 115 Kap. 33 rettet V 08/06/05 9:18 Side 116

om de politiske partiers synspunkter på, hvordan man kunne og burde fremme afspændingen mellem Øst og Vest. Samtidig viste den, hvordan de politiske partiers synspunkter på dansk afspændingspolitik var påvirket af den internationale udvikling. På det overordnede niveau herskede der enighed mellem Socialdemokra- tiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre, hvad angik spørgsmålet om at få de østlige lande og navnlig Sovjetunionen til at respektere kravet om friere bevægelighed over grænser for mennesker, ideer og informationer. De fire partier var også fuldt ud enige om, at Sovjetunionen og de østlige lande måtte og skulle overholde menneskerettighederne. Socialistisk Folkeparti mente, at Danmark og de vestlige lande primært skulle fokusere på sikkerhedspolitikken, herunder fremme af de såkaldt tillidsskabende foranstaltninger. Det var udtryk for den opfattelse, at dét, der var konfliktskabende i international politik, var de to militære blokkes eksistens. Såfremt man arbejdede for at skabe øget tillid mellem blokkene, ville de to militære organisationer blive opløst. Derpå kunne man fortsætte arbejdet for at fremme friere bevægelighed over grænserne. En friere bevægelighed som også Socialistisk Folkeparti støttede. Efter folketingsvalget i december 1973 sluttede Fremskridtspartiet sig til de fire førstnævnte partier, medens DKP stillede sig på linje med Socialistisk Folkepartis synspunkter. Der var almindelig enighed mellem Socialdemokratiet, Venstre og Det Ra- dikale Venstre i spørgsmålet om Danmarks stilling under CSCE-forhandlingerne. De ville have begge sider med, det vil sige både de hårde sikkerhedspolitiske og økonomiske spørgsmål og de bløde vedrørende demokratiske rettigheder og menneskelige og kulturelle kontakter over grænserne. De tre partier manede til forsigtighed og kompromisvilje under forhandlingerne. Vesten måtte være lydhør over sovjetiske synspunkter og villig til at give ind- rømmelser, hvis der skulle opnås resultater. For de konservative var det derimod vigtigt at fastholde kravet om vestlige frihedsrettigheder for befolkningerne i østlandene. En generel østlig accept af disse var det nødvendige bevis på forhandlingsvilje, som man ifølge Det Konservative Folkeparti måtte for- lange. Danmark skulle i øvrigt lægge sig på linje med NATO og de vesteuro- pæiske samarbejdspartere og afstå fra særstandpunkter. Dermed stod Det Konservative Folkeparti i den danske CSCE-debat i delvis modsætning til Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre, der anså selvstændige danske synspunkter for fornuftige.

116 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 117

34 · Neutronbombedebat 1977-1978

Den 7. juni 1977 offentliggjorde „Washington Post“ en opsigtsvækkende artikel. Heraf fremgik det, at USA i de kommende år ville erstatte flere af de i Vesteuropa deployerede amerikanske atomvåben med neutronvåben.1 I de følgende måneder opstod der en debat mellem USA og Sovjetunionen og mellem USA og dets europæiske allierede. Hvad angik den første debat, tog ledelsen i Kreml i skarpe vendinger afstand fra det amerikanske initiativ. Man hævdede, at der var tale om en „kapitalistisk bombe“, der kunne slå mennesker ihjel uden at forvolde samme materielle skader som ved almindelige ker- nevåben. Og fra vesteuropæisk side opstod der en betydelig folkelig og politisk modstand mod planerne.2 Debatten bragtes umiddelbart til ophør, da USA i 1978 annoncerede, at det udsatte fremstillingen af neutronbomben.

Begyndende dansk kritik

Nyheden om at USA ønskede at sætte neutronbomben i produktion afstedkom mange vesteuropæiske reaktioner. Én af de mere opsigtsvækkende kom fra Vesttyskland, hvor generalsekretæren for SPD og én af chefarkitekterne bag Brandts Ostpolitik, Egon Bahr, omtalte planerne om udviklingen af neutronbomben som „et symptom på tankens pervertering“.3 Men også i Dan- mark mødte det amerikanske initiativ modstand. I Folketinget var det Socia- listisk Folkeparti, der tematiserede emnet. 19. juli 1977 stillede Gert Petersen følgende spørgsmål til udenrigsminister K.B. Andersen: „Vil den danske regering tage afstand fra de bestræbelser, der gøres på at udvikle en såkaldt neutronbombe og på eventuelt at placere den i vesteuropæiske NATO-lande, herunder Danmark“.4 I sin motivation for spørgsmålet forklarede Gert Petersen, at man nu var nået dertil, at USA ville udvikle våben, der slog mennesker og dyr ihjel, medens de efterlod bygninger og maskiner uberørte. Gert Petersen fandt det etisk forkasteligt og frygtede, at initiativet ville øge spændingen. Petersen var – det understregede han selv – bevidst om, at Danmark ikke kunne forhindre USA i at producere våbnet. Imidlertid burde regeringen ef-

1 Neutronbomben var et taktisk kernevåben, der virkede ved, at en brintbombe blev antændt af en lille atombombe. Dermed blev der udviklet en omfattende, dødbringende neutronstråling. Se hertil Lars Mortensen, „Sikkerhedspolitisk leksikon“, Henning Gottlieb, Bertel Heurlin og Jørgen Teglers (red.), Fred og konflikt, 1991, s. 348; jf. David Jens Adler, Det europæiske teater. Bogen om raketterne og den nye atomvåbendebat, 1984, s. 124-32. 2 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997, s. 173; Norman Friedman, The Fifty Year War. Conflict and Strategy in the Cold War, 2000, s. 424. 3 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 174. 4 Gert Petersen, „Skriftligt spørgsmål til Udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 19. juli 1977, sp. 5773-74.

NEUTRONBOMBEDEBAT 1977-1978 117 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 118

ter Petersens opfattelse udnytte sin mulighed for at afvise dets deployering i Danmark og Vesteuropa. Dermed ville regeringen kunne „påvirke beslutningsprocessen i en fornuftig retning“ i overensstemmelse med dansk afspæn- dingspolitik.5 I sit svar forklarede udenrigsminister K.B. Andersen, at det var et nationalt amerikansk anliggende, om USA ville udvikle neutronbomben, og spørgsmå- let ville først blive en sag for NATO og Danmark, hvis USA tilbød sine allierede i Europa at modtage våbnet. Først når det skete, ville Danmark tage stilling.6 Gert Petersen var ikke tilfreds med svaret og genfremsatte dagen efter spørgsmålet i en ny formulering: „Finder den danske regering, at udviklingen af den såkaldte neutronbombe er til gavn eller til skade for afspændingsbe- stræbelserne, eller at den ikke påvirker disse i nogen retning.“7 Gert Petersen fandt det utilstrækkeligt, at den danske regering forholdt sig passivt til spørgs- målet. Hvis alle lande opfattede spørgsmålet om neutronbomben som et indre amerikansk anliggende, ville de allierede lande reelt fralægge sig ansvaret for afspændingsprocessens ophør, mente Petersen. Man måtte tage stilling, for Danmark var „ikke placeret på en lille klode for sig selv.“8 Skønt spørgsmålet var stilet til udenrigsministeren, var det forsvarsminister Orla Møller (S), der besvarede spørgsmålet. Men heller ikke ved den lejlighed fik Gert Petersen et klart svar. Forsvarsministeren anførte, at man ikke så- dan burde tage afstand fra én type af kernevåben, in casu neutronbomben. Hvis man gjorde det, ville man samtidig „blåstemple“ andre former for kerne- våben. Møller afviste også at tage stilling til neutronbombens betydning for de fortsatte afspændingsbestræbelser. Ifølge forsvarsministeren ville man omvendt kunne hævde, at oprustning var en forudsætning for at kunne fremme afspændingen. Regeringen var i øvrigt af den opfattelse, at Danmark skulle fremme afspændingen. Den fortsatte strøm af nye våbentyper understregede kun „betydningen af at komme i gang, inden“ det var „for sent“, sluttede Møller.9 Med disse markeringer endte forespørgslen, og i de følgende måne- der var der stort set ingen debat om neutronbomben i Folketinget. Til gengæld forsøgte Sovjetunionen nu at lægge pres på regeringen. Få dage efter debatten i Folketinget kritiserede det sovjetiske nyhedsbureau TASS 26. juli 1977 udenrigsminister K.B. Andersen for at have sagt, at deployering af neutronbomben i Vesteuropa udelukkende var et „internt amerikanske anliggende.“ K.B. Andersen tog til genmæle, idet han understregede,

5 Gert Petersen, „Begrundelse“, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 19. juli 1977, citeret sp. 5773. 6 Udenrigsminister K.B. Andersens skriftlige svar, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 25. juli 1977, sp. 5774-75. 7 Gert Petersen, „Skriftligt spørgsmål til Udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 26. juli 1977, sp. 5817. 8 Sst., „Begrundelse“, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 26. juli 1977, sp. 5818. 9 Forsvarsminister Orla Møllers skriftlige svar, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 1. august 1977, sp. 5818.

118 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 119

Annonce mod neutronbomben udarbejdet af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. (ABA).

at han udelukkende havde sagt, at „udviklingen af den [neutronbomben, anm.] er et rent nationalt anliggende, som vi ikke kan øve indflydelse på, lige så lidt som vi kan øve indflydelse på Sovjetunionens udvikling af moderne våben.“ K.B. Andersen kaldte den sovjetiske kritik et forsøg på misinformation.10 Den sovjetiske kritik blev således afvist. I 1974 var „Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed“ blevet etableret som en tværpolitisk fredorganisation med deltagelse af blandt andre vetera- nen Carl Scharnberg, K. Helveg Petersen og Lasse Budtz.11 I de tre år, der var gået, havde bevægelsen haft vanskeligt ved at finde sager med appel til befolkningen. Med erklæringen om, at USA ville producere neutronbomben, fik „Samarbejdskomiteen“ en sådan sag. 13. august 1977 arrangerede komi-

10 Avisårbogen 1977, s. 121. 11 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 171. I slutningen af 1970erne og begyndelse af 1980erne blev „Samarbejdskomiteen“ i stigende grad kommunistisk domineret. Men der var tale om en proces.

NEUTRONBOMBEDEBAT 1977-1978 119 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 120

teen et større protestmøde i København, der afsluttedes med en 24 timers fak- kelvagt uden for den amerikanske ambassade.12 Samtidig iværksatte „Samarbejdskomiteen“ en underskriftsindsamling med støtte fra fremtræ- dende medlemmer af Det Radikale Venstre, Retsforbundet, Socialdemokra- tiet, Socialistisk Folkeparti, DKP og Venstre-Socialisterne. I marts 1978 havde 120.000 skrevet under på komiteens protest mod USA’s udvikling af neutronbomben.13 Digteren Erik Stinus indsamlede i „Samarbejdskomiteens“ regi underskrifter fra 230 danske forfattere.14 „Samarbejdskomiteen“ engagerede sig med andre ord meget aktivt i spørgsmålet om neutronbomben og formå- ede efter alt at dømme at samle en betydelig folkelig støtte til kritikken af det amerikanske initiativ, samtidig med at flere fremtrædende politikere fra centrum-venstre-partierne støttede bevægelsens kampagner.

Vesteuropæiske reaktioner og fortsat dansk kritik

Den begyndende danske debat om det amerikanske initiativ havde udenlandske paralleller. Dele af det vesteuropæiske politiske establishment og flere af de vesteuropæiske fredsorganisationer protesterede åbent mod neutronbomben. Blandt de stærkeste kritikere var den vesttyske regering. Årsagen var, at neutronbomben først og fremmest skulle benyttes som svar på et østligt panserangreb, og at våbnet derfor måtte antages at skulle stationeres i Vesttysk- land. Forbundskansler Helmut Schmidt, der var varm fortaler for NATO, tog afstand fra et sådant scenario, blandt andet fordi han forudså, at Vesttyskland ville blive genstand for østlig kritik, hvis planen blev gennemført. Gennem 1977 stillede Schmidt derfor krav om, at neutronbomberne også skulle udsta- tioneres i Holland, Belgien og i Italien. Samtidig med den vesttyske regerings skepsis over for det amerikanske initiativ formulerede fredsbevægelserne deres kritik. De vestlige politikere blev afkrævet svar på spørgsmål om fordele og ulemper ved det nye våben, og det var vanskeligt for regeringscheferne at overbevise kritikerne om neutronbombens fortrin. For det første blev planerne af kritikerne fremstillet som væ- rende i strid med de endnu levende afspændingsbestræbelser. Med CSCE- slutakten fra 1975 var det besluttet, at de underskrivende lande siden skulle arbejde for en opfølgning af konferencen. Her ville det amerikanske initiativ kunne gribe forstyrrende ind. For det andet blev det anført, at den militære

12 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 175. 13 Blandt anbefalerne var Ib Christensen (MF for Retsforbundet), Svend Aage Nielsen (HB-medlem hos Kristeligt Folkeparti), Gert Petersen (MF for Socialistisk Folkeparti), Preben Wilhjelm (MF for Venstre-Socialisterne), Knud Jespersen (MF for DKP), Inge Fischer Møller (MF for Socialdemo- kratiet) og Meta Ditzel (fhv. MF for de radikale). Optrykt i Carl Scharnberg, Uofficielle synspunkter 1977/1978 (u.å.), upagineret. Se også Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 175. 14 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 175.

120 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 121

værdi af det nye våben var beskeden, eftersom den ville reduceres i tilfælde af, at modparten som modsvar benyttede sig af traditionelle kernevåben. Risikoen herfor øgedes, når man medtænkte den trussel, som neutronbomben indebar. For det tredje blev også den etiske side af sagen fremdraget. Den vesteuropæiske debat var præget af fredsorganisationernes kritik af udviklingen og deployeringen af neutronbomben og regeringschefernes uvilje mod officielt at tage afstand fra neutronbomben.15 Skønt Socialdemokratiet i 1977 havde undladt at tage eksplicit stilling til spørgsmålet om regeringens holdning til neutronbomben, voksede betænke- ligheden ved tanken i partitoppen. Vel afviste Anker Jørgensen i januar 1978 i en korrespondance med Bresjnev at tage ensidig afstand fra det amerikanske forslag, men internt i den danske regering var modviljen stigende. I sidste halvdel af februar 1978 opfordrede den danske statsminister under et be- søg i Washington Jimmy Carter til at afstå fra en deployering af neutronbomben i Vesteuropa. Det var Anker Jørgensens vurdering, at det kunne ses som en eskalering af kernevåbenkapløbet og et led i en uønsket psykologisk krigs- førelse mod Sovjetunionen.16 Få uger efter Anker Jørgensens USA-rejse stillede Gert Petersen og medlemmer af Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe på ny spørgsmål om sikkerhedspolitikken i Folketinget. Som svar på deres spørgsmål om „Danmarks holdning på den forestående ekstraordinære FN-generalforsamling vedrø- rende nedrustning og om regeringens syn på det fortsatte rustningskapløb“17, berørte Lise Østergaard, der var minister uden portefølje, men med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål, neutronbomben uden at nævne den ved navn:

„Hvor ubehageligt det end er at måtte erkende, at verdens sikkerhed er baseret på gensidig frygt og ikke gensidig tillid, så er det dog en kendsgerning, at denne frygtens balance har vist sig effektiv i mange år som freds- bevarende foranstaltning. Men den har sine helt iøjnefaldende skrøbelig- heder, først og fremmest den indbyggede tendens til en stadig optrapning af rustningsniveauet i takt med, hvad nye teknologiske muligheder åbner mulighed for. Begge parter føler sig tilskyndet til at udvikle nye våbentyper, så snart det overhovedet er muligt, ikke for at disse våben skal bruges, men netop for at forhindre, at de bliver brugt. Det er klart, at denne magtba-

15 Debatten er skildret sst., s. 173-74. 16 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003 (Danmarks Nationalleksikon, bd. 6), 2004, s. 197-98. 17 Forespørgselsdebat rejst 2. marts 1978 af Gert Petersen, Ebba Strange og Ole Henriksen, alle fra Socialistisk Folkeparti, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78. Debatten gengivet sp. 6964-7062.

NEUTRONBOMBEDEBAT 1977-1978 121 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 122

lance både er skrøbelig, sårbar og farlig, fordi den nødvendiggør stadig mere indviklede foranstaltninger og modforanstaltninger.“18

For den der lyttede, stod det klart, at ministeren og regeringen havde vanskeligt ved at acceptere den nye bombe. Til gengæld stod det også klart, at regeringen ikke ville tage åbent afstand fra den. Gert Petersen imødegik i sit indlæg regeringens holdning om, at neutronbomben blot var endnu en atombombe (jf. debatten i 1977). Den nye bombe adskilte sig kvalitativt fra de „gængse nukleare bomber“, idet neutronbombens primære virkning bestod i at tilføje mennesker inden for en vis radius strålingsdøden. Som afslutning på sit indlæg stillede han et forslag til motiveret dagsorden:

„Idet folketinget dybt beklager den fortsatte kaprustning, opfordrer tinget regeringen til også at vende sig mod fremstilling og spredning af nye mas- seødelæggelsesvåben, herunder neutronbomber…“19

Fra socialdemokratisk side stillede Lasse Budtz sig afvisende hertil. Han forklarede, at Danmark ikke ville kunne modtage neutronbomben på grund af det danske forbehold på kernevåbenområdet, for neutronbomben var jo et kernevåben. Vel fandt regeringen, at den nye bombe var „modbydelig“, men det ville ifølge den socialdemokratiske ordfører være „hyklerisk“, om man ikke samtidig tilføjede, at det ikke blot var de vestlige lande, der fremstillede „modbydelige våben“.20 På Venstres vegne sluttede Arne Christiansen sig til Socialdemokratiets holdning.21 Fra Det Konservative Folkeparti erklærede Palle Simonsen sig enig i regeringens afvisning af dagsordensforslaget, men hvor ordførerne fra Social- demokratiet og Venstre var skeptiske over for rustningskapløbet, krævede Palle Simonsen – i polemik med Gert Petersen – „bevisførelse“ for, at det fortsatte rustningskapløb øgede risikoen for krig. Det Konservative Folkeparti var mere positivt indstillet til „frygtens balance“, end regeringen var.22 Skønt Niels Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre gav udtryk for støtte

18 Lise Østergaard, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78, 2. marts 1978, sp. 6965-75, citeret sp. 6969. 19 Gert Petersen, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78, 2. marts 1978, citeret sp. 6983, jf. 6978-79. 20 Lasse Budtz, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78, 2. marts 1978, sp. 6983-90, citeret sp. 6988, 6989. 21 Arne Christiansen, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78, 2. marts 1978, sp. 6994-97, her sp. 6996. 22 Palle Simonsen, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78, 2. marts 1978, sp. 6997-7002, her sp. 6999.

122 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 123

til Gert Petersens forslag kom det aldrig til afstemning.23 Lasse Budtz fremsatte et andet forslag, der betød, at Folketinget tog „minister Lise Østergaards redegørelse til efterretning“.24 Det var der flertal for i Folketinget, og dermed bortfaldt Socialistisk Folkepartis forslag.

Neutronbombeproduktionen udsættes, men debatten fortsætter Under forespørgselsdebatten i Folketinget undgik regeringen at tage klart stilling til neutronbomben. I modsætning til Norge, Sverige og Holland udgik der ingen officielle protester mod neutronbomben.25 I slutningen af marts 1978 blev spørgsmålet foreløbig afklaret, idet den amerikanske regering erklærede, at den ikke ville sætte neutronbomben i produktion. Dermed kunne den danske og vesteuropæiske debat om spørgs- målet have været afsluttet. Men det var den ikke. Den 8. april udgik der en ny meddelelse fra Det Hvide Hus om, at USA blot ville udskyde produktionen af den nukleare del af bomben.26 Det vakte bekymring i dele af det danske de- batmiljø. I de følgende dage offentliggjorde „Land og Folk“ flere artikler om, at neutronbomben risikerede at kaste verden ud i en ny kold krig.27 Men også Anker Jørgensen tog del i debatten. I en artikel i „Aktuelt“ 18. april 1978 anerkendte han Carters beslutning om at udskyde produktionen, men udtrykte samtidig stor bekymring over neutronbomben og dens betydning for Øst- Vest-forholdet:

„Vi mener, det først og fremmest er stormagterne, Sovjetunionen og USA, der har ansvaret for denne udvikling. Men det er forkert at rette søgelyset ensidigt mod neutronvåbnet. Der er ikke nogen afgørende grund til at skelne mellem de to former for atomvåben. Disse våben er djævelens værk. Begge våbentyper vil, hvis de anvendes, have frygtelige følger for menneskeheden. Alle bestræbelser må gå ud på at bremse, nedtrappe eller helt opgive produktionen af disse altødelæggende våben.“28

23 Se sst., Niels Helveg Petersen (RV), sp. 7021. DKP fremsatte endnu et forslag, der sigtede mod at Danmark i det førstkommende møde i NATO’s nukleare planlægningsgruppe skulle „gå ind for, at neutronbomben ikke skal indgå i NATOs våbenarsenal“, sp. 7015. Dette forslag blev støttet af Venstre-Socialisterne, jf. Kurt Hansen (VS), sp. 7032. 24 Lasse Budtz, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78, 2. marts 1978, sp. 7046; jf. sp. 7062. 25 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 175-76. 26 Sst.; Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 198. 27 Allan Fridericia, „Neutronbombens produktion kan starte en ny kold krig“; Erley Olsen, „Ikke ud- sættelse – men total opgivelse af neutronbomben“. Begge i Land og Folk, 15.-16. april 1978. 28 Anker Jørgensen, „Præsident Carter giver fornuften og de gode viljer endnu en chance“, Aktuelt, 18. april 1978.

NEUTRONBOMBEDEBAT 1977-1978 123 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 124

Ifølge Anker Jørgensen skulle neutronbomben ikke alene vurderes ud fra dets militære betydning, men også ud fra dets virkning i afspændings- og nedrustningspolitikken. Han pegede blandt andet på den psykologiske virkning, som en neutronbombeproduktion ville have i offentligheden. Mange ville opfatte det som en yderligere optrapning, og give USA skylden for den „uden hensyn til de bagved liggende realiteter og de militære styrkeforhold.“29 Stats- ministerens artikel var øjensynlig timet efter NATO’s nukleare planlægnings- gruppes møde i Danmark, der fandt sted samme dag. „Samarbejdskomiteen“ videreførte sine aktiviteter i 1978, og havde fået tag i dele af befolkningen. I forbindelse med NATO’s nukleare planlægnings- gruppes møde den 18. april 1978 arrangerede „Samarbejdskomiteen“ demonstrationer i både København og Århus, hvorefter demonstranterne blev kørt i bus til Frederikshavn, hvor mødet holdtes.30 Selv om der ved den lejlighed blev protesteret mod neutronbomben, valgte komiteen i slutningen af 1970erne at agitere mere alment mod kernevåben. Der var tale om en langsomt aftagende aktivitet, og debatten om neutronbomben var i realiteten fuldt afsluttet i 1981. At den nye amerikanske præsi- dent Ronald Reagan dette år erklærede, at neutronbomben ville blive sat i produktion, skabte ikke ny debat i Danmark. Fredsfolkene – såvel i „Sam- arbejdskomiteen“ som i nye bevægelser som „Nej til Atomvåben“ – var optaget af andre emner (dobbeltbeslutningen og INF).

Neutronbombedebatten – en sammenfatning

USA’s planer om at indlede en produktion af neutronbomber gav ikke anledning til nogen større debat i Danmark. Socialistisk Folkeparti stillede i Folketinget spørgsmål til regeringen om den nye bombe, men regeringen undlod at tage stilling. TASS’ forsøg på at lægge pres på regeringen blev afvist som misinformation. Det var først, da Samarbejdskomiteen engagerede sig i spørgsmålet, at neutronbomben blev et emne i den brede danske debat. Parlamentarisk stod debatten i det væsentligste mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti på den ene side og Socialistisk Folkeparti på den anden side. De tre førstnævnte anførte, at den nye bombe i realiteten blot var et nyt kernevåben, og at Danmark derfor ville afvise udstationering heraf. Socialistisk Folkeparti mente, at den nye bombe var kvalitativt anderledes end de traditionelle nukleare bomber, eftersom neutronbomben skånede materielle ting. Venstre og Socialdemokratiet var mere forbeholdne over for „frygtens balance“ end Det Konservative Folkeparti.

29 Sst. 30 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 176.

124 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 125

Efter at Carter i 1978 annoncerede, at USA ville udskyde produktionen af den nukleare del af neutronbomben, meldte Anker Jørgensen klart ud med ros til den amerikanske præsident for sin beslutning. Den danske statsminister erklærede nu, at alle typer af kernevåben var „djævelens værk“. Ifølge Anker Jørgensen måtte man vurdere spørgsmålet om neutronbomben i lyset af afspændings- og nedrustningspolitikken, og derfor var det klogt, at Carter havde udsat produktionen. Kritikerne af den vestlige politik ville ellers kunne give USA skylden for at fortsætte den militære oprustning „uden hensyn til de bagved liggende realiteter og de militære styrkeforhold.“ Skønt Carters udmelding afgjorde spørgsmålet, videreførte fredsorganisa- tionerne – især „Samarbejdskomiteen“ – deres agitation mod neutronbomben frem til 1981.

NEUTRONBOMBEDEBAT 1977-1978 125 Kap. 34 rettet V 09/06/05 14:46 Side 126 kap. 35 rettet V 09/06/05 14:46 Side 127

35 · Sammenfatning og perspektiver

Hvor de sikkerhedspolitiske debatter i de første 15-17 år efter befrielsen især var foregået mellem et fåtal af folketingspolitikere, blev kredsen af sikkerhedspolitiske debattører større i 1960erne og 1970erne. For det første sluttede politisk engagerede personer, almindeligvis yngre mennesker, sig sammen i folkelige bevægelser, der stillede sig kritiske over for aspekter af dansk og international politik. Med demonstrationer, marcher og skribent- og udgivervirk- somhed forsøgte disse miljøer at påvirke det politiske system og den sikkerhedspolitiske debat. I første halvdel af 1960erne var „Kampagnen mod Atom- våben“ og „Aldrig mere Krig“ meget aktive i debatten. Disse to bevægelser sigtede mod at få danske regeringer til at afvise kernevåben både som en del af dansk sikkerhedspolitik og som en del af de to militærblokkes forsvarsstrate- gier. Fra slutningen af 1960erne frem til begyndelsen af 1970erne blev Vietnambevægelsen og dens to grene, „De Danske Vietnamkomiteer“ og „Vietnam 69“, nærværende i den danske debat. Vietnamkomiteerne var i det væsentlige kommunistisk orienteret, medens „Vietnam 69“ repræsenterede et bredere udsnit af befolkningen. Fælles for Vietnam-kritikken var, at den ikke i sig selv vedrørte dansk sikkerhedspolitik, men at den indirekte satte spørgs- målstegn ved medlemskabet af NATO. Fra midten og navnlig i slutningen af 1970erne var den mest markante fredsorganisation „Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed“. I 1974 etableredes den som en tværpolitisk bevægelse, men i løbet af få år udviklede den sig til at være Sovjet-kommunistisk orienteret. I slutningen af årtiet markerede bevægelsen sig i debatten om den amerikanske neutronbombe. For det andet var udvidelsen af debattørkredsen en konsekvens af, at 1960erne og 1970erne bød på etableringen af flere nye politiske partier. De var ikke alle lige fremtrædende i de sikkerhedspolitiske diskussioner. Imidlertid var der tre nye partier, der markerede sig kraftigt i debatterne om Danmarks stilling i international politik. Centrum-Demokraterne (1973) var et overbevist NATO-parti, og i den danske debat stod partiet og dets skaber Erhard Jakobsen som en ubetinget støtte af det danske alliancemedlemskab og af USA’s politik i internationale anliggender. På venstrefløjen var de to vigtigste politiske nyskabelser Socialistisk Folkeparti (1959) og Venstre- Socialisterne (1967). Disse to partier var modstandere af såvel NATO som det danske medlemskab heraf. Samtidig var de begge en del af „det nye venstre“ og politiske konkurrenter. For det tredje manifesterede den bredere kreds af debattører sig ved, at individuel sikkerhedspolitisk ekspertise blev et mere fremtrædende element i den offentlige debat i 1960erne og fremover, end tilfældet havde været i 1950erne. To af de eksperter, der stod stærkt, var Erling Bjøl og Niels Jørgen Haagerup. Bjøl var fra 1963 professor i statskundskab ved universitet i Aarhus,

SAMMENFATNING OG PERSPEKTIVER 127 kap. 35 rettet V 09/06/05 14:46 Side 128

og gennem 1960erne og 1970erne deltog han meget aktivt i debatterne. Den stilling delte han med journalisten Haagerup, der foruden at være udenrigspolitisk medarbejder og lederskribent ved det NATO-venlige dagblad „Information“ skrev flere bøger om dansk sikkerhedspolitik og Øst-Vest-forholdets udvikling. Bjøl og Haagerup var varme NATO-tilhængere, og frem til 1969 gjorde de begge en betydelig indsats for at overbevise danskerne om fordelene ved fortsat dansk NATO-medlemskab. Den pro-atlantiske ekspertise blev i de danske debatter modsagt af debattører fra „det nye venstre“, der kan ses som en slags „modekspertise“. Gert Petersen fra Socialistisk Folkeparti er et eksempel herpå, men i venstrefløjsbladene, fx „Politisk Revy“, foregik der også kvalificerede, om end polemiske debatter om såvel NATO som dansk alliancepolitik. Læses debatterne, ses det, at de sikkerhedspolitiske eksperter med forskellige holdninger kun sjældent diskuterede direkte med hinanden. Dertil var den politiske retorik formodentlig for skarp. I stedet synes eksperterne især at have henvendt sig til den uafklarede del af befolkningen. For det fjerde indtraf der en nyskabelse i den sikkerhedspolitiske debat, idet danske regeringer op gennem 1960erne begyndte at bestille udredninger – hvidbøger – om landets stilling i international politik. Den mest ud- førlige udredning var den såkaldte Seidenfaden-rapport. Intentionen med dens udfærdigelse var ifølge statsminister Hilmar Baunsgaard blandt andet at vurdere, hvilke alternativer der var til NATO-medlemskabet. Konklusionen lød, at der ikke var noget alternativ. Skønt rapporten ikke vakte megen offentlig debat, markerede regeringens bestilling af hvidbogen et nyt fænomen i den sikkerhedspolitiske debat: At regeringer dels ønskede at kvalificere væ- sentlige diskussioner gennem udfærdigelse af hvidbøger. Dels at regeringer kunne udskyde vanskelige debatter gennem langvarige kommissionsarbejder. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti stod i debatten fortsat som garanter for det danske medlemskab af NATO. Kritikerne bestod af DKP, den nye venstrefløj (især Socialistisk Folkeparti og Venstre- Socialisterne), de folkelige bevægelser og periodevis tillige Det Radikale Venstre. Sidstnævnte videreførte i debatten den pragmatiske og formentlig uafklarede linje, som partiet havde påbegyndt i 1950erne. Skønt partiet var kritisk over for det danske alliancemedlemskab, argumenterede det under VKR-regeringen (1968-1971) og efter det sovjetiske overfald på Tjekko- slovakiet (1968) således fortsat for dansk medlemskab af NATO. Gennem- gangen af debatten har vist, at Det Radikale Venstre ofte undlod at tage klar stilling til spørgsmålet om NATO-medlemskabet, men i stedet krævede grundlaget for medlemskabet undersøgt. Socialistisk Folkeparti sluttede sig ofte til dette ønske, men krævede tillige etableret en nordisk forsvarsalliance eller et fritstående, neutralt Danmark. Venstre-Socialisterne var fra partiets etablering fortaler for et fritstående, neutralt Danmark. Kritikernes problem i de danske debatter var, at de aldrig formåede at formulere et overbevisende alternativ til medlemskabet af NATO.

128 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 35 rettet V 09/06/05 14:46 Side 129

At det fortsat var Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre, der stod som garanter for medlemskabet af NATO, betød dog ikke, at de tre partier var enige i alle sikkerhedspolitiske spørgsmål: I 1960ernes og 1970ernes meningsudvekslinger ses en til dels ny sikkerhedspolitisk alliance mellem Socialdemokratiet og Venstre, der begge – i højere grad end Det Konservative Folkeparti – betonede afspændingspolitikkens betydning. I Fol- ketingets forhandlinger om CSCE-processen var Socialdemokratiet og Venstre (sammen med Det Radikale Venstre) endvidere enige om, at både de hårde sikkerhedspolitiske og økonomiske spørgsmål og de bløde vedrørende demokratiske rettigheder og menneskelige og kulturelle kontakter over grænserne skulle vægtes lige højt. Det var disse partiers opfattelse, at Vesten skulle være lydhør over for sovjetiske synspunkter og villig til at give indrøm- melser, hvis der skulle opnås resultater. Det Konservative Folkeparti mente derimod, at Danmark og Vesten skulle stå fast på kravet om fulde frihedsrettigheder for befolkningerne i østlandene. Det var partiets standpunkt, at Danmark skulle lægge sig på linje med NATO og de vesteuropæiske samarbejdspartere og afstå fra særstandpunkter. Endelig ses det i debatten om neutronbomben i 1977 og 1978, at der var enighed mellem Socialdemokratiet og Venstre om at forholde sig skeptisk til „frygtens balance“. De konservative mente derimod, at „frygtens balance“ havde virket stabiliserende i forholdet mellem Øst og Vest, og accepterede den fortsatte vestlige atomoprustning. At Det Konservative Folkeparti opfattedes som hardlinere i den danske debat afspejles endvidere af, at „Aldrig mere Krigs“ medlemsblad „Pacifisten“ betegnede de konservative (og DKP) som atomvåbenkritikernes væsentligste modstandere i dansk politik. Billedet af Øst og Vest: Gennemgangen af de sikkerhedspolitiske debatter har vist, at Sovjetunionen i begyndelsen af 1960erne blev opfattet som et diktatur, der udgjorde en trussel mod Danmark. Overfaldet på Ungarn (1956), opførelsen af Berlin-muren (1961), og Cuba-krisen (1962) havde bidraget til denne opfattelse. Ved indgangen til 1960erne blev USA i debatten derimod oftest opfattet som et foregangs- og beskytterland. Foregangsland i teknologisk og økonomisk henseende, og beskytterland i sikkerhedspolitisk sammen- hæng. I løbet af 1960erne og 1970erne blev disse billeder forandret, om end ikke grundlæggende. Krigen i Vietnam bidrog således til at skabe et mere kritisk billede af USA, og samtidig belastede det den positive indstilling til USA, at det blev en udbredt opfattelse i store dele af Vesteuropa og i Danmark, at skiftende amerikanske administrationer kun nølende bakkede op bag de afspæn- dingsbestræbelser, som mange vesteuropæiske lande prioriterede højt. Anderledes stod det til med opfattelserne af Sovjetunionen. Gennem første halvdel af 1960erne blev der etableret et mere positivt billede af Sovjetunionens udenrigspolitik, end tilfældet havde været i 1950erne. Efter Cuba-krisen blev Khrusjtjov i stigende grad opfattet som rund og mild og ven-

SAMMENFATNING OG PERSPEKTIVER 129 kap. 35 rettet V 09/06/05 14:46 Side 130

ligt indstillet over for forhandlinger med Vesten. I 1964 blev Khrusjtjov imidlertid erstattet af Bresjnev, som i den danske offentlighed blev betragtet med skepsis. Med overfaldet på Tjekkoslovakiet (1968) blev billedet af Sovjetunionen igen forværret. I begyndelsen af 1970erne eksisterede der dog fortsat håb til sovjetisk udenrigspolitik, men fra midten af 1970erne blev billedet af Sovjetunionen igen mere negativt, blandt andet fordi CSCE-processen havde skuffet, men også fordi USA og Sovjetunionen øgede den interne rivalisering. Man kan sondre mellem tillid og håb til Sovjetunionen. Det mere positive billede af Sovjetunionen, der ses i den politiske debat i 1960erne og første halvdel af 1970erne, var i det væsentlige udtryk for håb om, at Sovjetunionens udenrigspolitik ville udvikle sig i en mere forsonlig retning. Egentlig tillid var der næppe tale om. På hvilken måde og med hvilken effekt forsøgte Sovjetunionen at påvirke den danske debat? Der findes i debatten spredte indlæg med sovjetiske afsen- dere (ambassadører, presseattacheer og politikere). Disse indlæg sigtede mod at få Danmark meldt ud af NATO, at få den danske stat til at tage afstand fra amerikansk (udenrigs)politik, og at overbevise danskerne om, at Sovjetunio- nen var en fredelig nabo. Det var i al fald nogle af de hyppigste budskaber i de sovjetiske artikler og telegrammer. Desuden må man antage, at det sovjetiske presse- og propagandaarbejde i Danmark sigtede mod at understøtte latente, pro-sovjetiske holdninger, der allerede eksisterede i det danske samfund. Med baggrund i gennemgangen af den sikkerhedspolitiske debat, er det udredningens vurdering, at påvirkningsforsøgene kun sjældent genererede nogen debat i Danmark. Oftest blev de sovjetiske synspunkter negligeret. Andre gange blev de modsagt. Men det skete stort set aldrig – fraset i „Land og Folk“ – at toneangivende dansk aviser eller politikere støttede de sovjetiske standpunkter. I den sammenhæng var Sovjetunionen reelt sin egen væsent- ligste fjende i den danske befolkning. Ved indgangen til 1960erne var billedet af Sovjetunionen stort set negativt i den danske offentlighed. Blandt årsagerne var som nævnt erindringerne om Ungarn, Berlin og Cuba. Selvom billedet af Sovjetunionen blev mere positivt i første halvdel af 1960erne kra- kelerede det igen i 1968 på grund af Sovjetunionens overfald på Tjek- koslovakiet. Tilsvarende bidrog den sovjetiske politik under CSCE-processen (1973-1975) formentlig til at etablere en svigtende tiltro til Sovjetunionens reelle ønsker om imødekommenhed over for Vesten. Når den sovjetiske propaganda havde så ringe gennemslagskraft i den danske debat, hang det såle- des også sammen med, at Sovjetunionen ved sin optræden spændte ben for sig selv. Som sådan spillede sovjetiske synspunkter kun en begrænset rolle i den danske debat. Det betød dog ikke, at alliancekritiske synspunkter var fravæ- rende. Tværtimod bidrog „det nye venstre“, der stillede sig afvisende over for såvel det sovjetiske samfundssystem og den sovjetiske udenrigspolitik som de

130 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 35 rettet V 09/06/05 14:46 Side 131

vestlige samfundssystemer og USA, til at etablere et negativt billede af USA i den danske debat. Den emnebestemte gennemgang af debatten har vist, at den nye venstrefløj gjorde mere ud af at kritisere USA end Sovjetunionen. I kritikken af USA overtog dele af den nye venstrefløj DKP’s opfattelse af de vestlige lande og især USA som imperialistiske, krigsfremmende nationer. Om danskernes syn på landets alliancepolitik har undersøgelsen vist, at befolkningens støtte til NATO-medlemskabet var vigende i begyndelsen af 1960erne, men stigende fra midten af 1960erne. Den vigende støtte afspejlede formentlig en svigtende tiltro til USA’s lederskab af NATO. Ifølge en opi- nionsundersøgelse fra 1963 ønskede 39 pct. af de adspurgte et neutralt Vesteuropa, medens kun 22 pct. ønskede et Vesteuropa i alliance med USA. Blot én pct. ønskede en vesteuropæisk alliance med Rusland. Kritik af og skepsis over for USA betød således ikke sympati for Sovjetunionen. I 1978 – året for neutronbombedebatten – var tilslutningen på 57 pct., medens kun 21 pct. af de adspurgte var modstandere af det danske medlemskab af NATO.

SAMMENFATNING OG PERSPEKTIVER 131 kap. 35 rettet V 09/06/05 14:46 Side 132 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 133

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978

36 · Danmark og MLF

I begyndelsen af 1960’erne havde den danske atomvåbenpolitik fundet sit leje. Danmark ønskede ikke „under de nuværende omstændigheder“ atomoplagring på dansk jord. Selv om der endnu var mulighed for at indføre atom- våben selv i fredstid, stod det efterhånden klart, at det måtte fordre en grund- læggende ændring af de eksisterende forhold, i praksis formentlig en alvorlig krise, måske regulær krig, før forbeholdet ville blive ophævet. Først i 1980 formulerede den socialdemokratiske regering eksplicit, at de nuværende om- stændigheder betød fredstid. Selv om atombevæbning af det danske forsvar i løbet af 1960’erne blev stadig mindre sandsynlig – også i tilfælde af krig – opererede de danske myndigheder som anført i kapitel 13 dog i 1960’erne og 1970’erne til stadighed med den option, at det danske forsvar kunne atom- bevæbnes. Tilsvarende forblev allieret anvendelse af atomvåben i forbindelse med forsvaret af dansk område aktuelt. Samtidig med, at spørgsmålet om den danske atomvåbenpolitik således fandt sin løsning for de næste mange år, førte NATO’s atomvåbenpolitiske udvikling dog til, at en ændring af den danske atomvåbenpolitik igen midlertidigt blev sat på dagsordenen i årene 1960–65. På NATO’s ministerrådsmøde i december 1960 foreslog USA oprettelsen af en atomslagstyrke, der dels skulle bestå af fem amerikanske ubåde bevæbnet med 25 Polaris-missiler, dels yderligere 100 søbaserede Polaris-missiler, som de øvrige NATO-lande skulle opstille. Forslaget var motiveret af chefen for de allierede styrker i Europa (SACEUR) general Norstads idé om at gøre NATO til verdens fjerde atommagt ved at stille kernevåben direkte til rådighed for alliancen, således at NATO’s kernevåbenforsvar ikke var direkte afhængig af USA. Norstads ide havde fået en kølig modtagelse i Washington, hvor man ikke så noget militært behov for en sådan styrke. Når man fra amerikansk side alligevel gik ind i sagen, skyldtes det de politiske aspekter ved en multilateral atomstyrke (MLF). Formålet var på én gang at løse alliancens problemer omkring atomstrategien ved for det første at tage hensyn til ikke-nukleare staters ønske om indflydelse på atomstrategien, og for det andet at forhindre spredningen af atomvåben ved at NATO-landene kunne få så meget indflydelse, at særligt det vesttyske, men også de franske og eventuelt italienske krav om egne atomvåben blev gjort overflødige. I de kommende år undergik planerne om en NATO atom-

DANMARK OG MLF 133 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 134

„George Washington“, US-atomubåd med Polarisraketter. Til venstre ses en Polaris under affyring. 1960.

slagstyrke en række ændringer og var genstand for betydelig debat og kritik, både internt i alliancen og fra Østblokken og de neutrale lande. I slutningen af 1962 tog planerne et kvantespring, da Storbritannien, der stilllede sig noget tøvende over for det multilaterale koncept, indgik den såkaldte Nassau- aftale med USA, hvorefter den nye atomstyrke skulle bestå af to komponenter: For det første en multinational styrke, hvori indgik eksisterende nationale enheder. Disse skulle afgives til NATO-kommando. For det andet en regulær multilateral styrke, som skulle bestå af omtrent 25 overfladefartøjer bestykket med i alt 200 Polaris-raketter. Styrken skulle stadig være med blandede besæt- ninger og underlagt SACEUR, og styrken skulle være under kontrol af en slags bestyrelse bestående af repræsentanterne fra medlemslandene. Med de stadigt stærkere tegn på MLF-planens svækkelse i slutningen af 1964 satte Storbritannien spørgsmålet om en ’Allied Nuclear Force’ (ANF) i spil. Heri blev det multilaterale perspektiv, som briterne aldrig havde støtte helhjertet, nedtonet yderligere, og i stedet styrkedes det multinationale perspektiv, som briterne allerede havde introduceret i Nassau.1 Hverken MLF eller ANF blev nogensinde oprettet, og i 1965-66 blev atomslagstyrketanken afløst af nye konsultative organer, der gav NATO-landene større indsigt i og større mulighed for indflydelse på alliancens atomstrategi.

1 Alastair Buchan, The Multilateral Force: A Historical Perspective, 1964; se også Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-1968, DUPI 1997, s. 441f.

134 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 135

Efter alvorlige overvejelser inden for den danske administration om dansk støtte til eller aktiv deltagelse i dele af de allierede koncepter og planer gjorde den danske regering det i 1963-64 klart, at Danmark ikke ville deltage i MLF eller stille sit territorium til rådighed for en sådan styrke. Men man ville heller ikke modvirke dens oprettelse, såfremt der i alliancen var et ønske herom. En stilling, der stort set blev fastholdt i forhold til ANF. Det er klart, at man fra østlig side forholdt sig endog særdeles kritisk over for udviklingen, og de danske beslutningstagere var opmærksomme på, at man ville kunne forvente stærke reaktioner fra især sovjetisk side. Spørgsmålet om MLF ligger i periferien af udredningens sædvanlige knudepunkter, der hidtil særligt har været særlige danske forhold og reaktioner på bilaterale problemstillinger, tydeligst omkring de danske restriktioner i forbindelse med den forsvarsmæssige integration i NATO. MLF er medtaget som eksemplificering af den danske beslutningsproces omkring et vanskeligt sikkerhedspolitisk spørgsmål. Der vil blive redegjort for de grundlæggende danske overvejelser og drivkræfter ved formuleringen af den danske politik i forbindelse med de vestlige overvejelser om oprettelse af en NATO-atomstyrke. Tyngden i fremstillingen er lagt på perioden omkring 1963, hvor MLF- konceptet begyndte at tage form, og hvor den danske regerings politiske kurs i hovedsagen blev sat.

Indledende dansk stillingtagen – irsk prolog

De danske myndigheder reagerede afventende på de rygter, der i 1960 ver- serede i pressen om amerikanske overvejelser om at foreslå oprettelsen af en multilateral atomslagstyrke.2 Men selv om de danske myndigheder endnu ikke eksplicit gik ind i sagen, blev det forventede forslag om MLF alligevel genstand for betydelig drøftelse, da et irsk resolutionsforslag i FN’s generalforsamling i december 1960 om forhindring af den videre udbredelse af ker- nevåben satte fokus på en lang række af de problemer, der knyttede sig til en eventuel fælles atomstyrke. Den amerikanske regering anså resolutionsforsla- get for problematisk og gjorde det under hånden klart for sine alliancepartnere, at vedtagelsen af resolutionen ville skabe vanskeligheder for de spæde planer om at udstyre alliancen med atomvåben. En vedtagelse af resolutionen ville ifølge amerikanerne ikke tjene nedrustningen, men snarere gøre det vanskeligt at tilskynde Sovjetunionen til at acceptere en nedrustningsaftale.3

2 „Notat til udenrigsministeren. Oprettelse af en NATO-atomstyrke“, 24. oktober 1960, UM 105.I.40.e. 3 „NATO’s 15. plenarforsamling. Irsk resolutionsforslag om forhindring af udbredelse af kerne- våben“, indberetning af 24. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, UM 105.I.40.e; „FN’s 15. plenarforsamling. Irsk resolutionsforslag om forhindring af udbredelse af kernevåben“, indberetning af 9. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, UM 105.I.40.e.

DANMARK OG MLF 135 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 136

De danske myndigheders udenrigspolitiske rygmarvsreaktion var, at man måtte vise positiv interesse for det irske forslag, da Danmark principielt stemte for forslag, der rettede sig imod udbredelsen af atomvåben. Danmarks interesse i ikke-spredning bestod dog udelukkende i at undgå udbredelse af den politiske kontrol med atomvåbnene, ikke i at forhindre geografisk spredning af våbnene. Trods den instinktivt positive reaktion på det irske forslag var udenrigsministeriets stilling til forslaget præget af nogen tvivl og intern uenighed. Af hensyn til ikke at binde sin stilling i forhold til det kommende amerikanske forslag om en integreret missilstyrke, som indeholdt „elementer af positiv interesse for dansk udenrigspolitik“, fandt NATO-kontoret det i princippet uheldigt at tiltræde det irske forslag. Interessen bestod for det første i udsigten til, at tankerne om disengagement i Midt- og Nordeuropa muligvis kunne genoplives, „såfremt NATO-forsvaret i højere grad end nu kan søges lagt over på atomar afskrækkelse.“ Dette skulle dog vise sig at være i modstrid med den faktiske tendens. Chefen for den politisk-juridiske afdeling, Erik Schram- Nielsen, betonede da også, at det jo ganske afhang af udviklingen. For det andet bestod den danske interesse i MLF i erkendelsen af, at Vesttyskland under alle omstændigheder ville blive atombevæbnet, og at det måtte være i dansk interesse, at denne bevæbning skete under NATO’s kontrol og ikke som et bilateralt arrangement med USA.4 Hvad angik spørgsmålet om potentiel vesttysk adgang til atomvåben i forbindelse med en atomslagstyrke, vurderede udenrigsministeriet indledningsvis, at det næppe i sig selv ville være i modstrid med den irske resolution, da man måtte forvente, at amerikanerne – som hidtil – bevarede den politiske kontrol med atomsprænghovederne. Udenrigsministeriet erkendte dog, at såfremt atomvåbnene blev stillet til rå- dighed for SACEUR på en sådan måde, at andre lande ud over USA fik indflydelse på deres anvendelse, kunne foreneligheden med det irske resolutionsforslag diskuteres. Ikke desto mindre kunne man ifølge udenrigsministeriet vel hævde, at det faktisk var muligt, at en sådan institution i virkeligheden ville betyde en indskrænkning af USA’s beføjelser snarere end en udvidelse af beføjelserne for andre lande. Argumentet lød, at USA ikke ville kunne bruge våbnene uden de andres samtykke, og at ingen ville kunne bringe våbnene i brug uden USA’s accept.5 I sidste ende besluttede man sig fra dansk side for på linje med Norge og Canada at stemme for det irske forslag, mens de øvrige NATO-lande fulgte den amerikanske linje og afstod fra at stemme.6 Det danske ræsonnement var, at man jo endnu kun vidste ganske lidt om, hvorledes denne fælles atom-

4 „Irsk resolutionsforslag i FN om forhindring af udbredelse af kernevåben. Bemærkninger fra P.J.V.“, notat af 17. november 1960, udfærdiget af T. Rønne kontinuation ved J. Paludan af 19. november 1960, UM 105.I.40.e. 5 Sst. 6 Sst.

136 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 137

styrke ville forme sig. Og ved at stemme for forslaget mente de danske myndigheder at forpligte sig til at sørge for, at „de endelige bestemmelser om en NATO-atomslagstyrke bliver formuleret således, at de ikke kommer i strid med principperne i det irske forslag.“ Ud over at denne strategi var at fore- trække ud fra „en almen politisk betragtning“, fandt man i udenrigsministeriet, at der kunne være „mere specifikke fordele forbundet med således til en vis grad at binde sine hænder.“7 Hermed mentes formentlig, at man ikke blot på forhånd kunne medvirke til at inddæmme de negative konsekvenser af en MLF og sandsynliggøre, at planerne ville blive udviklet under hensyntagen til de problemer, der knyttede sig til den politiske spredning, men at også en fremtidig dansk reservation over for en udvikling i retning af politisk spredning med MLF kunne stå stærkere over for f.eks. vesttysk pres i NATO. Også i de følgende år indtog spørgsmålene om den politiske kontrol med atomvåbnene og især det vesttyske problem prominente pladser i de interne danske drøftelser af den foreslåede atomvåbenpolitiske udvikling.

Kontrol

De forskellige forslag om en NATO-atomslagstyrke var udsprunget af et ønske hos NATO’s militære myndigheder og blandt flere vesteuropæiske NATO- magter, særligt Frankrig og Vesttyskland, om øget indflydelse på alliancens atomvåben. Problemet var efter deres opfattelse, at de vesteuropæiske NATO- landes sikkerhed i vid udstrækning beroede på det amerikanske atomarsenal. Ikke mindst den øgede sovjetiske atomare kapacitet, som satte Moskva i stand til at rette angreb direkte mod det nordamerikanske kontinent, såede imidlertid europæisk tvivl om den nukleare sikkerhedsgarantis validitet. De Gaulle er blevet tillagt en formulering, der i prægnant form rammede problemet ind: Kunne man vide sig sikker på, at en amerikansk præsident i den afgø- rende stund ville risikere New York og Chicago lagt øde for at redde Hamborg eller København?8 Såfremt udviklingen pegede i retning af en MLF, måtte man overveje, hvilket system, „der i russernes øjne giver højst credibility som deterrent.“ I tråd med denne overvejelse noterede viceudenrigsråd Troels Oldenburg fra udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling i det tidlige forår 1963, at det måtte være et hovedsynspunkt, at man fra dansk side virkede for en ordning, der ikke svækkede afskrækkelsens troværdighed, således at „Danmark fortsat kan føle sig sikker på, at NATO virkelig i en nødsituation vil forsvare Danmark

7 Sst. 8 André Fontaine, „DeGaulle’s view of Europe and the Nuclear Debate“, The Reporter, vol. 27, no. 2 (19. juli 1962), s. 33-34; Beatrice Heuser, NATO, Britain, France and the FRG. Nuclear Strategies and Forces for Europe 1949-2000, 2002, s. 17.

DANMARK OG MLF 137 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 138

med alle egnede midler (inkl. atomvåben), og at også Sovjet er klar herover.“9 Udenrigsministeriet fandt samtidig, at det ville være naturligt under en mulig redegørelse for den danske holdning til MLF at fremhæve afskrækkelsesele- mentets betydning i forbindelse med oprettelsen af en sådan styrke. Man skulle her påpege, at Danmark lagde stor vægt på eksistensen af en troværdig afskrækkelse, hvorfor den nuværende ’credibility’ ikke måtte forringes f.eks. ved „skabelsen af en for tungt virkende kontrolinstans.“10 Derfor fastholdt man fra dansk side, at den amerikanske vetoret over styrkens anvendelse skulle fastholdes.11 Selv om Danmark i de samtidige drøftelser om den politiske kontrol med NATO’s øvrige atomvåben ønskede, at NATO-rådet spillede en afgørende rolle i kontrollen og desuden fandt, at Danmark ikke skulle af- skrive sig muligheden for at øve indflydelse på udviklingen i atomstrategien, måtte den reelle amerikanske kontrol med våbnene ikke indskrænkes. De danske motiver for at holde kontrollen med atomvåbnene på amerikanske hænder var blandt andet, at tidsmomentet ville være altafgørende ved indsæt- telse af atomvåbnene, og at en for omfattende konsultationsordning ville svække såvel afskrækkelsen som den faktiske sandsynlighed for en effektiv reaktion. Problemet ved en sådan konsultationsordning er indeholdt i den britiske NATO-ambassadørs bemærkning om, at det ikke var særlig praktisk med 15 fingre på aftrækkeren. Et synspunkt, som Hækkerup gentog under de interne danske drøftelser om MLF.12 De overordnede danske overvejelser om kontrolspørgsmålet havde imidlertid endnu en central facet. Som udenrigsministeriet slog fast var navnlig den grad af indflydelse på alliancens atompolitik, som tildeles Vesttyskland, centralt i det vigtige spørgsmål om, hvorledes det politiske kontrolspørgsmål blev løst.13

9 „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. Det stod imidlertid klart, at det stadig var det amerikanske atom- våben, der udgjorde den væsentligste ’deterrent’, som udenrigsministeriets direktør Paul Fischer på- pegede i en kommentar til referatet. 10 „Danmarks holdning til planerne om en NATO-atomstyrke“, referat af 28. februar 1963, UM 105.I.40.e. 11 Se f.eks. „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. Derfor var man fra dansk side utilpas ved de amerikanske antydninger af, at USA kunne være villig til på længere sigt at overlade kontrollen med styrken til NATO som sådan. Det havde USA allerede i december 1960 antydet. Den danske NATO-am- bassadør Schram-Nielsen informerede dog om, at USA ikke var villig til at give denne vetoret fra sig. „Atombevæbning af NATO“, indberetning af 29. december 1960 fra den danske ambassade i Washington, UM 105.I.40.e; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 12 „NATO-atomstyrke“, indberetning af 3. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, udfærdiget af ambassadør M. Wassard, UM 105.I.40.e; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 13 Redegørelse af 15. januar 1963, UM 105.I.40.e.

138 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 139

Vesttysk atombevæbning ad bagdøren?

Vesttyskland havde længe ønsket større indflydelse på alliancens kernevåben, og det amerikanske forslag blev da også mødt med tilfredshed i Bonn, hvor MLF blev anset for at være Forbundsrepublikkens eneste mulighed for at opnå indflydelse på atomvåbnenes rolle i forsvarsstrategien og på den faktiske anvendelse af atomvåbnene i tilfælde af krigshandlinger. Udsigten til vesttysk indflydelse udgjorde da også omdrejningspunktet i den stærkt kritiske østlige holdning til de vestlige planer om en MLF. Fra sovjetisk side havde man givet udtryk for, at Sovjetunionen og de øvrige socialistiske stater ikke kunne forholde sig iagttagende over for det, som blev benævnt et „amerikansk-tysk komplot.“ Som det hed i „Isvestija“: „Låget er taget af Pandoras æske.“14 På baggrund af sine samtaler med Gromyko vurderede Hækkerup i marts 1963, at det, der interesserede Kreml mest, var spørgsmålet om tysk atombevæb- ning, og der var ingen tvivl om, at „en MLF med Tyskland som den væsentlig- ste bidragsyder ville betyde en alvorlig forværring af forholdet til Sovjet.“15 For udenrigsministeriet var der ikke tvivl om, at den sovjetiske frygt for tyskerne både havde et taktisk element og bundede i ægte bekymring. Det var klart, at de sovjetiske MLF-kampagner til dels sigtede mod at skabe splid og splittelse inden for den vestlige alliance. Således noterede man i udenrigsministeriet, at „spillet på tyskerfrygten tjener såvel til at styrke sammenholdet inden for WAPA og samtidig svække sammenholdet inden for NATO. USSR ser nødig forbundsrepublikkens indflydelse og prestige styrket.“16 Det var også årsagen til, at Østblokken viste de interne vanskeligheder omkring MLF i NATO betydelig interesse, og hyppigt benyttede lejligheden til at fremhæve de eksisterende uoverensstemmelser. Således talte den polske presse omkring indgangen til 1965 om, at „krisen i NATO“ var blevet værre, og bed mærke i, at ikke blot Frankrig men også Canada, Norge, Danmark og Belgien havde opponeret mod de forskellige MLF-kombinationer, der havde været på tale. Derfor blev enhver erklæring fra f.eks. officielt dansk side, der gav udtryk for tvivl eller tøven, bragt i den østlige presse.17 Selv om det danske udenrigsministerium således ikke var blind for et vist taktisk element i den sovjetiske kritik, fandt de danske myndigheder grund-

14 „Den multilaterale atomstyrke“, indberetning af 2. april 1963 ved ambassadør Holten Eggert, UM 105.Dan.6; „Sovjetunionens protestnote imod MLF“, indberetning af 16. juli 1964 fra den danske ambassade i Bonn, UM 105.I.40.e; se desuden Bent Jensen, Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, 1999, s. 605-07 for en beskrivelse af den sovjetiske retorik. 15 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e; „Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 794/62-63, kasse 52. 16 „Spørgsmålet om oprettelse af en atlantisk atomstyrke (MLF/ANF)“, notits af 23. september 1965, UM 105.I.40.e. 17 „Dagbladsartikel ’den multilaterale atomstyrke’“, indberetning af 13. januar 1965 fra den danske ambassade i Warszawa, UM 105.I.40.e.

DANMARK OG MLF 139 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 140

læggende den sovjetiske bekymring ægte. Faktisk var selve spørgsmålet om vesttysk genoprustning ifølge udenrigsministeriets NATO-kontor formentlig Sovjetunionens hovedbekymring i Europa. Videre noterede NATO-kontoret sig, at „en udvidelse af de tyske rustninger til også at omfatte atomvåben under (udelukkende) tysk kontrol“ ud fra et sovjetisk perspektiv måtte stå som en så alvorlig en sag, at de ville opfatte det som værende på grænsen til ’casus belli’. Baggrunden for denne vurdering var den skarpe sovjetiske reaktion i forbindelse med den netop afsluttede tysk-franske forsvarspagt.18 NATO-kontoret i det danske udenrigsministerium skønnede dog, at så- fremt NATO-styrken kunne tilfredsstille Vesttysklands eventuelle atomare aspirationer, syntes styrken – set alene under denne synsvinkel – ikke være i strid med sovjetiske interesser. Imidlertid var man bevidst om, at det næppe var sikkert, at Sovjetunionen ville analysere sagen således, men måske snarere lade sig influere af den almindelige mistænksomhed over for Vestens hensigter.19 Og fra sovjetisk side indtog man da også det standpunkt, at MLF ville betyde tysk atombevæbning ad bagdøren. I efteråret 1963 var der dog antydninger af en vis svingning i den sovjetiske stilling. Samtaler mellem udenrigsministrene Rusk og Gromyko på FN’s plenarforsamling gav amerikanerne det indtryk, at Kreml trods betænkeligheder var indstillet på at affinde sig med oprettelsen af MLF frem for at se en selv- stændig tysk styrke blive en realitet.20 De vestlige forhåbninger om en blødere sovjetisk kurs viste sig dog forgæves. I efteråret 1963 faldt den sovjetiske kritik tilbage i det gamle spor. Ministerpræsident Khrusjtjov erklærede, at etableringen af MLF uvægerligt ville føre til større risiko for atomkrig, og sovjetpressen genoptog sine hårde angreb på „planerne om tysk atombevæbning“ – uanset under hvilken form det måtte foregå. I givet fald måtte man drage omsorg for Sovjetunionens og dets allieredes sikkerhed.21 Helt frem til efteråret 1965, hvor planerne om etablering af en NATO atomstyrke blev endeligt skrinlagt, var der betydelig sovjetisk interesse om MLF, og det tyske aspekt blev til stadighed draget frem i den sovjetiske presse og i det sovjetiske diplomati under de traditionelle besværgelser om „de vesttyske revanchister og mi- litaristers ønske om for enhver pris at opnå medbestemmelsesret ved anvendelse af atomvåben.“22

18 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 19 Sst. 20 „Planerne om en multilateral NATO-atomstyrke“, referat af 3. december 1963, UM 105.I.40.e. 21 „Planerne om en multilateral NATO-atomstyrke“, referat af 3. december 1963, UM 105.I.40.e. Khrusjtjovs udtalelser faldt under en pressekonference den 23. oktober 1963. Pressecitaterne stammer fra „Isvestija“, 21. oktober 1963. 22 „NATO’s atombevæbning“, indberetning af 28. oktober 1965 fra den danske ambassade i Moskva, UM 105.I.40.e. Selv om de britiske ANF-planer indeholdt en klar svækkelse af den tyske indflydelse i forhold til MLF, omfattede Moskva ANF med samme mistro og fastholdt sin uforsonlige holdning.

140 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 141

Fra dansk side havde man fra begyndelsen været opmærksom på kompleksiteten i det tyske problem, og den danske holdning til aspektet omkring for- bundshærens adgang til atomvåben i forbindelse med MLF havde været præget af en betydelig ambivalens. På den ene side var Vest- tyskland konsekvent en anstødssten i de danske overvejelser, da MLF kunne betyde eller i det mindste opfattes som tysk atombevæbning. På den anden side kunne MLF måske fungere som en kærkommen mulighed for inddæm- Gromyko i samtale med præsident Kennedy under besøg i ning af Vesttyskland FN, september 1961. (FN’s Oplysningskontor). ved at undgå national tysk atombevæbning, hvilket jo også havde været et af de centrale amerikanske formål med MLF. Den danske inddæmningstankegang lå i direkte for- længelse af den danske håndtering af spørgsmålet om vesttysk oprustning, som havde været et knudepunkt i den danske sikkerhedspolitik gennem det meste af 1950’erne. Om end de danske beslutningstagere erkendte nødven- digheden af, at Vesttyskland blev militært oprustet, bibeholdt de som vist ovenfor i kapitel 8 og 14 et betydeligt ubehag over for udsigten hertil.23 Derfor foretrak man fra dansk side, at den vesttyske oprustning skete i NATO-regi, for derigennem at indbinde naboen mod syd mest muligt. At sådanne betragtninger stadig var almindelige i begyndelsen af 1960’erne, fremgår blandt andet af indberetningerne fra den danske ambassadør i Bonn, der under MLF-sagens tidligste fase påpegede, at Vesttyskland alt for hurtigt var „sluppet ud af formynderskab.“ Selv om den danske reservation over for tysk militarisme blev gradvist mindsket med årene, var den endnu udbredt i 1960’erne. National vesttysk atomoprustning måtte undgås. Dette spørgsmål havde kort forinden været på tale, da den franske ministerpræsident Debré over for den

23 Villaume, Allieret med forbehold, kapitel 4.

DANMARK OG MLF 141 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 142

tyske ambassadør Blankenhorn havde argumenteret for nødvendigheden af at opbygge franske og vesttyske styrker på national basis, idet USA’s tropper på et tidspunkt ville forlade Europa. Blankenhorn var efter eget udsagn blevet „aldeles bestyrtet“ og havde spurgt Debré, om han var “på det rene med den fare, det var at opfordre Forbundsrepublikken til at opruste på national basis. Med de mange og farlige strømninger, der var inden for Forbunds- republikken, og med den modgang, det tyske folk mødte i genforenings- spørgsmålet, var det uoverskueligt, hvad der kunne hænde, når både neo- fascistiske og kommunistiske kredse så mulighed for at benytte en national vesttysk oprustning. Det lå ingenlunde uden for mulighedernesrækkevidde, at en sådan udvikling kunne føre til Vesteuropas totale forlis.“ Den danske ambassade henledte dog opmærksomheden på, at den vesttyske reaktion kunne bunde i partipolitiske hensyn, da det var kansler Konrad Adenauers tanke, at vesttysk oprustning ubetinget måtte gennemføres afhængig af og som led i et integreret europæisk forsvar. Ambassadør Wassard påpegede, at disse vesttysk-franske uoverensstemmelser vedrørende militær integration netop kunne løses gennem oprettelsen af MLF.24 MLF’s politiske værdi kunne således paradoksalt nok ligge i det bidrag, den eventuelt kunne yde til løsning af det vesttyske oprustningsspørgsmål. Man måtte således ifølge chefen for NATO-kontoret alvorligt overveje, om „den skitserede løsning kan være med til at forhindre en yderligere udbredelse af selvstændige atomstyrker i Europa“, idet presset for national vesttysk atombe- væbning måtte mindskes. Imidlertid var der internt i udenrigsministeriet ikke fuld konsensus om synspunktet om MLF som middel til at undgå national vesttysk atombevæbning. Flere topembedsmænd udtrykte således i foråret 1963 nogen tvivl om effektiviteten af MLF som redskab til inddæmning af fremtidig tysk militarisme. Den nye chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, følte sig således ikke så sikker på, at de vesttyske aspirationer blev stedt til hvile med en MLF, og ville først se udviklingen, når Adenauer var væk. Som Seidenfaden understregede, stod og faldt hele argumentationen hermed. Tilsvarende gav direktør Paul Fischer udtryk for, at en MLF næppe i længden ville være nok til at afholde Forbundsrepu- blikken fra at kræve atomvåben.25

24 „NATO-atomstyrke“, indberetning af 3. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, udfærdiget af ambassadør M. Wassard, UM 105.I.40.e; brev af 23. november 1960 fra ambassadør M. Wassard til udenrigsministeriets direktør N. Svenningsen, UM 105.I.40.e. 25 Mod sådanne synspunkter anførte NATO-ambassadør Schram-Nielsen, at man med MLF købte tid i dette penible spørgsmål, som i mellemtiden ville blive gjort overflødigt gennem opnåelse af en prøvestop-aftale. „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963, med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e.

142 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 143

Uanset – eller måske netop på grund af – kontinuiteten i den sovjetiske kritik mod ’tysk atombevæbning’ vedblev man fra dansk side at fremhæve ind- dæmningselementet i MLF-planerne, hvilket altså i det mindste ikke udelukkende var udtryk for dansk spilfægteri over for Kreml. Så sent som i december 1964 havde udenrigsministeriets direktør, Paul Fischer, på baggrund af den tjekkiske ambassadørs henvendelse i MLF-spørgsmålet, orienteret ambas- sadøren om, at Danmark „som bekendt anså det for vigtigt, at der ikke skete en udvidelse af de stater, der havde national kontrol med atomvåben.“ I denne forbindelse understregede direktøren, at der blandt fortalere for MLF’s oprettelse var lande, der delte denne opfattelse, og som netop anså styrkens oprettelse som en mulighed for at hindre spredning af det nationale herre- dømme over atomvåben.26 Med andre ord, at MLF snarere ville mindske end øge det tyske problem. Mere eksplicit blev det fastslået af udenrigsminister Hækkerup under diplomatiske samtaler med østlandene, blandt andet under besøg i Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien i 1965. Det var Hækkerups opfattelse, at de forskellige løsningsmodeller for NATO’s nukleare arrangementer ikke stred med en ikke-spredningsaftale, og at etableringen af MLF (eller ANF) netop kunne være et middel til at forhindre tysk atombevæbning.27

Sikkerhed og alliancepolitisk renommé

Trods de involverede problemer med kontrolspørgsmålet og de potentielt negative konsekvenser for det tyske problem vurderede udenrigsministeriet dog stadig i begyndelsen af 1963, at man – ud fra en rent udenrigspolitisk vurdering – måtte anlægge et i hovedsagen positivt syn på etableringen af MLF. Udenrigsministeriet slog fast, at NATO-medlemskabet var den politik, hvormed Danmark siden 1949 havde betrygget sin sikkerhed og selvstændighed, og ved en nærmere stillingtagen til en MLF måtte det første spørgsmål ifølge udenrigsministeriets NATO-kontor være, hvorvidt „en sådan styrke påregnes at bidrage til, at Danmarks sikkerhed og selvstændighed yderligere betrygges, eller om den kan forventes at få virkninger, der trækker i modsat retning.“ I denne forbindelse var det af stor betydning, at Vesten ikke „med etableringen af en sådan styrke alvorligt forværrer forholdet til Østeuropa, således at dette kommer i vejen for løsningen af større spørgsmål som aftaler om forhindring af spredning af atomvåben, den almindelige nedrustning etc.“28 Sådanne

26 „Tjekkisk henvendelse om den multilaterale NATO-atomstyrke“, notits af 4. december 1964, UM 119.K.4.c/7. 27 „Spørgsmålet om oprettelse af en atlantisk atomstyrke (MLF/ANF)“, notits af 23. september 1965, UM 105.I.40.e. 28 „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e.

DANMARK OG MLF 143 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 144

overvejelser havde blandt andre det konservative medlem af folketinget, generalmajor Erik Kragh, givet udtryk for i en kronik fra slutningen af december 1960. Kragh mente, at „en forøgelse af våbenarsenalet i Europa måske kunne gøre det vanskeligt at forhandle sig frem til en ordning med Sovjet og at komme til nogen løsning af det tyske spørgsmål og nedrustningen.“29 Et synspunkt, som måtte blive yderligere bestyrket af den sovjetiske sammenkob- ling af MLF med spørgsmålet om en ikke-spredningsaftale, der altså ikke ville være mulig, med mindre de vestlige overvejelser om en NATO-atomslagstyrke blev stedt til hvile. For så vidt angik nedrustningsaspektet, mente udenrigsministeriets NATO-kontor dog, at man henset den ’nøglestilling, som USA indtog i forhandlingerne om MLF „ sikkert burde gå ud fra, at dette allerede var taget i betragtning.30 Et synspunkt, der dog i løbet af de kommende år blev af- løst af en klar bekymring over MLF’s formodede konsekvenser for spændings- forholdet mellem Øst og Vest og for indgåelse af en ikke-spredningsaftale (se nedenfor). Når den nærmere stilling til MLF-planerne skulle fastlægges, fremhævede udenrigsministeriet, at Danmark havde en „central interesse i at kunne regne med, at den beskyttelse, som NATO giver skal være effektiv.“ Dette fordrede imidlertid, fastslog NATO-kontoret, at den danske indsats nød anerkendelse blandt NATO-partnerne. Baggrunden for disse overvejelser var, at det ikke var „udelukket, at der i fremtiden vil kunne opstå situationer, hvor den danske regering vil kunne handle friere med bevidstheden om at have alliancen helhjertet i ryggen, end hvis man følte, at den støtte, man kunne forvente fra alliancen, kunne drages i tvivl.“ I forbindelse med dansk deltagelse i en MLF fandt NATO-kontoret grundlæggende, at det ville have en meget positiv virkning inden for alliancen, ikke mindst da det ville være velegnet til at imødegå den hyppige kritik af de danske forsvarsudgifter. Udenrigsministeriets NATO- kontor anså behovet for alliancepolitisk renommé for at være særligt stærkt for Danmark. Sammenlignet med Norge havde Danmark et større behov for at demonstrere sin solidaritet. Et synspunkt, der imidlertid blev anfægtet af Gunnar Seidenfaden, der ikke følte sig sikker på, at nordmændene kunne trække på et klart bedre alliancepolitisk renommé end danskerne.31 Ønsket om alliancepolitisk velvilje kom også til udtryk hos den tidligere chef for politisk-juridisk afdeling, Erik Schram-Nielsen, der nu var Danmarks NATO-ambassadør. Han fandt det ønskeligt, om man fra dansk side kunne give udtryk for, at man var villig til at overveje dansk medvirken til styrkens op-

29 Erik Kragh, „NATO’s tredie fase“ i Berlingske Tidende, 29. december 1960. Her citeret fra Poul Villaume, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949- 1961, 1995, s. 592. 30 „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 31 Sst.

144 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 145

rettelse, hvis der i øvrigt var almindelig stemning herfor i alliancen. Et sådant tiltag ville ifølge ambassadøren ikke give problemer for en senere negativ dansk stilling, idet projektet næppe ville blive realiseret i den nuværende form. Dermed kunne Danmark på et senere tidspunkt springe fra under henvisning til, at projektet nu havde ændret sig så meget i forhold til de planer, man oprindeligt havde tilsluttet sig.32 Hvis Danmark vægrede sig ved aktiv deltagelse, var der ifølge chefen for udenrigsministeriets NATO-kontor risiko for, at Danmark blev opfattet som et andenklasses NATO-medlem „der vel ønsker at have fordelene ved medlemskabet af klubben, men gerne vil slippe med nedsat kontingent.“ En vurdering, der blandt andet støttede sig til den amerikanske NATO-ambassadørs fortrolige meddelelse til ambassadør Schram-Nielsen om, at det ville gøre „et yderst dårligt indtryk, om den danske regering til sin tid ville indtage en afvisende holdning. Danmark vil derved komme uden for den kreds af lande i NATO, der betød noget.“ Og en dansk vægring ved at deltage aktivt i styrken ville „uden tvivl betyde en ny og vedvarende belastning“ for Danmarks forhold til NATO. En vurdering, som chefen for politisk-juridisk afdeling, Gunnar Seidenfaden, nok fandt rigtig på det propagandamæssige plan, men at dette i praksis ville være mindre problematisk, da man fra allieret side ville vurdere spørgsmålet i lyset af de beslutninger, der ville blive truffet om den politiske kontrol. Og i denne forbindelse ville dansk deltagelse som nævnt formentlig svække afskrækkelsens troværdighed.33 Udenrigsministeriet formodede, at Danmark kunne øge sit alliancepolitiske renommé hos NATO-lande som USA, Storbritannien og Tyskland ved at forholde sig positivt til planerne.34 For så vidt angik netop den amerikanske stilling noterede udenrigsminister Hækkerup dog senere, at han umiddelbart havde det indtryk, at man fra amerikansk side måske i virkeligheden helst så en dansk vægring. Hækkerups observation bundede i, at amerikanerne jo faktisk havde følt sig presset til at stille forslaget for de europæiske landes skyld, og altså ikke selv følte dybt for det. Et indtryk, som Hækkerup havde fået gennem samtaler med præsident John F. Kennedy.35 Det amerikanske perspektiv indeholdt dog andre aspekter. Således formodede man i udenrigsministeriet, at en generel europæisk vægring ved at støtte en MLF ville give isolationistiske

32 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 33 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 34 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 35 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. Som anført ovenfor er det også klart, at amerikanerne ikke så noget stærkt militært behov for styrken.

DANMARK OG MLF 145 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 146

kredse i USA vind i sejlene, mens etableringen af en MLF modsat ville stå som en manifestation af fælles amerikansk-europæisk forsvarsindsats. Det ville bidrage til at fastholde USA’s engagement i Vesteuropa, hvilket de danske myndigheder vedblev at anse for af afgørende betydning langt op i 1970’erne.36 Mens udsigten til akkumulering eller tab af renommé i alliancen åbenbart var et åbent spørgsmålet for så vidt angik USA, var det klart, at der ingen goodwill var at hente i Paris ved at støtte planerne aktivt. Udenrigsministeriet vurderede i det tidlige forår 1963, at man „dog må gå ud fra, at Frankrig vil se med forståelse på, at andre lande indtager en positiv holdning til planerne, således at Danmark i hvert fald ikke ud fra ønsker om et godt forhold til Frankrig skulle behøve at afholde sig fra at medvirke ved en virkeliggørelse af planerne om en NATO atomstyrke.“ Ræsonnementet var, at Frankrig angiveligt ikke ville skyde planerne ned, og at deres nu tætte samarbejde med vesttyskerne måtte tages som tegn på, at Frankrig ville acceptere det, der nu var en tysk hjertesag.37 Imidlertid knyttede der sig særlige problemer til den politik, man fra dansk side kunne tillade sig at føre uden at skabe fransk misbil- ligelse. Især den danske opfattelse af USA’s evne til at håndtere den vestlige afskrækkelseskapacitet og det deraf manglende incitament til at uddele atomart ansvar og indflydelse burde ikke overbetones, blev det understreget af udenrigsministeriet ved flere lejligheder. Dette ville virke for provokerende på Frankrig, hvilket særligt måtte formodes at skabe problemer for Danmark med hensyn til fællesmarkedsdrøftelser. Og da man endnu ikke vidste, hvorledes franskmændene ville stille sig i sagen, måtte man være agtpågivende.38 Fra november 1964 blev det franske problem stærkt accentueret, da Frankrigs holdning til MLF-tankerne gik fra indifferent over til opposition, som den danske ambassade i London formulerede det.39 Dermed måtte hensynet til Frankrig nu pege i retning af, at Danmark ikke aktivt deltog i eller støttede MLF-planerne. At man fra Danmark vedblev at fokusere på Frankrigs rolle antydes af, at Per Hækkerup under NATO’s ministerrådsmøde i Paris i december 1964 pointerede, at man fra dansk side blandt andet lagde vægt på, at „enhver løsning på det nukleare problem udformedes således, at den forenede snarere end adskilte alliancen“, og „at Danmark ikke kunne forestille sig en NATO-alliance uden alle de nuværende større landes medlemskab.“40

36 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 37 Sst. 38 F.eks. „’Nassau-aftalen’ mellem USA og Storbritannien“, 7. januar 1963, UM 105.I.40.e; „’Nassau- aftalen’ mellem USA og Storbritannien og planerne om en NATO-atomstyrke.“, redegørelsen af 15. januar 1963, UM 105.I.40.e. 39 „Nato-atomstyrken“, indberetning fra den danske ambassade i London, 15. januar 1965, FM 791/64-66, kasse 38. Se også Avisårbogen 1964, s. 216-17 for de franske udmeldinger. 40 „Overvejelserne vedr. NATO-alliancens atomforsvar. Det britiske forslag om ANF“, referat af 18. januar 1965, UM 105.I.40.e.

146 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 147

At man fra dansk side vedblev at fokusere på ikke at komme på kollisionskurs med Paris, skyldtes ikke blot hensyn til fællesmarkedsdrøftelserne, men også til NATO’s politiske enhed og den danske NATO-opbakning (se kapitel 37 og 38).

Udfordring af atompolitikken – dansk atombevæbning ad bagdøren? Selv om de danske myndigheder beskæftigede sig indgående med MLF-konceptet i sig selv, var kernen i de danske drøftelser, i hvilken udstrækning MLF kunne komme i karambolage med Danmarks atomvåbenpolitik. At atomslagstyrke-planerne indeholdt kimen til at udfordre den danske politik fremgik tydeligt af amerikanske udtalelser i NATO-rådet i december 1960, hvor USA henstillede, at man overvejede en maritim og ikke en landbaseret opstilling af styrken, således at „de politiske problemer, der i visse lande er forbundet med atomvåben på landjorden, kan undgås.“41 Spørgsmålet om MLF-planer- nes mulige krænkelse af det danske atomvåbenforbehold blev da også gjort til genstand for diskussion i den danske offentlighed. Allerede i begyndelsen af december 1960 satte ét af de radikales ledende presseorganer, „Skive Folke- blad“, fokus på spørgsmålet med anklage om, at forslaget var udtryk for et for- søg på at indføre atomvåben ad bagdøren, blandt andet i Danmark.42 Tilsva- rende overvejelser synes at have ligget bag en i øvrigt ganske positiv kronik om MLF, hvori forsvarsminister Poul Hansen slog fast, at der ikke ville blive tale om en sådan atombevæbning ad bagdøren, og at den danske atomvåben- politik ville blive opretholdt.43 Spørgsmålet om, på hvilke områder MLF og eventuel dansk deltagelse heri faktisk ville krænke den hævdvundne danske atomvåbenpolitik, var dog genstand for betydelig drøftelse hos de danske myndigheder. Da udenrigsministeriet i begyndelsen af 1963 drøftede spørgsmålet om oprettelsen af MLF og konsekvenserne for dansk atomvåbenpolitik, noterede chefen for politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, at Danmark for-

41 Søbaseringen havde også den politiske fordel, at man vanskeliggjorde et enkelt lands mulighed for uretmæssigt at sikre sig kontrollen med de pågældende raketter. Ud over de politiske fordele ville styrkens militære sårbarhed ifølge amerikanerne være mindre ved søbasering frem for landbasering. „Atombevæbning af NATO“, indberetning af 29. december 1960 fra den danske ambassade i Washington, UM 105.I.40.e. 42 „Atomvåben ad bagdøren“, leder i Skive Folkeblad, 3. december 1960. Her citeret fra Villaume, Allieret med forbehold, s. 591. 43 Spørgsmålet om synet på MLF var dog tilsyneladende genstand for en vis uenighed i Social- demokratiet. Bl.a. partisekretær Niels Matthiasen så med skepsis på udsigten til en MLF. Et standpunkt, som han begrundede med bl.a. udsigten til tysk atombevæbning og forventningen om en skarp (og berettiget) sovjetisk reaktion. „NATO bør ikke blive atommagt“, i Aktuelt, 11. januar 1961. Artiklen blev også optrykt af Atlantpagtsammenslutningen, som Matthiasen havde arbejdet for, i serien Demokratiske breve (nr. 1, 1961, s. 7). Se Villaume, Allieret med forbehold, s. 593.

DANMARK OG MLF 147 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 148

mentlig ville kunne gå aktivt ind i drøftelserne om styrkens oprettelse og også støtte planen positivt. Dette afgjorde imidlertid intet om Danmarks aktive deltagelse. Danmark kunne sagtens deltage aktivt i drøftelserne uden at binde sig til deltagelse. Når talen faldt på dansk deltagelse, var dette spørgsmål dog i udenrigsministeriets optik også ganske komplekst. Der var således ifølge Seidenfaden ikke „tale om et rent ’enten eller’, men om hvor langt og på hvilke felter vi kan deltage.“ Således konkluderede udenrigsministeriet, at den danske NATO-ambassadør havde ret i sin personlige vurdering af, at dansk deltagelse i MLF ikke nødvendigvis ville være i modstrid med dansk atompolitiks natur. Ræsonnementet var, at der med Nassau-planen ikke forudsattes noget om basering, hvorfor den traditionelle og hævdvundne danske atomvåbenpolitik ikke ville blive krænket.44 Udenrigsministeriet regnede heller ikke med, at der fra amerikansk side ville være krav om basering på dansk område. Amerikanske diplomater havde orienteret den danske NATO-ambas- sadør om, at de havde meddelt deres regering, at „det ville være helt urealistisk at antage, at Danmark ville være villig til at stille anløbsfaciliteter e.l. til rådighed for en flåde udstyret med atomvåben.“45 Formentlig var det også dette synspunkt, der lå bag daværende udenrigsminister Jens Otto Krags udtalelse i december 1960 over for den danske presse om, at der efter hans opfattelse ikke i MLF-planen var noget „der strider mod den fælles norsk-danske erklæring om, at vi under de foreliggende forhold ikke vil have atomvåben i vore landes forsvarsstyrker.“ Planerne var dog ifølge Krag ikke „modne til beslutning – end ikke i princippet.“46 Krags udtalelse faldt umiddelbart efter et ministermøde, hvor han havde nævnt, at der endnu ikke forelå et konkret forslag om oprettelse af MLF, men at spørgsmålet kunne forventes at blive rejst på det forestående ministerrådsmøde i NATO, og at han om fornødent ville erindre om den danske stilling til atombevæb- ning og undlade at give tilslutning til nye skridt i den forbindelse.47 Da udenrigsministeriet i begyndelsen af 1963 gjorde sig nærmere overvejelser om, på hvilke områder man kunne forestille sig dansk deltagelse i en MLF, talte man primært om økonomisk bidrag, om deltagelse i den politiske kontrol og om regulær fysisk deltagelse. Det var selvsagt dette sidste aspekt,

44 „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 45 Imidlertid fandt de danske myndigheder det mere tvivlsomt, om det samme gjaldt midlertidige ophold på dansk område. I givet fald måtte man fra dansk side stræbe efter, at sådanne ophold ikke skulle være regelmæssige, men snarere kun opankring i tilfælde af force majeure; sst. 46 Bo Lidegaard, Jens Otto Krag 1914-1961, 2001, s. 662-63. 47 Villaume, Allieret med forbehold, s. 591. På NATO-mødet erklærede man fra dansk side, at forslaget ville blive studeret grundigt i lyset af Danmarks politik og NATO’s interesser. På dette tidspunkt var der ingen af NATO-landene, der forpligtede sig for forslaget ud over tilsvarende tilkendegivelser. „Referat til eventuelt brug for udenrigsministeren i Udenrigspolitisk Nævns møde den 18. januar 1961. Atomvåben og Polarisraketter til NATO“, udateret, UM 105.I.40.e.

148 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 149

der måtte synes mest problematisk. Alligevel pointerede udenrigsministeriet, at fysisk deltagelse „synes meget vel mulig uden konflikt med vor hidtil erklæ- rede atompolitik, som alene har drejet sig om den geografiske placering. Der skulle derfor intet være til hinder for, at vi går ind i overvejelser af, hvori vor fysiske deltagelse in concreto kunne bestå.“ For så vidt angik faciliteter inden for dansk højhedsområde, var dette ifølge udenrigsministeriet problematisk, idet egentlig basering måtte anses for at være i klar modstrid med den hidtidige danske atomvåbenpolitik.48 Da Danmark klart måtte forholde sig negativt til en sådan dansk deltagelse måtte det overvejes, hvornår det vil være nødvendigt at klarlægge for vore forbehold, f.eks. med hensyn til havnefaciliteter etc. Det var nemlig muligt, at „rent tekniske forhold kan medføre, at det er helt udelukket, at 3M-styrken [MLF] bevæger sig ind i Nordsøen eller indre danske farvande, således at vore problemer alene begrænses til de færøske og grønlandske områder.“ Man skulle derfor ikke spille sig kortene af hænde ved for tidligt at indtage en negativ stilling, selv om man ikke nødvendigvis ville deltage i styrken. Derved ville man sætte sig uden for indflydelse og samtidig risikere unødven- digt tab af politisk renommé og goodwill, idet en eventuel negativ dansk stilling måske ville blive gjort unødvendig, såfremt forhandlingerne forliste af andre årsager. I forlængelse af denne tankegang pointerede Seidenfaden, at idet Danmark var nødt til at udvise „tilbageholdenhed på visse områder af indenrigspolitiske, herunder finansielle grunde, synes det taktisk bedst, om vi ved en relativt tidlig tilslutning på mindre sprængfarlige områder kunne opbygge den goodwill, som kan bære den nødvendige tilbageholdenhed på andre områder.“ For selv om basering var udelukket, kunne udenrigsministeriet forestille sig dansk deltagelse med materiel, mandskab og aktiv deltagelse i den strategiske planlægning. I den forbindelse blev et tidligt positivt skridt som f.eks. levering af materiel gennem bygning af et vist antal overfladeskibe, hvilket jo samtidig rummede økonomiske fordele for Danmark, fremhævet som en option. 49 Imidlertid var sagen endnu ikke moden til politisk overvejelse, og den nær- mere stilling til de begrænsede former for dansk deltagelse og til spørgsmålet om aktiv deltagelse i forhandlingerne måtte afgøres af andre hensyn. I denne

48 Sst. 49 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. Spørgsmålet om finansieringen havde allerede i 1960 optaget den faste danske repræsentation i NATO. Da sagen i 1963 for alvor blev løftet op i politisk plan, er- klærede både udenrigsminister Hækkerup og forsvarsminister Gram dog, at de finansielle aspekter ikke var afskrækkende. Forsvarsministeren ville dog hellere på sin side bruge pengene på konventionelt forsvar. „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e.

DANMARK OG MLF 149 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 150

forbindelse måtte Kremls forventede reaktioner over for Danmark og konsekvenserne for forholdet til Sovjetunionen tages i betragtning.

Sovjetunionens rolle i den danske beslutningsproces

De danske myndigheders opmærksomhed omkring Sovjetunionens negative syn på MLF angik som nævnt ovenfor ikke blot selve oprettelsen af styrken. Også den potentielle danske deltagelse måtte formodes at give anledning til sovjetisk kritik. Udenrigsministeriet var opmærksom på, at man fra sovjetisk side formentlig ville iværksætte en diplomatisk offensiv mod NATO-regeringerne „for at afskrække især de mindre og udsatte lande som Danmark og Norge fra at deltage i planen.“ For så vidt angik den forventede karakter af så- danne kampagner noterede udenrigsministeriet, at man tidligere fra sovjetisk side havde „forstået at spille behændigt på de kredse i Danmark, som forholder sig tilbageholdende over for Danmarks NATO-politik.“50 I lighed med Kremls almindelige udfald mod planerne om oprettelse af en multilateral atomstyrke kredsede de østlige påvirkningsforsøg mod Danmark i forbindelse med MLF-sagen særligt om faren for atombevæbning af de tyske revanchister og faren for øget spænding og risiko for krigshandlinger mellem Øst og Vest. Den sovjetiske kampagne mod Danmark antog flere former. Formålet med de sovjetiske henvendelser og pressekampagner bestod efter alt at dømme i at få Danmark til at undlade at deltage i MLF, til at undlade at give en potentiel MLF tilladelse til at virke i danske farvande og til aktivt at modvirke MLF-planerne som sådan. Et mål, der som nævnt ovenfor var tæt forbundet med ønsket om at så splid i den vestlige lejr. Der var ingen tvivl om, at Sovjetunionens forventede reaktioner udgjorde et element i den danske beslutningsproces. Udenrigsministeriet understregede således betydningen af at kunne „henvise til, at der ikke i en eventuel dansk deltagelse ville ligge noget som helst tilsagn om en ændring af den traditionelle og hævdvundne danske politik om ikke-oplagring af atomvåben på dansk territorium, ligesom det af hensyn til Sovjetunionen i givet fald ville kunne blive nødvendigt eller ønskeligt at kunne begrænse NATO-skibenes besejling af danske farvande, opankring i danske havne etc.“ I givet fald måtte dansk deltagelse i princippet være uden betænkelighed i Danmarks forhold til Sovjetunionen.51 Hermed mente udenrigsministeriet altså f.eks. økono- miske bidrag, medens MLF’s aktivitet på dansk territorium var problematisk. Den nøjagtige udstrækning af det sovjetiske problem var imidlertid vanske-

50 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 51 Sst.

150 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 151

ligere at bedømme, og der var tilsyneladende ikke fuld enighed herom i udenrigsministeriet. Der synes dog at have været konsensus om, at der vitterligt ville være tale om en belastning, men at det dog næppe var en væsentlig belastning. Tilsvarende synes der at have været enighed om, at dette hensyn ikke måtte få afgørende indflydelse på beslutningsprocessen. Således noterede udenrigsministeriet, at det umiddelbart måtte forekomme, at sovjetiske henvendelser – såfremt de er almindelig holdt – ikke burde øve alt for stor indflydelse på den danske politik.52 Karakteren af det sovjetiske politiske pres forventede man imidlertid at lære mere om under udenrigsminister Andrej Gromykos forestående besøg i marts 1963. I denne forbindelse så udenrigsministeriet sig ikke i stand til på forhånd at udtale sig om, „i hvilket omfang eventuelle sovjetiske henvendelser vil komme til at influere på de overvejelser, man fra dansk side må gøre sig, før endelige beslutninger kan træffes med hensyn til eventuel dansk deltagelse.“ Og i sidste ende var det klart, at den endelige hensyntagen til forholdet til Sovjetunionen måtte være en politisk beslutning. At udenrigsministeriet i denne forbindelse forventede, at Danmark ville være immunt over for endog ret skarp sovjetisk kritik og stærkt politisk pres blev antydet af, at man illustrerede den danske modstandskraft ved blandt andet at henvise til tidligere dansk tilslutning til større allierede skridt, f.eks. etableringen af enhedskommandoen i 1961, hvor endog skarp og meget direkte sovjetisk kritik møn- tet på Danmark ikke fik indflydelse på beslutningsprocessen (se kapitel 14).53 Få dage efter, at udenrigsministeriet havde gjort disse grundlæggende betragtninger over de forventede politiske drivkræfter bag beslutningsprocessen, mødtes udenrigsminister Hækkerup med Gromyko 7. marts 1963. Selve mødet forløb roligt og blev ifølge den senere danske redegørelse i NATO- rådet afviklet i en næsten venskabelig atmosfære. Gromyko havde dog under mødet klart pointeret, at Sovjetunionen var modstander af MLF, ikke mindst udsigterne til, at Vesttyskland derigennem fik adgang til atomvåben. Det var synspunkter, der faldt i tråd med en kritik, som Gromyko offentligt ventilerede to dage senere dage under sit besøg i Danmark.54 Kort efter mødet understregede Hækkerup over for sine embedsmænd, at den danske regering ikke havde bundet sig til at afvise MLF. Og Hækkerup anførte, at den danske NATO-ambassadør, Schram-Nielsen, kunne gøre NATO-rådet opmærksom på, at det „under vore forhandlinger med udenrigsminister Gromyko lykke-

52 Sst. 53 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 54 „NATO SECRET, SUMMARY RECORD“, rapport af 20. marts 1963, UM ad 5.D.30.a; „Den multilaterale atomstyrke“, indberetning af 2. april 1963, udfærdiget af ambassadør Holten Eggert, UM 105.Dan.6; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e.

DANMARK OG MLF 151 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 152

des os at undgå at placere os i samme situation som Norge.“ Hækkerup henviste her til, at den norske udenrigsminister Lange over for Gromyko havde udtalt, at Norge ikke agtede at deltage i planen. Hækkerups syn var altså, at Danmark ikke havde bundet sig over for russerne. Han havde dog givet udtryk for, at Danmark ikke ønskede nogen ændring af forholdene og var imod spredning af atomvåben. Et standpunkt, der som vist ovenfor grundlæggende var ganske i tråd med de opfattelser, der hidtil havde karakteriseret de danske myndigheders arbejde. Dog synes enkelte embedsmænd, særligt am- bassadør Schram-Nielsen, især af alliancepolitiske hensyn, at have været villige til i det mindste indledningsvis at gå længere i sagen.55 Den sovjetiske utilfredshed med MLF blev tydeliggjort få uger senere, da Sovjetunionen i april 1963 sendte en protestnote til USA og øvrige NATO- lande. Som ambassaden i Moskva vurderede, var der dog intet i noten, der direkte vedrørte Danmark, blot en passus, der lød „even the small members.“56 Få uger efter kom Danmark (og Norge) dog i det sovjetiske søgelys i „Røde Stjerne“ i forbindelse med omtalen af USA’s „farlige planer“ om at få de skandinaviske NATO-lande til at deltage i MLF. Dette skulle ifølge „Røde Stjerne“ ske under amerikansk henvisning til, at „disse landes afvisning af stationering af atomvåben på deres territorium hidtil ikke er blevet kompenseret ved en styrkelse af de traditionelle våben.“ Den danske ambassade i Moskva meddelte, at vestlige iagttagere i Sovjetunionen formodede, at dette var begyndelsen på en større sovjetisk kampagne mod MLF, og at man derfor muligvis kunne forvente individuelle udfald mod Danmark (og Norge).57 I den følgende tid kom der imidlertid aldrig noget stærkt sovjetisk pres på København i MLF-spørgsmålet. Den væsentligste årsag til, at det konkrete sovjetiske pres på Danmark i forbindelse med MLF udeblev, var formentlig, at den danske regering i midten af 1963 udsendte de første klare signaler om, at Danmark hverken ville deltage i MLF eller lade styrken operere i danske farvande. Ud over en eventuel tilfredshed med den danske reservation over for MLF-planerne skal den imødekommende holdning over for Danmark formentlig ses som led i den stok-og-gulerods-taktik, som Kreml anlagde over for København i spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone, som blev drøf- tet i samme periode (jf. kapitel 13). Den danske ambassade i Moskva noterede da også på denne tid, at det var bemærkelsesværdigt så kraftigt det gode forhold til Norden blev fremhævet, idet man ellers syntes at observere en „sovjetisk passivitet med drejning hen imod en skærpet kurs over for Vesten.“ Selv om den sovjetiske presse til stadighed gjorde bemærkninger mod amerikan-

55 Sst.; “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 56 Notits af 8. april 1963, UM 105.I.40.e. 57“Den multilaterale atomstyrke“, indberetning af 2. april 1963, udfærdiget af ambassadør Holten Eggert, UM 105.Dan.6.

152 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 153

ske forsøg på at inddrage Danmark (og Norge) i MLF, blev disse dog konsekvent fulgt op af henvisninger til den danske modstand, såvel i befolkning, presse og på regeringsplan.58 Til gengæld lagde man fra sovjetisk side ved flere lejligheder pres på den danske regering ved at så tvivl om holdbarheden af den generelle danske atomvåbenpolitik. Under politiske og diplomatiske samtaler optrådte spørgs- målet om, hvorvidt Danmarks atompolitik var ændret, som et fast program- punkt. Den sovjetiske mistænksomhed gav sig tydeligst udslag i direkte for- drejninger af officielle danske udtalelser. Formålet var formentlig at tvinge den danske regering til atter at bekræfte eller om muligt skærpe sin atomvå- benpolitiske stilling.59 Men den erklærede sovjetiske bekymring i begyndelsen af 1960’erne over udsigten til en fremtidig ændring af den danske politik bundede tilsyneladende i en vis reel tvivl. I det mindste talte et internt MID-infor- mationsbrev fra 1962 om, at der eksisterede en „virkelig reel fare“ for, at Danmark ville modtage stationering af fremmede styrker og raketter gennem forlængede fællesøvelser. Risikoen for en sådan udvikling blev bestyrket af, at „højreorienterede socialdemokrater“ havde taget magten i partiet, hvorfor situationen havde ændret sig inden for de seneste par måneder.60 I denne forbindelse bidrog den noget passive danske holdning til MLF ikke til beroligelse af Kreml, der så med bekymring på Danmarks „ligegyldighed over for Forbundsrepublikkens militarisering.“ Et forhold, der dækkede såvel den

58 „Sovjetunionens stilling til en NATO-atomstyrke“, indberetning af 25. Maj 1963 fra den danske ambassade i Moskva, UM 105.Dan.6. 59 I oktober 1963 gengav TASS fejlagtigt et citat af forsvarsminister Victor Gram, hvoraf det fremgik, at denne havde erklæret, at den danske atomvåbenpolitik ville blive ændret, „hvis omstændighe- derne kræver det, hvis de allierede forlanger det.“ Sagen medførte betydeligt røre i såvel udenrigs- som forsvarsministeriet, hvor det blev fastslået, at forsvarsministeren alene havde udtalt, at vi ikke har fraskrevet os atomvåben ud i al fremtid, og at „hvis forholdene gør det ønskeligt, siger vi JA.“ Udenrigsministeriet overvejede at tage TASS grundigt i skole på grund af „den dristige fordrejning.“ Men på trods af, at den danske ambassadør i Moskva arbejdede for, at udenrigsministeriet tog sagen op med MID, og at der blev lavet forarbejder til tilrettevisningen, lagde udenrigsministeriets direk- tør sagen død, da man kunne frygte, at „vi snarere skaber en incident.“ Man skulle blot ved lejlighed bemærke over for MID, at de forhåbentlig ikke tillagde „disse skriverier nogen betydning, da de jo kender den danske politik.“ Desuden havde den sovjetiske charge d’affaires, allerede før sagen blev drøftet i ministerierne, besøgt Krag i anledning af Khrusjtjovs snarlige besøg for at høre, om der var nogen ændring af den danske politik, hvilket han havde forstået på udtalelser af Gram. Krag svarede diplomaten, at det var der ikke „Sovjetiske presseomtale af Danmark“, indberetning af 2. oktober 1963 fra den danske ambassade i Moskva, UM 105.Dan.6; „Notat vedrørende mine udtalelser til Feltavisen om regeringens stilling til eventuel modtagelse af atomladninger på dansk jord“, 14. oktober 1963, FM 91-26/55-73, kasse 6; „Notat vedrørende de i Feltavisen citerede udtalelser af forsvarsministeren vedrørende atomladninger på dansk jord“, 16. oktober 1963, FM 91-26/55-73, kasse 6; „Atomvåbenet i Danmark“, notits af 30. september 1963 udfærdiget af statsminister Krag, UM 105.Dan.6. 60 Få uger senere fastslog en anden analyse dog, at erfaringen fra den nylig overståede Cuba-krise pegede i modsat retning, da Danmark havde forstået faren for stationering af fremmede styrker på eget territorium, og at den danske vægring ved at modtage baser og atomvåben på dansk jord dermed var konsolideret yderligere. Her citeret fra Jensen, Bjørnen og haren, s. 600.

DANMARK OG MLF 153 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 154

danske politik over for MLF som den danske anerkendelse af enhedskom- mandoens oprettelse.61 De danske myndigheder beskæftigede sig også i de kommende år med den tilsyneladende sovjetiske tvivl omkring soliditeten af den danske atomvåben- politik. Som anført i kapitel 13 lagde efterretningstjenesterne således op til, at østblokkens stadige overvågning og opmærksomhed omkring danske mili- tære lagerfaciliteter tydede på en sådan mistillid til, om der faktisk var oplagret atomvåben i Danmark, og at dette kunne øge sandsynligheden for anvendelse af atomvåben mod dansk jord i tilfælde af krig. Dette rejste ifølge direk- tør Paul Fischer spørgsmålet om, hvorvidt man skulle forsøge at rydde en så- dan fejlopfattelse af vejen.62 Imidlertid var en mulig sovjetisk formodning om oplagring af atomvåben på dansk jord af klart sekundær betydning, når risikoen for atombombning af dansk område blev gjort op, understregede chefen for NATO-kontoret, Niels Boel, i en senere analyse. For det første eksisterede der adskillige oplagte militære mål i Danmark, og for det andet ville et atomangreb ske på baggrund af en overordnet policy-beslutning, hvorfor eventuel tvivl omkring oplagring ikke ville gøre udslaget, argumenterede Boel.63

Udenrigs- og indenrigspolitisk afvejning – foråret 1963

Få dage efter Hækkerups møde med Gromyko i marts 1963 drøftede en række centrale topembedsmænd, diplomater og ministre spørgsmålet om MLF nærmere. På dette interne topmøde blev sagen hævet op i politisk niveau, og linjerne i den danske MLF-politik reelt lagt fast, selv om Hækkerup selv betegnede sine vurderinger som alene udtryk for ’højttænkning’ og udslag af egne refleksioner. Hækkerup fandt, at problemet var vanskeligt, både af indenrigs- og udenrigspolitiske årsager. Han var grundlæggende enig i, at Danmark ikke skulle tage et negativt standpunkt, med mindre det var enten indenrigspolitisk nødvendigt eller nødvendiggjort af hensynet til Sovjetunionen. Og det stod klart, at hverken Hækkerup eller forsvarsminister Gram var indstillet på aktiv dansk deltagelse i MLF under nogen form. Det drejede sig for det første om egentlig fysisk dansk bidrag til selve styrken, for det andet om

61 Her citeret fra Jensen, Bjørnen og haren, s. 574-75. 62 Møde i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål den 10. november 1967, UM 105.Dan.6. 63 „Sovjetisk opfattelse af visse militære forhold af interesse for Danmark“, notits af 16. februar 1968, UM 105.Dan.6. Muligvis var det østlige fokus på danske atomlagre ikke nødvendigvis udtryk for tvivl om, hvorvidt der var oplagret atomvåben i Danmark. Det var måske snarere kontrol af, at den hævd- vundne situation ikke blev ændret, og i øvrigt led i den massive kortlægning og stadige overvågning af især militære installationer, der fandt sted fra østlig side. Ud over atomoplagringen havde tjenesterne argumenteret, at også sovjetiske forventninger om NATO-flådeenheders mulige offensive planer i Østersøen øgede risikoen for atombombning. Se kapitel 40.

154 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 155

MLF’s mulighed for at opnå adgang til faciliteter på dansk territorium, altså basering i danske havne og farvande, og for det tredje om dansk deltagelse i kontrollen med styrken. For så vidt angik det første spørgsmål om dansk styrkebidrag til MLF, noterede Hækkerup under det interne danske topmøde i marts 1963, at der i lyset af samtalerne med Gromyko ikke kunne være tvivl om, at dette ville „være en belastning i forhold til Sovjetunionen.“ At hensynet til de bilaterale relationer dog ikke udgjorde det afgørende problem for en eventuel dansk deltagelse i styrken, antydes af, at Hækkerup i samme forbindelse påpegede, at han af især indenrigspolitiske årsager ville være „meget tøvende med at forelægge et sådant forslag for regeringen.“ Hækkerups vægtning af de indrepolitiske be- væggrunde fremgår også af forsvarsministeriets referat fra mødet, ifølge hvilket Hækkerup udtalte, at et forslag om dansk medvirken ville være „en stærk belastning på en ikke alt for stærk indenrigspolitisk situation.“64 Et sådant skridt ville formentlig blive opfattet som en så voldsom kovending i den danske atomvåbenpolitiske kurs, at Socialdemokratiet ville støde på uoverstige- lige problemer. Disse problemer knyttede sig for det første til den betydelige folkelige modvilje mod MLF, som var kommet til udtryk i Gallup-undersø- gelser og måtte formodes at være udbredt i det socialdemokratiske bagland og vælgerkorps. Desuden ville det videre samarbejde med den radikale regeringspartner blive vanskeliggjort betydeligt ved et så markant integrations- skridt. At de radikale havde gryende problemer med den politiske kurs, antydes af, at en Gallup-måling i efteråret 1963 viste, at partiet havde det vælger- korps, der var mindst tilfreds med dets partis resultater. Afstanden mellem parti og vælgere skyldtes muligvis de radikales principielle accept af dansk NATO-politik.65 Hækkerups indrepolitiske betragtninger var i tråd med de overvejelser, som udenrigsministeriets embedsmænd havde gjort sig få uger forinden. Det var en politisk beslutning, der krævede indrepolitiske overvejelser. Som viceudenrigsråd Oldenburg og kontorchef Frellesvig anførte, pegede det samlede udenrigspolitiske billede – altså også det formodede sovjetiske pres –

64 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e; „Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 794/62-63, kasse 52. 65 Ugens Gallup, artikel nr. 35 1963. „Er vælgerne tilfredse med deres parti?“, http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/UgArkivValg,asp?dokument=196335&AarValg=1963 (set 12. marts 2005). Utilfreds- heden medvirkede formentlig til, at de radikale op til folketingsvalget i 1964 erklærede, at de ikke ville fortsætte regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet, med mindre de fik en fremgang ved valget, og de to partier kunne mønstre et flertal i tinget. Ingen af delene skete, og Socialdemokratiet dannede en mindretalsregering. Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne. Taktik og strategi, 1969, s. 37- 38. At dette ikke var nogen ny udvikling, antydes af, at Det Radikale Venstre i april 1963 udsendte en brochure, hvori det blev erklæret, at „vi Radikale krævede og fik gennemført“ nej til baser, nej til atomvåben og desuden at – om end de „øvrige partier“ havde gennemført enhedskommandoen, at denne var blevet en ’NATO-kommando’ fremfor den planlagte dansk-tyske kommando. Citeret fra Erik Kragh, Kommentarer til et halvt århundredes forsvarspolitik, 1974, s. 60.

DANMARK OG MLF 155 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 156

i retning af positiv dansk stilling, medens de danske vanskeligheder ifølge Oldenburg „skønnes at ligge på det indrepolitiske plan.“ Ved at deltage i en atomstyrke ville Danmark „til en vis grad associere sig med atompolitikken“, hvilket ifølge ministeriet navnlig ville medføre „indenrigspolitiske overvejelser.“66 Det var imidlertid ikke blot tanken om dansk deltagelse i MLF, der i foråret 1963 blev anset for utænkelig. For så vidt angik det andet spørgsmål, nemlig MLF’s basering på dansk territorium, pointerede Hækkerup tilsvarende under det fortrolige møde i marts 1963, at det ville være „en uoverkommelig belastning for os“, hvis vi gav tilladelse til at basere MLF i danske havne eller farvande. En belastning, der efter alt at dømme knyttede sig til forholdet til Sovjetunionen. Man måtte derfor „fortsat have et reserveret standpunkt over for hele projektet, som ikke var klart i dets nuværende skikkelse“, erklærede Hækkerup.67 For så vidt angik det tredje spørgsmål om dansk deltagelse i den politiske kontrol, udgjorde dette et klart dilemma for de danske beslutningstagere. På den ene side var udsigten til, at andre NATO-lande fik større indflydelse på strategien, i princippet et argument for, at også Danmark i et vist omfang burde søge indflydelse og ansvar omkring atomkontrollen.68 Hvis Danmark gav afkald på denne mulighed, ville man „fraskrive sig muligheden for at øve indflydelse i overensstemmelse med sine interesser.“ På den anden side pegede selve afskrækkelseshensynet i princippet imod dansk deltagelse i et sådant kontrolorgan. Ræsonnementet lød, at hvor vesttysk deltagelse i kontrollen med atomvåbnene øgede afskrækkelsens troværdighed, risikerede den at blive svækket ved dansk (og norsk) deltagelse i kontrollen med en MLF.69 Et for intimt dansk engagement i proceduren for indsættelse af atomvåben måtte forventes at føre til, at Danmark blev gjort til genstand for ikke blot sovjetisk kritik i fredstid, men – mere alvorligt – stærkt pres i krisetid på et opfattet svagt led i NATO-kæden med det formål at forhindre vestlig indsættelse af atomvåben. Et sådant ræsonnement havde allerede i midten af 1950’erne væ- ret fremhævet under danske overvejelser om kontrolspørgsmålet.70 Ud over

66 „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963, med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e; „’Nassau-aftalen’ mellem USA og Storbritannien og planerne om en NATO-atomstyrke“, redegørelse 15. januar 1963, UM 105.I.40.e. 67 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. Ifølge forsvarsministeriets referat anvendte Hækkerup „Danmark“ i stedet for „os“, hvilket tyder på, at forholdet knyttede sig til landet snarere end regeringen. „Resumé af møde med ambassadør Schram- Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 794/62-63, kasse 52. 68 “Nassau-aftalen“ mellem USA og Storbritannien, 7. januar 1963, UM 105.I.40.e. 69 „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 70 Agger og Wolsgård, „Pro Memoria: Atombomben er vor ven“, s. 425-26.

156 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 157

at svække afskrækkelsen pådrog Danmark sig altså også almene udenrigspolitiske problemer ved at deltage i kontrollen. Det måtte også formodes, at pludselig dansk deltagelse i kontrol og ansvar kunne opfattes provokerende i Kreml. Netop det udenrigspolitiske aspekt stod centralt, da Hækkerup i for- året 1963 afviste, at Danmark skulle tage del i kontrollen med og ansvaret for alliancens atomvåben. Et sådan skridt ville reelt „støde an mod vor traditionelle atompolitik.“ Et forhold, som udenrigsministeren fandt var et „aldeles afgørende punkt, både indenrigs- og udenrigspolitisk.“71 Ændringer i den hævdvundne politik uden dansk deltagelse i kontrollen ville altså både kunne skabe problemer i det danske forhold til Sovjetunionen, og problemer på det indrepolitiske område, hvilket først og fremmest måtte være, at regeringen ville pådrage sig et uønskeligt politisk pres fra den NATO-kritiske del af oppositionen. Når Hækkerup ikke ønskede at knytte Danmark til MLF-planerne skyldes det ikke mindst, at Hækkerup gav udtryk for en noget mere kritisk holdning til selve MLF-projektet, end flere af ministeriets embedsmænd havde gjort. Et projekt, som Hækkerup personligt tvivlede på nogensinde ville blive realiseret. Ikke mindst på grund af kontrolspørgsmålet. Hækkerups reservation over for projektet knyttede sig for det første til den vesttyske rolle i projektet, og for det andet til de potentielle alliancepolitiske problemer ved en MLF. Ifølge Hækkerup betød den seneste udvikling i MLF-planerne med stadigt stærkere betoning af det vesttyske perspektiv, at planerne antog en væsentlig anden politisk karakter end tidligere. Ifølge meddelelser i dagspressen skulle den tyske forsvarsminister von Hassel være indstillet på, at Vesttyskland kunne påtage sig ca. 40% af udgifterne ved en sådan styrke. Det så således ud til, at man nu var ved at skabe et atomvåben som i realiteten var vesttysk-amerikansk, og hvor de andre lande kun skulle yde ca. 10-20% og i realiteten vel have knap så megen indflydelse som svarende hertil.72 Hækkerups reserverede holdning var for det andet stimuleret af, at han ud fra alliancepolitiske betragtninger havde udviklet en vis reservation for selve MLF-idéen, som han over for sine embedsmænd betegnede som en „farlig tanke“, idet kun et begrænset antal medlemslande skulle deltage. En sådan „art klassedeling imellem de ’gode, betalingsdygtige drenge’ og de andre“ ville ifølge udenrigsministeren „lægge en første kim til at undergrave den NATO-solidaritet, vi fra dansk side lægger megen vægt på. Skulle en sådan ægte NATO-solidaritet eksistere, måtte vi alle være med i beslutningerne om NATO’s politik og strategi. Man måtte ikke tage det afgørende våben ud og lægge det i hænderne på en begrænset kreds

71 „Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 794/62-63, kasse 52; „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 72 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e.

DANMARK OG MLF 157 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 158

af lande. Dette ville betyde en spaltning af NATO.“ Et syn, han gerne så videreformidlet diskret til de amerikanske embedsmænd i NATO-rådet. Schram-Nielsen skulle fremføre det synspunkt, at „den plan, USA her lancerede, kunne risikere at give anledning til en ny splittelse i NATO, og at det kunne blive vanskeligt for os rent indenrigspolitisk at fastholde vor tilslutning til NATO, hvis vi blev ’reduceret til fodfolkets rolle’.“73 Tilsvarende kunne de amerikanske NATO-repræsentanter diskret orienteres om det kritiske danske syn på Vesttyskland, der dog til gengæld ikke skulle luftes for andre i Rådet.74 Som nævnt ovenfor var Hækkerup heller ikke overbevist om, at hensynet til USA fordrede en aktiv dansk indsats. Til trods for, at præsident Kennedy få dage forinden offentligt havde talt varmt for MLF-planen, skønnede Hække- rup på baggrund af samtaler med netop Kennedy og andre amerikanske politikere, at der næppe var tale om „noget ægte ønske fra USA’s side om en æn- dring af den nuværende situation.“ Formålet var måske snarere at stille Europa over for de vanskeligheder, der ville være forbundet med at etablere styrken – altså egentlig at få Europas nej til forslaget, forestillede Hækkerup sig. Han troede derfor heller ikke, at det ville skade vores forhold til Amerika, at man fra dansk side udtalte, at man var tilfreds med den nuværende ordning, samt at man ikke ønskede en yderligere spredning af atomvåben.75 De følgende mange måneders videre arbejde med MLF tydede dog på, at udenrigsministeriet stadig opererede med hensynet til USA som en faktor, der talte for ikke at indtage en negativ stilling til MLF-planerne, hvorfor netop dette aspekt i Hækkerups argumentation tilsyneladende ikke slog igennem i den videre politiske proces. At USA næppe forventede, at Danmark tog et initiativ i sagen, blev dog noteret af direktør Fischer, der ikke „var så sikker på, at USA forventede noget særligt af os i denne sag. Man var fra amerikansk side utvivlsomt klar over vore indenrigspolitiske vanskeligheder“, skønnede direktøren.76 Selv om man fra politisk side nu havde udstukket kursen, skulle Danmark ikke melde for stærkt ud, men i stedet holde lav profil i sagen. Eller, som forsvarsminister Victor Gram udtrykte det, „var det væsentligt for os ’at holde skindet på næsen’“.77 Som Seidenfaden havde noteret få dage tidligere, forventede man jo endnu ikke fra alliancens side et dansk svar, hvorfor det ikke kostede velvilje i NATO at „indtage en afventende holdning.“ Samtidig vurderede han, at „en sådan [stilling] næppe præjudicerer vor stilling, således vi derved kommer ud i noget, der også er indrepolitiske uholdbart.“ Eller som

73 Sst. 74 „Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 794/62-63, kasse 52. 75 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 76 Sst. 77 Sst.

158 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 159

Schram-Nielsen havde udtrykt det under mødet med Hækkerup og Gram, skulle Danmark ikke være en hæmsko for ordningen ved i utide at smide „sorte Trumfer på Bordet ved at fremsætte negative Udtalelser, hvor Tavshed er tilstrækkelig.“78 Den danske regerings henholdende spil varede dog ikke længere end til maj 1963, hvor den gjorde det klart, at der hverken ville blive tale om et dansk bidrag til eller deltagelse i en eventuel multilateral styrke. Udenrigsminister Hækkerup er- klærede på NATO-mødet i Ottawa, at Danmark ikke ville stille militære enheder til rådighed for MLF, og at den danske basepolitik var uændret. Bag- grunden for denne stilling var hensynet til den nordiske balance, der ville Per Hækkerup, udenrigsminister 1962- risikere at blive forrykket, hvis Dan- 1966. Siden finans- og økonomiminister i mark indgik i dette atomare sam- skiftende regeringer. (Folketinget). arbejde. Kort efter udtrykte den danske regering tilsvarende synspunkter hjemme, både fra Folketingets talerstol og i pressen. MLF-enheder ville ikke kunne operere i dansk område. Spørgsmålet om MLF-enheders anvendelse af danske farvande og lejlighedsvise anløb i danske havne var dog ikke eksplicit blevet afvist af Krag, der forsigtigt havde anført, at danske farvande og havne naturligvis var dansk territorium, og at de således var omfattet af dansk atomvåbenpolitik. Et forhold, som de øvrige NATO-medlemmer ifølge Krag naturligvis var klar over.79 Lidt skarpere blev det formuleret i foråret 1964, da Krag erklærede, at regeringen måtte fastholde, at der ikke måtte placeres atomladninger på dansk territorium, uanset hvilken form MLF måtte få. En politik, der blev beskrevet som en logisk konsekvens af den hævdvundne danske atomvåbenpolitik. For så vidt angik selve MLF-projektet, ville den danske regering endnu ikke indtage en nærmere stilling. De danske myndigheder fastholdt i 1963-64 deres opmærksomhed omkring MLF-sagens sovjetiske aspekter, hvilket formentlig også var en medvirkende årsag til, at Krag kort inden ministerpræsident Khrusjtjovs besøg i København i sommeren 1964 klart erklærede, at Danmark ikke ville deltage i

78 Sst. 79 Grønland under den kolde krig, s. 443.

DANMARK OG MLF 159 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 160

MLF, hvis den blev en realitet. Synspunktet var ikke nyt, men efter alt at dømme tog Krags erklæring brodden af en mulig sovjetisk kritik af MLF- spørgsmålet under besøget. Men selv om MLF-spørgsmålet ikke blev nævnt eksplicit i fælleskommunikéet efter besøget, fremgik det, at Sovjetunionen havde forståelse for den danske atomvåbenpolitik, hvorefter Danmark ikke påtænker at oplagre atomvåben på dansk jord. Et forhold, der blev betegnet som „et vigtigt bidrag til styrkelse af freden i Nordeuropa.“80 I udenrigsministeriet var man opmærksom på, at man fra sovjetisk side muligvis ville søge at omfortolke denne formulering, så den betød, at Danmark ville tage afstand fra fremtidige NATO-nukleare arrangementer. Da det endnu ikke kunne overskues, hvorledes alliancens atompolitiske problemer ville blive løst, var det i dansk interesse at undgå enhver sådan fremtidig binding af Danmarks handlefrihed. Man ønskede med andre ord at fastholde den danske stilling med mulighed for fremtidig ophævelse af forbeholdet. Formuleringen i det dansk-sovjetiske fælleskommuniké gav også anledning til en drøftelse i udenrigspolitisk nævn på grund af fraværet af det traditionelle forbehold „under de nuværende omstændigheder“. Krag afviste imidlertid, at der var tale om nogen ændring af den danske politik.81 Der lå da heller ikke i kommunikéets ordlyd nogen garanti for den fremtidige politiske kurs. Den ovenfor nævnte udenrigsministerielle vurdering af risikoen for en eventuel udvidelse af det danske forbehold, viser da også i sig selv, at de danske myndigheder ikke anså formuleringen for at være udtryk for en sådan æn- dring. I den følgende tid var der dog flere tegn på, at den almindelige danske atompolitiske position var svagt skærpet i retning af en permanent afvisning. Hækkerup refererede i midten af september 1964 til den danske politik som „nej til atomvåben“ – uden at henvise til „de nuværende omstændig- heder“, der udgjorde grundlaget for den danske atomvåbenpolitiks logik. Der gik da også rygter i den offentlige debat om, at regeringen nu ville afstå fra atomvåbenplacering i Danmark uden forbehold. Baggrunden for denne tilsyneladende stramning i den danske atomvåbenpolitik, skyldtes formentlig den indrepolitiske debat i den meget lange valgkamp, hvor atomspørgsmålet blev et vigtigt element. En valgkamp, hvor ’Kampagnen mod Atomvåben’ sidste gang for alvor gik i brechen. Hækkerups ovenfor nævnte bemærkning faldt således under en valgudsendelse i fjernsynet.82 Regeringen kunne ved at an-

80 Sst., s. 444; Jensen, Bjørnen og haren, s. 622f. 81 Krag i udenrigspolitisk nævn, 22. juni 1964; Grønland under den kolde krig, s. 444. Allerede i februar 1964 havde Krag indvilget i en tilsvarende formulering, hvor der blev anvendt formuleringen „på- tænker“ i stedet for „agter“. „Fælles dansk-sovjetisk kommuniqué“, 27. februar 1964, UM 105.Dan.6. 82 „Berlingske Tidende“, 26. september 1964. Socialdemokratiet havde op til valget plakater med det skarpe budskab „Et klart nej til atomvåben“. Også i forsvarsministeriet forberedte man baggrundspa- pirer om den danske atomvåbenpolitik netop med henblik på brug op til valget. Socialdemokratisk valgplakat, ABA; „Forudsætninger for modtagelse af atomladninger i kritiske situationer“, 9. september 1965, FM 91-26/55-73, kasse 6.

160 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 161

tyde en generel afvisning af atomvåben på dansk territorium tage vinden ud af sejlene på kritikerne af den danske atomvåbenpolitik. Udtalelserne skal i øvrigt ikke blot ses i lyset af MLF-sagen, men også på baggrund af de samtidige diskussioner om atomvåbenfri zoner, hvor regeringens væsentligste modargument var, at Danmark ligesom resten af Norden reelt var atomvåbenfri (se kapitel 13). Det var derfor logisk, at man ikke fandt grund til at fremhæve politikkens rummelighed og krigstidsoptionen netop på denne tid, men tværtimod ønskede at betone politikkens aktuelle betydning. Selv om regeringen tydeligt spillede aktivt med ved at antyde en stramning, varede det ikke længe. Umiddelbart efter valget erklærede Hækkerup, at man fra dansk side fortsatte sin atomvåbenpolitik uforandret, hvilket betød, at man sagde nej til atomvåben på dansk jord, men at dette også betød, at der i dette nej ikke lå, at regeringen bandt sig for „en uoverskuelig fremtid, som vi ikke kender, hvis situationer vi ikke kender.“83 Efter først at have glædet sig over den tilsyneladende stramning af den danske politik, måtte Kreml da også siden erkende, at der ikke var tale om nogen ændring af den danske politik i retning af en permanent afvisning (se kapitel 57). Der var således ikke grundlæggende ændret ved den danske atomvåben- politik, men i kraft af den store opmærksomhed fra såvel hjemlige aktører og opinionen som Sovjetunionen, lå den danske atomvåbenpolitik formentlig endnu fastere i midten af 1960’erne, end den havde gjort i årene inden MLF- spørgsmålets endelige løsning. Under Folketingets åbningsdebat i oktober 1964 blev MLF-planerne udsat for den sidste substantielle politiske debat. På baggrund af et direkte spørgs- mål fra Aksel Larsen om, hvorvidt en MLF skulle have adgang til danske havne, erklærede udenrigsminister Hækkerup, at „hvis holdningen bliver, som det er regerings hensigt den skal blive: at vi fortsat siger nej til atomvåben på dansk territorium, så gælder det naturligvis også det maritime territorium. Derfor kan spørgsmålet efter min opfattelse overhovedet ikke komme til at foreligge, og det tror jeg også man er klar over.“ Samtidig gav Hækkerup udtryk for en mere kritisk holdning til selve MLF-konceptet, idet han tydeligt distancerede sig fra det, han nu kaldte „MLF-idéerne.“ Ved samme lejlighed rejste Aksel Larsen tanken om et dansk veto mod planen, hvilket dog blev klart afvist af regeringen.84

Veto – dansk obstruktion?

Der var aldrig for alvor tale, om at de danske beslutningstagere overvejede et egentligt veto mod MLF-planerne. I foråret 1963 havde chefen for udenrigs-

83 Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1964-65, 21. oktober 1964, sp. 197. 84 Sst., sp. 252f; Grønland under den kolde krig, s. 445.

DANMARK OG MLF 161 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 162

ministeriets politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, gjort det klart, at uanset om en vedtagelse måtte kræve enstemmighed i NATO, måtte „det synes klart, at Danmark ikke ville benytte sig af et eventuelt veto, ej heller stemme imod, hvis der hos de store magter består et fast ønske om tankens realisation.“ Et synspunkt, som direktør Paul Fischer erklærede sig enig i. Men hvor Seidenfaden havde skønnet, at der fra synspunktet om, at Danmark ikke skulle nedlægge veto, ikke syntes „noget langt skridt til, at Danmark skulle kunne gå positivt ind for planen som helhed og deltage aktivt i drøf- telserne“,85 var det nu klart, at Danmark ville holde en lav profil i sagen. Man valgte at indtage en politisk stilling lignende den, man havde indtaget i december 1957, da spørgsmålet om taktiske atomvåben og opstilling af mellemdistanceraketter var på dagsordenen: Altså at „svare ja, ’aber ohne uns’“, som Hækkerup formulerede det i marts 1963.86 Det blev dog et meget stiltiende dansk ja, idet man fra dansk side ikke gav projektet sin eksplicitte velsignelse. Selve det at skulle give aktiv tilslutning til at styrken uden dansk deltagelse blev stillet til rådighed for NATO, kunne give anledning til „væsentlig indenrigs- og udenrigspolitiske betænkeligheder.“87 Om end disse hensyn ikke var stærke nok til at lede til et egentligt veto, fik de dog øjensynligt så markant indflydelse, at den danske regering afholdt sig fra et eksplicit tilsagn. Derfor anlagde den danske regering en forsigtig og afbalanceret politisk kurs, hvor man af diplomatiske hensyn ikke bandt sig til MLF-planerne, hverken positivt over for USA og NATO eller negativt over for Sovjetunionen. Dette bundede ifølge udenrigsministeriet „ud over de indenrigspolitiske årsager formentlig også i udenrigspolitiske grunde.“ Hermed tænkte ministeriet på elementer som forstyrrelse af den nordiske balance, på hensynet til den kritiske og afvisende norske holdning og forholdet til Sovjetunionen.88 Uden- rigsministeriet kom i denne forbindelse ikke nærmere ind på udenrigspolitiske hensyn, der fordrede, at man ikke tog negativt stilling. Det må dog i for- længelse af udenrigsministeriets indledende overvejelser om MLF i foråret 1963 formodes, at hensyn til alliancesolidariteten her var omdrejningspunktet. Hækkerup satte dette aspekt i spidsen i det udenrigspolitiske nævn i juni 1964, da han understregede, at det ville betyde dansk udmeldelse af alliancen, hvis man nedlagde veto mod MLF’s oprettelse.89 Når Danmark trods krav fra såvel østblokken som fra den danske venstre- fløj veg tilbage fra unødig indblanding, skyldtes det især alliancepolitiske hen-

85 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 86 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmå- let om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 87 „Planerne om en multilateral NATO-atomstyrke“, notat af 3. december 1963, UM 105.I.40.e. 88 Sst. 89 Grønland under den kolde krig, s. 444.

162 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 163

syn. Det må formodes, at den stiltiende danske accept blev yderligere stimuleret af, at man i Danmark næppe med rette kunne forvente, at NATO-landene anerkendte det grundlæggende danske atomvåbenforbehold, hvis Dan- mark begyndte at blande sig i den måde, hvorpå andre NATO-lande håndte- rede det nukleare problem. I det mindste havde det været det uudtalte danske ræsonnement, da spørgsmålet om atomsprængladninger til Forbunds- hæren havde været sat til diskussion i slutningen af 1950’erne. Desuden måtte potentiel dansk modstand synes frugtesløs i lyset af, at man fra dansk side ikke forventede f.eks. fransk eller norsk veto, hvilket kunne have tilladt en stær- kere dansk reservation. Endelig blev overvejelser om egentlig obstruktion af planerne desuden fra såvel Hækkerups som fra flere embedsmænds side skønnet unødvendigt, da det langt fra var sikkert, at planerne overhovedet ville blive til noget. Dette havde også været et af argumenterne bag flere em- bedsmænds ønske om en positiv dansk stillingtagen. Medens Danmark aldrig for alvor overvejede at nedlægge veto mod styrkens oprettelse, gik den danske stilling til MLF gradvis fra åbent afventende til direkte negativ. Men først efter MLF’s egentlige død ved årsskiftet 1964-65 omtalte Hækkerup MLF som endeligt uddebatteret. Den sidste prøve på dansk engagement i atomstyrkeplanerne kom i efteråret 1964, hvor de danske myndigheder stadig fandt, at der var udsigt til, at MLF ville blive en realitet.

Efterspil: Dansk „package deal“ og ANF

Selv om man fra dansk side havde nået det standpunkt, at man ikke ønskede at deltage i MLF og derfor heller ikke deltog aktivt i forberedelses- og under- søgelsesfasen, kunne man stadig forsøge at påvirke forløbet omkring styrkens mulige oprettelse. Overvejelserne omkring en dansk indsats knyttede sig sær- ligt til MLF’s konsekvenser for forholdet mellem Øst og Vest. For så vidt angik de forventede sovjetiske reaktioner på MLF havde to grundopfattelser længe gjort sig gældende internt i alliancen. På den ene side stod den amerikansk- tyske opfattelse, efter hvilken Kreml ville affinde sig med styrkens oprettelse og derpå vise sig villig til at fortsætte afspændingen. På den anden side stod den opfattelse, som blandt andet Danmark delte, at Sovjetunionen ville reagere skarpt. Med udgangspunkt i denne forventning overvejede det danske udenrigsministerium, hvordan man kunne undgå en kraftig sovjetisk reaktion, der ud over eventuelle modforanstaltninger ville føre til, at Moskva næg- tede at deltage i yderligere afspændingsskridt, især undertegnelse af en ikke- spredningsaftale. En sådan udgang på MLF ville være „til skade for den vestlige verdens position ikke blot over for de uforpligtede lande, men også over den offentlige opinion i mange NATO-lande“, vurderede udenrigsministeriet i efteråret 1964. Det danske fokus på at undgå at rejse for megen antipati bun-

DANMARK OG MLF 163 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 164

dede ikke mindst i udsigten til, at NATO „på ubehagelig vis kommer i søge- lyset under FN’s 19. generalforsamling“, da man da kunne forvente et forslag om „et moratorium for MLF’s etablering i afventen af yderligere forhandlinger om en ikke-spredningsaftale.“ I denne situation ville det være af betydning, mente udenrigsministeriet, om man fra vestlig side kunne „opstille et konstruktivt alternativ til sådanne resolutionsforslag“. Derfor søgte man fra dansk side at trække tænderne ud på denne kritik ved at gøre forslaget mere spiseligt for Øst gennem supplerende afspændingsfremmende tiltag i en så- kaldt ’package deal’.90 Den danske plan gik ud på at ventilere dette forslag over for den ny britiske Labour-regering, endnu før den havde udstukket sin kurs i MLF-sagen. Trods en dansk-norsk fælles interesse i sagen besluttede man fra dansk side at gå enegang over for briterne. For det første var en hurtig henvendelse nødven- dig, og en koordination ville tage tid. For det andet havde Oslo „eksponeret sig i MLF-sagen, hvilket vi ikke har gjort. Vi har derfor bedre muligheder for at influere gennem en uformel diplomatisk henvendelse“, lød den danske vurdering. Når Danmark fokuserede på briternes position, skyldtes det desuden, at Storbritannien var i en nøgleposition, for så vidt angik MLF’s videre skæbne. Og da man antagelig måtte forvente, at MLF ville blive gennemført, var det i dansk interesse, at briterne kom til at deltage i styrken, således at man kunne undgå, at MLF „reelt fremtræder som et bilateralt amerikansk- tysk foretagende.“91 Hvis Storbritannien var med som garant over for Vesttysk- land, ville en MLF „både i øst og vest og i de mindre NATO-lande miste meget af det odiøse skær, der hidtil har ligget over en MLF“, lød vurderingen i udenrigsministeriet.92 De positive forventninger til det nye britiske koncept pegede ligefrem i retning af et resultat, der måske endog kunne blive „et arrangement, hvor også Danmark vil kunne se sin interesse i at deltage.“ Uden- rigsministeriets embedsmænd syntes dermed at operere ud fra Hækkerups er- klærede modvilje over for MLF’s tyske slagside: Hvis det massive tyske problem udgik af ligningen, stillede sagen sig åbenbart væsentligt anderledes. Udenrigsministeriet ridsede fire punkter op, som skulle få MLF til at glide lettere ned i Øst. For det første en klar pointering af, at der ikke ville blive tale om en spredning af den politiske kontrol, altså at det amerikanske veto skulle opretholdes. For det andet, at ikke-atomlandene i MLF ubetinget gav afkald på at udvikle nationale atomvåben og på at erhverve sig national kontrol med sådanne våben. For det tredje, at Vesten tilbød at slutte en verdensomspæn- dende ikke-spredningsaftale, og for det fjerde, at Vesten tilbød en aftale med

90 „Eventuelt dansk initiativ vedrørende MLF“, notits af 21. oktober 1964, UM 119.K.4.c/7. 91 Sst. 92 „Nogle bemærkninger til det i P.J.I.s notits af 21.10.1964 omhandlede eventuelle danske forslag vedr. en ’MLF-package-deal’“, notits af 3. november 1964, udfærdiget af chef for NATO-kontoret, Per Frellesvig, UM 119.K.4.c/7.

164 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 165

østmagterne om forbud mod placering af landbaserede mellemdistanceraketter „og andre strategiske atomvåben i en zone, der kunne omfatte hele Tyskland, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og måske også Italien, Danmark og Norge.“93 Dette sidste danske forslag havde klare lighedspunkter med tidligere østlige, især polske, forslag, der – som anført i kapitel 13 – blev afvist fra dansk side, ikke mindst da de ville medføre en skævvridning af magtbalancen på grund af de østlige opstillinger i den vestlige del af Sovjetunionen. Dette argument blev gentaget i efteråret 1964, hvor også den teknologiske udvikling, der gjorde skelnen mellem strategiske og taktiske atomvåben vanskelig, blev fremhævet som en hæmsko for en praktisk gennemførelse af et sådant forslag. Endelig kunne zoneforslaget belaste det danske forhold til Vesttysk- land, der ville reagere skarpt på forslaget, og som „jo allerede skal overtales til at sluge den modificerede MLF“, skønnede chefen for det kontor, der oprindeligt havde lanceret idéen om et dansk ’package deal’-forslag.94 Et syn, der samtidig blev udtrykt af hans kollega fra NATO-kontoret, der pointerede, at man fra dansk side burde være opmærksom på ikke at „genere sin sydlige nabo, handelspartner og allierede mere end strengt nødvendigt“, selv om man måske kunne forvente, at også zoneforslaget kunne finde klangbund hos Labour, der havde „sit eget syn på Tyskland“, og som tidligere havde været på kollisionskurs med Bonn med tanker om disengagement. På denne baggrund fandt NATO-kontoret, at man på et tidligt tidspunkt var rede til at lade punkt 4 falde, mens andre røster, blandt andre direktør Paul Fischer, var betænke- lig ved overhovedet at fremføre dette punkt over for briterne.95 I begyndelsen af november blev de danske myndigheder underrettet om, at det britiske modforslag til MLF var ved at tage form, hvorfor man i udenrigsministeriet overvejede, om tiden skulle være løbet fra et dansk ’package deal’-initiativ. Da MLF-tanken var under revision, var der næppe grund til, at man „fra dansk side skulle eksponere sig unødigt.“96 Samtidig lå det britiske fokus på løsning af det atlantisk-europæiske problemkompleks snarere end det øst-vestlige problemkompleks. Som chefen for politisk-juridisk afdeling, Gunnar Seidenfaden, vurderede, var Øst-Vest-perspektivet ikke længere aktuelt, og man risikerede blot at demonstrere, at man i sin tænkning hinkede ef-

93 „Eventuelt dansk initiativ vedrørende MLF“, notits af 21. oktober 1964, UM 119.K.4.c/7. 94 „MLF“, notits af 3. november 1964, udfærdiget af kontorchef for P.J. I, Per Groot, med kommentar af direktør Paul Fischer, UM 119.K.4.c/7. Som anført i kapitel 13, vurderede udenrigsministeriet i sidste ende, at magtbalancen ikke ville blive skævvredet som følge af Gomu¢ka-planen. Se Thorsten Borring Olsen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5, 2005. 95 „Nogle bemærkninger til det i P.J.I.s notits af 21.10.1964 omhandlede eventuelle danske forslag vedr. en ’MLF-package-deal’“, notits af 3. november 1964, udfærdiget af chef for NATO-kontoret Per Frellesvig, UM 119.K.4.c/7; „Notits til Direktøren“, 6. november 1964, UM 119.K.4.c/7. 96 Når sagen nu syntes mindre overhængende, skyldtes det også, at den forventede FN-generalforsamling så ud til at blive udskudt. „Nogle bemærkninger til det i P.J.I.s notits af 21.10.1964 omhandlede eventuelle danske forslag vedr. en ’MLF-package-deal’“, notits af 3. november 1964, udfærdiget af chef for NATO-kontoret Per Frellesvig, UM 119.K.4.c/7.

DANMARK OG MLF 165 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 166

ter englænderne. Et eventuelt ’package deal’ forslag kunne meget vel „komme som en hund i et spil kegler“, fandt han.97 Kort efter indløb de første substantielle efterretninger om briternes kommende ANF-tanker, og fra dansk side besluttede man sig for at undersøge nærmere, om de danske forventninger til de formodede britiske idéer om ’mixed manning’ af eksisterende enheder og en mindre ambitiøs udbygning af den kontroversielle multilateralt organiserede Polaris-flådestyrke holdt stik. Hvis det viste sig at være tilfældet, kunne man da fra dansk side pointere over for briterne, at man „allerede i de nuværende fremkomne modifikationer finder elementer, der gør MLF mindre anstødelig for Sovjet“, og at man herudover kunne overveje at supplere med de forsikringer og tilbud, som udenrigsministeriet havde på tegnebrættet.98 Selv om der til det sidste havde været betænkelighed i udenrigsministeriet om det danske delforslag angående oprettelse af en zone uden strategiske atomvåben, kom det åbenbart i sidste ende til at indgå i Per Hækkerups samtaler i London i begyndelsen af november 1964. Her blev briterne angiveligt orienteret om de danske tanker, og kort efter fremsendte man fra dansk side et uformelt og fortroligt aide-mémoire, der blandt andet resumerede samtlige fire punkter, med hvilke atomstyrken skulle gøres acceptabel for Kreml.99 Opfordringen til zonetanker affødte stærke reaktioner fra den afgående danske ambassadør i Paris, Eyvind Bartels, der kaldte sådanne tanker „yderst alvorlige og betænkelige“, selv om „de gode englændere“ med deres „kuriøse blanding af nationalistiske og afspændingstanker“ sikkert ville interessere sig for sådanne synspunkter. Bartels advarede imod en neutralisering af Tysk- land, der kunne have yderst alvorlige konsekvenser, også for Danmark. Ende- lig udtrykte Bartels med ironisk anstrøg taknemmelighed for udenrigsministeriets instruks om, at sagen ikke skulle omtales „thi jeg kan forsikre for, at modtagelsen her af tanker af denne art ville være absolut afvisende, for ikke at sige ’violente’. Ja, Europas fremtid tegner sig ikke lyst for øjeblikket.“100 At Paris næppe heller så med glæde på sådanne zonetanker kom for dagen få uger senere, da man fra vesttysk side opsøgte både Krag og ledende em- bedsmænd i udenrigsministeriet for at få be- eller afkræftet de rygter, der var tilflydt Bonn fra Paris, nemlig at „der forestod et britisk initiativ gående ud på en kontakt med blandt andet Moskva at undersøge mulighederne for en de- nuclearisering af Centraleuropa“, og man havde grund til at formode, at et

97 „Foreløbigt notat vedrørende MLF“, 3. november 1964, udfærdiget af chef for politisk-juridisk afdeling G. Seidenfaden, UM 119.K.4.c/7. 98 „MLF – Danske tanker om en ’package-deal’“, notits af 5. november 1964, udfærdiget af P. Groot, set af P. Fischer, G. Seidenfaden og P. Hækkerup, UM 119.K.4.c/7. 99 Instruks fra udenrigsministeriet til den danske ambassade i London angående fremsendelse af uformelt aide-mèmoire, 12. november 1964, UM 119.K.4.c/7. 100 Brev til P. Fischer fra den danske ambassadør i Paris, E. Bartels, 19. november 1964, UM 119.K.4.c/7.

166 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 167

skandinavisk NATO-land var blevet underrettet om disse planer. Krag mente ikke at kende til sådanne planer, men henviste nærmere til Hækkerup, der var på udenlandsrejse. I udenrigsministeriet besvarede viceudenrigsråd Troels Oldenburg den vesttyske henvendelse med, at det var Danmark „bekendt, at den britiske regering omgikkes visse idéer om at undersøge mulighederne for en vis ’disengagement’ i Europa med det formål at svække Sovjets modstand mod MLF.“ En udlægning, der ganske vist ikke var forkert, men som dog næppe heller gav et retvisende billede af sagsforløbet. At den britiske premierminister Wilson ifølge de vesttyske informationer skulle „rejse til Moskva for at drøfte fjernelse af alle atomvåben fra tysk område“ var imidlertid ikke danskerne bekendt, bemærkede Oldenburg. Dette var antagelig korrekt, da der i det danske forslag til briterne kun var tale om strategiske atomvåben. Det britiske ANF-forslag blev præsenteret på NATO’s ministerrådsmøde i december 1964. Briterne foreslog blandt andet, at de deltagere i styrken, der allerede besad atomvåben, skulle forpligtes til ikke at sprede kontrollen med disse våben, og ikke-atommagterne skulle tilsvarende garantere, at de ikke ville erhverve disse våben eller kontrol med dem. Disse to forudsætninger passede godt i de danske tanker og var grundlæggende overensstemmende med punkt 1 og punkt 2 fra den danske ’package deal.’ Således indeholdt briternes forslag fra et dansk synspunkt elementer, der gjorde styrkens oprettelse „mere konstruktivt og acceptabelt“ end MLF. Faktisk lå forslaget på flere om- råder klart på linje med dansk udenrigspolitik, specielt hvor det drejede sig om bevarelsen af USA’s mulighed for veto og sikkerhed mod øget politisk spredning.101 Men selv om Danmark havde klare forhåbninger om, at det ny britiske ANF-forslag kunne løse en del af de problemer, der knyttede sig til de allierede planer om en atomslagstyrke, endte Danmark med at indtage en stilling, der ikke lå langt fra holdningen til MLF. Da det britiske forslag blev præ- senteret i december 1964, erklærede udenrigsminister Hækkerup, at man fra dansk side ikke så nogen interesse i en ændring af de eksisterende forhold, men at man ville møde ethvert forslag åbent. Samtidig fremhævede han blandt andet, at man omhyggeligt måtte vurdere den østeuropæiske frygt for nye vestlige nukleare arrangementer og tage den i betragtning, når alliancens nukleare problem skulle løses. Dette synspunkt gav ringe udsigt til en positiv udgang på ANF, da den østlige reaktion over for ANF skulle vise sig omtrent lige så negativ som reaktionen over for MLF, om end den prompte sovjetiske kritik ikke eksplicit nævnte regulære modforanstaltninger.102 Hensynet til den uforandrede negative østlige indstilling talte for, at Danmark i tråd med MLF- forløbet til fulde afstod fra at involvere sig i nærmere forhandlinger om ANF.

101 Indberetning af 10. marts 1965 fra den danske ambassade i London, UM 105.I.40.e; „Overvejelserne vedr. NATO-alliancens atomforsvar. Det britiske forslag om ANF“, referat af 18. januar 1965, UM 105.I.40.e. 102 „Nato-atomstyrken“, indberetning af 15. januar 1965 fra den danske ambassade i London, UM 105.I.40.e.

DANMARK OG MLF 167 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 168

Den danske ambassade i London, der fulgte ANF-forløbet tæt, advarede om, at selv uforpligtende deltagelse i ANF-forhandlingerne måtte forventes at føre til så skarpe reaktioner fra østblokken, at de dansk-sovjetiske relationer og NATO’s Nordflanke blev ført ind i „en ny og farlig fase, som det også må være en samlet NATO interesse at undgå.“103 De diskret ventilerede danske bekymringer var langt fra enestående på NATO-mødet, som ifølge den danske NATO-ambassadør nu var domineret af modstandere mod planerne om en multilateral styrke. Dette almindelige opbrud i den etablerede konsensus omkring en sådan styrkes oprettelse stimulerede formentlig også den noget stærkere danske reservation over for projektet. Ud fra almindelige udenrigspolitiske betragtninger udtrykte kritikerne bekymring for, hvilken virkning forslagene ville få for relationerne mellem Øst og Vest og forholdet NATO-landene imellem.104 Den grundlæggende for- udsætning for det danske arbejde så sent i processen havde jo netop været, at atomstyrken tydede på at blive en realitet. Hvis dette perspektiv var ved at fortone sig med en stærk fransk kritik og en mere tøvende vesttysk holdning, ville den danske regering ikke presse på for at få styrken gennemført. De andre NATO-landes fokus i december 1964 på de interne alliancepolitiske problemer ved MLF/ANF optrådte også centralt i den danske stillingtagen, hvor man f.eks. ud over overvejelser omkring NATO-rådets mulige reducerede rolle noterede sig, at Frankrigs reelle om ikke formelle udelukkelse var problematisk. Derfor havde Hækkerup på ministerrådsmødet i december 1965 videre understreget, at enhver løsning på det nukleare problem måtte udfor- mes således, at den forenede snarere end delte alliancen, at Danmark ikke kunne forestille sig en NATO-alliance uden de nuværende større medlemslande, og at Danmark ikke kunne forestille sig et Europa uden alle de væsent- lige europæiske landes deltagelse. Lige som det var tilfældet med Øst-Vest- perspektivet, medførte sådanne alliancepolitiske perspektiver, at det endnu næppe kunne overskues, om en virkeliggørelse af det britiske forslag „i det lange løb vil svare til danske interesser.“105 Medens den danske regering ved indgangen til 1965 indtog en stilling, der gjorde det stadigt mere usandsynligt, at der ville blive tale om dansk støtte til nogen af de projekter, der kredsede om opstilling af en slagstyrke – uanset hvilken form, den måtte antage – viste Danmark til gengæld kort efter betydelig interesse for de konsultationsordninger, som kom til at tage form fra

103 Indberetning af 10. marts 1965 fra den danske ambassade i London, UM 105.I.40.e. Den betydelige usikkerhed om ANF’s fremtid var også i sig selv et argument for en afventende dansk holdning. 104 „Nuklear politik i NATO“, indberetning af 25. januar 1965 fra den danske repræsentation i NATO, udfærdiget af ambassadør E. Schram-Nielsen, UM 119.K.4.c/7. 105 „Overvejelserne vedr. NATO-alliancens atomforsvar. Det britiske forslag om ANF“, referat af 18. januar 1965, UM 105.I.40.e. På NATO-ministerrådsmødet i december 1965 noterede Hækkerup også, at man fra dansk side lagde vægt på, at NATO-rådets rolle ikke blev mindsket.

168 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 169

midten af 1960’erne, ikke mindst med nedsættelsen af Nuclear Planning Group.106

Danmark og MLF – en vurdering

De danske myndigheder overvejede helt frem til 1963, om man fra dansk side kunne deltage begrænset i oprettelsen af en MLF. Baggrunden for en sådan deltagelse bundede ikke mindst i behovet for at skabe sig den nødvendige goodwill til at foretage en afvisning af regulære MLF-baser på dansk jord, der var et klart brud på den hævdvundne danske atomvåbenpolitik. I foråret 1963 stod det dog klart, at den danske regering hverken ville deltage aktivt i MLF eller tillade MLF at operere i danske havne eller farvande. De ledende danske sikkerhedspolitiske beslutningstageres stilling var motiveret af to grundlæg- gende hensyn: For det første indenrigspolitiske hensyn, der især knyttede sig til den udbredte modstand mod MLF på den ene side blandt vælgerkorpset og det socialdemokratiske bagland, og på den anden side hos den radikale regeringspartner. For det andet udenrigspolitiske hensyn til forholdet til Sovjetunionen, hvilket særligt knyttede sig til risikoen for en forværring af det bilaterale dansk-sovjetiske forhold, der ville blive belastet ved dansk engagement i MLF. Dertil kom, at den danske atomvåbenpolitik efterhånden var blevet så fast- låst, at enhver ændring blev stadigt mere vanskelig at retfærdiggøre – over for Kreml såvel som over for hjemlige kritikere. Enhver større eller mindre (opfattet) ændring i politikken ville virke problematisk, da det ville blive fremstillet som en skærpelse af den danske kurs og formentlig som et direkte løfte- brud. MLF-sagen havde dermed også den funktion, at opmærksomheden omkring politikken og de hyppige gentagelser af den danske stilling næsten automatisk medvirkede til at indskrænke den politiske handlefrihed mht. senere ændringer. Ikke mindst da man fra regeringens side ved flere lejligheder undlod at eksplicitere det danske atomvåbenforbeholds særegne formulering omkring „de nuværende omstændigheder“, der i disse år reelt var ensbetydende med fredstid. Et væsentligt omdrejningspunkt i den danske indenrigs- og udenrigspolitiske hensyntagen var spørgsmålet om vesttysk adgang til mellemdistanceraketter gennem deltagelse i MLF. Et spørgsmål, som indtog en central placering ikke blot i den vestlige, men i høj grad også i den østlige behandling af MLF. Kreml anså nemlig ethvert tilløb til etablering af en NATO-atomstyrke som vesttysk atombevæbning ad bagdøren, og det vesttyske aspekt blev også krumtappen i de østlige forsøg på at få den danske regering til aktivt at mod-

106 For en behandling af Danmarks virke i NPG, se Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn.

DANMARK OG MLF 169 Kap. 36 V 08/06/05 7:51 Side 170

arbejde planerne. I Danmark blev den instinktive reservation over for enhver form for militarisering af Forbundsrepublikken delvis afbalanceret af en logisk politisk kalkule, i hvilken det nærmest uafvendelige krav om atombevæb- ning kunne løses gennem indbinding i NATO-regi. I sidste ende talte det stadig øgede vesttyske aspekt ved MLF dog for en reserveret dansk stilling til tanken. Selv om den danske regering efterhånden indtog en ret kritisk stilling til MLF, kom spørgsmålet om dansk obstruktion af planerne dog aldrig på tale. Den danske stilling forblev, at man ikke mente at se noget behov for en æn- dring af alliancens øjeblikkelige atompolitiske ordning. Det er da også klart, at Danmark ikke delte det udbredte vesteuropæiske ønske om øget indflydelse på kontrollen med atomvåbnene. Faktisk så Danmark helst, at kontrollen forblev hos den amerikanske præsident. Både for at begrænse risikoen for eskalation, der ville blive øget ved spredning af det politiske ansvar, og for at sikre afskrækkelsens troværdighed, der ville blive svækket med for mange beslutningstagere. Dette gjaldt også Danmark selv. Udenrigsministeriet erkendte således, at afskrækkelsen ville blive svækket ved f.eks. dansk eller norsk deltagelse i en sådan styrkes kontrolorgan. Endelig ønskede man fra dansk side at begrænse vesttysk operativ indflydelse på våbnenes indsættelse. Tilliden til naboen mod syd var og blev begrænset. Når man fra dansk side i sidste ende ikke mente at kunne støtte MLF-forslaget aktivt, skyldtes det først og fremmest den betydelige negative opmærk- somhed omkring især det tyske aspekt i verdensopinionen i almindelighed og i østlandene i særdeleshed samt de konsekvenser, som en MLF efterhånden måtte formodes at kunne medføre. Disse aspekter var også hoveddrivkræf- terne bag det såkaldte danske ’package deal’-forslag rettet til Storbritannien for at tage brodden af planerne om en NATO atomstyrke. At det tyske perspektiv spillede en central rolle for den danske vægring, antydes af, at udenrigsministeriet så sent som i efteråret 1964 kunne overveje, at en MLF, der ikke antog karakter af en rent vesttysk-amerikansk bilateralt foretagende, kunne Danmark ligefrem muligvis se en fordel i at deltage i selv. Det var efter alt at dømme i denne del af den danske beslutningsproces, at udenrigspolitiske hensyn fik den største indflydelse. Udsigten til, at MLF-planerne og deres vesttyske slagside hæmmede forbedring af det internationale klima, ikke mindst opnåelse af en ikke-spredningsaftale, medvirkede til, at man fra dansk side forholdt sig stadigt mere reserveret over for selve MLF-tanken. Hertil kom, at MLF nu ville risikerede at svække NATO’s image og hæmme alliancens sammenhængskraft. Kombinationen af disse forskellige politiske drivkræfter bag Danmarks afspændingspolitiske prioriteringer skulle komme endnu klarere til udtryk i de kommende år, hvor NATO’s afspæn- dingsprofil blev sat på dagsordenen.

170 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 171

37 · Det danske forslag om en sikkerhedskonference (1966)

I maj 1966 orienterede de danske myndigheder deres alliancepartnere om, at Danmark ville foreslå NATO at tage initiativ til en konference om europæisk sikkerhed. Efter nærmere drøftelser i alliancen blev tanken opgivet, da flertallet af medlemslandene fandt, at tiden ikke var den rette for et sådant forslag. Det var især USA, Vesttyskland og Frankrig, der var modstandere af det danske forslag. Fra amerikansk og vesttysk side kredsede kritikken særligt om Sovjetunionens forventede blokering af amerikansk deltagelse og udsigten til, at en konference med østtysk deltagelse ville forhåndsafgøre anerkendelses- spørgsmålet. Forslaget om en europæisk sikkerhedskonference vandt først almindelig tilslutning efter indgangen til 1970’erne. I dette kapitel vil baggrunden for og udviklingen i det danske forslag i 1966 blive undersøgt med særligt henblik på at afdække de bagvedliggende indenrigs- og udenrigspolitiske drivkræfter.

Østlige forslag som baggrund

Idéen om en sikkerhedskonference havde rødder tilbage til 1954, hvor udenrigsminister Molotov under Berlin-konferencen havde foreslået, at de fire be- sættelsesmagter traf foranstaltninger til indkaldelse af en europæisk sikkerhedskonference. Selv om USA skulle være med til at indkalde til konferencen, var amerikanerne imidlertid kun tiltænkt observatørstatus under dens afvikling. Dermed forsøgte Moskva at isolere de europæiske sikkerhedsspørgsmål til at være et europæisk anliggende, ikke et NATO-anliggende. Molotovs udspil, der i vid udstrækning sigtede mod at blokere for vesttysk genoprustning og forhindre vesttysk indlemmelse i et vestligt forsvarssystem, blev gennem 1954 fulgt op af en serie sovjetiske forslag. Herefter døde de sovjetiske initiativer ud, og der fulgte en tiårig periode, hvor tanken ikke blev gjort til genstand for nærmere drøftelse. Først under FN’s 19. plenarforsamling i 1964 blev sagen genoplivet, da den polske udenrigsminister Adam Rapacki foreslog, at hele spørgsmålet om europæisk sikkerhed burde tages op på en konference med alle europæiske stater samt Sovjetunionen og USA. Modsat de tidlige sovjetiske forslag opererede Rapacki altså med amerikansk deltagelse. Han anførte videre, at drøftelserne også burde gælde Tysklandsproblemet og rustningerne i Europa, og Rapacki bragte ved samme lejlighed sit tidligere forslag fra 1957 om reduktion af militær tilstedeværelse i hjertet af Europa i erindring. Herefter blev idéen berørt gentagne gange fra østeuropæisk side, i særdeleshed fra polsk, men også fra tjekkoslovakisk side. I begyndelsen af

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 171 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 172

1966 blev den østlige aktivitet i sagen øget, og også fra sovjetisk side blev der vist nogen interesse for spørgsmålet, om end Kreml i tråd med de tidlige sovjetiske idéer – men altså modsat det polske forslag – ikke opererede med amerikansk deltagelse.1

Indledende vestlig afvisning af de østlige forslag Fra vestlig side havde man i hovedsagen forholdt sig afmålt til de østlige forslag. Og den øjensynlige sovjetiske afvisning af amerikansk deltagelse understregede for mange lande, at tanken var urealistisk. Nogle lande havde udvist en vis interesse for sagen, men dog konsekvent påpeget, at amerikansk (og canadisk) deltagelse var et uomgængeligt krav for etableringen af en konference om europæisk sikkerhed. Således havde f.eks. Storbritanniens udenrigsminister Michael Stewart indledningsvis signaleret nogen interesse for planerne. I et britisk-polsk kommuniké efter Stewarts besøg i Polen i oktober 1965 hed det, at afholdelsen af en konference om sikkerhed og samarbejde ville være nyttig, såfremt forholdene var ’gunstige’ og der var sket en grundig forberedelse. Omtrent et halvt år forinden havde en næsten identisk udtalelse fundet vej til et kommuniké efter Stewarts besøg i Prag i april 1965.2 Også på belgisk side var der en vis grobund for idéen. I begyndelsen af 1965 havde Adam Rapacki foreslået den belgiske udenrigsminister Paul Henri Spaak, at der blev organiseret en prækonference med to NATO-lande, to Warszawa- pagtlande og to neutrale lande. Spørgsmålet om en sikkerhedskonference var dog næppe hovedemnet for mødet mellem Rapacki og Spaak, og det blev ikke nævnt i kommunikéet. Og Spaak berørte heller ikke dette emne under en efterfølgende redegørelse om mødet i Rådet. Senere i 1965 tog Spaak dog tråden op og foreslog polakkerne en indledende konference med tre lande fra hver af de to pagter. Et forslag, som polakkerne nu fandt urealistisk. Fra italiensk side gav de sovjetiske udtalelser i 1966 anledning til en række forsigtigt positive signaler fra såvel udenrigsminister Fanfani som præsident Saragat.3 Den danske regering udviste fra begyndelsen høflig interesse for Rapackis forslag, men de første konkrete kontakter med polakkerne førte til en afvisning af tanken. Således noterede Hækkerup under viceudenrigsminister Winiewiczs besøg i København i december 1964, at man fra dansk side anså

1 Regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, Udenrigsministeriet København, 1970, bilagsbind, bilag 7, s. 146f; „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a; „Danske tanker om vestligt initiativ over for øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a 2 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a 3 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a; indberetning af 14. maj 1966 fra den danske ambassade i Rom, UM 5.E.110.a.

172 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 173

bilaterale kontakter snarere end afholdelse af en sikkerhedskonference for vejen frem. Under Krags og Hækkerups travle besøgsdiplomati i 1965-66 blev spørgsmålet adskillige gange bragt på bane, særligt under Hækkerups besøg i Polen, Tjekkoslovakiet og Bulgarien i efteråret 1965. Medens den danske regering i årene 1962-64 i sin ’østpolitik’ især havde været optaget af at forbedre forholdet til Sovjetunionen, bl.a. for at imødegå eventuelle problemer i det bilaterale forhold i kølvandet på vedtagelsen af enhedskommandoen og i forbindelse med den danske ansøgning om optagelse i fællesmarkedet, blev det danske fokus fra 1964-65 i stigende grad rettet mod de mindre østeuropæiske lande.4 Den danske aktivitet var til dels et forsøg på gennem øget kontakt at fremme den spirende nationale selvbevidsthed i disse lande. Herved gjorde man sig forhåbninger om at svække det sovjetiske hegemoni. Man skulle, som Hækkerup udtrykte det i NATO-rådet, forsøge at løsne båndene mellem Sovjetunionen og de små østlande.5 Gennem 1965 begyndte man fra den danske regerings side at udtrykke sig i forholdsvis positive vendinger om konferencespørgsmålet. På linje med de øvrige mere eller mindre imødekommende NATO-lande blev det dog til stadighed understreget, at en virkeliggørelse af planen ville fordre grundig forberedelse, ligesom amerikansk deltagelse til stadighed blev anset for at være en forudsætning.6

Danmark bringer et forslag frem

Selv om den danske regering havde tilkendegivet interesse for de polske idéer, repræsenterede det danske initiativ i maj 1966 i vid udstrækning et ny- brud i dansk NATO-politik. Hidtil havde skiftende danske regeringer stort set konsekvent haft det standpunkt, at kontakten østover ikke skulle gøres til et NATO-spørgsmål, men i stedet skulle forvaltes gennem bilaterale kontakter

4 Se Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5, 2005. 5 Notat af 11. december 1965, UM ad 5.K.2. I 1967 karakteriserede den franske ambassade i København den danske ’østpolitik’ som i højere grad drevet af et ønske om at åbne sig mod de små østlande, og mindre mod Sovjetunionen. Statsminister Krag ville gerne, lød den franske vurdering, vise sig som pionér i åbningen mod Øst. En åbning, der ifølge den franske analyse dog var begræn- set, da Danmark ’forblev atlantisk’. Ikke mindst, da der hos Krag var en ’stærk frygt’ for russerne. „Le Danemark et les Pays de l’Est“, indberetning af 12. juli 1967 fra den franske ambassade i København, Archives diplomatiques, Europe, Danemark 1944-1970, vol. 96, Politique extérieure, Relations aves les Pays de l’Est, serie 13, sous-série 23, dossier 11. 6 Ganske vist fremgik dette ikke direkte af det polsk-danske kommuniké efter mødet i Warszawa i december 1965, men i en analyse fra udenrigsministeriet blev det anført, at amerikansk deltagelse måtte have været en dansk forudsætning under drøftelserne. En vurdering, hvis rigtighed blev be- kræftet i marginen med et „Ja!“ „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 173 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 174

med østlandene. Nu argumenterede den danske regering direkte for, at NATO skulle tage et konkret initiativ i denne sammenhæng. Startskuddet til det danske initiativ kom formentlig under en samtale i Pentagon den 17. maj 1966 mellem en repræsentant for den danske ambassade i Washington og den amerikanske forsvarsminister McNamaras nære personlige rådgiver, Arthur W. Barber. Barber „henstillede til overvejelse“, om den danske regering under det kommende møde i det permanente råd ville anse det for muligt at rejse spørgsmålet om NATO’s forhandlingsrolle. Barbers tanke var, at NATO-landene derpå under det følgende ministerråds- møde i juni i Bruxelles skulle diskutere og træffe en principbeslutning om deres villighed til at forhandle med Sovjetunionen og de østeuropæiske lande om Europas sikkerhed, og i denne forbindelse bringe spørgsmålet om en konference frem.7 Fra dansk side fulgte man Barbers plan til punkt og prikke. Således sendte udenrigsministeriet den følgende dag en instruks til relevante ambassader om sagen under henvisning til Barbers forespørgsel, som ministeriet imidlertid indskærpede ikke måtte bringes videre. I tråd med Barbers plan pålagde udenrigsministeriet den danske NATO-repræsentation under hånden at informere de øvrige NATO-repræsentationer om, at Danmark på det førstkommende møde i det nordatlantiske råd ville oplyse sine alliancepartnere om, at den danske regering på ministerrådsmødet i Bruxelles i juni ville rejse spørgsmålet om et vestligt initiativ med henblik på mere omfattende forhandlinger om de europæiske sikkerhedsproblemer. I denne forbindelse kunne der tages udgangspunkt i de sovjetiske udtalelser om en konference om de europæiske problemer.8 Det kan virke påfaldende, at den danske regering straks tog Barbers plan til sig, da den danske ambassade i Washington ikke blot havde bemærket, at Barbers henvendelse var „noget uortodoks“, men også anført, at Barbers betragtninger blev fremsat som „rent personlige.“ Dog gav ambassaden samtidig udtryk for, at Barbers syn på NATO måtte anses for at være i overensstemmelse med McNamaras til trods for, at dette ikke eksplicit var blevet udtrykt af Barber. Alligevel skal årsagen til den hurtige danske accept af Barbers plan næppe findes i det faktum, at den danske regering i disse år i vid udstrækning var indstillet på at handle i overensstemmelse med USA’s politiske ønsker. For Barber havde gjort det klart, at de tanker, han redegjorde for, ikke fandt grobund i State Department. Tværtimod. Barber fastslog, at State Department stadigvæk tænkte „i den kolde krigs baner“ og snarere end at fokusere på

7 „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a. 8 Instruksen blev også sendt til en række centrale danske ambassader med henblik på en for- håndsorientering af deres respektive værtslande. Instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsenta- tion i NATO, kopi til ambassaderne i Bonn, Bruxelles, Haag, London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington; „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a.

174 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 175

„konstruktive forslag“ var optaget af den notekrig med Frankrig, der var en udløber af den bebudede franske tilbagetrækning fra NATO’s integrerede kommandostruktur. Således mente Barber ikke, at der inden for nærmeste fremtid kunne ventes noget amerikansk initiativ. Præsident Johnson, derimod, ville ifølge Barber ikke stille sig afvisende over for tanken om en sikkerhedskonference, men kunne ikke handle uden forarbejde fra State Department. Dertil kom, at Johnson næppe ville støtte, at man fra amerikansk side forsøgte at tvinge Europa til at tage et nyt initiativ. En bedømmelse, som ambassaden i Washington påpegede var i overensstemmelse med de synspunkter, som den amerikanske præsident kort forinden havde givet udtryk for under sine samtaler med Krag under dennes besøg i Det Hvide Hus i april 1966.9 Barbers syn på State Department vakte nogen genklang hos den danske ambassade i Washington, som bemærkede, at flere iagttagere i Washington havde noteret sig, at State Department gennem nogen tid havde virket passiv over for nye tanker om Europa. Hvorvidt denne passivitet skyldtes manglende vilje eller evne stod dog ikke den danske ambassade klart. At State Depart- ment støttede sig til „ældre statsmænd“ som Dean Acheson og John McCloy antydede ifølge ambassaden desuden, at man foretrak at „holde sig til afprø- vede synspunkter“. Men det var ikke kun Barbers manglende forventninger til nybrydende tænkning i State Department, som den danske ambassade kunne genkende. Ambassaden fandt, at Barbers synspunkt i denne sag i det hele taget stemte „ganske godt med de betragtninger, som fra dansk side er blevet fremført.“ Ikke blot under forhandlinger mellem de 14, altså NATO- landene fraset Frankrig, men også under Krags nylige besøg i Washington.10 Den danske regerings tilegnelse af Barbers plan skyldtes derfor sandsynligvis, at de grundlæggende synspunkter var sammenfaldende med de danske. Jorden var således gødet til et sådant initiativ.11 Det var da næppe heller overraskende, at den danske regering i hovedsagen kunne dele de synspunkter, som Arthur Barber fremsatte, da det må formodes, at Barber har været op- mærksom på, hvilke budskaber, der kunne ventes at finde klangbund blandt danske beslutningstagere. Barber havde også nogen erfaring i dansk tankegang, da han i 1965 havde deltaget i politiske konsultationer i København om nedrustning. Barbers valg af Danmark som frontløber var givetvis påvirket af, at Danmark havde virket mere imødekommende end de fleste vestlige lande over for tanken om en sikkerhedskonference. Desuden havde Krag mindre end to uger forinden i en kronik i „Information“ slået til lyd for en gennem-

9 „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a. 10 Sst. 11 Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 175 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 176

tænkning af NATO’s politiske mål som følge af den politiske udvikling siden 1949. Krag understregede, at situationen ikke gav anledning til svækkelse eller opløsning af alliancen. Men „[h]vor man i 1949 lagde hovedvægten på at sikre forsvaret, kan det overvejes i dag at tillægge NATO opgaver med at forhandle med østblokken og opnå fremskridt på de afgørende afspændingsfel- ter.“12 Dermed havde Krag anslået en politisk kurs, hvor forslaget om en sikkerhedskonference ikke var et unaturligt skridt. Denne udmelding blev da også efterfølgende fremhævet i en amerikansk analyse, da State Department søgte at klarlægge bevæggrundene for det danske initiativ.13 Det var muligvis også en sådan politisk udvikling Krag havde haft i tankerne, da han under en samtale med præsident Johnson i november 1963 nævnte ønskeligheden af, at de nye regeringschefer mødtes for at skabe ny dynamik i forbindelse med udvikling af alliancen på områder, hvor fremskridt syntes mulige.14 Tilsva- rende havde Hækkerup i december 1965 erklæret i Rådet, at NATO-landene skulle fastholde og styrke NATO som et virkemiddel for fred.15 Men på trods af, at der i første halvdel af 1960’erne kan konstateres en vis kontinuitet i den danske regerings syn på NATO’s afspændingspolitiske rolle, synes foråret 1966 at repræsentere en udvikling i den danske afspændingspolitiske tilgang. For trods tilkendegivelser om NATO’s afspændingsdimension havde Dan- mark i praksis fastholdt den strenge fokusering på bilaterale kontakter som udgangspunktet for afspændingspolitiske tiltag. Ikke blot havde den danske regering i december 1964 afvist sikkerhedskonferencetanken under henvisning til, at afspændingen mellem Øst og Vest i stedet burde håndteres gennem bilaterale forbindelser. Heller ikke et Europaråds-initiativ om en samlet tilnærmelse til østlandene havde vundet dansk tilslutning. Også her blev bilaterale kontakter fremhævet som mere hensigtsmæssige. Nu var tiden dog åbenbart moden til, at NATO indtog en fremtrædende plads i de konkrete afspændingspolitiske tiltag over for Øst. Udenrigsmini-

12 „Nye opgaver bør overvejes for NATO i dag“, kronik af Jens Otto Krag, „Information“ 5. maj 1966. Få dage efter at Barber havde præsenteret sine tanker for ambassaden i Washington udtalte Krag sig igen over samme tema, da han den 19. maj 1967 modtog den såkaldte Karls-pris i Aachen. Bo Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, 2001, s. 284. 13 Intelligence Note to the State Secretary, 12. august 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 168, doc. 112, Lyndon Baines Johnson Library, Austin, TX. (LBJL). 14 Krag argumenterede samtidig for, at alliancen derved kunne demonstrere den overordnede politiske enighed. Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, s. 127. 15 Anna Locher og Christian Nünlist, No Easy Road to Détente: Conflicting NATO Perspectives in View of Détente 1963-66, upubliceret paper til PHP koldkrigskonference i Dobbiaggo, august 2002, s. 35-36. I årene 1963-1965 havde Danmark ved en række lejligheder antydet ønskeligheden af en udvidelse af alliancens virkefelt. Der var imidlertid lande, der fra 1963-65 havde argumenteret stærkere og mere vedholdende for en større rolle til NATO i den afspændingspolitiske proces. Især Belgien, Norge og Canada var frontløbere, medens den danske indsats i hovedsagen syntes at kredse om ønsket om en détente, der også gjaldt Europa, ikke kun supermagterne. NATO’s nærmere rolle i denne sammen- hæng blev tilsyneladende kun sjældent berørt fra dansk side.

176 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 177

steriets redegørelse fra 1970 beskriver det danske synspunkt som, at „[e]t eventuelt initiativ til en konference burde baseres på enighed i alliancen, men ikke tages af alliancen som sådan.“16 En formulering, som byggede direkte på Hækkerups tale på ministerrådsmødet i juni 1966.17 Den nærmere karakter af alliancens rolle i forløbet omkring konferencen fremstår imidlertid ikke helt så entydigt af de indledende danske udmeldinger, der antyder, at NATO – i tråd med Arthur Barbers forslag – ikke bare skulle optræde i rollen som indbyder, men måske ligefrem som egentlig forhandler. I den første danske instruks til brug for den danske NATO-repræsentations forhåndsoriente- ring af NATO-kollegerne stod, at det måtte være klart, at „hvis konferencen skulle have håb om at give resultater, måtte forhandlingerne fra vestlig side føres med NATO-alliancen som et fast udgangspunkt.“18 De efterfølgende drøftelser i NATO tydede dog klart på, at et sådant perspektiv ikke var ønskeligt. Et argument lød, at en forhandling med NATO og Warszawapagten som udgangspunkt ville indebære en principiel ligestilling af de to alliancer og dermed accept af den østlige militæralliance, hvilket ikke blev anset for hensigtsmæssigt. Og i slutningen af maj formulerede udenrigsministeriet det danske synspunkt som, at om end man som udgangspunkt forestillede sig, at alle landene fra de to alliancer deltog i konference, var dette ikke udtryk for, at det var organisationerne som sådan, der forhandlede. I praksis ville det måske blive „the hard core“, der repræsenterede NATO-landene.19 Dermed blev det endelige danske standpunkt, at alliancen var det forum, hvori drøftelser om afspænding skulle foregå, og hvor tanken og planerne om en konference skulle undfanges, men at det var de enkelte NATO- lande, der skulle tage initiativet til at indbyde til konferencens afholdelse og også disse lande, der skulle deltage som individuelle forhandlere. Formentlig skyldtes uklarheden i de danske udmeldinger for det første et ikke helt solidt forarbejde, hvorfor man fra dansk side ikke til fulde havde gjort sig den konkrete udvikling og rollefordeling klart. Og for det andet, at de danske myndigheder af samme årsag indtog en ret fleksibel holdning i spørgsmålet, hvorfor planen syntes at udvikle sig undervejs under hensyntagen til alliancepartnernes indledende reaktioner. Det står dog klart, at NATO under alle omstæn- digheder skulle påtage sig en mere aktiv og synlig funktion i afspændingstil- tag over for Øst.

16 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, bilagsbind, bilag 7, s. 150. 17 „Udklip fra hemmeligt referat (xnr. 7/35) af 16. juni vedrørende NATO-ministerrådsmødet i Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a. 18 Instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsentation i NATO, kopi til ambassaderne i Bonn, Bruxelles, Haag. London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington. UM 5.E.110.a. 19 “Danske tanker om et vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræ- sentation i NATO, UM 5.E.110.a; “Danske tanker om et vestligt initiativ over for øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 177 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 178

… det lysner i øst

Et af omdrejningspunkterne for den danske beslutning om at styrke NATO’s afspændingsindsats ved at foreslå alliancen at bringe et konferenceforslag frem var den politiske udvikling, der syntes at være under opsejling i østlan- dene. Medens man fra dansk side i begyndelsen havde forholdt sig tøvende om end principielt interesseret til det polske forslag, blev den danske op- mærksomhed skærpet fra omkring årsskiftet 1965-66, hvor de danske myndigheder begyndte at rette fokus mod den tilsyneladende bevægelse i østlande- nes politik. Udenrigsministeriet fandt det således meget interessant, at den polske viceudenrigsminister Winiewicz i det tidlige forår 1966 havde erklæret, at tanken om en sikkerhedskonference nu havde støtte fra samtlige Warszawapagtlande.20 I det danske udenrigsministeriums første instrukser om det danske konfe- renceinitiativ til brug for den danske NATO-repræsentations forberedende arbejde optrådte den seneste politiske udvikling i Østeuropa, ikke mindst i Rumænien, som en afgørende baggrundsfaktor. En udvikling, der nu gjorde et vestligt initiativ over for Sovjetunionen mere realistisk. Fra vestlig side kunne man tage udgangspunkt i de „tilkendegivelser, der er fremsat fra sovjetisk side om det ønskelige i afholdelse af en konference om europæiske problemer. Det vil næppe være utænkeligt, at Sovjetunionen ville acceptere amerikansk deltagelse i en sådan.“21 Denne positive forventning til den sovjetiske stilling fandt nogen støtte i Bresjnevs og Gromykos udtalelser under den 23. sovjetiske partikongres, hvor de begge havde tilkendegivet en positiv holdning til konferencetanken uden at kommentere deltagerkredsen nærmere. Men andre sovjetiske udmeldinger om konferencetanken havde indeholdt mere eller mindre klare antydninger af, at amerikansk deltagelse i en sådan konference ikke var aktuel. Da Gromyko under en pressekonference i Rom i slutningen af april 1966 udtalte sin støtte til indkaldelse til konferencen, havde han samtidig stillet sig afvisende over for udsigten til amerikansk deltagelse. Tilsvarende opererede Kreml i sit svar af 18. maj 1966 på en tysk freds- note af 25. marts 1966 ikke med amerikansk deltagelse, da sikkerhedskonferencetanken blev fremført som en mulighed. Forhandlingerne skulle stå mellem europæiske stater.22 Når de danske myndigheder alligevel fandt, at Kreml kunne forventes at acceptere amerikansk deltagelse skyldes det, at Gromykos afvisende erklæring på mødet i Rom blev anset for at være udsprunget af karakteren af det spørgsmål, han fik stillet. Et spørgsmål, som ifølge den danske vurdering havde provokeret eller tvunget ham ind i en ikke

20 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a. 21 Instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsentation i NATO, kopi til ambassaderne i Bonn, Bruxelles, Haag. London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington, UM 5.E.110.a. 22 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a.

178 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 179

planlagt erklæring. Udenrigsministeriet vurderede derfor i slutningen af maj 1966, at den sovjetiske stilling til spørgsmålet om amerikansk deltagelse endnu ikke var afklaret.23 Om end ud fra andre præmisser havde Arthur Barber i sin redegørelse over for den danske ambassade i Washington nået en lignende konklusion. Fra samtaler med sovjetiske kontakter havde Barber fået den opfattelse, at Moskva næppe ville stille sig på bagbenene ved udsigten til amerikansk deltagelse i en europæisk sikkerhedskonference, „hvis de vest- europæiske lande ønskede det, og USA selv viste en positiv indstilling.“ Ifølge Barbers oplysninger var Gromykos negative udtalelser om amerikansk deltagelse et resultat af en beslutning hos på højeste niveau, der var truffet under skelen til den afvisende amerikanske holdning, som man fra sovjetisk side mente, var tilkendegivet under fortrolige kontakter.24 Under et nyt møde sidst i juni 1966 i Pentagon mellem Barber og en dansk diplomat havde amerikaneren erklæret sig „enig i, at der var en oprigtig interesse i de østeuropæiske lande for en Øst-Vest-forhandling.“ For så vidt angår de østlige motiver til konferencen mente Barber „at kunne spore en polsk frygt for, at de europæiske problemer en dag skulle blive løst ved en amerikansk-tysk-sovjetisk aftale hen over hovedet på Polen.“25 Den seneste forskning peger da også på, at de polske initiativer omkring europæiske sikkerhedsproblemer i nogen udstrækning var drevet af et ønske om at opnå en sik- kerhedsgaranti, der ikke alene var givet af Sovjetunionen.26 Dermed kan det formodes, at polakkernes hovedmål med konferenceforslaget faktisk var reelle afspændingsforhandlinger med Vesten. Ikke desto mindre står det klart, at man i de følgende år fra såvel ungarsk som østtysk side internt i østblokken pointerede, at undergravning af NATO var et hovedformål med konferencen.27 Den danske opmærksomhed omkring bevægelsen i Øst kom også til udtryk under udenrigsminister Hækkerup redegørelse for det danske initiativ omtrent en uge efter, at de første danske følere blev udsendt i maj 1966. Da Hækkerup redegjorde for det danske kursskifte, advokerede han for, at den seneste østeuropæiske interesse var reel. Dermed også forstået, at de tidligere østlige forslag var præget af taktiske manøvrer og spilfægteri. Hækkerup erin- drede om, at man fra polsk side ikke havde fundet anledning til at gå dybere ind i Spaaks forslag under samtaler med polakker om en foreløbig konfe-

23 Sst. 24 „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a. 25 „Danske tanker om vestligt initiativ“, indberetning af 31. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a. 26 Adam Daniel Rotfeld, „A Polish View“ i Richard Davy (ed.), European Détente: A Reappraisal, 1992, s. 174f. 27 Se kapitel 42.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 179 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 180

rence med enkelte vestlige, østlige og neutrale lande.28 „Udviklingen red imidlertid stærkt i Østeuropa“, hævdede Hækkerup. Han fandt, at der var tegn på, at et virkeligt skred var i gang i Østeuropa, og at de østeuropæiske lande efter alt at dømme faktisk var indstillede på at gennemføre en konference. Ikke mindst de sovjetiske udtalelser tydede herpå. Tiden var en anden nu, og klimaet var gunstigt. Nu skulle der smedes.

På forkant Når udenrigsminister Hækkerup under ministerrådsmødet i Bruxelles understregede, at NATO måtte „sætte sig selv i stand til at agere, d.v.s. at tage initiativer for at nedbryde den kolde krigs fronter“ og dermed ikke blot reagere på de østlige forslag,29 antydede det en yderligere dimension i det danske fokus på de nu tilsyneladende mere substantielle østlige tiltag. Der var ikke udelukkende tale om håb om og tro på, at der nu viste sig muligheder, der ikke havde været tidligere, I vid udstrækning virkede det formodede optræk til yderligere østlige udspil som katalysator for et vestligt initiativ, således at NATO i den hækkerupske tankegang ikke blev udstillet som en organisation på bagkant med udviklingen, men som en aktiv og dynamisk aktør i fredens tjeneste. Over for den amerikanske NATO-ambassadør Harland Cleveland pointerede Hækkerup, at man havde modtaget underretning om, at den jugoslaviske regering var ved at barsle med en indkaldelse til en europæisk interparlamentarisk konference, som skulle finde sted i Stockholm til efterå- ret. Derfor ville det være at foretrække, om „regeringerne i de vestlige lande havde taget et forudgående initiativ.“30 Den øgede substans i de østlige initiativer fordrede, at man fra vestlig side kom østlandene i forkøbet, så de ikke kunne lukrere på den forventede propagandaeffekt. Det blev tydeligt udtrykt af Hækkerup, da han i nævnet sagde, at propagandaværdien af at indkalde til en sikkerhedskonference ikke måtte overlades Sovjetunionen.31 Det var altså ikke blot den længe ventede åbning, der kom, og som nu skulle gribes. Det var i høj grad også udsigten til, at østlandene nu åbenlyst demonstrerede vilje til forhandlinger, mens NATO risikerede at komme til at fremstå som den tø- vende og reaktionære part.

28 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 31. maj 1966. Denne vurdering var muligvis ikke ganske dæk- kende for den polske politik. Der har således været argumenteret for, at Rapackis reservation måske snarere skyldtes, at Polen på dette tidspunkt ligesom de øvrige Warszawapagtlande var bundet af et sovjetisk dekret om, at NATO og afspænding var to helt uforenelige størrelser, hvorfor et sådant intimt samarbejde ikke blev anset for muligt. 29 DIIS’ fremhævelse i citatet. „Udklip fra hemmeligt referat (xnr. 7/35) af 16. juni vedrørende NATO-ministerrådsmødet i Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a. 30 „Referat af møde i udenrigsministeriet fredag den 20. maj 1966 kl. 15.30 i anledning af ambassa- dør Clevelands besøg i Danmark“, 23. maj 1966, UM 5.E.110.a. 31 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 31. maj 1966.

180 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 181

Behovet for et NATO-initiativ opstod imidlertid ikke kun af den øjensynlige bevægelse i øst. Også i den vestlige lejr var der tilsyneladende bilaterale initiativer under opsejling, som kunne skabe politiske problemer for NATO ved at udstille den vestlige alliance som passiv og forældet. I februar-marts 1966 havde præsident de Gaulle bebudet, at Frankrig ville trække sig ud af NATO’s integrerede militære kommandostruktur. Dette havde givet anledning til en af de mest alvorlige kriser i NATO’s historie. I kølvandet på krisen var de danske myndigheder bekymrede for, at de Gaulle under sit forestående besøg i Moskva ville rejse forslaget om en europæisk sikkerhedskonference.32 Set fra et dansk perspektiv var det ønskeligt, om NATO kunne komme de Gaulle i forkøbet. Således var den franske præsidents „forestående rejse til Moskva“ blandt Hækkerups argumenter for det danske initiativ under en samtale med den amerikanske NATO-ambassadør forud for den indledende danske orientering i rådet.33 Omtrent en uge senere udtalte Hækkerup sig ad lignende linjer i udenrigspolitisk nævn, da han pointerede, at det kunne være ønskeligt, om man forhindrede de Gaulle i at tage patent på konferencetanken.34 Og under en fortrolig samtale med Belgiens nye udenrigsminister Pierre Harmel understregede Hækkerup, at det ud fra det, han kaldte en taktisk betragtning, var „vigtigt, om man nåede så langt som muligt med dette forslag, idet man herigennem skulle have mulighed for under alle omstændigheder at tage vinden ud af sejlene på de Gaulle under den forestående Moskva-rejse.“35 Det var klart, at fransk succes med bilaterale forhandlinger med russerne og etablering af en konference ville kaste et uheldigt lys på den nordatlantiske alliance. Den NATO-kritiske opinion ville kunne slå på, at Frankrig efter at have trukket sig ud af alliancen kunne skabe positive resultater, hvilket NATO ikke havde evnet eller ønsket. Den danske regering var imidlertid opmærksom på, at Frankrig nødigt skulle sættes helt ud på et sidespor. Således påpegede Hækkerup over for Harmel videre ønskeligheden af, at sagen blev rejst i et NATO-forum, hvor Frankrig selv var til stede, således at man fra fransk side havde mulighed for at støtte forslaget om et NATO initiativ. Men selv om forslaget kun kunne opnå støtte fra 14 af NATO’s 15 medlemmer, ville de Gaulles muligheder for at tage et Øst-Vest initiativ være svækket betydeligt. Fra fransk side var man helt på det rene med denne drivkraft bag det danske initiativ. Således note-

32 Præsident de Gaulle havde først nævnt tanken i februar 1965, da han under en pressekonference nævnte muligheden for en konference mellem Tysklands naboer mod øst, vest, nord og syd. „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a. 33 „Referat af møde i udenrigsministeriet fredag den 20. maj 1966 kl. 15.30 i anledning af ambassa- dør Clevelands besøg i Danmark“, 23. maj 1966, UM 5.E.110.a. 34 Et argument, som Per Federspiel dog betvivlede i sig selv skulle være betydningsfuldt nok til at motivere et så markant dansk initiativ. Hækkerup og Federspiel i udenrigspolitisk nævn, 31. maj 1966. 35 „Samtale mellem udenrigsministrene Hækkerup og Harmel den 4. juni 1966“, referat af 6. juni 1966, UM 5.E.110.a.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 181 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 182

rede den franske militærattaché i København, at formålet havde været at „rive tæppet væk under de Gaulle.“36 Et synspunkt, som i øvrigt også i en amerikansk analyse af det danske initiativ blev fremhævet som en af hoveddrivkræf- terne.37 Foruden bekymringen for at få udstillet NATO som en utidssvarende organisation kan det danske ønske om at fratage de Gaulle initiativet desuden have fundet inspiration i Arthur Barbers advarsel om, at franskmændene ikke måtte repræsentere det europæiske ønske om en sikkerhedskonference, da en situation med Paris som eneste fortaler for en løsning i Europa ville med- føre, at State Department ikke ville tage sagen op af irritation over de Gaulle.38

NATO’s sammenhængskraft Den danske bekymring for de Gaulles ventede tiltag over for russerne stak dybere end blot ønsket om at komme generalen i forkøbet. Ikke mindst, da de Gaulle videre forventedes at forhandle direkte med Moskva om en europæisk sikkerhedsordning. Ifølge en senere analyse fra den danske ambassadør i Paris var hovedmotiverne for de Gaulles besøg for det første at mindske spæn- dingen mellem Frankrig og østblokken, for det andet at obstruere USA og Sovjetunionen i at afgøre „verdenspolitikken hen over hovedet på Europa“ – altså Frankrig – og for det tredje at gardere sig mod „en latent trussel mod eventuelle tyske aspirationer om at blive den førende magt i Europa.“39 Under en samtale mellem Krag og den vesttyske kansler Erhard, havde kansleren, der af Krag blev betegnet som „stærkt anti-de Gaulle“, erklæret, at generalen mente, at han kunne dominere Europa og træffe aftaler direkte med Moskva om sikkerhedspolitiske løsninger, der kunne ’garantere’ Europa og isolere USA. Krag noterede i sin dagbog: „Jeg er ikke helt uenig. De Gaulle er da også den mest urealistiske politiker i dag.“40 Regulære forhandlinger på bilateral basis om løsning af Europas sikkerhedsproblemer ville ikke styrke alliancens sammenhængskraft, men snarere forstærke krisen inden for NATO. Den danske regering fulgte en politisk kurs, som med alle midler søgte at undgå optræk til forstærkelse af NATO’s krise. Dette kom bl.a. til udtryk ved,

36 Indberetning af 2. juni 1966 fra den franske militærattaché i København, Service Historique de l’Armée de Terre, 14 S, Rapports des attachées au Danemark. 37 Research Memorandum, State Department, 1. juli 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 168, doc. 113. LBJL. 38 „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a. 39 Ambassadøren understregede, at der ikke var noget „unaturligt i, at USSR lytter til de franske to- ner: Frankrigs politik inden for NATO vil stort set værdsættes i Sovjetunionen. Den franske statschefs brutale anti-amerikanske propaganda i et vist omfang ligeså.“ Imidlertid påpegede den danske am- bassadør, at det var muligt, at Sovjetunionen sadlede om, da USA dog var en „mere jævnbyrdig partner“, jf. „Ministerpræsident Kosygins besøg i Frankrig 1.-9.12.1966“, notat af den danske ambassadør i Paris, Erik Schram-Nielsen, ABA, Jens Otto Krags privatarkiv. 40 Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, s. 286 (dagbogsnotat fra 22. maj 1966).

182 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 183

at den danske regering sammen med Canada arbejdede vedholdende for, at alliancens politiske hovedkvarter forblev i Frankrig, og ikke i forlængelse af den franske tilbagetrækning blev flyttet, som det havde været tilfældet med det militære hovedkvarter. Det danske standpunkt var, at NATO’s interesser ville være bedst tjent ved, at Rådet kunne forblive i Paris. En flytning ville set med danske øjne have „den største politiske betydning og kunne blive udlagt på den måde, at kløften mellem Frankrig og dets allierede var blevet yderligere uddybet.“41 I løbet af efteråret 1966 renoncerede Danmark dog på sin modstand mod flytningen, da det stod klart, at Canada og Danmark var isoleret i dette spørgsmål, og at yderligere modstand kun måtte forventes at skabe irritation hos de øvrige NATO-lande. Fra den danske regerings side blev det dog fastholdt, at man anså dette skridt for politisk uklogt. Den forsigtige danske kurs over for Frankrig var allerede forinden kommet til udtryk, da NATO på britisk foranledning i ugerne efter de Gaulles varsel om fransk exit forberedte et stærkt formuleret brev til Paris. Som Hækkerup noterede i nævnet, måtte det erkendes, at den foreslåede erklæring var tem- melig polemisk mod Frankrig, og fra dansk side fandt man det klogest at vente med en reaktion, indtil franskmændene fik lejlighed til at redegøre nærmere for deres beslutning. Den britisk initierede reaktion risikerede ifølge den danske regering at øge afstanden til Frankrig yderligere.42 Den konsekvent bløde danske kurs over for Frankrig skal ikke blot ses i lys af øn- sket om at undgå yderligere konflikter internt i alliancen. Den danske hensyntagen til Frankrig skal også ses på baggrund af den stærkt kritiske britiske holdning til den franske politik og de formodede vanskeligheder for en fæl- les britisk-dansk indtræden i det europæiske fællesmarked, der knyttede sig dertil. En udflytning af hovedkvarteret fra Paris kunne således ifølge Hækkerup befrygtes at skabe fransk modvilje mod Storbritannien i andre politiske relationer.43 Endelig må det påpeges, at en udflytning af hovedkvarteret risikerede at åbne en flanke for østlig propaganda. Den sovjetiske presse var da heller ikke sen til at fremhæve overvejelserne om flytning af det politiske hovedkvarter som NATO’s afstraffelse af et medlemsland, der ikke fulgte den aggressive vestlige politik, der var dikteret af USA. Således tog det danske udenrigsministerium i november 1966 til efterretning, at man fra sovjetisk hold fremførte, at „[s]kjult bag talen om nødvendigheden af at have det politiske organ sammen med blokkens militære organ ligger ønsket om at isolere ’den upålidelige allierede’, som Frankrig ifølge opfattelsen på den anden side af Atlanterhavet er.“ Denne sovjetiske vurdering gik hånd i hånd med fremhævelsen af, at Frankrigs NATO-politik var et produkt af dette lands „so- bre holdning til de europæiske problemer.“ En politisk kurs, der efter sovje-

41 Indberetning af 20. oktober 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 105.G.1.a. 42 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 11. marts 1966. 43 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 25. oktober 1966.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 183 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 184

tisk opfattelse vandt „stadig flere tilhængere på trods af Bonn-Washington-ak- sens forsøg på at tvinge de to landes allierede til at leve efter den kolde krigs love.“44 Det danske udenrigsministerium havde allerede i juni 1966 noteret sig den sovjetiske presses eksplicitte fremhævelse af Frankrig som foregangsland for såvel opløsningstendenser inden for NATO som for „ethvert initiativ til øst-vest tilnærmelser af den ene eller anden art.“45 Et måske endnu mere presserende problem i forbindelse med de Gaulles enegang over for Kreml var udsigten til, at det tyske problem ville blive accentueret yderligere. Under en samtale med den amerikanske NATO-ambassa- dør påpegede Hækkerup, at „de Gaulles initiativ var ubehageligt især på grund af dets implikationer med hensyn til en eventuel tysk nationalisme, som ville være til stor fare for freden i Europa.“46 Den risiko, som den danske regering så i forbindelse med Vesttysklands mulige reaktion, bestod af flere elementer. For det første ville Forbundsrepublikken muligvis føle sig kaldet til at følge det franske eksempel og indgå i direkte bilaterale forhandlinger med Moskva om løsningen af sikkerhedsspørgsmål, altså genforeningsspørgsmålet. Som nævnt ovenfor var den franske aktion i sig selv en trussel mod NATO’s sammenhængskraft, men udsigten til at Forbundsrepublikken efterfulgte det franske eksempel, virkede sandsynligvis endnu mindre betryggende på den danske regering. Selvstændig vesttysk optræden på verdensscenen i forbindelse med større sikkerhedsforhandlinger blev givetvis ikke anset for ønske- lig.47 For det andet måtte Forbundsrepublikken under alle omstændigheder forventes at lukrere på den franske tilbagetrækning ved dermed at overtage rollen som den stærkeste europæiske NATO-partner. En styrkelse af Vesttysklands politiske og militære indflydelse i alliancen var ikke i Danmarks interesse. De danske myndigheder havde i flere år været meget opmærk- somme på tegn på styrkelse af den vesttyske magtposition internt i alliancen. Således havde den danske NATO-ambassadør i 1964, Erik Schram-Nielsen, understreget, at det var „at vente, at Forbundsrepublikken efterhånden som

44 „Sovjetpressen om NATO-rådets beslutning om at flytte til Belgien“, indberetning af 2. november 1966 fra den danske ambassade i Moskva, UM 105.G.1.a. 45 „Sovjetiske reaktioner på NATO-mødet i Bryssel og på det danske NATO-initiativ“, 16. juni 1966, UM 5.E.110.a. 46 „Referat af møde i udenrigsministeriet fredag den 20. maj 1966 kl. 15.30 i anledning af ambassa- dør Clevelands besøg i Danmark“, 23. maj 1966, UM 5.E.110.a. 47 Selv om Hækkerup ikke eksplicit udtrykte netop denne dimension i implikationerne for tysk nationalisme, var der næppe tvivl om, at det var et af perspektiverne. En samtidig amerikansk kilde refererer også dette aspekt som én af drivkræfterne bag det danske sikkerhedskonferenceforslag. Vurderingen kan måske understøttes af, at samtlige af analysens øvrige fremhævede motiver bag den danske politik i dag bekræftes af de interne danske dokumenter. Den danske opmærksomhed omkring den østlige bevægelse i retning af større lydhørhed over for afspændingsforhandlinger under- spilles dog af analysens ophavsmand, som heller ikke har været vidende om Arthur Barbers henvendelse. Da analysen er udfærdiget i State Department synes dette forhold ikke overraskende, men understreger, at Barbers udtalelser næppe var amerikansk spilfægteri over for Danmark. Research Memorandum, State Department, 1. juli 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 168, doc. 113, LBJL.

184 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 185

den fik fodfæste i NATO, ville tilstræbe at få den ’Platz in der Sonne’, Det Tyske Rige traditionelt kræver.“48 Dette perspektiv blev nu pludselig aktuelt. Netop for at imødegå tyske følgeproblemer af de uvelkomne franske tiltag, understregede Per Hækkerup over ambassadør Cleveland, at man fra dansk side lagde „stor vægt på, at solidariteten mellem De 14 blev bevaret, hvilket måtte betragtes som en grundlæggende forudsætning for NATO’s fortsæt- telse.“49 Netop spørgsmålet om alliancens sammenhængskraft havde stået centralt i Arthur Barbers argumentation over for danskerne. Han havde understreget, at man i tilfælde af succes med konferencen kunne bevare den vestlige solidaritet inden for NATO. Alliancen skulle være klar til et initiativ og til at virke som redskab for forhandling mellem Øst og Vest. Ellers ville „grunden skride under alliancen.“50 Barbers forslag til danskerne skal da formentlig også ses som et forsøg på at modvirke den uheldige udvikling i NATO, som fulgte i kølvandet på den franske tilbagetrækning fra den integrerede militære kommandostruktur i 1966. Det franske exit havde medført en alvorlig konflikt mellem Frankrig og NATO-landene i almindelighed, men særligt med USA og Storbritannien. En konflikt, som indeholdt kimen til for alvor at splitte NATO. Da der samtidig især blandt mange europæiske NATO-lande flore- rede ønsker om détente, kunne det danske initiativ medvirke til at forhindre yderligere splittelse og samle alliancens lande om noget positivt. At dette var Barbers motivation for at sætte NATO’s afspændingspolitiske rolle på dagsordenen understøttes af, at han mindre end et halvt år forinden havde foreslået en fremgangsmåde skåret over samme læst for at løse andre begyndende politiske problemer inden for alliancen, før de udviklede sig til regulære kriser.51 Det er uklart, om man fra dansk side faktisk delte Barbers vurdering af NATO’s forventede overlevelsesmuligheder. I det mindste antyder den senere udenrigsministerielle behandling af Harmel-rapporten, at centralt placerede beslutningstagere fandt, at alliancen nok skulle klare sig, men at der var et

48 „Voksende tysk indflydelse i NATO“, indberetning af 14. april 1964 fra den danske repræsentation i NATO, UM 105.S.19.a. 49 „Referat af møde i udenrigsministeriet fredag den 20. maj 1966 kl. 15.30 i anledning af ambassa- dør Clevelands besøg i Danmark“, 23. maj 1966, UM 5.E.110.a. 50 „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a; instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsentation i NATO, kopi til ambassaderne i Bonn, Bruxelles, Haag, London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington, UM 5.E.110.a. 51 I forbindelse med genforeningsspørgsmålet havde Barber nævnt, at USA på baggrund af det stadigt stærkere fokus på dette spørgsmål inden for NATO-kredsen, næppe kunne holde sagen på lavt blus meget længere. Såfremt USA skulle fastholde støtten fra de europæiske NATO-lande, der – korrekt eller ukorrekt – troede, at russerne muligvis ville kunne tilslutte sig et „evolutionary program“, fordrede situationen en udtalelse, der afspejlede behovet for en løsning på spørgsmålet, som var acceptabel for såvel Vest- som Østeuropa. Dette på trods af, at Barber selv fastslog, at tanker om tidlig genforening tydeligvis var illusoriske. Foreign Relations of the United States, 1965-68, vol. XV, Washington, 1983, s. 344.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 185 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 186

Forsvarsministermøde i NATO, 14. december 1966 i Paris. Ministrene forbereder sig på at gå ind i salen. (NATO Photo)

186 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 187

nærliggende behov for en opprioritering af NATO’s afspændingspolitiske profil (se kapitel 38). Det ændrer dog ikke ved, at man fra dansk side så med bekymring på de konsekvenser for NATO’s sammenhængskraft, som fulgte i kølvandet på det franske exit og udsigten til efterfølgende franske initiativer over for Kreml. Såfremt NATO kunne signalere sammenhold, enighed og ud- viklingsvilje, kunne opmærksomheden blive ledt væk fra den beklagelige situation som fulgte af de Gaulles politik. Dette perspektiv i den danske politik blev berørt i pressen, og kort efter kunne den franske militærattaché rapportere, at danske kilder havde bekræftet, at et hovedformål med lanceringen af det danske konferenceforslag havde været at begrænse diskussionerne om Frankrig under NATO-drøftelserne.52 Dette havde tilsyneladende en dobbelt funktion. For det første en beroligende intern effekt på alliancen, således at kløften mellem især Frankrig og de angelsaksiske lande ikke blev endnu dybere. For det andet – og måske vigtigst – en beroligelse udadtil. Derfor havde hensynet til at demonstrere sammenhængskraft ikke blot til formål at styrke alliancen, men i høj grad også at styrke alliancens offentlige image. Som det danske udenrigsministerium udtrykte det i en uddybende instruks til den danske repræsentation i NATO, var motivet bag det danske konferenceforlag ikke mindst „ønsket om i alliancens øjeblikkelige, indre svaghedstilstand at samle opmærksomhed og virkeevne om noget mere positivt og gengive alliancen dens anseelse udadtil.“53 Dermed var alliancens image i offentligheden også en drivkraft bag den danske regerings interesse i spørgsmålet om en sikkerhedskonference. Image Under arbejdet med sikkerhedskonferenceforslaget i foråret 1966 udviste den danske regering gentagne gange bekymring for, at NATO blev udstillet som en stivnet og reaktionær organisation, som hverken besad viljen eller evnen til at forny og omstille sig. I udenrigsministeriets første instruks til brug for den danske NATO-repræsentations forhåndsorientering af NATO-partnerne blev det danske initiativ bl.a. motiveret således: „En kraftanstrengelse fra NATO-landenes side for at komme ud af den snart igennem lang tid herskende ubevægelighed i de europæiske sikkerhedsspørgsmål ville utvivlsomt være i pagt med den offentlige mening i NATO-landene.“54 Som en samtidig amerikansk analyse lød, følte de danske beslutningstagere, at de ud over at understrege NATO’s betydning for dansk sikkerhed, måtte “skabe det ind-

52 Indberetning af 1. juli 1966 fra den franske militærattaché i København, Service Historique de l’Armée de Terre, 14 S, Rapports des attachées au Danemark. 53 „Danske tanker om vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræsen- tation i NATO, UM 5.E.110.a. 54 Instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsentation i NATO, kopi til ambassaderne i Bonn, Bruxelles, Haag. London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington, UM 5.E.110.a.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 187 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 188

tryk, at NATO kan og vil være mere end en rent militær organisation.“55 Den danske opmærksomhed omkring konferenceforslagets sammenhæng med ønsket om at styrke NATO’s image og renommé kom også til udtryk under udenrigsminister Hækkerups møde med den amerikanske NATO-ambassa- dør Cleveland i maj 1966. Hækkerup nævnte, at Gromykos konferenceforslag burde tages op på ministerrådsmødet, og at man på mødet måtte drøfte, hvorvidt det ville være muligt at trække visse linjer op med hensyn til Øst-Vest problemerne i Europa. Sådanne skridt var ifølge Hækkerup „ønskelige og nødvendige også af hensyn til den offentlige mening.“56 Den danske regerings opmærksomhed omkring den gunstige indflydelse, som en profileret afspændingspolitik fra NATO’s side kunne få på den offentlige mening, var ikke mindst motiveret af udsigten til en kommende skarp politisk debat om Danmarks sikkerhedspolitiske tilhørsforhold efter 1969, hvor ethvert medlem i henhold til traktatens § 13 kunne udmelde sig med et års varsel. Denne debat var allerede begyndt at tage form. Således var spørgsmå- let om en nordisk forsvarspagt i 1965 blevet bragt på bane igen, ikke mindst motiveret af krisetegnene i alliancen, der især skyldtes de franske problemer og den indbyggede udsigt til øget tysk indflydelse. Med meddelelsen i det tidlige forår 1966 om det delvise franske exit blev diskussionerne om Danmarks NATO-medlemskab aktualiseret yderligere (se kapitel 32). Dette perspektiv var efter alt at dømme en medvirkende årsag til, at den danske regering fokuserede på den franske østoffensiv. Hvis de Gaulle, med det ene ben ude af NATO, kunne fremvise resultater i forhandlinger med Kreml om afspænding og en sikkerhedspolitisk løsning for Europa, var det vand på NATO-modstan- dernes mølle. Under debatter i det udenrigspolitiske nævn fremhævede Aksel Larsen gentagne gange ønskeligheden af en folkeafstemning, og også fra radikal side understregede man til stadighed, at debatten skulle tages. Ifølge regeringen var det dog endnu ikke tiden til en sådan diskussion. Selv om danske beslutningstagere til stadighed over for deres NATO-partnere, især USA, understregede, at der hverken ville komme en folkeafstemning eller en dansk udmeldelse, holdt den socialdemokratiske regering forsigtigt spørgsmålet åbent. Dette betød dog ikke, at regeringen for alvor overvejede sikkerhedspolitiske alternativer inden for de nærmeste år. Men selv om den danske regerings stilling i vid udstrækning syntes gjort op på forhånd, kunne voldsomme debatter og folkelig modstand sætte regeringen i en overordentlig vanskelig situation, hvorfor kritikken af NATO måtte søges minimeret. Problemerne omkring den folkelige NATO-tilslutning var formentlig også næret af faldende forvent-

55 Intelligence Note to the State Secretary, 12. august 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 168, doc. 112, LBJL. 56 „Referat af møde i udenrigsministeriet fredag den 20. maj 1966 kl. 15.30 i anledning af ambassa- dør Clevelands besøg i Danmark“, 23. maj 1966, UM 5.E.110.a.

188 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 189

ninger om sovjetisk aggression. En opfattelse, som ikke blot havde tag i befolkningen, men også i de danske myndigheder.57

Syltning Det danske forslag var fra begyndelsen blevet modtaget med nogen reservation hos NATO-partnerne. Ganske vist havde USA’s NATO-ambassadør, Harland Cleveland, indledningsvis reageret forholdsvis imødekommende, da man fra dansk side kort efter Barbers henvendelse i maj 1966 informerede Cleveland om de danske overvejelser om at rejse konferencespørgsmålet. Den amerikanske NATO-ambassadør bemærkede, at udenrigsminister Dean Rusk kort forinden havde udtalt sig ad lignende linjer.58 Men allerede under de første, mere substantielle drøftelser i slutningen af maj 1966 formulerede ambassadør Cleveland nu klart USA’s reservation over for Moskvas hensigter med konferenceforslaget, der ud over at nedbryde enigheden inden for NATO, var at rette et politisk angreb på Vesttyskland, som russerne forsøgte at isolere nukleart. Set med amerikanske øjne var det sovjetiske problem, at de ikke kunne „gå med til en løsning af det europæiske problem uden derved at imødegå egne interesser.“ Man måtte skelne klart mellem „symbolik og realitet“, erklærede Cleveland.59 Fra først til sidst var spørgsmålet om USA’s rolle under en eventuel konference en hovedanstødssten. De fleste lande tvivlede på, at Kreml ville være rede til at acceptere amerikansk deltagelse. Og ellers ville det være formåls- løst – et synspunkt, som den danske regering jo delte. Men også spørgsmålet om potentiel østtysk deltagelse gav anledning til problemer. På det første møde i NATO-rådet havde den danske repræsentant tilsyneladende ikke givet klare signaler om det tyske spørgsmål. Ifølge presserygter havde man fra dansk side således ikke afvist østtysk deltagelse og samtidig givet udtryk for, at man „antog“, at Forbundsrepublikken skulle deltage. Dette fremprovokerede øjensynlig i første omgang en vis modvilje fra især vesttysk og amerikansk side. Denne uheldige begyndelse illustrerer det noget hovedkulds sagsforløb ganske godt. Udenrigsministeriet havde tilsyneladende ikke klart overvejet det østtyske spørgsmål, og den danske repræsentant blev efter alt at dømme

57 Se kapitel 38 om Harmel-studiet. Vurderingen af trusselsopfattelsens betydning for alliancetilslutningen fremgik også af en næsten samtidig amerikansk analyse. I denne analyse blev endvidere understreget, at den nye danske afspændingspolitik muligvis havde stor betydning for Krags og Hækkerups „personal fortunes“. Baggrunden for ræsonnementet var analysens opfattelse af, at regeringens parlamentariske støtte var usikker. For en diskussion af forholdet mellem S og SF under arbejderflertallet, se kapitel 32. Research Memorandum, State Department, 1. juli 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 168, doc. 113, LBJL. 58 „Referat af møde i udenrigsministeriet fredag den 20. maj 1966 kl. 15.30 i anledning af ambassa- dør Clevelands besøg i Danmark“, 23. maj 1966, UM 5.E.110.a. 59 “Danske tanker om et vestligt initiativ over for øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske re- præsentation i NATO, UM 5.E.110.a.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 189 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 190

fanget på det forkerte ben. I den amerikanske presse bemærkede man, at der havde været udtrykt en vis forsigtig kritik af, at forslaget ikke var helt velforberedt og gennemtænkt.60 Vanskeligheden i Østtysklands deltagelse i en konference var ifølge flere lande, at det ville forhåndsafgøre en anerkendelse af Østtyskland. Fra dansk side fandt man dog ikke, at konferencedeltagelse på nogen måde ville præju- dicere anerkendelse og henviste til Hanois deltagelse i Genève-konferencen uden, at dette havde ført til nogen form for formel anerkendelse. Selv om NATO-repræsentationen efter de indledende konfrontationer over det tyske spørgsmål blev instrueret om ikke af sig selv at berøre spørgsmålet om tysk deltagelse, kunne NATO-repræsentationen eventuelt forsigtigt nævne denne præcedens, såfremt det tyske spørgsmål alligevel skulle blive bragt på bane.61 I stedet blev NATO-repræsentationen instrueret om, at den danske position i Tysklandsspørgsmålet skulle forklares som, at det var op til Forbundsrepu- blikken at vurdere, hvor langt man kunne gå. Tilsvarende søgte de danske myndigheder at håndtere flere NATO-landes kritik af manglende præcision i det danske udspil med hensyn til, hvilke emner, der skulle drøftes under en konference. Det skulle pointeres, at formålet med den indledende danske orientering var at indhente reaktioner med henblik på at finde den bedste måde at rejse spørgsmålet på under ministerrådsmødet i Bruxelles. Man understregede videre fra dansk side, at Danmark „ikke havde noget færdigt ’blue print’ vedrørende tankens endelige udformning, men vi fandt ikke, at dette skulle forhindre os i at fremkomme med forslag i sagen.“62 På ministerrådsmødet i Bruxelles var der ingen generel tilslutning til det danske forslag, og især Vesttyskland og USA havde stået fast på, at tiden ikke var moden til et sådant initiativ. Ifølge det danske udenrigsministerium havde Rusk været kategorisk afvisende med hensyn til mulighederne indtil videre for en konference.63 Fra dansk side havde man ved flere lejligheder understreget, at man meget gerne så en bemærkning indført om sikkerhedskonfe-

60 Det har ikke været muligt blandt udenrigsministeriets akter at finde repræsentantens egen indberetning om mødet på trods af, at udenrigsministeriet – efter gennem pressen („Washington Post“) at være blevet orienteret om problemerne ved mødet – eksplicit anmodede den danske repræsenta- tion i NATO herom. At presserygterne på de nævnte punkter sandsynligvis var korrekte antydes dog af, at udenrigsministeriets videre diplomatiske arbejde tydeligt opererede med de hovedkritikpunk- ter, som fremgik af „Washington Post“. Ligeledes synes en efterfølgende redegørelse af den danske ambassadør i Paris under en uformel samling med NATO-repræsentanterne at understøtte, at det var disse punkter, som havde fået den hårdeste medfart. Fraset den normale diplomatiske tone, synes mødet i nogen grad at have blødt fronterne op og bl.a. den vesttyske repræsentant virkede moderat i sin udlægning af det østtyske spørgsmål. „Danske tanker om vestligt initiativ over for Øst“, Indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a. 61 „Danske tanker om vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræsen- tation i NATO, UM 5.E.110.a. 62 „Danske tanker om vestligt initiativ over for Øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske re- præsentation i NATO, UM 5.E.110.a. 63 Meddelelse af 10. juni 1966 fra udenrigsministeriet til den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a.

190 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 191

rencen i kommunikéet fra NATO’s ministerrådsmøde.64 Men trods vedholdende dansk indsats blev konferencen slet ikke nævnt. Især USA og Frankrig modsatte sig dette. Også Norge, der havde været den danske regerings nær- meste støtte i sagen, tvivlede i sidste ende på, at det ville være hensigtsmæssigt at nævne konferencen i kommunikéet, idet „ingen kunne vente resultater i umiddelbar fremtid.“65 Trods sagens forlis erklærede Hækkerup efter ministerrådsmødet, at han var ganske tilfreds med resultatet, da man alligevel havde nået sit mål med konstruktiv drøftelse, og at afspænding og Øst-Vest forholdet var sat på dagsordenen.66 Der er næppe tvivl om, at Hækkerups glæde langt hen ad vejen var spil for galleriet. Alligevel var det for så vidt korrekt, at spørgsmålet var sat på dagsordenen. Rusk havde på mødet understreget, at det var vigtigt med almindelig afspænding, og at NATO skulle demonstrere viljen til forhandling, selv om modparten ikke var interesseret. I denne forbindelse var en sikkerhedskonference ifølge Rusk næppe det mest hensigtsmæssige. Alligevel kunne konferencespørgsmålet tages op i forbindelse med det udvalg, der skulle nedsættes for at undersøge mulighederne for at forbedre forholdet mellem Øst og Vest. En idé, som Rusk havde luftet tidligere på mødet, og som Hækkerup efterfølgende greb ved at rejse forslag om, at NATO iværksatte en undersøgelse af udsigterne til positive udviklinger af forholdet mellem Øst og Vest og på baggrund heraf udarbejdede en fuldstændig rapport.67 Da forbedring af relationerne mellem Øst og Vest var på rådets dagsorden i slutningen af juni, bemærkede den hollandske NATO-ambassadør da også, at „den nu- værende diskussion var resultatet af et initiativ fra den danske udenrigsminister.“68 Danmark deltog aktivt i arbejdet med rapporten. Men på trods af at det lå inden for undersøgelsesudvalgets kommissorium at drøfte sikkerhedskonferencen, og at Hækkerup i det udenrigspolitiske nævn havde fremhævet muligheden for at diskutere konferencen i dette NATO-udvalg, blev spørgs- målet slet ikke berørt.69 Alligevel vurderede de danske myndigheder efterføl-

64 “Danske tanker om et vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræ- sentation i NATO, UM 5.E.110.a; “Danske tanker om et vestligt initiativ over for øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a. 65 „Udklip fra hemmeligt referat (xnr. 7/35) af 16. juni vedrørende NATO-ministerrådsmødet i Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a. 66 „Tilfreds Hækkerup hjem fra Bruxelles“, „Berlingske Tidende“ 10. juni 1966. 67 „Udklip fra hemmeligt referat (xnr. 7/35) af 16. juni vedrørende NATO-ministerrådsmødet i Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a.; Ministerial Communiqué Brussels 7th-8th June 1966, http://www.nato.int/docu/comm/49-95/c660607a.htm. I kølvandet på ministerrådsmødet udtrykte man fra vesttysk side over for det danske diplomati, at „den af det danske initiativ rejste pro- blemstilling ville få høj prioritet i rådets drøftelser“, indberetning af 15. juni 1966 fra den danske ambassade i Bonn, UM 5.E.110.a. 68 „Referat af Rådsmødet 22. juni 1966, C-R (66)28, VI. Suggestions concerning East/West Relations put forward at the Ministerial Meeting in Brussels – June 1966“, UM 5.E.110.a. 69 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 17. juni 1966; Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, bilagsbind, bilag 7, s. 150-51.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 191 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 192

gende, at de havde været i stand til at påvirke resultatet af undersøgelsen. En erfaring, der virkede stimulerende for en tilsvarende dansk indsats i det efter- følgende arbejde med det såkaldte Harmel-studium i 1967.70

Sikkerhedskonferenceforslaget i 1966 – en vurdering

Det danske forslag i foråret 1966 om, at NATO burde tage initiativ til at indkalde til en konference om europæisk sikkerhed, repræsenterede i nogen grad en ændring i den danske afspændingspolitiske kurs. Tidligere havde den danske regering forholdt sig reserveret til tanken om, at alliancen skulle spille en øget rolle i politisk henseende, men fastholdt, at de konkrete afspændings- politiske tiltag skulle håndteres bilateralt, ikke multilateralt. Blandt hovedmotiverne til den danske regerings forslag i 1966 var den tilsyneladende forstærkede østlige interesse i konferencen. Det skabte efter dansk opfattelse til en vis grad et ’window of opportunity’, som måtte udnyttes. Selv om den polske regering muligvis reelt ønskede en konstruktiv politisk debat, fremgik det klart fra ungarsk og østtysk side, at konferencetanken sigtede mod at undergrave NATO. Det rejser spørgsmålet, om Danmark dermed virkede som redskab for østlandenes politik. Først og fremmest må det slås fast, at den danske regering ikke som sådan reagerede på det østlige initiativ. Faktisk blev forløbet omkring det danske forslag igangsat af dele af den amerikanske administration, som var splittet i spørgsmålet. Dernæst var den danske opmærksomhed omkring den østlige bevægelse dobbeltsidet. Fra dansk side var formålet i nogen grad at modvirke den sovjetiske propagandafordel af, at østlandene tog patent på konferencetanken. Danmark havde altså sin egen dagsorden. Ikke desto mindre blev det danske forslag udnyttet i de østlige kampagner i det videre forsøg på at splitte den vestlige alliance og svække den danske opbakning bag alliancemedlemskabet. Skønt alliancens image næppe blev forbedret med beslutningen på ministerrådsmødet i juni 1966 om ikke at støtte konferenceforslaget, hvilket kom frem i pressen, led NATO’s afspændingsprofil tilsyneladende ikke noget markant knæk.71 Moskva havde dog ikke været sen til at fremhæve uenigheden i NATO, og ifølge det danske udenrigsministerium lød et centralt budskab i sovjetpressen, at „NATO er ved at blive opløst indefra, hvilket dels skyldes en voksende erkendelse blandt NATO-landenes befolkninger af østlandenes fredelige hen-

70 „Harmelplanen: Nato’s fremtidige opgaver“, indberetning af 18. februar 1967 fra den danske re- præsentation i NATO, UM 5.E.110.d. 71 Således var støtten til NATO uændret (42%), mens en mindre stigning i modstanderkredsen (13 til 17 %) muligvis kan tilskrives konferencesagen. Stigningen var dog så begrænset, at den kan være udtryk for almindelige fluktuationer (se kapitel 29).

192 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 193

sigter, dels den franske modstand mod amerikansk imperialisme og vesttysk revanchisme.“72 Når den danske regerings forsøgte at undgå, at NATO blev udstillet som en udynamisk og afspændingsmodvillig organisation, var det af hensyn til alliancens omdømme i befolkningen – ikke mindst med tanke på den gryende debat om Danmarks fremtidige sikkerhedspolitiske tilknytning efter 1969, hvor ethvert NATO-medlem kunne melde sig ud af alliancen med et års varsel. Og det var ikke blot østlandene, som NATO skulle komme i forkøbet med et konferenceforslag. Den danske regering understregede også, at man skulle trække tæppet væk under den franske præsident de Gaulle, som forventedes at bringe et tilsvarende forslag på bane. Når dette forslag måtte forhindres gennem politisk ’pre-emption’, skyldes det, at Frankrigs på dette tidspunkt blev opfattet som halvvejs ude af alliancen. Prompte fransk succes med forhandlinger med Øst uden for NATO-rammen ville bidrage til at skabe et billede af den nordatlantiske alliance som passiv, forældet og impotent, og man ville i tiden op til alliancens skæbnetime i 1969 spille kortene i hænde på de kræfter, der arbejdede for at svække Danmarks fortsatte tilknytning til NATO.

72 Rapport, 16. juni 1966, UM 5.E.110.a.

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 193 kap. 37 P 08/06/05 8:33 Side 194 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 195

38 · Den danske regering og Harmel-studiet

Introduktion

Efter et års forberedende arbejde vedtog NATO’s ministerråd i december 1967 en rapport, der reviderede den politiske målsætning for det atlantiske samarbejde. Rapporten, der var den mest højprofilerede tilpasning af NATO’s mål og virke under den kolde krig, blev døbt Harmel-rapporten efter sin ophavsmand, den belgiske udenrigsminister og forhenværende premierminister Pierre Harmel. Han havde på NATO’s ministerrådsmøde i december 1966 foreslået, at NATO-landene drøftede og eventuelt tilpassede alliancens mål og opgaver i lyset af den udvikling, der havde fundet sted siden 1949. Navnlig udsigten til, at alliancemedlemmerne i 1969 kunne udmelde sig med et års varsel, stimulerede til, at en sådan undersøgelse blev indledt hurtigt. Harmels forslag, der byggede på et canadisk initiativ fra 1964, førte frem til en rådsbeslutning om at iværksætte en omfattende analyse af den internationale udvikling siden Atlantpagtens oprettelse og bestemme denne udviklings indflydelse på alliancen.1 Efter en række indledende drøftelser blev der i foråret 1967 nedsat fire undergrupper under ledelse af højtstående embedsmænd og politikere med henblik på at tilvejebringe viden om en række centrale forhold af betydning for alliancens fremtidige virke. Grupperne skulle beskæftige sig med 1) Øst- Vest-forholdet, 2) relationer mellem NATO-landene, 3) NATO’s forsvarspolitik og 4) udvikling i regioner uden for NATO-området. De enkelte medlemslande sendte repræsentanter til at deltage i gruppernes arbejde. Efter et halvt års arbejde blev hovedlinjer i studiet i det sene efterår 1967 samlet i en kortfattet rapport til NATO-landenes udenrigsministre til nærmere drøftelse på ministerrådsmødet i december 1967.2 I rapporten blev det slået fast, at den hidtidige opdeling af NATO’s formål, forsvar og afskrækkelse, udgjorde den ene grundpille i alliancens formål, mens ambitionen om at fremme afspænding blev set som den anden grundpille. Tankegangen, der lå til grund for denne formålsbeskrivelse, var i tråd med dansk sikkerhedspolitisk tankegods, og Danmark havde sammen med blandt andre Norge virket aktivt for at få af- spændingsdimensionen markeret tydeligt i alliancens målsætning.

1 Extracts from C-R (66) 68 og 69, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1; Ministerial Communiqué Paris, 15.-16. december 1966, http://www.nato.int/docu/comm/49-95/c661215a.htm 2 For en kort gennemgang af Harmel-studiets udvikling, se Andreas Wenger, “Crisis and Opportunity: NATO’s Transformation and the Multilateralization of Détente, 1966-1968“, Journal of Cold War Studies, 6, 1 (2004), s. 22-74, især s. 57f.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 195 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 196

I det følgende undersøges den danske politik under arbejdet, der førte frem til Harmel-rapporten, med særlig vægt på en afdækning af motiver og drivkræfter bag den danske indsats for at styrke NATO’s rolle som instrument for afspænding mellem Øst og Vest.

I god jord

Harmels forslag blev modtaget positivt af NATO-partnerne og førte til en rådsbeslutning om at iværksætte en omfattende analyse af den internationale udvikling siden Atlantpagtens oprettelse og afgøre denne udviklings indflydelse på alliancen.3 Interessen for Harmels forslag sås ikke udelukkende hos de mindre alliancelande, hvor Canada, Belgien og Norge, men også til dels Danmark siden 1963-64 havde argumenteret for at udvide supermagternes détente til også at gælde Europa og for, at NATO skulle spille en større rolle i afspændingsprocessen.4 Også Storbritannien og Vesttyskland udtrykte glæde over initiativet, ligesom USA i november 1966 havde modtaget tanken positivt, da Harmel havde forhåndsorienteret de amerikanske myndigheder. Faktisk var det belgiske initiativ i tråd med den amerikanske udenrigsminister Dean Rusks erklæring fra ministerrådsmødet i juni 1966. Her havde Rusk givet udtryk for, at alliancen måtte udvide sit politiske virke og styrke sin indsats i etableringen af Øst-Vest-kontakter.5 Endvidere erklærede præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, Walt Rostow, sig enig med Harmel i, at formålet med studiet måtte være at understrege alliancens stadige betydning efter 1969, hvor ethvert medlemsland med et års varsel kunne trække sig ud af alliancen. Endelig glædede udenrigsminister Rusk sig over initiativet, ikke mindst da det kom fra et mindre, europæisk NATO-land. Dermed blev det nemlig demonstreret, at NATO bevægede sig væk fra det, som visse kredse opfattede som hierarkiske strukturer og amerikansk hegemoni.6

3 Ministerial Communiqué Paris 15.-16. december 1966, http://www.nato.int/docu/comm/49- 95/c661215a.htm 4 Anna Locher og Christian Nünlist, No Easy Road to Détente: Conflicting NATO Perspectives in View of Détente 1963-66, upubliceret paper til PHP koldkrigskonference i Dobbiaggo, august 2002. Trods sin status som alliancens geografiske største land betegnes Canada som et mindre NATO-land. Den traditionelle skelnen mellem større og mindre NATO-lande bunder i formel politisk indflydelse og mi- litært/økonomisk bidrag til alliancen. Således var det oprindeligt USA, Storbritannien og Frankrig, der blev betegnes som “de tre store“ (de lande, der sad i Standing Group). Efter at Vesttyskland for alvor fik fodfæste i alliancen i 1960’erne, anses også dette for et af “de store“ NATO-lande. Således blev det i midten af 1960’erne overvejet, om Vesttyskland skulle overtage Frankrigs plads efter det franske exit, men i stedet indførtes en ny struktur. 5 Rusk havde foreslået, at man i Rådet undersøgte, hvilke yderligere initiativer alliancens medlemmer kunne tage, og finde frem til de områder, hvor der syntes at være de bedste muligheder for fremskridt. “Senatets NATO-høringer: Udenrigsminister Rusk“, indberetning af 21. juni 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a. 6 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 59; Foreign Relations of the United States, 1964-1968, vol. XIII, s. 501, 515.

196 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 197

Ifølge NATO’s internationale stab blev Harmels forslag en succes, fordi han „rørte ved en generel tendens.“ Fraset „stærke atlantistiske røster“ eksisterede der et bredt ønske om at reformere alliancen.7 Som en anden NATO- analytiker formulerede det: „Alle er enige om, at NATO er forældet.“8 Nødvendigheden af, at alliancen gjorde sig overvejelser om, hvorledes den skulle udvikle sig i de kommende år, blev understreget af krisen i kølvandet på Frankrigs annoncerede udtræden af alliancens fælles militære kommandostruktur. Krisen havde afsløret svaghedstegn i organisationen, og alliancens fremtid blev anset for afhængig af, at NATO-landene kunne genfinde et fæl- les fodslag. Diskussionerne under Harmel-studiet kom især til at kredse om karakteren af NATO’s politiske rolle, særligt med henblik på détenten og spørgsmålet om udvikling af alliancens eksisterende konsultationsordning, hvilket gav mulighed for nærmere at klarlægge koordinationen af afspændingspolitiske tiltag. Det var især USA, der ønskede at forbedre NATO’s konsultationsproce- durer, ikke mindst for at skabe sammenhæng i alliancens politik. Men overvejelserne om udvidelse af alliancens konsultative apparat kunne også ses som en mulighed for større europæisk politisk og militær indflydelse på alliancens virke. Der eksisterede i disse år en vis utilfredshed over dynamikken i samarbejdet mellem USA og Europa, af hvilken grund oprettelsen af et såkaldt ’two- pillar’ system med en amerikansk og en europæisk søjle også blev drøftet. Et princip, der havde sin oprindelse i præsident Kennedys tanker fra begyndelsen af 1960’erne, og som set fra Washington havde den fordel, at det muliggjorde en mere balanceret byrdefordeling gennem større europæisk ansvar. En sådan ændring af alliancens struktur fandt imidlertid aldrig sted.

Dansk støtte til forslaget

Harmels forslag fik en positiv modtagelse i København, og den danske NATO- ambassadør, Henning Hjort-Nielsen, anbefalede en aktiv dansk indsats i studiet, da der her bød sig „lejlighed til i et endnu bredere perspektiv at virke for at fremme NATO som en organisation, der tværtimod at hæmme, burde kunne fremme den almindelige afspænding og være et stærkt grundlag for vestlige initiativer af den ene eller anden art til fremme af løsningen af endnu udestående problemer.“9 De danske myndigheder fandt, at en dansk indsats

7 “Memo des Affaires politiques. Une note contenant quelques réflexions préliminaires au sujet de la résolution belge“, 28. december 1966, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 8 „Belgian resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 13. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 9 “Harmelplanen: NATO’s fremtidige opgaver“, indberetning af 18. februar 1967 fra den danske re- præsentation i NATO, UM 5.E.110.d. I en indberetning til udenrigsministeriet fra december 1966 gav ambassadør Eggert Knuth udtryk for en vis ærgrelse over, at Belgien havde taget têten i spørgs-

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 197 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 198

syntes „relativt lovende“, hvilket især skyldtes den aktuelle udenrigspolitiske situation og det forhold, at det danske syn på alliancens udvikling „i dag i store træk deles af lande som Norge, Canada, Storbritannien og Frankrig.“10 Lighedstrækkene mellem fransk og dansk udenrigspolitik gjaldt formentlig særligt den aktive indsats for at skabe og vedligeholde kontakter med østblok- ken, mens det franske syn på alliancens rolle i forholdet til østlandene afveg betydeligt fra den danske opfattelse. Dog delte man i København den franske reservation over for udvidelser af alliancens politiske konsultationsapparat. Det fælles britisk-danske fodslag sås bl.a. i synet på détentens rolle i alliancens fremtidige virke. Som den britiske repræsentant erklærede, var alle NATO- landene bevidste om, at der var en ny atmosfære i Øst-Vest-forholdet, og at alliancen ikke udelukkende skulle beskæftige sig med forsvar og afskrækkelse, men også, håbede han, i stigende omfang med détente.11 Storbritanniens syn på afspændingsmulighederne var formentlig det mest optimistiske blandt NATO’s større magter. Under rapportens slutfase arbejdede den britiske re- præsentant tæt sammen med Danmark og aflagde således besøg i København og Oslo. Det var dog især Norge og Canada, der lå på linje med Danmark, og ifølge udenrigsministeriet udgjorde de tre lande sammen „en mere aktiv fløj, der arbejder mod at modernisere NATO.“12

Trusselsopfattelsen

Et af de centrale spørgsmål i Harmel-studiet var synet på Sovjetunionens politik og mål, og dermed karakteren af den sovjetiske trussel. Der tegnede sig her en vis uoverensstemmelse mellem medlemslandene. Hvor især USA anså truslen fra øst for at være konstant, og de sovjetiske afspændingspolitiske initiativer for at være politisk fernis og spilfægteri, bevægede de europæiske NATO-landes trusselsvurderinger sig i retning af en vigende østlig trussel. Medens truslen fra øst i den kolde krigs første mange år havde udgjort det bindemiddel, som kittede alliancen sammen, var tiden nu en anden. Frygtens cement, som den tidligere amerikanske udenrigsminister Dulles havde døbt denne sammenhængskraft, var ved at smuldre. I en amerikansk analyse fra maj 1966 blev det understreget, at der blandt de vesteuropæiske lande var

målet om NATO’s fremtidige målsætninger. Dermed havde Belgien overhalet Danmark (og Norge og Frankrig) indenom. „Le ’plan Harmel’“, indberetning af 22. december 1966 fra den danske ambassade i Bruxelles, UM 5.E.110.d. 10 “Harmelplanen: NATO’s fremtidige opgaver“, indberetning af 18. februar 1967 fra den danske re- præsentation i NATO, UM 5.E.110.d. 11 „Remarks by Mr. George Thomson to the North Atlantic Council on 15 February“ [1967], NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 12 Notits af 19. september 1967, UM 5.E.110.d. Nødvendigheden af et frisk pust blev dog delt af flere lande, bl.a. Holland, der undervejs kritiserede undersøgelsen for ikke i tilstrækkelig grad at medvirke til at åbne vinduer.

198 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 199

bred enighed om, at der i Sovjetunionen og Østeuropa var sat liberale kræf- ter i gang, som kunne og måtte stimuleres. Videre blev det slået fast, at fler- heden af NATO-landene fandt truslen fra øst mindsket. Ifølge den amerikanske administration tegnede der sig to grundsynspunkter som yderpoler i den udbredte opfattelse af den vigende trussel: Den ene anså selve kommunismen og det sovjetiske system for grundlæggende ændret, hvorfor risikoen for aggression var usandsynlig. Den anden anså det dalende trusselsniveau som et produkt af den amerikanske militære garanti gennem NATO. Som den amerikanske administration understregede, udgjorde de fleste af landenes opfattelser af den sovjetiske trussel en blanding af disse to yderpoler.13 Beslægtede synspunkter kom til udtryk i en analyse fra NATO’s internationale stab under Harmel-studiets tidlige fase. Her blev der gjort overvejelser over de forventede hovedsynspunkter i alliancen. Ud over at påpege, at der blandt NATO-landene sandsynligvis ville være konsensus om, at den sovjetiske trussel var blevet mindre, gik de to yderpoler fra den amerikanske analyse igen blandt de mest sandsynlige forklaringer herpå. Argumentet om, at det var afskrækkelseseffekten – enten den amerikanske atomare kapacitet alene eller NATO’s samlede styrke – der førte til et fald i truslen fra øst, blev kommenteret som formentlig sandt. For så vidt angik argumentet om, at forklaringen på den vigende trussel skulle findes i en grundlæggende ændret sovjetisk holdning i retning af en fredelig udvikling af deres eget land, var det ifølge analysen muligt, men kunne ikke fastslås med sikkerhed. Et yderligere potentielt argument for mindskelse af truslen, nemlig en svækkelse af Sovjet- unionen og dets allierede, blev også nævnt, men det var en forklaring, der ifølge NATO-analysen bestemt ikke var sand.14 Som yderligere faktorer bag den vigende trusselsopfattelse fremhævede både USA og NATO den øgede velfærd i Vesteuropa som en medvirkende årsag til svækkelse af det vesteuro- pæiske fokus på militær sikkerhed og trusler. Som NATO’s internationale stab formulerede det, medførte velfærdsforøgelsen, at man ikke længere tænkte på kriser, men blot „ville videre“.15 Især fra amerikansk side blev udviklingen i trusselsvurderingen desuden anset for at være under indflydelse af faktorer som for eksempel ønsket om reduktion af militære udgifter eller fastholdelse af disse på et lavt niveau. Et fænomen, der med amerikanske øjne havde tendens til at øge den tiltrækningskraft, der lå i tesen om, at Moskva havde forandret sig. Imidlertid mente USA ikke, at andre end Frankrig havde draget

13 „Western Europe: Problems and Prospects“, National Intelligence Estimate, no. 20-66, 12. maj 1966, Lyndon B. Johnson Library, NSF, National Security Estimates, box 5. 14 Tilsvarende rummede analysen også mulige argumenter og tolkninger bag en øget sovjetisk trussel. “Resolution on Future Tasks of the Alliance – C-M(66)145“, 9. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 15 “Memo des Affaires politiques. Une note contenant quelques réflexions préliminaires au sujet de la résolution belge“, 28. december 1966, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 199 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 200

den konklusion, at NATO som følge af denne udvikling var blevet gjort over- flødig.16 En vurdering, som blev klart bekræftet under Harmel-studiet, hvor et af omdrejningspunkterne var NATO’s stadige rolle som sikkerhedsgarant og dermed som skaber af omstændighederne for afspændingsskridt. Fra begyndelsen af Harmel-studiet lagde man fra dansk side vægt på en revision af opfattelsen af hovedfjendens politik. Chefen for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, noterede i en analyse fra februar 1967, at alliancens hovedinteresse måtte ligge i en undersøgelse af „modpartens hensigter“, og spurgte derfor: „Har Sovjetunionens kommunisme den korstogsånd, som man traditionelt hidtil har tillagt den, og som et flertal, i hvert fald USA tillægger den?“ Skulle Sovjetunionens politik forstås således, at den som nationalstat og stormagt havde en „indbygget ekspan- sionstrang“? Eller var den sovjetiske politik snarere præget af en „rodfæstet frygt, som gør dens forsvar aggressivt og som er forskellig fra og farligere end stormagternes normale trang til at sikre sig venner og lydstater?“17 Seiden- fadens antydning af, at vurderinger af Kremls politik i nogen udstrækning burde gentænkes, kom også til udtryk i en række kommentarer, som Seidenfaden fremsendte i forbindelse med et nærmere studie af Sovjet- unionens politik. Seidenfaden, der tidligere havde været ambassadør i Moskva, anførte bl.a., at „det er et faktum, at idéen om en verdensrevolution nu er blevet modificeret. I dag er det primære interne mål at opbygge og konsolidere kommunismen.“18 Den tolkning lå tæt op ad den ene yderpol, som de amerikanske myndigheder havde nævnt, nemlig at det var den sovjetiske holdning, der dikterede ændringen i trusselsopfattelse. Danske myndigheder var dog ikke blinde for betydningen af afskrækkelsen, der blev beskrevet som „forudsætningen for enhver détente-situation.“19 De danske myndigheder noterede sig, at der eksisterede uenighed i alliancen om, hvorledes truslen fra øst skulle bedømmes. I foråret 1966 havde den danske ambassade i Washington vurderet: „Bortset fra Vesttyskland tillægger de europæiske NATO-lande ikke i samme grad som USA Sovjetunionen aggressive hensigter.“20 Ifølge udenrigsministeriet var det nordatlantiske råd i spørgsmålet om trusselsopfattelsen gået rundt „om den varme grød“, bl.a. på grund af „komplet uenighed mellem de reaktionære og mere fordomsfri ret-

16 „Western Europe: Problems and Prospects“, National Intelligence Estimate, no. 20-66, 12. maj 1966, Lyndon B. Johnson Library, NSF, National Security Estimates, box 5. 17 Notits af 22. februar 1967, udfærdiget af chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 18 „Danish Comments to the Questions on the Soviet Union in Annex I, pp. 13-14, in the Rapporteur’s Paper of May 6, 1967“, 22. juni 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1. 19 „Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde d. 17.april 1967“, referat af 28. april 1967, UM 5.E.110.d. 20 “NATO: USA og Europa“, indberetning af 6. april 1966 fra den danske ambassade i Washington, UM ad.5.E.126.

200 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 201

ninger.“21 Statsminister Krag gav sin tilslutning til, at man fra dansk side søgte at fremme alliancens udvikling i denne „fordomsfri retning“, et begreb, som vel i hovedsagen dækkede over en allerede etableret dansk politisk kurs. Denne „fordomsfri retning“ omfattede ikke blot den konkrete opfattelse af Sovjetunionens politik, men også hvorledes alliancens egen politik skulle udvikle sig. De to forhold var tæt vævet sammen. Sovjetunionens målsætninger var blandt de væsentligste parametre i vægtningen af afspændingen i NATO’s politik. Alligevel kan beslutningen om at fremme afspænding næppe udelukkende ses som konsekvens af en mindsket trusselsopfattelse. Drivkraften bag afspændingspolitikken var langt rigere facetteret. Alene det faktum, at overvejelser omkring afspænding havde figureret blandt centrale politiske hensyn ikke blot i Danmark gennem det meste af den kolde krig, men også i f.eks. Storbritannien fra slutningen af 1950’erne, antyder, at ønsket om en øget af- spændingspolitisk indsats ikke nødvendigvis hang sammen med en lav trusselsopfattelse. På trods af, at der således ikke på forhånd bestod noget givent forhold mellem afspændingsønske og trusselsopfattelse, er der næppe tvivl om, at den danske opfattelse af, at østblokkens intentioner ikke skulle anses for helt så aggressive som hidtil antaget, virkede yderligere befordrende for fastsættelsen af en afspændingsorienteret kurs. Under det videre arbejde med Harmel-studiet redegjorde danske myndigheder ved flere lejligheder for Danmarks syn på den mindskede trussel fra øst. Da den danske NATO-ambassadør Henning Hjorth-Nielsen redegjorde for den danske holdning i et brev til lederen af undergruppe II, den tidligere belgiske stats- og udenrigsminister og generalsekretær for NATO, Paul Henri Spaak, skrev han, at Danmark formentlig stærkere end visse NATO-lande fandt, at „den såkaldte østlige trussel mod Europa har vist tegn på at være gradvist vigende“.22 Dette fald i trusselsniveau, bemærkede NATO-ambassadø- ren, skyldtes i hovedsagen NATO. Han slog dog samtidig fast, at man fra dansk side var klar over, at nye farer var under udvikling i Østen. En udvikling, som der dog ifølge ambassadøren ikke var stor forståelse af i den danske offentlighed på grund af Vietnam-krigen.23 I det dansk-norske tekstudkast til den endelige rapport var behandlingen af Sovjetunionens mål og truslen fra øst præget af en vis forsigtighed i formuleringerne. Således blev det slået fast, at selve ’koldkrigskonceptet’ var ved at miste relevans for alliancens politik. Ganske vist blev eksistensen af fortsatte alvorlige risici ikke afvist, da der trods en mindskelse af den politiske og militære trussel mod Vesteuropa stadig ikke var fundet en løsning på de problemer, der lå bag spændingen mellem Øst og Vest. Dette gjaldt ikke mindst det tyske problem. Så længe det forholdt sig så-

21 Notits af 22. februar 1967, udfærdiget af chef for den politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 22 Brev af 12. juli 1967 fra den danske NATO-ambassadør, H. Hjorth-Nielsen, til Paul Henri Spaak, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/2. 23 Sst.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 201 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 202

dan, indebar den internationale situation ifølge det dansk-norske udkast endnu farlige risici for konflikter.24 Et synspunkt, som i store træk fandt vej til den endelige rapport – dog uden den indledende bemærkning om den vigende politiske og militære trussel. Den dansk-norske udlægning af den sovjetiske trussel var udtryk for en lavere trusselsopfattelse end de formuleringer, der optrådte i de videre forarbejder til den endelige rapport. Alligevel fandt man åbenbart hverken fra dansk eller norsk side anledning til at give udtryk for reservation. Hverken hvad angik den politiske substans eller de valgte formuleringer.25 Om end der kan observeres en vis uoverensstemmelse mellem på den ene side den danske (og norske) holdning og på den anden side den trusselsopfattelse, der kom til udtryk i det endelige produkt, blev synet på Sovjetunionens mål og politik tilsyneladende aldrig et afgørende konflikt- punkt under det danske arbejde med Harmel-studiet. Forklaringen skal formentlig især findes i, at danske myndigheder, trods tendens til at operere med et relativt lavere trusselsniveau, ingen illusioner havde om Sovjetunio- nens politiske mål og forsøg på at påvirke den vestlige politik, isolere Tysk- land i NATO og inddæmme USA’s indflydelse på kontinentet.

NATO’s formål gentænkt: militær sikkerhed og afspænding

Harmel-studiet ledte frem til en omdefinering af alliancens formål, der i den endelige rapport blev beskrevet som tvedelt: Den første af NATO’s hovedopgaver blev beskrevet som opretholdelsen af „tilstrækkelig militær styrke og politisk solidaritet til at hindre aggression og andre former for pres samt at forsvare medlemslandenes territorium, hvis aggression skulle finde sted.“ I rapporten blev det videre understreget, at en række centrale europæiske sikkerhedsproblemer, især det tyske, endnu ikke havde fundet sin løsning, hvorfor den europæiske sikkerhedssituation endnu ikke var stabil, og muligheden for kriser ikke kunne udelukkes. „Under disse forhold“, fortsatte rapporten, „vil alliancen i fornødent omfang opretholde et tilstrækkeligt militært potentiel til at sikre styrkebalancen og derved skabe et klima af stabilitet, sikkerhed og tillid.“ Det var i dette klima, at alliancens anden hovedopgave, afspændingen, skulle udføres: Opgaven bestod i at „fortsætte bestræbelserne på at gøre fremskridt i retning af et mere stabilt forhold, hvor de bagvedliggende problemer kan løses.“ Herefter slog rapporten fast, at militær sikkerhed og afspænding ikke stred mod hinanden, men supplerede hinanden, og det fælles forsvar virkede stabiliserende og var en nødvendig forudsætning for afspændingsbes- træbelserne. Denne passus afsluttes med at det blev slået fast, at „[v]ejen til

24 „Draft“. Tilføjet i hånden: ’Danish-Norwegian notes’, udateret udkast, udfærdiget november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 25 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, udarbejdet af Niels Boel, UM 5.E.110.d.

202 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 203

fred og stabilitet i Europa hviler specielt på konstruktiv brug af alliancen i af- spændingens tjeneste.“26 Denne grundlæggende opfattelse af dobbeltheden i alliancens formål, hvor det militære aspekt blev suppleret med det afspændingspolitiske, var helt i overensstemmelse med dansk sikkerhedspolitisk tankegods. Således havde H.C. Hansen allerede på et NATO-topmøde i Paris i december 1957 understreget den „afgørende betydning“ af, at det blev „klart for enhver, at NATOs militære styrker kun har to formål: at afskrække fra angreb og om for- nødent at forsvare vore lande og vor frihed, samt at bevare muligheden for forhandlinger, som i sidste ende har det ene mål: afspænding og afrustning og forståelse mellem øst og vest.“27 Under Harmel-studiet arbejdede danske myndigheder for at betone alliancens afspændingspolitiske opgaver. Den nye formelle tvedeling af alliancens hovedmål som Harmel-rapporten knæsatte, kom da også til udtryk i et dansk- norsk tekstudkast fra november 1967 til den endelige rapport.28 Baggrunden for det dansk-norske udkast til rapporten var ifølge udenrigsministeriet et dansk standpunkt (med norsk tilslutning) om, at der ud over en intern ar- bejdsrapport skulle udfærdiges en rapport til brug for offentliggørelse. Den danske statsminister havde fundet, at det „både af udenrigs- og indenrigspolitiske grunde“ var af stor betydning, at man kunne præsentere offentligheden for „konkrete og positive resultater af Harmel-studiet.“ Den offentlige rapport skulle ifølge det danske udenrigsministerium fremstille NATO’s to fremtidige arbejdsopgaver på en måde, der betonede afspændingselementet i alliancens politik, medens det ideologiske og antikommunistiske element blev nedtonet. På baggrund af det dansk-norske ønske vedtog alliancen, at de to skandinaviske lande kunne udfærdige et udkast til det papir, der skulle of- fentliggøres i forbindelse med NATO’s ministerrådsmøde i december 1967.29 På et møde i udenrigspolitisk nævn i december 1967 erklærede udenrigsminister Hans Tabor, at formuleringen om NATO’s dobbelte formål i Harmel-rapporten var bygget på et dansk-norsk udkast. Den opfattelse gik igen i udenrigsministeriets egne senere redegørelser.30 Imidlertid blev den

26 „The Future Tasks of the Alliance, report of the Council, Ministerial Communiqué, North Atlantic Council, Brussels 13th-14th December 1967“, http://www.nato.int/docu/comm/49-95/c671213b. htm; Her bragt i udenrigsministeriets oversættelse fra „Udviklingen inden for NATO 1966-67“, Uden- rigsministeriet 1968, bilag 15, s. 67-68. 27 Citeret efter Poul Villaume, Allieret med forbehold. Danmark NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, 1995, s. 552. 28 „Draft“. Tilføjet i hånden: ’Danish-Norwegian notes’, udateret udkast, udfærdiget november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 29 „Harmel-planen. Standpunktet ved udgangen af 1967“, notits af 26. september 1967, udfærdiget af G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 30 Udviklingen inden for NATO 1966-67, Udenrigsministeriet 1968, s. 25-26; Regeringsudvalget vedrø- rende Danmarks sikkerhedspolitik, Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, Udenrigsministeriet 1970, s. 232.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 203 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 204

omtalte centrale passus i rapporten om NATO’s to hovedopgaver skitseret så tidligt som 1. september 1967 af lederen af Harmel-studiets undergruppe III, den netop hjemvendte amerikanske ambassadør i Moskva, Deputy Under Secretary of State, Foy D. Kohler.31 Det var denne formulering, som gik igen i det dansk-norske udkast. Den endelige formulering, der kom til at optræde i rapporten var i øvrigt bygget på et senere belgisk udkast. Det var også i dette belgiske udkast, og altså ikke i det dansk-norske forarbejde, at den lige så ofte citerede passus om militær sikkerhed og afspænding som komplementære størrelser først optrådte, selv om tilsvarende formuleringer havde optrådt i arbejderne fra Foy Kohlers undergruppe III. Dansk-norsk verbal indflydelse på Harmel-rapporten ses dog i formuleringen: „i dette klima af sikkerhed, som er tilvejebragt af alliancerne, kan medlemslandene føle større frihed til at forfølge individuelle afspændingspo- litikker.“ Koblingen mellem de to opgaver var efter alt at dømme en dansk- norsk formulering. Selve tankegangen var dog ikke udtryk for en særlig dansk (eller norsk) tilgang, men optrådte også i et af forarbejderne til undergruppe I’s rapport.32 Endvidere lå rapportens ovennævnte passus om muligheden for udvikling af kriser og tysklandsproblemet tæt op ad de dansk-norske formuleringer.33 Selv om Danmark var blandt de lande, der mest konsekvent arbejdede for at fremme afspændingsdimensionen i gentænkningen af NATO’s opgaver, var de danske tanker om alliancens dobbelthed altså langt fra unikke. I vid udstrækning var de danske holdninger til afspændingens fremtidige placering i NATO’s virke repræsentative for brede kredse inden for alliancen. Dette betød dog ikke, at der var fuld enighed om NATO’s rolle som afspændingsredskab. Udenrigsministeriet fremhævede selv Tyrkiet og Græ- kenland som lande, der så med modvilje på Harmel-processen, da de fandt, at afspændings- og détente-bestræbelser var uønskelige, og at NATO udelukkende skulle være en stærk militær og antikommunistisk organisation.34 Men også Frankrig havde reservationer over for, at alliancen skulle påtage sig konkrete afspændingspolitiske opgaver. Tiltag til mindskelse af den internationale spænding måtte ske på rent bilateral basis, fastholdt Paris. Også den vesttyske regering indtog på en række punkter en stærkt reserveret holdning til

31 Formuleringen kan spores tilbage til et udkast af Kohler fra juli 1967. “Memorandum for Rapporteurs. Subject: Future of the Alliance Study“, 18. juli 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/5; „The Future Security Policy of the Alliance. Report by the Rapporteur, Mr. Foy D. Kohler, USA, final draft 1 September 1967“, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/3. 32 Udkast fra Sub-Group 1 (East-West Relations), NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1. 33 „Draft“. Tilføjet i hånden: ’Danish-Norwegian notes’, udateret udkast, udfærdiget november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6; „Draft report“, udateret belgisk udkast, udfærdiget november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. Ifølge den ansvarlige sekretariatsmedarbejders oplysninger til danske myndigheder mindede sproget i den endelige rapport på en række punkter om det, der var anvendt i det dansk-norske udkast. Indberetning af 14. november 1967 fra den danske repræsentation i NATO, udfærdiget af H. Hjorth-Nielsen, UM 5E.110.d. 34 „Harmel-planen. Standpunktet ved udgangen af 1967“, notits af 26. september 1967, udfærdiget af G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d.

204 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 205

visse afspændingspolitiske spørgsmål. Ikke mindst da Bonn anså den eksisterende afspænding for ret begrænset, for ikke at sige en illusion.35

NATO som afspændingsredskab?

Siden Harmel-studiet tog form i begyndelsen af 1967, havde man fra dansk side støttet fremhævelsen af NATO’s rolle som afspændingspolitisk redskab. Ganske vist havde danske myndigheder forud for de nærmere NATO-drøf- telser gjort sig overordnede, meget principielle overvejelser om, hvilken rolle afspændingen skulle spille i NATO’s fremtidige virke. Da „afskrækkelsen er ved at udvikle sig til en rutinesag“ måtte det ifølge en analyse af chefen for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, overvejes, om NATO havde en opgave „der går videre end at opretholde status quo.“ Burde afspændingspolitikken have „NATO-etikette“, blev der spurgt i analysen. Bag spørgsmålet lå angiveligt en bekymring for, at man fra østlig side kunne tvivle om oprigtigheden, når NATO præsenterede forslagene. Det blev dog hurtigt slået fast, at NATO udgjorde det naturlige forum for afspæn- dingstiltag.36 Dette var også i tråd med statsminister Krags udmeldinger i for- året 1966 om, at NATO’s afspændingspolitiske opgave skulle fremmes.37 Et af argumenterne for at NATO havde en afspændingspolitisk opgave, lød, at den atomare afskrækkelse ikke blot var grundlaget for sikkerheden, men også af- spændingen, og da NATO havde sikret afskrækkelsen, måtte NATO naturligt være et af de steder, hvor afspændingspolitiske overvejelser fandt sted.38 Medens det således hurtigt stod klart, at NATO havde en rolle at spille, gav den nærmere udstrækning af denne rolle anledning til overvejelse i Køben- havn. Det grundlæggende danske synspunkt var, at afspændingstiltag kunne bygge på såvel bilaterale som multilaterale tiltag, hvilket lå i forlængelse af de holdninger, de danske beslutningstagere havde givet udtryk for, som drøf- telserne om sikkerhedskonferencen skred frem (se ovenfor kapitel 37). Den faktiske udstrækning af den multilaterale tilgang og dermed af NATO’s konkrete rolle i afspændingsprocessen fremgik dog ikke entydigt af de dan-

35 Det begyndende vesttyske kursskifte var allerede kommet til udtryk under de såkaldte trilaterale forhandlinger med USA og Storbritannien. Men selv om Forbundsrepublikkens konsekvente genfor- eningspolitik i midten af 1960’erne undergik nogen udvikling i retning til en vis villighed til at sætte forbedring af Øst-Vest-klimaet i Europa før genforeningsspørgsmålet, blev det fastholdt, at afspæn- dingstiltagene ikke på nogen måde måtte forhåndsafgøre genforeningsspørgsmålet. Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 9; „Meeting of the Secretary General with Panel Group from United States Association from the United Nations“, 15. november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 36 Notits af 22. februar 1967, udfærdiget af chef for den politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 37 „Nye opgaver bør overvejes for NATO i dag“, kronik af Jens Otto Krag, „Information“ 5. maj 1966; Tale i Aachen ved modtagelse af Karls-pris, jf. kapitel 37. 38 „Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde 17. april 1967“, referat af 28. april 1967, UM 5.E.110.d.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 205 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 206

Jens Otto Krag. Handelsminister 1947-50; økonomisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington 1950-52; økonomi- og arbejdsminister 1953-57; minister for udenrigshandel 1957-1958; udenrigsminister 1958-1962; statsminister, 1962-1968 og 1971-1972. (Folketinget).

ske overvejelser. Ligesom det havde været til- fældet med det danske arbejde i forbindelse med sikkerhedskonferencen, var de danske udmeldinger præget af en vis uklarhed, hvad angik den rolle, som NATO faktisk skulle spille. Efter alt at dømme var det grundlæg- gende danske synspunkt, at NATO skulle stimulere og virke aktivt for afspænding, men at dette ikke måtte få indflydelse på de bilaterale tilnærmelser. Tydeligst blev det formuleret af Krag under mi- nisterrådsmødet i juni 1967. Her anførte Krag, at han ikke foreslog, at „NATO som sådan skal gå i dialog med de østeuropæiske lande som blok“, men at man i stedet ville opnå de bedste resultater, hvis „medlemslandene fortsætter med at fremme deres individuelle bestræbelser for at fremme det almindelige afspændingsbillede. I denne proces er NATO et uvurderligt forum for overvejelser og konsultationer“.39 En opfattelse, der ikke lå langt fra indholdet af interne drøftelser i Harmel-studiets undergruppe I i september 1967, hvor der var enighed om, at NATO udgjorde et glimrende forum for at skabe harmonisering på den vestlige side og for at fastholde en nødvendig grad af koordination i Vestens bilaterale og multilaterale forhandlinger med Øst.40

Politisk koordination

Trods det tilsyneladende fælles fodslag var omfanget af de nævnte politiske konsultationer genstand for diskussion. Selv om Hækkerup allerede under ministerrådsmødet i juni 1966 havde understreget, at det permanente råd burde intensivere sine konsultationer for at formulere nye kollektive eller individuelle initiativer,41 udtrykte Danmark under Harmel-studiet bekymring over yderligere styrkelse af alliancens politiske konsultationsordninger, da det kunne føre til begrænsning af handlefriheden. Så selv om det danske grund- synspunkt i forbindelse med Harmel-drøftelserne var at fremme NATO’s fo-

39 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, udarbejdet af Niels Boel, UM 5.E.110.d. 40 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 64; “Future Tasks of the Alliance – Sub-Group I“, udkast af 11. september 1967 , NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1. 41 „Udklip fra hemmeligt referat (xnr. 7/35) af 16. juni vedrørende NATO-ministerrådsmødet i Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a.

206 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 207

kus på og virke for at fremme afspænding mellem Øst og Vest, var den danske regering forsigtig med at gå for langt i sin understregning af NATO’s konkrete rolle i disse afspændingsbestræbelser. Da udenrigsminister Tabor i oktober 1967 mødtes med Dean Rusk og udtrykte sin støtte til Harmel-studiet, understregede han da også som eneste forbehold, at man fra dansk side ikke støttede så vidtgående konsultationer.42 Kort efter udtrykte den danske re- præsentant i undergruppe I også dette syn, da han i Rådet præsenterede den danske regerings holdning til Harmel-planen. Med hensyn til politiske konsultationer var den danske holdning, at alle medlemslandene jo med den eksisterende ordning havde mulighed for „at bringe noget frem.“ Hvorfor så ændre det, spurgte den danske repræsentant. Den permanente repræsenta- tion udgjorde efter dansk mening et fuldt tilstrækkeligt instrument til at foretage den nødvendige koordination.43 Imidlertid var det en vanskelig balancegang at øge NATO’s afspæn- dingsindsats uden samtidig at styrke konsultationsapparatet. Dilemmaet fremgik klart af en intern dansk analyse fra september 1967, hvor det blev understreget, at „stærkere fremhævelse af NATO’s rolle som protagonist for afspæn- dingen mellem Øst og Vest“ indeholdt den indbyggede fare, at når Danmark „på sin side fremhæver NATO’s rolle til at fremme afspændingen, gribes tanken straks af andre, som med hovednik siger, at NATO skal være stedet, hvor vi koordinerer og reelt kontrollerer afspændingspolitikken for at forhindre, at de enkelte lande gør dumheder.“44 Derfor havde man også fra dansk side tidligere fremhævet nødvendigheden af at tilsikre, at „de enkelte lande kunne handle uden forudgående konsensus fra NATO, men dog ud fra bevidstheden om ansvaret over for de allierede.“45 Dette, forklarede den danske repræ- sentant sine NATO-kolleger i undergruppe I, kunne føre til en „gradvis elimi- nation af knuder mellem Øst og Vest – og dermed mulighed for at føre processen hen mod løsningen af det tyske problem. Derfor, sluttede han, var det urigtigt, at „bilaterale tiltag kunne føre til isolering in casu af Vesttyskland.“46 Til trods for de vanskeligheder, der var forbundet med en styrket politisk kontrol med de enkelte medlemslandes afspændingspolitiske tiltag, fandt de danske myndigheder, at det nok i nogen udstrækning kunne lade sig gøre „at finde udtryk, der med god vilje kan fortolkes forskelligt alt efter, hvor fortol- kerne lægger hovedvægten.“47

42 „Udenrigsministerens samtale med udenrigsminister Rusk“, 23. oktober 1967, UM 5.E.110.d. 43 „Déclaration du Danemark“, erklæring fra J. Paludan i ’Special Group’, 7. november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 44 Brev af 29. september 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling J. Paludan, UM 5.E.110.d. 45 “Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde d. 17. april 1967 “, referat af 28. april 1967, UM 5.E.110.d. 46 Referat af møde i 1. undergruppe, 25. maj 1967, UM 5.E.110.d. 47 Brev af 29. september 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling J. Paludan, UM 5.E.110.d.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 207 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 208

Selv om danske myndigheder således forudså, at smidige ordvalg kunne sikre bibeholdelse af den politiske bevægelsesfrihed, var der risiko for, at NATO’s øgede konsultative og koordinerende rolle kunne få uheldige bivirkninger ved at smitte af på andre politiske sagsområder, som ikke blev anset for at være i dansk interesse. Dette gjaldt især ’out of area’ og spørgsmålet om den ideologiske vinkel i NATO’s virke. Danske myndigheder fandt, at „[f]or så vidt tanken om at forvandle NATO til en ’politisk alliance’ ikke dækker mere end foranstående [at fremme détente], er alt jo godt. Går tanken videre, ser det på den anden side sortere ud for os.“48 Danmark stod altså stadig klart skeptisk over for at lade NATO spille en større politisk rolle. Det gik derfor ifølge udenrigsministeriet an „herhjemme at føre en NATO-politik med henvisning til Tyskland (løsning), herunder nedrustning og umiddelbare sikkerhedsproblemer. Derimod går det ikke an at tale om out of area. Og vi kan slet ikke lægge os ind under Vietnam og Angola, osv.“49 En formulering, der var i tråd med en kommentar af statsminister Krag til en udenrigsministeriel notits fra februar 1967 om den danske tilgang til Harmel-drøftelserne. Her havde Krag noteret, at man skulle holde sig til NATO-området, men havde „ret og pligt til at kritisere f.eks. Vietnam og Angola.“50 Da den endelige Harmel-rapport skulle udfærdiges, var ’out of area’ da også det eneste spørgsmål, hvor Danmark klart nævnes som modstander af bestemte formuleringer. Sammen med Canada, Norge og Frankrig ville danskerne ikke anerkende en passus om, at NATO ikke var instrument for operationer uden for området, men at medlemmerne i deres egen interesse var tvunget til at koordinere deres politikker. Denne modstand blev af NATO’s internationale stab karakteriseret som ’grundlæggende uenighed’.51 De danske reservationer over for en for stor udvidelse af NATO’s politiske konsultationsordning var imidlertid ikke udelukkende motiveret af den principielle politiske bekymring over at miste indflydelse og blive involveret i uøn- skede politiske spørgsmål. De var også motiveret af et mere taktisk betonet politisk hensyn, nemlig den forventede franske politik. Frankrig var klar modstander af en øget politisk rolle for NATO og insisterede på, at afspændings- tiltag skulle foregå bilateralt, og at NATO ingen selvstændig funktion skulle have i afspændingsprocessen, men kun eventuelt spille en yderst beskeden rolle som konsultationsorgan. Selv om man fra dansk side også var interesseret i at undgå, at den politiske koordination udviklede sig til en politisk spæn-

48 Sst. 49 Sst. 50 Brev af 22. februar 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d., med kommentar af statsminister J.O. Krag. Statsministerens kommentar til Seidenfadens notat blev også fremhævet i det ovenfor citerede brev af 29. september 1967 fra J. Paludan. 51 Også Italien forholdt sig reserveret til denne passage, men det stod ikke klart for NATO’s analytikere, hvor stærk og principiel den italienske modvilje var. “Future Tasks of the Alliance: Study of the issues“, 20. oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6.

208 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 209

detrøje og delte den franske modvilje over for politiske konsultationer, særligt hvad angik ’out of area’ spørgsmål, var Danmark væsentligt mere indstillet end Frankrig på at forøge NATO’s politiske rolle med henblik på konkrete Øst-Vest problemer.52 Det var ikke kun Danmark, der var indstillet på at finde kompromiser med Frankrig, der forholdt sig stærkt kritisk til udviklingen i Harmel-studiet. NATO’s generalsekretær Manlio Brosio havde over for den vesttyske udenrigsminister erklæret, at han selv var mest stemt for at finde en form for mi- nimumsløsning på détente-spørgsmålet af hensyn til Frankrig og udskyde de nærmere ordninger omkring konsultationsspørgsmålet til senere. Heller ikke fra britisk hold var man interesseret i en rapport, der var uacceptabel for den franske regering, men foretrak i stedet, at man sigtede efter et dokument, som franskmændene kunne anerkende, men som samtidig ikke var så svagt, at det risikerede at underminere alliancen.53 Kun USA var helt fast i mælet over for Paris. Udenrigsminister Rusk afviste, at lade sig afpresse af Frankrig. Under et af de afsluttende koordinationsmø- der meldte Rusks politiske rådgiver, Robert Bowie, endnu skarpere ud, da han påpegede, at Frankrig allerede i praksis var ude af alliancen, og at det efter den amerikanske regerings opfattelse ikke ville svække alliancen, hvis Frankrig forsvandt helt ud af NATO.54 De danske myndigheder delte tvivlen om Frankrigs fremtidige tilhørsfor- hold, men var samtidig – modsat amerikanerne – villige til at strække sig langt for at undgå de potentielle konsekvenser af fransk modstand og vrede. Den stærke franske reservation over for udviklingen i Harmel-studiet motiverede således de danske myndigheder til at overveje, hvordan Danmark kunne medvirke til at fremme en politisk løsning i NATO, som på samme tid kunne tjene den danske interesse i at øge fokus på afspænding og undgå at ophidse Paris yderligere. For det første ville en yderligere svækkelse af Frankrigs deltagelse i alliancens politiske arbejde optrappe krisen i NATO. Siden forholdet mellem Frankrig og resten af alliancen i midten af 1960’erne for alvor begyndte at slå sprækker, havde Danmark til stadighed viet spørgsmålet om alliancens indre forhold stor opmærksomhed, og det blev anset for uhyre betydningsfuldt, at forholdet mellem Frankrig og de 14 ikke led yderligere overlast. For det andet kunne en konflikt med Frankrig skabe økonomiske problemer for Danmark på grund af den tunge franske placering i fællesmarkedsdiskussio- nerne og dermed indflydelse på mulighederne for dansk optagelse i det euro-

52 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, udarbejdet af Niels Boel, UM 5.E.110.d. 53 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 67; “Record of Meeting between the Secretary General and the German Foreign Minister at the Foreign Office, Bonn 9 October 1967“, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6; Meeting of the Rapporteurs of Sub-Groups for Study on Future Tasks of the Alliance, 11. oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6; FRUS 1964-1968, vol. XIII, s. 616. 54 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 67; Meeting of the Rapporteurs of Sub-Groups for Study on Future Tasks of the Alliance, 11. oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 209 kap. 38 rettet P 09/06/05 7:48 Side 210

pæiske fællesmarked. For det tredje ville yderligere franske problemer i NATO være indenrigspolitisk skadeligt for den danske regering, da allianceopslut- ningen kunne risikere at blive skadet ved yderligere krisetegn i alliancen (se nedenfor). De danske myndigheder så dog muligheder for at undgå at skabe øget fransk misnøje uden at slække på de danske politiske ønsker om forøget allieret fokus på afspænding. Således understregede udenrigsministeriet, at Krags ovenfor citerede udtalelser fra ministerrådsmødet i juni 1967 om, at det ikke var de to alliancer som sådan, men de enkelte medlemslande, der skulle føre dialogen, og at NATO’s rolle skulle opfattes som en ’clearingcentral’ for udveksling af erfaringer og vurderinger.55 En formulering, der lå helt i for- længelse af en analyse fra Foy Kohlers undergruppe III, hvori det blev slået fast, at det hverken var muligt eller ønskeligt at opnå en monolitisk NATO-politik i forbindelse med Øst-Vest-forholdet, men NATO-landene burde dog i det mindste kunne forvente, at alliancen fungerede som en clearingcentral, som skulle hjælpe med at forsyne hvert enkelt medlemsland med et overblik over det øjeblikkelige Øst-Vest-forhold og reducere risikoen for, at NATO-landene modarbejdede hinanden.56 Den tilgang, som Krag havde ridset op på ministerrådsmødet, ville ifølge udenrigsministeriet næppe kollidere med franske synspunkter. Ikke desto mindre måtte danske udtalelser om détente formuleres således, at de syntes acceptable for Frankrig. Derfor måtte man indhente mere præcise oplysninger om, hvor langt Frankrig faktisk var villig til at strække sig i dette spørgsmål.57 Under de efterfølgende samtaler med franske myndigheder understregede man fra dansk side, at Danmark ikke støttede vidtgående udvidelser af det politiske samarbejde, specielt hvad angik ’out of area’ spørgsmål. Når Danmark alligevel ønskede at fremme NATO’s rolle i den internationale afspænding, skyldtes det ifølge den danske argumentation især indenrigspolitiske hensyn. For at imødegå et alvorligt problem i 1969, måtte NATO’s image forbedres så- ledes, at den offentlige opbakning til alliancemedlemskabet blev sikret. Under en drøftelse med den franske ambassadør i Danmark understregede den nye chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Janus Paludan, at det var et dansk ønske „at give alliancen et sådant nyt ansigt, at alliancen bliver attraktiv for befolkningen og således, at man undgår, at der stiller sig et væsentligt problem i 1969.“58 Den franske ambassadør fandt åben- bart så „godt fælles terræn“, at han foreslog, at den danske ambassadør i Frankrig blev instrueret om at følge sagen op i Paris. Efter en samtale med

55 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, udarbejdet af Niels Boel, UM 5.E.110.d. 56 “Memorandum for Rapporteurs. Subject: Future of the Alliance Study“, 18. juli 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/5. 57 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, udarbejdet af Niels Boel, UM 5.E.110.d. 58 „Harmel-studiet“, 18. oktober 1967, UM 5.E.110.d.

210 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 211

den franske udenrigsminister Maurice Couve de Murville indberettede den danske ambassadør, Erik Schram-Nielsen, at han „med bemærkninger om den danske opinion fik Frankrig med på at få Harmel-rapporten til at frem- stå som et konstruktivt redskab i afspænding.“59 Hvorvidt det faktisk var den danske diplomatiske indsats, der førte til fransk accept er dog uklart. Under alle omstændigheder gjorde Danmark, Norge, Canada og Vesttyskland, støt- tet af Storbritannien og USA, fælles front for at få vedtaget, at ministerrådet skulle forelægges en rapport i december 1967. Et forhold, der kan have tvunget franskmændene til at anerkende forslaget og søge et kompromis med USA på det penible spørgsmål om det politisk konsultative apparat, hvis de ville forblive blandt de 15.60 Selv om de imødekommende danske udtalelser havde til formål at „stryge franskmændene med hårene“, som man formulerede det i det danske udenrigsministerium, for at undgå yderligere politiske konfrontationer med Frankrig, var den danske argumentation ikke spilfægteri over for Paris. De politiske synspunkter, der blev fremlagt, var i vid udstrækning i overensstemmelse med de danske holdninger. Som demonstreret ovenfor var den danske regering vitterligt bekymrede for out of area perspektivet. Tilsvarende afspejlede den danske vægtning af den indenrigspolitiske side af spørgsmålet faktisk danske overvejelser. Som udenrigsministeriet påpegede i en notits til udenrigsministeren om det franske spørgsmål, var den danske interesse tosi- det: Ud over en udenrigspolitisk interesse i at „undgå et ’showdown’ med Frankrig“ var der en „indenrigspolitisk interesse i, at Harmel-drøftelserne re- sulterer i en klar principiel manifestation af NATO’s vilje til at bidrage aktivt til en videreførelse af de aktuelle afspændingsbestræbelser mellem øst og vest.“61

1969-perspektivet – Harmel-rapporten som indenrigspolitisk modgift Da Pierre Harmel præsenterede sit forslag under ministerrådsmødet i december 1966, gjorde han det klart, at den belgiske regerings ønske om en åben debat om NATO’s opgaver bl.a. skulle ses i lyset af traktatens indbyggede mu-

59 Indberetning af 27. oktober 1967 fra den danske ambassade i Paris, UM 5.E.110.d. 60 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 68. Frankrig accepterede, at der blev ført politiske konsultationer på tre hovedområder, nemlig europæisk sikkerhed (herunder tysklandsspørgsmålet), nedrustning og middelhavsområdet. Mindre end to år senere synes et vist holdningsskifte til politiske konsultationer at have fundet sted i det mindste hos dele af den danske udenrigstjeneste. De politiske konsultationer i NATO var da blevet udbygget, og denne tendens syntes at fortsætte, ikke mindst på grund af USA’s interesse i at styrke konsultationerne. Dette var en udvikling, som det ifølge den danske NATO-repræsentation var i dansk interesse at støtte. 61 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, UM 5.E.110.d.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 211 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 212

lighed for udmeldelse efter 20 år. I god tid forinden, argumenterede Harmel, burde man gennemføre et studium af alliancens fremtidsmuligheder.62 I de indledende analyser fra NATO’s internationale stab blev det vurderet, at baggrunden for Harmels ræsonnement i vid udstrækning skulle findes i et voksende pres fra opinionen. Der var bred enighed i Vesten om, at verden havde undergået markante forandringer gennem de sidste 20 år, men at NATO ikke var fulgt med denne udvikling. Særligt den yngre generation opfattede NATO som en organisation af i går. NATO’s internationale stab fandt derfor, at man måtte nedsætte en gruppe for at finde ud af, hvordan man kunne gøre NATO acceptabel for offentligheden. Dette arbejde skulle ledes af ’men of reputation’, da befolkningernes accept af studiets resultater dermed måtte forventes større. Desuden måtte offentlighedens forventede fokus diktere, at man var meget produktiv og f.eks. producerede anbefalinger og iværksatte forskellige tiltag.63 Af samme årsag blev det før arbejdets påbegyndelse slået fast, at det også var vigtigt, at NATO’s positive rolle for udviklingen mod afspænding blev frem- hævet.64 Og på baggrund af NATO’s generalsekretær Manlio Brosios samtaler med medlemslandenes repræsentanter i studiets indledende faser, slog NATO-myndighederne fast, at Harmel-studiet ikke blot skulle være en politisk meningsfuld øvelse, men også skulle gennemføres og præsenteres således, at offentligheden ville føle sig knyttet til den og ville være i stand til at forstå den. Generalsekretær Brosio sanktionerede over for sin stab, at denne tilgang stod centralt, da han i en oversigt over Harmel-studiets 11 hovedmål som nummer to nævnte retfærdiggørelse af NATO’s fortsættelse over for offentligheden. Ifølge Brosio kunne det demonstreres, at alliancen – trods fravær af en overhængende trussel – var nødvendig for at fastholde magtbalancen.65 Når NATO’s internationale stab således tog disse indrepolitiske hensyn til sig, skyldes det, at det langt fra var et isoleret belgisk fænomen. Som en

62 “Extract from C-R (66) 68 & 69“, 15. december 1966, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 63 „Belgian resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 13. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. „Meeting of Secretary General with selected members of the International Staff: Council Resolution on Future Tasks of the Alliance“, 20. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. Den vesttyske NATO-ambassadør gav udtryk for en lignende opfattelse, da han under studiets sidste fase nævnte, at hvad angik præsentation af studierne, ville offentligheden næppe være interesseret i en overordnet, principiel udtalelse, men at en regulær handleplan for alliancen ville have en stærkere virkning på den offentlige mening. Udateret kommentar fra den vesttyske NATO-ambassadør W. Grewe i ‘Special Group’, november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 64 “Council Resolution on Future Tasks of the Alliance“, 20. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1; „Belgian resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 13. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 65 I det første udkast var det blevet noteret, at denne meget vigtige faktor uden tvivl ville påvirke valget af procedure for øvelsen. I den endelige udgave, der var rettet til rådet, blev beskrivelsen af den offentlige faktor drejet hen i retning af en mere sprogligt betonet pædagogisk vinkel, og sætningen blev fjernet. „Council resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 31. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1; „Elements for a Paper of the Secretary General to the Council Relative to the Future Tasks of the Alliance“, Final, 9. februar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1.

212 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 213

NATO-analyse fastslog, var det et stigende problem for de europæiske regeringer, hvordan de offentligt skulle forsvare fortsat medlemskab af NATO. Selv de største tilhængere af NATO havde ifølge analysen nu i to år talt for, at alliancen skal tilpasse sig ydre og indre vilkår.66 Under en samtale med Manlio Brosio erklærede den vesttyske NATO-ambassadør, Wilhelm Grewe, at det var nødvendigt at gøre noget for at tilfredsstille den offentlige mening især i de skandinaviske lande og Storbritannien. Dette drejede sig selvfølgelig om dé- tente-spørgsmålet, forklarede Grewe. Opmærksomheden omkring opinionens forståelse angik imidlertid også Forbundsrepublikken selv. Således er- klærede udenrigsminister Willy Brandt, at det fra vesttysk side blev anset for vigtigt, ikke så meget for den almindelige vesttysker, men for den oplyste offentlige mening, at diskussionerne om Øst-Vest-forholdet skulle fortsætte inden for alliancens rammer. I det hele taget understregede man fra vesttysk side, at alliancens politiske dimension til stadighed havde eksisteret, og ikke mindst med de tre vise mænds rapport i 1956 var blevet beskrevet klart. Derfor ville der ifølge vesttysk opfattelse ikke blive tale om en omkalfatring af alliancens opgaver. Som Grewe fremhævede over for sine kolleger, bestod den forhåndenværende opgave snarere i at erindre medlemslandenes befolkninger om denne etablerede dobbelthed i alliancens funktion i en tid, som adskilte sig markant fra situationen i 1949 og selv i 1956. Dermed ville man ifølge Grewe samtidig opnå at besvare spørgsmålet om, hvorfor alliancen er uundværlig – selv i en afspændingstid.67 I ambassadør Grewes talemanu- skript er bemærkningen om opinionsaspektet ledsaget af en håndskreven kommentar i marginen, formentlig noteret af Grewe selv: „Danish public relations aspect“.68 Og da spørgsmålet om sikkerhedskonferencen blev berørt kort igen under Harmel-diskussionerne i efteråret 1967, fremgik det af møde- referatet, at Danmark igen rejste „the public opinion angle.“69 Set udefra var Danmark altså én af de stærkeste fortalere for Harmel-studiets indenrigspolitiske nødvendighed. Det fremgår da også af de danske myndigheders virke under Harmel-studiet, at spørgsmålet om NATO’s image i befolkningen indtog en fremtræ- dende plads i den danske politikformulering i forbindelse med Harmel-studiet. Fra først til sidst var disse indenrigspolitiske overvejelser på den danske dagsorden. Både over for alliancen og i interne analyser. Under et af de før-

66 “ Memo des Affaires politiques. Une note contenant quelques réflexions préliminaires au sujet de la résolution belge“, 28. december 1966, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 67 „Record of Meeting between the Secretary General and the German Foreign Minister at the Foreign Office“, Bonn, 9. oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6; „Comments by Germany“, udateret kommentar af den vesttyske NATO-ambassadør W. Grewe, november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 68 „Comments by Germany“, udateret kommentar af den vesttyske NATO-ambassadør W. Grewe, november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 69 „Meeting of Sub-group 1 on Future tasks of the Alliance“, referat af møder den 18.-19. september 1967, dateret 20. september 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 213 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 214

ste koordinationsmøder i NATO i februar 1967 havde chefen for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, sagt, at man fra dansk side anså opnåelse af offentlig opbakning bag NATO som et vigtigt for- mål for Harmel-studiet samtidig med, at han stærkt betonede den faktiske nytteværdi af at træffe konkrete détente-skridt.70 Da studiet var i sin sidste fase i november 1967, erklærede Seidenfadens efterfølger som chef for den politisk-juridiske afdeling, Janus Paludan, at det i forbindelse med konsultationsordningen var at foretrække, at sådanne fæl- les politikker blev diskuteret i embedsmandsforum og ikke på ministerniveau i Rådet. „Det vil opinionen reagere stærkt på, og man frygter, at alliancen dermed ikke fremstår som et afspændingsinstrument.“ Paludan havde også an- ført, at medens den danske regering ikke ønskede, at NATO blev lavet om, eller at de militære mål blev ændret, var regeringen „ikke tilfreds med NATO’s image og den idé, som en del af den danske opinion gør sig om alliancen.“ Denne idé var, at der var tale om „et forældet system, der er fortabt i detaljer og som forfølger egoistiske mål.“ I stedet skulle NATO på det militære plan fremstille sine mål mere realistisk, argumenterede Paludan. Som eksempel herpå skulle man fremhæve, at militære alliancer stadig var normalt „i en farlig og desorganiseret verden, hvor stater af forskellige størrelse sameksiste- rer.“ Inden for alliancen kunne hver enkelt stat så forfølge en afspændingspo- litik. Den danske regering så gerne, at sådanne idéer kom til udtryk i den endelige rapport.71 Det rene indenrigspolitiske hensyn blev formentlig udtrykt mest eksplicit i september 1967, da Paludan internt redegjorde for den danske politik:

„[D]ansk deltagelse i operationen [Harmel-studiet] må have til hovedfor- mål at bringe et resultat frem, som kan understøtte det, der er regeringens erklærede politik. Denne går ud på, at NATO skal leve videre og Danmarks medlemskab også. Heraf følger, at det i og for sig, set fra et snævert dansk synspunkt, ikke primært drejer sig om at gøre alliancen levedygtig objektivt set – thi den klarer sig nok endda – som at gøre den mere attraktiv over for den del af den danske vælgerbefolkning, som er eller måtte være i tvivl. Hovedinstrumentet i denne politik har hidtil været og må vel være også under Harmel-studiet stærkere fremhævelse af NATO’s rolle som protagonist for afspændingen mellem Øst og Vest.“72

Den tankegang, som Paludan i efteråret 1967 gav udtryk for, repræsenterede antagelig regeringens opfattelse. Den danske udenrigsminister Hans Tabor

70 „Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde d.17. april 1967“, referat af 28. april 1967, UM 5.E.110.d. 71 „Déclaration du Danemark“, erklæring af 7. november 1967 fra J. Paludan i ’Special Group’, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 72.Brev af 29. september 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling J. Paludan, UM 5.E.110.d.

214 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 215

anførte således i december 1967 over for det udenrigspolitiske nævn, at man fra dansk side ikke så meget havde set Harmel-studiet som et forsøg på at æn- dre NATO, men snarere på at udvikle et nyt billede af NATO.73 Få måneder forinden havde Tabor fremhævet det indrepolitiske perspektiv endnu mere eksplicit, da han i en fortrolig skrivelse til den danske NATO-repræsentation kort resumerede den danske politik i forbindelse med Harmel-studiet. Ifølge udenrigsministeren var den danske indstilling, at afspændingen i stigende grad burde „bringes ind i alliancens politiske målsætning, jf. statsministerens åbningstale i Folketinget. Herigennem vil NATO få et ’image’ som en moderne progressiv organisation, der under de ændrede internationale forhold vil bidrage til at gøre organisationen attraktiv for offentligheden, ikke mindst den yngre generation, i lande som Danmark.“74 Udenrigsminister Tabors henvisning til ungdommen var langt fra at være et enkeltstående fænomen. Det var især den yngre generation, der voldte bekymring for de europæiske NATO-regeringer, da den blev anset for særligt modtagelig for tidens „negative strømninger“. Ifølge NATO’s internationale stab var problemet, at de unge generationer ikke havde oplevet krigen og ikke huskede omstændighederne i 1948.75 De særlige problemer med de yngre generationer havde også udgjort et af argumenterne for de danske myndigheders vægring ved for stærke ideologiske undertoner. I forbindelse med arbejdet i undergruppe II’s rapport om de interne relationer i NATO havde den danske NATO-ambassadør, Hjorth-Nielsen, rettet hård kritik mod det ideologisk tunge udspil, som lederen af undergruppen, Paul Henri Spaak, havde udfærdiget. I den noget skarpe meningsudveksling mellem den danske NATO-ambassadør og Spaak tørnede to grundlæggende forskellige opfattelser af alliancens karakter sammen. Fra dansk side kunne man ikke godtage Spaaks tanke om, at der stadig eksisterede en aggressionstrussel i Europa som følge af ideologi. Mens man fra dansk side i hovedsagen havde set NATO som et succesfuldt defensivt bolværk mod Sovjetunionens aggressive planer, var der ikke megen tilslutning til tanken om, at NATO skulle føre et korstog mod den kommunistiske ideologi i NATO-landene eller andre steder. NATO-am- bassadør Hjorth-Nielsen havde på mødet understreget, at en af de vigtigste opgaver for Harmel-studiet var at give noget nyt til den unge generation, der intet personligt kendskab havde til de politiske forhold. I denne forbindelse fandt ambassadøren, at Spaaks udkast ikke bidrog med noget. Spaak replice- rede, at det det ikke var opgaven „at lefle for de unge, men at søge sandheden“. Hvis antikommunisme ikke var den ramme, som NATO skulle være i,

73 Hans Tabor i udenrigspolitisk nævn, 8. december 1967. 74 “Harmel-planen“, 24. oktober 1967, fra udenrigsministeren til den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.d. 75 “Memo des Affaires politiques. Une note contenant quelques réflexions préliminaires au sujet de la résolution belge“, 28. december 1966, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 215 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 216

hvad skulle det så være, spurgte Spaak, der videre slog fast: „Det må de unge lære at forstå.“76 Spaaks papir blev dog lagt dødt, da hans forslag blev kritiseret kraftigt af alle lande. Særligt af Frankrig, som ifølge den danske NATO- ambassadør ikke kunne acceptere Spaaks „vidtrækkende institutionelle og ideologiske idéer“.77 Da ambassadør Hjorth-Nielsen uddybede sin kritik i et personligt brev til Paul Henri Spaak, bemærkede danskeren, at man i NATO var opmærksom på, at 1969 nærmede sig hastigt med de potentielle konsekvenser for landenes holdning til alliancen. Han henledte derefter Spaaks opmærksomhed på, at om end den danske regering, støttet af en stor del af folketinget, fortsat bakkede op bag medlemskab, var der ligesom i andre lande dele af befolkningen, der var mindre entusiastiske. Dette gjaldt ifølge den danske NATO-ambassadør særligt de unge. Selv om man fra dansk side ikke kunne forudse, hvilke konsekvenser disse strømninger ville få for den offentlige debat, håbede og troede regeringen, at der ville være støtte til NATO-medlemskabet. Ikke desto mindre var den danske regering ifølge Hjorth-Nielsen overbevist om, at det ville være i NATO-landenes interesse at være i stand til overbevisende at præsentere alliancen som en moderne og fleksibel alliance“, der tog højde for udviklingen i forholdet mellem Øst og Vest og var i overensstemmelse med befolkningernes håb og ønsker. Dette var, understregede han, bestemt ikke et spørgsmål om at skabe et ’populært’ image, men snarere at præ- sentere spørgsmålet på en ’politisk realistisk måde’. At dette var den måde, som politik blev bedrevet på i alle landene, mente Hjorth-Nielsen, at Spaak uden tvivl måtte tilslutte sig.78 Den danske modstand mod stærkt ideologiske tilgange til alliancens virke var i overensstemmelse med den generelle danske NATO-politik og blev fastholdt gennem hele Harmel-studiet. I det dansk-norske tekstudkast til Harmel- rapporten blev der argumenteret for, at den traditionelle ideologiske faktor var af svindende betydning for Øst-Vest-forholdet.79 Og under det afsluttende arbejde ønskede Danmark, at den ideologiske dimension blev underspillet, helst udelukket fra den endelige rapport. Her lå Danmark især på linje med Canada, der fandt, at „det vigtigste i decembermødet er at komme frem til en konstruktiv udtalelse, der kan benyttes over for offentligheden og ikke af- spore dette ved at nævne vidtgående ting.“80 Hermed mentes ikke blot de ide-

76 Brev af 12. juli 1967 fra den danske NATO-ambassadør, H. Hjorth-Nielsen, til Paul Henri Spaak, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/2; “Harmel-gruppens møde i 2. undergruppe“, notits af 7. juli 1967, UM 5.E.110.d. Det danske synspunkt blev delt af Holland, Norge, Storbritannien og Frankrig. “Harmel-gruppens møde i 2. undergruppe“, notits af 7. juli 1967, UM 5.E.110.d. 77 Notits af 19. september 1967, udfærdiget af G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 78 Brev af 12. juli 1967 fra den danske ambassadør i NATO, H. Hjorth-Nielsen, til Paul Henri Spaak, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/2. 79 „Draft“. Tilføjet i hånden: ’Danish-Norwegian notes’, udateret udkast, udfærdiget november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 80 Notits af 19. september 1967, UM 5.E.110.d; Notat af 30. oktober 1967, UM 5.E.110.d.

216 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 217

ologiske aspekter, men også out of area-spørgsmålet, der som nævnt stod centralt i den danske beslutningsproces i forbindelse med Harmel-studiet. Derfor var der også canadisk-dansk enighed om, at den endelige tekst ikke måtte gå ud fra de undergrupper, hvis bidrag havde koncentreret sig om ide- ologiens betydning og out of area-spørgsmålet.81 Muligvis blev det dog Norge og Canada, der virkede mest aktivt i denne afsluttende sag. Den danske NATO-repræsentation kunne således efter rapportens færdiggørelse orientere om, at „de vidtløftige idéer“ i sidste ende var blevet fejet af bordet med „dansk indforståelse“ for at få Frankrig med.82 Den danske regerings stærke fokus på at mane billedet af et forældet og stivnet NATO i jorden blev ikke mindst næret af den NATO-kritiske og især anti-amerikanske holdning, som fra midten af 1960’erne kom til udtryk i dele af den danske befolkning. En udvikling, som især Vietnam-krigen medvirkede til at fremme. Som de folkelige kampagner og demonstrationer fra midten af 1960’erne tog til i styrke, måtte det synes stadig mere relevant med en stærk fremhævelse af alliancens afspændingspolitiske dimension for at sikre en folkelig forståelse for NATO’s betydning i almindelighed og Danmarks fortsatte alliancemedlemskab i særdeleshed. Opmærksomheden omkring det danske alliancemedlemskab og 1969-perspektivet blev også styrket gennem ydre påvirkning. Efter i nogle år at have mildnet trykket på Danmark vurderede danske myndigheder i december 1966, at Sovjetunionen nu fremførte traditionelle synspunkter med „noget større styrke og intensitet end tidligere“, hvilket havde til formål at „udøve et vist pres på skandinaviske regeringer og politikere og fremme neutralistiske tendenser på et tidspunkt, hvor NATO’s fremtid og struktur bliver diskuteret i den vestlige lejr.“83 Denne vurdering svarer ret nøjagtigt til de faktiske øst- lige overvejelser. For Warszawapagten var det således et klart defineret mål, at man med de politiske kontakter til lande som Belgien, Danmark og Norge skulle arbejde for at neutralisere NATO i 1969.84 Det sovjetiske mål var at ud- løse en dansk overgang til neutralitet eller eventuelt et nordisk forsvarsforbund efter 1969, som nu – modsat 1948-49 – blev fremstillet som en acceptabel sikkerhedsløsning for de skandinaviske lande.

81 Notat af 30. oktober 1967, UM 5.E.110.d. Det drejede sig om undergrupperne II og IV, hvis virke var koncentreret om henholdsvis forholdet mellem NATO-landene og NATO’s forhold til andre lande. 82 Vurderingen blev dog foretaget af den nye stedfortræder for den faste danske repræsentant, som først var tiltrådt ved årsskiftet 1967-68 og således ikke personligt havde deltaget i forhandlingerne. Brev af 15. februar 1968 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.d. 83 „Sovjetisk presse- og informationsoffensiv“, udenrigsministerielt referat af 5. december 1966, ABA, Jens Otto Krags privatarkiv. 84 „Forslag vedrørende Europæisk Fred, Sikkerhed og samarbejde“, sendt 17. januar 1967 til det ungarske kommunistpartis politbureau, dokument 13, oversat af International Parallel History Project, findes på http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection_13/docs/translations_12.htm

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 217 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 218

Udsigten til en mulig folkeafstemning om medlemskabet, som især SF men også de radikale argumenterede for, virkede yderligere stimulerende for en aktiv afspændingspolitik, der kunne afbøde NATO-kritikken. Under udenrigsministeriets indledende overvejelser om den danske tilgang til Harmel-studiet blev det noteret, at „[n]år man har villet undgå en folkeafstemning i Danmark, skyldes det jo, at man regner med et flertal for i folketinget, men et flertal imod i befolkningen. Når Danmark går seriøst ind i Harmel-initiativet har det vel sin årsag i, at vi håber på at forny NATO i ’fordomsfri’ retning, altså regner med vores forbliven, men gerne ser at den i realiteten som overfor befolkningen udvikler sig til noget, man kan gå ind for […].“85 Dette synspunkt blev støttet af statsminister Krag, der i forlængelse af denne vurdering noterede vigtigheden af at „undgå at det kommer til en folkeafstemning i 1969. En ’valgkamp’ vil være ubehagelig.“ Hvorvidt Krag stadig regnede med at kunne gennemtrumfe et ’ja’, som han forsikrede amerikanerne om, hvis en afstemning endelig skulle komme – hvad der dog ifølge Krag ikke ville blive tilfældet – kan vanskeligt siges med sikkerhed. Danske myndigheder fandt dog, at Norge havde større indenrigspolitiske vanskeligheder, netop på grund af folkeafstemningsspørgsmål. Dette var særligt aktuelt i Norge, da et af regeringspartierne direkte støttede denne tanke. Nordmændene fremhævede da også selv det indenrigspolitiske behov for at fremme afspændingsdimensio- nen i NATO’s virke i tiden op til 1969. Den norske NATO-ambassadør erklæ- rede således, at den norske regering til at begynde med havde været nervøs ved Harmel-studiet på grund af udsigten til øget debat, som i kraft af 1969- perspektivet kunne sætte det fremtidige alliancemedlemskab på spil. Imidlertid havde man fra norsk side hurtigt set fordelen ved den vægt, der kunne lægges på NATO’s nye politiske rolle. Problemet var ifølge nordman- den, at den internationale situation ledte mange til fejlagtigt at tro, at „en forsvarsalliance ikke længere er nødvendig. Men vi kan skabe optimisme ved at fremstille NATO som politisk konstruktiv.“86 Ud over hensynet til folkestemningen var den danske regerings fokus på 1969-perspektivet formentlig også motiveret af andre indrepolitiske forhold. Den socialdemokratiske regering befandt sig i princippet i en sårbar parlamentarisk situation efter valget i 1966, hvor socialdemokraterne gik syv mandater tilbage, mens det stærkt NATO-kritiske SF gik 10 frem. Set fra socialdemokratisk side måtte skyggesiden ved det opnåede arbejderflertal være den nødvendige hensyntagen til venstrefløjens udenrigs- og sikkerhedspolitiske præferencer. Årsagen til sammenbruddet i de kortvarige forhandlinger om et fælles regeringsgrundlag mellem Socialdemokratiet og SF i 1966 havde bl.a.

85 Notits af 22. februar 1966, udfærdiget af chef for den politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 86 “Meeting of the Council, C-VR (67) 8, 15. februar 1967, NATO’s arkiver, NISCA, 4/10/1.

218 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 219

været uenighed omkring sikkerhedspolitikken. Imidlertid er der som anført i kapitel 32 visse tegn på, at den socialdemokratiske ledelse havde en sikker fornemmelse af, at SF ikke ville lade udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål afgøre regeringens skæbne. I det mindste havde Aksel Larsen angiveligt under hånden bemærket over for udenrigsminister Tabor, at SF’s kritik af regeringens sikkerhedspolitik ikke skulle tages for alvorligt og ikke ville komme imellem de to partier.87 Med andre ord, at SF var indstillet på at være sig sit ansvar som regeringens parlamentariske støtte bevidst og ikke lade sikkerhedspolitisk uenighed true den socialdemokratiske regerings liv. I løbet af 1967 havde Aksel Larsen da også kun været mådeholdent kritisk over for regeringens NATO-politik. Således erklærede Aksel Larsen i november 1966, at SF ikke længere ville insistere på en folkeafstemning, men hellere så spørgs- målet debatteret i forbindelse med et kommende valg. En sådan sammenkæd- ning havde både Krag og Hækkerup luftet op til det netop overståede folketingsvalg i september 1966. Set fra Socialdemokratiets synspunkt måtte en så- dan en valgkampsdebat forekomme mindre risikabel og problematisk, ikke mindst da en række andre emner, f.eks. økonomiske, ville være på dagsordenen. Selv om Larsens garanti kan have beroliget de socialdemokratiske beslutningstagere, stod folkeafstemningsperspektivet som vist ovenfor stadig centralt i deres overvejelser. Ud over udviklingen i folkestemningen, som regeringen var meget opmærksom på, skyldtes det stadige fokus på en fremtidig afstemning for det første, at regeringen i princippet kun kunne vide sig sikker i den udstrækning Aksel Larsen faktisk formede SF’s politiske kurs. Og for det andet, at også de radikale helt op til folketingsvalget i januar 1968 fastholdt folkeafstemningsoptionen. Et sammenfald af disse faktorer kunne føre til, at regeringen blev sat under pres. På trods af de danske myndigheders vedholdende forsøg på at fremme NATO’s image vurderede den danske NATO-repræsentation i februar 1968, at Harmel-studiet ikke have fået tilstrækkelig offentlig opmærksomhed, hvorfor der burde lanceres en kampagne.88 Ganske vist havde den offentlige tilslutning til NATO ifølge Gallup-målinger undergået en mindre stigning fra 42 pct. til 47 pct. i løbet af 1967.89 En udvikling, som muligvis kan tilskrives Harmel-studiet, selv om målingen foregik i oktober, altså før offentliggørelsen af rapporten. Det er ikke usandsynligt, at tilslutningen havde været endnu større, hvis ikke NATO’s image samtidig havde lidt et knæk med det græske

87 Hans Tabor, Diplomat blandt politikere: erindringer, 1995, s. 208. I betragtning af Aksel Larsens samtaler med repræsentanter for vestlige allierede myndigheder i årene mellem 1958 og 1964 kan man formode, at Aksel Larsens lyst til at skabe besværligheder for regeringen på det sikkerhedspolitiske område har været lille, jf. udredningens bilag 5. 88 Brev af 15. februar 1968 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.d. 89 Gallup-målinger af dansk støtte til NATO, 1958-68, UM 105.M.23.b.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 219 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 220

Pierre Harmel (forrest) ved NATO-mødet, hvor Harmel-rapporten blev godkendt. Bruxelles, 13. december 1967. (NATO Photo).

oberstkup i efteråret 1967.90 Den generelle stigning beroligede tilsyneladende i nogen grad de danske myndigheder, men allerede i juni 1968 dalede NATO-tilslutningen helt ned under niveauet før Harmel-rapporten, til 39 pct., hvilket var det laveste siden 1960.91 Det var først med den sovjetiske invasion i Prag to måneder senere, at opbakningen bag alliancen blev forøget markant til 54 pct. En effekt, der kun blev overgået af Berlin-krisen i 1961, hvor opbakningen steg fra 49 til 58 pct.92 Den sovjetiske undertvingelse af Tjekkoslovakiet i august 1968 førte samtidig til, at den offentlige debat om dansk udmeldelse af NATO blev indstillet. Men reelt var eventuelle radikale ønsker om at forlade NATO blevet manet i jorden, da den nye VKR-regering med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister i begyndelsen af 1968 klart havde signaleret, at der i udenrigspolitisk henseende ville blive tale om

90 I det mindste forventede flere ministre, at udviklingen i Grækenland måtte svække NATO-tilslutningen, om end andre ministre antog, at kuppet ligefrem kunne få den modsatte effekt på den offentlige opbakning bag alliancen. Det bemærkes desuden, at der fra oktober 1967 til juni 1968 ikke var noget udsving i antallet af NATO-modstandere, nemlig 14 pct. Referat af ministermøde, regeringen Jens Otto Krag II(III), 2. maj 1967, ABA; Gallup-målinger af dansk støtte til NATO, 1958-68, UM 105.M.23.b. 91 Gallup-målinger af dansk støtte til NATO, 1958-68, UM 105.M.23.b. 92 Sst.

220 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 221

en videreførelse af den tidligere Krag-regerings kurs, og at Danmark ikke overvejede at forlade NATO.93 I 1970 blev spørgsmålet om udmeldelse af NATO endeligt afsluttet, da et ekspertudvalg, nedsat i sommeren 1968 under ledelse af ambassadør Gunnar Seidenfaden, i rapporten „Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik“ konkluderede, at der ikke eksisterede noget realistisk alternativ til dansk medlemskab af NATO. Baggrunden for og resultaterne af udvalgets arbejde er diskuteret i kapitel 32.

Den danske regering og Harmel-studiet – en vurdering

Den danske regering støttede fra begyndelsen Harmel-studiet og så muligheden for at medvirke til at udvikle alliancen i en positiv retning. Danmark støt- tede også de politiske konklusioner, som blev udtrykt i den endelige Harmel- rapport, da konklusionerne i vid udstrækning blev anset for at være i overensstemmelse med danske målsætninger. Den danske indsats i forbindelse med Harmel-studiet var især koncentreret om at fremme alliancens afspændings- politiske rolle og nedtone spørgsmål om den ideologiske dimension i alliancen. Den danske regerings synspunkter og holdninger om de spørgsmål, der blev behandlet i rapporten, var imidlertid på en række områder sammenfaldende med flere andre NATO-landes. Den danske regering havde været i stand til i nogen grad at påvirke udviklingen i Harmel-studiet, og man havde fra dansk side øvet en vis indflydelse på valget af formuleringer i den endelige, offentliggjorte Harmel-rapport, hvis tilblivelse Danmark og Norge bidrog aktivt til. Rapportens centrale afsnit om dobbeltheden i alliancens for- mål, militær sikkerhed og afspænding, udgik dog i hovedsagen fra NATO’s amerikansk ledede undergruppe III, og formuleringen om, at disse to mål var komplementære og ikke modsatrettede størrelser, havde rødder i et belgisk udkast. Da formålet med afspænding var en reduktion af risikoen for konflikt, er det klart, at afspændingspolitikken ikke kan ses isoleret fra frygten for hoved- modstanderen. Det danske ønske om større opmærksomhed omkring af- spændingen kan dog ikke forklares ud fra dansk frygt for sovjetisk militær aggression. Den danske opfattelse var tværtimod, at truslen fra øst var vigende. En opfattelse, som Danmark delte med de fleste europæiske NATO-lande. Den mindskede trussel blev fra dansk side antagelig anset for et produkt af så- vel effektiv afskrækkelse som en positiv udvikling i det sovjetiske system. Medens der ikke er tegn på, at de danske beslutningstagere handlede under indflydelse af politisk pres på politisk eller diplomatisk plan, bør det medtæn- kes, at der var et sammenfald mellem Kremls kampagner i årene op til 1969,

93 Regeringens tiltrædelseserklæring i folketinget, 6. februar 1968, UM 5.E.110.a/1.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 221 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:17 Side 222

hvor NATO-landene med et års varsel kunne melde sig ud af alliancen, og den NATO-kritiske holdning i opinionen, der i samme periode fungerede som en væsentlig motivationsfaktor for de danske beslutningstageres fokus på NATO’s afspændingsprofil. Den nærmere sammenhæng mellem den offentlige debat, de sovjetiske påvirkningsforsøg og den danske politiformulering er behandlet i kapitel 58. Selv om den danske regering ønskede, at NATO fik en større afspændings- politisk rolle, var det ikke den danske tanke, at det var et samlet NATO, der skulle forhandle med østlandene. Det anså man for at være de enkelte NATO- landes opgave. Alliancen skulle forestå en vis koordination og virke som igang- sætter for forskellige afspændingstiltag. Derfor vægrede man sig fra dansk side konsekvent ved udvidelse af de politiske konsultationer omkring allian- celandenes sikkerhedspolitiske tiltag. Det var en dansk kurs, hvis konkrete udformning til dels var påvirket af den stærke franske reservation over for tanken om, at NATO skulle fungere som afspændingsredskab. Hertil kom, at de danske myndigheder frygtede, at udvidede politiske konsultationer kunne involvere Danmark i aktiviteter uden for NATO-området. Netop out of area- spørgsmål søgte Danmark sammen med de canadiske og norske myndigheder konsekvent at få nedtonet i Harmel-rapporten. Samtidig var det den grundlæggende danske opfattelse, at medlemslandenes mulighed for at føre selvstændig, bilateral afspændingspolitik ikke måtte svækkes. Bekymringen var, at udvidede konsultationer kunne føre til, at afspændingspolitikken blev udformet efter laveste fællesnævner. Ud over at udhule mulighederne for at opnå det overordnede politiske mål om afspænding kunne udvidede konsultationer medføre en uønsket begrænsning af de enkelte landes handlefrihed, som desuden næppe ville styrke alliancens omdømme i den danske offentlighed, hvis det blev kendt, at Danmarks politik skulle ’cleares’ i NATO. I det hele taget var det et gennemgående tema i de danske overvejelser omkring Harmel-rapportens udformning, at NATO’s image i offentligheden skulle plejes. NATO blev i vide kredse opfattet som forældet og reaktionært, ikke mindst hos den overvejende USA- og NATO-skeptiske unge generation, som de politiske beslutningstagere på deres side anså for at mangle en erfaringsbetinget forståelse for nødvendigheden af en militær alliance. Den danske regering fandt, at man måtte imødegå denne tendens, især op til 1969, hvor medlemslandene efter 20 års medlemskab kunne udmeldes med et års varsel. Uden folkelig opbakning kunne medlemskabet netop i den periode komme under særligt pres i de nationale politiske debatter. Lande som Belgien, Canada, Norge, Storbritannien og Tyskland var ligeledes opmærksomme på dette indrepolitiske aspekt, om end med forskellig vægt. Det indenrigspolitiske fokus betød imidlertid ikke, at den danske regering afholdt sig fra at forsøge at skabe bedre forudsætninger for på længere sigt at reducere spændingen mellem Øst og Vest. Det danske arbejde under Harmel-

222 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:18 Side 223

studiet og den efterfølgende offentliggørelse af dele af rapporten var et for- søg på for det første at skærpe den allierede fokus på afspændingsmuligheder og for det andet at forbedre alliancens omdømme i offentligheden. Der var en klar sammenhæng mellem den politiske taktik og vision. Måske mest eksplicit blev dette dobbeltspor i den danske politik formuleret i en udenrigsministeriel notits fra februar 1967:

“vi håber at forny NATO i en fordomsfri retning. Således skal alliancen, både i virkeligheden og i offentlighedens øjne, udvikle sig til noget, hvor de militære sikkerhedsaspekter ikke overskygger udviklingen i retning af en fredeligere verden.“94

Den indenrigspolitiske hensyntagen var og blev uløseligt forbundet med de sikkerhedspolitiske aspekter. Når den danske regering ønskede at styrke alliancens afspændingspolitiske profil, skyldtes det efter alt at dømme ønsket om at sikre folkelig opbakning til den sikkerhedspolitiske kurs, som blev anset for at være den eneste rigtige og realistiske, nemlig fortsat medlemskab af NATO.

94 Notits af 22. februar 1967, udfærdiget af chef for den politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d.

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 223 kap. 38 rettet P 08/06/05 9:18 Side 224 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 225

39 · Danmark og CSCE

Indledning: CSCE som et omdrejningspunkt i dansk afspændingspolitik I dansk afspændingspolitik i 1970’erne var konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa (CSCE) et omdrejningspunkt. CSCE indgik i et større kompleks af ændringer i international politik i begyndelsen af 1970’erne, hvor der udvikledes nye forhandlingsfora og aftalekomplekser mellem Øst og Vest. I Europa skete det ikke mindst i forlængelse af den nye vesttyske østpo- litik, der blev indledt i efteråret 1969 af den social-liberale koalition under ledelse af forbundskansler Willy Brandt (1969-74). De vigtigste aftaler var trak- taterne mellem Vesttyskland og Sovjetunionen og Vesttyskland og Polen fra 1970, firemagtaftalen om Berlin mellem USA, Sovjetunionen, Frankrig og Storbritannien fra 1971 og grundaftalen mellem Vesttyskland og DDR fra 1972, der førte til de vestlige landes anerkendelse af DDR. Alle disse aftaler var på forskellige måder en del af betingelserne for at påbegynde en europæ- isk sikkerhedskonference. I dansk politik og i formuleringen af dansk sikkerhedspolitik var støtten til de forskellige sider af afspændingsprocessen såvel som den nye vesttyske østpolitik klar og utvetydig under såvel socialdemokratiske som borgerlige regeringer. Forberedende drøftelser på multilateralt øst-vest plan om konferencen blev startet i Helsingfors i sidste halvdel af november 1972 og afsluttet i begyndelsen af juni 1973. Selve konferencen, der havde deltagelse af 33 europæiske lande samt Canada og USA, foregik i tre faser: Fase 1 fandt sted i Helsingfors over fire dage i begyndelsen af juli 1973, og her deltog udenrigsministrene; fase 2 foregik på embedsmandsplan fra september 1973 til juli 1975 og var henlagt til Genève; fase 3 var et møde på politisk topniveau over tre dage i slutningen af juli og begyndelsen af august 1975 i Helsingfors, hvor den før- ste aftale, Helsingfors-slutakten, blev undertegnet.1 Selve betegnelsen ’slutakt’ dækker over det forhold, at der ikke var tale om en juridisk (folkeretlig) bindende traktat eller aftale, men alene en hensigtserklæring om, hvad de deltagende stater politisk forpligtede sig til. Med hensyn til slutaktens opbygning har man talt om fire såkaldte kurve. Kurv 1 opregnede ti principper for forbindelserne mellem de deltagende stater, og det hed i slutakten, at alle principperne var af grundlæggende betydning og skulle anvendes på lige fod og uden forbehold, idet ethvert af dem skulle fortolkes under hensyntagen til de øvrige. Blandt de ti principper var: suveræn ligeberettigelse, afståelse fra

1 Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Slutakt, Udenrigsministeriet, 1975; Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og samarbejde I Europa. Helsingfors-Genève-Helsingfors, Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, 1977.

DANMARK OG CSCE 225 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 226

trussel om magtanvendelse eller brug af magt, grænsernes ukrænkelighed, ikke-indgriben i indre anliggender samt respekt for menneskerettighederne og fundamentale frihedsrettigheder. Flere af disse bestemmelser svarer til artikler i FN-pagten, og et af formålene med at gentage dem i slutakten var at konkretisere dem og lægge gennemførelsen i fastere rammer. Det skete blandt andet i et dokument om såkaldt tillidsskabende foranstaltninger på mi- litære områder, der også var indeholdt i kurv 1 og fastlagde regler om forud- gående notifikation af større militære manøvrer og udveksling af observatø- rer. Kurv 2 vedrørte samarbejde på de økonomiske, videnskabelige og teknologiske områder og miljø, mens kurv 3 handlede om samarbejde på humani- tære og andre områder. Kurv 3 opregnede en bred vifte af foranstaltninger som menneskelige kontakter (familiegenforening, rejser af personlige eller erhvervsmæssige grunde, mv.), forbedring af udbredelsen af og adgangen til information (journalisters arbejdsvilkår, mv.) samt samarbejde og udvekslinger på kulturområdet og uddannelsesområdet. Kurv 4 handlede om konferencens opfølgning. Efter Helsingfors blev der afholdt en lang række op- følgningskonferencer, hvoraf Beograd-mødet i 1977-78 var den første.2

Slutaktens dobbelthed og muligheder Helsingfors-slutaktens mange bestemmelser kunne i deres gennemførelse være modstridende. Mest åbenbar var den mulige konflikt mellem kurv 1, der fokuserede på mellemstatslige aspekter af Øst-Vest-forholdet, og kurv 3, som fokuserede på mellemmenneskelige aspekter. Også inden for de enkelte kurve og principper kunne der forekomme konflikter. Således blev grænser- nes ukrænkelighed fastslået som et princip i kurv 1, men det blev også bestemt, at de deltagende staters „grænser kan ændres i overensstemmelse med folkeretten, ved fredelige midler og ved overenskomst“. Alt i alt var slutakten udtryk for 35 staters accept af et sæt fælles spilleregler, men samtidig var disse på mange punkter så uklart definerede, at Helsingfors-processen kunne føre i meget forskellige retninger.3 Den afgørende dobbelthed var, at slutakten på den ene side var en status quo orienteret accept af grænserne i Europa, og på den anden side en forandringsorienteret tilnærmelse af de to adskilte dele af Europa gennem en gradvis frigørelse af kontakterne mellem mennesker på begge sider af Jerntæppet. Ville CSCE blive den endelige blåstempling af Europas deling i demokratier og diktaturer? Eller ville bestemmelserne om friere forbindelser mellem mennesker i Øst og Vest bidrage til vidtrækkende forandringer på demokratiske præmisser af den kolde krigs skillelinjer i Europa? Eller ville

2 En samlet oversigt over opfølgningskonferencerne findes i Peter Michael Nielsen, CSCE – Sikkerhed og Samarbejde i Europa, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), 1990. Se også kap. 3 og 28. 3 Mary Dau, Hansen og Ivanov. Afspændingen mellem Øst og Vest, 1985, s. 175-84.

226 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 227

Helsingfors-slutakten blot blive en ligegyldig detalje i den kolde krig? Spændingen mellem det status quo orienterede og det forandringsoriente- rede i CSCE-processen var en parallel til dobbeltheden i en anden vigtig side af vestlig afspændingspolitik, nemlig den vesttyske østpolitik, jf. udtrykket „Wandel durch Annäherung“ (se kapitel 28). Dansk afspændings- og CSCE-politik var på vigtige punkter inspireret af en tankegang, der havde ligheder med tankegangen bag den tyske østpolitik og indeholdt parallelle usikkerheder og problemer.4 Parallellen kan illustreres ved at overføre den østtyske udenrigsminister Otto Winzers karakteristik af tankegangen bag den nye vesttyske øst- politik i begyndelsen af 1970’erne: den vestlige CSCE-politik var aggression på listesko!5 Med det udgangspunkt vil dette kapitel se på, hvordan Danmark håndterede deltagelsen i det vestlige forsøg på aggression på listesko. Som et multilateralt forhandlingsforum, der kunne bruges til at mildne de skadelige følger af den kolde krig og samtidig gav de mindre lande relativt større indflydelse, var CSCE umiddelbart i overensstemmelse med grundlæg- gende mål i dansk udenrigspolitik. For Danmark som et europæisk land med en klar atlantisk orientering var det vigtigt, at afspændingsprocessen ikke blev et monopol for USA og Sovjetunionen, men også havde en fremtrædende europæisk dimension, som USA accepterede sammen med de europæiske stater.6 Som led i dansk sikkerhedspolitik og vurderet i en bredere historisk sammenhæng var den danske CSCE-politik desuden forholdsvis højprofileret og mere aktiv end den ellers meget reaktive udenrigspolitik, Danmark havde tradition for under den kolde krig (for slet ikke at tale om dansk udenrigspolitik før den kolde krig). De grundlæggende ideer bag den aktive danske CSCE-politik kan præcise- res ved at blive sat i relation til de forskellige opfattelser af afspændingspro- cessen, der fandtes i Øst og Vest. Sovjetunionen og de østeuropæiske lande så afspænding som et forhold mellem stater, der endeligt skulle bekræfte de eksisterende grænser og den givne politiske situation i Europa som et uom- gængeligt resultat af anden verdenskrig. Derfor tillagde Sovjet principperne i kurv 1 om grænsernes ukrænkelighed og ikke-indgriben i indre anliggender afgørende betydning, og sidstnævnte princip blev da også oversat til ’ikke-indblanding’, der var noget bredere og efter sovjetisk opfattelse også omfattede

4 Ole Nørgaard, Per Carlsen and Nikolaj Petersen, „Danish Ostpolitik 1967-1993: Breakdown of Stability – Unknown Challenges“ i Carsten Due-Nielsen & Nikolaj Petersen (eds.), Adaptation & Activism. The Foreign Policy of Denmark 1967-1993, Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1995; Nikolaj Petersen, „Deutschland-Politik aus nordischer Sicht“, Europa-Archiv, Folge 9/1977. 5 Den vesttyske østpolitik byggede bl.a. på nogle ideer fremlagt af Egon Bahr i en tale i Tutzing i 1963 (se kapitel 28). Den østtyske udenrigsminister Otto Winzer betegnede „das Konzept von Tutzing“ som „Aggression auf Filzlatschen“, jf. Manfred Uschner, Egon Bahr und seine Wirkung auf uns, Dieter S. Lutz (Hrsg.), Das Undenkbare denken. Festschrift für Egon Bahr zum siebzigsten Geburtstag, 1992, s. 129. 6 Henrik Holtermann og Peter Michael Nielsen, „CSCE, Danmark og det nye Europa“ i Nikolaj Petersen og Christian Thune (eds.), Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1990, Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1991, s. 32f.

DANMARK OG CSCE 227 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 228

f.eks. verbal kritik.7 Til forskel herfra lagde de fleste vestlige lande, dvs. både NATO-lande og alliancefrie lande, vægt på, at afspændingsprocessen også burde være forandringsorienteret og vedrøre forholdet mellem almindelige mennesker i Øst og Vest. Det skulle ske ved, at der som led i afspændingspro- cessen blev skabt øgede muligheder for kontakt mellem mennesker og spredning af ideer og informationer på tværs af grænserne i hele Europa. Danmark var et af de vestlige lande, som tidligt og klart betonede den sidstnævnte opfattelse og dermed betydningen af kurv 3, mens især USA under Nixon-administrationen nedprioriterede dette aspekt af afspænding. Det danske synspunkt fremgik klart af udenrigsminister K.B. Andersens redegørelse i Folketinget, da de forberedende drøftelser åbnede i Helsingfors den 22. november 1972: Fremskridt med hensyn til menneskelige kontakter, styrkelse af kulturelle forbindelser i videste forstand og øget udbredelse af informationer var nødvendige, hvis Europa skulle gøre sig håb om at få fjernet de kunstige skranker mellem Øst og Vest og fremme den gensidige forståelse og tillid. Men, bemærkede udenrigsministeren, man var fuldt opmærksomme på, at det drejede sig om vanskelige spørgsmål, som ikke kunne løses på én gang, og at ønskemål måtte være realistiske.8

Formuleringen af dansk CSCE-politik: problemer og spørgsmål I Danmark var formuleringen af denne CSCE-politik præget af bred konsensus, både når det drejede sig om politikformuleringens bredere aspekter, dvs. den offentlige debat, og de snævrere aspekter af politikformuleringen i regering, Folketing og de politiske partier. I den offentlige debat var afstanden mellem de dominerende holdninger til afspændingspolitikken og CSCE sjæl- dent iøjnefaldende, selv om der var forskellige opfattelser af afspændingspro- cessens indhold, og hvad der burde lægges vægt på i sikkerhedskonference. Tyngdepunktet i politikformuleringen lå i regeringen og udenrigsministeriet, mens Folketingets selvstændige politikformulerende rolle primært bestod i at udgøre det altid sikre og brede parlamentariske grundlag for regeringens politik, først og fremmest fordi CSCE som nævnt aldrig var et omstridt emne blandt de politiske partier. Hvad angår de internationale rammer, havde NATO i foråret 1969 nedsat en komité til at studere forskellige forhandlings- og konferencemuligheder forbundet med afspændingen.9 Som følge af den amerikanske skepsis over for ideen om en sikkerhedskonference foregik en stor del af de vestlige forberedelser imidlertid inden for rammerne af det

7 Vojtech Mastny, Helsinki, Human Rights, And European Security. Analysis and Documentation, Durham: Durham University Press, 1986. 8 Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1972-73 (Ff), 22. November 1972, sp. 1294-1303. 9 Kenneth Dyson, “The Conference on Security and Cooperation in Europe: Europe before and after the Helsinki Final Act“ i Dyson (ed.), European détente. Case studies of the politics of East-West Relations, London: Pinter (Publishers), 1986, s. 89.

228 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 229

udenrigspolitiske samarbejde mellem EF-landene (Europæisk Politisk Samarbejde (EPS)). Her blev i juli 1971 dannet to komitéer om CSCE, en ad hoc-komité om kurv 2 med repræsentanter for medlemslandene og kommis- sionen og en underkomité om kurv 3, som alene havde repræsentanter for medlemslandene, og i det begyndende udenrigspolitiske samarbejde mellem EF-landene var forberedelsen af sikkerhedskonferencen et af de første punkter på dagsordenen.10 Anskuet i disse idépolitiske og organisatoriske sammenhænge er de centrale spørgsmål, hvilke præmisser der indgik i den danske politik på Helsingfors- konferencen og hele afspændingsprocessen: Hvilke visioner og mål og hvilke problemer og handlestrategier spillede en rolle for beslutningstagerne i regeringen, i udenrigsministeriet og i de politiske partier? Hvilken rolle spillede strukturelle og idépolitiske konflikter sammenholdt med gensidig frygt, fejl- fortolkninger og oprustningsspiraler, jf. sondringen mellem systemkonflikt og sikkerhedsdilemma (se kapitel 3)? Hvordan håndterede man i det snævre beslutningsmiljø den mulige konflikt mellem sikkerhedskonferencens forskellige kurve og principperne i kurv 1? Spillede den overhovedet en rolle i politikformuleringen? Hvad betød samspillet med regeringer og organisationer i de andre NATO-lande, de alliancefrie lande og de nordiske lande samt landene i EF, som vi blev medlem af den 1. januar 1973, netop da CSCE blev forberedt? Den nærmere udformning og gennemførelse af dansk CSCE-politik kan følges i tre stadier: Da konferenceideen modnedes og fik en mere konkret karakter i årene 1969-72; den danske politik under de forberedende drøftelser i Helsingfors og under konferencens tre faser 1972-75; og udviklingen i den danske politik efter slutakten var blevet undertegnet og ved det første opfølg- ningsmøde i Beograd i 1977-78. Til sidst sammenfattes gennemgangen i nogle tentative konklusioner om visioner, mål og handlestrategier i dansk af- spændingspolitik som en del af vestlige politikker og strategier i den kolde krig.

Konferenceideen modnes: 1969-72 Et finsk initiativ Den umiddelbare anledning til udviklingen af dansk CSCE-politik i 1970’erne var et finsk initiativ i maj 1969. Efter at ideen om en europæisk sikkerhedskonference var blevet genoplivet fra midten af 1960’erne, blandt andet ved udenrigsminister Per Hækkerups initiativ i NATO i 1966 (se kapitel 37), afleverede Finland i begyndelsen af maj 1969 et memorandum vedrørende spørgsmålet til alle europæiske regeringer samt Canada og USA. Det finske memoran-

10 Frans A. M. Alting von Geusau, “The Nine and Détente“ i Nils Andrén and Karl E. Birnbaum, Belgrade and Beyond: The CSCE Process in Perspective, 1980, s. 19; Nikolaj Petersen, Entspannungspolitik in Nordeuropa, Europa-Archiv, Folge 21/1981, s. 649-58.

DANMARK OG CSCE 229 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 230

dum11 tog udgangspunkt i den opfattelse, at der ikke burde stilles forhånds- betingelser for en sikkerhedskonference, og at alle stater, hvis deltagelse var nødvendig for at nå en løsning på Europas sikkerhedsproblemer, skulle have mulighed for at deltage. I sit memorandum lagde den finske regering stor vægt på de forberedende stadier af en europæisk sikkerhedskonference og foreslog, at de omhyggelige forberedelser, der var nødvendige for en konfe- rences heldige udfald, blev påbegyndt ved konsultationer mellem regeringerne. Når alle nødvendige forudsætninger forelå, kunne der afholdes et forberedende møde med henblik på at behandle spørgsmål vedrørende sammenkaldelse af selve konferencen. Det blev også tilkendegivet, at Finland var parat til at påtage sig værtskabet for både det forberedende møde og selve konferencen. Det finske initiativ blev fulgt op flere gange i 1970 med henblik på at fremme en uforpligtende udveksling af ideer og oplysninger, blandt andet ved udnævnelsen af en rejsende ambassadør for sikkerhedskonferencen og igangsættelse af konsultationer mellem deltagerregeringernes missions- chefer i Helsingfors.12 Fra dansk side blev der straks fra udenrigsminister Poul Hartling givet principiel tilslutning til det finske initiativ. Samtidig sagde udenrigsministeren i en udenrigspolitisk debat i Folketinget i slutningen af maj 1969, at en sikkerhedskonference, der blev en fiasko, var værre end ingen konference, og derfor lagde regeringen hele tiden stor vægt på, at konferencen skulle forberedes grundigt. Det blev også fremhævet som en uomgængelig nødvendighed, at USA og Canada blev inddraget i overvejelserne fra begyndelsen.13 Fra efterå- ret 1969 gik den danske regering for alvor i offensiven for at sikre, at konferenceideen blev positivt omtalt i kommunikeer fra NATO-rådsmøder og i bilaterale møder mellem Danmark og et Warszawapagt-land. Selv om mindre vesteuropæiske lande som Belgien, Holland og Norge samt Canada var positive over for det danske synspunkt, var det i første omgang i møder med Warszawapagt-lande, at Danmarks støtte til ideen om en europæisk sikkerhedskonference vandt størst gehør. Således hed det i et dansk-sovjetisk kom- muniké efter udenrigsminister Hartlings besøg i Sovjetunionen i november 1969, at begge parter var enige om, at en sådan konference kunne fremme af- spænding og samarbejde i Europa under forudsætning af, at den forberedtes

11 “Extracts from the Finnish Government Memorandum, of the 5th May 1969, on the convening of a European Security Conference“, Selected Documents Relating to Problems of Security and Cooperation in Europe, 1954-77. Miscellaneous No. 17 (1977), London: Her Majesty’s Stationery Office, September 1977, s. 60-1. For Finland var det vigtigt at fastslå, at “Finland acted completely independently, on her own initiative, and not at the discretion or wish of, say, the Soviet Union“, jvf. Leo Tujunen, “A European security conference? Background to the Finnish Government’s proposal“, European Review, Vol. XIX, 4, 1969. 12 The second Finnish Government memorandum, dated the 24th November 1970, on the convening of a security conference, Sst. 13 Ff 1968-89, sp. 7214-15.

230 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 231

Initiativtager. Den finske præsident Kekkonen, der besatte det finske præsidentembede fra 1956 til 1982. (FN)

rigtigt, og at alle berørte lande deltog fra begyndelsen.14 I en folketingsdebat i februar 1970 erklærede den danske udenrigsminister igen sin støtte til en sikkerhedskonference. Der blev dog tilføjet nogle vigtige bemærkninger om dagsordenen, som burde gå videre end de traditionelle, men stadig fundamentale, europæiske sikkerhedsproblemer og økonomiske, tekniske og videnskabelige problemer. Formålet med en konference, sagde Hartling, måtte være at føre udviklingen videre frem og i sidste ende skabe nye og levende samarbejdsformer mellem Europas lande.15

Reaktioner og nye initiativer I løbet af 1969-70 fik det finske initiativ støtte fra Warszawapagt-landene og en vis, om end betinget, støtte fra NATO-landene som samlet gruppe. Fra et

14 Problemer Omkring Dansk Sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, (Seidenfaden-udvalget), 1970: 257. 15 Ff 1969-70, 19. februar 1970, sp. 3714.

DANMARK OG CSCE 231 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 232

møde i Prag i oktober 1969 erklærede medlemmerne af Warszawapagten, at en fælleseuropæisk sikkerhedskonference kunne afholdes i Helsingfors straks i første halvdel af 1970. Konferencens dagsorden burde ifølge erklæringen omfatte to spørgsmål: (1) afkald på magtanvendelse eller trussel herom i de gensidige forbindelser mellem Europas stater; (2) udvidelse af handelsmæs- sige, økonomiske, videnskabelige og tekniske forbindelser baseret på princippet om ligeberettigelse mellem henblik på udvikling af politisk samarbejde mellem de europæiske stater. Disse forslag til dagsorden pegede frem mod kurv 1 og 2. Knap et år senere accepterede Warszawapagt-landene i en erklæ- ring fra et møde i Budapest i juni 1970 for første gang direkte, at USA og Canada kunne deltage i konferencen, og samtidig accepterede de ideen om en række konferencer, dvs. en proces, der også beskæftigede sig med bredere emner som kultur, videnskab og miljø.16 Warszawapagt-landenes interesse i sikkerhedskonferencen var altså så central, at der skete ændringer i deres indledende afvisning af amerikansk deltagelse og ønske om en snæver dagsorden. NATO-landene havde længe været ret forbeholdne over for den sovjetiske ide om en europæisk sikkerhedskonference, som især de store vestlige lande så som et sovjetisk forsøg på at opnå en vestlig anerkendelse af det sovjetiske herredømme over Østeuropa, og der blev advaret imod en konference alene for konferencens skyld.17 Mange NATO-lande opgav imidlertid efterhånden deres skeptiske holdning, især efter at den vesttyske regering havde indledt forhandlinger med Sovjetunionen, Polen og Østtyskland som led i den nye vesttyske østpolitik, de igangsatte firemagtsdrøftelser om Berlin og de første amerikansk-sovjetiske SALT-forhandlinger, som alle begyndte i 1969-70. Danmarks offensiv i NATO for en europæisk sikkerhedskonference var derfor udtryk for, at vi tidligt havde skubbet på en vogn, som nu for alvor begyndte at køre. I kommunikeer fra NATO-møder i december 1969, i maj 1970 og i december 1971 erklærede NATO-landene sig rede til at optage kontakter med alle interesserede regeringer for at undersøge, om og hvornår det ville være muligt at sammenkalde en konference eller serie af konferencer om europæisk sikkerhed og samarbejde. Den dagsorden, NATO-landene foreslog, var dog bredere end Warszawapagt-landenes forslag, idet den også omfattede udviklingen af friere bevægelighed over statsgrænser for meninger, ideer og informationer.18 Kernen var, at afspænding skulle være mere end rap- prochement mellem stater. På NATO-mødet i december 1971 udtrykte allian-

16 Kenneth Dyson, “The Conference on Security and Cooperation in Europe: Europe before and after the Helsinki Final Act“, Dyson (ed.), European détente. Case studies of the politics of East-West Relations, 1986, s. 88. 17 Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I Blokopdelingens Tegn, Dansk Udenrigspolitiks Historie, 5, 2005. 18 Timothy W. Stanley and Darnell M. Whitt, Détente Diplomacy: United States and European Security in the 1970’s, s. 121-26.

232 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 233

cen også for første gang officielt sin påskønnelse af det finske initiativ i maj 1969. På møderne understregede udenrigsminister Hartling endvidere, at Danmark i modsætning til Sovjetunionen ikke mente, at en europæisk sikkerhedskonference måtte føre til en fastlåsning af status quo i Europa, og den danske udenrigsminister henviste til, at der i de østeuropæiske lande var kræf- ter, der netop så en konference som et middel til at løsne det sovjetiske greb om satellitstaterne. Også på de følgende NATO-rådsmøder fortsatte Danmark med at skubbe på en kørende vogn. Der var også enighed om – og her var Danmark mere forsigtig med at skubbe på – at NATO skulle forberede sig med henblik på en så vidtgående harmonisering som muligt af medlemslandenes synspunkter.19 Kort efter at VKR-regeringen i eftersommeren 1971 var blevet afløst af en socialdemokratisk regering, blev Socialdemokratiet via dets internationale kontakter mindet om Hartlings ovennævnte tema, der siden begyndelsen af den kolde krig også havde været et hovedtema for socialdemokrater: ønsker i de østeuropæiske satellitstater om at begrænse Sovjetunionens politiske herredømme. I oktober 1971 afholdt Socialistisk Internationales studiegruppe vedrørende østeuropæiske spørgsmål et møde i Malmø med deltagelse af repræsentanter for de socialdemokratiske partier i eksil i Tjekkoslovakiet, Polen, Jugoslavien, Estland, Letland og Ungarn. Fra Vesteuropa deltog en repræsentant for det socialistiske parti i Frankrig og socialdemokratierne i Tyskland, Sverige og Danmark.20 På mødet advarede en repræsentant for det socialdemokratiske eksilparti i Tjekkoslovakiet imod at betragte Øst-Vest-konflikten som et rent Øst-Vest-problem. Der var nok så meget tale om en konflikt mellem Sovjet på den ene side og de enkelte østeuro- pæiske lande på den anden side, sagde den tjekkiske eksilpolitiker tre år og to måneder efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968. Når der taltes om en europæisk sikkerhedskonference, burde der tages hensyn til dette, og taleren nævnte Bresjnev-doktrinen. På samme møde understregede repræsentanten for SPD, at Vesttysklands traktater med Sovjetunionen og Polen (jf. indledningen) var rene statstraktater, og der var ikke tale om en ideologisk anerkendelse. Den ideologiske kamp mod kommunismen fortsatte, sagde talspersonen fra SPD.21 Hun nævnte også, at der var direkte partiforbud mod, at socialdemokratiske organisationer i Vesttyskland samarbejdede med kommunistiske og åbenlyse „dækorganisationer“, og forbuddet omfattede også fælles optræden i brochurer, ved demonstrationer mv.

19 Ibid.: 89; Problemer Omkring Dansk Sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, (Seidenfaden-udvalget), 1970, Bilag: 153; Borring Olesen og Villaume, I Blokopdelingens Tegn; Indberetning fra Den danske Repræsentation ved Det Nordatlantiske Råd, Bruxelles, til Udenrigsministeriet, 25. januar 1972, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv (ABA). 20 SI – Studiegruppe vedrørende Østeuropæiske spørgsmål, Mødet 23.-24. oktober 1971 i „Arbetet“s hus, Malmø, ABA. 21 Veronica Isenberg.

DANMARK OG CSCE 233 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 234

USA: fra skepsis til accept

Fortalerne for en europæisk sikkerhedskonference mødte således flere og nok så forskellige problemer, ikke mindst når de tillagde systemkonflikten mellem Øst og Vest betydning ved siden af sikkerhedsdilemmaet. Et af de sær- lige problemer var, at USA længere end andre NATO-lande var yderst skeptisk over for forslaget om en europæisk sikkerhedskonference. Blandt andet nævnte indberetninger fra Washington til København – som begrundelse for den henholdende amerikanske politik – tvivl om Sovjetunionens reelle hensigter med afspændingen og usikkerheden over for konsekvenserne af en konference, herunder angsten for, at Sovjetunionen skulle nå sit primære mål, nemlig anerkendelse af status quo i Europa.22 Da statsminister Hilmar Baunsgaard besøgte USA i april 1970 og havde samtaler med blandt andet præsident Nixon og udenrigsminister William P. Rogers, viste forskellen mellem de to regeringers holdninger til tanken om en europæisk sikkerhedskonference sig på flere måder. De memoranda om Danmark og den danske statsminister, der blev udarbejdet af det amerikanske udenrigsministerium (State Department) og sendt til præsidenten som en forberedelse til møderne, gjorde i nøgterne, men ikke ukritiske vendinger, op- mærksom på den særlige danske præference for ideen om en europæisk sikkerhedskonference. Den danske politik var ifølge det amerikanske udenrigsministerium kombineret med en tendens til moraliserende holdninger og en afspændingspolitisk tankegang, som mere byggede på entusiasme end realisme, men det tilføjedes, at flertallet af danskerne var realistiske i deres NATO-loyalitet. I forlængelse heraf hed det ret forbeholdent i et af præsiden- tens „talking points“ til samtalen med statsministeren, at USA i princippet ikke havde noget imod en eventuel konference, hvis der forudgående skete fremskridt på konkrete punkter, som indikerede, at konferencen ville give meningsfulde resultater.23 Samtalerne mellem statsministeren og de ledende amerikanske politikere afspejlede tydeligt de overlappende og forskellige danske og amerikanske forventninger og holdninger til ideen om en sikkerhedskonference. Mens den amerikanske udenrigsminister præciserede, at en diskussion ikke i sig selv er meget værd, og at Vesten burde have en klar ide om, hvad der skulle forhandles, før man deltog i en konference, erklærede den danske statsminister sig enig i, at den burde forberedes ordentligt, men at en konference kunne give mulighed for at forbedre det almindelige internationale klima.24

22 Indberetning fra Torben Rønne, Washington, DC, til Udenrigsministeriet, 22.1.1970, ABA. 23 Memorandum for the President. Baunsgaard Visit: Perspectives, The Secretary of State, 9. april 1970, Folder POL 7, Box 2238, Record Group (RG) 59, National Archives at College Park (NA). 24 Memorandum of Conversation, Department of State, April 14, 1970, Folder POL 7, Box 2238, RG 59, (NA).

234 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 235

USA’s præsident Nixon lytter til NATO’s generalsekretær Luns i forbindelse med et NATO-møde den 26. juni 1974. Mellem Nixon og Luns ses Kong Baudouin af Belgien. (NATO Photo)

Året efter blev den amerikanske kritik af Danmarks støtte til tanken om en europæisk sikkerhedskonference videregivet i utvetydige vendinger i indberetninger fra ambassaden i Washington til udenrigsministeriet i København. Således blev det ved udgangen af 1971 understreget i en notits fra ambassa- dør Eyvind Bartels til Udenrigsministeriets direktør, Torben Rønne, at den amerikanske regering vurderede den danske holdning som noget naiv. Det var ifølge amerikanerne nødvendigt at udøve den største forsigtighed for at undgå, at Sovjet ved hjælp af en europæisk sikkerhedskonference nåede storpolitiske mål, blandt andet i forhold til de nordiske lande, som ikke kunne til- vejebringes ved åben konfrontation.25 En anden omtrent samtidig notits fra ambassadør Bartels antydede dog, at Nixon-administrationens negative holdning til tanken om en europæisk sikkerhedskonference var på vej til at æn- dres. Ambassadøren havde haft en samtale med Helmut Sonnenfeldt, der var tilknyttet Henry Kissingers stab i Det hvide Hus som sovjetrådgiver, og fået det indtryk, at problemstillingen omkring en europæisk sikkerhedskonference figurerede langt nede på den amerikanske prioritetsliste. Det vigtige var, havde Sonnenfeldt sagt til Danmarks ambassadør i Washington, at nå en passende

25 „Det dansk-amerikanske forhold“, notits af d. 27.12.1971, udarbejdet af Eyvind Bartels, amb. Washington, DC, til Udenrigsministeriet, UM 5.B.55.a.

DANMARK OG CSCE 235 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 236

koordinering af de vestlige positioner, idet han dog samtidig klart erkendte vigtigheden af at undgå en blok-til-blok-forhandling, og at en egentlig ensartethed i positionerne ikke burde tilstræbes.26 I løbet af foråret 1972 kom der meldinger til udenrigsministeriet om, at USA nu for alvor syntes at have accepteret tanken. Denne accept var ifølge indberetninger fra den danske NATO-repræsentation i Bruxelles sandsynligvis uden større entusiasme og snarere udtryk for en erkendelse af, at konferencen ville blive realiseret, hvorfor man måtte søge at få det bedste ud af den. Men der var ved at komme en amerikansk forståelse for ideen om en konference som et vigtigt led i en kontinuerlig afspændingsproces og visse fælles interesser mellem Øst og Vest, som kunne føre til rimelige konkrete resultater, fortalte indberetningen fra Bruxelles til København. Derfor havde USA taget initiativet til at lægge NATO’s forberedelser i klare rammer, blandt andet ved at oprette arbejdsgrupper, så man kunne undgå, at sikkerhedskonferencen henfaldt til vedtagelser af generelt uforpligtende erklæringer, som ville skade mere end gavne, fordi de kunne give offentligheden et falsk indtryk af de opnåede resultater.27 Danmark var dog som før imod at lægge forberedelserne iNATO-regi i alt for faste rammer, da sådanne kunne være en hæmsko for de enkelte NATO-allieredes handlefrihed i varetagelsen af bilaterale kontakter med lande uden for NATO.28 Friere bevægelighed: propaganda, principper og murbrækkere En særlig side af forberedelserne angik forventningerne til reelle fremskridt på kurv 3-området afvejet i forhold til taktiske overvejelser om de propagandafordele, som kunne være forbundet med at foreslå friere bevægelighed som et punkt på dagsordenen i forventning om østlandenes afvisning. I en diskussion i foråret 1972 om et britisk papir om de taktiske overvejelser gav den danske repræsentant i Den politiske komité i NATO således udtryk for, at selv om man næppe kunne forvente store fremskridt før på et senere stadium i af- spændingen mellem Øst og Vest, burde spørgsmålet alligevel optages på dagsordenen, fordi der efter dansk opfattelse var tale om fundamentale vestlige principper. Eventuelle propagandafordele som følge af østlig afvisning var sekundære sammenholdt med det principielle. Dette fik tilslutning fra andre NATO-lande som Canada, Norge og også USA, idet amerikanerne så småt var på vej til at opgive Nixons og Kissingers opfattelse af afspænding som et rent supermagtsforhold; for Nixon-administrationen var det afgørende, at europæerne (og Canada) ville køre deres afspændingspolitik over for Øst på lavt blus og altid holde kontakten med Washington. I forbindelse med drøf-

26 Notits fra Eyvind Bartels, Washington, DC, til Udenrigsministeriet, 17.12.1971, ABA. 27 Indberetning fra Den Danske Repræsentation ved NATO (DANATO), 15.5.1972, UM 41.B.82. 28 Borring Olesen og Villaume, I Blokopdelingens Tegn.

236 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 237

telserne i NATO om vestlige ideer til kurv 3 fandt Canada, at de vestlige lande i stedet for at fremsætte generelle forslag, som ikke kunne forventes vedtaget, burde koncentrere sig om mindre vidtrækkende konkrete forslag, som havde udsigt til at blive gennemført.29 Det var et synspunkt, som gjorde Canada og Danmark til nære allierede – og til tider konkurrenter, når det gjaldt om at blive bannerfører for disse forslag – i diskussionerne i NATO. Stillet over for de kommunistiske landes indledende afvisning af en dagsorden, der også omfattede forslag om friere bevægelighed, diskuterede de vestlige lande fra foråret 1972 forskellige andre fremgangsmåder i forsøget på at omgå afvisningen. En nærliggende mulighed var at tage udgangspunkt i ideen om udvidede „kulturelle forbindelser“ mellem Øst og Vest og bruge det som murbrækker for friere bevægelighed. De kommunistiske lande var på forhånd disponerede til at gå ind for sådanne forbindelser, som de udlagde som nøje statsligt regulerede forbindelser, og som nævnt havde de i sommeren 1970 foreslået kultur som et emne for sikkerhedskonferencen. Heroverfor skulle de vestlige lande lægge vægt på, at kulturbegrebet måtte tolkes i dets bredeste betydning. Kultur skulle ikke blot vedrøre traditionelle finkulturelle emner som litteratur, musik, tater, kunst, osv., men omfatte bredere samfundsmæssige og sociokulturelle forhold som miljøproblemer, sund- hed, social velfærd, storbyproblemer mv., som uden straks at indebære ideologiske konfrontationer ville fremme forståelsen – ikke nødvendigvis enighed eller harmoni – mellem Øst og Vest. Det blev nævnt i de vestlige diskussioner, at det eksisterende netværk af bilaterale kulturaftaler mellem lande i de to dele af Europa om samarbejde på specifikke uddannelsesmæssige, videnskabelige og kulturpolitiske områder indeholdt mange muligheder for udvidede kontakter, som i realiteten lå nær de vestlige forestillinger om friere bevæge- lighed. De bilaterale aftaler skulle imidlertid følges op i multilaterale udveks- lings- og samarbejdsinstitutioner. Også udviklingen af rent kommercielle forbindelser og turisme kunne få en rolle ved at åbne for og forbedre kontakterne på tværs af skillelinjen mellem Øst og Vest. I formuleringen af og diskussioner om sådanne visioner og strategier blev det gang på gang understreget, at der var tale om meget langsigtede planer.30 Dette viste sig også, når danske politikere lejlighedsvis konstaterede tilbageslag for deres afspændings- og østpolitik. Således kaldte statsminister Jens Otto Krag på et møde i det udenrigspolitiske nævn i august 1972 de nye processer i Tjekkoslovakiet for en uhyggelig genopliven af stalinismen.31

29 Diskussion i Den politiske komité den 7. marts 1972, jf. indberetning fra DANATO, 9.3.1972, UM 5.B.55.d.. 30 „Cultural Agreements as an Instrument for Improving Communication between East and West“, DANATO, 6.4.1972, UM 5.B.55.d. Der findes i udenrigsministeriets journaler om CSCE mange andre rapporter om sådanne diskussioner i NATO- og EF-komiteer. 31 UPN, 23.8.1972.

DANMARK OG CSCE 237 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 238

CSCE og de forberedende samtaler i Helsingfors blev diskuteret på et møde mellem udenrigsminister K.B. Andersen og den sovjetiske ambassadør i København, V.A. Zorin, i begyndelsen af november 1972. Ifølge udenrigsministerens referat af samtalen på et møde i det udenrigspolitiske nævn få dage senere blev der konstateret sort set enighed om de allerfleste spørgsmål, men der var enkelte divergenser, og det vigtigste eksempel var, at man fra dansk side lagde stor vægt på udbygningen af de menneskelige kontakter og udbredelsen af informationer og ideer mellem Øst og Vest.Fra sovjetisk side var det første gang blevet accepteret, at spørgsmålet blev taget op under ministerpræ- sident Aleksej N. Kosygins besøg i København i december 1971. Den sovjetiske accept var blevet gentaget i udenrigsministerens samtale med Gromyko i New York i efteråret 1972 i forbindelse med FN’s generalforsamling, selv om K.B. Andersen havde mødt skarpe indsigelser fra Gromyko, da han i sin tale til generalforsamlingen havde kritiseret de strenge begrænsninger i sovjetiske statsborgeres ret til at forlade deres land.32 Men det var klart, sagde udenrigsministeren i det udenrigspolitiske nævn, at man fra østlig side ikke delte vor opfattelse af betydningen af disse spørgsmål, og selv om man fra vestlig side ikke ville stille urealistiske krav, var det også klart, at der ikke kunne blive tale om kapitulation på et så vigtigt område. Der var på mødet i det udenrigspolitiske nævn tydelige forskelle mellem reaktionen hos de forskellige partier til den af K.B. Andersen skitserede linje. På den ene side erklærede Poul Hartling (V) sig enig i, at man ikke skulle opgive spørgsmålet om friere bevægelighed uanset østlandenes modstand herimod. På den anden side udtrykte Gert Petersen (SF) sit forbehold over for tanken om at gøre friere bevægelighed mellem Øst og Vest til et centralt dansk CSCE-mål ved at sige, at han havde forstået, at regeringen ikke ville lade konferencen stå og falde med dette punkt, hvilket han fandt rigtigt. Gert Petersen havde fået det indtryk, at flere vesteuropæiske lande gjorde spørgs- målet til et afgørende punkt for hele konferencen, hvilket efter hans opfattelse var en meget negativ holdning. Hertil svarede udenrigsministeren, at efter dansk opfattelse burde NATO stå fast på den bløde formulering om i hvert fald nogle forbedringer på området. Ingen af parterne kunne bære et sammenbrud af konferencen, men fra vestlig side kunne man heller ikke acceptere et intetsigende resultat, tilføjede udenrigsministeren. Diskussionen i nævnet kan sammenfattes derhen, at selv om der var tale om tydelige forskelle mellem partiernes holdning, så var der ikke tale om nogen form for konfrontation. Vurderet i et bredere perspektiv, som inddrager specielt systemkonflikten mellem Øst og Vest, var forskellene dog både tydelige og interessante derved, at uenigheden om fastholdelse af friere bevægelighed peger frem mod forklaringer på afslutningen af den kolde krig (se kapitel 60).

32 UPN, 9.11.1972; se også Borring Olesen og Villaume, I Blokopdelingens Tegn.

238 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 239

Helsingfors-Genève-Helsingfors 1972-75

Forskellene mellem forventninger og visioner hos deltagerstaterne i sikkerhedskonferencen viste sig hurtigt efter, at de forberedende drøftelser var begyndt i Helsingfors i slutningen af november 1972. Således blev det kort før jul efter afslutningen af den første samling indberettet til udenrigsministeriet, at der bag de tilsyneladende overfladiske stridigheder om betegnelser eller ord skjulte sig en dybtgående meningsforskel mellem Øst og Vest. På den ene side den sovjetiske ide om en hurtig vedtagelse af nogle deklarationer af generel karakter, som befæster status quo i Europa, på den anden side det vestlige ønske om gennem en grundig forberedelse at sikre, at der blev taget konkrete skridt til nedbrydning af barriererne mellem Øst og Vest. Selv om en overordentlig elskværdig atmosfære havde præget drøftelserne var det ifølge indberetningen fra Helsingfors derfor først i de allersidste dage af den første samling, at man nåede frem til de centrale problemer.33 På samme tid – ved udgangen af 1972 – refererede udenrigsminister K.B. Andersen på et møde i det udenrigspolitiske nævn fra et ministerrådsmøde i NATO, at der var enighed om, at man fra vestlig side burde lægge afgørende vægt på, at deltagerne i CSCE drøftede friere bevægelse for mennesker, ideer og oplysninger. Det var vigtigt, at man på den ene side fastholdt dette princip, men på den anden side undgik at låse sig fast i en bestemt situation. Hvad angår forberedelser i NATO, fortalte udenrigsministeren nævnet, at der var udarbejdet en række detaljerede rapporter om hovedspørgsmålene, og at arbejdet ville blive videreført på grundlag af oplæg, som var udarbejdet af EF-landene.34

Danmark som kurv 3-koordinator: tilslutning og betænkeligheder I begyndelsen af 1973 påtog Danmark sig at forelægge og koordinere vestlige landes ønsker og forslag til udformningen af den omstridte kurv 3. Det blev først aftalt mellem EF-landene som led i EPS, og umiddelbart derefter blev det bekræftet i NATO’s arbejdsgruppe vedrørende CSCE.35 På det første møde derefter i det udenrigspolitiske nævn i slutningen af januar 1973 frem- hævede udenrigsminister K.B. Andersen, at man ved på de vestlige landes vegne at påtage sig at forelægge dette dagsordenspunkt ville bestræbe sig på både at fremme en sag af stor betydning og undgå at skabe vanskeligheder for konferencens videre forløb. Ifølge udenrigsministeren tydede de hidtidige reaktioner på, at dette var lykkedes, idet vestlige lande havde givet udtryk for

33 „Foreløbig vurdering af forløbet af MPT’s første samling 22. november – 15. december 1972“, Notat af d. 16.12.1972, fra ambassadør Mellbin til Udenrigsministeriet, UM 41.B.82. ’MPT’ står for Multilateral Preparatory Talks. 34 UPN, 13.12.1972. 35 John van Oudenaren, Détente in Europe. The Soviet Union and the West since 1953, 1991, s. 322. Italien fik en tilsvarende opgave med hensyn til kurv 1 og Belgien med hensyn til kurv 2.

DANMARK OG CSCE 239 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 240

anerkendelse af det danske oplæg, mens reaktionen fra sovjetisk og østeuro- pæisk side havde været relativt gunstig. I begyndelsen havde østeuropæere givet udtryk for deres vrede, men den havde hurtigt fortaget sig, og trods kurv 3-dagsordenens kontroversielle indhold, var forhandlingsmønstret ikke slået i stykker. På nævnsmødet blev den danske linje ikke åbent kritiseret, men enkelte var mere forbeholdne. Den mest betingede tilslutning kom fra det radikale medlem, Svend Haugaard, som lagde vægt på det moralsk rigtige i at gå ind for, at disse spørgsmål kom på sikkerhedskonferencens dagsorden, når det skete i en form, der ikke var unødigt kontroversiel.36 I Socialdemokratiets, de konservatives og i Venstres folketingsgrupper synes der ikke at have været diskussion om spørgsmålet. Derimod blev den danske linje i kurv 3-spørgsmålet kritiseret i Social- demokratiets partiorganisation, nemlig i partiets udenrigs- og forsvarspolitiske udvalg, på et møde i januar 1973, hvor Niels Enevoldsen (formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)) udtalte betænkelighed ved, at Danmark lagde for stor vægt på forslaget om fri bevægelighed over græn- serne mellem Øst og Vest. 37 Hvis man holdt for stærkt fast ved forslaget kunne det ifølge DSU’s formand skabe vanskeligheder for konferencens for- løb. Dette synspunkt tilsluttede formanden for udvalget, Lasse Budtz, sig.38 Der udviklede sig i udvalget en diskussion om kurv 3-forslagets formål og konsekvenser, hvorunder udenrigsminister K.B. Andersen afviste, at der skulle være tale om et koldkrigs- eller konfrontationsudspil. I NATO ville andre lande have formuleret forslaget endnu stærkere, sagde udenrigsministeren. En tilsvarende kritik af den danske CSCE-politik blev fremført på møder i de nordiske socialdemokratiers sikkerhedspolitiske gruppe i foråret og sommeren 1973. Her udtrykte repræsentanterne fra de socialdemokratiske partier i Finland, Norge og Sverige betænkelighed ved Danmarks initiativ med hensyn til kurv 3: Man kendte jo på forhånd Sovjets modstand imod det. På mødet erklærede de finske deltagere, at det danske forslag havde skabt store problemer for den finske CSCE-delegation, men at det trods alt var bedst, at forslaget kom fra et land som Danmark.39 Skal CSCE acceptere eller nedbryde barrierer mellem Øst og Vest? Da den egentlige konference blev indledt ved et møde mellem udenrigsministre i Helsingfors i begyndelsen af juli 1973, beskæftigede udenrigsminister K.B. Andersen sig i sin tale først med de grundlæggende principper, som del-

36 UPN, 23.1.1973. Se også UPN 7.3.1973. 37 Referat af Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitiske udvalgs møde onsdag den 10. januar 1973, ABA. 38 Lasse Budtz var på dette tidspunkt ikke medlem af Folketinget. Det blev han ved valget i december 1973. 39 Notat om møde i de nordiske socialdemokratiers sikkerhedspolitiske gruppe, Stockholm, 28. februar og 1. marts 1973, ABA; Referat af mødet i den nordiske sikkerhedspolitiske gruppe, d. 7.-8. juni 1973 på Marienborg, ABA.

240 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 241

tagerstaterne skulle respektere og anvende i deres indbyrdes forhold, dvs. kurv 1. Disse principper var, understregede ministeren, en udelelig helhed, og for at illustrere dette henviste han til princippet om grænsernes ukrænke- lighed, som var uadskilleligt knyttet til princippet om at afstå fra trussel om eller anvendelse af magt. Princippet om grænsernes ukrænkelighed betød ikke, at grænser ikke under nogen omstændigheder kunne ændres, fremhævede K.B. Andersen, men sådanne ændringer måtte bero på en frit indgået aftale mellem de berørte stater, og en sådan aftale var en anvendelse af princippet om suveræn lighed og respekt for de rettigheder, som var en bestanddel af su- veræniteten.40 Efter at have omtalt visioner og mål for det økonomiske samarbejde mellem deltagerstaterne (kurv 2), kom den danske udenrigsminister ind på de ømtålelige problemer med hensyn til menneskelige forbindelser og information (kurv 3) og fremhævede i utvetydige vendinger, at Danmark tillagde dette dagsordenspunkt den største betydning, fordi det vedrørte de internationale forholds menneskelige dimension og anerkendelse af viden som kilde til forståelse. Det havde betydning både for sikkerhed og samarbejde, men gik langt videre, idet dets formål var at gøre afspændingen til en levende virkelighed for menneskene – og ikke blot, indskød udenrigsministeren, et ophøjet emne for lykønskningstaler – i alle de deltagende lande og de enkeltpersoner, som tilsammen dannede de nationer, der var repræsenterede ved konferencen. Positive resultater med hensyn til kurv 3 var derfor af væ- sentlig betydning for konferencens succes, sagde K.B. Andersen. I den videre forberedelse af den danske deltagelse i CSCE-konferencens længste fase (fase 2) – den lange møderække på embedsmandsplan i Genève fra september 1973 til juli 1975 – er det værd at bemærke, at udenrigsministeriet i udarbejdelsen af forslag til kurv 3 inddrog en bredere kreds af institutioner og organisationer i det danske samfund, end der normalt blev inddraget af de centrale sikkerhedspolitiske ministerier i politikformuleringen. Dette viste sig først og fremmest med hensyn til udvidet informationsspredning, hvor Danske dagblades Fællesrepræsentation, Dansk Journalistforbund og Danmarks Radio sammen med repræsentanter fra Rektorkollegiet, Forskningssekretariatet og undervisningsministeriets internationale kontor i august 1973 blev indbudt til et møde i udenrigsministeriet.41 På et møde i det udenrigspolitiske nævn få dage før den anden fase af CSCE begyndte i Genève i september 1973 udspandt der sig en række meningsudvekslinger, som viste nogle nuancer og forskelle mellem danske politikeres visioner, mål og handlestrategier for CSCE: Var kernen i afspændings- processen at acceptere eller at nedbryde de kunstige barrierer i Europa, og hvad vil det sige at ’acceptere’ henholdsvis ’nedbryde’ grænser og barrierer?

40 Udenrigsminister K.B. Andersens tale på første fase af CSCE d. 3. juli 1973 er gengivet i: Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, op. cit.: 30-3. 41 Skrivelse af d. 26. juli 1973, fra Anders Georg, Udenrigsministeriet, UM 41.B.82. Indbydelsen var ledsaget af et omfattende materiale.

DANMARK OG CSCE 241 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 242

Hvordan var forholdet mellem afspænding mellem Øst og Vest og interne stramninger contra liberaliseringer i de østlige stater? Udenrigsminister K.B. Andersen fremhævede på nævnsmødet, at Danmark ligesom de øvrige vestlige lande ville lægge vægt på konkrete fremskridt, eventuelt på mere begræn- sede områder, frem for vedtagelse af generelle resolutioner. Med henblik på at nedbryde de kunstige skillelinjer i Europa ville man på realistisk basis søge at opnå fremskridt, og der var både mellem EF- og NATO-landene udarbejdet konkrete oplæg om disse spørgsmål. Hertil bemærkede Svend Haugaard (R), at han var enig i, at man fra vestlig side søgte at nedbryde skillelinjerne mellem Øst- og Vesteuropa, men at man på den anden side skulle passe på, at de vestlige forslag ikke hindrede afspændingen, der havde første prioritet. Udenrigsministerens svar på dette var, at fremlæggelse af de konkrete forslag netop tilsigtede at undgå mere principielle debatter vedrørende landenes forskellige styreformer. Der var i øvrigt tegn på, bemærkede K.B. Andersen, at af- spændingen udadtil blev betalt indadtil af de østlige landes befolkninger.42 Dette blev udtrykt skarpere af statsminister Anker Jørgensen, da han i oktober 1973 i det udenrigspolitiske nævn aflagde beretning om sit besøg i Sovjetunionen tidligere i samme måned. Her understregede statsministeren, at han i samtaler med den sovjetiske partileder Leonid Bresjnev og minister- præsident Kosygin havde fremhævet vigtigheden af, at menneskerettighederne blev respekteret fuldt ud i Europa, og givet udtryk for den bekymring, som meddelelserne om ideologisk stramning i Sovjetunionen havde givet anledning til i den vestlige opinion. Endvidere havde Anker Jørgensen understreget betydningen af menneskelige kontakter og henvist til det danske forslag herom i CSCE. Som en kommentar til sådanne forslag havde Bresjnev an- ført, at han egentlig ikke forstod meningen med at foreslå udveksling af ideer og informationer, men at nogle prøvede at stikke en kæp i hjulet. I samtalerne havde de sovjetiske ledere lagt vægt på respekten for princippet om ikke- indblanding i indre anliggender og peget på kritisable forhold i Danmark som udbredelsen af pornografi. Kosygin udtalte som en generel karakteristik, at de vestlige samfund ikke var præget af samme disciplin som det sovjetiske.43

Fremskridt og dødvande Efter fase 2 var gået i gang i Genève i efteråret 1973, tydede de første indberetninger om forhandlingerne i underkomiteen vedrørende menneskelige kontakter på lejlighedsvise fremskridt i form af større østlig imødekommen- hed over for vestlige synspunkter. Men det ændrede sig hurtigt, og i foråret

42 UPN, 7.9.1973. 43 UPN, 31.10.1973. Se også indberetningen fra den amerikanske ambassade i København til State Department om den danske statsministers besøg i Sovjetunionen, Department of State Airgram, November 8, 1973, Folder POL Affairs & relations – DEN, Box 2238, RG 59, NA. Indberetningen for tæller til sidst: „One of the Danish delegation remarked to the reporting officer that what exposure

242 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 243

1974 indberettede den danske delegation fra Genève, at arbejdet på væsent- lige punkter var kommet ind i et dødvande. Årsagen hertil var først og fremmest de østlige landes og ganske særligt Sovjetunionens henholdende indstilling, som i indberetningerne til udenrigsministeriet blev vurderet til at være baseret på taktiske overvejelser om, hvordan man bedst muligt kunne sikre kurv 1-princippet om grænsernes ukrænkelighed, mens de for de østeuropæ- iske lande mindre vigtige spørgsmål under kurv 3 kunne blive afgjort på et senere tidspunkt. Der havde hermed udviklet sig en regulær forhandlingskrise, som fremkaldte bekymring både blandt vestlige og neutrale delegationer. Hvis tilstanden fortsatte, kunne det ifølge indberetningerne forsinke og i vær- ste fald drage konferencens heldige afslutning i tvivl.44 Krisen i forhandlingerne førte til drøftelser blandt NATO- og EF-landenes delegationer om muligheden af en ændret vestlig taktik, f.eks. at en underkomité, hvor der ikke kunne opnås enighed om et vestligt forslag vedrørende kurv 3, henlagde sådanne forslag indtil videre for at arbejde med de mange andre vestlige forslag. I sådanne overvejelser blev det gang på gang understreget, at dette skulle ske uden at kompromittere substansen i vestlige forslag. Der var ikke i indberetningerne til den politiske ledelse af dansk CSCE-politik i København noget spor af den opfattelse, at de vestlige krav med hensyn til kurv 3 var for besværlige og i færd med at hindre en vellykket afslutning på konferencen, og at de af hensyn til den mellemstatslige afspænding derfor burde opgives eller begrænses. Et par gange i foråret 1974 blev det berettet fra Genève, at der fra østeur- opæisk og sovjetisk side syntes at være visse antydninger af en konkret kompromisvilje med hensyn til menneskelige forbindelser. I et tilfælde i blev der efter underhåndsforhandlinger med blandt andre DDR’s delegationschef op- nået foreløbig enighed om en tekst, der fastslog vigtigheden af uhindret adgang til kommunikation mellem borgerne i de deltagende stater, som derefter kunne forelægges hovedstæderne til endelig godkendelse. Men den føl- gende dag forkastede de østeuropæiske lande teksten, og underhånden oplyste de, at den ændrede holdning skyldtes nye instrukser fra Moskva.45 I et andet tilfælde senere på foråret, hvor den sovjetiske delegation antydede en mere imødekommende linje, søgte chefen for den danske delegation, ambas- sadør Mellbin, efter aftale med EF- og NATO-landene at få klarhed over rækkevidden af den sovjetiske kompromisvilje. Russerne vendte dog i løbet af kort tid tilbage til en kompromisløs holdning, og i det hele taget syntes der at være visse forskelle sammenlignet med de østeuropæiske lande, der var mere

he did gain to Soviet society reminded him, with appropriate cultural modifications, of earlier Empires at their zenith. He believes that the problem of nationalities will eventually prove the un- doing of the Soviet empire but thinks that this will not come for at least a decade.“ (!). Det har ikke været muligt at fastslå identiteten af det pågældende medlem af den danske delegation. 44 „CSCE fase 2, Komité III“, tre notater af d. 8., 16. og 24.5.1974, fra ambassadør Mellbin, Genève, til Udenrigsministeriet, UM 5.B.55.d/1. 45 „Nr. 78, CSCE fase 2, Komité III“, indberetning af d. 4.3.1974, fra ambassadør Mellbin til Udenrigsministeriet, UM 41.B.82.

DANMARK OG CSCE 243 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 244

smidige.46 I løbet af efteråret 1974 slækkede den sovjetiske CSCE-delegation på afvisningen af de vestlige krav, og i slutningen af året blev der opnået enighed om en kompromistekst til kapitlet om menneskelige kontakter i kurv 3 med et forbedret forhandlingsklima som resultat. Teksten blev fremlagt af Østrig som resultatet af en række underhåndsforhandlinger, hvori Frankrig og Sovjetunionen (som en udløber af Bresjnevs samtidige besøg i Paris), Danmark (som oprindelig forslagsstiller) samt de alliancefrie lande Finland, Sverige og Østrig (som mulige formidlere) deltog. Kompromisteksten var ifølge delegationen tilfredsstillende som et substantielt fremskridt i konferen- cearbejdet, men efter sagens natur også baseret på en skrøbelig balance, som gjorde den yderst vanskelig at ændre, uden at den faldt fra hinanden.47 Enighed var dog foreløbig og betinget indtil de sidste uger af den anden fase i Genève. I slutningen af maj 1975 havde udenrigsminister K.B. Andersen under et besøg i Sovjetunionen en længere samtale med den sovjetiske udenrigsminister Gromyko, hvor sikkerheds- og samarbejdskonferencen var hovedemnet. Den danske udenrigsminister nævnte i sin beretning om samtalen til det udenrigspolitiske nævn, at selv om Gromyko havde understreget den sovjetiske forhandlingsvilje, havde hans udtalelser på mødet ikke været tilfredsstillende, og det gjorde K.B. Andersen mindre optimistisk med hensyn til konferencens afslutning i slutningen af juli. Hvad angik notifikation af mi- litære manøvrer (et kurv 1-emne), havde Gromyko haft svært ved at forstå betydningen af selve ideen i forhold til spørgsmålet om krig eller fred, men man var dog fra sovjetisk side indstillet på at forhandle med henblik på et passende kompromis. Med hensyn til friere arbejdsmuligheder for journalister (et kurv 3-emne) havde den sovjetiske udenrigsminister fundet det vestlige forslag for vidtgående. Opfølgningsspørgsmålet interesserede Gromyko mindre. En ny samtale med Gromyko senere under besøget havde dog givet K.B. Andersen det indtryk, at den sovjetiske udenrigsminister forstod, at det ville være nød- vendigt med sovjetiske indrømmelser, hvis konferencen skulle kunne afsluttes i juli, hvad russerne tydeligvis lagde stor vægt på.48 Senere i juni 1975 kunne udenrigsministeren fortælle det udenrigspolitiske nævn, at de seneste forhandlinger i Genève havde været præget af stor bevæ- gelighed, og at alle væsentlige spørgsmål med hensyn til kurv 3 var løst. Ministeren lagde især vægt på to af principperne for forholdet mellem deltagerstaterne, der blev opregnet i kurv 1, nemlig bestemmelsen om grænsernes ukrænkelighed, som repræsenterede et af Sovjetunionens hovedmål på konferencen, og bestemmelsen om staternes adgang til ved fredelige midler at foretage indbyrdes grænseændringer, som Vesttyskland tillagde stor vægt. I en

46 Notater af d. 21. og 27. juni samt 12. juli 1974, fra ambassadør Mellbin, Genève, til Udenrigsministeriet, UM 5.B.55.d/1. 47 Notater af d. 4.10., 8.11. og 20.12.1974, fra ambassadør Mellbin, Genève, til Udenrigsministeriet, UM 5.B.55.d/1. 48 UPN, 3.6.1975.

244 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 245

sammenfattende vurdering af konferencens sandsynlige resultat, understregede K.B. Andersen endnu en gang, at den repræsenterede det første skridt i en proces af multilaterale forhandlinger om emner, der også omfattede spørgsmål, som mange deltagerstater for blot få år siden havde forkastet som genstand for internationale forhandlinger.49 På konferencens afsluttende topmøde i Helsingfors i sommeren 1975 (fase 3) gennemgik statsminister Anker Jørgensen i sin tale, hvad der var opnået inden for de tre kurve. Inden for kurv 1 hæftede han sig ved, at dokumentet om tillidskabende foranstaltninger føjede et nyt element til afspændingspro- cessen, som ville være et yderligere bidrag til forbedringen af det politiske klima i Europa. Med hensyn til kurv 3 fremhævede statsministeren, at der her var betrådt helt ny jord, og at nettoresultaterne var et vigtigt, men begrænset fremskridt i retning af friere udveksling af personer, informationer og ideer over grænserne. Meget afhang af, hvordan bestemmelserne blev omsat til virkelighed: Afspænding var ikke et statisk, men et dynamisk begreb, og slutakten var ikke afslutningen på en proces, men et middel til at fortsætte og fremme afspændingsprocessen.50 Tilsvarende svarede udenrigsminister K.B. Andersen på et spørgsmål, han blev stillet over for to uger senere på et møde i det udenrigspolitiske nævn, at han var enig i, at man ud fra de ti principper måtte betegne Bresjnev-doktrinen som død. Om dette så rent faktisk var til- fældet, måtte jo afhænge af, om de pågældende bestemmelser blev efterlevet, tilføjede udenrigsministeren.51 Både statsministerens tale ved undertegnelsen af slutakten og udenrigsministerens bemærkning til det udenrigspolitiske nævn kort efter var således præget af samme tankegang, som lå i mange af indberetningerne fra den danske delegation i Genève, når der blev rapporte- ret enighed om en bestemt tekst: Enigheden betød ikke, at nu var Europas sikkerhedsproblemer klaret. Det var altid en selvfølge, at gennemførelsen var afhængig af en lang række faktorer, som påvirkede deltagerstaternes muligheder for og vilje til at udlægge givne tekster på en bestemt måde og få andres tilslutning hertil. Både afspændingsbegrebet og Helsingfors-slutakten var i høj grad flertydige, og den faktiske udvikling påvirkedes af såvel forholdet mellem deltagerstaterne som transnationale Øst-Vest-forhold.

Transnationale forhold: et eksempel Betydningen af transnationale forhold illustreres af Socialdemokratiets reaktion i foråret 1975, da Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), der havde monopol på magten i DDR, gentagne gange havde presset på for at få etableret officielle kontakter mellem Socialdemokratiet og SED.

49 UPN, 20.6.1975. 50 Statsminister Anker Jørgensens tale 31. juli 1975 er gengivet i Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 33-34. 51 UPN, 14.8, 1975.

DANMARK OG CSCE 245 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 246

Bestræbelserne fra SED’s side må blandt andet ses i forbindelse med den marxistisk-leninistiske opfattelse af afspænding som en form for fredelig sameksistens (se kapitel 3), og den i Sovjetunionen og i de østeuropæiske kommunistiske regimer udbredte opfattelse, at Helsingfors-konferencen var et vigtigt skridt i denne proces og en stor succes for de kommunistiske lande. Sagen var den, at en medarbejder ved DDR’s ambassade, Werner Krause, i marts 1975 inviterede formanden for Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitiske udvalg, Poul Nielson (MF 1971-73, 1977-84 og 1986-1999), til et møde (en frokost), hvor han ønskede at undersøge, om der var nogen bevæ- gelse i Socialdemokratiets holdning til oprettelsen af officielle kontakter med SED.52 I svaret fra Poul Nielson som formand for Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitiske udvalg hed det, at det principielle udgangspunkt for Socialdemokratiet ved en stillingtagen til spørgsmålet om at oprette mere eller mindre formaliserede eller officielle kontakter mellem det danske socialdemokrati og SED, var, at Socialdemokratiet virkede i et politisk system, der var pluralistisk og parlamentarisk. Dette indebar, skrev Nielson til Krause, at Socialdemokratiet som en selvstændig bevægelse og organisation med egen ideologi og politiske profil ligesom andre partier i Danmark måtte vogte omhyggeligt over denne i kampen om at opnå folkelig tilslutning ved valgene. Officielle kontakter til partier i andre lande var derfor begrænsede til andre socialdemokratiske partier, og Socialdemokratiet kunne følgelig ikke etablere officielle kontakter med de kommunistiske partier i Østeuropa, og altså heller ikke med SED. Denne stillingtagen måtte imidlertid ikke, blev det understreget, tages som udtryk for, at Socialdemokratiet ikke erkendte værdien af så gode kontakter som muligt i forhold til de østeuropæiske lande. Ej heller berørte denne stillingtagen til partimæssige kontakter på nogen måde den danske regerings politik med hensyn til kontakter mellem regeringerne og landene som sådan. Det var netop – sluttede svaret på forespørgslen om oprettelse af kontakter med SED – denne forskel „mellem regeringens og partiernes funktioner i vort politiske system“, der udgjorde baggrunden for den socialdemokratiske afvisning. I et brev af 17. marts 1975 fra K.B. Andersen til Poul Nielson, jf. note 52, gav udenrigsministeren tilslutning til, at der blev svaret hurtigt og negativt på Krauses spørgsmål. K.B. Andersen fremhævede også, at selv om andre socialdemokratiske partier i Vesteuropa knyttede nærmere forbindelser til SED, burde det ikke repræsentere Socialdemokratiets holdning, og han tilføjede, at det ville virke meget hårdt for de rigtige socialdemokrater i DDR, hvis det

52 Det følgende er baseret på en række dokumenter, der findes på ABA: „Notat vedrørende forholdet mellem Socialdemokratiet og SED“, af Poul Nielson, 11. marts 1975; brev til Poul Nielson fra udenrigsminister K.B. Andersen, 17. marts 1975 (kommentar til førnævnte notat); brev til Socialdemokratiets forretningsudvalg om „Socialdemokratiets forhold til de kommunistiske partier i Østeuropa, herunder SED“, fra Poul Nielson, april 1975; brev til Werner Krause fra Poul Nielson, april 1975.

246 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 247

danske socialdemokrati blåstemplede SED: De østtyske socialdemokrater havde jo aldrig accepteret sammenslutningen i 1946 med kommunistpartiet. Alt i alt var disse brevvekslinger og afvisningen af SED et af de tydeligste eksempler på, at Socialdemokratiet som det ledende regeringsparti og fortaler for dansk afspændingspolitik i 1970’erne med udgangspunkt i systemkonflikten mellem Øst og Vest erkendte nogle klare grænser for denne politik.

Opfølgningen af slutakten Foranstaltninger i Danmark En første side af opfølgningen af Helsingfors-slutakten angik gennemførelsen internt i Danmark. I slutningen af 1975 nedsatte regeringen et interministe- rielt udvalg, der bestod af embedsmænd fra ministerier og styrelser, hvis an- svarsområder berørtes af Helsingfors-slutakten, for at rapportere om den danske opfølgning. Udvalget skulle undersøge, hvorvidt dansk lovgivning og praksis var i overensstemmelse med slutakten og overveje forslag til konkrete danske skridt og eventuelle initiativer fra dansk side over for andre deltagerstater. Men henblik herpå gennemgik udvalget hele slutakten med bistand fra de relevante fagmyndigheder. Arbejdet fandt hovedsagelig sted i arbejdsgrupper, hvor også institutioner og organisationer uden for selve udvalget deltog. Den første beretning om dette arbejde blev afgivet i 1977, hvor det – næppe overraskende – konstateredes, at for Danmarks vedkommende var gennemfø- relse af bestemmelserne i vid udstrækning et spørgsmål om at videreføre eller udbygge sådanne politiske foranstaltninger eller praktiske bestræbelser, som allerede var igangsat.53 Indadtil var det således ret begrænset, hvilke praktiske og politiske foranstaltninger, slutakten gav behov for. Af udadrettede foranstaltninger blev der gennemført enkelte tiltag for at forbedre journalisters arbejdsvilkår. Et par eksempler kan nævnes. I foråret 1976 blev der ved en noteudveksling mellem den danske ambassade i Moskva og det sovjetiske udenrigsministerium indgået en aftale mellem de to lande, som gav bedre ind- og udrejsemuligheder for korrespondenter, der var fast akkrediterede og bosat i det andet land.54 Et andet eksempel var, at der i december 1977 på udenrigsministeriets initiativ blev oprettet et „International Press Center“ i København, der skulle være kontakt- og arbejdssted for besø- gende og fastboende udenlandske journalister. Den daglige ledelse blev fore- stået af udenrigsministeriets pressekontor i samarbejde med den udenlandske presseforening. Centret havde i slutningen af 1970’erne over 3000 besø-

53 Beretning fra det interministerielle udvalg vedrørende Opfølgning af Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE), København 1977, s. 3f. 54 Sst., s. 49.

DANMARK OG CSCE 247 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 248

gende, og der blev registreret 238 journalister fra 42 forskellige lande.55 Disse foranstaltninger var i sig selv særdeles begrænsede, men de illustrerer meget godt den type problemer, slutakten sigtede på og kunne begrunde, at der blev løst op for.

Opfølgning i dansk udenrigspolitik Formuleringen af de sider af dansk udenrigspolitik, der var relevante for gen- nemførelsen af slutakten, var mere konfliktbetonet og fyldt med problemer end de, der vedrørte den interne gennemførelse. I Danmarks indlæg i åbningsdebatten på den første opfølgningskonference i Beograd i efteråret 1977 blev det nævnt, at der var sket fremskridt på alle slutaktens områder, men meget stod tilbage, blandt andet med hensyn til vir- keliggørelsen af slutaktens menneskerettighedsprincip. I forsigtige vendinger blev det sagt, at den danske regering gentagne gange havde udtrykt sin dybe bekymring over foranstaltninger truffet mod personer eller grupper, fordi de forfægtede deres synspunkter med hensyn til spørgsmål angående menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.56 Også med hensyn til behandlingen af menneskelige kontakter og information var der gjort fremskridt, sagde den danske taler, men der var fortsat meget tilbage at udrette. Danmark tillagde derfor videreførelsen af sikkerhedskonferencens opfølg- ning stor betydning. I konferencens afsluttende debat, der foregik mens Danmark i foråret 1978 havde formandsposten i EF og derfor talte på EF-landenes vegne, erklærede den danske repræsentant, at der havde været „en dybtgående meningsudveksling … som havde vist, at der ikke var en enig vurdering af, i hvilket omfang [slutaktens gennemførelse] havde fundet sted“. Der var dog på „en meget ligefrem måde blevet drøftet emner som menneskerettighederne, det enkelte menneskes rolle inden for rammerne af Helsingfors-slutakten, menneskelige kontakter og informationsspredning. Denne meningsudveksling havde været nyttig, fordi den gav et klarere billede af de forskellige opfattelser“, og det burde ifølge den danske taler lette den videre gennemførelse af slutakten. 57 På konferencen var det ikke muligt at blive enige om et omfattende afslutningsdokument, men efter en indsats af især EF-landene ledet af Danmark som formandsland blev der enighed om et kort afsluttende dokument, som sikrede CSCE-processens videreførelse. Generelt kan man sige, at de to danske indlæg i Beograd gav udtryk for et sæt holdninger, som lagde stor vægt på værdien af at udvise tålmodighed og tilbageholdenhed i kritikken, men samtidig i deres substans faldt sammen

55 Beretning fra det interministerielle udvalg vedrørende Opfølgning af Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE), 1980, s. 31. 56 Dette og de følgende gengivelser og citater er fra Mellbin Sikkerhed og Samarbejde i Europa., s. 23-5. 57 Mellbin, Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 52-4.

248 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 249

med flere sider af Carter-administrationens skarpe kritik af de kommunistiske landes manglende overholdelse af menneskerettighederne og mangelfulde opfyldelse af kurv 3-bestemmelserne. Hvor Danmark under Nixon- og Ford- administrationerne mere eller mindre direkte kritiserede den amerikanske regering for en overdreven betoning af det magt- og interesseorienterede mellemstatslige element i afspændingen, tenderede Danmark i de første år af Carter-administrationen mod at kritisere USA for alene at interessere sig for CSCE som et middel til at rette anklager mod Sovjetunionen på menneskeret- tighedsområdet. Med andre ord: Amerikanerne havde gode ideer til afspæn- dingen, men de overdrev altid! For Danmark var det afgørende, at Helsingfors-processen blev videreført, men ikke så afgørende, at formålet med CSCE blev grundlæggende ændret, når der var konflikt med østlandene. Alene sprogbrug og tone i danske indlæg blev dæmpet. Forholdet mellem på den ene side behandlingen af ømtålelige emner og på den anden side undgåelse af konfrontation i Helsingfors-processen blev berørt ved flere lejligheder, da udenrigsminister K.B. Andersen aflagde beretning til det udenrigspolitiske nævn før og under Beograd-konferencen 1977- 78. På et nævnsmøde i oktober 1977 anførte udenrigsministeren, at det i kraft af slutakten var blevet muligt og naturligt officielt at drøfte emner, som før var tabustemplede, eller hvis drøftelse tidligere ville være blevet afvist som indblanding i indre anliggender. Samtidig var der i konsultationer mellem EF- landene og mellem NATO-landene blevet enighed om at modvirke, at Beograd-mødet blev anledning til en ufrugtbar konfrontation, som kun kunne skade afspændingen.58 Statsminister Anker Jørgensen greb problemet an fra en anden vinkel, da han senere samme efterår fortalte nævnet om den finske præsident Kekkonens besøg i København og berettede, at han i samtalen havde nævnt, at Beograd-konferencen måtte være præget af en åben og ærlig debat, ikke mindst i spørgsmål om menneskerettigheder, men uden at dette måtte føre til ny konfrontation.59 Stillet over for ubehagelige valgmulig- heder var især statsministerens reaktion præget af en vis konfliktskyhed, som tilsyneladende blev forstærket af indtrykket af, at den amerikanske menneskerettighedspolitik under Carter-administrationen var konfliktsøgende. Spørgsmålet om, hvorledes man skulle håndtere menneskerettigheds- spørgsmålene i de kommunistiske lande, blev drøftet i folketinget ved en fore- spørgselsdebat i begyndelsen af april 1978. Forinden gennemgik minister u.p. Lise Østergaard på et ministermøde sin redegørelse for folketinget og nævnte, at hun ville komme ind på de forskellige opfattelser i Øst og Vest af det enkelte menneskes plads i samfundet og fremhæve det danske ønske om at konkretisere frem for at diskutere menneskerettighedsspørgsmål ab-

58 UPN, 7.10. 1977. 59 UPN, 17.11. 1977.

DANMARK OG CSCE 249 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 250

strakt.60 Dagen efter var der i den socialdemokratiske folketingsgruppe en kort drøftelse af problemet efter, at minister Østergaard havde redegjort for sin besvarelse af forespørgslen, og ordføreren Poul Nielson havde redegjort for sin ordførertale. Debatten afslørede nogle nuanceforskelle i partiet med hensyn til, hvordan og hvor utvetydigt Socialdemokratiet skulle formulere sig. Sammenholdt med uenigheden i partiet blot et par år senere (se kapitel 69) var forskellene klart mindre, men de antyder alligevel nogle divergenser, som bør bemærkes. I forelæggelsen af sin ordførertale tilsluttede Poul Nielson sig den linje, som danske regeringer og Socialdemokratiet ifølge Nielson havde fulgt hele tiden, hvorefter man ikke kunne acceptere den østlige påstand om, at den vestlige interesse for menneskerettighedsspørgsmål i de kommunistiske lande var indblanding i deres indre anliggender; ikke mindst i europæ- isk sammenhæng gav denne påstand ingen mening. Nielson ville i øvrigt følge ministerens bemærkninger, men føjede til, at han nok ville udtrykke sig lidt skarpere; det afgørende var, at Helsingfors og Beograd var de første stationer i en videre udvikling og proces. I den efterfølgende debat erklærede flere, blandt andre Erling Olsen og Robert Pedersen, sig enige i ordførerens fore- læggelse, mens andre, blandt andre Lasse Budtz, var lidt mere forbeholdne og fremhævede, at måden, hvorpå man skulle kæmpe for menneskerettighederne, svingede fra land til land, f.eks. mellem Sovjetunionen og Argentina.61

Afslutning

Gennemgangen af dansk afspændingspolitik og CSCE kan afsluttes med nogle tentative iagttagelser og konklusioner, som har til formål at belyse og diskutere holdbarheden og værdien af forskellige mål, visioner og handlestrategier i de internationale sammenhænge, hvor Danmark førte sin afspæn- dingspolitik i 1970’erne. Den danske politik med at påtage sig rollen som ordfører og koordinator – og dermed en slags spydspids – for vestlige forslag til kurv 3 indeholdt flere strenge. For det første havde ideer om udvikling af menneskelige kontakter og friere adgang til informationer en traditionel småstatsaroma over sigt: Små lande kunne ikke efterligne store landes magtbaserede politik, men måtte koncentrere sig om den menneskelige dimension af Øst-Vest-forholdet. En anden streng i den danske politik var, at Danmark ved at påtage sig en særlig kurv 3-rolle fik bedre muligheder for at hindre, at disse problemer blev misbrugt af andre vestlige lande til at skabe unødvendige konflikter med de kommunistiske lande. Som det blev formuleret af K.B. Andersen i en bog nogle år

60 Ministermøder (Mm), nr. 159, 4.4.1978. 61 SD, 5.4. 1978.

250 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 251

K.B. Andersen i samtale med Henry Kissinger under et NATO-møde den 7. december 1976. Til venstre ses den britiske udenrigsminister Anthony Crosland. (NATO Photo)

senere, så var det mere balancegang end kølleslag, der var brug for.62 De to sider af den danske motivation gled over i en tredje streng om de ’uskyldiges røst’, der især viste sig, når det blev fremhævet, at Danmark ikke kunne mis- tænkes for at forfølge eller varetage uvedkommende motiver med sine forslag.63 Danmarks stadige fremhævelser af behovet for dialog mellem Øst og Vest kunne blive til en efterlysning af dialog for dialogens skyld og som sådan udtryk for en særlig dansk eller småstatskynisme. Mens den første af disse strenge afspejlede en nøgtern bedømmelse af betydningen af forskellige internationale magt- og indflydelsesressourcer for store og små stater og den anden en ligeså nøgtern bedømmelse af motiver og faktisk adfærd hos flere vestlige lande, så glider denne nøgternhed over i en vis portion selvbedrag i den tredje streng. Forskellen i politiske strukturer mellem demokratiske og totalitære stater gjorde det nærliggende, at selv nok så uskyldige danske forslag om friere forbindelser over Jerntæppet nemt ville

62 K.B. Andersen, I alle de riger og lande. Oplevelser i 70’ernes danske udenrigspolitik, 1983, s. 170 og 175-6. Advarslen mod at have for store forventninger og stille for store krav til en frigørelse af de menneskelige kontakter i hele Europa blev fremført af udenrigsminister K.B. Andersen allerede i redegørelsen til folketinget om CSCE den 22. november 1972. Det skete med en henvisning til den norske forfatter Sigurd Hoel, som engang havde sagt, at man skal aldrig sige „alt eller intet“, for så får man intet, jf. Folketingstidende 1972-73, sp. 1303. 63 Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 21.

DANMARK OG CSCE 251 Kap. 39 rettet P 06/06/05 15:25 Side 252

være provokerende for magthaverne i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Det var ikke nok at sige, at man ikke ville bruge CSCE som et kampbe- redskab til at slå kommunistiske regimer oven i hovedet med: Systemkonflikten mellem demokratier og diktaturer var altid til stede, uanset om nogen ønskede at ’slå andre oven i hovedet’. På den anden side er der heller ikke tvivl om, at Danmark alt taget i betragtning var bedre i stand til at fremsætte, forfølge og fastholde kurv 3-forslag end de større NATO-lande, der som udgangspunkt var disponerede til at være mere opmærksomme på militære balanceforhold. Samlet set må man derfor vurdere den særlige danske kombination af forsigtighed og tilbageholdenhed og aktiv indsats uden for talerstolen som en betinget succes, blandt andet derved at det i hvert fald blev lidt vanskeligere for de kommunistiske lande at organisere en effektiv modkampagne. Man kan altså ikke uden videre afvise en tro på de ’uskyldiges røst’ som rent (selv)bedrag. Det centrale er, at vestlig afspændingspolitik i 1970’erne var andet og mere end mellemstatslig afspænding. I formuleringen af dansk CSCE-politik blev denne linje støttet af både Socialdemokratiet og de borgerlige partier, og der var efter alt at dømme kun enkelte i Socialdemokratiet, som satte spørgsmåls- tegn ved partiets politik. Sammenholdt med de konklusioner, der drages i kapitel 60, kan man afslutningsvis konstatere, at ikke mindst K.B. Andersens og Poul Hartlings visioner i formuleringen af dansk CSCE-politik i 1970’erne var ganske fremsynede.

252 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 253

40 · Østersøspørgsmålet 1963-1978

Introduktion

Danmark havde indtil slutningen af 1950’erne ligget uden for NATO’s forsvarslinjer. Derfor havde man fra dansk side ikke blot støttet arbejdet for etablering af en fremskudt strategi, men også søgt at få NATO til at oppriori- tere Nordflanken og betydningen af Østersøen og de danske stræder. Denne indsats fortsatte op i 1960’erne, hvor der begyndte at komme øget internationalt fokus på området. Både Øst og Vest opprioriterede området, hvilket skabte nye problemer for Danmark i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne, hvor Østersøen kom til at stå centralt på den danske sikkerhedspolitiske dagsorden. I dette kapitel vil disse perspektiver blive gennemgået nærmere med henblik på at redegøre for det danske syn på ikke blot den øgede østlige aktivitet, men også den øgede vestlige aktivitet. Endelig vil det stadige danske problem omkring Bornholm blive behandlet nærmere.

Sovjetisk flådeopbygning

I 1960’erne blev der gennemført en betydelig ekspansion af den sovjetiske flåde. En ekspansion, der ifølge det danske udenrigsministerium foregik i et tempo, der ikke var set siden Peter den Store skabte sine flåder i Arkhangelsk og Petersborg. Flådeopbygningen var, vurderede udenrigsministeriet, udtryk for, at Sovjetunionen i stedet for som hidtil at have fokuseret på forsvaret af det nære søterritorium, nu ønskede at skyde sine forsvarslinjer frem, helt ud på verdenshavene.1 Synspunktet blev delt af Forsvarets Efterretningstjeneste, der sidst i 1960’erne konstaterede, at den sovjetiske flådetilstedeværelse gennem 1960’erne havde „antaget helt ny former“. Opfattelsen var, at den sovjetiske flåde skulle udføre en strategisk defensiv – hvad der på ingen måde udelukkede en taktisk offensiv i det danske område – primært møntet på at standse den forventede trussel fra den amerikanske flåde så langt fremme som muligt.2 Ud over at være en forøgelse af den militære kapacitet i tilfælde af krig og en markering af Sovjetunionens samlede magtposition gennem øget militær

1 „Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning“, notits af 11. august 1972, UM 105.Dan.1/2. 2 FE halvårsoversigt 2/1968, s. 84f.; FE halvårsoversigt 2/1965, s. 42f. Se kapitel 50 for en grundig analyse af FE’s vurderinger af den østlige kapacitet.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 253 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 254

synlighed, fandt udenrigsministeriet det endvidere nærliggende at se den store flådekapacitet som et muligt politisk redskab. Den demonstrative flåde- tilstedeværelse kunne tænkes anvendt til at forhindre vestallieret anvendelse af basefaciliteter i og uden for NATO-området, og „i visse tilfælde“ som politisk løftestang ved opretholdelse eller indsættelse af pro-sovjetiske regimer. For så vidt angår den politiske pressionsfaktor fandt udenrigsministeriet det dog diskutabelt, om flåden „for øjeblikket er et virkelig effektivt udenrigspolitisk instrument“.3 Den øgede flådekapacitet blev også afspejlet i det danske nærområde, hvor den sovjetiske Østersøflåde blev øget og moderniseret. Hertil kom, at den øst- lige amfibiekapacitet, især den østtyske og polske, ifølge FE undergik en „ret betydelig forøgelse“ fra midten af 1960’erne.4 Den sovjetiske Østersøflåde skulle primært virke i Østersøen, antagelig med flådestøtte til landmilitære operationer i Nord- og Centraleuropa. Fra slutningen af 1960’erne foregik en forøgelse af Østersøflådens opgaver til også at omfatte forsvar uden for Østersø- området.5 Der var desuden placeret hjælpeskibe i Østersøflåden, som var beregnet på at forsyne sovjetiske flådeenheder i Nordsøen og det nordlige Atlanterhav.6 Endvidere var der deployeret eskortefartøjer, som ifølge udenrigsministeriet formodentligt skulle bidrage til at etablering af søtransport- ruter, og oceangående ubåde, som nødvendigvis måtte være møntet på opgaver i Atlanterhavet, antagelig sammen med Nordflåden.7 At Østersøflåden havde opgaver uden for deployeringsområdet blev yderligere antydet af, at det østlige styrkeforhold i det baltiske område angiveligt var mere end 4:1, og at der fra udgangen af 1960’erne blev foretaget fælles øvelser mellem Nordflåden og Østersøflåden.8 Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste tydede de sovjetiske forsøg på at skabe og konsolidere en fremskudt forsvarslinje sidst

3 „Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning“, notits af 11. august 1972, UM 105.Dan.1/2. I 1981 blev et eksempel på et sådant løftestangsprincip fremhævet i pressen i forbindelse med krisen i Polen „Kremls jernnæve over Polen“, „Ekstrabladet“, 19. august 1981. 4 Sammenlign kapitel 50. Forøgelsen af amfibiekapaciteten i Øst blev suppleret af de nye missilfar- tøjer, heriblandt OSA-missilbåde. I slutningen af 1970’erne blev flådeopbuddet, ikke mindst antallet af ubåde, dog reduceret, og styrkeforholdet begyndte at ændre sig i takt med, at de vestlige flåder fik nye langtrækkende missiler (jf. kap. 80). 5 Se kapitel 50 og 51. 6 „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområdet“, FE-notat af 23. december 1975, FE’s arkiver. Det var også disse hjælpeskibe, der udgjorde hovedparten af den østlige passage gennem de danske stræder i 1970’erne. Disse skibes passager var fordoblet siden begyndelsen af 1960’erne, mens regulære krigsskibes passage i perioden fra 1960 til 1975 var halveret. En udvikling, der ifølge FE skyldtes, at Nordflåden, Sortehavsflåden og Stillehavsflåden nu stort set var udbygget og nybyggede krigsskibe fra østersøværfterne derfor ikke længere passerede stræderne i samme omfang. 7 Når disse fartøjer var deployeret i Østersøen, skyldtes det ifølge udenrigsministeriet muligvis, at sejl- afstanden til Nordsøen og Atlanterhavet var kort, selv om den jo ikke var fri. „Den sovjetiske flåde- ekspansion og de danske stræders betydning“, notits af 11. august 1972, UM 105.Dan.1/2. 8 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, Udenrigsministeriet 1970, s. 266f; Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 6, 2004, s. 170.

254 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 255

i 1960’erne på en højere interesse i at beherske de danske stræder under krig.9 Netop spørgsmålet om den sovjetiske interesse i Østersøen og de danske stræder blev i 1972 genstand for den danske dagspresses opmærksomhed. På baggrund af et essay fra det London-baserede International Institute for Strategic Studies om den sovjetiske opprioritering af Nordflåden hævdede Kristeligt Dagblad og Aktuelt, at den sovjetiske strategiske interesse i stræderne og dermed i dansk territorium var mindsket.10 Dagbladenes konklusion blev afvist af udenrigsministeriet. Først og fremmest kunne dagbladenes slutninger om svækket sovjetisk interesse ikke udledes direkte af det britiske essay, der tvært- imod pointerede, at Sovjetunionen måtte kunne kontrollere de danske stræ- der for at deployere enheder fra Østersøflåden i Atlanterhavet. Dagbladenes problematiske læsning af essayet betød dog ikke nødvendigvis, at konklusionerne var forkerte. Derfor fandt udenrigsministeriet det relevant at under- søge spørgsmålet nøjere. Imidlertid blev den eksisterende opfattelse i udenrigsministeriet, nemlig at der var en „betydelig sovjetisk interesse i at kunne kontrollere de danske stræder“, bekræftet.11 Fraset det faktum at Østersøflå- den stadig var af en betydelig størrelse og blev suppleret af den østtyske og polske flåde, fremhævede udenrigsministeriet bl.a. det sovjetiske behov for kontrol af de danske stræder for at sikre såvel de østlige enheders udpassage til løsning af opgaver sammen med Nordflåden som deres indpassage til Østersøen. Dette sidste behov skyldtes især tilstedeværelsen af værftsfaciliteter i hele det baltiske område, fra Leningrad over Kaliningrad til værfter i Polen og Østtyskland. Disse basefaciliteter, som lå tæt på større industriområder, syntes mere oplagte til genforsyning og reparation end de fjerne ishavne, hvor Nordflåden opererede. Netop transporten af nybyggede skibe fra skibs- værfterne i det baltiske område udgjorde også en del af forklaringen på den øgede flådegennemsejling, som man fra dansk side registrerede i 1960’erne.12 Ud over at opnå fri ind- og udsejling til egne flådeenheder bestod den sovjetiske interesse i at sikre sig militær kontrol med adgangsvejene til Østersøen

9 Det står i dag klart, at Warszawapagtens planer fra 1960’erne om et gennembrud af de danske stræ- der var dikteret af behovet for at kunne føre flådestyrker ud i Nordsøen og derfra videre ud i Atlanterhavet, hvilket overordnet set var en defensiv foranstaltning ved fremskydning af forsvarslinjer. En besættelse af stræderne og især den jyske halvø var i østlig optik desuden nødvendig af hensyn til flankesikring for det østlige landmilitære angreb over den tyske højslette, jf. kapitel 50. 10 „Danmark synes nu at have mistet sin betydning i Sovjetunionens militær-strategiske planlægning“, „Kristeligt Dagblad“, 29. juli 1972; „Sovjet har mistet interessen for Danmark som ’Østersøens port- ner’“, „Aktuelt“ 29. juli 1972; „The Soviet Navy in the North“, i Strategic Survey 1971, London, 1971. Se også Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 5, 2005. 11 „Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning“, notits af 11. august 1972, UM 105.Dan.1/2; „Sovjetunionens forhold til de danske stræder og Østersøen“, notat af 6. april 1970, UM 105.Dan.1/2. 12 „Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning“, notits af 11. august 1972, UM 105.Dan.1/2.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 255 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 256

også i, at vestlig indtrængen i Østersøen kunne modvirkes.13 Så selv om man fra sovjetisk side muligvis kunne deployere dele af Østersøflåden i Nordsøen forud for en konflikt, ville dette ikke alene opfylde det sovjetiske behov for kontrol af de danske stræder, som også efter konfliktens udbrud synes at have været nødvendig. Dertil kommer, at en sådan deployering ville give Vesten et klart varsel om de forestående operationer. Udenrigsministeriets vurdering af strædernes betydning fandt desuden støtte i SACEUR’s vurdering af, at Sovjetunionen i krigstid ville have behov for fri passage mellem Østersøen og Nordsøen af hensyn til for det første indsej- ling til værfts- og reparationsfaciliteterne i det baltiske område, og for det andet udsejling for Østersøflådens egne enheder, der skulle operere i Nord- atlanten og andre steder.14 Udenrigsministeriets samlede vurdering af, at den aktuelle udbygning af Nordflåden altså næppe betød en formindsket sovjetisk interesse i at kunne kontrollere de danske stræder, var ifølge udenrigsministeriet selv i øvrigt i tråd med den samtidige militære vurdering af, at en sovjetisk besættelse af dansk territorium måtte ske på et tidligt tidspunkt i en krigssituation for at være tilfredsstillende fra et sovjetisk strategisk synspunkt.15 Sovjetunionens stadige interesse i de danske stræder fremgik også af, at de gamle sovjetiske teorier om Østersøen som lukket hav begyndte at dukke op igen i begyndelsen af 1970’erne (se kapitel 11). Såfremt Østersøen kunne opnå status som lukket hav, kunne den østlige gennemsejling af de danske stræder dermed sikres samtidig med, at NATO-flådeenheder ikke måtte besejle Østersøen.16 Sovjetunionen lagde tilsyneladende aldrig et direkte politisk pres på den danske regering for at få ændret strædernes status. De regu- lære kampagner for at hindre vestlig militær aktivitet i og omkring Østersøen

13 Se f.eks. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, Udenrigsministeriet 1970, s. 265f. FE beskrev i 1969 forhindring af vestlig indtrængen som en del af Østersøflådens opgaver. FE vurderede, at Østersøflåden inden for den generelle defensive orientering kunne have offensive optioner, idet den gennem besættelse af de danske stræder skulle gennemføre forsvarskamp med de formodede amerikanske flådestyrker. Fra omkring 1970 vurderede FE, at de sovjetiske flådestyrker fik et større offensivt aspekt. Se udredningens kapitel 50 og 51. 14 „Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning“, notits af 16. august 1972, UM 105.Dan.1/2; Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn, 2005. 15 Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning, notits af 11. august 1972, UM 105.Dan.1/2. Udenrigsministeriets vurdering af, at Østersøen ikke grundlæggende havde mistet betydning i kølvandet på den sovjetiske flådeekspansion i nord er siden blevet delt af bl.a. den kontroversielle tjekkiske afhopper, Jan Sejna. Hans vurdering bygger både på placeringen af værftsfacilite- terne i Østersøen, og at Østersøflåden i tilfælde af krig kunne forventes at skulle afbryde vestlige forbindelseslinjer i Atlanterhavet og gennemføre amfibieoperationer mod Skandinavien. Jan Sejna, We Will Bury You, 1982, s. 125. 16 „Sovjetunionens forhold til de danske stræder og Østersøen“, notat af 6. april 1970, UM 105.Dan.1/2. Ud over kategorien lukket hav opererede den sovjetiske folkeretsteori med to andre typer farvand: indre have og åbne have. Teorien var baseret på S.V. Molodsovs arbejder fra 1950 og 1951. Sikkerhedspolitisk Studiegruppe, Østersøen; Geografi. Historie. Økonomi. Havret. Forsvar. Sikkerhed, Det Udenrigspolitisk Selskab, 1979, s. 72; Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, s. 278-81.

256 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 257

havde siden midten af 1950’erne taget udgangspunkt i idéen om Østersøen som et „fredens hav“, der havde større politisk end folkeretligt indhold. Samtidig markerede Sovjetunionen til stadighed sin egen ret til at agere frit i området gennem flådedemonstrationer i form af øvelsesvirksomhed og anden maritim tilstedeværelse. Den stadige sovjetiske interesse i, at Østersøen fik status som lukket hav, fremgik dog bl.a. af tredjeudgaven af en sovjetisk diplomatisk opslagsbog fra 1971. Opslagsbogen, der delvis var forfattet af udenrigsminister Gromyko, hæftede sig ved NATO’s angivelige planer om at blokere stræderne og dermed lukke udsejlingsmulighederne „for Sovjetunionen og andre socialistiske lande ved Østersøen“, medens „NATO’s søstridskræfter“ blev sikret gennemsejling. Muligheden for kontrol med stræderne sikrede „NATO’s herrer“ sig gennem „systematiske øvelser i strædeområdet“. Denne håndtering af stræ- dernes status var ifølge det diplomatiske opslagsværk ikke „foreneligt med de baltiske staters [dvs. Østersølandene] sikkerhed og nationale interesser og farlige for freden i almindelighed.“17 At opslagsbogens reviderede udgave skærpede tonen og betegnede den hidtidige danske strædepraksis, hvor NATO-lande kunne få adgang til Østersøen, som en „trussel mod freden“, vakte opmærksomhed i den danske presse, hvor „Jyllands-Posten“ gengav dele af ordlyden.18 I det danske udenrigsministerium var man i begyndelsen af 1970’erne meget opmærksom på relanceringen af de sovjetiske teorier om Østersøen om lukket hav, som fra dansk side i tråd med den hidtidige politik klart blev afvist. Det danske udenrigsministerium henholdt sig til, at alle skibes fri passage var garanteret gennem Genèvekonventionen af 1958, og desuden af en sovjetisk-amerikansk aftale fra 1968.19 Netop reglerne for passage og den danske opmærksomhed omkring især sovjetisk anvendelse af stræderne var også kommet til udtryk omkring 1969- 70, da Danmark vægrede sig ved et amerikansk ønske om at ændre de eksisterende gennemsejlingsregler for internationale stræder. Det amerikanske forslag, der egentlig primært knyttede sig til besejling af Gibraltar-strædet, gik ud på, at gennemsejling af internationale stræder kunne ske neddykket. Fra dansk side fandt man, at de amerikanske forslag ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til danske interesser. Forslaget skabte nemlig problemer for den danske strædepraksis, hvorefter passage kun måtte ske synligt og anmeldt. Fraset

17 „Sovjetunionens syn på Østersøen som et lukket hav“, indberetning af 1. november 1971. UM 105.Dan.1/2. Opslagsbogens argumentation var grundlæggende i overensstemmelse med original- udgaven fra 1961. 18 Notat af 2. november 1971, UM 105.Dan.1/2; “Jyllands-Posten“, 1. november 1971; Nikolaj Peter- sen, Danish security Policy, i J.J. Holst (ed.), Five Roads to Nordic Security, 1973, s. 171. 19 „Sovjetunionens syn på Østersøen som et lukket hav“, indberetning af 1. november 1971. UM 105.Dan.1/2; se også Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, s. 278. Som anført i kapitel 11 henviste man fra sovjetisk side bl.a. til de historiske traktater af 1780 og 1800, der omtalte Østersøen som et lukket hav.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 257 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 258

grundlæggende suverænitetsmæssige problemer ved at afgive kontrollen, kunne det amerikanske forslag ifølge udenrigsministeriet vanskeliggøre kontrollen med den sovjetiske aktivitet i stræderne.20 Fra dansk side fremhævede man, at Sovjetunionen ikke tidligere havde forlangt fri overflyvning og gennemsejling, men i praksis – om end ikke formelt – accepteret de danske krav for strædepassage.21 Overvågningen af østlige flådegennemsejling ville blive vanskeliggjort og sammenholdt med fri overflyvningsret i stræderne ville man risikere udmatning af overvågningsindsatsen af dansk territorium. USA’s pointering af, at moderne teknologi, formentlig overvågningssystemet SOSUS, trods neddykning skabte omtrent lige så gode overvågningsmuligheder, æn- drede dog ikke den danske bekymring, da det primært var et politisk problem med den svækkede suverænitetshævdelse og øgede østlige manøvrefrihed i danske farvande.22 En svækket dansk kontrol og suverænitetshævdelse måtte ikke mindst synes problematisk i lyset af den øgede østlige militære tilstedeværelse i Østersø- området.

Sovjetisk fredstidsaktivitet i Østersøområdet

Den østlige interesse i de danske stræder fremgik ikke kun af Kremls politiske interesse i Østersøen som lukket hav og flådeopbygningens sammensætning og størrelse. De østlige militære fredstidsaktiviteter i Østersøområdet signalerede i høj grad også østblokkens interesse. Hovedparten af de østlige fredstidsaktiviteter bestod for det første i maritim overvågning og patruljevirksom- hed, og for det andet i regulær øvelsesaktivitet med fly- og flådestyrker tæt på dansk territorium.23 For så vidt angik overvågnings- og patruljeaktiviteten forekom der gennem perioden en stadig fastere overvågningspatruljering i Østersøen og de danske farvande. Selv om 1960’erne ifølge FE overordnet set havde været præget af

20 Ud over kardinalpunktet med de neddykkede ubåde påpegede man i udenrigsministeriet bl.a. de potentielle problemer ved manglende kontrol i tilfælde af en senere brobygning over Storebælt og ved olieforurening. Mere bemærkelsesværdigt er det måske, at man internt i udenrigsministeriet på- pegede, at der også måtte „tages hensyn til muligheden af, at Danmark i en krigssituation kunne være neutral.“ Referat af 26. januar 1970, UM 105.Dan.1/2. 21 Som udenrigsministeriet også senere noterede havde den danske strædepraksis omkring anmeldt passage „hidtil været god latin, idet såvel NATO-landene som Warszawapagtlandene har fulgt disse bestemmelser.“ Notat af 2. november 1971, UM 105.Dan.1/2. Danske myndigheder accepterede dog – i alle tilfælde i 1980’erne – at NATO-ubåde passerede Storebælt i neddykket tilstand, jf. Ola Tunander, The Secret War against Sweden. US and British Submarine Deception in the 1980s, 2004, s. 242f med højtstående danske officerer som kilde. 22 Sagen er behandlet nærmere hos Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. Fra dansk side gik man dog ikke så langt som til at obstruere det amerikanske forslag. Ikke mindst da det kun var Vesttyskland, Italien og Sverige, der kunne forventes at modsætte sig forslaget. Se f.eks. notater af 26. januar 1970, 20. april 1970, 22. marts 1971 og 25. november 1971, UM 105.Dan.1/2. 23 Østersøen, s. 168f.

258 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 259

en relativ rolig udvikling i flådebilledet, havde der vist sig nye tendenser i form af større østlig årvågenhed og øget efterretningsindhentning.24 Ud over signalopklaringsflyvninger omkring Bornholm var der tale om østlig maritim overvågning i den vestlige del af Østersøen. Fra 1969 blev patruljevirksomhe- den udvidet til at dække området mellem Møn og Rügen, og fra 1973 opererede de østlige patruljer også nord for Rügen. Også omkring Skagen og ved Kielerbugten var der hyppigt østlige patruljer, primært med henblik på at overvåge flådetrafikken gennem stræderne og for at gennemføre elektronisk efterretningstjeneste. Det sidste blev øget betydeligt, når der var vestlige flå- deøvelser i området, da man derved fra østlig side kunne opnå et mere sikkert indblik i NATO’s operationsmønstre. Warszawapagten gennemførte også såkaldte navigationssejladser omkring den sjællandske øgruppe med jævnlige omsejlinger af Sjælland, Falster og Lolland, som ifølge FE i midten af 1970’erne blev gennemført ca. 35-40 gange om året. Det var især østtyske og i mindre omfang polske skibe, der stod for disse sejladser, der efter FE’s skøn havde til formål at gøre personellet bekendt med de danske farvande, som de skulle operere i under krigsforhold.25 Selv om navigationssejladserne ganske vist i princippet var i overensstemmelse med de danske adgangsbestemmelser, fandt Forsvarskommandoen dem folkeretligt tvivlsomme, da sigtet med sejladsen ikke var passage fra et åbent hav til et andet.26 Under en samtale i juni 1976 med den sovjetiske am- bassaderåd – og chef for KBG-residenturet i København – Mikhail Ljubimov, havde konsulent i statsministeriet Henning Gottlieb anført, at fredelig passage gennem stræderne var ikke noget problem, men at man i Danmark havde svært ved at godtage omsejlingerne af den sjællandske øgruppe. En aktivitet, som den sovjetiske ambassaderåd angiveligt ikke kendte til.27 Ganske vist var der ifølge Gottlieb ikke var noget nyt i disse øgede aktiviteter. Det eneste nye var, at man talte om det i Danmark, erklærede han over for Ljubimov. Et tilsvarende synspunkt kom til udtryk fra FE’s side få måneder senere, da man vurderede, at situationen ikke i sig selv afveg særligt fra normalbilledet.28 Hertil skal dog anføres, at normalbilledet vedrørte situationen i „de senere år“. Der var ingen tvivl om, at omsejlingsfrekvensen var steget betydeligt siden slutningen af 1960’erne.29

24 Se udredningens kapitel 50 og 51. 25 „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområdet“, hemmeligt FE-notat af 23. december 1975, FE’s arkiver; „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområ- det“, uklassificeret FE-notat af 23. december 1975, FE’s arkiver. FE registrerede i slutningen af 1970’erne omtrent 25 omsejlinger om året, jf. udredningen kapitel 50 og 51. 26 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 172. 27 „Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgrp. tirsdag den 22. juni 1976“, UM 105.G.9. 28 Ifølge tjenesten var „det eneste ’unormale’, at en del af de østtyske skibe var fra søgrænsepolitiet.“ „Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976“, UM 105.G.9. 29 Regeringens sikkerhedsudvalg, 23. marts 1976.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 259 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 260

Medens de danske myndigheder så med nogen sindsro – om end med irritation – på omsejlingerne, blev billedet tilsyneladende mere problematisk, når man inddrog spørgsmålet om den omfangsmæssige og geografiske udvidelse af øvelsesaktiviteten. Ifølge en rapport udfærdiget af FE til brug for forsvarsministerens orientering af forsvarsudvalget, havde udvidelsen medført væsentlige ændringer i normalbilledet af Østlandenes militære aktiviteter. Ud over mindre flådeøvelser i Kattegat, Skagerrak og Vesterhavet var de østlige indtrængningsøvelser i Østersøen siden 1960’erne rykket længere mod vest. Og i 1970’erne gennemførte østblokken sådanne øvelser og amfibieøvelser helt frem til DDR’s kyster, hvor der blev øvet landgang ved Rügen.30 Når sådanne øvelsesaktiviteter vakte nogen bekymring hos de danske myndigheder skyldes det formentlig ikke mindst, at de lå ganske tæt op ad de formodede angrebsscenarier. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, oberst Sund, havde i marts 1976 orienteret regeringens sikkerhedsudvalg om, at Polen eksempelvis i 1973 havde afholdt en såkaldt papirøvelse, altså en øvelse uden egentlige troppeenheder, hvor Polen lavede amfibieangreb mod Fakse bugt, Falster og Møn.31 Fra 1977 kunne de danske myndigheder konstatere en videre udbygning af øvelsesaktiviteten. I juli 1977 kunne Forsvarets Efterretningstjeneste således orientere om „foruroligende“ Warszawapagtøvelser, hvor der for første gang under en amfibieøvelse blev anvendt luftlandsætninger. Under øvelsen var 12 deltagende fly mindre end et kvarters flyvetid fra Fakse Bugt. Foranlediget af et spørgsmål fra udenrigsministeriet fastslog FE, at de danske varslingsfunk- tioner fungerede som vanligt trods en „igangværende smædekampagne i „Ekstra Bladet“. Alligevel knyttede en del af den danske bekymring i forbindelse med de østlige aktiviteter tæt på dansk jord sig til varslingsmulighederne.32 Selv om FE ikke generelt så tegn på en øget risiko for et angreb mod Danmark, måtte det virke problematisk, at østlige militære enheder kunne operere så snævert omkring og inden for dansk område, at et potentielt overraskelsesangreb vanskeligt ville kunne afvises. Hertil kom, at en rettidig minering af danske farvand til forhindring af større sovjetisk udsejling ved konfliktens udbrud kunne vanskeliggøres gennem de forringede varslingsmulig-

30 „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområdet“, FE-notat af 23. december 1975, FE’s arkiver; Avisårbogen 1976, s. 17-18 og 32; Hans A. Schrøder, Det sku’ vær’ saa godt – Dan- marks luftforsvar under den kolde krig, 2002, s. 279. Rapporten var stort set enslydende med serie af rapporter om Warszawapagtens aggressionsmuligheder mod Danmark, som FE udgav i årene 1974- 1986, og som igen byggede på et FE-bidrag i en betænkning fra 1972 om det danske forsvar, udfær- diget af den i 1969 nedsatte forsvarskommission. Årsagen til forsvarsudvalgets anmodning om en vurdering af trusselsbilledet var antagelig de drøftelser, som var blevet påbegyndt i sommeren 1975 om den øgede østlige militære aktivitet i Østersøområdet (se nærmere herom nedenfor). 31 Møde i regeringens sikkerhedsudvalg, 23. marts 1976. 32 Samtidig blev det konstateret, at Sovjetunionen var i besiddelse af mindst 4 luftpudebåde til sø- landsætning, og ikke som hidtil antaget 2-3 stk. „Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe onsdag den 13. juli 1977“, UM 105.G.9; Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 172.

260 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 261

heder.33 De danske myndigheders samtidige fokus på krisehåndtering i den såkaldte ’grå periode’, altså overgangstiden fra fred til krig, hvor effektiv varsling i rette tid måtte anses for essentielt, kan have været medvirkende til at skærpe opmærksomheden omkring varslingsaspektet.34 Allerede i slutningen af 1960’erne havde FE fremhævet dette perspektiv. Den mere intensive øvelsesaktivitet, som kunne registreres fra omkring 1968 med „daglige foreteelse tæt ved danske farvande og i et enkelt tilfælde også i dem“ førte til en ændring af normalbilledet, idet det mere intensive øvelsesmønster nu blev „normalt“. Dette, fastslog FE, skabte problemer for varslingsmulighederne.35 Igen i 1970-71 havde varslingsperspektivet i forbindelse med den sovjetiske militære tilstedeværelse og aktivitet været fremhævet fra dansk side. Da ledende socialdemokratiske politikere argumenterede for deres forslag til en ny dansk forsvarsordning under samtaler med den amerikanske ambassade i København, pointerede de, at Warszawapagten i kraft af sin flådetilstedevæ- relse og øvelsesaktivitet omkring Danmark med kort varsel kunne rette angreb fra søen mod hele Danmark fra flere forskellige retninger.36 Det var også efter alt at dømme muligheden for rettidig varsling, der udgjorde baggrunden for de danske bekymringer over Sovjetunionens øvelses- flyvninger med langtrækkende bombe- og missilbærende fly vest over Østersøen mod Rügen-området. Flyøvelserne var også i løbet af détenteårene rykket længere vestover. I 1970’erne var tale om rutineflyvninger med op til 40-50 maskiner, der fløj fra sovjetisk territorium tæt ind mod dansk territorium for omkring Rügen at vende om uden på noget tidspunkt at krænke dansk luftrum. På baggrund af en rapport fra FE orienterede forsvarsminister Orla Møller i begyndelsen af 1976 forsvarsudvalget om situationen. Ifølge forsvarsministeren var formålet med de østlige flyoperationerne formentlig to- sidet: For det første kunne der foreligge et ønske fra østlig side om gennem „opretholdelse af en høj aktivitet i en lang periode at skabe forøgede vanskeligheder med at vurdere, om en yderligere øget aktivitet er en fortsat udvidelse af „normalbilledet“ eller egentlige angrebsforberedelser.“37 Dertil skulle dog inddrages de forventede strategiske varsler, hvilket medvirkede til at tone de umiddelbart alarmerende perspektiver for overraskelsesangreb ned. For det andet fremhævede forsvarsministeren, at der kunne ligge en politisk sig- nalværdi i tilstedeværelsen ved at demonstrere, at „Østersøen som helhed var

33 Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, bd. 1, 226f. 34 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 170-71. 35 Se udredningens kapitel 51. 36 Derfor var det ifølge socialdemokraterne vigtigt at kunne imødegå et begrænset angreb indtil allierede forstærkninger nåede frem, hvilket ledte frem til, at det danske forsvar skulle omlægges til at møde netop dette behov. Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 37 „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområdet“, FE-notat af 23. december 1975, FE’s arkiver; Avisårbogen 1976, s. 17-18 og 32.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 261 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 262

Sovjetisk Dubna-klasse forsyningsskib i dansk farvand. Agten for skibet hænger en dansk helikopter. (FE/Orlogsmuseet).

østligt interesseområde.“38 Et perspektiv, der ikke lå langt fra de samtidige sovjetiske tanker om Østersøen som et lukket hav. Ud over forsvarsministerens overvejelser omkring vanskeliggørelse af de danske varslingsmuligheder og politisk manifestation kunne der være tale om opnåelse af en vis udmatning af det danske overvågningssystem. Endelig må det formodes, at de sovjetiske operationer har haft et regulært efterretnings- mæssigt formål. For det første kunne man fra sovjetisk side, selv om flyene aldrig krænkede dansk luftrum, med de såkaldte Foxbat fly (MiG-25) overvåge størstedelen af det danske territorium.39 For det andet bestod der en efterret- ningsmæssig værdi i at få den danske tekniske overvågning iværksat, således man fra østlig side selv – gennem aflytning – kunne skabe et billede Danmarks overvågningskapacitet og -procedurer.40 Den øgede østlige militære aktivitet i Østersøområdet i midten af 1970’erne gav også anledning til, at selve den østlige styrkeopbygning atter blev sat på de danske myndigheders dagsorden. I 1976 blev den danske opmærk- somhed formentlig yderligere øget på grund af den sovjetiske deployering af

38 Avisårbogen 1976, s. 32. 39 Møde i Embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål, 29. april 1976. 40 I det mindste havde tilsvarende flyoperationer, især. fra amerikansk side i slutningen af 1940’erne og i 1950’erne mod sovjetisk territorium, haft et sådant formål. Se f.eks. Jeffrey T. Richelson, A Century of Spies. Intelligence in the Twentieth Century, 1995, s. 221.

262 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 263

6 GOLF-2-klasse missilubåde i Østersøen, der blev flyttet fra Nordflåden til det baltiske område. De danske myndigheder kom aldrig frem til en endelig forklaring på ubådenes tilstedeværelse.41 Selv om de østlige øvelsesplaner havde virket ubehageligt på de danske myndigheder, herskede der fortsat nogen usikkerhed – og uenighed – om, hvorledes den sovjetiske udvikling skulle opfattes, og hvorvidt den forøgede sovjetiske flådetilstedeværelse var alarmerende. Da opmærksomheden omkring den østlige aktivitet i Østersøen var på sit højeste i efteråret 1976, rejste chefen for udenrigsministeriets NATO-kontor under et møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe spørgsmålet, „om det overhovedet var rigtigt at tale om en sovjetisk styrkeforøgelse i Østersøen“ af samme karakter som den flådeopbygning, som man kunne se i Nordflåden. Dette sidste, fandt han, var en helt anderledes alvorlig situation, medens forholdene i Østersøen snarere var udtryk for en „forskydning af aktiviteterne“. Dette afviste forsvarskommandoens repræsentant i gruppen, som mente, at der var tale om „en betydelig ekspansion i såvel kvantitativ som kvalitativ henseende.“ Anskuet i sin rette sammenhæng, altså sammen med udviklingen i Centraleuropa, måtte udviklingen i Østersøen efter forsvarskommandoens opfattelse samlet set betragtes som ligeså alvorlig som ved Nordkalotten. Men hvis dette var tilfældet øn- skede chefen for NATO-kontoret at vide, om det da var Danmark, der havde „særlig grund til bekymring.“ Repræsentanten for Forsvarskommandoen re- plicerede, at NATO som sådan havde grund til bekymring, og at denne bekymring da også kom til udtryk.42 Meget peger imidlertid på, at NATO fra begyndelsen af 1970’erne faktisk fokuserede på den sovjetiske opprioritering af Nordflåden, hvilket dog igen gav anledning til et øget NATO-fokus på Nordflanken. Et forhold, der formentlig var medvirkende til, at mulighederne for allierede forstærkninger til dansk område nu blev sat på NATO’s dagsorden.43 Når udenrigsministeriets perspektiv adskilte sig fra de militære myndigheders skyldes det antagelig til dels, at udenrigsministeriet i sin trusselsvurdering inddrog flere aspekter, hvoraf forsvarets militære vurdering kun udgjorde ét, om end et ganske centralt aspekt. Den overordnede politiske situation synes således at have været væsentlig for den danske politiske vurdering af, hvor alarmerende den østlige militære opbygning egentlig var. Dette per-

41 GOLF-ubådene gennemførte lejlighedsvis patruljering i Østersøen, og FE vurderede, at de havde operativ status. At de dermed måske ikke blev flyttet til pensionisttilværelse (de var ikke ganske nye) antydes af, at Warszawapagten i disse år anlagde et mere dystert syn på den vestlige militære udvikling, og i frygt for et nukleart overraskelsesangreb ønskede at styrke den sovjetiske afskrækkelses- kapacitet. Fra Østersøen kunne man ramme de fleste europæiske storbyer. Men dermed skal udviklingen heller ikke ses som rettet direkte mod Danmark. Se udredningens kapitel 51 for denne analyse. 42 „Referat. Kontaktudvalgets møde den 17. november 1976“, UM 105.G.9. 43 Se i øvrigt kapitel 41 for drøftelse af forstærkningsproblematikken.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 263 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 264

spektiv kom tydeligt til udtryk i den fortsatte meningsudveksling, hvor chefen for udenrigsministeriets NATO-kontor ikke fandt udbygningen overraskende de sovjetiske supermagtsambitioner taget i betragtning. Et forhold, som USA for længst havde erkendt, mente chefen for NATO-kontoret. Derfor kunne man „ikke tyde den militære opbygning som udtryk for konkret aggressiv hensigt.“ Et synspunkt, der i øvrigt faldt i tråd med de officielle danske synspunkter internt i alliancen, nemlig at forøgelsen af den østlige kapacitet ikke i sig selv måtte anses for alarmerende.44 Heroverfor påpegede repræsentanterne for FE og Forsvarskommandoen samstemmende, at forsvarsevnen måtte til- passes efter trusselspotentialet, ikke den „skiftende tyngde af den aktuelle ag- gressionsrisiko.“ Dette var også tilfældet, hvis man skulle undgå at blive udsat for politisk pression.45 Den her antydede perspektivforskel mellem udenrigsministeriet og repræ- sentanterne for forsvaret udgjorde formentlig hovedårsagen til de forskelligartede vurderinger af truslen. Ud over at forsvaret i højere grad fokuserede på kapabiliteter og den våbenmæssige udvikling, kan mere institutionelle forklaringsfaktorer overvejes som yderligere forklaringsfaktorer. Forsvarskom- mandoen må formodes at have haft interesse i fremhæve behovet for allierede forstærkninger, som i disse år var på den politiske dagsorden. Samtidig lå der i disse år antagelig en interesse hos forsvarsministeriet, som Forsvarskommandoen var underlagt, i at få del i NATO’s infrastrukturpro- grammer, der muliggjorde økonomisk støtte til bygning af f.eks. veje og flyvepladser. Det måtte anses for vigtigt at også Danmark fik del i disse midler, f.eks. til udbygning af havneanlæg. En interesse, der dog i princippet måtte formodes at blive delt af udenrigsministeriet.46 Som vi senere skal se var man i udenrigsministeriet dog af andre årsager opmærksom på ikke at fremhæve truslen mod Danmark for stærkt, både af risiko for på den ene side militær optrapning og den anden side allieret opgivelse. Desuden skal udenrigsministeriet påpasselighed i efteråret 1976 med ikke at give udtryk for en høj trusselsopfattelse muligvis også til dels ses i sammen- hæng med det forestående Europaministermøde i december samme år. Chefen for udenrigsministeriets NATO-kontor gav under mødet med FE og

44 Således f.eks. i forbindelse med den danske indsats under Harmel-studiet, se kapitel 38. Også fra amerikansk side blev det vurderet, at Danmark var blandt de lande, der fokuserede stærkest på intentioner frem for kapaciteter. Se Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 45 „Referat. Kontaktudvalgets møde den 17. november 1976“, UM 105.G.9. 46 Sådanne institutionelle drivkræfter har ikke været underkastet nærmere analyse i Danmark. De er dog behandlet af bl.a. Carl Axel Gemzell for så vidt angår den tyske flåde i 1930’erne i Organization, Conflict and Innovation. A Study of German Naval Strategic Planning 1888-1943, 1973 og i Hitler, Raeder und Skandinavien. Der kampf für einen maritimen Operationsplan (1965). Synspunktet bliver gentaget i Gemzells studier om Warszawapagtens flådeplaner. „Warszawapagten, DDR och Danmark. Kampen för en maritim operationsplan“, Historisk Tidsskrift, 1996, bd. 1, s. 32-83. Selv om disse synspunkter vanskeligt kan overføres direkte mellem forskelligartede systemer, må det formodes, at sådanne perspektiver også har gjort sig gældende inden for den danske politikformulering.

264 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 265

Forsvarskommandoen udtryk for, at trusselsvurderingen ikke skulle indgå i mødets kommuniké. „Man vidste jo, hvorledes det ville gå med virkningen“ pointerede han, „[h]vis man skreg ulv i hvert communiquee“.47 Når udenrigsministeriet manede til forsigtighed i formidling af for stærke trusselsopfattelser, må dette desuden formodes at have været præget af andre politiske hensyn, bl.a. ønsket om at fastholde Sovjetunionen i det afspæn- dingsspor, som imidlertid allerede havde passeret zenith ved udgangen af 1975.48 I det mindste havde udenrigsministeriet allerede i foråret 1976 opnået enighed med statsministeriet og FE om, at Danmark burde „fare med lempe i tegningen af trusselsbilledet i Østersøen, da overdreven dansk opmærksom- hed omring østlige aktiviteter kunne give det indtryk, at Danmark pressede på for en øget NATO-præsens og dette i sin tur ville forringe den østlige tillid til Danmark.“49 Den indledende danske indsats for at begrænse den østlige aktivitet havde netop taget afsæt i afspændingsperspektivet. Da DDR’s statsoverhoved Erich Honecker i august 1975 under CSCE-mødet over for statsminister Anker Jørgensen havde ytret ønske om en udtalelse om Østersøen som et ’fredens hav’, havde den danske statsminister ifølge udenrigsministeriets referat hen- ledt østtyskerens opmærksomhed på den stadigt stigende østtyske flådeaktivi- tet og spurgt, hvorledes dette stemte med ideen om fredens hav. Hertil havde Honecker bemærket, at han under en sejltur i Østersøen var stødt på en dansk Starfighter, men at han ville overveje, hvad statsministeren havde sagt. Honecker havde antydet, at der måske var grund til at lade til at lade sagkyndige mødes om dette spørgsmål.50 Fra statsministeriets side tog man det østtyske udspil om en fortsat ordveksling til sig, men udenrigsministeriet fandt på baggrund af hele sagsforløbet omkring Østersøen, at sådanne drøftelser ikke skulle indledes. Sagen havde ifølge udenrigsministeriet „flere og ret så komplicerede aspekter.“ Desuden burde en eventuel indstilling til statsministeren afstemmes med de berørte ressortmyndigheder, påpegede udenrigsministeriet. Udfaldet blev, at FE indledningsvis producerede en oversigt over udviklingen i Østersøen, således at sagen kunne belyses og statsministeren grundigere blive informeret om de faktiske forhold.51

47 „Referat. Kontaktudvalgets møde den 17. november 1976“, UM 105.G.9. 48 Se udredningens kapitel 28. 49 Spørgsmålet om NATO’s militære flådetilstedeværelse i Østersøen behandles nedenfor. Referat af mødet den 3. november 1976 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe, UM 105.G.9. 50 „Notat. Statsministerens samtale i Helsingfors med partisekretær Honecker“, 1. august 1975, UM 105.Dan.1/2. 51 „Notat. Østersøen som et fredens hav“, 3. oktober 1975 med kontinuation af 14. oktober 1975, UM 105.Dan.1/2; FE-skrivelse nr. 1730/75, 23. oktober 1975 med bilaget „Udviklingen i Warszawa- pagtens flåde- og flystyrker i Østersøen“, udfærdiget af FE, 23. oktober 1976, FE’s arkiv; se desuden Petersen, Europæisk og globalt engagement, 171f. FE-oversigten var i betydeligt omfang overensstemmende med de uklassificerede FE-oversigter, der siden 1974 var blevet udsendt til forsvarets ansatte

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 265 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 266

Sagen kom imidlertid aldrig videre, og der blev ikke indledt konkrete drøf- telser med DDR. I de kommende år rejste ledende danske beslutningstagere dog gentagne gange spørgsmålet om den østlige øvelsesaktivitet over for deres østlige modparter, der blev bedt om at forklare udviklingen, som man fra dansk side havde vanskeligt ved at acceptere. I 1976 ønskede udenrigsminister K.B. Andersen under en samtale med den polske udenrigsminister Olszowski en drøftelse af Warszawapagt-landenes øgede militære aktivitet tæt på dansk område. Den danske udenrigsminister håbede, at man kunne skabe et samarbejds- og tillidsklima, som ville kunne „afskaffe en praksis, der hører den kolde krigs tid til.“52 Olszowski erkendt ganske vist, at den militære aktivitet var forøget, men fastslog samtidig, at der ikke var foregået nogen optrapning af styrkeniveauet. Selv om K.B. Andersen ikke fandt, at polakken havde givet en tilfredsstillende forklaring på udviklingen, glædede han sig dog over, at spørgsmålet nu var sat til debat.53 Få uger senere rejste tidligere statsminister Poul Hartling spørgsmålet over for Polen, og udenrigsminister K.B. Andersen selv drøftede sagen med den sovjetiske ambassadør Jegorytjev i for- året 1976 og igen under et besøg i Østberlin oktober 1976. Da statsminister Anker Jørgensen samme måned atter rejste spørgsmålet under udenrigsminister Gromyko besøg i København, understregede den danske statsminister, at han ikke var i tvivl om, at Sovjetunionen ikke ønskede en konfrontation, men at den østlige øvelsesaktivitet nær danske kyster var et problem for Danmark. Ikke mindst i forhold til den offentlige mening, pointerede Jørgensen.54 Netop den styrkede offentlige opmærksomhed omkring den østlige mili- tære aktivitet i og omkring danske farvande var en medvirkende årsag til den skærpede danske diplomatiske indsats over for østblokken i slutningen af 1970’erne. De danske myndigheder så med nogen bekymring på den stigende offentlige debat om den østlige militære aktivitet i Østersøen, som ifølge statsministeriet kunne tidsfæstes til Anker Jørgensens samtale med Honecker. En debat, som ledende ministre selv havde taget del i, og som i nogen udstrækning var stimuleret af regeringen selv, både gennem K.B.

og andre interessenter. Baggrunden for disse oversigters oprindelige udfærdigelse er diskuteret i Jørgen Engsig Bro, „Russerne kommer? Militære trusselsbilleder og oplysningsarbejde 1974-1986“, i Klaus Petersen og Nils Arne Sørensen (red.), Den kolde krig på hjemmefronten, 2004, s. 207f. 52 „Berlingske Tidende“ 10. februar 1976. 53 K.B. Andersen i udenrigspolitisk nævn, 12. februar 1976; Petersen, Globalt og europæisk engagement, s. 176. Den polske udenrigsminister henviste desuden til det forøgede antal vestlige manøvrer som forklaring på udviklingen i den østlige aktivitet. Dette perspektiv behandles nedenfor. 54 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 177; Notitser af 16. marts 1976 og 7. oktober 1976. UM 5.D.30.a. Det var ikke kun på politisk plan, at de danske beklagelser over øvelsesaktiviteten blev frem- ført. I juni 1976 havde Henning Gottlieb over for ambassaderåd Ljubimov pointeret, at den sovjetiske optræden i forbindelse med en affære, hvor et sovjetisk fartøj havde forsøgt at skaffe sig en dansk torpedo „vanskeligt kunne accepteres som i overensstemmelse med god opførsel“. Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgrp. tirsdag den 22. juni 1976, UM 105.G.9.

266 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 267

Andersens redegørelse i folketinget i juni 1975 om den stigende østlige aktivitet,55 og senere gennem Orla Møllers orientering af forsvarsudvalget i februar 1976. Problemet var ifølge udenrigsministeriet, at den danske offentlighed „pludselig var blevet udsat for en voldsom omtale af disse aktiviteter, uden at der i og for sig var tale om nye oplysninger.“56 Den „sensationsprægede omtale“ af den østlige aktivitet ville imidlertid næppe forvolde større skade på forholdet mellem Øst og Vest, mente stedfortrædende chef for udenrigsministeriets politiske afdeling, Ole Bierring. Han påpegede, at man tværtimod vel kunne have lov til at håbe på, at der kunne følge „en vis indskrænkning i den østlige aktivitet“, idet østlandene erfaringsmæssigt ikke var ufølsomme over for presseomtale.57 Under alle omstændigheder vurderede K.B. Andersen på NATO’s ministerrådsmøde i maj 1976, at den offentlige omtale af den østlige aktivitet og den diplomatiske indsats over for Warszawapagten mindskede mulighederne for, at de militære aktiviteter kunne bruges som politisk pressionsmid- del over for Danmark, hvis dette ellers var det østlige formål med aktiviteterne.58 Den offentlige debat om den østlige militære aktivitet havde desuden ifølge udenrigsministeriet utvivlsomt „tjent et nyttigt og måske endog været nødven- dig for at skabe en bredere forståelse for visse grundlæggende kendsgerninger bag Øst-Vestforholdet og afspændingsbestræbelserne.“59 Trods disse positive elementer ved den offentlige debat fandt de danske myndigheder, at ministerdeltagelse i større omfang end det allerede havde været tilfældet burde undgås, da man risikerede yderligere opblussen af debatten. Som udenrigsministeriet formulerede det, kunne en intensiveret ministerdeltagelse i debatten „befrygtes at kunne bære yderligere ved til et bål, som allerede brænder vel lystigt“.60 Synspunktet blev øjensynlig delt af statsministeren, der ifølge konsulent Henning Gottlieb var opmærksom på, at „omtalen ikke

55 Omtales hos Bent Jensen, Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig, 1987, s. 126. Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1974-75, d. 11.6.1975, sp. 6129-6132. 56 „Referat. Sikkerhedspolitisk kontaktudvalgs møde den 24. marts 1976 kl. 10.30“, UM 105.G.9. FE informerede kontaktudvalget om, at man holdt øje med aktiviteten i Østersøen, men at man ikke havde baggrund for at dømme om nogen ændring i billedet. Umiddelbart fandt man, at alt var normalt. FE påpegede endvidere, at man ikke havde været mere aktive i oplysningsarbejdet end hidtil, men at der pludselig havde vist sig interesse for sikkerhedspolitiske emner i medierne. 57 Notits til møde i regeringens sikkerhedspolitiske udvalg den 23. marts 1976, udfærdiget 11. marts 1976 med kontinuation af 17. marts 1976 ved chefen den politiske afdeling, O. Bierring, UM 105.Dan.1/2. 58 „Talepunkter. NATO-ministerrådsmødet i Oslo 20.-21. maj 1976“, UM 105.G.138; Petersen, Euro- pæisk og globalt engagement, s. 177. 59 Notits til møde i regeringens sikkerhedspolitiske udvalg den 23. marts 1976, udfærdiget 11. marts 1976 med kontinuation af 17. marts 1976 ved chefen den politiske afdeling, O. Bierring, UM 105.Dan.1/2. 60 Sst. Baggrunden for de politiske udtalelser havde dog „utvivlsomt haft en ’krisestyringshensigt’“, fremhævede udenrigsministerielle embedsmænd senere i kontaktudvalget og de understregede vigtigheden af, at „disse intentioner blev forstået i andre dele af statsapparatet.“ Samtidig ønskede

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 267 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 268

burde skrues yderligere op“. Også udenrigsminister K.B. Andersen var op- mærksom på problemet. Allerede i februar 1976 havde han i udenrigspolitisk nævn anført, at man skulle undgå, at debatten løb løbsk og endte i koldkrigs- stemning, ligesom han omtrent en måned senere havde manet til forsigtighed og advaret mod „koldkrigsretorik og grøftegraveri.“61 Den højlydte offentlige debat om forholdene i Østersøen accentuerede ifølge udenrigsministeriet desuden behovet for en „bedre styring af informationsvirksomheden.“ Dette havde været drøftet blandt ministrene, der dog udviste tøven over for „alt for håndfaste tiltag“. Statsministeren var dog kommet frem til, at forsvarsministeren skulle gøre sig nærmere overvejelser om, på hvilken måde informationsvirksomheden bedst kunne tilrettelægges.62 Det er imidlertid uklart, om regeringen faktisk lagde en særlig pressestrategi for at påvirke debatten i denne forbindelse. Dog informerede udenrigsminister K.B. Andersen i januar 1977 den sovjetiske ambassadør Jegorytjev under en fortrolig samtale om, at han havde diskuteret spørgsmålet om pressens behandling af sagen med indflydelsesrige pressefolk. Under udenrigsministerens videre forsøg på at undgå, at den politiske opmærksomhed omkring forholdene i Østersøen voldte større problemer i forhold til Sovjetunionen, be- mærkede han over for ambassadøren, at visse spørgsmål ville blive formuleret anderledes, hvis det var K.B. Andersen selv, der skrev aviserne.63 Selv om denne besked kan have været ren beroligelse, synes det – set i lyset af embeds- værkets og politikernes opmærksomhed omkring det indenrigspolitiske aspekt, der igen kunne påvirke forholdet til Sovjetunionen – troligt, at udenrigsministeren havde søgt diskret at regulere pressens håndtering af sagen. Om end der i slutningen af 1970’erne kan spores visse tegn på en mindskelse af de danske henvendelser i forbindelse med den sovjetiske aktivitet, blev spørgsmålet stadig bragt på bane over for Øst. Og den ny koalitionsregering mellem Socialdemokratiet og Venstre fortsatte i 1978 den danske kritik af den østlige øvelsesaktivitet. Under et møde i FN bemærkede udenrigsminister Henning Christophersen, at Danmark ikke frygtede Sovjetunionen, men at Kreml af hensyn til den offentlige opinions fortsatte støtte til afspæn- dingsbestræbelserne måtte afstemme sit øvelsesmønster. Samtidig koblede både udenrigsministeren selv og forsvarsminister Poul Søgaard under NATO’s ministerrådsmøde den øgede aktivitet til behovet for forstærkninger

udenrigsministeriet en bedre koordinering af de politiske vurderinger hos regering og folketing og de militære vurderinger. „Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgrp. tirsdag den 22. juni 1976“, UM 105.G.9. 61 K.B. Andersen i udenrigspolitisk nævn, 12. februar 1976; Møde i Skive 19. marts 1976, se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 175 og 177. 62 „Referat. Sikkerhedspolitisk kontaktudvalgs møde den 24. marts 1976 kl. 10.30“, UM 105.G.9. Udenrigsministeriet fandt i det hele taget, at der var „for store udsving“ i den offentlige omtale af Øst-Vest-problematikken. Dette var f.eks. tilfældet med pressens dækning af CSCE. 63 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 177; K.B. Andersens samtalereferat af 21. januar 1977, UM 5.D.30.a.

268 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 269

Den øgede østflådeaktivitet i Østersøen havde pressens bevågenhed. Her et opslag fra „Aktuelt“, den 1. maj 1979.

til det danske område.64 Et forhold, som forsvarsministeriet allerede i 1971 havde lagt op til, da det i forbindelse en vurdering af forholdet mellem den sovjetiske styrkeopbygning og NATO’s stående styrke i Atlanterhavet, STA- NAVFORLANT (og det begrænsede danske bidrag hertil) blev slået fast, at „[d]e sovjetiske flådeaktiviteter lagde op til et fait accompli og accentuerede scenariet om hjælp vestfra.65 De danske beklagelser over den østlige aktivitet fandt ikke umiddelbart sovjetisk forståelse. I marts 1976 afviste ambassadør Jegorytjev over for K.B. An- dersen, at der var tale om øget sovjetisk aktivitet, men at sagen nærmere var et produkt af det danske forsvars ønske om forøgede forsvarsudgifter. Senere samme år blev statsminister Anker Jørgensens beklagelser til udenrigsminister Gromyko over udviklingen stort set afvist blankt. Den sovjetiske aktivitet var, mente Gromyko, Sovjetunionens egen sag og tydeliggjorde for den danske statsminister, at eventuelle danske krav om begrænsninger i øvelsesaktivi- tet tæt på dansk område ville blive anset for en ny og såkaldt „ikke-nyttig“ linje. Og i december 1977 afviste Kosygin over for Anker Jørgensen at disku-

64 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 178. 65 Ang. kontaktmødet den 26. marts 1971, referat af 7. april 1971, UM 105.G.9.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 269 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 270

tere detaljer om militære aktiviteter i Østersøen, og advarede desuden den danske statsminister mod at provokere Sovjetunionen i Østersøen.66 I marts 1976 gav chefen for udenrigsministeriet politiske afdeling ved flere lejligheder udtryk for, at østlandene faktisk var modtagelige for pressekritik.67 Og i efteråret 1976 havde konsulent i statsministeriet Henning Gottlieb på baggrund af en samtale med den sovjetiske ambassaderåd Mikhail Ljubimov vurderet, at man fra sovjetisk side åbenbart havde registreret „den åbne danske omtale af Warszawapagtens maritime aktivitet nær dansk territorium“. Tiden måtte dog vise, mente Gottlieb, om dette ville føre til ændringer af øst- blokkens adfærd.68 Selv om den østlige aktivitet fortsatte indtil begyndelsen af 1980’erne kunne der sidst i 1970’erne observeres en vis stagnation og ændring i det øst- lige øvelsesmønster. Landgangsøvelserne begyndte at rykke mod øst, og i begyndelsen af 1980’erne standsede også de østlige flyøvelser ind mod dansk territorium.69 Hvorvidt den østlige udvikling faktisk var et produkt af de danske henvendelser kan dog ikke afgøres på det foreliggende grundlag.70 I det hele taget var udviklingen i Østersøområdet afhængig af internationale forhold, som lå på den anden side af dansk kontrol. Om end mindre markant, kom dette perspektiv også til udtryk i forbindelse med den allierede aktivitet i Østersøen.

Allieret flådetilstedeværelse i Østersøen

Under de danske drøftelser med østlandene omkring den øgede militære Warszawapagt-aktivitet i Østersøen i 1970’erne havde man fra østlig side ved adskillige lejligheder henvist til, at NATO’s flådeaktivitet var en udløsende faktor. Således havde den polske udenrigsminister Olszowski i 1976 påpeget over for K.B. Andersen, at der var tale om „legitime forsvarsforanstaltninger,

66 Petersen 2004, s. 177-178; Notits af 16. marts 1976, UM 5.D.30.a; Notits af 7. oktober 1976, UM 5.D.30.a. 67 Notits til møde i regeringens sikkerhedspolitiske udvalg den 23. marts 1976, udfærdiget 11. marts 1976 med kontinuation af 17. marts 1976 ved chefen den politiske afdeling, O. Bierring, UM 105.Dan.1/2; „Referat. Sikkerhedspolitisk kontaktudvalgs møde den 24. marts 1976 kl. 10.30“, UM 105.G.9. 68 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 105.G.9. Ambassaderåd Ljubimov havde over for Gottlieb udtrykt ønske om “at finde en bedre måde til i fremtiden at varsle maritime øvelser.“ FE’s repræsentant vurderede, at Mikhail Ljubimovs ord var uden indhold, og at der vist ikke var nogen af parterne, der havde interesse i fastere varslingsproce- durer.“ Det ville jo også skabe problemer for den danske aktivitet i området. 69 Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, bd. 1, s. 165. 70 Således kan både det mindre optimistiske østlige syn på magtbalancen fra midten af 1970’erne og præsident Fords samtidige, mere kompromisløse politik over for Øst have medvirket til, at Sovjet- unionen i slutningen af 1970’erne trak følehornene til sig, ligesom den endelige neddrosling af aktiviteterne i begyndelsen af 1980’erne kan have forbindelse til Carters og Reagans politik. For en nærmere diskussion af disse forhold, se kapitel 51.

270 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 271

som ikke var rettet mod noget land og ikke til fare for nogen“. Den østlige aktivitet måtte til dels ses som en reaktion på det øgede antal vestlige manøvrer i Østersøen, mente Olszowski. En forklaring, som K.B. Andersen som nævnt ovenfor under en efterfølgende redegørelse i udenrigspolitisk nævn ikke betragtede som tilfredsstillende.71 Det sovjetiske fokus på den vestlige aktivitet som medvirkende årsag til den østlige aktivitet blev fastholdt 1970’erne ud. I 1979 rejste en dansk socialdemokratisk delegation under et besøg i Moskva igen spørgsmålet, der efterhånden havde antaget et noget rutinemæs- sigt præg. Henvendelsen blev ifølge det danske referat besvaret med, at man for det første måtte tage den overordnede magtbalance mellem Øst og Vest i Europa i betragtning og ikke se isoleret på dette spørgsmål. For det andet: at selv om der ikke var tale om et simpelt aktion-reaktionsmønster, „var der også meget ved NATO-manøvrerne, der bekymrede Sovjetunionen.“72 Argumentet om at den øgede østlige militære aktivitet skulle ses som en reaktion på NATO-landenes militære aktivitet og interesse i Østersøområdet var også oppe at vende i den danske dagspresse sidst i 1970’erne. En udlægning, som imidlertid klart blev afvist af udenrigsministeriet.73 Alligevel er der ingen tvivl om, at de danske myndigheder havde opmærksomheden rettet mod især NATO’s flådeaktivitet i området, da den kunne virke provokerende på Øst. Allerede i slutningen af 1960’erne havde de danske myndigheder drøftet den østlige opmærksomhed på NATO’s flådeplaner i det danske nærområde. I efteråret 1967 havde repræsentanter for Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste fremsat den formodning, at den østlige forventning om, at NATO-flådestyrker havde til opgave at gå ind i Østersøen, kunne medvirke til at øge risikoen for atombombning af dansk territorium. Udenrigsministeriets direktør fandt dette forhold overordentligt betænkeligt og mente, at man burde overveje, hvorledes denne østlige misopfattelse kunne udryddes.74 De allierede flådeplaner var da også genstand for i det mindste de østlige efterretningstjenesters opmærksomhed, hvor indsigt i disse planer var et højt prioriteret efterretningsobjekt mod Danmark.75 I et senere notat fra februar 1968 slog chefen for udenrigsministeriets NATO-kon-

71 K.B. Andersen fandt desuden anledning til at præcisere, at Vesten siden CSCE til stadighed havde overholdt deres forpligtelse til at forhåndsadvisere om militære øvelsesvirksomhed. K.B. Andersen i udenrigspolitisk nævn, 12. februar 1976; Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 177. 72 „Referat af drøftelser m.v. i forbindelse med besøget af en socialdemokratisk delegation bestående af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz i Moskva den 4.-12. februar 1979“, udfærdiget af Poul Nielson, Jens Otto Krags arkiv, ABA. 73 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 173. 74 Møde i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål den 10. november 1967, UM 105.Dan.6. Den omtalte formodede øgede risiko for østlig atombombning udsprang også af en antaget østlig mistillid til det danske fredstidsforbehold over for oplagring af atomvåben, hvilket tilsyneladende også var omdrejningspunktet for direktørens tanker om at forhindre den fejlagtige østlige opfattelse. Se også kapitel 36. 75 Jf. Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militære spionage i Danmark under den kolde krig, 2005.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 271 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 272

tor dog fast, at der ikke kunne tales om egentlige offensive NATO-operationer, men erkendte, at Danmark principielt ikke kunne afvise dette, da der var tale om eventuel flådedeployering ved STANAVFORLANT i den vestlige del af Østersøen som „politisk manifestation“ i tilfælde af krise. Dette lå dog langt fra egentlige offensive planer, hvorfor kontorchefen da også sammenfattende omtalte Kremls forventede opfattelse af sådanne planer som „den formodede – fejlagtige – sovjetiske opfattelse med hensyn til […] offensive flådeplaner vedrørende Østersøen“.76 Hans konklusion var imidlertid, at i kraft af Sovjet- unionens grundlæggende strategiske interesse i Danmark ville hverken potentielle offensive flådeoperationer (eller mulig atomoplagring i Danmark) gøre udslaget. Der var adskillige relevante mål på dansk område og beslutningen ville afhænge af, hvorvidt Kreml i øvrigt besluttede sig for en atomar option.77 Da spørgsmålet om den østlige militære aktivitet i Østersøområdet var på sit højeste i 1976, var det formentlig også den østlige og den hjemlige frem- hævelse af den vestlige tilstedeværelse som generator herfor, der ansporede de danske myndigheder til at få hold på omfanget og karakteren af den allierede flådeaktivitet i området. Således gav udenrigsministeriet i 1976 udtryk for over for den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe, at udenrigsministeren „ville være interesseret i tal for den vestlige aktivitet for at se, om der var mere eller mindre balance.“ For så vidt angik den amerikanske maritime tilstedevæ- relse i Østersøen havde forsvarsministeriet på samme møde slået fast, at amerikanske skibe siden 1972 regelmæssigt havde foretaget indsejlinger i Østersøen, og – supplerede forsvarsministeriet med – at den amerikanske aktivitet bestod i øvelser.78 Fra FE’s side nævnte man, at tendensen for vestlig aktivitet i Østersøen var stigende, og at amerikanerne i øvrigt regelmæssigt holder øvelser både i Østersøen og i Sortehavet.79 Det var imidlertid ifølge Forsvarskommandoen vanskeligt at give nærmere oplysninger om den vestlige aktivitet i Østersøen, da der ikke forelå statistikker over vestlige indsejlinger, og heller ikke blev foretaget konstant indsamling af oplysninger om al-

76 „Sovjetisk opfattelse af visse militære forhold af interesse for Danmark“, notits af 16. februar 1968, UM 105.Dan.6. For de vestlige planer for operationer i Østersøen, herunder med ubåde, se Clemens Doepgen, Die Konzeptionen der Nord- und Ostseeverteidigung der Bundesmarine von den Anfängen bis 1986, 1999. 77 „Sovjetisk opfattelse af visse militære forhold af interesse for Danmark“, notits af 16. februar 1968, UM 105.Dan.6. Dokumentet blev på et efterfølgende møde i kontaktgruppen udleveret til nærmere drøftelse. Sikkerhedspolitisk kontaktmøde af 7. marts 1968, UM 105.G.9. 78 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976, UM 105.G.9; Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 105.G.9. Spørgsmålet havde allerede været oppe at vende i 1971, hvor der efter forsvarsministeriets vidende ikke – fraset besøg i Østersøhavne – var „tilsvarende [de sovjetiske] flådeoperationer i Østersøen fra amerikansk side“. Redegørelse af 17. marts 1971, UM 55.USA.12.a. 79 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976, UM 105.G.9. Samtidig blev det fra FE’s side bemærket, at den vesttyske flåde regelmæssigt gennemførte øvelser i Skagerrak og Kattegat.

272 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 273

lierede aktiviteter i området. Det stod dog klart, at USA betragtede Østersøen som et frit øvelsesområde.80 For de øgede vestlige aktiviteter i Østersøen i slutningen af 1970’erne og gennem 1980’erne henvises i øvrigt til kap. 78. Det danske dilemma bestod i, at mens man på den ene side erkendte risikoen for en provokation og optrapning gennem denne vestlige aktivitet, tjente den samtidig den funktion, at det fra vestlig side klart blev demonstreret, at Østersøen ikke var et lukket hav. Derfor anså man det fra dansk side for vigtigt med en vis allieret flådetilstedeværelse som en politisk manifestation. I 1971 havde man fra amerikansk side sendt dette klare politiske signal, da fire amerikansk krigsskibe gik ind i Østersøen for at vise, at dette farvand ikke var et lukket hav.81 I midten af 1970’erne blev den vestlige tilstedeværelse i Østersøen gjort endnu tydeligere. NATO opfordrede til øget besøgsvirksomhed netop for at modvirke, at Østersøen fik karakter af “lukket“ farvand. Over for de danske myndigheder havde SACEUR’s politiske rådgiver i 1976 således „understreget den politiske betydning af at opretholde en NATO-præsens i Østersøen.“82 Kort forinden havde Holland også givet udtryk for, at de ville „vise flaget i Østersøen“, og samtidig begyndte STANAVFORLANT at foretage lejlighedsvise togter ind i Østersøen i forbindelse med øvelser med danske og vesttyske flådeenheder.83 I slutningen af 1970’erne var Sovjetunionen da også helt op- mærksom på den politiske signalværdi i øvelsesaktiviteten.84 Det var imidlertid ikke blot ønsket om politisk manifestation af Østersøens frie status, der talte for allieret flådeaktivitet. Også de rent forsvarsmæssige hensyn måtte inddrages. Som fremhævet af udenrigsminister Henning Christophersen i 1978 tydeliggjorde den østlige flådeaktivitet behovet for for- stærkning. De danske myndigheder var imidlertid påpasselige med ikke at tegne billedet af situationen i Østersøen i alt for grelle farver. Det kunne give

80 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 105.G.9. 81 Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 82 Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 105.G.9. SACEUR’s politiske rådgiver havde i den forbindelse påpeget, at den kommende amerikanske flådeøvelse i Østersøen formentlig ville blive lagt 100 mil længere mod øst, dvs. i et område, hvor amerikanerne befandt sig i 1973, tilføjede konsulent i statsministeriet Henning Gottlieb, som NATO- henvendelsen var rettet til. 83 Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976, UM 105.G.9; Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, s. 166 Det var senere dog netop Holland, der sammen med Canada modsatte sig tanken om større NATO aktivitet i området, hvorfor STANAVFOR- LANT ikke kom til at få større betydning som politisk manifestation. 84 „MID SSSR til MID LSSR: ’Sammendrag af politiske indberetninger fra Sovjetunionens ambassade i Danmark for året 1977’. Orientering af 20. marts 1978, R-1019 4 214, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, Litauen. Ifølge den sovjetiske ambassade udviste de ledende kredse i NATO „konstant op- mærksomhed i sin optræden overfor Danmark“. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at der på dansk territorium blev „gennemført en række øvelser, som udover de rent militære formål, tilsyneladende også har karakter af en politisk solidaritetsdemonstration med Danmark.“

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 273 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 274

bagslag ved, at NATO forstærkede massivt i området og dermed optrappede situationen.85 Den danske recept var, at man skulle være årvågen og opmærk- som omkring den østlige udvikling, men dog samtidig udvise forsigtighed og ikke medvirke til eller acceptere tendens til optrapning. Den danske forsigtighed kom bl.a. til udtryk i, at man fra dansk side ikke kunne anerkende et forslag fra NATO’s Nordkommando, AFNORTH, til SACEUR om fastlæggelse af bestemmelser for NATO’s Østersøaktiviteter. AFNORTH ønskede, at tilstede- værelsen af NATO-landenes flådestyrker i Østersøen „i de kommende år i princippet opretholdes på samme niveau som i 1976“, og foreslog derfor bl.a. en egentlig formalisering af øvelsesaktiviteten i Østersøen, samt at STANAV- FORLANT på fast basis skulle gennemføre operationer ind i Østersøen.86 Udenrigsministeriet forholdt sig ret reserveret over for disse tanker og foretrak, at denne aktivitet fortsat blev planlagt ad hoc.87 Dette ændrede dog ifølge udenrigsministeriet ikke ved, at AFNORTH selvsagt udmærket kunne holde de anførte betragtninger i baghovedet. Man ville fra dansk side „som hidtil […] være rede til velvillig overvejelse i forbindelse med de ordinære år- lige øvelsesprogrammer og STANAVFORLANT’s sejlplaner, af øvelsesforslag, der i princippet holder sig på niveauet for 1976.“88 Denne løsning gav ifølge udenrigsministeriet større fleksibilitet og anbefalede derfor, at man fra dansk side anmodede AFNORTH om ikke at bringe sagen videre. Samtidig understregede udenrigsministeriet, at STANAVFORLANT’s operationer ikke måtte overskride den vedtagne grænse for egentlige NATO-flådeøvelser i Østersøen, nemlig 16. længdegrad. Dette uanset om danske enheder deltog i operationerne.89

85 Referat af mødet den 3. november 1976 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe, UM 105.G.9. 86 Baggrunden for AFNORTH’s forslag var angiveligt en række incidenter i 1976 mellem danske og østlige marinefartøjer og ønsket om at sikre de vestlige landes ret til at besejle Østersøen. Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2 87 Denne danske opfattelse var også kommet til udtryk året forinden, hvor Forsvarskommandoen fremhævede, at øvelsesmønstret for NATO-landene var “tilfældigt“, hvilket var at foretrække. Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 105.G.9; Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2. 88 Ifølge udenrigsministeriet kunne Danmark ganske vist ikke på forhånd vide, om man „hvert år vil anse det for formålstjenligt at godkende STANAVFORLANTs deployering i Østersøen“. Men når man tog udgangspunkt i de senere års øvelsesmønster måtte det dog formodes, at man fra dansk side ville kunne tilslutte sig dette. Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2. 89 Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2; Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 176.

274 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 275

STANAVFORLANT, 1979. (Søværnets Fototjeneste/Marinens Bibliotek).

Danske restriktioner på allieret aktivitet i Østersøen – Bornholmsperspektivet

Mens de danske beslutningstagere kun havde et begrænset kendskab til omfanget og karakteren af de allieredes militære aktiviteter i Østersøområdet, var regulære NATO-enheders maritime tilstedeværelse i nærheden af Bornholm og øst herfor genstand for betydelig dansk opmærksomhed, da netop dette spørgsmål var et fast omdrejningspunkt for den sovjetiske kritik af den danske sikkerhedspolitik. Selv om det østlige fokus på Bornholm nok var stærkere under den tidlige kolde krig, holdt østblokken også i détenteårene til stadighed blikket rettet mod øen. Og i tråd med sin hidtidige kurs holdt Kreml fast i de såkaldte danske løfter fra 1946 og 1961 om at holde Bornholm fri for fremmede tropper. I 1960’erne havde Sovjetunionen ved flere lejligheder rettet anklager mod den danske regering for at være i færd med at omdanne Bornholm til „base- område“. I begyndelsen af 1963 havde den canadiske NATO-delegation hæf- tet sig ved sovjetiske og polske anklager, der blev betegnet som helt grundløse og set som indvarsling af en „betydelig sovjetisk propaganda“.90 Det var dog

90 „Political Discussions in the NATO Council – the Latest Soviet Note to Denmark, 25.2.1963, National Archives of Canada, RG 25, Vol. 3283.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 275 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 276

først igen i 1967, at der blev lanceret en pressekampagne ad samme linjer. Her blev Bornholm udråbt til at skulle omdannes til baseområde, der kunne bruges ved begrænsede operationer. Anklagerne skabte nogen nervøsitet hos den danske regering, der ad flere omgange forsøgte at berolige Kreml.91 I 1971 affødte vestlige flådeoperationer i farvandet omkring Bornholm sovjetiske reaktioner, efter at et amerikansk fly og en helikopter var landet på øen. Da sagen indledningsvis blev bragt op af „Isvestija“, skønnede udenrigsministeriets direktør Paul Fischer, at „en dansk reaktion ex officio, f.eks. i form af en regulær erklæring, ikke er påkrævet, og snarest er uønsket, for den måtte være egnet til at starte en erklæringskrig.“ Derfor skulle eventuelle fore- spørgsler fra pressen besvares ved at afvise påstandene og fremhæve, at der ikke var noget i sagen, der stred mod noget tilsagn fra dansk side, og at så- danne anliggender alene vedkom den danske regering.92 Det fik Paul Fischer selv anledning til få uger senere, da den sovjetiske am- bassadør Jegorytjev henvendte sig angående de amerikanske landinger på Bornholm. Fischer afviste på stedet den sovjetiske henvendelse, der havde fremhævet de danske erklæringer fra 1946 i forbindelse med den sovjetiske tilbagetrækning og fra 1961 i forbindelse med oprettelsen af den dansk-tyske enhedskommando. For så vidt angik 1946-situationen bemærkede direktø- ren, at det kun var naturligt, at de sovjetiske tropper blev trukket tilbage fra Bornholm. At den danske regering i denne forbindelse – og altså igen i 1961 – havde erklæret, at der kun ville være danske styrker på øen, kunne ikke sæt- tes i forbindelse med det amerikanske fly og den amerikanske helikopters kortvarige ophold. Paul Fischer påpegede, at Bornholm var dansk område som enhver anden del af landet, og at man fra dansk side selvsagt når som helst „kunne modtage besøg af den omhandlede art.“ Dette, pointerede han, var „en åbenbar følge af dansk suverænitet.“ Direktøren medgav, at landingen var foretaget uden de danske myndigheders eksplicitte tilladelse, hvilket den danske kystvagt – i øvrigt til udenrigsministeriet fortrydelse – havde meddelt pressen. Men dette var som bekendt, bemærkede han, „et rent dansk anliggende.“ Selv om den sovjetiske ambassadør erkendte, at dette var tilfældet, på- pegede han, at den sovjetiske regering med glæde havde iagttaget, at Danmark havde overholdt sit løfte fra 1946, og gik ud fra, at det også „skulle forblive således i fremtiden.“ Landingerne virkede „suspekte“ på ambassadø- ren, som fandt, at sagen var blevet lemfældigt behandlet fra dansk side. Det var hans opgave som ambassadør i Danmark at virke for bevarelsen af de gode dansk-sovjetiske forbindelser. Direktøren afviste skarpt, at man fra dansk side havde taget for let på sagen og pointerede i øvrigt, at ambassadørens sidste

91 Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68, DUPI 1997, s. 420f. 92 „Artikel i Isvestija i anledning af amerikanske flådebevægelser i Østersøen. Bornholmsspørgs- målet“, notits af 22. maj 1971, UM 105.Dan.1/2.

276 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 277

bemærkninger om det dansk-sovjetiske forhold „naturligvis var rigtigt, men at det var denne sag uvedkommende.“93 Det var ikke kun i begrænsninger på allieret tilstedeværelse på Bornholm, at den danske følsomhed kom til udtryk. Fra dansk side havde man i første halvdel af 1950’erne pålagt sig selv visse geografiske restriktioner på allieret øvelsesaktivitet omkring Bornholm for at undgå unødige provokationer af Sovjetunionen. I princippet dikterede restriktionerne, at den yderste østlige grænse for flådeøvelser var 17. længdegrad, men udenrigsministeriet, der skulle godkende de nærmere øvelsesplaner, havde i praksis kun givet tilladelse til øvelser til og med 16. længdegrad.94 I november 1971 udtalte forsvarsminister Kjeld Olesen, at Danmark i forbindelse med en kommende NATO-øvelse i efteråret 1972 havde besluttet at fastholde en nord-sydgående linje gennem Bornholm, som de involverede flådeenheder ikke ville bevæge sig øst for.95 Baggrunden for forsvarsministerens udtalelser var angiveligt den kritik af dansk østersø- og strædepolitik, som var kommet til udtryk i den sovjetisk diplomatiske opslagsbog, der som nævnt ovenfor havde vakt opmærksomhed i Danmark i efteråret 1971. For- svarsministerens udtalelser havde givet anledning til forlydender i vesttysk presse om, at Danmark havde fastlagt regler således, at NATO-enheder ikke fremover kunne operere i Østersøen øst for Bornholm. Altså en generel be- grænsning af fremtidige øvelser. Dette var ifølge forsvarsministeren en misfor- ståelse af hans kommentar, og derfor havde han efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvori det blev slået fast, at Danmark hverken kunne eller ville gennemføre begrænsninger i flådeaktiviteten i Østersøen, der er en del af det åbne hav.96 En bemærkning, der samtidig havde brod mod den sovjetiske tale om Østersøen som lukket hav, der på denne tid var et aktuelt

93 „Sovjetisk demarche i anledning af amerikansk helikopter- og flylanding på Bornholm“, referat af 8. juni 1971, UM 105.Dan.1/2; „Artikel i Isvestija i anledning af amerikanske flådebevægelser i Østersøen. Bornholmsspørgsmålet“, notits af 22. maj 1971, UM 105.Dan.1/2. 94 En anden praksis, der havde udviklet sig var, at udenrigsministeriet ikke gav tilladelse til allieret øvelsesvirksomhed, der foregik tættere end 15 sømil fra østtysk eller polsk kyst. „Generelle begræns- ninger med hensyn til allieret udnyttelse i militær henseende af dansk område (og dansk farvand)“, 6. april 1978, UM 105. Dan.5/1. 95 Den danske forsigtighed omkring begrænsningerne i NATO-aktivitet i Østersøen gjaldt ikke kun farvandet snævert omkring Bornholm. Forsvarsministeren bemærkede samtidig, at man skulle undgå „storstilede øvelser meget nær sovjetiske kyster“, da disse selvsagt kunne virke provokerende og altså dermed virke optrappende. Her citeret fra Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn; „Notits. Sovjetisk kritik af den danske Østersø-politik“, 4. november 1971, UM 105.Dan.1/2. Se desuden f.eks. „Berlingske Tidende“ og „Jyllands-Posten“ for 1. november 1971. 96 Den korrigerende pressemeddelelse blev udsendt 4. november 1971. I udenrigspolitisk nævn foreslog Knud Østergaard, at man i tråd med tidligere forsvarsminister Victor Grams handlemåde i en tilsvarende sag overvejede at præcisere den danske politik i holdt en tale på Bornholm. „Frankfurter Allgemeine Zeitung“, 4. november 1971; „Danmark og Østersøen“, 4. november 1971, UM 105.Dan.1/2; Østergaard i udenrigspolitisk nævn, 25. november 1971; se også Østersøen, s. 74; Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 277 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 278

emne. Et tilsvarende budskab blev samtidig leveret direkte til den sovjetiske ministerpræsident Kosygin: Østersøen var et åbent hav.97 Den ikke-provokatoriske linje over for Sovjetunionen blev delvis afstemt af en stadig, principiel fastholdelse af sin egen og de øvrige NATO-landes ret til at agere frit i Østersøen, selv om man i praksis afholdt sig fra fuld efterlevelse heraf. Således fremhævede udenrigsministeriet, at de gældende restriktioner på NATO’s øvelsesaktivitet jo naturligvis ikke forhindrede danske eller allierede nationale enheders „ret til at trænge dybere ind i Østersøen.“98 Men selv om de geografiske begrænsninger reelt kun gjaldt regulære NATO- øvelser, medens øvrige nationale eller multinationale øvelser i princippet ikke var underlagt disse restriktioner, fandt man i udenrigsministeriet, at disse retningslinjer „måtte være vejledende i spørgsmål om dansk deltagelse.“ Således mente udenrigsministeriet ikke at kunne anbefale, at danske flådeenheder indgik i øvelser, der gik længere ind i Østersøen end 16. længdegrad.99 Som det var kommet til udtryk i forbindelse med tolkningerne af den øst- lige aktivitet i Østersøen, var der gradsforskelle i de forskellige danske ressort- myndigheders opfattelse af, hvorledes den allierede flådeaktivitet skulle håndteres. Der var en klar tendens til, at udenrigsministeriet så med større bekymring på det bornholmske spørgsmål end man ikke blot gjorde hos de militære myndigheder, men også i forsvarsministeriet. Dette bemærkede Forsvarsstaben også i et notat 1966 og henviste samtidig til, at de vanskelige forhandlinger i forbindelse med de såkaldte ’contingency studies’, altså NATO’s krisestyringsplanlægning, viste udenrigsministeriets følsomhed over for problemet omkring Bornholm.100

97 „Notat om Østersøen og stræderne. En gennemgang af de retslige aspekter af Østersøens besejling og de kendte sovjetiske opfattelser af betydningen af “fredens“ og “lukket“ hav“„, 25. november 1971, UM 105.Dan.1/2. Man havde dog fra udenrigsministeriet side håbet på, at spørgsmålet ikke blev rejst. Som det blev understreget i notatet var der „ikke fra dansk side noget ønske om, at drøfte disse spørgsmål“, men ministerpræsident Kosygin ville muligvis rejse sagen. 98 Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2. På denne måde søgte de danske myndigheder at opfylde behovet for at opnå nærmere kendskab til området, som især Forsvaret vægtede i interne drøftelser. 99 „Generelle begrænsninger med hensyn til allieret udnyttelse i militær henseende af dansk område (og dansk farvand)“, 6. april 1978, UM 105.Dan.5/1. Som anført i kapitel 11 havde udenrigsministeriet i begyndelsen af 1960’erne endvidere arbejdet for, at alle større øvelser, selv f.eks. rent vesttyske, ikke foregik øst for den 17. længdegrad („Oversigt over fællesøvelser med dansk deltagelse“, 7. juni 1963, UM 105.I.5.a/2). 100 „Notat vedr. Artikel i „reserveofficeren“, jan 66 om „magtbalancen i Østersøområdet“, udfærdiget af Forsvarsstaben, 24. januar 1966. En følsomhed, der også kom til udtryk, da Forsvarskommandoen i 1969 foreslog en nyordning af kommandoforholdene på Bornholm. Chefen for udenrigsministeriets NATO-kontor bemærkede straks, at „kommandoforhold på Bornholm var politisk sensitivt“ og henviste til de sovjetiske henvendelser i forbindelse med oprettelsen af Enhedskommandoen i december 1961 (Resumé af sikkerhedspolitisk kontaktmøde torsdag den 28. august 1969, UM 105.G.9). Men også i Forsvarsministeriet var man opmærksom på Bornholmsaspektet. Da man fra dansk side i november 1970 accepterede en opfordring til at være leder for et dansk NPG-studium – idet man dog foreslog et fælles dansk-britisk lederskab, hvilket blev tiltrådt af NATO – påpegede

278 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 279

Det spørgsmål, der gav anledning til fleste gnidninger mellem udenrigsministeriet på den ende side og forsvarsministeriet og Forsvarets institutioner på den anden, var imidlertid de geografiske begrænsninger på den maritime øvelsesvirksomhed i Østersøen. I slutningen af 1960’erne havde forsvarschefen udtrykt bekymring over den grænse på kun 13 grader østlig længde, som udenrigsministeriet havde fastsat til „Green Express“ øvelsen. Forsvarschefen mente, at man af hensyn til „realisme“ skulle udvide grænsen til de 16 grader, som danske regler og praksis muliggjorde. Udenrigsministeriet accepterede udvidelsen.101 Til gengæld fandt udenrigsministeriet ikke, at der var stor mulighed en udvidelse af øvelsesområdet, da forsvarsministeriet under et møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe i foråret 1970 formidlede et ønske fra forsvarskommandoens side om „visse ændringer i begrænsningerne i øvel- sesaktiviteten i Østersøen.“102 I princippet støttede udenrigsministeriet Forsvarets politiske ambitioner om at demonstrere Østersøens fri status. For så vidt angik arten og omfanget af NATO’s øvelsesaktivitet i Østersøen havde Forsvarskommandoen i foråret 1972 fremhævet, at man „burde holde princippet om Østersøen som et frit hav for øje“, ligesom den danske militære tilstedeværelse – inden for de eksisterende bevillinger – burde forøges. Disse forhold kunne man fra udenrigsministeriet side i princippet kun være interesseret i, så længe der ikke med den danske indsats blev „tale om provokationer“, ligesom en øget allieret til- stedeværelse var ønskelig „blot der tages behørigt hensyn til vor politik med hensyn til Bornholm.“103 At Kreml havde blikket rettet mod de danske geografiske restriktioner var f.eks. blevet antydet i 1973, hvor den danske COMBALTAP-chefs offentligt ventilerede ønske om at udvide grænserne for øvelsesaktiviteten i Østersøen havde givet anledning til pressekampagne mod Danmarks (og Norges) NATO-medlemskab. Forløbet var sammenfaldende med afholdelsen af en NATO-øvelse i Norge.104 I slutningen af 1970’erne gav spørgsmålet om de nærmere grænser for øvelsesaktiviteten igen anledning til drøftelse blandt de danske myndigheder. Forsvarskommandoen understregede, at begrænsningerne var problematiske, både i militær og politisk henseende, og indtog det standpunkt, at „restriktionerne principielt bør opgives“. Restriktionerne medførte ifølge For-

forsvarsministeriet, at scenariet ikke måtte indeholde Bornholm. Notat vedrørende iværksættelsen af det danske studie om opfølgende anvendelse af taktiske nucleare våben inden for et begrænset kampområde i Danmark, 24. november 1970, FM 795-7/70-73. 101 Sikkerhedspolitiske kontaktmøde den 11. september 1968, UM 105.G.9; Sikkerhedspolitisk kon- taktmøde den 29. oktober 1968, UM 105.G.9. 102 Man ville dog naturligvis tage sagen op, hvis forsvarsministeriet ønskede dette. „Resumé af sikkerhedspolitisk kontaktmøde torsdag den 19. marts 1970“, UM 105.G.9. 103 „Resumé af kontaktmødet den 3. marts 1972“, UM 105.G.9. 104 Jensen, Tryk og tilpasning, s. 128.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 279 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 280

svarskommandoen ikke blot øvelsesmæssige og rent operative vanskeligheder, men tvivl hos alliancepartnerne om „den danske holdning til forsvaret i Øster- søen“. Hertil kom, at Bornholms de facto særstilling kunne skabe problemer for „den internationale opfattelse af Bornholms status.“105 Da centrale embedsmænd i den såkaldte sikkerhedspolitiske kontaktgruppe få måneder senere drøftede sagen nærmere, påpegede Forsvarskom- mandoen, at man fra NATO’s side pressede på for at få disse lempet eller op- hævet, og at SACEUR selv havde foreslået, at man fra 1981 rykkede NATO- øvelser i Østersøen forbi den 16. længdegrad. Et forslag, som dog man dog fra vesttysk side havde støttet Danmark i ikke skulle nævnes i et øvelsesdirek- tiv fra NATO. Fra udenrigsministeriets side ønskede man, at de danske restriktioner blev bevaret, bl.a. henset til, at man fra både svensk og finsk side havde viet en „mulig større NATO-præsens i Østersøen“ en vis interesse eller uro. I de videre drøftelser om en mulig flytning af grænsen, måske endog til 17., 18. eller 19. længdegrad, satte FE spørgsmålet noget skarpt op, da man slog fast, at „placering af fremmed militær på Bornholm ville ophidse den øst- lige side mere end en rykning til 17. længdegrad. Under alle omstændighe- der var der i kontaktudvalget enighed om, at en flytning til 17. længdegrad ville være uproblematisk set i forhold til Sovjetunionen.106 Forsvarsministeriet så helst, at 17. længdegrad blev en principiel grænse, og at 16. grad blev en „mulighed i særlige tilfælde“, mens udenrigsministeriet så det omvendt.107 Da det sikkerhedspolitiske kontraktudvalg under det videre arbejde med revision af den geografiske begrænsning overvejede argumenterne for og imod en eventuel ophævelse eller lempelse af restriktionerne, var det eneste hensyn, der talte imod dette, ønsket om at undgå „uønskede reaktioner fra ikke-NATO-lande i Østersøen, primært Sovjetunionen.“108 Resultatet blev en foreløbig opretholdelse af de hidtidige restriktioner for så vidt angik fremmede styrkers tilstedeværelse på og omkring Bornholm, og den østlige af- grænsning på 16. længdegrad for allierede flådeøvelser. Imidlertid blev det besluttet, at der på forsøgsbasis ville kunne forventes tilladelse til øvelsesakti- vitet ud til 17. længdegrad forudsat, at „en konkret vurdering af den herskende udenrigspolitiske situation, øvelsernes karakter og formål ikke måtte tale her-

105 „Notat vedrørende danske og allierede operationer i Østersøen“, 11. april 1978, udfærdiget af generalmajor C.S. Børgesen, CH/O-ST, Forsvarskommandoen, UM 105.Dan.5/1; Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 176. 106 „Referat af møde den 21. juni 1978 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe“, UM 105.G.9. 107 „Referat af møde den 16. august 1978 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe“, UM 105.G.9. 108 „Indstilling fra den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe vedrørende de for danske og allierede styrkers operationer i Østersøen, inkl. Bornholm, gældende selvpålagte restriktioner“, referat af 31. august 1978, UM 105.Dan.5/1. At Kreml havde blikket rettet mod de danske geografiske restriktioner var f.eks. blevet antydet i 1973, hvor den danske COMBALTAP-chefs offentligt ventilerede ønske om at udvide grænserne for øvelsesaktivitet i Østersøen havde givet anledning til pressekampagne mod Danmarks (og Norges) NATO-medlemskab. Forløbet var sammenfaldende med afholdelsen af en NATO-øvelse i Norge. Se Jensen, Tryk og tilpasning, s. 128.

280 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 281

imod“.109 Selv om udenrigsministeriet således afviste en fast udvidelse af græn- sen til 17. længdegrad, som ønsket af forsvaret, blev der fra 1978 i praksis tale om, at de selvpålagte restriktioner var udvidet til 17. længdegrad. Bornholm var og blev et problem for den danske regering, hvilket fordrede en balanceakt. På den ene side skulle man minimere den sovjetiske interesse for øen og undgå unødigt provokerende adfærd, ikke mindst fra allieret side. På den anden side skulle man tilsikre, at det vestlige forsvar af øen ikke blev afskrevet på forhånd. Da spørgsmålet om NATO’s vilje til at forsvare Born- holm blev anfægtet i en artikel i „Reserveofficeren“ i 1966, havde Forsvars- staben da også bemærket, at „dette vist aldrig har været (og kan vel ikke være) noget officielt dansk synspunkt.“110 Med dette synspunkt antydede man dog samtidig indirekte, at man nok var klar over risikoen for manglende allieret incitament til at „dø for Danzig“, som udenrigsministeriet allerede i 1950’erne havde spidsformuleret problemet om stormagternes manglende lyst til at gå i brechen for alliancepartnerne i tilfælde af mindre krige eller konflikter.111 Mere overraskende bemærkede Forsvarsstaben i denne forbindelse: „Noget helt andet er, om den danske regering i en given situation skulle have alvorligt vejende motiver til at holde alliancen uden for en russisk aggression, men det er et helt andet spørgsmålet, som er denne sag uvedkommende“.112 Denne formulering åbnede ikke for større klarhed, og spørgsmålet blev ikke uddybet nærmere. Det forhold, at bemærkningen blev fremsat på et yderst hypotetisk plan, og at Forsvarsstaben ikke fremkom med nogen egentlig vurdering af, hvorvidt sådanne motiver med rette kunne eksistere, betyder, at man vanskeligt kan udlede noget konkret om, hvilken situation man forestillede sig. Alligevel viser bemærkningen, at Forsvarsstaben i midten af 1960’erne – i et afdæmpet og sagligt toneleje – kunne forestille sig, at den danske regering i tilfælde af sovjetisk aggression mod Bornholm kunne se fordele i, at NATO’s forsvarssystemer ikke blev sat i værk. Altså at Danmark skulle undlade at iværksatte traktatens artikel 5, NATO’s musketer-ed. Med andre ord: hvis den vestlige afskrækkelse svigtede, kunne konsekvenserne ved en allieret

109 Samtidig blev de eksisterende grænser for allierede flyøvelser fastholdt. Dette var linjen Stevns øst- kyst – Møns østkyst – Gedser Odde – Femerns østkyst. Baggrunden for denne grænse var ifølge forsvarsministeriet primært risikoen for fejlflyvninger på grund af de allierede piloters ukendskab til området. Før 1969 var der en endnu mere vestlig grænse. „Indstilling fra den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe vedrørende de for danske og allierede styrkers operationer i Østersøen, inkl. Bornholm, gældende selvpålagte restriktioner“, 31. august 1978, UM 105.Dan.1/2; „Generelle be- grænsninger med hensyn til allieret udnyttelse i militær henseende af dansk område (og dansk farvand)“, 6. april 1978, UM 105.Dan.5/1. 110 Original understregning. „Notat vedr. artikel i ’Reserveofficeren’, jan 66 om ’magtbalancen i Østersøområdet’“, 24. januar 1966, udarbejdet af Forsvarsstaben, FM 35-41/66. 111 Notat af 26. august 1955 udfærdiget af ass. afdelingschef for politisk-juridisk afdeling Aa. Hessellund Jensen, UM 105.I.40.b. 112 „Notat vedr. artikel i ’Reserveofficeren’, jan 66 om ’magtbalancen i Østersøområdet’“, 24. januar 1966, udarbejdet af Forsvarsstaben, FM 35-41/66.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 281 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 282

intervention måske være så betydelige, at den danske regering måtte fore- trække afskrivning af Bornholm.

Østersøspørgsmålet 1963-1978 – en vurdering

Den relativt øgede østlige flådekapacitet, øvelsesaktivitet og øvrige militære tilstedeværelse i og omkring danske farvande var genstand for betydelig dansk opmærksomhed i détenteårene. Især i 1970’erne, hvor den østlige øvel- sesaktivitet kom betænkeligt tæt på dansk territorium. Medens de danske myndigheder på den ene side fastholdt, at den sovjetiske opprioritering af Nordflåden ikke mindskede de danske stræders strategiske betydning, måske tværtimod, så man på den anden side heller ikke den sovjetiske tilstedevæ- relse i midten af 1970’erne som udtryk en direkte øget trussel, rettet mod Danmark. De danske myndigheder var opmærksomme på, at den nære øst- lige militære aktivitet kunne medvirke til at svække de taktiske varselsmulig- heder. Da der dog måtte indregnes et politisk eller strategisk varsel, var den største bekymring måske af politisk-psykologisk art. Ikke mindst når den øgede militære øvelsesaktivitet med landsætningsoperationer mindede stærkt om de forventede østlige angrebsplaner. Motiveret bl.a. af den massive offentlige opmærksomhed omkring de øst- lige militæraktiviteter rejste man fra dansk side fra midten af 1970’erne gentagne gange spørgsmålet over for østblokken, der – trods konsekvent afvisning – ifølge udenrigsministeriet dog viste tegn på at reagere på den danske kritik. Det er paradoksalt, at den danske indsats netop kom på det tidspunkt, hvor den massive sovjetiske overlegenhed i Østersøområdet faktisk begyndte at blive udlignet, bl.a. ved den vestlige teknologiske overlegenhed på ubåds- og missilområdet. Netop spørgsmålet om NATO’s aktiviteter i Østersøen, særligt omkring Bornholm, optog også de danske myndigheder. På sin vis fordrede dette problemkompleks en klarere politisk stillingtagen end reaktionen på den østlige aktivitet. Den del af den danske østersøpolitik, der omhandlede de vestlige aktiviteter, blev til i et krydsfelt mellem forskellige hensyn: på den ene side øn- skede man klart NATO tilstedeværelse som, politisk signalværdi og øget fokus for behovet for forstærkning af det samlede østersøforsvar. På den anden side måtte den vestlige aktivitet ikke virke provokerende og optrappende på situationen i området. Dette motiverede, at truslen dog ikke måtte fremhæves for stærkt over for de allierede. Fra dansk side udviste man stor påpasselighed med ikke at optræde unødigt udfordrende, ikke mindst omkring bornholms- spørgsmålet. Den danske forsvarsledelses pointering af de militære og politiske konsekvenser af denne politik, særligt manglende kendskab til området og politisk symbolsk afgivelse af området til østblokken, blev kun i begrænset omfang imødekommet af udenrigsministeriet. Danmark fastholdt i hovedsa-

282 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 283

gen disse reservationer omkring allieret øvelsesaktivitet og fremmed militær tilstedeværelse på Bornholm den kolde krig ud. Forløbet omkring håndteringen af den øgede østlige aktivitet og den vestlige aktivitet i Østersøen demonstrerede en vis forskel i tilgang mellem de forskellige danske ressortmyndigheder. Forskellen i tilgangen hos Forsvarets myndigheder og udenrigsministeriet skal i hovedsagen findes i de forskellige opgaver, myndighederne skulle løse, og antagelig også i nogen udstrækning i, hvilke interesser, de havde. Denne perspektivforskel vanskeliggjorde en helt entydig dansk stillingtagen til udviklingstendenserne. Et forhold, der blev yderligere kompliceret af den øgede interesse, der blev Østersøen til del fra både de allieredes og østblokkens side. Østersøspørgsmålet rakte ud over danske politiske og militære interesser og var også af bredere betydning for Danmark. Fra vestlig side førte f.eks. behovet for neddykket strædegennem- sejling i Gibraltar til vanskeligheder for den danske strædepolitik, og den sovjetiske opprioritering af Nordflåden og fremskydning af forsvarslinjerne fik indflydelse på den strategiske betydning af de danske stræder. Fra 1979 intensiverede NATO øvelsesaktiviteterne i Østersøen og fastholdt denne linje gennem 1980’erne. Den øgede vestlige militære præsens i Østersøområdet må ses i sammenhæng med den ændrede vestlige politik over for Sovjetunionen, der satte ind under Carter og fik konfrontatoriske former under Reagan (se især kapitel 78). De danske militære myndigheder, herunder FE, må have været klar over de dele af den nye udvikling, som de selv deltog i. Det er dog indtil videre uklart, i hvilket omfang Danmark med sit forholdsvis begrænsede militærapparat deltog i aktiviteterne i Østersøen, og det er heller ikke afklaret, i hvilken udstrækning emnet var genstand for interministerielle overvejelser. Det ses ikke, at oplysninger om den nye udvikling i Østersøen er blevet videregivet til det politiske miljø.

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 283 kap. 40 rettet V 07/06/05 11:11 Side 284 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 285

41·Forsvarspolitik i 1970’erne

Forsvarsordningen af 1973

Forberedelse og vedtagelse I februar 1973 indgik Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre et nyt forsvarsforlig, som i april førte til vedtagelsen af en ny forsvarsordning for en periode på fire år, dvs. finansårene 1973/74- 1976/77. Loven trådte i kraft den 1. juni 1973.1 Forliget var siden efteråret 1972 blevet forhandlet på plads i et ottemandsudvalg med to medlemmer fra hvert af de fire partier, der blev ledet af Orla Møller (S). Grundlaget for disse forhandlinger var de såkaldte værnschefskitser, som primært byggede på den eksisterende forsvarsordning og samtidig indeholdt ideer fra regeringens udspil.2 På det parlamentariske plan indicerede forliget en genoptagelse af det brede forsvarspolitiske samarbejde, der første gang var blevet etableret ved forsvarsforliget mellem de fire partier i 1960, men brat var blevet afsluttet, da den nydannede VKR-regering i foråret 1968 efter krav fra de radikale gen- nemførte en besparelse på forsvarsbudgettet på 125 mio. kr. uden at aftale det med Socialdemokratiet. På den baggrund var forliget også udtryk for, at de fire ’gamle’ partier igen ønskede at holde forsvaret ude af den indenrigspolitiske politisering og debat; både for de borgerlige partier og for Socialdemokratiet var det af værdi på den måde at ’skabe ro’ om forsvaret. Samtidig afspejlede forberedelserne af forliget og dets udfyldning senere i 1970’erne nogle nye skillelinjer mellem partierne og i partierne, specielt i Socialdemokratiet. Disse skillelinjer var vokset frem siden slutningen af 1960’erne, og deres politiske gennemslagskraft var blevet styrket af det oven- nævnte brud mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier i foråret 1968. I efteråret 1971 havde den socialdemokratiske regering ved forsvarsminister Kjeld Olesen overraskende spillet ud med et lovforslag, som mht. trusselsvurdering og forsvarsforanstaltninger indebar vidtgående brud med de hidtidige præmisser. Den traditionelle trussel havde været et angreb op gennem den jyske halvø eller en større invasion af Sjælland, der var led i et gene-

1 Lov om ændring af lov om forsvarets organisation m.v. blev vedtaget d. 5. april 1973, jf. Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1972-73, 5. april 1973, sp. 5547. Samtidig blev loven om ændring af lov om forsvarets personel behandlet og vedtaget, jf. også: Betænkning over forslag til lov om ændring af lov om forsvarets organisation m.v. og forslag til lov om ændring af lov om forsvarets personel. Afgivet af forsvarsudvalget den 14. marts 1973, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973, sp. 833-996. 2 Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement 1973-2003, Dansk Udenrigspolitiks Historie, 6, 2004, s. 178f.

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 285 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 286

relt Warszawapagtangreb på Vesteuropa, og mht. forsvarsforanstaltninger havde NATO’s strategiske koncept været det fremskudte forsvar og det fleksible gensvar (se kapitel 53). I stedet opererede det socialdemokratiske forslag med en forudsætning om et forholdsvis mindre overraskelsesangreb, der krævede fokus på nærforsvaret. Forslaget var blevet stærkt kritiseret af såvel de borgerlige partier som de militære chefer i Danmark og i NATO.

Målsætning, struktur og rammer Forsvarsordningen af 1973 medførte vigtige ændringer i den målsætning og struktur for det danske forsvar, som havde været gældende siden forsvaret blev opbygget i de første år af det danske NATO-medlemskab i begyndelsen af 1950’erne. Blandt de vigtigste var, at NATO-medlemskabet blev understreget stærkere end tidligere. Det viste sig først og fremmest ved, at muligheden for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation direkte blev fremhæ- vet. Hidtil havde målsætningen for det danske forsvar i tilfælde af angreb på Danmark været, at det skulle kunne tage kampen op og holde ud til allierede forstærkninger nåede frem. Nu blev det præciseret, at de praktiske foranstaltninger, der er nødvendige for modtagelse af allierede styrker, i videst muligt omfang skulle forberedes i fredstid.3 Forstærkningsspørgsmålet var dermed for alvor kommet på dagsordenen i formuleringen af dansk sikkerhedspolitik. Andre vigtige sider af den nye forsvarsordning berørte værnepligten og sammensætningen af hæren. Tjenestetiden blev nedsat fra 12 til 9 måneder. Det sket bl.a. fordi værnepligten i takt med den stærke stigning i antallet af militærnægtere var blevet endnu mere omstridt end normalt. Nu blev den traditionelle ide om en værnepligtsbaseret dækningsstyrke (eller beredskabsstyrke), der havde udgjort et centralt grundlag for dansk forsvarspolitik som led i medlemskabet af NATO, opgivet. Uddannelsen af de værnepligtige skulle i princippet alene foregå med henblik på oprettelsen af en supple- mentstyrke til den stående styrke, og beredskabstjeneste skulle ikke længere være en central del af indkaldelsestiden, selv om det i betænkningen fra forsvarsudvalget blev nævnt, at et begrænset antal værnepligtige skulle indgå i den stående styrke. Samtidig blev der mulighed for, at værnepligtige efter tjenesten kunne fortsætte på kontraktbasis i beredskabsstyrken. I sammenhæng hermed blev styrkemålet for hæren fastsat uændret til en dækningsstyrke på ca. 13.000 mand, der dels udgjordes af en egentlig stående styrke på ca. 8.500 mand bestående af professionelle soldater, dels af den omtalte supplerende styrke af hjemsendte værnepligtige på ca. 4.500 mand, som øjeblikkeligt skulle kunne møde ved deres enhed. Alt i alt skulle hæren i fredstid dermed bestå af en beredskabsstyrke med et højt uddannelsesniveau, der i hovedsa-

3 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973, sp. 835; Petersen, Europæisk og Globalt Engagement, s. 170ff.

286 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 287

gen bestod af frivillige, og en uddannelsesstyrke af værnepligtige. For søvær- net og flyvevåbnet skete der en mindre begrænsning i antallet af krigsskibe og fly, men ingen vigtige ændringer i opbygningen af de to værn.4 Forsvarsbudgettet havde som tidligere været et af de store stridsemner i dansk forsvarspolitik. I forliget blev aftalt en forøgelse i perioden fra 3,2 til 3,4 mia. kr., og desuden blev hele forsvarsbudgettet blev gjort løn- og prisregule- ret. Selv om de aftalte budgettal for fireårsperioden som udgangspunkt var ensbetydende med en mindre budgetreduktion i forhold til den tidligere ordning, muliggjorde indeksreguleringen ret omfattende nyanskaffelser efter 1973. De forøgede budgetrammer havde også sammenhæng med de store behov for forbedringer af de værnepligtiges indkvarteringsforhold i en tid, hvor den historiske værnepligt var ved at blive grundigt upopulær, samt behovet for uddannelse af det stærkt øgede antal frivillige, der var nødvendigt i den nye ordning.5 I forliget aftaltes endvidere, at det ovennævnte ottemandsudvalg med to repræsentanter fra hvert af de fire forligspartier skulle fortsætte og følge gennemførelsen af forliget. Udvalget kunne indkaldes af forsvarsministeren, eller når et af partierne ønskede det. I foråret 1976, samtidig med at forhandlingerne om afløser for forliget begyndte, blev udvalget udvidet med to repræsentanter hver for CD og Kristeligt Folkeparti, der begge var kommet i Folketinget ved valget i 1973 og støttede forsvarsforliget.6

Forsvarspolitik i folketingsgrupperne I de fire forligspartiers folketingsgrupper var der i foråret 1973 en vis diskussion om forsvarspolitikken, som stadigvæk må betegnes som begrænset og derved afspejlede, at udformningen af dansk forsvarspolitik i disse år var præ- get af lav politisering. I den socialdemokratiske gruppe var der i februar 1973 en kort meningsudveksling om det nye forlig, hvor statsminister Anker Jørgensen lagde vægt på, at de fire gamle partier kunne blive enige. Der var bred tilslutning til forliget i gruppen, idet alene Karl Hjortnæs var lidt betæn- kelig, men ingen talte imod.7 Hos de konservative var der samme dag en diskussion, hvor næsten alle klart anbefalede forliget, idet enkelte dog beklagede reduktionen af forsvarsudgifterne, mens ét medlem (Adam Møller) øn- skede at tage forbehold.8 I Venstres gruppe var der en omfattende debat, som fandt sted både før og efter forliget. Før forliget var der især forskellige meninger om, hvor imøde- kommende partiet skulle være over for den socialdemokratiske regerings for-

4 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973, sp. 835f. 5 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973, sp. 840. 6 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973: sp. 834; Petersen, Europæisk og Globalt Engagement, s. 180-1. 7 Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe. Forhandlingsprotokol 1972-1973, (SD), 14. februar 1973. 8 Mødeprotokoller for Det Konservative Folkeparti (KF), 14. februar 1973, Rigsarkivet (RA).

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 287 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 288

slag. Det blev også diskuteret, om man skulle kritisere Socialdemokratiets ad- færd som opposition til VKR-regeringen 1968-71; allerede ved en forsvarsdebat i gruppen et år tidligere havde Poul Hartling (Venstres formand 1965- 77, udenrigsminister 1968-71 og senere blev statsminister 1973-74) således an- ført, at Venstre skulle være forsigtig med at tale om Socialdemokratiets uan- svarlige tid i opposition.9 Efter forliget mente enkelte medlemmer af gruppen, at Venstre havde givet sig for meget, men kun én, Kaj V. Andersen, meddelte, at han ville undlade at stemme, da der havde været forhandlet for lidt.10 Hos de radikale meddelte 3 medlemmer forud for den sidste behandling, at de ville undlade at stemme i salen.11

Debatten i salen: bred enighed med forskelle Folketingsdebatten om forliget i slutningen af marts 1973 viste, at den vigtigste forsvarspolitiske skillelinje på det parlamentariske plan gik mellem de fire forligspartier og Socialistisk Folkeparti, der som det eneste parti i Folketinget gik imod forliget. Debatten i salen afspejlede denne skillelinje og dermed den brede enighed om dansk forsvarspolitik. Samtidig var der imidlertid nogle tydelige nuancer og forskelle mellem de fire forligspartiers generelle holdning til dansk forsvarspolitik, som er værd at bemærke. Den socialdemokratiske ordfører Preben Steen Nielsen lagde ved anden behandling af de to forsvarslove, jf. ovenfor note 1, vægt på, at der ud fra „et højst forskelligt udgangspunkt“ var lykkedes at opnå enighed om rammerne for dansk forsvar.12 Den socialdemokratiske gruppe kunne som helhed anbefale forliget, fremhævede ordføreren, og betonede samtidig, at partiet kun anså dansk forsvar for betydningsfuldt som led i en større helhed, nemlig NATO-alliancen, som man ikke så noget aktuelt alternativ til: alliancens opretholdelse var en afgørende for- udsætning for de afspændingsbestræbelser, som Socialdemokratiet lagde stor vægt på. Den socialdemokratiske ordfører kommenterede kritikken af forliget fra den militære ledelse i Danmark og i NATO med, at det nye forsvarsforlig på det punkt til forveksling lignede de tidligere indgåede aftaler, og han gjorde opmærksom på, at beskæringerne var koncentreret om personel- siden og ikke styrkemålene. Preben Steen Nielsen afviste også de indtryk, befolkningen kunne få fra „visse dele af dagspressen“, nemlig at millionerne nu rullede inden for forsvaret i en tid, hvor alle andre måtte spare. Ordføreren for Det Konservative Folkeparti, Knud Østergaard, og ordføre- ren for Venstre, Kristen Østergaard, lagde i deres anbefalinger af forliget og

9 Venstres gruppemøder (V), 2. februar og 25. oktober 1972. 10 V, 14. februar og 4. april 1973. 11 Det Radikale Venstres mødeprotokol (RV), 4. april 1973, (RA). 12 Preben Steen Nielsen, „2. beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“ Ff, 1972-73, 30. marts 1973, sp. 5403-6.

288 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 289

deres positive, hhv. kritiske, fremstillinger af de forskellige dele af aftalen væg- ten på helt andre argumenter. Den konservative ordfører så forsvaret som noget grundlæggende for Danmark som nation – en tankegang som ikke afspejledes i den socialdemokratiske ordførers indlæg og kun i begrænset omfang hos Venstres ordfører. Knud Østergaard lagde også vægt på den alliancepolitiske sammenhæng for dansk forsvar og muligheden for hjælp udefra, men der var ikke den samme alliancebetingede tilslutning til et dansk forsvar. Desuden lå det tydeligvis fjernt fra den konservative ordførers tankegang, at give tilslutning til NATO, fordi der ikke – som den socialdemokratiske ordfø- rer udtrykte det – var noget aktuelt alternativ. Samtidig lagde Knud Østergaard stærk vægt på, at forsvaret fik bred opbakning i den danske befolkning, og at der fortsat var et bredt forsvarspolitisk samarbejde i Folketinget. Igen gælder det, at selv om også Socialdemokratiets ordfører glæ- dede sig over, at det var lykkedes at opnå bred enighed, var der ikke tale om en tilsvarende grundlæggende holdning til den nødvendige nationale basis for dansk forsvar.13 Venstres ordfører, Kristen Østergaard, omtalte i sit indlæg en række konkrete problemer i forbindelse med gennemførelsen af forliget, og sammenholdt med den konservative ordfører var Venstres ordfører tydeligvis mere pragmatisk i sin behandling af forsvarspolitiske spørgsmål. Begge ordførere for de to store borgerlige partier rettede en særlig tak til Orla Møller for hans forbilledlige ledelse af udvalgsarbejdet.14 Argumentationen fra det sidste parti i forsvarsforliget, Det Radikale Venstre, gjorde forskellene mellem de fire forligspartiers begrundelser for at støtte forliget endnu mere iøjnefal- dende. Ordføreren, Jens Bilgrav-Nielsen, fremhævede det som noget yderst positivt, at de store besparelser, der gennem de seneste år var foretaget på for- svarsområdet, nu ville blive fastholdt. Dernæst nævnte Bilgrav-Nielsen, at hans parti ville se yderst kritisk på de forøgelser af forsvarsudgifterne i de næste tre finansår, som var angivet i forliget, når andre offentlige budgetter skulle reduceres. Det Radikale Venstres deltagelse i de fire forligspartiers ottemandsudvalg kunne netop bruges i denne forbindelse, sagde Bilgrav-Nielsen. Også nedsættelsen af tjenestetiden blev fremhævet som noget positivt og udtryk for de radikales indflydelse.15 SF var det eneste parti i Folketinget, der samlet gik imod forsvarsforliget, og partiets ordfører, Gert Petersen, nærmede sig spørgsmålet om dansk forsvarspolitik fra en ganske anden synsvinkel. Gert Petersen fandt hele diskussionen om lidt større eller lidt mindre forsvarsudgifter i Danmark eller di-

13 Knud Østergaard, „2. beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“ Ff, 1972-73, 30. marts 1973, sp. 5408-8. Se også Knud Østergaards indlæg ved første behandling af de to forsvarslove 25. oktober 1972, Ff., 1972-73, sp. 622-25. 14 Ff, 1972-73, sp. 5408-13. 15 Jens Bilgrav-Nielsen, „2. beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“, 30. marts 1973, Ff, 1972- 73, sp. 5413-16.

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 289 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 290

verse danske styrkemål underlig verdensfjern i betragtning af det internationale rustningsniveau, den moderne tekniks krigsmidler og fremføringsmidler og de forskellige strategiske og taktiske atomvåben. Det var iflg. Gert Petersen et trip på fantasiens vinger at diskutere, om vi skulle have 112 eller 120 krigs- flyvemaskiner, når supermagterne var i stand til at tilintetgøre hinanden op til 30-40 gange. Derfor var der noget uvirkeligt ved Folketingets forsvarspolitiske debatter: et egentligt militært forsvar af Danmark var uden mening, og det var med nogen overvindelse, at SF overhovedet deltog i dem, sagde partiets ordfører.16 Alt i alt kan det om folketingsdebatten konkluderes, at selv om der var tydelige forskelle mellem de fire forligspartiers grundholdninger i forsvars- spørgsmålet, så må afstanden mellem de forskellige holdninger, specielt hos Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre, dog karakteriseres som mindre, når det gjaldt den konkrete politikformulering. Der var i hvert fald ikke tale om en markant polarisering. Ved den endelige afstemning i begyndelsen af april 1973 blev de to forsvarslove vedtaget med 120 stemmer (S, KF, RV og V) mod 16 (SF), mens 5 medlemmer (herunder 3 fra RV og 1 fra V) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.17

Købet af F-16 fly

Som nævnt muliggjorde budgetrammerne i forsvarsforliget omfattende nyanskaffelser. Blandt disse var købet af F-16 fly i juni 1975 det mest omfattende og det mest omstridte. Da Danmark som tre andre NATO-lande – Belgien, Holland og Norge – ville blive stillet over for problemer med aldrende jagerfly, besluttede de fire lande i foråret 1974 at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle undersøge markedet for fly og finde frem til de bedste købsvilkår og mulighederne for medproduktion. Der var i de fire lande brug for i alt 350 fly, heraf 58 til det danske flyvevåben, og der var tre muligheder: det amerikanske F-16, det franske Mirage og det svenske Viggen-fly. Efter at have afvejet forskellige hensyn som tekniske, prismæssige og industripolitiske samt mulighederne for medproduktion pegede arbejdsgruppen på det amerikanske F-16 som det bedste.18

16 Gert Petersen, „1, beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“, 25. oktober 1972, Ff, 1972-73, sp. 634-40 og 5416-21. 17 Folketingsårbog 1972-73, 1974, s. 138. Ved forsvarslovens tredje behandling 5. april 1973 bad ingen om ordet, jf. Ff., sp. 5547. 18 Se forsvarsminister Orla Møllers fremsættelse af forslag til folketingsbeslutning 28. maj 1975, jf. Ff, 1975-75, sp. 5430-34; Betænkning over forslag til folketingsbeslutning om anskaffelse af erstatningsfly til flyvevåbnet. Afgivet af forsvarsudvalget den 9. juni 1975, Tillæg B Til Folketingstidende, sp. 1089- 1180.

290 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 291

Dansk F-16 fly. (Flyvevåbnets Historiske Samling)

Debatten i Folketinget Købet af F-16 fly blev første gang diskuteret i Folketinget 11. marts 1975 ved en forespørgsel til forsvarsministeren af tre medlemmer af SF.19 Forsvarsminister Orla Møller indledte sit svar med at anlægge en formelt set meget forbeholden linje: „Lad det være sagt klart og tydeligt: der er ikke truffet nogen beslutning om at anvende milliardbeløb til køb af jagerfly. Om der skal købes nye jagerfly, hvor mange der i givet fald skal købes og hvornår, er slet ikke afklaret på indeværende tidspunkt“. Ministeren sluttede i samme stil med at sige, at „indtil nu har der udelukkende været tale om afklarings- eller opklaringsmanøvrer ... Der er intet, der er så klart, at det kan lægges frem til en politisk debat“.20 I den efterfølgende debat fulgte skillelinjerne mellem partierne med en enkelt undtagelse de ovennævnte fra 1973-forsvarsforliget. Ordførerne for Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti argumenterede principielt for et flykøb og fik heri støtte af ordførerne fra to af de nye partier i Folketinget, nemlig CD og Kristeligt Folkeparti. Ikke mindst den socialdemokratiske ordfører, Poul Søgaard, var bemærkelsesværdig uforbeholden i sin tilslutning til et dansk forsvar inden for NATO.21 På den anden side blev SF’s modstand støttet af ordførerne for DKP og VS. Ordføreren for det sidste af forligspartierne fra 1973-forliget, Det Radikale Venstre, kunne ikke på det foreliggende grundlag give tilslutning til, at der blev købt nye fly, mens Fremskridtspartiet ikke tog stilling.22

19 De tre var: Kurt Brauer, Morten Lange og Gert Petersen. Forespørgslen lød: „Med hvilken begrundelse finder ministeren det rimeligt at anvende milliardbeløb til køb af jagerfly i en tid, hvor problemerne vedrørende beskæftigelse, ressourcebesparelser og betalingsbalance er påtrængende“, jf. Ff, 1974-75, 11. marts 1975, sp. 1504. 20 Ff, 1974-75, 11. marts 1975, sp. 1504-5 og sp. 1509. 21 Poul Søgaard udtalte bl.a.: „socialdemokratiet vedkender sig landets medlemskab af det integrerede NATO-forsvar, som siden 1949 har været medvirkende til, at vi fortsat har kunnet leve i et frit samfund“, Ff, 1974-75, sp. 1515. 22 Ff, 1974-75, sp. 1514-61.

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 291 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 292

Diskussion i Socialdemokratiet Givet de parlamentariske og forsvarspolitiske flertalsdannelser i 1970’erne var det vigtigste træk ved konflikten om anskaffelsen af nye fly, at købet i den socialdemokratiske folketingsgruppe førte til en langvarig debat om spørgs- målet, før gruppen i begyndelsen af juni 1975 tilsluttede sig købet. Kun ét medlem – Birte Weiss (der blev fulgt af Johan Nielsen, valgt på Færøerne) – stemte imod. Sagen blev behandlet på 7 gruppemøder fra begyndelsen af marts til begyndelsen af juni, og af disse var møderne i slutningen af maj og begyndelsen af juni de vigtigste.23 Meningsudvekslingerne i gruppen viser, at det var med store vanskeligheder og ved hjælp af stærke appeller til partiloyaliteten, at man nåede frem til i folketingssalen at stå samlet i spørgsmålet, og som nævnt stemte kun ét medlem imod. Diskussionen var præget af to træk: (1) statsminister Anker Jørgensen var en klar tilhænger af flykøbet og mente, at man lige så godt kunne springe som krybe ud i det, og han fik i stigende grad aktiv støtte fra medlemmer, der dels fremførte sikkerhedspolitiske argumenter, dels lagde vægt på at gruppen i enighed stod bag det, der var blevet regeringens forslag; (2) modstanderne af flykøbet omfattede i begyndelsen en større kreds af medlemmer, der dels lagde vægt på argumenter om, hvad de socialdemokratiske vælgere „ikke ville kunne forstå“, dels mere principielt var imod et flykøb. Efterhånden blev modstanden dog svagere for til sidst kun at omfatte et enkelt medlem (Birte Weiss), som fra begyndelsen havde sagt klart fra. Går man nærmere ind i debatten i den socialdemokratiske gruppe er der flere træk, som bør bemærkes. Først og fremmest omfattede tilhængerne en række medlemmer, der var kendte som forsvars- og NATO-tilhængere som Lysholt Hansen, J.K. Hansen, Per Hækkerup, Egon Jensen, Erling Olsen, Robert Pedersen og ordføreren Poul Søgaard. Blandt tilhængerne var også enkelte medlemmer, der sædvanligvis blev henregnet til venstrefløjen som Henry Grünbaum. Samtidig med sin første anbefaling af købet fremhævede Grünbaum imidlertid, at der måtte være enighed i gruppen. Blandt de klareste modstandere var foruden Birte Weiss i begyndelsen Inge Fischer Møller, Karl Hjortnæs og Jens Kampmann, mens bl.a. Svend Auken og Ejler Koch, der ved den første diskussion i gruppen havde talt imod købet, skiftede til at lægge vægten på, at gruppen skulle stå samlet. Hensynet til partisam- menholdet blev især vigtigt, da diskussionen i gruppen blussede op igen på to møder i juni, efter at gruppen (med undtagelse af Birte Weiss) på mødet den 27. maj var blevet enige om at støtte statsministerens og forsvarsministerens anbefaling af købet. Ved den fornyede diskussion blev det i utvetydige vendinger tilkendegivet af gruppeformanden Risgaard Knudsen og statsmi-

23 Socialdemokratiets gruppeprotokol 1972-76 (SD), 7. marts, 11. april, 5. maj, 27. maj kl. 12.00 og kl. 15.20, 30. maj, 6. juni og 9. juni 1975.

292 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 293

nister Anker Jørgensen – kraftigt støttet af Svend Auken – at gruppen måtte stå samlet i denne sag, og at kun Birte Weiss kunne stemme imod.24 Det er således hævet over enhver tvivl, at partidisciplin samt kraftige appeller til partiloyaliteten var afgørende, da kun én af den socialdemokratiske folke- tingsgruppes 53 medlemmer (valgt i syd-Danmark) i foråret 1975 stemte imod købet af F-16 fly. Den centrale betydning af partiloyalitet fremgår også af, at da det på gruppemødet den 30. maj blev accepteret, at Birte Weiss ville stemme imod flykøbet, lovede Birte Weiss, at hvis hun gik på talerstolen, ville det være med et manuskript, som var godkendt af forsvarsministeren.25

Ny debat i Folketinget Ved de to debatter i folketingssalen, 30. maj og 11. juni, var skillelinjerne i hovedsagen de samme som i marts, jf. oven for: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, CD og Kristeligt Folkeparti anbefalede flykøbet, mens Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Danmarks Kommunistiske Parti og Venstresocialisterne gik imod. Fremskridtspartiet var delt. Et af bredere sikkerhedspolitiske emner i debatten var forholdet mellem dansk af- spændingspolitik og flykøbet, og i den forbindelse udtalte udenrigsminister K.B. Andersen, at ensidig svækkelse af det vestlige forsvar, herunder isoleret svækkelse af det danske forsvar, ville hindre fremskridt i afspændingen: Hvad enten man kunne lide det eller ej, sagde udenrigsministeren, var den mili- tære balance et væsentligt element i europæisk stabilitet. Ministeren nævnte også Warszawapagt-landenes stigende militære aktiviteter i Østersøen som noget, man burde tænke på.26 Modstanderne af flykøbet, bl.a. Bilgrav-Nielsen (RV) argumenterede, at dansk forsvarspolitik økonomisk og strukturelt ville være låst fast mange år, og at dansk industri ville blive integreret i amerikansk våbenproduktion. Steen Folke (VS) strammede det militær-industrielle argument, da han sagde, at krigsflyene og NATO-militæret i det hele taget tjente et dobbelt formål: at sikre det kapitalistiske system mod ydre og indre fjender og at modvirke kapitalismens indbyggede krisetendenser. Den enlige socialdemokratiske modstander, Birte Weiss, lagde vægt på to betragtninger: (1) at flykøbet ville besla- glægge en så væsentlig del af bevillingerne til forsvarsmateriel, at man ved udformningen af fremtidige forsvarsordninger ville have den ene hånd bundet på ryggen; (2) at forsvarsbevillingerne ikke burde fredes, mens man skar ned

24 SD, 6. og 9. juni 1975. 25 SD, 30. maj 1975. Birte Weiss fremlagde sit indlæg i folketingssalen ved 2. behandling 11. juni, jf. Ff, 1974-75, sp. 6123-24. 26 Udenrigsminister K.B. Andersen, „2. (sidste) beh. af f. t. beslutn. vedr. erstatningsfly til flyvevåb- net“, 11. juni 1975, Ff, 1974-75, sp. 6129-31.

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 293 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 294

alle andre steder.27 Som afslutning på debatten den 11. juni vedtog Folketinget ved navneopråb købet af F-16 fly med 114 mod 48 stemmer, mens 17 medlemmer var fraværende.28

Danmark og NATO’s forstærkningspolitik

Som nævnt fik muligheden for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation som følge af forsvarsforliget af 1973 en mere fremtrædende placering i dansk forsvarspolitik, end det tidligere havde haft, idet det blev bestemt, at modtagelsen af allierede forstærkninger skulle forberedes allerede i fredstid.

Forstærkninger på den politiske dagsorden Forstærkningsproblemer dominerede i høj grad den internationale side af forsvarspolitikken op gennem 1970’erne. Tidligere havde forstærkningspla- nerne bygget på en ide om efter et muligt krigsudbrud at overføre amerikanske, canadiske og britiske forstærkninger til det europæiske kontinent pr. skib.29 Disse planer blev efterhånden anset for forældede, bl.a. fordi NATO på grund af udvidelsen af Sovjetunionens flådeaktiviteter i Nordatlanten ikke længere kunne påregne en nogenlunde problemfri søtransport af for- stærkninger til Europa. Når det gjaldt specielt Danmarks afhængighed af for- stærkninger, blev den større som følge af det danske forsvars relative svaghed og af, at der ikke i fredstid var stationeret allierede styrker eller taktiske atom- våben i Danmark. Hertil kom nogle regionale militære udviklingstendenser i det danske nærområde, først og fremmest at varslingstiden var blevet kortere som følge af Warszawapagt-landenes øgede aktiviteter nær Danmark i Østersøen, hvor der siden 1960’erne var sket en betydelig udbygning af de sovjetiske, polske og østtyske styrker. Dette udgjorde en del af baggrunden for, at forsvarsordningen af 1973 bestemte, at modtagelsen af allierede for- stærkninger skulle forberedes i fredstid.

Aftaler med USA: overvejelser og forhandlinger Efter forhandlinger mellem Danmark og USA – repræsenteret af hhv. Forsvarskommandoen og det amerikanske luftvåben – blev der ved udgangen af 1976 undertegnet en aftale om eventuel anvendelse af flyvestation Karup som base

27 Bilgrav-Nielsen (RV), „1. beh. af f. t. beslutn. vedr. erstatningsfly“, 30. maj 1975, Ff, 1974-75, sp. 5609-11; Folke (VS), Ff, 1974-75, 11. juni 1975, sp. 6120-23 og 6145-47; Weiss (S), Ff, 1974-75, 11. juni 1975, sp. 6123-24. 28 Ff, 1974-75, sp. 6223-25. Af Fremskridtspartiets 24 medlemmer stemte 15 imod og 9 for. 29 Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement, s. 185-9.

294 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 295

for 24 amerikanske F-105 jagerfly i en krise- og krigssituation. Knap tre år senere blev forstærkningsaftalen i efteråret 1979 suppleret med en aftale om oplagring af ammunition og reservedele til amerikanske fly i depoter i Jylland. Før forstærkningsaftalen blev indgået, havde der været en lang række overvejelser og udveksling af notater og redegørelser mellem forsvarsministeriet og udenrigsministeriet om militære og sikkerhedspolitiske fordele og problemer samt både de praktiske og de indenrigspolitiske problemer ved en sådan overførelse af amerikanske militærfly til danske flyvepladser.30 Forhandlin- gerne var foregået over flere omgange siden sommeren 1975 på grundlag af amerikanske aftaleudkast, der var baseret på tilsvarende aftaler med andre vesteuropæiske lande som Belgien, Holland, Norge, Storbritannien og Vest- tyskland.31 I forstærkningsaftalen blev det fastslået, at forlægningen af flyene i tilfælde af international spænding og væbnet konflikt forudsatte en aftale mellem den danske forsvarschef og det amerikanske luftvåben. Fra dansk side havde man i forhandlingerne understreget, at hver enkelt flystationering kræ- vede dansk politisk godkendelse, og det blev pointeret, at et arrangement ikke måtte gå imod dansk base- og atompolitik. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at der var overensstemmelse mellem den danske interesse i at kunne modtage forstærkninger som led i krisestyringen, støtten til NATO-doktrinen om det fremskudte forsvar og hvad der fulgte af Danmarks regionale stilling i forholdet til Sovjetunionen. I det sidste lå den danske præference for ikke- tyske forstærkninger, som tidligere – dvs. i 1950’erne og 1960’erne – var begrundet af hensynet til opinionen, men fortsat burde opretholdes, fordi Sovjetunionen måtte antages i en given situation at foretrække en amerikansk militær tilstedeværelse i Danmark som et mindre onde end en tysk. Denne formodning blev i efteråret 1976 bl.a. begrundet med en indberetning fra ambassaden i Helsingfors et par uger tidligere, som fortalte at den finske præ- sident Kekkonen på et besøg i Norge havde tilrådet, at de norske trænings- faciliteter for tysk sanitært hjælpepersonel blev bragt til ophør under hensyn til den traditionelle sovjetiske mistænksomhed over for Tyskland.32

Norge udkonkurrerer Danmark Også forholdet til den anden af Danmarks nære naboer og allierede, Norge, gav vanskeligheder. Et af problemerne med at udmønte målsætningen fra 1973-forliget om allierede forstærkninger var en konkurrence mellem

30 Jf. nedennævnte dokumenter fra UM 105. Dan.9. 31 Overenskomst om dansk støtte til enheder af United States Airforce, 29. marts 1976, med bilag „Memorandum of Understanding (MOU) between the chief of defense Denmark (CHOD DEN) and the commander in chief United States Air Forces in Europe (USAFE)“, UM 105.Dan.9. 32 Udenrigsministeriets gennemgang af forsvarskommandoens bemærkninger til MOU „Fælles amerikansk-dansk benyttelse af danske militære flyvestationer“, 8. oktober 1976, UM 105.Dan.9.

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 295 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:57 Side 296

Danmark og Norge om at opnå konkrete tilsagn om forstærkninger. Norge førte en særdeles målrettet forstærkningspolitik som led i en sikkerhedspolitik, der tilstræbte en kombination af afskrækkelse og ikke-provokation. Den blev præsenteret og søgt realiseret med stor intensitet i sikkerhedspolitiske indflydelses- og beslutningscentre i Washington og andre NATO-landes hovedstæder. I januar 1977 fik Norge således øremærket canadiske luft- og sø- bårne forstærkningsenheder til eventuel indsats i Nordnorge, mens dansk område blev udeladt af planlægningen med det resultat, at danske beslutningstagere følte sig udkonkurreret af det nordiske broderland. De videre konsekvenser var, at der i det snævre politikformuleringsmiljø opstod tvivl om forsvarsordningens forudsætninger om modtagelse af forstærkninger i en krisesituation. Samtidig kom det til gnidninger mellem udenrigsministeriet og forsvarsministeriet sideløbende med overvejelser om, hvorledes Danmark kunne klare sig i den dansk-norske konkurrence om forstærkninger.33

Nye forhandlinger – og diskussion i København I stedet for de forstærkningsenheder, som Norge havde ’sat sig på’ før Danmark, gik forsvarsminister Orla Møller fra sommeren 1977 ind for, at Danmark skulle gå ind i de igangsatte NATO-undersøgelser af, hvordan transporten af forstærkninger over Atlanterhavet til Europa kunne ske på en hurtig og hensigtsmæssig måde og hvilke logistiske foranstaltninger, der var nød- vendige i modtagerlandet. På det grundlag førte Orla Møller derefter samtaler med NATO’s øverstkommanderende i Europa, general Haig, og den canadiske forsvarsminister, Danson.34 Der fulgte flere danske militære analyser af behovet for eksterne forstærkninger samt udkast til aftale om amerikansk benyttelse af danske forsvarsanlæg. Undervejs kom der også flere eksempler på forstærkningskonkurrencen mellem Danmark og Norge. Resultatet af det hele blev, at den ovennævnte aftale om logistisk støtte til amerikanske styrker inden for Nordregionen kunne underskrives i september 1979.35 Før man nåede så langt, udviklede der sig tidligt i 1979 en diskussion mellem repræsentanter for udenrigsministeriet og forsvarsministeriet om den

33 „Canadiske forstærkninger til nordregionen“, DANATO, Bruxelles, 4. februar 1977; brev fra Udenrigsministeriet til Forsvarsministeriet, 10. marts 1977; brev fra Forsvarsministeriet til ambassa- dør Svart, DANATO, 9. maj 1977; brev fra ambassadør Svart, DANATO, til Forsvarsministeriet, 12. maj 1977; – alle i UM 105.Dan.9; diverse breve og notater. 34 Brev fra Orla Møller til K.B. Andersen, 15. juni 1977; referater af samtaler mellem Orla Møller og Haig samt den canadiske forsvarsminister Danson; UM 105.Dan.9. 35 Skrivelse fra Forsvarskommandoen til Forsvarsministeriet 21.december 1977: „Eksterne for stærkninger til BALTAP-området“ med bilag; referat af møde i Forsvarsministeriet d. 12. januar 1978 om „Dansk-amerikansk ’Lines of Communication Agreement“, 16. januar 1978; – begge i UM 105.Dan.9 diverse udkast og breve.

296 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:58 Side 297

Militær integration. Den amerikanske general Alexander Haig (SACEUR) besøger NATO-soldater i felten under øvelsen Team Arrow Express, der fandt sted i Danmark i september 1977. Det er Haig med kasketten. (NATO Photo).

danske forstærkningspolitik. Ifølge en repræsentant for udenrigsministeriet, var der sket en drejning i målsætningen for dansk forstærkningspolitik, som hidtil havde været baseret på en forudsætning om, at det danske forsvar skulle have evnen til at holde ud en vis periode – som minimum 3-4 dage – indtil for- stærkninger kunne nå frem. Nu så det ud til, sagde udenrigsministeriets re- præsentant, at forstærkninger forudsattes at komme frem før krigsudbrud for at stoppe huller i det danske forsvar, og han advarede mod en sådan udvikling, som på en betænkelig måde ville påvirke suverænitetshævdelsen. Der var også risiko for, at dette skulle kunne blive misforstået af Sovjetunionen og på- virke den nordiske balance. Fra forsvarsministeriet afvistes disse indvendinger med det argument, at den tidlige modtagelse af forstærkninger var et udslag af nyligt vedtagne programmer om hurtig overførsel af forstærkninger, for hvilket der var vægtige militære begrundelser; i diskussionen blev dette støt- tet af den nye forsvarsminister, Poul Søgaard.36 Heller ikke i det snævre beslut- ningsmiljø i de to mest berørte ministerier var der således enighed om graden af dansk militær integration i NATO.

36 Notat om forstærkningsproblematikken fra Forsvarsministeriet, referat af diskussion 9. februar samt møde 16. februar 1979 i Forsvarsministeriet, UM 105.Dan.9.

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 297 kap. 41 rettet P 14/06/05 7:58 Side 298 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 299

Østlige aktiviteter rettet mod Danmark 1963-1978

Strategi og kampagner

42 · Østlige kampagner og mærkesager

I perioden efter 1962 var østblokkens politik koncentreret om at få afklaret uafgjorte spørgsmål fra afslutningen af 2. verdenskrig: international accept af grænserne i Europa og delingen af Tyskland. Centrale udfordringer for Warszawapagtlandene forblev NATO’s eksistens og den amerikanske indflydelse på det europæiske kontinent. Dette kapitel præsenterer de tre hoved- kampagner, som østbloklandene førte i perioden: forsøget på at få Danmark ud af NATO, anerkendelsen af DDR og forslaget om en fælleseuropæisk sikkerhedskonference. Beskrivelsen afrundes med østblokkens kampagner for at diskreditere den vestlige samfundsmodel og ideologi og forbedre billedet af socialismen, herunder at få nedrustning og afspænding til at fremstå som logisk afhængige af østblokkens socialistiske samfundsmodel. Efter præsentationen af periodens primære kampagner følger en gennemgang af de påvirkningskanaler, østbloklandene anvendte for at opnå indflydelse på den danske offentlighed i perioden. Kanalerne var dels Danmarks Kommunistiske Parti, venskabsforeninger mellem østbloklande og Danmark og propaganda, som Warszawapagtlandenes regeringer tilrettelagde i presse, radio og tidsskrifter. Skønt dette afsnit omhandler perioden 1963-1978, inddrages også kildestof fra 1950’erne og 1980’erne, der er med til at give et mere fyldestgørende billede. Påvirkningskanalerne ændrede sig ikke væsent- ligt med hensyn til form og funktion gennem den kolde krig. Til slut bringes datidige vurderinger af påvirkningens gennemslagskraft fra vestlige myndigheder og fra østblokken.

NATO-modstanden

For ledelsen i de socialistiske lande var detenten en rolig periode, som øst- blokken skulle udnytte til at udbygge forbindelserne til både Vesteuropa og USA. I SUKP’s synsvinkel betød forfølgelsen af detentepolitikken i politisk, økonomisk, kulturel, videnskabelig, teknisk og militær henseende ikke en opgivelse af målet om en gradvis ændring af magtbalancen i sovjetisk favør. Det var en udtalt linje såvel før som efter Helsinkikonferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa (CSCE), der sluttede i august 1975.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 299 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 300

Khrusjtjov havde hævdet, at krigsførelse med militære midler ikke længere var nødvendig for Sovjetunionen, da den virkeliggjorte socialisme i slutningen af 1950’erne satte østblokken i stand til at vinde kappestriden med Vesten alene på det økonomiske, teknologiske og ideologiske plan.1 Trods af- sættelsen af Khrusjtjov og påpegelsen af hans fejlbedømmelser priste hans efterfølgere den faldne leders anvendelse af doktrinen om „fredelig sameksistens“.2 Doktrinens fortrin var ikke kun optimismen på socialismens vegne og den deraf følgende propagandagevinst. Doktrinen dannede også udgangspunkt for en aktivitetsforøgelse fra kommunistisk side over for den vestlige verden. Den skabte grundlag for etablering af bilaterale relationer mellem Sovjetunionen og de enkelte vestlige lande inden for de vigtigste områder af samfundslivet, herunder for kontakt til interessegrupper som politiske partier og fagbevægelse. I østblokkens optik udmærkede afspændingspolitikken sig ved samtidig at bane vejen for opfyldelse af traditionelle mål, såsom svækkelse af NATO, isolering af Vesteuropa fra USA og anerkendelse af DDR. Politbureaumedlem i SED H. Axen uddybede over for den polske viceudenrigsminister Wolniak hensigten bag østblokkens forslag fra midten af 1960’erne om afholdelse af en fælleseuropæisk sikkerhedskonference således: „Sikkerhedskonferencen betyder afvikling af USA’s hegemoni i Vesteuropa. Den betyder begyndelsen til enden på NATO“.3 Østblokkens politiske arbejde for at bringe de europæiske landes NATO- medlemskab under pres udmøntede sig i årene 1963-1964 i alternative sikkerhedspolitiske forslag, som østbloklandene og Finland præsenterede for de nordiske regeringer. I det sovjetiske kildemateriale fra perioden figurerer en række idéer til, hvorledes man i Danmark kunne fremme en stemning for overgang til neutral status. Forslagene omfattede oplæg til en atomfri zone i Norden, løfte om sikkerhedsgarantier til Danmark og Norge efter en eventuel udmeldelse af NATO og oprettelse af et nordisk forsvarsforbund som alternativ til NATO.4 Kommunistpartierne fra øst og vest vedtog på et møde i Karlovy Vary i Tjekkoslovakiet i april 1967 at tage initiativ til en større kampagne inden for det europæiske NATO-område. Formålet med kampagnen var at modarbejde en forlængelse af de enkelte landes NATO-medlemskab efter 1969.5 I Dan-

1 Tale i Novosibirsk, 10. oktober, trykt i Pravda, 14. oktober 1959. 2 Notat til broderpartiernes ledelser, 31. oktober 1964, ABA, DKP’s arkiv, kasse 397: SUKP Sovjet. 3 SAPMO-Barch: DY 30/J IV 2/201/1106: ”Stenographische Niederschrift der Besprechung mit dem Stellvertreter des Aussenministers der VR Polen im Ministerium für Auswärtige Angelegenheiten”. 23.10.1969, s.70. 4 V. Terjosjkin, vicechef i CK’s internationale afdeling, til CK, 23. februar 1963, RGANI f. 4, op.18, d. 335, ll. 56-59; Ambassadør Levytjkins indberetning 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 48, d. 8, l. 41; Bent Jensen, Tryk og tilpasning, Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig, 1987, s. 102-105. 5 ”For Fred og Sikkerhed i Europa”. Erklæring fra de europæiske kommunistpartiers konference i Karlovy Vary den 24.-26. april 1967, ABA, DKP, Kasse 287.

300 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 301

mark gjorde FE i en rapport fra 1965 opmærksom på antimilitaristiske grupper, der i begyndelsen af 1965 indledte en kampagne for at kræve en folkeafstemning i Danmark om medlemskabet af NATO. Grupperne henviste til artikel 13 i Atlantpagten fra 1949, ifølge hvilken ethvert deltagerland efter 20 år kunne vælge at lade medlemskabet ophøre. Ifølge FE’s informationer arbejdede Sovjetunionen systematisk med „nedbrydende virksomhed i de demokratiske lande“. Virksomheden bestod blandt andet i, at østblokkens statslige kulturorga- nisationer kontaktede politiske grupper og foreninger i Vesten for at formå dem til at sætte spørgsmål til debat, som var gunstige for Sovjetunionen. I Dan- mark havde det ifølge FE ført til oprettelsen af „Tværpolitiske kontaktgrupper“ med kommunistisk styring, der gennemførte et oplysningsarbejde om NATO i håb om at opnå en folkeafstemning i 1969.6 Denne kampagne var også højt prioriteret i DKP’s partiprogram vedtaget på 22. kongres 7. november 1965. En række internationale forhold i perioden bevirkede, at interessen for NATO dalede i de vestlige befolkninger, hvilket skabte grundlag for, at kommunisternes kampagne mod NATO kunne få medvind. Først og fremmest var trusselsbilledet mildnet i Vest. Det første tøbrud var allerede kommet i midten af 1950’erne, hvor USA havde accepteret forhandlinger med Sovjet- unionens ledelse i Genève. I 1960’erne havde USA opgivet underminerings- politikken fra 1950’erne og i stedet indledt en stabiliseringspolitik i forhold til Sovjetunionen. Det viste sig i arbejdet på at slutte våbenkontrolaftaler med Sovjetunionen. Sammen med det forhold, at de unge generationer i 60’erne ikke havde oplevet verdenskrigen, bidrog denne udvikling til en gradvis svæk- kelse af det stærke ideologiske og politiske bloksammenhold, som var kommet i stand i 1950’erne. Frankrig skabte yderligere revner i det vestlige forsvarssamarbejde, da præsident de Gaulle i 1966 indledte en tilnærmelsespoli- tik til østblokken og samme år udmeldte Frankrig af NATO’s integrerede kommando. At den skarpe blokkonfrontation fortonede sig for de vestlige befolkninger vakte de danske regeringers bekymring for, at NATO-politikken skulle miste befolkningens opbakning – en bekymring den danske regering delte med de øvrige europæiske NATO-lande. Når Khrusjtjov i sin tale i Studenterforeningen den 20. juni 1964 i forbindelse med sit besøg i Danmark udtalte, at militærblokke var forældede, og at Danmark burde danne fortrop i udmeldelse af NATO og i arbejdet for at oprette neutrale zoner i Nord- og Mellemeuropa, kunne hans udtalelser således tænkes at ramme en klangbund i dele af befolkningen. I forhold til 1957 var opslutningen til NATO-medlemskabet i 1966 faldet med 13 %. Efter den sovjetiske invasion i Prag, i 1968 steg tilslutningen ganske vist atter med 12 %, men i 1969 var det igen kun 45 % af danskerne, der støttede medlemskabet.7

6 FE’s arkiv. Halvårsoversigt, nr. 2, 26. oktober 1965. 7 ”NATO ingen folkesag”, Opinionsundersøgelser 1949-1972, Ugens Gallup, artikel nr. 41, 30. december 1972.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 301 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 302

I perioden kom også flere NATO- kritiske røster frem i Vestens organisations- og kulturliv. De anti-atombe- vægelser, der skød frem i Vesten efter 1959, kunne mobilisere betydelige menneskemængder. Den britiske be- vægelse, Campaign for Nuclear Dis- armament (CND), samlede op mod 100.000 til en påskemarch mod atom- våben i 1960. I Danmark samlede en lignende påskemarch 25.000 deltagere i 1962. Protesterne gjaldt atombomber både i Øst og i Vest, men aktionerne havde en brod rettet mod NATO, der netop i disse år vedtog en modernisering af kernevåbnene i Europa. Ledende skikkelser i CND og den tyske bevægelse Kampf dem Atomtod var kritiske over for militær- Budskabet om, at Danmark skulle ud af NATO blokkenes fortsatte eksistens ud fra var gennemgående fra DKP’s side under hele argumentet om, at de blokerede ve- den kolde krig. (ABA). jen for en „aktiv neutralitetspolitik“. Bevægelserne ønskede en offensiv udenrigspolitik, der arbejdede for afspænding, for en opløsning af militær- blokkene og for optagelse af økonomiske, politiske og kulturelle forbindelser med østblokken. Der blev også fremsat forhåbninger om, at disse meningsudvekslinger kunne frigøre østblokkens socialistiske befolkninger fra Kreml, samtidig med at mange så NATO’s fortsatte eksistens som udtryk for en farlig opdeling af verden, der fostrede mistillid og dermed krigsfare.8 Eftersom disse kritiske holdninger var vendt både mod Øst og Vest, var de nævnte bevægelser infiltrationsmål for kommunisterne, der ønskede at dreje deres kritik specifikt mod den vestlige militæralliance.9 Den sovjetiske ambassade i København søgte at få kontakter i den danske anti-atombevægelse Kampagnen mod Atomvåben.10 Ifølge PET arbejdede DKP omkring 1967 på at bremse de sovjetkritiske strømninger og at placere NATO-modstanden høj- ere oppe på bevægelsens dagsorden.11

8 Holger Nehring, ”NATO, nuclear weapons and social protest”, i NATO in the 1960s: Challenges beyond deterrence, (red.) Andreas Wenger, Christian Nuenlist, Anna Locher, 2005. 9 Paul Mercer, Peace of the Dead, 1986, s. 66-68; Anthony Glees, The Stasi Files, 2003, s. 247-273. 10 „Ottjot o prijome v posolstve dlja predstavitelej molodjosjnykh organisatsij Danii 23 aprelja 1965 goda“ (Rapport om modtagelse af repræsentanter fra danske ungdomsorganisationer på den sovjetiske ambassade 23. april 1965) Indberetning af attaché S. Sjuravljov, 21. maj 1965, GARF f. 9518, op. 1, d. 208, ll. 256-260. 11 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 165.

302 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 303

Det var i perioden til diskussion i DKP, om den øgede modtagelighed for østblokkens alternative sikkerhedspolitiske strategi kunne fremmes og udnyttes i NATO-modstanden. Det ses af det oplæg, partiet udformede til det internationale kommunistpartimøde i Karlovy Vary i 1967. Til et forberedende seminar i Warszawa februar 1967 ønskede DKP at give de øvrige kommunistpartier et indblik i den danske regerings „forsøg på manøvrer, der i formen måske giver indrømmelser til folkestemningen, men samtidig tager sigte på at videreføre NATO“. DKP ville foreslå, at de vestlige regeringers mulighed for at skabe opbakning til NATO ved at fremstille det som „forhandlingsinstru- ment“ kunne imødegås ved „rejsning af kravet om i hvert fald at få opløst de mi- litære organisationer i de to pagtsystemer.“ Endvidere foreslog DKP, at kommunisterne i den endelige erklæring fremhævede muligheden for „garanteret neutralitet“, hvor USA og ikke kun Sovjetunionen skulle udstede garantier. Opfordringen til stormagtsgarantier ved enkelte landes overgang til neutralitet kom ikke med i erklæringen fra Karlovy Vary, men det gjorde DKP’s øvrige forslag fra Warszawaoplægget: at det kollektive sikkerhedssystem ikke sættes eller kan sættes i modsætning til neutralitet“, at det skulle fremstå som en styrkelse af muligheden for enkelte landes overgang til neutralitet og, at det skulle sammen- kædes med perspektivet om „et neutralt bælte ned gennem Europa.“12 Østblokken og de danske kommunisters NATO-modstand fik ikke indvirkning på Danmarks sikkerhedspolitiske orientering i perioden. De danske regeringers politikformulering er beskrevet i kapitel 36-41. Her skal til den folkelige opslutning knyttes den kommentar, at danskeres NATO-skepsis nok var øget, og at alliancen mindre end nogensinde i 1960’erne var en folkesag, men at opinionens holdning ikke skal tolkes som et udtryk for sympati for øst- blokkens perspektiver. Baggrunden for den danske befolknings NATO-skepsis var dels en uvilje mod, at Danmark øgede sine udgifter til forsvarsbered- skabet på bekostning af andre budgetposter samt en uro for, at en for aktiv NATO-politik risikerede at optrappe Øst-Vest-konflikten. NATO-medlemskabet forblev for en del danskere et nødvendigt onde. Trods en fortsat stigning af andelen af modstandere i perioden på omtrent 5 % – i 1973 var modstanden på 25 % – oversteg denne andel på intet tidspunkt tilhængerdelen. Der forelå således en vedvarende bekræftelse fra befolkningen af Danmarks NATO-baserede sikkerhedspolitik.13

Anerkendelsen af DDR Østtyskerne fortsatte op gennem 1960´erne deres bestræbelser på at opnå diplomatisk eller i hvert fald de facto anerkendelse i Danmark og de øvrige nor-

12 Notat til Warszawa, 1. februar 1967, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 297. 13 ”NATO ingen folkesag”, Ugens Gallup, Artikel nr. 41, 30. december 1972; ”Befolkningen ikke begejstret for flykøbene”, Ugens Gallup, Artikel nr. 16, 1975; ”NATO – Nu og på længere sigt”, Ugens Gallup, artikel nr. 25, 1. oktober 1977.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 303 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 304

diske lande efter det mønster, der blev lagt i slutningen af 1950’erne.14 Det tyske spørgsmål fandt en midlertidig løsning, da Vesttyskland med forbundskansler Willy Brandt ved roret indgik den række øst-aftaler, der kulminerede i den såkaldte „Grundlagenvertrag“ i 1972 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og den Tyske Demokratiske Republik. Aftalen formaliserede forholdet mellem de to tyske stater, dog uden at vesttyskerne folkeretligt anerkendte DDR. Derved holdt de muligheden åben for en fremtidig tysk genforening, samtidig med, at aftalen fjernede det tyske spørgsmål fra den internationale dagsorden. Dermed kunne begge tyske stater optages i FN, og en væsentlig sten var ryddet af vejen på kursen mod en europæisk sikkerhedskonference. For Danmark betød Grundlagenvertrag, at man uden at genere den store vesttyske allierede kunne anerkende DDR i januar 1973. Danmark blev det første land, der udvekslede ambassadører med den tidligere paria-stat. Efter dette skridt kunne danske regeringer og myndigheder rimeligvis drage et let- telsens suk. Ikke fordi de danske politikere nærede særlig hjertevarme fø- lelser over for Erich Honeckers diktatur, men snarere fordi den stædige og udsigtsløse vesttyske ikke-anerkendelsespolitik i stadig stigende grad forekom ude af trit med virkeligheden. DDR-staten var en realitet, der ikke forsvandt, blot man lukkede øjnene. Den var oven i købet en realitet, man måtte forvente at skulle leve med i mange år. Derfor var løsningen af det tyske problem en nødvendighed, hvis der ikke skulle komme en stopklods i vejen for udviklingen af Øst-Vest-forholdet. En lignende erkendelse var Vesttyskland også nået frem til i løbet af 1960’erne. Vestberlins overborgmester og senere udenrigsminister og kansler Willy Brandt havde med sin Ostpolitik fundet en formel, der kunne rydde problemerne af vejen samtidig med, at man fra vesttysk side med den tildels subversive politik „Wandel durch Annäherung“ [forandring gennem tilnærmelse] fortsat kunne bevare DDR’s opløsning som sit endemål.15 Det var således snarere den internationale løsning af det tyske spørgsmål, der banede vejen for DDR’s anerkendelse, end den kampagne, DDR intenst havde ført over for blandt andet Danmark og de andre nordiske lande. Ikke desto mindre havde man fra DDR-side fra slutningen af 1960’erne frem til anerkendelsen haft en vis medvind i sine tiltag over for Danmark og specielt over for danske politikere. Denne bedring skulle naturligvis ikke mindst ses i lyset af den gradvise demontering af det tyske spørgsmål, der

14 Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth, (red), DDR og Norden, 2005; Thomas Wegener Friis, Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960“, 2001; Sven Holtsmark, Avmaktens Diplomati. DDR i Norge 1949-1973, 1999; Dörte Putensen, Im Konfliktfeld zwischen Ost und West. Finnland, der Kalte Krieg und die deutsche Frage (1947-1973), 2000; Andreas Linderoth, Kampen för erkännande. DDR:s utrikespoli- tik gentemot Sverige 1949-1972, 2002; Alexander Muschik, Die beiden deutschen Staaten und das neutrale Schweden. Eine Dreiecksbeziehung, 2004; Karl Christian Lammers, Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter. Det dansk-tyske forhold efter 1945, 2005. 15 Gottfried Niedhart, „Revisionistische Elemente und Initierung friedlichen Wandels in der neuen Ostpolitik 1967-1974“, Geschichte und Gesellschaft, nr. 2, 2002, s. 240.

304 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 305

gjorde det mere legitimt – set i forhold til den vesttyske allierede – at danskerne viste mere imødekommenhed over for DDR. Den østtyske repræsentation i Danmark oplevede som følge af det mildere internationale politiske klima et løft i sit kontaktarbejde over for danske politikere. Det skete samtidig med, at den østtyske handels- og trafikrepræsenta- tion tonede mere rent flag. Repræsentationerne havde tidligere formelt væ- ret underordnet henholdsvis det østtyske trafikministerium og ministeriet for udenrigshandel, men i 1969 blev de i København institutionelt sammenlagt og underlagt DDR’s udenrigsministerium. Samtidig flyttede de fra deres hidtil ydmyge lokaler til en mere præsentabel villa på Svanemøllevej, der frem til statens opløsning i 1990 tjente som DDR’s ambassade. Flytningen blev gen- nemført af den nyankomne leder af handelsdelegationens politiske afdeling, Erich Wetzl, DDR’s „skyggeambassadør“ i Danmark frem til anerkendelsen. Han var ikke nogen diplomatisk letvægter i DDR-sammenhæng. Forud for placeringen i Danmark havde han været stationeret i det kommunistiske brændpunkt Kina samt arbejdet i udenrigsministeriet med centrale spørgs- mål som Frankrig og NATO. Efter stationeringen i Danmark fik han ikke en post i udenrigsministeriet, men derimod en ledende stilling ved SED’s centralkomites afdeling for internationale forbindelser, hvor han fik ansvaret for først Nordeuropa og siden for hele Vesteuropa på nær Vesttyskland. I den position havde han direkte adgang til SED’s politbureaus stærke mand inden for udenrigspolitikken, Hermann Axen, og var reelt hævet over embedsmæn- dene i udenrigsministeriet.16 Placeringen i København af den unge, men fremtrædende diplomat lader ane, at man i DDR mente, at Danmark var et land med politiske muligheder. Wetzl var også den, der hævede kvaliteten og bredden af DDR-repræsentatio- nens politiske kontaktnet. Det lykkedes ham først og fremmest at etablere kontakter til fremtrædende socialdemokrater som Jens Otto Krag, K.B. Andersen, Per Hækkerup, Niels Matthiasen og Orla Møller. Udvidelsen af kon- taktfladen var i sig selv et succesparameter for DDR-repræsentationen, fordi det gav det isolerede DDR en forsmag på den anerkendelse, som landet hung- rede efter. Smagsprøverne på normaliseringens frugter var særligt søde, når de blev serveret på bekostning af østtyskernes vesttyske modparter. Det kom til udtryk ved en episode i 1970 på den rumænske ambassade, der havde arrangeret en spørgerunde for det diplomatiske korps med Jens Otto Krag. Wetzl var troppet op som repræsentant for DDR, hvilket faldt den vesttyske presseattaché Erich Bliesener så meget for brystet, at han indledte en 45 mi- nutters lang diskussion med de rumænske værter med det mål for øje at få østtyskeren bortvist. Da dette ikke lykkedes, søgte vesttyskeren at mobilisere Krag for sin sag, hvilket den socialdemokratiske partiformand dog afviste med henvisning til, at han jo blot var gæst, og at hele sagen ikke var så dramatisk.

16 Birgit Malchow, Der letzte macht das Licht aus, 2001, s. 47.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 305 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 306

Vesttyskeren, der imidlertid ikke var til sinds at se bort fra det symbolske i DDR-repræsentantens tilstedeværelse i det diplomatiske forum, valgte derfor at tage sit gode tøj og gå, idet han smækkede med døren.17 Denne historie kunne måske virke, som om den var i småtingsafdelingen. Men vejen frem mod østtysk anerkendelse var brolagt med ganske små sejre, der bestyrkede Østberlin i at være på rette vej. Et andet tegn på, at forholdet mellem Danmark og DDR i årene op til den officielle anerkendelse var i bedring, var det besøgsprogram, det lykkedes DDR-repræsentationen at få sammensat i forbindelse med politbureau-medlem Hermann Axens besøg i Danmark. Axen var ansvarlig for SED’s og dermed naturligvis DDR’s udenrigspolitik. Der var således næsten tale om et „udenrigsministerbesøg“ om end fra en ikke-anerkendt stat. Det afspejlede hans rejseprogram følgelig også, idet det indeholdt en modtagelse hos såvel statsminister Hilmar Baunsgaard som hos oppositionens leder Jens Otto Krag. Da møderne skulle finde sted, blev de to fremtrædende danskere begge syge – hvilket repræsentationen faktisk tog for gode varer – og Axen måtte tage til takke med kulturminister Kristen Helveg Petersen.18 Selvom symbolikken i relationerne altså ikke fejlede noget set med østtyske briller, forblev det i lang tid småt med konkrete resultater, i hvert fald hvis man herunder forstod en prompte dansk anerkendelse af Østtyskland og dermed en enegang i NATO-kredsen. Dette indtryk formidler også Erich Wetzls samtaler med ledende socialdemokrater. Møderne forløb ganske vist som oftest ifølge de østtyske optegnelser i en god stemning, og danskerne var også parate til positivt at diskutere eksempelvis en europæisk sikkerhedskonference – et område, hvor de danske initiativer faldt sammen med østtyskernes forestillinger, om end ud fra andre motiver.19 Desuden var de danske ledende socialdemokrater også i generelle vendinger indstillede på at diskutere det tyske spørgsmål, uden at de stillede sig fuldstændig afvisende over for en anerkendelse af DDR. De gjorde imidlertid østtyskerne helt klart, at der var græn- ser for, hvor langt man ville gå, samt at Socialdemokratiet og Danmark ville forblive loyale over for Willy Brandt, som man var i løbende kontakt med.20 Særligt afvisende opfattede den østtyske repræsentation Per Hækkerup, der blev af- fejet som en bydreng for højreorienterede kræfter i Forbundsrepublikken.21

17 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/40810: „Vermerk über ein Treffen von Presse-Attaches mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, Jens Otto Krag, in der rumänischen Botschaft am 23.4.1970.“. 24.3.1970. 18 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/40809: „Vorlage für das Politbüro des ZK. Reise des Genossen Hermann Axen nach Dänemark“. 9.11.1970. 19 Se kapitel 39. 20 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/40810: „Vermerk über ein Gespräch des stellv. Leiter des AV Wetzl mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, Jens Otto Krag am 5.10.1970“. 8.10.1970. 21 SAPMO-Barch: DY30/ Vorl.SED/40810: „Zum Vorschlag der sozialdemokratischen Partei Dänemarks über eine europäische Parlamentarierkonferenz“. 6.5.1970.

306 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 307

Østtyskerne kombinerede i deres taktik en fremhævelse af det forbedrede tysk-tyske forhold med argumentet om, at anerkendelse også var i dansk interesse. Det argument blev krydret med klassisk østtyske, retoriske udfald mod vesttyskerne. Socialdemokraternes formand Jens Otto Krag forstod at tilbagevise argumentet ved tydeligt at gøre opmærksom på, at han ikke mente, Vest- tyskland var problemet, men derimod udgjorde en demokratisk stat, samt at DDR i denne sammenhæng gik Sovjetunionens ærinde og ikke forfulgte tyske interesser.22 Østtyskerne, der var fuldt klar over de danske socialdemokraters forbindelser til Brandt, anmodede det danske socialdemokrati om at bevæge Brandt i retning af anerkendelse.23 Denne østtyske linje støttede DKP, hvis avis Land og Folk slog til lyd for, at dansk enegang i anerkendelsesspørgsmålet i virkeligheden var en håndsrækning til Willy Brandt.24 Den holdning delte socialdemokratiets ledelse tilsyneladende ikke, og den var som nævnt i kontakt med Brandt. Et af de ømme punkter i Vestens ikke-anerkendelsespolitik, som østtys- kerne pirkede til, kan i lyset af Berlin-muren og DDR’s repressive udrejsepo- litik virke paradoksalt. Det drejede sig nemlig om en lettelse af østtyskernes rejsemuligheder i Vesten. Regimets mål var naturligvis ikke frit at lade borgerne begive sig til det kapitalistiske udland, men derimod at demonstrere landets suverænitet. Eftersom Vesten ikke anerkendte DDR, godkendte man ikke rejsepas udstedt af denne stat. En sådan accept ville kunne tolkes som en de facto anerkendelse af DDR. Derfor skulle DDR-borgere, der ønskede – og måtte – rejse til Vesten – det drejede sig typisk om statens repræsentanter inden for politik, kultur og handel – søge om midlertidige rejsepapirer, så- kaldt Temporary Travel Document, hos en allieret institution i Vestberlin kaldet Travel Board, der var et levn fra Tysklands besættelse. Først herefter kunne der søges om visum til det ønskede rejsemål.25 Travel Board-systemet var naturligvis en ydmygelse, idet det konstant gav DDR-regimet små påmindelser om, at dets stat ikke var legitim. På den anden side udgjorde ordningen et voksende problem for håndhæverne, idet det efterhånden som årene gik, mere og mere tydeligt fremstod som en stædig benægtelse af de faktiske forhold i Tyskland og Europa. DDR søgte naturligt

22 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 40810:“ Vermerk über ein Gespräch des Leiters der Abteilung Nordeuropa im MfAA Kurt Nier mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks Jens Otto Krag am 18.2.1970.“ 18.2.1970. 23 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40810: „ Über ein Gespräch des Stellv. Leiters der AV Kopenhagen Gen. Wetzl, mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, Jens Otto Krag, am 3.9.1969“. 22.9.1969; „Vermerk über ein Gespräch des stellv. Leiter des AV Wetzl mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, Jens Otto Krag am 5.10.1970“. 8.10.1970. 24 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973“, Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red), „DDR og Norden“, 2005, s. 132. 25 Thomas Wegener Friis, Den nye Nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960, 2001, s. 48.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 307 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 308

at udnytte travel board til egen propagandafordel. Denne kampagne fik et skub fremad, da SED’s politbureau i 1963 vedtog, at alle DDR-borgere, der rejste til Vesten skulle søge at undgå travel board systemet. Alle myndigheder eller institutioner skulle planlægge, hvordan de „skridt for skridt kan afkoble det allierede rejsekontor i Vestberlin“.26 Med partiets vedtagelse søgte DDR en konfrontation med Vesten. Propa- ganda-mæssigt befandt østtyskerne sig i en vindersituation. Enten accepterede eksempelvis de danske myndigheder DDR-passet, hvilket kunne udlæg- ges som en anerkendelse af landet bag passet, eller også afvistes de rejsende, hvilket var første skridt til en pressehistorie om „Vestens rejsediskriminering af DDR-borgere“. Østtyskernes udnyttelse af egne borgere i forsøg på at lægge pres på den danske regering kom til udtryk, da en kvinde klagede til de danske myndigheder over, at hun på grund af travel board-ordningen ikke kunne modtage besøg af sin far, der var bosiddende i DDR.27 Hvordan østtyskerne spekulerede i at rejse opinionen mod travel board, ses eksempelvis i planlæg- ningen af en østtysk fagforeningsdelegationsrejse i 1964. Forud for udsendelsen planlagde DDR’s forbund af levnedsmiddelarbejdere, hvordan de skulle mobilisere danske bryggeriarbejdere i det forventede tilfælde af, at delegationen blev nægtet indrejse uden travel board.28 Det konstante pres mod rejsebestemmelserne bevirkede, at stadig flere øst- tyskere faktisk rejste uden de midlertidige rejsedokumenter.29 Den mest markante succes for DDR’s arbejde mod travel board var imidlertid, da Danmark i maj 1969 i NATO-rådet tog initiativ til at få afskaffet de gældende rejsebe- stemmelser for DDR-borgere. Dette initiativ lå i naturlig forlængelse af det danske udenrigsministeriums holdning om, at „Danmark ikke kan have nogen selvstændig interesse i, at dette system opretholdes en dag længere end ønsket fra vesttysk side.“30 DDR’s efterretningstjeneste, der rapporterede til den østtyske topledelse om NATO-mødet, kunne berette, at den danske regering følte sig under offentligt pres og følgelig ønskede systemet ophævet hurtigst muligt. Den holdning bakkede Norge og Island op, om end mere lun- kent end danskerne. Derimod kom danskerne på det punkt til at stå i et mod- sætningsforhold til Holland og naturligvis ikke mindst Vesttyskland, hvis

26 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20 - 3: „Vorlage für die Aussenpolitische Kommission beim Politbüro des ZK der SED. Betr: Zur Regelung der Reisen von Bürgern der DDR in die NATO-Staaten und zur Verstärkung des Kampfes gegen den von den NATO-Staaten verhängten Einreise-Boykott gegen Bürger der Deutschen Demokratischen Republik“. 27 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973.“ Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red). DDR og Norden, 2005, s.137. 28 SAPMO-Barch: DY34/2250: „Stellungnahme zur Vorlage des Zentralvorstandes der Gew. Handel, Nahrung und Genuss über Entsendung einer Delegation nach Dänemark im April 1964“. 29.1.1964. 29 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY34/8123: „Bericht über das Ergebnis der Delegationsreise des Zentralvorstandes der IG Druck und Partei im FDGB zum Typographenverband in Dänemark“. 29.5.1970. 30 Citeret efter: Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973.“ Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red), DDR og Norden, 2005, s. 139.

308 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 309

Berlingske Aftenavis, maj 1960, giver i denne artikel udtryk for mistro til formålet med DDR’s anerkendelseskampagne, jf. kap. 17.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 309 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 310

NATO-ambassadør mente, at danskerne var i gang med at undergrave Vestens forhandlingssituation i de forestående forhandlinger med østblokken. Samtidig sporedes en hollandsk irritation over, at den danske udenrigsminister Poul Hartling var indstillet på at indblande offentligheden i sagen.31 Om end de store NATO-partnere ikke var afvisende over for en opblødning af systemet, nåede rådet ikke frem til nogen afklaring. Danmark tog derfor i december samme år det næste skridt og satte vesttyskerne kniven for struben ved at erklære over for dem, at Danmark var parat til ensidigt at bryde NATO- aftalen om ikke-anerkendelse af østtyske pas. NATO løste imidlertid problemet inden det kom til et dansk brud med alliancesolidariteten, idet landene i marts 1970 i fællesskab ophævede aftalen.32 Foruden initiativet i NATO imod rejsereglerne for DDR-borgere viste også andre tegn, at Danmark var ved at lægge kursen om i forhold til Østtyskland. De mildere internationale vinde og det mangeårige østtyske kontaktarbejde over for danske politikere gav sig i starten af 1970’erne udslag i forbedrede østtyske forbindelser til det danske folketing, hvor en kontaktgruppe omfattende alle folketingets partier – med undtagelse af de konservative – under ledelse af den radikale MF’er Meta Ditzel tog initiativ til at danne en parlamentarisk venskabsgruppe, der skulle udvikle kontakterne til det østtyske parlament, Volkskammer.33 Det østtyske parlament var et tandløst organ, som man i DDR brugte til at give SED-styret en formel demokratisk overflade og til at vise frem til vestlige gæster. Karakteristisk for deltagerne i Folketingets kontaktgruppe var, at der ikke var tale om første geled i de respektive folketingsgrupper. Ikke desto mindre indkasserede DDR et stik, dels fordi der heri lå et mål af anerkendelse af DDR’s skinparlament, dels fordi også mere indflydelsesrige politikere, der stod DDR fjernt, som for eksempel Per Hækkerup, var parate til at samarbejde med venskabsgruppen.34 Der lå mere politisk prestige for DDR i dannelsen af den danske anerkendelses-komité fra januar 1971. Således talte komiteen både den tidligere socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann samt fagforeningsformand Anker Jørgensen. Sidstnævnte blev så meget mere betydningsfuld, da han overtog statsministerposten. På den måde blev Danmark i 1972 det eneste land i Vesteuropa, hvor regeringschefen var offentlig erklæret fortaler for anerkendelse af DDR. Det markante socialdemokratiske islæt i anerkendelses-

31BStU: HVA 147: „Einzelinformation über die Sitzung des NATO-Rates am 14. Mai 1969 zum dänis- chen Vorschlag über die Abschaffung des Systems der „allierten Reiseausweise“. 3.6.1969. 32 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973.“ Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red). DDR og Norden, 2005, s. 139. 33 BA/Lichterfelde: DA1/12442: „Protokoll der konstituierenden Sitzung der Parlamentarischen Freundschaftsgruppe DDR-Dänemark.“ 17.12.1969. 34 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40810: „Über ein Gespräch mit der Leitung der Fraktion der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks am 27.5.1970“. 29.5.1970.

310 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 311

komiteen afstedkom, at S-formanden Jens Otto Krag så sig nødsaget til offentligt at gå i rette med komiteen.35 De to initiativer, venskabsgruppen og anerkendelseskomitéen, pegede fremad mod en folketingsdagorden af 1. juni 1972, der i lyset af udviklingen i Vesttysklands nye østpolitik opfordrede regeringen til at anerkende DDR samt at optage og udvikle forbindelserne til landet. Stillerne kom fra ræk- kerne af de to initiativer og blev vedtaget med stemmer fra SF og Socialdemokratiet. De borgerlige partier afholdt sig fra at stemme.36 Normaliseringen af relationerne til DDR var ikke kun venstrefløjens projekt, hvilket også fremgik af udenrigspolitisk nævns møde i august 1970, hvor re- præsentanterne for regeringspartierne radikale og konservative var positivt indstillet til en anerkendelse af DDR, mens udenrigsminister Hartling indtog en afventende holdning af hensyn til Vesttyskland.37 DDR glædede sig over, at Danmark var det første land i NATO-kredsen, hvor der var skabt parlamentarisk flertal for anerkendelse af DDR. Om end aftalen mellem de to Tysklande allerede tegnede sig på den politiske hori- sont, var den endnu ikke på plads. Et lille skub fra dansk side var derfor vel- komment. Østtyskerne var ikke alt for begejstrede for, at den danske regering trak sagen ud i stedet for at virkeliggøre dagsordenen.38 Udenrigsminister K.B. Andersen slog allerede i forbindelse med Folketingets behandling af dagsordenen den afventende linje fast, idet at han forklarede, at regeringen principielt var for anerkendelse, det var blot et spørgsmål om tid.39 Dermed ønskede regeringen fortsat at lægge sig i slipstrømmen af vesttyskerne i afkla- ringen af det tyske spørgsmål. Denne linje forblev som nævnt fulgt frem til etableringen af de diplomatiske forbindelser til DDR i januar 1973. Når den danske regering i sidste ende holdt igen, bør det tilskrives loyalite- ten over for den vesttyske kansler Brandts Ostpolitik. Hvor nært den danske position – og her særligt socialdemokraterne – var knyttet til Willy Brandts person kom til udtryk i samtaler med socialdemokratiets formand Jens Otto Krag og LO-formand Thomas Nielsen. Krag gjorde således allerede i foråret 1971 opmærksom på, at den danske regering ikke nødvendigvis ville tage samme hensyn, hvis den socialdemokratisk-liberale Brandt-regering skulle blive erstattet af en vesttysk regering ledet af de kristelige demokrater i CDU/CSU.40 Klarere signaler udsendte Thomas Nielsen i oktober 1972. På

35 SAPMO-Barch: Notits. SED/Abt. Int. Ver. 27.1.1971; „Anker Jørgensen: – Jeg tager ikke mod næ- sen fra Krag og gruppen“. Aktuelt. 21.1.1971. 36 Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1972, s. 6819. 37 BStU: HVA 172. „Information über die Haltung der dänischen Regierung und der Parteien Dänemarks zu DDR“. 12.10.1970. 38 BA/Lichterfelde: DA1/ 12320: „ Informationsmaterial an Dänemark“. 26.6.1972. 39 Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1972, s. 6804. 40 SAPMO-Barch: DY 30/Vorl. SED/40810: „Vermerk über ein Gespräch des amt. Leiter AV, Wetzl, mit dem vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks Jens Otto Krag. am 11.3.1971“. 12.3.1971.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 311 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 312

dette tidspunkt balancerede Ostpolitikken og dermed Brandt-regeringens overlevelse på en knivsæg i det vesttyske parlament. Nielsen forklarede i denne sammenhæng formanden for det østtyske metalarbejderforbund Reinhard Sommer, at et mistillidvotum til Brandt ville udløse en dansk solo- anerkendelse af DDR.41 Når man tager den politiske vægt bag afsenderen af disse ord i betragtning, bliver det tydeligt, at Danmark praktisk taget havde forladt ikke-anerkendelsespolitikken, og nu blot afventede det rette tidspunkt.

Dialogpolitikken. Sikkerhedskonferencen som løftestang

Efter 1969 tog østblokken andre kampagner op for at opnå en svækkelse af NATO. En skræmmekampagne mod et udvidet EF-samarbejde var ét af de temaer, der indirekte skulle bringe NATO-modstanden op i Vesten. Denne kampagne præsenteres senere. Her skal omtales det påvirkningsarbejde, øst- blokken lagde i forslaget til en fælleseuropæisk sikkerhedskonference, i kraft af hvilken de ledende kommunistpartier håbede på at fastholde en dialog med vesteuropæerne om alternative sikkerhedsordninger i Europa. En fæl- leseuropæisk sikkerhedskonference, der i sidste ende lagde op til etableringen af et fælleseuropæisk sikkerhedssystem blev af Warszawapagtlandenes ledelse anset for at være en mulig vej til de øvrige mål som nedlæggelse af NATO, svækkelse af USA’s rolle i Europa og styrkelse af østblokkens doktrin om fredelig sameksistens på kontinentet.42 Den vej, der skulle banes for at ideen om sikkerhedskonferencen kunne accepteres af de vesteuropæiske NATO-lande, var bilaterale og multilaterale forhandlinger forud for selve sikkerhedskonferencen. Sådanne forhandlinger betragtede østblokkens ledelse som en kvalitet og et mål i sig selv, idet de ville indvæve de vesteuropæiske partnere på alle niveauer i et stadigt stærkere net- værk mellem Øst og Vest. Et sådant kontaktarbejde kunne give taktiske samarbejdspartnere i østblokkens overordnede sikkerhedspolitiske strategi. Midlerne var at opbygge „personlige kontakter“, ikke kun mellem statsover- hoveder, men også gennem udvekslinger mellem parlamentariske grupper. På det multilaterale plan så østblokken en „god chance for at organisere aleuropæiske eller regionale konferencer for parlamentsmedlemmer, fagforeninger, ungdoms-, og kvindepolitiske organisationer, osv.“ Dette internationale organisatoriske arbejde skulle „legitimeres gennem FN og andre euro-

41 SAPMO-Barch: DY34/9208: Brev fra Thomas Nielsen til Reinhard Sommer. 23.10.1972. 42 Østblokkens mål fastslås i en skrivelse fra det ungarske udenrigsministerium til det ungarske kommunistpartis centralkomités politbureau vedrørende spørgsmålene om europæisk fred, sikkerhed og samarbejde, 17. januar 1967, dokument fra samling 13, oversat og gengivet ved The Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact, http://www.isn.ethz.ch/php benyttet 22. juli 2004. Det ungarske udenrigsministerium refererer til Warszawapagtens politisk-konsultative komités beslutninger i Bukarest 1966.

312 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 313

pæiske organisationer“, således at „USA efterhånden skubbes i baggrunden“.43 Det var vurderingen i Warszawapagtlandenes top, at den interesse for af- spænding, vesteuropæerne i perioden udviste, gav de hidtil bedste muligheder for dialogpolitikkens succes. Idéen om en konference og de påvirknings- muligheder, den bød på, lå allerede i østblokkens strategi, da den sovjetiske udenrigsminister Molotov på udenrigsministerkonferencen i Berlin januar-februar 1954 foreslog afholdelse af en europæisk sikkerhedskonference. I 1967 fæstnede østblokkens analyse sig ved, at USA nu var involveret i Vietnam- krigen og derfor havde dæmpet sit engagement i Europa. Vesteuropæerne udviste desuden ønske om større sikkerhedspolitisk uafhængighed fra USA, og flere af de europæiske NATO-lande havde selv foreslået både et tættere samarbejde med østblokken og fælleseuropæiske konferencer. Propaganda- gevinsten i konferencetanken lå ifølge østblokken desuden i, at det kunne understreges, at de europæiske NATO-lande i stadig mere intens dialog med østblokken på en række områder agerede selvstændigt uden for USA’s kontrol.44

Dialogpolitikken i Danmark Sovjetisk kildemateriale fra 1956 giver udtryk for, at målsætningerne i Skandi- navien var at fremme en stemning for neutralitet, blandt andet via indgåelse af bilaterale handelsaftaler og aftaler om kulturudveksling.45 Disse tiltag blev styrket gennem 1960’erne. I østblokkens presse hed det, at de nordiske lande oplagt kunne være pionerer for doktrinen om den fredelige sameksistens, hvor Finland siden 1948 havde tjent som eksempel på „et muligt og gunstigt samarbejde mellem stater med forskellige socialt-økonomiske systemer.“46 Da ideen om sikkerhedskonferencen blev introduceret, understregede og frem- hævede sovjetisk presse og officielle dokumenter den udvidelse af de dansk- sovjetiske relationer på det økonomiske, politiske, videnskabelige, teknologiske, handelspolitiske og kulturelle område, som fandt sted i årene 1963- 1970. Østblokkens hensigt var, at dette snævrere bilaterale samarbejde skulle være med til at gøre Danmark og de øvrige skandinaviske lande til støttepart- nere i spørgsmålet om konferencens afholdelse. Forslaget om sikkerhedskonferencen blev fast bestanddel i østbloklandenes forhandlinger med danske re-

43 Sst. 44 Sst. 45 Spravka [notat] af Gribanov, chef for MID’s skandinaviske afdeling af 14. april 1956. Notatet refererer til Instansens forordning af 19. januar 1956 om sovjetisk strategi over for de skandinaviske lande og indeholder målsætninger i politikken over for Danmark. AVP RF, f. 085, op. 40, p.158, d. 10, ll. 19-21. 46 F.eks. artikel fra Det forenede polske Arbejderpartis organ Trybuna Ludu, 9. april 1963, kommenteret i indberetning fra Danmarks ambassade i Warszawa, 16. april 1963, UM. 5.D.30.b

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 313 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 314

geringer i årene efter, at Polen første gang fremsatte det på FN’s 19. generalforsamling i 1964. I de enkelte østbloklande udfoldede et partikontaktarbejde sig parallelt med det rent bilateralt/diplomatiske. Kontakter med politiske partier i Vesten, ikke mindst borgerlige kunne give adgang ikke blot til informationer, men til påvirkning af det politiske establishment. I de første årtier i den kolde krig anvendte SUKP hovedsagelig de vestlige kommunistpartier til denne informations- og påvirkningsadgang. En erkendelse af den begrænsede indflydelse, som de relativt små nordiske kommunistpartier havde, gjorde, at øst- blokken gennem 1960’erne gradvis udvidede deres kontaktarbejde til også at omfatte borgerlige partier. I 1956 modtog Den Øverste Sovjet den første danske parlamentarikergruppe. Disse besøg blev fulgt op i 1970 og i 1972 med forevisning af landbrug, virksomheder og institutioner. I 1960’erne introducerede nogle østbloklande det ny element i deres udenrigspolitik, at små formelt uafhængige partier skulle arbejde for politiske mål i udlandet. I bestræbelserne for at skabe opbakning til østblokkens sikkerhedspolitik virkede f.eks. i Bulgarien og Østtyskland små bondepartier i et op- søgende kontaktarbejde til skandinaviske liberale partier. Disse bondepartier accepterede samtidig betingelsesløst det styrende kommunistpartis linje. I Danmark etablerede det bulgarske Bondeparti BAPU i de tidlige tressere kontakter til landbrugsforeninger, til partiet Venstre og til Det Radikale Venstre. Medlemmer af sidstnævnte parti var på delegationsbesøg i Bulgarien i 1965, i 1975 og i 1978. BAPU fik i de sidste to årtier af den kolde krig den rolle at organisere internationale møder og konferencer under temaerne “Afspæn- ding“, „Fred“ og „International Dialog“, og fik gennem dette arbejde mod slutningen af halvfjerdserne også kontakter til Det Konservative Folkeparti.47 Medarbejderne på østblokkens ambassader i København indledte fra midten af 1960’erne et kontaktarbejde med medlemmer i SF’s ungdomsafdeling (SUF). Det var ifølge velunderrettede kilder hensigten at skaffe viden om unge på den danske venstrefløj og at formå SUF-medlemmer til at assistere i kontaktarbejdet til andre ungdomsbevægelser. I samme periode indledte den sovjetiske ambassade et opsøgende arbejde over for liberale og borgerlige grupper, navnlig partiernes ungdomsafdelinger. Den sovjetiske ambassade inviterede grupper til receptioner og andre sammenkomster, hvor man drøf- tede sikkerhedspolitiske emner.48 KGB-officer Viktor D. Lipskij arrangerede private sammenkomster med ungdomspolitikere. Et mål var at få repræsen-

47 Jordan Baev, ”The two Poles of the Cold War Confrontation in Europe: Bulgaria and the Nordic Countries”, paper fra CWIHP-konferencen Between Solidarity and Neutrality: The Nordic Countries and the Cold War 1945-1991, Reykyavik 24.-27. juni 1998. 48 ”O prijome v posolstve dlja predstavitelej molodjosjnykh organisatsij Danii, 23 aprelja 1965 goda“. [Om reception på ambassaden for repræsentanter for danske ungdomsorganisationer 23. april 1965] Ottjot [Rapport] af S. Sjuravljov, 21. maj 1965, GARF, f. 9518, op.1, d. 208, ll. 256-260.

314 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 315

tanter på rejser til USSR og dermed skabe udgangspunkt for tættere samarbejde med de danske afdelinger. Østblokkens såkaldte „samfundsmæssige organisationer“, som omfattede masseorganisationer, studenterunion, kvindebevægelse, fredsråd m.fl. gødede også jorden for østblokkens sikkerhedspolitiske strategi gennem kontaktarbejde i forberedelseskomiteer og -seminarer. I Danmark gav PET udtryk for bekymring over Sovjetunionens hensigter, da SUKP gennem Committee of Youth Organizations i 1963 tog kontakt til den danske paraplyorganisation for ungdomsforeninger, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Tre danskere fra DUF’s ledelse tilbragte 10 dage i Moskva, hvor de besøgte universiteter og kulturin- stitutioner. Den sovjetiske bagtanke var, ifølge PET, at få krav på genvisit og dermed skabe grobund for regelmæssige og i sidste ende faste organisatoriske kontakter med danske ungdomsforeninger gennem DUF.49 PET noterede sig, at det i 1973 var lykkedes Sovjetunionen at få DUF til aktivt at gå ind i østblokkens ungdomsfestivaler, hvor propagandaen havde frit løb.50 DKP skrev begejstret i 1972, at det dette år var lykkedes at få dannet den hidtil bredeste komité omfattende 14 organisationer, repræsenterende omkring 1 million unge. En triumf for DKP var navnlig, at Dansk Ungdoms Fællesråd for første gang siden 1947 deltog i komiteen med sine 44 med- lemsorganisationer i komiteen, trods det, at DUF ikke godkendte alt i den appel, der var festivalens politiske grundlag. DKP glædede sig også over, at alle betydende uddannelsesorganisationer, f.eks. Danske Studerendes Fællesråd, Lærlingenes LO og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning var med. Hertil kom deltagelse ved Radikal Ungdom, socialdemokraternes Frit Forum og kulturkredsen Clarté. DKP så årsagerne til den brede opslutning i „den voksende antiimperialistiske indstilling, som gør sig gældende blandt ungdommen, og som mest tydeligt er kommet til udtryk i solidariteten med Vietnams folk og i kampen mod dansk medlemsskab af EF“.51 Den stort anlagte konference om sikkerhedspolitik i Moskva i 1973 fik bred omtale i sovjetiske medier og blev præsenteret som det historiske udgangspunkt for oprettelse af en række nationale komiteer for europæisk fred og samarbejde i de europæiske NATO-lande.52 I Danmark etablerede en kreds af fredsaktivister, som havde deltaget i Moskvakonferencen, i 1974 en Sam- arbejdskomité for Fred og Sikkerhed, hvis arbejdsgrundlag var at virke for „et kollektivt sikkerhedssystem i Europa til erstatning for det nuværende system af militære blokke“, „nedrustningsforhandlinger i Europa“, „udbygning af det økonomiske, kulturelle og videnskabeligt-tekniske samarbejde mellem alle

49 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 232. 50 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 179. 51 Partiets ungdomsarbejde, 31. oktober 1972, ABA, DKP’s arkiv, kasse 124: FU, samling af mødepa- pirer 1970-1979. 52 Det dansksprogede tidsskrift, Fakta om Sovjetunionen, 1973, nr. 13-14, udgivet af det sovjetiske APN- kontor i Danmark.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 315 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 316

europæiske lande“, „fremme af de igangværende konferencer om al-europæ- isk sikkerhed og samarbejde“ og „skabelse af permanente organer til at videreføre disse konferencers resultater“. Dette arbejde skulle udføres gennem publicering af appeller, henvendelser til regering, Folketing, partier, fagforeninger og andre interesseorganisationer og gennem samarbejde med Den internationale Komité for Europæisk Sikkerhed og Samarbejde i Bruxelles.“53 Det var opfattelsen i udenrigsministeriet og på den danske ambassade i Moskva, at denne forberedelseskomité i Bruxelles var dannet på initiativ fra SUKP med det formål at bevæge den offentlige mening i retning af østblok- kens version af „fredelig sameksistens.54 I 1974 opstod tilsvarende paraplyor- ganisationer i andre NATO-lande med samme kobling til Bruxelles-kontoret. Vesttyske fredsgrupper dannede f.eks. i 1974 den ny organisation, Komitee für Frieden, Abrüstung und Zusammenarbeit (KFAZ), hvis styrelse var præget af det vesttyske kommunistparti.55 I Danmark var en kommunistisk indflydelse i Samarbejdskomiteen sikret ved, at Anker Schjerning, medlem af DKP’s CK’s udlandsafdeling, samtidig sad i styrelsen for Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Det fremgår af DKP’s eget arkiv, at partiet førte sine kampagner mod NATO gennem Samarbejdskomiteens sekretariat.56

Imagepleje og kampagner for diskreditering

Østblokken videreførte i perioden 1963-1978 den mere bredt anlagte propaganda for sin samfundsmodel og ideologi. På dette område havde de historiske forandringer fra slutningen af 1950’erne gjort deres til at stille østblok- kens politik i et bedre lys. I 1957 havde Sovjetunionen med opsendelse af den første satellit indledt rumalderen og derved udløst respekt for sin tekniske formåen i den vestlige verden. Reaktionen var enten begejstring eller frygt, afhængigt af hvilken fløj, reaktionen kom fra. Det sovjetiske samfund kunne i slutningen af 1950’erne i de vestlige befolkningers øjne med lidt større be- læg end tidligere hævde at udgøre et effektivt alternativ til Vesten. I 1958 gav vesteuropæerne således omtrent lige dele til USA og USSR i spørgsmålet om „Hvilket land i verden vil være det stærkeste om 10 år?“57

53 Arbejdsgrundlag, arbejdsopgaver, struktur, Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, 25. februar 1974. 54 Tysk forespørgsel om komiteen for europæisk sikkerhed, 13. februar 1979; Mary Daus notits efter samtale 5. oktober 1982 med Viceformanden for den Sovjetiske Komité for Europæisk Sikkerhed og Samarbejde hr. E.K. Silin. Begge i UM 5.E.95.a. 55 Hubertus Knabe, Die unterwanderte Republik. Stasi im Westen, 1999, s. 244. 56 Eksempelvis cirkulære til afdelinger og distrikter, 14. november 1979, ABA, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969. 57 ”Den frie verden i tvivl om hvilken nation der er den stærkeste om 10 år”, Ugens Gallup, Artikel 26, 2. juni 1958.

316 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 317

USA mistede en del prestige i perioden. Internationale opinionsun- dersøgelser fra slutningen af 1950’- erne viser, at en tredjedel af vesteuro- pæere havde mistet noget af deres agtelse for USA. Utilfredsheden havde både rod i USA’s negative indstilling til atomnedrustning og i, hvad man dengang opfattede som USA’s tab af terræn i det økonomisk- tekniske kapløb mellem Øst og Vest.58 Fra midten af 1960’erne blev den dalende agtelse også begrundet i USA’s politik i Vietnam. Hvor stor den kritiske indstilling til USA’s engagement i Vietnam i perioden udviklede sig til at være, fremgik af internationale undersøgelser, som det danske Gallup gengav i 1972. På Indkaldelse til demonstration mod krigen i spørgsmålet „Hvem har mest ret, Vietnam. (ABA). USA eller Nordvietnam?“, svarede 12 % USA, og 26 % Nordvietnam, mens 60 % undlod at give deres mening til kende.59 I Danmark bevægede Socialdemokratiet, der var i opposition i årene 1968-1971, sig mod en stærkt kritisk holdning til USA’s engagement, hvilket den nyudnævnte statsminister Anker Jørgensen utvetydigt bekræftede i 1972. I julen 1972 samlede en protestdemonstration mod bombardementerne i Hanoi over 10.000 københavnere. Et negativt USA-billede kunne ikke undgå at være til fordel for det billede, østblokken gerne tegnede af den socialistiske samfundsmodel som grundlæg- gende fredelig og indstillet på dialog. Stanley Kubricks film „Doctor Strangelove“ fra 1963 latterliggjorde våbenkapløbet, USA’s rolle og den kolde krig. Fra samfundsvidenskaberne kom i 1960’erne den „revisionistiske“ skole, der fremhævede USA’s ansvar i den kolde krig og i våbenkapløbet. Den fik betydelig indflydelse på universitetsmiljøer og de intellektuelle i perioden. Sociologien og den økonomiske videnskab leverede „konvergensteorierne“, som gjorde opmærksom på, at de politiske og økonomiske forskelle mellem østlige og vestlige samfund havde tendens til at aftage, og at den almindelige udvikling ville få industrisamfundene i vest og øst til at tilnærme sig hinanden mere og mere.60

58 ”Amerikas prestige faldende”, International Gallup-undersøgelse om 11 nationers syn på USA, Ugens Gallup, Artikel nr. 23, 22. maj 1958. 59 ”Ingen tro på USA’s sag i Syd-Vietnam”, Ugens Gallup, Artikel nr. 12, 29. april 1972. 60 Georges-Henri Soutou, La guerre de cinquante ans. Les relations Est-Ouest 1943-1990, 2001, s. 444-445.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 317 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 318

Der bredte sig gennem 1960’erne i vestlige kredse en tro på, at østblokken og vestblokkens samfund også konvergerede på det politiske plan. Mange fortolkede udviklingen internt i østblokken i retning af større frirum for de enkelte østeuropæiske lande i forhold til Moskva, og at der således var i færd med at udvikle sig en socialisme med et menneskeligt ansigt. Denne politiske tillid var givet størst i venstreorienterede kredse. I Socialistisk Folkepartis af- standtagen til SUKP’s og DKP’s ortodokse marxisme-leninisme var der plads til, at de unge SF’ere tilsluttede sig de socialistiske landes indre sociale og kulturelle opbygning.61 Den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet 1968 slog ganske vist skår i dette billede, men denne begivenhed fik ikke en så gennemgribende indvirkning på danske venstreorienterede som Ungarnsoprøret i 1956. De sociale bevægelser fra midt-tresserne, Det ny Venstre, og 1968-oprøret optog sindene og levnede ikke stor plads til en pessimisme på østblokkens befolkningers vegne. Energien blev primært anvendt på en kritik af de vestlige samfunds konservatisme. Inden for SF fastholdt mange gennem 1970’erne et positivt billede af Sov- jetunionen på det sikkerhedspolitiske område. Trods partiets afstand til såvel Vests som Østs politik var der en stærk asymmetri i kritikken, som for det meste rettedes mod vest. Partiet fremhævede østblokken som den konstruktive part i freds- og nedrustningspolitikken.62 Den generelt mildere bedømmelse af østblokkens samfund gennem 1960’erne afspejlede sig også i danske borgerlige medier i perioden. Dækningen af Oktoberrevolutionens jubilæer i hhv. 1957 og i 1967 havde forskellig karakter. Mens Socialdemokraten og Politiken i 1957 fremhævede Sovjetunionens „slavelejre“ og tyranni, udtrykte de begge beundring og anerkendelse for Sovjetunionens samfundsmæssige fremskridt i 1967 med „forbedrede levevilkår for sine egne millioner“, og Politiken: „et helt folk er blevet uddannet til alfabeter“. Undtagelsen fra denne tendens var Ekstra Bladet, der i 1967 fortsat skarpt fordømte Sovjetunionen og satte fokus på den politiske forfølgelse.63 Vendingen i et mere sovjetkritisk dagblad som BT bestod i et skift fra fokus på den politiske forfølgelse i 1957 til en blot manglende interessen for Sovjetunionen i 1967. Information ironiserede i 1957 over, at jubilæet faldt sammen med „aarsdagen for de sovjetiske pansertroppers massakre på Budapests arbejdere og studenter“ (...)“, men gav i 1967 udtryk for kritisk be- hersket tro på, at der rent faktisk kunne ske en fornyelse til det bedre i Sov- jetunionen. Berlingske Tidende var i 1967 også præget af et fravær af de skarpe fordømmelser, som havde præget avisen i 1957. Bjarne Nørretranders’ kronik

61 Thomas Ekman Jørgensen, ”Vejen væk fra Moskva. SF’s vej fra kommunisme til et nyt venstre”, Den Jyske Historiker, juli 2003, s. 13-33. 62 DIIS-interview med Troels Toftkær 29. november 2004. 63 Erik Dreyer, ”Sovjet-livet er dejligt uden farlige meninger”, Ekstra Bladet, 6.november 1967; Adolph Rasten, ”Antisemitismen i Sovjetunionen”, Ekstra Bladet, 7. november 1967; Adolph Rasten: ”Fænomen i Moskva”; ”Ikke et ord om Stalin”, Ekstra Bladet, 8. november 1967.

318 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 319

talte eksempelvis om Rusland som stormagt med „legitime magtinteresser“ og lykønskede det med at have „bragt Sovjetfolket frem til en farbar vej mod lysere horisonter“.64 En publikation skrevet af litterater og historikere med forord af kulturminister Julius Bomholt og udgivet af kulturministeriet i anledning af Khrusjtjovs officielle besøg i 1964 fremhævede Sovjetunionen som gammel kulturnation, og beskrev det gode venskabelige forhold til Danmark, „samkvemmets gensidige befrugtning“ og forhåbningerne til den dansk-sovjetiske kulturaftale af 11. september 1962. De ideologiske antagonismer blev ikke omtalt, eksempelvis berørte den historiske fremstilling af det dansk-russiske forhold ikke tiden efter anden verdenskrig. Blot nævnes det, at at de sovjetiske styrker befriede, men ikke at de samtidig besatte Bornholm 9. maj 1945.65 Det skal erindres, at dette faldt periodemæssigt sammen med Krags og Hækkerups Østdiplomati som ikke var kontroversielt, men indgik i tidens forestillinger om dialog og afspænding.66 Denne positiv/neutrale tendens var imidlertid ikke ensbetydende med, at tidsånden på det europæiske kontinent i perioden efter 1963 udelukkende var til gavn for østblokkens påvirkningspolitik. Blandt årsagerne var konflikten mellem Kina og Sovjetunionen, som i 1963 havde ført til et brud i den verdenskommunistiske bevægelse. Begge kommunistiske centre konkurrerede om opslutning både i den tredje verden og blandt Europas socialister med det resultat, at østblokken slog revner på det ideologiske og politiske plan. Med 1968-bevægelsen som endnu en udfordring for venstrefløjens sammenhængskraft lurede en ny fare for de socialistiske landes udenrigspolitik. Det var ganske vist en fordel, at venstreorienterede miljøer havde haft fremgang siden slutningen af 1960’erne. Men denne kaotiske politiske kraft kunne ikke uden videre ledes ind i de fastorganiserede og disciplinerede kommunisters rækker. Sovjetkommunisterne var bekymrede for, at venstrera- dikale grupper som trotskister og maoister skulle vinde for meget terræn. Derudover udgjorde eurokommunisterne en trussel mod de regulære Moskva- tro kommunistpartier. Eurokommunismen var en nyorientering bort fra den ortodokse marxisme-leninisme, som fandt sted i 1970’erne, især i det italien-

64 ”40 år efter”, leder, Socialdemokraten, 7. november 1957; ”Revolutionens jubilæum”, leder, Politiken, 7. november 1957; ”Tro, viden og Sovjetunionen”, leder, Aktuelt, 7. november 1967; ”Ønsker for Sovjet”, leder, Politiken, 7. november 1967; ”Revolutionen i Rusland var en misforståelse”, BT, 5. november 1957; ”40 år i dag: Boet gøres op”, forside; ”Hilsen til USSR”, leder, BT, 7. november 1957; ”Stalin II-møde med De store”, BT, 8. november 1957; ”Revolutionsfestens tempo var 18 km/t”, bil- ledreportage, BT, 7. november 1967; ”40 aar efter”, leder, Information, 2. november 1957; ”Jubilæumsstemning”, leder, Information, 7. november 1957; ”Ruslands revolution”, leder, Information, 6. november 1967; Mogens Kofod-Hansen, ”Den vældige revolution, der svigtede idea- lerne”, Berlingske Tidende, 7. november 1957; Erik Seidenfaden, ”50 års jubilæet”, leder, Berlingske Tidende, 5. november 1967; Bjarne Nørretranders, ”I dagens anledning”, kronik, Berlingske Tidende, 7. november 1967. 65 Dansk-russiske forbindelser gennem 500 år, tre afhandlinger, Ministeriet for kulturelle anliggender, 1964, s. 7, 11-45. 66 Jf. DIIS-interview med Torben Krogh, 23. november 2004.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 319 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 320

ske, franske og spanske kommunistparti. Denne udvikling beskæftigede blandt andet chefen for SUKP’s CK’s internationale arbejde Boris Ponomarjov og hans DDR-modstykke Hermann Axen i 1976 ved et møde, der fulgte op på det bilaterale topmøde mellem Bresjnev og Honecker på Krim samme år. Her behandlede de spørgsmålet om, hvordan det skulle lykkes at bringe det fasttøm- rede sammenhold tilbage i den kommunistiske bevægelse. En lang række partier optrådte med „forkerte holdninger“, blandt andet Spaniens, Italiens, Frankrigs og Japans kommunistparti.67 Disse problemer viste sig også i Norden med ideologiske forskelle mellem det svenske kommunistparti VPK, der bevægede sig i retning af de nordiske folkesocialister, og danske DKP, der holdt linjen.68 For at styrke den ideologiske sammenhængskraft skulle den kommunistiske bevægelse under ledelse af SUKP samtidig bekæmpe de gamle klassefor- rædere, socialdemokraterne. Denne situation stillede SUKP over for den udfordring, at doktrinen om den fredelige sameksistens ikke måtte udvande klassekampen, som var grundpillen i østblokkens marxistisk-leninistiske selv- forståelse. Fjernede man kampen for at gennemføre systemforandringer i de kapitalistiske lande, ville østsystemet ryste i sin grundvold. De socialistiske landes gentagne understregning af afspænding og normalisering betød blot, at uoverensstemmelserne mellem kommunismen og kapitalismen ikke nødven- digvis skulle afklares gennem krig. Fra slutningen af 1960’erne skete der i østblokken en vis ideologisk oprustning, som fandt støtte i den umiddelbare økonomiske fremgang for de socialistiske lande sammenholdt med Vestens økonomiske problemer med olie- krise og voksende arbejdsløshed. Disse forhold blev i østblokken udlagt som kapitalismens tiltagende krise. Desuden var den europæiske afspændingspro- ces begrænset til Europa. De socialistiske lande søgte fortsat ivrigt at eksportere deres samfundsmodel til den tredje verden, også med ikke-fredelige midler. Men det var vanskeligt at forene målsætningerne om forbedring af Øst- Vest-forholdet og grundlæggende ideologisk kamp mod det vestlige system. Det kom tydeligt frem i DDR’s forhold til Socialdemokratiet og den socialdemokratiske del af fagbevægelsen. På den ene side søgte man inden for den kommunistiske bevægelse at bekæmpe Socialdemokratiet.69 På den anden side var den østtyske ledelse fuldt ud klar over, at vejen til indflydelse i de nordiske lande gik gennem socialdemokratierne.70 DDR-ambassaden i Køben-

67 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2A/2014: „Vorlage für das Politbüro des ZK. Betreff: Konsultationen des Gen. H. Axen mit dem Genossen B.N. Ponomarjow, Kandidat des Politbüros, Sekretär des ZK der KPdSU“. 22.10.1976. 68 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/20/130: „Information für das Politbüro“. 10.7.1980. 69 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/ 32445: „ Vermerk über ein Gespräch mit einer Delegation des Ministeriums für Auswärtige Angelegenkeiten der UdSSR in der Abteilung Auslandinformation beim ZK der SED am 4. Oktober 1973“. 8.10.1973. 70 SAPMO-Barch:DY30/J IV 2/2/1535: „Vorlage für das Politbüro des ZK der SED. Konzeption für die Gestaltung der Beziehungen zwischen der DDR und den Staaten Nordeuropas in den Jahren bis 1980.“ 10.2.1976.

320 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 321

havn søgte derfor på SED’s vegne at etablere formelle partikontakter mellem Socialdemokratiet, LO og det østtyske centralforbund FDGB. LO afviste til- nærmelse med eksplicit henvisning til østtyskernes støtte til DKP’s forsøg på undergravning af den socialdemokratiske fagforeningsledelse.71 Ligeså afviste partiledelsen østtyskernes tilnærmelser. Socialdemokraterne var parate til at arbejde for forbedrede statslige relationer, men direkte partirelationer til det østtyske kommunistpartiet ønskede de danske socialdemokrater ikke.72 Optimalt havde billedet fra et østligt perspektiv set ud, hvis det gennem af- spændingsengagementet kunne lykkes at få socialdemokratierne i de nordiske lande ind i en „aktionsenhed“ med de kommunistiske kræfter. Således ville det være muligt at trække socialdemokraterne i en retning, hvor et ja til afspænding også var et ja til socialismen.73 Den model var det imidlertid ikke muligt at få det danske socialdemokrati til at acceptere. „Socialdemokra- tisme“ var derfor stadig et østligt skældsord på linje med antikommunisme og antisovjetisme. Det tvedelte mål i den politiske offensiv kom også til udtryk i de socialistiske landes konsultationer vedrørende Norden. Ganske vist lå hovedvægten på forbedringen og normaliseringen af forholdet til de nordiske lande, men samtidig fastholdt Warszawapagt-landene hinanden på, at de „i fællesskab skal tvinge den antikommunistiske kampagne på tilbagetog og gennemføre en offensiv for socialismen“ i de nordiske lande.74 Chefen for SED’s udlandspropaganda Manfred Feist argumenterede i 1975 for, at netop nu var tidspunktet kommet for en forstærket ideologisk indsats. De socialistiske lande stod stærkt på den internationale arena. Følgelig skulle „endnu flere mennesker i den socialt endnu ikke befriede del af verden stilles over for alternativerne socialisme eller kapitalisme“.75 I denne kategori indgik selvsagt danskerne. Østlandene måtte afsætte kampagneressourcer til at imødegå en vestlig kritik af Warszawapagtens konventionelle oprustning, som ifølge kritikerne af- slørede østblokkens doktrin om fredelig sameksistens som ren propaganda. Det var vigtigt for østblokken at holde liv i détenten. Dette kunne blandt an-

71 SAPMO-Barch: DY34/ 11137: „Bericht über den Besuch der Gemeinsamen Delegationen des Zentralvorstandes der IG Bau-Holz, Metall sowie Transport und Nachrichtenwesen zum Vorstand des Spezialarbeiterverbandes in der Zeit vom 23.-27.8.1976“. 16.9.1976. 72 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/365: „Vermerk über ein Gespräch des Botschafter Gen. Heilmann, mit dem Vorsitzenden des Aussenpolitischen Ausschusses des dänischen Parlaments Jørgen Peder Hansen [se kapitel 39 om CSCE] dem Sekretär des SPDä-Fraktion, Karl Johann Mortensen, sowie dem SPDä -Abgeordneten und Sekreär der dänischen Metallarbeitergewerkschaft, Erik Andersen in der Botschaft“. 14.5.1973. 73 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2A/2001: „Abschlussinformation zum Verlauf und zu den Ergebnissen der 19. Arbeiterkonferenz der Ostseeländer, Norwegen und Islands“. 12.8.1976. 74 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2 /1661: „Bericht über die Beratungen der Stellvertreter der Minister für Auswärtige Angelegenheiten der Staaten des Warschauer Vertrages über die weitere Entwicklung der Beziehungen zu den Staaten Nordeuropas vom 21. bis 22. Februar 1977 in Berlin.“ 75 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/ 32445: „Zur Entwicklung der Auslandsinformation der DDR seit dem VIII Parteitag der SED und ihrer Hauptorientierung bis 1980“. 14.11.1975.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 321 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 322

det ske ved at bortlede opmærksomheden fra den sovjetiske oprustning og i stedet fokusere på nedrustningsproblematikken generelt, samt ved at trække samarbejdet, herunder det økonomiske og kulturelle, helt frem i argumentationen over for de vestlige politikere.76 Et voksende handels- og teknologisk samarbejde samt lavere militærudgifter ville give de socialistiske økonomier et kærkomment pusterum. Samtidig ville den vestlige kritik af Warszawapagtens voksende militære aktivitet kunne trækkes ud af debatten.77 Ved to konferencer i Warszawa 1975 og Berlin 1977 fandt Warszawapagt- landene sammen for at aftale, hvordan de i fællesskab skulle forholde sig til landene i Norden. Overordnet anså østblokken de nordiske lande for, i mod- sætning til de store NATO-stater, at være positivt indstillet over for fortsat af- spænding. Der burde efter østlig vurdering således være gode chancer for samarbejde ud fra doktrinen om fredelig sameksistens og for realisering af Helsinki-aftalen. Problemet var blot, set fra Warszawapagtlandenes side, at særligt danskerne og nordmændene var fastlåst i deres vestintegration.78

Diskrediteringskampagner Et bedre grundlag for påvirkning havde den række af kampagner for diskreditering af de større vestlige magter, som SUKP vedtog og KGB iværksatte fra de tidlige 1970’ere. Billedet af USA var skiftet i midten af 1960’erne, først på grund af Vietnamkrigen, siden på grund af USA’s støtte til general Augusto Pinochets kup i Chile. Tilmed forbandt Watergate-sagen i 1973-74 det amerikanske præsidentembede med korruption og skandaler i verdensopinionen. En række år var gået siden Sovjetunionens store fejltrin, invasionen i Tjek-

76 „O nasjikh sadatjakh v rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij na blisjajsjije gody“. Orientirovotjnyj perspektivnyj plan [Om vore opgaver med henblik på udviklingen af sovjetisk-danske forbindelser i de kommende år. Orienterende perspektivplan] af K. Levytjkin, 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 48; „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade i Danmark for året 1973], MID, 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f.. R-1019, ap. 4 b.186, ll. 5-8 ; „Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Danii sa 1974 god” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade i Danmark for året 1974], MID, 6. marts 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f..R-1019, ap. 4, b.195, ll. 23-27; „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god. Vnesjnjaja politika Danii.” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1976. Danmarks udenrigspolitik]. MID, 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f.. R-1019, ap. 4, b. 207, l. 22- 25. 77 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2 /1641: „Anlage Nr. 7 zum Protokoll Nr. 22/76 vo, 26.10.1976. Betreff.: Beratung der Stellvertreter des Ministers für Auswärtige Angelegenheiten der Staaten des Warschauer Vertrages über die weitere Entwicklung der Beziehungen zu den Staaten Nordeuropas vom 21. bis 22. november 1976 in Berlin“. 78 „Vnesjnjaja politika Norvegii. Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Norvegii sa 1974 god” [Norges udenrigspolitik. Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade i Norge for året 1974“], Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b.195, ll. 1-4; ”Vypiska polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade i Danmark for året 1976] MID, 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, ll. 22-25.

322 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 323

koslovakiet i 1968, og der skulle gå endnu et par år, før den østlige supermagt igen markerede sig negativt i verdensopinionen med sin invasion af Afgha- nistan. USA var under hele den kolde krig den primære skydeskive for KGB’s diskrediteringskampagner. Gennem 1970’erne fremhævede disse kampagner antallet af CIA’s dødsofre, FBI’s krænkelse af borgerrettigheder og anløbne karakterer i præsidentens rådgivende kreds.79 I 1960’erne og 1970’erne videreførte østblokken smædekampagner mod Vesttyskland, hvor målet var, som Warszawapagtlandendes ledelse beskrev det „at isolere det hævngerrige og militaristiske styre i Forbundsrepublikken.“80 Kampagner, der drejede sig om Forbundsrepublikkens nazistiske og militære fortid havde haft medvind siden 1950’erne, da KGB i sine aktive foranstaltninger kunne tage afsæt i kendsgerninger, som eksempelvis at gamle nazister fortsat beklædte indflydelsesrige stillinger.81 NATO-modstanden i Danmark var også siden alliancens oprettelse blevet næret af angsten for et nyt militaristisk Tyskland. Dette tema var til gavn for den drejning af fredsbevægelsernes kampagner, DKP arbejdede for. Pro- testerne mod det dansk-tyske militære samarbejde, demonstrationer mod fæl- les dansk-tyske øvelser og ankomsten af tyske tropper til Danmark fra midten af 1960’erne fik generelt bred omtale i den borgerlige presse. EF-modstanden, som DKP engagerede sig i, blev i høj grad båret frem af befolkningens uro for tysk dominans, ikke mindst som følge af planerne om en europæisk militærunion.82

Dissidentkampagnerne Østblokken havde imidlertid også sine sårbare punkter, og et af de mere gra- verende var systemkritikerene, for hvem det i stigende grad lykkedes at gøre Vesten opmærksom på karakteren af østblokkens undertrykkelse af deres egne befolkninger. Opstanden i Ungarn i efteråret 1956 og siden reformbevægelsen i Tjekkoslovakiet foråret 1968 – begge begivenheder, der endte med et sovjetisk militært indgreb – gav den sovjetiske ledelse voksende bekymringer for dissidenters evne til at undergrave østblokkens samfund. Af denne grund oprettede KGB’s chef Jurij Andropov på Bresjnevs initiativ et 5. direktorat, som stod for overvågning og diskreditering af dissidenter blandt intellektuelle,

79 Christopher Andrew and Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, 2000, s. 300-315. 80 Forslag fra det ungarske udenrigsministerium til det ungarske kommunistpartis centralkomités politbureau vedrørende spørgsmålene om europæisk fred, sikkerhed og samarbejde, 17. januar 1967, dokument fra samling 13, oversat og gengivet ved The Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact, http://www.isn.ethz.ch/php, set 22. juli 2004 81 Christopher Andrew and Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, 2000, s. 573-575. 82 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, 1997, s. 50-68.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 323 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 324

studenter, nationalister, etniske og religiøse mindretal, som kunne påkalde sig opmærksomhed internt og i udlandet.83 I 1971 instruerede KGB ansatte i de sovjetiske propagandaorganer om modforanstaltninger over for vestlige journalister, som opsøgte og udnyttede de i KGB-terminologi „anti-sovjetiske elementer“ til Vestens fordel. Navnlig havde forfatteren Aleksander Solsjenitsyn og atomfysikeren Andrej Sakharov ifølge KGB skabt grundlaget for, at Vesten i sine kampagner kunne udnytte en stadigt voksende opposition i Sovjetunionen.84 Solsjenitsyn fik prædikatet politisk modstander, da han i 1970 fik tildelt Nobels litteraturpris på baggrund af systemkritiske værker. Atomfysikeren Andrej Sakharov blev ligeledes stemplet som „statsfjendtlig“, da han i slutningen af 1970 etablerede en menneskerettighedskomité til overvågning af systemets forfølgelse af dissidenter. Sakharov protesterede over sovjetstatens overgreb på sine egne borgere, som eksempelvis tvangsindlæggelser og tvangsmedicinering af anderledes tænkende i psykiatriske fængsler, og over- grebenes alvorlige konskekvenser i form af infantilisme og karakterforan- dringer.85 Efter tildelingen af Nobelprisen til Solsjenitsyn mobiliserede SUKP det sovjetiske APN til presseangreb på forfatterens „ideologisk undergravende virksomhed“, til „udsendelse af fordømmelser til de udenlandske kontorer“, og til udsendelser møntet på den vestlige offentlighed, tilrettelagt i de sovjetiske statskomitéer for fjernsyn og radio.86 KGB instruerede også TASS- journalister i tilsmudsning af dissidenters navn og rygte ved at forbinde dem med alkoholisme, narkomani eller homoseksualitet. Denne indgangsvinkel blev valgt i erkendelse af, at man ikke ville opnå meget ved at hænge kampagnerne op på dissidenternes kamp mod den sovjetiske stat.87 I Danmark virkede DKP med i kampagnen mod Solsjenitsyn. Formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Knud Jespersen, foreslog i 1970 SUKP’s centralkomité, at DKP foranstaltede et angreb mod Solsjenitsyn med Carl Madsens og Hans Scherfigs medvirken.88

83 Christopher Andrew and Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, 2000, s. 406; Boris Tjekhonin, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste], 2002, s. 154. 84 KGB, Andropov til SUKP’s CK, 13. januar 1971, Link 1118, Soviet Archives at INFO-RUSS, http://psi.ece.jhu.edu/%7Ekaplan/IRUSS/BUK/GBARC/buk.html , set 15. november 2004. (Herefter blot ”Sovet Archives at INFO-RUSS”) 85 Sakharovs appel til sundhedsminister B.V.Petrovskij vedr. Fainberg og Borisovs indlæggelser, telegram og følgebreve, 25. marts 1971, Soviet Archives at INFO-RUSS, link. nr. 0201, set 18. april 2005. 86 ”Rapport fra SUKP’s CK’s propagandaafdeling angående foranstaltninger til modpropaganda overfor de kapitalistiske lande”, 18. november 1970, Dokument nr 43, gengivet i Nicolas Werth og Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, 1994, s. 441-442. 87 Tjekhonin, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste], 2002, s. 155. 88 Offentliggjort i Segodnja 12. oktober 1994 på grundlag af arkivalier fra TsKhSD [Nu RGANI]. Privateje, klip fra dokumentoversigten for ”Småstat og Stormagt. Mennesker i mødet mellem Danmark og Rusland 1815-1995”, en udstilling i Provianthuset på Slotsholmen, 31. maj-28. juli 1995, www.kb.dk/kultur/expo/rusland/abm.htm#d4, set 15. november 2004.

324 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 325

Imidlertid var det vanskeligt for Sovjetunionen at begrænse disse „stats- fjendtlige“ personers aktiviteter, da begge var internationalt kendte, og forføl- gelse blot ville vække større opmærksomhed omkring deres kritiske virksomhed. SUKP’s problemer voksede, da den stort anlagte „Fredselskende kræfters verdenskongres“ i oktober 1973 samtidig, ifølge KGB, var samlingspunkt for fjendtlige staters og efterretningstjenesters udnyttelse af blandt andet Solsje- nitsyn og Sakharov i deres arbejde for at støtte organiserede antisovjetiske kampagner.89 Det blev en stor udfordring for Sovjetunionen, da Solsjenitsyns Gulag Øhavet udkom i Vesten i 1974. Bogen beskriver de sovjetiske tvangsarbejds- lejre. I USA solgte den i over to millioner eksemplarer. I Danmark udkom den første gang i et stort oplag (24.000). Da Sakharov oven i købet modtog Nobels fredspris i oktober 1974, fik KGB grønt lys for at øge de i forvejen store ressourcer til diskreditering af de to systemkritikere. I forbindelse med at en hø- ring om brud på menneskerettigheder, der fik navnet „Sakharovhøringen“, skulle afholdes i København 17.-19. oktober 1975, udgik der instruktioner til KGB-residenturerne i Norge, Sverige, Danmark, Storbritannien og Forbunds- republikken. KGB bad dem formå journalister, politikere og andre til at formidle kompromitterende materiale om Sakharov i offentligheden.90 Indbe- retninger fra den sovjetiske ambassade i København viser, at DKP i ugerne op til høringen foreslog „en række præventive kontrapropagandistiske forholdsregler“, hvori indgik en „bearbejdning af danske journalister“. Ifølge sovjetiske dokumenter anmodede DKP og Landsforeningens ledelse om, at en sovjetisk delegation skulle sendes til København med det formål at „diskreditere det anti-sovjetiske sammenrend“.91 Nye modforanstaltninger blev iværksat, da Vesten i de samme år indledte et angreb på østblokkens konsekvente krænkelser af deres statsborgeres rettigheder. Vesten tog afsæt i Helsinkiaftalen fra 1975, hvor de socialistiske lande havde forpligtet sig at overholde menneskerettigheder som f.eks. ytringsfrihed. Dette ideologiske angreb var en torn i øjet på østblokken, som betragtede CSCE-aktens undertegnelse som en triumf for deres egen afspændings- politik og mangeårige bestræbelser for at få anerkendt grænserne i Europa efter 1945. Sovjetunionen omtalte Vestens menneskerettighedskampagne som „den koordinerede modoffensiv fra imperialisme og reaktion på det ideolo-

89 KGB, Andropov til SUKP’s CK, 2508-A, 21. oktober 1973, Link 1114, Soviet Archives at INFO- RUSS, set 15. november 2004. 90 Christopher Andrew and Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, 2000, s. 417-422. 91 ”O t.n.”Slusjanii o narusjenii prav tjeloveka v SSSR” planirujemom v Danii”, kratkaja spravka. [Om den såkaldte ”Høring om brud på menneskerettighederne i USSR” planlagt i Danmark] Kort notat fra MID’s skandinaviske afdeling, 11. september 1975, RGANI f. 5, op. 68, d. 2040, ll. 115-117; ”O merakh protivodejstvija antisovetskoj aktsii v Kopengagene” [Om forholdsregler til at imødegå en antisovjetisk aktion i København] V. Sjaposjnikov, vicechef i CK’s internationale afdeling, til CK, 8. oktober 1975, RGANI f. 4, op. 22, d. 1603, ll. 182-183.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 325 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 326

giske, politiske og militære område“, „imperialistiske kredses forsøg på at underminere Helsinkiaftalen“ og „Vestens antisovjetiske modkampagner“.92 En modoffensiv tog afsæt i den marxistisk-leninistiske ideologi. I 1973 var de ledende kommunistpartier på et møde i Moskva nået frem til begrebet de „socialistiske menneskerettigheder.“ Dette begreb tog J. Andropov op i 1976 og opfordrede de vestlige kommunistpartier til at bruge det offensivt som en definition på en række menneskerettigheder, der ikke var respekteret i Vesten, hvor alene rent formelle rettigheder som ytringsfrihed, organisations- frihed og rejsefrihed blev forfægtet. Fra østblokkens side skulle man i stedet fremhæve sociale og økonomiske rettigheder som eksempelvis retten til arbejde som det væsentlige i menneskerettighederne.93 DKU og DKP udgav i de følgende år en række programmer og tryksager med denne fortolkning af ordet menneskerettigheder.94 Havde østblokken succes med neutralisering af dissident- og menneskeret- tighedskampagnerne? Den sovjetiske ambassade i Danmark skrev i 1974, at i forbindelse med gennemførelsen af den fælleseuropæiske sikkerhedskonference havde „især højreorienterede kredse rettet opmærksomheden mod Sakharov, Solsjenitsyn og andre sovjetiske dissidenter“, og „via presse, radio og TV anvendt denne viden til sovjetfjendtlige kampagner“. Det var dog den sovjetiske vurdering, at „de antisovjetiske markeringer [i 1973] havde en mere begrænset karakter end i 1972.“95 KGB vurderede i 1977 at Solsjenitsyn-effekten var begrænset takket være det kompromitterende materiale, som KGB havde spredt i Vesten. Det havde ført til en negativ nyvurdering af ham, særligt i venstreorienterede kredse.96 KGB glædede sig i øvrigt over, at Solsjenitsyn tilsyneladende hen mod 1977

92 ”Informatsija o rabote III konferentsii Baltijskogo Instituta” [Information om det baltiske instituts III konference] Indberetning. Sovjetunionens ambassade i Sverige til MID’s skandinaviske afdeling, 16. juni 1975, 1051 f., 1 apr., 116 l., 5-6 lp, Latvijas Valsts Arhivs; ”De socialistiske lande og den ideologiske kamp – antisovjetisme og antikommunisme”, Kasse 465: Oversigt fra CK-seminar 11.- 18./6.1978, ABA, DKP’s arkiv, CK-kurser og seminarer. 93 ”O popytkakh vrasjdebnykh elementov ispolsovat v antisovetskikh tseljakh t.n. osobuju positsiju rukovodstva nekotorykh kommunistitjeskikh partij kapitalistitjeskikh gosudarstv po voprosu o demo- kratii” [Om fjendtlige elementers forsøg på i anti-sovjetisk øjemed at udnytte den såkaldt særlige position hos ledelsen i nogle kommunistpartier i kapitalistiske stater i spørgsmålet om demokrati], Andropov til vestlige kommunistpartier 16. februar 1976, dokument nr. 394-A, Soviet Archives at INFO-RUSS, link nr. 1103. Set 15. november 2004. 94 For eksempel ”Ungdom i kamp. For fred og sikkerhed i Østersøen, udateret, antagelig fra 1976, ABA, Kasse 398: Dansk forsvarsdebat 1986- ; DKU, Østersødokument 1976 m.m. samt ”Ib Nørlund om kampen for menneskerettighederne. En uadskillelig del af kampen for socialisme”, Skolingsudvalget i DKP, ABA, Kasse 451, Sommerkurser 1977. 95 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973] MID, 27.februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f.R-1019, ap. 4, b.186, l. 6 (b). 96 ”O vrasjdebnoj dejatelnosti Solsjnitsyna i padenii interesa k ego litjnosti sa rubesjom i v SSSR” [Om Solsjenityns fjendtlige virksomhed og den dalende interesse for hans person i udlandet og i USSR] KGB, Andropov til SUKP’s CK, N 7-A, 4. januar 1977, Soviet Archives at INFO-RUSS, link nr. 0077, set 15. november 2004.

326 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 327

havde mistet prestige i Vesten, „ved sin reaktionære position og kritik af den vestlige livsførelse“.97 Modtagelsen af Solsjenitsyn i Vesten faldt i to faser. Han blev modtaget positivt af offentligheden da hans systemkritiske bog, En dag i Ivan Denisovitjs liv, om lejrlivets ydmygelser af politiske fanger og tab af menneskelig værdighed, udkom på dansk i 1963. Også på venstrefløjen gav det anledning til afstand- tagen fra det sovjetiske system. Efter udgivelsen af Gulag Øhavet i 1974 var modtagelsen forskellig i eksempelvis Frankrig og Danmark. I Frankrig havde Solsjetnitsyn sendt chokbølger gennem landet, som ikke fortog sig. I Dan- mark derimod hæftede man sig i nogle kredse mere ved, hvad man anså for russisk nationalromantik, og dermed anti-demokratiske tendenser i hans ytringer, end ved hans kritik af det sovjetiske system. Dette faldt sammen med, at dele af venstrefløjen, også udover DKP, mente, at Solsjenitsyn havde skadet socialismens sag. Disse forhold kom i et vist omfang til at sløre for en adækvat dansk reaktion på indholdet i Gulag Øhavet. Gallupundersøgelser fra perioden viste dog, at den generelle skepsis overfor Sovjetunionen var stigende i halvfjerdserne. For Gallup undersøgelser, oplagstal og generel modtagelse af Solsjenitsyns værker, se kapitel 29. Om østblokkens diskreditering af dissidenterne havde en virkning i sig selv, er vanskeligt at afgøre. Fordelen for østblokken var, at der i Vesten ikke var støtte til overs for dissidenternes aktiviteter i det omfang, som dissidenterne forventede. Et organiseret samarbejde med vestlige grupper kom i stand i 1980’erne, se kapitel 74. Østblokken havde i perioden en vanskeligere opgave i sine forsøg på at neutralisere Vestens menneskerettighedskampagne med afsæt i CSCE-aftalerne. Modsat dissidenternes indsats var der her store vestlige statsapparater bag kampagneføringen. Desuden var Sovjetunionens image i Vesteuropa ikke nær så godt som i 1960’erne. Det var blevet forværret hen mod slutningen af 1970’erne, blandt andet på grund af et indtryk af øget sovjetisk oprustning. Et udtryk for denne vending i Danmark var den danske presses omtale af Sovjetunionen i forbindelse med Oktoberrevolutionens jubilæum i 1977. Nu kredsede beskrivelserne, med undtagelse af Land og Folk, om bureaukratisk centralisme, kynisk magtpolitik, masse- og politiske udryddelser, tvangsar- bejdslejre og et klassesamfund med et aldrende lederskab i Kreml, der pri- mært støttede sig til et enormt militært apparat.98

97 Mitrokhin, 2000, s. 419. 98 ”Sovjet – 60 år”, leder, Aktuelt, 7. november 1977; ”Sovjetunionen vil fortsætte med at styrke mili- tærmagten”, Aktuelt, 8. november 1977; ”Sovjetunionens 60 år”, leder, Berlingske Tidende, 6. november 1977; ”Moskva lod det tunge skyts rulle frem for at afskrække alle fjender”, Berlingske Tidende, 8. november 1977; Kai Moltke, ”Sovjet er stadig et klassesamfund”, Ekstra Bladet, 7. november 1977; ”Messe for Kreml”, leder; Dev Murarka, ”Stabilt sovjet-styre fester uden gejst”, Information, 7. november 1977; ”Sovjets årsdag”, leder, Politiken, 6. november 1977.

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 327 kap. 42 rettet P 14/06/05 8:15 Side 328

Hen imod slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne noterede det sovjetiske udenrigsministerium imidlertid i en rapport om dansk indenrigs- og udenrigspolitik udarbejdet på grundlag af ambassadens indberetninger, at „den danske regering deler ikke USA’s ekstremt hårde linje i kritikken af de socialistiske lande i menneskerettighedsspørgsmålet, men anser det for mere rigtigt at vise smidighed på dette område og ikke gøre det til åben konfrontation mellem Vest og Øst. Danskerne erkender, at sociale og økono- miske rettigheder er et væsentligt element i begrebet menneskerettigheder“.99 Denne type udtalelser indgik i sovjetiske tidsskriftsartikler som et element, der kunne støtte den østlige opfattelse. Således gled eksempelvis et citat fra Lasse Budtz fra Land og Folk 9. december 1986 ind i den sovjetiske argumentation: „Det er forståeligt, at alle vi i Socialdemokratiet og alle I deltagere i fredskonferencen ønsker, at menneskerettighederne bliver overholdt i hele verden. Men hvis vi sætter diskussionen om menneskerettigheder over diskussionen om fred og nedrustning, så havner vi i en blindgyde. Det er vigtigt, at fredsbevægelsen undgår dette. Uanset om vi er socialdemokrater eller kommunister, er det vigtigt, at det ikke bliver et skisma. Kampen for fred og nedrustning er nødvendig at fortsætte sammen.“100

99 “Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Danii sa 1980 god. Vnutrenneje polosjenije i vnesjnjaja politika Danii.” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1980. Indenrigspolitiske forhold og dansk udenrigspolitik] MID, 27. februar 1981, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 234, ll. 100. 100 Aksel-Vladimir Karlsen: Danija: Etapy borby miroljubivykh sil (Konets 70-kh – seredina 80-kh godov) [Danmark: Faser i de fredselskende kræfters kamp (Fra slutningen af 70’erne til midten af 80’erne)], i Novaja i Novejsjaja Istorija [Den nye og nyeste historie] nr.1, 1988, s.30.

328 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 329

43 · DKP og venskabsforeningerne

DKP’s virksomhed

Danmarks Kommunistiske Parti indtog i Danmark en særlig rolle under den kolde krig som det eneste parti, der eksplicit identificerede sig med Sovjet- unionen og samtidig konsekvent tog afstand fra Danmarks medlemskab af NATO. Partiet var ikke blot direkte modstandere af den vestlige alliance, men fungerede som fortaler for østblokkens udkast til alternative sikkerhedsordninger. DKP’s solidaritet med Sovjetunionen rakte videre end støtte til landets udenrigspolitik. Partiet havde siden sin oprettelse i 1919 arbejdet for indfø- relse af et kommunistisk samfund i Danmark med Sovjetunionen som model. I forhold til Folketingets større partier, som i fællesskab gik ind for den parlamentariske, demokratiske og markedsøkonomiske model, skilte DKP sig såle- des ud i kraft af sin støtte til den marxistisk-leninistiske ideologi i den verdenskommunistiske bevægelse og dermed til de statsbærende partier i østblokken. Med til DKP’s særegenhed hørte kravet om partidisciplin. Enten måtte man tilslutte sig partiets og dermed den verdenskommunistiske generallinje, eller også kunne man holde sig væk. Den kommunistiske ideologi byggede på en vedtaget „videnskabelig“ historisk vision, marxismen-leninismen. På denne baggrund fastsattes fra centralt hold den korrekte strategiske og midlertidige taktiske linje. DKP levnede ligesom andre kommunistpartier ikke plads til efterprøvende diskussioner af grundlinjen.1 DKP var således et parti, der på grund af partilinje og partidisciplin befandt sig i en markant og ensom position i dansk politik. En støt medlemstilbage- gang for partiet fra 1947, som ved valget i 1960 sendte partiet ud af Folke- tinget, blev i DKP’s ledelse forklaret ud fra et pres fra både „højre- og venstre- opportunister“ samt en udvanding af kommunismen som følge af forsøget på at danne en enhedsfront med den socialdemokratiske fagbevægelse. Den kur, ledelsen foreslog, var en „højnelse af partiets ideologiske niveau“ både i det daglige partiarbejde med pressen, med kampagner og i den teoretiske og praktiske indsigt. DKP skulle blive dygtigere til at skille sig ud på venstrefløjen som partiet med „kamperfaring“ og med „forståelse for den virkeliggjorte socialisme i Sovjetunionen“.2 Denne selvevaluering fra 1970 udtrykker samtidig partiets permanente dilemma. På den ene side var partiledelsen klar over, at partiets styrke som

1 Udtalelse fra Den Danske Gruppe, Årsholdet 79-80, Moskva, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981. Materiale om DKP’s eksklusionssager findes i „Materialet fra kontrolkommissionen“, ABA, kasse 204-210. 2 Ib Nørlunds indlæg på CK-kursus, august 1970, (103/17/59), ABA, DKP’s arkiv, kasse 465: CK-kurser og seminarer.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 329 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 330

„samfundsforandrende kraft“ på den danske venstrefløj var funderet i en „se- riøs“ revolutionær linje til forskel fra socialdemokraternes „falske“ sociale bevidsthed og den yderligtgående venstrefløjs „sekterisme“,3 samt på et tilbud om et „realistisk“ dansk alternativ til NATO-medlemskabet baseret på garantier fra Sovjetunionen. Erfaringen og realismen var ifølge partiet selv forklaringen på partiets stigende tiltrækningskraft gennem 1970’erne.4 På den anden side var partiets kompromisløse prosovjetiske linje sjældent – som eksempelvis i forbindelse med Sovjetunionens styrkede image 1945 som sejrherre over Nazityskland – til kommunisternes fordel. For det meste gav DKP’s fuldstændig loyale accept af Sovjetunionens og de øvrige socialistiske landes forklaringer på internationale begivenheder – forklaringer der ofte adskilte sig radikalt fra det øvrige politiske landskab – bagslag, der skabte problemer for DKP både over for offentligheden og til tider over for dets egne medlemmer. Blandt de klareste eksempler på negativ afsmitning af øst- landenes politik på DKP’s popularitet og sammenhængskraft er den sovjetiske invasion i Ungarn 1956, Berlin-murens opførelse 1961, nedkæmpelsen af for- året i Prag 1968, invasionen i Afghanistan 1979 og undertrykkelsen af Soli- daritetsbevægelsen i Polen 1981. Dette kapitel undersøger DKP som politisk kraft i Danmark, dets kadreskoling og dets forbindelser til østblokkens kommunistpartier. Partiets ledelse var selv klar over, at navnlig det sidste forhold satte spørgsmålstegn ved DKP’s legitimitet som parlamentarisk, demokratisk parti, hvilket var med til at forklare partiets trængte situation i Danmark.

Fraktionsarbejde og kadreskoling Efter 2. verdenskrig nyorganiserede DKP sine medlemmer i en struktur, som Ib Nørlund kaldte „intellektuelgrupper“ (arkitekter, lærere, bibliotekarer, forfattere mv.), ligesom partiet med henblik på gennemførelsen af fredskampen i begyndelsen af 1950’erne etablerede arbejdspladsafdelinger gennem den kommunistisk styrede del af fagbevægelsen. Hensigten gennem de følgende årtier var, at de enkelte såkaldte „fraktioner“ og „karteller“ tilrettelagde mo- derpartiets kampagner for hver deres faglige kredse.5 Det var således DKP’s lærerfraktion, som i 1970’erne udviklede pjecer og klassesæt om EF-modstanden til brug for folkeskolens og andre institutioners undervisning. Og samme

3 Sst. 4 Orientering om „en generallinje i vor agitation og propaganda“, udateret, formentlig fra 1970, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 486: Agitationsudvalget; militærpolitisk udvalg; mediepolitisk udvalg; ud- valgssammensætninger; „Problemer vedr. antisovjetiske og antikommunistiske kampagner. Antisovjetismen som hovedform for antikommunismen i Danmark, CK-seminar 11.-18./6. 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: CK-kurser og seminarer. 5 „Rapport fra CK-kursus“, august 1970, ABA, DKP’s arkiv, kasse 465: CK-kurser og seminarer; DKP, sekretariatsmøder 4. januar 1985 samt 5. august 1986, ABA, DKP’s arkiv, kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980 – april 1987.

330 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 331

faggruppe stod bag både fredsgruppen „Lærere for Fred“ og udarbejdelse af fredspædagogisk undervisningsmateriale i 1980’erne.6 Med den kolde krigs udvikling øgedes interessen hos kommunisterne for at forbedre kampagne- og kampevnen gennem skoling af organisationsle- derne. I 1949 havde den sovjetiske ambassade meddelt, at DKP for at forbedre propagandaens gennemslagskraft burde udvikle kadreskolingen af DKP’ere i et „svagt“ Danmark, hvor „kun 25 % af DKP’s medlemmer har fået „politisk skoling“, og hvor det derfor „lykkes for borgerskabet og Socialdemokratiet med deres enorme propagandaapparat at „bedøve“ arbejderne.7 DKP’s top arbejdede selv til stadighed på, at de lokale ledere i fraktionerne, i distrikter og i de kommunistisk styrede fagforeninger skulle blive i stand til på ensartet og effektiv vis at gennemføre centralkomiteens fastsatte „generallinje“. Dette, fremhævede ledelsen, forudsatte en grundig og vedvarende skoling af kadrerne.8 Kadreskolingen havde også som mål, at kommende ledere fik den teoretiske marxisme-leninisme grundigt indarbejdet. DKP’s ledelse prioriterede den teoretiske skoling højt med kurser i filosofi, politisk øko- nomi og Sovjetunionens kommunistiske partis historie.9 Skolingen af aktive og ambitiøse DKP- og DKU-medlemmer – og i det hele taget traditionen for arbejde i det skjulte – går helt tilbage til DKP’s grund- læggelse i 1919 og partiets forbindelser til Komintern. En systematisk skoling af brede grupper af danske kommunister satte ind fra 1954, da DKP nedsatte et skolingsudvalg til at fastlægge grundskolingsprogrammet og udpege elever og skolingsledere blandt kammeraterne. Det skete på baggrund af detaljerede skudsmål. Udvalget tog sig også af ledernes efterfølgende evaluering af de enkelte elever med henblik på deres anvendelse i den hjemlige kamp.10 Indtil 1956, hvor SUKP’s CK besluttede at udvide partiskolen i Moskva med et særligt fakultet til skoling af partiarbejdere fra udlandet, afholdt DKP kadre- kurserne i Danmark.

6 „Hvordan skal vi som parti føre kampen mod EF?“, Partikurset i Polen, 1. juli 1974, ABA, DKP’s arkiv, kasse 457: Freds- og solidaritetskurser i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning); DKP, sekretari- atsmøde 8. oktober 1984, ABA, DKP’s arkiv, kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987. 7 Konklusion på Spravka af A. Kaplin, 24. oktober 1949. Videresendt af P. Orlov, fungerende chef for MID’s 5. afdeling til SUKP’s CK, 9. januar 1950, RGASPI f. 17, op. 137, d. 388, l. 15. 8 Orientering om „en generallinje i vor agitation og propaganda“, udateret, formentlig fra 1970, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 486: Agitationsudvalget; militærpolitisk udvalg; mediepolitisk udvalg; ud- valgssammensætninger. 9 Cirkulære af 28. oktober 1963, 17. oktober 1977 og 8. december 1978, DKP’s arkiv, ABA, Kasse 145 og 146, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969; 1970-1979. 10 „Anbefalinger til Skolingsudvalget“, brev af 10. marts 1961, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981; „Begrundelse vedrørende kursusledere“, udateret orientering samt „Vedrørende års- og tolkekursus“, 8. februar 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: Sommerkurser 1975-1979; „Kort rapport om opholdets hidtidige forløb“, Moskva 6. november 1977, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981. 11 Cirkulære af 28. oktober 1963, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 331 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 332

Grundskolingen i Danmark strakte sig i de første årtier af den kolde krig over to år og foregik i studiekredse med afsluttende prøver. DKP gennemførte i København og i større provinsbyer aftenskoler. For studielederne afholdt DKP weekendkurser, mens de ledende DKU’ere forberedte et kontrolleret selvstudium.11 Fra 1963 gennemførte skolingsudvalget også en videregående toårig kadreskole for ledende DKU’ere,12 og fra 1977 indførte DKP en styrkelse og en ensretning af kadreskolingen ved at etablere et oplysningsforbund under fritidsloven.13 De fleste kurser i Danmark foregik i Land og Folks Hus, på Testrup og Tidens Højskole.14 Fra 1957 modtog DDR og Sovjetunionen danske kommunister på sommer-, måneds- og årskurser, en praksis, der varede ved indtil den kolde krigs afslutning. Ifølge PET’s oplysninger var eksempelvis 23 DKP’ere på skolingsophold i Sov- jetunionen eller DDR i perioder på op til et år og mere i perioden november 1959 til 1960.15 DKP’s arkiv i ABA viser for perioden 1957-1963, at mellem 10- 15 unge, ugifte i alderen 20-30 år, hvert år blev sendt på 15 måneders ophold på Leninskolen i Moskva. Dertil kom et højt antal danske deltagere ved 9-måne- ders ophold og ved sommerkurser i DDR. Skolingsvirksomheden fik et stadig større omfang gennem årene, dog med et fald i elevtal i perioden 1965-1969. Fra 1966 og frem afholdt også de øvrige østeuropæiske lande kurser for vest- europæiske kommunister på månedlige kurser, hvor typisk 40 danskere deltog.16 Årskurserne i DDR og Moskva krævede stor forberedelse. For opholdet på Moskva-skolen koordinerede DKP dels med APN-kontoret i Danmark, hvis tolke DKP var afhængig af for de danske elever, dels med den sovjetiske ambassade, dels direkte med SUKP’s CK.17 På de kortere kurser i DDR var det oftest DKP’s egen ledelse, der fungerede som undervisere for de danske hold, og som efterfølgende i Danmark organiserede seminarer for større grupper på baggrund af undervisningen i SED’s program.18 Indholdet på kurserne varierede efter udviklingen inden for den internationale kommunistiske bevægelse og efter forventninger og ønsker fra deltagerne. Faste programpunkter, anbefalet af Ib Nørlund, på kurserne var gennem hele perioden SUKP’s historie samt de førnævnte filosofisk-teoretiske

12 Cirkulære af 22. oktober 1963, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969. 13 Cirkulære af 8. juni 1977, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970-1979. 14 Cirkulære af 10. januar 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970-1979. 15 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 263. 16 Cirkulære af 21. februar 1968 og af 8. december 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145 og 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer1970-1979; Oversigt over DKP’s skolingstilbud i det socialistiske udland, udateret, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: Sommerkurser 1978. 17 Brev fra Ib Nørlund til Victor Kudrjasov, APN, København, 3. maj 1976, Brev fra Jørn Christensen til SUKP’s CK, 18. marts 1977, Brev fra Jørn Christensen til SUKP’s Partikomité, Kiev, 31. august 1979, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 397: SUKP Sovjet. 18 Brev af 4. august 1969, Erfaringsmateriale fra sommerkursus i D.D.R. Lütten Klein 17.-30. juli 1971, alment-pol-kursus DDR juli 1969, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 448: Sommerkurser 1963-1971.

332 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 333

kurser. I DKP’s arkiv findes adskillige rundsendelser til distrikterne med forslag til litterære forberedelser og opfordringer til, at danske kommunister med god faglig ballast ville være i stand til at gå dybere ned og dermed opnå bedre gennemslagkraft i den daglige kamp efter endt kursus.19

Et eksempel på DKP’s kursusudbud til medlemmer i 1978 var – „Alment politisk kursus – DDR og Testrup højskole“ med formålet „at give en dybere indsigt i partiets idégrundlag, rolle og strategi“ – „Videregående politisk økonomi – DDR“ med formålet „at studere den politiske økonomi med hovedvægten på den statsmonopolistiske kapita- lismes metoder og fremtrædelsesformer“ – „Udenrigsøkonomi og EF – DDR, der henvendte sig til „aktivister i Folke- bevægelsen mod EF, men også til andre partikammerater, der ønsker at skole sig til de kommende diskussioner om EF“ – „Organisation og agitation – DDR med formålet „at give deltagerne en forståelse af agitationens politiske betydning og nødvendighed“ og gennemgå forskellige agitationsmidlers funktioner og muligheder“ – „Mål og midler i skolingsarbejdet – DDR“, der henvendte sig til „nuvæ- rende og kommende studiekreds- og distriktledere“ – „Fagligt kursus – Tjekkoslovakiet“, der omhandlede „udviklingen i ak- tionsenheden i fagbevægelsen“ – „International politik – Bulgarien“ der så på den „internationale kamp mellem de to verdenssystemer, kampen for freden og beslægtede emner“ – „Videregående kursus i marxismen-leninismen – Sovjetunionen“, der „henvender sig særligt til ledende kammerater og andre kadrer som har gennemført en grundlæggende skoling i partiet, og som har praktisk erfaring fra tillidshverv i parti, fagforening eller andre organisationer“ – „Kursus i dialektisk materialisme – Polen“, der gennemgik „filosofien som redskab til at begribe og beherske de love, der gælder for samfundets udvikling“20

De 12-15 måneder lange kurser i Moskva gav mulighed for mere varierede aktiviteter: både faglige, kulturelle, og sociale aktiviteter såsom fremstilling af plancheudstillinger, virksomheds- og institutionsbesøg, kontaktarbejde i andre nationale grupper, internationale møder med broderpartierne, komso- molmøder samt træning i radio- og tv-journalistik.21

19 Et eksempel er „Oversigt med information om det forestående årsophold i Sovjetunionen“. Litteraturliste, skemaoplysninger, praktiske oplysninger, tips til lektielæsning mm., august 1972, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981, 1972/73. 20 Oversigt fra 1978 om DKP’s kursusudbud, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: Sommerkurser 1975-1979. 21 „Beretning for perioden oktober-november 1974 i Moskva“, 1. december 1974, Rapport fra partigruppe, årskursus 1973/74, rapport af 20. november 1976, samt „Årsrapport 1977/78“, 22. juli 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 333 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 334

De danske elever og unge ledere var generelt optaget af indlæring i agitation, på grund af fagets praktiske anvendelse. Det fremgår af evalueringsrap- porter fra skolerne i Sovjetunionen og DDR, f.eks. hvor danskere ønsker over- sættelse af sovjetiske bøger om emnet til dansk.22 DKU stod fra 1963 for børnerejser.23 Muligheden for lejrophold på 3-4 uger i sommerferien i de socialistiske lande opstod i 1963. Børnene skulle være mellem 12 og 13 år gamle, og prisen for rejsen var 175 kroner i 1963. DKU havde som opgave at finde egnede børn samt at stille med ledere til disse lejrophold, som DKU’s sekretariat beskrev som „ikke en ferierejse, men en rejse, hvor børnene skal lære noget om socialisme og det land, de opholder sig i.“24 Typisk var pionererne børn af DKP’ere, der i forvejen var på kadreskoling. Børnene opholdt sig mellem to og tre uger for sig selv i lejre.25 Omfanget af skolingen havde PET’s interesse, eftersom man heri så en mulig indikation af, i hvilken udstrækning kommunisterne i det socialistiske udland forberedte undergravende virksomhed i Danmark. Elevtallet var derfor fast punkt i PET’s rapporter om DKP’s virksomhed til danske myndigheder og til NATO. Af PET’s og DKP’s eget arkiv fremgår det, at interessen for skolingen blandt unge kommunister var svingende. I perioden 1957-1964 meldte mellem 10 og 15 unge kommunister sig årligt til 15-månederskurset på partiskolen i Moskva. Fra 1959 modtog også det østtyske kommunistparti mellem tre og syv danskere på årskurser på SED’s skoler. I perioden 1965-1969 var der et fald i elevtallet til de længerevarende kurser. Kun to-tre danske kommunister var på årskurset i Moskva, og i 1968 havde DKU ikke fundet deltagere til det sovjetiske årskursus.26 Sommerkurserne i DDR tiltrak dog fortsat hundredvis af danskere gennem 1960’erne. Først i begyndelsen af 1970’erne lykkedes det DKP’s ledelse i koordination med den sovjetiske ambassade og SUKP’s CK at øge antallet af danske elever til årskurserne.27 Herefter skete en stadig udvidelse af kursusvirksomheden for danskere i østblokken.28 Udsvingene i elevtal hang antageligt sammen med den stilling, den verdenskommunistiske be-

22 „Kursuskritik, organisation og propaganda, DDR 1978“, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: Sommerkurser 1975-1979; Årsrapport 1976/77, 11. juli 1977, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981. 23 Eksempelvis DKP, sekretariatsmøder 26. april 1985, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980 – april 1987. 24 Cirkulære af 1. januar 1963, ABA, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969. 25 Orientering om partikurset i Lütten-klein 14.-28. juli, juni 1974, ABA, DKP’s arkiv, kasse 449: Sommerkurser 1972-1973. 26 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 161. 27 „Rapport om 3 ugers sommerkursus på partiskolen, Moskva 1972“, Kasse 449: Sommerkurser 1972- 1973. 28 Brev fra Jørn Christensen til SUKP’s CK, 18. marts 1977, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 397: SUKP Sovjet; Cirkulære af 17. oktober 1977, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970- 1979; Udkast til protokol for samarbejde mellem SUKP og DKP i 1988, ABA, DKP’s arkiv, kasse 397: SUKP Sovjet.

334 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 335

vægelse befandt sig i, og som bestemte tiltrækningskraften for de unge kadrer til østblokkens udgave af kommunismen. Både SUKP og DKP betegnede perioden 1963-1968 som bunden, mens første halvdel af 1970’erne stod som en opsvingsperiode.29 Skolingens betydning for danske kommunisters kampevne i Danmark var forholdsvis stor. Alene på baggrund af det relativt store antal danske elever, der fulgte kurserne, må det sluttes, at skolingen udgjorde et betydeligt fundament for DKP. Skal man måle efter afrapporteringerne fra elever, er der en del eksempler på konsekvent og kritikløs ros af kurserne. Disse rapporter har karakter af ritualiserede takkeskrivelser. Men ganske mange af danskernes rapporter peger på stivhed i navnlig den sovjetiske undervisnings tilrettelæg- gelse og på uigennemtænkte studieforløb. De kritiske røster ønskede generelt et større fagligt udbytte, og angiver forslag til forbedringer.30 Denne gruppe efterlader et indtryk af et antal ambitiøse og disciplinerede danske kommunister, som vel har kunnet yde et stort arbejde for partiet. De skolede kadrer kom med deres organisationsevne gennem 1970’erne og 1980’erne til at spille en rolle i det danske kulturliv, i biblioteksverdenen, i medierne og ikke mindst i ungdomspolitiske kredse. I denne periode opnåede DKU på baggrund af stigende medlemstal at blive en dominerende politisk strømning i ungdomspolitiske foreninger. DKU satte ikke mindst sit præg på skolepolitik- ken, som i 1970’erne blev et politisk kampfelt. Landsorganisationen for Elever (LOE) havde i perioden 1975-1984 en DKU-domineret ledelse.31 Fra borgerligt hold fremkom i perioden organiseret modstand mod det, nogle kredse så som indoktrinering af skole-, medie- og kulturlivet, som hele venstrefløjen – ikke kun de organisationsskolede kommunister – stod bag. Erhard Jacobsen oprettede i 1972 Aktiv Lytterkomité, som i 1976 blev til foreningen Aktive Lyttere og Seere. Det var partierne CD, Fremskridtspartiet og de Konservative, der var foreningens kerne, og som alle var repræsenteret i

29 V. Sagladin citeret i „Rapport fra CK-kursus, august 1970 samt Ib Nørlunds foredrag ved samme kursus“, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: CK-kurser og seminarer; diskussionsoplæg af 2. september 1979, ABA, DKP’s arkiv, kasse 465: CK-kurser og seminarer. 30 Rapport til DKP’s skolingsudvalg udarbejdet af den danske gruppe i Moskva, 16. november 1973; rapport til studieafdelingen udarbejdet af den danske gruppe i Moskva, 18. februar 1974; brev til studieafdelingen på Den internationale Leninskole, 14. april 1974, ABA, DKP (921), kasse 462, 1973/74; beretning for perioden oktober-november 1974, rapport udarbejdet af den danske partigruppe i Moskva, 1. december 1974, ABA, DKP (921), kasse 462, rapport fra partigruppe. årskursus, Moskva 1973/74; „Årsrapport 1976/77“, til Institut for Samfundsvidenskaber under SUKP’s central- komité, studieafdeling og rektorat samt DKP’s skolingsudvalg, udarbejdet af den danske gruppe 1976/77, 11. juli 1977, ABA, DKP (921), kasse 462, 1976/77; „Årsrapport 1977/78“, til Instituttet for Samfundsvidenskaber under SUKP’s CK, Rektorat og Studieafdeling og DKP’s skolingsudvalg, udarbejdet af den danske 1-årsgruppe 77/78, 22. juli 1978, ABA, DKP (921), kasse 462, 1977/1978; rapport fra den danske 1-årsgruppe 1978/79 til Instituttet for Samfundsvidenskaber under SUKP’s CK, rektorat og studieafdeling, og DKP, skolingsudvalget, 26. juni 1979; evaluering af årskursus udarbejdet af Per Månsson til DKP’s skolingsudvalg, 19. august 1979; „Månedsrapport 10. april – 10. juni 1979“, udarbejdet af Per Månsson, udateret, sommer 1979, ABA, DKP (921), kasse 462, 1978/79. 31 Knud Holt Nielsen, „Da skoleeleverne blev fagligt organiseret“, Arbejderhistorie nr. 3, 2000, s. 22-42.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 335 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 336

Radiorådet. Foreningens arbejde var rettet mod, hvad den kaldte den „bedre- vidende, venstreorienterede, intellektuelle, højkulturelle storbyelite, som ikke har nogen forbindelse med almindelige mennesker, men som forstår at sætte sig på den ene vigtige post efter den anden.“32 Selv tillagde danske kommunister skolingen høj prioritet, fordi den var del af partiets revolutionære virke. Et flertal i DKP ønskede at opretholde den hemmeligholdelse af skolingen i det socialistiske udland, som havde været kendetegnende for DKP’s skolingsvirksomhed siden partiets oprettelse. Men her dukkede det tidligere anførte dilemma op mellem på den ene side danske kommunisters ønske om en accept af partiets virke som del af det parlamentariske system, og på den anden side det nødvendige i deltagelse i den internationale kamp for kommunismens indførelse, hvortil hørte skjult faglig og taktisk forberedelse. Et brev fra en tidligere elev fra Moskvaskolen vidner om, at der foregik en debat om spørgsmålet. Han skrev i 1979 til DKP’s skolingsudvalg: „En anden ting, der må gøres klart er problemet om, hvad man siger om skolen og til hvem. Her må partiet først selv finde en afklaring, så man ikke, som tilfældet er, dels nævner i virksomhedsberetningen offentligt, at man har kurserne og samtidig nægter det i en tv-debat. Flertallet af afdelingen mener, at man skal hemmeligholde så meget som muligt, og den opfattelse deler jeg, dels da vi er blevet bedt om det fra skolens og de illegale kammeraters side, og dels da man i disse Berufsverbot-tider gerne stadig vil kunne bilde folk ind, at man har brugt året til noget uskyldigt uden straks at blive gennemskuet. Andre mener, det er fjollet at lege skæg og blå briller, når alle i forvejen ved det“.33

Koordination med broderpartierne Som følge af DKP’s deltagelse i den verdenskommunistiske bevægelse koordinerede partiet i et vist omfang sine strategier og kampagner med de ledende kommunistiske partier i østblokken. Konsultationerne med broderpartierne foregik i en række sammenhænge, dels på de internationale kommunistiske kongresser, hvor de nationale partier svor troskab til den marxistisk-leninistiske kamp i dens aktuelle etaper samt den strategiske generallinje, således som SUKP’s repræsentanter udlagde den, dels når broderpartierne med re- præsentanter deltog i DKP’s årlige kongresser, dels under samtaler mellem DKP-medlemmer og repræsentanter for den sovjetiske ambassade, og dels

32 Fra Landsforeningens beretning af 21. maj 1978, citeret i Margit Bech Larsen, „Erhard Jacobsen og Aktive Lyttere og Seere – analyse af koldkrig og kulturkamp i Danmark 1972-1986“, upubliceret universitetsopgave, Københavns universitet 2004. 33 Brev til DKP’s skolingsudvalg fra Ålborg afdeling, 19. august 1979, ABA, DKP’s arkiv, kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981.

336 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 337

under de „tosidige konsultationer“ i Moskva, som DKP’s ledelse deltog i op mod fire gange årligt.34 Debatten om DKP’s virksomhed under den kolde krig har bevæget sig mellem to poler. En yderpol antog, at DKP helt „identificerede sig med takt- stokken fra Moskva“, og en anden, at DKP alene tog „selvstændige initiativer“, der blot „understøttede den internationale kamp“.35 På baggrund af sovjetiske og østtyske kilder samt DKP’s arkiv vil der i det følgende blive gjort rede for de forskellige positioner, DKP indtog i koordineringen med østblokken, nemlig både som rådgivende partner for østlandene, som forklarende organ for østblokkens politik i den danske offentlighed, som udførende part i øst- blokkens kampagner, og endelig som et parti, der også agerede uafhængigt på den politiske scene i Danmark. Både DKP og SUKP havde interesser i at udveksle informationer. SUKP havde som målsætning at påvirke dansk politik gennem kontakter i det partipolitiske landskab og i det danske forenings- og kulturliv og ønskede detailviden om disse områder. Disse informationer indgik i den sovjetiske ambassades indberetninger til Moskva, hvor de dannede udgangspunkt for den øver- ste sovjetiske ledelses påvirkningsstrategier og kampagnetiltag i forhold til danskerne. DKP havde af ideologiske grunde interesse i at bidrage til den kommunistiske bevægelses vidensfond, men også en taktisk interesse i gennem konsultationer at påvirke SUKP’s opfattelse og dermed bane vejen for accept og på- skønnelse af DKP’s egne kampagneforslag. Ud over den almindelige tilslutning til verdenskommunismen indgik det nemlig i DKP’s overvejelser på baggrund af indenrigspolitiske konstellationer, at visse kampagner tjente det danske parti bedre end andre. Der foregik en hyppig udveksling af informationer mellem medarbejderne ved den sovjetiske ambassade i København og danske politikere, journalister o.a.36 Ud fra kildematerialet at dømme blev hovedparten af disse samtaler ført med ledende DKP-medlemmer. Især Ib Nørlund var gennem årene en fast gæst på ambassaden. Referater af disse samtaler viser, at DKP leverede informationer om

34 „O svjasjakh i sotrudnitjestve KPSS s Kommunistitjeskoj partijej Danii v 1978 godu“ [Om forbindelserne og samarbejdet mellem SUKP og DKP i året 1978], Postanovlenije [Forordning] af 7. februar 1978, RGANI f. 4, op. 24, d. 528, ll. 104-105; „O plane svjasej KPSS s Kompartijej Danii na 1979 god“ [Om planerne for forbindelserne mellem SUKP og DKP for året 1979], Postanovlenije [forordning] af 20. marts 1979, RGANI f. 4, op. 24, d. 856, ll. 110-112. 35 Formuleringerne er DKP’s egne og stammer fra papiret „De socialistiske lande og den ideologiske kamp – antisovjetisme og antikommunisme“, CK-seminar 11.-18./6. 1978, ABA, Kasse 465: CK-kurser og seminarer. 36 Ifølge Mikhail Prosumensjtjikov fra RGANI gennemførte medarbejderne ved en sovjetisk ambassade op mod 250 samtaler årligt med borgere fra værtslandet.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 337 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 338

• Andre politiske partier (navnlig Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) samt fagforbund, herunder delegationsudvekslinger og forsøg på at etablere fælles manifestationer • De danske regeringers udenrigs- og sikkerhedspolitik • Undervisningssektoren og ungdomsforeninger • Fredsbevægelsen, herunder kvindebevægelsen • Kontakter til journalister, videnskabsmænd, meningsdannere og politikere med sympati for østblokken

DKP gav råd om timing og udformning af kampagner på baggrund af analyser af dansk politik, som for eksempel da Ib Nørlund op til folketingsvalget i 1957 informerede om Det Radikale Venstres klassiske skisma om valg af koa- litionspartnere. Ifølge Nørlund ville det kunne få betydning for de danske forsvarsbudgetter, om de radikale valgte at danne front med socialdemokraterne eller med Venstre. Han rådede derfor SUKP til i propagandaarbejdet at fokusere på målet om de lave forsvarsbudgetter: „Det ville være taktisk for- målstjenligt i den nærmeste fremtid at holde sig til bestræbelserne på at få Danmark til at sænke forsvarsudgifterne, og dermed drive en kile ind imellem Danmark og NATO’s ledelse, og ikke i første omgang [arbejde for] Danmarks udtræden af NATO, som indtil nu har været urealistisk.“37 Et andet eksempel på DKP’s vejledning var i forbindelse med lanceringen af SED’s kampagne om Østersøen som et Fredens Hav. Her tilrådede Nør- lund, at man „ventede med et konkret forslag og i stedet som forarbejde frem- hævede spørgsmålet om et øget økonomisk samarbejde mellem Østersø- landene.“38 I konsultationerne med DKP indgik forventninger fra SUKP om, at DKP’s ledelse udlagde SUKP’s politik i positive vendinger til menige danske kommunister og i den danske offentlighed. Konsultationer var navnlig nødvendige i forbindelse med afskedigelse af ledende SUKP-medlemmer eller ved drastiske udenrigspolitiske indgreb, hvor SUKP forventede broderpartiernes ideologiske forsvar og forklaringer. Forventninger om disse forklaringer vakte ofte kvaler for DKP’s ledelse, der var bekymret for, at de politiske og ideologiske argumenter, partiet blev bedt om at anføre i Danmark, enten skabte forvirring, øgede den kritiske indstilling eller i værste fald førte til en splittelse af DKP. I øvrigt valgte DKP’s ledelse mere eller mindre konsekvent at videregive SUKP’s version af situationen. Aksel Larsen var således i vildrede i marts 1956, da han skulle redegøre for SUKP’s pludselige kritik af Stalin efter den 20. partikongres. Larsen bekla-

37 Referat af samtale med medlem af DKP’s eksekutivkomité Ib Nørlund 6. september 1956, indberetning af A.S. Kaplin, 12. september 1956, RGANI f. 5, op. 28, d. 435, l. 237. 38 Referat af samtale med medlem af DKP’s CK Ib Nørlund 3. oktober 1957, indberetning af N.V. Slavin, 8. oktober 1957, RGANI f. 5, op. 50, d. 20, l. 204.

338 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 339

gede sig til ambassadør Slavin over, at SUKP ikke havde informeret ham om Khrusjtjovs Stalinopgør på Larsens nylige rejse til Moskva, og at dette havde vakt undren blandt menige DKP-medlemmer, som „havde det svært med Sta- lins fejl“. Men Larsen havde over for de menige, ifølge Slavin, gentaget SUKP’s opfordring til „at gøre op med fortiden.“ Problemet var, at DKP nu var i en svær krise, og at Larsen ikke vidste, hvad han skulle sige på DKP’s kommende kongres. Han ville af hensyn til arbejderbevægelsens enhed ikke stille sig til dommer over Stalins handlinger og bad derfor om anvisninger.39 Samme dilemma og samme loyale gengivelse af SUKP’s udlægning i den danske offentlighed kendetegnede DKP’s reaktion på meddelelsen om, at Khrusjtjov var blevet afsat i efteråret 1964. Knud Jespersen og Villy Karlsson var 1. november til samtale hos de ledende centralkomitémedlemmer B. Ponomarjov og M. Suslov, og havde undrende modtaget forklaringen om Khrusjtjovs „forkerte ledelsesmetoder“ og „undervurdering af partiorganisa- tionernes ledelse“. På Knud Jespersens og Villy Karlssons forespørgsel, om det ikke havde været „muligt at stoppe denne udvikling – koncentreringen af den personlige magt – på et tidligere tidspunkt“, svarede Ponomarjov, at situationen skulle sammenlignes med omstændighederne omkring Aksel Larsens af- sættelse, som skyldtes Larsens opportunisme. Man skulle nu glæde sig over den garanti der lå i, at et kollektiv kunne afsætte en leder, hvilket aldrig havde været muligt under Stalin. Denne fremstilling godtog Jespersen, men han var urolig for reaktionen hos danske kommunister. Khrusjtjovs nylige statsbesøg i Danmark havde tilmed været en succes, og Suslov beroligede: „Khrusjtjovs rejse til Danmark var god og udbytterig, ingen tvivl om, at den gavnede tilnærmelsen mellem de to landes folk. – Forholdet mellem vore to partier er urokkeligt og ikke bestemt af personer. Ideerne har altid været fælles“. Da Jespersen slutteligt ønskede en fortsat „kammeratlig atmosfære mellem vore to partier“, takkede Pono- marjov for DKP’s principfasthed og støtte.40 Også når Sovjetunionen skred til drastiske handlinger som nedkæmpelsen af det ungarske oprør i 1956, invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 og invasionen i Afghanistan 1979 vidner kilderne om rådvildhed, men i sidste ende loyalitet i DKP’s ledelse, hvilket da også, som allerede Aksel Larsen frygtede, førte ikke blot til eksklusioner af medlemmer, der blev anset for illoyale, men også til en alvorlig svækkelse af det danske kommunistparti. Andre ideologiske anvisninger fra SUKP bekom DKP vel, som for eksempel fordømmelsen af den kinesiske ledelse efter bruddet mellem Peking og

39 Referat af samtale med formand for det danske kommunistparti A. Larsen 23. marts 1956, indberetning af N.V. Slavin, 9. april 1956, RGANI f. 5, op. 28, d. 435, ll. 101-103. 40 Referat af „Møde i Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomités præsidium, søndag den 1.11.1964, kl. 12.00, Moskva“, ABA, Kasse 397: SUKP Sovjet.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 339 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 340

Moskva i 1963.41 Dette tema kunne DKP nemlig anvende i partiets hjemlige kamp for at samle venstrefløjen. Det var antagelig forklaringen på, at DKP i taler, resolutioner og presse med lettere hånd gengav denne del af SUKP’s ideologiske fortolkninger.42 Netop dette tema tog DKP afsæt i, når partiet i perioden talte for en samlet venstrefløj med kommunisterne ved roret og en udmanøvrering af „de værste opportunistiske og revisionistiske organisationer“ som maoister, trotskister og andre sekterikere blev benævnt i den kommunistiske presse.43 Som middel til samling af venstrefløjen modtog DKP også med entusiasme opfordringen fra østblokken om fra starten af 1970’erne at lægge større vægt på den „anti-imperialistiske kamp“. Dette var en sag, der kunne styrke partiet og lade DKP’s organisatoriske evner komme til deres ret. Det fremgår af en erklæring fra et partikursus i Polen i 1974: „I en tid, hvor imperialismen retter fornyede angreb mod de demokratiske kræfter overalt i verden, har vi som parti en særlig forpligtelse til ved en mere aktiv indsats at sørge for, at solida- ritets- og fredsarbejdet ikke føres på vildspor af ekstremistiske grupper, som især er aktive på dette område. (...) Hidtil forsømte områder som Græken- land, Afrika og Mellemøsten, må inddrages langt stærkere i vort antiimperialistiske arbejde. Der må sættes kompetente kræfter ind på udformning af materiale og idéer til brug for solidaritetsarbejdet på disse områder (...) Med henblik på en højere grad af koordinering i solidaritetsarbejdet må der på længere sigt arbejdes hen mod en sammenslutning af de forskellige solidari- tetskomitéer (f.eks. Vietnam 69-komitéer og Allendekomitéer), således, at der til enhver tid er et organ, der kan tage initiativer, når situationen kræver det. Udviklingen må gå i retning af freds- og solidaritetskontorer (som i Norge og Sverige).44 DKP’s arkiv vidner om, at partiet gennem 1970’erne og 1980’erne satte kræfter ind i blandt andet Allende-komitéen,45 Chilekomitéen og i Vietnambevægelsen.46 Ud over de ideologiske anvisninger giver kildematerialet også eksempler på, at de ledende kommunistpartier i østblokken bestemte indhold af og tidspunkt for lancering af kampagner i Danmark. Således anmodede Ib Nørlund og Knud Jespersen i februar 1963 den sovjetiske ambassade om godkendelse

41 Jf. „Danmarks kommunistiske Partis forretningsudvalgs stillingtagen til den sovjetisk-kinesiske brevveksling“, udtalelse af 25. marts 1963, ABA, Kasse 397: SUKP Sovjet, DKP/ striden ml. SUKP og KKP. 42 F.eks. „Principerklæring om fredelig sameksistens, international sikkerhed og samarbejde“ vedtaget i Warszawa oktober 1974, ABA, DKP’s arkiv, kasse 451: Sommerkurser 1975-1979; „Diskussionsoplæg om den internationale situation med hovedvægt på fredskampens problemer“, 2. september 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: CK-kurser og seminarer. 43 Arbejdsudvalgets beretning til Komitémødet 31.5.1974, ABA, Kasse 457: Freds- og solidaritetskurser i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning). 44 Fra deltagerne i kurset i Polen til Freds- og Solidaritetsudvalget, 1974, ABA, Kasse 457: Freds- og solidaritetskurser i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning). 45 DKP, sekretariatsmøde 5. august 1986, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987. 46 DKP, sekretariatsmøde 22. april 1985, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987.

340 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 341

af partiets forslag til en alternativ dansk sikkerhedspolitik. Hovedelementet i forslaget var en erklæring om, at Danmark skulle overgå til neutral status under forudsætning af, at denne neutralitet blev garanteret af de socialistiske lande og af vestmagterne. Efter forespørgslen bad SUKP gennem den sovjetiske ambassade i København de danske kommunister om at vente med at fremsætte forslaget til efter Gromykos besøg i Norge i februar 1963.47 I starten af april fremsendte den sovjetiske ambassadør Knud Jespersens forslag, „Om et kommunistisk initiativ til en dansk afrustnings- og fredspolitik“, til SUKP’s CK.48 Senere på måneden modtog SUKP’s ledelse DKP’s top, som ifølge den danske ambassadør i Moskva blev overdænget med ros for sit forslag, og i øvrigt „fik en så fornem placering, at en amerikansk udsending dår- ligt nok fik plads ved bordet.49 Et eksempel på Sovjetunionens indflydelse på timingen af DKP-kampagner er fra 1988. På det tidspunkt ønskede DKP at fremføre en række argumenter i spørgsmålet om en fredszone i Norden, men blev af SUKP bedt om at holde sig tilbage.50 Det østtyske materiale vidner om, at SED ønskede indflydelse på DKP’s politiske arbejde. Det kom blandt andet direkte til udtryk ved et møde mellem SED’s udenrigspolitisk ansvarlige Hermann Axen og Ingmar Wagner fra DKP’s forretningsudvalg i 1976. Ved mødet blev det vedtaget, at det østtyske udenrigsministerium skulle „udarbejde materiale for DKP vedrørende den danske regerings holdning til spørgsmål angående sikkerhed og samarbejde (hvad er hidtil opnået i de statslige relationer, hvor indtager den danske regering en negativ holdning, hvilke initiativer skal DKP tage). Derigennem skal sikres, at DKP kan markere sig endnu stærkere som det parti, der varetager Danmarks nationale interesser.“51 Med til billedet af DKP’s politik hører også en række af partiets kampagner, der trods deres anknytning til Øst-Vest-konflikten tilsyneladende blev udtænkt i DKP’s ledelse uafhængigt af broderpartierne. Soldaterpolitikken kan tænkes at have været en ren national kampagne, skønt der fandt tilsvarende aktiviteter sted i andre europæiske lande. Det var DKU, der i de tidlige 1950’ere æg- gede til en forsvarsfjendtlig stemning blandt værnepligtige, blandt andet gen-

47 V. Terjosjkin, vicechef i CK’s internationale afdeling, til CK, 23. februar 1963, RGANI f. 4, op.18, d. 335, ll. 56-59. 48 Knud Jespersen til SUKPs CK, udat. Videresendt af K. Levytjkin til SUKP’s CK, 5. april 1963, RGANI f. 5, op. 50, d. 494, ll. 38-44. 49 Danske kommunister på “officielt besøg“ i Moskva, indberetning af 27. april 1963, UM.119.K.4.b. 50 „O pisme rukovodstva Kompartii Danii“ [Om brev fra DKP’s ledelse], postanovlenije [forordning] CK’s Sekretariat, 30. september 1988, RGANI f. 4, op. 34, d. 696, ll. 154, 163. 51 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/ 177: „Vermerk über ein Gespräch des Mitglieds des Politbüros und Sekretär des ZK der SED, Hermann Axen mit dem Mitglied des Politbüros der KP Dänemarks, Poul Emanuel am 6. Februar 1976.“ 9. februar 1976.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 341 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 342

nem illegal omdeling af bladet „Bassen“ på kaserner og gennem opfordringer til, at de indkaldte i organiserede masser rømmede fra tjenesten, se kapitel 16. I 1960’erne og 1970’erne opfordrede DKU unge til blive militærnægtere eller til at optræde som „den politiske soldat“, hvilket dækkede over „organiseret arbejde blandt de kammerater i parti og ungdomsforbund, som er indkaldt til at aftjene værnepligt ved de militære værn“.52 FE havde sin op- mærksomhed rettet mod denne „nedbrydende virksomhed“, og udlagde DKU’s taktik til at være „pæn opførsel med henblik på at lukke så mange DKU’ere ind, der så skal organisere det politiske arbejde inde på forsvarets område.53 Støtten til den danske EF-modstand var antagelig også DKP’s eget værk, skønt kritikken af EF også optræder i sovjetiske overvejelser om kampagner i Danmark. Særligt var man opmærksom på, om Danmarks medlemskab af EF ville trække Danmark ud af den nordiske sammenhæng, og hvorvidt EF- og NATO- tilhængere på den ene side og „kræfter, der arbejder for neutralitet og en selvstændig dansk udenrigspolitik samt udvikling af forbindelserne til de socialistiske lande“ på den anden skabte så stor indenrigspolitisk ustabilitet, at Sovjetunionen stod sig bedst ved at forholde sig afventende.54 EF var et tema, østblokken ikke selv havde bragt på bane, men som den søgte at udnytte i påvirkningsarbejdet for sikkerhedspolitikken. Den sovjetiske ambassade tilbød f.eks. det radikale folketingsmedlem Poul Overgaard Nielsen at finansiere en pjece med EF-modstanderes argumenter i 5.000 eksemplarer – et tilbud, som imidlertid blev afvist.55 DKP indledte EF-kampagnen i 1963,56 og fremsatte – med succes – i 1967 det ønske i den internationale kommunistiske bevægelse, at EF-modstanden blev en integreret del af østblokkens forslag om afholdelse af en europæisk sikkerhedskonference. DKP beskrev udvidelsen af EF „som led i NATO’s rolle for at stabilisere blokopdelingen“, mens der med en „udvikling af det økono- miske, tekniske, kulturelle samarbejde i fælles europæisk målestok ... kunne aftegne sig et reelt alternativ til Fællesmarkedspolitikken“ hvorved vi altså så

52 Cirkulære af 10. januar 1977 til DKP’s distrikter og afdelinger, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970-1979. 53 FE’s arkiv. Halvårsoversigt nr. 2/1967. 54 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973]. MID, 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b.186, ll. 5-8; “Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Danii sa 1974 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1974], MID, 6. marts 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 195, ll. 23-27. 55 Jacob Andersen, De røde spioner, 2002, s. 246; DIIS-interview med Arne Christiansen. 56 DKP’s brev til lokalafdelingerne, 21. januar 1963, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969.

342 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 343

at sige „erobrede Europæismens faner“ fra reaktionen.“57 Formuleringen om en fælleseuropæisk sikkerhedspolitik som et alternativ til EF-samarbejdet kom med i kommunistpartiernes erklæring fra et møde i Tjekkoslovakiet.58 På baggrund af vælgeranalyser af danske EF-modstandere vedtog DKP i 1974 for det første øget skoling i spørgsmålet, for det andet oprettelse af lokale beboerforeninger, komiteer og lignende grupperinger med DKP’ere i styrelserne og for det tredje nedsættelse af et EF-udvalg.59 For DKP hang satsningen på EF-spørgsmålet i høj grad sammen med interne danske politiske forhold og vælgergevinster. PET fremhævede i sine rapporter, at DKP i EF-arbejdet havde den fordel at vinde genklang i den danske fagbevægelse, idet det i disse fora var oplagt at kombinere kampagner for fred med andre emner, som optog socialistiske kredse, for eksempel kampen mod „monopolkapitalismen“. Dermed blev EF-modstanden, ifølge PET, indirekte led i kampen mod det vestlige samarbejde og dermed også mod NATO.60 En nutidig analyse bekræfter PET’s antagelse om DKP’s strategi i EF- arbejdet via fagforeningerne. I disse kredse kunne NATO-modstanden også luftes.61 En samlet vurdering af DKP’s konsultationer med østblokken viser, at partiet i det store og hele bevægede sig „efter Moskvas taktstok“. Partiet tilstræbte måske nok at pleje egne interesser for overlevelse og for lancering af kampagner, der kunne trække vælgere. Kilderne peger dog på, at DKP’s ledelse gav høj prioritet til at tækkes SUKP og i meget vid udstrækning udviste loyalitet overfor SUKP’s ideologiske udlægninger og kampagneanvisninger. Denne loyalitet går igen i DKP’s selvkritik, sådan som den optræder i DKP’s interne skrivelser fra de mange og lange perioder med manglende gennemslagkraft og vælgertilbagegang. Ledelsen valgte aldrig at forklare partiets svækkelse med den skepsis, menige medlemmer til tider fik over for Sovjetunionens drastiske politik og ideologiske udsving. I stedet valgte den at placere skylden i vellykkede kampagner i modstanderens lejr og endog i partiets svigtende evne til at mobilisere opinionen for afspændingen, til at følge med på de internationale kommunistiske møder og til at bringe debatten ind i Danmark. Også „Land og Folk“ blev jævnligt kritiseret for ikke at være god nok til at omtale de socialistiske landes mange initiativer. Modoffensiven skulle gå gennem ideologisk oprustning,62 og som partiet skrev i 1978, en mere velargumente-

57 DKP’s notat til Warszawa, 1. februar 1967, ABA, Kasse 297: Europæiske kommunistpartier. 58 „For fred og sikkerhed i Europa“, erklæring fra de europæiske kommunistiske partiers konference i Karlovy Vary den 24-26. april 1967. 59 „Hvordan skal vi som parti føre kampen mod EF?“, partikurset i Polen, 1. juli 1974, ABA, DKP’s arkiv, kasse 457: Freds- og solidaritetskurser i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning). 60 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr.185 og 174. 61 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 65. 62 „Problemer vedr. antisovjetiske og antikommunistiske kampagner. Antisovjetismen som hovedform for antikommunisme i Danmark“, CK-seminar 11.-18./6. 1978 ABA, Kasse 465.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 343 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 344

ret linje over for „kammeraterne på venstrefløjen, der er begyndt at engagere sig mod „partibureaukratiet“ i de socialistiske lande.“ „Vi gør en alvorlig fejl, hvis vi bare afviser dem som ’intellektuelle flippere’ og undlader at gøre det seje arbejde at overbevise dem om, at de har ladet sig spænde for en forkert vogn, den internationale reaktions vogn.“63 Økonomisk støtte fra østblokken En kontroversiel del af samarbejdet mellem DKP og de socialistiske lande var den støtte, kommunisterne modtog fra Sovjetunionen og dets allierede. Kri- tikken af DKP tog afsæt i den nærliggende antagelse, at partiet fik økonomisk støtte fra de socialistiske lande. Det var ifølge dansk lov ikke strafbart at modtage støtte fra udlandet til politisk virksomhed, men DKP oplevede, ligesom de øvrige vestlige kommunistpartier, at politiske modstandere udnyttede støt- ten til at sætte spørgsmålstegn ved partiets parlamentariske legitimitet. De nordiske kommunistpartier gjorde derfor hvad de kunne for at fremstå som nationale bevægelser, økonomisk uafhængige af Moskva.64 Den friere adgang til de tidligere sovjetiske og østtyske arkiver har imidlertid entydigt bevist, hvad man allerede i samtiden formodede, nemlig at DKP modtog omfattende støtte fra østlandene. Årsagen til støtten var den simple, at DKP som parti havde langt større ambitioner for sit arbejde, end det ved egen kraft var i stand til at opfylde. For at fungere optimalt skulle partiet have et professionelt funktionærapparat, skolede kadrer samt være i stand til at udgive både sit dagblad „Land og Folk“ og andre tryksager. Partiets relativt beskedne medlemsskare, vælgertal og de deraf følgende kontingentindtægter og offentlige støttekroner tilsagde ikke et sådant apparat. Der var et svælg mellem udgifterne og de indtægter, som salget af Land og Folk og dele af fag- bevægelsens lejlighedsvise støtte kunne dække. Her trådte Sovjetunionen og de østeuropæiske lande til, fordi DKP som en del af den kommunistiske verdensbevægelse kæmpede for samme ideologiske sag som partierne i Østeuropa. Som medgift fik østlandene gennem DKP’s politiske arbejde en kanal til deres dagsaktuelle politiske budskaber, blandt andet på det udenrigspolitiske område. Styrkelsen af de kommunistiske partier uden for den socialistiske lejr var et højt prioriteret, selvstændigt mål og et effektivt dansk kommunistisk parti var direkte i de socialistiske landes interesse. For sin part havde DKP den fordel ved dette arrangement, at det kunne trække på de muligheder, der stod til rådighed for dets broderpartier i øst som følge af deres regeringsmagt. DKP kunne konkret regne med broderpartierne og deres staters hjælp som:

63 Jf. „Diskussionsoplæg om den internationale situation med hovedvægt på fredskampens problemer“, CK-seminar 2. september 1978, ABA, kasse 465. 64 Sven Holtsmark, „Udenlandsk finansiering af de nordiske kommunistpartier, 1917-1990“, i Guldet fra Moskva, Morten Thing (red.), 1993, s. 9-41.

344 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 345

• hovedbidragyder • varelager • refugium og rekreationssted for de kæmpende kommunistiske kadrer • politisk træningslejr • rejsebureau

Den store og tunge post i partistøtten var østlandenes direkte pengegaver til de danske kammerater. Denne form for finansiel håndsrækning var kendt tilbage fra Komintern-tiden. Sovjetunionen, der dengang var den eneste stat med kommunistisk ledelse, havde siden sin grundlæggelse finansielt og materielt støttet kommunistpartier og andre organisationer og bevægelser i udlandet. Midlerne til de udenlandske kommunistpartier faldt drastisk umiddelbart efter anden verdenskrig, da Sovjetunionen koncentrerede sig om at konsolidere de østeuropæiske landvindinger. SUKP ønskede imidlertid at rette op på manglen på både penge og uddannelse hos de vestlige kommunister, hvilket den sovjetiske ambassade i Køben- havn i 1949 gjorde opmærksom på.65 Sovjetunionen etablerede et fondssy- stem, der kunne understøtte kampen for socialismen i Vesten. Allerede i januar 1950 grundlagde man fra sovjetisk side den såkaldte Fonden til støtte for venstreorienterede arbejderorganisationer. Skønt fonden formelt var underlagt det centrale sovjetiske fagforeningsforbund, var der tale om et rent partiforeta- gende, hvor SUKP’s centralkomites internationale afdeling stod for forde- lingen af pengene til partier, organisationer og foreninger, som havde et ven- streorienteret eller „progressivt“ tilsnit, herunder de prosovjetiske kommu- nistparter.66 Godt et halvt år senere i juli 1950 stod SUKP bag oprettelsen af en hjælpe- fond, Den internationale fagforeningsfond for hjælp til venstreorienterede arbejderorganisationer. Fonden skulle ikke officielt have forbindelse til SUKP, og fik hjemsted i Bukarest, hvor den modtog bidrag fra alle de socialistiske lande – og indtil bruddet mellem Moskva og Peking også fra Kina. Det er muligt i et vist omfang at følge kassebeholdningen i fondet, som steg voldsomt fra 1950erne og op til 1970. På trods af de tilsyneladende stigninger forblev fondens kassebeholdning faldende gennem 1970’erne, hvorefter den stabiliserede sig i 1980,67 hvilket vil fremgå af grafen længere fremme.

65 Spravka [indberetning] af A. Kaplin, 24. oktober 1949, P. Orlov, fungerende chef for MID’s 5. afdeling til SUKP’s CK. RGASPI f. 17, op.137, d. 388, l. 15. 66 Sven G. Holtsmark, „Udenlandsk finansiering af de nordiske kommunistpartier“, 1917-1990, i Morten Thing (red.), Guldet fra Moskva. Finansieringen af de nordiske kommunistpartier 1917-1991, 2001, s. 25; „Polosjenije o Mesjdunarodnom otdele TsK KPSS“ [Vedtægter for SUKP’s CKs internationale afdeling] 6. maj 1986, RGANI f. 89, op.18, d.98, ll.1-7, i Ulunjan. A., Kommunistitjeskaja partija Gretsii. Istorija i politika, 1996, s. 240-244. 67 Dobrynins notat af 21. november 1987, Soviet Archives at INFO-RUSS, link 0641, side 17, benyttet 15. juni 2004.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 345 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 346

Kassebeholdning i den internationale fagforeningsfond for hjælp til venstreorienterede arbejderorganisationer

1950 2 mio. $68 1952 2,5 mio. $69 1969/1970 16.550.000 $.70 1980 18 mio. $ 1987 20 mio. $71 1990 22 mio. $72

Kassebeholdning i den internationale fagforeningsfond i US$ (2004-be- løb, beregnet efter satser fra US Gov. Department of Labor).

120

100

beløb i millioner $ i millioner beløb 40

0 1950 1952 1954 1956 1958 1960 1962 1964 1966 1968 1970 1972 1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1990 år

68 Sven G. Holtsmark i Morten Thing (red), Guldet fra Moskva, s. 31 69 SUKP’s CK’s politbureau, beslutning om finansiel støtte til venstreorienterede arbejderorganisationer af 1. december 1951, RGANI f. 89, op. 38, d.26, ll. 1-5. 70 Møde i politbureauet, protokol nr. 73 af 4. marts 1968. Soviet Archives at INFO-RUSS, link nr. 0602; Møde i politbureauet, protokol nr. 111 af 8. januar 1969, Soviet Archives at INFO-RUSS, link 0603, set 17. august 2004; Møde i politbureauet, protokol nr. 186 af 25. december 1970, RGANI f. 89, op. 38, d. 32, l.1. 71 Politbureauets postanovlenije [forordning] af 4. februar 1987, RGANI f. 89, op.38, d.53, ll.1-4, i A. Ulunjan, Kommunistitjeskaja partija Gretsii. Istorija i politika, 1996, s. 245-248. 72 Postanovlenije [forordning] fra CK af 11. december 1989, Soviet Archives at INFO-RUSS, link. 0644, side 8. Se også Holtsmark i Morten Thing (red.), Guldet fra Moskva, s. 28, note 109.

346 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 347

DKP var blandt de udenlandske kommunistpartier, som gennem 1950’erne modtog relativt beskedne støttebeløb fra østlig side på linje med de kommunistiske partier i eksempelvis Norge, Sverige, England og Israel.73 Store støtte- beløb tilgik derimod kommunistpartierne i lande, hvor partierne kunne tæn- kes af få udslagsgivende indflydelse som Italien og Frankrig. Ligeledes bega- vedes partierne i den kolde krigs grænseområder som Finland og Trieste med ganske store beløb. Det finske kommunistparti kunne således i 1951 hæve et beløb, der var hundrede gange større end danskernes.74 Finnerne fik op gennem den kolde krig store beløb,75 hvilket rimeligvis skulle tilskrives deres rolle som Moskva-allierede i et Finland, der forsøgte at balancere mellem blokkene. Udviklingen i udbetalinger til DKP fra den sovjetiske fagforeningsfond – i det omfang det er muligt at rekonstruere dem – fremgår af nedenstående graf:

DKP’s andel af tilskud fra den internationale fagforeningsfond i DKK og US$, 2004 beløb, beregnet efter satser fra Danmarks Statistik (fast støtte fra fonden – yderligere bidrag ikke anført)

2004 US$ 2004 DKK 900 7000 800 6000 700 5000 600 500 4000 1000$

b 400

ø 3000 l e

B 300

2000 Beløb i 1000 DKK 200 1000 100 0 0

1 7 1 8 3 1 7 5 96 195 1955 19 196 1965 1 197 1979 198 1983 1985 198 1989

Det store udsving i danske kroner i 1980’erne skyldes dollarens ustabilitet på verdensmarkedet.

73 Møde i Centralkomitéens præsidium, protokol nr. 186 af 3. februar 1956, RGANI, f. 89, op. 38, d. 33, ll. 1-5. 74 Møde i politbureauet, protokol no. 84, beslutning af 1. december 1951, RGANI f. 89, op. 38, d. 26, ll.1-5. 75 Ponomarjov til Centralkomiteen, 26. december 1966, RGANI f. 89, op. 38, d. 9, ll. 1-6.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 347 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 348

Som det fremgår af grafen, udgjorde støtten til DKP gennem 1950’erne et ganske betydeligt beløb, der kunne forlede til den slutning, at partiet var ganske velhavende. Det var imidlertid ikke tilfældet. Dagbladet „Land og Folk“, der var bundet forsvarligt til partiets skrantende finanser, kostede dyrt. Men bladet var en vigtig faktor i DKP’s politiske virksomhed, og en indskrænkning til eksempelvis ugedrift ville have været en alvorlig svækkelse af partiets arbejde. Følgelig kæmpede kommunisterne en hård kamp for at få det hele til at løbe rundt. Hvor svært det kunne være, viser en rapport fra DDR-ambassaden i København fra 1985: „Jørgen Christensen [DKP’s forretningsudvalg] informerede kammerat Hak om, at broderorganet Land og Folks situation er anspændt. Økonomien er fortsat kritisk. Underskud på 8-9 millioner kroner“.76 DKP organiserede gang på gang indsamlinger til det skrantende dagblad. I den nævnte situation kunne DDR-ambassaden meddele, at indsamlingen havde indbragt 5 millioner kroner.77 Det var et ganske flot indsamlingsresul- tat, men slet ikke tilstrækkeligt. Officielt skulle resten dækkes af folkelige til- løbsstykker som „Land og Folk-festivalerne“. Den nødvendige kapital kunne ikke rejses, og de socialistiske lande måtte dække, for at undgå den truende konkurs. En tidligere PET-medarbejder fortæller i sine erindringer, hvorledes det kunne gå til, når avisen søgte at undgå bladdøden. I en episode, der formodentlig stammer fra 1950’erne, beretter han, hvordan han fulgte efter en person „som rejste fra DDR mod Danmark med ca. en million danske kroner i en stor taske“. Tasken blev afleveret i et hus på strækningen mellem Østerbro og Hellerup, hvor et kendt DKP medlem også opholdt sig. Kort efter var Land og Folks indsamling gjort op, og det blev konstateret, at der var indsamlet penge nok til avisens fortsatte udgivelse.78 Som oprettelsen af den fælles østeuropæiske fond i juli 1950 viste, var den sovjetiske ledelse ret hurtig til at engagere de øvrige østlande i støtten til de vestlige kommunistiske partier. For det danske og de øvrige nordiske kommunistpartier fik det betydning, at SUKP i 1956 besluttede, at det østtyske kommunistparti SED skulle have en særlig rolle i forbindelse med støtte til de nordiske partier.79 Det var en logisk beslutning i betragtning af, at tyske og nordiske kommunister havde et nært samarbejde, der strakte sig tilbage til Komintern-tiden. Præcis hvor mange penge det handlede om, og hvorledes overførslerne foregik, er ikke muligt at afgøre. Fra østtysk side er overleveringen af dokumenter, der angår faste økonomiske overførsler fra SED til DKP, meget ufuld-

76 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40756: „ZK-Tagung KPDä 8./9.1985“. 13.6.1985. 77 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40756: „Information über die Stärkung der Kampfkraft der KP Dänemarks im Rahmen des Jahres der Partei“. 1.10.1985. 78 Ib S. Norgaard, Spionjæger i Danmark. En dansk spionjægers liv og oplevelser i PET, 2003, s. 140-141. 79 Møde i Centralkomiteens præsidium, protokol no. 186 af 3. februar 1956, RGANI f. 89, op. 38, d.33, ll.1.

348 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 349

stændig. Det skyldes, at SED’s centralkomités tophemmelige afdeling „transport“ varetog opgaven. Afdelingen for transport var en konspirativt fungerende enhed med et ukendt antal medarbejdere, der blandt andet varetog pengeoverførsler til vestlige kommunistpartier.80 Denne afdelings arkiv, der allerede i samtiden var adskilt fra det øvrige partimateriale, blev destrueret efter murens fald og indgår derfor i dag ikke i SED’s partiarkiv. Der foreligger således kun sporadisk dokumentation af tilfælde, hvor penge fra Østberlin fandt vej til DKP. Et eksempel er SED’s sekretariats bevil- ling af et „lån“ til DKP på 200.000 kr. til at føre kommunal valgkamp for i 1981.81 Et andet stammer fra 1964, hvor DKP’s økonomiansvarlige – der praktisk nok også tog sig af en stor del af kontakterne til DDR – redegjorde for Land og Folks svage regnskab, på baggrund af hvilket han sluttede, at avisen dette år havde brug for en ekstra saltvandsindsprøjtning på 1,8 millioner kroner (2004-kroner: ca. 15,9 millioner kroner), hvoraf han forventede, at DDR skulle stille de 600.000. Ingmar Wagner erklærede i denne sammenhæng over for kammeraterne i Rostock, at selvom mange også ledende DKP’ere næg- tede at se det i øjnene, havde SED’s ideologiske og ikke mindst materielle hjælp været en vigtig faktor for, at partiet var i stand til at stabilisere sig efter dets store valgnederlag i 1960.82 Østtyskerne var her trådt til og havde blandt andet finansieret partivirksomhed gennem oprettelsen af Venskabsfor- eningen Danmark-DDR.83 Den praktiske overførsel af penge fra de socialistiske lande til DKP skete som nævnt ad hemmelige kanaler. I DDR løste konspirativt arbejdende par- tiorganer opgaven – i hvert fald indtil anerkendelsen i 1973 – mens den i Sovjetunionen senest fra 1953 blev løftet af KGB-residenturet på den sovjetiske ambassade.84 Hemmelighedskræmmeriet havde naturligvis en god grund al den stund, at partiet ikke var interesseret i, at det kom pressen, væl- gerne og muligvis skattekontorerne for øre. Det konspirative slør vakte interesse hos PET, som i en rapport fra 1986 konstaterede, at DKP’s formand Jørgen Jensen forud for valgkampe modtog ekstra bevillinger til kampagne- kassen på henholdsvis 415.000 kr. og 227.000 kr.85 (I 2004-kroner: ca. 649.000 kroner og ca. 335.000 kroner, i alt ca. 984.000 nutidskroner).

80 Heike Amos, Politik und Organisation der SED-Zentrale 1949-1963. Struktur und Arbeitsweise von Politbüro, Sekretariat, Zentralkomitee und ZK-Apparat, 2003, s. 82ff, 176. 81 SAPMO/Barch: DY30/Vorl. SED/40759/2: „Ersuchen des Vorsitzenden der Kommunistischen Partei Dänemarks um ein Darlehen“. 25.8. 1981. 82 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommmern: BL IV A/2.18-1073: „Unterhaltung mit dem Genossen Ingmar Wagner. Generalsekretär der Kommunistischen Partei Dänemarks“. 16.3. 1964. 83 Se afsnittet „Venskabsforeningerne“; Thomas Wegener Friis, Den nye nabo. DDR’s forhold til Danmark 1949-1960, 2001, s. 32. 84 Holtsmark i Morten Thing (red), Guldet fra Moskva, 28-29; heri henvisning til V. Bakatin, Isbavlenije ot KGB [Frigørelsen fra KGB], 1992, s. 64-66. KGB-chefen Bakatin beskriver metoderne og kanalerne, som han fik beskrevet af „et vidne“. 85 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 190.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 349 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 350

Håndskrevet beretning fra Ponomarjov til Centralkomiteen fra 1966. Heraf fremgår det, hvor mange penge de forskellige østlande skal yde til den internationale fond til støtte for arbejderpartier uden for østblokken. (RGANI).

350 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 351

Fra DKP’s side gjorde man, hvad man kunne for at sløre „Moskva-guldets“ vej ind i partiets kasser. Ved hjælp af et system, der omfattede fonde, overførs- ler gennem private firmaer og til private konti, under- og overfaktureringer, høje provisionsbeløb, støtte gennem forlags- og trykkevirksomhed, støtte mv. Et konkret eksempel viser hvordan DKP via snyd med faktureringen gratis fik leveret to sættemaskiner til Land og Folks trykkeri til en værdi af 60.000 rubler.86 Disse tvivlsomme konstruktioner var det naturligvis oplagt for den borgerlige presse at afsløre, hvilket DKP da også frygtede.87 DKP’s økonomi var spredt over en række aktiviteter, der var vanskelige at gennemskue. Foruden partiavisen rådede partiet over en række fonde og virksomheder, der omfattede:

• Trykkeriet Terpo-Tryk • Forlaget Tiden • Et ejendomsselskab til forvaltning af partiets bygninger • Fonden af 9.11.1919 • Land og Folks genrejsningsfond • Land og Folks garantifond af 1948 • Rejsebureauet Folketurist

Uden de kontante overførsler til DKP ville partiets virksomhed have set ganske anderledes ud. Således ville det næppe have været muligt at drive flag- skibet „Land og Folk“, der ikke uventet gik ned efter de politiske omvælt- ninger i Østeuropa. Alligevel er det rimeligt at antage, at de øvrige former for østlig partistøtte, der som tidligere nævnt havde nok så meget til formål at holde moralen og modet højt, var af måske større betydning end den direkte finansielle støtte. At østlandene stod til rådighed som varelager, opholdssted for de kæmpede kommunistiske kadrer, politisk træningslejr og rejsebureau havde en mere synlig effekt og kunne umiddelbart mærkes af partierne set i forhold til den direkte økonomiske støtte, som blot forsvandt som bidrag til den øvrige bund- løse gæld. Kommunistpartiers greb om magten i de østeuropæiske lande be- tød, at DKP kunne trække på disse landes hjælp, når partiet behøvede alle disse vare- eller serviceydelser. Eksempler på naturaliestøtte og andre materielle håndsrækninger fra østlandene var mange og forskelligartede. De adskilte sig fra den kontante støtte ved at imødekomme aktuelle og håndgribe- lige ønsker fra de danske kommunister. Derudover rådede DKP tilsyneladende over bankkonti i de østeuropæiske statsbanker.88

86 Anmodning fra DKP’s CK, 29. maj 1956, RGANI f. 4, op. 16, d. 69, ll. 30-33. 87 „Problemer vedr. antisovjetiske og antikommunistiske kampagner. Antisovjetismen som hovedform for antikommunismen i Danmark“, CK-seminar 11.-18./6.1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: CK-kurser og seminarer.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 351 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 352

Nedenstående skema giver et indtryk af pengestrømmen og det økono- miske samarbejde mellem DKP og de væsentligste danske organisationer, baseret på kildemateriale fra DKP’s arkiv i ABA’s arkiv, Landsforeningens arkiv og de tidligere DDR arkiver.

Fonden af 19. DKU Komm.S Fast ejendom november 1919 registreret hos privatpersoner

Forlaget Tiden A/S

Land og Chile- og Vietnamkomiteer Folk DKP + andet solidaritetsarbejde

TerpoTryk Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed + SUKP Verdensfredskongressen A/S Foreningen Folketurist SED Sovjetunionen- Danmark Venskabsforeningen Intourist DDR-Danmark Landsforeningen til Samvirke Centrotourist mellem Danmark Venskabsforeningen og Sovjetunionen Danmark-DDR

Diverse Bogkiosk/ kulturarran- Sputnik/ gementer Bibliotek

Den materielle del af denne naturaliehjælp bestod i stort set alt, hvad man kunne have brug for i forbindelse med politisk arbejde. Skulle der trykkes knaphulsmærker til 1. maj eller papirflag, indspilles plader med politiske sange eller bøger med taler af denne eller hin kommunistiske ideolog, stod Sovjetunionen og østlandene parat.89 Støtten bestod også af farverige tiltag udbudt fra de socialistiske landes stande ved Land og Folk-festivalen, hvor eksempelvis DDR stillede pølser og tysk øl til rådighed for DKP-festen.90 Den materielle støtte kom også DKP’s medievirksomhed til gavn. „Land og Folk“

88 Landesarchiv Mecklenburg/Vorpommern: BL IV/A/2.1073. Ingmar Wagner til Lia Ihns. 21.9.1965. 89 Eksempelvis: Referat af samtale med medlem af DKP’s CK’s Politbureau Ib Nørlund 18. marts 1959, indberetning af Mikhajlov 26. marts 1959, RGANI f. 5, op. 50, d. 160, ll.78-81; Postanovlenije. „O svjasjakh s kompartijej Danii v 1973 godu“ [Forordning. Om forbindelserne med det danske kommunistparti i året 1973] CK’s Sekretariat, 17. april 1973, RGANI f. 4, op. 22, d.101, ll. 35-38; SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „SED-Hausmitteilung: Simultananlage für die KP Dänemarks“. 1.11.1967; Paul Markowski til MfAA. 10.3.1969; SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/177: Diverse Vorlagen for SED’s Sekretariat vedrørende materiel støtte til DKP. 1976-77. 90 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 40759/2: „Pressefest “Land og Folk“. 28.8.1984.

352 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 353

modtog løbende forskellige typer af udstyr fra de socialistiske lande, såsom trykkerimaskiner, skrivemaskiner og fotografiapparater.91 Blandt de mere kuriøse eksempler på hjælp var leverancen af et stort parti vin og spiritus til Knud Jespersens 50-års fødselsdag.92 Den type af støtte minder i sin karakter om østlandenes rolle som refugium for de danske kommunister. DKP havde mulighed for i begrænset omfang at trække på de socialistiske landes ferie- og kursteder.93 Det skyldes den autoritet, som partiledelsen af et vestligt kommunistparti havde i forhold til partierne i øst. Den kunne få gennemført noget, der normalt var forbundet med stort besvær. Således kunne partiledelsen udvirke, at loyale partimedlemmer kunne få op- holds- eller arbejdstilladelse i østlandene eller sørge for udrejse for østeuro- pæiske borgere, der havde forelsket sig i DKP-medlemmer.94 De muligheder, der stod til partiets disposition, var med til at styrke ledelsen samt ikke mindst sammenholdet i DKP. Småprivilegier og smågaver fra øst til kammeraterne i broderpartierne i vest havde således dels en praktisk funktion, dels var de for danske kommunister en bekræftelse på, at de var en værdsat del af en større international politisk bevægelse. Kursusvirksomheden havde som tidligere beskrevet til formål at styrke DKP’s sammenhængskraft. Også denne virksomhed havde et økonomisk aspekt. DKP og tilknyttede organer som DKU, Komm.S. (Kommunistiske studenter), kommunistiske faggrupper og venskabsforeningerne fik stillet sko- lingsfaciliteter til rådighed af de socialistiske lande.95 Denne type virksomhed var særligt en støtte, DDR kunne yde, fordi landet på grund af den korte afstand til Danmark kunne bruges til kortere ophold. DKP, der fik kurserne stil-

91 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: Poul Emanuel til Abt. Int. Ver. 15.12.1966; Se Morten Thing (red.) Guldet fra Moskva, s.180-181 for detaljeret gengivelse af objekter og priser. 92 SAPMO/Barch: DY 30/IV B 2/20/177: „Geburtstag gen. Knud Jespersen“. 25.3.1976. 93 DKP, sekretariatsmøder 6. september 1982 og af 5. august 1986, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987; Udkast til protokol for samarbejde mellem SUKP og DKP i 1988, ABA, DKP’s arkiv, kasse 397: SUKP Sovjet.; Referat af samtale med formand for DKP K. Jespersen og medlem af DKP‘s CK‘s politbureau I. Nørlund 21. februar 1959, indberetning af K. Levytjkin, 28. februar 1959, RGANI f. 5, op. 50, d. 160, l. 54; Ottjot o pojesdke delegatsii Latvijskogo otdelenija Obsjtjestva drusjby „SSSR-Danija“ v Daniju s 5 do 12 nojabrja 1978 goda i o predvaritelnykh itogakh „Dnej SSSR“ v Danii s utjastijem Latvijskoj SSR“ [Rapport om en rejse for den lettiske del af venskabsforeningen USSR-Danmark i Danmark 5.-12. november 1978 og om de foreløbige resultater af sovjetiske dage i Danmark med deltagelse af LSSR] Latvijas Valsts Arhivs, 338 f., 2 apr., 4 l., 12-21 lp. Ved enkelte lejligheder led kulturfremstødene under ferierende organisatorer, således var Allan Fridericia på Cuba og Ingmar Wagner i DDR i 1978, da sovjetiske dage i Danmark gerne skulle have været et større propagandamæssigt gennembrud. 94Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: Knud Jespersen til SED/Abt. Int. Ver. 17.8.1967. 95 Eksempelvis fik DKP i 1963 stillet 290 skolingspladser til rådighed i distriktet Rostock i DDR, SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: SED/Abt. Int. Ver. til DKP. 15.2.1963. RGANI f. 4, op. 22, d.101, ll. 35-38. Postanovlenije [Forordning] 17. april 1973 fra CK’s Sekretariat. „Om forbindelserne med det danske kommunistparti i året 1973“. Godkendelse af forslag fra CK’s internationale afdeling om samarbejdet med DKP i 1973.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 353 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 354

let til gratis rådighed, havde i øvrigt her mulighed for at tjene lidt ekstra, idet kursusdeltagere i en del tilfælde betalte for tilmeldingen.96 Den sidste hovedfunktion, som de socialistiske lande udfyldte for de danske kommunister, var i stil med kurrejser og skolingsophold en række serviceydelser, DKP kunne trække på. De drejede sig om brugen af de socialistiske lande som rejsebureau. Såfremt partiet eller enkeltpersoner behøvede transport, havde partiledelsen mulighed for at rekvirere dette fra broderpartierne.97 DKP’s høje rejseaktivitet hang nøje sammen med partiets samhørig- hed med en international bevægelse. Som det var tilfældet med resten af støt- ten, var der her et umiddelbart interessesammenfald mellem DKP-ledelsen og de socialistiske lande. DKP havde brug for rejserne for at være en aktiv del af den kommunistiske bevægelse, og broderpartierne i de socialistiske lande ønskede at have DKP i folden og derved styrke de fælles målsætninger for den strategiske politiske udvikling i Danmark frem mod socialismen.

Venskabsforeningerne

For Politiets Efterretningstjeneste var disse foreninger arketypiske eksempler på såkaldte frontorganisationer, hvor kommunisterne bag en tilsyneladende ikke-kommunistisk facade trak i trådene og ledte grupper af befolkningen, der ellers ikke ville følge dem, bag lyset.98 Det kildemateriale, der er tilgæng- eligt i dag, viser, at PET i mangt og meget havde ret i denne tolkning. Østblokkens ledelse havde det udtrykkelige mål, at foreningerne skulle være de vestlige kommunistpartiers ideologiske og praktiske medhjælpere.99 Kildemateriale fra DDR’s Liga für Völkerfreundschaft, fra de sovjetiske statsorganer VOKS og SSOD, som stod for koordination af de sovjetiske venskabsforeninger og de kulturelle forbindelser med udlandet, samt fra Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens arkiv viser, at østblokkens venskabsforeninger virkede som udførende organer for disse landes udenrigspolitiske målsætning. Endvidere fungerede de som kulturinstitutter og informa- tionskontorer på samme måde som de tilsvarende organer fra de vestlige lande.

96 Eksempelvis: Orientering om partikurset i Lütten-klein 14.-28. juli, juni 1974, ABA, DKP’s arkiv, kasse 449: Sommerkurser 1972-1973). 97 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: Ib Nørlund til SED/Abt. Int. Ver. 16.2. 1963. Poul Emanuel til SED/Abt. Int. Ver. 6.7. 1966. 98 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr.136 og 263. 99 Det ses f.eks. i SSOD’s målsætninger, som 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade overbragte Ingmar Wagner i 1959: Referat af samtale med medlem af CK’s politbureau og formand for den kø- benhavnske afdeling af DKP I. Wagner 24. februar 1959, indberettet 28. februar 1959, RGANI f. 5, op. 50, d.160, ll. 56-60; Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen som Sovjetunionens vigtigste propagandakanal i Danmark, se „Ottjot missii SSSR v Danii sa 1949 god“ [Rapport fra det sovjetiske gesandtskab i Danmark for året 1949] marts 1950, RGASPI f.17, op. 137, d. 129, l. 88.

354 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 355

En undtagelse var venskabsforeningen mellem Danmark og Polen. Her fandtes to forskellige foreninger. „Foreningen af polakker i Danmark“, der var oprettet i mellemkrigstiden, og som i 1960 rummede omtrent 300 medlemmer, havde ifølge Polens repræsentanter i Danmark et samarbejde med den polske ambassade. Derimod betragtede ambassaden „Foreningen af frie polakker i Danmark“, oprettet 1959 med i alt 1.200 medlemmer, som uaf- hængig.100 I 1968 skrev den polske ambassade om „Foreningen af frie polakker“, at den rummede folk, som ulovligt havde ophold i Danmark. Denne forening udførte ikke politisk, men socialt arbejde, og PET skulle ifølge Polens ambassade have informanter i foreningen gennem firmaet EVADO v. Evald Donnerstag.101 DKP’s ledelse og den sovjetiske ambassade var stærkt util- fredse med denne sidstnævnte forening, som havde fremsat „antikommunistiske udtalelser“, og som havde afvist at få kommunister ind i ledelsen.102 Det følgende stiller skarpt på de to vigtigste danske venskabsforeninger, nemlig Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen (herefter landsforeningen), oprettet i 1924 – året for Danmarks anerkendelse de jure af Sovjetunionen, og venskabsforeningen Danmark-DDR, stiftet i 1960. De to foreningers virksomhed og ledelsesmekanismerne var meget lig hinanden. Analysen af deres virksomhed lægger derfor vægt på forskellige aspekter, således at beskrivelsen af DDR-foreningen koncentrerer sig om styringsmeka- nismerne, mens undersøgelsen af den sovjetiske landsforening vil fokusere på dens aktiviteter i forhold til den danske offentlighed. De to foreninger var skåret over samme læst. De havde en medlemsskare, der for en stor del, men ikke udelukkende, bestod af DKP’ere. Foreningernes bestyrelser var sammensat sådan, at foreningerne markerede en vis afstand til DKP, typisk ved, at formandsposter samt en række andre poster blev beklædt med helst relativt kendte ikke-kommunister. Desuden indgik i ledelsen en række kommunister, hvoraf én altid besatte den vigtige sekretærpost. Det var ikke mindst denne fordeling af poster og ansvar, og om man vil, magten i foreningerne, der fik PET til at placere foreningerne i kategorien frontorganisationer. På østlig side var foreningernes søsterorganisationer officielt henholdsvis venskabsforeningerne Sovjetunionen-Danmark og DDR-Danmark. De østlige kommunistpartier havde fuld kontrol over disse østligt baserede venskabsforeninger, men lod dem formelt fremstå som organiseret ved folkeligt initiativ. Ligesom den internationale fagbevægelse samt ungdoms- og kvindebevæ- gelserne i østblokken havde deres moderorganisationer, havde også venskabs-

100 Side 47-52 af en indberetning fra den polske militærattaché i København, udat. ca. 1960, IPN 371/107. 101 „Niektore dane dotyczace sytuacji wywiadowczej Danii“ [Nogle data vedr. efterretningssituationen i Danmark] udat. ca. 1968, IPN 389/455, s. 128. 102 Referat af samtale 9. oktober 1959 med medlem af DKP’s CK’s politbureau Ib Nørlund, indberetning af ambassaderåd F. A. Mikhajlov 14. oktober 1959, RGANI f. 5, op. 50, d. 160, ll. 237-238.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 355 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 356

foreningerne det. I Sovjetunionen sorterede de østligt baserede venskabsforeninger under Sammenslutningen af Sovjetiske Venskabsforeninger (SSOD) og i DDR under Liga für Völkerfreundschaft. Når freds- og kulturarbejdet skulle sættes i værk og finansieres gennem venskabsforeningerne i Vesten gik aftalerne, som beskrevet i kapitel 15 om apparatet, gennem et fastlagt net- værk, hvor SUKP’s CK var øverste styrende myndighed. De østligt baserede søsterorganisationer bestod af personer, udpeget af myndighederne. Det var dels mennesker, der via deres fag og stilling havde kendskab til det pågældende vestlige land, dels kulturpersonligheder, møn- sterarbejdere og andre, der repræsenterede forskellige dele af samfundet. Ledelsen var fuldtidsfunktionærer i de statsstyrede, centrale venskabsfor- bund. Det billede fremgår af det sovjetiske kildemateriale, da SSOD i 1958 i Moskva etablerede en søsterorganisation til den danske landsforening. Ud over personer med „faglig indsigt i landet eller med personlige kontakter i Danmark“, udpegede den kommunistiske ledelse også kollektive medlemmer som fabrikker, skoler og aviser.103 Man kan således skelne mellem tre lag i venskabsforeningerne: Med- lemmerne, den DKP-styrede ledelse og de østlige statsdirigerede partnerorga- nisationer. Indflydelsen på foreningernes målsætning og strategi var omvendt proportional med afstanden til medlemmerne selv.104

Venskabsforeningen Danmark-DDR: fjernstyret venskab Venskabsforeningen Danmark-DDR blev stiftet i 1960 ved et samarbejde mellem Danmarks Kommunistiske Parti og DDR. Tidspunktet for dens grundlæggelse faldt nøje sammen med, at DDR gennem et par år havde agiteret i Danmark for anerkendelse af den østtyske stat.105 På dansk side faldt grundlæggelsen meget bekvemt sammen med, at DKP, der havde befundet sig i en eksistenskrise efter nedkæmpelsen af opstanden i Ungarn, mistede sin repræsentation i Folketinget. Dette nederlag var et hårdt slag for partiet, fordi det ikke blot mistede en platform, men også en vigtig finansieringskanal for DKP-funktionærerne. Her trådte de østtyske kammerater til og sikrede med venskabsforeningen erstatningsmidler til det fortsatte politiske arbejde.106 Et overvældende personsammenfald mellem betroede partikammerater fra DKP’s snævre cirkler på flere forskellige positioner i venskabsforening-

103 „O predsedatelje pravlenija obsjtjestva SSSR-Danija“ [Om formanden for foreningen Sovjetunionen-Danmark] SUKP’s CK’s forslag til medlemsprofiler i den sovjetiske-danske forening, 19. september 1956, RGANI f. 4, op. 16, d. 551, ll.1, 3-20. 104 For yderligere litteratur se i øvrigt: Gerhard Kasper, Bernhard Köchner, Die Liga für Völkerfreundschaft 1961-1990, 2000; Hans Georg Golz, Verordnete Völkerfreundschaf, 2004. 105 Se kapitel 17, afsnittet „Indsatsen fra DDR-staten“. 106 Thomas Wegener Friis, Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960, 2001, s. 32.

356 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 357

erne vanskeliggjorde PET’s kortlægningsarbejde.107 I venskabsforeningen Danmark-DDR var sammenkædningen af forskellige politiske aktiviteter og personlige bånd helt evident. De tre ledende personligheder i foreningen var nemlig ikke blot alle DKP’ere, men også i familie. Selskabets første – lønnede – sekretær var Københavns tidligere byggeborgmester Johannes Jens Hansen. Denne stilling overtog i 1971 hans datter Lisbeth Osborn, der havde en fortid i DKU. Hendes mand Harry Osborn, formand for de Københavnske mu- rere og medlem af DKP’s politbureau, indtog i mange år formandsposten. Den hollandske historiker Carel Horstmeier har ikke uden humor kaldt venskabsforeningen Danmark-DDR for „Die Osborns: Familiesoap Freund- schaftsgesellschaft“ med et satirisk hint til det kendte tv-show med den aldrende rock-musiker Ozzy Osbourne“.108 Da venskabsforeningen samtidig var kollektivt medlem af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed indgik venskabsforeningen i et netværk, der foruden venskabs- og fredsarbejdet også knyttede an til DKP’s partiledelse, fagforeningsarbejde, kommunalpolitik og ungdomsarbejde. Venskabsforeningen skulle i de første mange år af sin eksistens primært arbejde for dansk anerkendelse af DDR, og derved fungere som indflydelseska- nal for DDR’s udenrigspolitik. Herunder var opgaven at støbe fundamentet for dette resultat ved at udbrede et positivt billede af DDR i Danmark.109 Det var en ganske omfattende opgave, der hvilede på DDR-venskabsforeningerne i Vesten, hvilket ikke sjældent førte til uoverensstemmelser mellem de nationale venskabsforeninger og DDR om aktivitetsniveauet. Det viste sig blandt andet i Finland, hvor DDR-repræsentationen forsøgte at få den derværende forening, der blev drevet af frivillige, til at påtage sig flere servicefunktioner for den stedlige DDR-repræsentation.110 I Danmark, hvor DDR betalte både sekretærlønning og materialer, var denne konflikt ikke mindre udtalt. De lokale DDR-repræsentanter på den østtyske handelsrepræsentation var util- fredse med foreningens aktivitetsniveau og gennemslagskraft.111 Den østtyske handelsrepræsentation klagede for eksempel over, at Venskabsforeningen ikke var særlig aktiv, og at de „danske kammerater resignerer over for hetzen mod DDR“.112

107 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 137 og 130. 108 Carel Horstmeier, Mit eine Annerkennung ist vorlaufig nicht zu rechnen. Die Annerkennungspolitik der DDR und die Beziehungen zu den Niederlanden, Belgien und Dänemark 1949-1973. Dissertation, Universiteit Groningen, 2005. 109 SAPMO-Barch: DY60/4623: „Entwurf Grundorientierung für die Tätigkeit der Deutsch- Nordischen Gesellschaft in der DDR im Jahre 1964“. 110 Dörte Putensen, Finland im Spannungsfeld zwischen Ost und West, 2000. 111 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/553: Mødereferat GO-Kopenhagen. 5.4.1965. DY 30/IV A 2/20/554: „Diskussion zur Wahlberichtsversammlung der GO der KV/VV am 27.10.1966. 27.“ 112 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/ 547: „Kurzinformation über eine Einschätzung der Lage in Dänemark und über die Isländische Partei durch die dänischen Urlauber“. 30.5.1963.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 357 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 358

Betegnelsen kammeraterne om venskabsforeningen viser, at man fra østtysk side betragtede venskabsforeningen som en umiddelbar forlængelse af DKP. Følgelig var ledelsen af foreningen ikke en sag, som DDR turde overlade til medlemmerne, men derimod forhandlingstema på „topplan“ mellem SED og DKP- ledelsen.113 En tilsvarende holdning kom til udtryk i en indberetning fra 1983 fra den østtyske ambassade i Danmark, hvor de progressive kræfter defineres som DKP, venskabsforeningen og „de fremskridtsvenlige dele inden for fredsbevæ- gelsen“.114 Forbindelserne mellem parti og venskabsforening trådte ligeledes frem ved, at DKP ved et møde i DDR mellem kommunistpartierne fra Øster- sølandene lod sig repræsentere gennem medlemmer fra venskabsforeningen.115 For DDR var der både fordele og ulemper ved at lade det danske broderparti stå for venskabsforeningen Danmark-DDR. Fordelen var, at man derigennem var sikre på den politiske loyalitet. Ulempen var, at foreningen risikerede at udvikle det, SED betegnede som „Sekterikertum“,116 en betegnelse, der dækkede over, at foreningen manglede politisk bredde og dermed også politisk gennemslagskraft. Den kritik gik igen i østtyskernes kritik af foreningens aktivitetsniveau og evne til at nå ud til befolkningen og beslutningstagerne. For DKP var grebet om venskabsforeningen en fordel, fordi det understøt- tede partiets skrantende finanser. De danske kommunister var ganske vist ikke afvisende over for kritikken fra østtysk hold, men deres løsningsforslag indeholdt en styrkelse af DKP’ernes egen position. Kritikken mod den aldrende Johannes Jens Hansen imødegik man fra DKP’s side med forslag om, at DDR blot kunne betale for endnu en funktionær. Begrundelsen for at be- holde Hansen var hans hidtidige meritter inden for DKP, altså var der tale om en form for aftægtsjob.117 Ønsket om større politisk bredde imødegik DKP med at foreslå, at østtyskerne lagde den politisk brede anerkendelseskomite ind under venskabsforeningen.118 Anerkendelseskomiteen havde netop været en torn i øjet på DKP, fordi den lå uden for partiets politiske kontrol. Partiet havde over for østtyskerne kommenteret oprettelsen med ordene: „Nu har I jeres komité“.119

113 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/175: „ Vermerk über die Beratung beim Vorsitzenden der KPDä Gen. Knud Jespersen am 13.4.1973 über die Arbeit der Freundschaftsgesellschaft“. 25.4.1973. SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/177: „ Bericht über den Aufenthalt einer Delegation des ZK der KP Dänemarks in der DDR vom 2.-5.5.1973“. 5.5.1972. 114 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 27557: „ Entschliessung der Wahlberichtsversammlung der GO“. 12.11.1983. 115 SAPMO-Barch: DY 30/J IV 2/201/730: „ Stenografische Niederschrift der Beratung der Abteilung Internationale Verbindungen mit Genossen von Bruderparteien zur Vorbereitung der Ostseewoche 1966.“. 27.11.1965. 116 SAPMO-Barch: DY 13. „Rede des Genossen Feist. Präsidiumstagung 24.11.1976“. 24.11.1976. 117 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „Bericht über meine Reise nach Kopenhagen vom 14.- 19.5.1965’“. 118 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/175: „Vermerk über die Beratung beim Vorsitzenden der KPDä Gen. Knud Jespersen am 13.4.1973 über die Arbeit der Freundschaftsgesellschaft“. 25.4.1973. 119 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser ?“, Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red.), „DDR og Norden“, 2005, s. 135.

358 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 359

Med Danmarks anerkendelse af DDR fik venskabsforeningen redefineret sin rolle. Hele det østtyske udlandsapparat var henvist til at benytte sig af utra- ditionelle påvirkningskanaler, hvilket den norske historiker Sven Holtsmark har givet betegnelsen paradiplomati.120 En form for påvirkning, der går frem med en bred palet af politisk og kulturelt kontakt- og delegationsarbejde mindede meget om venskabsforeningernes og Liga für Völkerfreundschafts arbejdsmetoder. Anerkendelsen i 1973 betød et ombrud af det østtyske udlandsapparat. De nyvundne ambassader og udenrigsministeriet skulle sørge for at have en pæn og uangribelig linje. „Masseorganisationerne og de samfundsmæssige organisationer“ havde derimod fortsat muligheden for at indtage et „skarpere klassemæs- sigt“ synspunkt, som SED’s propagandasekretær Manfred Feist skrev til politbureaumedlemmet Albert Norden.121 Det betød, at det statslige diplomati skulle sikre rammerne for den fredelige sameksistens med de vestlige regeringer, mens organisationerne kunne føre en mere skarp propaganda. Disse organisationer var fagforeningen FDGB samt Liga für Völkerfreundschaft og derigennem Venskabsforeningen Danmark-DDR. Den skarpere ideologiske profil kom til udtryk i de målsætninger, Ligaen satte sig for Venskabsforeningerne. Målene og de bagvedliggende overvejelser begrundede Ligaen således: „Vores hovedopgave i disse lande (de kapitalistiske industristater) består i at styrke socialismens og DDR’s position og i at befæste den fredelige sameksistens mellem lande med forskellig samfundsform. Arbejdet skal udvikles på to planer: det statslige plan og på organisationsniveau. Hertil kommer det kulturelle og kommercielle område i de kapitalistiske lande. Ved alle statslige kontakter må man forvente et modkrav om anvendelse af reciprocitetsprincippet. I forbindelse med organisationerne, i særdeleshed når det gælder venskabsforeningerne, er denne fare mindre. Det giver Ligaen og venskabsforeningerne et bredt virkefelt …

Retningslinjerne for det udlandspropagandistiske område i det kapitalistiske udland var: • Et tæt samarbejde med de socialistiske lande for at koordinere aktiviteterne og styrke socialismens fortsatte tiltrækningskraft (fælles arrangementer). • Tættere forbindelse med de socialistiske og demokratiske kræfter i disse lande. • Udbygning af kontraktsamarbejde for at sikre DDR et større manøvrerum også for organisationerne. • Maksimal inddæmning af de kapitalistiske landes manøvrerum.“122

120 Sven Holtsmark, Avmaktens diplomati, DDR i Norge, 1999, s. 24 121 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 32445: „Gedanken für die Fortführung der Auslands- information“. 23.1.1972. 122 SAPMO-Barch: DY13. „Entwurf der Politischen Orientierung der Liga für Völkerfreundschaft der DDR zur Lösung ihrer Aufgaben 1975.“ 15.7.1974.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 359 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 360

Henvisningen til reciprocitetsprincippet var et vigtigt element til forståelsen af venskabsforeningernes arbejde. Udover at det havde en vis sløringseffekt, at foreningerne foregav en tværpolitisk bredde og derved håbede på accept, var fordelen ved at benytte sig af disse „private“ foreningsinitiativer for østlan- dene, at indtrykket af statslig styring blev nedtonet. Det kom derved ikke til at fremstå som et samarbejde, der kunne kategoriseres som en international aftale. Internationale aftaler lagde nemlig, som bekræftet af Helsinki aftalen, vægt på princippet om reciprocitet – eller gensidighed. Havde DDR ladet denne hårde systemkritiske propaganda gå via en statslig organisation, som for eksempel et kulturinstitut, kunne den anden stat kræve tilsvarende rettigheder i DDR.123 Tanken om vestlige institutioner, der fuldt legalt under dække af kulturudveksling agiterede mod regimet og for et demokratisk-kapitalistisk system, ville være ødelæggende for det østlige system. Venskabsforeningsmodellen var taknemmelig, fordi danske statsborgere her på eget initiativ uden krav om gensidighed kunne styrke socialismen og modarbejde kapitalismen gennem profileringen af DDR.124 Ud over samarbejdet med DKP og den finansielle støtte til venskabsforeningen sikrede Ligaen, at danskerne holdt sig til den rette politiske linje gennem konsultationer med de ledende personer i foreningen. Retledning og aktiviteter blev fastholdt gennem samarbejdsaftaler.125 En aftale fra 1975 forpligtede blandt andet venskabsforeningen til at popularisere DDR’s realisering af SUKP’s og SED’s partikongresser og virkeliggørelsen af det socialistiske samfund i Øst- tyskland. Til gengæld lovede Ligaen at berette om de danske „progressive kræfter“ i den østtyske offentlighed. Efter denne hensigtserklæring nævnte aftalen konkrete aktiviteter som filmarrangementer, udstillinger og formidling af propaganda om DDR, modtagelse af østtyske kunstnere og forskere i Danmark samt et lang række delegationsbesøg fra Danmark i DDR. På den måde understøttede venskabsforeningen DDR’s påvirkningsvirksomhed på kultur- og undervisningsområdet.126 Til støtte for denne virksomhed kunne DDR foruden foreningen trække på kræfterne i DDR’s kulturcentrum i Stockholm – den østtyske pendant til Goethe-Institutterne – der også havde ansvar for Norge og Danmark.

123 Dette skete i Frankrig, der på baggrund af gensidighedsprincippet oprettedes et fransk kulturinstitut i Østberlin. DDR sørgede for at „pakke det ind“ i MfS for at undgå, at instituttet udviklede sig til et centrum eller en inspirationskilde for regimemodstand. Ulrich Pfeil, Die „andere“ deutsch-franzö- sischen Beziehungen. Die DDR und Frankreich 1949-1990, 2004, s. 548ff. 124 SAPMO-Barch: DZ9/ 184.901: „Abschlussbericht über die “Begegnung von Vertretern der Freundschafts- und Friedensbewegung der Ostseeanliegerstaaten, Norwegen und Islands“. 11.7.1974. 125 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY13. „Notizen für die Ausführungen bei der Zusammenkunft der Präsidenten der Freundschaftsgesellschaften und Vorsitzende der Freundschaftskomitees.“27.5.1975. „Programm der Beratung mit Präsidenten der Nationalen Freundschaftsgesellschaften zur DDR zur 21.-23.3.1975 in Berlin.“ 126 SAPMO-Barch: DY13. „Entwurf des Jahresprotokoll für die Zusammenarbeit zwischen der Freundschhaftsgesellschaft Dänemark-DDR und der Gesellschaft DDR-Nordeuropa für 1976.“ 12.1.1976.

360 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 361

Dokumenter fra Ligaen viser, at man mente, at hjælp var tiltrængt. Selvom den danske venskabsforening i 1980 var blevet tildelt den forgyldte anerkendelse „Grosser Stern der Völkerfreundschaft“ og rost i de højeste østtyske organer for samlet set at have opnået voksende politisk tiltrækningskraft og styrke, vurderede Ligaen i 1983, at den „dårlige strategisk-politiske arbejds- stil“ ikke kunne overses og den manglende forståelse for vigtigheden af politisk og social bredde i ledelsen hæmmede mulighederne for, at foreningens kunne opnå yderligere vægt og betydning i samfundet.127

Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen Den brede repræsentativitet lykkedes bedre for den dansk-sovjetiske venskabsforening. DKP’erne i ledelsen drog omsorg for, at Landsforeningen formelt fremstod som uafhængig af kommunisterne. Udadtil fastslog hovedbestyrelsen, at Landsforeningens virksomhed i det danske offentlige rum kun skulle bestå af rene, upolitiske kulturaktiviteter.128 Venskabsinstitutionens idé var gensidig formidling af de pågældende landes kultur. Landsforeningen varetog denne opgave med et væld af aktiviteter såsom foredragsarrangemen- ter, studiekredse og debataftener med emner vedrørende sovjetisk politik, og desuden formidling af sovjetisk kultur gennem arrangementer med sovjetiske dansere, musikere og kunstudstillinger. Landsforeningen organiserede også sprogundervisning, drev biblioteks- og biografvirksomhed samt en boghandel. Dette image havde ledelsen i 1970’erne styrket ved at etablere et præsi- dium, der ifølge lovgrundlaget var „repræsentativt for dansk kultur og er- hvervsliv, for politik og videnskab og for danske faglige og folkelige organisationer“.129 DKP’eren, landsretssagfører Carl Madsen havde forinden forsikret Ingmar Wagner om, at i udkastet til et lovgrundlag for præsidiet „får præsi- diet absolut ikke noget at skulle have sagt og kan ikke gøre knuder i påkom- mende tilfælde, og det er vel også meningen.“130 Landsretssagfører og medlem af Det Radikale Venstre, Hermod Lannung, fungerede som formand for foreningen 1974-1996. Et DKP-kontrolleret ar- bejdsudvalg varetog den daglige drift og kontakten til den sovjetiske ambassade. I den her behandlede periode var DKP’eren Ingmar Wagner hovedan- svarlig. De sovjetiske kilder afspejler, at DKP’s ledelse havde en afgørende ind-

127 SAPMO-Barch: DY13: „Plan für die Weiterentwicklung der Freundschaftsbewegung in Dänemark 1983-1985.“ 15.6.1983. 128 Skrivelse til redaktionen på Kolding Folkeblad 2. juni 1989 og til Ekstrabladet 8. juni 1989, Landsforeningens Arkiv. 129 Love for Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen samt Ændringsforslag til Landsforeningens love, Landsforeningens Arkiv. 130 Brev til Ingmar Wagner, Landsforeningen, 13. februar 1971, Landsforeningens Arkiv.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 361 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 362

flydelse på Landsforeningens ledelse, og at partiet delte sine overvejelser med den sovjetiske ambassade og SSOD.131 Den brede repræsentativitet afspejlede sig i nogen grad i de kollektive medlemskaber, som bl.a. omfattede virksomheder med økonomiske interesser i Sovjetunionen såsom Store Nordiske Telegrafselskab. Store Nordiske var det udenlandske selskab, der fik den første koncession på en ny undersøisk kabel- linje mellem Sovjetunionen og Danmark i 1921. Landsforeningens ledelse beklagede, at det brede politiske spektrum af partimedlemskaber samt Dansk Arbejdsgiverforening, De Samvirkende Fagforbund (datidens LO) og AOF havde udmeldt sig i årene 1948-49 som følge af det anspændte Øst-Vest forhold i perioden.132 Gennem resten af den kolde krigs periode fremhævede Landsforeningen offentligt de mange danske kulturpersonligheder og borgerlige politikere, som var medlemmer af foreningen. Foreningen kom dog ikke til at leve op til den sovjetiske ambassades forventninger om „en massebevægelse“. Når det i 1961 blev angivet, at den havde 14.000 medlemmer skyldtes det primært de mange kollektive medlemskaber ved virksomheder og foreninger. Gennem korrespondance mellem SSOD og ledelsen i den norsk-sovjetiske venskabsforening ses, at det var en bevidst politik at øge de kollektive medlemskaber, da summen af de individuelle medlemskaber ikke gjorde indtryk.133 For landsforeningens søsterorganisation med sæde i Moskva var formid- lingen af dansk kultur ikke det primære. Planerne for kulturelt samarbejde mellem de to foreninger afspejler ganske vist en nogenlunde ligelig fordeling af information om Danmark i Sovjetunionen som omvendt. Typisk var det dog, at det især var danskerne, der skulle præsenteres for et positivt billede af Sovjetunionen. Her leverede de sovjetiske myndigheder informationerne. Store grupper af danskere skulle „gøre sig bekendt med det russiske folks til- værelse“ gennem rejser, bog- og filmmateriale, mens hovedaktiviteten fra sovjetisk hold var at sende sovjetiske foredragsholdere til Danmark, som lands-

131 Referat af samtale 16. juli 1954 med medlem af DKP’s CK Ib Nørlund, indberetning af I. G. Sysojev 20. juli 1954, RGANI, f. 5, op. 28, d. 226, ll. 236-238; Referat af samtale med formand for det danske kommunistparti Aksel Larsen, 6. maj 1955, indberetning af I.G. Sysojev, 7. maj 1955, RGANI f. 5, op. 28, d. 332, ll. 102-104; referat af samtale med Landsforeningens næstformand Alfred Jensen og fungerende generalsekretær Ifrim Jensen 17. juli 1958] indberetning af V. Aleksandrov 31. juli 1958, GARF f. 9576, op. 11, d. 6, ll. 171-173. 132 Alfred Jensen (red.), „Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen“, Dansk-Russisk Samvirke i 75 år, 1999, s. 5-10. 133 „Sovetsko-datskije otnosjenija (kratkaja spravka)“ [De sovjetisk-danske relationer (kort notat)] af chef for skandinavisk afdeling i MID, N. Lunkov, 14. september 1961, AVP RF f. 85, op. 46, p. 169, d. 6, ll.39-42; Referat af samtale med medlemmer af en delegation fra landsforeningen Norge- Sovjetunionen M. Hejberg og A. Bielig, 25. september 1956, indberetning fra N.J. Vissjilin 2. oktober 1956, RGANI f. 5, op. 28, d. 436, ll. 111-112.

362 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 363

Kulturfremstød. Åbning af kirgisiske kultur- dage på Københavns Rådhus, 1979. Fra venstre: Temirbek Kosjojev, Kirgisiens Øverste Sov- jet, Landsforeningens formand Hermod Lan- nung, sekretær Asger Pedersen, overborgmester Egon Weidekamp, ambassadør Nikolaj Jego- rytjev, kirgisisk danser, og rådhusforvalter Jens J. Lindsteen. (Landsforeningens arkiv).

foreningen skulle lave aftaler for på danske skoler og kulturinstitutio- ner.134 Små indikationer på denne vægtning ses eksempelvis af et udkast af 25. maj 1959 til vedtægter for den sovjetiske del af venskabsforeningen, hvor „oplysninger om det danske samfund“ var strøget af formålsparagrafferne.135 Ligeledes fremgår det af Landsforeningens eget udkast til planen for 1972, at „udvikling af kontakter i bredest muligt omfang på alle samfundslivets områ- der“ blev slettet.136 Formålet med venskabs- og kulturforbindelserne fremgår også af den sovjetiske ambassades perspektivplan for forbindelser med Dan- mark fra 1963: „Vi skal styrke arbejdet med at propagandere for den kommunistiske ideologi i Danmark. I den forbindelse er det nødvendigt at udnytte kulturaftalen mellem Sovjetunionen og Danmark, underskrevet 11. september 1962, til at styrke vores ideologiske indflydelse i Danmark.“137 Sovjetiske foredrag i danske foreninger var ifølge de sovjetiske ambassademedarbejdere et vigtigt redskab til en positiv formidling af Sovjetunionens udenrigspolitik. Ambassaden var i 1962 opmærksom på det danske netværk af „politiske partier, regeringsorganer, fagforeninger, ungdomsorganisationer samt militære og religiøse forbund“, som udover at oplyse om kultur og kunst var de „primære kanaler til spredning af den borgerlige ideologi“. „Herigen- nem støttes den danske nationalisme og der føres antikommunistisk agitation.“ De allerede etablerede strukturer gav ambassaden en lys idé: „Vi kan bruge kultur-oplysningsforbundene bredt til at fremføre foredrag om vores

134 Planerne for kulturelt samarbejde 1962, 1966, 1968 og 1972, mellem Sammenslutningen af sovjetiske venskabsforeninger, Foreningen „Sovjetunionen-Danmark“ og Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen“, Landsforeningens Arkiv. 135 Dokument nr. D 65, udkast af 25. maj 1959 til reglement for den sovjetiske del af venskabsforeningen „Sovjetunionen-Danmark“, http://www.kb.dk/kultur/expo./rusland/abm.htm, set 25.april 2005. 136 „Udkast til plan for kulturelt samarbejde mellem Sammenslutningen af sovjetiske venskabsforeninger, foreningen Sovjetunionen-Danmark og Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen. Udateret. GARF f. 9576, op. 11, d. 339, ll. 106-110. 137 „O nasjikh sadatjakh v rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij na blisjajsjije gody“. Orientirovotjnyj perspektivnyj plan [Om vores opgaver med henblik på udviklingen af sovjetisk-danske forbindelser i de kommende år. Orienterende perspektivplan] af K. Levytjkin, 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 48.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 363 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 364

fredelige udenrigspolitik og vindinger inden for landbruget“... „Det er en mulighed og nødvendighed at skabe tæt kontakt mellem danske oplysningsforbund ... og Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen og Foreningen USSR- Danmark. Et samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske selskab ville kunne spille en positiv rolle i udvidelsen af de kulturelle forbindelser mellem Sovjetunionen og Danmark“.138 Den sovjetiske attaché S.E. Sjuravljov glædede sig i 1964 over, at det danske teaterforbund ARTE havde modtaget sovjetiske foredragsholdere og formidlet dem til 21 danske skoler og seminarier, fortrinsvis i provinsen. Ved disse arrangementer var det „i langt de fleste tilfælde lykkedes at ind- føje betragtninger om Sovjetunionens holdning til væsentlige udenrigspolitiske spørgsmål som det tyske spørgsmål, nedrustning og dannelsen af et kollektivt sikkerhedssystem i Europa og en atomvåbenfri zone“. Foredragene faldt sammen med Krags besøg i Sovjetunionen, hvilket havde fået mange til at spørge om rejsen og handelssituationen mellem Danmark og Sovjetunionen. Sjuravljov konstaterede, at „danskerne er tilbageholdende over for politiske foredrag“, men at de ansatte på ambassaden „godt kan tage ud i provinsen og holde foredrag om andre emner“, f.eks. det sovjetiske ud- dannelsessystem. „Erfaringen viser, at foredragstemaet ikke er afgørende for temaerne for diskussionen der kommer bagefter, det er nærmest bare et på- skud, og her kan man sagtens komme ind på det sovjetiske udenrigspolitiske program ... „.139 Ud over at være en velegnet formidler af denne type foredrag, var landsforeningen også ifølge de sovjetiske ambassademedarbejdere velegnet som central for undervisningsmateriale, som danske skolelærere kunne benytte. Det fremgår af en korrespondance fra 1957 mellem ambassadør Slavin og SSOD. Ambassaden fik mange henvendelser fra danskere, som ønskede information om Sovjetunionen, og det blev besluttet at stille et ajourført informationsmateriale til rådighed for „danske mellemskolelærere, lærerstuderende og i det hele taget folk med virke indenfor kultur og videnskab“. Det ville „styrke propagandaen om Sovjetunionen som modvægt til den vestlige presses løg- nagtige propaganda“. Slavin mente, at „de danskere, der viser denne interesse, kan være en hjælp, især historie- og geografilærere, ved at anvende dertil egnet materiale i deres forelæsninger og undervisning“. SSOD mente, at landsforeningen skulle være mellemled, da det ville „styrke foreningens auto-

138 „Osnovnyje kulturno-prosvetitelnyje organisatsii Danii. Spravka“ [De vigtigste kultur-oplysningsforbund i Danmark. Oversigt] Indberetning af 3. sekretær I. Vinnitjenko, 6.september 1962, GARF f. 9518, op. 1, d. 207, ll.1-11. 139 „Ottjot o komandirovke v Jutlandiju s 26 fevralja po 16 marta 1964 goda“ [Rapport om tjeneste- rejse til Jylland 26. februar -16. marts 1964] Indberetning af attaché S.E. Sjuravljov 30. marts 1964, GARF f. 9518, op. 1, d. 207, ll. 65-70.

364 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 365

ritet som national dansk organisation“. Interesserede danskere skulle altså henvises til landsforeningen, som fik tilsendt materialet.140 Ambassadens henstillinger udførtes af den sovjetiske del af venskabsforeningen. I årsplanen for 1961 for foreningen Sovjetunionen-Danmarks arbejde fremgår det, at der skal arbejdes for kontakter til det pacifistiske Mellemfolkeligt Samvirke, samt at danske historie- og geografilærere skal modtage materiale om sovjetiske ungdoms uddannelse, liv og fritid. Der skal ifølge planen endvidere etableres kontakter til de danske oplysningsforbund, og man skal diskutere muligheder for kontakt til Det danske selskab.141 Styrket informationsudveksling mellem danske og sovjetiske skolelærere havde i øvrigt været ambassadens ønske siden begyndelsen af 1960’erne. Her arbejdede de sovjetiske repræsentanter på at fremme SUKP’s påvirkningsar- bejde gennem faglige delegationsbesøg. I 1964 fremhævede ambassaden i en indberetning betydningen af danske lærerbesøg, idet „det ville være nyttigt, om der mellem dem var en række personer, som nærede loyale følelser til os.“142 Landsforeningen fulgte i de følgende årtier op med „Dansk-sovjetiske lærerse- minarer“. I 1970’erne indledte Landsforeningen et samarbejde med APN-kontoret i Danmark om hæfter vedrørende samfundsforhold i Sovjetunionen143 og organiserede udstillinger med materiale fra det sovjetiske undervisnings- væsen.144 Eksempler på, at Sovjetunionen pressede på for at Landsforeningens arbejde og kontakter mere direkte kunne understøtte østblokkens udenrigspolitik, var, da bestyrelsen i foreningen „USSR-Danmark“ i 1965 havde initiativer i forbindelse med „den amerikanske aggression i Vietnam“ på dagsordenen. Medlemmerne i den sovjetisk baserede søsterorganisation blev anbefalet, at „bruge deres korrespondance med danske foreninger og enkeltpersoner til at fordømme den amerikanske aggression i Vietnam“.145 Gennem 1970’erne engagerede landsforeningen sig i Sovjetunionens politik for neutralisering af, hvad SSOD omtalte som antisovjetisk propaganda146,

140 Slavin til MID’s skandinaviske afdeling og VOKS’ skandinaviske afdeling, 22. februar 1957, GARF f.5283, op. 20, d. 55, ll. 44-45. Sjenikov, medlem af VOKS’ ledelse, til Slavin, 22. marts 1957, GARF f. 5283, op. 20, d. 55, l. 46. 141 „Plan raboty Obsjtjestva „SSSR-Danija“ na 1961 god“ [Plan for foreningen USSR-Danmarks virke for 1961] udat. GARF f. 9576, op. 11, d.120, ll.1,7. 142 „Ottjot o komandirovke v Jutlandiju s 26 fevralja po 16 marta 1964 goda“ [Rapport om tjeneste- rejse i Jylland 26.februar – 16. marts 1964] Indberetning af attaché S.E. Sjuravljov 30. marts 1964, GARF f. 9518, op. 1, d. 207, ll.65-70. 143“Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulija 1973 goda.“ [Indberetning om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens virke pr. 1. juli 1973] Indberetning fra Ju. Samokhin, SSOD, og 1. sekretær ved ambassaden 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.203. 144 Brev fra Ingmar Wagner til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 1. oktober 1970, Landsforeningens Arkiv. 145 „Protokol no. 2 Sasedanija Pravlenija Obsjtjestva „SSSR-Danija“ ot 20 aprelja 1965 goda“ [Protokol nr. 2, møde i foreningen USSR-Danmarks ledelse 20. april 1965] GARF f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 38. 146 Hovedbestyrelsesmødet i Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen (28. januar 1974); „Uttalande“ fra de nordiske venskabsforeninger, 15. september 1974, Landsforeningens Arkiv.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 365 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 366

herunder tilbagevisning af dissidenters og menneskerettighedsgruppers kritik af østblokkens samfund,147 og i promoveringen af østblokkens fredspolitik.148 Delegationer og politturisme Et vigtigt påvirkningsredskab for østblokken, hvor venskabsforeningerne spillede en betydelig rolle, var udveksling af besøgsgrupper. De politiske grupperej- ser til østlandene byggede på den overbevisning, at de besøgende ville udviske de „forkerte“ billeder, som den vestlige presse gav af de socialistiske lande, og i stedet gennem mødet med „repræsentative“ borgere, mønstervirksomheder og kollektivbrug kunne berette positivt om livet under socialismen i deres hjemland. Strategien bag denne vejledning af vestlige sandhedsvidner, kommer til orde i indberetninger og strategipapirer fra de sovjetiske og østtyske myndigheder.149 De personer, institutioner og organisationer uden for østblokken, der skulle sættes i stand til at videreformidle propagandabudskaberne, blev betegnet som „multiplikationsfaktorer“.150 Målgrupperne for de nøje udarbejdede planer for delegationsbesøg var derfor dels nøglepersoner i den danske offentlighed som politikere, meningsdannere og offentligt kendte personer. Dertil kom foreningslivets repræsentanter (fagforeninger, fredsgrupper, ungdoms- og kvindebevægelser) og faglige grupper (kommunalpolitikere, arkitekter, videnskabsmænd, journalister, lærere, pædagoger m.fl.).151 Det frem-

147 Generalforsamling for Københavnsafdelingen den 23. januar 1974, beretning ved Allan Fridericia, Landsforeningens arkiv; Brev fra Carl Madsen til Landsforeningen angående kampagne mod Amnesty Internationals kampagne, 1. oktober 1974, Landsforeningens Arkiv. 148 Fælles møde for de skandinaviske venskabsforeninger lørdag den 13. oktober 1973, Landsforeningens Arkiv; oversigt over mulige deltagere fra danske politiske partier i en international konference for fred og sikkerhed, udateret, Landsforeningens arkiv; Møder i København med Vl. Savko og Leningrad-professoren i forbindelse med Verdenskongressen for Fred og Sikkerhed i Moskva d. 25.10-31-10 1973, udateret, Landsforeningens Arkiv; Landsforeningens arbejde i lyset af den sovjetiske målsætning om fredelig sameksistens, Landsforeningens Arkiv. 149 „Informatsija o prebyvanii delegatsii datskikh sjensjtjin v SSSR“ [Rapport om en delegation af danske kvinders ophold i USSR] Sovjetiske kvinders anti-fascistiske komité til SUKP’s CK, 26. maj 1953, RGANI f. 5, op. 28, d. 124, ll. 68-90; Referat af samtale med russisklærer på Københavns Universitet, S. Surland, 17. maj 1965, Indberetning af G. Motjalov, 1. sekr. på den sovjetiske ambassade 10. juni 1965, GARF f. 9518, op. 1, d. 208, ll. 297-298; „Ottjot o rabote Obsjtjestva SSSR-Danija sa 1967 god“ [Rapport om Foreningen Sovjetunionen-Danmarks arbejde for året 1967] udateret, formentlig ul- timo 1967, GARF f. 9576, op. 11, d. 261a, ll.11,16; „Bericht über die Internationale Tätigkeit der VdgB im Jahre 1966.“ 20.10.1966, SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/ 98. 150 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „Information für die Aussenpolitische Kommission beim Politbüro des Zentralkomitees der SED. Betr.: Information über den erreichten Stand und die weiteren Vorhaben der Auslandsinformation der DDR gegenüber hochentwickelte kapitalistischen Ländern.“ 22.6.1987 151 “O vypolnenii postanovlenija pravitelstva ot 19. janvarja 1956 g. po Danii i o realisatsii meroprija- tij, predusmotrennykh sovetsko-datskim kommunike ot 6 marta 1956 goda. Spravka.“[Om imple- menteringen af regeringens forordning af 19. januar 1956 vedr. Danmark og om realisering af tiltag nævnt i det sovjetisk-danske kommunike af 6. marts 1956. Notat] af M. Gribanov, MID, 12. marts 1956, AVP RF f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 19-21.; „Ottjot o prijome v posolstve dlja predstavitelej molodjosjnykh organisatsij Danii 23 aprelja 1965 goda“ [Rapport om reception for repræsentanter for danske ungdomsorganisationer på den sovjetiske ambassade 23. april 1965] Indberetning af at- taché S. Sjuravljov, 21. maj 1965, GARF f. 9518, op. 1, d. 208, ll. 256-260.

366 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 367

Turistrejser til østlandene kunne anvendes i propagandaøje- med. Annonce for turistrejse til DDR, Aktuelt den 1. maj 1979.

gik endog, at det sovjetiske forsvarsministerium skulle invitere en gruppe repræsentanter fra de danske væbnede styrkers ledelse til at deltage i 1. maj paraden i Moskva i 1956.152 Det var således grupper, der både kunne virke som mulige informanter til bredere grupper i det danske samfund, og i propagandaøjemed alene ved deres rejseaktivitet udgøre beviser på, at „den sovjetiske regerings arbejde for at mindske den internationale spænding“ var lykkedes, og som det sovjetiske udenrigsministerium skrev, at „Dan- mark har opnået øget tillid til sovjetisk udenrigspolitik“, at „båndene mellem Danmark og NATO er svækkede“, og at „Danmark er begyndt at føre en mere uafhængig udenrigspolitik“. Kontakterne skulle styrke og udvikle denne kurs.153 Samtidig skulle gæsterne bruges i østlandenes interne propaganda. Folk fra Vesten kunne citeres i østlig presse for rosende omtale, der kunne højne systemernes legitimitet. Et eksempel er Vil- lum Hansen, formand for den danske Samar- bejdskomite for Fred og Sikkerhed, Hans Nebel fra Kristne for Fred og Jens Lorenzen fra Radikal Ungdom, som besøgte DDR og i en række DDR- medier fremhævede DDR’s vilje til fred og nedrustning.154 Når delegationerne bestod af politikere, blev det tilstræbt at give dem højst mulig officiel status, også når det drejede sig om mindre officielle ori- enteringsrejser. Det var derfor gerne udenrigsmi- nisterierne eller de interparlamentariske grupper

152 „Danija“.[Danmark] 4. januar 1956. Rapport om foreløbige resultater af arbejdet for at mindske spændingen og forslag om ny tiltag. Formentlig udformet af MID’s skandinaviske afdeling. AVP RF f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, l.7. 153 „Danija“. [Danmark] 4. januar 1956. Rapport om foreløbige resultater af arbejdet for at mindske spændingen og forslag om ny tiltag. Formentlig udformet af MID’s skandinaviske afdeling. AVP RF f.085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 4-9. 154 SAPMO-Barch: DZ9/ K 304.1638: „Bericht über den Aufenthalt einer Delegation des Zusammenarbeitskomitees für Frieden und Sicherheit Dänemarks in der DDR, 3.3.-5.3.1980“. 21.3.1980.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 367 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 368

i de østlige parlamenter som Sovjetunionens Øverste Sovjet, DDR’s Volkskammer eller den polske Sejm, der var værter i disse sammenhænge. Besøg på lavere niveauer blev vedtaget med en forordning fra Instansen (politbureauet). Med MID’s skandinaviske afdeling som tilsynsførende blev de praktiske dele af besøgene varetaget af østlandenes centrale forbund SSOD eller Liga für Völkerfreundschaft og af den stedlige sovjetiske ambassade. Instansen besluttede eksempelvis, at der skulle etableres forbindelser med ungdomsorganisationer i Socialdemokratiet og Venstre, efter at medlemmer herfra havde været med en dansk ungdomsdelegation på rejse i Sovjetunionen.155 Også andre østlige organisationer som ungdomsforbund (Komsomol, FDJ), fagforeninger, kvindeorganisationer eller såkaldt ikke-socialistiske partier (for de af østlandene, der ikke formelt var etpartisystemer) var engageret i delegationsarbejdet. Men venskabsforeningernes delegationsarbejde adskilte sig fra de nævnte specialorganisationer ved, at deres arbejde ikke var begrænset til en særlig målgruppe. Landsforeningens delegationsarbejde rettede sig generelt mod et bredt spektrum, der også inkluderede de personer, der var interessante for de øvrige organisationer. Som hovedregel tog specialorganisationerne sig af udviklingen af længerevarende kontakter eller kontakter over et vist niveau. Foruden besøg, der var kendetegnet ved deltagelse af personer, der spillede en politisk rolle i deres hjemlande, stod venskabsforeningerne for udviklingen af den såkaldte politturisme til østlandene. Dette begreb dækkede over „almindelige“ borgere i Vesten, der rejste på en blanding af ferie- og dannel- sesrejser til østlandene. Disse rejser spillede en vigtig rolle for finansieringen af venskabsforeningernes arbejde. Fra overordnet politisk hold mente man ikke, at masseturismen grundlæggende ændrede folks politiske indstilling, men dog „indskrænkede mulighederne for den borgerlige propaganda“. Der var med andre ord tale om at lægge et fundament, der nødvendigvis skulle bygges videre på.156 Landsforeningen rådgav ambassaden om turismens fordele, og ambassaden fik en vis bekræftelse på, at turismetiltagene havde en god effekt. Af en samtale med tre medlemmer af landsforeningens bestyrelse fremgik det, at „det er nødvendigt på alle måder at udvikle turismen. Betingelserne for udenlandske turister i Sovjetunionen skal være de samme som eller bedre end i Vesten. Denne hær af turister vil med egne øjne se det

155 „Postanovlenije presidiuma SSOD“ „O meroprijatijakh v svjasi s 20-letijem Mesjdunarodnoj Demokratitjeskoj Federatsii sjensjtjin“ [Forordning fra SSOD’s præsidium. Om tiltag (over for udlandet) i forbindelse med 20 års jubilæet for International Demokratisk Føderation af kvinder (WIDF), 23. marts 1965, GARF, f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 44-47; Indberetning vedr. MID’s påbud om, at ambassaden skal udarbejde information om udførelsen af Instansens forordning af 19. januar 1956, N. Slavin til chefen for MID’s skandinaviske afdeling, I.I. Iljitjov, 31. juli 1956. AVP RF f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 27-32; Bemærkninger til SSOD’s skandinaviske afdelings arbejdsplan for året 1959, K. Rodionov, chef for skandinavisk afdeling i MID, til Je.P. Gorlinskij, leder af skandinavisk afdeling i SSOD, 28. marts 1959, GARF f. 9576, op. 11, d. 46a, ll. 82-88. 156 SAPMO-Barch: DY13: „Rede des Genossen Feist. Präsidiumstagung 24.11.1976.“ 24.11.1976.

368 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 369

fredelige liv i Sovjetunionen, og vil kunne blive en hær af propagandister for Sovjetunionen. Når de kommer hjem, vil de fortælle sandheden om Sovjetunionen som modvægt til den løgnagtige antisovjetiske propaganda“.157 Rejserne indeholdt foruden afslapning et omfattende kulturprogram med blandt andet besøg på virksomheder, kollektivbrug, filmforevisninger og foredrag. Hele programmet skulle sammensættes under hensyntagen til, at turisterne skulle få en grundlæggende positiv politisk forståelse af det socialistiske system samt østblokkens udenrigspolitik.158 Et typisk eksempel var en special- delegation bestående af en gruppe af danske ungdomsrepræsentanter, ungdomspolitikere og fagligt aktive unge, der besøgte DDR. Her indgik blandt andet organiseret diskussion af DDR’s indenrigs- og udenrigspolitik med en repræsentant fra Venskabsforeningen DDR-Danmark, møde med en FDJ-re- præsentant vedrørende østtysk ungdomspolitik og besøg ved det nationale mindesmærke KZ-Sachsenhausen. Dertil besøgte man DDR’s statsgrænse ved Brandenburger Tor, holdt seminarer om ungdomsspørgsmål og møde med en skoleleder fra en Polytechnische Oberschule, der kæmpede for at blive op- kaldt efter en modstandsmand mod Hitler. Der blev talt om antifascisme, sko- ledrift og FDJ, afholdt møde med repræsentanter fra Kraftwerk Boxberg ved- rørende ungdomsarbejdet i virksomheden, aflagt besøg på virksomhedens sportsanlæg og arrangeret en rundtur i Berlin med fremvisning af nybyggeri og restaureringsarbejder. Modtagelsen afsluttedes med evaluering under deltagelse af repræsentanter fra venskabsforeningen DDR-Danmark. Pro- grammet indeholdt desuden kulturarrangementer, shopping og ikke mindst interviews med de dansksprogede propaganda-medier „DDR-revy“, „Radio Berlin International“ samt lokalpressen.159 Besøg på virksomheder og andre institutioner i de socialistiske lande skulle give en vestlig besøgende en oplevelse, der fremstod som et eksklusivt indblik i „almindelige menneskers dagligdag“. Efter et besøg kunne deltagerne rejse hjem med fornemmelsen af at „have set med egne øjne“, et indtryk, der måtte virke stærkt, ikke mindst fordi de færreste i Vesten følte at ligge inde med sikre informationer om livet bag jerntæppet. Således besøgte skandinaviske delegationer i tidens løb kollektivbruget Boltenhagen ved Østersøkysten. De besøgende boede enten på velfungerende FDGB-feriehjem eller på interho- teller, der var godkendt til vestlige besøgende. Men det var ikke kun punk-

157 Referat af samtale med H. Loft, Inger Gamburg og I. Jensen 18. december 1956. Indberetning fra N.T. Golub, 2. sekretær ved den sovjetiske ambassade i København. 24. december 1956, GARF f. 5283, op. 20, d. 55, ll. 12-13. 158 SAPMO-Barch: DY13: „Konzeption für die politische Arbeit mit studientouristischen Gruppen aus Dänemark, Schweden und Norwegen, Juni-August 1977 in Kühlungsborn (Ostseetourismus).“ 4.4.1977; vedrørende målsætningerne i Inturists arbejde med turister, Fakta om Sovjetunionen 3. marts 1979. 159 SAPMO-Barch: DY 13: „Programmempfehlung für den Studienaufenthalt von Vertretern der Jugendpolitik, Funktionäre von Jugend und Freizeitorganisationen Dänemarks zum Thema: Jugendpolitik, Arbeit und Leben junger Leute in DDR 15.-21.9.1985“. 10.7.1985.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 369 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 370

terne på turen, der var tilpasset. Det gjaldt også de svar, som danskerne fik på rejsen i det socialistiske land. Fra kommunistpartiet forelå retningslinjer for argumentationen over for vestlige besøgende, og svar på en række ofte stillede spørgsmål var således forberedt.160 „Forkerte“ spørgsmål skulle umiddelbart imødegås offensivt. Særligt kritiske gæster skulle statssikkerhedstjenesten tage sig af eksempelvis i form af efterfølgende indrejserestriktioner, således, at de ikke kom til at ødelægge billedet for de andre besøgende.161 De ansvarlige for modtagelsen og rundvisningen af gæster fra de ikke-kommunistiske lande fik forud nøje instrukser om politiske mål og fremgangsmå- der. Denne grundige forberedelse gjaldt både specialdelegationerne og masseturismen. Rapporter fra Litauens Turistkontor Inturist, vidner om, at guiderne over for de besøgende blev pålagt at være „aktive propagandister for den sovjetiske virkelighed og den sovjetiske livsform.“ Citatet er fra en rapport fra 1972, der også indeholder en advarende liste over „tendentiøse“ spørgs- mål, som turisterne har stillet guiderne. Således havde en dansk turist ønsket at vide, hvor mange litauere, der blev sendt til Sibirien 1945-1950. Rapporten indeholdt også en huskeliste over, hvorledes guiderne kunne afsløre udenlandske agenter blandt turisterne.162 En anden rapport påminder guiderne, der præsenteres som „grundigt ideologisk skolede“, at de skal „berette om de storslåede fremskridt i Litauen siden den socialistiske revolutions sejr i landet (1940).“163 Ifølge den sovjetiske journalist og efterretningsagent Boris Tjekhonin arbejdede mange journalister som han selv ud fra instrukser fra SUKP’s CK og KGB med modtagelse af udlændinge fra Vesten. Tjekhonin skrev for det må- nedlige tidsskrift “De sovjetiske fagforeninger taler“, hvor han skulle propagandere for det sovjetiske system og de sociale landvindinger. Han skulle endvidere drive propaganda over for udenlandske delegationer, udpege vestlige efterretningsfolk i delegationer og hverve fagforeningsfolk under ophold i Sovjetunionen. Tolken leverede informationer om alle de delegeredes holdninger og indtryk.164

160 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY60/ 4626: „ Anlagen zur Argumentation 15. Ostseewoche 1972“. DZ9/ 444.2332: „ Hinweise nzur Gesprächführung“. 17.8.1982. 161 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern: BL. 1292, Oberstløjtnant Neuthe til Karl Mewis, 17. juli 1959. 162 “Ottjot ob informatsionno-propagandistkoj rabote, provedjonnoj Otdelenijem VAO “Inturist“ po Litovskoj SSR s inostrannymi turistami“ [Indberetning om informations-propaganda arbejde med udenlandske turister, gennemført af Afdeling VAO “Inturist“ i den litauiske sovjetrepublik] 27. januar 1972, Lietuvos Ypatingasis Archyvas, f. K1, ap. 46, b.771, ll. 241-270. 163 “Ottjot ob informatsionno-propagandistkoj rabote, provedjonnoj Otdelenijem VAO “Inturist“ po Litovskoj SSR s inostrannymi turistami v 1969 godu“ [Information om informations-propaganda arbejde med udenlandske turister, gennemført af Afdeling VAO “Inturist“ i den litauiske sovjetrepublik i 1969] Indberetning af 22. januar 1970, Lietuvos Ypatingasis Archyvas, f. K1, ap. 46, b. 771, ll. 171-201. 164 Boris Tjekhonin, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste], 2002, s. 24 ff.

370 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 371

De store anstrengelser, som østlandene udfoldede for at påvirke de vestlige besøgende med de rette indtryk, ses af en rapport vedrørende propagandatil- tag i en international sømandsklub i den lettiske havneby Ventspils. De sovjetiske myndigheder havde oprettet sømandsklubben „med det formål at udbrede sovjetisk propaganda, herunder om Sovjetunionens fredelige udenrigspolitik og socialismens fortrin frem for kapitalismen og om den succesrige na- tionalitetspolitik.“ Betydningen af klubben fremgår af besøgstallene; der var for året 1966 an- løb af 692 skibe, heraf 17 danske, 70 svenske og 47 norske. Det samlede mand- skabstal var 14.981 personer, og heraf besøgte 73% sømandsklubben. Her an- viste myndighederne regler for de samtaler, de lettiske sømænd indgik med vestlige kolleger. Samtaler blev betragtet som „én af de mest effektive propa- gandaformer“, idet de „skaber en god og venlig stemning, som adskiller sig fra anmassende propaganda.“ Ved „samtaler på fartøjet“, som foretrækkes frem for opsøgende arbejde i byen, idet mandskabet føler „sig mere fri ombord“, tilrådedes det at kontakte kaptajnen først, fortælle om byen, vise fotos, forære gæsterne souvenirs, osv. Ved samtaler i klubben skal det fremgå, at klubben har „gamle venner“ blandt udlændinge. Det vil „skabe en atmosfære af tillid og objektivitet“. Man kan bemærke, hvis disse gamle venner har udtalt sig til fordel for Sovjetunionen, især skal det fremdrages hvis andre vestlige kolleger har udtaler sig provokerende. For eksempel havde to udenlandske kaptajner udtalt sig om „hvor højt uddannelsesniveauet var i byen“, og at „det hele er meget bedre end derhjemme“. Sådanne videregivelser vurderedes som nyttige, idet de kom fra en vesterlændings mund. Rapporten indeholdt således citater fra vestlige sømænd, som de lettiske sø- folk kunne gengive over for besøgende, for eksempel fra en norsk matros: „Kun her i sømandsklubben føler jeg mig hjemme. Her vil folk mig det oprigtigt godt“. Eller fra en svensk sømand: „Kun her finder vi kultur og moralsk renhed“. Endelig var invitationer af vestlige sømænd til koncerter, skuespil og folkeensembler ønskværdige i propagandaens øjemed. Rapporten foreslog også hyggeaftener med skak, tv og dans samt organiserede foldboldkampe, dog med henblik på den gode stemning med blandede hold, idet vestlige sø- mænd ikke spillede lige så godt som lettiske.165 Dokumenter fra DDR’s Liga für Völkerfreundschaft giver tilsvarende detaljerede anvisninger til de ansvarlige ledsagere på grupperejserne. Deltagerne skulle bibringes „følelsen af at de selv var med til at forme programmet“, og i evalueringen var det vigtigt at finde punkter, hvor de østlige og vestlige deltagere var enige.166

165 “Spravka ob opyte raboty internatsionalnogo kluba morjakov v g. Ventspilse Latvijskoj SSR“ [Indberetning om erfaringerne fra arbejdet i den internationale sømandsklub i Ventspils i den lettiske sovjetrepublik], direktør Subatnijeks til SUKP’s CK, 23. februar 1967, Latvijas Valsts Arhivs, f. PA-101, apr. 31, l. 81, lp. 6-26. 166 SAPMO-Barch: DY13: „Thesen zur weiteren Gestaltung der Delegationspolitik“ 5.9.1978.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 371 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 372

På baggrund af de stærkt styrede evalueringer udvirkede østblokken resolutioner og kommunikéer, der efterfølgende i presse og officielle skrifter skulle give udtryk for en fælles opfattelse af, at det socialistiske system og dets målsætninger skulle understøttes, og kapitalismen kritiseres. Dette blev i forbindelse med et delegationsbesøg i DDR af nordiske kulturpersonligheder formuleret således: „På grund af kapitalismens generelle krise befinder kunst og kultur i de tre lande (Danmark, Sverige, Finland) sig i en dyb krise. Den socialistiske kulturpolitik ved arbejderklassen og for arbejderklassen vil foregå med et godt eksempel og udgøre en ledestjerne for de kommunistiske partier og progressive kræfter i modsætning til kapitalismens moralske og kulturelle forfald. De be- stræbelser, som først og fremmest socialdemokratisk orienterede fagforeningsfolk og funktionærer gør for at finde løsninger inden for rammerne af det eksisterende udbyttersamfund, er dømt til forlis og kan kun føre til lappe- løsninger.“167 De sovjetiske kilder giver et eksempel på, at repræsentanter for en delegation af danske typografer ikke ville godkende en række sovjetiske formuleringer om de „fælles holdninger“ og den „venskabelige atmosfære“ i et kom- muniké efter sovjetisk mønster, eftersom det ikke var det indtryk, de danske fagfæller havde af begivenheden. Danskerne var dog ifølge det sovjetiske dokument endt med at acceptere de sovjetiske formuleringer.168 Omfanget af delegationsarbejdet var ganske omfattende. I 1976 modtog DDR’s Liga für Völkerfreundschaft ni delegationer fra Danmark med hver ca. 100 deltagere. Derudover havde venskabsforeningen Danmark-DDR mulighed for at arrangere rejser for uddannelses-institutioner med egenbetaling samt at formidle studiepladser for tysklærere ved Herder-Instituttet i Leip- zig.169 Sproguddannelsen blev set som et middel til at indpode lærerne et positivt billede af socialismen.170 En række af disse kurser blev betalt af skolerne i Vesten. Der foreligger ikke undersøgelser af disse programmer for Danmarks vedkommende, men Sverige sendte hundredvis af lærere på skoling i DDR. Fra østtyske side glædede man sig over at være „repræsenteret“ på

167 SAPMO-Barch: DY13: „Konzeption für die Einreise einer Delegation zum Studium der sozialistischen Kulturpolitik der DDR aus Finnland, Schweden, Dänemark in der Zeit vom 17.2.-24.2.1976. Delegations-Nr. I/27 E.“ 6.1.1976. 168 Referat af samtale med Ib Nørlund 3. oktober 1957, indberetning af Slavin, sovjetisk ambassadør i Danmark, 8. oktober 1957, RGANI f. 5, op. 50, d. 20, l. 203. 169 SAPMO-Barch: DY13: „Entwurft des Jahresprotokoll für die Zusammenarbeit zwischen der Freundschaftsgesellschaft Dänemark-DDR und der Gesellschaft DDR-Nordeuropa für 1976“. 12.1.1976. 170 SAPMO-Barch: DY 13: „Information über die Durchführung der Internationalen Hochschul- ferienkurse für Germanistik (MHF und MfK) 1986 und Schlussfolgerungen für 1987.“ 18.11.1986; DY 13: „Information über die IHFK 1982 und die Aufgaben der Liga für die Durchführung der Kurse 1983“. 26.11.1982.

372 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 373

næsten alle svenske folkeskoler.171 Ligaen modtog andre organisationer og også delegationer fra Danmark, således at det samlede antal danskere, der under organiserede former stiftede bekendtskab med DDR var mindst dobbelt så stort. Hertil var ikke medregnet de DKP-funktionærer, der i partisam- menhæng blev sendt til kurser eller lignende. Med henblik på organisering af besøgsdelegationer fra Danmark til Sovjet- unionen anvendte SSOD kontakterne til de såkaldt „progressive“ organisationer, f.eks. Danmarks Demokratiske Kvinder, komitéen til fredens forsvar og komitéen af krigsveteraner.172 Allerede fra 1950’erne havde den sovjetiske ambassade på DKP’eres opfordring fået øje på Mellemfolkeligt Samvirke, der „udmærkede sig ved at have bred politisk appel, ikke mindst for radikale“, og som kunne tænkes at „få større succes end fredsbevægelsen, som lider under udviklingsbegrænsninger.“173 Mellemfolkeligt Samvirke var interesseret i kontakten, omend ud fra andre motiver, og Sovjetunionen så den umiddelbare fordel i organisationens „pacifistiske virke“.174 Landsforeningen fik af SSOD som én af sine primære opgaver at organisere besøgene, både special- og masseturismen. Fra midten af 1950’erne arrangerede foreningen større turistrejser såsom „krydstogter“ over Østersøen til Riga og Leningrad. Fra 1961 afgik de første jetfly med charterturister fra Danmark til Moskva.175 De positive beretninger udgav Landsforeningen i sit blad Sovjetunionen i Dag med et oplag på 1.000 i 1950’erne. Umiddelbart efter Ungarnskrisen skrev den sovjetiske ambassade i en indberetning efter en samtale med repræsentanter fra Landsforeningens bestyrelse, at det forekom til- rådeligt at øge bevillingerne til „besøg på favorable vilkår“ med henblik på at øge medlemstallet i Landsforeningen.176 For at skabe og forbedre grundlaget for, at vestlig journalistik kunne formidle østblokkens synsvinkler, var journalister efterspurgte til delegationsbe-

171 Nils Abraham, Das DDR-kulturzentrum Stockholm und die Freundschaftgesellschaft Schweden-DDR als Instrumente der Public Diplomacy der DDR gegenüber Schweden nach der Annerkennung der DDR 1972, Universität Greifswald, 2005. 172 Forslag fra MID til SUKP’s CK om foranstaltninger til at „aktivere kampen i de skandinaviske lande for at få Norge og Danmark ud af NATO“, 11. juni 1959, AVP RF f. 0116, op. 49, p. 191, d. 16, ll. 34-35; „O meroprijatijakh v svjasi s 20-letijem Mesjdunarodnoj Demokratitjeskoj Federatsii sjensjin“, [Om tiltag i forbindelse med International Demokratisk Føderation af Kvinders 20-års jubi- læum] Postanovlenije [Forordning] fra SSOD om tiltag over for udlandet for at promovere kvindernes rolle i folkenes kamp for fred, 23.marts 1965, GARF f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 44-47. 173 Referat af samtale 18. december 1951 med Mogens Fog og Elin Appel, indberetning fra den sovjetiske gesandt i København, M.S. Vetrov, 21. december 1951, AVP RF, f. 07, op. 26, p. 45, d. 100 ll. 57-59. 174 Referat af samtale med medlem af styrelsen i Mellemfolkeligt Samvirke, direktør Arne Fremm, 16. juni 1954, indberetning af A. Nikitin, 1. sekretær på den sovjetiske ambassade i København, 18. juni 1954, RGANI f.5. op. 28, d. 225, ll.44-45; „Plan raboty Obsjtjestva „SSSR-Danija“ na 1961 god“ [Plan for foreningen USSR-Danmarks virke for 1961] udat. GARF f. 9576, op. 11, d.120, ll.1,7. 175 Alfred Jensen (red.) „Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen“, Dansk-Russisk Samvirke i 75 år, 1999, s. 5-10. 176 A. Kovaljov, chef for MIDs skandinaviske afdeling, til N.V. Popova, formand for SSOD, 7. marts 1962, GARF f. 9576, op. 18, d. 165, l. 62.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 373 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 374

Den danske delegation på en rejse arrangeret af den sovjetiske forfat- terforening i 1976. Fra venstre sla- visten, dr.phil. Eigil Steffensen, forfatteren Inger Christensen, forlægge- ren Erik Vagn Jensen og professor, dr.phil. Søren Egerod. (Landsforeningens arkiv).

søg fra SSOD’s side. De fik tilbudt kreditter, når de i deres hjemland trykte bøger på baggrund af sovjetisk materiale, og i øvrigt fik de finansiel støtte.177 DKP’s ledelse og landsforeningen rådgav den sovjetiske ambassade om velegnede og velplacerede danske journalister til sådanne opsøgende rejser.178 Både DKP og landsforeningen synes at have udført det praktiske arbejde i forbindelse med rejseplaner, programsammensætning for delegationerne, indstilling af deltagergrupper og information om de enkelte deltageres pro- fessioner og interesse for propagandaarbejdet.179 Fordelen ved at landsforeningen udførte det store praktiske arbejde var, at DKP og dermed Sovjet- unionen kunne føre kontrol med tiltagene uden officielt at blive forbundet med dem. Sovjetunionen ønskede, at det praktiske arbejde skulle fremstå som en national dansk interesse fra en frivillig forenings side.180 Imidlertid påtog DKP’s ledelse sig at korrigere landsforeningens arbejde, hvis det ikke tjente

177 Rapport fra det sovjetiske APN-bureau med forslag til modpropaganda i Frankrig, 28. november 1970, dokument gengivet i Nicolas Werth og Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, 1994, ss. 442-443. 178 Referat af samtale med næstformand i DKP A. Jensen, indberetning fra ambassaderåd A.S. Kaplin, 30. december 1955, RGANI f. 5, op. 28, d. 435, l. 11; „Danija“ [Danmark] Status over tiltag og resultater i Danmark, formentlig udarbejdet i MID, 4. januar 1956, AVP RF f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 4-9. 179 Referat af samtale med formand for DKP Aksel Larsen og næstformand A. Jensen 4. oktober 1952, indberettet af A.I. Denisov, leder af VOKS, RGASPI f. 17, op. 137, d. 935, ll. 172-173; skrivelser af 20. maj 1964 og 17. maj 1965, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 448: Sommerkurser 1963-1971; brev til DKP fra A. Lainova, ansv. sekr. for den pædagogiske Sektion, 26. februar 1965, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 448: Sommerkurser 1963-1971; DKP, sekretariatsmøder 26. april 1985, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987); „Oplysninger om delegations deltagere til Letland“ og „Oplysninger om Studiegruppen til at studere sociale spørgsmål“, brev til kulturattaché Samochin udateret; Brev fra Ingmar Wagner til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 1. oktober 1970, Landsforeningens Arkiv. 180 Referat af samtale med medlem af CK’s politbureau og formand for den københavnske afdeling af DKP I. Wagner 24. februar 1959, indberetning fra A. Nikitin, 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade i København, 28. februar 1959, RGANI f. 5, op. 50, d.160, ll. 56-60; A. Kovaljov, chef for MID’s skandinaviske afdeling til N.V. Popova, formand for SSOD, 7. marts 1962, GARF f. 9576, op. 18, d. 165, l. 62; “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulja 1973 goda.“ [Notat om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens arbejde pr. 1. juli 1973] Indberetning til SSOD fra Ju. Samokhin, SSOD og 1.sekretær ved ambassaden, 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, ll. 200-206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling i SSOD til Samokhin, 27. august 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l. 207.

374 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 375

Sovjetunionens interesser. Det fremgår blandt andet af et løfte fra Knud Jespersen og Ib Nørlund til den sovjetiske ambassadør Levytjkin i 1961, der gik ud på at fratage den delegationsansvarlige i landsforeningen, Ifrim Jensen, hans post og erstatte ham med den af DKP udpegede Rasmussen. Jensens brøde bestod bl.a. i, at han i en gruppe turister, der skulle til Sovjet- unionen på favorable vilkår, havde inkluderet „pensionister, russiske emigranter, husmødre og uvirksomme personer, hvis ophold i Sovjetunionen ingen vil have glæde af, hverken ambassaden, foreningen eller vennerne“.181

Kommunale forbindelser Mens politikerbesøg på højere niveau blev varetaget af statslige organisationer, stod Venskabsforbundene for besøg af kommunalpolitikere. Allerede fra 1960’ernes første afspændingssignaler arbejdede man fra de socialistiske landes side på at etablere faste kontakter mellem Øst og Vest. Forbindelserne mellem to byer skulle give indtryk af at være lokale initiativer, men var fra østlig side styret fra centralt hold. Formålet med forbindelserne var, at de skulle kunne mobiliseres som støtte i konkrete kampagne- sammenhænge. De venskabsforbindelser, der eksisterede mellem Danmark og DDR, var næsten alle etableret som en udløber af anerkendelseskampag- nen i 1960’erne. Eksempelvis skulle venskabsbyforbindelserne på lokalt og regionalt plan i Danmark sikre opbakning bag en anerkendelse af DDR.182 I samme ånd blev venskabsbyforbindelserne aktiveret i 1980’ernes kampagner for de socialistiske landes fredspolitik og mod NATO.183 Landsforeningen gjorde i sine indberetninger særlig opmærksom på de kommunalpolitikere blandt danske delegationsdeltagere, der kunne tænkes at ville indgå venskabsbyaftaler.184 Den første venskabsbyaftale, der kom i stand, var mellem Brøndby og Gagarin-distriktet i Moskva sommeren 1972. Kun Ålborg og Rønne nåede i den kolde krigs tid at få en formel venskabsaf- tale med sovjetiske distrikter. I 1980’erne kom venskabsby-projektet også ind under DKP’s politiske program,185 og aftaler med Århus kom under forberedelse.

181 Referat af samtale med formand for DKP’s CK [Knud] Jespersen og medlem af DKP’s CK’s politbureau [Ib] Nørlund 23. maj 1961, indberetning fra K.D. Levytjkin, 30. maj 1961, RGANI f. 5, op. 50. d. 326, ll. 101-105. 182 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern, BL IV/A /2/18/1086 , Bericht über die Kommunale beziehungen der Städte des Bezirkes Rostock zum nichtsozialistischen Ausland im Jahre 1965, 15. november 1965. 183 SAPMO-Barch: DY 13: „Entwicklung der Auslandsbeziehungen der Bezirke und Städte“, marts 1985. 184 Brev fra Ingmar Wagner til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 1. oktober 1970, Brev til kulturattaché Samokhin, 5. marts 1971, Landsforeningens Arkiv. 185 DKP, sekretariatsmøde 17. februar 1986, ABA, Kasse 135, sekretariatsprotokol april 1980 – april 1987.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 375 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 376

I perioderne mellem de store kampagner blev venskabsrelationerne benyttet til at styrke de socialistiske landes propaganda-arbejde og image på regionalt plan, ligesom man intensiverede det politiske kontaktarbejde rettet mod ikke-kommunistiske partnere. En venskabsbyaftale lettede kommunikationen med de regionale medier og åbnede muligheder for afholdelse af større politisk-kulturelle „Komplexaktionen“, som eksempelvis afholdelsen af de så- kaldte DDR-uger, der flere gange fandt sted i Wismars mangeårige venskabsby Aalborg. Velfungerende venskabsby-relationer havde den håndgribelige fordel, at venskabsbyen kunne inddrages i finansieringen af konkrete propagandafrem- stød. Det var eksempelvis tilfældet i 1983 med en DDR-uge i Aalborg.186 Desuden kunne aktive kontakter medvirke til en øget udveksling med part- nerbyen. Efterhånden som den økonomiske situation i Østeuropa strammede til, blev man i stigende grad opmærksom på, at den form for udveksling foruden en propagandagevinst også rummede chancen for et afkast i vestva- luta.187

Finansiering af venskabsforeningernes virksomhed Finansieringen af venskabsforeningernes virke og dermed spørgsmålet om, hvis interesser de tjente, optog PET.188 Efter åbningerne af de østlige arkiver er det blevet klart, at østlandene opfattede venskabsforeningerne til henholdsvis Sovjetunionen og DDR som lokale service- og propagandaorganer. Under den kolde krig var formodningen, at østlandene finansierede venskabsforeningerne, da de rådede over et apparat med egne lokaler, funktio- nærer og trykt materiale, der ikke stod mål med medlemstallet og kontingent- indbetalingerne. For de danske kommunister, der indtog centrale poster i foreningerne, var virksomheden desuden et middel til at finansiere deres eget politiske arbejde, som de kommunistiske regimer i øvrigt gerne ville støtte, da det blev betragtet som værende i deres egen interesse. For de ledende kommunistpartier var venskabsforeningerne og dermed temaet „udvikling af kulturelle forbindelser med vestlige lande“ en paraply under hvilken man kunne kanalisere penge til venligtsindede partier og grupper i Vesten. Østlandene rådede over et bredt repertoire af muligheder for at hjælpe venskabsarbejdet på vej. Støtten bestod primært af:

186 SAPMO-Barch: DY 13. „Erfahrungen bei Entwicklung der kommunalen Auslandsbeziehungen und der Tätigkeit der Bezirkskomitees der Liga für Völkerfreundschaft der DDR“, 1983. 187 SAPMO-Barch: DY 13: „Entwicklung der Auslandsbeziehungen der Bezirke und Städte“, marts 1985. 188 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 178.

376 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 377

• Direkte finansiering af funktionærer • Levering af tryksager og andre materialer til foreningernes arbejde • Levering af propagandatidsskrifter, der skaffede venskabsforeningerne overskud gennem salg • Subvention af turistrejser solgt af venskabsforeningerne • Finansiering af delegationsrejser • Udsending af kulturpersonligheder til deltagelse i venskabsforeningernes arrangementer

Landsforeningen fik materiel støtte i form af kunsthåndværk, bøger, grammo- fonplader o.l., som gav indtjening ved lotteri og videresalg.189 Sovjetunionen ydede også direkte støtte samt varer til forretningen Sputnik, der havde til huse i landsforeningens bygning. Støtten kom på DKP’s anmodning og udgjorde for eksempel for 1974 250.000 kroner og en kredit på 20.000 valutarubler. I 1976 fik foreningen yderligere hjælp på 15.000 valutarubler, og i 1980 fik Sputnik eftergivet en gæld for levering af varer fra Sovjetunionen på 93.325 valutarubler (800.725 danske kroner). Desuden modtog Sputnik 31.806 valutarubler (270.000 danske kroner) til etablering af en ny boghandel, der skulle være under direkte kontrol af DKP. Det ville „muliggøre en mere effektiv spredning af sovjetisk litteratur på det danske bogmarked“. Udgifterne blev pålagt udenrigshandelsministeriet og blev posteret under „finansiering af eksportoperationer“.190 Hertil kom direkte støtte til landsforeningen, herunder betaling af husleje. I slutningen af 1970’erne havde SSOD hævet støttebeløbet fra 84.000 til 171.000 valutarubler (ca. 1.710.000 danske kroner årligt.) Samme beløb tilfaldt de norske og svenske venskabsforeninger årligt.191 I 1975 besluttede SSOD at anskaffe en bygning beliggende Vester Voldgade 11 til landsforeningens aktiviteter. I den forbindelse bevilgede Moskva, hvad der svarede til 500.000 danske kroner samt for de kommende år „de nødvendige midler i udenlandsk valuta til den endelige afregning for anskaffelse og reparation af udstyr til ovennævnte bygning“. Gosplan og finansministeriet skulle indregne

. 189 Referat af samtale med næstformand for DKP og i dansk-sovjetisk forening Alfred Jensen 27. november 1957, indberetning af Nikitin, 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade i København, 3. december 1957, GARF f. 5283, op. 20, d. 55, ll. 138-141; „O dopolnitelnykh meroprijatijakh po rasvitiju kulturnykh svjasej mesjdu SSSR i Danijej“ [Om yderligere forholdsregler til at udvikle de kulturelle forbindelser mellem Sovjetunionen og Danmark] Terjosjkin, vicechef for Centralkomiteens internationale afdeling til SUKP’s CK, 28. maj 1962, RGANI f. 4, op.18, d.144, ll.1-9. 190 “O prosbe rukovodstva Kompartii Danii“ [Om anmodning fra DKPs ledelse.] Postanovlenije [forordning] fra SUKPs CK, 15. august 1980, RGANI f. 4, op. 24, d. 1365, ll. 53, 56-62. 191 „Ob uvelitjenii pasmera finansovoj pomosjtji obsjtjestvam drusjby s Sovetskim Sojusom v Skandinaskikh stranakh“ [Om forhøjelse af den finansielle hjælp til venskabsforeninger med Sovjetunionen i de skandinaviske lande]. Forordning fra SUKP’s Centralkomites sekretariat, 8. juni 1976, RGANI f. 4. op. 24, d. 57, ll. 40-41.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 377 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 378

beløbet i deres budgetter fra og med 1976.192 I 1977 „udlejede“ den sovjetiske ambassade ejendommen gennem landsretssagfører Hermod Lannung, der var formand for landsforeningen, på den betingelse, at ejendommen blev anvendt til boghandel, kulturaktiviteter mm. „viet det sovjetiske folks liv og virke“.193 DDR leverede også råstofferne til venskabsindustrien samt penge til drif- ten. I 1973 havde Liga für Völkerfreundschaft afsat 32.000 valutamark, altså hård vestlig valuta, i direkte driftsstøtte til den danske venskabsforening.194 Året før havde danskerne modtaget 52.500 kr. Kontanterne modtog venskabsforeningens folk direkte under besøg på den østtyske repræsentation i København.195 Derudover rådede foreningerne over nogle produkter, de kunne sælge i Danmark. Det drejede sig primært om turistrejser samt propagandatidsskrifterne „DDR-revy“ og „Fakta om Sovjetunionen“. Cirka halvdelen udsendtes gratis til modtagerne, den anden halvdel blev solgt og indtæg- terne tilgik venskabsforeningerne.196 Salget af „DDR-revy“ indbragte i 1972 15.700 kr.197 Af landsforeningens arkiv fremgår det, at politturismen var af væsentlig betydning for landsforeningens økonomi.198 SSOD og fra 1970’erne Sovjetunionens LO dækkede stort set samtlige udgifter i forbindelse med kultur- og turistudvekslinger mellem Danmark og Sovjetunionen.199 SUKP’s CK bevilligede i 1977 til det danske firma HANSA Folketurist en kredit på 80.000 valutarubler (ca. 800.000 danske kroner), som skulle tilbage- betales over 10 måneder.200 Engagementet i rejsebranchen kostede dyrt for østlandene. Da først firmaet Folketurist og dernæst HANSA krakkede, kostede det DDR tab på 300.000 kroner. Da firmaet på trods af dette ikke overle- vede, led østtyskerne yderligere et økonomisk tab på 400.000 Mark.

192 „O priobretenii sdanija v g. Kopengagene dlja Obsjtjestva „Danija-SSSR“ [Om erhvervelse af en bygning i København til landsforeningen Danmark-Sovjetunionen“, Postanovlenije [forordning] fra SUKP’s CK’s sekretariat, 6. maj 1975, RGANI f. 4, op. 22, d. 236, ll. 64-65. 193 Lejekontrakt 6. september 1977, Landsforeningens Arkiv. 194 SAPMO-Barch: DY 13: „Sekretariatsvorlage. Valutaplan 1973“. 26.9.1973. 195 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern: BL/IV C/2/18/708: „Information über Freundschaftgesellschaft Dänemark-DDR“. 24.5.1973. 196 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „Information für die Aussenpolitische Kommission beim Politbüro des Zentralkomitees der SED. Betr.: Information über den erreichten Stand und die weiteren Vorhaben der Auslandsinformation der DDR gegenüber hochentwickelte kapitalistischen Ländern.“ 22.6.1987 197 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern: BL/IV C/2/18/708: „Information über Freundschaftgesellschaft Dänemark-DDR“.1972. 198 For eksempel Ingmar Wagners brev til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 30. april 1970 samt brev til Juri Samochin, kulturattache ved den sovjetiske ambassade, 26. marts 1971, Landsforeningens arkiv. 199 Til Arbejdsudvalget. Referat af møder i Moskva ugen 15.-20/8 1976 I.W. Landsforeningens Arkiv. Brev til Ministeriet for kulturelle anliggender, juni 1985. Landsforeningens Arkiv. 200 „O predostavlenii kredita datskoj firme „Folketurist“„ [Om kredit til det danske firma „Folketurist“] Postanovlenije [forordning] fra SUKPs CK af 21. oktober 1977, RGANI f. 4, op.24, d. 446, l. 141.

378 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 379

Efter det danske Hansas konkurs i 1984 kunne PET via dette bureau af- dække hvidvaskningsmetoderne gennem 1970’erne. PET udpegede Ingmar Wagner, Anker Schjerning og Preben Møller Hansen som nøglepersoner i pengetransaktionerne.201 HANSA var blevet oprettet i 1978 af en kreds af DKP’ere og havde styrelsesmedlemmer fra landsforeningen. Kapitalen til Hansas etablering blev fremskaffet gennem det kommunistiske rejsebureau “Hansa-turist“ i Hamburg. Til DKP’s, Hansas og Landsforeningens konti indgik ifølge PET penge, som de tre danske parter ikke leverede fulde modydelser for. Overførslerne bestod af forudbetalinger for tilrejsende grupper, hvoraf størstedelen kom fra Østtyskland. På denne måde modtog Hansa lø- bende indbetalinger i størrelsesordenen 30.000 og 100.000 DM. De manglende modydelser blev tilbagebetalt til Ingmar Wagner, ved at Hansa udstedte checks, typisk i størrelsen 50.000 kr., til Landsforeningen. I regnskabsåret 1984 androg forudbetalingerne i alt 1.152.994,90 kr. En efterfølgende revision konstaterede, at de til Landsforeningen udbetalte penge hverken kom tilbage til SUKP eller til de udenlandske rejsearrangører i DDR. PET formodede i 1986, at SUKP’s illegale apparat for længst havde fundet nye veje til afløsning for HANSA og Ingmar Wagner. En rapport pegede på planer om at oprette et firma i Vaduz i Liechtenstein på grund af den liberale indstilling til international udveksling.202 Hvor afgørende rejseindtægterne fra østblokken var, fremgår af protester fra DKP venskabsforeningen Danmark-DDR, da de årlige Østersøuger blev indstillet fra 1975.203 Da ugerne ophørte, var DDR nødt til at garantere de danske kammerater, at de ville modtage en passende økonomisk kompensation.204 Kompensationen kostede DDR 81.000 DM til venskabsforeningerne i Sverige, Norge og Danmark. Danskerne modtog blot 5.000 DM af den samlede pulje. Til gengæld fik de stillet 200 turistrejser til disposition, mens svenskerne kun fik 150.205 Rejsebureauvirksomheden var ikke kun et gode for DKP og de danske venskabsforeninger. Også for østlandene var denne ordning en fordel, fordi den betød, at de ikke behøvede at tære på deres beskedne valutareserver. De kunne her levere serviceydelser, der internt blev betalt i deres egen valuta,

201 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 178. 202 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 178. 203 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 13: „Vorlage an das Sekretariat der Liga für Völkerfreundschaft. Betr. Einschätzung der Ergebnisse des Wirkens der Liga für Völkerfreundschaft und der Deutsch- Nordischen Gesellschaft mit den Repräsentante der Anerkennungskomitees und der Nationalen Freundschaftsgesellschaften sowie im Touristenzentrum Kühlungsborn“. 1972. 204 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/ 177: „Vermerk über ein Gespräch des Mitglieds des Politbüros und Sekretär des ZK der SED, Hermann Axen mit dem Mitglied des Politbüros der KP Dänemarks, Poul Emaunel am 6. Fanbruar 1976.“ 205 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2/1632: „Massnahmen zur weiteren Arbeit gegenüber Nordeuropa nach der Beendigung der Ostseewoche“. 5.2.1976.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 379 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 380

men som i den anden ende af arrangementet kunne trækkes ud som danske kroner. Samtidig undgik man alt for åbenlys støtte. Selvom støtte til venskabsforeningerne kom fra flere forskellige kanaler og ofte gik via formelt „ikke-statslige“ institutioner, eksempelvis de centrale ven- skabsforbund, var der tale om en massiv statsstøttet virksomhed fra østlande- nes side. Ifølge det sovjetiske kildemateriale begrundede man hemmeligholdelsen med frygten for den borgerlige presse.206 Havde støtten været fuldt offentligt kendt, havde det ikke blot yderligere undergravet venskabsforeningernes tro- værdighed og derved hæmmet deres mulighed for politisk bredde. Støtten kunne også have underbygget forestillingen om, at foreningerne i virkeligheden var en form for statslige kultur- og propagandainstitutioner.

Gennemslagskraft De to undersøgte venskabsforeninger var forskellige. Den østtyske venskabsforening var et „datterselskab“ af Danmarks Kommunistiske Parti, mens den sovjetiske i nogen grad formåede at engagere både socialdemokratiske og borgerlige medlemmer. Forskellene i sammensætning betød, at resultaterne af foreningernes arbejde må bedømmes ud fra deres forskellige forudsæt- ninger. Fra de danske myndigheders side holdt man øje med venskabsforeningerne, om end vurderingen var, at foreningerne med deres begrænsede medlemstal, venskabsforeningen Danmark-DDR med 1.050 medlemmer (1972) og Landsforeningen med eksempelvis 14.000 medlemmer i 1961207 ikke udgjorde nogen trussel mod den eksisterende samfundsorden. PET fulgte også rejsebureauvirksomheden nøje, da man betragtede den som en indtægtskilde for DKP.208 Som påvist blev den brugt til at generere hård valuta til venskabsforeningernes – og dermed til kommunisternes arbejde. Foreningernes pr-arbejde for østlandene var ikke kun en tjeneste, som kommunisterne gjorde disse lande eller udtryk for, at de danske kommunister blot adlød ordrer fra Moskva. Østlandene og kommunisterne havde fælles interesser i, at den østlige socialismes image var så godt som muligt. Alligevel viser eksemplet med venskabsforeningen Danmark-DDR, at der ikke var fuld enighed om linjen. Hvor DKP ønskede at fastholde foreningen under kontrol som en partivirksomhed, pressede østtyskerne ikke sjældent på for en bredere politisk aktivitet.

206 Eksempelvis referat af samtale med næstformand i DKP A. Jensen 4. februar 1956, indberetning fra A. Kaplin, 20. februar 1956. RGANI, f. 5, op. 28, d. 435, l. 93. 207 „Sovetsko-datskije otnosjenija (kratkaja spravka)“ [Sovjetisk-danske relationer, kort notat] af chef for skandinavisk afdeling i MID, N. Lunkov, 14. september 1961, AVP RF f. 85, op. 46, p. 169, d. 6, ll. 39-42. 208 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 176, 178.

380 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 381

Diskussionerne mellem DKP og de østtyske partnere dækkede over det grundlæggende skisma mellem masseappel og ideologisk homogenitet, eller med østtyskernes egne ord mellem opportunisme og sekterisme, som man heller ikke fra DDR’s side formåede at løse.209 Selvom man i Østberlin fra tid til anden af kortsigtede politiske hensyn kunne ønske sig det første, var det nok primært det andet, der var venskabsforeningens virkelighed. Samme skisma gjaldt for Landsforeningen. På den ene side lagde den sovjetiske side vægt på, at den danske forening fremstod som et rent nationalt foretagende med bred politisk opbakning“.210 På den anden side ønskede SSOD ofte at bruge landsforeningen i mere direkte ideologiske fremstød i Danmark. Her advarede de danske medlemmer om, at det ville ødelægge det upolitiske image.211 Betragter man, udover organisationerne og deres bagland, venskabsforeningernes konkrete aktiviteter, bliver billedet af gennemslagskraften mindre klart. For mens foreningernes organisationsliv må betragtes som begrænset til et snævert politisk miljø, fortrinsvis i København, rettede deres aktiviteter sig mod en bredere offentlighed. Her var de et indspark i kulturkampen mellem socialisme og kapitalisme. Ligesom den trykte østpropaganda søgte venskabsforeningerne først og fremmest at forbedre østlandenes image i Danmark. Set fra østlig side var de enkelte arrangementer hver gang en succes. De be- søgende delegationer var altid ifølge afrapporteringen i behørigt omfang im- ponerede over det, de blev præsenteret for.212 De sovjetiske vurderinger af landsforeningens propagandaindsats var rosende og rummede statistikker med det høje antal bøger og film, som danskere havde fået kendskab til.213

209 SAPMO-Barch: DY 13. „Rede des Genossen Feist. Präsidiumstagung 24.11.1976“. 24.11.1976. 210 Sjenikov, medlem af VOKS ledelse, til ambassadør Slavin 22. marts 1957, GARF f. 5283, op. 20, d. 55, l. 46.; Referat af samtale med medlem af CK’s politbureau og formand for den københavnske afdeling af DKP I. Wagner 24. februar 1959, indberetning fra A. Nikitin, 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade i København, 28. februar 1959, RGANI f. 5, op. 50, d.160, ll. 56-60. 211 Brev fra Allan Fridericia, formand for Landsforeningen til generalsekretæren i foreningen Sovjetunionen-Danmark angående Tjekkoslovakiet, 25. august 1968, GARF f. 9576, op. 11,d. 274, ll. 121-122; Referat af samtale med Landsforeningens næstformand Alfred Jensen og generalsekretær Ifrim Jensen, indberetning af V. Aleksandrov 31. juli 1958, GARF f. 9576, op.11, d. 6, ll. 171-173. 212 „Informatsija o prebyvanii v SSSR delegatsii datskikh utjitelej“ [Information om en dansk delegation af læreres ophold i Sovjetunionen] Indberetning fra K. Tjugunov, VOKS, 15. marts 1954, herunder følgebrev til CK SUKP, RGANI f. 5, op. 28, d.251, ll. 27-29; A. Kovaljov, chef for MIDs skandinaviske afdeling til N.V. Popova, formand for SSOD, 7. marts 1962, GARF f. 9576, op. 18, d. 165, l. 62; SAPMO-Barch: DY 13: „Bericht über den Aufenthalt einer Studiendelegation der Freundschaftsgesellschaft Dänemark-DDR von Kunst- und Kulturschaffenden zum Thema „Die DDR nach dem XI Parteitag der SED unter besonderer Berücksichtigung der Rolle der sozialistischen Kulturpolitik bei der weitere Gestaltung der entwickelten sozialistischen Gesellschaft 21.-27.9.1986.“ 213 “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulija 1973 goda.“ [Information om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens virke pr. 1 juli 1973)] Indberetning til SSOD fra Ju. Samokhin, SSOD og 1.sekretær ved ambassaden, 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.200-206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling i SSOD til Samokhin, 27.august 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.207; „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god“[Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973],MID, 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, ll. 5-8.

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 381 kap. 43 P 07/06/05 8:41 Side 382

Dog var det ikke det samme indtryk af succes der fremstod i indberetningerne fra ambassaden. Her bedømtes landsforeningens arbejde gennemgå- ende som alt for useriøst og slapt, dårligt organiseret og med mange uudnyt- tede muligheder. Men det optimistiske billede i de højere afdelinger af østblokkens statsad- ministration prægede typisk Moskva og Østberlin. Her glædede man sig over, at venskabsforeningerne bidrog til, at forståelsen og interessen for de socialistiske samfund var konstant voksende.214 Disse generelle succesmeldinger var udtryk for, at der i systemet lå en forventning om positiv afrapportering. Beklagelser over venskabsforeningerne samt over de borgerlige mediers hetz hørte til andre steder; typisk i forbindelse med forhandlingerne med danskerne. Det er ikke muligt at give en præcis vurdering af venskabsforeningernes virksomhed, ikke mindst fordi aktiviteterne strakte sig over et meget langt tidsrum, hvor de nationale og internationale politiske konjunkturer skabte forskellige forudsætninger for den danske befolknings modtagelighed for på- virkningsforsøg fra de østeuropæiske lande. Givet lykkedes det gennem arrangementer og delegationer at forbedre det socialistiske image, når det gjaldt afspænding, antifascisme eller offentlig velfærd – særligt over for de person- grupper, der var forudset til delegationsbesøg. Disse personer var som meningsdannere i stand til at videreformidle deres indtryk til en større kreds af personer. I de mindre kulturarrangementer som film- eller foredragsaftener må venskabsforeningernes betydning vurderes til at være meget lille og forbeholdt en begrænset kreds.

214 „O nasjikh otnosjenijakh s Danijej“ [Om vores forbindelser med Danmark] MID,10. august 1953, AVP RF, f. 085, op. 37, p. 147, d. 11, ll. 7-29; “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulija 1973 goda.“ [Indberetning om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens virke pr. 1 juli 1973)] Indberetning til SSOD fra Ju. Samokhin, SSOD og 1.sekretær ved ambassaden, 21.juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.200-206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling i SSOD til Samokhin, 27.august 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.207; SAPMO-Barch: DY 13: „Einschätzung über Entwicklungsprozesse in der freundschaftsbewegung und Aktivitäten der Gesellschaften für Freundschaft mit der DDR im Jahre 1976“, december 1976.

382 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 383

44 · Østlig propaganda

I østlandenes terminologi dækkede begrebet i almindelighed den information, de socialistiske lande selv valgte at videregive i Vesten. En TASS- journalist erindrer, hvordan chefen for pressesektoren i SUKP’s CK, Ivan Aleksejevitj Subkov opdrog journalisterne til skærpet „offensiv politisk propaganda“ i 1970erne: „Vi skal benytte alle informationsgenrer til at demonstrere den leninistiske idés triumf. Information er først og fremmest agitation. Ikke en tandløs, lidenskabsløs opremsning af facts, men et udvalg sammensat på en sådan måde, i en sådan form, at de agiterer for os, for vores sag!“.1 Det er værd at bemærke, at ordet „propaganda“ i østlig selvforståelse ikke i sig selv havde nogen negativ eller subversiv konnotation, men blev anset for et helt legalt og nødvendigt element i klassekampen. Betegnelsen propaganda var dækkende for den samlede informationsstrøm, såvel skreven som æterbåren. Den havde form af envejskommunikation med færdigpak- kede budskaber, der var fastlagt i centralkomiteernes internationale medie- afdelinger på baggrund af Warszawapagtlandenes vedtagne politiske linje og tilrettelagt for videregivende kanaler. Disse kunne være dels de relevante fagministerier, dels samfundsorganisationer og komiteer med tilknytning til partiet og dels KGB. Kommandovejene fra de øverste sovjetiske instan- ser til samarbejdende organisationer og partier i Vesten er beskrevet i kapitel 15. Et eksempel er tilrettelæggelsen i 1980 af kampagnen mod NATO’s dobbeltbeslutning. Her fremgår det, at „de sovjetiske organisationer skal fuldt ud udnytte de planlagte forbindelser og udvekslinger med de vesteuropæiske lande og ligeledes de supplerende forslag fra de sovjetiske ambassader i disse lande med det formål at intensivere kampagnen mod NATOs militaristiske planer, så kampagnen kan få den største intensivitet op til forårsmøderne i denne bloks ledende organer (maj-juni i år)“.2 Dette kapitel behandler de ressourcer og kanaler, østlandene anvendte til propagandaarbejdet. Det redegør endvidere for formen og indholdet af den løbende informations- og propagandastrøm rettet mod Danmark, og foretager en vurdering af dens gennemslagskraft. Hvor store ressourcer østlandenes

1 Boris Tjekhonin, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste] 2002, s. 153-54. 2 „O dopolnitelnykh meroprijatijakh po aktivisatsii vystuplenij obsjtjestvennosti protiv resjenija NATO o proisvodstve i rasmesjtjenii novykh amerikanskikh raket v sapadnoj Jevrope“ [Om yderligere forholdsregler til aktivering af offentligheden mod NATO’s beslutning om produktion og stationering af nye amerikanske raketter i Vesteuropa]. Postanovlenije [forordning] af 15. april 1980 fra SUKP’s CK’s sekretariat, RGANI f. 89, op. 39, d. 1, ll. 1-4. Se endvidere organisationernes betydning i Politbureauets postanovlenije [forordning] af 4. februar 1987, RGANI f. 89, op.38, d.53, ll.1- 4, i A.Ulunjan, Kommunistitjeskaja partija Gretsii. Istorija i politika, 1996, s. 245-248.

ØSTLIG PROPAGANDA 383 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 384

ledelse afsatte til denne klassiske propaganda, giver østtyske kilder en idé om. Nedenstående skema fra 1977 er udarbejdet af chefen for det østtyske kommunistparti SED’s centralkomités afdeling for udlandspropaganda. Det indeholder hele DDR-statens udgifter til det internationale arbejde bortset fra de væsentlige udgiftsposter til udlandsrepræsentationerne og spionageappara- tet, og det viser østtyskernes høje prioritering af det systematiske propagandaarbejde i påvirkningsstrategierne. Skemaet viser også bredden af på- virkningsarbejdet fastsat i SED, der på linje med de øvrige østlandes ledende kommunistpartier aktiverede en lang række organisationer og statslige institutioner. Skemaet giver således et overblik over, hvor de forskellige propagan- daprodukter udgik fra, eksempelvis det internationale fredsarbejde, fagfore- ningssamarbejdet og forbindelserne til vestlige venskabsforeninger. Sidstnævnte sorterede under Liga für Völkerfreundschaft med skemaets stør- ste post på omtrent 30 millioner mark. Ved siden af de enkelte organisationers udgivelse af tryksager såsom som „FDGB-Rundschau“, udenrigsministeriets „Aussenpolitische Korrespondenz“, Fredsrådets informationsblade og tematiske brochurer, afsatte SED midler til informations- og propagandamaterialer. Det drejede sig om finansieringen af udlandspresseagenturet Panorama DDR, Forlaget Zeit im Bild i Dresden – der blandt andet stod for oversættelsesbureauet Intertext og trykningen af tidsskriftet DDR-revy samt udsendelsen af Radio Berlin International. Sammenlagt udgjorde disse udgifter alene 45,2 millioner mark af DDR’s samlede udgifter til arbejdet i forhold til Vesten. Det svarede til 37 % af budgettet. Hvis man hertil lægger organisationernes tryksager, ville propagandaens andel rimeligvis overstige halvdelen af det samlede budget. Forklaringen på den høje prioritering af den trykte propaganda i østlandene skal søges i, at den udgjorde det faste fundament, som hele påvirkningsvirk- somheden byggede på. Den kunne udvikles med en klart defineret afsender og videregives i store oplag, og den var båret af troen på den socialistiske sam- fundsmodels evne til at konkurrere med det vestlige system, når blot den ud fra en østlig optik blev formidlet korrekt.

Påvirkningskanaler Der kan sondres mellem den periodiske og den ikke-periodiske informations- virksomhed. Den første gruppe omfattede de store dagblade som det sovjetiske Pravda og Isvestija og en række engelsksprogede ugemagasiner, beregnet for det vestlige publikum. Ikke-periodisk propaganda var tryksager, der tog stilling til aktuelle problemer i international politik eller leverede bag- grundsmateriale om staterne og livet i de socialistiske lande som for eksempel brochuren Die DDR stellt sich vor, der var en introduktion for folk i Vesten om Østtyskland. Til denne kategori af informations- og propagandamateriale hørte også den række bøger, der særligt fra slutningen af 1970’erne blev trykt

384 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 385

Tabel 44.1. DDR’s udgifter til udlandspropaganda (1977)

Organisation Beløb i millioner Mark Liga für Völkerfreundschaft 29,5 Panorama DDR 4,5 Verlag Zeit im Bild (tryk af propagandamateriale) 19,5 Intertext 6,6 Friedensrat (DDR’s fredsråd) 1,1 Radio Berlin International, RBI 14,6 Freier Deutscher Gewerkschaftsbund, FDGB (fagforeninger) 17,6 Freie Deutsche Jugend, FDJ (ungdomsorganisation) 4,8 Nationalrat (politisk paraplyorganisation) 1,4 Demokratischer Frauenbund Deutschlands, DFD (kvindeorganisation) 0,5 Journalister 0,3 Skoler 0,7 Vereinigung der gegenseitigen Bauernhilfe, VdgB (landbrugssammenslutning) 0,7 Røde Kors 0,14 Udenrigsministeriet (minus udgifter til repræsentationer i udlandet) 9,4 Ministeriet for udenrigshandel 0,2 Trafikministeriet (minus reklamer og repræsentationer i udlandet) 0,9 TV 0,6 Ministeriet for højere uddannelse 0,2 Kulturministeriet 0,15 Sundhedsministeriet 0,15 På regionalt plan (Bezirke) 7,8

I alt (Millioner Mark) 121,36

af eksempelvis det østtyske militær om NATO.3 Disse ret omfattende udgivelser havde såvel en funktion internt som i forhold til vestlige fredsgrupper.

3 For eksempel: Hans Peter/Alvin Ramme, Die innere Funktion imperialistischer Streitkräfte, 1979; Klaus Engelhard m.fl., Militarismus von Heute, 1979; Reinhard Brühl m.fl., Imperialistische Millitärblockspolitik. Geschichte und Gegenwart,, 1980.

ØSTLIG PROPAGANDA 385 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 386

Et tidligt forsøg på oplysning om ”tingenes virkelige tilstand” (ABA).

I den omfattende østtysk-polske udgivelse „NATO-Chronik-Fakten-Doku- mente“ fra 1982 var det erklærede mål „på baggrund af kendsgerninger at vise læseren, at NATO har et aggressivt væsen, der retter sine fredstruende aktiviteter mod de socialistiske lande“. Samtidig vises også perspektivløsheden i NATO’s politik og militære strategi. Grundlaget for de begivenheder, der beskrives i udgivelsen, er „fakta og udvalgte dokumenter af samtidshistoriske kilder af såvel marxistisk-leninistisk som borgerlig proveniens“.4 I Danmark deltog DKP og Landsforeningen i udsendelsen af den skriftlige propaganda med både dagblade, tidsskrifter og småtryk.5 Begge disse parter modtog opfordringer til særlige artikelserier eller irettesættende kommentarer fra kommunistpartiernes ledelse i østblokken. Det sidste var tilfældet, når østlandenes aktører fandt propagandamaterialet for uhensigtsmæssigt formuleret i forhold til de østlige regimer eller den internationale kommunistiske bevægelse. Irettesættelserne var ofte vedlagt „dokumentation for forholdenes virkelige tilstand“, eksempelvis vedrørende udrejseforholdene i DDR.6

4 Tibor Dobias, NATO -Chronik-Fakten-Dokumente, 1982. 5 Eksempelvis Nikita Khrusjtjovs Danmarksbesøg, cirkulære af 29. maj 1964, ABA, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. 6 Brev fra SED til DKP’s centralkomité, 13. juli 1957, ABA, Kasse 356: Korrespondance med og materiale om kommunistiske og andre partier: SED, PDS, DDR.

386 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 387

I samråd med DKP foretog den sovjetiske ambassade et opsøgende arbejde blandt danske redaktører, journalister og meningsdannere med henblik på at disse skulle fremstille østlandenes synsvinkel i den borgerlige presse.7 Desuden forfattede østlandenes nyhedsbureauer artikler til den vestlige presse og rundsendte dem til redaktionskontorerne. Der er eksempler på, at sovjetiske APN-kontorer tilbød betaling til den vestlige presse for at få trykt deres eget stof.8 Danske dagblade bragte jævnligt artiklerne som led i den almindelige dagspolitiske kommentering. Dagbladet Aktuelt havde gennem 1970’erne og 1980’erne afsat en fast klumme til en APN-journalist.

Propagandaens indhold Østblokkens opfattelse af propagandaen som det faste og kontrollerede fundament i påvirkningsarbejdet gjorde, at den ikke alene byggede på aktuali- tetsprincipper. Det fremgår blandt andet af en retningslinje til det sovjetiske nyhedsbureau APN, hvori SUKP’s CK lod den sovjetiske propaganda under- støtte af tre søjler: „1. Information om den sovjetiske livsform og levevilkår; 2. Kontrapropaganda mod den udenlandske presse; 3. Materiale om bilaterale forhold“.9 Det var ikke tilfældigt, at informationen om levevilkårene i socialismen stod på førstepladsen. Foruden beskrivelser af, hvad der var opnået rent materielt efter den sovjetiske magtovertagelse, skulle beskrivelserne dække de forskellige nationaliteters fredelige og homogene samliv og det høje intellektuelle og kulturelle stade, som befolkningen befandt sig på. Propagandamaterialet havde oftest karakter af baggrundsinformation, der skulle ændre den overvejende negative – og ifølge de kommunistiske regimer ukorrekte – beskrivelse af de socialistiske landes livsform og levevilkår. Korrektionen af socialisme-billedet var således grundstenen i anstrengelserne. Sovjetunionen fik i 1946 en fast TASS-repræsentant i Danmark. Gennem 1950’erne kom en række forslag til udgivelser med positive oplysninger om Sovjetunionen, f.eks. „gesandtskabets bulletin“, der skulle trykkes i 10.000 eksemplarer.10 I 1957 oprettede ambassaden en repræsentation for Sovinform-

7 Slavins indberetning vedr. „dansk opfattelse af principperne for fredelig sameksistens“, 12. juli 1956, AVP RF, f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 24-26; SUKP’s CK’s forordning „Om forholdsregler rettet mod at svække Danmarks og Norges forbindelser med NATO“, 11. juni 1969, AVP RF f. 0116, op. 49, p. 191, d. 16, s. 47. 8 Et eksempel er „Rapport fra det sovjetiske APN-bureau med forslag til modpropaganda i Frankrig“, 28. november 1970, dokument gengivet i Nicolas Werth og Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, 1994, s. 442-443. 9 “Ottjot litovskogo otdelenija APN sa 1974 god“ [Rapport fra den litauiske afdeling af APN for 1974] Om udlandspropagandaens art og omfang, 28. januar 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, Litauen, f. R-1019, ap. 3, b. 244, ll. 29-31. 10 „O nasjikh otnosjenijakh s Danijej“ [Om vore forbindelser med Danmark] MID, 10. august 1953, AVP RF, f. 085, op. 37, p. 147, d. 11, ll. 7-29.

ØSTLIG PROPAGANDA 387 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 388

bureau i Danmark, der udgav Fakta om Sovjetunionen – et illustreret ugentligt tidsskrift med et oplag på 2000 – samt en daglig bulletin med „sandfærdig information om USSR“ til den danske presse.11 I 1960 foreslog ambassaden at åbne et bibliotek og en filmudlejning, og at avisen Sovetskaja Rossija fik en korrespondent i Danmark.12 En betydelig del af propagandaen eller oplysningsarbejdet over for Vesten var viet det lange seje træk for at ændre faste forestillinger. Hvor grundlæg- gende, langsigtet og principiel den propagandaindsats var, fremgår blandt andet af de tre faktorer i DDR’s propaganda, den østtyske SED’s propaganda- chef, Manfred Feist, fastslog i SED’s politbureaus udenrigspolitiske kommission i 1987: „For det første: Vores generallinje, alt for folkets vel og for et liv i fred, skaffer til stadighed os (DDR) nye venner, aftvinger forskellige politiske gruppers respekt og for- stærker derigennem objektivt DDR’s politiske autoritet og tiltrækningskraft. Den øver hele tiden positiv indflydelse, også på folk, der ikke er fortalere for vores samfundsform, der til tider sågar har en antikommunistisk verdensop- fattelse, men alligevel anerkender DDR’s fredspolitik. For det andet: Kan vi gå ud fra, at DDR har skabt noget, som dets venner anerkender, og dets fjender ikke kan overse. Vores dynamiske og stabile udvikling, vores succes på det økonomiske, sociale og kulturelle område samt udviklingen af det socialistiske demokrati er uomgængelig. På den måde styrkes vores betydning i den ideologiske klassekamp. Nye og gunstige betingelser for at udbrede sandheden om DDR og den reelt eksisterende socialisme modnes endeligt og hjælper stadig bredere masser i kapitalens lande til deres gennembrud. For det tredje: Det fremgår tydeligere, at imperialismen er en hæmsko for den samfundsmæs- sige udvikling og for udvidelse af det videnskabelige og teknologiske potentiale. Under kapitalismen tårner modsætninger sig op – massearbejdsløshed, ny fattig- dom og de smertefulde følger af de sociale nedskæringer – der beviser dens rådne karakter og undergang. Jo tydeligere det fremgår, desto mere lysende skal vores propaganda afsløre imperialismens menneskefjendtlige væsen.“13

11 Sovjetunionens kulturministerium til CK SUKP’S CK på opfordring fra Slavin, 12. februar 1957, RGANI f. 4, op. 16, d. 202, ll. 14-15, 17-18; Information 5. juli 1957, „Russerne åbner nu informations- kontor i København“. 12 “Danija. Meroprijatija po rassjireniju sovetsko-datskikh svjasej i ulutjeniju polititjeskikh otnosjenij“[Danmark. Forholdsregler til at udvide de sovjetisk-danske forbindelser og til at forbedre de politiske relationer] forslag og anmodning fra Khudolij, den sovjetiske ambassade i København, til Moskva , 31. december 1960, AVP RF f. 085, op. 45, p. 167, d. 8, ll. 97-100. 13 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „ Information für die Aussenpolitische Kommission beim Politbüro des Zentralkomitees der SED. Betr.: Information über den erreichten Stand und die weiteren Vorhaben der Auslandsinformation der DDR gegenüber hochentwickelte kapitalistischen Ländern.“ 22.6.1987.

388 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 389

Det ses, at propagandaen har fokus rettet mod systemkonflikten. Vestens borgere skulle præsenteres for socialismens fortrin, og heraf skulle umiddelbart udspringe en forståelse for de socialistiske landes udenrigspolitik. Dette blev formuleret som „forståelse for DDR’s fredspolitik“, der var synonymt med udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Men informations- og propaganda- materialets langsigtede funktion var at skabe forudsætningerne for, at borgerne i de vestlige lande vendte kapitalismen ryggen og hengav sig til den samfundsmodel, der skabte de goder, som blev beskrevet. For landene i øst- blokken gjaldt det om konstant at være til stede i den vestlige offentlighed i en situation, der allerede i starten af 1970’erne blev beskrevet som „informa- tionseksplosionen“. De samarbejdede derfor i forsøget på offensivt at sætte dagsordenen. Det skulle blandt andet ske ved at udnytte Vestens „sociale og politiske uretfærdighed“ og „åndelige degenering“, som det hed i oplægget til et koordineringsmøde mellem kommunistiske partier i østlandene.14 Rent praktisk betød det, at der flød en jævn strøm af udvalgte informationer fra Øst mod Vest. Således modtog Danmark eksempelvis i 1963 alene fra DDR over hundrede tusinde brochurer.15 Beholdningen af ikke-periodisk sovjetisk propagandamateriale på dansk i Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv (ABA) omfatter i tidsrummet fra 1970 til 1989 ca. 33 forskellige publikationer. Af dette udvalg er en til to publikationer udgivet årligt i 1970’erne, fire er fra 1981 og ni udgivelser fra 1983. Resten består af tre-fire publikationer årligt fra til 1989. Tematisk var publikationerne fra 1970’erne koncentreret om at fremstille socialismen som garanten for et fredeligt og højt udviklet samfund. Den type publikationer var typisk fremstillet af landsforeningen Danmark-Sovjet- unionen.16 De mere udenrigspolitisk orienterede publikationer blev typisk udgivet af pressebureauet Novostis forlag i Moskva, trykt af Terpotryk, forlaget Tiden, forlaget Sputnik, eller presseafdelingen ved Sovjetunionens ambassade. Oplagstallet blev opgivet til 2000 eksemplarer på to af publikationerne.17 På publikationer fra 1970’erne er ordene „fred“ og „socialisme“ gen- nemgående i alle titler, og forsiderne er prydet af billeder fra fredsmarcher og virksomme sovjetiske landbrug. Fra 1981 er tonen ændret og forsiderne viser nu soldater med gasmasker, dødningehoveder, en verden knust af missiler, og ord som „skyld“, „trussel“, „fare“, og „vildfarelser“. Fra 1986, sammen-

14 SAPMO-Barch: DY30/IV B 2/20/656: „Probleme der Koordinierung der ideologischen Arbeit und Auslandspropaganda“. 17.12.1973. 15 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1959-1973“, i: Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red.), DDR og Norden, 2005, s. 126. 16 Eksempelvis Sovjetunionen, 1970, udgivet af Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen i samarbejde med APN. „Kontakt og kendskab til Sovjetunionen – landet med stigende betydning for fred og fremskridt – er tidens løsen“, hedder det på bagsiden. 17 Vladlen Kusnetsov, Sovjetunionen foreslår, Tiden 1983; Hvordan fjernes truslen fra Europa? Den sovjetiske komité for europæiske sikkerhed og samarbejde og Videnskabsrådet for freds- og nedrustnings- forskning, Sputnik 1983.

ØSTLIG PROPAGANDA 389 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 390

faldende med Gorbatjovs forsøg på at reetablere dialogen mellem Øst og Vest, flyver fredsduen igen på forsiderne sammen med appeller om oprettelse af atomfri zoner. Ensartetheden og mængden af publikationer indicerer, at materialet er re- præsentativt for de holdninger, Sovjetunionen ønskede at påvirke danskerne med i perioden. Appellen i fredssagen kunne måske vinde bred opbakning på nogle områder, og støtteorganisationer i Vesten bidrog også til at popularisere budskaberne gennem østligt inspirerede kampagner. Men selv om Sovjetunionen på enkelte områder fik nogen succes, var Vestens tillid på et bredere plan alligevel ikke så nem at vinde. En af årsagerne var formentlig, at fredsprogrammet ikke var ensbetydende med, at man havde givet afkald på klassekamp og de revolutionære standpunkter: „Kampen mellem arbejdere og bourgeoisiet vil, ligesom den historiske kappestrid mellem de to sociale systemer på den internationale arena, først ophøre når [det] mere progressive socialistiske samfundssystem vinder en fuldstændig sejr“, hed det i en sovjetisk pamflet, som blev uddelt i Danmark.18 Videre hed det, at fredsprogrammet blev støttet af „socialister, kommunister og andre progressive kræfter“, og vestlige regeringskredse var „nødt til at tage hensyn til den sovjetiske politiks popularitet blandt folkene.“ Eventuel vestlig skepsis blev gjort til skamme med løftet om, at Sovjetunionen var „imod eksport af revolution“. Men igen blev dette vigtige forbehold noget udvandet med budskabet om, at „USSR altid var rede til at yde hjælp til ofrene for eksport af kontrarevolution.“ Som en fortsættelse af fredspolitikken blev et omfattende „Fredsprogram“ vedtaget på SUKP’s 24. kongres i foråret 1971. Det blev fundamentet og den retoriske ramme for den sovjetiske aktivitet over for Vesteuropa i resten af sov- jetimperiets levetid. Sovjetunionen fremstillede sig selv som repræsentant for verdens folk og tilførte billedet af Sovjetstaten den moralske renhed, de humanistiske værdier og den garanti for sikkerhed, som denne rolle indebar. Programmet indeholdt punkter om afskaffelse af krig og angav et kodeks for staters adfærd i det internationale liv, hvor vold og trusler skulle afskaffes. Der skulle skabes kollektiv sikkerhed, og kaprustningen skulle standses. Desuden skulle FN’s beslutninger om afskaffelse af koloniherredømmer realiseres, og man skulle udvikle „gensidigt fordelagtige samarbejdsrelationer med stater, der stræbte efter denne orden“. Efter denne opskrift indgik Sovjetunionen samarbejdsaftaler indenfor økonomi, kultur, teknik og videnskab med vest- europæiske lande. De fleste stater kunne ikke være uenige i de overordnede visioner for en fredelig verden, og Fredsprogrammet og samarbejdsaftalerne blev grundlaget for Sovjetunionens praktiske kontakt med udlandet på høj- ere såvel som på lavere niveau. Fredsprogrammet lagde op til en uddybelse af samarbejdet via de bilaterale samarbejdsaftaler, som udover at skabe forstå- else og indsigt, blev anset for at „underbygge politiske deklarationer om styr-

18 Vladlen Katjanov, Socialisme betyder fred, Pressebureauet Novosti’s forlag, Moskva 1975, s. 9.

390 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 391

kelse af freden og fredelig sameksistens, idet de danner et solidt økonomisk grundlag for dem.“19 Demonstrationer og fredsmøder spillede en lige så vigtig rolle som topmø- der og internationale aftaler i den sovjetiske propaganda. Verdensfredskon- gressen i Moskva i 1973 demonstrerede „den store rolle og betydning, som de offentlige organisationer, der kæmper aktivt for fred, spiller“, og blev „med rette kaldt verdensfolkenes kongres“.20 Også her blev fredelig sameksistens ophøjet til det eneste fornuftige grundlag for international sikkerhed. Efter 1975 fejrede man resultaterne af Helsingfors-konferencen, der fra sovjetisk side blev præsenteret som et østligt initiativ. Afspændingsprocessen havde banet vejen til Helsingfors, og afspændingen var i sovjetisk optik kommet i stand på grund af en generel ændring i styrkeforholdet på internationalt plan til fordel for socialismens, fredens og fremskridtets kræfter. Østblokkens forsvarsevne var nu så stor, at vestlige ledere måtte „afstå fra tidligere tale om muligheden for væbnet tilintetgørelse af socialismen i Europa,“ og Frankrig blev fremhævet som „det første land, som slog hul i en enig antisovjetisk front“. I den sovjetiske propaganda trak man herfra en lige linje tilbage til Warszawapagtlandenes politisk rådgivende komites konference i 1966, hvor man vedtog „Deklaration om styrkelse af fred og sikkerhed i Europa“, og de Europæiske kommunist- og arbejderpartiers konference i Karlovy Vary i april 1967, som vedtog „at forvandle Europa til et samarbejdets og fredens kontinent“. De kapitalistiske staters accept af Slutakten fra Hel- singfors-konferencen satte kronen på værket. Mens de socialistiske landes standpunkt fra starten havde været klart og konstruktivt, nemlig at „uddybe og forankre afspændingsprocessen“, havde politiske kredse i Vest blot „søgt at finde kanaler til ideologisk indtrængen i det socialistiske samfund.“21 Fremstillingen af modsætningen mellem Østs og Vests motiver til Helsing- fors-processen blev genstand for konklusioner, som passede ind i billedet af Sovjetunionen som indehaver af initiativet – „levende og dynamisk“ i modsæt- ning til en „træg og passiv“ vestlig verden.22 Sovjetunionen førte „konsekvent en politik, der styrede mod udvidelse af de kulturelle forbindelser“. Sådanne kontakter og udvekslinger skulle realiseres i overensstemmelse med hvert lands forfatning og gældende love og regler, og i Slutakten blev det understreget, at „hvert land skulle respektere hinandens ret til at lave egne love og administrative regler“.23 På den måde forsøgte Sovjetunionen samtidig at beskytte sig fra borgerlig antisovjetisk propaganda og at imødegå åbenhedskra-

19 Katjanov, Socialisme betyder fred, 1975, s. 12. 20 Katjanov, Socialisme betyder fred, 1975, s. 27. 21 K. Jurjev, Fredens vej – fornuftens vej, International panorama M 76, Pressebureauets Novosti’s forlag, 1976, s. 6, 14, 16. 22 Vladlen Kusnetsov, Sovjetunionen foreslår. Den internationale situation og sovjetiske fredsinitiativer, Forlaget Tiden 1983, s. 89. 23 Jurjev, Fredens vej – fornuftens vej, 1976, s. 43, 49-50.

ØSTLIG PROPAGANDA 391 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 392

vet fra Vest. Vestens krav om fri cirku- lation af information og ideer var i klar modstrid med Sovjetunionens interesser. I argumentationen mod de vestlige menneskerettighedskrav blev frem- ført det synspunkt, at der i Sovjet- unionen blev lagt vægt på de økono- miske rettigheder, som Vesten angiveligt ikke kunne leve op til.24 Sam- tidig blev respekten for „indre anliggender“ ofte trukket frem fra sovjetisk side som et fredet område i internationale relationer. Respekten for indre anliggender blev nedfældet i de fleste officielle aftaler med udlandet. Det var et punkt, som Sovjetunionen understregede over for udlandet, at det altid overholdt, hvilke gjorde det nemmere at kræve reciprocitet på om- Kommunistisk arrangement om Afghanistan, rådet. februar 1980. (ABA). Da Sovjetunionen invaderede Af- ghanistan i 1979, blev det således anset for at være et internt anliggende og et anliggende alene mellem de to lande. Moskva retfærdiggjorde interventionen med henvisning til, at regeringen i Kabul havde anmodet om den og med, at det var Sovjetunionens internationale pligt at støtte et kommunistisk regime i vanskeligheder. Man var bange for at miste ikke kun et venligsindet naboland, men hvad der blev kaldt et „næsten socialistisk land“.25 Propagandaen formidlede billedet af den samtidige brudte afspænding som USA’s ansvar. USA havde forladt afspæn- dingen, som andre nationer har kæmpet for i overensstemmelse med den fredelige sameksistens politik.26

Information om livet under socialismen I beskrivelsen af propagandaen, som den var tilrettelagt for danskerne, vil dette afsnit tage udgangspunkt i den periodiske propaganda, der var rettet

24 Sst. s. 60-71. 25 Georges-Henri Soutou, La guerre de Cinquante Ans, Les relations Est-Ouest 1943-1990, Fayard 2001, s. 616; IMEMO / O.N. Bykov (red.) Mesjdunarodnyj Jesjegodnik 1980. Politika i ekonomika, 1980, s. 207; Oleg Grinjevskij, Tajny sovetskoj diplomatii, 2000, s. 329. 26 Hvorfra trues freden? Særnummer af „Fakta om Sovjetunionen“, Militærforlaget, USSR’s forsvarsministerium, Moskva 1982, APN (Novosti) København 1982, s. 3.

392 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 393

mod danskerne på deres eget modersmål. Her var navnlig to tidsskrifter af betydning: Det sovjetiske Fakta om Sovjetunionen og det østtyske DDR-Revy samt radiokanalerne Radio Moskva og Radio Berlin International (RBI). Ledelsen i Sovjetunionen og DDR anvendte radiostationerne Radio Moskva og Radio Berlin International (RBI) til at give danskerne et indtryk af „livet i socialismen“, samtidig med, at de havde en dagspolitisk profil. Program- indholdet i den faste aftensendetid mellem kl. 18.00 og 20.00 var: „Nyheder fra Sovjetunionen“, „Kommentarer til international politik“ og „Videnskab og teknik“, „Ungdomsprogrammer“ samt en fast sendetid, hvor „danske besø- gende, fagforeningsfolk, politikere, kulturpersoner osv.“ berettede om deres indtryk af Sovjetunionen.27 Redaktionerne på de to radiostationer bestod af danske oplæsere og oversættere og en fast lokal redaktion bestående af funk- tionærer fra kommunistpartierne. De sovjetiske og østtyske myndigheder søgte danske medarbejdere til radioen gennem DKP, for Moskvaredaktionens vedkommende blandt danskere som skulle på længerevarende skolingsophold i Moskva.28 Den østtyske radiostation var inddraget i DDR’s støtte til DKP, idet den finansierede Land og Folks korrespondent i Berlin.29 Radio Berlin International udsendte som sin sovjetiske pendant nyheds- og baggrundsinformation om DDR på kortbølge til lande kloden rundt og til danskerne fra starten af 1960’erne hver dag ca. halvanden time.30 Der var således tale om en omfattende og omkostningskrævende virksomhed, hvilket fremgår af RBI’s store andel af det samlede østtyske propagandabudget, jf. tabel 44.1. De tidlige numre af Fakta om Sovjetunionen, som Sovjetunionens ambassade siden 1951 havde stået bag, om end det officielt var produceret af nyhedsbu- reauet APN, bragte hovedsagelig optryk af oversatte artikler fra Pravda og Isvestija, partiledernes taler og erklæringer fra Sovjetunionens regering. Den politiske stil slog ikke rigtig an i den danske offentlighed og supplerede kun dårligt Land og Folk. Det kom også til udtryk i den sovjetiske ambassadørs indberetninger, hvor han pressede på for at trække mere sportsstof ind i tidsskrif- tets spalter, fordi sporten som trækplaster kunne få dansk ungdom til at „etablere forbindelser til Sovjetunionen og kan bringe dem med til ungdomsfestivaler i Sovjetunionen og Østeuropa.“31 I 1963 lagde redaktionen stilen om og præsenterede et nyt farvestrålende blad, der ville udkomme to gange måned- ligt og „på objektiv måde som hidtil belyse Sovjetunionens inden- og uden-

27 APN-redaktionens programpræsentation i Fakta om Sovjetunionen, 1968, nr. 20 og 1971, nr. 7. 28 Jf. brev fra Ib Nørlund til SUKP’s CK, 30. oktober 1968 samt brev fra Ib Nørlund til instituttet for Samfundsvidenskaber i Moskva, 8, januar 1976, ABA,Kasse 397: SUKP Sovjet. 29 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „ Vorlage für das Sekretariat. Betr.: Akkreditierung und Bezahlung des DDR-Korrespondenten des Zentralorgans der KP-Dänemark “Land og Folk“, John Wilken“. 15.2.1968. 30 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1959-1973.“ Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red), DDR og Norden, 2005, s.126. 31 Referat af samtale med medlem af DKP’s CK I. Wagner, formand for DKU I. Grot og sekretær i DKU P. Emanuel, indberetning af N. Slavin, 25. oktober 1957, RGANI f. 5, op. 50, d. 20, ll. 215-218.

ØSTLIG PROPAGANDA 393 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 394

rigspolitik med det formål at bidrage til den gensidige forståelse og udvidelse af forbindelserne mellem vore folk og styrke arbejdet for verdensfreden. Tidsskriftet vil bringe stof om tilværelsen i Sovjetunionen og udviklingen af produktionslivet.“32 Fakta om Sovjetunionen stilede mod at nå ud over den snævre kommunistiske læserskare, der abonnerede på Land og Folk. De behandlede emneområder fik i de næste årtier omtrent følgende fordeling: 1/5 rejsebeskrivelser, 1/5 sport, 1/5 kunst og kultur, 1/5 teknik og økonomi, og 1/5 mere direkte politiske emner. Derved fik tidsskriftet mest karakter af en rejsebrochure eller et livsstilsmagasin, i hvert fald med det billede af tilvæ- relsen i det socialistiske samfund, som regimet ønskede at videreformidle. Partitoppens taler blev herefter kun trykt på gult papir som tillæg. Frem- stillinger af femårsplaner og SUKP’s resolutioner veg efterhånden pladsen for tillokkende fotos af sovjetborgere på ski, på fabrikken, i kolkhosen, i skolen eller i pionerlejren. Som det fremgik af den tidligere nævnte udgiftspost til Verlag Zeit im Bild (se tabel 44.1) der udgav DDR-revy, var det ikke billigt at udgive bladet. Både Fakta om Sovjetunionen og den østtyske pendant DDR-revy blev trykt i god kvalitet. DDR-revy var med hensyn til produktionskvalitet endog flottere end den sovjetiske publikation. Tidsskriftet var trykt på glittet papir med udstrakt brug af farvefotos. Det overgik her danske ugeblade i den pågældende periode (1963-78) og sigtede mod en kvalitet, der mindede om vestlige livsstilsmaga- siner. Herved stod det i modsætning til det almindelige indtryk af østlandene og deres produkter, der generelt havde ry for at være billige og af dårligere kvalitet end varer i Vesten. Dette var ikke tilfældigt. Tidsskriftet skulle netop være med til at beskrive DDR som en fuldt moderne industristat, der levede op til verdensmarkedets standarder. Udgifterne hertil blev dækket af DDR-staten selv, idet halvdelen af oplaget var gratis og blev tilsendt modtagerne. Den anden halvdel blev solgt på kommercielle vilkår. Udbyttet herfra bidrog til at drive de nationale DDR-venskabsforeninger.33 DDR-revy var det primære organ for DDR’s propaganda rettet mod de „højt udviklede kapitalistiske lande“. Det udkom i perioden 1956-1990 på dansk, svensk, finsk, engelsk, fransk, italiensk, græsk og naturligvis på tysk. Bladet kredsede om fire hoved- temaer, idet det atter og atter søgte at slå fast, at DDR var en succesrig, moderne og menneskevenlig stat, en stat, der kæmpede for freden, en antifascis- tisk stat og en kulturstat med historiske traditioner.34 DDR-revy udkom på

32 Fakta om Sovjetunionen, 1963, nr. 1. 33 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „ Information für die Aussenpolitische Kommission beim Politbüro des Zentralkomitees der SED. Betr.: Information über den erreichten Stand und die weiteren Vorhaben der Auslandsinformation der DDR gegenüber hochentwickelte kapitalistischen Ländern.“ 22.6.1987. 34 Nils Abraham, „Die Selbstdarstellung der DDR im Rahmen der Public Diplomacy gegenüber Schweden nach der völkerrechtlichen Anerkennung 1972: Das Beispiel des Magazins DDR-Revue“ i Heiner Timmermann (red.), Das war die DDR, 2004, s. 432.

394 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 395

dansk fra 1961 frem til statens sammenbrud i 1990, og modtagergruppen var på lidt over tusinde personer og institutioner.35 Tidsskriftet var en oversæt- telse af et tysk forlæg, men indeholdt i sin danske version et tillæg, der særligt beskæftigede sig med det dansk-østtyske forhold. Ligesom Fakta om Sovjet- unionen indeholdt det østtyske tidsskrift også særlige spalter med udgiverlan- dets aktuelle holdning til international politik, men det var stadig domineret af livsstilsartikler. Stofområdet „livet i socialismen“ var det største og mest dominerende i både Fakta om Sovjetunionen og DDR-revy. Her blev det demonstreret, at borgerne i de socialistiske lande virkelig nød tilværelsen i deres samfund. Optimismen var stor og siderne fyldt med glade og tilfredse mennesker. Individvinklen var typisk i tidsskrifternes artikler trukket frem gennem udvalgte DDR- eller sovjetborgeres oplevelser af denne eller hin generelle tendens i socialismen. Overordnet betragtet handlede artiklerne om livet i socialismen med vægt på følgende temaer: socialismens og planøkonomiens succes med besøg på virksomheder, velfærdsgoder under socialismen, det høje kulturniveau i de socialistiske samfund og ferie og fritid i de socialistiske lande. Beskrivelsen af den socialistiske økonomi skulle ses som et indlæg i kampen mellem systemerne under den fredelige sameksistens, hvor målestokken for deres succes i vidt omfang blev deres evne til at skabe økonomisk vækst og en højere levestandard for deres borgere. Ifølge den marxistisk-leninistiske ideologi var planøkonomien en mere rationel produktionsform end den kapitalistiske. Denne forestilling så man i øst særligt i 1950’erne og 1960’erne be- kræftet i de ofte forskønnede produktionstal og vækstrater. Dette førte til en optimisme, som regimet reflekterede ved at opstille nye, endnu højere plan- mål for fremtidig vækst og effektiviseringer af produktionen. Troen på plan- økonomiens vækstpotentiale, der som tidligere nævnt ikke var noget isoleret østligt fænomen, fik i starten af 1960’erne regimerne i Sovjet og i DDR til at proklamere, at landenes produktion i en overskuelig fremtid ville overhale USA og Vesttyskland. Denne kappestrid kom meget tydeligt til udtryk gennem direkte sammenligninger med levevilkårene i de store vestlige samfund, som eksempelvis når Fakta om Sovjetunionen proklamerede, at „Sovjetunionens fremgang er fire gange hurtigere end USA’s“.36 Den økonomiske vækst blev ofte underbygget med et statistisk materiale, der ikke var kontrollerbart, men så godt ud og virkede ligeså illustrativt som tidsskrifternes mange farvebille- der: „Den støtte udvikling af den socialistiske industri og landbruget har be- virket, at landets nationalindkomst i 1970 vil udgøre 275 milliarder rubler, næsten 50 gange så meget som i 1913. Denne hurtige vækst har gjort det mu-

35 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1959-1973“, i: Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red.), DDR og Norden, 2005, s.126. 36 Fakta om Sovjetunionen, 1963, nr. 3.

ØSTLIG PROPAGANDA 395 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 396

ligt at hæve industri- og bygningsarbejdernes realløn med godt 600 pct. Og bøndernes realindtægter med hen ved 1000 pct.“37 Selv om der i realiteten var et svælg mellem visionerne hos de økonomiske planlæggere i de statslige planmyndigheder og realiteterne på fabriks- og ikke mindst butiksgulvene, var tidsskrifterne fyldt med positive evalueringer af fem- eller syvårsplanerne. DDR-revyen trykte eksempelvis i 1960’erne artikel- serien „7 år forvandler et land“ om 7-års planen (indtil denne plan blev opgivet og erstattet af nedjusterede femårsplaner). Karakteristisk handlede mange artikler om „mere kød, mere mælk og flere æg“, der lovpriste produktions- fremgangen i de statslige kollektivbrug. Tendensen til at kvantificere frem- skridtet i forbrug var ligeså udpræget i Fakta om Sovjetunionen, der i 1963 stolt erklærede, at „i dag producerer Sovjetunionen ca. 50 kg kød om året pr. ind- bygger“.38 Også med hensyn til vandkraft lå Sovjetunionen foran alle andre lande, idet den samlede kapacitet blot i de store floder blev anslået til 300 millioner kilowatt.39 Som vist i det foregående var energi-forbruget et væsentligt succesparameter i den østlige propaganda. Et højt energiforbrug og tilsvarende produktion skulle demonstrere, at Sovjetunionen var et højt udviklet og moderne indu- strisamfund. Hvad propagandaen så bort fra, var, at det større forbrug var et udslag af systemets ineffektivitet og frådseriet med energireserverne. Et system, der betragtede det som en succes at bruge mest mulig energi, var ikke tilskyndet til at udnytte ressourcerne rationelt. På papiret tegnede DDR’s brunkulsproduktion sig også som et stort fremskridt, men i virkelighedens verden var produktionen udtryk for et stort ressourcespild.40 De nævnte eksempler på fremhævelsen af „forbrugsfesten under socialismen“ havde deres baggrund i de kommunistiske regimers vækst- og frem- skridtstro. I Vesten, hvor en lignende tiltro til industrialiseringen ligeledes i mange år var fremherskende, eksisterede en skepsis og et politisk modspil, der klart påpegede, at den fortsatte vækst havde en bagside med forurening og rovdrift på råstoffer. Den kritik var i Sovjetunionen og de øvrige lande i Warszawapagten primært båret af grupper uden for det kommunistisk organiserede magtapparat og derfor udsat for regimernes undertrykkelse. Da denne kritik ikke var kommunistpartiernes politik, lagde propagandatidsskrifterne ikke bånd på sig selv i dækningen af „erhvervsstoffet“. Historier om planøkonomiens enorme industrianlæg var fast stof i bladene.41 Fra sovjetisk side kom det blandt andet til udtryk i forbindelse med besøget af en amerikansk delegation med indenrigsminister Udall i spidsen i september 1962.

37 Fakta om Sovjetunionen, 1970, nr. 21. 38 Fakta om Sovjetunionen, 1963, nr. 2. 39 Fakta om Sovjetunionen, 1963, nr. 1. 40 I kapitel 60 gennemgås den videre betydning af disse fundamentale mangler ved den socialistiske økonomi. 41 „Leuna – den syntetiske fremtid“, DDR-revy nr. 7, 1964.

396 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 397

Propagandaen lagde vægt på at fremstille østlandene som teknologisk veludviklede, et indtryk billeder som disse skulle fremme. Opførelse af atomkraftværk i Sovjetunionen, udateret. (FN).

Delegationslederen udtalte efter rundrejsen, at sovjetiske ingeniører havde udarbejdet nye og originale metoder til anlæg af store vandkraftværker og dæmninger“.42 Lovprisningen af socialismens landvindinger af personer fra Vesten var i øvrigt et yndet redskab. De kunne paradoksalt nok anvendes som sandhedsvidner, og skulle dermed hæve artiklernes troværdighed.43 Fremhævelsen af østlandenes højtudviklede teknologi og veludviklede industri skulle medvirke til at fremstille socialismen som et moderne, frem- gangsrigt og succesrigt system. Men da der i plansystemet og den sovjetiske in- dustriform ikke var stor mulighed for at tage højde for følgevirkninger og problemer i form af økologiske katastrofer, må propagandaen i stigende grad have virket fremmedgørende på en vestlig læser. Dette forhold fremgår eksempelvis af Fakta om Sovjetunionens temanummer om atomkraft, der i 1979

42 Fakta om Sovjetunionen, 1963, nr. 14. 43 Fra østlig side havde man normalt travlt med at underminere Vestens troværdighed – vel vidende at vestlige repræsentanter havde større troværdighed i en vestlig offentlighed. Tendensen kommer eksempelvis tydeligt til udtryk i det faste indlæg i DDR-revy „andere über uns“, hvor folk fra Vesten udtaler sig positivt om forskellige aspekter af DDR og SED’s politik. Se Nils Abraham, „Die Selbstdarstellung der DDR im Rahmen der Public Diplomacy gegenüber Schweden nach der völker- rechtlichen Anerkennung 1972: Das Beispiel des Magazins DDR-Revue“, i Heiner Timmermann, Das war die DDR. DDR-Forschung im Fadenkreuz von Herrschaft, Aussenbeziehungen, Kultur und Souveränität, 2004, s. 440.

ØSTLIG PROPAGANDA 397 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 398

fremstilles som „en særdeles lovende energikilde“. Bladet kunne fortælle sine læsere, at „Erfaringerne fra isbryderen „Lenin“ og kraftværket i Novo- voronesh har vist en særlig vigtig fordel ved atomkraften fra disse reaktorer – de er ufarlige for miljøet“ og „Det er særdeles vigtigt, for det er altså muligt at bygge sådanne atomkraftværker inden for storbyers grænser“.44 På dette tidspunkt var netop kampen mod atomkraft i Danmark tiltagende med krav om lukning af det svenske a-kraftværk Barsebäck. Selvom den østlige propaganda til stadighed fremhævede socialismens og planøkonomiens velsignelser, havde den svært ved at imødegå de vestlige befolkningers opfattelse af, at landene i øst var fattigere end dem selv. Selv sær- deles loyale danske fremstillinger måtte erkende, at der til tider var visse øko- nomiske problemer bag jerntæppet. Det kom for eksempel til udtryk i bogen DDR – Samfund og økonomi fra DKP’s forlag Tiden. Bogen forklarede fænome- net Intershops eller dollarbutikker med, at DDR meget mod magthavernes ønske var nødt til – og altså befandt sig i en økonomisk tvangssituation – at opretholde disse særlige forretninger, hvor der mod vestlig valuta kunne kø- bes varer, der for normale borgere var umulige at købe. Konfronteret med realiteterne om, at den vestlige forbruger var økono- misk og materielt bedre stillet end forbrugerne i de socialistiske lande, var den østlige propaganda nødsaget til at udvide levestandard-begrebet til at omfatte andet og mere end rent forbrug. Ud over at portrættere den socialistiske velfærdsmodel beskrev propagandaen også de socialistiske landes særligt høje vidensniveau og kulturelle stade. Mht. velfærden var navnlig tre temaer dominerende: borgernes adgang til moderne og billige boliger, adgangen til et udbygget og gratis sundhedssystem samt adgangen til en ligeledes gratis uddannelse. Resultaterne af de store boligprogrammer ses stadig i Østeuropa. Alle Østlande igangsatte fra 1960’erne et moderne og billigt elementbyggeri, og overalt skød boligblokke af beton op og skaffede borgerne en boligform, der på trods af den dårlige kvalitet var relativ attraktiv, idet byggerierne var moderne med fjernvarme og nye sanitære anlæg modsat det ældre byggeri. I propagandaen berettedes gerne og ofte om de nye boliger: „Alle vegne i Sovjet- unionen flytter folk ind i nye lejligheder. Flytninger under festlige udfoldelser er blevet daglig foreteelse i den sovjetiske tilværelse .. . I de kapitalistiske lande må arbejdets mennesker betale en stor del af deres indtægt i huslejer: i USA godt 30 pct, i Vesttyskland 23 pct, og i Frankrig 25 pct. I Sovjetunionen er huslejen den laveste i verden“.45 Netop de kunstigt meget lave huslejer blev gennem hele den kolde krig et af propagandaens flagskibe. I beskrivelsen af den socialistiske velfærdsmodel var de to tidsskrifter op- mærksomme på den kvindelige del af læserskaren. Sovjetiske repræsentanter i Danmark havde siden 1950’erne diskuteret charmeoffensiven over for dan-

44 „Energi. Nu og i fremtiden.“ Fakta om Sovjetunionen, 1979. 45 Fakta om Sovjetunionen, 1963, nr. 6.

398 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 399

ske kvinder i informationsmaterialet. I 1969 fremhævede den sovjetiske ledelse over for repræsentanter for kommunist- og arbejderpartier på et møde i Moskva i 1969 et „vigtigt karaktertræk ved vores epoke“, nemlig „kvinders massedeltagelse i klassekampen“, „det voksende antal kvinder, som er beskæf- tiget i produktion og andre aktiviteter“, „deres politiske bevidsthed og kamp for økonomiske og sociale rettigheder“. Tanken var, at „kvinders rettigheder og lighed i de socialistiske lande“ måtte stå som „et forbillede for kvinderne i de kapitalistiske lande.“46 Det illustreredes af et eksempel fra APN-redaktionen i Danmark, som i Fakta om Sovjetunionen, 1963 nr. 5 citerede en sovjetisk kvinde: „Sovjetstyret ophøjede kvinden og gav hende rettigheder på lige fod med manden (...) I dag er vi sovjetiske kvinder lykkelige over den udvikling, vi og vore børn oplever. Det er naturligvis tungt at vide, at der endnu er adskillige lande på vor skønne planet, hvor kvindernes skæbne den dag i dag er meget hård“. I de følgende årtier optog artikler om kvinders vilkår, moderne børneopdragelse, mode, karriere en stor del af spaltepladsen. Den dansksprogede propaganda var imidlertid ikke skræddersyet til danske modtagere. For størsteparten af artiklerne gjaldt det, at de blot var oversat fra et forlæg på russisk eller tysk. Undtagelser var diskussioner af de nordiske landes velfærdsmodel. Her var udfordringen til tidsskrifternes redaktioner, at lovprisningen af de sociale systemer i de socialistiske lande i forhold til de skandinaviske mødte nogle vanskeligheder, idet flere af kerneydelserne som uddannelse og gratis sygehuse også var integrerede dele af den nordiske vel- færdsmodel. Forsøg på at gøre op med den nordiske model kom blandt andet til udtryk i den østtyske presseudgivelse Horizont, der op gennem 1970’erne netop førte en kampagne mod den nordiske model. Her ønskede man gennem den østtyske propaganda for det første at påvise, at velfærdsmo- dellens rygte overgik de faktiske realiteter. Den svenske model blev her afvist som et socialistisk alternativ og socialdemokraterne kåret som „kapitalismens apologeter“. For det andet påpegede østtyskerne fænomener som ungdoms- kriminalitet og narkomani – skyggesider, som man nægtede at kende til i øst. Østtyskerne erklærede, at narkoproblemet var udryk for velfærdssystemets svigt, idet det „skyldtes ungdomsarbejdsløsheden, højt arbejdstempo, ensfor- migt arbejde og svig i en verden af borgerlig karrieretænkning og skånselsløs konkurrence“.47

46 „O meroprijatijakh v svjasi s 20-letijem Mesjdunarodnoj demokratitjeskoj federatsii sjensjin“, [Om tiltag i forbindelse med International demokratisk føderation af kvinders 20-års jubilæum] Postanovlenije [Forordning] fra SSOD om tiltag over for udlandet for at fremme kvindernes rolle i folkenes kamp for fred, 23.marts 1965, GARF f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 44-47; „Sadatji borby protiv imperialisma na sovremennom etape (...)“ Kommunike vedtaget af den internationale kommunistiske bevægelse, 17. juni 1969, Dok. 140 i Ministerstvo inostrannykh del SSSR, Sa mir i besopasnost na- rodov – Dokumenty vnesjnej politiki SSSR 1969, 1987, s. 344. 47 Astrid Hedin, „Wandel durch Annäherung, Förandring genom närmande ? Sverige och DDR i Östpolitikens era“, i Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red.), DDR og Norden, 2005, s. 347.

ØSTLIG PROPAGANDA 399 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 400

Kontrapropaganda mod den udenlandske presse

Selv om det var målet for den østlige propaganda at bestemme, hvordan socialismen skulle betragtes og diskuteres i Vesten, måtte ledelsen i Warszawa- pagtlandene erfare, at det langtfra lykkedes. Et indirekte udtryk herfor, var den anden søjle i propagandaen, som regimerne fandt det nødvendigt at etablere. Det var den såkaldte „kontrapropaganda“ mod informationsmateriale, der blev til i de kapitalistiske lande. KGB gjorde i 1965 SUKP’s CK opmærksom på miskrediteringskampagner i Vesten, der var resultat af en „højt udviklet propagandatjeneste med special- afdelinger for hvert enkelt emneområde“. Som modvægt foreslog Moskva „en sammenlægning og effektivisering af APN og Kulturkomitéen for til- virkningen af udenlandske propagandastrategier, oprettelse af „udvalg for ideologi i hvert enkelt fagministerium“, og endelig „oprettelse af et propagan- dainstitut med sociologer, psykologer, filosoffer, historikere og etnografer, der kan udvirke forslag til at imødegå Vestens undergravende virksomhed“.48 Kontrapropagandaen skulle fortrænge Vestens kritiske billede af undertryk- kende politistater, hvor befolkningen affandt sig med lange køer, en stadig mangel på forbrugsgoder og dertil ytrings- og rejseforbud. SUKP’s CK’s internationale afdeling havde siden 1949 produceret hæfter og materiale på dansk for den såkaldte modpropaganda, dvs. materiale der skulle fortælle danskerne „sandheden om Sovjetunionen.“ I 1950 angav ambassaden tallet til 50- 60.000 bøger og artikelsamlinger samt Sovinformbureaus såkaldte materiale- mapper og 250 artikler tilrettelagt for den danske presse.49 Forklaringerne på socialismens svagheder og mangler var ofte ganske opfindsomme. Alligevel fandtes forhold, der ikke var til at komme uden om, eksempelvis den vedvarende ustabile forsyningssituation. Fakta om Sovjetunionen reagerede i kommentaren „Levestandard i Øst og Vest“ med at slå fast, at „levestandard ikke kun er et spørgsmål om vareudbuddet i butikkerne“ – hvori der lå en implicit anerkendelse af problemet. Den ytrede ikke kritik af tilstan- dene i Sovjetunionen, bortset fra erkendelsen af, at „biler er dyre, meget dyre“. Læseren fik beregnet, at sovjetborgeren anno 1979 i virkeligheden var økonomisk bedre stillet end amerikanerne, og østpropagandaen slog herefter på den gratis sundhedstjeneste, gratis uddannelse og den lave huslejer. De bugnende menukort blev brugt i DDR-revy som et modargument mod rygter i den vesttyske presse om den ustabile fødevaresituation i Østtyskland 1961. I artiklen „Hungersnød ? – Latterligt“ i oktobernummeret udtalte en

48 KGB-rapport til SUKP’s CK om modforanstaltninger til „fjendens styrkede imperialistiske spionage og ideologiske centre“, 3. marts 1965, Dokument nr 41, gengivet i Nicolas Werth og Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, 1994, s. 430-440. 49 „Ottjot missii SSSR v Danii sa 1949 god“ [Rapport fra USSR’s gesandtskab i Danmark for året 1949] Ambassadeindberetning, marts 1950, RGASPI f. 17, op. 137, d. 129, ll. 31-88.

400 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 401

gruppe af „eksperter“ sig om fødevaresituationen. Her refererede mesterkok- ken Dieter Elsholtz fra restauranten „Frankfurter Tor“ i Berlin til de famøse menukort: „Vi har hver dag over tusinde gæster. Maden smager dem alle og alle roser vor righoldige spiseseddel. Man skulle sende løgnhalsene et menukort, måske rødmer de så af skam“. En handlende redegjorde for det store udbud af fiskekonserves, mens den „tilfældigt udvalgte“ bygningsarbejder Leo Wilhelm fra Berlin-Hohenschönhausen skulle have udtalt: „Vore penge stemmer og der findes nok at købe. Skal det kaldes hungersnød?“50 Generelt var det vanskeligt at danne sig et fuldstændigt billede af vareforsy- ningen i det tilknappede DDR. Ikke mindst da Berlin og hovedbyerne i distrikterne som Rostock og Leipzig, som en del danskere besøgte i forbindelse med Østersøugerne, var relativt bedre forsynet med varer end resten af landet. Den velvilligt indstillede læser fik testet sin positive indstilling under opfø- relsen af Berlin-muren i 1961. DDR-revy behandlede ikke opførelsen i noget stort omfang, men anlagde dog et østtysk perspektiv på de „politiske sider“ af Berlin-problematikken. Bladet forsøgte sig også med et modtræk i november- udgaven i 1961 med artiklen „700.000 flygtninge kom fra Vesttyskland“. Det var et svar på Vestens tolkning af Berlin-muren som en brutal stopper for den smutvej, der truede med at dræne DDR’s arbejdsstyrke. I artiklen vendte forfatteren problematikken på hovedet, idet han påstod, at vandringen i Tyskland ikke gik fra øst mod vest, men derimod den anden vej. Alligevel må artiklens ord have lydt noget hule, så kort tid efter murens bygning: „Hvad tvinger hundrede tusinder af flittige kvalificerede mennesker til at forlade deres hjemstavn? „Deutsche Woche“, som udkommer i München (Vesttyskland) giver efter et omfattende rundspørge følgende svar herpå: „et repræsentativt gennemsnit af de adspurgte angav dårlige arbejdsmuligheder, for høje leve- omkostninger og skatter, for få muligheder til at skaffe sig en finansiel reserve. En meget ofte angivet grund er afvisning af militærtjeneste. Også efter de forholdsregler, som DDR’s regering har foretaget til beskyttelse af sine grænser, vedvarer tilstrømningen af overflyttere fra Vesttyskland uformind- sket“.51 Da Vesten som tidligere nævnt indledte sin menneskerettighedskampagne med afsæt i CSCE-aftalens kurv 3, blev der i østblokkens dansksprogede tidsskrifter ført artikelkampagner, der skulle tage brodden af den skarpeste vestlige kritik og om muligt vende den mod disse lande selv. Et eksempel var en artikelserie fra Fakta om Sovjetunionen, hvor APN-redaktionen opsøgte de „ofre“ for undertrykkelse, som den vestlige presse havde udpeget og drejede historien 180 grader, som f.eks. artiklen med overskriften „Som de dog ly- ver!“, der indledtes med følgende: „Med passende mellemrum bliver vestlige

50 „Hungersnød ? – Latterligt“, DDR-Revy. Nr. 10, 1961. 51 DDR-Revy, nr. 11, 1961.

ØSTLIG PROPAGANDA 401 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 402

avislæsere belemret med mærkværdige og gruopvækkende beretninger om, hvordan sovjetborgere, der tillader sig den luksus at mene noget andet det dét, der er „tilladt fra officielt hold“ (hvad det så end er!) bliver maltrakteret af myndighederne. Beretningerne er udstyret med tilsyneladende pålidelig dokumentation – såsom navn, alder, civilstand, uddannelse m.m. Og så må de vel være sandfærdige. Eller må de nu også det?“52 Partiledelsen i DDR spekulerede over, hvordan menneskerettighedskritik- ken kunne vendes mod Vesttyskland i stedet. En miskreditering af Vesttysk- land havde længe været et hovedmål i DDR’s propaganda. En mulighed, DDR udnyttede, var Vesttysklands Berufsverbot mod venstreorienterede i offentlig tjeneste.53. På menneskerettighedsområdet havde SED således allerede i starten af 1960’erne arbejdet for „skånselsløst“ at afsløre menneskerettigheds- krænkelse i Vesttyskland, og DKP samarbejdede i samme periode med Ver- densfredsrådet og Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed om kampagner mod Berufsverbot i Vesttyskland.54 Valget af en offensiv linje fra østtysk side betød også, at vigtige konkrete sager blev fortiet af DDR-revy. Det gjaldt ikke mindst DDR’s udvisning af den kritiske sangskriver Wolf Biermann.55 Men ligesom Biermann ikke ophørte med at være et problem for DDR, efter at statsledelsen havde nægtet at lade ham vende tilbage efter en koncert i Forbundsrepublikken i 1976, ligeså lidt lykkedes det de socialistiske lande at tale det østlige menneskerettighedspro- blem ihjel. Problematikken virkede ikke kun som en platform for generel for- dømmelse af østblokken, den trængte endog ind i den kommunistiske verdensbevægelse og medvirkede til, at mere kritiske kommunistpartier som det franske distancerede sig fra Sovjetunionen. Herfra var svaret, som det fremgår af en samtidig sovjetisk skrivelse, at øge indsatsen i propagandaind- satsen over for Vesten i de periodiske tidsskrifter.56 Et yndet udstillingsobjekt i kontrapropagandaen var de nationale minorite- ter. Da deres vilkår var en del af Vestens menneskerettighedskritik, gjaldt det for propagandaen om at vise, hvor godt de mange forskellige mindretal faktisk trivedes under socialismen. Fakta om Sovjetunionen havde i 1978 og 1979

52 Fakta om Sovjetunionen, 1977, nr. 23-25. 53 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/32445: „Betr.: Erste Erfahrungen bei der Realisierung des Politbürobeschlusses vom 25.1.1977 zur Verstärkung der Konterpropaganda im nichtsozialistischen Ausland“. 5.4.1977. 54 „Verdensfredsrådets internationale Menneskerettighedskommission“, 22. oktober 1977; Kasse 426: Berufsverbotkomiteen, materiale 1973-, Fredssekretariatet. Berufsverbotarbejde/ -komite (vedr. BRD) 1977 samt Cirkulære af 27. juni 1978, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970-1979. 55 Nils Abraham, „Die Selbstdarstellung der DDR im Rahmen der Public Diplomacy gegenüber Schweden nach der völkerrechtlichen Anerkennung 1972: Das Beispiel des Magazins DDR-Revue“ i Heiner Timmermann (red.), Das war die DDR, Münster 2004, note 362, s. 444. 56 „Ottjot litovskogo otdelenija APN sa 1974 god“ [Rapport fra den litauiske afdeling af APN for 1974] Om udlandspropagandaens art og omfang, 28. januar 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 3, b. 244, ll.29-31.

402 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 403

en artikelserie med fokus på jødernes rettigheder i Sovjet.57 Dette træk lå i logisk forlængelse af, at kritiske kredse i Vesten nærede den mistanke, at flere af de kommunistiske regimer i Østeuropa ikke havde lagt antisemitismen bag sig. Indimellem bidrog danske kommunister til at imødegå sådanne anklager. I 1956 anmodede den sovjetiske ambassade DKP’s ledelse om gennem artikler og andre former for offentlige indlæg at imødegå en sovjet-kritisk pressekampagne igangsat i Studentersamfundet angående jødernes forhold i Sovjetunionen. DKP’s Ib Nørlund lovede at påtage sig opgaven med hjælp fra jødiske DKP’ere.58 Det indgik i Landsforeningens kulturelle virksomhed i samarbejde med APN-kontoret i Danmark at udgive tryksager om jødernes forhold i Sovjetunionen,59 og dermed, ifølge bestyrelsen, gennem „reelle oplysninger“ at aflive „en række af de beretninger, der har fyldt danske masse- medier vedrørende jødernes stilling i Sovjetunionen“.60 APN-redaktionen fremhævede også de muslimske mindretals rettigheder i Sovjetunionen. Fakta om Sovjetunionen inviterede sine læsere indenfor hos mufti Babakhan, formanden for det muslimske råd for Centralasien og Kasakhstan, der kunne berolige vestlige læsere, der var bekymret for religio- nens stilling under socialismen, med at „Artikel 52 i Sovjetunionens forfatning garanterer samvittighedsfrihed for alle borgere, ret til at bekende sig til enhver religion“.61 Sovjetunionen havde med sine mange folkeslag de bedste forudsætninger for at drive propaganda for et vellykket multikulturelt samfund – uagtet den undertrykkelse og russificering disse folk havde været udsat for. Netop russificeringen blev fremstillet som et gode, idet USSR’s indsats for at få „nationaliteterne“ i fjerne egne lært det russiske sprog blev hilst velkommen som en del af menneskerettighederne.62 En mindre del af den sovjetiske modpropaganda behandlede forurenings- problemet, som var blevet genstand for stigende opmærksomhed i Vesten. Forurening havde en direkte betydning for det danske og skandinaviske publikum, fordi Østersøen op gennem den kolde krig blev belastet af de om- kringliggende stater. Fra nordisk side blev de socialistiske stater i syd og øst kritiseret for at pumpe forurenet spildevand og affaldsstoffer gennem flo- derne og direkte ud i det fælles hav. Det sovjetiske nyhedsbureau APN i Danmark havde siden 1970 arbejdet med samme tema, hvor den gamle pa- role fra 1950’erne „Østersøen som fredens hav“ herefter fik den aktualiserede ordlyd „Østersøen – det rene hav“. Karakteristisk for den sovjetiske behand-

57 Eksempelvis Fakta om Sovjetunionen, 7. juli 1979. 58 Referat af samtale med medlem af DKPs eksekutivkomité Ib Nørlund 6. september 1956, indberetning fra A.S. Kaplin, 12. september 1956. RGANI f. 5, op. 28, d. 435, l. 238. 59 Ingmar Wagners breve til Juri Samochin, Sovjetunionens ambassade, 5. marts 1971 og 12. august 1971, Landsforeningens arkiv. 60 Bestyrelsens beretning, 16. september 1971, Landsforeningens arkiv. 61 „Muslimer i Sovjetunionen“. Fakta om Sovjetunionen, oktober 1979. 62 Eksemplet er fra Fakta om Sovjetunionen, 9. september 1979.

ØSTLIG PROPAGANDA 403 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 404

ling af dette emne var, at den afviste enhver skyld og i stedet med højtidelige erklæringer forsøgte at stemme skandinaverne mildt. Det var eksempelvis kendetegnende for det sovjetiske udspil, lanceret i 1978, om en totalstands- ning af spildevandsudledning i floder og vandløb med forbindelse til Øster- søen.63 Det var et propagandaforslag, der gav indtryk af, at østblokken havde initiativet på dette område, men reelt var det uden chancer for at blive gen- nemført. Miljødækningen i propagandabladene var også udformet, så den bidrog til at skabe et positivt socialismebillede i Vesten. I den ånd kunne Fakta om Sovjetunionen hævde over for miljøbevidste danskere, at „Smog er ukendt på russisk.... . Vort samfund har med et modeudtryk været ’økologisk bevidst’ fra sine første dage. Lenin lagde i Sovjetstyrets første dage stor vægt på bevarelse af naturen selv under borgerkrigen og midt i efterkrigstidens ødelæggelser. Der vedtoges i disse år bestemmelser om bevarelsen af naturen, af parker og haveanlæg, en lov om forstvæsenet og oprettelse af et centralt organ for beskyttelse af vandressourcerne osv.“64 For at demonstrere den sovjetiske miljø- bevidsthed, lancerede Fakta om Sovjetunionen temaet mennesket og naturen. I det sovjetiske udenrigsministerium var man opmærksom på, at miljøsam- arbejde omkring Østersøen var et område, hvor danskerne var til at tale med.65 Det må imidlertid betragtes som tvivlsomt, om danskerne købte de til tider meget opfindsomme sovjetiske forklaringer på miljøproblemerne i Østersøen. Således foreslog Fakta om Sovjetunionen i artiklen „Havene i er fare“ fra 1970 en forklaring, der placerede ansvaret på Danmarks NATO-partnere: „Hvad er de nye kilder til forurening? Det er først og fremmest skibe, der luk- ker olieholdigt vand ud i havet. Sovjetunionen har truffet flere foranstaltninger... . Østersøen skal være ren. Den skal være et fredens, venskabets og samarbejdets hav mellem alle Østersø-lande til fælles gavn for befolkningerne. I øvrigt er det de amerikanske strategiske bombemaskiner, der sviner.“66 Med henblik på at koble sikkerhedspolitikken til forureningsbekæmpelsen foreslog bladet året efter, at miljøet skulle sikres gennem en aftale, der lukkede bælterne og Kielerkanalen for krigsskibe og kampfly fra lande, der ikke havde kyster langs Østersøen.67 En sådan ordning havde naturligvis ikke nogen reel udsigt til at blive gennemført, fordi den helt overvejende rettede sig mod de store NATO-allierede. Alligevel var en sådan udelukkelsespolitik en del af de forslag, Sovjetunionen havde stillet op gennem 1960’erne – tidligere dog uden at kæde det sammen med miljøet. Miljøvinklingen blev efterføl-

63“Red Østersøen“. Fakta om Sovjetunionen. Nr. 1, 1978. 64 Fakta om Sovjetunionen. Nr. 15-16,1970. 65 “Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Danii sa 1974 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra Sovjetunionens ambassade i Danmark for året 1974], MID, 6. marts 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f.R-1019, ap. 4, b.195, ll. 23-27. 66 Fakta om Sovjetunionen. 1970, nr. 13-14. 67 Fakta om Sovjetunionen. 1971, nr. 11.

404 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 405

gende kædet sammen med nedrustningstemaet i Sovjetunionens forslag på FN’s 35. generalforsamling i 1980 „Om staternes historiske ansvar for bevarelsen af naturen for den nuværende og de kommende generationer“. Kernen i Moskvas holdning var „at miljøbeskyttelse ikke blot er et økologisk problem, men også et politisk. Løsningen af det afhænger af oprustningen, afskaffelse af kolonialismen, som udplyndrer naturressourcerne i andre lande, af det brede internationale samarbejde og af kampen for økonomisk og socialt fremskridt“.68

Forholdet til Danmark og aktuel politik Som den tredje propagandasøjle efter fremhævelse af livet under socialismen og gendrivelse af den vestlige kritik af østlandene opererede det sovjetiske APN-kontor som ovenfor nævnt med søjlen „materiale om bilaterale forhold“.69 Ambassadør Levytjkin foreslog i 1963, at Sovjetunionen med fordel kunne øge den offentlige informationsmængde vedrørende det nære dansk- sovjetiske forhold, herunder Danmarks interesse for østblokkens udenrigspolitiske initiativer og i det hele taget opfattelsen af den aktuelle internationale politik, og endelig de positive beretninger om venskab mellem det danske og russiske folk. Disse emner ville nemlig indirekte også fremme de to første pro- pagandasøjler, som primært sigtede mod at skabe et fundament af generel velvilje over for systemet i de socialistiske lande og forbedre den kommunistiske ideologis stilling i Danmark.70 Statsbesøg var ifølge SUKP en ideel mulighed for at få formidlet østlande- nes budskaber. Således viderebragte den sovjetiske ambassadør i Danmark, N. Slavin, den vurdering til chefen for MID’s skandinaviske afdeling, I.I. Iljitjov, at H.C. Hansens undertegnelse af det dansk-sovjetiske kommuniké i marts 1956 tjente Sovjetunionens „propaganda for principperne i den fredelige sameksistens“, om end østlandene burde øge offentlighedsarbejdet for disse principper.71 Presseomtale i forbindelse med statsbesøg i Danmark var i det hele taget anledning til, som SUKP’s CK’s ideologiske afdeling skrev i 1964, „at styrke propagandaen over for de skandinaviske lande“. Under forbere-

68 Vladlen Kusnetsov, Sovjetunionen foreslår. Den internationale situation og sovjetiske fredsinitiativer, Forlaget Tiden, 1983, s. 36. 69 „Ottjot litovskogo otdelenija APN sa 1974 god“ [Rapport fra den litauiske afdeling af APN for 1974] Om udlandspropagandaens art og omfang, 28. januar 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 3, b. 244, ll.29-31. 70 „O nasjikh sadatjakh v rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij na blisjajsjije gody“. Orientirovotjnyj perspektivnyj plan [Om vore opgaver med henblik på udviklingen af sovjetisk-danske forbindelser i de kommende år. Orienterende perspektivplan] af K. Levytjkin. 5. august 1963, AVP RF f.085, op. 48, p. 173, d. 8, ll. 41-56. 71 Slavin til chefen for MID’s skandinaviske afdeling, I.I. Iljitjov, 12. juli 1956, AVP RF, f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 24-26. Indberetningen omhandler dansk opfattelse af principperne for fredelig sameksistens.

ØSTLIG PROPAGANDA 405 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 406

delserne til Khrusjtjovs besøg i Danmark i sommeren 1964 skulle de centrale aviser på afrejsedagen offentliggøre artikler og materialer om forholdet mellem Sovjetunionen og de skandinaviske lande.72 Når regeringsrepræsentanter kom på besøg i Moskva, udnyttede SUKP alle muligheder for mediemæssig opmærksomhed på emner, den vestlige presse ellers ikke ofrede megen spalteplads på. De officielle medier og kommunikeer kunne fremhæve det nære og venskabelige forhold mellem Sovjet- unionen og europæiske NATO-lande, bilateralt samarbejde på en række felter og ikke mindst opbakning bag østlandenes alternative sikkerhedspolitiske forslag. Jens Otto Krag overvejede inden sin Moskvarejse i februar 1964, hvilke af SUKP’s propagandamål han ville acceptere at være med til at fremme og hvilke ikke. Danmarks glæde ved Sovjetunionens imødekommen- hed og villighed til at indgå handelsaftaler: ja. Dette emne plejede samtidig Danmarks image som brobygger mellem Øst og Vest.73 Men dansk støtte til Østersøen som fredens hav og Skandinavien som atomfri zone skulle propan- damaskinen ikke vikle ham ind i.74 Isvestija gengav 18. februar 1964 et interview med Krag, hvor han skulle have sagt angående nedrustning, at de nordiske lande satte sig for i FN at arbejde for nedrustning, og “at det ikke var nødvendigt at gøre yderligere end det, der allerede er blevet gjort for at sikre freden i Nordeuropa.“ Propagandatidsskrifterne holdt af at understrege Danmarks erklærede overordnede mål om afspænding i Europa og endnu bedre de elementer af dansk udenrigspolitik, der stemte overens med de mål, som de socialistiske lande også havde. Her fremdrog man de områder, hvor der var formel enighed, og nedtonede sider, der udtrykte forskellige forestillinger og vanskelige forhindringer. Det kom for eksempel til udtryk i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af den europæiske sikkerhedskonference. APN-redaktionen i Danmark skrev med udgangspunkt i dette tema i 1966, at Dan- mark et år tidligere „som et af de første lande i Vesteuropa havde et positivt standpunkt til tanken om afholdelse af en fælleseuropæisk sikkerhedskonference, og skønt det danske forslag i den fase ikke fik støtte fra andre NATO- lande, opnåede det en bemærkelsesværdig international resonans. Alt i alt fremmede det interessen for en konference.“ Bladet fremhævede de styrkede bilaterale forbindelser mellem Danmark og Østlandene, som „udløber af at Krag havde været i Polen, samt Hækkerups rejser til de østeuropæiske lande...

72 “O meroprijatijakh v svjasi s visitom t. Khrusjtjova N.S. v Daniju, Svetsiju i Norvegiju.“ [Om tiltag i forbindelse med Khrusjtjovs besøg i Danmark, Sverige og Norge]. Beslutning fra Centralkomiteens præsidium, 29. april 1964, RGANI f. 3, op. 18, d. 246, ll. 69-71. 73 Bo Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, 2002, s. 132-134. 74 Krags overvejelser ifølge den danske ambassade i Moskva, meddelt den franske ambassade i tele- grammet „Du sejour en URSS du Premier Ministre danois (19.-28. fev. 1964)“, Archives diplomatiques. Udenrigsministeriet. Frankrig, Europe, Danemark, 1944-1970, vol. 93, politique étrangère, Relations Danemark avec l’URSS, 13-23-7.

406 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 407

Oprettelsen af forretningsmæssige og politiske forbindelser er til gavn for det fælleseuropæiske samarbejde og bidrager til at stabilisere en fredelig atmos- fære over kontinentet“.75 En lære, tidsskrifterne gerne uddrog af forholdet til de nordiske lande, var den grundlæggende enighed mellem de nordiske folk og folkene i de socialistiske lande i spørgsmål om fred og fordragelighed: „Den sovjetiske offentlighed mener, at de nordiske lande sammen med andre små vesteuropæiske lande kan yde et væsentligt bidrag til international afspænding og til udvikling af ligeberettiget og gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem stater med forskelligt samfundssystem“.76 I forbindelse med, at det „rolige og stabile Norden“ blev anset for et oplagt sted at skabe såkaldte fredszoner udtalte Bresjnev 17. maj 1977: „Det er tydeligt, at små stater har mulighed for at arbejde meget mere aktivt og med større nytteeffekt for fred og afspænding“.77 Fakta om Sovjetunionen roste i de følgende år „dialogpolitikken“, som Danmark fremmede gennem sin støtte til den sikkerhedskonference, de socialistiske lande tidligere havde foreslået.78 Redaktionen koblede ikke kun konferencetanken sammen med et såkaldt „sikkerhedsfælleskab blandt Øster- sølandene“, men også til spørgsmålet om anerkendelsen af DDR. Det skete blandt andet i omtalen af en to-dages konference i Landstingssalen på Christiansborg i maj 1971 med titlen „Fred i Østersøområdet“, hvor repræsen- tanter fra offentligheden i Finland, Danmark, Norge, Sverige, Forbunds- republikken, Sovjetunionen, DDR og Polen ifølge det sovjetiske tidsskrift udtalte sig til fordel for anerkendelse af „status quo i Europa, der genspejler de territoriale og politiske resultater af den anden verdenskrig.“ Der blev omtalt en forberedelseskomité, nedsat i Danmark med dette formål, og det hed videre: „Den sovjetiske offentlighed modtog med interesse forslaget om at holde de næste fredsdage i København. Kendte mennesker fra de sovjetiske Østersøstaters kulturliv, store videnskabsmænd, der arbejder med Østersøens problemer, har udtrykt ønske om at deltage i møderne i København og i en venskabelig meningsudveksling med deres kolleger og naboer fra andre lande.“79 Alternativet til NATO blev i Fakta om Sovjetunionen fremhævet gennem perspektivet om en kollektiv europæisk sikkerhedsproces eller om „et skandinavisk fællesskab“, som kobledes til idéen om et fællesskab mellem de stater, der grænsede op til Østersøen og til idéen om en atomfri zone i Norden. I den sammenhæng greb man ivrigt om forskellige sovjet-inspirerede forslag som „Kekkonens smukke forslag til konsolidering af freden i det høje Nord.“80

75 Fakta om Sovjetunionen, 1967, nr. 5. 76 Fakta om Sovjetunionen, 1966, nr. 2. 77 P. Krymov, Sovetskij sojus i severnyje strany [Sovjetunionen og de nordiske lande], Mesjdunarodnaja Sjisn nr. 8, 1979, s. 17. Citatet blev bragt i Pravda 17. maj 1977. 78 Fakta om Sovjetunionen, 1967, nr. 4 og 1971, nr. 4. 79 Fakta om Sovjetunionen, 1971, nr. 10. 80 Fakta om Sovjetunionen, 1966, nr. 1.

ØSTLIG PROPAGANDA 407 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 408

Billedet af Danmark som småstaten, der trådte op mod de store, var yndet i materialet fra de socialistiske lande.81 I 1974 skrev det sovjetiske udenrigsministerium i sit sammendrag om dansk politik, at det var en „succes at invitere Anker Jørgensen til Sovjetunionen og modtage ham på højeste niveau. På den måde har man „signaleret, at Sovjetunionen retter lige så stor opmærk- somhed mod små, som mod store lande“. Man konstaterede, at der havde væ- ret en meningsudveksling om internationale problemer, som blev „udnyttet“ til brug for „påvirkning af den danske regering“.82 I forbindelse med hans be- søg glædede sovjetpressen sig over enigheden om den forestående CSCE-konference.83 Man beklagede dog samtidig, at Danmark „i realiteten fulgte samme vej som USA, England og Frankrig, der ville gøre den tyske fascisme tilpas. Det er i hvert fald sovjetiske forskeres syn på dette problem.“84 I dette citat lå ikke så meget en kritik af Danmark som af NATO’s stormagter. Deres fremfærd blev brugt til at kontrastere de positive sider af socialismen. Samtidig levede propaganda-bladene op til et af hovedmålene i østlan- denes udenrigspolitiske virksomhed – nemlig at „afsløre kapitalismen“. I den forbindelse associerede man sympatiske træk i Danmarks udenrigspolitik til den sovjetiske politik og modstillede disse til de øvrige vestmagter. Sovjet- unionen ønskede i den forbindelse også at bruge en traditionel modvilje mod vestmagternes kolonipolitik. APN-redaktionen i Danmark roste i artikelserier den danske FN-politik som udtryk for solidaritet med den tredje verden, som gav sig udslag i rundhåndet u-landsbistand – „helt på linje med sovjetisk politik“.85 Internt vurderede den sovjetiske ledelse, at dækningen af den tredje verden var en god sag. Den skandinaviske afdeling i udenrigsministeriet hæftede sig i 1977 ved, at den danske regering gik ind for en mere nuanceret og kom- promissøgende vestlig holdning i spørgsmålet om økonomiske forbindelser til udviklingslande, ønskede at normalisere forholdet til Angola, og havde „en radikal linje i spørgsmålet om kampen mod kolonialisme“.86

81 “O nekotorykh osobennostjakh vnesjnej politiki Danii“. Spravka. [Om nogle særegenheder ved Danmarks udenrigspolitik“. Indberetning] af 2. sekretær N. Sjtjeklein, den sovjetiske ambassade i København, 19. april 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, ll. 1-7. 82 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra Sovjetunionens ambassade i Danmark for året 1973], MID , 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, ll. 5-8. 83 Fakta om Sovjetunionen, 1973, nr. 21. 84 Fakta om Sovjetunionen, 1974, nr. 8. 85 MID hæftede sig ved dette træk i dansk politik, jf. „Vnesjnjaja politika Danii i jejo mesjdunarodnoje polosjenije v 1963 gody“ [Danmarks udenrigspolitik og dets udenrigspolitiske forhold i året 1963], MID sammendrag på grundlag af ambassadeindberetninger fra København, MID, 30. marts 1964, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 3, b. 108, ll. 36-50. 86 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god. Vnesjnjaja politika Danii.“ [Sammendrag af politisk rapport fra Sovjetunionens ambassade i Danmark for året 1976. Dan- marks udenrigspolitik], 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, l. 22-25.

408 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 409

Vestlige landes til tider problematiske engagement i den tredje verden var et af de punkter, sovjetpropagandaen med størst effekt kunne brug i sin „af- sløring af kapitalismen.“ Fra 1966 gennemførte Fakta om Sovjetunionen en protest mod Portugals fortsatte kolonipolitik i Afrika og samme nummer frem- førte kritikken af USA’s engagement i Vietnam.87 Uhyggelige billedreporta- ger fra Vietnam optrådte i bladets årgang 1968, nr. 10 og igen 1970, nr. 7-8. Om USA’s politik i Chile skrev bladet i 1971: „De demokratiske og venstreorienterede kræfters sejr i Chile kom uventet for Washington. USA havde gjort alt for at hindre det. Agenter for CIA strømmede til landet, og reaktionen greb til åbne terroristiske handlinger. Med disse handlinger ville højrekræf- terne, opmuntret af Washington, sprede panik, skabe en atmosfære af frygt og tilskynde hæren til statskup.“88 En kritik af Sydafrika som en minimodel af USA startede i bladets spalter i 1971: „Bladets fakta om uhyrlig udbytning af den oprindelige befolkning i Sydafrika anklager jo ikke alene USA’s imperialisme. I de sidste år er der på udenlandske investeringer opflasket en sydafri- kansk imperialisme ... . Den herskende klike føler den voksende overspæn- ding i landets politiske atmosfære og skynder sig at sikre sig støtte og at an- råbe om NATO’s militære og politiske protektion“.89 Med til det bilaterale propagandaarsenal hørte understregningen af sam- hørigheden mellem det danske og sovjetiske folk. Den danske APN-redaktion anvendte typisk statistikker over telefonsamtaler og brevforsendelser mellem Rusland og Danmark, artikler med erindringer om den sovjetiske „befrielse“ af Bornholm i jubilæumsskrivelser „for 20 år siden“, „for 25 år siden og „for 30 år siden“, og med indlæg vedrørende sovjetisk-skandinavisk samarbejde om søredningstjeneste i Østersøen. Dette samarbejde var et eksempel på en rent praktisk bilateral foranstaltning, som sovjetiske publikationer ofte heviste til.90 I DDR, der jo ikke som stat havde deltaget i den begivenhed, som også de socialistiske lande omtalte som befrielsen af Danmark, søgte ledelsen her ad anden vej at etablere en historisk forståelse mellem de to folk. I den sammen- hæng var statens anti-fascistiske grundlag et brugbart redskab. Kommunist- partiet SED anså sig selv som født ud af modstanden mod Hitler, og som den legitime åndelige arvtager til antifascismen i Tyskland – naturligvis i stærk modsætning til Vesttyskland. Forbindelsen til Danmark var den danske mod- standsbevægelse. Der blev fremstillet reportager om danske modstandsfolks rejse til antifascistiske mindehøjtideligheder i DDR, hvor danskere blandt an-

87 Fakta om Sovjetunionen, 1966, nr. 4. 88 Fakta om Sovjetunionen, 1971, nr. 1. 89 Fakta om Sovjetunionen, 1971, nr. 10. 90 Eksempelvis Fakta om Sovjetunionen, 1968, nr. 13-14; „Predlosjenija posolstva po rasvitiju svjasej mesjdu SSSR i Danijej“ [Ambassadens forslag til udvikling af forbindelserne mellem USSR og Danmark] den sovjetiske ambassade i København til MID, 9. juni 1958, AVP RF f. 085, op. 42, p. 162, d.6, l. 35.

ØSTLIG PROPAGANDA 409 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 410

Eksempel på konkurrence fra Fakta om Sovjetunionen, 1972.

det fra tid til anden gæstede de nationale mindesmærker i de tidligere KZ- lejre Buchenwald og Sachsenhausen.91 Den anden vej rejste østtyskere – kommunister – der havde kæmpet mod Hitler og helst nogle af de tyske flygtede kommunister, der under besættelse havde arbejdet sammen med den danske modstandsbevægelse.92 Den historiske fællesskabsfølelse blev som regel i artiklerne omsat til sympati for DDR’s udenrigspolitik og/eller en fordømmelse af NATO. De danske modstandsrepræsentanter var næsten altid DKP’ere. Fakta om Sovjetunionen offentliggjorde ligeledes vindere af rejser til Sovjet- unionen, som havde deltaget i de stilekonkurrencer, Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen havde udskrevet i samarbejde

91 “Sachsenhausen“, DDR-Revy nr. 4, 1963; “Modstandsfolkenes indsats er ikke glemt“, DDR-revy nr. 6, 1985. 92 “Solidariteten glemmer vi aldrig“, DDR-Revy nr. 5, 1978; “Et gensyn med Danmark efter 40 år“, DDR-revy nr. 8, 1984.

410 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 411

med det danske Undervisningsministerium. Koordineringen med de danske myndigheder hang alene sammen med behovet for at få adresserne på skolerne, men APN-journalisterne understregede dette samarbejde med henblik på at øge legitimiteten. I 1966 var emnet „Hvad jeg ville se, hvis jeg fik en rejse til Sovjetunionen“.93 Et andet eksempel med samme førstepræmie var en sti- lekonkurrence i 1978 udskrevet af Landsforeningen i samarbejde med Direk- toratet for Gymnasieskolerne og HF. Kandidaterne kunne vælge at skrive om 1) „Udviklingen i Sovjetunionen i de forløbne år siden revolutionen inden for forskellige områder af samfundslivet“, 2) Forholdet mellem kirke og stat i Sovjetunionen og 3) En skildring af livet i Rusland før revolutionen på basis af Maxim Gorkis forfatterskab“.94

Gennemslagskraften

Direkte succes for propagandaen er vanskelig at påvise, da dens funktion var en langsigtet imageforbedring snarere end en kortsigtet kommentar til den aktuelle udvikling. Sidstnævnte rolle udfyldte den østlige og den vestlige kommunistiske presse – i Danmark Land og Folk – bedre. En første indikator på succes for den østlige propaganda var, at den kunne slå ud til de danske kommunisters fordel på valgdagen. Fik Fakta om Sovjetunionens glædesstrålende kosmonauter og folkedansere, DDR-revyens fremgangsrige befolkning eller Radio Moskvas læsning af den politiske lektie danskerne til at flytte deres kryds på stemmesedlen over til DKP? Der findes ingen konkrete undersøgelser af spørgsmålet, men der er intet, som tyder på, at svaret er andet end et klart nej. Et problem ved såvel den trykte som den æterbårne propaganda var, at det stod klart for modtageren, at der ikke så meget var tale om fakta om Sovjetunionen som om nøje udvalgte fakta. Den positive glansbilledversion af socialismen, som tidsskrifterne udstillede, måtte stemme en kritisk læser skeptisk. Socialismen havde også et andet ansigt. Et, der viste tænder, og som de fleste havde svært ved at glemme. Denne side af den sovjetiske socialisme viste sig eksempelvis ved invasionen i Ungarn 1956, opførelsen af Berlin-muren 1961 og i Tjekkoslovakiet 1968. Hvor alvorlige ridser disse begivenheder gav i Sovjetunionens og de øvrige socialistiske staters image kunne blandt andet aflæses i de rystelser, som de tre begivenheder afstedkom langt ind i rækkerne af loyale kommunistiske partimedlemmer. Således førte angrebet på Ungarn til spaltningen af det danske kommunistparti og til, at mange medlemmer meldte sig ud af partiet. En tidligere ledende medarbejder i Radio Berlin International, RBI, har i en bog skrevet efter genforeningen hævdet, at RBI generelt havde en bred gen-

93 Fakta om Sovjetunionen ,1966, nr. 1. 94 Annonce fra Fakta om Sovjetunionen, 1978, nr. 1.

ØSTLIG PROPAGANDA 411 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 412

nemslagkraft og blev lyttet til af en trofast og omfattende lytterskare på selv de fjerneste kontinenter. Herfra modtog radiostationen dagligt breve fra tak- nemmelige og interesserede lyttere.95 Denne beskrivelse går udmærket i spænd med den måde, hvorpå RBI præsenterede sig selv over for sine politiske opdragsgivere i DDR. Det fremgår for eksempel af en rapport fra RBI til SED’s centralkomite i 1963. Her forklarede den danske redaktion, at en dansk skoleelev havde henvendt sig med forespørgsel om mere materiale om DDR til brug for en præsentation i skolen. Desuden kunne redaktionen glæde sig over en lytter, der nød RBI, fordi den adskilte sig fra de danske medier, der fik deres stof fra „ret så nazistiske vesttyske kilder“. RBI havde imidlertid også været opmærksom på, at succesen nok var be- grænset. Årsagen så man deri, at man var kommet til at sende den danske udsendelse samtidig med dansk tv’s nyhedsudsendelse.96 En lignende vurdering af RBI’s manglende succes med at få tag i de danske radiolyttere stammer fra et møde mellem lederen af SED i Rostock, Karl Zylla, og DKP-ledelsen i 1965. Meldingen fra de danske kommunister var, at praktisk taget ingen lyttede til RBI.97 På samme måde sendte Aksel Larsen en skarp kritik af Radio Moskvas dansksprogede udsendelser og vedlagde et brev fra frustrerede DKP’ere, der fandt programmerne kedelige, uaktuelle og uegnede til et dansk publikum.98 Efterhånden som tv for alvor vandt frem i Danmark, er det rimeligt at antage, at behovet for østtysk radio ikke nødvendigvis steg uden for en snæver gruppe af rettroende DKP’ere og andre særligt interesserede. Til denne snævre gruppe af lyttere hørte udenrigsministeriet og de danske efterretningstjenester, som her fandt gode indicier for kampagner og presseangreb.99 Østlandenes egne vurderinger af effekten af informations- og propagandamaterialet var ofte negativ. Efter Krags besøg i Moskva, oktober 1965, var evalueringen hos de sovjetiske repræsentanter i Danmark moderat. Propagandaen skulle være „mere konkret og letfattelig“ for den danske befolkning, og „den savner forståelse for synspunkterne hos den del af befolkningen, som den henvender sig til“.100 Hvad angår DDR diskuterede SED

95 Heinz Odermann, Wellen mit tausend Klägen. Geschichte rund um den Erdball in Sendungen des Auslandsrundfunks der DDR Radio Berlin International, 2003, s.10. 96 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/2.028/52: “Auszüge aus Hörerbriefen des Monats Oktober 1963“.13.11.1963. 97 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/ 547: „Bericht über meine Reise nach Kopenhagen vom 14.- 19.5.1965“. 98 Aksel Larsen til SUKP’s CK, 30. november 1954, RGANI f. 5, op. 28, d. 138, ll. 146-154. 99 Eksempelvis (telegram) fra ambassaden i Moskva, modt. 8/4-57, 8. april 1957, UM.105.T.1.b/4; Betragtninger vedrørende Ruslands politik over for Norden, 1949-72, 24. januar 1949, UM. Ad.5.D.30.a; Vedr. oversigterne over russiske presseangreb mod Danmark, referat af 17. november 1952, UM.105.M.28.b. 100 „Predlosjenija o dalnejsjem rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij, vytekajusjtjije is itogov visita pre- mjerministra Kraga v Sovetskiij Sojus“ [Forslag til yderligere udvikling af de sovjetisk-danske relationer efter statsminister Krags besøg i Sovjetunionen] indberetning af 23. december 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, ll. 73-83.

412 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 413

jævnligt propagandaen med de danske kammerater i DKP, som også gjorde opmærksom på, at propagandaen havde problemer med at slå bredt igennem. Således vurderede den ledende DKP’er Ingmar Wagner i 1963 i en samtale med den daværende chef for SED’s afdeling for udenrigspolitik Peter Florin, at DDR-propagandaen var virkningsløs, mens Berlin-muren fortsat havde en negativ virkning endog helt ind i partiets egne rækker.101 Det forhold, at propagandaen ofte ikke blev vurderet til at være virknings- fuld nok, faldt på stengrund eller i værste fald virkede komisk, må rejse spørgsmålet, hvorfor de socialistiske lande fortsatte med at pumpe så mange penge i propagandamaskineriet. Forklaringen er, at propagandaen rørte ved et hovedpunkt i den kolde krig, nemlig kampen om sjælene, det store slag mellem kommunismen og kapitalismen. For ledelsen i de socialistiske lande var den fortsatte agitation for socialismen en grundsøjle i påvirkningsarbej- det. Propagandaen var derfor et nødvendigt element i fortsættelsen af den politiske kamp, og det var i Øst at betragte som en kapitulation, hvis denne politiske offensiv tog af i forhold til Vesten. Meldinger om den begrænsede virkning kunne derfor ikke føre til spørgsmål om propagandaens eksistensbe- rettigelse. Som nævnt var informationsmaterialets langtidsvirkning på sovjetkommu- nismens image et forhold, der ikke umiddelbart kunne aflæses i læser- eller lyttertallene. Det væsentlige var, at propagandaen blev videreformidlet af andre. Staterne og de statskontrollerede institutioner havde et informations- monopol, som det var meget vanskeligt at komme uden om. På den ene side skulle ubehagelige emner ties ihjel ved, at man i Vesten ikke fik adgang til tro- værdige og repræsentative informationer. På den anden side skulle regimernes gode sider overeksponeres, så kritiske røster stod over for en mur af „dokumentation“. I den forbindelse havde østlandene den fordel, at de i meget vid udstrækning kunne styre informationsstrømmen fra øst mod vest. Mængden af tilgængeligt kildemateriale om de emner, man fra de socialistiske landes side ønskede til debat – for eksempel socialistisk skolepolitik eller sundhedsvæsen – kunne medvirke til at fortrænge emner som det sovjetiske Gulag-system. Kunne østlandene således på den måde påvirke eksempelvis indholdet i vestlige bogudgivelser, blev det anset for at være medvirkende til imageplejen. Når østpropagandaen på enkelte punkter satte sig spor i de vestlige befolkningers bevidsthed, var det på et område som socialismens evne til at skabe konkrete velfærdsgoder, og trods den overvejende vestlige skepsis på området, var respekten for østlandenes samfundsmodel i Vest formentlig størst i den her behandlede periode. Hvorvidt dette skabte en grundlæg-

101 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „Aktennotiz über die Aussprache, die vom Genossen Florin mit dem Genossen Ingmar Wagner – Sekretär der KP Dänemarks am 23.1.1963 durchgeführt wurde.“ 1.2.1963.

ØSTLIG PROPAGANDA 413 kap. 44 P 07/06/05 9:56 Side 414

gende velvilje over for den socialistiske model, som østlandene kunne trække på i andre sammenhænge hos de vestlige befolkninger, må dog anses for mere end tvivlsomt. Den automatiske kobling mellem socialisme, fred, vækst og velfærd, som Øst forsøgte at foretage, trængte ikke igennem til en bred vestlig offentlighed, og socialismen i den sovjetiske udgave forblev i Danmark en drøm i en lille og marginaliseret subkultur.

414 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 415

45 · Vurdering og sammenfatning

Datidige vurderinger af påvirkningsforsøgenes gennemslagskraft Østlandenes ledelse havde generelt en tendens til at fremstille påvirknings- arbejdet i de vestlige lande som succesfuldt. Der var imidlertid forskel på de positive vurderinger på højt niveau og de typisk noget mere negative vurderinger fra lavere niveauer som den sovjetiske ambassade i Danmark. Am- bassaden indberettede fyldigt om forslag og strategier for påvirkning, men kom oftest med negative vurderinger af dens virkning. Østlandene erkendte sjældent, at det kunne skyldes svigtende ideologisk tiltrækningskraft eller manglende evne til planlægning af strategierne. De mindre tilfredsstillende resultater blev typisk tilskrevet enten det „aggressive Vestens modkampagner“ eller det „utilstrækkelige arbejde“ i Sovjetunionens lokale støttegrupper som DKP og venskabsforeningen. En sjælden gang fandt ambassaden dog den dybereliggende årsag i, at kendskab til kommunistisk styring forhindrede „den helt store støtte fra danske organisationer og fagforeninger“. Det gjaldt eksempelvis en ambassadeindberetning om effekten af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerheds arbejde.1 Men jævnligt var det DKP’s og Landsforeningens indsats, som fik hårde ord med på vejen.2 Særligt DKP tog ofte bebrejdelserne til sig af loyalitet og anvendte dem til indre disci- plinering. Efter de danske efterretningstjenesters opfattelse var det DKP, der med sin organisationserfaring havde potentiale til at gennemføre påvirkningspolitik- ken, hvis de rette omstændigheder var til stede. Gennem 1970’erne diskuterede man ofte i vestlige regeringskredse, om man burde undersøge landenes kommunistpartier for såkaldt „undergravende virksomhed“. Herom var de

1 “O dvisjenii sa jevropejskuju besopasnost v Danii“ [Om bevægelsen for europæisk sikkerhed i Danmark]. Indberetning fra 3.sekretær ved ambassaden i København, Tjebotok, til SSOD, 20. juni 1974, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 449, ll. 126-130. 2 Referat af samtale med medlem af DKP’s CK Svend Nielsen 29. maj 1961, indberetning fra 1.sekre- tær ved ambassaden i København A.A. Rylnikov, 9. juni 1961, RGANI f. 5, op. 50, d. 326, ll. 111-115; “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulija 1973 goda.“ [Notat om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens virke pr. 1. juli 1973] Indberetning til SSOD fra Ju. Samokhin, SSOD og 1. sekretær ved ambassaden, 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l. 200- 206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling i SSOD til Samokhin, 27. august 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.207; Ottjot o pojesdke delegatsii Latvijskogo otdelenija Obsjtjestva drusjby „SSSR-Danija“ v Daniju s 5 do 12 nojabrja 1978 goda i o predvaritelnykh itogakh „Dnej SSSR“ v Danii s utjastijem Latvijskoj SSR“ [Rapport om en rejse for den lettiske del af venskabsforeningen USSR- Danmark til Danmark 5.-12. november 1978 og om de foreløbige resultater af sovjetiske dage i Danmark med deltagelse af den lettiske sovjetrepublik] Latvijas Valsts Arhivs, 338 f., 2 apr., 4 l., 12- 21 lp.

VURDERING OG SAMMENFATNING 415 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 416

enkelte NATO-lande ikke enige. Flere medlemslande, heriblandt Frankrig, fandt det problematisk og ømtåleligt at overvåge politiske partier, hvis der ikke var tale om kriminel virksomhed. Storbritannien derimod fandt op- mærksomheden på kommunistisk virksomhed relevant, og Norge og Dan- mark betegnede dette arbejde som værdifuldt og nødvendigt, men understregede samtidig, at det ikke skulle blive rutine at beskrive lovlige partier, deres medlemstal og aktiviteter. Det ville være vanskeligt at legitimere over for offentligheden, og også PET anbefalede mådehold med systematiske overvåg- ninger. Dog forblev efter PET’s opfattelse DKP en hovedmodstander på hjemmefronten, hvis aktiviteter burde følges nøje. DKP’s eksistens og virksomhed var lovlig og en del af det danske parlamentariske system. PET og FE begrundede i 1976 derfor overvågningen af partiet med, at DKP arbejdede til fordel for en fremmed magt. „Såvel Sovjetunionens Kommunistiske Parti som nationale kommunistpartier forsøger fortsat at på- virke, kontrollere og udvikle den undergravende virksomhed, og at udnytte de internationale politiske udviklingstendenser til dette formål. I forbindelse hermed bør det erindres, at DKP igennem mere end 25 år har optrådt som et af de mest Moskva-tro politiske partier i Vesteuropa“.3 Både NATO og de danske efterretningstjenester betegnede DKP’s aktiviteter i Danmark som „undergravende virksomhed“. Aktiviteter som propaganda, sabotage og spionage, som DKP udførte, var en del af den „efterretningsmæssige trussel imod Danmark fra Warszawapagten“.4 Den kommunistiske bevægelses overordnede mål blev beskrevet som „at underminere en nations militære, økonomiske og politiske styrke eller psykologiske moral, samt splitte og svække det eksisterende samfundssystem med nationens totale sammenbrud som det endelige mål“.5 I forsøget på at beskrive DKP’s virksomhed udfærdigede PET gennem hele perioden opgørelser over partiets politik, ideologi, medlemstal, styrke, orga- nisationsopbygning, økonomi, presse og skolingsvirksomhed. De systematiske rapporter vedrørte også DKP’s indflydelse på andre grupper, bevægelser og foreninger, der var kommunistisk styrede eller infiltrerede, ligesom de gengav PET’s viden om den internationale kommunisme, navnlig om samarbejdet med de øvrige kommunistpartier i Norden, Vesttyskland, DDR, Sovjetunio- nen og Polen. Efter de danske tjenesters vurdering var DKP’s politiske indflydelse langt større, end partiets lave medlemstal lod formode på grund af dets internationale forbindelser og partiets erfaringer i subversion. Dertil kom DKP’s evne som „initiativtager til aktioner i det danske foreningsliv, besættelse af nøgleposter i ledelsen, dannelse af nye komitéer, aktionsgrupper, demon-

3 „Fokus på spionage, sabotage & undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, FE’s arkiv. 4 Halvårsoversigt nr. 1, 9. maj 1965, FE’s arkiv. 5 „Fokus på spionage, sabotage & undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, FE’s arkiv.

416 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 417

strationer mv.6 I en række andre danske foreninger fandt ifølge de danske efterretningstjenester lignende indirekte styring sted fra DKP. FE rapporterede i 1964 om venskabsforeningerne, at de havde til formål at fremme de venskabelige forbindelser mellem to lande gennem oplysnings- virksomhed, som dog „let forvandles til en ikke ønskværdig propagandapolitik, som udnyttes i den psykologiske krigsførelses tjeneste“.7 Men det var imidlertid efter begge efterretningstjenesters vurdering alligevel ikke gennem venskabsforeningerne, at partiet vandt indflydelse. PET’s rapporter fra perioden giver det indtryk, at den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet 1968 og Sovjet- unionens deraf følgende prestigetab i den vestlige offentlighed gav bagslag til foreningerne, således at hverken venskabs- eller fredsforeningerne vakte den store sympati i den brede befolkning.8 DKP’s styrke lå efter PET’s vurdering i partiets tradition for kadreskoling, som er beskrevet i kapitel 43. Skolede personer blev placeret højere i partior- ganisationen eller i infiltrerende funktioner i ikke-kommunistiske foreninger.9 De økonomiske tilskud til DKP fra østblokken betød ekstra midler til illegalt arbejde og styrkede også efter PET’s opfattelse i betydelig grad DKP’s propagandaevne.10 Hertil kom indirekte pengeoverførsler fra både Sovjet- unionen og DDR gennem DKP’s ejendomme, forlagsvirksomhed og rejse- bureauer,11 tilførsler gennem venskabsforeningerne12 og indtægterne fra sko- lings- og kursusvirksomheden.13 PET rapporterede også om, at DKP arbejdede med „skinskolingsprogrammer“, hvor store antal deltagere figurerede på lister, uanset om de mødte op eller ej.14 Hen mod slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne dukkede nye revolutionære grupperinger frem i Vesten, som distancerede sig fra den sovjetiske kommunisme. Det var i USA borgerrettighedsgrupper, der protesterede mod de sortes vilkår i USA og f.eks. dannede Black Power-bevægelsen. Det var socialistiske kredse i Europa, blandt andet trotskister, som solidariserede sig med Cuba og Kina imod Sovjetunionen. Og der var i Storbritan- nien intellektuelle marxister, såkaldte „Nye Venstre“-grupper, der brød med det britiske kommunistparti og dannede deres egen anti-atombevægelse Ban the Bomb vendt mod begge supermagter. Disse strømninger nåede også Dan- mark og førte til en modificering af efterretningstjenesternes trusselsvurderinger af den danske venstrefløjs aktiviteter. PET kunne i slutningen af

6 Halvårsoversigt nr. 1/1968, FE’s arkiv. 7 Halvårsoversigt nr. 1/1964, Oktober 1963 – april 1964, FE’s arkiv. 8 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 169. 9 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 264, 263 og 160. 10 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 190 og 178. 11 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 243 og 178. 12 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 178. 13 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 263 og 141. 14 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 195.

VURDERING OG SAMMENFATNING 417 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 418

1960’erne konstatere, at denne trængsel på venstrefløjen både havde forvir- ret og hæmmet DKP’s påvirkningsarbejde. Mens PET så dannelsen af SF med Aksel Larsen i spidsen som en reel videreførelse af den sovjettro linje,15 kom den opfattelse til udtryk i såvel PET’s som FE’s rapporter gennem 1960’erne, at der ikke var grund til den store bekymring i forbindelse med de mange yderligtgående græsrodsbevæ- gelser såsom Black Panthers Party, Kampagnen mod Atomvåben, Vietnambevægel- sen, Revolutionære Socialister m.fl. PET og FE fulgte magtkampene på venstre- fløjen gennem 1960’erne, men så ingen decideret trussel i grupperingerne, da disse græsrodsbevægelser, trods manges sympati for Maos Kina, ikke som DKP koordinerede deres politik og propagandaarbejde med en fremmed magt. Desuden pointerede efterretningstjenesterne, at de nye venstreorienterede grupper ikke havde samme organisationserfaring og led af indre stridigheder og samlet set ikke evnede at skabe masseopbakning.16 Denne vurdering stemte overens med internationale analyser af samme spørgsmål fra starten af 1970’erne.17 Desuden konstaterede PET og FE i den første halvdel af 1960’erne, at de nye bevægelser svækkede DKP’s gennemslagskraft. Denne vurdering faldt sammen med DKP’s egen, der udtrykte bekymring for, at „maoistkredse søgte at ødelægge DKP indefra“. PET fulgte eksklusioner af „prokinesere“ fra DKP’s top samt udrensninger af trotskister, navnlig blandt aktive DKU’ere. Det vakte f.eks. ubehag i DKP’s ledelse, at enkelte yngre medlemmer havde kontakter til den trotskistiske „IV. Internationale“ i Vesttysk- land og Frankrig: „DKP har forgæves forsøgt at kontrollere gruppen ved at kræve, at DKP’s CK på forhånd godkender deres aktioner.“ De unges afvisning af dette krav førte til ekskludering af de pågældende fra partiet, skrev PET i 1963.18 Endelig noterede PET sig, at den sovjetiske presse med tilfredshed citerede det loyale danske partis formand Knud Jespersen fra Land og Folks spalter vedrørende den kinesiske kulturrevolution: “Det har hverken med kultur eller revolution at gøre, og har derfor ingen forbindelser til en kulturel revolution. Det er simpelthen anarki. Det forekommer mig særdeles tragisk, at noget sådant kan foregå i et gammelt, civiliseret land“.19 DKP’ virksomhed var og forblev efter PET’s og FE’s vurderinger en undergravende fare for det danske samfund. Faren bestod i partiets evne til at infiltrere de øvrige venstreorienterede grupper og dreje deres dagsorden bort fra de store utopier og over i retning af mere konkrete anti-NATO-kampagner.20 DKP’s styrke var partiets kamperfaring, gruppedisciplin og veludrustede pro- pagandapparat, som gav stor mulighed for gennem infiltration i danske akti-

15 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 40 og 236. 16 Halvårsoversigt nr. 1/1964, Oktober 1963 – april 1964, FE’s arkiv. 17 Materiale i PET. 18 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 238. 19 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 165. 20 Halvårsoversigt nr. 1, 1966, 9. maj 1966, FE’s arkiv.

418 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 419

Østblokkens vel nok bedste kort indtil Gorbatjov: Khrusjtjov, der af mange blev set som mindre formel og autoritær end de andre ledere i østblokken. Her ved morgenmaden på SAS-hotellet under sit Danmarksbesøg i juni 1964. Fra Khrusjtjov ses med uret Nina Khrusjtjova, ambassa- dørparret Levytjkin, Andrej Gromyko, Jelena, Julija, Rada og Adsjubej. (FE).

vistkredse at hægte sig på de strømninger, der udviklede sig i det danske politiske landskab. Og det lykkedes ifølge PET og FE for partiet mod slutningen af 1960’erne at koble sig på græsrodsbevægelserne f.eks. ved at udnytte deres demonstrationer mod USA’s krig i Vietnam, mod Grækenlands politik, mod imperialismen og lignende til også at propagandere for „Danmark ud af NATO“.21

Vellykket infiltration efter 1968 I perioden 1960-1966 gik infiltrationsarbejdet ifølge PET trægt. For eksempel havde DKP stået rådvild over for den nye venstrefløjs anti-atombevægelse og var endt med at acceptere protesten mod atomvåben både i Øst og i Vest. DKP havde desuden uden stor succes søgt at tage patent på en anden dansk massebevægelse, modstanden mod dansk medlemskab af EF, som DKP efter

21 Halvårsoversigt nr 2, 1967, 2. november 1967, FE’s arkiv; PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 194.

VURDERING OG SAMMENFATNING 419 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 420

rådslagning med østblokkens kommunistpartier havde søgt at koble sammen med anti-NATO-kampagnen.22 Mod slutningen af 1960’erne registrerede PET fremgang på en række om- råder for DKP. Aksel Larsens påstand om, at SF var infiltreret af kommunister kunne ifølge PET bekræftes, og det vurderedes, at det efterhånden var lykkedes partiet gennem infiltration at sætte sit præg på SF’s sikkerhedspolitiske linje. Ifølge PET var infiltrationsarbejdet i SF ledet af partisekretærerne Ingmar Wagner og Poul Emanuel, der havde nære kontakter til SF’erne Hanne Reintoft, Pia Dam, Erik Sigsgaard og Holger Vivike. Ved hovedbesty- relsesmødet i SF 5. november 1967 havde DKP ventet, at Aksel Larsen ville re- degøre for udenlandsk og indenlandsk infiltration, men det skete ikke, og venstrefløjen inden for partiet fik således ikke brug for den erklæring, som Vivike ifølge PET havde fået den sovjetiske ambassade til at fremstille. Denne erklæring skulle have indeholdt en tilbagevisning af Aksel Larsens påstand om udenlandsk infiltration. Venstrefløjen i SF havde ifølge PET hele tiden vidst, at Holger Vivike holdt snæver kontakt med den sovjetiske ambassade.23 PET fulgte også med nogen bekymring kommunisternes kamp for at trænge ind i den danske fagbevægelse fra 1968. PET beskrev i 1969 den danske fagforeningsbevægelse som „dybt rodfæstet i det danske socialdemokrati“ og den samlede organisation for hovedparten af landets fagforbund LO som „fri for kommunistisk indflydelse“. Det samme gjorde sig gældende for de enkelte fagforbund, hvorimod nogle fagforeninger – fortrinsvis i hovedstadsom- rådet – ifølge PET’s notat havde „kommunistisk dominans i ledelsen“. PET konkluderede, at den sovjetiske indflydelse på danske fagforeningsforhold på daværende tidspunkt var „uden nævneværdig betydning, og at de kontakter, der søgtes knyttet fra russisk side, i væsentlig grad havde et informativt sigte. Men man hæftede sig ved, at arbejdsattaché Valentin Lomakin i sin kontakt med DKP havde foreslået, at DKP styrkede Preben Møller Hansens position i ledelsen, eftersom dette medlem havde opnået en stærk kontakt i fagbevæ- gelsen.24 I 1970 skrev PET, at Preben Møller Hansen havde været til samtale i Moskva hos SUKP angående politiske strategier over for den socialdemokratiske del af fagbevægelsen, ligesom PET sluttede, at Preben Møller Hansen var blevet en ledende figur i den kommunistiske del af fagbevægelsen.25 Samtidig advarede forskellige internationale vurderinger mod kommunisternes bestræbelser fra slutningen af 1960’erne på at anvende en “enhedsfront- taktik“ i forhold til fagbevægelsen, og at spænde disse massebevægelser for østblokkens propagandavogn. Et andet positivt resultat for DKP i slutningen af 1960’erne var ifølge PET

22 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 90. 23 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 242. 24 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 241. 25 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 161.

420 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 421

„overtagelsen“ af den danske Vietnambevægelse. PET vurderede på det tidspunkt, at DKP justerede sin politik fra en tilbageholdende attitude over for trotskisternes Vietnamkomitéer i retning af en mere kritisk indstilling til amerikanernes bombning. Hensigten var ifølge PET reelt at bruge Vietnamkritik- ken til NATO-modstanden, der lå kommunisterne på sinde. Det var ifølge PET et gennembrud for DKP, at Carl Scharnberg, der få år forinden havde sikret DKP’s indflydelse på Kampagnen mod Atomvåben, også var gået ind i Vietnambevægelsen.26 PET citerede fra DKP’s egen beretning om kommunisternes arbejde i Vietnambevægelsen, „at de overalt er med i ledelserne, og at de på en smidig og klog måde stærkt medvirker til at give bevægelsen indhold og retning.“ Det var kommunisternes taktik at „skabe en fornuftig balance i tingene, således at de mange ikke-kommunister, vi samarbejder med, kan føle sig sikre på, at beslutninger kun træffes efter grundig diskussion“. Næste skridt ville så være, at NATO blev inddraget i diskussionen. DKP mente, at netop medlemskabet af NATO var meget farligt i denne forbindelse, fordi denne „aggressive organisation giver Danmark et medansvar for krigen i Vietnam“. PET’s vurdering var imidlertid, at selvom DKP selv mente, at arbejdet var forløbet nogenlunde det forløbne år, så stod denne vurdering ikke for en nærmere prøvelse. Ifølge PET var der i 1967 tale om stagnation i form af nedgang i medlemstal og ringe indsamlingsresultater, og det til trods for, at der af flere indenrigspolitiske årsager skulle have været gunstigere vilkår for DKP.27 En succes for Sovjetunionen, som PET registrerede, var en stadig større indflydelse på den internationale Vietnambevægelse. Såvel den 5. Stock- holmskonference, 28.- 30. marts 1970, som den internationale kommission til undersøgelse af amerikanske krigsforbrydelser var ifølge PET’s oplysninger typiske eksempler på sovjetkommunistisk organisationsstyring. Verdensfredsrå- det havde i 1967 overtaget den første Stockholmskonference, som fandt sted i juli 1967, „hvor de ikke-kommunistiske deltagere på dreven vis udmanøv- reredes af de erfarne taktikere fra Verdensfredsrådet“, og undersøgelseskom- missionen blev til takket være en anden sovjetisk styret organisation, International Association of Democratic Lawyers (IADL). En 3. session var be- rammet til afholdelse i København i oktober 1967 med det formål „at stemple USA i verdensoffentligheden“. Vietnam 69, der hidtil havde været styret af VS, var nu ifølge PET’s analyse også overtaget af DKP gennem en forberedelses- komité med en række DKP’ere og fremtrædende kulturpersonligheder.28 Ifølge internationale vurderinger havde de øvrige kommunistpartier i NATO- lande samme held med at udnytte såvel Vietnambevægelsen som kampagnen mod EF til kommunisternes fordel.29

26 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 165. 27 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 240. 28 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 257. 29 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 160.

VURDERING OG SAMMENFATNING 421 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 422

Øget selvtillid i DKP fra 1970 I 1973 noterede PET den ros, DKP høstede på kongressen for sit arbejde med den danske Vietnambevægelse.30 Året efter havde DKP ifølge PET også taget styringen i Chilekomiteen oprettet samme år samt Salvador Allende-komiteen, hvor det i begge tilfælde drejede sig om at „skæmme USA offentligt“. Det var DKP’s organisations-erfaring og midler, der på lidt længere sigt sejrede, skrev PET i 1974.31 DKP’s øgede gennemslagskraft i kampagnerne hang ifølge PET sammen med stigende medlemstal og navnlig øget interesse blandt ungdommen for et parti, der efter lang tids stilstand atter opnåede status som det eneste realistiske alternativ til den borgerligt-kapitalistiske samfundsmodel. Ifølge internationale vurderinger var DKP stort set det eneste kommunistparti, der havde forbedret sin stilling væsentligt i begyndelsen af 1970’erne.32 PET så det også som et tegn på DKP’s øgede aktivitet, at Danmark i denne periode atter var udsat for strejker foranstaltet af kommunistiske tillidsmænd.33 I sine rapporter fra starten af 1970’erne pointerede PET den øgede risiko for, at DKP evnede at mobilisere det store antal unge, som meldte sig ind i kommunisternes rækker. I 1972 så Kommunistiske Studenter dagens lys med afdelinger på samtlige universiteter, De Uddannelsessøgendes Samarbejdsudvalg (DUS), oprettet 1967 var nu kommunistisk ledet, Lærlingenes Landsorganisation (LLO) var nærmest at betragte som en kommunistisk opposition til LO, og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) – paraplyorganisationen for danske ungdomsorganisationer med tilsammen omkring 900.000 medlemmer – havde nu fået delvis kommunistisk styring i kraft af DKP-medlemmer på vigtige poster i ledelsen. Det kommunistiske islæt sås ifølge PET allerede i arbejdet med forberedelse af stor dansk deltagelse i Østberlinfestival 1973.34 PET og FE så DKP’s tilbagevundne styrke i 1970’ernes mange anti-NATO- initiativer. Samarbejdsudvalget mod NATO og andre samarbejdskomitéer for fred var DKP-styrede, ligesom den gamle fredsbevægelse Aldrig mere Krig var effektivt DKP-infiltreret. FE beskrev i 1976 faren for, at DKP dygtigt påvirkede „politiske forhold, som har indflydelse på dansk forsvarspolitik og relationer til NATO“, „mistænkeliggør det danske forsvar“, „bidrager til at stimulere oppositionen imod dansk forsvar og NATO“ og samtidig „medfører en tilsløring af kendsgerningerne vedrørende Warszawapagten“. I spændingsperioder risikerede denne „psykologiske krigsførelse at være den farligste og mest ubereg- nelige faktor“, idet den „nedbryder tilliden til forsvaret“ og „skaber mistillid og adskillelse mellem befolkningen og regering og folketing“ ved udspred-

30 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 239. 31 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 160. 32 Materiale i PET. 33 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 161. 34 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 249.

422 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 423

ning af rygter, etablering af ulovlige strejker og trusler mod nøglepersoner.“ I den forbindelse fremhævede FE, at Warszawapagten anså Danmark for sær- ligt sårbar over for undergravende virksomhed.35 Det foruroligede PET, at DKP i samme periode i NATO-modstandsgrupper opnåede større lydhørhed og opbakning, f.eks. gennem Komitéen til bekæmpelse af NATO. Denne komités mål var at „udbrede Sovjetunionens propaganda“ under dække – ligesom i Vietnambevægelsen – af en moderat linje, således at emnerne Grækenland, Tyrkiet, Portugal, Grønland, Færøerne og Island, NATO-landenes våbenproduktion og militærudgifter kunne nå ud til en bred, ikke-kommunistisk del af den danske befolkning.36 Og det var desuden slående for PET, at de sovjetisk styrede internationale kultur- og fredsorganisationer nu gjorde sig gældende i dansk foreningsliv på langt stærkere vis end i 1960’erne. Som eksempler nævnte PET Dansk-Vietnamesisk forening, stiftet 31. januar 1977 som afløser for Vietnam 69, og De danske Vietnamkomitéer (DDV). Som formand sad den DKP-loyale Kate Fleron og i hovedbestyrelsen sad DKP’eren Ingmar Wagner side om side med socialdemokraten Ole Espersen.37 Gennem den kolde krig var det blevet en rutine for PET at følge de danske kommunister i opgang og nedgang, og man så sine formodninger om partiets store indflydelse bekræftet gennem 1970’erne. Efterretningstjenesternes detailviden om partiets aktiviteter var med til at gøre det let at spore, hvorfra aktiviteter og kampagner rettet mod Danmarks deltagelse i det vestlige samarbejde og mod NATO-medlemskabet stammede.

Samlet vurdering af den østlige påvirkning At måle politiske aktørers indflydelse er en kompliceret affære. Beslutninger bliver typisk til i et samspil af en række bevidste og ubevidste overvejelser og hensyn. For Sovjetunionen og de socialistiske lande var det ud fra deres ideologiske forestillinger uproblematisk at fremstille CSCE- og afspændingspro- cessen som en ensidig succes for deres politik. De havde gennem mange år arbejdet for dette mål. At fremstille CSCE som en sovjetisk påvirkningstriumf over for Vesten var dog allerede set med samtidige briller i 1975 uholdbart. Vestlig afspændingspolitik blev formuleret på vestlige præmisser, som både var forskellige fra og overlappende med østsidens. Et tilsvarende eksempel var anerkendelsen af DDR og det tyske spørgsmål. Atter blev løsningen af problemet fremstillet som en succes for de socialistiske landes propaganda-apparater. De havde – i særdeleshed naturligvis det øst- tyske – ført en årelang kampagne mod isolationen af DDR. Anerkendelsen var imidlertid led i den nye vesttyske østpolitik, som indebar en ny strategi og tak-

35 „Fokus på spionage, sabotage & undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, FE’s arkiv. 36 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 195. 37 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 250.

VURDERING OG SAMMENFATNING 423 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 424

tik over for DDR. Alligevel var de østlige kampagner ikke virkningsløse, fordi den aktive propaganda var med til at fastholde temaet anerkendelse på dagsordenen, udstyre debattørerne med argumenter og anledninger til at tage spørgsmålet op i offentligheden, i nationale politiske fora eller internationalt, som det var tilfældet, da Danmark stillede sig kritisk over for forskellige ordninger vedr. rejser mellem de to dele af Tyskland. Den umiddelbare konklusion på effekten af påvirkningen må være, at den østlige påvirkning i sig selv havde vanskeligt ved at fremkalde ændringer i den politiske linje i Danmark og i Vesten. I det omfang den østlige politik og deraf følgende påvirkningsindsats var delvist sammenfaldende med politiske interesser i Vesten kunne de understøtte en udvikling, der måske kunne føre til et resultat af fælles interesse. Konfronteret med en kontant afvisning fra vestlig side havde østpåvirkningen dårlige vilkår. Det bliver ikke mindre vanskeligt at måle effekten af forsøg på at ændre almindelige forestillinger i tilfælde, hvor man ikke fra østlig side førte konkrete kampagner. Som beskrevet i det foregående kapitel havde hovedparten af den østlige påvirkning ikke til formål at slå til lyd for en bestemt enkeltsag. Den rettede sig imod en langsigtet påvirkning i Vesten. Det var de socialistiske staters image eller socialismebilledet, det drejede sig om. Målet var, at danskerne skulle bringes til at forstå Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande på et mere positivt grundlag. Den ønskede nyttevirkning af dette lange påvirkningstræk fordelte sig over en bred skala. I den ene ende af skalaen hå- bede man på at skabe klangbund for prosovjetiske eller antivestlige kampagner. I den anden ende lå ønsket om at skabe forudsætningerne for overgangen til socialisme i Danmark efter en marxistisk-leninistisk model. Dette ultimative succeskriterium for påvirkningsarbejdet viser, at dette område var kampplads for den kolde krigs vigtigste og mest grundlæggende strid – den fundamentale politiske og ideologiske konkurrence mellem den marxistisk- leninistiske og den kapitalisitisk-markedsorienterede samfundsmodel. Når en hurtigere og nemmere overgang til socialismen blev opstillet som endemålet for påvirkning i Danmark, var det klart, at propagandaapparatet ikke stod over for nogen let opgave. Sovjetunionens nærmeste politiske allierede, DKP, der som det eneste danske parti på baggrund af marxismen-leninismen opstillede et klart udenrigs- og indenrigspolitisk alternativ til den valgte politik, havde ganske svært ved at begejstre danskerne. Partiet var ikke i stand til at udnytte det politiske apparat, der faktisk stod til dets rådighed med støtten fra broderpartierne i Østeuropa. Samlet set lykkedes det efter alt at dømme ikke østlandene at vinde indflydelse på dansk sikkerhedspolitik. I påvirkningsarbejdet gennem organisationer og foreninger var det imidlertid til gavn for østblokken, at USA havde et dårligt image i perioden, navnlig under Vietnamkrigen 1965-1975. Østlandenes kampagner kunne hægte sig på antiamerikanske stemninger i befolkningen og på agitationen mod NATO og for alternative sikkerhedsordninger. Størst succes havde østlandene gen-

424 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 425

nem 1960’erne og første halvdel af 1970’erne formentlig med at diskreditere USA og Vesttyskland. Der var også visse muligheder for at fremme østblok- kens sikkerhedspolitiske visioner på grund af yngre årgange, der engagerede sig i organisations- og foreningslivet, og som ikke havde 1950’ernes frygt for Sovjetunionen som en del af deres umiddelbare baggrund. Østlandene havde også vanskeligt ved at tilbagevise den vestlige kritik af undertrykkelsen i øst. I samme periode voksede det indtryk i de vesteuropæiske befolkninger, at øst- blokkens styrende eliter ikke tjente befolkningernes interesser, men i stedet anvendte samfundets ressourcer til oprustning. Det er altid vanskeligt at udskille den østlige påvirkning fra de hjemlige vestlige impulser. Politisk og bureaukratisk vil der være faktorer, som både kan tendere mod at overvurdere og undervurdere påvirkningen. Det gør det ikke mindre vigtigt at identificere karakteren og omfanget af østlig påvirk- ning, men det gør, at man bør være forsigtig med at omfavne hurtige konklusioner. Spørgsmålet diskuteres nærmere i sidste del af kapitlet.

Perspektivering

Formålet med kapitel 42-45 har været at få et overblik over østlige påvirk- ningsforsøgs strategi og metode. Dels er der præsenteret et stort nyt materiale fra arkiverne, dels foretaget en opsamling og systematisering af også tidligere tilgængeligt materiale. Derimod er der ikke tale om en egentlig analyse af disse påvirkningsforsøgs direkte indvirkning på den brede politiske meningsdannelse i Danmark. Selv hvis man indsnævrede emnet og koncentrerede sig om debat og politikformulering på det sikkerhedspolitiske område, ville det som nævnt være vanskeligt at nå frem til en utvetydig bestemmelse af effekten af de enkelte omstændigheder og påvirkninger, som udgjorde forud- sætningen for den sikkerhedspolitiske meningsdannelse. Grundlæggende indgår ret faste værdiopfattelser og politisk-ideologiske orienteringer i den politiske meningsdannelse med betydelig vægt. Der skal som regel ske omfattende forandringer i omgivelserne for at rykke markant på grundorienteringerne. Det indebærer, at der kun er et begrænset spillerum for propaganda og andre former for holdningspåvirkning. Udviklingen viste, at det var et grundvilkår for de østlige, bredt orienterede forsøg på hold- ningspåvirkning, at det danske samfund i det væsentlige var præget af en ganske fast funderet afvisning af den sovjetiske samfundsmodel. Dette gælder også for dele af den politiske venstrefløj, men naturligvis med DKP som en oplagt undtagelse. For de fleste danskere var Øst ensbetydende med ensretning og undertrykkelse, persondyrkelse og militærparader. I en tid præget af langt hår og løse gevandter var de østlige signaler helt forkerte. De venstre- revolutionære og kommunistiske grupper i Europa i 1970erme fik en over- proportional indflydelse og blev katalysatorer for politiske og kulturelle pro-

VURDERING OG SAMMENFATNING 425 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 426

cesser, der rakte langt ind i statsapparaternes og samfundenes midtzone og afstedkom en veritabel revolution på en lang række områder. Men vurderet i lyset af systemkonflikten i den kolde krig havde disse bevægelser kun sjældent noget med østsympatier at gøre. Til uddybning af den mere generelle karakteristik af den brede opinions holdninger til de østlige systemer må det nævnes, at disse holdninger var underkastet forandringens lov. Der var i 1960’erne en vis nysgerrighed mht. de økonomiske resultater, og netop i begyndelsen af 1960’erne opstod forestillingen om en mulig konvergens mellem de økonomiske systemer i øst og vest. Egentlig begejstring for den økonomiske udvikling i øst var der kun få, som gav udtryk for, mens majoriteten vist må siges at have forholdt sig interesseret, men nøgternt iagttagende, afventende svaret på om de østlige systemer var leveringsdygtige på længere sigt i konkurrencen med de vestlige forbruger- og velfærdssamfund. Ligeledes kunne man i 1960’erne notere den samme iagttagende, afventende holdning med hensyn til, om østlandene langsomt ville bevæge sig ud af stalinismens skygger i retning af socialisme med et menneskeligt ansigt. Med bl.a. Tjekkoslovakiet 1968 og med de menneskelige tra- gedier, der til stadighed udspilledes ved den tyske zonegrænse efter Berlin- murens opførelse, var det i store træk slut med den forsigtige venten på svar. I 1970’erne stillede problemet sig væsentlig anderledes set fra den brede opinions side: Kunne man finde måder at regulere forholdet på til den våben- struttende, men politisk, økonomisk, socialt og humanitært retarderede kæm- pe i øst? Afspændingspolitikken med bl.a. CSCE og våbenkontrolaftaler blev prøvet, men de indkapslede, stagnerende systemer satte begrænsninger for, hvor langt man kunne nå ad den vej, og mod slutningen af årtiet blev system- konflikttemaet mere fremtrædende, mens man forsøgte at redde stumperne af afspændingspolitikken. I ideologisk farvede erklæringer fra øst vedblev klassekamps- og revolutionstemaer at spille den vante rolle, men i de mere pragmatiske østlige policyovervejelser vedrørende Norden og Danmark synes de herskende politiske vilkår at være blevet erkendt, således at der ikke var forventninger om store socialistiske samfundsomvæltninger inden for nogen overskuelig fremtid. Snarere sigtede man mod det mere beskedne mål at skabe et større spillerum af modtagelighed for østlige forslag og ideer på det udenrigspolitiske område og mod så vidt muligt at forbedre sit image. Hvis vi trods alt, med den forsigtighed, som de foregående overvejelser til- siger, skulle forsøge at karakterisere den bredt anlagte østpropagandas effekt, så ville det være, at den kun i beskedent omfang formåede at påvirke den danske opfattelse af de østlige samfund. At finde dem attraktive forblev set ud fra dette helhedsbillede en politisk kuriositet forbeholdt de få DKP’ere og i en kort overgangsperiode måske nogle få SF’ere. Forsøg på ved hjælp af østpro- paganda at ændre på denne grundorientering i Danmark var dømt til at mis- lykkes. Dette blev forstærket af, at meget propagandamateriale havde et markant præg af østlig husflid og var udformet uden større sans for, hvad der

426 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 427

gjorde sig i Danmark. Forfatterne manglede tit førstehåndskendskab til vestlige samfund og havde stør- stedelen af deres viden fra hjemme- produceret propagandamateriale. Anderledes forholder det sig med muligheden af, at den østlige propagandaindsats kunne give et forøget spillerum for østlige politiske initiativer på det sikkerhedspo- Dronning Margrethe modtages i Sovjetunionen litiske område. Propagandaen kun- i maj-juni 1975. (Søværnets Fototjeneste/ Marinens Bibliotek). ne finde en vis klangbund i, at der hos de fleste var et element af af- spændingstænkning, knyttet til sikkerhedsdilemmaet. Med andre ord, at mange følte sig tilskyndet til at overveje de chancer, der kunne synes at være for i det mindste at dæmpe, hvad der kunne forekomme at være de mest risikable udslag af systemkonflikten. Østlige henvisninger til fredens krav og den massive, i hovedsagen vestligt genererede kritik af USA under Vietnamkrigen indebar i almindelighed næppe en mere positiv holdning til den sovjetiske samfundsmodel, men be- tød en forskydning af fokus i den danske debat, hvilket gjorde, at østlandene i perioder kunne ligge ganske bekvemt i læ af især USA-kritikken. En tilsvarende læeffekt blev formentlig skabt gennem Land og Folk-festivaler og lignende arrangementer, som tiltrak en del unge med underholdning og sam- vær. Det sidste forblev dog dråber i et hav af almindelig flower power-kultur og andre tendenser inden for ungdomskulturen, der af Øst blev fordømt som udslag af vestlig dekadence. Ser vi bort fra begrænsede miljøer, ville det være en fundamental misforståelse af den brede venstreorienterede scene i Danmark i 1970’erne at se den som sympatisk indstillet over for den sovjetiske samfundsmodel, eller som skabt af eller blot næret af østaktiviteter og øst- understøttelse. Den havde sine rødder andre steder, først og fremmest i den ungdomskultur, der voksede frem i de vestlige velfærdssamfunds efterkrigs- generation i et substrat af primært anti-autoritær kritik af vestlige institutioner og livsformer og kritik af krigen i Vietnam. Den særlige del af påvirkningsproblematikken, som er knyttet til sikkerhedspolitikken og ’fredskampen’, bliver behandlet i et senere kapitel med fokus på 1980’erne, hvor dette tema blev særlig prægnant. Her skal vi blot nævne holdningerne til NATO-medlemskabet og afspændingsprocessen i Europa. I forhold til den foregående periode, hvor Øst havde forsøgt at forhindre fornyelsen af NATO-medlemskabet i 1969, var der i årene 1973-1979 både flere tilhængere og flere modstandere af NATO-medlemskabet, 52 procent tilhængere og 21 procent modstandere, men modstanden var i mellemtiden trængt ganske langt ind i Socialdemokratiets politiske organer og i Det

VURDERING OG SAMMENFATNING 427 Kap. 45 rettet V 07/06/05 11:17 Side 428

Radikale Venstre. I periodens sikkerhedspolitiske oplæg fra Socialdemokra- tiet er det svært at finde en positiv argumentation for NATO-medlemskabet, hvorimod et moralsk argumenteret ubehag ved medlemskabet kom frem, når det, ofte med tydelig beklagelse, konstateredes, at medlemskab nu engang var det realistiske grundlag for dansk sikkerheds- og afspændingspolitik. Blandt de påvirkningsmetoder og –temaer, som er behandlet i det foregå- ende, kunne man være tilbøjelig til at anse DKP’s kadrearbejde og specielt kursusvirksomheden i udlandet som det mest virksomme. Selv om kursusdel- tagerne ikke altid var lige tilfredse med deres udlandsophold, får man alligevel indtryk af, at der på den måde blev skabt en ganske vist ikke voldsomt stor, men til gengæld målbevidst og disciplineret partielite, der gjorde sin indflydelse gældende i bl.a. uddannelsesinstitutioner, medier, kulturliv, ungdomsorganisationer og fagforeninger. Derimod forekommer effekten af arbejdet i venskabsforeningerne og med propagandabladene at have været særdeles beskeden. I perioden blev der oversat en række sovjetiske værker inden for psykologi, pædagogik mv., hvilket må ses i lyset af den i pædagog- og univer- sitetskredse ret stærke marxistiske orientering af vestlig aftapning, snarere end som udslag af egentlige påvirkningsforsøg fra Øst. Gennemgangen af materialet efterlader umiddelbart indtrykket af en ret omfattende propagandaindsats fra østlig side, og man må spørge, hvorfor denne indsats blev opretholdt, hvis effekten af den var beskeden. Når Øst opretholdt indsatsen, skyldtes det måske blandt andet, at det ikke var let at danne sig et klart billede af propagandaens virkning, og at der var skiftende konjunkturer for østpropagandaen. Uden et klart billede af propagandaens samlede effekt over tid kunne man fra østlig side fortsætte indsatsen ud fra forestillinger om, at konjunkturerne ville vende, at man havde historien på sin side, og at man på langt sigt ville indkassere belønningen for sin ihærdig- hed. Dertil kommer det mere subtile forhold, at der er et element af selvlegi- timering for et regime i at have en udlandspropaganda. Endelig stræber pro- pagandamaskinerier ligesom andre bureaukratiske systemer efter at opretholde deres egen eksistens, uanset om de har succes eller ej.

428 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 429

Politisk og teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed 1963-1978

46 · Efterretningsaktiviteten

Til trods for afspænding og dialog foregik der i détente-perioden stadig en omfattende efterretningsvirksomhed fra Warszawapagtlandenes side. Om- fanget af denne aktivitet blev klart demonstreret, da Storbritannien i 1971 udviste 105 sovjetiske diplomater. Også de øvrige østlande tiltrak sig negativ op- mærksomhed. I Vesttyskland måtte forbundskansler Willy Brandt opgive sit embede som følge af en spionagesag, og vesttyskerne advarede de allierede om spionagefaren fra det tidligere DDR. Kommunisterne, der i den foregående periode var blevet opfattet som et særligt problem, optog fortsat de vestlige tjenester. De mente, at kommunisterne trods vigende tilslutning indtog uforholdsmæssigt stærke positioner. Partierne blev fremdeles anset for at være loyale propagandainstrumenter for de socialistiske lande. Uroen på den europæiske venstrefløj og den voksende aktivisme og systemkritik i forbindelse med studenteroprøret og Vietnam- krigen var fænomener, som de vestlige landes efterretningsvæsner drøftede. De var opmærksomme på, at det ikke drejede sig om den klassiske sovjet-kommunisme, men at den i vidt omfang var båret frem af grupper som trotskister, maoister, anarkister m.fl. Dog frygtede man, at den revolutionære grøde kunne skabe et miljø, hvor de østlige tjenester fik lettere ved at hverve nye agenter, særligt perspektivagenter, i den socialistisk orienterede ungdom.

PET i 1960’erne og 1970’erne

PET’s virksomhed ændrede sig tilsyneladende i 1960’erne og 1970’erne. Hvor organisationen i perioden 1945-1962 overvejende synes at have overvåget DKP og i mindre grad fokuseret på spionage, rettede den nu i stigende grad blikket mod udenlandske efterretningstjenesters virke i Danmark.1 Den æn- drede vægtning i PET’s arbejde betyder, at det er lettere at følge organisationens vurderinger af de østlige tjenesters virke i Danmark i afspændingsårene

1 En lignende udvikling fandt sted i Norge.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 429 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 430

mellem 1963 og 1979 end i den foregående periode.2 Samtidig indebærer æn- dringen, at PET’s rapporter er så forskellige, at det på dette grundlag er vanskeligt at foretage en sammenligning af den østlige efterretningsvirksomhed i de to perioder.3 Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) begyndte i 1960’erne at inddrage sager af kontraefterretningsmæssig interesse i sine periodiske rapporter. En række sager blev beskrevet i både PET’s og FE’s rapporter, men på forskellig måde. PET’s kilder er ofte rige på detaljer, men uden dyberegående analyse. Det er således svært at se ændringer fra „normalbilledet“ ud fra eksempelvis de periodiske rapporter om de sovjetiske efterretningstjenesters aktiviteter. FE’s materiale indeholder derimod analyser af konkrete sager og referencer til sammenlignelige udenlandske tilfælde. Det er mindre detalje- rigt, men rummer ofte de vurderinger og analyser, som ikke findes i PET’s rapporter. Dermed supplerer de to typer materiale hinanden. Begge tjenester har i visse tilfælde berørt de samme sager i deres rapporter. Man kan derfor undertiden se den samme sag beskrevet på forskellige niveauer og fra forskellige vinkler. Der er ikke fundet åbenlyse meningsforskelle i de to tjenesters vurderinger.4 Dette kan naturligvis være et resultat af, at efterretningstjenesterne har afstemt deres vurderinger, inden de har færdiggjort deres rapporter og videregivet dem til de respektive ministre og ministerier. Dette kapitel beskriver de danske efterretningstjenesters syn på de østlige efterretningsaktiviteter i Danmark i årene mellem 1963 og 1979. Tjenesternes samtidige vurderinger vil løbende blive sammenlignet med den viden, som litteraturen og udenlandsk kildemateriale giver. De danske tjenester havde kun begrænsede muligheder for at få fuldt indblik i de østeuropæiske efterretningsorganers arbejde i Danmark. „Deres efterretningsindsats overstiger i omfang forholdsmæssigt, hvad der findes i de fleste demokratiske lande, og deres funktion og beføjelser rækker langt videre end de vestlige tjenesters – både i relation til egne statsborgere og til andre landes statsborgere,“ bemærkede FE om de østlige efterretningstjenester.5

PET’s modspil til de østlige tjenester

Kontraefterretningsarbejdet var én af PET’s vigtigste opgaver. Man opererede med særlige hold, der havde ansvaret for at overvåge og kontrollere de øst-

2 At vi kan følge de østlige efterretningsaktiviteter på tættere hold, betyder ikke nødvendigvis, at de nu var mere aktive end i 1950’erne. Muligvis afspejler PET’s rapporter blot organisationens forandrede virksomhed. 3 Til dette kan nævnes, at østtyske efterretningsaktiviteter kun har sat sig begrænsede spor i PET’s arkiv i modsætning til aktiviteter udført af sovjetiske og polske efterretningstjenester. 4 I et enkelt tilfælde havde de to tjenester forskellige vurderinger. Det drejede sig om tilstedevæ- relsen af den østtyske militære efterretningstjeneste, som FE ikke mente opererede i Danmark, mens PET anså det for sandsynligt, at den var til stede i Danmark. 5 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 22, FE’s arkiv, 1167/76.

430 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 431

europæiske efterretningstjenester. De såkaldte russerhold og polakhold bestod af politifolk og kontorpersonale, der dog talmæssigt var de østeuropæ- iske efterretningstjenester underlegne. Mens den sovjetiske repræsentation skønnedes at have 30-40 efterretningsofficerer tilknyttet, bestod PET’s russerhold i 1960’erne og 70’erne af 10-12 politi- og kontorfolk. De to grupper, som fokuserede på henholdsvis Polen og DDR, havde hver især 4-5 mand tilknyttet, mens en lille afdeling fulgte de ungarske, rumænske, bulgarske og tjekkoslovakiske efterretningstjenester i Danmark.6 Disse grupper og afdelinger blev med jævne mellemrum omstruktureret med hensyn til såvel arbejdsom- råder som antallet af tilknyttede politifolk. I første halvdel af 1980’erne havde man tilsyneladende bevaret russerholdet og slået de øvrige afdelinger sammen i en satellit-sektion.7 Satellit-sektionen kan meget vel have haft undersek- tioner, som var specialiserede i håndteringen af de forskellige østlandes tjenester. Gennem sit arbejde konstaterede PET, at de østlige efterretningstjenester i næsten tre årtier gjorde brug af bestemte og klart definerede fremgangsmå- der i deres kontakter til danskere. Under efterforskningen af flere sager, som blandt andet førte til udvisning af i alt syv sovjetiske efterretningsofficerer fra henholdsvis GRU og KGB, gjorde PET sig i midten af 1970’erne „mange erfaringer om de sovjetiske efterretningsfolks konspirative adfærd“. Man havde i en årrække vidst, at KGB-residenturet i København aflyttede den danske radiokontakt i forbindelse med overvågningen af sovjetiske efterretningsofficerer og deres aktiviteter.8 KGB’s aflytning af PET’s radiokommunikation er siden blevet bekræftet af flere KGB-officerer.9 Disse aflytninger gav formentlig KGB en vigtig indsigt i PET’s kontraefterretningsmæssige arbejde. Udvis- ningssagerne gav PET ny viden om de sovjetiske tjenesters arbejdsmetoder, og man havde bemærket ændringer i den sovjetiske metodik. Når et møde med en samtalepartner skulle afholdes på en restauration, blev der bestilt bord i samtalepartnerens navn, hvorved efterretningsofficererne slørede deres egen tilstedeværelse.10 PET’s undersøgelser viste, at de sovjetiske efterretningsofficerer tilrettelagde deres arbejde således, at de opererede uden for normale arbejdstid, på de tidspunkter, hvor PET måtte formodes at have mindst mulighed for at op- dage dem. Det søgte PET’s russerhold at indrette overvågningen af de sovjetiske efterretningsofficerer efter.11

6 Jyllandsposten, 18. oktober 1998. 7 Det er disse to sektioner, Sovjet-sektionen og satellit-sektionen, som afgiver rapporter. 8 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 9 Boris Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda. Sapiski rasvedtjiki: S serjosnogo do kurjosnogo, [Skandi- navien ad bagindgangen. En efterretningsofficers beretning: Fra seriøst til kuriøst], 2002, s. 194. Oleg Gordievsky, Next Stop Execution, 1995, s. 162-63. 10 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 11 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 431 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 432

I midten af 1970’erne fik PET en vigtig trumf i bekæmpelsen af de sovjetiske efterretningsaktiviteter i Danmark. Under sit ophold ved KGB-residenturet i København blev den sovjetiske efterretningsofficer Oleg Gordijevskij hvervet af den britiske efterretningstjeneste. Dette skete på baggrund af et vist forarbejde fra dansk side. Hvervningen fandt formentlig sted i 1974. I sin tid som agent videregav Gordijevskij en række interne KGB-dokumenter. Der- udover kunne han i kraft af sin position som ledende officer på KGB’s politiske linje i København også berette om KGB’s danske kontakter og deres anvendelse i indhentnings- og påvirkningsoperationer inden for det politiske område. Derved gjorde Oleg Gordijevskij det muligt for den britiske og danske efterretningstjeneste i slutningen af 1970’erne at få et enestående indblik i planerne for KGB’s arbejde i blandt andet Danmark samt i de bagvedliggende overvejelser og hensigter. Flere af disse dokumenter er i dag offentliggjort i uddrag eller i deres helhed.12 Ganske vist stammer dokumenterne hovedsagelig fra 1977-78 og kan derfor kun i begrænset omfang bruges til at vurdere KGB’s aktiviteter under hele afspændingsperioden, men KGB-residensen i København var et typisk eksempel på, hvordan KGB arbejdede og udførte sine operationer i de vestlige lande.13

Afspænding mellem efterretningstjenesterne?

Perioden 1963-1979 var kendetegnet af afspænding og forsøg på politisk til- nærmelse mellem de to blokke, men de danske efterretningstjenester vurderede, at afspændingsperiodens politiske bestræbelser ikke havde medført en reduktion i de østlige efterretningstjenesters arbejdsindsats.14 De fortsatte deres arbejde og øgede deres tilstedeværelse i Danmark. Som det fremgår nedenfor, vurderede FE, at afspænding var central for begge supermagter, men at Sovjetunionen ikke af den grund havde opgivet at virkeliggøre sine globale ambitioner. Allerede i midten af 1960’erne bemærkede man fra

12 Oleg Gordijevskij har udgivet flere af disse dokumenter sammen med den britiske historiker Christopher Andrew i bøgerne Comrade Kryuchkov’s Instructions – Top Secret Files on KGB Foreign Operations 1975-1985, 1993, Instructions from the Centre: Top Secret Files on KGB Foreign Operations 1975- 1985, 2. udg., 1993 og More Instructions from the Centre – Top Secret Files on KGB Global Operations 1975- 1985, 1992. 13 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre. Bogen indeholder et afsnit omhandlende KGB’s tilstedeværelse og arbejde i Danmark i 1970’erne og baserer sig på en række KGB-dokumenter. Dokumenterne er formentlig identiske med de dokumenter, som vestlige efterretningstjenester fik indsigt i via Oleg Gordijevskijs rolle som dobbeltagent i årene frem til 1985. 14 Det østtyske Ministerium for Statssikkerhed havde i 1970’erne en stigning i antallet af ansatte. En mulig forklaring er, at man i denne periode intensiverede arbejdet med at analysere sig frem til, hvilke konsekvenser détente-politikken og den øgede kontakt med Vesttyskland ville få. M. E. Sarotte, „Spying Not Only On Strangers: Documenting Stasi Involvement In Cold War German- German Negotiations“ i Lori Lyn Bogles, The Cold War, vol. 4: Cold War Espionage and Spying, 2001, s. 73.

432 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 433

dansk side, at der fra udlandet var talrige eksempler på, at de østeuropæiske efterretningstjenester var engageret i såkaldt „nedbrydende virksomhed“. Den „nedbrydende virksomhed“ var de aktiviteter, som med eller uden de øst- lige efterretningstjenesters tilskyndelse havde til formål at destabilisere og skabe uro i de vestlige samfund, og som dermed var en del af „kampen om sjælene“. De østtyske efterretningstjenester brugte efter vestlige vurderinger alene i Vesttyskland et tocifret millionbeløb på den nedbrydende virksomhed.15 På grund af erfaringerne fra Vesttyskland lød vurderingen fra FE, at de østlige paroler om afspænding og fredelig sameksistens ingen betydning havde på det efterretningsmæssige område, men at den nedbrydende virksomhed derimod ville tage til i de kommende år.16 Det overordnede mål med de kommunistiske landes aktivitet på dette område var ikke afspænding, men en lang- som nedbrydning af de vestlige landes sammenhold og forsvarsvilje, mente man fra dansk side. I midten af 1960’erne advarede FE om, at den nedbrydende virksomhed i Danmark var styret af fjendtlige efterretningstjenester, men bemærkede samtidig, at det var meget vanskeligt at skelne mellem den af fremmede tjenester styrede virksomhed og den nedbrydende virksomhed, der udførtes af personer, „som af idealisme, naivitet eller frygt handler ud fra en overbevisning, som tilfældigvis falder sammen med de kommunistiske landes ønsker“.17 Nogle år senere konstateredes det, at de østlige efterretningstjenester stadig var yderst aktive, og det pegede på en entydig konklusion: „Der synes ikke på nuværende tidspunkt at være tegn på, at afspændingsbe- stræbelser eller Øst-Vest-dialogen har haft nogen virkning på efterretningsaktiviteten i nedadgående retning.“18 Til trods for forhandlingerne mellem Øst og Vest var billedet i slutningen af 1970’erne uændret. Såvel danske som udenlandske analyser pegede på, at særligt afspændingsperioden, som opstod i kølvandet på SALT-aftalerne og CSCE-konferencen, havde forbedret de østeuropæiske efterretningstjenesters muligheder for at operere i Vesten.19 I en rapport om de østlige efterretningstjenesters udnyttelse af afspændingen blev det konkluderet, at den konstante stigning i antallet af kontakter mellem østblokken og NATO-landene, som af-

15 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, Oktober 1963 – april 1964, s. 35. 16 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1965, 1. oktober 1964 – 31. marts 1965, s. 87. Senere slog FE fast, at den danske befolkning igennem nogle år var blevet „udsat for bevidste psykologiske og politiske påvirkninger under forskellige slogans som „fredelig samexistens“, „antimilitarisme“, „nedrustning“, „Danmark ud af NATO i 1969“, „nedsættelse af tjenestetiden“ o.s.v.“ FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 110. 17 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 110. 18 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (dateret april 1972), s. 6. Om denne vurdering også gjaldt vestlige aktiviteter, vides ikke. 19 FE’s arkiv, SikNyt januar 1977, s. 18. Vurderingen stammer fra de norske sikkerhedsmyndigheder. Særligt det teknisk-videnskabelige område blev fremhævet. På hvilken måde de østlige tjenester havde fået forbedrede arbejdsforhold i Vesten, oplyses ikke.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 433 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 434

spændingen havde ført med sig, blev udnyttet af de østeuropæiske „efterretningstjenester for at øge deres angreb på NATO-lande.“20 Netop afspæn- dingen og de øgede kontakter mellem Øst og Vest var blevet brugt som argument for de konstante udvidelser af de østeuropæiske repræsentationer i flere NATO-lande op gennem 1970’erne.21 Også antallet af østlige diplomater og funktionærer, som udførte efterretningsvirksomhed, var i stigning, ligesom firmaer og virksomheder ejet af de østeuropæiske lande blev anvendt til øko- nomisk og industriel spionage.22 Det stigende antal kontakter besværliggjorde de vestlige kontraefterretningstjenesters muligheder for at føre kontrol med de østlige efterretningstjenesters aktiviteter, idet man antog, at der blandt turister og besøgende fra de østeuropæiske lande var en stor gruppe personer, som enten havde fået tildelt opgaver af de østlige efterretningstjenester, eller som var direkte tilknyttet disse tjenester.23

Tilstedeværelsen af østlige tjenester

Som anført i kapitel 19 var det navnlig de sovjetiske, polske og østtyske tjenester, der var aktive i Danmark. Med hensyn til udviklingen i de sovjetiske aktiviteter konstaterede Politiets Efterretningstjeneste, at de – nu som tidligere – overvejende udsprang fra ambassaden. Derfor var det i første omgang opgaven at afklare, hvornår ambassaden udførte almindelig diplomatisk aktivitet, og hvornår og i hvilke situationer den fungerede som hjemsted for efterretningstjenesterne. I årene mellem 1963 og 1979 bemærkede PET en konstant udvidelse af den sovjetiske repræsentation i Danmark, og samtidig vurderedes det, at antallet af efterretningsofficerer i dækstillinger fulgte denne udvikling.24 Parallelt hermed var det dog opfattelsen, at antallet af identificerede GRU- og KGB-officerer udgjorde en faldende andel af det samlede antal ansatte ved repræsenta- tionen. Dette indtryk kunne skyldes to ting: Enten havde man fra sovjetisk side virkelig begrænset antallet af efterretningsofficerer i Danmark, eller også var det ikke lykkedes PET at identificere samtlige officerer.25 Med dette forbehold var det dog PET’s egen vurdering, at efterretningsofficererne igennem perioden udgjorde ca. 25-40% af de ansatte på ambassaden og hen ved 60- 80% af repræsentationens diplomater. Efterretningstjenesternes mange offi-

20 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 195. 21 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 195. 22 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 195. 23 De østlige repræsentationer voksede gennem 1960’erne og 1970’erne og øgede derfor også de vestlige tjenesters arbejdsmængde med hensyn til kontrol og overvågning af repræsentationernes ansatte. 24 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95, 99, 100 og 102. 25 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 105.

434 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 435

cerer og deres faktiske virke i Danmark er siden hen blevet bekræftet af tidligere KGB-officerer, som har arbejdet på den sovjetiske ambassade i Køben- havn.26 Hertil kom de diplomater og ansatte ved repræsentationerne, som ikke var tilknyttet efterretningstjenesterne, men som alligevel udførte opgaver for tjenesterne. Ifølge en opgørelse fra december 1972 havde de kommunistiske lande tre til fire gange flere diplomater, funktionærer og øvrige ansatte ved deres re- præsentationer i NATO-landene end omvendt. Af de 6.673 østlige embeds- mænd og funktionærer, som opholdt sig i NATO-landene, var 1.797 efterretningsofficerer i dækstillinger, hvilket svarer til ca. 27%. Dette tal svarede nogenlunde til de tal, PET kom frem til i sin løbende undersøgelse af bl.a. de sovjetiske og polske repræsentationer, selv om tallet for den sovjetiske ofte var højere, mens det var lavere for flere af de øvrige østlige repræsentationer. Af de 996 sovjetiske diplomater, som befandt sig i NATO-lande, var 452 identificeret som efterretningsofficerer, altså 45%.27 Den fortsatte udvidelse af den sovjetiske repræsentation i Danmark sand- synliggør, at de sovjetiske tjenester anvendte samme strategi over for PET, som de benyttede over for MI5 i Storbritannien.28 Her havde Moskva sendt så mange diplomater og efterretningsofficerer til London, at antallet af nyankomne officerer oversteg de britiske tjenesters muligheder for kontrol og overvågning. På grund af den stadige strøm af sovjetiske officerer var PET ofte sat i en lignende situation. Uanset hvordan PET fik undersøgt de nyankomne – med eller uden hjælp fra samarbejdende tjenester – var det normalt, at en hjemsendt KGB-officer blev afløst af en ny KGB-officer. Ikke alle sovjetiske diplomater fik dog lov til at rejse ind i landet. Enkelte blev nægtet visum og indrejse, fordi de allerede i udlandet havde gjort sig bemærket i forbindelse med ulovlig efterretningsvirksomhed.29 Om de sovjetiske tjenesters interesser var det PET’s samtidige vurdering, at de navnlig rettede sig mod politiske og teknisk-videnskabelige forhold, mens indhentning af militære efterretninger fyldte mindre. KGB-folkene gjorde i deres arbejde særligt brug af samtaler med politikere, journalister, embedsmænd og folk fra forsvaret (jf. nedenfor).

26 En interessant beskrivelse af KGB’s arbejde i Danmark er KGB-officeren Boris Grigorjevs erindringer, som vil blive omtalt mere udførligt nedenfor. Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda. Se også Gordievsky, Next Stop Execution, s. 152. Ifølge Gordijevskij var 14 ud af 20 diplomatstillinger på ambassaden i København besat af officerer fra KGB og GRU. Den tidligere KGB-resident i København, Mikhail Ljubimov, har i sine erindringer bekræftet, at de „ægte“ diplomater udgjorde et mindretal i forhold til KGB- og GRU-officererne. Se Helen Womack (red.), Under Cover Lives – Soviet Spies in the Cities of the World, 1998, s. 185. 27 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 195. 28 Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB in Europe and The West, 1999, s. 500 og 543. 29 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 100 og 102.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 435 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 436

Planer for KGB’s arbejde i Danmark

Gordijevskijs overdragelse af hemmelige KGB-dokumenter har formentlig gjort PET i stand til at følge KGB’s arbejde inden for den politiske linje i Danmark.30 Det må formodes, at PET har kendt til en plan, som KGB-residenten i København, Mikhail Ljubimov, i 1976 udarbejdede til KGB-centeret i Moskva, og hvori han fremlagde linjerne for KGB’s arbejde i Danmark sidst i 1970’erne. Ljubimov understregede i planen, at KGB’s forsøg på at penetrere det danske statsministerium og udenrigsministerium fortsat var en af residensens hovedopgaver.31 Det intensive arbejde rettet mod de to ministerier skulle blandt andet styrkes gennem diverse kontakter inden for disse.32 Et af de vigtige mål var at finde ud af, hvordan nyansat personale i afdelingen for kryptering blev undersøgt og godkendt. Sådanne oplysninger skulle med stor sandsynlighed anvendes til hvervningsforsøg eller placering af agenter.33 Denne viden skulle KGB skaffe sig via sine formelle kontakter i de to ministerier og ad den vej fik russerne også informationer om ministeriernes opbygning og retningslinjer samt forholdsregler vedrørende ansættelser.34 Her ses således et eksempel på, hvordan KGB benyttede i øvrigt helt legale forbindelser mellem KGB-officerer i dækstillinger og danske embedsmænd. I en senere plan for KGB’s arbejde i 1978 hed det blandt andet, at man havde i sinde at øge effektiviteten af kanalen, igennem hvilken man måske kunne øve indflydelse på den danske statsminister.35 Residenturet havde –

30 Det må formodes, at PET allerede i samtiden kendte til de dokumenter, som Oleg Gordijevskij år senere udgav i diverse bøger. 31 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 25. Rapporten er dateret den 13. oktober 1976 og fokuserer mest på udenrigsministeriet. KGB’s fokus på udenrigsministeriet og statsministeriet kan enten antyde, at man endnu ikke har haft den ønskede succes med en sådan penetrering, eller også kan det tolkes således, at det målrettede arbejde med disse to ministerier havde været så udbytterigt, at det skulle fortsættes. 32 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 26. „To use the Residency’s confidential contacts and operational contacts...“ Det oprindelige sovjetiske dokument indeholdt ifølge Gordijevskij navnene på de omtalte kontakter og efterretningsofficerer. KGB-residenten foreslog, at man i udenrigsministeriet fokuserede på de tre sektioner i den politiske afdeling, den politisk-øko- nomiske afdeling, den administrative afdeling, som havde at gøre med kommunikation og kryptering, samt afdelingen, som havde ansvaret for de økonomiske forbindelser til de østeuropæiske lande. 33 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 27. Mikhail Ljubimov foreslog, at KGB rettede en del af indsatsen mod den del af udenrigsministeriets personale som havde med kryptering at gøre. Man skulle derfor indhente informationer om oplæring og træning af udenrigsministeriets tekniske personale, ligesom det måtte have KGB’s interesse at finde ud af, hvorfra udenrigsministeriets personale hovedsageligt blev rekrutteret. Med den indhentede viden som ballast foreslog Ljubimov, at man blandt udenrigsministeriets tekniske personale fandt et egnet emne med henblik på en senere hvervning. 34 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 27. 35 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 31. „We aim to increase the efficiency of the channel through which influence may be exerted on the Prime Minister...“

436 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 437

eller ønskede at lade hovedcenteret i Moskva tro at det havde – kontakt til enten en højtstående embedsmand eller en politiker, til hvem man havde så godt et forhold, at denne var villig til at viderebringe de sovjetiske synspunkter til og måske søge at påvirke den danske statsminister Anker Jørgensen. Desuden viser KGB-planerne, at residenturet havde kontakter i en række ministerier, i det politiske liv og i den danske medieverden. Dette billede bekræf- tede PET’s samtidige opklarende undersøgelser. Et problem ved KGB-materialet er, at det overvejende drejer sig om planer og derfor kun i begrænset omfang er anvendeligt som kilde til at beskrive, hvad KGB faktisk foretog sig i Danmark i slutningen af 1970’erne. Planerne var en form for hensigtserklæ- ringer, men de satte alligevel PET i stand til at følge KGB’s politiske arbejde i Danmark på en måde, der må betegnes som meget ønskværdig for enhver kontraefterretningstjeneste.

Kontakten til journalister, embedsmænd, politikere og officerer

Det var ikke altid let at skelne de konspirative aktiviteter fra normale diplomatiske kontakter mellem de østlige ambassader og deres danske forbindelser, og der forekom formentlig også glidende overgange. Samtalepartnere blev overordnet anvendt af de østlige tjenester til to formål (der mindede en del om de „rene diplomaters“ opgaver):

1) Indhentning af oplysninger 2) Påvirkning af holdninger og synspunkter.36

Alle politiske kontakter var af interesse for de østlige efterretningstjenester.37 Dertil kom samtaler med journalister, embedsmænd og i visse tilfælde også med folk fra forsvaret. For danske embedsmænd i centraladministrationen

36 Der var naturligvis ingen garanti for, at de oplysninger, som de sovjetiske efterretningsofficerer modtog, var korrekte, eller at de ønskede budskaber rent faktisk blev bragt videre. I 1974 fik KGB- residenturerne ordre om at fokusere mere på åbne kontakter frem for det krævende arbejde med hemmelige agenter. KGB-officererne skulle nu til at udvide netværket af åbne kontakter, og disse kontakter skulle bestå af personer i de respektive lande, som var villige til at tale åbent om „officielle hemmeligheder“. For Danmarks vedkommende afspejler dette sig i kilderne, og måske var der i Danmark et særligt behov for en øget indsats for at skabe sådanne kontakter. Meget tyder på, at de østeuropæiske efterretningstjenester aldrig formåede at hverve en højtplaceret dansk agent i politiske eller militære kredse. Christopher Andrew & Oleg Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, 1990, s. 561. 37 Sådanne kontakter kunne i yderste konsekvens udvikle sig og medføre en decideret hvervning af en politiker eller partimedarbejder, hvorfor kontakter ud over den almindelige informationsind- hentning var så vigtige for de østlige efterretningstjenester.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 437 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 438

var kontakten til udenlandske diplomater en naturlig del af arbejdet.38 Det samme gjaldt i udstrakt grad for politikerne på Christiansborg.39 For journalisters vedkommende kunne samtaler med østlige diplomater være et redskab til at indhente oplysninger til almindelig nyhedsdækning, men de kunne fra diplomaternes side bruges til forsøg på at „plante“ historier i den danske presse, historier hvormed man kunne håbe at påvirke holdningen i offentligheden.40 For både embedsmænd og politikere gjaldt, at også de forsøgtes anvendt af de østlige efterretningstjenester til indhentning af efterretninger og forsøg på påvirkning. Langt fra alle har været klar over, at det var efterretningsofficerer og ikke diplomater i klassisk forstand, de havde samtaler med. I enkelte tilfælde udviklede kontakterne sig til forbindelser af mere privat og venskabelig karakter.41 Det, som enkelte embedsmænd, politikere, journalister, officerer og andre kan have opfattet som et venskabeligt forhold til en sovjetisk embedsmand stationeret i Danmark, var som regel et professionelt og nøje tilrettelagt forsøg fra sovjetisk side på at bearbejde, kultivere og motivere den danske samtalepartner og derved gøre ham eller hende mere modtagelig for et senere hvervningsforsøg og tilbøjelig til at videregive de ønskede informationer. De østlige efterretningsofficerer udviste ifølge PET’s rapporter stor interesse for samtaler med journalister. De var anvendelige for russerne af to årsa- ger: For det første havde journalisterne en bred kontaktflade, der gav dem mange informationer om politik og enkeltpersoner; det var selvsagt viden, som også KGB kunne have glæde af. For det andet kunne russerne forsøge at bruge journalisterne til at sprede informationer, der støttede Sovjetunionens politik. Disse aktiviteter gik meget bredt under betegnelsen aktive foranstalt-

38 Det gælder således, at danske embedsmænd også var i kontakt med tyske myndigheder forud for besættelsen i 1940. Dette var frem for noget andet et forsøg på at skærme Danmark mod den tyske fare. Matias Seidelin, Mellem tilpasning og aktiv modreaktion. Dansk kultur, turist og propagandapolitik i Tyskland 1933-1940, 1999. Se også Henning Gottlieb, I Kronens Tjeneste – politiske erindringer, 2001. Henning Gottlieb vier et helt kapitel til beskrivelse af sin mangeårige kontakt til skiftende sovjetiske efterretningsofficerer. 39 Fra slutningen af 1960’erne forsøgte den vesttyske socialdemokratiske udenrigsminister – og siden kansler – Willy Brandt at fremme international afspænding gennem en såkaldt Ostpolitik. Denne politik og danske politikeres tilslutning hertil omtales nærmere i kapitel 28. For den vesttyske Ost- politik se Gottfried Niedhart, Revisionistische Elemente und die Initiierung friedlichen Wandels in der neuen Ostpolitik 1967-1974, Geschichte und Geschellschaft, vol. 28, 2002, s. 233-266; Wilfried Loth, Over- coming the Cold War. A History of Détente, 2002, s. 102-127. Mange danske politikere mente i 1960’erne og 1970’erne, at man kunne og skulle fremme international afspænding blandt andet gennem dialog mellem Øst og Vest. For et dansk eksempel se Gert Petersen, Inden for systemet – og uden for, 1998, s. 245-249. 40 Som allerede nævnt blev embedsmænd, politikere, journalister og andre advaret, hvis PET havde mistanke om, at kontakten med den fremmede diplomat kunne få mere konspirativ karakter. 41 Dette var tilfældet for Henning Gottlieb, der som embedsmand i både statsministeriet og udenrigsministeriet havde mange møder med skiftende sovjetiske diplomater. Enkelte af disse kontakter udviklede sig til mere venskabelige forbindelser. Gottlieb blev informeret af PET om de forskellige diplomaters faktiske tilknytning til KGB og antyder, at han måske var objekt for et sovjetisk hverv- ningsforsøg. Gottlieb, I Kronens Tjeneste, s. 153-194.

438 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 439

ninger eller misinformation og bestod oftest af en blanding af ægte og falske oplysninger med det formål at styrke Warszawapagtlandenes politik, svække den vestlige politik og vestlige organisationer samt at kompromittere enkeltpersoner.42 Denne form for politisk spin blev af de østlige tjenester spredt i de vestlige medier, hvorfor betydningen af gode pressekontakter og potentielle påvirkningsagenter var stor for de østlige efterretningsofficerer. Det var blandt andet med dette mål for øje, at KGB-officerer søgte kontakter inden for danske medier, de politiske partier, fagbevægelsen og forskellige ministerier.43 I begyndelsen af 1960’erne kunne PET notere, at de østlige ambassader og efterretningstjenester førte samtaler med journalister på stort set alle de store københavnske dagblade, Danmarks Radio, lokalaviser samt flere mindre udgivelser. Set fra PET’s kontorer kunne kontakten mellem de sovjetiske officerer og danske journalister få uheldige konsekvenser, for sidstnævnte videregav undertiden – formentlig uden at tænke videre over det – oplysninger om danske politikere og embedsmænd, der var brugbare for KGB. Det kunne være informationer om det interne partihierarki, eller hvilke embedsmænd inden for et bestemt ministerium, der havde med NATO-forhold at gøre.44 I begyndelsen af 1970’erne konstaterede PET således, at KGB anvendte sine kontakter inden for pressen til at finde frem til, hvilke embedsmænd i udenrigsministeriet som havde at gøre med den europæiske sikkerhedskonference. Sådanne oplysninger kunne være af stor værdi for efterretningstjenesterne, fordi såvel spionage som kontraspionage i vidt omfang drejede sig om at klarlægge spørgsmålet „hvem er hvem“. På et tidspunkt vurderede PET en redaktør som „særdeles meddelsom (...) med hensyn til orientering om interne forhold inden for Socialdemokratiet og DKP samt vurderende oplysninger om flere af regeringens medlemmer“.45 I et andet tilfælde nævnte en journalist navne på flere politikere, som den pågældende KGB-officer „kunne have gavn af at træffe“.46 Omkring årsskiftet 1967/68 bemærkede PET, at en KGB-officer brugte et af sine gentagne møder med en journalist til at indhente oplysninger om forholdet mellem Socialdemokratiet og SF.47 Aktiviteterne i residenturet på ambassaden i København demonstrerede, at KGB var aktiv i „kampen om sjælene“. Dog er der mange spørgsmål omkring de østlige efterretningstjenesters rolle i forhold til at staternes overordnede

42 Markus Wolf, Manden uden ansigt: en mesterspions selvbiografi, 1998, s. 281-82. Et eksempel på en ud- førlig plan for miskrediteringen af den amerikanske CIA-chef Allen Dulles findes i Vladislav M. Zuboks artikel „Spy vs. Spy: The KGB vs. The CIA, 1960-1962“ i Cold War International History Project Bulletin, nr. 4, 1994. 43 Gordievsky, Next Stop Execution, s. 193. 44 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 100. 45 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 104. 46 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 100. 47 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 439 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 440

politik, der endnu ikke er fuldt afklarede og dermed fortsat udgør et vigtigt forskningsområde. Overvågningen af de østlige efterretningsofficerer viste, at de undertiden gjorde sig umage for at skjule kontakten til journalister. Det var dog ikke kun journalister fra større medier, som var i efterretningstjenesternes søgelys. Også nogle af de mindre syntes at have kontakter til skiftende KGB-officerer, kontakter som blev holdt ved lige via et konspirativt mønster.48 I visse tilfælde, hvor PET skønnede, at kontakten kunne få alvorlige konsekvenser, valgte man at tage en samtale med journalisterne. Disse samtaler havde til tider en advarende karakter, men ikke alle tog dog PET’s advarsler lige alvorligt. I et enkelt tilfælde gik den indkaldte person tilbage til den sovjetiske ambassade og satte de sovjetiske diplomater ind i situationen.49 Det var dog, konstaterede PET, langt fra alle journalister, der videregav de ønskede oplysninger til de sovjetiske officerer.50 I visse tilfælde kunne journalister også anvendes af PET til at indhente oplysninger om de sovjetiske officerer og deres virke i Danmark. Kontakten til de sovjetiske efterretningsofficerer kunne med andre ord være til gavn for PET. I administrationen var det især udenrigsministeriets og statsministeriets embedsmænd, som de sovjetiske efterretningsofficerer knyttede kontakter til.51 Som nævnt var og er sådanne kontakter en del af embedet. Ifølge PET’s månedsrapporter havde efterretningsofficerernes kontakt til højerestående embedsmænd til formål at indhente oplysninger af politisk karakter.52 Disse kontakter blev undertiden holdt ved lige hver måned i form af mere eller mindre formelle møder.53 Gennem embedsmændene kunne de østlige tjenester komme tæt på den politiske ledelse i regeringen, ligesom sammenkomster og middage på forskellige repræsentationer blev brugt til at mødes med ledende skikkelser i det politiske liv.54 PET var overbevist om, at KGB-officererne havde en hemmelig dagsorden over for embedsmændene i de tilfælde, hvor officererne forsøgte at skjule kontakten.55 I det danske udenrigsministerium ville KGB forsøge at udnytte sine mange kontakter til at opnå bedre resultater med hensyn til infiltrering af ministeriet og tilegnelsen af oplysninger af efterretningsmæssig betyd-

48 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 49 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 96. 50 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 102. 51 Som allerede nævnt havde de sovjetiske efterretningsofficerer ofte indhentet oplysninger hos deres forskellige kontakter om embedsmænd og ministerier, inden forbindelsen til disse blev etableret. 52 Som altid har KGB’s mere langsigtede mål givetvis rettet sig mod hvervninger af de danske samtalepartnere tilknyttet diverse ministerier. 53 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 103. 54 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 100. 55 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 99.

440 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 441

ning.56 PET modtog oplysninger om, at en sovjetisk presseattaché skulle dyrke en embedsmand fra statsministeriet. Dette gik ud på at udvide kontakten til den pågældende og gøre den mere intim end den strengt professionelle kontakt. Når PET opdagede sådanne forsøg på en tættere kontakt, blev embeds- mændene advaret imod forbindelsen og i visse tilfælde opfordret til at nedtrappe kontakten.57 Det skete, at KGB-residenten under samtaler blev udsat for en række spørgsmål fra dansk side. En kontorchef fra udenrigsministeriet udspurgte under en samtale KGB-chefen om en række personlige oplysninger vedrørende hans baggrund.58 Kvindeligt kontorpersonale i de danske ministerier var af særlig interesse for de østlige tjenester59, og der findes eksempler på, at østeuropæiske officerer gik målrettet efter denne personalegruppe.60 Tilsvarende søgte de østlige tjenester kontakt til studentermedhjælpere. Målene med disse kontakter var efter PET’s skøn langsigtede, idet sådanne personer over tid kunne blive brugbare i efterretningsmæssig sammenhæng. Efter den kolde krigs afslutning er der kommet en række sager frem omkring den østtyske udlandstjeneste HVA, der hvervede sekretærer for at få adgang til chefernes hemmelige papirer.61 Disse sager har bl.a. fået megen omtale, fordi kærlighedsforhold blev udnyttet i en efterretningsmæssig sammen- hæng. Den type hvervninger indeholdt imidlertid også andre interessante efterretningsmæssige aspekter end selve den spektakulære hvervningsform. Hvervning af administrativt personale var således ikke nogen ualmindelig metode, eftersom dette personale ofte havde adgang til hemmeligt materiale uden nødvendigvis at være underlagt helt samme strenge kontrol som deres mere eksponerede chefer. PET konstaterede kontakter mellem politiske partier og de østlige tjenester, ligesom disse tjenester udviste interesse for de politiske partiers ung-

56 Det fremgår af de to planer for det efterretningsmæssige arbejde, som residensen hjemsender til KGB-centeret i Moskva i slutningen af 1970’erne. Se Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 25-34. 57 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95. 58 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95. Dette var formentlig foranlediget af PET. 59 Offentliggjorte KGB-dokumenter giver forklaringen på, hvorfor flere KGB-officerer i København tilsyneladende gik målrettet efter at etablere kontakt til det kvindelige personale i de danske ministerier. Af KGB-residensens plan for det efterretningsmæssige arbejde i 1978 fremgik det, at specielt det kvindelige personale i statsministeriet skulle tildeles særlig opmærksomhed med henblik på etableringen af kontakt med mulighed for et efterfølgende dybdestudie. Sådanne dybdestudier blev foretaget for at finde ud af, om det enkelte emne var påvirkeligt og åbent over for en hvervning fra KGB’s side. Ved sådanne hvervninger fik emnet dog meget sjældent at vide, at han eller hun arbejdede for KGB. Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 33. 60 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95 og 103. En af de sovjetiske diplomater havde kontakt til en ung kvinde i udenrigsministeriet, som han sendte julekort og gaver. Kvinden modtog derefter „en fornyet sikkerhedsbelæring“, blandt andet fordi hun havde været ret åben i sine samtaler med officeren, hvorefter kontakten indskrænkede sig til at omhandle rent tjenstlige emner. 61 Se eksempelvis Marianne Quoirin, Agentinnen aus Liebe. Warum Frauen für den Osten spionierten, 1999.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 441 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 442

domsorganisationer.62 Af PET’s oplysninger synes det at fremgå, at KGB kun sjældent søgte kontakt til ledende skikkelser i partierne.63 Derimod gik KGB tilsyneladende mere målrettet mod ansatte i partiorganisationerne, parti- sekretærer og politikere, der endnu ikke indtog nogen central placering i det interne partihierarki. På den måde håbede man at få kontakt til folk, der kunne tænkes at have samme indsigt i et givet spørgsmål som fremtrædende politikere, men som samtidig havde den fordel, at de ikke skabte opsigt i selskab med en sovjetisk diplomat. Hvis de pågældende personer samtidig var ambitiøse og avancerede i partihierarkiet, kunne dette måske udnyttes af KGB.64 En anden forklaring på interessen for de unge politikere kunne være, at de havde mindre at miste ved deres kontakter til de sovjetiske repræsentan- ter end deres ældre mere etablerede kolleger. Selvom KGB ifølge PET interesserede sig for alle partier, var de ikke alle lige vigtige. Således bemærkede PET, at de sovjetiske tjenester gennem hele perioden blev stadig mere interesseret i Socialdemokratiet – og især i personer, som kunne give oplysninger fra partiets udenrigspolitiske inderkreds.65 I starten af 1970’erne fik en KGB-officer således etableret kontakt til en politiker, som han blandt andet talte med om partiets holdning til sikkerhedskonferencen i Helsinki.66 I tillæg hertil ville officeren høre om „EF-afstemningen, omstændighederne ved statsminister Krags afgang samt om kildens kendskab til den nye statsminister Anker Jørgensen samt andre fremtrædende politikere.“67 KGB’s interesse for Socialdemokratiet var naturlig i lyset af partiets store indflydelse. Med Socialdemokratiets engagement i eksempelvis CSCE- processen og dets opfattelse af, at afspænding ikke alene skulle foregå i diplomatiske sammenhænge, men også på lavere politiske niveauer, blev dialog mellem socialdemokratiske politikere og sovjetiske udsendinge i Danmark set som en naturlig del af det internationale samkvem.68

Anvendelsen af aktive foranstaltninger

I takt med, at særligt de sovjetiske efterretningsofficerer op gennem 1960’erne og 1970’erne fokuserede på åbne kontakter, og at de aktive foranstaltninger

62 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 94. 63 Det forekom naturligvis, at man søgte kontakt til partiernes fremtrædende medlemmer, men oftest var det yngre og endnu ukendte politikere, som havde tjenesternes interesse. 64 De østlige efterretningstjenester gik målrettet efter at tale til samtalepartnerens forfængelighed og snakkede ofte den pågældende efter munden. Det kunne eksempelvis gøres ved gentagne gange at understrege samtalepartnerens vigtighed og betydning. 65 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 99. Den særlige interesse for Socialdemokratiet er senere blevet bekræftet af offentliggjorte KGB-dokumenter. 66 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 99. 67 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 99. 68 Ole Nørgaard, Per Carlsen og Nikolaj Petersen, „Danish Ostpolitik 1967-1993: Breakdown of Stability – Unknown Challenges“ i Carsten Due-Nielsen & Nikolaj Petersen (red.), Adaptation & Activism. The Foreign Policy of Denmark 1967-1993, 1995, s. 133-161, især s. 137f.

442 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 443

kom til at spille en stadig større rolle i de sovjetiske tjenesters arbejde rettet mod Vesten, voksede betydningen af kontakten til vestlige journalister, politikere, embedsmænd og meningsdannere.69 KGB gjorde brug af såkaldte på- virkningsagenter for at få de sovjetiske budskaber igennem i de vestlige lande. Påvirkningsagenter kunne for eksempel være danskere, som i kraft af deres position inden for medierne, erhvervslivet eller politiske kredse kunne befor- dre sovjetiske holdninger. Målet med påvirkningsagenter var naturligvis at skjule de faktiske ophavsmænd til de fremsatte tanker, synspunkter og ideer. Offentliggjorte KGB-dokumenter viser, at de aktive foranstaltninger blev iværksat for i danske kredse at kunne øve indflydelse på spørgsmål som af- spænding, CSCE-arbejdet og Øst-Vest-forholdet. De aktive foranstaltninger skulle desuden sættes ind for at skabe støtte til sovjetiske fredsforslag, kampagnen mod neutronbomben, afrustning osv.70 En række foranstaltninger havde til formål at sætte de vestlige landes politik i et dårligt lys. Hertil ville KGB i København ifølge egne oplysninger gøre brug af sine kontakter og agenter inden for pressen og tv samt i Folketinget.71 Danskernes generelt positive indstilling til afspændingsprocessen blev i visse tilfælde udnyttet af blandt andre KGB til at gennemføre hvervninger.72 Da en umiddelbart harmløs og naturlig kontakt mellem udenlandske diplomater og indflydelsesrige danskere let kunne blive misbrugt af efterretningsofficerer, som udgav sig for at være diplomater, holdt PET øje med de østlige officerer og deres kontakter.73 Ifølge den tidligere KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin kan danske kontakter også have været anvendt i KGB’s kamp mod den sovjetiske systemkritiker Andrej Sakharov. I 1975 planlagde KGB en international kampagne, som

69 Som allerede nævnt tog KGB i 1974 skridt til, at KGB-residenserne fremover, og i højere grad end tidligere, skulle fokusere mere på åbne kontakter frem for det besværlige arbejde med hemmelige agenter. Måske var det de stadig mere vanskelige forhold med hensyn til hvervning og håndtering af hemmelige agenter, som førte til det pludselige skift i fremgangsmåden for de sovjetiske efterretningsofficerer. Andrew & Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, s. 561. 70 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 30. KGB-residensen i København fremhæ- vede blandt andet Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed som en vigtig brik, fordi flere af KGB’s kontakter sad i komiteens ledelse. I rapporten understreges det også, at den jyske komité for fred og sikkerhed angiveligt skulle være blevet skabt med hjælp fra KGB og at denne komité ville komme til at spille en vigtig rolle i KGB’s arbejde på denne front. 71 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 31. „In order to perform these tasks we intend to make use of speeches and broadcasts, based on our theses, by our agents and contacts in Parliament, in the press and on television and to complete the publication and distribution of a pamphlet which condemns the opponents of détente...“. 72 Ofte blev hvervninger af agenter foretaget under „falsk flag“. Den hvervende efterretningsofficer udgav sig for at være fra et andet land eller en anden tjeneste end det rent faktisk var tilfældet. Et eksempel på en sådan hvervning under „falsk flag“ kan findes i Wolf, Manden uden ansigt, s. 170-74. Helmut Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit, vol. 2, 1999, s. 140ff. 73 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 103. For eksempler på anvendelse af politikere i så- danne kampagner, se Jakob Andersen & Oleg Gordievsky, De Røde Spioner: KGB’s operationer i Danmark. Fra Stalin til Jeltsin, fra Stauning til Nyrup, 2002, s. 217-18 og 223-29 samt Andrew & Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, s. 559.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 443 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 444

havde til formål at miskreditere tildelingen af Nobels fredspris til Andrej Sakharov, og Danmark spillede her en særlig rolle, fordi der i oktober 1975 blev afholdt en høring i København om Sakharov. Samme efterår fik KGB i Danmark og flere andre vestlige lande til opgave at arbejde for, at kendte personligheder og politikere præsenterede taler og artikler med et budskab om, at tildelingen af fredsprisen til Andrej Sakharov var et forsøg på at svække af- spændingen. Desuden skulle KGB forsyne den danske presse med kompromitterende materiale, som påpegede Sakharovs forbindelser til vestlige efterretningstjenester.74 Mitrokhins beskrivelse bekræftes af kildefund i de russiske arkiver om Sakharov-høringen i København 1975. Som beskrevet i kapitel 42 udarbejdede det sovjetiske kommunistpartis centralkomité – på foranledning af DKP’s ledelse og den sovjetiske ambassade i København – forholdsregler til „imødegåelse af den antisovjetiske aktion i København“. Disse forholdsregler indebar blandt andet, at danske journalister skulle bearbejdes med henblik på at få fremført de sovjetiske synspunkter.75

KGB’s politiske kontakter

De østlige efterretningstjenester havde tilsyneladende ikke altid lige let ved at gennemføre deres operationer. Af Gordijevskijs udgivelser fremgår det, at det var besværligt og til tider umuligt at gennemføre hvervninger i Danmark. Også Gordijevskijs kollega i København, KGB-officeren Boris Grigorjev, husker de besværlige danskere. Ifølge Grigorjev var det langt fra alle samtaler med de danske kontakter, der gav resultater. Han betegner mange af sine samtalepartnere som uproduktive, fordi danskerne meget sjældent forstod at hemmeligholde kontakten til KGB-officeren. Danskerne var ofte for åben- mundede – et forhold der i en efterretningsmæssig sammenhæng både kunne være en fordel og en ulempe.76 Ifølge Oleg Gordijevskij skilte Danmark sig i denne periode ud ved, at KGB ikke havde kontakt til en eneste højt placeret politiker, sådan som det var tilfældet i andre vesteuropæiske lande.77 Selv om Oleg Gordijevskijs viden om danske forhold må antages at have været begrænset til perioderne 1966-1970 og 1972-1978, hvor han var udstationeret i København, har hans oplysninger ikke desto mindre gjort PET i stand til at følge flere af KGB’s politiske forbindelser på tæt hold.

74 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 420-22. 75 Spørgsmålet om aktive foranstaltninger er et af de områder, hvor efterretningstjenesternes arbejdsopgaver mindede om arbejdet i andre dele af påvirkningsapparatet. Arbejdsdeling og kompe- tencer på dette område er ikke fuldstændig klarlagt. 76 Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda, se blandt andet s. 71-72 og 91-92. 77 Gordievsky, Next Stop Execution, s. 217. Andrew & Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, s. 593.

444 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 445

PET’s arkiv bekræf- ter, at de østlige efterretningstjenester arbejdede målrettet for at etablere kontakter. Enkelte har måske ligefrem væ- ret agenter for KGB, og en af dem er siden hen blevet identificeret. Den tidligere DKP’er og senere SF’er Holger Vivike bekræftede Invitation til cocktail-party på ambassaden. (Privateje). over for historikeren Kurt Jacobsen, at han igennem en årrække havde arbejdet for KGB og havde til opgave at informere KGB om de politiske diskussioner inden for SF’s ledelse.78 Med en vis indsigt i KGB’s hemmelige dokumenter samt oplysninger givet af Oleg Gordijevskij blev PET i stand til at følge KGB’s politiske arbejde i Danmark på tæt hold. KGB’s til tider langsigtede arbejde kom antydningsvis frem i enkelte sager. PET bemærkede, at KGB i et forsøg på at kultivere en dansk politiker havde gjort brug af den samme person med 13 års mellemrum. I slutningen af 1970’erne havde den pågældende radikale politiker væ- ret „under dybt studium“ med henblik på med tiden at kunne anvendes af KGB som indflydelsesagent.79 Politikeren var under et besøg i Moskva i 1977 blevet kultiveret af en navngiven sovjetisk person med forbindelse til KGB. Forbindelsen til KGB varede ved i hvert fald til 1990.80 PET’s opfattelse var, at den danske politiker „har været brugt ulovligt efterretningsmæssigt af KGB. Men der er ikke noget bevis for at påstå, at det efterretningsmæssige samarbejde har været bevidst.“81

78 Kurt Jacobsens interview med Holger Vivike fandt sted i februar 1991. Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, 1993, s. 693, note 49. Andersen & Gordievsky, De Røde Spioner, s. 156-202. Andrew & Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, s. 593. Holger Vivike fungerede som livvagt for Aksel Larsen ved dennes første møde med en repræsentant for allierede myndigheder i 1958, jf. udredningens bilag 5 og Jacobsen, Aksel Larsen, s. 556f. Det rejser spørgsmålet, om Vivike – efter i 1966 at være blevet hvervet af Anatolij Lobanov – informerede KGB om dette møde. 79 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 229. 80 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 229. 81 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 229.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 445 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 446

Polske aktiviteter

De polske efterretningstjenester opererede på samme måde som deres sovjetiske kolleger. Polske efterretningsofficerer havde base på ambassaden, og derfor udviste PET også interesse for den polske ambassade i København. De polske efterretningstjenester anvendte den samme metodik som deres sovjetiske kolleger og blev vurderet til at være blandt de bedste tjenester inden for Warszawapagten. Planlægningen var langsigtet, og tjenesternes professionelle standard var høj, mente i hvert fald FE.82 Mens de sovjetiske efterretningstjenester løbende gjorde sig bemærket i PET’s rapporter, synes det at have forholdt sig anderledes med de polske og østtyske tjenester. I begyndelsen af 1960’erne gjorde de polske efterretningsofficerer ikke meget væsen af sig med hensyn til udførelse af efterretnings- mæssige opgaver. Personer fra den polske militærrepræsentation – ansatte som ellers tidligere var aktive i konspirative anliggender – havde ifølge en rapport fra 1963 „endnu ikke gjort sig særligt bemærket“. En nærmere undersø- gelse af den polske handelsafdeling havde givet indtrykket, „at de polske han- delsrepræsentanter med en enkelt undtagelse synes at være optaget af legal forretningsvirksomhed. Dog skal det i denne forbindelse tilføjes, at flere af dem har haft en vis kontakt med militærattachéen, for hvem de selvfølgelig må være naturlige efterretningskilder“, som det blev konkluderet.83 En række polske organisationer og virksomheder, som PET ellers formodede blev anvendt til efterretningsmæssige formål, havde i begyndelsen af 1960’erne væ- ret „præget af normal formidling af det handels-, luftfarts- og turistmæssige samkvem mellem Danmark og Polen og har ikke givet anledning til mistanke.“84 I tillæg hertil konstaterede PET ingen videre kontakt mellem de polske repræsentanter og danske statsborgere, hvilket kan tilskrives, at de polske tjenester enten var dygtigere til at skjule deres konspirative forbindelser end deres sovjetiske kolleger, eller også udgjorde det konspirative arbejde i første halvdel af 1960’erne en mindre del af de polske repræsentanters arbejde.85 Senere hen – fra omkring 1967 – begyndte der at tegne sig et billede, som mindede om de sovjetiske aktiviteter. Flere ansatte ved den polske repræsen- tation blev identificeret som tilknyttet enten UB eller Z-II. Om det var udtryk for en ændring i den polske fremgangsmåde, eller om det afspejlede PET’s forandrede arbejdsmetoder, er vanskeligt at vurdere. Som det allerede er beskrevet i kapitel 20, og som det vil fremgå af kapitel 54, udførte de polske efterretningstjenester en række aktiviteter forskellige steder i Danmark. PET synes efter ovenstående at dømme ikke at have kendt meget til disse aktivite-

82 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 28. FE’s arkiv, 1167/76. 83 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 3. 84 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 8. 85 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 9.

446 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 447

ter, hvilket dog ikke rimer med de polske attacheers egne indberetninger om, at de ganske ofte var under tæt PET-overvågning. I 1967 konstaterede PET, at „militærrepræsentationen har i det sidste år været præget af en stærk rejseaktivitet“. Det var blandt andet Stevnsfortet og militære aktiviteter, som påkaldte sig polakkernes interesse. Geografisk var interessen rettet mod „den sydlige og østlige del af Sjælland, Lolland-Falster samt Syd-, Midt- og Vestjylland“.86 Hertil kom også de løbende indkøb af landkort over Danmark og etableringen af døde postkasser. Som det fremgår af undersøgelsen af Warszawapagtens øvelsesmateriale fra 1960erne (jf. kapitel 52 og 53) afspejlede denne interesse de østlige militære opgaver i tilfælde af krig. Ifølge PET synes der at have været en klar opdeling mellem de sovjetiske og polske tjenesters arbejdsområder. Den politiske indhentning og kontakten til den danske presse blev hovedsagelig styret af KGB, mens Z-II og SB (navnet på UB efter en omstrukturering) havde kontakt til egne statsborgere i Danmark.87 Oplysninger tydede på, at de polske tjenester studerede og siden hen rekrutterede udlændinge under deres ophold i Polen. „Den offensive indsats på polsk jord har vist sig at være den mest givtige kilde til heldigt gen- nemførte rekrutteringer.“88 Sådanne rekrutteringer blev blandt andet gennem- ført ved hjælp af pres eller falske anklager. For at mindske risikoen for indblanding fra PET’s side foretrak de polske tjenester tilsyneladende at lade mø- der mellem agenter og polske efterretningsofficerer finde sted i Polen.89 I slutningen af 1970’erne vurderede PET, at de polske efterretningstjenester på ét punkt adskilte sig fra deres sovjetiske kolleger, nemlig med hensyn til de grupper som man fokuserede på at skabe kontakter til i Danmark. Mens de sovjetiske tjenester gjorde ihærdige forsøg på at etablere kontakter til danske politikere, embedsmænd, journalister og officerer, så man fra dansk side ikke samme iver hos de polske tjenester efter at få skabt kontakter med „rene danskere“. Faktisk blev de på dette område anset for at være tilbageholdende. PET konstaterede, at de polske tjenester hovedsageligt „satser på egne lands- mænd, der allerede bor her i landet, planlægger at tage ophold i Danmark eller blot kommer hertil som turister og erhvervsfolk.“90

86 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 10. Enkelte af officerernes rejseaktiviteter viste også, at det ikke kun var mål i Danmark man rettede sig mod, men også i Norge, hvor Polen ikke havde nogen militærattaché på det pågældende tidspunkt. 87 Forholdet mellem tjenesterne beskrives i Mr. X (med Bruce E. Henderson & C.C. Cyr), Double Eagle – the autobiography of a Polish spy who defected to the West, 1979, s. 110-122. 88 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 25. FE’s arkiv, 1167/76. 89 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 27. FE’s arkiv, 1167/76. 90 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 447 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 448

DDR’s efterretningsvirksomhed

I perioden 1963-1979 indtraf der flere begivenheder, der medførte, at DDR’s efterretningsvirksomhed blev mere nærværende. Afsløringen af kanslerspio- nen Günter Guillaume i 1974 i Vesttyskland medvirkede til at etablere MfS’ udlandstjeneste HVA’s ry som en af verdens førende efterretningstjenester. I Danmark oplevede man aldrig afsløringen af en sådan topspion. Dog demonstrerede Holm Haase-sagen i 1968 og Jörg Meyer-sagen i 1979 for den danske offentlighed, at illegale østtyske netværker også virkede i Danmark. Det østtyske ønske om anerkendelse blev flere gange fremført som et argument for, at man fra dansk side endnu ikke havde konstateret omfattende og løbende aktivitet i Danmark udført af de østtyske efterretningstjenester. Denne antagelse viste sig kun delvis korrekt. De danske tjenester manglede håndfaste beviser på, at først DDR’s handelsrepræsentation og senere ambassaden var involveret i efterretningsarbejde, men til gengæld havde deres undersøgelser vist, at østtyske illegale på forskellig vis var aktive i Danmark, hvilket kom til udtryk i en PET-rapport i slutningen af 1970’erne. Ved samme lejlighed understregede PET det store besvær, man havde med at dæmme op for netop denne form for efterretningsaktivitet. „At der udøves en omfattende aktivitet gennem det illegale apparat ligger uden for al tvivl, men de anvendte metoder, som vi kender dels af egen erfaring og dels gennem, hvad vi erfarer i samarbejdet med vore bilaterale forbindelser, gør det særdeles vanskeligt at afsløre agenterne og deres aktiviteter,“ konstaterede PET.91 Gennem en kombination af målrettet arbejde, et godt samarbejde med andre vestlige tjenester og held lykkedes det imidlertid som nævnt PET at opklare nogle af disse aktiviteter. Afsløringen af DDR-borgeren Gustav Holm Haase var et eksempel på frug- terne af samarbejdet mellem de vestlige efterretningstjenester.92 Sådan fremstod sagen imidlertid ikke i samtiden. PET havde behov for at beskytte sine samarbejdsrelationer, eftersom eksponering i offentligheden både kunne skade tilliden hos de venligtsindede tjenester og blotlægge kontraspionagens metoder for modstanderne i øst. En følge af disse hensyn var, at sagen fik et særligt forløb i pressen. Sagen mod Holm Haase var den første større spionsag, der drejede sig om DDR, siden PET godt ti år forinden mente at kunne kæde kurererne om bord på skibet „Runa“ sammen med de østtyske efterretningsorganer. Pressen øjnede derfor en god historie om østspionagen og lagde med overskrifter som „Det bliver en stor sag“, „Agentnet trævles op“ og „Spionoffensiven mod hele Norden“ op til, at der var noget helt stort i gærde.93 I den efterfølgende retssag faldt de store forventninger noget til jor-

91 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 92 DIIS-interview med Jørn Bro, 19. maj 2005. 93 „Illegalt agentnet skulle opbygges i Skandinavien“, Information, 27. marts 1968. „Det bliver en stor spionsag“, Ekstra Bladet. 28. marts 1968. „Agentnet trævles op“, BT, 23. marts 1968.

448 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 449

den. Holm Haase var ikke nogen James Bond type, men derimod en menneskelig agent, der åbenlyst led under presset fra afsløringen.94 Da BT i DDR fandt frem til hans kone, som frygtede for at miste sin mand, blev historiens menneskelige aspekter yderligere styrket, hvorved det hele fremstod mindre farligt.95 Den fornemmelse blev bekræftet, da dommen faldt, og Haase slap 1 med 2 ⁄2 års fængsel, hvoraf han afsonede under halvdelen, inden han blev udvist til DDR. På den baggrund mente BT at kunne konkludere, at „Haase var uskadelig“.96 I takt med at forestillingen om en afsløring af en farlig spion fortog sig, tog PET sig stadig dårligere ud i medierne. Dagbladet Information mistænkte myndighederne for, at affæren havde været et PR-stunt.97 Således endte sagen med at blive lidt latterliggjort i stedet for at give points til PET, der i disse år ofte havde en dårlig presse. Havde offentligheden fået kendskab til det faktiske sagsforløb, kunne dette billede have set anderledes ud. Ganske vist var Gustav Holm Haase ikke nogen Guillaume, der sad med i magtens centrum. Haase hørte til spionagens fodfolk, idet han var en af dem, som HVA betegnede som instruktører. Det var agenter, oftest DDR-borgere, der opretholdt forbindelsen til agenterne i Vesten eller i operationsområdet, som det benævntes i den østtyske tjenestes terminologi.98 Instruktørerne var vigtige brikker i HVA’s arbejde, og de medvirkede til at gøre de østtyske agentnetværker operationsdygtige. Instruktø- rerne kunne i forbindelse med deres rejser også løse andre småopgaver, hvilket Holm Haase også gjorde ved for eksempel at udlægge såkaldte „døde postkasser“. Det var således ikke, fordi Holm Haase var en „stor fisk“, at offentligheden skulle have ændret sin bedømmelse af PET’s indsats i sagen. Det var derimod PET’s håndtering af sagen, der, hvis den havde været kendt, formodentlig ville have bidraget til en større forståelse af sikkerhedstjenestens arbejde. På grund af efterretningstjenestens indsats lykkedes det at neutralisere Holm Haases virksomhed. Haase skæbne var faktisk beseglet, inden han i 1963 lod sig hverve for HVA. Han blev nemlig en brik i et såkaldt „agentspil“ mellem HVA på den ene side og danske PET, vesttyske Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) og svenske SÄPO på den anden. Et agentspil var betegnelse for en omfattende operation, hvor afslørede agenter i stedet for at blive arresteret og straffet blev søgt inddæmmet og kontrolleret, så deres aktiviteter ikke gjorde skade, samtidig med at spillet afslørede modstanderens metoder og organisation. Spillet vil typisk omfatte en eller flere dobbeltagenter. I Holm Haases tilfælde lykkedes det de vestlige tjenester at infiltrere det netværk, som han opretholdt forbindelsen til. Det drejede sig om en DDR-borger, der var indsluset til Sverige

94 „Grædende spion helt ud i den kolde sne“, Ekstra Bladet, 22. maj 1968. 95 „Hindrer Østtyskland spionens hustru i at rejse op til sin mand?“, BT, 3. september 1968. 96 „Spiondommen mild: Haase var uskadelig“, BT, 10. juli 1968. 97 „Belejlige spioner“, Information, 27. marts 1968. 98 Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit. vol. 2, s. 63.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 449 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 450

via Vesttyskland, samt en dansker, som Haase selv havde været med til at hverve. Begge var imidlertid blevet vendt af de vestlige efterretningstjenester som dobbeltagenter. Da HVA ikke opdagede, at deres agenter var styret af de vestlige tjenester, kørte operationen videre helt frem til Holm Haases arresta- tion i 1968. I den mellemliggende periode tildelte HVA den indslusede øst- tysker – der i mellemtiden arbejdede som dobbeltagent – en fortjenstmedalje og overvejede endog kort før afslutningen af spillet at udbygge dette netværk ved at overdrage den indslusede, der i mellemtiden havde slået sig ned i Sydsverige, føringsansvar for andre agenter. PET, BfV og SÄPO fik på deres side viden om HVA’s arbejdsmetoder. Den viden omfattede blandt andet informationer om HVA’s mulige krigs- og kriseplaner, idet den indslusede øst- tysker fik til opgave at udsøge steder i Øresundsregionen, hvor den østtyske efterretningstjeneste kunne nedgrave radioudstyr. Derved imødegik man meget direkte den østtyske efterretningstjenestes muligheder for at operere i en internationalt tilspidset situation.99 Ti år senere, i 1978, opnåede PET endnu en succes i samarbejde med vesttyskerne.100 Tjenesten fandt frem til, at DDR-borgeren Jörg Meyer levede i København med den falske identitet „Rudolf Samiec“. Den virkelige Samiec var en vesttysk sømand, der nogle år tidligere var død i den belgiske havneby Brügge. Meyer nåede at operere i Danmark i godt fire år, før han blev afslø- ret. Han var udsendt af HVA’s Amerika-afdeling, og PET vurderede, at målet med hans indsats i Danmark var en forberedelse af en senere indsats i USA. Under opholdet i Danmark fik han imidlertid mulighed for at udvide sit repertoire. Gennem et kæresteforhold til en studentermedhjælper lykkedes det Meyer at skaffe dokumenter fra udenrigsministeriet.101 Studentermedhjælpe- ren var blot i stand til at skaffe dokumenter, der havde relativt lav fortrolig- hedsgrad. Ifølge Oleg Gordijevskij lykkedes det ikke KGB at infiltrere de danske ministerier.102 For østtyskerne skulle det imidlertid ikke blive sidste gang, de fik foden indenfor i det danske udenrigsministerium. Allerede året efter, at Jörg Meyer var blevet dømt, lykkedes det HVA-agenten „Lenz“, at opnå an- sættelse i ministeriet ligeledes som studentermedhjælper. Jörg Meyer-sagen blev allerede omfattende kendt i samtiden, dels gennem pressens dækning og dels i bogen „Muldvarpekrigen“, hvis forfatter, den tidligere „Land og Folk“- journalist Bent Christiansen, østtyskerne mistænkte for at være agent for PET.103 Bogens dækning af sagen svarede på mange måder til PET’s, men der var dog et enkelt aspekt, der hverken blev behandlet i bogen eller i pressen.

99 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 226 og 255. DIIS-interview med Jørn Bro, 19. maj 2005. 100 Werner Grossmann, Den sidste spionchef, 2004, s. 124. 101 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 159. 102 Gordievsky, Next Stop Execution, s. 216-217. Gordijevskij henviser specifikt til Treholt og Haavik- sagen i Norge samt til Stig Bergling i Sverige. 103 Telegram fra ambassadør Heinz Oelzner til Egon Winkelmann, SED’s CK, og Kurt Nier, MfAA, 18. marts 1980. SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/ 177.

450 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 451

Således var det ikke kendt i samtiden, at Jörg Meyer under sit ophold i Danmark etablerede kontakt til personer omkring partiet „Sinn Fain“, den politiske gren af terrororganisationen IRA i Nordirland. Det lykkedes imidlertid ikke PET at blotlægge, hvorvidt kontakten til de personer var blevet til på initiativ fra HVA i Østberlin.104 Dog har det efterfølgende vist sig, at DDR’s ministerium for statssikkerhed opretholdt hemmelige forbindelser til terror- organisationer som „Rote Armee Fraktion“ i Vesttyskland, PLO i Mellemøsten og sydafrikanske ANC, der på daværende tidspunkt endnu ikke var alment anerkendt som befrielsesorganisation.105

Mulige DDR-agenter I 1970’erne indledte PET en omfattende aktion for blandt andet at afdække DDR’s efterretningsaktiviteter, herunder anvendelsen af stipendiater, emigranter og illegale. I den forbindelse fik man en række oplysninger om den østtyske aktivitet mod Danmark og andre vestlige lande. Da der ikke var ud- rejsekontrol i Danmark, blev landet af østtyske agenter og efterretningsofficerer brugt som transitland til hele den vestlige verden. I sin årsberetning for 1979 omtalte PET „den massive, offensive indsats mod Danmark, som kan spores tilbage til DDR“.106 På baggrund af egen efterforskning og oplysninger fra samarbejdende tjenester var det PET’s opfattelse, at den østtyske udlandstjeneste HVA under Ministeriet for Statssikkerhed (MfS) ikke bare brugte Danmark som mødested for sine agenter, men i sidste halvdel af 1970’erne også „i stærk grad har infiltreret hele det danske samfundssystem“.107 Jörg Meyer-sagen var et resultat af et større arbejde rettet mod de østtyske efterretningsaktiviteter, men selv om Jörg Meyer ikke havde røbet det mindste om sine opgave i Danmark, havde PET’s efterforskning alligevel ført til afdæk- ning af dele af de østtyske aktiviteter. „Vi må på nuværende tidspunkt konstatere, at det formentlig kun er „toppen af isbjerget“ vi har kendskab til,“ noterede PET.108 PET afsluttede sin beretning for 1979 med at konstatere, at de østtyske efterretningstjenesters interesse for Danmark og de danske alliance- forbindelser var betydelig.109 I løbet af 1980’erne fortsatte PET med at holde øje med de østeuropæiske efterretningstjenesters anvendelse af egne statsborgere, som kom til Danmark i forbindelse med for eksempel arbejde, uddannelse eller ægteskab. De danske efterretningstjenester var af den opfattelse, at udrejsetilladelse kun blev

104 PET’s Arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 159. 105 Jens Gieseke, Mielke-Konzern. Die Geschichte der Stasi 1945-1990, 2001, s. 222-24. 106 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 107 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 108 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 109 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 451 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 452

givet til østeuropæiske statsborgere, hvis de blev vurderet politisk pålidelige af myndighederne.110 Forskere, studerende, fagspecialister, stipendiater samt andre personer fra Østeuropa mentes at udgøre et problem, fordi de formentlig havde fået tildelt opgaver af efterretningsmæssig karakter af de øst- lige tjenester.111 PET havde fået oplyst, at østtyske forskere og videnskabs- mænd, forud for deres rejse til Danmark, blev indkaldt til møde hos MfS, hvor de angiveligt fik „en sikkerhedsbelæring, samt blev tildelt „uofficielle“ arbejdsopgaver“.112 Blandede ægteskaber mellem danskere og østeuropæere blev af PET ligeledes betragtet som et potentielt sikkerhedsproblem.113 PET anså det for konstateret, at alle DDR-borgere, som søgte om udrejse af DDR i forbindelse med for eksempel ægteskab, skulle underskrive en „MfS-samarbejdserklæring“, hvoraf det fremgik, at „pågældende DDR-statsborger på et hvilket som helst tidspunkt vil støtte staten DDR, når den udtrykker „ønske“ derom“. På baggrund af tidligere erfaringer i konkrete sager vurderede PET, at østtyske MfS blandt de udrejsende personer plantede illegale agenter til placering i Dan- mark eller tredjelande, ligesom det var konstateret, at MfS-agenter i Danmark var blevet pålagt opgaver rettet mod danske interesser. Oplysningerne fik PET til at konkludere, „at enhver herboende DDR-statsborger må betragtes som en potentiel MfS-agent i enten aktiv eller hvilende position.“114 Ganske vist var der ikke tale om „“toptrænede“ agenter“, men de pågældende personer var dog stadig i stand til at indsamle nyttige oplysninger og udføre diverse opgaver for de østlige tjenester.115 En PET-operation blev iværksat for at undersøge mistanken om, at den øst- tyske efterretningstjeneste udnyttede blandede ægteskaber mellem danskere og østtyskere til at „plante“ agenter i Danmark. Mistanken blev bekræftet. PET’s undersøgelser viste, at østtyske kvinder, der ønskede at blive gift med danske mænd, blev kontaktet af den østtyske efterretningstjeneste, og at kvinderne blev presset til at underskrive en samarbejdserklæring. I et konkret tilfælde blev en østtysk kvinde brugt i diverse efterretningsoperationer mod udlændinge, inden hun fik til opgave at finde en dansk mand, som hun skulle gifte sig med. Dette lykkedes, hvorefter hun flyttede med sin danske mand til Danmark. Efter en periode blev den østtyske kvinde pålagt at lade sig skille fra sin danske mand og „tage ophold i Odense eller København, hvor hun skulle infiltrere de danske fredsbevægelser.“116 PET’s operation bekræftede formodningen om, at tilrejsende østtyskere

110 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 4, 1982, s. 22. 111 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 4, 1982, s. 21. 112 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 130. 113 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 114 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. Samme holdning kommer til udtryk i nr. 137. 115 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 116 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142.

452 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 453

kunne være blevet pålagt opgaver af den østtyske efterretningstjeneste. Lø- bende dukkede der oplysninger op om, at de østtyske efterretningstjenester på forskellig vis anvendte Danmark som både base og mål for efterretnings- mæssige operationer. Den PET-operationen, som i slutningen af 1970’erne havde ført til afsløring af Jörg Meyer, var på ny blevet aktuel i 1982, fordi personer, som havde været i PET’s søgelys under efterforskningen af Meyer-sagen, senere hen havde vist sig at være illegale østtyske efterretningsagenter på lige fod med Jörg Meyer. I årsrapporten for 1982 behandlede PET en sag med et vesttysk ægtepar, som fra 1974 til 1979 havde boet i Danmark. PET’s oplysninger viste, at der var tale om illegale, det vil sige efterretningsofficerer med en falsk identitet. I den femårige periode havde ægteparret levet „et stille og roligt liv“, inden de i 1979 flyttede til Schweiz. „Det „ægte“ ægtepar Schultz har siden 1974 opholdt sig i DDR, hvortil de flyttede fra BRD. Agentægteparret Schultz’ opgaver i Danmark er ukendte, og sagen efterforskes fortsat,“ skrev PET.117 Da Jörg Meyer-sagen blev kendt i Danmark, forsvandt parret endnu engang fra sit opholdssted. Ægteparret var kommet i PET’s søgelys i forbindelse med netop Jörg Meyer-sagen men det var altså først i 1982, at de blev afsløret som illegale.

De illegale i Danmark

På grund af destruktionen af størstedelen af HVA’s arkivmateriale har det endnu ikke været muligt at foretage en fuldstændig be- eller afkræftelse af ovenstående PET-vurderinger. PET’s mistanke til store dele af de DDR-borgere, det enten slog sig ned i Danmark eller rejste til landet i tjenstligt øje- med, kan således ikke bekræftes, men de såkaldte Rosenholz-akter, som USA kom i besiddelse af og siden har udleveret til Tyskland, sandsynliggør nogle af PET’s mistanker. Alene HVA rådede således over et agentnet på over 20.000 DDR-borgere.118 Hertil kom de øvrige afdelinger i MfS, der ved DDR-statens sammenbrud rådede over cirka 174.000 agenter. Kontakt med og rejser til det såkaldt „ikke socialistiske udland“ – altså Vesten – blev af MfS principielt betragtet som enten en sikkerhedsrisiko eller en operativ mulighed. Dette syn afspejlede sig for eksempel i MfS’ rivende vækst i netop afspændingsårene, hvor Øst-Vest-kontakterne voksede.119 Det er derfor overvejende sandsynligt, at en ikke uvæsentlig andel af de DDR-borgere, der blev sendt til Danmark eller på anden måde havde med danskere at gøre, havde tilknytning til en del

117 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 118 „Heer der Geheimen“, Der Spiegel, nr. 10, 2004, s. 46-50. 119 Jens Gieseke, Die Hauptamtliche Mitarbeiter der Staatssicherheit. Personalstruktur und Lebenswelt 1950- 1989/90, 2000, s. 294.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 453 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 454

af sikkerhedsapparatet.120 Der forestår endnu et meget omfattende analyse- arbejde for præcist at fastslå, hvilken rolle særligt de kortvarigt udsendte DDR-agenter spillede for den østtyske udlandsefterretningsvirksomhed. Efter afslutningen af den kolde krig har det været muligt at identificere enkelte østtyske agenter i Danmark ud over de sager, der allerede var kendt i samtiden. Atter har ødelæggelsen af arkiverne fra HVA, der havde det pri- mære ansvar for arbejdet med spionagen mod Vesten, vanskeliggjort en nøje og omfattende undersøgelse af spionagen mod Danmark, og det er derfor på det nuværende grundlag ikke muligt med sikkerhed at vurdere holdbarheden og vægtningen af PET’s udsagn fra 1979 om en stærk DDR-infiltration af hele det danske samfund. På det eksisterende grundlag – eksempelvis ud fra HVA- databasen SIRA, der i nogen grad dækker den her beskrevne periode – må en foreløbig vurdering være, at infiltrationen ikke havde det nævnte omfang.121 Derimod har det siden den kolde krigs afslutning vist sig, at det vesttyske samfund, der var DDR’s foretrukne efterretningsmæssige arena, var infiltreret fra top til bund.122 Det betød rimeligvis, at DDR’s behov for at hverve danske agenter inden for den politiske spionage svækkedes. Rent kvantitativt bekræfter SIRA-database 12, det vil sige oversigten fra HVA’s politiske analyseenhed afdeling VII, at Danmark ikke først og fremmest blev dækket af danske agenter, men derimod af HVA’s vesttyske netværk. I en top ti over de agenter, der leverede mest om Danmark til SIRA, står fire legalister, fem vesttyskere og blot én dansker, nemlig „Lenz“. De fem vesttyskere var fremtrædende agenter, der alle er blevet afsløret efter den kolde krig. De var placeret i Vesttysklands udenrigsministerium, forsvarsministeriet, BND, den vesttyske socialdemokratiske parlamentsgruppe og NATO’s hovedkvarter.123 Den sidstnævnte var den særdeles godt placerede spion Rainer Rupp alias „Topas“. Betydningen af hans arbejde mod Danmark fremgår af karak- tergivningen for de indleverede rapporter og dokumenter. Af 24 indhentninger, der angik Danmark, modtog 10 den bedste karakter 1. Blandt topdo- kumenter var en række NATO-vurderinger af Danmarks forsvarsevne og for- svarsplanlægning.124 Omfanget og kvaliteten af HVA’s vesttyske netværker re-

120 Dette forhold skinner igennem i to bøger udgivet i 1990’erne i Danmark. I disse bøger Stasi og Danmark og Ugræs identificeres en række MfS-agenter fra forskellige enheder i MfS i forbindelse med kontakter til Danmark. 121 Denne foreløbige konklusion skal forstås med det forbehold, at kildematerialet er usikkert. 122 Hubertus Knabe, Die unterwanderte Republik. Stasi im Westen, 2001. 123 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militære spionage i Danmark under den Kolde Krig, 2005, s. 110. 124 „Topas“. BStU: SIRA Tdb. 12. Blandt andet: „NATO-Information-Statistischer Anhang NATO- Dokument DPC/D /78) 19 Dänemark“, „NATO-Dokument DPC/D(86) 10 – Dänemark – Streit- kräfte-Pläne/Streitkräfteziele“, „NATO-Dokument JGP(86) 106 – Multilaterale Verteidigungs- überprüfung Dänemark“, „NATO Dokument JPG (85) 3; Erklärung auf der Multilateralen Prüfung der Streitkräftepläne Dänemarks“, „NATO-Dokumente – PN (84) 57 und PN (84) 58 – Ein- schätzungen Verteidigungsplanung – Dänemark“.

454 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 455

ducerede i betydelig grad behovet for at hverve kilder i den danske administration, især når det tages i betragtning, at Danmarks internationale betydning var overskuelig. SIRA-databasen og Rosenholz har vist en tendens, der kunne synes overraskende. At den østtyske efterretningstjeneste indsamlede informationer om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik var forventeligt125; og på dette område var de danske myndigheder opmærksomme og tog deres forholdsregler. Derimod var det ikke umiddelbart i samme grad forventeligt, at HVA beskæf- tigede sig indgående med den danske venstrefløj. Både Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Danmarks Kommunistiske Parti og forskellige mindre grupper, fortrinsvis maoistiske, var under østtyskernes lup. Med hensyn til Socialdemokratiet kunne HVA’s interesse begrundes med dette partis ofte af- gørende indflydelse på den danske politik. Det gjaldt imidlertid ikke eller kun i begrænset omfang for de øvrige venstrefløjspartier. Ikke desto mindre blev også deres udvikling fulgt løbende af HVA. Baggrunden for denne interesse var den særlige ideologiske karakter, som DDR’s og de øvrige kommunistiske landes politik havde. Det klare ideologiske element i politikken gik igen i den nære forbindelse til de ofte margina- liserede vestlige kommunistpartier. Fremme af et positivt billede af de kommunistiske lande og af de partier, der i Vesten var fortalere for disse landes system, indgik som en integreret del af de socialistiske landes udenrigspolitiske virksomhed. Modsatrettede tendenser gjaldt det derfor om at være op- mærksom på og i givet fald at modarbejde. Splittelsestendenser på venstre- fløjen var i denne sammenhæng et onde, idet de udfordrede Moskva-kommunismens tolkningsmonopol og svækkede de prosovjetiske grupper. En af de østtyske hovedaversioner på den vesteuropæiske venstrefløj var maoisterne. Om dem skrev HVA i 1976 i en rapport til den østtyske ledelse: „De vesteuro- pæiske maoistiske organisationer har fået til opgave af Kinas Kommunistiske Parti at understøtte den officielle kinesiske udenrigspolitik, at infiltrere, nedbryde og indspore de kommunistiske partier på den kurs, Peking har fastlagt. Desuden har de til opgave at fastlægge arbejderklassen og dens allierede på en antisovjetisk kurs.“ HVA mente, at maoisterne søgte at nedbryde de kommunistiske partier og afspændingsprocessen, samt desuden at bagvaske Warszawapagtlandene i den vestlige offentlighed.126 Som om dette ikke var nok, mente tjenesten, at dette skete i samarbejde med de vestlige efterretningstjenester.127 Året efter betegnede Boris Ponomarjov fra SUKP’s politbureau på et udenrigspolitisk topmøde i Warszawapagten maoismen som den

125 Eksempelvis: BStU: SIRA Tdb. 12. 126 „Aktivitäten und Struktur maoistischer Organisationen in Westeuropa“, 15. maj 1976. BStU: HVA 124. 127 Hvilket senere har vist sig at være delvist korrekt, i hvert fald i Holland. Frits Hoekstra, In dienst van de BVD, 2004, s. 164ff.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 455 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 456

største fare siden Trotskij.128 Modviljen mod de ikke-moskvatro dele af ven- strefløjen kom også til udtryk i forhold til SF, om hvem HVA i 1961 skrev, at „gruppen omkring Lange og Møller vil forsøge kraftigere end hidtil at udnytte SF til at nedbryde Danmarks Kommunistiske Parti. Gruppen er entydigt modstander af den socialistiske lejr og af marxismen-leninismen. De vil på- virke de progressive kræfter, som SF til dels indeholder, i deres retning“.129 Med de bedømmelser in mente kan det således næppe undre, at HVA brugte en hel del ressourcer på livet på den danske venstrefløj, som tjenesten anvendte flere agenter på end eksempelvis den danske centraladministration. Dette gjaldt i særdeleshed i 1970’erne hvor en række agenter leverede informationer om den fragmenterede venstrefløj. Tydeligst sås det i hvervningen i 1972 af agenterne „Solist“, „Elan“ og „Lerche“, der alle helt overvejende leverede informationer vedrørende venstrefløjen. „Elan“ rapporterede således i 1973 blandt andet om indre udviklinger i DKP, maoistiske grupperinger i Danmark, Vietnam-solidaritetsbevægelsen og oprettelsen af en anti-NATO- komité i Jylland.130 Foruden de tre nævnte leverede også en række andre danske agenter informationer vedrørende venstrefløjen til HVA op gennem 1970’erne. I 1980’erne synes både fokus og i nogen grad metoderne at ændre sig. En del af byrden fra indhentningsarbejdet syntes at overgå fra det illegale net- værk til DDR-ambassaden. Fokus skiftede fra venstrepartierne til fredsbevæ- gelsen og socialdemokratiet. Dette skift svarede til Østtysklands og østblok- kens øgede satsning på en aktiv fredspolitik. I kampen omkring, hvem der skulle have den afgørende indflydelse i den danske og den europæiske freds- bevægelse – kommunisterne eller andre typiske venstrefløjsgrupperinger – var også andre tjenestegrene inden for MfS end HVA i aktion. Det drejede sig om MfS’ Hovedafdeling (HA) XX, der var ansvarlig for bekæmpelsen af DDR- oppositionen.131 Det fremgår for eksempel af den danske fredsaktivist Troels Toftkærs MfS-sagsakter, der viser, at MfS både overvågede ham og den danske fredsbevægelse, hvor „Nej til Atomvåben“ blev anset for at være særlig ond- artet og DDR-fjendtlig.132 I et MfS-dossier om den danske fredsbevægelse kan desuden ses, hvorledes HVA og HA XX i en ikke fuldstændig klar afgræsning

128 „ Niederschrift über ein internes Treffen der für internationale und ideologische Fragen veran- wortlichen Sekretäre der Zentralkomitees der KPdSU, BKP, PVAP, SED, USAP, KPC am 1. März 1977.“ SAPMO-Barch. 129 „Einzelinformation über Verbindungen der 4. Internationale zur Sozialistischen Volkspartei Dänemarks“, 7. januar 1961. BStU. 130 BStU: SIRA Tdb. 12. XV/1713/72. 131 Se eksempelvis: Beatrice de Graf, „The Stasi and the Dutch peace movement“, The Journal of Intelligence History, vol. 3 (2), 2002, s. 9-20. Hubertus Knabe, „MfS und die Friedensbewegung“, i Jürgen Maruhn & Manfred Wilke, Die verführte Friedensbewegung. Der Einfluss des Ostens auf die Nachrüstungsdebatte, 2002, s. 167-214. 132 BStU: MfS 33271/192, Troels Toftkær. Stillet til rådighed for udredningen af Troels Toftkær.

456 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 457

mellem udland og indland samarbejdede om at indsamle informationer om den danske fredsbevægelse.133 Foruden at understøtte DDR’s udenrigspolitiske målsætninger kunne HVA og andre dele af det østtyske efterretningsvæsens tilstedeværelse i danske venstreorienterede miljøer have operative fordele. Således har den tidligere HVA-chef Werner Grossmann efter den kolde krig fremhævet 68-generatio- nens venstreorienterede som et gunstigt hvervningsgrundlag.134 Blandt de HVA-agenter, der er identificeret siden 1990, er den mest beskrevne Flemming Sørensen, som den østtyske efterretningstjeneste førte under dæknavnet „Flame“, indtil 1966 for HVA og derefter indtil 1979 for MfS Hovedafdeling II, der egentlig havde ansvaret for kontraspionagen i DDR, men også var aktiv i Vesten.135 I forbindelse med denne sag afsløredes yderligere et antal andre agenter. Det drejede sig om Flemming Sørensens tyske kone „Karin“ og hans ven Klaus Lorenzen, som HVA førte i perioden 1964-1965 under dæknavnet „Depot“.136 Derudover gav sagsakterne fra „Flame“-sagen henvisning til en unavngiven journalist ved Politiken, som HVA havde tildelt dæknavnet „Ferry“.137 „Flame“ var som nævnt i det foregående kapitel hvervet under Østersøugen 1959. Sagen demonstrerede, hvorledes vestlige journalister kunne være et praktisk redskab for en østlig tjeneste. „Flame“ var ikke personligt i en position, hvor han lå inde med hemmeligt materiale. Gennem hans journalistiske arbejde havde han imidlertid mulighed for at orientere sig bredt inden for emner, der også interesserede østtyskerne. „Flames“ operative muligheder fremgik af en orientering om sagen, som HVA’s afdeling i Rostock sendte til HVA-chef Markus Wolf i 1961. Rostock, der havde foretaget hvervningen, indsatte „Flame“ til „indhentning af politiske og militære informationer samt til at tippe [det ville sige foreslå nye agenter] og opklare operativt interessante personer. I øjeblikket arbejder den hemmelige medarbejder [agenten] på at etablere en forbindelse til Bonns ambassade i København“. Imidlertid anså Rostock det på daværende tidspunkt ikke for tilrådeligt at lancere pressehi- storier gennem „Flame“.138 Hensigten med „Flames“ virksomhed var tilsyneladende, at hans fokus skulle være på Danmark. Han nåede imidlertid kun at løse enkelte opgaver, idet han få år efter hvervningen flyttede til først Vestberlin og derefter Vesttyskland. MfS vurderede derfor i 1982 i tilbageblik „Flames“ værdi som liggende på fire punkter, nemlig i kontakter, som han

133 BStU: MfS 3919: Friedensbewegung Dänemark. 134 Grossmann, Den sidste spionchef, s. 55. 135 Per Michaelsen & Mette Herborg, Ugræs: danske Stasi kontakter, 1999, s. 226. Wegener Friis, Den usynlige front, s. 83ff. 136 „Verpflichtung“, 30. december 1962. BStU: AIM 175/87 I Bd.2. „Abschlussvermerk“, 14. januar 1972. AIM 2093/72. 137 „Überprüfungsplan für den GM Flame“, 2. juni 1960. BStU: AIM 175/87, I Bd. 1. 138 „Erfassung von Presseverbindungen“, 7. april 1961. BStU: AIM 175/87, I Bd 1.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 457 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 458

havde afklaret med MfS, den vesttyske kontraefterretningstjeneste BfV og danske FE samt opklaring af personer og samfundsforhold i Vesttyskland.139

DDR’s ambassade

Efter Danmarks anerkendelse af DDR i 1973 etablerede østtyskerne en ambassade i København. Derved fik de på lige fod med de øvrige østlande mulighed for at lade deres efterretningsfolk operere fra en fast beskyttet base. DDR havde ganske vist siden slutningen af 1950’erne haft både en handelsrepræ- sentation og senere også en trafikrepræsentation i København. De ansatte her havde imidlertid ikke som diplomater immunitet, hvorfor de østtyske tjenester var hæmmet i deres mulighed for at benytte sig af disse tidlige repræ- sentationer. På grund af den udestående anerkendelse var brugen af efterretningsfolk i handels- og trafikrepræsentationerne politisk problematisk. En spionafsløring eller udvisning af medarbejdere ville have virket kontraproduktivt for den omfattende indsats, som den østtyske stat udfoldede for at forbedre sit image med henblik på anerkendelse. DDR havde i Norge oplevet, at mulighederne for at agere fra repræsentationerne var begrænsede, idet nord- mændene havde udvist en funktionær på en mistanke for spionage, fordi han løste politiske opgaver i stedet for handelsmæssige.140 Efter murens fald har det været muligt at konstatere, at både MfS og den militære efterretningstjeneste i begrænset omfang benyttede sig af de ikke- diplomatiske repræsentationer i Vesten før 1973.141 Der foreligger imidlertid ikke nogen håndfaste beviser for, at det skulle have været tilfældet i Danmark. Ej heller mente PET, at der udgik nogen særlig efterretningsaktivitet fra DDR’s handels- og trafikrepræsentation. Alligevel havde PET mistanker til enkelte medarbejdere, og var også opmærksom på østtyskernes virksomhed.142 Billedet i PET’s arkiver bekræfter, at østtyskerne i hvert fald var meget forsigtige med at belaste deres repræsentationer med efterretningsopgaver. Disse blev rimeligvis i stedet løst af illegale netværker, der opererede uafhængigt af de officielle DDR-repræsentanter. Selvom DDR i 1973 fik mulighed for at oprette et aktivt legalt residentur på ambassaden, ændrede PET ikke væsentligt sit indtryk af det lave efterretnings- mæssige aktivitetsniveau. Endnu fire år efter anerkendelsen måtte PET’s sags- behandler på DDR nøjes med at vurdere, at det var „overvejende sandsynligt“,

139 „Auskunftbericht IMS „Heinrich“, 5. september 1982. BStU: AIM 175/87, I Bd 2. 140 Trond Bergh & Knut Einar Eriksen, Den hemmelige krigen. Overvåkning i Norge 1914-1997, 1998, s. 117. 141 Se eksempelvis: Kurt Berliner, Der Resident. Ein Diplomat im Dienst der HVA erinnert sich, 2002. Walter Richter, Die militärische Nachrichtendienst der DDR und seine Kontrolle durch das Ministerium für Staatssicherheit, 2002, s. 369. 142 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 266.

458 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 459

at der var personer ved ambassaden, der var tilknyttet MfS eller den militære efterretningstjeneste.143 Dog var PET opmærksom på enkeltpersoner på ambassaden, som man mente at kunne kæde sammen med MfS.144 De DDR-dokumenter, der er blevet frigivet efter 1990, bekræfter i et vist omfang det billede, PET havde i samtiden. SIRA-kartoteket viser således, at HVA var til stede på ambassaden som tidligere på handelsrepræsentatio- nen.145 Titlerne på de dokumenter og rapporter de sendte til centralen i Berlin antyder, at de informationer, som efterretningsfolkene på ambassaden var i stand til at levere, var af alment orienterende karakter og byggede på åbne kilder samt samtaler med danske partnere. Det fremgår af nedenstå- ende liste over 11 rapporter om danske forhold, som periodens mest indbe- rettende resident sendte hjem i perioden 1973-1975.146

29.12.1973 Det danske udenrigsministeriums interne vurdering af EF-udvidelsen. Situationen i Socialdemokratiets ledelse. 17.1.1974 Det danske udenrigsministeriums stillingtagen til EF-udvidelsen. 4.4.1974 Den danske udenrigsministeriums interne tolkning af modsæt- ningerne mellem USA og EF. 6.4.1974 Danmarks socialdemokratiske partis beslutning om at afvise partirelationer til SED. 10.12.1974 Om den aktuelle udvikling i dansk udenrigspolitik. 6.1.1975 Vedrørende nogle aspekter af Danmarks aktuelle udenrigs- og indenrigspolitik. 4.4.1975 Danmarks Forsvarspolitik. 13.5.1975 Om Danmarks planlagte køb af jagerfly og vedrørende nogle spørgsmål angående Danmarks udenrigshandelspolitik. 21.5.1975 Om oprettelsen af officielle kontakter mellem SED og Danmarks Socialdemokratiske Parti. 5.6.1975 Danmarks anskaffelse af 58 F-16 jagerfly. 11.10.1975 Dokumenter fra Folketingsudvalget for uddannelse, kultur og oplysning vedrørende NATO’s parlamentarikerkonference i København i september 1975.

Der har formodentlig ikke været noget pres på efterretningsfolkene på ambassaden for at kaste sig i ud konspirative aktiviteter. Staten var ikke ivrig efter at sætte sin nyvundne internationale status over styr. Derudover havde DDR’s efterretningstjenester brugt de forudgående 20 år på at opbygge et illegalt netværk uden for ambassadens regi. Derved rådede de både over men-

143 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 144 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 266. 145 BStU: SIRA Tdb. 12: Thesaurus: Danmark. XV/135/70, XV/200/66, XV/2001/61, XV/2244/73, XV/369/72. 146 BStU: SIRA Tdb. 12: Thesaurus: Danmark. XV/369/72.

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 459 Kap. 46 V 07/06/05 8:59 Side 460

neskelige ressourcer samt en knowhow, der betød at tjenesterne ikke var afhængige af, ambassadernes medvirken. Rapporter, der har overlevet HVA’s arkivdestruktion, viser, at den østtyske tjeneste i hvert fald selv syntes at være ganske godt tilfreds med de resultater, den kunne skabe i samspillet mellem sine forskellige ind- hentningsmetoder. En rapport til den udenrigspolitiske ledelse om den danske stillingtagen til DDR fra 1970 indledtes med ordene, „i denne orientering vil der blive berettet på grundlag af troværdige informationer fra førende politiske kredse“. Herefter overgår rapporten til blandt andet at gen- Efterretning uden agenter: Sovjetisk sonarbøje, give overvejelser i det uden- der blev lagt ud i danske farvande for at lytte rigspolitiske nævn.147 I en lig- med på f.eks. NATO-øvelser. (Orlogsmuseet). nende senere rapport henvises atter til et møde i udenrigspolitisk nævn, også denne gang på baggrund af „informationer fra førende politiske og regeringskredse“ i Danmark.148 At der ikke blot var tale om almindeligt tilgængelige kilder som avisartikler, påpegede HVA, idet den indskærpede over for læserne, at de af hensyn til kildernes sikkerhed ikke offentligt måtte gengive indholdet. De to rapporter var skrevet på et tidspunkt, hvor PET mente at aktivitetsniveauet på repræsentationen var meget lavt, og viser såle- des, at HVA formentlig også uden ambassadens hjælp var i stand til at sammenstille sine analyser.

147 BStU: HVA 172: „Information über die Haltung der dänischen Regierung und der Parteien Dänemarks zur DDR“. 1970. 148 BStU: HVA 174: „Die Haltung der dänischen Regierung zur DDR und zu den Vier-Mächte- Botschaftergesprächen über Westberlin“. 1970.

460 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 461

47 · De østeuropæiske emigranter

De østeuropæiske efterretningstjenester fokuserede alle i varierende grad på danske statsborgere, der oprindelig var kommet fra Østeuropa og Sovjet- unionen. Som illustreret ved hjælp af polske kilder i kapitel 20, så de østlige efterretningstjenester grupperne af emigranter og flygtninge som en potentiel kilde til udførelse af efterretningsvirksomhed, ligesom de blev anset for at være en potentiel trussel mod de kommunistiske lande. Emigrantkredse kunne anvendes til flere forskellige efterretningsmæssige formål. Af mere offensiv karakter kan nævnes opgaver såsom talentspejdning (udpegning af mulige agentemner) og indhentning af oplysninger om mållandet, de befandt sig i. Emigrantforeningerne i de vestlige lande blev overvåget af de østeuropæ- iske efterretningstjenester, fordi man mente, at de vestlige tjenester her hvervede agenter, som blev indsat i Østeuropa.1 Erfaringerne fra de første efter- krigsår havde vist, at vestlige efterretningstjenester gjorde brug af flygtninge og emigranter fra Østeuropa til udførelse af hemmelige operationer bag jern- tæppet.2 Et af KGB’s vigtigste arbejdsområder var derfor kontrol med ud- rejste, udviste og flygtede russere.3 Emigrantgrupper vurderedes at udgøre en trussel mod de kommunistiske regimer i Østeuropa, hvis de begyndte at blive politisk aktive eller gik til de danske efterretningstjenester med deres viden om militære forhold i deres hjemland eller andet. De østlige efterretningstjenester brugte derfor en del ressourcer på at kontrollere, at flygtninge i Vesten ikke arbejdede aktivt for at svække det kommunistiske styre i deres hjemlande. Hvervning af polske emigranter i Danmark blev blandt andet brugt til at skaffe oplysninger om de herboende polakker, deres politiske observans, og om de udgjorde en trussel eller et efterretningsmæssigt potentiale.4 Emigrantforeningerne i Danmark blev tilsyneladende både brugt til hvervning af agenter og til overvågning af systemkritikere.5 Også det østtyske ministerium for statssikkerhed havde øjnene rettet mod de østeuropæiske emi- grantmiljøer, der blev anset for at være arnesteder for såkaldt „politisk ideo-

1 David Murphy, Sergei Kondrashev & George Bailey, Battleground Berlin – CIA vs. KGB in the Cold War, 1997, s. 296. 2 Gregory Mitrovich, Undermining the Kremlin – America’s Strategy to Subvert the Soviet Bloc, 1947-1956, 2000. For en kort gennemgang, se Jeffrey T. Richelson, A Century of Spies – Intelligence in the Twentieth Century, 1995, s. 244-48. 3 Christopher Andrews & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB In Europe And In The West, 1999, s. 727. 4 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 31. FE’s arkiv, 1167/76. 5 Dette bekræftes af en polsk afhopper. Mr. X med Bruce E. Henderson & C. C. Cyr, Double Eagle – the Autobiography of a Polish Spy who Defected to the West, 1979, s. 80-83.

DE ØSTEUROPÆISKE EMIGRANTER 461 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 462

logisk diversion“, der var betegnelse for politisk negativt indstillede grupper.6 De polske emigranter var løbende i PET’s søgelys, men også de øvrige øst- europæiske nationaliteter var genstand for interesse. I PET’s satellit-sektion, som beskæftigede sig med de østeuropæiske lande og deres aktiviteter i Danmark, bemærkede man, at blandt andre bulgarske diplomater, der var identificeret som efterretningsofficerer, jævnligt havde kontakt til herboende landsmænd.7 På tilsvarende vis forlød det, at en officer fra det rumænske Securitate havde herboende rumænere under opsyn „med henblik på hvervning. Disse exil-rumænere ønskes udnyttet fortrinsvis til immigrantspionage.“8 Hvervninger skulle således ikke altid bruges direkte mod danske interesser, men til at kontrollere rumænere i Danmark.

Hvervning af polske emigranter

Det var imidlertid først og fremmest den store polske gruppe, der tiltrak sig de danske myndigheders opmærksomhed. De polske efterretningstjenester synes at have haft en stor interesse i herboende polakker, og sådanne aktiviteter blev gentagne gange nævnt i PET’s rapporter. Assimilerede polakker i vestlige lande blev set som potentielle agentemner for de polske efterretningstjenester, fordi de i visse tilfælde havde fået enten betydningsfulde stillinger eller kontakter i de respektive lande og derfor ville kunne bruges til at fremskaffe oplysninger.9 Med 20-25.000 herboende polakker blev ovenstående problematik i midten af 1970’erne betegnet som „særdeles aktuel“, hvorfor man fra dansk side fulgte de polske bestræbelser på at kontrollere de herboende emigranter.10 Emigrantkredsen blev overvåget af efterretningsofficererne med det for- mål at skabe et „grundlag for en udskilning af sympatisører for og opponen- ter mod det polske styre.“11 Med en målrettet indsats mod emigranterne blev de polske efterretningstjenester i stand til at udpege personer, som kunne blive mål for talentspejdning, og personer, som skulle registreres som kritikere af det polske regime. Den polske interesse for emigrantforeningerne blev tydeliggjort af en afhopper-kilde, som i 1968-69 havde arbejdet for den polske efterretningstjeneste i Danmark. Den pågældende afhopper havde haft til opgave at indsamle oplysninger om herværende polske emigranter og

6 Hubertus Knabe, Westarbeit des MfS. Das Zusammenspiel von „Aufklärung“ und „Abwehr“, 1999, s. 94ff. 7 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 128. 8 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 140. 9 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 8. 10 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 34. FE’s arkiv, 1167/76. 11 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142.

462 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 463

flygtninge. Den ulovlige efterretningsvirksomhed blev drevet af en polsk konsul, som efterfølgende blev udvist og erklæret „persona non grata“ af den danske regering.12 Den civile polske efterretningstjeneste SB blev fremhævet af FE for den betydelige opmærksomhed, som SB viede polske emigranter. Fra dansk side vidste man, at SB’s afdeling 5 udelukkende beskæftigede sig med dette spørgsmål.13 Den store polske interesse for emigranterne understregedes af, at afdelingen i 1950’erne havde det største antal ansatte inden for efterretningstjenesten. Afdelingen var ikke som mange andre afdelinger inddelt efter geografiske principper, men efter de polske emigranters politiske tilhørsforhold. Man opererede dermed målrettet mod potentielle til- hængere og potentielle modstandere.14 Mens det tidligere kun havde været den civile polske efterretningstjeneste, som bekæmpede systemkritiske aktiviteter i emigrantkredsene, vurderede PET i begyndelsen af 1970’erne, at både den civile og den militære polske efterretningstjeneste havde ændret holdning til polakker boende i udlandet. „Den polske efterretningsaktivitet her i landet har i de sidste tre år tydeligt vist, at såvel de polske foreninger som konsulattjenesten anvendes som talent- spejdningsplatforme for de polske tjenester,“ lød det fra PET’s polakhold.15 Netop fordi PET vidste, at det polske konsulat „benyttes som basisstation i udlandet til indhentning af oplysninger, hvervning af personer og infiltration af immigrantkredse“, blev nyankomne konsulatmedarbejdere principielt mis- tænkt for at tilhøre den polske efterretningstjeneste.16 Emigranter kunne udsættes for pression fordi de ofte endnu havde familie og slægtninge i det land, hvorfra de var emigreret.17 Trusler om repressalier mod slægtninge i det tidligere hjemland blev brugt for at få herboende emigranter til at udføre efterretningsmæssige opgaver for de østlige efterretningstjenester. Polske emigranters ønske om at rejse tilbage og besøge familie og venner i Polen blev også ifølge FE udnyttet af de polske efterretningstjenester til at gennemføre hvervninger, idet lovning om udstedelse af visum kunne bruges som lokkemad for at få enkeltpersoner til at indgå i et samarbejde.18 Tjenesten skrev således i 1979: „Den mulighed er her i landet til tider blevet udnyttet hæmningsløst af f.eks. polsk efterretningstjeneste.“19 I andre tilfælde kom herboende polakker først under pres fra de polske efterretnings-

12 FE’s arkiv, Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 94. 13 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 7-8. 14 Mr. X med Henderson & Cyr, Double Eagle, s. 80-83. Afdelingen blev oprettet inden den polske efterretningstjeneste UB gennemgik en omstrukturering og ændredes til den ny tjeneste SB. 15 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 195. 16 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 135. 17 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1979, s. 8-9. 18 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1979, s. 9. „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 34, FE’s arkiv, 1167/76. 19 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1979, s. 9.

DE ØSTEUROPÆISKE EMIGRANTER 463 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 464

tjenester, når de var kommet på besøg i Polen og dermed ikke kunne gå til de danske myndigheder.20 I forbindelse med en udvisning af en polsk diplomat i januar 1977 kom der fokus på de polske efterretningstjenesters udnyttelse af herboende polakker.21 Den hvervede polak havde hovedsageligt været involveret i efterretningsvirksomhed i udlandet, men fik siden hen pålagt opgaver i Danmark. Dette førte til udvisning af den polske konsul, der havde fungeret som hans sidste føringsofficer. Sagen om de polske efterretningstjenesters brug af afpresning kom til offentlighedens kendskab, da den herboende polak fortalte til B.T., hvordan han var blevet presset til at arbejde for efterretningstjenesten.22 For begge de polske tjenester var arbejdet med herboende polakker af stør- ste betydning.23 Den polske interesse for danskere var således mindre end interessen for polakker eller danske statsborgere af polsk oprindelse.24 Igen- nem en årrække havde PET såvel herhjemme som i udlandet set talrige eksempler på, at polakker i Vesten var kommet i et afhængighedsforhold til de polske efterretningstjenester, som indebar, at de skulle fremskaffe oplysninger af forskellig karakter. Hvis de forsøgte at bryde kontakten til de polske efterretningstjenester, ville dette formentlig medføre, at de afskar enhver forbindelse med hjemlandet.25 De østlige efterretningstjenester kunne også gøre brug af, at særligt polske og sovjetiske emigranter havde „en stærk følelsesmæssig tilknytning til fædre- landet“. Mens de polske tjenester i de første år havde gjort brug af pression i deres hvervninger, valgte tjenesterne senere hen i højere grad at gøre brug af „den stærke polske nationalfølelse og hjemstavnskærlighed i deres offensive virksomhed“.26 Skulle man fra dansk side have større føling med de polske tjenesters efter- retningsmæssige aktiviteter, måtte man blandt andet fokusere på de herboende polakker og deres forbindelser til den polske repræsentation. I begyndelsen af 1970’erne bemærkede PET, at indhentning på det teknisk-videnskabelige område ikke bare blev udført af polske efterretningsofficerer i dækstil- linger ved repræsentationen, men også af tilrejsende polakker og herboende polske flygtninge og emigranter. PET bemærkede i 1974, at det polske „agent- materiale“ var blevet gradvist bedre gennem de seneste ti år, og at dette tilsyneladende skyldtes, at de polske tjenester foretog talentspejdning på polske

20 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 23. 21 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 7-8. 22 B.T., 12. januar 1977. 23 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. 24 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 147. 25 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 195. 26 Denne vurdering bekræftes af en afhoppet polsk efterretningsofficer, som selv i en periode arbejdede med emigrantspørgsmålet. Se Mr. X med Henderson & Cyr, Double Eagle, s. 80-83.

464 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 465

universiteter og læreanstalter.27 Ifølge PET var det polske arbejde inden for den polske koloni blevet intensiveret i begyndelsen af 1980’erne.28 Det blev dog stadig sværere for PET at konstatere og overvåge de polske tjenesters fø- ring og håndtering af agenter. PET noterede sig, at tjenesterne foretrak at „lade alle vigtige gøremål foregå i Polen“.29 Hvervede agenter i de polske mil- jøer i Danmark forventedes at afrapportere og få nye opgaver af de polske tjenester under besøg i Polen. Deres polske føringsofficerer rejste fra ambassaden eller konsulatet i København til Polen for at deltage i sådanne møder. PET havde flere eksempler på, at denne fremgangsmåde blev anvendt af de polske tjenester i deres arbejde med personer af polsk afstamning i Danmark.30 Hvis herboende polakker rejste til Polen samtidig med efterretningsofficerer fra den polske repræsentation, kunne det være en indikation på, at der var en efterretningsmæssig forbindelse.31

Emigranter som østligt sikkerhedsproblem

At de østlige efterretningstjenester så med største alvor på systemkritiske aktiviteter udført af østeuropæiske flygtninge og emigranter i Vesten illustreres af to sager.32 I april 1974 forsvandt den bulgarske flygtning Boris Arsov fra sit hjem i Århus.33 Senere dukkede han op i Bulgarien, hvor han blev fremvist på bulgarsk tv.34 Tre år forinden var Arsov flygtet fra Bulgarien og havde fået politisk asyl i Danmark. Her udgav han en lille antikommunistisk avis, „Levski“, og var således politisk aktiv og kritisk indstillet over for det bulgarske styre. Den bulgarske efterretningstjeneste DS udarbejdede flere planer for, hvordan man skulle få stoppet Arsovs aktiviteter i Danmark, og der blev fra den bulgarske regering givet samtykke til en udarbejdet plan om at dræbe Arsov. Det blev dog DS’s kidnapningsplan som blev taget i anvendelse. To bulgarske efterretningsofficerer tog til Århus og fik bragt Arsov tilbage til Bulgarien. Baggrunden for denne operation var en række ubegrundede antagelser om, at han planlagde terroraktioner mod bulgarske interesser. Omstændighe-

27 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 15. 28 Se eksempelvis FE’s arkiv, SikNyt nr. 4, 1982, s. 23. Heraf fremgår det, at de østlige tjenesters fokus på emigrantmiljøerne ifølge de danske tjenester havde flere forklaringer. Dels blev for eksempel polske emigranter i Danmark betragtet som en latent undergravende trussel mod det polske styre, og dels udgjorde emigranterne potentielle agentemner for de polske efterretningstjenester. 29 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 30 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 31 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 32 I sin bog The Third Secret – The KGB, Solidarity and the KGB’s Plot to Kill the Pope, 2001, beskriver Nigel West blandt andet de østlige tjenesters aktiviteter rettet mod flygtede systemkritikere. 33 Andrews & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 506-507. 34 West, The Third Secret, s. 50. Berlingske Tidende, 31. oktober 1999.

DE ØSTEUROPÆISKE EMIGRANTER 465 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 466

derne omkring Arsovs hjemrejse er fortsat uklare, og efter at være blevet idømt 15 års fængsel blev han fundet død i sin fængselscelle. Endnu en flygtet systemkritiker var mål for den bulgarske efterretningstjeneste. Nogle år senere, i 1978, blev eksilbulgareren Georgi Markov myrdet i London. Markov arbejdede for BBC og lavede kritiske radioudsendelser om de bulgarske kommunister. Under en spadseretur midt i London blev Markov forgiftet med en lille spids anbragt på en specialfremstillet paraply.35 Kidnap- ninger, drabsforsøg og drab udført af de østlige efterretningstjenester var kendt fra andre lande og har givetvis haft en vis præventiv effekt over for flygtede østeuropæeres vilje til at kritisere styret i deres hjemlande. Som det fremgår af ovenstående, blev herboende polakker ikke bare set som et efterretningsmæssigt potentiale. De blev også set som en kilde til uøn- sket kritik af det polske styre. For de polske efterretningstjenester var det derfor lige så vigtigt – hvis ikke vigtigere – at holde øje med emigrerede og flygtede polakker, der blev betragtet som en trussel, fordi de kunne „skade eller underminere de kommunistiske regimer i Østlandene“ ved anti-kommunistisk propaganda og andre aktiviteter.36 I årsrapporten for 1982 vurderede PET’s polakafdeling, at man grundet situationen i Polen ville se den polske efterretningsvirksomhed i Danmark rette sig mod tilhængere af den uafhængige fagbevægelse Solidaritet boende i Danmark. Fra polakafdelingens side blev det anbefalet, at PET rettede større opmærksomhed mod netop denne gruppe, fordi det ville skabe fordele i forhold til de polske tjenester. På den måde ville PET ikke bare kunne få et indblik i de specifikke polske operationer mod herboende dissidenter, men også kunne få en større og mere generel viden om de polske tjenesters „indsats mod Danmark samt deres prioriterede målområder.“37 I de efterfølgende år ser det af PET’s materiale ud til, at antallet af polske asylansøgere, som kom til Danmark, steg som følge af lempede udrejseregler i Polen. Polske flygtninge i Danmark blev fulgt af de polske myndigheder. Mens nogle valgte at rejse til Danmark uden at have haft direkte problemer med de polske myndigheder, så var der stadig personer, som havde støttet forskellige oppositions- grupper i Polen, heriblandt Solidaritet. Det var særligt disse polakker, som polske efterretningstjenester var interesserede i, og „vi er af den formening, at SB gør sig store anstrengelser for at infiltrere netop denne gruppe,“ skrev PET i 1985.38

35 Angiveligt havde Georgi Markov arbejdet for den bulgarske efterretningstjeneste, men havde siden ladet sig hverve af den britiske tjeneste. Om det samme gjorde sig gældende for Boris Arsov, vides ikke. West, The Third Secret, s. 49. 36 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 8. 37 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 38 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 140.

466 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 467

Emigranter som dansk sikkerhedsproblem

De polske tjenester havde også andre grunde til at infiltrere flygtningegrup- pen. Herom skrev PET: „Det vides da også med sikkerhed, at de polske sikkerhedsmyndigheder „planter“ agenter i de danske asylcentre, hvorfra disse så foretager en indhentning blandt de derværende polakker. Flere af disse agenter har efter f.eks. 3 måneders ophold trukket deres asylansøgning tilbage og er udrejst til Polen.“39At østlige efterretningstjenester udnyttede flygtninge- strømme til deres egen taktiske fordel, var et kendt fænomen. Ikke mindst DDR’s MfS havde haft held til at plante fremtidige agenter blandt de godt to millioner DDR-borgere, der flygtede til Vesttyskland, inden muren blev bygget. En af disse „flygtninge“ var den senere kanslerspion Günther Guillaume. Østeuropæere i Danmark blev generelt anset for at være et potentielt sikkerhedsproblem. FE advarede om, at kun personer, der blev betragtet som politisk pålidelige, fik tildelt udrejsetilladelser.40 Derved kastede man en mistanke på en meget bred gruppe af borgere. Hvordan mistænksomheden gjorde sig gældende i forhold til polakkerne, fremgår af en PET-rapport fra 1982, der satte spørgsmål ved de tilflyttendes baggrund: „Denne potentielle 5. kolonne af polakker blandt hvilke der vel næppe er mere end en promille, der med rette kan benævnes „politiske flygtninge“, vil i årene fremover være et godt mål for de polske efterretningstjenester.“41 Når man fra dansk side vidste, at østlige emigranter var mål for efterretningstjenesterne var det oplagt, at PET forsøgte at have føling med de østlige tjenesters aktiviteter for at få indsigt i aktiviteternes karakter. Den store koloni af herboende polakker blev af PET vurderet til at være et af de mest betydningsfulde arbejdsområder for begge de polske efterretningstjenester.42 I lyset af, at Polen bar sin væsentlige part af spionagen og de militære forberedelser mod Danmark, måtte størrelsen af gruppen af etniske polakker udgøre et problem for de danske myndigheder. Med ca. 25.000 personer af polsk afstamning boende i Danmark i 1979 og ca. 20.000 besøgende polakker havde de polske efterretningstjenester gode muligheder for at udføre operationer i Danmark, uden at sådanne blev opdaget af de danske tjenester. Selvom PET’s polak-hold satte sig for at ville foretage en „endnu mere konstant og nærmere føling med alle herboende af polsk afstamning end tidligere“, så var det, når man sammenlignede afdelingens og den polske befolkningsgruppes stør- relse, de facto en illusion.43

39 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 145. 40 FE’s arkiv, SikNyt nr. 4, 1982. 41 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 42 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 43 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127.

DE ØSTEUROPÆISKE EMIGRANTER 467 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 468

En særlig type af østeuropæere var dem, der blev familiesammenført. Fra dansk side vidste man, at ægteskab på tværs af østlige og vestlige grænser kunne give efterretningsmæssige problemer. Det var allerede kendt i både Vesttyskland og Holland, og i Danmark gjorde man lignende erfaringer.44 Man havde i slutningen af 1970’erne bemærket „en væsentlig stigning“ i antallet af dansk-polske ægteskaber. De danske erfaringer viste, at flere af de polske kvinder, som havde indgået ægteskab med danske mænd, forud for rejsen til Danmark var blevet kontaktet af den polske efterretningstjeneste med henblik på at få udført opgaver i Danmark.45 Herboende østeuropæere udgjorde i de danske tjenesters optik et særligt sikkerhedsproblem, hvis de havde med klassificeret materiale at gøre. Enkelte østeuropæiske emigranter havde adgang til klassificeret materiale, mens flere var gift med personer, som havde adgang til materiale og dokumenter med den højeste klassifikationsgrad Cosmic Top Secret/Yderst Hemmeligt. I en årsrapport blev det understreget, at dette ikke i sig selv var nok til at mistænke de pågældende for at blive udnyttet efterretningsmæssigt, men PET advarede om, at „vore undersøgelser har vist, at flere af emigranterne er mere end villige til at give oplysninger, som de enten selv er i besiddelse af – eller som de vil kunne skaffe gennem „bekendte“.“46 I en rapport for 1982 fokuserede PET på polakker i „nøglestillinger“, som samtidig havde nære forbindelser til efterretningsofficerer på det polske konsulat. „Deres placeringer spænder over et bredt spektrum af institutioner og dermed interesseområder i det danske samfund,“ konstaterede PET. Derved ville de polske efterretningstjenester i værste fald være i stand til at indhente oplysninger i specifikke sager på forskellige områder, samtidig med man kunne holde sig informeret om, hvad der rørte sig i samfundet som helhed og i de polske miljøer i særdeleshed, mente PET. Der var blandt andet tale om personer i stillinger af en vis betydning inden for det offentlige, forsvaret, erhvervslivet og forskningsverdenen. For at understrege omfanget af udfordringen fastslog PET: „Rækken af eksempler er ikke udtømmende, og skulle vi opregne de forbindelser med efterretningsmæssigt sigte til emigranter placeret længere nede i den danske samfundspyramide, ville det vise sig, at den polske efterretningstjenestes net her i landet er ganske finmasket.“47 De polske efterretningstjenesters arbejde rettede sig ikke blot mod emigrerede polakker. Også børn af polske forældre bosiddende i Danmark kunne være af interesse for de polske tjenester. Dette førte i februar 1983 til en PET- vurdering rettet mod en polsk kvinde. Den pågældende kvinde havde over for

44 FE’s arkiv, SikNyt, april 1979, s. 18-21. 45 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1979, s. 9. 46 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. Den konkrete sag rettede sig mod ungarske emigranter. 47 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142.

468 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 469

PET afvist, at hun havde samarbejdet med den polske efterretningstjeneste, men PET havde gjort observationer, som satte spørgsmålstegn ved kvindens udsagn. „Vi finder det imidlertid betænkeligt, at hun gennem den årrække, hun har været her i landet, har haft kontakt til de skiftende chefer for den civile polske efterretningstjeneste i Danmark.“48 Man fandt det nærliggende, at den polske efterretningstjeneste også havde kvindens søn i søgelyset. Forskellige omstændigheder gjorde, at han teoretisk måtte fremstå som „prototypen på en fremtidig polsk agent, der vil kunne arbejde på et højt niveau i det danske samfund“. PET understregede over- vejelsernes hypotetiske karakter, men byggede sine overvejelser på erfaringer fra tidligere sager.49 Som den konkrete sag viste, så byggede PET’s mistænksomhed over for emigrantmiljøet i vidt omfang på en grundlæggende antagelse om, at det udgjorde en efterretningsmæssig risiko. Fra marts 1988 synes der imidlertid ikke længere at være tale om en hypotese. I årsberetningen for 1987 hedder det, at der i kølvandet på en styrket PET-indsats over for emigrant-området ikke længere var tvivl om, at de polske tjenester havde penetreret emigrant-kred- sene og „at der blandt 2. og 3. generationspolakker er agenter, som arbejder i Danmark.“50 Det var PET-afdelingens håb, at man med en yderligere målret- tet indsats over for disse ville kunne afdække aktiviteterne. Også det østtyske HVA undersøgte mulighederne for at hverve børn af de tyske flygtninge. Det drejede sig om de tyske kommunister, der i 1930’erne og 1940’erne havde søgt tilflugt i Skandinavien.51 Når DDR på denne måde for- søgte at udnytte potentielt eksisterende eller tidligere kontakter til lande i Vesten, kom Ministeriet for Statssikkerheds (MfS) store arkiver udlandsarbej- det til gode. På lignende vis søgte HVA at mobilisere de ressourcer, som MfS’s vidt forgrenede indlandsapparat havde. Således gennemførte MfS omfattende søgninger i sit indenlandske agentnetværk for at finde egnede kandida- ter, der kunne bruges i efterretningsarbejdet i Vesten. Derved søgte MfS at kompensere for HVA’s svigtende hvervninger op gennem 1980’erne.52 For PET var det vanskeligt at imødegå den type af operationer, der trak på „hukommelsen“ i MfS’ arkiver. Hvad angår de tidligere emigranters kontakter og familieforbindelser i Skandinavien, var de ganske vist i sin tid registreret hos PET, men på grund af de regler, der begrænser opbevaringstiden for gamle personsager, vil disse sager oftest være destrueret.

48 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 171. 49 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 171. 50 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 147. 51 Michael F. Scholz, „Remigranten und Spionage“, Deutschland Archiv, nr. 5/2000, s. 748. 52 Hubertus Knabe, West-arbeit des MfS, s. 111ff.

DE ØSTEUROPÆISKE EMIGRANTER 469 Kap. 47 V 07/06/05 11:41 Side 470 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 471

48 · Teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed

En af de østlige efterretningstjenesters vigtigste opgaver i de vestlige lande var at skaffe oplysninger af teknisk-videnskabelig karakter. Område omfattede to aktiviteter: for det første den klassiske industrispionage – illegal tilegnelse af virksomheders knowhow, forskningsresultater og fortrolige firmainformatio- ner, for det andet fremskaffelse af embargobelagte produkter. Allerede i mellemkrigstiden havde de sovjetiske efterretningstjenester haft indhentning af vestlig teknologi og viden som en prioritet.1 Østblokkens behov for vestlig viden og teknologi voksede gennem hele den kolde krig. Allerede i løbet af 1950’erne og 1960’erne blev den teknisk-videnskabelige indhentning og dens betydning bemærket af de vestlige kontra- efterretningstjenester.2 Da industrispionagen fra østlandene voksede, følte en række vestlige efterretningstjenester – deriblandt den danske – sig i midten af 1970’erne nødsaget til at træffe „særlige foranstaltninger“ for at dæmme op for problemet.3 I 1970’erne og 1980’erne styrkede de danske tjenester deres indsats over for den teknisk-videnskabelige efterretningsvirksomhed. Medvirkende til at øge østlandenes behov for industrispionage var den udenrigshandelspolitik, som de vestlige lande førte. Med USA som drivkraft indgik de vestlige lande i 1949 en aftale om eksportbegrænsninger over for de kommunistiske lande. Som følge heraf nedsatte landene den såkaldte Coor- dinating Committee, hvis engelske forkortelse CoCom skulle blive synonym med det samlede vestlige handelsregime over for østblokken. CoComs overordnede mål var at forhindre, at Warszawapagtlandene og Folkerepublikken Kina styrkede deres militære kapabilitet gennem indkøb af vestlig teknologi. Periodevis – i 1950’erne og 1980’erne – virkede CoCom ligeledes som et redskab for økonomisk krigsførelse mod de kommunistiske lande med det for- mål at undergrave regimernes fundament. I en sikkerhedspolitisk sammen- hæng var gevinsten, at en eroderet sovjetisk samfundsøkonomi ville kunne afse færre ressourcer til oprustning.4 Det var ikke nogen let manøvre at finde fælles fodslag mellem de vestlige stater på dette strategisk-økonomiske område, der rummede en konflikt mellem sikkerhedspolitiske og økonomiske hensyn. For den enkelte virksomhed talte hensynet til ordrebogen imod alt for hårde begrænsninger i sam-

1 Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB In Europe And In The West, 1999, s. 140-41. 2 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 4, 1984, s. 27. 3 FE’s arkiv, SikNyt, oktober 1975, s. 12. Det fremgår ikke, hvad disse “særlige foranstaltninger“ indebar. 4 Michael Mastanduno, Economic Containment. CoCom and the politics of East-West trade, 1992.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 471 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 472

handlen, og i en national sammenhæng skulle regeringerne ikke kun føre sikkerhedspolitik, men også tænke på de lokale firmaers konkurrenceevne, be- skæftigelsen, handelsbalancen og den offentlige mening. Det i Danmark bedst kendte eksempel på konflikten mellem de to hensyn var 1950’ernes sager om salg af tankskibe til Sovjetunionen.5 I kampen om den vestlige teknologi stod på sovjetisk side en række forskellige organer. „Komiteen for rustningsindustriens anliggender“ (VPK) under Sovjetunionens ministerråd koordinerede indsamlingen i de øvrige involverede institutioner, som på den „legale“ linje omfattede statskomiteen for udenrigsøkonomiske anliggender (GKES), ministeriet for udenrigshandel, vi- denskabsakademiet og statskomiteen for videnskab og teknologi (GKBT). Sidstnævnte forestod blandt andet udarbejdelsen af den såkaldt „Røde Bog“ til de sovjetiske ambassader, hvori der var lister over Sovjets aktuelle teknolo- gibehov. Bogen indeholdt desuden nyttige råd om, hvordan den vestlige embargo kunne omgås. 6 Foruden de ovennævnte institutioner var efterretningstjenesterne KGB og GRU inddraget i såvel embargobrud som klassisk industrispionage. I KGB var dette organiseret i forvaltning T i det første hoveddirektorat, der bar det pri- mære ansvar for spionagen i Vesten. GRU rådede tilsvarende over den 12. forvaltning med ansvar for militærteknologi.7 Idet begge sovjetiske tjenester sær- ligt interesserede sig for militær teknologi, eksisterede der på det teknisk-videnskabelige område i meget vidt omfang et interessesammenfald, som ikke i tilsvarende omfang gjorde sig gældende på andre områder. I den operative praksis i Vesten virkede det, som om de to tjenester var dårlige til at koordinere og derfor risikerede at krydse hinandens spor.8 Indhentningen af vestlig teknologi foregik i et samspil mellem det legale og det konspirative apparat. Denne vekselvirkning gik igen i den praksis, som de vestlige efterretningsorganer kunne observere. FE bemærkede, at den overvejende del af indhentningen foregik fuldt legalt ved hjælp af blandt andet besøg på messer og biblioteker, gennemgang af magasiner og tidsskrifter samt udveksling af videnskabsfolk. Sovjetunionen vurderedes at sende ti gange så mange eksperter og videnskabsfolk til Vesten, som Vesten sendte til Sovjet- unionen, og FE mente, at nogle af disse kontakter på et senere tidspunkt blev udnyttet af de sovjetiske efterretningstjenester.9 I et åbent samfund var det muligt at indhente en række informationer via diverse udgivelser og tidsskrifter, hvorfor teknisk-videnskabelige medarbejdere fra ambassaderne ofte var at finde på biblioteker. Sovjetiske attachéer var

5 Poul Villaume, Allieret med forbehold, 1997, s. 819. 6 Rainer O.M. Engberding, Spionageziel Wirtschaft. Technologie zum Nulltarif, 1993, s. 94ff. 7 Engberding, Spionageziel Wirtschaft, s. 27-29. 8 Dette mener PET i hvert fald at sikkert at vide for København i 1978. PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 9 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 4, 1984, s. 29.

472 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 473

således ret flittige gæster på biblioteket på atomforsøgsstation Risø og rekvi- rerede fotokopier af uklassificerede dokumenter. På et halvt år havde måned- lige besøg ført til i alt 275 kopier.10 Fra sovjetisk side foreligger blandt andet et notat fra 1960, hvori det blev påpeget, at „sovjetiske specialister, der har be- søgt Danmark, siger, at Danmark har information/erfaringer fra de førende vestlige lande, og at vi bør skaffe dem“.11 Den teknisk-videnskabelige indhentning var blandt andet afhængig af en vis kontakt til danske ministerier, offentlige styrelser, universiteter og højere læreanstalter. Hertil kom den vigtige kontakt til erhvervslivet, hvor firmaer, der beskæftigede sig med højteknologi, syntes at være af størst interesse.12 Det skete, at PET fik oplysninger om sovjetiske forsøg på at indkøbe teknisk udstyr og elektronik fra danske firmaer. Ofte fik de sovjetiske diplomater afslag med henvisning til, at det ønskede udstyr var på embargobelagt.13

Østlig interesse for dansk forskning

De danske efterretningsorganer var tidligt opmærksomme på en gruppe af udlændinge, som man mistænkte for at medvirke til illegal videnstransfer. PET holdt øje med forskere og videnskabsfolk, som de østeuropæiske lande sendte til Danmark enten på studierejser eller i forbindelse med udveksling af forskere. De østlige forskere interesserede sig for en række områder såsom køleteknisk forskning, betonindustri, skibsværfter og elektriske måle- og kon- trolapparater. Nogle var optaget af „svingninger i krumtapaksler“, mens andre studerede fremstilling af dieselmotorer.14 Svingninger i krumtapaksler havde blandt andet betydning for udviklingen på ubådsområdet. I 1967 havde PET bemærket en ændring i arbejdet hos den civile polske efterretningstjeneste SB i Danmark. Tidligere havde SB hovedsagelig beskæf- tiget sig med sikkerhedsmæssige opgaver rettet mod blandt andet herboende polakker, men nu så man også en øget industrispionage, og en navngiven efterretningsofficer blev i den sammenhæng fremhævet. PET havde ingen oplysninger om, at den pågældende efterretningsofficer havde danske kontakter, „hvilket heller ikke skulle være påkrævet når det store antal af polske stipendiater og praktikanter her i landet tages i betragtning.“15

10 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 100. 11 Spravka o nautjno-tekhnitjeskihk svjasakh mesjdu SSSR i Danijej“ [Information om tekninsk-videnskabelige forbindelser mellem USSR og Danmark] indberetning af N. Golub 21. november 1960, GARF f. 9518, op. 1, d. 204. 12 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 147. 13 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95. 14 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 269. 15 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 235.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 473 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 474

Det mest prominente eksempel på sammenblanding af legal vidensudveks- ling og efterretningsvirksomhed vedrører den sovjetiske fysiker Jakov Terlet- skij, der udsendt af sikkerhedschefen Lavrentij Berija besøgte Niels Bohr i 1945 i et forsøg på at udfritte ham om vestlige atomhemmeligheder.16 Det skete under konspirativt dække, uagtet at Bohr var erklæret fortaler for fri og åben forskning på området og forelagde forskningsresultater, der dels var kendt fra hans egne publikationer, dels allerede offentliggjort af amerikanske myndigheder.17

Østeuropæiske stipendiater – en voksende trussel?

Den teknisk-videnskabelige indhentning foretaget af efterretningsofficerer suppleredes ifølge PET af tilrejsende specialister, som på legal vis var på stu- dieophold og besøgte udstillinger og tekniske erhvervsvirksomheder i Dan- mark. Enkelte besøgende havde en baggrund, som gjorde det relevant at holde et vågent øje med dem.18 Stipendiater fra Østeuropa blev flere gange fremhævet i PET’s rapporter som et efterretningsmæssigt problem, idet de på lige fod med andre østeuropæere forventedes at være pålagt forskellige efter- retningsmæssige opgaver. Ud over indhentning af informationer på det teknisk-videnskabelige område findes der kun få oplysninger i de danske efterretningstjenesters materiale om, at øststipendiaterne skulle have udført opgaver af efterretningsmæssig karakter. Der var dog nogle enkelte indikationer af, hvad stipendiaterne også kunne bruges til. Østlige stipendiater havde således gjort sig bemærket i forbindelse med ter- rænrekognoscering, og ud over dette mente PET også, at stipendiaterne blev anvendt til talentspejdning med det formål at finde frem til egnede agentemner i Danmark, „der i en kommende fremtid formentlig vil beklæde interessante stillinger i samfundet“.19 Som det vil fremgå nedenfor, synes talentspejdningen at have været en af hovedopgaverne for de østlige stipendiater. Også hvad angik interessen for danske forskningsinstitutioner, så PET sammenfald mellem de østlige aktiviteter. Danmarks Tekniske Højskole og universiteterne (herunder særligt Niels Bohr Instituttet og H.C. Ørsted Instituttet) var af interesse for såvel den sovjetiske som de østtyske og polske efterretningstjenester, hvorfor stipendiater med forbindelse til tjenesterne fra disse lande var at finde ved de nævnte forskningsinstitutioner.20

16 Blandt andet beskrevet hos: Bent Jensen, Bjørnen og Haren, 1999, s. 120. Berija til Stalin, november 1945, Niels Bohr Arkivet, Særligt dossier nr. 1-1. 17 Niels Bohr & John Wheeler, “The Mechanism of Nuclear Fission“, Physical Review, september 1939. Henry DeWolf Smyth, Atomic energy for military purposes, 1945. 18 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 19 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 56. 20 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. Se også nr. 128.

474 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 475

PET’s efterforskning pegede på, at den østtyske ambassade blev brugt til at videreformidle de indhentede oplysninger til efterretningsofficerer i DDR. Hertil kom, at to østtyske attacheer i 1979 havde fungeret som føringsoffice- rer for østtyske videnskabsfolk i København og Århus. Talentspejdningen havde tilsyneladende været så succesrig, at man ifølge PET både havde hvervet danske forskere og havde yderligere personer i søgelyset med henblik på hvervning. „Yderligere er der i operationerne identificeret flere danske videnskabsfolk, som står foran den endelige hvervning eller allerede er blevet hvervet.“21 Senere forlød det, at placering af østtyskere på danske læreanstalter havde høj prioritet for den østtyske efterretningstjeneste.22 Om de østtyske stipendiater havde PET fået oplyst, at de havde haft efterretningsmæssige opgaver i forbindelse med deres udlandsophold. De østtyske stipendiater ville derfor fortsat være genstand for PET’s opmærksomhed, som man bemærkede.23

Østtysk udnyttelse af kulturaftalen

På baggrund af den indhentede viden om de østtyske aktiviteter mente PET, at DDR udnyttede en indgået kulturaftale, som blandt andet omfattede udveksling af stipendiater, til at anbringe MfS-agenter i Danmark og til at godkende danske stipendiater, som man fra østtysk side fandt egnede til hvervning. At danske embedsmænd ikke havde større forståelse for dette, blev kritiseret i en årsrapport for 1981.24 PET’s beklagelser blev gentaget i den føl- gende årsrapport for 1982, hvor den indgåede aftale „igen“ havde medført, at østtyske forskere og stipendiater forud for deres rejse til Danmark blev hvervet af MfS for at indsamle oplysninger om universiteterne og Niels Bohr Instituttet.25 Ud over indhentning havde stipendiater og forskere angiveligt også fået tildelt andre opgaver såsom talentspejdning og overvågning af andre udenlandske forskere. Dokumenter fremfundet efter den kolde krigs afslutning bekræfter, at DDR brugte kulturaftalen til for eksempel at placere agenter i Danmark permanent, hvilket blandt andet var tilfældet, da hverve- ren „Veran“ hoppede af i Danmark.26 I forbindelse med indrejse af østtyske videnskabsfolk advarede PET: „Det kan oplyses, at ingen DDR-videnskabsmand så vidt vides kan rejse til et vestligt land, uden først at underskrive en „samarbejdserklæring“ med MfS.“27 Om de østtyske efterretningstjenester udnyttede de danskere, der rejste til

21 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 22 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 137. 23 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 24 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. 25 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 26 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militære spionage i Danmark under den Kolde Krig, 2005, s. 232ff. 27 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 475 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 476

DDR som en del af stipendieordningen, vidste PET ikke. I en beklagende tone bemærkede sagsbehandlerne på det østtyske område, at PET „ingen mulighed har for at efterforske i sagen, da vi end ikke kan få oplyst navnene på danske stipendiater i DDR.“28 I december 1980 var der blevet afholdt et møde i „embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål“, hvor problemet var blevet drøftet, og hvor der havde været enighed om sådanne oplysningers væsentlige betydning for PET’s arbejde. To år senere måtte PET til sin store fortrydelse konstatere, at der ikke var indtrådt nogen ændring i praksis.29 PET havde med andre ord endnu ikke fået mulighed for at undersøge, om den østtyske efterretningstjeneste HVA havde foretaget hvervninger blandt de danskere, som igennem de seneste år havde besøgt DDR som stipendiater. Derfor gentog PET’s sagsbehandlere på det østtyske område deres „bøn“ om, at „visse højt- stående embedsmænd“ blev overbevist om det helt naturlige i, at PET fik udleveret navnene på de danskere, som i henhold til kulturaftalen rejste til DDR som stipendiater.30 Hvordan sagen endte, fremgår ikke tydeligt af de efterfølgende årsrappor- ter. I rapporten for 1985 blev det bemærket, at man nu forgæves havde for- søgt at komme i kontakt med de danskere, som havde fået tildelt stipendier i de østeuropæiske lande. Formålet med dette havde været at foretage en „præ- ventiv briefing før udsendelse samt en debriefing efter hjemkomst“ af de danske stipendiater for imødegå østlig talentspejdning og anden efterretnings- mæssig aktivitet, som danske stipendiater kunne udsættes for under deres ophold i udlandet. En sådan kontakt var ifølge PET blevet mødt med „nogen modstand fra de ansvarlige statsinstitutioner med den begrundelse, at man handler i Helsingforsaftalens ånd“.31 Set fra et politisk og videnskabeligt synspunkt blev tanken om „videnskabens bevægelsesfrihed på tværs af landegræn- serne“ betegnet som „en smuk formålsparagraf“, mens det fra et sikkerheds- og kontraefterretningsmæssigt synspunkt var en naiv opfattelse af tingenes tilstand, mente PET’s afdeling for kontraspionage.32 Episoden afslørede en kul- turforskel mellem PET og andre statslige institutioner.

Fokus på polske stipendiater

Mens fokus havde været rettet mod de østtyske forskere og stipendiater i slutningen af 1970’erne, synes det i 1980’erne også at være de polske og sovjetiske besøgende, som bekymrede PET. PET lå inde med oplysninger om, at

28 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. Den her i kursiv gengivne understregning stammer fra PET-rapporten. 29 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 30 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 31 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 145. 32 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 145.

476 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 477

polske studenter i forbindelse med deres studier i Polen skulle gennemgå mi- litæruddannelse, hvorfor der var tale om personer med en vis militær baggrund, når polske studerende og stipendiater kom til Danmark. PET havde ikke umiddelbart ment, at det ville skabe efterretningsmæssige problemer.33 Denne vurdering ændrede sig dog. En nærmere analyse af polske stipendia- ters tilstedeværelse i Danmark var blevet iværksat af PET’s polakhold, og analysens resultat havde „i allerhøjeste grad chokeret holdet“. På fem måneder var mindst 72 polske stipendiater indrejst og havde taget ophold i Danmark. Af disse havde ca. 20 procent haft en ifølge PET mistænkelig kontakt til en ledende efterretningsofficer ved den polske repræsentation. Stipendiaterne havde været tilknyttet uddannelses- og forskningsinstitutioner, som arbejdede med emner af teknisk-videnskabelig interesse. På polakholdet ville man styrke arbejdet med polske stipendiater i Danmark, „idet holdet føler sig overbevist om, at nogle af disse udnyttes rent efterretningsmæssigt.“34 Det blev efterfølgende konstateret, at polske attachéer, i lighed med de øst- tyske, havde kontakter til stipendiater på danske institutioner, og at man gennem denne kontakt skaffede sig „et kvalificeret indtryk af institutionernes ar- bejdsområde og niveau, fysiske opbygning samt medarbejderstaben.“35 At det udefra var forbundet med en vis usikkerhed at fastslå efterretningsaktivitet kom til udtryk i PET’s årsberetning for 1982. Heri mente tjenesten, at det ikke var sandsynligt, at en større del af de polske stipendiater og vi- denskabsmænd i Danmark var involveret i operativ efterretningstjeneste. De var derimod indblandet i talentspejdning – udpegning af potentielle agenter – og indhentning via åbne kilder, mente PET.36 Nogle år senere bemærkedes en stigning i antallet af tilrejsende polske stipendiater, ligesom de danske myndigheder kunne iagttage en forøgelse af deres formodede efterretnings- mæssige aktiviteter. På det tidspunkt havde hver fjerde af de polske stipendiater „gjort sig bemærket på en sådan måde, at der har været grundlag for registrering,“ noterede PET’s polakhold.37

Intet nyt til dansk forskning

Stipendiaterne fra Østeuropa fortsatte med at uddanne sig i Danmark, og faktisk voksede antallet. „I alt har der i 1984 været 231 stipendiater, hvilket betyder, at næsten alle områder har haft et øget antal,“ bemærkede PET.38 I midten af 1980’erne foretog PET en sammenfatning af den østlige anvendelse af

33 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 51. 34 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. 35 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 36 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 37 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 63. 38 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 144.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 477 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 478

stipendiater i Danmark. Ifølge PET var det et generelt træk, at østblokstipen- diaterne ikke var i stand til at tilføre dansk forskning noget nyt, „idet de på- gældendes videnskabelige niveau ikke er på „højde“ med studiestedets“.39 På linje hermed bemærkede FE, at de østlige institutioners materielle og videnskabelige niveau ofte var „flere år efter Vesten“, og at sovjetiske forskere og stipendiater således fik adgang til „langt mere udviklede forskningsområder i Vesten, end vestlige forskere har mulighed for i øst“.40 PET kunne nu supplere sin viden om de østtyske og polske stipendiater med tilsvarende oplysninger om sovjetiske stipendiater, som kom til Danmark. Hvor danske stipendiater i Sovjetunionen hovedsagelig beskæftigede sig med sprog og andre humanistiske fag, fokuserede de sovjetiske stipendiater i stedet på fysik og kemi eller på teknologisk udvikling og gik uden om de humanistiske områder.41 PET havde bemærket, at de sovjetiske stipendiater var pålagt mødepligt på og jævnlig indberetningspligt over for KGB-residenturet i København og sædvan- ligvis blev holdt i kort snor af KGB-officererne. Dette kunne tyde på, at KGB- officererne måske i højere grad kontrollerede end førte deres stipendiater. PET havde også konstateret en forbindelse til nogle sovjetiske stipendiater på Danmarks Tekniske Højskole og Niels Bohr Instituttet, ligesom en sovjetisk stipendiat formentlig havde udført efterretningsvirksomhed ved universitetet i Odense.42 Omkring de sovjetiske stipendiater og besøgende vurderede PET, at disse i et samarbejde med KGB og GRU havde „ualmindeligt let spil“ i Danmark, blandt andet fordi sikkerhedsbevidstheden på universiteter, forskningsinstitutioner og lignende højere læreanstalter ifølge PET var begrænset, hvad angik besøgende udlændinge. Derudover påpegede tjenesten, at den manglede midler til at kunne levere et kvalificeret modspil.“43

Afpresning som metode

Afgørende for indhentning af oplysninger vedrørende viden og teknologi var den personlige kontakt. I enkelte tilfælde bemærkede PET, at de østlige efterretningsofficerer havde gjort brug af pression eller trusler for at få deres kontakter til at udføre de ønskede opgaver.44 En polsk efterretningsofficer i en dækstilling som assisterende handelsatta- ché forsøgte at skaffe sig visse „elektroniske komponenter“ samt „know how“ om den tekniske udvikling i Danmark via en polsk statsborger, der arbejdede her som ingeniør. Metoden var pression over for den pågældende og hans fa-

39 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 145. 40 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 4, 1984, s. 30. 41 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 147. 42 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 147. 43 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 147. 44 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 102.

478 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 479

milie i Polen. Såfremt han ville gøre sig forhåbninger om at få udstedt pas til sin kone og barn i Polen, skulle han foretage indhentninger på det teknisk-videnskabelige område som modydelse. Han skulle blandt andet videregive informationer om den tekniske udvikling i Danmark i al almindelighed samt fremskaffe nogle specifikke elektroniske komponenter.45 Også den sovjetiske ambassade gennemførte indhentning af oplysninger vedrørende videnskabelige, tekniske og handelsmæssige forhold.46 Kendte konspirative metoder blev anvendt og antog efter nogen tid den sædvanlige efterretningsmæssige karakter. Indhentningen rettede sig mod oplysninger vedrørende danske firmaers produktion og interne forhold, elektronisk udstyr samt oplysninger om det europæiske rumprogram og europæisk flyindustri. Gennem mellemmænd havde de sovjetiske efterretningsofficerer opkøbt embargobelagte transisto- rer og komponenter fra især amerikanske firmaer. Efterretningsofficererne havde dog også forsøgt at få oplysninger af mere politisk karakter vedrørende handelsaftaler og handelsforhold. Dette var en af de mere alvorlige sager, da en af de implicerede forretningsmænd var blevet „truet med at „han ville blive knækket“, såfremt han svigtede og ikke hemmeligholdt samarbejdet.“47 Også danskere på rejse i Sovjetunionen og Østeuropa kunne blive udsat for hvervningsforsøg. Under et ophold i Sovjetunionen var en medarbejder ved en større dansk virksomhed, som blandt andet fremstillede komponenter til F-16 fly, blevet forsøgt hvervet. Han blev udsat for et indirekte pres fra KGB’s side, men fik afvist KGB’s hvervningsforsøg ved at fortælle alle i sin nærhed om efterretningstjenestens henvendelse og ved at true en KGB-officer med at gå til pressen, når han vendte hjem til Danmark.48 En lignende sag udspillede sig i Polen, hvor en dansk ingeniør blev tilbageholdt af politiet og under pres blev forsøgt hvervet af den polske efterretningstjeneste.49 I begge sager var danskerne blandt andet blevet bedt om at give en fyldig beskrivelse af deres virksomheder og de ansatte ved disse. I disse to tilfælde synes det at have væ- ret ansættelsen i danske industri- og teknologi-virksomheder, der var årsag til interessen. Når PET kunne konstatere, at de østlige tjenester ved hvervninger på det teknisk-videnskabelige område i flere tilfælde benyttede sig af pres, ville det være naturligt at tro, at den metode var særligt anvendt. Åbningen af de øst- tyske efterretningsarkiver har imidlertid vist, at afpresning ganske vist blev anvendt, men at dette hvervningsgrundlag var sjældent i forhold til andre metoder.50 Årsagen var, at frygt på længere sigt var et labilt fundament at bygge

45 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 195. 46 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1976. 47 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. 48 FE’s arkiv, SikNyt, juli 1976, s. 7-8. 49 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 2, 1985, s. 23-28. 50 Helmut Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit, 1998, s. 134.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 479 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 480

den fortrolighed på, som et konspirativt samarbejde ofte forudsatte.51 Hvorvidt de øvrige østlige tjenester tænkte ligesom østtyskerne, er det i dag ikke fuldt muligt at opklare. PET’s opklaring af disse sager viser, at frygten ikke var nogen holdbar drivkraft. Folk, der blev truet ind på en agentløbe- bane, var mere disponerede for at melde sig selv til de danske myndigheder end agenter, der solidariserede sig med østlandene eller blev betalt for deres ydelser.

Salg af embargobelagt elektronik

Efter den kolde krig har den afhoppede KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin oplyst, at KGB-folk udstationeret i Danmark havde til opgave at arbejde specifikt mod amerikanske mål på det teknisk-videnskabelige område.52 Det havde de danske myndigheder imidlertid allerede i samtiden fået øjnene op for. I 1975 afslørede PET således en dansker, der bistod KGB med at skaffe amerikansk embargobelagt elektronik. I januar 1975 kunne PET’s russerafdeling konstatere, at en af de sovjetiske repræsentanter „fortsat“ havde en vis konspirativ forbindelse med en dansk forretningsmand, der ejede et elektronikfirma.53 Denne forbindelse endte med anholdelse og domfældelse.54 Allerede i juni 1974 blev PET opmærksom på, at forretningsmanden afholdt et møde på en restauration med den sovjetiske handelsattaché Viktor Kedrov. Mødet var blevet afviklet under konspirative former, og det førte til en nærmere efterforskning af forretningsmandens forhold til den sovjetiske handelsattaché. Efter at forbindelsen var blevet etableret, blev forretningsmanden „en meget aktiv, energisk og villig agent for det russiske efterretningsvæsen,“ bemær- kede de danske efterretningstjenester efterfølgende. Forbindelsen fik gradvist mere og mere konspirativ karakter, og den danske forretningsmand begyndte at vise interesse for amerikanske virksomheder og deres produkter. KGB frygtede tilsyneladende, at PET kendte til den hemmelige forbindelse, for nu anmodede man forretningsmanden om at komme til møde i et tredjeland. I perioden december 1975 og april 1976 blev der afholdt tre mø- der i Helsingfors mellem agenten og forskellige KGB-officerer. Et nyt møde var planlagt til afholdelse i juni 1976, men mødet nåede aldrig at finde sted. I en tre og et halvt år lang periode nåede forretningsmanden at afholde 48 møder med skiftende efterretningsofficerer, inden PET opdagede forbindelsen og skred ind.

51 Werner Grossmann, Den sidste spionchef, 2004, s. 62. 52 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 246. 53 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 102 og nr. 143. 54 Bygger hovedsagelig på SikNyt, januar kvartal 1978, s. 21-26. FE’s arkiv.

480 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 481

Den 11. maj 1976 blev forretningsmanden fængslet og sigtet for ulovlig efterretningsvirksomhed. Under afhøringerne kom det frem, at forbindelsen til Kedrov var etableret allerede i 1972 – to år før sagen kom til de danske efterretningstjenesters kendskab – og at salget af elektroniske komponenter var centralt for forbindelsen. Afhøringerne viste, at forretningsmanden i de sidste 18 måneder havde været bekendt med, at han havde arbejdet for den sovjetiske efterretningstjeneste. Fra dansk side bemærkedes det, at han igennem perioden havde „udvist en omfattende aktivitet med hensyn til indhentning og videregivelse af oplysninger samt salg af varer til KGB“, og man antog, at hans beslutning om at samarbejde med KGB var økonomisk motiveret.55 De varer, som var blevet solgt til KGB, omfattede blandt andet „militært betydningsfulde genstande“. Et nævningeting i Østre Landsret idømte den 12. september 1977 forretningsmanden otte års fængsel. Ud over at få konfiskeret en fortjeneste på 212.000 kr. fra de ulovlige aktiviteter, blev han også dømt til at betale sagens omkostninger.56 Sagen var med til at give PET ny viden om den sovjetiske mo- dus operandi.

Østlig anvendelse af vestlige firmaer

Efterforskningen mod forretningsmanden og KGB-agenten havde tydeliggjort for PET, at Warszawapagten havde et behov for vestlig teknologi for at følge med udviklingen i Vesten. PET havde i denne sammenhæng fundet ud af, at KGB- og GRU-officerer opererede fra såvel ambassaden som handelsaf- delingen.57 I 1977 havde de danske tjenester fra en samarbejdspartner desuden modtaget oplysninger om, at KGB hvervede og uddannede sovjetiske videnskabsfolk og forskere til at indhente efterretninger under deres ophold i Vesten. Fra samme kilde lød vurderingen, at cirka 40 procent af det sovjetiske efterretningsarbejde i udlandet var rettet mod at indhente teknisk-videnskabelige oplysninger, og at de østlige efterretningstjenester havde udnyttet afspæn- dingen til at få adgang til vestlig viden og teknologi.58 Samme synspunkt var FE også nået frem til, da man i en rapport for 1972 konstaterede, at østlande- nes efterretningsmæssige indsats – „uden hensyn til de igangværende afspæn- dingsbestræbelser og under udnyttelse af stadig udvidelse af kontakterne med NATO-landene på kulturelle, turistmæssige, videnskabelige og handelsmæs-

55 FE’s arkiv, SikNyt, januar kvartal 1978. 56 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 57 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127 og nr. 130. 58 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 19-20 + 22.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 481 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 482

sige områder“ – gradvist var blevet intensiveret med øget vægt på „den industrielle sektor og her specielt den elektroniske industri“.59 En anvendt metode til at få adgang til vestlig teknologi var opkøb af vestlige virksomheder. Vestlige firmaer med en ustabil økonomi kunne således få henvendelser fra firmaer i østlandene, som foreslog et partnerskab.60 Dette medførte på sigt, at de oprindelige indehavere blev købt ud af firmaet af de østeuropæiske kompagnoner, og at det vestlige firma med tiden blev overtaget af det østeuropæiske. Virksomhederne beholdt det oprindelige navn, og på den måde kunne for eksempel en hollandsk virksomhed blive østtysk uden mærkbare ændringer udadtil.61 „Firmaerne, som samtidig forestår helt legal handel med østlandene, har ofte filialer i flere vestlige lande. Et sådant internationalt net muliggør, at embargovarer kan indkøbes legalt og under foregivende af videreeksport til en filial i stedet udføres til den rette modtager i et østland.“62 Ved hjælp af denne fremgangsmåde kunne østblokken få adgang til vestlige markeder, teknologi og viden, ligesom de kunne bruge de overtagne firmaer som basis for andre efterretningsmæssige aktiviteter. Dette var medvirkende til, at østlandene kunne spare ressourcer ved ikke at skulle udføre egne undersøgelser og egen forskning på forskellige områder. PET gættede således på, at DDR gennem 1970’erne havde sparet et milliardbeløb ved at bedrive teknisk-videnskabelig spionage.63 Det skøn stemte overens med samtidige udenlandske vurderinger af Sovjetunionen. En CIA-rapport fra 1982 anslog, at Sovjetunionen formentlig havde sparet adskillige hundrede millioner dol- lars ved på lovlig og ulovlig vis at skaffe sig vestlig teknologi – et millionbeløb som ellers skulle have været brugt på forskning i og udvikling af egen sovjetisk viden og teknologi.64 Senere information fra KGB-arkivar Mitrokhin be- kræftede det datidige vestlige skøn.65

DDR og den teknisk-videnskabelige spionage

Alle Sovjetunionens satellitstater i Østeuropa var aktive på det teknisk-videnskabelige område. Deres indsats skete i overensstemmelse med de sovjetiske tjenester, og det var fortrinsvis Sovjetunionen, der lukrerede på dette arran-

59 FE’s arkiv, SikNyt, 1972 (april 1973), s. 14. 60 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (april 1972), bilag s. 1. Jeffrey T. Richelson. Sword And Shield – Soviet Intelligence and Security Apparatus, 1986, s. 172-174. 61 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (april 1972), bilag s. 1-2. 62 FE’s arkiv, SikNyt, Nr. 2 1985, s. 30. 63 PET’s arkiv, DIIS-samlingen 127. 64 Richelson. Sword And Shield, s. 183. 65 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 282.

482 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 483

gement. Det er således kendt, at KGB selv kun skaffede godt halvdelen af sine informationer på det teknisk-videnskabelige område.66 Den del af de socialistiske landes teknisk-videnskabelige spionage, der i dag er bedst belyst, var den, der udgik fra DDR. De vestlige efterretningstjenester og den vestlige offentlighed blev allerede gjort opmærksom på denne problematik, da løjtnant Werner Stiller, der havde været en betroet medarbejder i MfS’ HVA’ Sektor Wissenschaft und Technik, som var den østtyske pendant til KGB’s afdeling T, i 1979 hoppede af til Vesttyskland.67 Med sig bragte Stiller en omfattende insiderviden om den østtyske industrispionage samt om de agentnet, som DDR’s ene efterretningstjeneste havde opbygget i Vesten. Denne afhopning var et ganske hårdt slag for den østtyske industrispionage, idet en lang række agenter i Vesttyskland enten blev arresteret eller trukket tilbage til DDR.68 PET’s kontra-arbejde over for DDR’s industrispionage oplevede i 1979 et gennembrud.69 Tjenesten kom på sporet af flere agenter. På det traditions- rige Niels Bohr Institut var danskerne i stand til at identificere en gæstefors- ker som agent.70 Det samme gjaldt syv stipendiater, der havde studeret på blandt andet Niels Bohr Instituttet og Danmark Tekniske Højskole i Køben- havn samt en afdeling på Århus Universitet.71 Samtidig fik tjenesten også nys om en dansker med tilknytning til instituttet, der muligvis var hvervet af den østtyske efterretningstjeneste HVA, samt at samme tjenestes afdeling med ansvar for kemi og biologi i 1978 havde hvervet en agent i Århus.72 Desuden fik PET et klarere overblik over de folk, der arbejdede med teknisk-videnskabelig spionage på ambassaden,73 og det blev muligt at afsløre en gruppe vesttyskere, der gennem DDR-ambassaden i København ønskede at levere østtys- kerne information om den vesttyske Leopard-kampvogn.74 Foruden de konkrete spor kom PET på dette tidspunkt i besiddelse af materiale, der generelt kastede lys over HVA’s måde at arbejde på.75 På et enkelt punkt synes PET med eftertidens øjne at have famlet i mørke. Tjenesten havde nemlig en udviklet mistænksomhed over for stipendiater, hvilket som allerede nævnt ikke var ubegrundet. Det har yderligere vist sig, at MfS’ HVA – altså alene udlandstjenesten – internt i DDR rådede over en net

66 Kristie Macracis, “Das Ringen um wissenschaftlich-technischen Höchststand: Spionage und Technologietransfer in der DDR“ i Dieter Hoffmann & Kristie Macrakis (red.), Naturwissenschaft und Technik in der DDR, 1997, s. 65. 67 Werner Stiller, Im Zentrum der Spionage, 1986. 68 Markus Wolf, Spionagechef im geheimen Krieg, 1998, s. 301-302. 69 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 70 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 266. 71 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 72 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 210. 73 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 210. 74 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 266. 75 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 266.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 483 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 484

med tyvetusind agenter, der kunne sendes til Vesten for at løse konkrete opgaver.76 Det drejede sig typisk om de såkaldte Reisekader, altså DDR-borgere med den usædvanlige ret at kunne rejse i det kapitalistiske udland. PET antog, at Reisekader underskrev en forpligtelse til at hjælpe statssikkerheden, inden de rejste ud. Det var givetvis ofte tilfældet, men ikke altid. Hvad der yderligere vakte PET’s mistænksomhed over for de rejsende østtyskere var, at de ved hjemkomsten udfærdigede en rejserapport, samt at de under opholdet skulle rapportere til ambassaden. PET tolkede dette således, at DDR-borgerne var udsendt på indhentningsopgaver og var styret af ambassaden.77 Den tolkning bundede i en udenforstående analyse af et handlingsmønster, der i en dansk kontekst virkede umiddelbart uforståeligt, hvorfor man mente, at der måtte stikke noget konspirativt under. En formodentlig mere sandsynlig forklaring går ud fra SED-styrets mistænksomhed over for Vesten og over for egne borgere. DDR-borgere i det kapitalistiske udland var udsat for en uønsket påvirkning, hvorfor det var nødvendigt at fastholde kontrollen med dem. Det gjaldt både under opholdet – mødepligten på ambassaden – og efter – afrapporteringen til hjeminstitutionen. MfS var sandsynligvis involveret, blandt andet ved at de ansvarlige personer på DDR-ambassaden var efterretningsofficerer, men deres funktion var snarere forebyggende og sikkerhedsmæssig, end udfarende og relateret til spionage.78 Efter den kolde krigs afslutning har emnet været behandlet i en række fortrinsvis tyske fremstillinger, skrevet af tidligere aktører og af forskere.79 Be- skrivelserne har afdækket et omfattende apparat, der var involveret i industrispionage og omgåelse af Vestens teknologiske embargo. Dette arbejde blev i fællesskab udført af:

1. MfS/HVA/SWT 2. MfS/HA XVIII 3. Verwaltung Aufklärung 4. KoKo

De fire organer befandt sig hver sit sted i det østtyske system. Verwaltung Auf- klärung var underlagt forsvarsministeriet. KoKo – en forkortelse for Kom- merzielle Koordinierung – var en specialenhed med tilknytning til Ministeriet for Udenrigshandel, men refererede direkte til chefen i den østtyske plan- økonomi, politbureaumedlemmet Günter Mittag. Samtidig var KoKos forbin-

76 Se kapitel 81. 77 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 78 Rainer Eppelmann (red), Lexikon des DDR-Sozialismus, 1996, s. 487ff. Siegfried Suckut, Das Wörterbuch der Staatssicherheit, 1996, s. 311-12. 79 Helmut Müller-Enbergs, “Die Erforschung der Westarbeit des MfS – Stand und Perspektiven“ i Siegfried Suckut & Jürgen Weber (red.), Stasi-Akten zwischen Politik und Zeitgeschichte. Eine Zwischenbilanz, 2003, s. 252ff.

484 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 485

delse til Ministeriet for Statssikkerhed stærk, idet adskillige af de ledende medarbejdere var såkaldte officerer i særlig indsats (OibE – Offiziere im be- sonderen Einsatz). KoKo udførte først og fremmest embargobrud, mens de øvrige organer både arbejdede med embargounddragelse og udførte industrispionage.80 HVA og HA XVIII var begge underlagt Ministeriet for Statssikkerhed. HVA’s SWT var det vigtigste og mest fremtrædende organ i industrispionagen. Den særlige betydning udsprang af HVA’s rolle som MfS’ primære og centrale udlandsefterretningstjeneste. Inden for HVA udgjorde SWT – forkortelse for Sektor Wissenschaft und Technik – en egen enhed, som samlede de afdelinger, der var beskæftiget med industrispionage. SWT forestod industrispionage inden for stort set alle områder af teknologisk udvikling og forskning, men hovedvægten i virksomheden lå dog på områder, der kunne have militær betydning. Med en stab på 400 medarbejdere i centralen i Berlin var apparatet endog særdeles omfattende. Til sammenligning rådede KGB’s afdeling T over 500 medarbejdere.81‘ MfS’ afdeling XVIII var ikke oprindelig tænkt som et organ for industrispionage i Vesten. Afdelingen tilhørte det interne sikkerhedsapparat og havde ansvaret for kontra-arbejde inden for „folkeøkonomien“. Der eksisterede imidlertid en tendens i MfS-apparatet til, at også kontraspionagen søgte at overtage spionageopgaver i udlandet. Således benyttede HA XVIII sit fod- fæste med agenter i østtyske virksomheder – det drejede sig ofte om medarbejdere der havde kontakt med eller rejste i det kapitalistiske udland – til også at operere i Vesten. Denne indsats skete i en vis koordination med bestræ- belserne i HVA og KoKo.82 Foruden de nævnte eksempler på formodet HVA/SWT-virksomhed har det været muligt at konstatere, at både HVA/SWT, HA XVIII og KoKo var til stede og virksomme i Danmark. Derimod foreligger der ikke indikationer på, at den militære efterretningstjeneste var aktiv i Danmark med hensyn til industrispionage. Fra PET’s Stasisag, som kom til Danmark i 1990’erne,83 foreligger der eksempler på agenter fra SWT, nemlig „Gast“, „Nielson“ og ægteparret „Hagen“. De tre agenters virksomhed kan i dag kun i begrænset omfang rekonstrueres. Således havde „Gast“ været registreret for SWT siden 1972, men i SIRA84 står han blot registreret for tre indleveringer fra slutningen af 1980’erne. Det

80 Hubertus Knabe, Die unterwanderte Republik. Stasi im Westen, 2001, s. 417ff. 81 Kristie Macrakis, “Das Ringen um wissenschaftlich-technischen Höchststand: Spionage und Technologietransfer in der DDR“ i Hoffmann & Macrakis (red), Naturwissenschaft und Technik in der DDR, s. 64. 82 Hubertus Knabe, West-Arbeit des MfS. Das Zusammenspiel von “Aufklärung“ und “Abwehr“, 1999, s. 244ff. Maria Haendcke-Hoppe-Arndt, Die Hauptabteilung XVIII: Volkswirtschaft, 1997. 83 Svarer til det tyske Rosenholz. Materialet er beskrevet i kapitel 76. 84 Beskrevet i kapitel 2.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 485 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 486

drejede sig dels om informationer vedrørende kryptologi, der primært fandt anvendelse inden for Ministeriet for Statssikkerhed samt et uddannelsespro- gram fra Management Center Europe. Sidstnævnte dokument var udtryk for en målrettet indhentning, der dækkede et konkret behov i SWT’s oversigt over efterspurgt materiale.85 SIRA-oversigterne fra HVA viser, at tjenesten stod i forbindelse med slut- brugerne af efterretningsmaterialet. Det ses dels af, at der er henvisninger til et bestemt „bestillingsnummer“, dels af en fordelingsnøgle for det indgåede materiale. Den indeholder foruden afdelinger i MfS og HVA samt allierede nationer – primært Sovjetunionen – også de østtyske virksomheder, der skulle nyde godt af industrispionagen. Således tilgik materiale fra agentparret „Hagen“ hovedsagelig VEB Kombinat Plast und Elastverarbeitung i Berlin.86 „Hagen“, der var registreret hos HVA fra 1981, leverede hovedsagelig informationer vedrørende produktion af kileremme.87 „Nielsson“ leverede blandt andet informationer om økonomiske forhold i Schweiz, men hans styrke lå formodentlig på et andet område. Han var tilknyttet Firmaet „Allimex“, som DDR benyttede i forbindelse med embargobrud. I materialet fra de tyske arkiver, kan det konstateres, at HA XVIII var aktiv i Danmark. Det skete gennem det såkaldte „Gemischte Gesellschaft“ eller joint venture-selskab „Ulf Olsen A/S“. Den østtyske virksomhed Carl Zeiss Jena opkøbte størstedelen af firmaet, hvorefter det var muligt at placere øst- tyske erhvervsfolk på virksomheden.88 I 1979 fik PET bekræftet en mistanke om, at der fra østtysk side blev satset på blandede selskaber i Danmark med henblik på at skaffe sig adgang til vestlig teknologi og viden. Erfaringerne viste, at de østtyske joint ventures ville blive tømt for værdier og viden.89 PET advarede mod de handels- og sikkerhedspolitiske farer, det indebar, når danske firmaer udnyttedes til efterretningsmæssige formål af de østtyske efterretningstjenester.90 Det har hidtil været muligt at identificere tre østtyske efterretningsfolk, der var udstationeret til „Ulf Olsen“.91 Ved hjælp af MfS’ kildemateriale har man efter 1990 undersøgt, om danske virksomheder hjalp DDR med at omgå embargobestemmelserne. Således kom det i 1990’erne frem, at Firmaet Plon A/S havde entreret med KoKo, uden at det imidlertid lykkedes myndighederne at finde fældende beviser for embargobrud.92

85 “Gast“, BStU, SIRA Tdb. 11. 86 VEB – Volkseigener Betrieb – var betegnelsen for en statsejet virksomhed. Kombinat var betegnelsen for en koncern. 87 “Hagen“, BStU, SIRA Tdb. 11./TdB. 12. 88 “Übersicht bestehender Gemischter Gesellschaften im NSW“, 27. august 1981, BStU, HA XVIII Nr. 13215. 89 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 127. 90 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 91 BStU: Gera X/202/87. Gera X/573/84. AIM 6346/83. 92 Per Michaelsen & Mette Herborg, Stasi og Danmark, 1996, s. 68ff.

486 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 487

Det tidligere omtalte „Allimex“ havde PET allerede under den kolde krig haft mistanke til. Således fortalte tjenesten i en rapport fra 1982, at en under- søgelse af Allimex havde vist, hvordan østlandene anskaffede sig embargobelagt materiale fra Vesten. Elektroniske komponenter blev indkøbt i USA, Japan og andre lande, og derefter videreeksporterede det danske firma de indkøbte komponenter til østlandene. „Der blev i firmaet foretaget „fupfaktu- reringer“, således at de indkøbte varer over for f.eks. toldvæsenet fremstod som lovlige.“93 Allimex havde direkte forbindelse til en medarbejder i MfS, som blandt andet sørgede for, at det danske firma ikke skulle betale told, når man indrejste i DDR med varerne. Ifølge PET-rapporten var der indsamlet beviser nok til at gennemføre af en sag mod firmaet, som angiveligt havde gjort sig skyldigt i blandt andet ulovligt salg af embargobelagte varer, toldsvindel, skatteunddragelse og svindel med fakturaer. Rigsadvokaten vurderede dog, at en overtrædelse af straffelovens § 108 ikke var bevist, hvorfor sagen blev indstillet. Allimex fortsatte efterfølgende sine aktiviteter, og firmaets ejer oprettede lignende firmaer i udlandet med samme formål.94 I en tidligere årsrap- port havde PET’s sagsbehandlere i anledning af denne sag bemærket „det paradoks“, at der i Danmark blev givet strenge straffe for „efterretnings- mæssig indhentning“ af embargovarer, mens „udsmugling“ af sådanne varer – „også selv om dette sker på foranledning af en efterretningstjeneste i øst- blokken“ – ikke blev anset for at være strafbar efter spionagebestemmelserne med risiko for fængselsstraf.95 I pressen fremstod sagen som et nederlag for den danske efterretningstjeneste.96 PET udfærdigede en omfattende liste over betænkelige transaktioner, som Allimex var involveret i. Det strakte sig fra slips med indbygget kamera og mikroelektroniske komponenter til specialudstyrede helikoptere.97 Det nu til- gængelige østtyske MfS-materiale synes at bekræfte Allimexs indblanding i systematisk embargobrud via datterselskaber i for eksempel Liechtenstein.98 Foruden DDR servicerede firmaet også andre lande i øst.99

Effekten af industrispionagen

Det er et åbent spørgsmål, hvilken effekt den østlige industrispionage og de dermed forbundne embargobrud havde. Umiddelbart er industrispionagen

93 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 94 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. 95 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. 96 “Våbensag mod dansk EDB-firma må opgives“, Aktuelt, 16. februar 1984. 97 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 254. 98 For eksempel “Fa. Allimex“, 6. oktober 1978; Rapport IM “Olaf“, 14. oktober 1981; “Tonbandabschrift“, 15. marts 1983. Alle fra BStU, HA XVIII 11850. 99 “Information (603) entsprechend SVA 5.4.“, 15. oktober 1985, BStU, HA XVIII 11850. PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 254.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 487 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 488

et af de områder, hvor det forekommer lettest at kvantificere effekten, om end måske kun i meget grove træk, og hvor nyttevirkningen fremstår klarest, idet der ved hjælp af spionage kunne spares udgifter til egen forskning og produktudvikling. Samtidig tjente industrispionage som krykke for østlande- nes produktion, således at den særligt inden for rustningsindustrien ikke sakkede for langt agterud i forhold til Vesten. Den illegale videnstransfer var dog samtidig et tveægget sværd for Warszawapagtlandene, idet den medvirkede til at fastholde deres afhængighed af vestlig udvikling. Samtidig forstærkede den svagheder, der allerede eksisterede i den måde, østlandene havde organiseret deres produktion på. MfS’ Allimex-sag leverer et eksempel på de problemer, der var forbundet med afhængigheden og embargoen. Således tog det DDR to år at fremskaffe en særlig type silicium, der var underlagt streng embargo, og som DDR-firmaet Carl Zeiss Jena behøvede for at kunne producere et vigtigt parti compu- tere til den sovjetiske mikroelektronik-industri. I det konkrete eksempel lykkedes det først østtyskerne at skaffe leverancen i elvte time. Var dette ikke lykkedes kunne det have medført et stop i produktion og udviklingsarbejde.100 Mikroelektroniske var et af de områder, hvor Warszawapagtlandene særligt i 1980’erne kæmpede for at holde trit med Vesten. Industrispionagen betød, at DDR’s computerproduktion allerede fra 1970’erne i det væsentlige drejede sig om plagiat af IBM-produkter.101 Dog med det minus, at DDR-produktionen haltede et godt stykke bag Vestens, idet det ganske enkelt tog tid at aflure den vestlige teknologi og derefter omsætte den i produktion. På computer- området var dette problem pinligt tydeligt, ikke mindst fordi det var et særligt satsningsområde, der slugte mange milliarder mark, og af den østtyske ledelse betragtedes som værende af afgørende betydning. Den østtyske statsleder var således svært tilfreds, da han i 1988 kunne overbringe Mikhail Gorbatjov en østtysk 1 megabit-chip, om end den som nedenstående skema viser, snarere dokumenterede østlandenes tilbageståenhed end viste styrke.102

Mikrochip DDR – DDR – (forventet) International forskningseksemplar masseproduktion masseproduktion

64 KB 1981 1988 1979/1980 256 KB 1987 1990 1983 1 MB 1988 1992 1986/87 4 MB 1991 1994/1995 1989/1990 16 MB 1994 - 1993/1994

100 “Bericht“, 26. april 1986, BStU, HA XVIII 11850. 101 Jens Gieseke, Mielke-Konzern, 2001, s. 212. 102 Skema efter Reinhard Buthmann, Kadersicherung im Kombinat VEB Carl Zeiss Jena, 1997, s. 28.

488 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 489

”Almindelig” samtale om de økonomiske forbindelser mellem Danmark og Sovjetunionen. I midten den sovjetiske fiskeriminister A.A. Isjkov, tv. den danske kollega, A.C. Normann. Billedet er optaget hjemme hos Normann i 1963. Th. den danske tolk. (Privateje).

Det østlige efterslæb demonstrerede også en anden ulempe ved afhængig- heden af industrispionage. Risikoen ved at „skaffe“ teknologi i stedet for selv at udvikle var, at det reducerede samfundets egen innovationsevne.103 Derved hjalp spionage måske nok på kort sigt østlandene fremad i samme spor som Vesten, men de betalte for denne udvikling med en svækkelse af mulighederne for at opnå en egen selvstændig kapacitet. Den østlige hightech-udvikling led i forvejen under en manglende evne til fornyelse. En af årsagerne var den strenge hemmeligholdelse, der gjaldt inden for denne produktion, ikke mindst fordi den ofte havde et militært is- læt. De bånd, der var med til at hæmme forskningen, blev yderligere stram- met som en umiddelbar følge af industrispionagen. Forskere, der arbejdede med indhentede informationer eller vestlig teknologi, blev underlagt særlig tavshedspligt og som følge heraf kontrol. Denne forskningssituation, der tog mere hensyn til national sikkerhed end til forskningens frie udfoldelsesmulig- heder og nyttiggørelse i produktionen, medvirkede til at skabe en situation, hvor østlandene blev svækket i forhold til den mere dynamiske udvikling i Vesten.104

103 Kristie Macrakis, “Führt effektive Spionage zu Erfolgen in Wissenschaft und Technik?“ i Georg Herbstritt & Helmut Müller-Enbergs (red.), Das Gesicht dem Westen zu… DDR-Spionage gegen die Bundesrepublik Deutschland, 2003. 104 Reinhard Buthmann, Kadersicherung im Kombinat VEB Carl Zeiss Jena, 1997, s. 7, 85 og 132.

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 489 kap. 48 P 07/06/05 10:08 Side 490 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 491

49 · En femte kolonne på venstrefløjen?

Ud over at overvåge de fremmede tjenesters aktiviteter havde PET til opgave at imødegå den såkaldte indre trussel.1 På venstrefløjen stiftedes op gennem 1960’erne nye partier, og mens efterretningstjenesterne var overbevist om DKP’s tilhørsforhold til Moskva, var man mere usikker med hensyn til de nye venstrefløjsgrupperinger og deres tilknytning til diverse socialistiske lande; så vidt det kan ses, satte man dem ikke i forbindelse med femtekolonnevirksomhed. Dannelsen af SF i 1959, fremkomsten af maoister og trotskister samt den senere etablering af Venstresocialisterne (VS) gjorde det ifølge FE stadig mere besværligt for grupperne på den danske venstrefløj at samarbejde med hinanden.2 Disse grupper var blandt andet uenige om de midler, hvormed det danske samfund skulle ændres: Var den voldelige revolution en mulighed eller ej?3 PET bredte sit arbejde ud for at kunne danne sig et overblik over de mulige revolutionære kræfter i Danmark for at få af- eller bekræftet, om de øst- lige tjenester udnyttede dem til efterretningsmæssige formål.4 Grænsen mellem retorik og faktiske intentioner skulle undersøges nærmere. Hvad be- tød det, når der blandt de forskellige grupperinger på venstrefløjen blev talt om revolutionære ændringer af det danske samfund? Som national sikkerheds- og kontraefterretningstjeneste var det PET’s opgave at søge afklaret, om grupperinger på den danske venstrefløj ville forsøge at gennemføre en revolution eller støtte fremmede invasionsstyrker i tilfælde af en krig. Mange på venstrefløjen så de danske efterretningstjenester som deres direkte modstandere. De rejste derfor en debat om særligt PET’s registre og arbejdede for en begrænsning af disse.5 Tidsskriftet Politisk Revy informerede om efterretningstjenesternes brug af telefonaflytning og beskrev i en artikelserie de tekniske sider af aflytning. Læserne fik også at vide, hvordan de

1 På dette tidspunkt arbejdede PET stadig efter Justitsministeriets instruks af 30. november 1953, hvoraf det fremgik, at „efterretningstjenestens formål er at overvåge, forebygge og modvirke foreta- gender og handlinger, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed og den lovlige samfundsorden, herunder i første række de i straffelovens kapitler 12 og 13 omhandlende forbrydelser.“ Understregningerne stammer fra den af Justitsministeriet afklassificerede kopi af instruksen fremlagt i Justitsministeriets udaterede skrivelse til retsudvalget. J.nr. 1998-760-599. 2 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 2/1964, s. 84. I 1964 anslog de danske efterretningstjenester, at trots- kistbevægelsen i Danmark, de Revolutionære Socialister, kun talte et par hundrede personer. Ikke desto mindre fandt FE det indiskutabelt, at de danske trotskister på længere sigt ville forsøge at overtage SF og SUF eller, hvis dette ikke var muligt, at udnytte dem mest muligt til egne formål. 3 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1969, s. 91. 4 Fra andre lande vidste man, at venstrefløjen, ofte intetanende, blev udnyttet af de østlige efterretningstjenester til blandt andet udførelse af spionage, indhentning af information og meningspå- virkning. 5 Politisk Revy nr. 9, 27. december 1963. Se eksempelvis Mads Nissen Styrks bøger De Hemmelige Kartoteker, 1964, og De mange Kartoteker, 1967.

491 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 492

kunne beskytte sig mod den.6 Politisk Revy oprettede også kartotek over „civile politispioner, som optræder ved demonstrationer“. Man havde skaffet sig billeder af og navne på disse meddelere og opfordrede bladets læsere til at indsende lignende materiale. Målet var at trykke og distribuere oplysninger og billeder, så man i forbindelse med fremtidige demonstrationer kunne genkende PET’s folk. „Vi er rede til at samarbejde med hvem som helst om denne sag,“ lød opfordringen fra bladet.7 PET’s undersøgelser viste i forsommeren 1968, at personer inden for Vietnam-komiteerne gennem en årrække havde foretaget en fotografering og registrering af politifolk og „højreorienterede personer“, og at enkelte af sådanne fotos af højreorienterede personer var blevet videregivet til „forbindelser i Østtyskland“.8 Også DKP skulle være i besiddelse af et lignende billedarkiv. Ved hjælp af det kunne partiet gardere sig mod infiltration.

Ungdomsoprør og demonstrationer

Op gennem 1960’erne skærpede PET efter alt at dømme overvågningen af den danske venstrefløj. Baggrunden var venstrefløjens retorik, der ofte var voldsom og fremkaldte uro i dele af befolkningen. Hertil kom, at studenterurolighederne i den sidste halvdel af 1960’erne kunne give indtryk af, at venstrefløjen havde indledt en ny aktivistisk linje. Urolighederne havde været særligt voldsomme i Frankrig, England og Tyskland, mens de i Sverige og Danmark opfattedes som mere afdæmpede.9 Demonstrationer mod Vietnamkrigen, USA, NATO og protester mod det bestående samfund blev dog i den sidste halvdel af 1960’erne og starten af 1970’erne stadig mere almindelige i Danmark.10 En- kelte gange bemærkede PET, at partisansøm, røgbomber, stinkbomber og andre genstande var blevet anvendt ved de forskellige aktioner.11 Blandt de mere toneangivende aktivister i 1960’erne var trotskisterne, der ganske vist ikke var så mange, men dog forstod at pådrage sig politiets opmærksomhed. Trotskis- ternes indflydelse forblev imidlertid, som det vil fremgå nedenfor, begrænset. Uenighed mellem de forskellige partier og fraktioner på venstrefløjen præ- gede det politiske arbejde, men det udelukkede ikke samarbejde ved enkelte lejligheder.12 Det var tilfældet i forbindelse med Verdensbankens møde i

6 Politisk Revy nr. 142, 20. februar 1970. Politisk Revy nr. 143, 6. marts 1970. Politisk Revy nr. 144, 20. marts 1970. 7 Politisk Revy nr. 135. 21. november 1969, s. 4. 8 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 215. 9 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 2/1968, s. 125. 10 Ikke kun USA blev genstand for venstrefløjens demonstrationer. Også Sovjetunionen blev mål for aktioner efter Warszawapagtens indmarch i Tjekkoslovakiet i sommeren 1968. 11 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. 12 Den splittelse, som prægede venstrefløjen i slutningen af 1960’erne, blev dog glemt for en stund, da man i fællesskab arrangerede en landsdækkende „Anti-NATO-uge“ i august 1969. FE’s arkiv, Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 98.

492 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 493

København den 21.-25. september 1970, som endte i voldsomme sammenstød mellem politi og venstrefløjsaktivister. Næsten et halvt år i forvejen havde PET erfaret, at „ekstremistmiljøer“ havde i sinde at foretage aktioner og demonstrationer i forbindelse med verdensbankmødet.13 Aktionerne udviklede sig til de værste siden 2. Verdenskrig. Slagvåben, benzinbomber, sten, flasker, jernbolte og møtrikker blev anvendt mod politiet og mødets delegerede.14 Flere banker, flyselskaber og virksomhedskontorer fik knust ruder.15 Der var også grupper, der ikke begrænsede deres aktiviteter til demonstrationer. PET havde ved flere lejligheder opdaget, at små grupper planlagde aktioner, som i værste fald kunne komme til at koste menneskeliv. I marts 1965 planlagde aktivister med rødder i det trotskistiske miljø i forbindelse med en militærøvelse med udenlandsk deltagelse på Randers-egnen bl.a. at sprænge det til øvelsen oprettede NATO-hovedkvarter i luften. Bomben gik dog af i utide, mens den endnu blev opbevaret i en lejlighed midt i Randers by.16 I en anden sag blev syv personer anholdt i oktober 1969 og sigtet for ulovlig besiddelse af sprængstof og røgbomber.17 Sprængstoffet havde de fra en af gruppe- medlemmerne, der havde været i forsvaret. Ifølge efterretningstjenesternes oplysninger havde de syv anholdte til hensigt at anvende det stjålne spræng- stof til attentater mod militære installationer og civile firmaer, som leverede til forsvaret.18 Det var dog kun en af de sigtede, som kom til at afsone en fæng- selsstraf.19

VS, sabotage og svækkelsen af forsvaret „Sabotageaktioner“ mod virksomheder i Danmark blev debatteret hos Ven- stresocialisterne (jf. VS-Bulletin nr. 62 af 5. marts 1971). PET oplyste i en rapport, at VS på et hovedbestyrelsesmøde i februar 1971 havde drøftet et forslag fra flere hovedbestyrelsesmedlemmer om udførelse af sabotageaktioner mod

13 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. 14 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. Også udenlandske aktivister deltog i urolighederne. Det var angiveligt nogle af de udenlandske aktivister, der inspirerede de danske aktivister til at tage „et her hidtil ukendt kasteskyts“ i brug bestående af kartofler med isatte barberblade. 15 Aktivisternes indsats blev blandt andet styret via radio. Politiets radiomeldinger blev aflyttet af en radiostation oprettet af aktivisterne, og herfra videregav man disse meldinger samt ordrer til forskellige aktivistgrupper i København. Ifølge PET var dette med til at forøge urolighedernes omfang. 16 H.B. Christiansen, Muldvarpekrigen. Østtysk spionage i Danmark, 1980, s. 67ff. 17 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. 18 FE’s arkiv, Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 99 samt PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. Efterforskningen afslørede en forbindelse mellem den anholdte gruppe og en frem- trædende person fra Revolutionær Aktion. Ifølge FE havde Revolutionær Aktion stået bag en række militante aktioner. Afhøringerne pegede i retning af, at røgbomberne skulle anvendes ved demonstrationer, mens det var mere uklart, hvad man ville anvende sprængstoffet til. Det havde dog været på tale at anvende sprængstof ved næste års Rebild Fest samt til aktioner mod virksomhederne TERMA i Århus og DISA i Herlev. 19 Flere blev idømt fængselsstraffe men af så kort varighed, at retten skønnede, at de allerede under varetægtsfængslingen havde afsonet straffen.

493 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 494

amerikanskejede virksomheder i Danmark. Retningslinjerne for den mulige sabotage og spørgsmålet om, mod hvilke virksomheder den skulle rettes, dis- kuteredes på mødet, og forslaget skulle have fremkaldt voldsomme reaktioner.20 Det blev indgående drøftet, hvordan man forud for sabotagen måtte „forberede befolkningen gennem propaganda, så befolkningen lettere ville forstå/godkende eventuelle sabotagehandlinger og især baggrunden for så- danne,“ skrev PET. Krigen i Sydøstasien rasede og bredte sig. På grund af de vestlige landes økonomiske afhængighed af USA satte ingen sig op mod den amerikanske fremfærd, og derfor mente VS’s hovedbestyrelse, „at vi må tage sagen i egen hånd. Protesterne må eskalere i takt med den amerikanske aggression. Den dag amerikanerne kaster den første taktiske atombombe, må det besvares med omfattende sabotage mod amerikansk ejendom i Danmark,“ lød budskabet fra hovedbestyrelsen.21 Udtalelsen satte gang i diskussionerne i VS. I en række indlæg tog medlemmer afstand fra udtalelsen og ideen om sabotage. Beslutningen om eventuel voldsanvendelse var ifølge et indlæg blevet taget henover hovedet på medlemmerne, selv om så vigtige spørgsmål måtte læg- ges ud til diskussion blandt medlemmerne. Udtalelsen var blevet til i modstrid med den demokratiske fremgangsmåde, man havde valgt i partiet. Andre argumenterede for, at brugen af „aktivt militante kampformer“ blot ville fjerne partiet fra det store flertal i befolkningen, hvis ikke folket var blevet bevidstgjort. Det blev forklaret medlemmerne, at sabotage kunne være mange ting lige fra rudeknusninger til bombeattentater, ligesom det kunne betegnes som sabotage, hvis arbejderne på amerikanske virksomheder arbejdede langsomt. Partiet kunne ikke umiddelbart stå for organisering og igangsættelse af sabotage. Partiets rolle var at bevidstgøre folket. „VS’s rolle som formidler i denne proces må altså være at forsøge at skabe så stor klarhed og stringens i aktionerne som muligt, samt når aktionerne har fundet sted at forklare over for befolkningen, hvorfor sådanne aktioner finder sted, i hvilken sammenhæng de skal ses osv.“22 Diskussionerne i VS fortsatte og blev til tider meget teoretiske.23 Det blev dog klart, at hovedbestyrelsens udtalelse ikke havde opbakning i partiet. På partiets 4. Kongres blev det besluttet, at udtalelsen skulle annulleres. I alt 54 stemte for en annullering, tre stemte imod, mens 21 undlod at stemme.24

20 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. Ifølge PET’s oplysninger blev der under drøf- telserne fremført et argument om, at „man i alt fald i begyndelsen burde sikre sig, at menneskeliv ikke gik tabt“. 21 VS-Bulletin, nr. 62, 5. marts 1971. 22 VS-Bulletin, nr. 63, 18. marts 1971. 23 Et eksempel på dette kan ses i VS-Bulletin, nr. 70, 20. juli 1971 og VS-Bulletin nr. 75, 1. december 1971. 24 VS-Bulletin, nr. 76, 10. januar 1972. DIIS-interview med Steen Folke, 16. november 2004.

494 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 495

Trods udtalelsens annullering forblev VS i efterretningstjenesternes søge- lys. FE havde bidt mærke i det program, som VS havde vedtaget på samme kongres, som havde annulleret hovedbestyrelsens sabotage-udtalelse. En socialistisk revolution kunne medføre, at de herskende klasser i en given situation ville sætte hæren ind mod arbejderklassen, og derfor var „det nødvendigt, at det revolutionære parti også arbejder i hæren for at svække dens funktions- dygtighed.“ VS skulle – ud over at forbedre soldaternes rettigheder og arbejdsforhold – udbrede revolutionær propaganda inden for hæren, organisere de meniges modstand mod officererne og arbejde aktivt for, at dele af det menige mandskab i tilfælde af en revolution enten nægtede at adlyde ordrer eller deltog i kampene på arbejderklassens side. „De revolutionære må derfor aftjene deres værnepligt, dels for at kunne løse disse opgaver, dels for at lære en vis elementær våbenbrug.“25 FE gengav ukommenteret ovenstående, men havde inden da bemærket, at der var tale om en stramning af det politiske program i forhold til tidligere.

Efterretningstjenesternes vurderinger af venstrefløjen

Med baggrund i efterretningstjenesternes viden om venstrefløjens aktiviteter forsøgte de at vurdere, hvor langt de forskellige partier og grupperinger var parat til at gå for at ændre det danske samfund. Det kan straks slås fast, at ifølge efterretningstjenesternes vurderinger var udviklingen på venstrefløjen ikke alarmerende. Selv om der blev afholdt mange demonstrationer, kunne tjenesterne iagttage uændrede tendenser inden for venstrefløjen op gennem 1960’erne. Eksistensen af en række fælles mål var ikke nok til at skabe enighed og forbedre samarbejdet på venstrefløjen, og uenigheden syntes ikke at have udsigt til at blive løst foreløbig.26 Splittelsen havde allerede vist sig i forbindelse med det forværrede forhold mellem Kina og Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne.27 FE vurderede allerede i 1964, at der ikke var grobund for „den revolutionære sæd“ i Danmark, og at udsigterne for DKP, maoisterne eller andre revolutionære kræfter derfor ikke var videre gunstige.28 Der var heller ikke umiddelbare tegn på international finansiering af de danske pro- testbevægelser og ej heller udenlandsk kontrol med urolighederne.29 I efteråret 1969 blev det afsløret, at FE havde placeret en aflytningscentral i en bygning i Kejsergade tilhørende Københavns Universitet. Centralen var

25 FE’s arkiv, SikNyt, marts 1972. 26 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. 27 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 46. Splittelsen viste sig blandt front- og dækorganisationerne, der i den første halvdel af 1960’erne havde været ude af stand til at nå til enighed på grund af sammenstød mellem prokinesiske og prosovjetiske grupper. 28 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 38. 29 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 2/1968, s. 127.

495 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 496

oprettet med godkendelse fra universitetets ledelse og havde formentlig til formål at følge telekommunikationen til og fra udenlandske repræsentatio- ner. Kejsergade-sagen skabte en vis politisk uro, og man kunne frygte, at der stod udenlandske kræfter bag Kejsergade-centralens afsløring og de efterføl- gende demonstrationer.30 Det mente FE ikke, at der gjorde, og man havde heller ingen indikationer på, at aktionen mod Kejsergade-centralen var „bevidst styret“. FE så afsløringen af Kejsergade-centralen som et resultat af den tidsånd, der herskede blandt de unge på det pågældende tidspunkt i Europa, og det måtte antages, at lignende aktioner ville forekomme i fremtiden.31 Ved udgangen af 1969 fik ungdomsoprøret i Danmark følgende kommentar fra FE: „Ungdomsoprøret som sådan er antagelig kulmineret, og frafaldet af mere eller mindre tilfældige medløbere er derfor stort. Tilbage står kun den lille og ideologisk fanatiske kerne.“32 FE bemærkede samme år, at selv om venstreorienterede grupperinger dagligt fik stor presseomtale, afspejlede denne omtale ikke deres faktiske betydning. „På grund af en presseomtale, der ikke står i forhold til bevægelsernes tilslutning, vil menigmand ofte få det indtryk, at bevægelserne har større tilslutning end tilfældet er,“ fastslog FE.33 Resultaterne af venstrefløjens aktiviteter blev anset for „ret små“, fordi så stor en del af den samlede indsats blev brugt på at bekæmpe rivaliserende grupperinger.34 Heller ikke urolighederne omkring Verdensbankens møde i København i 1970 fik PET til at komme med advarende bemærkninger om venstrefløjens aktiviteter. I tiden efter Verdensbankens møde bemærkede tjenesterne den interne splittelse og svigtende tilslutning, som prægede den danske venstrefløj.35 PET konkluderede, at selv om der var tale om en forholdsvis bred kreds af danske aktivister fra venstrefløjen, som stod bag urolighederne i september 1970, førte de voldelige uroligheder efterfølgende ikke til en større fælles forståelse, men derimod til en skærpelse af de interne konflikter og uenigheder i de involverede partier og organisationer. PET ville ikke afvise, at det kunne ende med en dybtgående splittelse.36 „Det skete har givet stof til eftertanke hos den politisk modne del af venstrefløjen, der nok udadtil vil forsøge at bibringe offentligheden den opfattelse, at volden må tilskrives gadens pøbelelementer, men som indadtil underkaster sig en selvransagende analyse ud fra en indre tvivl om berettigelsen og hensigtsmæssigheden af de af dem selv iværksatte voldelige begivenheder,“ hed det om urolighederne ved Verdensbankens møde.37

30 Tage Kaarsted, De danske ministerier 1953 – 1972, 1992, s. 434-36. 31 FE’s arkiv, Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 99. 32 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 2/1969, s. 92. 33 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1969, s. 91. 34 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1969, s. 91. 35 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (dateret april 1972), s. 11-12. 36 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. 37 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194.

496 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 497

Ledende kræfter på venstrefløjen havde forgæves forsøgt at mobilisere kræf- terne fra de forskellige grupperinger.38 I den efterfølgende tid bemærkede PET en „tydelig afmatning m.h.t. deltagelse i demonstrationer“, og at de politiske aktiviteter kun kunne samle få hundrede deltagere.39 Efterretnings- tjenesterne vurderede, at der i den brede befolkning kun var „ringe interesse“ for aktionerne og demonstrationerne, og urolighederne i forbindelse med Verdensbankens møde havde haft den konsekvens, at aktivisterne ikke læn- gere havde en lige så bred opbakning som tidligere.40 Brugen af voldelige midler havde ført til en yderligere splittelse på den danske venstrefløj, og det resulterede blandt andet i manglende samarbejde og koordinering.41 Den udvikling betød, at efterretningstjenesternes interesse for venstrefløjen kølne- des. Op gennem 1970’erne forsvandt den danske venstrefløj i nogen grad ud af efterretningstjenesternes rapporter til fordel for andre emner som international terrorisme og fredsbevægelsen. Splittelsen på venstrefløjen blev i samtiden drøftet af de forskellige grupperinger og fraktioner ud fra den betragtning, at de jo stort set alle havde de samme mål. De ønskede en ændring af samfundet og indførelse af socialisme. „Vi må lære at kæmpe sammen for det, vi er enige om, og at diskutere det, vi ikke er enige om på en ordentlig måde,“ skrev Ib Nørlund i begyndelsen af 1970’erne.42 Det fik gang i diskussioner og drøftelser, som imidlertid blot understregede uenigheden.43 Selv om splittelsen besværliggjorde mulighederne for indflydelse, afholdt det ikke venstrefløjens forskellige partier fra at gøre sig overvejelser om, hvordan et fremtidigt samfund skulle se ud, når de en dag kom til magten. I vin- teren og foråret 2003 viste en artikelserie i Weekendavisen, at man inden for Kommunistisk Arbejderparti (KAP) gjorde sig overvejelser om, i hvilken retning et nyt og bedre samfund skulle bevæge sig, når Kommunistisk Arbej- derparti kom til magten.44 Nogle af disse overvejelser kunne have fået alvorlige konsekvenser for de politiske modstandere, hvis KAP’erne havde haft

38 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. For bedre at kunne forberede aktivisterne blev der fremstillet lærebøger i udførelse af aktioner, demonstrationer og aktivistisk politisk arbejde. VS besluttede i december 1970 at fremstille en sådan bog. 39 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. 40 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 10. 41 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 11. Se også SikNyt september 1971 (dateret oktober 1971), s. 3. 42 Politisk Revy, nr. 183. 29/10-71. 43 Se eksempelvis drøftelserne under overskriften „Samling på venstrefløjen?“ i Politisk Revy, nr. 192, 194, 195, 196, 197 og 198. 44 Weekendavisen, 3.-9. januar 2003, 10.-16. januar 2003, 17.-23. januar 2003, 24.-30. januar 2003, 31. januar-6. februar 2003 og 7.-13. februar 2003. Af disse artikler fremgår det blandt andet, at en af de interviewede havde modtaget våbentræning tilbage i 1970’erne og kendte til lignende forhold hos søsterpartiet i Norge. En af de interviewede påpegede, at de militære egenskaber blev tilegnet for at kunne imødegå en sovjetisk invasion. Også kamp- og skydetræningen hos søsterpartiet i Norge blev nævnt af flere. Weekendavisen 3.-9. januar 2003, 17.-23. januar 2003 og 31. januar-6. februar 2003.

497 kap. 49 P 07/06/05 10:12 Side 498

magt, som de havde agt. En af de interviewede, Jørgen Ramskov, husker drøf- telser om, hvordan samfundet skulle ændres. „Domstolene skulle sættes ud af kraft, det samme gjaldt pressen og militæret, og bankerne skulle nationalise- res,“ fortæller han. Også „genskoling“ af anderledes tænkende blev drøftet, og i dag påpeger han de ubehagelige konsekvenser, dette kunne have fået. „Genopdragelseslejr har vist sig ofte at være synonymt med udryddelseslejr,“ bemærker han.45 Andre partier og grupperinger skabte tvivl om, hvorvidt de var parate til at anvende vold for at ændre samfundet. Udtalelser om det nødvendige i en be- væbning af arbejderklassen, anvendelsen af sabotage, væbnet kamp og revolutionens uundgåelighed har formentlig alle bidraget til at skabe en uro og usikkerhed om disse partiers og grupperingers midler til at nå deres mål samt medvirket til forøget overvågning fra efterretningstjenesternes side. I hvilket omfang de skarpe udtalelser blev omsat til handling i form af træning og uddannelse er fortsat ikke helt afklaret. Hvis det har fundet sted, har de danske efterretningstjenester enten ikke kendt til det eller fundet det for ubetydeligt at nævne i de periodiske rapporter.

45 Interview med Jørgen Ramskov, Weekendavisen 10.-16. januar 2003.

498 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 499

Den militære trussel mod Danmark 1963-1978

50 · FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 1963-1970

De danske militære efterretningsvurderinger blev i 1960’erne – som i den foregående periode – udarbejdet af Forsvarsstabens Efterretningsafdeling, der i 1967 blev direkte underlagt forsvarsministeriet og fik navnet Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Vurderingerne blev som i den spændingsfyldte periode i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne udsendt i form af ugeoversigter (lejlighedsvis som situationsrapporter). Fra juni 1964 udsendtes de som 14 dages-oversigter, der efterfølgende sammenfattedes i store halv- årsoversigter (i et antal af ca. 80 eksemplarer). Denne udvikling må ses i forbindelse med afspændingen mellem USA og Sovjetunionen, der ifølge efterretningstjenesten kom til udtryk gennem undertegnelsen i juni 1964 af en aftale om genoprettelse af de konsulater, der havde været holdt lukket siden 1948, samt gennem en aftale om meteorolo- gisk og medicinsk samarbejde på rumforskningsområdet.1 Det blev ved om- lægningen tilkendegivet af efterretningstjenesten, at man ville vende tilbage til en ugentlig udsendelse, om nødvendigt hyppigere, hvis situationen nød- vendiggjorde det.2 Den sidste fase i denne udvikling startede i året 1970, fra hvilket tidspunkt den løbende rapportering skete gennem månedsoversigter (plus en årsoversigt). En vigtig plads i rapporteringen indtog fra 1965 arbejdet „Truslen mod Danmark“, der fokuserede på de østlige kapabiliteter, der kunne sættes ind mod Danmark og nærområdet. Det her skildrede forløb omkring frekvensen af efterretningsvurderingerne illustrerer formentlig efterretningsbehovets omfang hos danske myndigheder og institutioner i den mere forhandlingsprægede og mindre spændingsfyldte periode, der afløste Berlinkrisernes tid. Som tidligere baserede FE sine analyser og vurderinger på efterretningsmateriale, der kom fra venligtsindede nabolande og særlige samarbejdspartnere, fra deltagelse i Alliancens arbejde med udarbejdelsen af den årlige rapport om Warszawapagtens intentioner og kapabiliteter (MC 161) samt ikke mindst

1 Ugeoversigt 24/1964 (4.-10. juni 1964), s. 5. FE’s arkiv. 2 Sst., s. 4.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 499 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 500

fra egen indhentning i form af SIGINT, ELINT (elektronisk efterretningsindhentning) samt fotorekognoscering m.m., til sammen aktiviteter der havde et betydeligt omfang og dækkede centrale dele af Østersøen samt det nordlige Polen og DDR. Ifølge danske efterretningsfolk var Danmark en hovedleveran- dør af efterretninger fra det geografiske område, man havde specialiseret sig i.

FE’s vurderinger af kapabiliteter på europæisk niveau Økonomi I efterretningstjenestens analyse af Sovjetunionens økonomiske formåen tegnedes allerede fra begyndelsen af 1960’erne et i forhold til 1950’erne afvigende billede. Sovjetunionen blev stadig betragtet som verdens næststørste industrination, men det konstateredes, at de høje økonomiske vækstrater, der havde kendetegnet 1950’erne (på ca. 7 %), var afløst af en meget mere moderat vækst (i 1963 på 3 % årligt). Som forklaring blev der især peget på land- brugssektorens „træghed“. Man hæftede sig ved, at Sovjetunionen i 1963 – for at opretholde levestandarden efter en fejlslagen høst – så sig tvunget til at im- portere hvede fra Vesten.3 I slutningen af 1960’erne vurderedes situationen dog at være lysere for landbruget efter nogle år med god høst som følge af forbedringer med hensyn til korndyrkningen. I det samlede billede var det nu industrien, der fik skylden for den lavere økonomiske vækst. Som forklaring på industriens lavere stigningstakt blev der bl.a. peget på, at det tog alt for lang tid at få gennemført investeringer, og at det var vanskeligt at få produk- tivitetsforbedringer til at slå igennem.4 Den af Sovjetunionen i 1955 indledte bistands- og lånepolitik over for den tredje verden – der under betegnelsen „penetrationspolitikken“ til stadighed blev fulgt i efterretningsrapporterne – toppede på låneområdet i 1960, hvorefter låneindsatsen aftog noget. Undtagelsen var Cuba, der indtog en særstil- ling som hovedmodtager af sovjetisk økonomisk bistand. Fra 1964 tales dog om voksende sovjetisk aktivitet i Afrika og Asien og om et skarpt konkurren- ceforhold Sovjetunionen og Kina imellem. Kina søgte nu også at vinde international indflydelse gennem långivning. FE’s vurdering i anden halvdel af 1964 var, at Sovjetunionens Asien-politik var bestemt af, at landet på den ene side ikke ønskede at skade forholdet til USA og på den anden side ikke ville overlade det kommunistiske initiativ til Kina.5

3 Halvårsoversigt (i det følgende Halvårsov.). 1/1964, s. 18ff. FE’s arkiv. 4 Halvårsov. 2/1968, s. 40; Halvårsov. 1/1969, s. 19. FE’s arkiv. 5 Halvårsov. 1/1962, s. 17f; Halvårsov. 2/1964, s. 22f. FE’s arkiv.

500 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 501

Forbundsfæller Som i 1950’erne fulgte efterretningstjenesten nøje udviklingstendenserne inden for den verdenskommunistiske bevægelse. Sovjetunionens kamp med Peking-regimet om førerpositionen blev fulgt i dens forskellige faser, ligesom bevægelserne på den europæiske scene registreredes. Den generelle tolkning synes at have været, at problemerne i forhold til Kina begrænsede og svæk- kede Sovjetunionens muligheder for at føre en interessebetonet politik. Det bemærkedes i 1963, at disciplinen syntes løsnet inden for østblokken, hvilket blev sat i forbindelse med Sovjetunionens forsoning med Jugoslavien og konflikten med Kina.6 Sovjetunionens politik over for Vesten i perioden efter Cubakrisen blev tolket som en videreførelse af Khrusjtjovs politik fra 1950’erne om fredelig sameksistens med Vesten. Gennem sin politik under Cubakrisen og justeringen af Tysklandspolitikken demonstrerede Sovjetunionen, at den ikke ville følge det kinesiske krav om en aggressiv politik over for Vesten. I en interessant vurdering fra efteråret 1963 hedder det således: „Østblokkens verdenspolitiske aktivitet har i udpræget grad været influeret af den sovjetisk-kinesiske konflikt. Man aner en proportionalitet i forværringen af forholdet til Kina og forbedring af forholdet til Vesten. I sidstnævnte henseende synes det overraskende at konstatere, at Sovjetunionens forbedrede relationer til Vesten ikke så meget er resultatet af en øjeblikkelig politisk omvurdering som en aktivi- sering af en latent politisk målsætning, der har været hæmmet af hensyn til Kina. Mange hensyn faldt formentlig allerede på grund af kinesernes holdning under Cuba-krisen, men først i april/maj 1963 fornemmer man viljen til gennemførelse af den fredelige sameksistenspolitik på bekostning af forholdet til Kina. Dette i forbindelse med Sovjetunionens store propagandamæs- sige udnyttelse af prøvestopaftalen gør nye skridt i retning af den kolde krig vanskeligere og kan derfor opfattes som tegn på, at Sovjetunionen virkelig har vilje til forhandling og løsning af store internationale spørgsmål. I mod- sætning til tidligere synes Sovjetunionen nu at være indstillet på at løse problemerne enkeltvis“.7 Fra midten af 1960’erne står det klart, at den kommunistiske verdensbevæ- gelse var blevet spaltet i to lejre eller – som det udtryktes i en rapport – at der eksisterede en voksende „polycentrisme“. Det bemærkedes, at Sovjetunionen i 1964 – det år hvor grænseforhandlingerne mellem de to stater brød sammen – udfoldede en stærk retorik i forhold til Kina og bl.a. i en regeringserklæring trykt i Pravda i begyndelsen af maj 1964 beskyldte kineserne for at drive race- politik som de nazistiske ledere.8

6 Halvårsov. 2/1963, s. 9. FE’s arkiv. 7 Halvårsov. 2/1963, s. 8. FE’s arkiv. 8 Ugeoversigt 19-20/1964 (dækkende perioden 27. april til 10. maj), s. 7. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 501 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 502

Khrusjtjovs fald i oktober 1964 forbedrede ikke afgørende klimaet mellem de to magter. Det blev snart konstateret, at den nye kollektive ledelse i Kreml ønskede at videreføre den fredelige sameksistens med Vesten og lagde vægt på at opbygge et positivt forhold til den nye amerikanske præsident Johnson, og at den efter nogle måneders afventende politik befandt sig i samme dybe modsætningsforhold til Kina som Khrusjtjov-styret havde gjort. I 1965 vurderede man dog, at den amerikanske udvidelse af Vietnam-krigen dette år ville forhindre en yderligere sovjetisk-amerikansk tilnærmelse, idet situationen i så fald ville blive udnyttet propagandamæssigt af Kina.9 Betydningen af de følgende års gentagne incidenter og sammenstød mellem sovjetiske og kinesiske tropper især ved Ussuri floden blev ikke overbetonet i de danske rapporter, hvor man så dem som en af konsekvenserne af den russiske ekspansionspolitik i området i tsartiden og af en uklar grænse- dragning. Man ventede derfor heller ikke, at grænsetræfningerne skulle udvikle sig til en storkrig mellem Sovjetunionen og Kina, noget man anså for udelukket af ideologiske grunde. „Den konventionelle udbygning af de sovjetiske væbnede styrker langs den kinesiske og sovjetiske grænse kan derfor snarest ses som led i den kendte sovjetiske sans for overdimensionerede sik- kerhedsdispositioner“.10 Sovjetunionen søgte gennem 1960’erne at vinde tilslutning til en verdens- konference, der kunne gennemføre det endelige ideologiske opgør med Maos Kina og befæste Sovjetunionens ledende rolle inden for verdenskommunismen, men fandt kun begrænset lydhørhed. Fra dansk side forudså man dog, at de vestlige kommunistpartier ville støtte Moskva, men man stillede sig tvivlende overfor om lande som Rumænien og Jugoslavien kunne acceptere en fordømmelse af Kina, som kunne få konsekvenser for dem selv, idet de derved kunne siges at have godkendt et princip om „begrænset suverænitet“.11 Konferencen, der gennemførtes i Moskva i juni 1969, vurderedes kun som en begrænset sejr for det sovjetiske kommunistparti – og som et nederlag for verdenskommunismen – idet slutdokumentet var tvetydigt og ikke tog stilling til afgørende spørgsmål som invasionen i Tjekkoslovakiet og konflikten mellem Sovjetunionen og Kina.12

Krise i Øst: Invasionen af Tjekkoslovakiet 1968

Sovjetunionens stadige problemer med at bevare kontrollen over udviklingen inden for Østblokken blev også i 1968 fulgt nøje af den danske efterretnings-

9 Halvårsov. 2/1965, s. 9. FE’s arkiv. 10 Halvårsov. 2/1969, s. 6. FE’s arkiv. 11 Halvårsov. 1/1969, s. 11. FE’s arkiv. 12 Halvårsov. 2/1969, s. 15f. FE’s arkiv.

502 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 503

tjeneste. Uenigheden mellem Sovjetunionen og Rumænien var et tilbagevendende tema i oversigterne, men ifølge FE indledtes en ny urofase fra sommeren 1967, idet der både i Polen og Tjekkoslovakiet blev tilkendegivet utilfredshed med Østblokkens holdning under 1967-krigen mellem Israel og de arabiske lande. I begyndelsen af året 1968 hæftede FE sig især ved studenterurolighederne i Polen, der snart viste sig at være uden folkelig støtte og blev slået ned med hård hånd af myndighederne. De påfølgende udrensninger, der også var anti- semitisk farvede, blev styret af den nationalistiske „partisangruppes“ leder, indenrigsminister Moczar, hvem det dog under en intern magtkamp i partiet ikke lykkedes at få besat forsvarsministerposten med en af sine tilhængere; posten blev i stedet besat med viceforsvarsminister og generalstabschef Wojciech Jaruzelski.13 Det vurderedes efterfølgende, at tildragelserne ikke havde indflydelse på Polens stilling inden for Østblokken og Warszawapagten. Fra marts 1968 kom imidlertid det politiske systemskifte i Tjekkoslovakiet – det, der senere blev kaldt „foråret i Prag“ – i centrum af efterretningstjenestens opmærksomhed. Uden at det specifikt blev præciseret i rapporterne, stod efterretningstjenesten som under tidligere kriser i Øst med en væsentligt forøget varslings- og efterretningsopgave, hvor man i første række skulle svare på, om der var indikationer på, at krisen ville få konsekvenser for Vesten og dermed nødven- diggøre politiske og militære forholdsregler. Kunne NATO-landene blive direkte involveret i den krise, der aftegnede sig for Sovjetunionen og Warszawapagten? Men andre spørgsmål rejste sig naturligt også for beslutningstagere og analytikere i Vesten. Skulle der fortsat herske kronisk uro i Østblokken? Hvor langt ville Sovjetunionen gå for at hævde sin autoritet inden for sin egen kreds etc.? Hvordan end disse spørgsmål blev besvaret, skulle man på et tidspunkt tage stilling til det overordnede spørgsmål om, i hvilket omfang de disciplinære problemer i øst ville få indflydelse på Sovjetunionens hele autoritet og Østblokkens militære styrke. Med andre ord: indebar den fornyede uro i satellitlandene og uenigheden inden for verdenskommunismen en svækkelse af den politiske og militære udfordring, Sovjetunionen udgjorde for Vesten? I analysen af den tjekkoslovakiske ledelseskrise, der førte til udskiftning af det gamle stalinistisk prægede regimente i Prag i begyndelsen af året 1968, var det i starten den danske tolkning, at den af Aleksander Dubˇcek indledte reformpolitik i Tjekkoslovakiet kunne være acceptabel for Sovjetunionen, der formodedes at have tillid til, at partiets nye førstesekretær kunne styre den. Dubˇcek, der havde levet og var blevet skolet i Sovjetunionen, blev tolket som en Sovjetunionens mand, der næppe ville ændre på landets udenrigspolitik.14

13 Efterretningsoversigt (forkortet EO) 9/1968, s. 7f. FE’s arkiv. 14 EO 2/1968, s. 8f. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 503 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 504

Allerede i marts 1968 registreredes imidlertid i København de kommunistiske nabostaters voksende utilfredshed med udviklingen i Tjekkoslovakiet, hvor især forslaget om at give parlamentet øgede beføjelser (på kommunistpartiets bekostning) samt de frihedsgrader, som den tjekkoslovakiske presse hurtigt havde tiltaget sig, skabte uro. Tysksprogede tjekkoslovakiske aviser blev snart tilbageholdt i DDR. Det politiske pres fra andre Warszawapagtlande udviklede sig i maj 1968 til et egentligt tvangsdiplomati over for Tjekkoslovakiet, idet Sovjetunionen fra 8. maj iværksatte omfattende troppebevægelser. Hermed blev krisen også mi- litært et internationalt anliggende. I en udsendt situationsrapport fra 22. maj 1968 betegnede FE de forskellige aktiviteter mod Tjekkoslovakiet i form af presseadvarsler, møder og militære bevægelser som „psykologisk krigsførelse“, der havde som mål at bremse reformprocessen i Tjekkoslovakiet og gøre det muligt for Dubcek at styre udviklingen ind i mere acceptable baner. Det vurderedes, at det ikke var Sovjetunionens hensigt i den nuværende situation at gennemføre en militær intervention, men at udbredelse af rygter om en så- dan kunne være led i den psykologiske krigsførelse.15 I en efterfølgende oversigt blev det påpeget, at Sovjetunionen siden gene- ralsekretær Bresjnevs tale af 30. marts 1968 – der rummede indirekte kritik af den tjekkoslovakiske ledelse – havde iværksat en omfattende kampagne mod ideologiske afvigelser. Man bemærkede også fra dansk side, at Polen (og DDR) i modsætning til flere andre østlande i stigende grad kritiserede udviklingen i Tjekkoslovakiet, og at Gomulka-regimet helt stillede sig på Sovjetunionens side.16 Hermed antydede FE en formodning om, at de refor- mistiske tendenser i Østblokken ikke ville brede sig til Polen og dermed implicere et Danmark nærtliggende østland. Efter sovjetisk pres gik Tjekkoslovakiet med til en Warszawapagt-øvelse på landets jord i dagene fra 20.-30. juni 1968. Der var tale om en stabsøvelse med begrænset troppedeltagelse, der ifølge FE strakte sig fra Böhmen-Mähren til det sydlige Polen og måske også omfattede en del af Østtyskland. Såvel i den tjekkoslovakiske presse som fra militært hold i Tjekkoslovakiet blev det betonet, at der alene var tale om en stabsøvelse, der ikke ville blive efterfulgt af fast stationering af Warszawapagt-tropper i landet.17 I juli bedømte man fra dansk side udviklingen omkring Tjekkoslovakiet som „alvorlig“, idet den tjekkoslovakiske ledelse afviste et topmøde med de øv- rige Warszawapagt-lande samtidig med, at der stadig befandt sig sovjetiske tropper i landet.18 Først efter Bratislava-topmødet den 3. august 1968 – der

15 EO 12/1968 af 22. maj 1968. Rapporten er på to sider, der alene er viet situationen omkring Tjekkoslovakiet. FE’s arkiv. 16 EO 13/1968, s. 9. FE’s arkiv. 17 EO 15/1968, s. 8 og 14f; en fyldig gennemgang af faserne i øvelsen „Böhmerwald“ findes i EO 16/1968, dateret 11. juli 1968, s. 11-14, 25. I oversigten findes to kort over øvelsens faser. FE’s arkiv. 18 EO 16/1968 af 11. juli 1968, s. 4. FE’s arkiv.

504 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 505

lagde stærke bånd på det tjekkoslovakiske kommunistparti – forlod de sidste sovjetiske styrker landet. FE’s vurdering efter dette møde var, at krisen var bi- lagt „indtil videre“, men at den tjekkoslovakiske ledelse også befandt sig i en meget vanskelig situation på grund af befolkningens krav til den. Det blev også påpeget, at der befandt sig ekstra Warszawapagt-styrker i grænseområ- derne til Tjekkoslovakiet i en størrelsesorden af 12-15 divisioner (alle sovjetiske på nær to polske divisioner), dvs. ca. 150.000 mand. Styrkens tilstede- værelse var ifølge FE udtryk for den sovjetiske vurdering, at det stadig kunne blive nødvendigt med en militær indgriben.19 På dette tidspunkt (den 23. juli) havde Sovjetunionen ifølge FE også påbe- gyndt en „logistisk øvelse“ i de vestlige militærdistrikter af landet. Denne øvelse udstraktes 30. juli til Polen og Østtyskland. Logistikøvelsen afsluttedes 10. august og fortsattes med en stabsøvelse i tiden 11.-20. august. Øvelserne viste sig senere ved invasionen af Tjekkoslovakiet i august måned at have tjent som dække for en skjult mobilisering af reservestyrker samt for tilførsel af ekstra styrker og forsyninger til DDR. Lukning af polske og østtyske jernbaner for godstransport konstateredes også og vurderedes at skjule forlægning af sovjetiske styrker. FE konstaterede ligeledes forøget beredskab ved de østtyske og polske styrker samt forlægning af en østtysk stab til Warszawapagt-hovedkvarteret i Legnica i Polen og satte alt dette i forbindelse med situationen omkring Tjekkoslovakiet.20 Warszawapagt-styrkerne i de til Tjekkoslovakiet grænsende områder voksede ifølge FE i løbet af august til ca. 24 divisioner, hvortil kom en flystyrke på ca. 260 sovjetiske fly. Det var disse styrker på formentlig mellem 225.000 og 250.000 mand, der – forstærket gennem indsættelse af et stort antal sovjetiske transportfly – foretog invasionen af Tjekkoslovakiet natten mellem den 20. og 21. august 1968 og besatte landet uden at møde væbnet modstand. Inva- sionen kom, som det fremgår af ovenstående, på ingen måde uventet for de vestlige efterretningstjenester. Invasionen blev gennemført som en koordineret Warszawapagt-hær- og flyoperation, hvori deltog styrker fra alle medlemslande med undtagelse af Rumænien. De ungarske og bulgarske styrkebidrag var dog kun symbolske og tjente til demonstration af enighed. FE foretog en samlet gennemgang af de militære bevægelser i forbindelse med invasionen i en efterretningsoversigt, der blev udsendt 12. september 1968.21 En mere omfattende vurdering af operationens militære detaljer blev ikke foretaget i efterretningsoversigterne. Det fremgår således ikke af dette materiale, om operationen bekræftede de forestillinger, man havde sig dannet sig i de vestlige efterretningstjenester om Sovjetunionens og Warszawapagtens evne til at samle tropper og deployere dem hurtigt.

19 EO 18/1968 af 8. august 1968, s. 4ff. FE’s arkiv. 20 EO 18/1968 af 8. august 1968, s. 17ff. – EO 17/1968 (om Tjekkoslovakiet) og EO 19/1968 af 16. august 1968 mangler i FE’s arkiv. FE’s arkiv. 21 EO 21/1968, s. 16-26 (med tre kort). FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 505 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 506

Kort over sovjetiske ind- flyvninger ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, udarbejdet af FE. (FE).

Det blev dog bemærket, at Prag blev besat af en luftbåren styrke, ligesom der blev kastet luftbårne styrker ned ved flere flyvepladser. Man hæftede sig også ved, at besættelsen af de tjekkoslovakiske flyvepladser foregik „gnid- ningsløst og med stor præcision, således landede An-12 transportfly i Prags lufthavn med ca. 1 minuts mellemrum i de første timer efter invasionen“. Det tilføjedes dog samtidigt, at der ikke fra tjekkoslovakisk side blev taget modfor- holdsregler.22 Det rapporteredes også, at den i Danmark velkendte polske 6. luftbårne division havde deltaget i operationerne og formentlig været under sovjetisk kommando. Det påpegedes også, at invasionsstyrkerne efter få dage fik problemer med forsyninger af proviant og drivmidler. Der blev ikke foretaget nogen afvæbning af de tjekkoslovakiske styrker. FE formodede, at store sovjetiske styrker ville forblive i landet som besæt- telsesmagt under den fortsat uafklarede politiske situation og fik ret i antagelsen. Efter afslutningen af en påtvungen stationeringsaftale mellem Sovjet- unionen og Tjekkoslovakiet af 16. oktober, der blev ratificeret allerede to dage efter, begyndte de mindre Warszawapagtlandes styrker at forlade landet, og sovjetiske styrker gik i gang med at overtage kaserner i den vestlige del af landet, samtidig med at tjekkoslovakiske styrker sendtes østpå. Stationerings- aftalen havde i den offentliggjorte tekst samme indhold som lignende aftaler med Polen, Rumænien, Ungarn og DDR fra 1950’erne, men sagde intet om den sovjetiske besættelsesstyrkes omfang. Dette punkt skulle bestemmes gennem særskilt overenskomst.23

22 Halvårsov. 2/1968, s. 11. FE’s arkiv. 23 EO 24/1968 af 24. oktober 1968, s. 7. FE’s arkiv.

506 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 507

Den ekstra årvågenhed, der udvistes fra de vestlige efterretningstjenesters side i forbindelse med den tjekkoslovakiske krise, skyldtes bl.a., at det ikke kunne udelukkes, at krisen kunne få konsekvenser for Vesten. Som vi skal se i det følgende, indgik det både i 1960’erne og 1970’erne som en – om end ikke specifikt fremhævet – mulighed i det vestlige trusselsbillede, at en Øst- Vest-konflikt kunne vokse ud af en opstand i et østland. Set på afstand i 2005 forekommer denne mulighed måske ikke særlig sandsynlig, al den stund en sovjetisk militæroperation, der tjente til undertrykkelse af en forbundsfælle, militært set ville udgøre en umulig udgangsposition for offensive operationer mod Vesten. Vesten havde også som tidligere beskrevet allerede i 1950’erne fraskrevet sig muligheden af at gribe ind militært i Østblokkens indre anliggender. Men det kunne selvsagt ikke udelukkes, at det kunne komme til episoder eller til en direkte konfrontation, f.eks. hvis østlige militære enheder søgte at overgive sig til vestlige lande i forbindelse med en intern konflikt inden for Warszawapagten, eller hvis Sovjetunionen mistolkede intentionerne bag vestlige beredskabsforanstaltninger. Det stod antagelig ret hurtigt i kriseforløbet klart for de vestlige efterretningstjenester, at udviklingen ikke behøvede at implicere Vesten. Der er ingen varsler i det danske efterretningsmateriale om, at krisen omkring Tjekkoslo- vakiet skulle få direkte implikationer for Vesten. Det vil sige, at den danske efterretningstjeneste og de øvrige vestlige efterretningstjenester kun havde iagttaget et begrænset antal af de indikatorer, der kunne tolkes som tegn på opbygning af et østligt aggressionsberedskab. Det må vel på den baggrund opfattes som en rutinealarmering, når danske styrker ifølge oplysninger fra danske officerer i forbindelse med invasionen rykkede ud af garnisonerne udstyret med skarp ammunition. Fra østlig side opretholdtes i august i perioden op til invasionen normal øvelsesvirksomhed i Østersøen og i DDR samtidig med, at der i DDR som „unormale træk“ blev konstateret forlægning af „væsentlige dele af de sovjetiske styrker i Østtyskland“ samt forlængelse af afspærringstiden for to om- råder, der var lukket for de allierede militærmissioner. Sovjetunionens store flådeøvelse i Atlanterhavet i juli 1968, „Sever“, blev mod sædvane annonceret.24 Uden at det specifikt blev præciseret af FE, kunne dette forhold og den fortsatte øvelsesvirksomhed i Østersøen opfattes som et signal fra Øst til NATO-landene om, at normalbilledet var fremherskende. Omkring invasionen iagttoges øget beredskab ved styrkerne i Østtyskland og ved de tre Øster- søflåder. I Danmark konstateredes som ved tidligere kriser rejseaktivitet hos de østlige diplomater, men det var vurderingen hos FE, at de meget sent var blevet orienteret om invasionen. Der blev ikke iagttaget nogen agentvirksom- hed i Danmark under hele forløbet.

24 EO 16/1968, s. 4. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 507 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 508

De mest konkrete østlige kriseforanstaltninger uden for egne områder blev iagttaget i Østersøen og de danske farvande, idet man fra østside fra 21. august supplerede de normale patruljer ved Sundets sydlige del (øst for Møn og i Femer Bælt) med nye patruljer ved Skagen (sovjetisk ELINT-trawler, dvs. trawler til elektronisk efterretningsindhentning), i Kiel Bugt (sovjetisk minestryger), syd for Langeland (østtysk ELINT-skib), syd for Trelleborg i Skåne (sovjetisk antiubådsfartøj) og i farvandet syd for Bornholm (polsk landsæt- ningsfartøj). Samtidig foretog sovjetiske, østtyske og polske enheder på skift daglige omsejlinger af Sjælland. Efter 25. august blev den østlige patruljering gradvis formindsket, og 5. september var den tilbage på normalt niveau.25 Den 23. august blev der over Østersøen og Bornholm konstateret forsøg på at forstyrre danske radarstationers virksomhed gennem „chaff“ (også kaldet „window“), dvs. udkastning af stof, der indvirkede på radarens funktion. Det betegnedes i rapporten som et nyt middel til passiv forstyrrelse af radar. Det lykkedes ikke ifølge FE at opsamle dette stof og konstatere årsagen til radar- forstyrrelsen.26 Der var ingen vurdering af dette forsøg på at vanskeliggøre dansk efterretningsindhentning. Der var heller ingen FE-vurdering i oversigterne af årsagerne til den udvidede østlige patruljeaktivitet i de danske farvande – en aktivitet, vi som tidligere nævnt også så udfoldet i perioden umiddelbart efter Cubakrisen i 1962. Den mest sandsynlige forklaring er i dag, at der var tale om rapportering og varsling for Øst i en fase, hvor Warszawapagtens ledelse var usikker med hensyn til Vestens reaktioner – i en situation, hvor der fandt NATO-manøvrer sted i Forbundsrepublikken Tyskland (øvelserne „Sorte Løve“ og „Grå Bæver“) – og selv skønnede at være sårbar på grund af det tjekkoslovakiske engagement. Med omsejlingerne af Sjælland har man formentlig søgt at få overblik over den danske flådes og andre vestlige flåders beredskabsforanstaltninger i stræ- derne. Det var givetvis en præmis for den østlige varsling i Østersø-området, at Vesten under en tilspidsende international krise ville øge aktiviteterne i stræderne og i alvorligste tilfælde forberede udlægning af miner. Den danske vurdering af krisens årsager var efter besættelsen af Tjekkoslo- vakiet, at der var tale om en intern krise, hvor ledelsen i Kreml af hensyn til de indenrigspolitiske følger i Østeuropa ikke ville tillade divergerende tolkninger af den kommunistiske ideologi. Udviklingen ville også indebære en for Sovjetunionen uacceptabel ændring af status quo i Europa til USA’s fordel. Det var – som FE var klar over – i hovedsagen samme tolkning som sovjetiske myndigheder selv fremlagde.27

25 EO 21/1968 af 12. sept. 1968.- Her gives på s. 26-28 en oversigt over den østlige flådetrafik og den østlige civile sejlads i de danske farvande. FE’s arkiv. 26 EO 25/1968 af 7. november 1968. FE’s arkiv. 27 EO 21/1968, s. 5. FE’s arkiv.

508 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 509

Det konstateredes efter invasionen af Tjekkoslovakiet, at den havde resulteret i direkte protester i Sovjetunionen i form af en mindre demonstration på Den Røde Plads (!) samt mere indirekte protester fra sovjetiske forfattere og intellektuelle. Lignende reaktioner var set i andre østlande og kunne ifølge FE resultere i stramninger fra myndighedernes side. I en senere kommentar fra 1969 etablerede efterretningstjenesten en vis kobling mellem disse års gæring i det sovjetiske kulturliv og den kulturelle udvikling i Tjekkoslovakiet, idet man mente, at det sovjetiske kommunistparti frygtede, at den fra Tjekkoslovakiet udgående kulturelle frigørelse ikke kunne holdes i tømme og kunne brede sig til Polen og Sovjetunionen.28 Det var en kendsgerning, at der efter indgåelsen af aftalen af 16. oktober ville blive stationeret sovjetiske styrker i Tjekkoslovakiet, og man vurderede, at de ville forblive i landet en rum tid. Man regnede med, at styrken, der be- nævntes „Centralgruppen“, ville bestå af enheder fra de vestlige militær- distrikter i Sovjetunionen, der ville blive suppleret med nye styrker. Styrken blev i det tidlige forår 1969 opgjort til at omfatte to armeer, der bestod af to panserdivisioner og 4-5 motoriserede infanteridivisioner.29 Det viste sig ikke helt let for FE at gøre det sikkerhedspolitiske facit op efter invasionen af Tjekkoslovakiet. Efterretningstjenesten ønskede ikke i situationen umiddelbart efter invasionen at tage konkret stilling til, om stationeringen indebar, at truslen mod Vesten var øget, og henholdt sig til manglende viden om besættelsesmagtens størrelse, men også til usikkerheden med hensyn til det tjekkoslovakiske forsvars effektivitet efter invasionen. Derimod hæftede man sig ved den uden tvivl for de vestlige efterretningstjenester tan- kevækkende kendsgerning, at Sovjetunionen havde formået at gennemføre en delvis mobilisering under dække af øvelse („logistikøvelsen“), samt at det lykkedes delvis skjult at fremføre større styrker fra baglandet til Østtyskland. FE udtrykte det teknisk ved at sige, at to varslingsmæssige indikatorer var vanskeligere at konstatere end hidtil antaget.30 Først i september 1968 præsenterede FE sin vurdering af invasionen. Det hed sig nu, at de øgede sovjetiske styrker demonstrerede den sovjetiske vilje til at fastholde status quo politisk og militært i Centraleuropa. Ifølge FE kunne den øgede styrke dog ikke umiddelbart opfattes som en øget trussel mod NATO-området, idet styrkens primære opgave i hvert fald foreløbig var af besættelsesmæssig karakter. Der blev ikke givet nogen eksplicit vurdering af de trusselsmæssige implikationer for Vesten af det forhold, at Sovjetunionen på ny havde set sig nødsaget til at gribe militært ind i en forbundsfælles indre forhold og stationere besættelsesstyrker på dennes territorium. Spørgsmålet, om Sovjetunionen overhovedet ville være i stand til at føre en offensiv krig,

28 OE 24/1968, s. 7ff., Halvårsov. 1/1969 af 29. april 1969. FE’s arkiv. 29 Halvårsov. 1/1969 af 29. april 1969, s. 10. FE’s arkiv. 30 EO 21/1968, s. 6. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 509 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 510

hvis det samtidig skulle undertrykke opsætsige allierede, blev heller ikke rejst. Gik Warszawapagten under alle omstændigheder ikke ind i en periode, hvor de eksisterende krigsplaner måtte revideres? FE vurderede det som tillige „lidet sandsynligt“, at Sovjetunionen ville iværksætte en lignende pludselig aggression mod et NATO-land. Dette ventedes ikke at ske, „så længe Sovjetunionen tror på magtbalancen i Europa“, hed det. Men hvis denne balance forrykkedes til Sovjetunionens favør, f. eks. ved antydningen af svigtende NATO-solidaritet eller hvis de sovjetiske styrker ikke forlod Tjekkoslovakiet efter at have fået fuld kontrol over landet, ville sandsynligheden for en sovjetisk aggression stige.31 Denne vurdering af sammenhængen mellem ringe konfliktsandsynlighed og tilstedeværelsen af en troværdig magtbalance i Europa optræder også, som det vises nedenfor, i et næsten samtidigt FE-papir fra 16. oktober 1968, og afspejlede en tolkning, der havde været gængs i Storbritannien og i NATO- kredse siden 1950’ernes begyndelse, men formentlig var blevet aktualiseret af de seneste begivenheder. Den overordnede vurdering var altså, at de sovjetiske divisioner, der nu var stationeret i Tjekkoslovakiet, ikke i sig selv udgjorde en øget trussel for Vesten, men at de kunne udvikle sig til at blive det, hvis de forblev i Central- europa, efter at situationen i Tjekkoslovakiet var stabiliseret. En ny status- opgørelse måtte således foretages på et tidspunkt. Selvom invasionen af Tjekkoslovakiet således ikke i sig selv – og også fordi de sovjetiske motiver til at beslutte den var så klare – ændrede på trusselsbilledet, så faldt den i en periode, hvor dette billede – som det nærmere skal blive beskrevet nedenfor – blev underkastet en vis justering som følge af Sovjetunionens øgede internationale aktiviteter og voksende kapacitet på forskellige militære felter. Invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 bidrog utvivlsomt til at rette opmærk- somheden mod nye kapabiliteter i det sovjetiske militærapparat, der til stadighed blev udvidet og forbedret, herunder den voksende kapacitet til lufttrans- port og gennemførelse af luftlandsætninger samt evnen til at mobilisere hemmeligt. Det bør også bemærkes – det omtales ikke i de periodiske rapporter – at en videre følge af besættelsen af Tjekkoslovakiet var, at den omfattende sovjetiske propagandakampagne mod de vesteuropæiske staters fornyelse af NATO-medlemskabet i 1969, der også gav sig udslag i Danmark, helt mistede slagkraft. Allerede kort efter besættelsen af Tjekkoslovakiet konstaterede den danske efterretningstjeneste, at Sovjetunionen udfoldede omfattende bestræbelser på at bortlede opmærksomheden fra Tjekkoslovakiet, og at selvom Sovjetunionen „selvbevidst og næsten aggressivt“ forsvarede invasionen, så søgte det snart på de fleste storpolitiske områder at vende tilbage til den nor-

31 EO 21/1968 af 12. sept. 1968, s. 5-6. FE’s arkiv.

510 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 511

male rutine, „som om intet var hændt“. Man bemærkede også, at Sovjet- unionen fastholdt, at besættelsen af Tjekkoslovakiet ikke havde ført til nogen ændring af status quo i Europa. I den første halvårsoversigt fra FE fra 1969 siges det, at Sovjetunionen søgte at reducere det skete til et „internt familie- skænderi“ og bestræbte sig på at holde dialogen med USA i gang.32

Militære forhold

På det militærstrategiske område registrerede de danske rapporter først mod 1960’ernes slutning afgørende nyudviklinger. Det påpegedes nu, at det sovjetiske interesseområde igennem de seneste år var blevet udvidet til at omfatte hele kloden og man hæftede sig i rapporterne især ved følgende tendenser, der alle – fraset udviklingen med hensyn til strategiske kernevåben – havde direkte konsekvenser for Danmark. De var:

– udvidelse af den sømilitære aktivitet til det globale niveau; – øget prioritering af strategisk mobilitet; – etablering af en nuklear magtbalance på de interkontinentale missilers område; – øget interesse for konventionel krigsførelse.

De nye tendenser vil blive behandlet mere udførligt nedenfor.

Hærstyrker De periodiske oversigter påpegede en vis reduktion af de sovjetiske landmili- tære styrker i årene frem til midten af 1960’erne. Medens de samlede sovjetiske styrker i 1962 blev anslået til mellem 3,2 og 3,5 millioner mand og omfattede en hær på 150 divisioner (med i alt 2,2 millioner mand), var disse tal i den anden halvårsoversigt fra 1964 sat ned til 140 divisioner med en personelstyrke på 1,9 millioner mand.33 I 1965 blev den samlede styrke anslået til at være på 1,6 mio. mand fordelt på 138 divisioner, af hvilke de 106 hørte til kategori I og II (med henholdsvis 85 % og 60 % personelstyrke) og derfor kunne indsættes straks eller med få dages varsel.34 Med relativt få ændringer bibeholdtes dette billede 1960’erne ud. Bag de anførte tal gemte der sig ifølge rapporterne imidlertid også en omstrukturering af styrkerne, idet de motoriserede infanteridivisioner angaves at være reduceret fra 114 divisioner til 91 i perioden, medens antallet af panser-

32 Halvårsov. 1/1969, s. 7f. FE’s arkiv. 33 Halvårsov. 2/1962, s. 33f; Halvårsov. 2/1964. FE’s arkiv. 34 Halvårsov. 2/1965, s. 34. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 511 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 512

divisioner til gengæld var vokset fra 28 til 40. Hertil kom syv luftbårne divisioner. Væksten i antallet af de mere slagkraftige panserdivisioner gjorde, ifølge FE’s analyser, at den samlede kampkraft blev opretholdt.35 Af de sovjetiske divisioner opgaves i 1964 de 116 til at være disloceret vest for Ural, medens der skulle befinde sig 24 divisioner øst for Ural. Tjeneste- tiden for hovedparten af de sovjetiske hærstyrker blev i 1967 nedsat fra tre til to år. Denne ændring blev vurderet til at give mindre effektive styrker, men indebar omvendt at et større antal modtog en militær uddannelse og øgede derved mobiliserings-muligheden.

Flådestyrker I Danmark fulgte man som tidligere nøje udviklingen på flådeområdet og på- pegede, at den sovjetiske flådetilstedeværelse på verdenshavene i 1960’erne antog helt nye former. De første omfattende flådeøvelser uden for egne farvande (i 1961 og 1962) videreførtes op igennem 1960’erne og voksede til stadighed i omfang. Øvelserne fandt sted i farvandene mellem Skotland og Is- land. Flådeøvelsen „Sever“ i juli 1968 var ifølge FE bemærkelsesværdig, idet der for første gang sideløbende blev afholdt flådeøvelse i Atlanterhavet, ud for den norske kyst og i Østersøen. Sovjetunionen øvede ligeledes for første gang amfibieangreb ved den norske kyst.36 I Middelhavet konstateredes således en permanent tilstedeværelse af et voksende antal sovjetiske enheder (30-40). I 1969 registreredes forbigående hele 65 sovjetiske flådefartøjer der.37 Den overordnede vurdering af den maritime udvikling var op igennem 1960’erne, at Sovjetflådens opgaver var defensive og bestod i afprøvning af doktriner for afvisning og bekæmpelse af den trussel for Sovjetunionen, der udgik fra den amerikanske Strike Fleet og af den amerikanske ubådsflåde. I det danske nærområde kunne Sovjetflåden – inden for den overordnede defensive orientering – have offensive optioner.38 Uden at det blev sagt direkte, måtte dette indebære, at Sovjetflåden i en forsvarskamp mod den amerikanske flåde kunne få brug for at besætte stræderne og det danske søterritorium. Som det skal ses i det følgende afsnit om perioden efter 1970, ændres vurderingen af Sovjetflådens opgaver omkring 1970 til en større betoning af det offensive aspekt.

35 Sst. 36 Halvårsov. 2/1968, s. 84ff. Her også to kort over øvelsesområderne. FE’s arkiv. 37 Halvårsov. 2/1969, s. 7. FE’s arkiv. 38 Halvårsov. 2/1965, s. 42. FE’s arkiv. – Endnu i oktober 1968 hedder det, at det endnu i nogen tid må være sådan, at „Sovjets øgede aktivitet i sømilitær henseende, ud fra en global betragtning må karakteriseres som defensiv“. FE’s arkiv. K/p Danmark, 16. oktober 1968: Hvilken trussel eksisterer i dag og forventes at ville eksistere i de nærmeste kommende år? (Oktober 1968), s. 4.

512 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 513

Som indikator på de nye tendenser på det maritime område anførte FE, at antallet af passager af sovjetiske flådehjælpeskibe gennem de danske farvande blev fordoblet fra 1967 til 1968. I oversigten fra andet halvår 1969 blev der på den baggrund givet en almindelig oversigt over den sovjetiske hjælpeskibs- flåde, der angaves at omfatte 270 skibe. I denne flåde indgik mere end tyve forskellige kategorier af fartøjer omfattende bl.a. forskningsskibe, slæbebåde, forsyningsskibe, værkstedsskibe etc. Som vi skal se i det følgende, var man fra dansk side forsigtig med at drage for vidtgående konklusioner med hensyn til konsekvenserne for Danmark af denne forøgede trafik gennem de danske stræder. Man fremførte dog forsigtigt, at man måtte drage den slutning, at Sovjetunionen i forbindelse med en ny flådestrategisk målsætning „har set sig nødsaget til at udvide Østersøflådens opgaver til også at omfatte forsyninger af udenfor værende flådestyrker“.39

Fly Warszawapagtlandenes samlede flystyrke blev efter en begrænset reduktion, der indledtes i efteråret 1963, i midten af 1964 anslået til at omfatte ca. 14.200 fly, af hvilke de 11.200 var sovjetiske. Den sovjetiske strategiske flystyrke, der var organiseret i tre luftarmeer, omfattede i alt 1.220 fly, hovedparten af disse var mellemtunge bombefly af typen Tu-16 (der i løbet af 1960’erne afløstes af Tu-22, i NATO-sprog „Blinder“).40 Den sovjetiske prioritering af missiler bevirkede, at styrken i de følgende år var præget af en nedadgående tendens rent talmæssigt. I 1968 spåede man, at antallet af tunge og mellemtunge bombefly ville falde med 50 % i årene op til 1975. I 1970 opgav man den strategiske flystyrke i de vestlige militærdistrikter – fra 1968 undlod FE at føre regnskab over styrkeantallet i Asien – til 120 tunge bombefly og 600 mellemtunge bombefly, der alle kunne medføre kernevåben; de mellemtunge bombefly skønnedes primært at have opgaver i Vesteuropa.41 Den strategiske flystyrke forventedes – uden begrundelse – ikke indsat mod Danmark, men den kunne ifølge en rapport udgøre en „overflyvningstrussel“.42 Mod den her skildrede periodes slutning konstateredes en opprioritering af strategisk mobilitet i form af kapacitet til at flytte troppestyrker over store afstande ved hjælp af transportfly. Det bemærkes i 1969, at den sovjetiske transportkapacitet på 600 fly kunne flytte de 7 sovjetiske luftbårne divisioner over 1500 km (med fuld udrustning dog kun 2-3 divisioner), hvorved også Danmark kom inden for rækkevidde af luftbårne operationer.43

39 Halvårsov. 2/1969, s. 53, 57f, 60. FE’s arkiv. 40 Halvårsov. 1/1964, s. 94. FE’s arkiv. 41 Halvårsov. 1/1968, s. 73; Supplement til halvårsov. 1-2/1969, s. 86. FE’s arkiv. 42 Halvårsov. 2/1965, s. 56. FE’s arkiv. 43 Ændringer i de land-, sø- og luftmilitære styrkeforhold i Østersøområdet siden medio 1966, s. 3. FE’s arkiv. 350.01, stemplet „13. januar 1969“.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 513 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 514

Sovjetisk „Blinder“-fly. (Flyvevåbnets Historiske Samling).

ABC-våben De danske rapporter fulgte nøje den sovjetiske kernevåbendiskussion og på- pegede allerede i 1965 – i den nedenfor behandlede studie Truslen mod Danmark fra 1965 – at den russiske tænkning på dette punkt ikke stod stille. Efter analyser af nye sovjetiske diskussionsbidrag var det i 1967 FE’s vurdering, at den sovjetiske strategi „forudser en langt mere fleksibel anvendelse af de militære magtmidler end for få år tilbage“. FE antog, at et felttog mod NATO’s centrale del ville ske med indsættelse af taktiske kernevåben fra starten. Derimod var det ikke sikkert, at man ville anvende kernevåben ved angreb i „sekundære retninger“. Det beskrives ikke på dette sted, hvad der blev forstået ved „sekundære retninger“, men det blev antydet, at dansk territorium ikke betragtedes som et sekundært område.44 Billedet var således ved at ændre sig, men muligheden for indsættelse af kernevåben under en operation mod Danmark blev ikke udelukket. Navnlig synes brugen af kernevåben under Warszawapagt-øvelserne at have gjort indtryk på de danske efterretningsfolk. De fandt det bemærkelsesvær- digt, at det angribende parti – og dermed det supponerede vestlige parti – under den store stabsøvelse „Odra-Nysa 69“ i Vestpolen i september 1969 på øvelsens tredje dag kunne gøre brug af kernevåben uden at det medførte en øjeblikkelig mærkbar eskalation fra de forsvarende styrkers side. Omfanget af den „østlige“ indsættelse af kernevåben stod dog ikke helt klart for efterret-

44 Halvårsov. 2/1967, s. 42. FE’s arkiv.

514 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 515

ningsfolkene, ud over at man vidste, at der blev indsat enkelte kernevåben til nedkæmpelse af „fjenden“ på øvelsens sidste dag.45 Oplysningerne fra denne nøje dokumenterede øvelse kan have bidraget til, at man – i 1970 – justerede tolkningen endnu en gang, idet det blev antaget, at Sovjetunionen havde bevæget sig yderligere i retning af en konventionali- sering af krigsførelsen under en eventuel krig mellem Øst og Vest. Den nu eksisterende nukleare magtbalance havde ifølge tolkningen bidraget til „en betydelig formindskelse af troen på nødvendigheden af at iværksætte et præ- emptivt angreb på Vesten“. De sovjetiske strateger formodedes at tro på en højere eskalationstærskel, således at en konventionel indsats ikke umiddelbart ville eskalere til en altomfattende kernevåbenkrig. Selv indsættelse af taktiske kernevåben behøvede ikke umiddelbart at medføre en nuklear eskalation, selv om der var stor risiko herfor. Som der nærmere skal redegøres for i det følgende, så de danske analytikere i denne udvikling en øget trussel mod Danmark.46 I rapporterne fulgtes opbygningen af den sovjetiske styrke af ICBM’er, der i 1963 blev vurderet til at omfatte 70 operative ICBM’er, af hvilke hovedparten udgjordes af det nyudviklede SS-7-missil. Årsproduktionen blev anslået til ca. 100 stk.47 Dette var sat for højt, for i de følgende år synes produktionen at være stagneret. I 1968 præsenteredes et mere foruroligende billede, uden tvivl efter at man havde modtaget nye informationer fra udenlandske efterretningstjenester. Det hed nemlig nu, at Sovjetunionen „med næsten eksplosiv hast“ havde udbygget sit arsenal af ICBM’er. Inden for det sidste halvandet år havde Sovjetunionen fordoblet antallet af ICBM’er. Man anslog, at antallet af deployerede sovjetiske missiler ved udgangen af 1968 ville være 800-900 stk.48 Amerikanerne havde fortsat en klar overvægt med hensyn til ubådsba- serede ballistiske missiler, hvor Sovjetunionen i 1968 vurderedes at have 120 (af typerne SS-N-4 og SS-N-5), medens amerikanerne på deres ubåde havde 640 strategiske missiler. På mellemdistanceområdet blev det i 1965 opgivet, at Sovjetunionen havde 25 IRBM-stillinger (rækkevidde på ca. 4.000 km) og 143 MRBM-stillinger (rækkevidde ca. 2.000 km) med i alt ca. 1300 operationsklare kernevåbenmissiler, der især var rettet mod Europa. I Baltikum formodedes der at være ca. 310 operationsklare missiler af disse typer.49 En mere be- tænkelig udvikling formodedes imidlertid at være indledt med den sovjetiske satsning på mobile strategiske missiler inden for IRBM- og MRBM-klasserne. Tre systemer var kendte, af hvilke dog kun en MRBM (Scamp/Scapegoat) med en rækkevidde på ca. 3.000 km og et sprænghoved på 500 KT (kiloton)

45 Supplement til Halvårsov. 1-2/1969, 1970, s. 55. FE’s arkiv. 46 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. K/p Danmark, 18. februar 1970. FE’s arkiv. 47 Halvårsov. 1/1963, s. 97. – En række nye detaljer om missilet gives i Halvårsov. 2/1963, s. 94. FE’s arkiv. 48 Halvårsov. 1/1968, s. 86. – De nyeste typer hed SS-9 og SS-11. FE’s arkiv. 49 Halvårsov. 2/1965, s. 66. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 515 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 516

blev anset for operativ. De mobile mellemdistancemissiler betegnedes som „Europas farligste våben“, men der pegedes i samme åndedrag på amerikanernes nedslående erfaringer med at fremstille fungerende typer af mobile mellemdistancemissiler.50 Hertil kom det stærkt voksende antal taktiske kernevåben på flådefartøjer, på fly og ved hærenheder. Med hensyn til kemiske og bakteriologiske våben var det i 1963 efterretningstjenestens vurdering, at Sovjetunionen var indstillet på kemisk krigsfø- relse som et alternativ eller komplement til kernevåben, „hvis og når den ser sin fordel ved det“. Lagrene af kemiske kampstoffer vurderedes medio 1962 til at omfatte 200.000 til 230.000 tons, omfattende hovedsageligt nervegas men også sennepsgas fra 2. verdenskrig. Hertil kom en ikke dødbringende giftgas (psykofarmaka), der formodedes klar til begrænset anvendelse i 1965. Der var ligeledes et omfattende program for bakteriologisk krigsførelse i gang, men intet tydede i 1962 på oplagring af bakteriologiske kampstoffer. Det bemærkedes, at bakteriologiske kampstoffer effektivt ville kunne indgå i 5-kolonnevirksomhed. Satellitstaterne formodedes kun at udfolde en begræn- set indsats på B- og C-området, men deres artilleri og fly kunne sprede kemiske kampstoffer.51 I 1966 rapporteres det, at der er øget interesse for udvikling af giftstoffet botulinumtoksin, den farlige såkaldte „pølsegift“. I dette udviklingsarbejde deltog Polen også.52 Ved årsskiftet 1969/70 meldes om oprettelse af et „centraldepot“ for kemiske kampstoffer ved Milovice i Tjekkoslovakiet. Depotet var under kontrol af sovjetiske og tjekkoslovakiske officerer.53

FE’s vurderinger af kapabiliteter i nærområdet Warszawapagten I 1963 erkendtes det åbent, at „Warszawapagtens kommandostruktur er endnu et uløst problem“. Det vurderedes – og helt korrekt, som det senere skulle blive afsløret – at den operative planlægning blev udført af den sovjetiske generalstab, og at satellitstaternes officerer i staben kun havde en råd- givende funktion.54 Først i 1969/70 blev der udsendt mere udbyggede informationer om aktiviteterne inden for organisationen, hvis virke var omgivet med streng hemmeligholdelse. Det blev nu påpeget, at pagtens militære ledelse „Den forenede overkommando“ havde sæde i Moskva, og at såvel chef som stabschef var sov-

50 Halvårsov. 1/1968, s. 88f. FE’s arkiv. 51 Halvårsov. 1/1963, s. 29. FE’s arkiv. 52 Halvårsov. 1/1966, s. 36. FE’s arkiv. 53 Supplement til halvårsov. nr. 1 og 2/1969, s. 41f. Dateret 1. april 1970. FE’s arkiv. 54 Halvårsov. 1/1963, s. 35. FE’s arkiv.

516 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 517

jetiske officerer. Fra 1961 indgik tillige „Fælleskommandoen for søkrigsfø- relse“ i overkommandoen. Som tidligere var det tolkningen, at der ikke var tale om en integreret stab, og det blev formodet, at dens hovedopgave bestod i koordination med hensyn til organisation og uddannelse. Som en konsekvens af den seneste udvikling, der ifølge FE i marts 1969 havde ført til etablering af en forsvarsministerkomité og et militærråd (af for- svarschefer) mentes det, at satellitlandenes indflydelse på den samlede plan- lægning var øget noget. Det blev dog samtidig bemærket, at den øverste politiske ledelse lå i „Den politisk rådgivende komité“ (Den Politiske Konsultative Komité), der i praksis kun holdt møder, når Sovjetunionen ønskede det.55 Samtidig vurderedes det, at der i 1960’ernes slutning eksisterede et pres fra de mindre pagtmedlemmers side med henblik på at få gennemført en reorganisering af det militære samarbejde. Både fra Rumæniens og Tjekkoslova- kiets side fremførtes ønsker om større hensyntagen til de mindre landes interesser. Denne kritik hørte op for en tid efter invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, der medførte Albaniens udtræden af organisationen. Vurderingen efter invasionen af Tjekkoslovakiet var, at Sovjetunionen måtte komme de mindre medlemmer i møde, men at de begrænsede indrømmelser, der ville blive givet, i realiteten ville være uden værdi for folkedemokratierne.56

Hærstyrker De vestlige efterretningstjenester var som tidligere primært interesseret i styr- keudviklingen ved de sovjetiske styrker i Østtyskland – GSST. Disse styrker, der i begyndelsen af 1963 blev anslået til at omfatte 360.000 til 370.000 mand fordelt på 20 divisioner, blev tilsyneladende også omfattet af reduktionerne, idet de i anden halvårsoversigt fra 1964 ansloges til ca. 290.000 mand, den laveste sovjetiske mandskabsstyrke i Tyskland efter 1945.57 Dette tal forblev uændret 1960’erne igennem. Det samme gjaldt den sovjetiske styrke i Polen på to divisioner med støtteenheder (ca. 40.000 mand). Samtidig med reduktionen formodedes gennemført (fra juni 1964) en ændring af de forskellige divisioners tilhørsforhold til armeerne. Denne ændring blev dog opfattet som en „naturlig udvikling med hensyn til opgavefordeling“ og det vurderedes ikke, at „æn- dringen har haft til formål at gøre GSST’s rolle i Østtyskland mere offensivt præget“.58 Troppebilledet blev fra 1967 præget af, at der blev foretaget halvårlig udskiftning af tropperne som følge af en ny sovjetisk værnepligtslov. Dette havde

55 Supplement til halvårsov. nr. 1 og 2/1969, s. 44ff. Dateret 1. april 1970. FE’s arkiv. 56 Halvårsov. 2/1968, s. 54f. FE’s arkiv. 57 Halvårsov. 1/1963, s. 38; 2/1964, s. 37. FE’s arkiv. 58 Halvårsov. 2/1964, s. 38. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 517 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 518

som konsekvens, at de store efterårsmanøvrer blev sjældnere og i stigende grad afløstes af regimentsøvelser inden for divisionen.59 Den øgede kampværdi, der i oversigterne blev tillagt de sovjetiske styrker i Østtyskland – og i øvrigt også de polske og østtyske styrker – begrundedes især med den løbende udskiftning af materiellet, der pågik i perioden, specielt med hensyn til kampvogne, artilleri/missiler samt nye pansrede mandskabsvogne. Opmærksomheden var her navnlig rettet mod den nye middeltunge kampvogn T-62, der i 1969 fandtes i et antal på ca. 1000 ved GSST, og blev anset for afløseren af T-54/55. En betydelig interesse blev viet det fra 1961 operationsklare mobile taktiske missil Scud-B, der forsynet med kernevåbenlad- ning mentes at have en rækkevidde på 300 km (ellers 500 km – og med en træfsikkerhed inden for 300 m). Det samlede antal af Scud-affyringsramper ved GSST var i slutningen af 1960’erne i alt 54 ramper fordelt på seks brigader. Kernevåben kunne også fremføres med Frog-missilet, af hvilke der var 60 affyringsramper. Det samlede antal taktiske kernevåbenladninger ved GSST blev i 1968 opgjort til 578. Af disse ville 156 blive afleveret af ligeså mange jagerbombere og 422 af de nævnte Scud- og Frog-våbensystemer.60 En bemærkelsesmæssig udvikling på våbenområdet blev konstateret i 1969, hvor det påpegedes, at en stærk udvidelse af det konventionelle artilleri var gennemført inden for de sidste 18 til 24 måneder og med gennemgribende konsekvens fra regiment til divisionsartilleri. I alt var GSST blevet styrket med 800 pjecer af bedre kvalitet. Dette var et brud på udviklingen siden 1961, hvor artilleriets rolle blev reduceret og erstattet af atomvåben og kampvogne til passage af de nukleart forurenede områder. Dette tydede på en ændret taktik med større vægt på konventionelle våben, men der blev i 1969 ikke draget anden konsekvens af udviklingen, end at der kun ville være ammunitionsbe- holdninger til ca. 17 dages kamp for de 89 divisioner, der ventes indsat på Vestfronten, mod tidligere 22 dage.61 Først i 1970 blev styrkelsen af artilleriet direkte relateret til en ny sovjetisk „tro“ på den øgede mulighed for konventionel krigsførelse.62 Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968 gennemtvang Sovjetunionen som tidligere nævnt ved en ikke tidsbegrænset aftale af 16. oktober 1968 en stationering af sovjetiske styrker i Tjekkoslovakiet. Styrkerne opgjordes i 1969 til to armeer og en flystyrke på ca. 100 fly. FE’s vurdering var dog, at denne ret omfattende styrke ikke „i væsentlig grad“ havde medført en ændring af den militære trussel mod NATO i Centraleuropa, i alt fald ikke så længe de usikre forhold i Tjekkoslovakiet varede ved, som det hed.63 I 1969 tilkendegav

59 Halvårsov. 2/69, s. 46. FE’s arkiv. 60 Halvårsov. 1/1969, s. 47 og 2/1968, s. 102. FE’s arkiv. 61 Halvårsov. 2/1969, s. 44. FE’s arkiv. 62 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. K/p Danmark, 18. februar 1970. FE’s arkiv. 63 Halvårsov. 1/1969, s. 6 og 39ff. FE’s arkiv.

518 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 519

rapporten dog en vis overraskelse over, at russere og tjekkoslovakker i maj 1969 gennemførte en fælles stabsøvelse og hermed tilkendegav, at forholdene var ved at være normaliserede inden for Warszawapagten.64 Fra dansk side blev der som tidligere vist stor interesse for den polske hær, der i en krigssituation formodedes indsat mod Danmark. Fra 1963 blev der registreret tegn på såvel reorganisering som udbygning af hæren. I 1964 vurderedes de tidligere antagelser at være blevet bekræftet, idet der blev fastslået en opgradering af de lette polske divisioner, der som konsekvens heraf betegnedes som mekaniserede divisioner, og altså var såvel mere bevægelige som mere slagkraftige. Man formodede ud fra forskellige oplysninger, at de vestlige polske militærdistrikter Pommern og Schlesien (Ÿlask)˛ som følge af udbygningen ville kunne opstille en armé hver, således at det pommerske mili- tærdistrikt opstillede en mekaniseret armé, medens det schlesiske militærdi- strikt opstillede en panserarmé. Endelig vurderedes det, at Warszawas militær- distrikt ville opstille en armé til 2. echelon, dvs. opstillet bag de to andre armeer. Den danske vurdering var i 1970, at de polske styrker kun på sekundære områder (territorialforsvar, grænse- og kystbevogtning) ville blive ført af egne stabe.65 Med andre ord: polakkerne skulle gå i krig ledet af sovjetiske stabe. Som vi skal se i det følgende, var det ikke aftalen mellem polakker og russer efter 1961. Den polske hærs styrketal blev i 1960’erne sat til ca. 185.000 mand i felt- hæren og op til ca. 80.000 mand i territorialforsvaret. Vurderingen af det samlede styrketal i det polske forsvar var mere svingende; det sattes i 1969 til ca. 275.000 mand. Af den polske felthærs 15 divisioner formodedes de 10 at være designeret til Warszawapagten og således indgå i de styrker, der ville få front- opgaver ved starten af en krig.66 Siden 1964 gik man ud fra, at den polske hær var udrustet med Scud- og Frog-missiler, men man konstaterede samme år, at det ikke kunne bekræftes, at der eksisterede depoter for atomkrigsladninger til disse missiler hverken i Polen eller Østtyskland.67 I øvrigt syntes vurderingen af den polske hærs kampevne at være voksende, idet det i 1969 hed: „Kampværdien af de polske styrker vurderes – specielt forsvarsmæssigt – at være høj“.68 Den østtyske hær blev i 1968 anslået til at omfatte ca. 145.000 mand, af hvilke de ca. 90.000 var egentlig kampstyrke. Det var på dette tidspunkt vurderingen, at de østtyske styrkers kampværdi stadig blev øget, og at de teknisk hørte til blandt de bedste hære inden for kredsen af folkedemokratier. Det anførtes i 1969, at de to østtyske panserdivisioner var udrustet med T-55-

64 Halvårsov. 2/1969, s. 39. FE’s arkiv. 65 Supplement til halvårsov. 1 og 2/1969, s. 47. FE’s arkiv. 66 Halvårsov. 2/1964, s. 43ff; Halvårsov. 2/1969, s. 51. FE’s arkiv. 67 Halvårsov. 2/1964, s. 80. FE’s arkiv. 68 Halvårsov. 1/1969, s. 57. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 519 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 520

kampvogne og den samlede vurdering var i 1969, at den østtyske hær „materielt set rådede over et helt tidssvarende panservåben“.69 Hvor store styrker kunne Warszawapagtlandene så rette mod Vesten i en krig? I 1964 er det antagelsen, at de samlede Warszawapagt-styrker til indsæt- telse i begyndelsen af en „større offensiv“ udgjorde 44-46 divisioner, hvortil kom yderligere 16-20 divisioner, der kunne tilføres hurtigt (inden seks dage), således at der alt i alt ville være 60-66 divisioner til rådighed til en offensiv mod Vest.70

Flådestyrker Ifølge oversigterne var det østlige flådebillede op gennem 1960’erne præget af en „rolig udvikling“. Bag den rolige overflade gjorde en række nye tendenser sig dog gældende, således generelt en større østlig årvågenhed og mere aktiv efterretningsindhentning. Fra januar 1964 indførtes således en skærpet østlig overvågning, dvs. konstant tilstedeværelse, i området Falsterbo-Stevns.71 I 1965 hæfter man sig ud over den voksende amfibiekapacitet i Øst over tilgangen af Osa-missilfartøjer til den polske og den østtyske flåde, der ifølge vurderingen indebar „en ret betydelig forøgelse af den østtyske og den polske flådes slagkraft“.72 De to flåder havde i slutningen af 1960’erne hver 12 enheder af denne type.73 I 1969 bemærkes det, at den sovjetiske østersøflåde var inde i en udvikling, hvor de store missilbærende enheder (krydsere og destroyere) blev flyttet bort fra Østersøen, men hvor det stadig var usikkert, hvem der skulle overtage deres opgaver. Der blev som mulighed peget på såvel udvikling af mindre far- tøjstyper som på brug af fly og landbaserede missiler. I den samlede afvejning hæftede man sig dog især ved indførelsen (fra sommeren 1969) af den nye hurtigtgående missilkorvet af Nanuchka-klassen, der vurderedes at have øget den maritime trussel i Østersøen, idet denne klasse ikke besad de begræns- ninger, der kendetegnede de ovenfor nævnte Osa-missilfartøjer, der havde nedsat operationsduelighed i dårligt vejr. Samtidig gjorde man opmærksom på, at de sovjetiske nybygninger ikke blev udstyret til minelægning og så dette som en indikator af, at Sovjetunionen enten ikke betragtede minekrigsførelse

69 Halvårsov. 1/1968, s. 49-51; Halvårsov. 2/1969, s. 50. FE’s arkiv. 70 Halvårsov. 1/1964, s. 52. FE’s arkiv. 71 Ugeoversigt 4/1964. FE’s arkiv. – I Ugeoversigt 5/1964 hedder det kort, at den nye overvågnings- praksis muligvis skal sættes i forbindelse med de nyligt foretagne ændringer i dansk sømilitær organisation. 72 Halvårsov. 2/1965, s. 7. FE’s arkiv. Ifølge samme oversigt (henholdsvis s. 42f, 46ff, 48) var der i den sovjetiske Østersøflåde fem krydsere, 23 jagere, 21 fregatter, 71 ubåde, 44 motormissilbåde, 119 mo- tortorpedobåde, 158 amfibieskibe og –både; i den polske flåde: tre jagere, 11 ubåde, fire motormis- silbåde, 24 landgangsfartøjer; i den østtyske flåde: fire fregatter, 27 motortorpedobåde, ni motor- missilbåde, 18 landgangsfartøjer. 73 Halvårsov. 1/1969, s. 64 og 67. FE’s arkiv. – Hver missilbåd var udrustet med fire „Styx“-missiler.

520 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 521

Russisk landsætnings- fartøj af Polnocny-klassen. (Søværnets Fototjeneste/ Marinens Bibliotek).

som lønnende eller også anvendte civile skibe til dette formål (eksempelvis trawlere). Det konstateredes dog straks, at man ikke har set trawlere inddraget i flådeøvelser.74 Den overordnede tolkning var fortsat, at østflåderne i første række skulle løse defensive opgaver i form af sikring af egne kyster samt ødelæggelse af vestlige enheder, der trængte ind i Østersøen. Den østlige amfibievirksomhed blev som tidligere nøje fulgt, men vurderedes i begyndelsen og midten af 1960’erne af efterretningstjenesten ikke at have antaget urovækkende dimen- sioner. Det er dog tydeligt, at man havde visse vanskeligheder med at tolke intentionerne bag udvidelsen af den østlige amfibiekapacitet. Indtil midten af 1960’erne synes man at have tolket den voksende amfibieudvikling i Øst i defensiv retning. Til grund for denne vurdering lagde man ikke mindst, at man ikke havde iagttaget større offensivt betonede landsætningsoperationer med deltagelse af støtteenheder.75 De forskellige analyser og tolkninger af denne udvikling vil blive behandlet særskilt i det følgende afsnit om analysearbejdet Truslen mod Danmark fra 1965. Her vil vi blot følge udviklingen inden for am- fibiekapabiliteten frem til 1970. Vurderingen var allerede i 1963, at østsiden tilstræbte „en større amfibiekapacitet“ med hensyn til større og mindre landgangsfartøjer.76 I 1964 registreredes det, at den polske flåde havde fået tilgang af to enheder af et større landgangsfartøj af Polnocny-klassen, og at yderligere tilgang ventedes. Polak- kerne byggede også en mindre landgangsbåd (Plemewo-klassen), der havde foretaget prøvesejlads i sommeren 1963, men endnu ikke var tilgået flåden.77

74 Halvårsov. 2/1969, s. 6 og 60f. FE’s arkiv. 75 Dette betones i Halvårsov. 2/1965, s. 49. FE’s arkiv. 76 Halvårsov. 2/1963, s. 60. FE’s arkiv. 77 Halvårsov. 1/1964, s. 81. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 521 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 522

Pr. 1. oktober 1965 var der tilgået den polske flåde ni enheder af Polnocny- klassen og et tilsvarende antal syntes leveret til den sovjetiske flåde. I 1969 rå- dede den polske flåde over hele 19 enheder af denne moderne landsætnings- fartøjstype, medens den sovjetiske østersøflåde besad 16 landgangsfartøjer af Polnocny-klassen og to af Alligator-klassen.78 I vurderingen af den polske udvikling taltes i 1969 om både „en hastig forøgelse af amfibieløftekapacitet“ og om „en mere avanceret amfibietaktik“.79 I 1963 konstaterede man, at østtyskerne havde bygget 12 stk. landsætnings- skibe af Labo-klassen, og at et nyt og større fartøj af Robbe-klassen havde foretaget prøvesejlads. I 1969 rådede østtyskerne over sammenlagt 18 landsæt- ningsfartøjer.80 En ny tendens var ligeledes den sovjetiske opbygning af et marineinfanteri i Østersøområdet. I 1964 bemærkede FE, at marineinfanteriet tilsyneladende var blevet genoprettet efter at have været nedlagt siden midten af 1950’erne; FE valgte ved den lejlighed at knytte et vist forbehold til betegnelsen „marineinfanteri“. Det vurderedes, at den nye styrke var beregnet til amfibieoperationer på ganske kort afstand – hvormed det antydedes, at styrken ikke havde særlig relevans for Danmark og at den kun omfattede mindre enheder.81 Senere hed det: „Bemærkelsesværdig er genoprettelsen af et sovjetisk marineinfanteri. Oplysningerne herom er imidlertid så sparsomme, at det ikke er muligt at vurdere størrelse og opgaver for disse enheder“. En lignende forsigtighed kom til orde, efter at det i 1964 blev registreret, at den 23. polske mekaniserede division var under omdannelse til en specialenhed med marineinfanteriopgaver (bærende lyseblå baretter). I en 14-dages oversigt fra august 1964 blev det meddelt, at dele af divisionen første gang op- trådte offentligt i den nye funktion ved paraden den 22. juli 1964 i Warszawa. Specielt hæftede man sig i FE ved, at styrken var tildelt det sovjetiske amfibie- transportkøretøj K-71, hvilket affødte følgende kommentar: „Tildelingen af K-71, der kun i begrænset omfang er observeret ved de sovjetiske styrker, angiver den betydning, der fra sovjetisk side tillægges denne formation“.82 I den senere halvårsoversigt var det dog den foreløbige vurdering, at der ikke var tale om „en egentlig offensiv styrke“, men om en styrke, der kunne sættes ind til kystforsvarsopgaver.83 Den formodedes således også kun at have begrænset relevans for Danmark. Først i 1970’erne blev det klart for FE, at disse polske specialenheder havde Danmark som hovedopgave.

78.Halvårsov. 2/1965, s. 47; Halvårsov. 2/1969, s. 57. FE’s arkiv. 79 Halvårsov. 2/1969, s. 57. FE’s arkiv. – Her sigtes muligvis til de indhentede oplysninger om Warszawapagtøvelsen „Odra-Nysa 69“ afholdt i Vestpolen i september 1969, hvor en omfattende brug af helikoptere i forbindelse med amfibieoperationer blev dokumenteret (Supplement til Halvårsov. 1-2/1969, 1970, s. 48ff. FE’s arkiv). 80 Halvårsov. 1/1969, s. 66. FE’s arkiv. 81 Halvårsov. 2/1964, s. 36. FE’s arkiv. 82 14 dages-oversigt 33-34/1964. FE’s arkiv. 83 Halvårsov. 2/1964, s. 44f.s FE’s arkiv.

522 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 523

I august 1964 meddelte FE tillige, at der var iagttaget amfibieuddannelse ved to regimenter under den 8. østtyske motoriserede infanteridivision. Styrkerne havde øvet ind- og udladning af landsætningsfartøjer. En nærmere vurdering blev ikke givet.84

Flystyrker En hovedopgave for efterretningstjenesten var til stadighed at følge aktivitetsniveauet på flyområdet i øst. Dette skete primært ved at følge og analysere de spor, flyene satte på radarskærme under deres flyvninger. Herigennem kunne det konstateres, om der skete svingninger med hensyn til totalaktiviteten fra periode til periode og fra område til område. Specielt blev der holdt øje med natflyvningsprocenten. Formålet var at konstatere indikatorer på en eventuel styrkeopbygning, der kunne være tegn på angreb, men også at konstatere æn- dringer med hensyn til træning og øvelser m.m.85 Generelt tegnede der sig et billede af en uafladelig øvelsesaktivitet, hvor der øvedes såvel offensive missioner (herunder bombninger) som defensive (luftforsvarsøvelser). Den samlede flystyrke i Østtyskland, Polen og Baltikum militærdistrikt udgjorde i anden halvdel af 1964 3986 fly, hvilket svarede til 25 % af Sovjetblok- kens samlede antal fly. Den samlede styrke af sovjetiske taktiske fly ved de tre sovjetiske luftarmeer i det danske nærområde (DDR, Polen og Baltiske mili- tærdistrikt) opgjordes i 1969 til henholdsvis 1038, 365 og 280 fly. Det polske luftvåben rådede på samme tidspunkt over ca. 900 kampfly og DDR over 254.86 Vurderingen på flyområdet var, at Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne havde startet en konvertering til moderne fly, der var afsluttet i 1966. Konverteringen ville indebære en øget kampkraft på grund af overgang til overlydsfly og fly med altvejrsudstyr. Ved de andre østlige flyvevåben fandt konverteringen først sted i slutningen af 1960’erne. I 1969 var ca. 80 % blevet konverteret ved det østtyske luftvåben, medens kun ca. 33 % var blevet konverteret ved det polske luftvåben.87

Studien Truslen mod Danmark (1965)

I foråret 1965 udarbejdede Forsvarsstabens Efterretningssektion som det danske bidrag til en efterretningskonference under NATO’s Nordkommando

84 14 dages-oversigt 33-34/1964, s. 15. FE’s arkiv. 85 Til illustration hedder det i en 14 dages oversigt fra november 1964 om flyaktiviteten: „Imidlertid udgjorde aktiviteten over Polen mere end 2/3 af den samlede aktivitet. (Den normale fordeling af radarspor i de tre områder er som følger: Østtyskland 55 %, Polen 40 % og Baltikum MD 5 %)“. FE’s arkiv. 14 dages-oversigt 46-57/1964, (dækkende 5.-18. november 1964), s. 19. FE’s arkiv. 86 Halvårsov. 1/1969, s. 74ff og Tillæg 1. FE’s arkiv. 87 E.reg. 76/69 af 13. januar 1969. Arkiv 350.01. Ændringer i de land-, sø- og luftmilitære styrkeforhold i Østersøområdet siden medio 1966, s. 3. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 523 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 524

(AFNORTH) studien Truslen mod Danmark. Studien, der også udkom i en identisk engelsksproget version, var på 42 sider, hvortil kom 11 bilag. Studien imødekom tilsyneladende et øget behov for en bredere anlagt trusselsvurdering. Det blev i den følgende tid imødekommet gennem udsendelse af reviderede udgaver, af hvilke den første kom i 1968. De (gennem rettelsesblade) reviderede versioner frem til 1974 er dog tilintetgjort af FE, således at det før- ste hele eksemplar af studien efter 1965-udgaven daterer sig fra 1978.88 Den trusselsvurdering, der var nedlagt i de tilintetgjorte versioner, fremgår dog af FE’s øvrige materiale. Medens studien fra 1965 er en relativt kortfattet undersøgelse af en mulig amfibietrussel mod Sjælland under krig, skiftede de senere udgaver karakter, idet de fra 1970’erne fik en funktion som reference- og planlægningsinstru- ment for civile og militære myndigheder.89 Denne funktion bibeholdtes også efter, at den kolde krig var afsluttet. Såvel emneudvalg som omfang voksede stærkt, således at 1978-udgaven var på hele 18 kapitler med ca. 200 sider tekst, hvortil kom 10 bilag; studien behandlede nu også truslen mod Grønland og Færøerne. Udvidelsen af brugerkredsen bevirkede, at kun de mere følsomme emner (således bl.a. vurderingerne af de mulige fjendtlige angrebsoperationer mod Danmark) fik højeste klassifikationsgrad, medens andre emner var klassificeret „Fortrolig“ eller „Hemmelig“ eller uklassificeret og dermed kunne udnyttes f.eks. i den militære undervisning. 1965-udgaven fokuserer – efter at have behandlet de overordnede strategiske faktorer og de østlige militære kapabiliteter specielt i Danmarks nærom- råde – på det, der blev kaldt „Sjællandsoperationen“, dvs. en af Warszawa- pagtlandene iværksat landsætnings- og luftlandeoperation mod den sjælland- ske øgruppe, medens det forudsete angreb op i Jylland og over på Fyn ikke behandledes nøjere i studien. Det må forudsættes, at operationen mod Jylland er blevet behandlet mere indgående i den tilsyneladende samtidigt udarbejdede tyske studie, der forgæves er søgt i FE’s arkiv. Fra norsk side ud-

88 Reg.nr. 6349/65 I; Arkiv: K1p. Danmark. FE’s arkiv. Udarbejdet i 30 eksemplarer. Hertil kom en identisk engelsksproget version The Threat against Denmark fremstillet i 25 eksemplarer. (FE’s arkiv: Reg.nr. 6349/65; Arkiv:350.22). Den oprindelige klassifikation var „Yderst hemmeligt“. En række af bilagene er 2005 fortsat klassificerede. – Den arkivmæssige status for studien er ifølge det af FE udarbejdede papir „“Oversigt over status for „Truslen mod Danmark“ 1965-1991“„ følgende: En revideret version udsendtes i 1968. Den er brændt. Rettelsesblade udsendt 1969, 1971 (2) og 1972 (2) er ligeledes brændt. Rettelsesbladene for 1974 (to udgaver), 1975, 1976 (to udgaver) findes bevaret i mere eller mindre rudimentær tilstand. Fra 11. rettede udgave 1978 er studien komplet. I 1980erne udsendtes studien under en ny form. Udgivelsesårene er 1980/81, 1984, 1985, 1986, 1988 og med separate dele for truslen mod Færøerne og Grønland i 1980 og 1985. På en vedhæftet note er skrevet i hånden: „Tilsvarende arbejdsgrundlag udarbejdes af CHOD/NOR- WAY og HOD/GERMANY for det nordlige område (FINMARKEN) hhv. den jyske halvø“. 89 Jf. forordet til udgaven fra 1978 (FE’s arkiv), hvor det hedder, at studien „er udarbejdet til brug for overordnede nationale civile og militære myndigheders planlægning i forbindelse med totalforsvaret af dansk område, dvs. Danmark, Færøerne og Grønland“. Oplaget er nu 70 eksemplarer.

524 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 525

arbejdedes en studie af truslen mod Finmarken til samme konference. Den har heller ikke kunnet opspores i FE’s arkiv. Truslen mod Danmark fra 1965 beskæftiger sig overvejende med en gennemgang af konfliktmodeller og med de kapabiliteter, Øst i tilfælde af en større krig mellem Øst og Vest forventedes at gøre brug af mod Danmark. Den går derimod ikke ind på spørgsmålet om Sovjetunionens intentioner eller om risikoen/sandsynligheden for en sådan storkrig. I det vigtige spørgsmål om varslet, der blev defineret som kompromittering af overraskelsesmomentet, forudsås det, at der fra Sovjetunionens side ville blive givet et strategisk varsel i form af erkendbare civile og militære forberedelser forud for en total krig. Det blev vurderet, at kun en direkte fejlvurde- ring ville kunne udløse en krig, uden at det strategiske varsel var blevet givet. Det blev ikke angivet, hvilken tidsperiode det strategiske varsel omfattede. Om det taktiske varsel var det tolkningen, at der i ugunstigste tilfælde ikke ville blive givet noget.

Konfliktmodeller Studien byggede på en række forudsætninger og præmisser for et konfliktfor- løb, der blev fremlagt og begrundet, nemlig:

– Offensiven ville være det bærende princip for Øst; – Strategisk betydning for Sovjetunionen havde – ud over bekæmpelsen af NATO-landenes kernevåbenstyrker – felttoget mod Centralfronten og af- skæring af Vestens forbindelseslinjer over Atlanten; – Dansk område var ikke et strategisk mål for Sovjetunionen i en totalkrigs indledende fase, men betydningen af at beherske området ville være voksende fra D+20; – Sverige ville ikke blive angrebet i en krigs indledende fase; – Begrænset østlig indsættelse af taktiske kernevåben – derimod ikke af strategiske kernevåben – mod dansk og slesvig-holstensk område var en mulighed.

En bærende tanke i studien var, at Sovjetunionen var tvunget til at skabe for- udsætninger for succes på Centralfronten i en konflikts allerførste dage og derfor ville afstå fra en tidlig operation mod Danmark, der kunne bidrage til at splitte ressourcerne. Altså nogenlunde samme vurdering af Danmarks rolle i konfliktforløbet som i 1950’erne. Danmark forventedes dog at mærke krigen allerede fra første dag, idet Øst forventedes at søge at sætte en række danske nøglepunkter (stabe, radarstationer, flyvepladser m.m.) ud af kraft fra en krigs begyndelse. Desuden forudsatte analysen, at Øst ville søge at forhindre, at minering af de danske stræder fandt sted. Kampe kunne således forventes omkring indløbene til stræderne. Den egentlige Danmarksoperation formo-

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 525 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 526

dedes først startet, når Warszawapagten kunne overskue udfaldet af operationerne på Centralfronten. Indtil da ventedes man at bruge hovedkræfterne mod vest og opretholde en ikke ressourcekrævende flankesikring mod Jylland udført af måske tre sovjetiske divisioner. Denne styrke forventedes senere styrket med en armé med henblik på det egentlige angreb på Jylland. Studien vurderede som nævnt, at fremgang – eller udsigt til fremgang – på Centralfronten i en almindelig krigs første dage ville være en nødvendig for- udsætning for iværksættelse af et egentligt angreb på Danmark. Opfyldtes denne forudsætning imidlertid, kunne der imødeses et forsøg på besættelse af Danmark på et tidspunkt inden D+10. I den sammenhæng vurderede studien, at to hovedoperationer kunne forventes, nemlig „Jyllandsoperationen“ (omfattende også Slesvig-Holsten og Fyn) og „Sjællandsoperationen“(omfattende også Lolland-Falster, Møn og Bornholm). De yderst relevante spørgs- mål om valg af hovedangrebsretning og angrebstidspunkt blev belyst under en gennemgang af fire mulige militære udviklinger, nemlig:

– (a) Samtidig Jyllandsoperation og Sjællandsoperation på D-dag; – (b) Sjællandsoperation mellem D+2 og D+10, Jyllandsoperation senere; – (c) Jyllandsoperation mellem D og D+10, Sjællandsoperation senere; – (d) Jyllandsoperation og Sjællandsoperation fra D+10.

Af disse fire muligheder blev et meget tidligt (a) og et sent angreb (d) skøn- net mindre sandsynlige. Mulighed (a) fordi Sovjetunionen ifølge studien ikke kunne påregne sø- og luftoverlegenhed i det danske område fra starten af en krig, hvorfor en landsætningsoperation ville være for risikabel; mulighed (d) fordi den ville give Vesten mulighed for at forstærke Jylland, og fordi man ville komme for sent i gang med at rydde stræderne for miner inden D+20, fra hvilket tidspunkt behovet for gennemsejling som nævnt skønnedes voksende. Mulighed (d) udelukkedes dog ikke helt ud fra den begrundelse, at en næsten afgjort offensiv på Centralfronten ville skabe forudsætninger for hurtigt at etablere kontrol over Danmark. Tilbage stod (b) og (c), der af studien skønnedes lige sandsynlige, men af hvilke kun operationen mod Sjælland nøjere analyseredes. Når Jyllandsoperationen og Sjællandsoperationen ikke kunne iværksættes samtidigt, men formodedes forskudt med op til en uge i forhold til hinanden, blev det set i sammenhæng med, at udviklingen på Centralfronten formodedes at være udslaggivende. Hvis der opstod problemer for Øst på denne front, formodedes Sjælland at blive angrebet først. Havde angrebet mod Vesteuropa imidlertid fremgang, ville Jylland komme først. Men Jylland kunne først angribes, efter at 2. echelon-styrker var ført frem. Man udelukkede ikke, at Jyllandsoperationen ville blive videreført over Fyn til Sjælland. Hvorfor skulle Danmark besættes? Studien pegede på betydningen af etablering af flankesikring, på behovet for brug af de danske stræder, samt for

526 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 527

hindring af NATO-styrkers indtrængen i Østersøen. Betydningen af rådighe- den over stræderne påpeges, men overbetones på ingen måde for startfasen af en krig, idet der under omtalen af mulighed (c) blot tales om „Warszawapagt- flådernes begyndende behov for kontrol med gennemsejlingsfarvandene“. Når analysen i Truslen mod Danmark valgte at fokusere på mulighed (b) og således ikke ventede en invasion af Sjælland i en krigs startfase, hvilede det på en afvejning, der igen byggede på følgende forudsætninger:

– at en amfibieoperation mod Danmark ville være en „krævende operation“; – at operationens succes afhang af lokal luft- og søoverlegenhed. Denne ville ikke være sikret i de første dage af en krig; – at udviklingstendenserne på amfibieområdet i Øst ikke gav anledning til at tro, at Øst prioriterede en tidlig amfibieoperation.

Den afgørende præmis i studien var, at Øst under den formentlig forvirrede og uafklarede situation i de første dage af en totalkrig ikke kunne påregne den luftoverlegenhed, der ville være en hovedforudsætning for landsætnings- operationens succes. Det påpegedes også, at såvel den øvelsesmæssige som den kapabilitetsmæssige udvikling på amfibiesiden ikke syntes at styrke antagelsen om en tidlig invasion. Man hæftede sig udtrykkeligt ved, at Warszawa- pagt-øvelserne i 1963 og 1964 havde været ret begrænsede på amfibiesiden. Som det i et efterfølgende kapitel vil blive beskrevet, var der netop i midten af 1960’erne en flerårig pause i Warszawapagtens amfibieøvelser. Hvilket alt i alt førte til den for forsvarsforberedelserne meget afgørende konklusion, at den øjeblikkelige amfibiemæssige effektivitet i en større operation vurderedes at være „forholdsvis ringe“(s. 21); effektiviteten kunne dog styrkes gennem 2-3 måneders øvelser. Substansen i studien var, som det kunne ventes, analysen af en landsæt- ningsoperation mod den sjællandske øgruppe. Ud fra militærgeografiske for- udsætninger forudså man, at hovedangrebet ville blive rettet mod Stevns, men at der ud fra spredningshensyn også ville ske landsætninger på Møn, Lolland-Falster og – senere – på Bornholm. Som det vil fremgå af det næste kapitel om den østlige operationsplan, var man med hensyn til landsætnings- stederne på rette spor. Det afgørende spørgsmål var selvfølgelig: hvor mange og hvilke styrker kunne overføres i første omgang for at etablere det nødven- dige brohoved på den sjællandske kyst? Efter grundige beregninger blev den til rådighed stående styrke af østlige landsætningsfartøjer (i alt 96) pr. marts 1965 anslået til maksimalt at kunne laste og overføre i én bevægelse en styrke på ca. 5000 mand med kampvogne og pansrede mandskabsvogne (i alt henholdsvis 112 og 194), dvs. en reduceret motoriseret infanteridivision. Med denne styrke – der forventedes for- stærket med to luftbårne regimenter og op til to marineinfanteribataljoner –

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 527 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 528

formodedes Øst at kunne præstere et vellykket overraskelsesangreb på selve D-dag mod den sjællandske dækningsstyrke på kun én brigade. Og med en så- dan styrke, der dog betragtedes som en minimumsstyrke, ville Øst altså kunne bide sig fast i et brohoved. Men man skønnede fra dansk side ikke den mulighed for særlig sandsynlig på grund af de risici og ulemper, der var knyttet til et sådant hurtigt angreb. Hvis de sjællandske styrker blev mobiliseret (fra D+2), således at der kunne optræde tre danske brigader mod en angrebsstyrke, skulle Øst overføre væ- sentligt flere styrker for at kunne danne brohoved. I så fald vurderedes mini- mumsstyrken til etablering af et brohoved at skulle beløbe sig til en hel østlig division (ca. 10.000 mand) forstærket med en luftbåren division, dvs. en styrke, der ikke kunne overføres i én bevægelse med den til rådighed stående amfibiekapacitet. Denne styrke skulle yderligere forstærkes med en division 1-2 dage efter. Det blev ikke berørt i studien, men konsekvensen af denne model ville være, at angrebsstyrken skulle bruge flere sejladser eller basere sig på handelsskibe, hvilket indebar en yderligere risiko. Under understregning af kompleksiteten i forskellige beregningsforsøg valgte studien i sidste ende at begrænse sig til at stille de to maksimalstyrker over for hinanden, nemlig 22.500 mand danske feltstyrker (plus 18.500 mand fra hjemmeværnet) mod en invasionsstyrke på ca. 25.000 mand (inklusive en luftbåren division) og gøre opmærksom på, at selv om den danske styrke nok talmæssigt ville være stærkere end en invasionsstyrke, så ville den sidstnævnte være bedre uddannet og på papiret stærkere udrustet med kampvogne og pansrede mandskabsvogne. Hermed havde man givet et bud på et worst case-styrkemål, der kunne bruges som en grov parameter i kommende forsvarsplanlægning, men undladt at gå ind på komplekse scenarier for de kampe, der ville udspille sig i forbindelse med en landgangsoperation. På dette punkt blev det ved antydninger. De risici, der knyttede sig til gennemførelsen af en større landsætningsopera- tion, er dog ikke ladt helt uomtalt. Således påpeges det, at lokal luftoverlegenhed ville være nødvendigt for en invasions succes. Det skønnedes, at Øst ville kunne opnå en sådan med de ca. 200 fly, man formodede indsat i forbindelse med angrebet på Danmark. Men samtidig blev det sagt, at Øst ikke ville kunne opnå totalt luftherredømme over f.eks. et landsætningssted. Det ville ifølge studien stadig være muligt at trænge igennem med et lille antal vestlige fly udrustede med taktiske atomvåben, som ville kunne udrette betydelig skade under selve landsætningen. Hermed sagde det danske forsvar, at det ikke stod i Østs magt at forhindre, at Danmark og dets allierede brugte ker- nevåben i antiinvasionsforsvaret. Her var man tæt på de midler, der fra dansk og allieret side ville blive anvendt til afværgelse af et østligt invasionsforsøg. Den mulige anvendelse af kernevåben under landsætningsoperationen fra Østs side blev dog ikke tematiseret i studien, heller ikke konsekvenserne for forsvaret. Muligheden af en

528 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 529

begrænset indsættelse af østlige taktiske kernevåben blev opretholdt, medens man udelukkede – og formentligt fejlagtigt som det fremgår af de østlige operationsplaner – at der kunne blive anvendt strategiske kernevåben mod Danmark i en krigssituation. Men studien rummer ingen gennemgang af ker- nevåbenscenarier, herunder vurdering af effekten af gentagne kernevåben- angreb mod en invasionsflåde. Sammenfattende var det vurderingen, at Øst ikke havde kapabilitet til at vende sig mod Danmark med egentlige operationer i den indledende fase af en krig. Over for Jylland ville man nøjes med en flankesikring, og med hensyn til en amfibieoperation mod Sjælland ville man formentlig kun vove en så krævende og hidtil ikke særligt højt prioriteret operationsform et stykke tid ind i en krig, og hvis en række operative forudsætninger var faldet på plads.

Ændret dansk trusselsvurdering omkring 1968

I slutningen af 1968 udbad Forsvarsudvalget sig – i forbindelse med udarbejdelsen af en ny forsvarslov – af Forsvarsministeriet en redegørelse for NATO’s vurdering med hensyn til ændringer i det militære styrkeforhold i Østersø- området siden midten af 1966. FE blev i januar 1969 sat til på få dage at udarbejde en redegørelse, der fik overskriften Ændringer i de land-, sø- og luftmili- tære styrkeforhold i Østersøområdet siden medio 1966.90 Det hedder lidt kryptisk i redegørelsens indledning, at „redegørelsen bygger på oplysninger tilgået fra NATO-myndigheder og dækker tillige Forsvarets Efterretningstjenestes opfattelse“. FE synes at have valgt at bidrage med sin egen tolkning og ikke blot referere de vurderinger, som fandtes i NATO-papirer. 1969-redegørelsen udtalte sig ikke om krigsrisikoen eller om sovjetiske intentioner, men skitserede med baggrund i de seneste sovjetiske aktiviteter og kapabilitetsudviklinger et lidt mere dystert trusselsbillede end i Truslen mod Danmark fra 1965, svarende til de forhold, der i de seneste år var blevet frem- hævet i FE’s periodiske oversigter. Den ændrede trusselsvurdering blev begrundet med styrkelsen af de sovjetiske sømilitære kapabiliteter (bl.a. nye skibstyper) samt med udvidelsen af de sovjetiske sømilitære aktiviteter på verdenshavene især i de seneste tre år. Sovjetunionen havde udvidet sit inter- esseområde for at understrege sin rolle som stormagt, men også for at kunne imødegå truslen fra den amerikanske flåde. Konklusionen for Danmark af udviklingen var: „I en krisesituation vurderes denne udvikling at medføre et øget sovjetisk behov for kontrol over bl.a. adgangsvejene til Østersøen“. Vurderingen blev underbygget ved at påpege opbygningen af sovjetisk og polsk marineinfanteri i 1960’erne samt en „gennemgribende modernisering

90 E.reg. 76/69 af 13. januar 1969; Arkiv 350.01. Den er på 4 sider og stemplet „Hemmeligt“. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 529 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 530

og forøgelse af amfibiekapaciteten ved de tre Warszawapagtflåder i Øster- søen“. Det blev understreget, at moderniseringen og forøgelsen især havde fundet sted i tiden fra de store Warszawapagt-amfibieøvelser i Østersøen i 1966 og til nu. Warszawapagten havde imidlertid ikke blot fået flere og bedre amfibiefartøjer. Øvelsesbilledet havde ifølge papiret ændret sig gennem afholdelsen af omfattende flådeøvelser såvel i Atlanten som i Østersøen gennem de sidste tre år. En meget intens øvelsesaktivitet blev fra 1968 en daglig foreteelse tæt ved de danske farvande, i enkelte tilfælde i danske farvande. Konklusionen herpå var, at der var skabt „et øvelsesmønster, der betragtes som „normalt“, men muliggør aktioner mod dansk område med minimale muligheder for varsling“. Hvad der specifikt kendetegnede det nye øvelses- mønster i forhold til det gamle, blev der ikke nærmere redegjort for. Ord- lyden må tages som udtryk for, at muligheden for at få et taktisk varsel vurderedes som reduceret i forhold til 1965. Med hensyn til de landmilitære forhold var der ifølge redegørelsen ikke sket væsentlige ændringer med hensyn til personelstyrke og troppernes dislocering i Danmarks nærområde. Det bemærkedes dog, at nye typer af pansrede mandskabsvogne i hovedsagen var blevet leveret til de sovjetiske enheder disloceret i den vestlige og nordvestlige del af Østtyskland. Heri måtte ligge en uudtalt vurdering af, at den sovjetiske landmilitære kapabilitet var øget på et afsnit, der havde betydning for Danmark. På flysiden påpegedes den øgede sovjetiske troppetransportkapacitet samt jagerstyrkernes øgede kampeffektivitet som konsekvens af ny udrustning. Alt i alt var den danske vurdering ved årsskiftet 1968/1969, at Sovjetunio- nen havde indledt et omfattende forsøg på konsolidering af sin fremskudte forsvarslinje, og at det derfor i højere grad end tidligere havde interesse i at beherske de danske stræder under krig. Med denne konstatering kunne de vurderinger, der var fremsat i Truslen mod Danmark næppe opretholdes. Sovjetunionen blev tillagt et øget incitament, hvilket næppe kunne undgå at få konsekvenser i retning af en tidligere indsats såvel i kampen om herre- dømmet over stræderne som med hensyn til en eventuel amfibieoperation. De videre konsekvenser for dansk forsvar blev dog ikke draget i dette korte papir. Først et af FE udarbejdet papir fra februar 1970 sagde klart, at truslen mod Danmark måtte vurderes som værende „forøget“, idet mulighederne for at gennemføre et angreb mod dansk område var øget, ligesom et angreb kunne gennemføres uden nævneværdigt varsel såvel af sovjetiske styrker som af „stedfortrædende“ ikke-sovjetiske styrker. I dette papir fokuseredes ikke mindst på ændringen af den sovjetiske militærstrategi, som havde gjort denne mere globalt præget og offensiv. Dette gav adgangsvejene til Østersøen øget betydning. Østersøen var også hjemsted for 40 til 50 % af den sovjetiske han- delsflåde, hed det. Som tidligere blev det betonet, at truslen mod Danmark var vokset gennem udbygning af et marineinfanteri og af amfibiekapaciteten.

530 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 531

Hertil kom at øvelser og patruljeaktivitet var blevet kraftigt intensiveret i Østersøen og samtidig flyttet længere og længere vestpå.91 Papiret fra 1970 udbyggede desuden den nationale trusselsvurdering med et nyt element, idet det gjorde gældende, at truslen mod Danmark nu skøn- nedes øget i kraft af, at Sovjetunionen havde ændret sin kernevåbenstrategi ved at tro på en højere eskalationstærskel, dvs. ved at tro på muligheden af en konventionel indsats mod et begrænset område, uden at denne indsats startede eskalering til en generel kernevåbenkrig. Uden at det nærmere blev begrundet blev denne udvikling vurderet at indebære en øget trussel for såvel et direkte militært angreb på Danmark som for sovjetiske politiske pressions- forsøg i fredstid. Den ikke udtalte argumentation må antages at bygge på forestillingen om, at den nu eksisterende balance med hensyn til strategiske ker- nevåben ville give Sovjetunionen militære og politiske handlemuligheder, som den ikke havde haft, medens USA havde overvægt med hensyn til de strategiske våben. Fokuserer vi specielt på situationen på amfibieområdet ved årsskiftet 1969- 1970, var den, som omtalt under flådekapabiliteter, kendetegnet ved en ganske stor tilgang af moderne, relativt store landsætningsfartøjer til den sovjetiske og den polske flåde inden for de seneste år. Denne udvikling gav dog ikke anledning til nogen alarmistisk vurdering af den trussel mod Danmark, der kunne siges at udgå fra den voksende østlige amfibiekapacitet. Amfibieope- rationerne, der dog nu i modsætning til vurderingen omkring 1965 blev karakteriseret som „offensive“, blev set som én af de opgaver, de østlige flåder skulle løse inden for et helt spektrum af opgaver, herunder også mere defensive opgaver i form af forsvar af egne kyster og imødegåelse af vestlige flåde- angreb ind i Østersøen. Det blev ikke sagt, at Danmark var det sandsynligste angrebsmål, og den samlede vurdering var på den baggrund den forholdsvis afdæmpede, at „kun den samlede WP-styrke vil være tilstrækkelig til udførelse af et søbåret angreb, og da kun mod ét område, såfremt operationens gen- nemførelse ønskes sikret“.92 Med andre ord sagde FE, at hvis Øst ville foretage en invasion af Sjælland og være nogenlunde sikker på succes, kunne det alene ske ved indsættelse af den samlede østlige amfibiekapacitet. Set ud fra interessemæssige og kapabilitetsmæssige overvejelser tegnede FE således et ændret og lidt mere dystert trusselsbillede på overgangen til det nye årti, men det var billedet på kapabilitetssiden. Hvorledes stillede det sig på in- tentionssiden? Indebar udviklingen, at sandsynligheden for krig var voksende? Dette spørgsmål havde efterretningstjenesten taget stilling til i et papir fra oktober 1968, der formentlig var affødt af begivenhederne i Tjekkoslovakiet, og hvor den udtalte sig om truslen, som den så ud for øjeblikket og forvente-

91 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. 5 sider. Klassifikation: „Til tjenestebrug“. K/p Danmark, 18. februar 1970. FE’s arkiv. 92 Halvårsov. 2/1969, s. 61. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 531 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 532

des at se ud de nærmest kommende år. I dette papir fra oktober 1968 hed det, at sandsynligheden for en konflikt mellem NATO og Warszawapagt-landene „var ringe“, men at man på grund af Warszawapagtens betydelige konventionelle overlegenhed og en ændring til Sovjetunionens fordel i det strategiske nukleare magtforhold ikke kunne udelukke muligheden for en konflikt i fremtiden. Denne vurdering af sandsynligheden for en konflikt mellem Øst og Vest viste sig at være levedygtig. Den blev bibeholdt i de bevarede udgaver af Truslen mod Danmark fra 1970’erne. Hvis vurderingen af sandsynligheden for en Øst-Vest-konflikt var relativt beroligende, var præmisserne for vurderingen det i mindre grad. Det blev frem- hævet – dog uden specifik begrundelse – at der var større fare end tidligere for, at Sovjetunionen ville anvende sin styrke „som politisk afpresningsmid- del“ – og med en konventionel konflikt som muligt resultat. Det blev også slået fast, at der ikke var tegn på varig afspænding mellem Øst og Vest i sigte. Vel havde Sovjetunionen indtil dato indtaget en „afventende holdning“ over for Vesteuropa, men det skyldtes vestlig beslutsomhed eller fysisk styrke. Ud fra den leninistiske situationsbedømmelse ekspanderede Sovjetunionen nemlig, hvor den følte, at der eksisterede et magttomrum, hed det. Fremtidige konflikter mellem Øst og Vest var ifølge efterretningstjenesten mulige, hvis:

– Sovjetunionen opnåede en klar overvægt på kernevåbenområdet; – hvis Warszawapagten tvivlede om solidariteten inden for NATO eller på alliancens evne til at forsvare sig; – hvis indre uro afgørende svækkede et eller flere NATO-lande.

Endelig vurderedes det, at en konflikt kunne opstå som følge af strid inden for Warszawapagten eller som følge af en fejlberegning af Vestens hensigter.93 Sammenfattende må det betones, at det nok er vigtigt at lægge nogle distinktioner og en tidsdimension ind i billedet for at forstå den danske trusselsvurdering omkring 1970. Det var helt klart, at den internationale spænding i 1960’ernes slutning var mindsket betydeligt i forhold til Berlinkrisernes tid – selv udsendelsen af efterretningsrapporterne vidnede om dette forhold, idet de fra 1970 kun udsendtes hver måned. Dette skyldtes bl.a., som FE antydede, at den trussel, der udgik fra Sovjetunionens spændingsskabende for- købsstrategi fra 1950’erne var mindsket, i og med at landet nu besad mere eller mindre usårlige kernevåben. Truslen om forkøbsslag var således mindsket. Som vi skal se i det nærmest følgende, var det vedblivende opfattelsen, at krigssandsynligheden var ringe og kunne holdes på dette niveau, hvis Vesten op- trådte samlet.

93 Hvilken trussel eksisterer i dag og forventes at ville eksistere i de nærmeste kommende år? (Oktober 1968). K/p Danmark, 16. oktober 1968. FE’s arkiv.

532 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 533

Det er vigtigt at slå fast, at når truslen i 1970-papiret anses for øget, skal det ses i forhold til den kapabilitets- og intentionsbeskrivelse, der var givet i Truslen mod Danmark fra 1965, der må opfattes som referencerammen – og ikke f.eks. forholdene i 1950’erne. Østblokken øvede omkring 1970 til forskel fra 1965 offensive og mere avancerede amfibieoperationer med en voksende flåde af landsætningsfartøjer, fordi de nu fandt, at en hurtig besættelse af Danmark var nødvendig i tilfælde af krig. At truslen vurderedes som øget i 1970 var en relativ vurdering, der betød, at hvis krigen kom, ville Danmark blive hurtigere involveret end i 1965 og ville også blive angrebet af en flåde med større kapabilitet. At truslen om politisk pression i fredstid var vokset blev også påpeget, men ikke begrundet. Det skal tillige bemærkes, at der ikke i det her anførte materiale fra omkring 1970 blev foretaget egentlige styrke- sammenligninger. Det blev heller ikke sagt, at Danmarks forsvarsevne – der jo gennem 1960’erne styrkedes ved forsvarssamarbejdet med Vesttyskland – nu skønnedes ringere.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 533 Kap. 50 rettet V 06/06/05 15:53 Side 534

534 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 535

51 · FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 1971-1979

Et hovedtema i efterretningstjenestens rapportering gennem 1970’erne var som i 1960’erne udviklingen i forholdet mellem Sovjetunionen og USA. Den grundlæggende præmis var som tidligere, at dette forhold havde afgørende betydning for Danmarks sikkerhed. Begge supermagter skildredes af FE som interesserede i fastholdelse af detentepolitikken frem til anden halvdel af 1970’erne, men fra 1977 vurderedes Sovjetunionens detentepolitik i forhold til USA at være genstand for en „mærkbar afkøling“. Baggrunden var ifølge FE den menneskerettighedspolitik, som den ny- valgte amerikanske præsident Jimmy Carter havde anlagt og gjort til et hovedelement i amerikansk udenrigspolitik. Denne politik, der skabte „vrede og forvirring“ i Moskva, blev efter omfattende sovjetiske analyser tolket som en ideologisk oprustning vendt mod Sovjetunionen med det formål at skabe baggrund for vestlig militær oprustning. Den køligere sovjetiske holdning over for USA voksede i 1979 til „direkte mistro og vrede“, der ifølge FE yderligere forstærkedes ved de stærke amerikanske reaktioner på den sovjetiske invasion i Afghanistan. Ved begyndelsen af året 1980 blev forholdet mellem de to supermagter beskrevet „som det dårligste i mange år“.1 Som årsager til den skærpede sovjetiske holdning blev der ud over Carter- administrationens menneskerettighedspolitik anført uro over samarbejdet mellem USA og Kina, stigende amerikansk indflydelse i Mellemøsten samt moderniseringen af amerikanske nukleare våbensystemer. Moskva havde svaret igen med den størst anlagte propagandakampagne i mange år rettet mod den såkaldte „neutronbombe“ (1977). Den blev i 1979 efterfulgt af en endnu mere omfattende kampagne mod de nye amerikanske mellemdistancekerne- våben (Theater Nuclear Forces, TNF). En konsekvens af forværringen af relationerne mellem supermagterne var ifølge FE tydelige sovjetiske forsøg på tilnærmelser til Vesteuropa bl.a. ved at idyllisere relationerne mellem Sovjetunionen og de vesteuropæiske lande.

Økonomi I FE’s analyser af den sovjetiske økonomiske udvikling påpegedes supermagtens faldende vækstrater op igennem 1970’erne, der endte med en markant forværring af billedet i 1978 og 1979. Landbruget var som tidligere plaget af kroniske problemer, der skærpedes af en katastrofal høst i 1975, som nødven- diggjorde omfattende kornopkøb i udlandet. Tendensen inden for industri-

1 Efterretningsoversigter for 1977 og 1979 (årsoversigter), begge steder s. 9. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 535 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 536

produktionen, der allerede i 1970’ernes første halvdel afspejledes i femårspla- nernes lave forventningsniveau, vurderedes dog at være udslaggivende for totalbilledet. I 1975 planlagde man således en bruttovækst på 4,3 % i industrien – den laveste vækst siden 1946. Men selv disse tal kunne ikke nås. I starten af året 1980 vurderede FE, at den sovjetiske økonomi var „kommet ind i en overordentlig vanskelig periode med 1979 som foreløbigt lavpunkt“. Væksten i den materielle produktion dette år, der viste sig at være under halvdelen af den planlagte vækst (på 4,3 %), betegnedes som økonomisk stagnation. Det blev fremhævet, at en række vigtige industriområder (kul, stål, træ, lokomotiver, traktorer) viste direkte tilbagegang, medens andre områder stag- nerede. Kun på olie- og naturgasområdet var der lyspunkter. Andre krise- symptomer var problemer i transportsektoren, tilbagegang i byggeriet og stagnation eller fald i den reelle levestandard.2 I analysen af den økonomiske misere i Sovjetunionen fokuserede FE på regimets stærke optagethed af den økonomiske problematik i anden halvdel af 1970’erne, men påpegede også regimets manglende evne til at foretage andet end blotte justeringer af et centralistisk ledet økonomisk system, der ikke fremmede lokalt initiativ. Som specifikke årsager inden for systemet udpeges – med lidt vekslende betoning fra år til år – den høje prioritering af forsvars- sektoren og en fejlslagen effektiviserings- og investeringspolitik. Det billede, der mod periodens slutning blev tegnet af den økonomiske udvikling i de to andre øststater i nærområdet, var lysere, men dog ikke meget. Det stod klart, at også DDR og Polen var ude af stand til at nå deres planlæg- ningsmål. Polen havde tilmed negativ økonomisk vækst i 1979, idet national- indkomsten faldt med 2 %. Landet befandt sig fra midten af 1970’erne i en åbenlys økonomisk krise, og i slutningen af 1970’erne eksisterede der ifølge FE en latent utilfredshed i befolkningen, som der i varierende grad også gjorde det i de andre østlande.3 Det kan bemærkes, at FE’s vurdering af DDR var mørkere end den vurdering, der var fremherskende i den danske offentlighed, hvor DDR for mange fremstod som et velfungerende socialistisk samfund. FE’s analyser forudså ikke umiddelbare strategiske konsekvenser af den økonomiske nedtur i østlandene, men var opmærksomme på de mulige lang- tidseffekter. De sovjetiske forsvarsudgifter, der sættes til 11-13 % af nationalproduktet, blev set som én årsag til den vanskelige økonomiske situation, men analyserne rummer ikke formodninger om, at supermagten ikke skulle kunne bære de høje forsvarsudgifter fremover. Først på længere sigt forventedes en fortsat anspændt økonomi at få indflydelse på forsvarspolitikken. Det står i dag klart, at de vestlige efterretningstjenester anslog de sovjetiske forsvarsud- gifters andel af nationalproduktet for lavt, og at de ligeledes tog fejl, når de i

2 Efterretningsoversigt for 1979, s. 26ff. FE’s arkiv. 3 Efterretningsoversigt for 1979, s. 29ff. FE’s arkiv.

536 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 537

1970’erne anslog den årlige vækst i udgifterne til forsvaret til 4-5 % med svag faldende tendens, hvad der formodedes at svare nogenlunde til den gennem- snitlige økonomiske vækst – og således ikke udgjorde nogen forøget byrde – ser vi bort fra 1970’ernes sidste år.4 Derimod er analyserne bevidste om den undergravning af de østeuropæiske regimers legitimitet, som de økonomiske og forsyningsmæssige problemer kunne bevirke. I 1976 vurderedes det, at Sovjetregimet ville komme ud for udfordringer fra afvigende socialistiske retninger, hvis det ikke magtede at tilfredsstille kravene til et bedre liv fra den højtuddannede klasse af sovjetborgere.5 På samme vis fulgte FE nøje brudfladerne i det kriseplagede polske samfund. Det kommunistiske regime i Polen måtte affinde sig med strejker i befolkningen, og i juni 1976 led regeringen et sviende nederlag, da det inden for én dag måtte tilbagekalde en prisforhøjelse på fødevarer. I 1979 så regeringschefen Edward Gierek sig nødsaget til at henvende sig til de samfunds- bærende lag i landet og appellere om befolkningens tålmodighed i spørgsmå- let om løsning af forsyningsproblemerne. Udviklingen resulterede i 1976 i dannelsen af oppositionsgruppen „Arbejdernes Forsvarskomité“ (KOR), der i 1977 suppleredes med en menneskerettighedsorganisation (ROPCO). Der fandtes nu oppositionelle strømninger i landet i form af såvel kirken – der stod styrket efter valget af kardinal Karol Wojtyla til pave i 1978 og sammes be- søg i landet sommeren 1979 – som inden for de intellektuelle kredse i Polen. Det fremhæves af FE som et hidtil ukendt fænomen i et Warszawapagtland, at der fandtes en vis organisering blandt de oppositionelle.6

Den sovjetisk-kinesiske strid Den sovjetisk-kinesiske strid om førerpositionen inden for den verdenskommunistiske bevægelse fortsatte i sit tilsyneladende helt fastlåste spor – også efter formand Maos død i 1976 – op gennem 1970’erne. FE hæftede sig ved flere lejligheder ved karakteren af den debatform, der anvendtes fra kinesisk side, således i slutningen af 1975 en stadig hyppigere karakteristik af den sovjetiske ledelses vestpolitik som „hitleristisk“.7 Man bemærkede også efter midten af 1970’erne kinesernes gentagne advarsler til især de vesteuropæiske stater om Sovjetunionens aggressive hensigter. Fra 1978 ventede FE øget spæn- ding mellem de to stater som følge af en stærkt aktiveret og pragmatisk kinesisk udenrigspolitik, der modarbejdede sovjetiske interesser overalt og ikke mindst i Sovjetunionens grænseområder. Tolkningen var, at kineserne søgte

4 Efterretningsoversigt for 1976, s. 22; Efterretningsoversigt (dvs. månedsoversigt – forkortes i det føl- gende til EO) juli 1978, s. 12. FE’s arkiv. 5 Efterretningsoversigt for 1976, s. 21. FE’s arkiv. 6 Efterretningsoversigt for 1976, s. 23f og 1977, s. 27ff. FE’s arkiv. 7 EO november 1975, s. 9. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 537 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 538

at inddæmme Sovjetunionen som en konsekvens af sovjetiske bestræbelser på at inddæmme Kina.8 Den voksende spænding mellem de to magter kunne ikke undgå at få militære konsekvenser i form af styrkeopbygning, jf. nedenfor.

Den sovjetiske invasion i Afghanistan 1979 I Afghanistan – der i en række år havde været under sovjetisk indflydelse – herskede siden et kup i april 1978 et kommunistisk orienteret styre. Det nye styre iværksatte en radikal socialiseringspraksis, der mødte voldsom modstand i befolkningen, og til sidst så Moskva sig nødsaget til at intervenere militært (27. december 1979) for at forhindre regimets sammenbrud; landets mini- sterpræsident (Hafizulla Amin) blev henrettet af sovjetiske specialstyrker under invasionen. Ifølge FE var der allerede i september 1979 indikationer på en intervention. Invasionen gennemførtes af en sovjetisk luftbåren division samt to motoriserede infanteridivisioner, men allerede i januar 1980 omfattede styrken ca. 6 divisioner og i alt ca. 100.000 mand. Allerede på dette tidspunkt havde de sovjetiske styrker lidt tilbageslag i forsøget på at skaffe sig kontrol over landet. FE’s vurdering var, at den militære intervention „væsentligst må opfattes defensivt om end med ekspansionistiske implikationer“, og man accepterede tilsyneladende den officielle sovjetiske begrundelse for interventionen, der understregede såvel ideologiske som sikkerhedspolitiske hensyn, idet den betonede den sovjetiske frygt for, at den „antifeudale, demokratiske revolution“ i Afghanistan skulle blive elimineret af USA, Kina og Pakistan samt det uac- ceptable for Sovjetunionen i dannelsen af en „reaktionær bastion“ ved landets sydgrænse. Interventionen vurderedes ikke af FE at være starten på et frem- stød mod Det Indiske Ocean eller mod oliefelterne i den arabiske verden, så- ledes som en række internationale iagttagere tolkede de sovjetiske motiver. Ifølge FE var det dog ikke udelukket, at det kunne komme til konfrontationer på stormagtsniveau over Afghanistan i den kommende tid.9

Rumænien Den løbende uoverensstemmelse mellem Sovjetunionen og Rumænien gik ind i en skærpet fase i slutningen af 1970’erne. Under mødet i Warszawa- pagtens politisk-konsultative komité i Moskva i november 1978 – i realiteten et østligt topmøde – opponerede Rumænien mod sovjetiske ønsker om øget militær integration i Østblokken og øget oprustning, der begrundedes med NATO-landenes bestræbelser på at opnå militær overlegenhed. Det var FE’s

8 EO august 1978, s. 8-9. FE’s arkiv. 9 Efterretningsoversigt for 1979, s. 41-43 og 65. FE’s arkiv.

538 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 539

tolkning, at Rumænien på disse punkter i realiteten udsagde, hvad de mindre Warszawapagtlande også tænkte. Den påfølgende rumænske afsløring af uenigheden på topmødet tolkedes som en åben udfordring af Sovjetunionen og en afsløring af dennes nedrustningspropaganda. Efterretningstjenestens endelige vurdering var dog, at Sovjetunionen ikke ville invadere Rumænien på grund af geopolitiske forhold, styrets kommunistiske karakter og de politiske omkostninger forbundet med en invasion.10

Militære forhold

1970’ernes efterretningsoversigter er præget af de overordnede militærstrate- giske udviklinger, der allerede havde gjort sig gældende i 1960’erne. Over- sigterne indeholder en løbende beskrivelse af Sovjetunionens deltagelse i den accelererende våbenteknologiske udvikling med fokus på kernevåben, missilteknologi, satellitopsendelser og elektronisk krigsførelse. Derudover følges den militære styrkeudfoldelse i form af de øvelser og aktiviteter, som de sovjetiske styrker foretog uden for Sovjetunionen. En omfattende rapportering dækkede ikke mindst de sovjetiske flådeaktiviteter på verdenshavene og de politisk/militære kontakter til tredjeverdenslande, der samlet tolkedes som et forsøg på at tilkæmpe sig en global magtposition i konkurrence med primært USA og Kina. På de strategiske kernevåbens område var udviklingen i 1970’erne karakteriseret ved Sovjetunionens opnåelse af paritet i forhold til USA. Med Vladi- vostok-aftalen i 1974 etablerede de to supermagter et loft over antallet af strategiske kernevåbensystemer (på 2400) og bestemte, at hver af parterne måtte have ét ABM-anlæg. Aftalen var baseret på det såkaldte „lighedsprincip“. Dette blev bibeholdt i SALT II-aftalen fra juni 1979, der indeholdt en række især kvantitative men også kvalitative begrænsninger af våbenkapløbet samt verifikationsforanstaltninger. Ifølge FE illustrerede stadfæstelsen af „ligheds- princippet“ den massive opbygning af den sovjetiske strategiske styrke, der havde fundet sted i 1970’erne gennem indførelse af delsprænghoveder (MIRV), medens de amerikanske strategiske kernevåben var forblevet på samme styrkeniveau som i 1968.11 Det var dog vurderingen, at de sovjetiske missilers vægt og bæreevne „rigeligt“ blev modsvaret af de amerikanske missilers træfsikkerhed.12 De sovjetiske strategiske kernevåbenstyrker omfattede ifølge FE i 1978 ca. 1.250 ICBM’er, 864 affyringsramper (på 60 ubåde) for søbaserede ballistiske missiler (SLBM) samt 140 tunge bombefly. Mellemdistancekernevåbenstyr-

10 EO november 1978, s. 9-12. FE’s arkiv. 11 EO juni 1979, s. 9-11. FE’s arkiv. 12 Truslen mod Danmark 1978, s. C-5. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 539 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 540

kerne omfattede 120 IRBM (med rækkevidde op til 4.600 km), 460 MRBM (rækkevidde 2000 km), 39 launchere på 13 ældre ubåde (rækkevidde fra 550 til 1.600 km) samt 580 mellemtunge bombefly. Kernevåben med rækkevidde på under 1000 km defineredes som „taktiske“ af Sovjetunionen.13 På kernevåbenområdet fulgtes udviklingen inden for prøvespræng- ningsområdet nøje, og det samme gjaldt den sovjetiske missiludvikling. Med års mellemrum opsamlede FE udviklingen på kernevåbenområdet, således i årsoversigten for 1977, der kort behandlede Sovjetunionens afprøvning af 4. generation af ICBM’er (i form af typerne SS-16, SS-17, SS-18, SS-19) samt det nye mellemdistancemissil SS-20. For alle missilernes vedkommende gjaldt det, at de kunne fremføre sprænghoveder med individuelt styrbare dellad- ninger (MIRV). Opmærksomheden rettedes i den følgende tid især mod de seneste varianter af SS-18-missilet, der med sine 10 delsprænghoveder og en gennemsnitlig målpræcision (CEP) på 180 meter vurderedes at udgøre den største trussel. Det var vurderingen i slutningen af 1978, at halvdelen af de ældre sovjetiske ICBM-siloanlæg (til SS-9-missilet) var blevet erstattet med SS-18.14 SS-20-missilet, der fra 1970’ernes slutning blev genstand for intens international opmærksomhed og strid, omtales af FE i august 1975, hvor det hedder om missilet, at der var gennemført ni vellykkede prøveafskydninger siden efteråret 1974, og at det i øvrigt ventedes klar til indsættelse i slutningen af indeværende år15 – hvilket ikke kom til at passe. I årsoversigten for 1977 blev det ret kortfattet meddelt, at missilet bestod af første og andet trin af ICBM’eren SS-16, og at det var medtaget, fordi det dels „vil udgøre den pri- mære trussel mod Europa“, dels fordi det på grund af sit slægtskab med SS-16’eren indtager en særlig plads i drøftelserne om en ny aftale om be- grænsning af de strategiske våben. Det betegnedes som afløser for de ældre mellemdistancemissiler SS-4 og SS-5, og det fremstillede antal blev i begyndelsen af 1978 sat til nogle få stykker. Det vurderedes, at det endelige antal ville komme op på 300-400.16 Hvis denne formodning kom til at holde stik, ville Sovjetunionen med SS-20-missilet – der besad tre delsprænghoveder – have fordoblet sin kapacitet på mellemdistancekernevåbenområdet. FE fremhævede i begyndelsen af 1978 „som det afgørende moment i SS-20- problematikken“ missilets mobilitet, der vanskeliggjorde lokaliseringen af af- skydningspositionen. Det vurderedes ikke som sandsynligt, at hele SS-20-styrken ville rykke ind i de gamle afskydningsområder for SS-4 og SS-5 eller (øst for Ural) SS-7- og SS-8-stillingerne.17 Hvad der ikke klart kom til orde i disse

13 Truslen mod Danmark 1978, s. C-1ff. FE’s arkiv. 14 Efterretningsoversigt for 1977, s 49 og 50B; en tidligere opsamling på kernevåbenområdet i Efterretningsoversigt for 1975, s. 17; EO oktober 1978, s. 15f. FE’s arkiv. 15 EO august 1975, s. 14. FE’s arkiv. 16 Efterretningsoversigt for 1977, s. 49 og 50B med tabel 1 og 2. FE’s arkiv. 17 EO januar 1978, s. 26-28, FE’s arkiv.

540 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 541

formuleringer, var det forhold, at de ældre sovjetiske mellemdistancemissiler på grund af deres lange klargøringstid før affyring og deres begrænsede mobilitet (SS-5’eren var tilmed stationær) havde udgjort en overskuelig trussel, som USA i en krigssituation formentlig regnede med at kunne eliminere ved et forkøbsslag. Denne mulighed ville ikke eksistere i samme omfang som tidligere. Hvad angik de øvrige masseødelæggelsesvåben, var det i 1970’erne opfattelsen, at Warszawapagtens væbnede styrker ikke rådede over offensive biologiske våben, men at der forskedes systematisk i emnet, ligesom der fandtes egnede fremføringsmidler. Der blev i den sammenhæng peget på, at Sovjetunionen i 1972 havde underskrevet en konvention mod udvikling, produktion og oplagring af biologiske våben. Konventionen blev ratificeret af Sovjetunionen i 1975. Med hensyn til kemisk krigsførelse blev situationen vurderet anderledes af FE. Det blev slået fast, at Sovjetunionen gennemførte en intensiv forskning med hensyn til kemiske kampstoffer med hovedvægt på udvikling af nervegasser. I forbindelse hermed søgte man også at udvikle forebyggende midler mod nervegasser. Produktionen af kemiske kampstoffer (med vægt på VR-55, Soman og Sarin) vurderedes som „betydelig“, og beholdningerne af kampstofferne blev skønsmæssigt anslået til ca. 300.000 tons. Det blev understreget, at øst- styrkerne gjorde store anstrengelser for at beskytte sig mod kemiske kampstoffer. Sporing af og beskyttelse mod kampstoffer var indbygget i den mili- tære organisation og uddannelse ned til den enkelte soldat. FE vurderede, at Øst rådede over alarmudstyr, der satte dem i stand til at erkende og identificere de fleste af de kampstoffer, der var til rådighed for de vestlige lande. Det vurderedes, at Warszawapagtstyrkerne i „ret betydelig grad“ var udrustet til offensiv kemisk krigsførelse, idet et stort antal våben kunne sprede kemiske kampstoffer. Med hensyn til den taktiske indsættelse af disse våben formodede man i 1970’erne, at det sovjetiske feltreglement af 1962 stadig var gældende, i hvilket det blev slået fast, at grundlaget for ildstøtteplanen – dvs. for artilleriets deltagelse i den pågældende operation – var atomvåben og kemiske våben, og hvor der specifikt blev nævnt indsættelse i forbindelse med flodovergange, ved forfølgelse, ved sø- og luftlandsætninger. Det forekommer i dag ikke uproblematisk at lade det med henblik på den totale kernevåbenkrigs forhold udarbejdede feltreglement fra 1962 fortsat have gyldighed i 1978. Emnet er stadig uafklaret. Det må antages, at ildstøtte- planen – efter den kraftige styrkelse af det sovjetiske konventionelle artilleri i 1970’erne – i samme periode blev justeret og „konventionaliseret“. Brugen af taktiske kernevåben var i 1970’erne ikke forskrift, men en option; indtil videre er det dog uklart, hvilke konsekvenser udviklingen med hensyn til brug af kernevåben i dette årti har haft for brugen af kemiske kampstoffer. Det er muligt, at man fra sovjetisk side har betragtet indsættelse af disse våben som en mere uskyldig option end indsættelse af kernevåben. Harald Nielsen går i

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 541 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 542

sin studie om DDR og kernevåbnene (fra 1998) ud fra, at der „vel“ indtil slutningen af 1970’erne har været en indsatsoption for sovjetiske kemiske våben, men peger samtidig på, at det østtyske feltreglement fra 1983 – i modsætning til det fra 1962 – ikke behandler østtysk brug af kemiske våben. Ifølge Harald Nielsen har det heller ikke kunnet afklares, om Sovjetunionen nogensinde oplagrede kemiske våben i DDR eller først ville hente dem ind i forbindelse med en krise.18 FE gik ud fra, at brugen af masseødelæggelsesvåben krævede politisk godkendelse og ville blive autoriseret samtidig med anvendelse af atomvåben. Mere interessant var det måske, at FE også og lidt i modstrid med tanken om en samtidig autorisation vurderede, at kemiske kampstoffer ville blive anvendt i en konventionel fase af en storkrig til gennemførelse af operationer, der ikke kunne gennemføres som planlagt, og måske navnlig mod en modstander, der ikke kunne svare igen. Uden at det blev sagt direkte og uden at det blev overbetonet, anså man det altså fra dansk side for sandsynligt, at Warszawapagten ville benytte sig af kemisk krigsførelse fra første færd under deres operationer mod Danmark under en i øvrigt konventionel storkrig. Særlig sandsynlig ud fra denne forud- sætning var vel forsøg på at lamme danske flyvestationer samt antiinvasionsforsvaret ved Køge og Fakse Bugt. Megen spalteplads i efterretningsoversigternes faste afsnit om „Videnskab & teknik“ – der også inkluderede den generelle udvikling på kernevåbenom- rådet – indtog en detaljeret dækning af rumfart og især af satellitområdet, der demonstrerede Sovjetunionens omfattende bestræbelser på feltet. I marts 1978 opsendtes således satellit nr. 1000, og ved periodens slutning var der konstant op imod 100 militære sovjetiske satellitter i kredsløb. Som eksempel kan nævnes, at der i oktober 1977 omtales 92 sovjetiske satellitter i omløb, af hvilke de 47 var kommunikationssatellitter, 30 fotorekognosceringssatellitter og resten tjente elektronisk indhentning og navigation.19 Alt i alt kan det dog undre, at FE gav satellitområdet så megen spalteplads, som tilfældet var, da oplysningerne med deres tekniske karakter må antages kun at have haft be- grænset relevans for brugerne af oversigterne. Voksende dækning fik i oversigterne op igennem 1970’erne emnet „elektronisk krigsførelse“, dvs. den øgede brug af elektronisk opklaring eller ESM (Electronic Support Measures), der typisk er en overvågnings- og pejlingsop- gave, og elektronisk krigsførelse eller ECM (electronic countermeasures), der er et kampmiddel som sættes ind mod fjendens elektroniske udstyr, i sær- deleshed hans radarsystemer og missilstyring. Den øgede opmærksomhed afspejlede, at uddannelses- og øvelsesbilledet også i Øst i vidt omfang blev præ-

18 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen – Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im Warschauer Pakt, 1998, s. 162f. 19 Efterretningsoversigt oktober 1977, s. 25ff., FE’s arkiv.

542 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 543

get af indøvelser af rutiner med henblik på elektronisk krigsførelse. Det gjaldt ikke mindst på flyområdet. Introduktion af nye større våbenplatforme omtales nedenfor i afsnittene om hærstyrker, flådestyrker og flystyrker.

Hærstyrker Sovjetunionens disponible mandskabsstyrke voksede kvantitativt kun lidt i perioden, medens de vestlige efterretningstjenester mente at iagttage en betydelig kvalitativ udvikling. Denne udvikling vil blive behandlet i afsnittet om nær- området. Sovjetunionens antal af linjedivisioner anslås i 1972 til 169, af hvilke de 120 formodedes at kunne anvendes mod NATO-landene i en eventuel konflikt. Antallet af linjedivisioner var svagt voksende i tiåret og sættes i 1979 til 175 divisioner, af hvilke de 83, ja, måske 101 divisioner var opstillet på en måde, så de i en krigssituation kunne anvendes mod NATO.20 Rapporten fra 1979 er således kendetegnet ved en ret iøjnefaldende afvigelse fra vurderingen fra begyndelsen af 1970’erne med hensyn til de styrker, der kunne siges at udgøre en trussel for Europa. Kildegrundlaget for de østlige styrketal er formentlig som tidligere NATO’s kollektivt udarbejdede årlige oversigt over Warszawa- pagtens styrker og intentioner, men den omtalte afvigelse gøres mod forventning ikke til genstand for kommentarer fra FE’s side. Med hensyn til ét specifikt område lå tallene dog fast: i satellitstaterne i Østeuropa. Tallene var for dette område i 1970’erne uforandret 20 divisioner i Østtyskland (ca. 372.000 mand), seks divisioner i Tjekkoslovakiet (80.-90.000 mand), fire divisioner i Ungarn (ca. 60.000 mand) og to divisioner i Polen. Det var vurderingen i oversigterne, at divisionerne i Sovjetunionen generelt stod „markant lavere“ end de sovjetiske divisioner i Østeuropa med hensyn til kampværdi og bered- skabsstatus.21 1970’ernes første år var vidne til en yderligere udbygning af den sovjetiske militære position ved den kinesiske grænse. De sovjetiske styrker her blev medio 1971 anslået til 37 divisioner og i 1979 til 45 divisioner, der vurderedes at være udrustet med det nyeste militære udstyr og kineserne kvalitativt – men ikke kvantitativt – overlegne. Det var FE’s vurdering gennem 1970’erne, at så- vel den sovjetiske som den kinesiske styrkeopbygning havde defensiv karakter, og at man søgte at undgå en militær konfrontation. Selv om det var en ganske betydelig sovjetisk styrke, der var opstillet i det fjerne østen, var det ikke den danske vurdering i begyndelsen af 1970’erne, at udbygningen mod Kina havde nogen betydning for det militære billede i Tyskland, ud over at stigningstakten i den militære modernisering af GSST

20 Efterretningsoversigt for 1979, s. 59. FE’s arkiv. 21 Efterretningsoversigt for 1979, s. 59. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 543 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 544

måske havde været en smule lavere end forventet.22 Her kunne det dog i dag tilføjes, at de ca. 40 divisioner, der befandt sig ved den kinesiske grænse, i til- fælde af krig ikke uden videre kunne overføres til Europa, og at deres fravær fra området vest for Ural indebar en lettelse af situationen for NATO.

Flådestyrker På flådesiden fulgte oversigterne løbende de verdensomspændende sovjetiske maritime aktiviteter, der betød en konstant sovjetisk flådetilstedeværelse – hvis størrelse var afhængig af den internationale situation og årstiden – i Atlanterhavet, Middelhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. I 1979 bemær- kes det, at Sovjetunionen havde opnået basefaciliteter i Vietnam. En vigtig rolle for den strategiske magtbalance spillede efterhånden supermagternes patruljer med strategiske missilubåde. Ifølge FE havde Sovjet- unionen i 1970’ernes slutning deployeret fem Yankee-klasse ubåde ud for USA’s øst- og vestkyst. Disse ubåde vurderedes at være sårbare på grund af deres nærhed til amerikanske styrker, men det strategiske billede ændredes fra 1974, fra hvilket år sovjetiske Delta-ubåde udstyret med SS-N-8/18 missiler kunne nå USA fra mere sikre affyringspositioner i Barentshavet, Norskehavet og Atlanterhavet.23 Det indebar, at Sovjetunionen havde udviklet en kapacitet til at gøre gengæld, selv om amerikanerne gennemførte et altomfattende mis- silangreb mod Sovjetunionen, med andre ord opnået en sikret andetslagsevne. Denne nukleare kapacitet var primært tilknyttet den sovjetiske Nordflåde, hvis aktiviteter vel blev dækket af efterretningstjenesten, men af gode grunde ikke på samme udførlige vis som den sovjetiske Østersøflådes aktiviteter. Det var også fortsat FE’s vurdering, at Sovjetunionens årlige store flådeøvelser i Nordatlanten og Norskehavet skulle opfattes som indøvelse af defensive foranstaltninger, der i krig havde til mål at søge at standse indtrængende amerikanske flåder i deres bevægelser mod Norskehavet og Barentshavet. Den overordnede vurdering var nu, at Sovjetunionen ikke kunne klare denne opgave, i alle tilfælde ikke i starten af en krig. Det hedder herom: „Generelt må det siges, at Sovjetunionens manglende mulighed for effektivt at kunne yde taktisk luftstøtte, specielt jagerstøtte, i større omfang, i hvert fald ved en krigs begyndelse, over det meste af det nordatlantiske område i meget høj grad vil van- skeliggøre et positivt resultat af deres luft- og søoperationer.“24 Denne vurdering ændres ikke igennem 1970’erne. Med andre ord: hvis ikke Sovjetunionen meget hurtigt kunne erobre det sydlige Norge med dets flyvepladser og herfra etablere luftstøtte over havet,

22 Efterretningsoversigt for 1971, s. 98f. FE’s arkiv. 23 Efterretningsoversigt for 1979, s. 80. FE’s arkiv. 24 Truslen mod Danmark, marts 1974, s. P-8. FE’s arkiv.

544 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 545

Billedserien viser et sovjetisk og et dansk orlogsfartøj ved siden af hinanden i Østersøen. Billederne er taget fra det danske skib. De er udaterede, men er formentlig fra slutningen af 1979 eller begyndelsen af 1980. (Privateje).

stod det i en taberposition i kampen om herredømmet over Nordatlanten og Norskehavet. Hermed fik besiddelsen af Sydnorge tildelt en afgørende betydning for udfaldet af en storkonflikt, men det samme gjorde selvsagt også de to springbrætter til Sydnorge, nemlig Nordnorge og Jylland. I efteråret 1976 overførte Sovjetunionen seks ældre Golf II klasse kernevå- benbærende missilubåde fra Nordflåden til Østersøen, hvor de i de følgende år gennemførte en lejlighedsvis patruljering, der var genstand for vestlig interesse. Ifølge årsoversigten for 1978 forelå der nu observationer, „som mu- liggør en fastlæggelse af disse ubådes patruljemønster i Østersøen“. Der er i de periodiske oversigter ingen vurdering af, hvad sigtet med overførelsen af denne nukleare kapacitet til Østersøen kunne være, men FE sluttede ved

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 545 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 546

overgangen til året 1980 – ud fra ubådenes deltagelse i missilskydning og deres patruljetjeneste – at de fortsat havde operativ status.25 Forklaringen er måske, at FE ikke har set sig i stand til at pege på én tolkning, der var mere plausibel end andre blandt dem, der bød sig til. Det står i dag klart, at Warszawapagten allerede fra 1976 – som det fremgår af indlæggene på dette års møde (december 1976) i Warszawapagtens for- svarsministerkomité – så dystert på den vestlige militære moderniseringspro- ces og allerede da forberedte sig på det worst case-scenarie, der skulle blive det altoverskyggende for Øst fra omkring 1980, nemlig det nukleare overraskelsesangreb fra et med nye kernevåben udrustet Vesten. Mødet i forsvars- ministerkomiteen mundede ud i en stærk anbefaling af opprioritering af alle sider af militær efterretningstjeneste.26 Dette er et noget andet billede end det, der optræder i mange fremstillinger af den kolde krig, hvor det skildres, at Sovjetunionens bekymring for et nukleart angreb var rykket i baggrunden, efter at landet havde opnået en sikret andetslagsevne i 1970’erne. Emnet vil blive taget op i kapitel 79. Det er med den nuværende kildeadgang i Rusland ikke muligt at konstatere, om der eksisterer en forbindelse mellem den tilsyneladende øgede frygt for et nukleart angreb fra Vesten og overflytningen af de med kernevåben bestykkede Golf-ubåde til Østersøen, men det tidslige sammenfald er bemærkelsesværdigt. Forklaringen på overflytningen kan med andre ord have været et ønske om i lyset af et revideret trusselsbillede at styrke den sovjetiske afskrækkelseskapacitet i området. Den verdensomspændende øvelse „Okean“ i 1975 vurderedes at have samme omfang som øvelsen „Okean“ i 1970. I begge øvelser deltog mere end 200 sovjetiske enheder. FE vurderede, at øvelsen var den mest betydningsfulde øvelse, Sovjetflåden nogensinde havde foretaget, og anskuede den som en demonstration af Sovjetunionens evne til at kunne forlægge enheder globalt.27 Fra 1970’ernes slutning vurderedes Sovjetunionen at udnytte NATO’s store flådeøvelser til afprøvning af sine operative planer og overvågningsplaner. Dette foregik på en særdeles koordineret måde i øvelsen „Ocean Safari“ i Norskehavet i september 1979, hvor de sovjetiske enheder tilsyneladende pro- fiterede af kendskabet til NATO’s øvelsesplaner. I oversigten erkendte FE „Sovjetunionens tilsyneladende kendskab til NATO’s øvelsesplaner“, der blev forklaret ud fra en række forhold, heriblandt tidlig overvågning og monite-

25 Efterretningsoversigt for 1978, s. 58; 1979, s. 73f., FE’s arkiv. 26 I et foredrag holdt af chefen for den østtyske militære efterretningstjeneste, T. Gregori, på mødet i 1976 om NATO-styrkernes vigtigste udviklingstendenser og tilstand i den vestlige retning hed det bl.a. i konklusionen: „NATO’s øgede anstrengelser for at forhøje styrkernes aggressionsberedskab vidner om, at imperialismen alvorligt og vedholdende forbereder sig på en krig“, jf. Records of the Committee of the Ministers of Defense, mødet i Sofia 10.-11. december 1976, på Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact (PHP) website: http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection, set 6. maj 2005. 27 EO april 1975, s. 16 og Efterretningsoversigt for 1975, s. 67f. FE’s arkiv.

546 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 547

ring af NATO’s øvelser samt presseomtale. Hertil skal føjes, at det i dag står klart, at Sovjetunionen i et stadig ukendt omfang gennem 1970’erne og frem til 1985 kunne læse den amerikanske flådes hemmelige signaltrafik og således havde mulighed for at tilrettelægge sine operationer under øvelser på kendskabet til de udsendte amerikanske ordrer. Hvad den tilsyneladende også gjorde. En række sovjetiske politiske og militære dispositioner fra 1970’erne og 1980’erne kan forklares ud fra dette forhold.28 På materielområdet fulgtes den fortsatte udbygning af den sovjetiske stor- skibsflåde. Ved periodens udgang rådede Sovjetunionen over to hangarskibe („Minsk“ og „Kiev“), der repræsenterede en videreudvikling af de tidligere introducerede helikopterhangarskibe. To yderligere enheder af denne klasse var under bygning, men ventedes først indsat i 1980’erne. Evnen til at anvende de medførte fly vurderedes dog som begrænset. I sin vurdering afstod FE bevidst fra at sammenligne dem med de større amerikanske hangarskibe og skønnede dem især tjenlige som et „politisk virkemiddel“ til indsættelse i fredstid eksempelvis i den tredje verden. Mere spektakulær end bygningen af hangarskibene var måske den fortsatte udbygning af missilkrydserflåden gennem den påbegyndte bygning af en meget stor missilkrydser (Bal-Com-1), der var dobbelt så stor som de amerikanske missilkrydsere og nærmest måtte betegnes som et missilslagskib. Bygnin- gen af så stort et missilfartøj rejste også mange spørgsmål. Var det også et „sta- tusskib“ med begrænset nytte i krigstid? Eller skulle det bruges som ledsage- skib til nye hangarskibe med samme potentiel som de amerikanske? Til dette store overfladeskib sluttede sig ud over et omfattende program for bygning af oceangående ubåde mindre missilkrydsertyper (Bal-Com-2 og -3) samt en unavngiven type, der blev bygget i Sortehavet. FE’s tolkning op gennem 1970’erne var, at byggeriet af disse store enheder skete på bekostning af fornyelsen af de mellemstore og mindre enheder og kystubådene, og at udviklingen ville nødvendiggøre et betydeligt erstatningsbyggeri i begyndelsen af det kommende tiår.29 Byggeriet af mellemstore enheder var dog på ingen måde gået i stå. Således introduceredes i 1970’erne missiljagere af Krivak-klassen, af hvilke der i 1978 var bygget 19 enheder i Østersøen.30

28 EO oktober 1979, s. 25f. FE’s arkiv. – Sovjetunionens evne til at læse den amerikanske flådes signaltrafik på grundlag af amerikanske kryptografiske nøgler, manualer m.m., som man gennem årene erhvervede fra den amerikanske flåde via Walker-spionringen, er behandlet af den CIA nærstående forfatter John Barron i bogen Breaking the Ring. The bizarre Case of the Walker Family Spy Ring, 1987, der bl.a. bygger på 55 bind udskrifter fra retssagen mod en af de hovedanklagede. Ifølge Barron stod KGB-operationen på i 17 år (frem til 1985). Sovjetiske kilder, der er citeret hos Barron (s. 138ff), betegnede operationen som KGB’s største og mest succesrige under den kolde krig. Ifølge den amerikanske flådeminister John F. Lehman kunne sagen i tilfælde af krig med Sovjetunionen have med- ført de samme katastrofale konsekvenser, som Ultra havde for Tyskland i 2. verdenskrig (sst. s. 212). 29 Efterretningsoversigt for 1973, s. 51; Efterretningsoversigt for 1979, s. 80ff. FE’s arkiv. 30 EO november 1978, s. 26. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 547 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 548

I den sammenfattende vurdering af Sovjetunionens flådemagt hæftede FE sig med god grund ved dennes kvantitative omfang, men vurderingen af det kvalitative aspekt er væsentlig mere forbeholden. Medens de sovjetiske hær- styrker ikke gøres til genstand for kritiske kommentarer i Truslen mod Danmark er dette tilfældet for flystyrkerne og navnlig for flådestyrkerne. Det er tydeligt, at man vurderede, at Sovjetflåden kvalitativt stod tilbage for Vestens flådestyr- ker. Det udtales vel ikke direkte, at flådeområdet udgjorde Sovjetunionens akilleshæl, men det er sigende, når det i en vurdering af det maritime forhold i nærområdet hedder, at Sovjetflåden anses for at kunne løse sine opgaver i fredstid og i spændingsperioder, medens det for krigstid gælder, at især vestlig minekrig og ubådskrigsførelse „på afgørende vis rammer WP-flåderne inden for områder med væsentlige svagheder“.31 Det var ganske stærke ord, der blev taget i anvendelse her, og de afspejlede uden tvivl en sømilitær styr- kevurdering af stor betydning for dansk forsvar. Til sidst i dette afsnit skal omtales truslen mod Færøerne og Grønland, der normalt ikke blev behandlet i de periodiske efterretningsoversigter. Fra 1974 fik de to danske nordlige områder separate afsnit i Truslen mod Danmark. Disse afsnit byggede helt på den ovenfor nævnte vurdering, at det hverken ville være i Sovjetunionens magt at opnå søherredømme eller en vis luftoverlegenhed i en krigs indledende fase. For Færøerne betød det, at der måtte forventes kampe omkring øerne i tilfælde af krig, men at en generel besæt- telse ikke kom på tale. Sovjetunionen ville være henvist til at søge at gøre de primære militære mål i form af radar-, radio- og loranstationer ubrugelige for Vesten gennem luftangreb. Hvis det kom til en kernevåbenkrig, kunne det ikke udelukkes, at der ville blive anvendt kernevåben, især mod radarstatio- nen.32 Grønland vurderedes i 1970’erne at have formindsket strategisk betydning, især hvad angik luftforsvaret af Nordamerika. Som for Færøernes vedkommende formodede FE, at Sovjetunionen ikke ville gøre forsøg på besættelse (men vel på oprettelse af vejrstationer), samt at de primære militære installationer ville blive søgt ødelagt gennem luftangreb. I en kernevåbenkrig forventedes kernevåben indsat mod enkelte af de vigtigste militære installationer. Som følge af de militære installationers beliggenhed vurderedes der ikke at være nogen trussel mod den grønlandske civilbefolkning i tilfælde af krig.33 Uden at det blev sagt direkte, vurderedes truslen mod Færøerne og Grøn- land således at være mindre end mod det syddanske område. Heri var vel intet mærkeligt. Syddanmark lå meget tættere på Warszawapagtens hovedstyrker end de nordlige områder gjorde og forventedes at blive scene for omfattende krigshandlinger, der ikke kunne undgå at få konsekvenser for civilbe-

31 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-25. FE’s arkiv. 32 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. P-3 og P-6. FE’s arkiv. 33 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. Q-5 og Q-6. FE’s arkiv.

548 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 549

folkningen, medens de nordlige områder med deres meget mindre befolkninger i vidt omfang var beskyttet af en amerikansk-britisk forsvarslinje.

Flystyrker De sovjetiske strategiske flyvestyrker bestod af tre luftarmeer, af hvilke de to befandt sig i den vestlige del af Sovjetunionen og forventedes indsat mod mål i Europa. I de to luftarmeer indgik i 1978 703 fly, heraf 558 bombefly; hovedparten var mellemtunge bombefly. Det samlede antal tunge bombefly i de tre luftarmeer var 140. Disse fly betragtedes i Vesten som forældede, og de blev ikke erstattet af nyere typer. Flyene fra de strategiske luftstyrker vurderedes i Danmark primært at udgøre en overflyvningstrussel for landet. Større plads i det danske trusselsbillede indtog flyene fra Østersøflådens fly- vevåben, der i slutningen af 1970’erne rådede over 128 mellemtunge bombefly (samt 35 jagerbombere). FE ventede, at bombefly fra Østersøflåden ville blive indsat mod Danmark i tilfælde af krig, men forventede hovedparten af de mellemtunge bombefly indsat mod de vestlige flådestyrker i Nordsøen og Nordatlanten.34 De mellemtunge bombefly (af typerne Badger og Blinder) var ikke så avancerede som de tilsvarende vestlige fly, men med Backfire-flyet (sovjetisk betegnelse Tu-22M, Tu-26) introducerede Sovjetunionen i midten af 1970’erne et mellemtungt bombefly, der hurtigt vandt respekt i Vesten på grund af sin ræk- kevidde, hastighed (Mach 2) og bombelast. Det indgik i SALT-forhandlingerne og udgjorde i flere år et problem for disse på grund af uenighed, om flyet var et taktisk eller et strategisk fly. Flyet, der i 1975 vurderedes at være det eneste sovjetiske bombefly i serieproduktion, indgik i operative enheder fra 1975. Produktionen af flyet var dog ikke stor, og ved udgangen af 1979 formodedes kun ganske få fly at være tilgået de strategiske luftstyrker, medens Østersøflådens luftvåben havde modtaget mindst 30 stk. af flyet, der udgjorde en forøgelse af den sovjetiske offensive kapacitet i området.35 Fra 1969 gennemførte sovjetiske bombefly fra de strategiske luftstyrker og fra Østersøflådens luftvåben rutinemæssigt såkaldte „penetreringsflyvninger“, hvor de fløj fra flyvestationer i Baltikum til Rügen-området og vendte om.36 Betegnelsen „penetreringsflyvninger“ var måske næppe en dækkende betegnelse for flyvningerne, idet der ikke var tale om indtrængen på NATO-landes eller neutrale staters luftrum. Der er ikke vurderinger fra FE’s side af baggrunden for gennemførelse af disse østlige flyvninger. Ifølge FE udgjorde

34 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-1ff. FE’s arkiv. 35 EO maj 1975, s. 24-26 (teknisk gennemgang); Efterretningsoversigt for 1975, s. 74ff; Efterretningsoversigt for 1979, s. 93. FE’s arkiv. 36 EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. – Således f.eks. i juni 1979 fire flyvninger af Østersøflådens flyve- våben med i alt 10 fly og to flyvninger fra det strategiske luftvåben med fire fly.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 549 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 550

disse gentagne flyvninger, der nåede helt frem til dansk luftrum, et varslings- mæssigt problem, idet de – som det bl.a. påpegedes i Truslen mod Danmarks varslingsanalyser – bidrog til at reducere varslingstiden ved et angreb på landet til et begrænset antal flyveminutter. Hertil kan vel tilføjes i dag, at de nævnte flyvninger havde rutinekarakter, og at de i reglen blev gennemført af så få fly, at det ikke var muligt at fejltolke dem som indledning til et angreb. Vestlige rekognosceringsfly foretog lignende rutineflyvninger i Østersøen, langs jerntæppet og i de tre luftkorridorer til Berlin. I dag står det klart, at flyvningerne indgik i et større mønster af flyvninger foretaget af såvel Øst som Vest, hvor man ved at flyve såvel langs med som ind mod modpartens område bl.a. varetog efterretningsmæssige funktioner og indøvede elektronisk krigsførelse. For de vestlige flyvninger i Østersøen og langs med zonegrænsen specielt i 1980’erne se kap. 78.

Warszawapagtens kapabiliteter i nærområdet Hærstyrker Ifølge FE var det den sovjetiske tolkning, at udviklingen inden for de sovjetiske styrker i Østtyskland i 1970’ernes begyndelse prægedes af en helt ny udvikling – „den tekniske revolution“ – der blev beskrevet som den samlede betegnelse for introduktionen af nye typer af materiel, ændrede organisa- tionsformer m.m. Resultatet af bestræbelserne vurderedes fra dansk side i 1974 at være øget ildkraft og mobilitet ved de sovjetiske styrker samt frigørelse for behovet for kernevåbenstøtte under operationerne.37 I 1978 gik man så vidt som til at sige: „Kvalitativt er der imidlertid i løbet af de seneste års „teknologiske revolution“ sket en markant forøgelse af specielt de sovjetiske divisioners kampkraft“.38 De nye militære optioner havde ifølge FE konsekvenser for Sovjetunionens kernevåbenpolitik. I 1975 antydedes, at Sovjetunionen syntes at overveje en mere smidig brug af kernevåben, end den gældende doktrin foreskrev. Det blev antaget, at Sovjetunionen nu var gået bort fra massiv anvendelse af ker- nevåben som svar på NATO’s brug af enkelte taktiske kernevåben. Det mentes, at de sovjetiske styrker havde opnået større handlefrihed og kunne vælge såvel det konventionelle niveau som flere nukleare niveauer.39 Senere præciserede FE, at Sovjetunionen i en krigssituation ville søge at udnytte sin konventionelle overlegenhed og udsætte indsættelsen af kernevå- ben, indtil det skønnes nødvendigt for at bevare initiativet, eller hvis man skønnede, at NATO havde besluttet at bruge dem. Sovjetunionen formode-

37 Efterretningsoversigt for 1974, s. 60. FE’s arkiv. 38 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-3. FE’s arkiv. 39 Efterretningsoversigt for 1975, s. 11f. FE’s arkiv.

550 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 551

des at ville søge at komme et vestligt kernevåbenangreb i forkøbet gennem forkøbsslag. De danske konfliktmodeller byggede i overensstemmelse hermed på en krig mellem Øst og Vest, der åbnede konventionelt, jf. næste afsnit om „Vurderinger af intentioner“.40 Det var først i slutningen af 1970’erne, at FE bragte en mere omfattende gennemgang af elementer af sovjetisk hærtaktik. Behandlingen syntes affødt af diskussionerne blandt vestlige militæreksperter, hvor man på dette tidspunkt mødte påstande om en ny sovjetisk taktik med vægt på mindre centraliseret føring. I sin fremstilling af regimentets kampformer lagde FE vægt på, at den sovjetiske taktik fortsat byggede på offensiven og mere specifikt det frontale gennembrudsangreb som hovedelement efterfulgt af omfattende manøvrer i forsvarets dybde. Afgørende var opnåelse af lokal styrkeoverlegen- hed i gennembrudssektoren, hvilket for kampvogne skulle betyde et styrkeforhold på 3-5:1, for infanteri på 4-5:1 og for artilleri på 6-8:1. Det var vurderingen, at tidligere tiders maksimale officielle fremrykningshastigheder på 100 km pr. døgn – vel at mærke under A- eller C-krigsvilkår (!) – og 30-50 km under konventionelle vilkår ikke mere var gældende. Under øvelser anvendtes nu højst 50 km under fremrykning til kontakt og ved let modstand. Der var dog ifølge FE intet, der tydede på, at man i 1970’erne forventede denne hastighed opretholdt, og i den selvstændige trusselsvurdering Truslen mod Danmark omtales helt andre fremrykningshastigheder, nemlig på 15-20 km pr. døgn i gennembrudsfasen ved konventionel krig og på 25-35 km, hvis der blev anvendt kernevåben eller kemiske våben. Gennemgangen var som ovenfor skildret primært baseret på konventionel krigsførelse, men omtalte kort de modifikationer brug af kernevåben ville medføre for angrebsoperatio- nerne i form af spredning og en udvidelse af angrebssektorens bredde. Afslutningsvis bemærkede FE, at man ikke kunne se nogen væsentlige æn- dringer i forhold til de doktriner, der blev udarbejdet i begyndelsen af 1960’erne. En ny sovjetisk militær taktik var således ikke indført, men de sovjetiske styrker syntes nu at have fået midler til at gennemføre de doktriner, man vedtog dengang.41 Medens personelstyrken ved de sovjetiske styrker i DDR ikke blev ændret i løbet af 1970’erne – den lå fast på 10 panserdivisioner og 10 motoriserede infanteridivisioner eller i alt i 1979 ca. 372.000 mand – konstaterede FE i samme tidsrum som nævnt en styrket mobilitet og evne til at kæmpe under såvel konventionelle som ABC-vilkår. Vurderingen byggede ikke mindst på styrkelse af det pansrede mandskabsvognelement og kampvognselementet samt af artilleriet ved GSST. I perioden 1968 til 1977 var ifølge FE antallet af pansrede

40 Truslen mod Danmark, 1976, afsnit B; Truslen mod Danmark, 1978, afsnit B. FE’s arkiv. 41 EO august 1978, s. 27ff, september 1978, s. 21ff, oktober 1978, s. 27-32; Truslen mod Danmark, 1978, s. D-20. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 551 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 552

mandskabsvogne øget med ca. 90 %, antallet af kampvogne med 25 % og artilleriet med ca. 95 %.42 Med hensyn til de pansrede mandskabsvogne indførtes forbedrede typer af den pansrede mandskabsvogn (Btr-60), der nu også blev indført i en amfibisk variant. I begyndelsen af 1970’erne introduceredes tillige det avancerede amfibiske gruppekampkøretøj Bmp, der var udstyret med en 73 mm kanon og kunne transportere en gruppe på otte mand. I slutningen af 1970’erne var halvdelen af det motoriserede infanteri udrustet med forskellige typer af dette køre- tøj, der betegnede overgangen fra et udpræget transportkøretøj (pansret mandskabsvogn) til et egentligt kampkøretøj og gav øget beskyttelse mod angreb med kernevåben eller kemiske våben.43 Det samlede antal kampvogne ved GSST udgjorde i 1979 7750 stk. med i alt 6710 stk. ved de egentlige kampenheder. Billedet blev i 1970’erne bestemt af introduktionen af den nye (og lavere) middeltunge kampvogn T-64, der i 1979 var indført i halvdelen af kampvognsenhederne (T-62 udgjorde ca. 33 % og T-55 ca. 17 %).44 I midten af 1970’erne øgede den sovjetiske hærledelse tillige antallet af kampvogne ved de motoriserede infanteridivisioner med ca. 35 % gennem opstilling af en selvstændig panserbataljon ved regimenterne, så- ledes at denne divisionstype nærmede sig panserdivisionens antal af kampvogne (henholdsvis op til 265 og 325 kampvogne) og også panserdivisionens operationelle kapacitet. Den af den sovjetiske ledelse i december 1979 påbegyndte tilbagetrækning fra DDR af 20.000 mand og 1.000 kampvogne blev ikke betragtet som et konkret nedrustningstiltag, idet man gjorde opmærksom på, at de enheder, der blev trukket tilbage, allerede for år tilbage var ophørt med at få tildelt de nye våben og således formentlig længe havde været udset til at blive trukket tilbage.45 Fra 1971 konstateredes udover en opstilling af nye motoriserede enheder ved GSST en oplagring af kampvogne, der ikke blev udfaset. Denne udvikling fremkaldte i 1972 alarm i vestlige efterretningskredse. I årsrapporten fra 1972 hedder det således: „Det må anses for hævet over enhver tvivl, at Gruppens samlede kampkraft er hævet betydeligt i 1972. Det nøjagtige omfang kan dog endnu ikke erkendes.“ De opgivne tal for de nævnte lagre varierer i de føl- gende år, men anslås ved periodens slutning til at omfatte til 300 sovjetiske og 1100 østtyske kampvogne. Man gav dog ikke noget bud på, hvad denne udvikling betød, men antydede muligheden af fremtidige organisatoriske ændrin-

42 Efterretningsoversigt for 1977, s. 56. FE’s arkiv. 43 Efterretningsoversigt for 1971, s. 102. FE’s arkiv. 44 Efterretningsoversigt for 1979, s. 63. FE’s arkiv. 45 Efterretningsoversigt for 1979, s. 12, 62. FE’s arkiv.

552 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 553

ger. I 1974 erkendtes det åbent, at man ikke kendte det egentlige formål.46 I 2005 ville man nok parallelisere med tilsvarende depotdannelser i Sovjet- flåden af ældre enheder, der tilsyneladende udsprang af en filosofi om, at der kunne forudses situationer, hvor selv ældre krigsmateriel kunne få betydning. På artilleriets område indførtes ved siden af en vækst i antallet af trukne pjecer selvkørende artilleri i 1974 samt en raketkaster med større kapacitet (Bm-21).47 I 1979 forøgedes desuden antallet af mobile missilaffyringsramper fra 12 til 18 ved de tre (kernevåbenbærende) Scud-brigader, der direkte var underlagt GSST. I alt skulle der nu findes 114 missilaffyringsramper ved de sovjetiske styrker i DDR. Afløsere var desuden på vej. Afløseren for Scud – SS- 23 – ventedes dog først at være færdigudviklet i 1980, medens den tidligere omtalte Scaleboard ventedes afløst af SS-22, der vurderedes allerede at være indført i Sovjetunionen.48 På luftforsvarsområdet var det den vestlige opfattelse, at tidligere tiders svagheder nu i høj grad var elimineret gennem udbygning og modernisering. Luftforsvaret vurderedes at udgøre „en effektiv luftsikring af WP-territorium“ og ville frembyde „store vanskeligheder for NATO-fly“, hed det. Specielt havde man opmærksomheden rettet mod frontarmeernes såkaldte „rullende SAM-bælte“, dvs. mobile enheder med jord-til-luft-missiler, der vurderedes at kunne dække mindst 50 km i dybden. De nævnte missilenheders indsatsmåde indebar, at egne luftforsvarsfly ikke kunne operere i området og derfor stod til rådighed for andre kampopgaver, jf. under fly.49 Den elektroniske krigsførelses voksende betydning gjorde sig også gæl- dende ved GSST. I 1978 rapporteredes det, at der ved GSST eksisterede mindst tre bataljoner, der var specialiseret i elektronisk krigsførelse og kunne ventes indsat mod vestlige landmilitære enheder og stabe. Herudover fandtes en kapacitet i divisionernes opklaringsbataljoner.50 Hertil kom også en videre udbygning af ammunitionsdepoter og drivmid- deldepoter i DDR. I 1977 bragtes kort over de større sovjetiske og østtyske ammunitionsdepoter, der udviste en koncentration af depoter i den mellemste og sydlige del af DDR. Den totale ammunitionskapacitet deponeret på østtysk grund blev i 1977 opgjort til 845.000 tons svarende til krigsbehovet i mindst 20 dage.51 Øvelser i DDR foregik som tidligere i hovedsagen i områder, der var permanent afspærret for fremmede. Disse øvelsesområder dækkede efter en be- grænset reduktion i 1974 ca. 35 % af landet, hvortil også kom områder, der

46 Efterretningsoversigt for 1972, s. 100f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 69; Efterretningsoversigt for 1974, s. 50. FE’s arkiv. 47 Efterretningsoversigt for 1974, s. 60. FE’s arkiv. 48 Efterretningsoversigt for 1979, s. 64. FE’s arkiv. 49 Truslen mod Danmark, 1978, s. G-8f. FE’s arkiv. 50 Efterretningsoversigt for 1978, s. 52. FE’s arkiv. 51 Efterretningsoversigt for 1977, s. 61-63. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 553 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 554

midlertidigt blev afspærret af hensyn til øvelser, beredskabsforanstaltninger eller af andre grunde. 1970’erne blev kendetegnet ved fraværet af de store mere demonstrative øvelser. Den fortsat meget omfattende øvelsesaktivitet blev i stedet gennemført fra divisionsniveau og nedefter, hvortil kom de talrige stabsøvelser uden tropper. Disse gennemførtes også på frontniveau og kontrolleredes lejlighedsvis direkte fra generalstaben i Moskva.52 Hyppige øvelsesformer var som tidligere forlægningsøvelser og angreb med flodover- gang, især over Elben. Fra 1976 notificerede Sovjetunionen større øvelser i henhold til Helsinki-slutdokumentet. Til et begrænset antal af disse øvelser – dog for denne periodes vedkommende ikke øvelser afholdt i DDR og Polen – blev der indbudt vestlige observatører. De halvårlige troppeudskiftninger (af ca. 100.000 mand) ved GSST, der også i tidligere perioder af den kolde krig var blevet fulgt med stor opmærksomhed af vestlige efterretningstjenester, fordi de repræsenterede en forstærknings- mulighed, blev fra 1971 i voksende grad gennemført som flytransporter af sel- skabet Aeroflot. I 1974 forudsås det, at flytransport fremover ville være den dominerende transportform. I slutningen af 1970’erne blev kun 10 % af personelstyrken transporteret pr. jernbane. Det var dog FE’s opfattelse, at tog- transporter ville blive videreført for at bibeholde retten til at føre transporter gennem Polen og dermed legitimere det sovjetiske kontrolelement.53 FE gjorde lejlighedsvis i de følgende år opmærksom på, at de rutinemæssige troppeflyvninger havde militær betydning, idet de demonstrerede Sovjetunio- nens evne til flytning af store troppeelementer.

Polen I 1970’erne synes FE at have fået udvidet adgang til oplysninger om polske mi- litære forhold, muligvis direkte fra polske militærpersoner. Oplysningerne om oprettelsen af en polsk front i krigstid og de kapabilitetsmæssige problemer, der knyttede sig hertil, var i arbejdet Truslen mod Danmark – formentlig for at beskytte en kilde – belagt med den højeste klassifikationsgrad („Yderst hemmeligt“) og således kun tilgængelige for en begrænset personkreds.54 Det skal tilføjes, at de nævnte oplysninger var generelle og ikke behandlede frontens konkrete operationsplaner. Den polske felthær, der omfattede tre armeer (i alt 15 divisioner eller ca. 195.000 mand) vurderedes for hovedpartens vedkommende direkte at kunne sættes i bevægelse og kamp. Undtagelsen var de tre mekaniserede divisioner i Warszawa militærdistrikt, der var mobiliseringsdivisioner og desuden svagere udrustet. I FE’s analyser blev de polske hærstyrker under vurderingerne af øst-

52 EO august 1979, s. 24f. FE’s arkiv. 53 Efterretningsoversigt for 1974, s. 67. FE’s arkiv. 54 Truslen mod Danmark, 1978, s. M-1f, M-6, M-9. FE’s arkiv.

554 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 555

styrkernes kampværdi normalt sat på tredjepladsen efter de sovjetiske og øst- tyske styrker, men det påpegedes også, at der eksisterede en ikke ubetydelig spredning mellem de polske divisioner med hensyn til udrustning og uddannelse. Det blev desuden i 1973 kritisk bemærket, at Polen i modsætning til andre lande inden for Warszawapagten var handicappet af at skulle anvende mange våben- og køretøjstyper. Betegnende for forholdene var, at den pri- mære kampvogn ved de polske styrker i 1979 stadig var T 54/55.55 En række polske enheder var imidlertid eliteenheder og vurderedes at have samme kampegenskaber som de bedste sovjetiske styrker, det gjaldt bl.a. de styrker, der forudsås indsat under en landsætningsoperation mod de danske øer. Disse omfattede, som tidligere omtalt den luftbårne division i Krakow (fem luftbårne bataljoner) samt den 7. polske landgangsdivision (ca. 3300 mand fordelt på tre landgangsregimenter) samt en række kampstøtteenhe- der. En analyse af et af de polske landgangsregimenter under den 7. polske landgangsdivision afsluttedes med en vurdering af dens kampværdi som væ- rende „meget høj“.56 I 1974 nævntes – og stærkere end tidligere – den mulighed, at der kunne blive etableret en ren polsk front i krigstid. Det blev dog vurderet, at planen var på et forberedende stadium. Baggrunden for den justerede opfattelse var konstateringen af eksistensen af et polsk signalregiment, der udgjorde så stor en signalenhed, at det forudsatte en funktion på frontniveau. Man gjorde dog straks opmærksom på, at der fortsat manglede en række faglige enheder i Polen, som nødvendiggjorde sovjetisk deltagelse i en af polakkerne ledet frontoperation.57 I efteråret 1977 omtaler FE oprettelsen af en brigade udstyret med taktiske kernevåbenmissiler (Scud) under det polske forsvarsministerium. Polen rå- dede dermed over fire Scud-brigader, hver med ni stk. Scud-missiler. Vur- deringen var, at de polske hærstyrker havde fået „en anselig nuklear kapacitet“, hvilket udgjorde en væsentlig forudsætning for de polske bestræbelser på at opstille en national polsk front.58 I parentes kan det dog bemærkes, at de polske styrker ikke havde rådighed over de atomladninger, hvis indsættelse i en krigssituation til stadighed blev øvet. Atomladningerne befandt sig i lighed med de tilsvarende ladninger til de østtyske missiler under fast sovjetisk kontrol, jf. nedenfor under „DDR“. I 1978 formodedes det, at det polske forsvarsministerium kunne udskille en frontstab, der kunne blive føringselement for den polske felthær. Det blev

55 Efterretningsoversigt for 1973, s. 84; Efterretningsoversigt for 1979, s. 66. FE’s arkiv. – Selv den 7. landgangsdivisions panserbataljon disponerede i 1979 alene over den svagt bestykkede Pt-76 amfibie- kampvogn (jf. Efterretningsoversigt for 1979. s. 66). 56 EO januar 1978, s. 29ff. FE’s arkiv. – Det vurderedes, at regimentet kunne fastholde et brohoved på 6 gange 5 km i 24 timer. 57 Efterretningsoversigt for 1974, s. 64. FE’s arkiv. 58 EO september 1977, s. 31ff. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 555 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 556

dog af FE fortsat betonet, at polakkerne havde behov for sovjetisk støtte. Afhængigheden på dette punkt blev i 1978 præciseret gennem den formulering, at sovjetisk kampstøtte og logistisk støtte ville være nødvendig, hvis en polsk front skulle kæmpe i længere tid.59 Som det kan ses, var det først i 1970’erne, at FE seriøst begyndte at beskæf- tige sig med muligheden af den polske front, der som skildret tidligere havde været i funktion siden første halvdel af 1960’erne, men også havde været om- gærdet med stærk hemmeligholdelse. Det var tydeligt, at man i FE havde store vanskeligheder med at acceptere tanken om en af polakkerne ledet og gennemført frontoperation. Det var da også fortsat den danske hovedopfat- telse vedrørende Kystfronten, at de sovjetiske styrker skulle have hovedrollen i en front, der bestod af sovjetiske, polske og østtyske styrker, men man udelukkede på den anden side ikke mere en variant, hvor polakkerne havde kommandoen. Spørgsmålet om Kystfrontens sammensætning vil blive taget op i det føl- gende afsnit om intentioner.

DDR Den østtyske hærs styrketal forblev relativt uændret gennem 1970’erne. Med hensyn til kampkraft rangerede den højt inden for Warszawapagtstyrkerne, og den blev i vurderingerne kun overgået af GSST. De østtyske styrker var som de polske udrustet med fremføringsmidler til taktiske atomvåben i form af Scud-missiler, ligesom hver af divisionerne havde en Frog-bataljon. Det blev bemærket i København, at de østtyske styrker blev udstyret med de nyeste sovjetiske våben, hvilket man tolkede som en indikator på den betydning, der blev tillagt dem fra sovjetisk side. I januar 1976 rapporteredes det således, at de østtyske styrker var i færd med at blive udstyret med den nye selvkørende 122 mm kanonhaubits. FE’s kommentar var typisk nok, at hvis det 29. motoriserede regiment i Prora (på Rügen) – der som eneste østtyske enhed fik landsætningsuddannelse og ventedes indsat mod Danmark – fik tildelt det nye våben, ville dets muligheder for at give ildstøtte ved en brohoveddannelse være øget. Fra dansk side havde man opmærksomheden rettet mod dette regiment og fulgte det nøje. I en analyse fra 1977 vurderedes det, at en bataljons- kampgruppe fra regimentet kunne fastholde et brohoved på en ikke befæstet kyst på 5 gange 4 km i 10 timer.60 I rapporterne nævnes som omtalt kernevåbensystemerne i den østtyske hær (den østtyske flåde fik aldrig tildelt kernevåben) i form af operativt-taktiske og taktiske missiler. Vi ved i dag, at i det normale fredstidsberedskab var de øst-

59 Efterretningsoversigt for 1978, s. 54f. FE’s arkiv. 60 EO januar 1976, s. 19; EO december 1977, s. 21-25. FE’s arkiv. – I Prora var også stationeret 2. øst- tyske faldskærmsjægerbataljon direkte underlagt det østtyske forsvarsministerium.

556 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 557

tyske missiler (som de polske missiler) ikke bestykket med atomsprænglad- ningerne, der blev holdt under nøje kontrol af sovjetiske enheder i særlige depoter. Den komplicerede og sårbare udleveringsprocedure er nøje rekon- strueret af den tyske forsker Harald Nielsen.61

Flådestyrker Den generelle opfattelse i rapporterne i 1970’ernes begyndelse synes at være, at flådebilledet i Østersøen – uagtet lejlighedsvise episoder – stort set var uændret og måtte vurderes som „roligt“. Dette på trods af en omfattende øvelses- og efterretningsaktivitet fra såvel Øst som Vest. Gennemgangen i efterretningsoversigterne af de forskellige incidenter i søen (østlig opbringelse af fiskefartøjer, indtrængen på dansk territorialfarvand samt lejlighedsvise øst- lige chikanerier i søen) ender typisk med: „ingen af hændelserne synes at in- dikere nogen væsentlig ændring af forholdene i Østersøen“.62 Formuleringen mødes ikke i anden halvdel af 1970’erne, men vurderingen syntes ikke æn- dret. Der kan således i denne periode siges at have eksisteret et særligt flåde- regime i Østersøen, hvor man omgikkes hinanden på et ikke konfrontatorisk niveau. Øvelsesbilledet inden for Warszawapagten var 1970’erne igennem præget af omfattende sovjetisk og østtysk øvelsesaktivitet og væsentlig mere begræn- set aktivitet fra den polske flådes side. Flere gange om året afholdtes ganske omfattende såkaldte „indtrængningsøvelser“, hvor østlige enheder forlagt til Gedser/Rügen-området simulerede et vestligt angreb ind i Østersøen og under deres sejlads østover passerede forskellige forsvarsbarrierer, herunder omfattende flyangreb.63 Hyppige østlige antiubådsøvelser vidnede ligeledes om, i hvilken retning man tolkede en vestlig hovedindsats i tilfælde af krig. Nye træk i 1970’erne var en markant udvidelse af de østlige efterretningsaktiviteter til søs – globalt som i nærområdet. I 1970 fik en patrulje i Skagerrak og Nordsøen permanent karakter og gennemførtes i de kommende år pri- mært i sommerhalvåret med enten en fregat eller minestryger. Det var FE’s vurdering at hensigten med patruljen var hurtig etablering af en overvåg- ningsoperation, hvis noget indtrådte, samt kontinuerlig elektronisk efterretningsindhentning i Skagen-området. I 1972 indførte østtyskerne den såkaldte „Stubbenkammer-patrulje“, der opererede mellem Dornbusch og Greifswalder

61 Jf. Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen. Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im Warschauer Pakt, s. 127ff. – Højtrangerende officerer fra de tidligere østtyske missiltropper og artilleri forsikrede i interviews Harald Nielsen (sst. s. 127), at de aldrig havde set en ægte atomspræng- ladning. 62 Efterretningsoversigt for 1974, s. 79. FE’s arkiv. 63 For en omfattende gennemgang af en sådan øvelse i september 1979 se Efterretningsoversigt september 1979, s. 22f. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 557 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 558

Oie og supplerede den allerede i en række år aktive østtyske patrulje mellem Lolland og østtysk territorium (Hyllekrog-patruljen). Fra 1973 opretholdtes desuden i sommerperioden en ny patrulje med fast position ved Kriegers Flak (ca. 25 km øst for Møns klint), der på skift blev besat med et sovjetisk, polsk og østtysk fartøj. Fra dansk side blev der gættet på, at patruljens oprettelse skyldtes den tætte trafik i området.64 Et fast træk i flådebilledet var de østlige omsejlinger af Sjælland, af hvilke de fleste blev foretaget af DDR-fartøjer. I 1977 konstateredes 26 omsejlinger og i 1978 24 omsejlinger. Det var FE’s opfattelse, at en begrænset del af disse sejladser tjente efterretningsindhentning, medens de øvrige blev gennemført for at gøre personellet bekendt med de danske farvande. Sejladserne registreredes relativt lidenskabsløst af FE, der synes at have betragtet dem som ru- tineforeteelser. Det samme gjaldt polske „lystfartøjers“ sejladser i de danske farvande, der også havde et betragteligt omfang. I 1978 var der således besøg af 65 polske lystfartøjer, der foretog 257 havneanløb, hvilket var en betydelig stigning i forhold til de to foregående år, hvor der havde været besøg af 40 lystfartøjer med henholdsvis 169 anløb (1976) og 156 anløb (1977). Selv om det ikke udtrykkeligt udsiges af FE, har man næppe været i tvivl om, at „lystsej- ladserne“ udgjorde såvel efterretningsindhentning som en uddannelse, der bl.a. skulle give polske officerer og befalingsmænd et lokalkendskab, der kunne være vigtigt under en invasion af Danmark.65 Danmark var ikke eneste mål for disse aktiviteter. I 1972 besejlede den polske generalstabsofficer Ryszard Kuklinski – der fra 1972 var amerikansk agent og i november 1981 af CIA blev smuglet ud af Polen – med kolleger den nordtyske og hollandske kyst med yachten „Legia“. Han foretog også i de følgende år sejladser med dette fartøj.66 Ifølge en hollandsk forsker blev hollandske havne regelmæssigt besøgt af lystfartøjer fra polske statsinstitutioners yachtklubber. Årligt sejlede fem eller seks lystfartøjer også forbi den vigtigste flådestation „Den Helder“ på vej til eller fra Amsterdam. Sejladserne betragtedes fra hollandsk side som rutineefterretningsoperationer.67 En omtale af de polske efterretningsoperationer mod Danmark baseret på nye kilder findes i kapitel 53.

64 Efterretningsoversigt for 1972, s. 115f og Efterretningsoversigt for 1973, udsendt 24. april 1974, s. 51f. FE’s arkiv. 65 Efterretningsoversigt for 1978, s. 65f. FE’s arkiv. – Det oplystes (s. 66), at polakkerne i 1978 havde søgt at udvide sejladsen med lystfartøjer til også at omfatte Grønland (!), hvilket var blevet afvist. Det samme gjaldt ansøgningen om gennemsejling af Limfjorden. To anløb på Færøerne var blevet accepteret. 66 Jf. Nigel West, The Third Secret. The CIA, Solidarity and the KGB’s Plot to kill the Pope, 2001, s. 88. – Vedrørende Ryszard Kuklinski henvises generelt til Benjamin Weiser, A Secret Life. The Polish Officer, His Covert Mission, and the Price He Paid to Save His Country, 2004. 67 Personlig meddelelse 21. januar 2004 fra Wies Platje, der indtil 1994 var efterretningsofficer i den hollandske flåde. Platje henviser desuden til sin og M.W. Jensens bog om den hollandske flådes efterretningstjeneste De MARID, Haag, 1997, s. 165.

558 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 559

Efter den kolde krigs ophør er det kommet frem, at afgangsklassen på det polske generalstabskursus fast deltog i en sejlads rundt om Sjælland.68 Var det en lysttur eller en indvielse til krigsopgaven? Eller begge dele? Spørgsmålet kan ikke besvares uden adgang til polske kilder, men det er selvsagt ikke uden interesse, at den polske militære ledelse tog den danske opgave så alvorligt, at den beordrede eliten inden for det polske officerskorps til i fredstid at kigge ind i det land, der skulle erobres, hvis det kom til krig. Et nyt træk var ligeledes, at enheder af de tre østlige flåder i juli 1971 for første gang blev deployeret til Skagen-området for at afholde antiubåds- øvelser. I sommeren 1972 afholdt østtyskerne en flådeøvelse ved Anholt, hvorunder en dansk motortorpedobåd blev generet. I den forbindelse vurderede FE, at det bagvedliggende ønske havde været at manifestere retten til at operere i danske farvande, hvor disse folkeretligt kunne betegnes som internationalt farvand.69 På amfibieområdet udvistes stærk aktivitet i forbindelse med øvelsen „Waffen- brüderschaft“ i 1970, men i de efterfølgende år faldt de offensive landsæt- ningsøvelser ud. Grunden hertil kunne efterretningstjenesten kun gisne om, men man antydede en sammenhæng med den europæiske sikkerhedskonference, der var bragt på dagsordenen.70 Det blev dog bemærket, at østtyskere og polakker stadig afholdt landsætningsøvelser. I 1973 omtales polske land- sætningsøvelser – med et halvt års mellemrum – der vurderedes at have „ruti- nemæssig karakter“, men det vurderedes dog samtidig, at øvelserne havde haft til formål at træne ombordtagning og landsætning.71 Dette forholdsvis beroligende billede ændrede sig i 1974. Dette år vendte Warszawapagten med flådeøvelsen „Val 74“ tilbage til de stort anlagte offensive øvelser, der i en årrække havde været lagt på hylden. Ifølge FE mindede øvelsen om „Waffenbrüderschaft“, den indeholdt således en landsætnings- øvelse, der afvikledes i samme område som denne øvelse. FE gjorde også op- mærksom på, at de polske landsætningsskibe i ca. 10 tilfælde havde øvet landsætningsoperationer dette år, og at enheder af den 7. landgangsdivision i flere tilfælde havde deltaget. I årene 1974 til 1976 deltog også andre hær- enheder i disse øvelser, men derefter begrænsedes øvelsesdeltagernes antal tilsyneladende.72 Den sidste store Warszawapagtøvelse i perioden var øvelsen „Val 77“, der afsluttedes med en landsætning ved Peenemünde og var genstand for betydelig vestlig interesse. Det hed i årsoversigten, at den i „mangt og meget“ kunne sammenlignes med øvelserne i 1970 og 1974, men også at øvelsen repræsen-

68 Samtale med en oberst i det danske flyvevåben 17. december 2003. Oplysningen stammede ifølge obersten fra en polsk general. 69 Efterretningsoversigter for 1971 og 1972, henholdsvis s. 124 og 116. FE’s arkiv. 70 Efterretningsoversigt for 1972, s. 118f. FE’s arkiv. 71 Efterretningsoversigt for 1973, s. 92f. FE’s arkiv. 72 Efterretningsoversigt for 1974, s. 56; Efterretningsoversigt for 1979, s. 24. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 559 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 560

Kort over Warszawapagt-øvelsen Val-77. (Militærarkivet, Freiburg).

terede den hidtil største samlede løftekapacitet på østlig side. I efterret- ningsoversigten for juni blev givet en ganske detaljeret beskrivelse af øvelses- forløbet, der omfattede samling af landsætningsskibene (i alt 29), indledende bombeangreb (med polske og sovjetiske jagerbombere) over landsætnings-

560 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 561

området, indsats af polske og østtyske taktiske fly, nedkastning af luftbårne tropper (i alt 1200) umiddelbart før landsætningen samt endelig landsætning i fire bølger og sikring af brohovedet gennem helikopteroperationer. I de landsatte styrker, der blev opgjort til 2200 mand, indgik soldater fra de tre deltagende Warszawapagtlande. Det var dog FE’s opfattelse, at løftekapaciteten ikke blev udnyttet fuldt ud.73 Det stod klart for FE, at der var tale om offensive øvelser. At Danmark skulle være målet udtales dog ikke og kunne næppe heller sluttes ud fra det begræn- sede efterretningsmateriale, der har stået til disposition. Vi ved i dag – efter åbningen af de østtyske militærarkiver – at en række af de store Warszawa- pagtøvelser i 1970’erne (således også „Val 74“ og „Val 77“) omfattede de operationer som den polskledede Kystfront og den sovjetisk ledede samlede Østersøflåde i tilfælde af en storkrig skulle iværksætte for at erobre Danmark (som et led i det store fremstød mod Forbundsrepublikken Tyskland, Holland og Belgien) og foretage et gennembrud mod Nordsøen og Norge, jf. mere indgående beskrivelser i kapitel 53. Et større indtryk end „Val 77“ synes de nationale sovjetiske landsætnings- øvelser øst for Baltijsk i foråret og sommeren 1978 at have gjort. Under øvelserne i juni-juli konstaterede FE tilstedeværelsen af den hidtil største sovjetiske amfibieløftekapacitet i Østersøen og – formodedes det – uden for Øster- søen; i alt 33 landsætningsenheder var involveret. Den teoretiske løftekapaci- tet under øvelserne blev opgjort til ca. to marineinfanteriregimenter (ca. 3.600 mand). Øvelsesbilledet opviste i øvrigt en række enkeltheder, der ikke var konstateret tidligere. Således deltog for første gang landsætningsskibe fra Nordflåden og fra Sortehavsflåden i en øvelse i Østersøen. Desuden omfattede øvelsen næsten alle Østersøflådens Polnocny-klasse landsætningsfartøjer, af hvilke halvdelen normalt ikke var aktive. I øvelsen deltog også fem handelsskibe, blandt hvilke indgik et roll-on-roll-off-fartøj (Ro/Ro). Ifølge FE var det første gang, at et sådant fartøj deltog i en amfibieoperation. Øvelsen var præget af en stærk deltagelse af fly, bl.a. af det nye Backfire- bombefly. Efterfølgende blev det konstateret, at øvelsen havde varslingsmæs- sig relevans, idet Sovjetunionen havde kunnet gennemføre den omfattende sammendragning af styrker, uden at det i forvejen kunne erkendes.74 FE gjorde mod periodens slutning opmærksom på, at det sovjetiske marineinfanteri blev styrket i anden halvdel af 1970’erne. Personelstyrken i Østersø- flådens marineinfanteriregiment blev forøget med 25 % til ca. 2350 mand og dets panserbataljon blev styrket gennem tilførsel af 30 middeltunge kampvogne (til 40 i alt). FE’s vurdering var, at regimentet nu rådede over betyde-

73 EO juni 1977, s. 18-20, Efterretningsoversigt for 1977, s. 70f. FE’s arkiv. 74 EO juni og juli 1978, henholdsvis s. 18-19 og 21-22.; Efterretningsoversigt for 1978, s. 60f. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 561 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 562

lig større slagkraft og evne til selvstændig kamp end tidligere.75 Mindre nummer gjorde man ud af, at man i en række år havde tillagt Østersøflåden dobbelt så stor en marineinfanteristyrke (nemlig to regimenter à 2200 mand), som tilfældet var. I 1976 blev det uden kommentar slået fast, at der indgik ét marineinfanteriregiment i Østersøflåden, med en mandskabsstyrke på ca. 1880 mand.76 På materielsiden vurderede man i 1973, at det sovjetiske Polnocny-program – der repræsenterede hovedfartøjet på landsætningsområdet – havde en usikker fremtid, idet Sovjetunionen i 1973 havde overdraget fem enheder til Sydyemen og Egypten. Man forventede derfor, at der til erstatning af programmet ville blive indført et nyt landsætningsskib med en kapacitet på 12 kampvogne. Denne antagelse blev bekræftet i april 1974 med søsætningen af det første eksemplar af den nye og væsentlig større Ropucha-klasse, der havde en anslået løftekapacitet på 15-18 amfibiekøretøjer mod Polnocny-klassens fem til seks. I begyndelsen af 1975 ventedes den tredje enhed søsat og derefter forudsås en årlig tilgang på tre til fire enheder. Forventningen var, at den nye klasse skulle erstatte Polnocny-klassen, og vurderingen var, at der var tale om en „væsentlig fornyelse“, som på længere sigt ville indebære en for- øgelse af Sovjetunionens løftekapacitet på amfibieområdet.77 I 1976 rapporterede FE om en ny østtysk type af landsætningsskibe (Frosch- klassen) med et deplacement på 1700 tons og en amfibisk løftekapacitet på ca. 11 Pt-76 amfibiekampvogne. Den nye løftekapacitet førte imidlertid ikke til en udvidelse af de østtyske landsætningsøvelsers omfang. Øvelsesprogram- met fortsattes dog, men i 1979 faldt det ud.78 1970’erne sluttede formentlig forholdsvis beroligende for FE med en konstatering af, at byggeriet af landsætningsskibe til den sovjetiske flåde var „stagneret“, og at det eneste tilbageværende byggeprogram, nemlig Rogov-klassen – Sovjetunionens hidtil største landsætningsskib – kun skred langsomt frem. Rogov-klassen skønnedes på grund af sin størrelse ikke at være bygget til Østersøen. Østtyskerne havde afsluttet en serie på 12 af Frosch-klassen, der dækkede løftebehovet for deres amfibisk uddannede 29. motoriserede infan- teriregiment. Foruroligende for FE var tilsyneladende en oplysning om, at der nu dukkede „diversionsbrigader“ (specialstyrker uddannet til bl.a. sabotage og mord og hidtil kun kendt ved hærstyrker) op ved de sovjetiske flåder. Ifølge FE var det endnu ikke bekræftet, at de eksisterede ved Østersøflåden, men hvis de gjorde, indebar det, at truslen mod vigtige mål måtte vurderes højere end hidtil.79

75 Efterretningsoversigt for 1979, s. 61. FE’s arkiv. 76 Truslen mod Danmark, 1974, s. D-4.; 1976, s. D-ff. FE’s arkiv. 77 Efterretningsoversigt for 1974, s. 88. FE’s arkiv. 78 EO april og maj 1976, henholdsvis s. 25 og 26f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 74. FE’s arkiv. 79 Efterretningsoversigt for 1979, s. 84 og 86. FE’s arkiv.

562 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 563

Landsætningsfartøj fra Warszawapagten af Alligator-klassen, 1974. (FE/Orlogsmuseet).

Sammenfattende kan det vel siges, at selvom FE i 1978 vurderede Warszawapagtens samlede landsætningskapacitet som „betragtelig“ med en løftekapacitet svarende til tre sovjetiske marineinfanteriregimenter (dvs. i alt ca. 6.000 mand) og samme år mente, at en „væsentlig kapacitetsforøgelse“ fandt sted som konsekvens af indførelse af Ro/Ro-skibe,80 så kunne udviklingen have været værre, og det var et faktum, at der ikke var sket nogen udvidelse af kapaciteten gennem det meste af 1970’erne. Hvad Ro/Ro-skibene angik, havde man kun set ét sådant fartøj deltage i en øvelse, og en fremtidig vurdering måtte afhænge dels af omfanget af tilførsler af disse fartøjer dels af en eventuel udvidelse af marineinfanteristyrkerne.

Flystyrker De sovjetiske luftstyrker i DDR (16. luftarmé) omfattede ved årsskiftet 1975/76 i alt 908 kampfly og 717 hjælpefly, medens den sovjetiske luftstyrke i Polen (37. luftarmé) omfattede 324 kampfly og 134 hjælpefly. Derudover rådede DDR og Polen over henholdsvis 350 og 781 kampfly. Fra midten af 1970’erne indledte Sovjetunionen en omfattende konvertering af luftstyrken i DDR til 3.

80 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-14. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 563 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 564

generationsfly i form af den avancerede altvejrsjager „Flogger B“ og jagerbombere (Fitter og Flogger D). Konverteringen afsluttedes foreløbigt i begyndelsen af 1977.81 I sommeren 1978 begyndte Flogger B tillige at indgå i de øst- tyske flystyrker, ved årsskiftet 1980 begyndte den tillige at tilgå det polske fly- vevåben. Det var den overordnede vurdering, at indførelsen af 3. generationsfly tilførte Warszawapagtens flystyrker øget aktionsvidde og udvidede bombe- laster og også afhjalp de hidtidige mangler med hensyn til bombnings- og na- vigationsudstyr.82 En anden vigtig udvikling på flysiden hang sammen med den tidligere omtalte styrkelse af luftforsvaret ved Warszawapagt-styrkerne. Indførelsen af SAM-missiler m.m. ved luftforsvaret frigjorde betydelige jagerstyrker til kampopgaver foran tropperne på jorden. Det var et nyt element i krigsbilledet, at man nu forventede massive og koncentrerede såkaldte „counter-air“-operationer udført fra begyndelsen af en konflikt. Disse angreb ventedes også indsat mod danske mål.83 Den sammenfattende vurdering var allerede i 1975, at truslen mod dansk område – forstået som evnen til indsats – var steget som konsekvens af fleksi- biliteten ved de nye fly samt jagerpiloternes træning i sekundære opgaver. Endvidere vurderedes jagerregiment Peenemündes træning i supplerende angrebsroller at udgøre en trussel mod danske flådeenheder.84 På helikoptersiden gennemførtes en stærk forøgelse af antallet af kamphelikoptere ved GSST mod slutningen af perioden. I året 1979 øgedes antallet af kamphelikopterregimenter her fra tre til fem. Ifølge FE var styrken af disse helikoptere dermed forøget med ca. 55 % til ca. 350 kamphelikoptere.85 I øvrigt var rapporteringen på flysiden ud over den faste beregning af de østlige luftstyrkers aktivitetsniveauer stærkt præget af analyser af de uaflade- lige luftforsvars- og flystøtteøvelser, der blev holdt over Østtyskland og Polen året igennem bortset fra vintermånederne. Luftforsvaret, der var højt prioriteret, blev til stadighed udbygget og afprøvet. I 1979 meldes om mulig genoptagelse ved de sovjetiske flystyrker i Polen efter års pause af de specielle øvelser, der indicerede aflevering af atomvåben.86 Oplysningen blev ikke kommenteret. Sovjetiske fly gennemførte i 1970’erne fast flyvninger langs Østersøen og frem til det nordlige DDR med henblik på signalopklaring og indøvelse af elektronisk krigsførelse. Det polske luftvåben gennemførte lige så regelmæs- sigt flyvninger ved Bornholm med sigte på de danske radarinstallationer på

81 Efterretningsoversigt for 1977, s. 80. FE’s arkiv. 82 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-25. FE’s arkiv. 83 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-29. FE’s arkiv. 84 Truslen mod Danmark, 1975: „Bemærkninger til ændringer“, s. 3 (Bilag nr. 2 til FE nr. 1690/75). FE’s arkiv. 85 Efterretningsoversigt for 1979, s. 95. FE’s arkiv. 86 EO oktober 1979, s. 29f. FE’s arkiv.

564 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 565

øen, i juli måned 1975 gennemførte polakkerne således 25 flyvninger på 16 dage. I sommeren 1979 meldtes for første gang om omfattende polsk brug af chaff, dvs. udkastet materiale til forstyrrelse af radaropklaring, jf. kapitel 51. Det var vurderingen, at der var tale om nyt ECM-udstyr til det polske flyvevå- ben med det formål at sikre polske offensive missioner gennem oprettelse af særlige chaff-korridorer, dvs. etablering af omfattende barrierer for vestlig elektronisk efterretningsvirksomhed, bag hvilke missioner uset kunne indledes.87 Der er ikke i FE’s materiale omtale af de tilsvarende vestlige flyaktiviteter i Østersøen, således at en sammenligning af respektive aktivitetsniveauer ikke kan foretages på dette grundlag.

Vurderinger af intentioner Sandsynligheden for krig FE’s samlede vurdering af sandsynligheden/risikoen for krig mellem Øst og Vest i 1970’erne var konstant og ikke ændret i forhold til det billede, der tegnedes i 1960’ernes slutning. I trusselsanalysen Truslen mod Danmark fra 1970’erne (seneste udgave 1978) hedder det med helt enslydende formulering: „Sandsynligheden for en væbnet konflikt mellem NATO og Warszawa- pagtlandene må vurderes som værende ringe, men muligheden herfor består dog. En sådan konflikt kunne tænkes som følgevirkning af militær pression, der igen kunne være resultat af en sovjetisk opfattelse af, at

– solidariteten inden for NATO og dermed Alliancens vilje og evne til forsvar var blevet væsentligt forringet, eller at – indre uro afgørende havde svækket et eller flere NATO-lande.“

FE formodede, at det indgik i de sovjetiske overvejelser forud for et pressions- forsøg, at landet besad konventionel overlegenhed i Europa, og at en konflikt kunne holdes på et niveau under det strategiske, dvs. ikke ville medføre ker- nevåbenudvekslinger mod de to supermagters eget territorium. Ifølge FE kunne det heller ikke udelukkes, at krig kunne opstå som følge af en aflede- manøvre i tilfælde af en magtkamp inden for kredsen af Østlande eller som en udløber af episoder eller tekniske uheld.88 Det forhøjede vestlige forsvarsberedskab i forbindelse med invasionen i Tjekkoslovakiet i august 1968 – hvor danske tropper blev forsynet med skarp ammunition og rykkede ud af garni-

87 EO juli 1975, s. 27; EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. 88 Truslen mod Danmark, 1974, s. A-3; 1976, s. B-2f; 1978, s. B-2f. – Afsnittet om vurderingen af krigssandsynligheden blev udsendt med klassifikationen „Hemmeligt“, således at kun få kunne få kendskab til den. Det er vel sandsynligt, at man fra dansk side i dette vigtige spørgsmål har fulgt den sandsynlighedsvurdering, man var blevet enig om inden for NATO, og at klassifikationen afspejlede et hensyn hertil.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 565 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 566

sonerne – skal ses i lyset af tankegange som de her skildrede, hvor man ikke udelukkede, at Sovjetunionen kunne finde på at søge at kvæle en intern krise ved at fremprovokere en international konflikt. Disse tankegange forekommer i dag ikke særligt velbegrundede. FE’s overordnede tolkning var klart, at Sovjetunionen fortsat havde globale ambitioner, men at landet stadig anså detentepolitikken over for Vesten som den bedste ramme for virkeliggørelse af sine mål. NATO besad evnen til at af- skrække Sovjetunionen fra militære eventyr, hvis det bevarede sin sammen- hængskraft og kampevne. Det skal i den forbindelse fremhæves, at truslen om politisk pression, der som tidligere omtalt blev opvurderet i FE’s papir fra februar 1970, udtrykkeligt blev nedvurderet igen i 1974-udgaven af Truslen mod Danmark med den ledsagende kommentar, at man nu anså denne trussel for mindre sandsynlig end tidligere. Politisk pression blev nu primært behandlet under varianten „Begrænset krig“, jf. det følgende afsnit om konfliktmodeller. Med hensyn til varslet var det nu hovedopfattelsen, at der kunne forventes et politisk varsel. Det skete ud fra den overvejelse, at de af detenten skabte fredsforventninger i den sovjetiske befolkning nødvendiggjorde en psykologisk omstilling af den sovjetiske befolkning til en krigs vilkår. Samtidig påpe- gedes muligheden af, at Sovjetledelsen kunne vælge at gå i krig uden denne psykologiske forberedelse. Konsekvensen heraf var, at de politiske indikatorer på krig måtte suppleres med militære indikatorer, og her navnlig flytning af styrker. Til sidst nåede studien frem til, at der kunne ventes et varsel på mellem 48 timer og 8 dage. Med hensyn til det taktiske varsel var situationen som fra slutningen af 1960’erne, dvs. at der i værste tilfælde ikke ville blive givet noget varsel.89

Konfliktmodeller Som for 1960’ernes vedkommende begrænsede FE sig til en diskussion af ho- vedkonfliktmodeller og undlod at gå ind i mere detaljerede scenarier (konventionelle som nukleare) for operationernes forløb, som må forudsættes at have været opgave for andre danske myndigheder. Hvad angik konfliktmodeller behandledes – med nøje begrundelse – kun to varianter af krig, der ville berøre Danmark, nemlig

– et i alle tilfælde fra starten konventionelt angreb mod Vesteuropa inklusive Danmark, samt – et begrænset angreb mod danske øer.

Hovedmodellen for en stormagtskonflikt – der altså vurderedes at have ringe sandsynlighed for sig – er også i 1970’erne et sovjetisk angreb mod de alli-

89 Truslen mod Danmark, 1978, s. O-1ff. FE’s arkiv.

566 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 567

erede styrker i Forbundsrepublikken gennemført af tre fronter (og syd herfor en „operativ gruppering“), af hvilke „Kystfronten“ udgjorde den nordligste. Kystfrontens hovedangreb formodes rettet mod Belgien-Holland med side- angreb mod Slesvig-Holsten og Jylland og landsætning på den sjællandske øgruppe. Styrkemæssigt formodedes Kystfronten på hærsiden at omfatte de sovjetiske og østtyske styrker i det nordlige DDR, hele den polske felthær samt til- førte sovjetiske divisioner fra Baltikum. Angrebsstyrken blev sat til minimum 29 divisioner (12 sovjetiske, 14 polske og tre østtyske), hvortil kom landsæt- ningsstyrkerne.90 Som nævnt tidligere svarer disse styrkeangivelser ikke til de styrker, der indgik i operationsplanen for Kystfronten, selv om det selvfølge- lig ikke kan udelukkes, at Sovjetunionen havde udarbejdet alternative planer for styrkeindsættelse. Det vurderedes som sandsynligt, at Sovjetunionen ville lede Kystfrontopera- tionen, og at de polske og østtyske divisioner ville indgå i sovjetisk dominerede fronter, polakkerne muligvis som en „operativ gruppering“, dvs. en mere selvstændig styrke.91 Som det er beskrevet ovenfor i kapitel 51 var konfliktmodellen igennem 1960’erne præget af den tolkning, at man ikke forudså en større angrebsoperation mod Danmark fra starten af en storkrig mellem Øst og Vest, men først ventede den, hvis Warszawapagt-styrkerne havde fremgang under de før- ste dages angreb ind i Forbundsrepublikken. Dette er ikke forudsætningen i 1970’erne. Efter revisionen af trusselsbilledet i slutningen af 1960’erne var det opfattelsen, at de sovjetiske militære ledere nu lagde afgørende vægt på erobringen af det dansk/nordtyske område (den nordlige flanke) og derfor ville søge at erobre Østersøudgangene „på det tidligst mulige tidspunkt af en konflikt“. Herigennem ville der blive skabt de bedste betingelser for videre sø- militære fremstød og for sikring af Kystfrontens operationer og egne maritime hovedbaser i Østersøområdet mod primært flyangreb fra amerikanske hangarskibsgrupper.92 Præmissen fra 1960’erne – at angrebet på Sjælland ville være afhængigt af succes andre steder – er forkastet, og angrebet frem- træder som en højtprioriteret operation, der vel stadig ikke blev tillagt egentlig strategisk karakter i sig selv, men indgik som element i en frontoperation og hvilede på egne forudsætninger, herunder især en sikret flystøtte til gen- nemførelsen. Tidsmæssigt blev angrebet på Sjælland lagt efter angrebet på Slesvig-Holsten – og på Centralfronten – der forventedes at åbne krigen. Når angrebet på Slesvig-Holsten formodedes iværksat inden (dvs. blot nogle få timer inden) angrebet på Sjælland og den sjællandske øgruppe, var det ud fra overvejelsen,

90 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-19. FE’s arkiv. 91 Truslen mod Danmark, 1978, s. B-9f. FE’s arkiv. 92 FE’s arkiv. „Truslen mod Danmark“ 1978, s. B-9, M-1.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 567 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 568

at overraskelsesmomentet for angrebet på selve Centralfronten ville gå tabt, hvis krigen indledtes med en amfibieoperation, der ville give et taktisk varsel. Man anførte i studien den mulighed, at en invasionsstyrke først ville afsejle, efter at Holsten var angrebet. Hvad angrebet på Slesvig-Holsten (og Jylland) angik, formodedes angrebet mod Holland og Belgien stadig at have hovedprioriteten, men den i 1960’erne omtalte flankesikringsoperation var dog afløst af en noget større operation, der ventedes hurtigt ført frem til Kielerkanalen, der skulle erobres og holdes, men i første fase næppe længere. Angrebet her ville blive anført af sovjetiske tropper, der blev bistået af polske og østtyske tropper. For Jyllandsoperationens vedkommende regnedes med to varianter, af- hængigt af om krigen startede med eller uden forberedelse. Ved den første mulighed vurderede man det sandsynligt, at operationen blev lagt i hæn- derne på polakkerne og udført som et kraftigt panserangreb af styrker fra mindst to polske militærdistrikter (4-5 divisioner). Et angreb på Fyn kunne muligvis tidligt sættes ind under anvendelse af luftbårne styrker. Som vi skal se, svarede det ikke til de polske øvelsesplaner, ifølge hvilke Jylland skulle erobres af styrker fra det pommerske militærdistrikt. Den anden variant var, at krigen kom hastigt og uden forberedelse; i så fald ville de polske enheder ikke straks kunne nå frem. Man forventede i den situation en indsats af en mindre østtysk/og eller sovjetisk styrke med et be- grænset mål, nemlig erobring af Elben-Trave-kanalen. Først i næste fase ville – muligvis – polske styrker skride til erobring af Kielerkanalen. Der var ingen diskussion af de videre faser for erobringen af Slesvig-Holsten og senere Jylland og heller ikke vurderinger af muligheden for at gennemføre disse operationer. Landsætningsoperationen mod Sjælland opfattedes af FE i Truslen mod Danmark fra 1970’erne som en af den sovjetiske militære ledelse højt prioriteret operation, der ikke kunne iværksættes tidligt nok, hvis der udbrød en storkrig. Som i 1960’erne var operationens udførelse genstand for mange danske overvejelser og beregninger. Som tidligere var det den danske vurdering, at Warszawapagten kun havde kapabilitet til at foretage én regulær landsætning med brohoveddannelse, og at den ville ske i Fakse Bugt, der ud fra en række kriterier opfattedes som det mest velegnede sted. Man mente også, at op- gavens omfang nødvendiggjorde, at samtlige uddannede amfibietropper og disponible landsætningsfartøjer fra alle tre Warszawapagtlande indgik i den styrke, der skulle foretage landsætningen og søge at etablere brohovedet. Ud fra disse forudsætninger ville der ikke være østlig kapacitet til at foretage andre landsætninger, selv om muligheden af landsætninger på Falster eller Møn ikke helt blev udelukket. På dette punkt tog man uden tvivl fejl. Både i 1960’erne og i 1970’erne var det i alle Warszawapagtøvelser forudsætningen, at de østtyske landsætningsstyrker på ét regiment gik i land på Falster og ikke var til rådighed for operationen mod Sjælland. Der er således i dag næppe

568 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 569

tvivl om, at Warszawapagten forberedte sig på mindst to landsætninger mod de danske øer. Landgangen i Fakse Bugt forudsås gennemført ved, at de deltagende Warszawapagtlande gik i land nationsvis. Invasionsstyrken blev vurderet til at omfatte hovedparten af de østlige landsætningsstyrker, man havde interesseret sig for i årevis, og som man forventede indsat opdelt i syv bataljonskamp- grupper (tre sovjetiske, to polske og to østtyske), hvortil kom faldskærmsstyr- ker, dvs. formentlig højst 6.-8.000 mand i alt. Landsætningsstyrkerne, der skulle etablere brohovedet, forventedes overført til Sjælland i én omgang ved indsættelse af den eksisterende østlige kapacitet af landsætningsskibe på ca. 65 fartøjer.93 Det siges ikke direkte i Truslen mod Danmark, hvor længe en sådan invasionsstyrke, hvis den nåede i land, kunne holde ud i sit brohoved. Dette ville jo også afhænge af en lang række forhold, herunder ikke mindst hvor store tab styrken havde lidt under selve overfarten og landsætningen. Hvilke forudsæt- ninger man end gik ud fra,94 måtte hurtige forstærkninger være afgørende for operationens succes. Forstærkningsstyrkerne, der skulle konsolidere og udvide det oprindelige brohoved, forventedes at være polske infanteristyrker (1-2 divisioner), der ventedes overført på handelsskibe. Men en sådan operation ville tage tid og vurderedes af FE ikke afsluttet på mindre end 1-4 døgn. Hertil kunne man føje, at der til forstærkningsoperationens gennemførelse selvsagt også måtte knytte sig talrige risici og usikkerhedsfaktorer. Og først efter forstærkningsstyrkernes ankomst kunne den egentlige kamp om herre- dømmet over Sjælland begynde. Der er ikke i „Truslen mod Danmark“ nogen eksplicit vurdering af War- szawapagtlandenes muligheder for at kunne gennemføre en landsætning på Stevns i 1970’erne, men man har fra dansk side næppe givet operationen store chancer for at lykkes. Det var vestlig politik, at Øst ikke måtte bryde igennem de danske stræder, og man synes i 1970’erne at have haft tillid til at man kunne forhindre det. Dette skyldtes ikke bare det forhold, at de i første omgang indsatte landsætningsstyrker ikke var flere, end at de kunne isoleres inden for et begrænset område og måske nedkæmpes, men snarere at NATO- styrkerne i området rådede over en betydelig afværgekapacitet. Sjælland opfattedes fra dansk side som „velforsvaret“,95 men Truslen mod Danmark var som tidligere nævnt også af den generelle opfattelse, at Warszawapagtflåderne ville få vanskeligheder ved at løse deres krigstidsopgaver. Her er vi formentlig

93 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-22f og M-13ff. FE’s arkiv. – I dette arbejde defineres „løfteevne“ som den eksisterende kapacitet til at foretage én vending (sejlads). „Den totalt ubegrænsede løfte- evne“ opfattedes som en funktion af flere vendinger, kamptab samt andre forhold. 94 Det sovjetiske marineinfanteriregiment (ca. 1900 mand fordelt på tre bataljoner) vurderedes i en FE-analyse at kunne fastholde et brohoved på hele 10 gange 6 km i 24 timer (EO august 1977, s. 30. FE’s arkiv). 95 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-23. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 569 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 570

ved sagens kerne, således som den tog sig ud for danske militære analytikere, selv om trusselsstudien ikke selv drog de konkrete implikationer for landsæt- ningsoperationens vedkommende. I dag vil man formentlig sige, at den planlagte landsætning på Sjælland var et militært vovestykke, der for at krones med succes krævede, at en lang række elementer faldt på plads under en kompliceret og risikabel operation. Bl.a. forudsattes ud over kraftig og vedvarende flystøtte til selve invasionsflåden til- kæmpelse af østligt søherredømme i den vestlige Østersø og iværksættelse af en effektiv minestrygning ind mod landsætningsområdet. Både i søen og under etablering af brohovedet ville Warszawapagtens styrker være tvunget til at foretage koncentrationer, som gjorde dem stærk sårbare over for indsæt- telse af vestlige taktiske kernevåben. Fra østlig side var man helt på det rene med disse forhold.

Begrænset krig Som den anden krigsmulighed behandledes en isoleret militær operation mod Danmark eller udøvelse af politisk pression ved at true med en sådan operation. Denne østlige option havde fra den kolde krigs start spillet en rolle for danske militære planlæggere, der navnlig frygtede for Bornholms skæbne. I 1974 foretog FE – og formentlig i forlængelse af en ny NATO-bedøm- melse – en revurdering af sandsynligheden for politisk pression mod NATO, der nu vurderedes for mindre sandsynlig end tidligere. Det mentes ikke, at Øst ville tage politisk pression i „mere eller mindre militant form“ i brug, så længe NATO fungerede. Men muligheden af en sådan aktion en gang i fremtiden blev ikke udelukket. Igen havde man især en situation for øje, hvor NATO stod svækket på grund af splid, eller hvor problemerne inden for Warszawapagten kunne tilskynde ledelsen i Moskva til en udadrettet aktion, der kunne samle pagten. Rent operativt forestillede man sig en kuplignende landsætnings-/luftlandeoperation, der – dog kun for en mindre operations vedkommende – eventuelt kunne gennemføres af stedfortrædertropper, dvs. polske eller østtyske styrker. Operationen skulle etablere et hurtigt fait accompli for ikke at føre til eskalation. En lidt større operation vurderedes at kræve deltagelse af sovjetiske tropper. De mest truede områder opfattedes at være Bornholm, Lolland-Falster-Møn samt Sjælland. Selvom der var tale om begrænset krig, forudsattes det, at mål over hele Danmark – heriblandt radarstationer – ville blive søgt sat ud af spillet. Der forventedes ikke indsættelse af kemiske kampstoffer. Brug af kernevåben omtales ikke, heller ikke som trussel. Det er interessant, at Sjælland fra og med trusselsvurderingen i 1974 blev udeladt som potentielt mål i en eventuel begrænset krig. FE’s begrundelse var, at man skønnede en erobring af Sjælland uden for mulighederne af en begrænset operation. Sjælland kunne ikke erobres i en fait accompli-aktion

570 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 571

og gled ud af dette scenarie.96 Heri – kan det tilføjes i dag – lå der selvsagt en positiv vurdering af Sjællands forsvarsberedskab i 1970’erne. Stod det til vesttyskerne i 1974 gled Lolland, Falster og Møn imidlertid også ud af scenariet. Ifølge FE havde forsvarsministeriet i Bonn „i AFNORTH tilsvarende studie“ opponeret mod muligheden af et angreb på Lolland, Falster og Møn ud fra den overvejelse, at faren for involvering af Forbundsrepu- blikken Tyskland i denne situation ville være så stor, at man fra Warszawa- pagtens side ville vige tilbage for et sådant angreb. Ifølge Bonn ville således kun Bornholm være truet. Danskerne ændrede dog ikke opfattelse og bibeholdt muligheden af angreb på alle fire øer i scenariet for begrænset krig.97 Danskere og tyskere havde således forskellige opfattelser i spørgsmålet om omfanget af en begrænset krig, og generelt rejser behandlingen af temaet i „Truslen mod Danmark“ en række spørgsmål, der selvfølgelig også er betinget af emnets hypotetiske karakter, herunder de tvivlsomme forudsæt- ninger, der blev lagt til grund. Var det overhovedet særligt sandsynligt, at Øst ville starte en begrænset militær aggression, hvis NATO stod stærkt svækket? Vel næppe. Øst ville i den situation have nået et politisk hovedmål med få omkostninger og kunne høste fordelene heraf. Snarere har man formentlig fra dansk side som tidligere haft den situation for øje, at Øst kunne tænkes at foretage en repressalie f. eks. mod Bornholm som gengæld for en vestlig handling, som Øst opfattede som udfordrende eller truende. Denne mulighed blev formentlig aldrig helt glemt i de danske trusselsvurderinger.

Sammenfatning

Ifølge FE fandt modsætningsforholdet mellem Øst og Vest et mindre spæn- dingsfyldt leje ret hurtigt efter Cuba-krisen. Sovjetunionen ændrede sine prioriteringer specielt i Tysklandsspørgsmålet og valgte at løse sine problemer i forhold til Vesten gennem forhandlinger med USA. I Europa søgte Sovjet- unionen nu at fastholde status quo, hvad der bl.a. førte til invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968. FE satte det afspændingspolitiske skel ved året 1964 under henvisning til de to supermagters aftale om genoprettelse af konsulater dette år samt det indledte samarbejde på områder som f.eks. rum- forskning. Samtidig betonede man, at Sovjetunionen opretholdt systemkonflikten under navn af „fredelig sameksistens“ og videreførte en skarp konkurrence med USA og Vesten på en lang række områder (videnskab, rum- forskning, våbenteknologi). Fra 1977 vurderedes afspændingspolitikken at være under voksende pres på grund af ændrede amerikanske udenrigspoli-

96 Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. november 1974, s. A-6. FE’s arkiv. 97 Truslen mod Danmark, 1978, s. N-2; Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. oktober 1974. FE’s arkiv.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 571 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 572

tiske prioriteringer. Ifølge FE skabte Carter-administrationens menneskerettighedspolitik forvirring og vrede i Sovjetunionen, og ved udgangen af 1979 – efter den sovjetiske invasion af Afghanistan – vurderede FE, at forholdet mellem de to supermagter var det dårligste i mange år. FE fulgte nøje udviklingen af relationerne mellem Sovjetunionen og Kina, der fra ca. 1963 var fastlåst i et åbent politisk og ideologisk modsætningsfor- hold. Dette blev tolket som en politisk svækkelse af Sovjetunionen, hvis ideologiske hovedrolle inden for verdenskommunismen fra nu af var omstridt. Derimod vurderedes Sovjetunionens stationering af et voksende antal styrker ved den kinesiske grænse ikke at udgøre en nævneværdig svækkelse af Sovjetunionens muligheder for at føre krig i Europa. På samme vis skønnedes Sovjetunionens voksende økonomiske problemer i 1970’erne ikke på kortere sigt at udgøre et problem for opretholdelse af et omfattende rustningsniveau og for videreudvikling af sovjetiske militære kapabiliteter til global indsæt- telse. I dag kan det ses, at FE som de andre vestlige efterretningstjenester ikke klart fattede skarpheden i den sovjetisk-kinesiske konfrontation – i alle til- fælde i de første mange år – ligesom man undervurderede højden af de sovjetiske militærudgifter og dermed også vægten af forsvarsbyrden for det sovjetiske samfund. I FE’s analyser tegnedes gennem detenteperioden og specielt i 1970’erne billedet af en dynamisk sovjetisk våbenudvikling inden for de fleste hovedom- råder og præget af de lejlighedsvise spring, som modernisering og introduktion af nye generationer af våbenplatforme gav. På de strategiske missilers om- råde opnåede Sovjetunionen fra midten af 1970’erne paritet med USA, hvad der åbnede for perspektivet om en kernevåbenkrig begrænset til Europa eller en krig, der startede konventionelt og indebar muligheden af en selektiv brug af taktiske kernevåben. FE skønnede, at den sidste variant var den mest sandsynlige og lagde den til grund for sin konfliktmodel i 1970’erne.

Minelæggeren „Sjælland“ (med N83 på stævnen) ved siden af et polsk landsæt- ningsfartøj af Polnocny-klassen i dansk farvand. Udateret, fra 1970’erne. (Søværnets Foto- tjeneste/Marinens Bibliotek).

572 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 573

På hærområdet blev det fastslået, at de sovjetiske styrker i Østtyskland blev opretholdt igennem hele perioden i samme omfang som tidligere (20 divisioner), men vurderingen var, at de og i mindre omfang de polske og østtyske styrker kvalitativt blev styrket op igennem 1970’erne gennem tilførsel af et øget antal nye kampvogne, artilleri, pansrede mandskabsvogne og kamphelikoptere. Den samlede vurdering var ved periodens slutning i 1979, at de sovjetiske armeer i DDR (GSST) udgjorde en styrke på et meget højt niveau ud fra de fleste militære kriterier (uddannelse, føring, kampkraft). Styrkerne blev holdt i højt beredskab og magtede med kort varsel at skifte fra en konventionel til kemisk/bakteriologisk og nuklear krigsførelse. Det blev også vurderet, at de sovjetiske flystyrker i Østtyskland og i Baltikum- området var blevet styrket i 1970’erne, dels gennem modernisering af jagerne og introduktion af et avanceret bombefly (Backfire), dels som en konsekvens af styrkelsen af det missilbårne luftforsvar, der frigjorde dele af jagerstyrken til offensive opgaver foran de fremrykkende tropper. Fra dansk side hæftede man sig tillige ved Sovjetunionens betydelige kapacitet til at flytte tropper ad luftvejen som demonstreret ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og ved de halvårlige udskiftninger af styrkerne i DDR. FE’s vurdering af Warszawapagtens flådestyrker i Østersøen var meget mere reserveret. Flådestyrkernes betydelige kvantitative omfang blev ikke under- kendt, men opfattelsen var i 1970’erne, at den sovjetiske Østersøflåde var blevet forsømt gennem mange års opprioritering af store oceangående enheder, der ifølge FE primært havde en politisk og statusskabende funktion i fredstid. Den overordnede vurdering var i 1970’erne, at Warszawapagtens flådestyrker i nærområdet kunne løse deres opgaver i fredstid og i en spændingsperiode, men det blev betvivlet, at de kunne gennemføre deres krigsopgaver, dvs. bl.a. erobre den vestlige del af Østersøen og gennembryde de danske stræder. Men hermed manglede en af hovedforudsætningerne for at kunne gennemføre den landsætningsoperation mod de danske øer, der siden 1960’ernes begyndelse blev forberedt i Sovjetunionen, Polen og DDR. I analysen af udviklingen inden for de væbnede styrker i Sovjetunionen tegnedes således et billede af en militærmagt med globale politiske aspirationer, der var indrettet til at kæmpe såvel konventionelt som nukleart og besad en betydelig offensiv kapacitet på det landmilitære område, men som også havde udprægede svaghedspunkter især på flådeområdet. Hvad de polske styrker angik, vurderedes det, at de kvalitativt var blevet forbedret, men det blev betvivlet, at de med egne kræfter kunne gennemføre den Kystfrontoperation, som man havde indikationer på. Spørgsmålet om krigssandsynligheden og om de konfliktmodeller, der skønnedes relevante for Danmark, blev ikke behandlet i de periodiske rapporter, men blev tematiseret i FE’s samlede trusselsvurdering Truslen mod Danmark (1965), der holdtes ajourført fra slutningen af 1960’erne og er fuld- stændig bevaret fra 1978. Tolkningen var i dette arbejde i 1970’erne, at en

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 573 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 574

storkrig ikke var sandsynlig, idet Sovjetunionen forventedes at forfølge sine mål i Europa ad forhandlingens vej, så længe Vesten stod samlet. En sovjetisk aggression tolkedes som en hypotetisk størrelse, der dog kunne blive en realitet, hvis at en NATO-magt – der blev ikke nævnt navne – var kommet i krise, eller hvis det vestlige sammenhold brød sammen. Det er vel sandsynligt, at man i det vigtige spørgsmål om krigssandsynligheden ret nøje har fulgt den sandsynlighedsvurdering, man var blevet enig om i NATO-samarbejdet. Med andre ord: Sovjetunionen blev under detenten i 1960’erne og 1970’erne stadig opfattet som en potentielt farlig og aggressiv magt, der kunne tænkes at udnytte en gunstig chance til at udvide sit herredømme og ændre på status quo i Europa. Hvis den rådende magtbalance mellem Øst og Vest imidlertid blev opretholdt – dvs. hvis NATO-samarbejdet kunne bevares, og Vesten ikke sakkede agterud militært – ville en østlig aggression mod Vesteuropa imidlertid være usandsynlig, idet den ville være for farlig for Moskva. For FE var den mest sandsynlige konfliktmodel i hele perioden en storkrig mellem Øst og Vest, hvor østlige landstyrker, primært sovjetiske og polske, angreb Danmark som led i Warszawapagtens angreb ind i Forbundsrepublikken og Holland og Belgien. Warszawapagtens flådestyrker ville søge at gennembryde de danske stræder for at etablere fri passage til Atlanten. Det var FE’s tolkning, at erobringen af Danmark fik voksende betydning for Sovjetunio- nen fra anden halvdel af 1960’erne bl.a. som en konsekvens af den sovjetiske globale flådepolitik. Det danske trusselsbillede blev i overensstemmelse hermed justeret i slutningen af 1960’erne. Som en følge heraf vurderedes det i trusselsvurderingerne fra 1970’erne, at Sjælland ville blive søgt invaderet allerede fra starten af en Øst-Vest-konflikt og i realiteten blot få timer efter angrebet mod Jylland gennem Slesvig-Holsten. Det synes at have været en generel antagelse, at der på grund af operationens kompleksitet var gode muligheder for at afvise en invasion af Sjælland. I sidste instans ville der uden tvivl blive brugt kernevåben. Denne opfattelse blev opretholdt op gennem 1970’erne. Ud fra de tidligere nævnte forudsætninger om et eventuelt svækket NATO udelukkede FE heller ikke muligheden af en sovjetisk aggression mod Danmark alene – eller truslen om en sådan – i form af en kuplignende aktion mod Sjælland, Bornholm eller øerne syd for Sjælland. Fra 1974 skønnedes det fra dansk side ikke muligt for Øst at gennemføre en sådan operation mod Sjælland, tilsyneladende ud fra den tankegang, at Sjælland var for stærkt forsvaret til, at en fait accompli-operation kunne gennemføres. Den af FE i 1970’erne iagttagne kvalitative styrkelse af Sovjetunionen på hær- og flyområdet i nærområdet blev af FE ikke uden videre set som en øget trussel mod NATO-landene. Begrebet „trussel“ bruges sjældnere end tidligere og i overensstemmelse med tidligere praksis er der sædvanligvis tale om et relativt begreb, hvor der ikke foretages en direkte styrkesammenligning mellem Øst og Vest, men alene konstateres en kapabilitetstilvækst på østlig side i forhold til en tidligere erhvervet kapabilitet. Som en undtagelse kan nævnes ud-

574 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 575

skiftningen af forældede sovjetiske mellemdistancemissiler med de nye, mobile SS-20-missiler, der på grund af disse våbens egenskaber betragtedes som en øget trussel mod Vesteuropa. Den inden for afgrænsede områder ganske betydelige styrkelse af NATO, der blev foretaget i 1970’erne gennem organisering af forstærkningsstyrker (bl.a. til Danmark og Norge) og indsættelse af avancerede våbenplatforme (flådefartøjer, fly, kamphelikoptere m.v.) ses ikke afspejlet i FE’s analyser.

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 575 Kap. 51 rettet V 06/06/05 15:10 Side 576 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 577

52 · Vurderingen i dag: øvelser, krigsplaner og intentioner i Øst

Den følgende beskrivelse af Warszawapagt-landenes planlægning af militær- operationer mod Danmark og det danske nærområde i 1960’erne og 1970’erne bygger især på det omfattende materiale fra medlemslandenes stabsøvelser, der er blevet tilgængeligt efter Warszawapagtens opløsning – i Bundesarchiv-Militärarchiv i Freiburg og (med en række begrænsninger) også i polske militære arkiver. Igennem næsten en menneskealder blev den såkaldte „Nordfronts“ (eller „Kystfronts“) operationer mod Danmark, Nordtyskland og Nederlandene gennemspillet, ligesom de Forenede Østersøflåders samtidige operationer mod de danske farvande blev indøvet. Dette for undersøgelsen vigtige kildemateriale er tidligere omtalt i kapitel 2 om historiografi og kilder og i kapitel 24 om den militære trussel mod Danmark under den tidlige kolde krig. Da der som tidligere omtalt ikke er ad-

Kort over krigsscenarie i Danmark fra Warszawapagt-øvelsen „Val-74“. (Militærarkivet, Freiburg).

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 577 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 578

gang til de originale operationsplaner i de russiske og polske arkiver, har det været nødvendigt at basere rekonstruktionen af de oprindelige overvejelser og planer på materialet fra stabsøvelserne og andre kilder. Disse andre kilder omfatter bl.a. de hemmelige militærtidsskifter i Warszawapagt-landene, kildemateriale fra de nationale østtyske og polske militære stabe samt udsagn fra militærpersoner. Materialet fra militærarkiverne og fra militærtidsskrifterne er som omtalt meget omfattende og langtfra analyseret af forskningen. I kap. 52 og 53 er hovedvægten lagt på en rekonstruktion af Warszawapagt- landenes planlægning af militære operationer mod Danmark og det danske nærområde samt på en fremdragelse af nogle af de militærteoretiske overvejelser, der blev gjort i sammenhæng hermed. Hovedspørgsmålene har været: Hvilken forbindelse eksisterede mellem stabsøvelser og egentlige krigsplaner? Under hvilke omstændigheder ville Sovjetunionen trække Østblokken ind i krig og Nordfront-operationen blive indledt? Hvornår og i hvilket omfang ville der blive anvendt kernevåben? Hvorledes planlagde Warszawapag- tens generalstabe at gøre sig til herre over Slesvig-Holsten og det danske om- råde i tilfælde af en krig mellem Øst og Vest, og hvilke militærfaglige overvejelser knyttede man til operationerne? Fokus er således lagt på det operative aspekt, og den nye og efterhånden voksende viden om forskellige sider af Warszawapagt-landenes militærpolitik, herunder ikke mindst om det politisk- militære samarbejde inden for Warszawapagten, men også om våbensystemer, militære strukturer m.m. er alene inddraget, hvor det skønnes at have haft operativ betydning.

Militærøvelser og krigsplaner

Warszawapagt-landene afholdt gennem 1960’erne og 1970’erne et stort antal stabsøvelser med henblik på at træne de højere stabe i deres føringsfunktio- ner under krigsforhold. Øvelserne fandt sted på alle niveauer: på det strategiske, det operative og det taktiske niveau og varierede med hensyn til længde og deltagerantal.1 De større øvelser med deltagelse fra Sovjetunionen, Polen og DDR krævede mange måneders forberedelse og inddrog tusinder af mennesker. Hovedparten af disse øvelser foregik som „papirøvelser“ i store sam- menbragte stabe og omfattede ikke flytning af tropper, fly eller flådefartøjer. I nogle øvelser indgik dog som tidligere nævnt operationer med egentlige styrker for bl.a. at demonstrere udførelsen af landsætningsoperationer for et udvalgt publikum. Som et eksempel på en øvelse, hvor der også var inddraget egentlige kampstyrker, kan nævnes flådeøvelsen „Val-74“ (3.-13. september

1 For en generel men på ingen måde udtømmende behandling af Warszawapagtens øvelser se Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen – Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im Warschauer Pakt, 1998, s. 165ff.

578 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 579

1974), der blev ledet af Warszawapagt-chefen marskal I.I. Jakubovskij. I denne øvelse indgik alene fra den østtyske Volksmarine 107 kampskibe, 67 hjælpe- skibe og i alt 9680 mand.2 Øvelsernes tema var altid nøje præciseret. I en række tilfælde var øvelsen begrænset til at omfatte ét hovedaspekt af operationerne, og hovedvægten blev oftest lagt på den ifølge teorien helt afgørende overgangsfase fra fred til krig samt på operationerne i de første dage af en almindelig krig mellem Øst og Vest. De fleste øvelser rummede – i overensstemmelse med sovjetisk militær øvel- sespraksis – et større indledende afsnit om øvelsens „idé“, der indeholdt oplysninger om øvelsens forudsætninger, forløb og sigte. I disse afsnit mødes ofte en længere beskrivelse af den internationale spændingstilstand og den vestlige styrkeopbygning, der gik forud for det vestlige angreb på Warszawa- pagtens medlemslande, der var det næsten ufravigelige udgangspunkt. I øvel- sesoplæggene blev det til stadighed forudsat, at det danske område og de danske stræder ville indtage en fremtrædende plads som opmarchområde og udgangspunkt for offensive vestlige operationer ind i Østersøen. Stabsøvelserne var beregnet for Warszawapagt-landenes militære elite. Man behøvede derfor ikke at forstille sig med hensyn til styrkeforholdene og byggede normalt på de reelle styrkeforhold og de eksisterende operative doktriner på begge sider. Det var et tilbagevendende kritikpunkt under øvelsesgen- nemgangene, hvis der ikke under øvelsen var taget udgangspunkt i de vestlige doktriner. Disse forhold er selvsagt vigtige i en rekonstruktionssammenhæng. Til gengæld blev de østlige enheders navne og dislocering som regel ændret under øvelserne.3 Det skal bemærkes, at selv om en Warszawapagt-øvelse havde et afgrænset tema og var begrænset til et enkelt værn, var øvelsen ofte indlejret i den bredere ramme, som de deltagende officerer ville møde under en storkrig. Hen- visningerne i øvelsesoplæggene til denne bredere ramme (oftest fronten), som øvelserne forudsattes indfattet i, bevirker, at f.eks. en specifik flådeøvelse også kan rumme oplysninger om den samlede frontoperation på landjorden og kan tjene som kilde til denne. Som eksempel kan tages Warszawapagt-øvelsen „Rügen“ (15.-22. april 1968), der blev ledet af chefen for den østtyske Volksmarine. „Rügen“ var en typisk flådeøvelse, hvor der som hovedtema blevet øvet føringsaspektet af en landsætning på Sjælland og Falster. I materialet fra denne øvelse blev der under øvelsens „idé“ givet et rids også af den samlede operation på land og

2 Bundesarchiv Militärarchiv in Freiburg (i det følgende forkortet BA-MA) DVM 10/33860. – Øvelsens tema var „Tilintetgørelse af modpartens forenede flådestyrker med henblik på at vinde sø- herredømme i Østersøen samt yde støtte til de i kystretningen handlende frontenheder.“ 3 Disse forhold påpeges i en polsk kilde: Do´swiadczenia i wnioski z cwiczenia´ „Mazowsze“ [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], Warszawa 1963, s. 11. Archiwum Akt Nowych. KC PZPR, sign.: XI B/3. – Arbejdet har klassifikationen „Tajne spec. Znaczenia“ („Yderst hemmeligt“) og det tilgæn- gelige eksemplar har nummer 10.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 579 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 580

anført, at Øst – efter at Vesten havde begyndt fjendtlighederne uden brug af kernevåben – ved kamphandlingernes begyndelse planlagde at gennemføre en angrebsoperation med Kystfronten i den nordtysk-nederlandske og jyske retning. Styrker fra en armé af Kystfronten skulle om aftenen D+3 – d.v.s. på krigens fjerde dag – forcere Kielerkanalen og dag D+6 nå linjen Esbjerg- Kolding. Det hed videre, at angrebet skulle fortsættes i retning af Skagen, og dag D+9 skulle Jylland være besat etc.4 Ud over de normalt større øvelser i Warszawapagt-ramme afholdt de enkelte Warszawapagt-lande løbende et stort antal rent nationale øvelser, der også kan belyses gennem kildemateriale i østtyske og polske militærarkiver. Hovedvægten i det følgende er dog lagt på de store fællesøvelser med sovjetisk, polsk og østtysk deltagelse. Polske og østtyske bidrag til planlægningen af disse øvelser blev ifølge polske og østtyske officerer ned i detaljer kontrolleret af den sovjetiske generalstab. Når stabsøvelserne inden for Warszawapagten i denne undersøgelse bruges som en hovedkilde til de for flertallets vedkommende stadig hemmeligholdte sovjetiske og polske operationsplaner, bygger det på opfattelsen, at specielt disse øvelser i vidt omfang afspejlede elementer af de reelle sovjetiske operationsplaner (eller krigsplaner). Denne antagelse beror ud over den fra mili- tærhistorien kendte – og logiske – tætte forbindelse mellem generalstabs- øvelser og operationsplaner på følgende forhold:

– Den bevidnede stærke hemmeligholdelse af stabsøvelsernes indhold; – Den stadige gentagelse over årtier af de samme hovedoperationer; – Kongruensen mellem indholdet af de to frontoperationsplaner fra Warszawapagten (den polske og den tjekkoslovakiske fra henholdsvis 1961/63 og 1964)5 og øvelsesmaterialet; – Kongruensen mellem det i nærværende undersøgelse fremlagte materiale tæt på den polske operationsplan anno 19726 og øvelsesmaterialet; – vidnesbyrd fra polske generalstabsofficerer.7

4 Forschungsstudie zum „Thema Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970“, Bl. 167. BA-MA. – Som næstkommanderende ved øvelsen fungerede stabscheferne ved den sovjetiske Østersøflåde og den polske flåde. 5 For den polske operationsplan henvises til Pawe¢ Piotrowskis artikel „Desant na Danie ˛“ [Landgang i Danmark] i Wprost nr. 25, 23. juni 2002, s. 82-84. Dansk oversættelse findes på DIIS’ hjemmeside. Den tjekkoslovakiske plan, der ifølge Vojtech Mastny må betegnes som en „autoritativ sammenfatning“ til brug for den tjekkoslovakiske præsident, er aftrykt under titlen „Supreme Commander of the Armed Forces of the CSSR Antonin Novotny 1964, Plan of Actions of the Czechoslovak People’s Army for War Period“ på PHP’s hjemmeside (http://www.isn.ethz. Ch/php/documents/collection_1/ docs/warplan-engl.htm, set 6. maj 2005). Samme sted introduktion og analyse ved Vojtech Mastny og Petr Lunak og diskussion med Peter Veleff og Hans Werner Deim. 6 Plan przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker]. 6155/76/11. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej. Warszawa. Planen behandles indgå- ende i kap. 53. 7 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukli´nski i zimna wojna [Den ensomme mission – oberst Kukli´nski og den kolde krig], 2003, s. 127, 130. – Szaniawskis arbejde er på 735 sider. – Angrebet på

580 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 581

I denne undersøgelse vil der specifikt blive lagt vægt på betydningen af kontinuiteten med hensyn til de hovedelementer eller hovedparametre, vi møder såvel i det østlige operative materiale som i øvelsesmaterialet. Ved „hovedelementer“ forstås de militære mål, der opereres med i materialet, den valgte mi- litære strategi, operationsområdet samt de operationer, Warszawapagt-styrkerne skulle kunne udføre i området. Her møder vi en overraskende kontinuitet med hensyn til parametrene, idet der gennem årene opereres med samme mål og midler – stort set. Der var i hele perioden tale om samme angrebsoperation mod Danmark og det danske nærområde, selv om planerne som ventet i et vist omfang blev modificeret under indflydelse bl.a. af den mi- litærteknologiske udvikling. Kontinuiteten vil fremgå af følgende oversigt:

– Den militære strategi eller kampformen var til ind i 1980’erne offensiven, om end større defensive operationer i Polen og DDR ikke blev udelukket i visse faser; – Operationsområdet omfattede i perioden hele Danmark og Nordtyskland fra Bornholm til Nordsøen. Det omfattede ifølge øvelsesmaterialet ikke svensk territorium, derimod udvides det i anden halvdel af 1970’erne tilsyneladende til også at omfatte Sydnorge; – De militære mål omfattede tilintetgørelse af danske og vestlige styrker i om- rådet samt besættelse af det danske land- og søterritorium som et led i den østlige hovedoffensiv mod Vesteuropa og en åbning til Nordsøen og Atlanten; – Hovedoperationerne omfattede tilkæmpelse af søherredømme i Østersøen, gennembrud af de danske stræder efterfulgt af fremstød til Nordsøen og oprettelse af et baseområde i Tyske Bugt. På landjorden erobring af Sjælland gennem en luftlande- og amfibieoperation samt hurtig besæt- telse af Bornholm og Falster. Endelig skulle en polsk armé erobre Jylland og i en sideoperation besætte Fyn med omgivende øer.

Når det ovenfor siges, at stabsøvelserne afspejlede substansen af de reelle krigsplaner betyder det ikke, at øvelserne ikke kunne afvige fra hinanden med hensyn til en række detaljer. Det gjorde de afhængigt af øvelsens stør- relse og specifikke formål og vist navnlig i øvelser på nationalt plan. Men de ovenfor nævnte hovedelementer eller parametre i de store Warszawapagt- øvelser forblev relativt uforandrede fra 1961 og frem til første halvdel af 1980’erne. Denne kontinuitet er slående og vidner ifølge denne undersøgelse om, at de scenarier, der udvikledes under stabsøvelserne inden for Warszawa- pagten, havde dybe rødder i de reelle krigsplaner.

Jylland berøres også kort i flere af de af Vojtech Mastny organiserede PHP-interviews med polske generaler, jf. note 19. Disse samtaler er dog helt igennem præget af, at generalerne stadig har følt sig forpligtet til ikke at afsløre substansen af de polske operative planer.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 581 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 582

Landsætningsoperationer mod Sjælland og Falster på et kort fra øvelsen „Priliv-63“. Signaturer for anvendelse af kernevåben over Amager, nord og vest for København, samt ved Køge Bugt og Fakse Bugt. Der er tale om store våben på flere hundrede Kt. (Militærarkivet, Freiburg).

Af de nævnte grunde har vi heller ikke kunnet følge de tankegange, der – præget af den diskursanalytiske tilgang – bærer professor Carl-Axel Gemzells i øvrigt fortjenstfulde pionerarbejder om de østlige øvelsesplaner fra den kolde krig. Gemzell så i hovedsagen øvelsesplanerne som „tankemateriale“, der skulle bidrage til at strukturere alternative former for militær optræden fra den sovjetiske ledelses side. De kunne ifølge hans fortolkning have spillet en katastrofal rolle, hvis de var blevet fulgt i en krisesituation. Der var imidlertid kun tale om diskurser.8

8 Ifølge Gemzells oprindelige tolkning, der primært var baseret på en gennemgang af det østtyske kildemateriale, var der intet, der tydede på, at ideen om at erobre Danmark havde vundet fodfæste i den sovjetiske generalstab eller var blevet lagt til grund for politisk sanktionerede planer. Gemzell fortolkede i en vis udstrækning planlægningsprocessen i lyset af den sovjetiske flådechefs Gorsjkovs prioriteringer under „kampen om en maritim operationsplan“ (undertitlen på Gemzells artikel fra 1996). Der forudsattes i studierne en langvarig konflikt mellem de sovjetiske marskaller og admiraler, hvor flåden udfordrede hærens førerposition og i den forbindelse søgte at vinde allierede inden for Warszawapagtens militære ledelse, jf. Carl-Axel Gemzell, „Warszawapagten, DDR och Danmark. Kampen för en maritim operationsplan“, Historisk Tidsskrift 96:1, 1996, s. 32-84; „Kontinentalmakten och Danmark“, i: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen på 65- årsdagen oktober 1998, red. af Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak, 1998, s. 782ff.

582 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 583

Over for Carl-Axel Gemzell må der fremføres betænkeligheder ved en for håndfast brug af diskursanalyser i forbindelse med Warszawapagtens øvelser. Det er opfattelsen i denne undersøgelse, at en supermagt som Sovjetunionen ikke kunne leve uden en krigsplan, der var helt uundværlig såvel for strukturering af det militære apparat som for mobilisering,9 og at der under øvelserne vel blev eksperimenteret i et vist omfang, men at der generelt ikke kunne være en tydelig forskel mellem øvelsesplaner og krigsplaner. Et for stort spænd mellem disse ville være en sikker opskrift på katastrofe i en krigssituation. Afgørende er, at vi nu har kendskab til såvel indholdet af den polske operationsplan fra 1961/63 (og i et vist omfang også til planen anno 1972) som til de omstændigheder, under hvilke den oprindelige operationsplan blev sanktioneret af den sovjetiske generalstab i Moskva i 1961. Dette er grundigt belyst i de af the Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact (PHP) udgivne interviews med polske generaler. Planen om Danmarks erobring i tilfælde af krig havde et solidt fodfæste i den sovjetiske generalstab, og ud fra vort kendskab til relationerne mellem den politiske ledelse og mili- tæret i Khrusjtjov-perioden kan vi roligt antage, at planen også var politisk sanktioneret. Det skal bemærkes, at operationsplanen eller krigsplanen i Warszawapagt- landene efter sovjetisk mønster var et helt kompleks af planer – svarende til opgavernes kompleksitet. Forholdet var det samme i Vesten. At der var tale om en flerhed af planer fremgår af materialet fra stabsøvelserne og entydigt af den sammenfatning af materialet fra den vigtige polske kernevåbenøvelse „Mazowsze“, som det polske forsvarsministerium publicerede for en indviet kreds i 1963. Denne øvelse vil nedenfor blive omtalt. Ifølge publikationen skulle operationsplanen bestå af en operationsdel, af en mobiliseringsdel, af en materiel-teknisk plan, en aktivitetsoversigt og en kalenderplan for tiltag til

9 Udarbejdelsen af de sovjetiske krigsplaner er ret indgående behandlet i de forelæsninger fra det sovjetiske generalstabsakademi (fra årene 1973-75), der blev smuglet ud af Sovjetunionen af den af- ghanske generalstabsofficer Ghulam Wardak og under titlen „The Voroshilov Lectures“ publiceret i USA i 1989, jf. Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Voroshilov Lectures. Materials from the Soviet Staff Academy. Issues of Soviet Military Strategy, Vol. I-II, 1989. – Emnet krigsplaner blev behandlet i forelæs- ningerne under overskriften „Planlægning af strategiske operationer“ (hvorved i sovjetisk sprogbrug blev forstået operationer i et „krigsteater“, TVD). Det hedder herom (Vol. I, s. 267), at planlægnings- processen blev betragtet som en statshemmelighed. Om planlægningssamarbejdet med de mindre Warszawapagt-lande hedder det: „Warszawapagt-landenes generalstabe deltager kun i den del af planlægningsprocessen, der relaterer til brugen af deres styrker og forberedelsen af deres områder i TSMA“ (dvs. TVD). Videre hedder det (s. 267-68): „Uden hensyn til, hvorledes en krig starter, udarbejdes en samlet plan for strategiske operationer. I en sådan plan angives et samlet mål for operationen, og angrebszoner udpeges for fronter og armeer. Med eller uden brug af kernevåben. Samtidig angives for begge varianter hovedangrebsretninger og sideangrebsretninger og styrkernes umiddelbare og følgende opgaver. Desuden angives forholdsregler til støtte for de strategiske operationer og detaljer demonstreres i planen for begge typer krig. Den samlede plan for operationen bør være fleksibel, men samtidig tilstrækkelig klar og specifik. Under alle omstændigheder bør den indeholde en bestemt angivelse af de indledende opgaver… Planen for en strategisk operation bliver til stadighed vurderet, om nødvendigt korrigeret, og opdateret.“

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 583 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 584

udførelse i de enkelte afsnit af trusselsperioden samt af direktiver og konkrete iværksættelsesordrer.10 Alle disse planelementer vil man møde i materialet fra stabsøvelserne. Det har ikke været muligt på grund af det tilgængelige materiales begræn- sede karakter at afklare alle spørgsmål om kommandoforholdene på højeste niveau i forbindelse med operationerne mod Nordtyskland og Danmark. Formålet med oprettelsen af Nordfronten eller Kystfronten var fra polsk side at sikre en vis selvstændighed i forhold til Sovjetunionen, således at Polen bevarede en national rolle og gik i krig som leder af sin egen front i henhold til en aftale med Sovjetunionen. Den sovjetiske generalstab udøvede i denne periode sin indflydelse gennem forbindelsesofficerer, der sad i de overordnede polske stabe. Under disse vilkår var kommandoforholdet reguleret gennem 1960’erne og 1970’erne, om end der til stadighed synes at have været diskussioner om ordningen på grund af dens uformelle karakter. Fra 1977 pressede Sovjetunionen på for at få etableret en centraliseret ledelse allerede i fredstid – som for længst i NATO – og fik det efter stærkt pres på de mindre pagtmed- lemmer vedtaget i 1979. Herved blev der skudt en i fredstid oprettet overkommando ind mellem frontstabene og den sovjetiske generalstab, og Polen fik en ændret og mere underordnet militær rolle.11 Ifølge den polske generalstabsofficer Ryszard Kukli´nski – for hvem den nye kommandostruktur indebar tab af de sidste rester af polsk suverænitet – ville de polske armeer i krig blive underordnet den sovjetiske „Baltiske Front“, der skulle angribe mellem Berlin og Østersøen. Medens den „Hviderussiske Front“ skulle angribe mellem Berlin og den tjekkoslovakiske grænse.12 Dette er nye oplysninger om den sovjetiske frontinddeling i den kolde krigs sidste fase. De er ubekræftede og svarer ikke til den frontinddeling, der findes i undervisningsmaterialet fra de østtyske generalstabskurser.

Krigsplaner og intentioner

Det karakteristiske træk ved såvel de tidligere nævnte frontoperationsplaner fra 1960’erne og 1970’erne som ved hovedparten af øvelserne er den offensive ånd, der præger operationerne. Den sovjetiske militære teori, der dominerede planlægningen inde for Warszawapagten, byggede som nævnt i et tid-

10 Do´swiadczenia i wnioski zcwiczenia ´ „Mazowsze“ [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], (jf. note 3), s. 62. 11 For ændringen af kommandoforholdene inden for Warszawapagten se Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 41ff. – Det sovjetiske pres og de polske forsøg på bevare en uformaliseret ordning er bl.a. skildret i Benjamin Weisers biografi af Ryszard Kukliński, A Secret Life. The Polish Officer, His Covert Mission, and the Price He Paid to Save His Country, 2004, s. 142ff. 12 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna [Den ensomme mission – oberst Kukliński og den kolde krig], 2003, s. 104, 130.

584 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 585

ligere kapitel på offensiven som den afgørende militære operation. Dette var i overensstemmelse med den sovjetiske statsledelses teori for forholdet til omverdenen – den tidligere behandlede militærdoktrin – der bestod af to dele, nemlig den civile del, der altid var defensiv og således i overensstemmelse med FN-pagtens ord om det ulovlige i væbnet aggression, medens den under- ordnede del, den militærspecifikke del, var offensivt orienteret.13 Fra vestlig side var man vel vidende om den defensive karakter af den officielle sovjetiske statsdoktrin, men man havde begrænset tillid til den og hæf- tede sig ved, at den militærspecifikke del var styrende for den sovjetiske styrkeopbygning og skabte en række militære optioner, som Vesten måtte forholde sig til. Som skildret i afsnittet om de samtidige vurderinger af den mili- tære trussel mod Danmark (kap. 77) blev denne forskel mellem de to sider af den sovjetiske militærdoktrin afgørende for den afvisning, man i NATO- kredse gav Gorbatjovs overraskende udspil i 1987, hvor han som noget helt nyt fremlagde en defensiv forsvarsdoktrin for Warszawapagten. Warszawapagt-øvelserne havde i overensstemmelse med den sovjetiske mi- litærdoktrin en helt typisk karakter, idet de som berørt tidligere altid blev indledt med et vestligt angreb, som bragtes til standsning, hvorefter Warszawa- pagt-styrkerne gik i offensiven og efter egen tolkning søgte at umuliggøre fortsat vestlig aggression gennem tilintetgørelse af de vestlige hovedstyrker på den europæiske krigsskueplads samt ved besættelse af dele af Vesteuropa, herunder Danmark. Med disse forudsætninger kunne øvelserne uagtet deres offensive karakter også siges at foregå inden for rammerne af FN-pagten. Dette havde en vis betydning for Polen, hvis forfatning udelukkede deltagelse i an- grebskrige. Det skal bemærkes, at det er opfattelsen i nærværende undersøgelse, at de offensive krigsscenarier, der var fast inventar i Warszawapagtens stabsøvelser og generalstabskurser og generelt var styrende for hele den militære uddannelse i øst, ikke i sig selv udsiger noget om eksistensen af aggressive intentioner mod Vesten inden for den sovjetiske ledelse. Både historikere og militære planlæggere har understreget, at det er nødvendigt at skelne mellem udenrigspolitiske mål og militær planlægning af krig. Her skal blot citeres den tyske militærhistoriker Beatrice Heuser, der i begyndelsen af 1990’erne kritiserede, hvad hun opfattede som journalistisk misbrug af det kildemateriale, man havde fundet i de nyligt åbnede østtyske militærarkiver, og understregede: „Eksistensen af øvelser og militær planlægning alene, uagtet dets natur, tillader ikke den konklusion, at der var nogen som helst intention om at realisere disse planer uden en konkret provokation.“14

13 Raymond L. Garthoff, Deterrence and the Revolution in Soviet Military Doctrine, 1990, s. 38ff. – Begrebet “militærdoktrin“ blev ifølge Garthoff slået fast autoritativt 1962-63. 14 Beatrice Heuser, “Warsaw Pact Military Doctrines in the 1970s and the 1980s: Findings in the East German Archives“, Comparative Strategy 12:43 (1993).

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 585 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 586

I virkeligheden behøver militær planlægning ikke i sig selv at fortælle noget afgørende om en stats udenrigspolitiske mål. En militær tankegang baseret på offensiven er ikke uforenelig med et status-quo orienteret eller defensivt politisk system. Stormagter som Frankrig og Rusland havde offensive mi- litære planer i de sidste år før den 1. verdenskrig, selv om deres udenrigspolitik sigtede mod at bevare status quo. Den franske krigsplan, der var virksom fra 1911, beskrives som „offensive à outrance“, dvs. offensiv til det yderste.15 Under den kolde krig spillede afskrækkelseshensynet en hovedrolle såvel i Vest som i Øst, og afskrækkelsens troværdighed formodedes bl.a. at bygge på en evne til at kunne indlede offensive operationer med kort varsel. Den amerikanske Strategic Air Command var udelukkende offensivt indstillet under hele den kolde krig, og den amerikanske flåde antog en stærkt offensiv strategi i 1980’erne. Hverken de talrige offensive stabsøvelser inden for War- szawapagten eller de to tidligere nævnte frontoperationsplaner fra 1960’erne kan derfor tages som bevis på sovjetiske intentioner om at indlede krig på et gunstigt tidspunkt, således som planerne typisk blev det, da de kom til offentlighedens kendskab i begyndelsen af 1990’erne. Disse påstande om de sovjetiske intentioner dukker til stadighed også op i den danske debat. Udsagn om udenrigspolitiske intentioner må imidlertid baseres på informationer om den politiske ledelses tænkemåde og samlede udenrigspolitiske optræden over en tidsperiode. Som berørt betragtes stabsøvelserne inden for Warszawapagten i denne undersøgelse både som vidnesbyrd om og genspejling af sovjetisk planlæg- ning af operationer i tilfælde af krig med Vesten. Der er imidlertid ikke fremkommet kildemateriale, der indicerer, at de sovjetiske ledere efter Stalin havde til hensigt at starte en krig med Vesten, der ville have medført helt ube- regnelige risici for Sovjetunionen på grund af kernevåbnenes udbredelse. Den udenrigspolitiske beslutningsproces i Kreml i denne periode er velbelyst bl.a. gennem interviews. I sin kerne byggede den på bestræbelser på at etablere konsensus mellem medlemmerne af politbureauet, der kunne se ret forskelligt på tingene. Ifølge en kilde tæt på processen førte behovet for at etablere konsensus hyppigt til kompromiser og til fragmentering af Sovjet- unionens udenrigspolitik. Det er belysende for den sovjetiske beslutningsproces i strategiske spørgsmål, at da det sovjetiske politbureau i 1969 – efter at kinesiske tropper havde dræbt et antal sovjetiske soldater på en ø i grænseflo- den Ussuri – overvejede forsvarsminister marskal Andrej A. Gretjkos forslag om at bruge kernevåben mod Kina, kørte politbureauet fast i interne diskussioner i måneder. Forslaget faldt til sidst, dels fordi det sovjetiske militær fra-

15 Terence Zuber, Inventing the Schlieffen Plan. German War Planning 1871-1914, 2002, s. 255.

586 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 587

rådede det, dels og især fordi amerikanerne – som der blev taget føling til – truede med en kraftig reaktion, hvis Kina blev overfaldet.16 Meget tyder på, at den sovjetiske ledelse gennem 1960’erne og 1970’erne havde som sit overordnede udenrigspolitiske og militærpolitiske mål at undgå en atomkrigs rædsler og ønskede en global kappestrid mellem de to systemer inden for rammerne af „fredelig sameksistens“.17 Generalsekretær Leonid Bresjnev var personligt stærkt forpligtet på at videreføre den fredelige sameksistens. Det synes at have været opfattelsen i Moskva til langt op i 1970’erne, at de overordnede internationale tendenser pegede i retning af, at Sovjet- unionen ville vinde denne fredelige kappestrid. Ifølge de seneste undersø- gelser skal vi frem til 1981, førend KGB i en analyse pegede på, at disse tendenser („korrelationen af kræfter“ i sovjetisk sprogbrug) viste, at Sovjetunio- nen stod til at tabe kappestriden med Vesten.18 Men systemmodsætningen bestod jo, og den sovjetiske ledelse har givetvis ikke set bort fra, at en større krig kunne blive uundgåelig. Selv om relationerne mellem Øst og Vest forbedredes væsentligt efter Cuba-krisen – hvor man efterhånden begyndte at tale om „den kolde krig“ som et tilbagelagt stadium og gældende alene for perioden 1948-62 – befandt man sig i en global konkurrence med USA på mange områder, og perioden manglede ikke internationale kriser (1968, 1973). Muligheden af en krig kunne ikke udelukkes. Forberedelser måtte altså træffes for et worst case-scenarie – eller som en polsk general udtrykte det i et i 2003 udsendt interview – der måtte træffes forberedelser for den „mørke time“.19 For de sovjetiske planlæggere var worst case formentlig en situation, hvor østlandene ville blive genstand for et af supermagten USA ledet angreb med henblik på at befri Østeuropa og tilintet- gøre Sovjetkommunismen.20 Allerede inden opstanden i Ungarn 1956 havde de amerikanske strateger dog opgivet enhver tanke om at befri Østeuropa med magt. Det skønnedes simpelt hen for farligt, efter at Sovjetunionen havde fået kernevåben.21 Ideen

16 For beslutningsprocessen i Kreml i perioden efter Khrusjtjovs fald se Richard Ned Lebow and Janice Gross Stein, We all Lost the Cold War, 1994, s. 152ff (med litteraturhenvisninger). Den omtalte citerede kilde er generalsekretær Leonid Bresjnevs nære medarbejder, ambassadør Leonid Samjatin. For krisen i forhold til Kina 1969 se Arkady N. Shevchenko, Breaking with Moscow, Ballantine Books, New York 1985, s. 217-20. 17 For Sovjetunionens politiske målsætninger henvises til Michael McGwire, Military Objectives in Soviet Foreign Policy, The Brookings Institution, 1987 samt Vladislav Zubok and Constantine Pleshakov, Inside the Cremlin’s Cold War. From Stalin to Krushchev, 1996. 18 Jf. Ben B. Fischer, A Cold War Conundrum: The 1983 Soviet War Scare, Center for the Study of Intelligence, 1997, s. 3 med litteraturhenvisninger. 19 Vojtech Mastny, Warsaw Pact Generals in Polish Uniforms: Oral History Interviews, publiceret på PHP website (http://www.isn.ethz.ch/php/ collections/coll_9.htm). 20 Den amerikanske og britiske “psykologiske krigsførelse“ mod Sovjetunionen i 1940’erne og 1950’erne er dækket med stor detaljerigdom i Richard J. Aldrich, The Hidden Hand. Britain, America and Cold War Secret Intelligence, 2001, s. 269ff. 21 Jf. Gregory Mitrovich, Undermining the Kremlin. America’s Strategy to Subvert the Soviet Bloc, 1947-1956, 2000, s. 177ff.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 587 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 588

var om muligt endnu mere fjern i 1970’erne, hvor Sovjetunionen havde op- nået paritet på kernevåbenområdet med USA. Men magtbalancen mellem Øst og Vest var en dynamisk størrelse, der blev influeret af mange elementer, herunder ikke mindst den kontinuerlige forskning og udvikling på alle våben- områder. Her kan bl.a. nævnes udviklingen af meget præcise missiler (med så- vel konventionelt som nukleart sprænghoved). Muligheden af et teknisk gennembrud, der kunne få indflydelse på magtbalancen og måske friste til even- tyrpolitik, kunne ikke afvises. Både Vest og Øst var sig tillige bevidst, at en krig kunne opstå som følge af misforståelser eller tekniske fejl. Denne mulighed prøvede man på at minimere i de tidlige 1970’ere gennem de lidt oversete aftaler mellem USA og Sovjetunionen, der indførte forbedrede kontakt- og kri- sestyringsredskaber (1971: „The Accidents Agreement“ og „The Revised Hot Line Agreement“) og banede vejen for SALT-aftalen i 1972, den første egentlige aftale, der begrænsede antallet af strategiske kernevåbensystemer. For at sammenfatte det ovenstående: De offensive krigsscenarier, som mø- des i øvelse efter øvelse inden for Warszawapagten fra 1961 og til op i 1980’erne, tolkes i denne undersøgelse som afspejlinger af de planer for gen- nemførelsen af en almindelig krig (general war) mellem Øst og Vest, som den sovjetiske generalstab havde udformet omkring 1960 og løbende reviderede under hensyntagen til den militære udvikling. Planerne forudså tilsyneladende en erobring af centrale dele af Vesteuropa gennem en lynkrig af en varighed på 14 dage til tre uger. For så vidt angår de frontoperationer, der ved- rørte Danmark og Nordtyskland/Nederlandene, kan der konstateres en på- faldende kontinuitet i planlægningen, idet vi – stort set – møder samme operationer igennem en menneskealder. Planerne antages at bygge på en worst case-scenarie af en storkrig, dvs. en situation hvor Vesten planlagde og indledte en krig for at afvikle Sovjetkommunismen. Derudover må det antages, at Sovjetunionen har udformet en række planer – contingency-planer for at bruge et vestligt udtryk – med henblik på reaktioner under opståede kriser, der ikke pegede i retning af almindelig krig (f.eks. for Berlin og Mellem- østen). Indtil videre har vi kun en begrænset viden om disse planer. På samme vis som Sovjetunionen havde forberedt planer for almindelig krig, havde NATO-landene og det amerikanske forsvarsministerium gjort det, selv om disse planer var meget forskellige fra Østs. De amerikanske krigsplaner er udgivet for perioden frem til 1950. Det vestlige forsvarssamarbejde byggede fra starten (som beskrevet ovenfor i kap. 23) også sin forsvarsplanlæg- ning på worst case-analyser ud fra den overvejelse, at intentioner hurtigt kan ændres, medens kapabiliteter består. Den planlægningsmæssige konsekvens af denne tankegangs dominans både i Øst og Vest var, at så længe en worst case-mulighed ikke kunne udelukkes, blev den i praksis lagt til grund for krigsplan, styrkeopbygning og øvelser. Som belyst ovenfor under gennemgangen af trusselsvurderingerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste var det tolkningen i 1960’erne og 1970’erne,

588 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 589

at en storkrig var rykket på afstand i forhold til den mere spændte situation i 1950’erne og under Berlin-kriserne. Tolkningen var som nævnt, at hvis det vestlige forsvarssamarbejde kunne opretholdes, ville en almindelig krig mellem Øst og Vest ikke være særlig sandsynlig. Worst case-scenariet i form af almindelig krig skønnedes af militære eksperter i Vesten og formentlig også i Øst at være en relativt fjern mulighed.22 Inden for Warszawapagten kunne man i alle tilfælde frem til 1979 leve med en kommandostruktur, der var relativt uformel og ud fra en militær synsvinkel ikke særlig hensigtsmæssig. Warszawapagtens „Forenede Kommando“ tog sig udelukkende af fredstidsop- gaver, selv om dens sovjetiske element tilsyneladende var tildelt en førings- rolle i krig. Men en egentlig krigsstab var forudset først at skulle dannes ved en krigs udbrud og skulle således overtage opgaverne med begrænset erfaring og i en måske kritisk fase. Men selvom man havde afspænding, prægede tillempningen af worst case-princippet ned i detaljer militærapparaternes hverdag i begge lejre. Bl.a. på grund af dominansen af denne forsigtigheds- filosofi – der er en klassisk militær betragtningsmåde – opstod den markante forskel mellem teoretiske og dystre øvelsesscenarier og den i forhold til tidligere mere afslappede tone, der kendetegnede relationerne mellem Øst og Vest i perioden fra 1963 til ca. 1975/76. Retrospektivt må dette internationale system, der byggede på afskrækkelse og eksistensen af store konventionelle og nukleare militærapparater, karakteriseres som forbløffende stabilt. Dette var i vidt omfang også opfattelsen hos datidens politikere (iberegnet de danske, der dog først og fremmest havde øje for balancen i Europa). I de befolkninger, hvor der var en fri meningsdannelse, og måske navnlig i de vesteuropæiske befolkninger, var mange mennesker dog imod at skulle bygge deres egen og deres børns fremtid på den så- kaldte „terrorbalance“, der i deres øjne tværtimod udgjorde et skrøbeligt og muligvis katastrofalt redskab. Brede kredse opponerede derfor mod de for-

22 Jf. den danske militære efterretningstjenestes vurdering – omtalt ovenfor i kapitel 51 – i Truslen mod Danmark (FE’s arkiv, udgaverne 1974, 1976 og 1978), at sandsynligheden for en væbnet konflikt mellem NATO og Warszawapagt-landene kunne vurderes som begrænset, om end den eksisterede. Den danske vurdering afspejlede uden tvivl NATO-vurderingen i disse år. – Som et eksempel på de datidige vurderinger kan nævnes en til nærværende undersøgelse frigivet amerikansk National Intelligence Estimate (Number 20-66, 12 May 1966) med titlen „Western Europe: Problems and Prospects“. I vurderingen, der var præget af den franske tilbagetræden fra den integrerede NATO- kommando, hedder det: „Tidligere var en fælles følelse for truslen om sovjetisk aggression den cement, der gjorde NATO mulig. Den gav samtidig en tilskyndelse til andre regionale udviklinger. Følelsen af trussel er veget, og uden den er tilskyndelsen til at slutte sig sammen til kollektivt forsvar blevet svækket. Der eksisterer to tankeretninger i Vesteuropa med hensyn til, hvorfor den sovjetiske trussel synes at være blevet mindre. Den ene siger, at kommunismen og Sovjetunionen har ændret karakter, at militær aggression i ordets sædvanlige forstand ikke længere er mulig eller overvejes af Sovjetunionen. Det andet standpunkt siger, at den sovjetiske trussel er mindsket ikke på grund af forandringer med hensyn til kommunistisk ideologi eller den sovjetiske motivation, men på grund af USA’s styrke og garantierne gennem NATO“. Kilden findes i LBJ Library. NSF, National Intelligence Estimates, Box 5.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 589 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 590

skellige vestlige initiativer på kernevåbenområdet (således eksempelvis mod indførelsen af den såkaldte „neutronbombe“ i 1970’ernes anden halvdel) og fik derigennem indflydelse på forsvarspolitikken i en række NATO-lande. Krigsplanerne under den kolde krig blev såvel i Øst som i Vest udarbejdet efter ordre af den politiske ledelse og repræsenterede militærets løsning af én mulig situation i fremtiden, nemlig almindelig krig mellem Øst og Vest. Denne løsning var indøvet og forberedt og kunne iværksættes med kort varsel efter et signal fra den politiske ledelse. Den prægede også afgørende freds- beredskabet, idet navnlig kernevåbenstyrkerne opretholdt et meget højt beredskab. Det skal dog til stadighed holdes for øje, at for den politiske ledelse repræsenterede krigsplanen kun ét handlingsalternativ, som den vel havde sanktioneret i fredstid – men selvsagt ikke var bundet af. Navnlig var brug af kernevåben udelukkende et prærogativ for den sovjetiske partileder i dennes egenskab af øverstbefalende. Lederen kunne helt afhængigt af situationen, af modpartens optræden og egne personlige egenskaber vælge en anden og måske mindre omkostningskrævende løsning, end den de foreliggende planer repræsenterede. Billedet blev dog i høj grad præget af kernevåbnene og de meget hurtige indsatsmuligheder, der gjaldt for disse våben Der udgik fra kernevåbnene et handlingspres, som var ukendt for tidligere tiders beslutningstagere.

Konfliktmodeller. Kernevåbenkrig eller konventionel krig

Op til 1965 var det den fremherskende sovjetiske opfattelse – der afgørende var præget af ministerpræsident Khrusjtjov – at konkurrenceforholdet mellem Øst og Vest ikke behøvede at føre til krig, men hvis den kom, ville den udvikle sig til en almindelig kernevåbenkrig, der også omfattede supermagternes territorium. Opfattelsen kan opfattes som en slags sovjetisk omskriv- ning af den da gældende amerikanske strategi om massiv gengældelse og rummede som denne et stærkt element af afskrækkelse. Den sovjetiske statsleder var imod krig og imod konventionel oprustning, der forekom ham alt for ressourcekrævende, og satsede tilsyneladende på at løse Sovjetunionens sikkerhedsproblemer gennem opbygning af et omfattende kernevåbenbered- skab. Han syntes i det hele at have betragtet kernevåben som en positiv ting, der kunne skaffe Sovjetunionen en slags „våbenhvile“ med de vestlige magter.23 I overensstemmelse med denne opfattelse var Warszawapagtens øvelser i denne periode kendetegnet ved scenarier, der indeholdt en omfattende ind- sættelse af kernevåben fra begge sider fra fjendtlighedernes start.

23 Vladislav M. Zubok and Hope M. Harrison, “The Nuclear Education of Nikita Khrushchev“, i: Cold War Statesmen Confront the Bomb. Nuclear Diplomacy since 1945, 1999, s. 141ff.

590 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 591

Sovjetunionen ventede, at USA ville starte en krig med et omfattende kerne- våbenangreb udført af Strategic Air Command og forberedte sig på at svare igen. Krig mellem Øst og Vest opfattedes, medens Khrusjtjov var ved magten, som ensbetydende med strategiske kernevåbenslag og global kernevåben- krig. Som et særdeles illustrativt eksempel på denne periodes tænkning – hvor Danmark forudsattes inddraget fra krigens første øjeblik gennem et nukleart angreb – kan nævnes den store polske stabsøvelse „Mazowsze“ fra 18.-22. april 1963, under hvilken polske officerer og embedsmænd øvede „organisering og føring af forsvaret af landets territorium i begyndelsesfasen af en kernevåben- krig“. Under øvelsen blev bl.a. gennemgået overgang til krigsberedskab, sikring af gennemførelse af mobilisering, sikring af de sovjetiske styrkers gen- nemmarch, mindskelse af effekten af kernevåbenangreb på landet, analyser af strålingsfare, fjernelse af virkningerne af masseødelæggelsesvåben samt endelig sikring af mål mod fjendtlige specialstyrkers indsats.24 Ifølge øvelsesoplægget startede krigen med et vestligt atomangreb på om- råderne Szczecin, Gdansk, Warszawa samt Ÿlask˛ (Schlesien) samtidig med, at Vesten gennem atomangreb søgte at stoppe troppebevægelser gennem Polen ved at skabe tre „atombarrierer“ ved Wis¢a og Oder (Odra) samt ved den polsk-sovjetiske grænse. Disse „atombarrierer“ indgik – som det også fremgår af den polske generalstabsofficer Kukli´nskis erindringer – på en fremtræ- dende plads i de polske (skræk)scenarier for en konflikt mellem Øst og Vest. Det skal bemærkes, at det østlige kernevåbensvar indledtes præcist på samme tidspunkt (kl. 03.00 om morgenen efter atomalarm til civilbefolkningen kl. 02.30), som det vestlige kernevåbenangreb fandt sted.25 Dette samtidige svar kunne ikke siges at være et forkøbsslag (preemption) – den kernevåbenstra- tegi der synes at have domineret kernevåbentænkningen i Sovjetunionen i måske hele den kolde krigs forløb, jf. den mere detaljerede behandling af temaet nedenfor. Men det var måske så tæt man kunne komme inddragelse af et forkøbsslag i en øvelse, der foregik uden for Sovjetunionens grænser og hvor man ikke måtte fremstille sig selv som aggressor.26 Det østlige angreb omfattede 276 kernevåbenslag mod mål i den vestlige verden med en styrke på ikke mindre end 188 megaton (forkortet Mt – en megaton svarer til sprængkraften af 1 mio. ton trotyl). Hovedangrebet blev rettet mod mål i USA (180 Mt), medens 190 kernevåbenslag svarende til i alt 8290 kiloton (forkortet Kt – 1 Kt svarer til sprængkraften af 1.000 ton trotyl) blev rettet mod mål

24 Do´swiadczenia i wnioski zcwiczenia ´ „Mazowsze [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen “Mazowsze“], jf. ovenfor note 3. 25 Sst. s. 23. 26 Denne tolkning bestyrkes af Ryszard Kukliński, der kaldte det i en række øvelser brugte „samtidige kernevåbenangreb“ for en fiktion. I virkeligheden ville Sovjetunionen ifølge oberst Kukliński slå til først med et forkøbsslag (Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 127).

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 591 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 592

Den operative baggrund for den polske øvelse „Mazowsze“. (Arkivet for nye akter, Warszawa).

i Forbundsrepublikken Tyskland, i Danmark, Nederlandene og Storbritan- nien.27 Slagene mod landene i Vesteuropa blev ikke nærmere specificeret. Øvelsen „Mazowsze“ blev af de polske myndigheder betragtet som så skel- sættende ikke mindst for tilrettelæggelsen af civilforsvaret i Polen i forbindelse med en kernevåbenkrig, at øvelsens forskellige faser blev gennemgået i en særlig, højt klassificeret publikation, der blev udsendt i et antal nummere- rede eksemplarer. Sigtet med udsendelsen var, som det fremgik af forordet, at gøre erfaringer og nogle konklusioner tilgængelige og muliggøre udnyttelsen af dem i uddannelse og studier. Hertil vil vi i dag tilføje: for en særdeles indviet og betroet kreds af officerer og embedsmænd. Vi vil her blot hæfte os ved et enkelt afgørende aspekt af den polske øvelse, nemlig det forhold, at det indledende vestlige kernevåbenangreb på Polen ikke forudsattes at umuliggøre den østlige krigsførelse. Man kalkulerede med et – vil vi i dag sige – utroværdigt lavt antal af civile sårede (875.000) og døde (429.000) i de polske hovedområder eller i alt 1.304.000 ofre efter kernevå- benhovedangrebet. Man regnede tillige med, at 50 % af forbindelseslinjerne til DDR og 25 % af forbindelseslinjerne til Sovjetunionen ville blive afbrudt, men at disse skader relativt hurtigt kunne udbedres. Samfundets hovedfunk- tioner gik heller ikke i stå. Som i alle øvelser fra perioden blev det vestlige angreb ind i Østtyskland uagtet brugen af kernevåben bragt til standsning, hvor-

27 Do´swiadczenia i wnioski zcwiczenia ´ „Mazowsze [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], s. 23.

592 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 593

efter den østlige modoffensiv satte ind, bl.a. med angreb op i Jylland. I det store billede var resultatet af kernevåbenkrigen ifølge øvelsesoplægget, at USA strategisk blev isoleret fra Europa og som følge af egne store tab ikke kunne blive den udslaggivende kraft og derfor tabte krigen. Den her citerede – for nogle vanskeligt forståelige – tolkning af muligheden af at gennemføre omfattende militære operationer og også at videreføre samfundsfunktionerne, efter at et større antal kernevåben var blevet indsat, mødes som forudsætning i øvelse efter øvelse inden for Warszawapagten (som i Vesten), og også i den militærfaglige litteratur. Det må forudsættes at have været den fremherskende tolkning inden for Warszawapagten på dette tidspunkt, at kampvogne og pansrede mandskabsvogne muliggjorde operationer i nukleart forurenede områder, samt at operationerne kunne gennemføres hurtigere, hvis der blev brugt kernevåben. Som det nedenfor vil blive vist, var det en generel forudsætning i øvelserne i 1960’erne og 1970’erne, at Dan- mark kunne erobres et par dage hurtigere, hvis der blev brugt kernevåben. Østsiden havde en overvægt af pansrede køretøjer i forhold til NATO-styrkerne og baserede formentlig kalkulen på dette forhold. I et i kap. 53 nær- mere omtalt studie om den polske flådes opgaver i begyndelsen af en krig forfattet af kommandør Jan Pinkiewicz i 1963 forudsættes det tilsvarende, at selv en atomeksplosion af meget stor kaliber over polske flådehavne ikke i princippet ville ændre havnenes grundlæggende struktur, og at de ødelagte kajer ved en energisk indsats kunne gøres brugbare i løbet af nogle dage efter et atomangreb.28 Khrusjtjovs stærke satsning på kernevåben og strategiske kernevåbensope- rationer – der tilsyneladende i hans forestilling kunne erstatte de konventionelle styrkers kamprolle og betydning – var ikke populær i den sovjetiske generalstab, og allerede inden hans fald i oktober 1964 var en vis revision af strategien sat ind. Stærke interesser i officerskorpset og i det militærindustrielle bureaukrati fik ændret den indledte nedskæringspolitik og gennemført, at ikke blot kernevåbnene men også de konventionelle styrker blev styrket. Interessen blev igen til en vis grad forskudt fra det strategiske til det operative og det taktiske niveau. Derfor indledtes sideløbende med udviklingen af nye kernevåben også en konventionel oprustning, hvis betydning for styrkeforholdet mellem de to blokke dog først blev mærkbar i 1970’erne. Revisionen af den sovjetiske strategi efter Khrusjtjovs fald fik snart konsekvenser for de militære øvelser. I 1965 kom der nye øvelsesdirektiver, der også indførte øvelser uden indsættelse af kernevåben.29 Dette gav sig udslag i øvel-

28 Jan Pinkiewicz, Dzia¢ania si¢ Marynarki Wojennej w pocz˛atkowym okresie wojny [De polske flådestyrkers aktiviteter i krigens start]. Archiwum Marynarki Wojennej 3616/79/4 af 30. august 1963. 29 Petr Lunak har vist i „The Warsaw Pact War Plan of 1964“, note 16 (PHP’s hjemmeside, jf. note 5), at den tjekkoslovakiske folkearme i 1965 udsendte retningslinjer – uden tvivl på ordre fra Moskva – om også at øve operationer uden brug af kernevåben.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 593 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 594

sesvirksomheden i Østersøområdet fra sommeren 1966, hvor landsætnings- øvelsen „Brise“ (27. juni – 2. juli 1966), der blev ledet af den polske flådechef, viceadmiral Zdzis¢aw Studzi´nski, blev gennemført som en konventionel øvelse, men med en nuklear option, hvis Vesten gjorde brug af kernevåben i et forsøg på at hindre landsætningen på Sjælland. Den efterfølgende øvelse „Bajkal“ (21.-27. juli 1966), der også som hovedtema havde en kombineret landsætnings-/luftlandeoperation på Sjælland og blev ledet af Warszawa- pagtens øverstkommanderende marskal Andrej A. Gretjko, blev gennemført som en rent konventionel øvelse.30 Hermed indledtes en 20-årig fase i Warszawapagtens øvelsesvirksomhed, hvor der blev øvet krig mod Vesten både med og uden brug af kernevåben – og ofte begge dele inden for samme øvelse, idet man først gennemspillede den konventionelle variant og derefter gik over til den nukleare. Denne praksis afspejlede, at man ikke mere tog udgangspunkt i forudsætningen om et omfattende kernevåbenangreb fra Vesten ved starten af en krig. Med den amerikanske forsker Raymond L. Garthoffs ord er der fra midten af 1960’erne og nogle år frem tale om en „overgangsfase“ i den sovjetiske kerne- våbenstrategi, idet Sovjetledelsen tilsyneladende følte, at Sovjetunionens øgede evne til at nå mål i USA gjorde en kernevåbenkrig uacceptabel for USA. Under indtryk af NATO’s nye strategi (fra 1967) om det „fleksible gensvar“ (flexible response) diskuterede sovjetiske teoretikere nu muligheden af konventionelle krige eller begrænsede kernevåbenkrige også i Europa. Ifølge Garthoffs tolkning var det imidlertid i slutningen af 1960’erne afgjort, at den overordnede prioritet i Moskva lå på konventionelle krige, hvilket også gav sig udtryk i ændrede udgaver af det militærteoretiske hovedværk marskal Sokolovskijs Den militære strategi. Den afgørende konsekvens af denne udvikling var en ændring af militærdoktrinen og af hele den militære opbygning med henblik på at kunne føre krige uden brug af kernevåben kombineret med en beslutning om, at sovjetiske kernevåben først ville blive indsat, efter at Vesten havde besluttet at bruge dem.31 Siden 1974 gjaldt for det sovjetiske militær et hemmeligt direktiv fra Centralkomiteen om, at Sovjetunio- nen ikke ville være den første til at bruge kernevåben. Det blev først offentliggjort i 1982.32 I 1970’erne kan der spores en yderligere udvikling i den sovjetiske kerne- våbenpolitik, idet Sovjetunionen tilsyneladende søgte at sikre en rent konventionel krigsførelse ved at få USA overtalt til at gå ind på en aftale om ikke før-

30 Forschungsstudie zum Thema “Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970“, henholdsvis Bl. 134-140 og Bl. 141-148. BA-MA. – Under „Brise“ disponerede frontens missiltropper og fly over 10 kernevåbenladninger, der skulle bruges mod mål i landsætningsområdet, hvis Vesten gik over til at bruge kernevåben (jf. Bl. 137). 31 Raymond L. Garthoff, Deterrence and the Revolution in Soviet Military Doctrine, 1990, s. 52ff, 71. 32 Ghulam Wardak m.fl. (udg.), The Voroshilov Lectures. Materials from the Soviet General Staff Academy, Vol. 1, 1989, Introduction s. 13 (ved Raymond L. Garthoff).

594 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 595

stebrug af kernevåben. En række følere blev forsøgt over for USA på dette punkt, og i 1976 fremlagde Warszawapagt-landenes partichefer inden for rammen af Helsinki-processen et udkast til en traktat, der forbød førstebrug af kernevåben.33 Det eneste resultat af disse bestræbelser var indgåelsen af en Prevention of Nuclear War Agreement i 1973, som USA ikke tillagde nogen betydning. De sovjetiske tilbud blev generelt afvist som propaganda af Vesten, der ikke ønskede at opgive kernevåbenoptionen og den svækkelse af forsvaret af Vesteuropa, der kunne blive følgen. Konsekvensen af styrkelsen af Warszawapagt-landenes konventionelle optioner i 1970’erne var i stedet en vis vestlig konventionel oprustning og justering af kernevåbenstrategier foretaget af Carter-administrationen i USA. Oprustningen blev videreført i 1980’erne i væsentlig større målestok af Reagan-administrationen, jf. nedenfor kap. 78 og 79. Den her givne oversigt over den sovjetiske kernevåbenstrategi strider ikke mod tolkningen hos den fremtrædende polske generalstabsofficer oberst Ryszard Kukliński, der i 1981 flygtede til Vesten – efter i ni år at have udleveret et stort antal af Warszawapagtens mest sensitive hemmeligheder til CIA. Ifølge oberst Kukliński var Sovjetunionen i 1970’erne ikke interesseret i brug af kernevåben, idet supermagten havde konventionelle våben i overflod og kunne vinde en krig med dem. Der var derfor ingen grund til at kaste sig ud i et nukleart eventyr. Den sovjetiske strategi gik ifølge Kukliński ud på hurtigt at føre krigen over i fjendens lejr, idet fjenden ikke ventedes at ville bruge ker- nevåben mod vesttysk, belgisk og andet vestligt territorium. De sovjetiske officerer var overbevist om, at de kunne vinde krigen på kort tid ved at føre dybe slag ind i NATO-området med de såkaldte „operative manøvregrupper“ bestå- ende af mobile pansrede styrker, fly og helikoptere. Sovjetunionen ville ifølge Kukliński først slå til med kernevåben, hvis man var overbevist om, at NATO ville bruge dem, og man ville benytte sig af et forkøbsslag.34 Det problem, der tyngede Oberst Kuklińskis gennem årene – og som han opfattede som Polens hovedproblem – var, at Vesten i polsk optik formodedes kun at kunne stoppe Sovjetunionens hemmelige våben i form af dets store 2. echelon-styrker ved at rette massive atomangreb mod forbindelseslinjerne gennem Polen. Han hævdede at vide, at NATO ville rette mellem 400 og 600 kernevåben mod Polen for at stoppe den sovjetiske offensiv, og Polen ville gå til grunde herunder.35 Omfanget af det vestlige angreb forekommer højt sat, men vi har i 2004 begrænsede muligheder for at kontrollere det. Ved at udle- vere alle Warszawapagtens hemmeligheder håbede polakken på at kunne få

33 Sst. s. 85. – Forslaget blev offentliggjort i Pravda den 28. november 1976. 34 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukli´nski i zimna wojna, s. 127. 35 Sst. s. 130. Jf. også Benjamin Weiser, A Secret Life, s. 325. – Af Benjamin Weisers bog, der er skrevet i samarbejde med CIA, fremgår ret detaljeret, hvilket Warszawapagt-materiale, Kukli´nski overlod til CIA i form af planer, manualer etc.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 595 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 596

indflydelse på vestlig strategi og redde Polen. Der var på det personlige plan tale om et meget højt spil, men tilsyneladende et spil der fik konsekvenser for planlægningen af forsvaret af Vesteuropa. Ifølge præsident Carters sikkerhedspolitiske rådgivere Zbigniew Brzezinski og general William E. Odom fik oplysningerne fra Kukli´nski betydning for den ændring af såvel den militære som den politiske strategi over for Sovjetunionen, der kendetegnede Carter-administrationen. Man lagde ikke mindst vægt på oplysningerne om den fremherskende følelse af strategisk overlegenhed, der rådede i Moskva i midten af 1970’erne, men også på rationalet bag den i 1979 gennemførte kommandoændring i Warszawapagten, der lagde al mobilisering i hænderne på Moskva med henblik på at fremme muligheden af at gennemføre en lynkrig. Ifølge general Odom havde de amerikanske administrationer forud for Carter-administrationen ikke forstået tankegangen bag den sovjetiske krigsplanlægning. Kukli´nskis oplysninger fik ifølge generalen indflydelse på det nye amerikanske koncept for forsvaret af Europa, der nu i højere grad kom til at bygge på konventionelle styrker og forstærkninger.36 Men hvad betød udviklingen af den sovjetiske kernevåbenstrategi for Danmark? Der må her skelnes mellem de kernevåben mod mål i Danmark, der ville blive leveret af de sovjetiske strategiske kernevåbenstyrker, og de operativt-taktiske eller taktiske kernevåben samt kemiske våben, som Warszawa- pagt-armeerne under deres fremrykning kunne gøre brug af. De sovjetiske strategiske kernevåbenstyrker havde formentlig opgaver i Danmark og i hele Vesteuropa frem til den kolde krigs afslutning – hvis krigen gik ind i en nuklear fase – men ud over deres optræden i en række øvelsescenarier vides ikke meget om deres mulige operationer mod Danmark. Hvad angik frontopera- tionerne, indførte Warszawapagt-landene i 1966 en særskilt kernevåbenopera- tion for disse i form af „Frontens første kernevåbenslag“ (jf. kapitel 24), der ikke må forveksles med de strategiske styrkers første kernevåbenangreb. Dispositionen afspejlede uden tvivl, at man nu havde eller forudså inden for

36 Benjamin Weiser, A Secret Life, s. 326; Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 435-37. – Kukliński citerede i et af sine breve til CIA interessante passager fra en tale holdt af en sovjetisk general på Vorosjilov-akademiet i Moskva, hvor Kukliński i 1975 deltog i et tomåne- ders stabskursus: “ Det er en illusion at tro, at Vesten har overlegenhed, selv med hensyn til flystyrker“, sagde generalen. „Vi har overlegenhed på landjorden, i luften og på havet“. Han sagde at Warszawapagten kunne realisere de operative mål på 10-12 dage og eliminere de vigtigste europæ- iske NATO-lande uden at bruge kernevåben i det europæiske krigsteater. „Vi har overlegenhed med hensyn til konventionelle styrker“, havde generalen sagt. „Vi vil ikke bruge kernevåben først. Hvis Vesten bruger kernevåben først, uden hensyn til type, det være sig en atommine eller et tilfældigt skud, er der kun et svar – en global ripost“ (Benjamin Weiser, A Secret Life, s. 122). – Den sovjetiske generals noget flotte udtalelser har formentlig størst interesse som vidnesbyrd om eksistensen af en vis militær overlegenhedsfølelse i Moskva på det pågældende tidspunkt. Udtalelsen om, at blot Vesten gjorde brug af et enkelt kernevåben, ville det medføre et hurtigt globalt svar, svarer ikke til den sovjetiske kernevåbenstrategi (jf. nedenfor) på dette tidspunkt og skal måske snarere ses som et konkret udslag af den sovjetiske afskrækkelsespolitik.

596 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 597

en overskuelig fremtid at kunne disponere over en kernevåbenkapabilitet på frontniveau.37 Dette havde umiddelbare implikationer for Danmark, der navnlig risikerede at blive mål for frontens kernevåbenstyrker. Det står nu klart, at der fra midten af 1960’erne indgik masseødelæggelses- våben i det polske forsvar beregnet til indsættelse mod mål i Danmark i form af kernevåben (raketter og flybomber) samt kemiske kampstoffer. Ind- førelsen af disse våben må ses i sammenhæng med Polens overtagelse af ansvaret for gennemførelsen af Nordfront-operationen. Masseødelæggelsesvåb- nene indgik i de polske armeers operativt-taktiske raketbrigader (polsk forkortelse: Abrot), der rådede over raketter med sprænghoveder af forskellig styrke rækkende fra 3 kiloton (forkortet Kt) til 100 Kt, jf. nedenfor specielt under beskrivelsen af angrebsoperationen mod Jylland. Fra 1964 rådede Polen desuden over jagerbombere af typen Su-7 (NATO-betegnelse: Fitter), der var stationeret i Bydgoszcz og specielt udstyret til at foretage angreb med kernevåben. Denne flyenhed omtales allerede i materialet fra øvelsen „Mazowsze“ fra april 1963.38 Som omtalt i en række kilder – bl.a. i det af PHP foretagne interview med general Wojciech Jaruzelski – blev der også i Polen i 1960’erne opbygget to hemmelige lagre for kernevåben til Polens kernevå- benstyrker.39 Som de tilsvarende lagre i DDR beregnet for kernevåbenstyr- kerne i den østtyske hær stod de til stadighed under sovjetisk kontrol. Hvor mange kernevåben, der i givet fald ville nå mål i Danmark, ville selvsagt afhænge af udviklinger på krigsskuepladsen og ikke mindst af, hvor mange østlige kernevåben NATO-styrkerne kunne nå at tilintetgøre, inden de blev affyret. Men det fremgår af en række øvelser, hvor mange kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben, der forudsattes disponible til indsættelse mod mål i Danmark. Dette emne vil blive taget op i kap. 53 under beskrivelsen af de enkelte operationer mod Danmark. Spørger vi om implikationerne af øvelsesscenarierne for Sovjetunionens optræden i en reel krig mellem Øst og Vest, tegner der sig et kompliceret billede. At afskrækkelseselementet indgik som en meget betydelig faktor i den sovjetiske militærstrategi og atomstrategi i alle årene, er uden for tvivl.

37 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 70f. – Der var tale om to adskilte kernevåbenopera- tioner, der dog skulle søges gennemført så tæt på hinanden som muligt. 38 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 125; Do´swiadczenia i wnioski z cwiczenia´ “Mazowsze“ [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], s.17 (se note 3). – Fra 1970’erne omtales en hemmelig polsk flyenhed stationeret i Powidz (ved Poznań), der havde til opgave i givet fald at rette kernevåbenangreb mod mål i Danmark (Jf. Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 126: „I 70’erne foretog en superhemmelig polsk lufteskadre stationeret i Powidz rekognoscering med henblik på eventuelle mål for atomangreb i Danmark. Det skete fra et til formålet særligt udrustet, tilsyneladende forældet transportfly af typen Il-14, som kredsede over Østersøen. Denne eskadres personale måtte ikke kontaktes af nogen. Den dag i dag lever der dog stadig mennesker, der var med til at iværksætte og lede denne operation, som var forsynet med kodenavnet „Beryl“. De detaljerede planer for Polens nuklearisering var også blandt det materiale, som oberst Ryszard Kukliński udleverede til amerikanerne“). 39 Vojtech Mastny, Warsaw Pact Generals in Polish Uniforms: Oral History Interviews, jf. ovenfor note 19.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 597 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 598

Sovjetunionens kernevåbenarsenal havde fra starten som hovedopgave at afskrække Vesten fra at begynde en kernevåbenkrig. Ifølge Harald Nielsen fik den sovjetiske afskrækkelse så høj en troværdighed, fordi det selektive atomare svar, som NATO opererede med, aldrig fandt indpas i den sovjetiske strategi.40 I alle tilfælde på det deklaratoriske plan var det den sovjetiske linje, at selv en meget begrænset indsættelse af kernevåben fra Vestens side ville blive mødt med et langt mere omfattende svar. Modparten – dvs. Vesten – skulle ikke være i tvivl om, at den overskred en helt afgørende tærskel ved at bruge kernevåben, selv i små doser. Sovjetunionen afviste i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne kategorisk vestlige tanker om „begrænset atomkrig“ ud fra den opfattelse, at en sådan krig hurtigt ville eskalere og således blot var starten på en almindelig atomkrig. Man var tydeligt nok ikke interesseret i at give nogen støtte til vestlige opfattelser om det mulige i at føre denne form for krig. Ifølge Harald Nielsen var afvisningen bl.a. betinget af frygten for at miste initiativet på kernevåben- området til modparten. Ifølge sovjetiske forestillinger kunne dette ske, hvis man indlod sig på NATO’s atomstrategi i form af graduerede atomare svar, idet man herved ville afsløre sit beredskab og blot gøre sig sårbar over for et senere større angreb. Derfor var frontens kernevåbenplanlægning altid anlagt på at besvare ethvert af fjendens kernevåbenslag med en massiv kernevå- benindsats, dvs. besvare det med det „første kernevåbenslag“.41 Dette er dog formentlig en for skematisk fremstilling af forholdet, som det fremgår af de af den amerikanske regering i 1989 offentliggjorte Vorosjilov-forelæsninger fra det sovjetiske generalstabsakademi fra årene 1973-75, der gennemgår de vigtigste scenarier for en krig. Af denne særdeles vigtige kilde fremgår, at Sovjetunionen ville søge at holde en eventuel konflikt med Vesten på det konventionelle niveau, men at man imødeså en begrænset brug af kernevåben fra Vestens side i Europa. En krig kunne begynde på forskellige måde, og en forståelse af begyndelsesfasen var ifølge forelæsningerne fundamental. Megen plads blev brugt på omtalen af en almindelig kernevåbenkrig, der involverede de strategiske våbensyste- mer. Vi vil dog i denne undersøgelses sammenhæng navnlig rette opmærk- somheden mod den europæiske scene, dvs. mod et enkelt krigsteater. Krigen kunne her begynde med et vestligt konventionelt angreb, men i en afgørende fase ville NATO-styrkerne være tvunget til at bruge kernevåben for at klare sig. Dette tidspunkt blev med baggrund i vestligt øvelsesmateriale sat til krigens femte eller sjette dag.42 Dette er en til to dage senere end det tidspunkt, der typisk handles ud fra i det østlige øvelsesmateriale fra 1960’erne.

40 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 181. 41 Sst. s. 79. 42 Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Woroshilov Lectures, s. 74.

598 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 599

Ifølge forelæsningerne ville et vestligt kernevåbenangreb blive besvaret, men man ville ikke eskalere ud over krigsteatret.43 Sovjetunionen ville altså ikke eskalere til det interkontinentale niveau. Det fremgår således, at den sovjetiske strategi – i nogen modsætning til, hvad man tilkendegav offentligt – på dette tidspunkt navnlig byggede på optionen om et (geografisk) begrænset nukleart svar. Samtidig var man dog fortsat klart pessimistisk med hensyn til at kunne holde krigen på dette niveau. Svarende til fremstillingen i Voro- sjilov-forelæsningerne møder man i det af den sovjetiske generalstab udarbejdede undervisningsmateriale til DDR’s generalstabskurser fra begyndelsen af 1980’erne omtale af en „periode af kamphandlingerne med begrænset indsats af kernevåben“. Det fremgår af dette østtyske materiale, at der er tale om „gennemførelse af selektive kernevåbenslag gennem operativt-taktiske og under særlige omstændigheder også en del af de strategiske kernevåbenstyr- ker“.44 Med „selektive kernevåbenslag“ forstås formentlig i første række frontens første kernevåbenslag og næppe den såkaldte „selektive“ og „kontrollerede“ indsats af kernevåben, som NATO-landene regelmæssigt øvede under deres Wintex/Cimex-øvelser. Om Sovjetunionen i 1970’erne havde en option med indsættelse af meget få kernevåben vides ikke. Under alle omstændigheder er der ikke tvivl om, at frontens første kernevåbenslag bibeholdt sin plads som rygraden i kernevåbenoperationer på operativt-taktisk og taktisk niveau. Som det skal berøres i det følgende, var omfanget af det første kernevåbenslag fastlagt i forvejen i fredstid og omfattede i henhold til det højt klassificerede polske materiale, der anvendtes under en øvelse i 1972 18 angreb eller i alt 343 Kt for den armé, der skulle gå mod Jylland.45 Det afgørende spørgsmål var selvfølgelig, hvornår indsats af kernevåben på frontniveau ville ske. Af en østtysk forelæsning fra Friedrich Engels-militærakademiet i Dresden om „frontens første kernevåbenslag“ fremgår, at man afhængigt af tidspunktet for kernevåbenangrebet skelnede mellem „førsteslag“, „mødeslag“ (dvs. samtidigt slag) og „svarslag“. Den sidstnævnte variant blev beskrevet som den mest ugunstige for Øst, idet NATO’s styrker var kommet i forkøbet og havde svækket Warszawapagt-styrkerne så meget, at hele frontoperationen kom i fare, medens egne styrker ved „mødeslaget“ – der er omtalt ovenfor under gennemgangen af øvelsen „Mazowsze“ – blev for svækket til at fortsætte de op- følgende kernevåbenoperationer.46 „Førsteslaget“ var således ubetinget at foretrække i situationen, idet fjenden derved blev afgørende svækket, og det

43 Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Voroshilov Lectures, s. 14. 44 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 80. 45 Bilaget: 4. Przydzia¢, podzia¢ rakiet i bomb j˛adrowych [Tildeling og fordeling af kernevåbenraketter og bomber]. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej. 6155/76/11. Jf. kap. 53 note 2. 46 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 77f.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 599 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 600

En østtysk opfattelse af, hvor NATO ville forvente angreb fra Warszawapagtens Forenede Østersøflåder. (Militærarkivet, Freiburg).

600 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 601

er givet, at den sovjetiske kernevåbenstrategi gik ud på at føre et sådant slag, hvis der var sikre tegn på, at Vesten i løbet af kort tid ville bruge kernevåben. Hermed er vi inde på emnet forkøbsslag (preemption). Fra 1950’erne viede sovjetiske strateger (såvel som de amerikanske) emnet stor opmærksom- hed ud fra den overvejelse, at et forkøbsslag kunne være afgørende for krigens udfald. En entydig sovjetisk bekendelse til forkøbsslag er blevet fremdraget i forbindelse med nærværende undersøgelse i form af forsvarsminister marskal Sjukovs hemmelige tale i Berlin i marts 1957, der var præget af NATO’s opstilling af kernevåben i Tyskland og Sovjetunionens begrænsede kapabilitet på kernevåbenområdet på dette tidspunkt.47 Med Sovjetunionens voksende kapabilitet i 1960’erne og efterhånden sikrede andetslagsevne blev forkøbsslag på det strategiske niveau i mindre grad et spørgsmål om liv eller død for Sovjetunionen og blev i første række en opgave for frontarmeerne. Ifølge Vorosjilov-forelæsningerne fra 1970’erne skulle man søge at foretage forkøbsslag med operationelle og taktiske kernevåbenstyrker, men dog kun hvis fjenden havde slået til, eller det stod klart, at han ville gøre det. Det skal bemærkes, at Sovjetunionen betragtede forkøbsslag og den såkaldte „launch on warning“ som påtvungne operationer, der ikke stred mod den principielle doktrin om ikke førstebrug. Den altafgørende faktor ved forkøbsslag ville være præcis viden om, hvilket klargørings- og beredskabsniveau modpartens styrker befinder sig på. En så- dan viden måtte fremskaffes gennem alle tænkelige kanaler. Af østtysk materiale fremgår ret detaljeret, hvad man betragtede som „Kendetegn på den forestående overgang til kernevåbenindsats ifølge NATO’s øvelsespraksis“, og hvad der ville være afgørende for ens egen beslutning om at bruge kernevåben.48 At dømme ud fra øvelsesmaterialet og forelæsningsmaterialet mente Sovjetunionen det tilsyneladende alvorligt, når den i 1970’erne erklærede, at den ikke som den første ville bruge kernevåben og altså ikke tænkte i baner af et præventivslag, blot fordi der var opstået en international krise. Derimod er der næppe tvivl om, at forholdsordren foreskrev forkøbsslag i det enkelte krigsteater, hvis det stod klart, at Vesten stod umiddelbart over for at gøre alvor af sin option om førstebrug af kernevåben. Frontens kernevåbenstyrker ville her få en hovedopgave. Dette siges klart i Vorosjilov-forelæsningerne, hvor det hedder: „Afhængigt af situationen bør man forpurre fjendens brug af kernevåben ved at rette slag med operativt-taktiske kernevåben, slag med fly og med konventionelle våben, og hurtigt udvikle angrebet for at fuldende fjendens tilintetgørelse og gribe vitale strategiske områder“.49

47 Superpower under Pressure: The Secret Speech of Minister of Defense Marshal Zhukov in East Berlin, March 1957. By Svend Aage Christensen and Frede P. Jensen. Findes på PHP’s hjemmeside (http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection_19/texts/Zhukov.pdf). 48 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 78. Her bygges på materiale fra øvelsen Jug-78. 49 Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Voroshilov Lectures, Vol. I, s. 248.

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 601 Kap. 52 rettet V 06/06/05 15:14 Side 602

Det fremgår af højt klassificeret polsk materiale brugt under en øvelse i 1972, jf. nedenfor, at de polske kernevåbenstyrker i tilfælde af krig ville blive bragt hurtigt frem til positioner nær zonegrænsen i Tyskland uden tvivl med henblik på også at kunne stå til disposition for forkøbsslag. Det skal bemærkes, at Sovjetunionen og Polen uddannede styrker, der på forskellig vis skulle træde i funktion i en situation, hvor forkøbsslag meldte sig. Agenter (heriblandt radiooperatører) var uddannet til at varsle om indikatorer på et forestående kernevåbenangreb, en virksomhed der fik et omfattende omfang i begyndelsen af 1980’erne, hvor den sovjetiske ledelse mente at leve under en øget trussel om et vestligt atomangreb, jf. fremstillingen i kapitel 79. Hertil kom specialstyrker, der i hemmelige operationer skulle indsæt- tes mod vestlige kernevåbenstyrker med henblik på at forstyrre deres opgaver. Sovjetunionen uddannede sådanne styrker fra koreakrigens tid.50 De fik senere navnet „spetsnas“. Polen gik på et tidspunkt også over til at uddanne så- danne specialstyrker.

Sammenfatning (se kap. 53)

50 Pavel Sudoplatov og Anatolij Sudoplatov, Uønsket vidne. Special Tasks. En sovjetisk spionchefs erindringer, 1994, s. 376ff.

602 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 603

53 · Vurderingen i dag: planlægningen af operationer mod Slesvig-Holsten og Danmark

Da den polske generalstab i 1961 foreslog og fik accepteret i Moskva at lede Nordfront-operationen mod Nordtyskland/Nederlandene og Danmark som en (relativt) selvstændig frontoperation inden for de samlede Warszawapagt- operationer i dette krigsteater, skete det som nævnt i kap. 24 efter overordnede retningslinjer udstukket af den sovjetiske generalstab. Denne har givetvis også gennem årene holdt øje med den polske planlægning og sørget for, at de nødvendige kurskorrektioner blev foretaget. Planen foreskrev som omtalt en indsættelse af tre polske armeer i en frontoperation med to akser. Den ene armé skulle trænge gennem Nordtyskland, besætte den nordlige del af Nederlandene og nå frem til Nordsøen, medens den anden skulle gå op i Jylland. Disse to armeer skulle umiddelbart indsæt- tes mod deres mål, medens den tredje polske armé skulle danne 2. echelon og først indsættes efter ca. en uges kampe med henblik på at bekæmpe NATO’s Centralregions mobiliserede reserver og gå frem mod den belgisk- franske grænse. En nærmere beskrivelse af de polske armeers planlagte operationer i de første faser af en krig mellem øst og vest i 1970’erne findes i et i forbindelse med undersøgelsen fremdraget nyt, vigtigt polsk kildemateriale. Der er tale om en „Operationsbefaling for Nordfronten nr. 001“ dateret „Warszawa den 10. april 1972“, hvortil slutter sig en „Plan for deployering af Nordfrontens styrker“. De er begge udsendt af den polske generalstabschef og hans næst- kommanderende og må betragtes som materiale fra en polsk stabsøvelse på højeste niveau. Der er tale om et kildemateriale, der tilsyneladende er tæt på den polske operationsplan, hvilket navnlig fremgår af en række bilag, der bl.a. indeholder yderst sensitive oplysninger om antal og typer af de masse- ødelæggelsesvåben, der var tildelt de polske armeer.1 Det fremgår af et styrkesammenligningspapir, der indgår som et af bilagene til den nævnte deployeringsplan for Nordfronten, at polakkerne i den samlede Nordfront-operation på dette tidspunkt forudså at indsætte 16 divisioner – heraf fem panserdivisioner – svarende til 138.401 mand, 3.182 kampvogne og 508 fly. Over for disse styrker ventedes at stå NATO-styrker omfattende i alt 11 divisioner, heraf én panserdivision, eller en samlet styrke på 161.825 mand,

1 Dyrektywa operacyjna Frontu Pó¢nocnego nr 001, Warszawa, dnia 10 kwietnia 1972 r.[Operationsbefaling for Nordfronten nr. 001, Warszawa, den 10. april 1972]. 6155/76/11. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej [Flyvevåbenets og luftforsvarets arkiv].

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 603 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 604

2.136 kampvogne og 657 fly. Det indebar, at Warszawapagt-styrkerne mand- skabsmæssigt var underlegne, men at de havde en fordel på kampvognsområ- det på 1,5:1, og igen var underlegne på flyområdet, hvor styrkeforholdet var 1:1,3.2 Med mindre de polske styrker fik hjælp fra østtyskere eller fra sovjetiske styrker, havde de ifølge den gængse teori inden for Warszawapagten ikke basis for en angrebsoperation. Det skal måske ses i sammenhæng med det her skildrede styrkeforhold, at man under øvelsen „Val-74“ forberedte forstærk- ning af de polske styrker i det nederlandske rum gennem overførsel af en kampvognsdivision fra Esbjerg (!).3 Denne overførsel skulle ske på fire danske færger. Her som i flere andre øvelsessammenhænge optræder de danske færger som en betydelig sømilitær transportressource. I virkeligheden var der forudsat en tæt polsk-sovjetisk koordination, idet Sovjetunionen ikke blot skulle levere kernevåben og mange af de indsatte fly, men også påtog sig at lede de sømilitære operationer (med undtagelse af landsætningsoperationen) i forbindelse med tilkæmpelsen af søherredøm- met over den vestlige Østersø og de danske farvande. Hovedparten af den øst- tyske og den polske flåde ville ved krigsudbruddet blive underlagt chefen for den sovjetiske østersøflåde. Samarbejdet og underlæggelsesforholdet i den situation blev fastlagt gennem en stadigt revideret dokumentsamling „Baltika“ – som der er hyppige referencer til i øvelserne.4 En egentlig formel krigs-

2 Bilaget: 3. Stosunek si¢ [Styrkeforhold]. 6155/76/11. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej. – Dette underbilag indgår sammen med fem andre som bilag til dokumentet Plan przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker]. Af bilagene til deployeringsplanen er det mest omfattende Za¢acznik˛ nr 1 do planu operacji Frontu Pó¢nocnego [Bilag nr. 1 til operationsplanen for Nordfronten], der har titlen Tabela przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Oversigt over deployering af Nordfrontens styrker], der over 10 sider detaljeret viser de polske styrkers flytning i krigssituationen fra deres hjemsted til deres forberedte udgangsområde i DDR. Til denne oversigt slutter sig Za¢acznik˛ nr 2 do planu operacji Frontu Pó¢nocnego [Bilag nr. 2 til operationsplanen for Nordfronten] med titlen Przebazowanie jednostek 14 AL do rejonu wyj´sciowego do operacji [Flytning af 14. Luftarmés enheder til deres operative udgangsområde]. Der findes således samlet i arkivet: (1) en operationsbefaling for Nordfronten udsendt af den polske generalstabschef og dennes næstkommanderende, (2) en plan for deployering af Nordfrontens styrker udsendt af den polske generalstabschef og dennes næstkommanderende, (3) en række bilag til deployeringsplanen. – Klassifikation for dokumenterne er „Tajne spec. znaczenia“ [„Yderst hemmeligt“]. Ifølge stempel er der tale om eksemplar nr. 3. – Alle dokumenterne har, som det fremgår af en påstemplet formulering, været brugt i øvelsessammenhæng, men vurderingen er i denne undersøgelse, at de alle – med deres høje klassifikation og specifikationsgrad – står den da gældende polske operationsplan ret nær. Stabsøvelserne tog, som nævnt, typisk udgangspunkt i de reelle styrkeforhold, egne som modpartens. (1) operationsbefalingen og (2) planen for deployering kan være i forvejen udarbejdede dokumenter, eller hvad der i den danske militærterminologi kaldes en „Foreløbig befaling“. En sådan udgør en slags skabelon, der kan passes til efter situationen og hurtigt iværksættes. Bilagene med deres mylder af yderst sensitive enkeltoplysninger, bl.a. om de tildelte masseødelæggelsesvåben og om hvor mange af disse, der skulle anvendes i det første kernevåben- slag, kan være – som deres overskrift lyder – hentet fra den da gældende polske operationsplan. Samtlige papirer må vurderes at være nye og særdeles vigtige kilder til belysning af Polens planlagte operationer i krig i 1970’erne. 3 DVM 10/33857. BA-MA. 4 For dokumentsamlingen „Baltika“, som i 1980’erne omfattede mere end 40 dokumenter, se Friedrich Elchlepp m.fl., Volksmarine der DDR. Deutsche Seestreitkräfte im Kalten Krieg, 2000, s. 103 ff.

604 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 605

tidsorganisation blev som tidligere omtalt først indført efter den her skildrede periodes slutning (i 1979) under indtryk af, hvad man opfattede som en voksende militær trussel fra Vestens side. Det fremgår af øvelsesscenarierne og af det omfattende kortmateriale fra øvelserne, at angrebet på Danmark omfattede indsættelse af fly, flåde- og landstyrker med henblik på besættelse af landet og gennembrud af de danske stræder inden for en periode af 10-12 dage. I de første timer af en storkrig ville sovjetiske fly angribe militære nøglepunkter (hovedkvarterer, radarstationer, flåde- og flyvestationer, kystforter, raketbatterier m.m.). Samtidig ville et angreb af østtyske og sovjetiske enheder blive sat ind mod den vestlige Østersø med henblik på at rense den for flådefartøjer fra NATO-landene og efterfølgende skabe et gennembrud af stræderne i en kombination af angrebsoperationer og minerydningsoperationer. Når søherredømmet var blevet etableret i den vestlige Østersø og i indløbet til de danske stræder, ville der blive indledt landsætningsoperationer mod Sjælland og Falster. På krigens tredje dag skulle Slesvig-Holsten angribes af en polsk arme, der var blevet forlagt til Mecklenburg fra Pommern. Denne skulle i hurtige operationer trænge over Kielerkanalen og ind i Jylland, der skulle erobres efter få dages kamp. I begyndelsen af 1960’erne øvedes som nævnt ovenfor kernevåbenkrig fra fjendtlighedernes start. Fra 1960’ernes anden halvdel tog man som regel udgangspunkt i konventionelle operationer, der kunne gå over i en nuklear fase. Eller man øvede konventionel krig og kernevåbenkrig som to separate øvel- sesfaser. Det siger sig selv, at der forestod den polske generalstab i Warszawa ganske omfattende opgaver af planmæssig og efterretningsmæssig karakter, idet den som nævnt havde det overordnede ansvar for erobringen af såvel det danske landområde som af Nordtyskland og Nederlandene. Undersøgelser af den generelle krigsplanlægning i Polen – herunder også af den løbende kontakt med generalstaben i Moskva – vanskeliggøres desværre stadig af begræns- ninger med hensyn til kildeadgang. Kun for den polske flådes vedkommende har det været muligt at give et vist indblik i nogle af de mange opgaver af forberedende karakter, der skulle løses. I det følgende vil der med udgangspunkt i det nu tilgængelige ganske omfattende østtyske og polske materiale blive søgt at kaste lys over de planlagte operationer mod Danmark, der vil blive behandlet under hovedoverskrif- terne „Gennembruddet af stræderne“, „Operationen mod Sjælland“ og „Operationen mod Jylland“. Da der som nævnt ikke har været adgang til de russiske militærarkiver fra Sovjetperioden, har det ikke været muligt mere detaljeret at behandle det sovjetiske luftvåbens omfattende operationer i det danske luftrum i en konflikts forskellige faser.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 605 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 606

Gennembruddet af stræderne

De Forenede Østersøflåders gennembrud af de danske stræder for at kunne komme ud til Kattegat, Skagerrak og Nordsøen var en hovedoperation, der blev indøvet i øvelse efter øvelse fra 1961 og helt op i 1980’erne. Som et eksempel blandt mange skal blot nævnes den store operativt-taktiske øvelse „Val- 77“ (27. juni-7. juli 1977), der som øvelsestema havde: „Forberedelse og fø- ring af frontens angrebsoperation i kystretningen i samvirke med flådestyrker for at tilintetgøre grupperinger af land- og søstridskræfter og indtage Bælt- og Sundzonen“. Erobring af de danske stræder indgik som øvelsestema – side- ordnet med de operative manøvregruppers omfatning af modparten – sidste gang i en Warszawapagt-øvelse i den operativt-strategiske stabsøvelse „Sojus-83“ (30. maj-10. juni 1983), der som overordnet tema havde planlægning og fø- ring af den strategiske operation på den vestlige krigsskueplads. Erobring af stræderne blev kort nævnt i en taktisk landsætningsøvelse fra juni 1986 ledet af den polske admiral K. Bossy.5 Fra sovjetisk side var gennembruddet af stræderne fra 1960’erne dikteret af behovet for at kunne føre flådestyrker, både overfladeenheder og ubåde, ud i Nordsøen og videre ud i Atlanten. Der var overordnet set tale om en defensiv foranstaltning, hvor man skød det sømilitære forsvar langt frem for at kunne rette slag mod vestlige overfladestyrker og forstærkningskonvojer på vej til Danmark og de danske stræder. Hovedsigtet var at svække angreb fra de frygtede vestlige hangarskibsgrupper, hvis kernevåbenbærende fly opfattedes som den største trussel mod såvel det østlige bagland som mod de fremrykkende østlige styrker. Derudover ønskede man med udgangspunkt i besiddelsen af Jylland at skabe en flankesikring for det landmilitære fremstød gennem Nordtyskland og Nederlandene. Denne problematik spillede en stor rolle i de forskellige militærteoretiske overvejelser, der blev gjort i Warszawapagt-landene i begyndelsen af 1960’erne, således i den tidligere omtalte studie fra sommeren 1963 af den polske kommandør Jan Pinkiewicz om den polske flådes aktiviteter i krigens start. At dømme ud fra studiens afsluttende bemærkninger rummede den „flådens generelle synspunkter på udnyttelsen af flådestyrker i begyndelsen af en krig“.6 Det siger sig selv, at de overordnede rammer for studien ikke var

5 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971-1987“, Bl. 86 (øvelse “Val-77“); Bl. 184 (øvelse “Sojus-83“); Bl. 218, 221 (øvelse 9.-14. juni 1986). BA-MA. 6 Jan Pinkiewicz, Dzia¢ania si¢ Marynarki Wojennej w pocz˛atkowym okresie wojny [De polske flådestyrkers aktiviteter i krigens start] (31pp). Archiwum Marynarki Wojennej 3616/79/4 af 30. august 1963. – Studien er vedlagt kontreadmiral Ludwik Janczyszyns brev til oberst E. Wi´sniewski, redaktør af My´sl Wojskowa [Den militære tanke] og Biuletyn Informacyjny Sztabu Generalnego [Generalstabens informa- tionsbulletin], i hvilket admiralen anbefaler studien til optagelse i en af de nævnte publikationer. Ifølge dette brev blev der i studien behandlet problemer vedrørende blokaden (!) af de danske stræ- der samt overførsel af styrker til Nordsøen, „hvilket ikke hidtil var blevet nævnt i vore publikationer“.

606 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 607

polske, men var tidens sovjetiske sømilitære doktriner, som studien således også bliver en kilde til. Ifølge Pinkiewicz’s studie havde de Forenede Østersøflåder følgende hovedopgaver under en fremtidig krigs betingelser:

– Tilintetgørelse af fjendens styrker i eller på vej til Østersøen; – Besættelse af de danske stræder. Skabelse af betingelser for at overføre flådestyrker til Nordsøen gennem minestrøgne render, skabelse af et ob- servations- og varslingssystem og opbygning af et basesystem i området; – Overførelse af de forenede flåder til operationer i Nordsøen og Atlanten; – Operationer mod fjendens forbindelseslinjer til søs og sikring af egne forbindelseslinjer i Østersøen.

Under en uddybning af disse punkter siges det, at de østlige flåders opgaver burde rettes mod likvideringen af de „grundlæggende trusler“, hvorved der navnlig blev forstået den trussel, der udgik fra vestlige hangarskibsgrupper. Hvis ikke disse blev svækket eller tilintetgjort ville egne styrkers aktiviteter på land og eller vand være paralyseret, hed det (s. 9). Som en anden grundlæg- gende opgave blev nævnt tilintetgørelsen af fjendens flådestyrker i Østersøen. Studien understregede den tætte sammenhæng mellem forceringen af de danske stræder og en heldig gennemførelse af landsætningsoperationen mod Sjælland – som var hovedopgaven for den polske flåde. Det hedder herom (s. 10): „Forcering af de danske stræder med det mål at sikre udgang til Nordsøen for de Forenede Østersøflåder er betinget af og tæt knyttet til op- nåelse af succes for landsætningsoperationerne og erobring af øerne. Man må tage i betragtning, at udførelse af denne opgave vil forløbe under betin- gelsen af stærk modstand fra fjenden og brug på den ene side af kernevåben og fly især i Sundet og Storebælt, på den anden side af ubåde og overfladefar- tøjer i områderne Skagerrak og Kattegat og ved udgangen til Nordsøen“. Samtidig blev det understreget, at den påfølgende rensning af vandveje, havne og baseområder ville være en meget vanskelig opgave. Studien rummer omfattende kommentarer om gennemførelsen af en landsætningsoperation. Disse vil blive omtalt nærmere nedenfor i det særlige afsnit om denne operation. Det skal her blot understreges, at gennemførel- sen af den betragtedes som afgørende for at nå de maritime mål, „for kun ved hjælp af landsætningsoperationer kan man nå det grundlæggende mål“ (s. 9). Kernevåben ville spille en hovedrolle ved såvel gennemførelsen af landsæt- ningsoperationen som ved de angreb, der skulle rettes mod NATO’s flådestyr- ker i området. Den hurtige udvikling af kerne- og missilvåbnene sammen med hurtigt gennemførte operationer bevirkede, at man kunne svække eller tilintetgøre flådestyrker i et første angreb, hed det. Til angrebet mod stræ- derne burde der indsættes styrker, der havde stor manøvreevne og mulighed

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 607 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 608

for at holde sig i højt beredskab. Der blev specielt nævnt større og mindre missilfartøjer, torpedobåde og undervandsbåde. Efter besættelsen af de danske stræder kunne man vente at få opgaven at føre angrebsstyrkerne ud i Nordsøen. Hertil krævedes indsats af specialgrup- per af minefartøjer og mindre enheder (s. 21). Ifølge studien viste teoretiske undersøgelser, at der krævedes 7 dage til at føre styrkerne ud i Nordsøen. Så meget for den sømilitære analyse, hvis enkelte temaer uden vanskelighed kan følges i de følgende års øvelsesmateriale. Det fremgår af såvel øvelser som af de militærteoretiske overvejelser at betænkelighederne ved at iværk- sætte landsætningsoperationen er voksende i 1970’erne, selv om planerne aldrig opgives. Til gengæld synes Jylland at få øget østlig opmærksomhed i 1970’erne og – måske i endnu højere grad – i 1980’erne. Om dette vidner et papir fra 1975 fra den polske flådestabs operationsafdeling med titlen „Den jyske halvø og de danske øer. Nogle problemer forbundet med den operative forberedelse af krigsteatret“. Papiret rummer sammenfatningen af et stort efterretningsmateriale i form af en gennemgang af kystbyer/havne (herunder også havnebyerne i Slesvig-Holsten), samtlige forter (med koordinater og udførlige oplysninger om bevæbning), landsæt- ningsområder med opregning af geografiske karakteristika m.m. Teksten er klart desillusioneret med hensyn til at gennemføre landsætningsoperationer i Danmark. I de afsluttende bemærkninger (s. 48f) blev det således påpeget, at det var meget lettere at gennemføre forsvarsopgaver end angrebsopgaver i det område, der omfattede den jyske halvø og de danske øer. Hverken Jylland eller øerne var velegnede som landsætningsområder. Disse lå hovedsageligt i afskærmede bugter eller var velforberedt til antiinvasionsforsvar. I stedet blev det påpeget, at afsnit af de danske kystområder på grund af deres karakteristika med samme held kunne anvendes til udladning af tropper og materiel som til landsætning. Et godt kendskab til områderne ville derfor have væsent- lig betydning ikke blot for forberedelse til landsætningsoperationer, men også for organiseringen af eget forsvar mod landsætning.7 At de danske stræder kunne spille en rolle som udgangspunkt for vestlige landsætningsoperationer mod polske kyster spillede tilsyneladende også i 1970’erne en rolle i polsk planlægning, således som det navnlig havde gjort i 1950’erne. I den tidligere omtalte „operationsbefaling for Nordfronten“ fra april 1972 omtales ud over imødegåelse af et vestligt angreb i aksen Han- nover-Stendal-Berlin-Torun afvisning af en vestlig luftlandsætnings-/landsæt-

7 Pó¢wysep Jutlandzki i wyspy du´nskie. Niektóre problemy operacyjnego przygotowania teatru [Den jyske halvø og de danske øer. Nogle problemer forbundet med den operative forberedelse af krigsteatret]. Gdynia 1975, 50pp. Archiwum Marynarki Wojennej. 4109/99/9. Sztab Marynarki Wojennej. Oddzia¢ Operacyjny [Flådestabens operationsafdeling]

608 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 609

ningsoperation i Ko¢obrzeg-området (80-90 km nordøst for Szczecin) i stør- relsesordenen op til to divisioner.8 Flådestabens papir fra 1975 sluttede med nogle betragtninger om Jylland, der blev tildelt stadig voksende betydning for NATO. „Man skal være opmærk- som på“, hedder det (s. 50), „at i forhold til tidligere er Jyllands rolle vokset væsentligt og vil fortsætte med at vokse. I Atlantpagtens strategiske planer vinder dette område voksende betydning som forsyningsområde for NATO’s samlede styrker i Europa.“ Den voksende betydning sættes i forbindelse med Frankrigs udtræden af det integrerede militære samarbejde, der har ført til kompenserende investeringer uden for Frankrig. „Disse investeringer er i meget stort omfang lokaliseret på den jyske halvø“, hedder det noget overdrevet.

Kampopgaver Warszawapagt-landenes opgaver under krig var fordelt således, at DDR’s Volksmarine og den sovjetiske Østersøflåde havde ansvaret for at bryde forsvaret af de danske stræder og for overførelsen af enheder til Nordsøen, medens den (svagere) polske flåde som hovedopgave havde ansvaret for landsæt- ningsoperationen mod Sjælland. Til at udføre operationerne sammensattes af de tre østflåder et stort antal såkaldte „skibsslaggrupper“ og „flyslaggrup- per“(hvor ordet „slaggruppe“ svarer til NATO-landenes „task force“), under øvelsen „Val-77 (27. juni-7. juli 1977) således 22 skibsslaggrupper og fire fly- slaggrupper.9 En afgørende opgave hvilede på Volksmarine, der jo befandt sig tæt ved kampzonen. Det fremgår af øvelsesmaterialet, at den havde meget vigtige opgaver at løse allerede inden et krigsudbrud. Volksmarine skulle gennemføre omfattende efterretningsoperationer forud for krigen for at bestemme og lo- kalisere de vestlige aktiviteter. Umiddelbart efter krigsudbruddet havde den som hovedopgave i hurtige operationer at rense den vestlige Østersø for fjendtlige enheder – om nødvendigt støttet af sovjetiske enheder – og deltage i gennembruddet og besættelsen af stræderne ved at gå mod Storebælt og den sydlige indgang til Sundet. En anden hovedopgave for Volksmarine var at yde flankesikring for land- sætningsoperationen mod Sjælland, således at vestlige enheder ikke gennem Femer Bælt kunne angribe landsætningsflåden i siden. Hertil burde der ifølge admiral Gorsjkovs udtalelser under øvelsen „Taifun“ (15.-25. august

8 Dyrektywa operacyjna Frontu Pó¢nocnego nr 001, Warszawa, dnia 10 kwietnia 1972 r. [Operationsbefaling for Nordfronten nr. 001, Warszawa, den 10. april 1972], s. 1. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej, 6155/6/11. 9 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 90. BA-MA.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 609 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 610

1967) afsættes to til tre skibsslaggrupper.10 En lignende flankesikring af inva- sionsflåden skulle ydes af den sovjetiske flåde mod angreb fra øst. I mange øvelser forberedes også en afskærmning mod Grønsund – i form af en an- grebsminespærring ved sundets sydlige udgang, evt. også i dele af Femer Bælt – for at forhindre, at vestlige torpedobåde kunne foretage et flankeangreb ad denne vej.11 I rensningsfasen skulle man trænge ind i Kiel Bugt og tilintetgøre de vestlige flådestyrker her, og samtidig umuliggøre vestlige forberedelser til land- sætning. Dette skulle ske under dække af jagerfly og jagerbombere.12 Volks- marine formerede til dette formål en række slaggrupper (5-6) bestående af missilbåde og motortorpedobåde, der havde som opgave at rette angreb mod de vestlige enheder, indtil de var tilintetgjort eller fordrevet. Opnåelse af sø- herredømmet var forudsætning for indledning af minerydningsoperatio- nerne i de danske farvande, hvor østtyskerne havde ansvaret for rydning af en passage gennem Storebælt (foretaget af en minerydningsbrigade bestående af et antal grupper13). Rydningen skulle dækkes af et antal slaggrupper samt af artilleri (om muligt fra Lolland og Sjælland). Sovjetunionen havde ansvaret for at rydde en passage gennem minespærringerne i Øresund. I alle til- fælde i 1970’erne synes man umiddelbart forud for et krigsudbrud at have flyttet skibsslaggrupper til såvel Kiel Bugt som til indsejlingen til Øresund med henblik på en meget hurtig indsættelse mod vestlige slaggrupper og formentlig også danske minelægningsaktiviteter. Alt i alt havde såvel Volksmarine som den sovjetiske Østersøflåde store og krævende opgaver at udføre ved et krigsudbrud i form af angreb på forsvars- positionerne i Øresund og Storebælt og måtte påregne at lide betydelige tab i en krigs første dage. Når man alligevel forventede at kunne løse opgaven, byggede det på flere forhold. For det første var det klart, at øst skibstype for skibstype gennem årene besad i alle tilfælde en kvantitativ overvægt. Under øvelsen „Val-77“ blev det fremhævet, at der for at opnå søherredømme skulle tilstræbes et styrkeforhold på 2:1. Dette blev for den vestlige Østersøs vedkommende under denne øvelse opnået ved, at Volksmarine fik tildelt de nødven- dige skibsslaggrupper og jagerbombere fra den sovjetiske Østersøflåde.14 Men hertil kom for denne periodes vedkommende tilstedeværelsen af nye militære optioner foranlediget af den militærteknologiske udvikling eller

10 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970“, Bl. 163. BA-MA. 11 Således i øvelsen „Sever-73“ (26.-31. marts 1973), jf. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 27. BA-MA. 12 Således øvelsen den 7.-12. september 1964, jf. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956-1970“, Bl. 121. BA-MA. 13 Under øvelsen „Val-77“ indsatte Volksmarine i rydningsarbejdet fire af sine egne og seks tildelte rydningsgrupper, to sprængningsafdelinger samt fire helikoptere. DVM 10/36851. BA-MA. 14 Jf. DVM 10/36851. BA-MA.

610 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 611

Udsnit af Slesvig- Holsten og Nordtysk- land fra øvelsen „Val-77“. (Militærarkivet i Freiburg).

mere specifikt den nye missilteknologi, hvor Sovjetunionen var førende. Warszawapagt-landene introducerede i begyndelsen af 1960’erne sømålsmis- silet P-15 (NATO-betegnelse Styx) på deres hurtigtgående missilbåde af typen „Projekt 205“ (NATO-betegnelse Osa-1). Volksmarine havde i 1965 fået 12 af disse fartøjer (i 1971 havde man 15), der hver havde fire missiler med sig. Af disse enheder skulle otte altid teknisk være klar til indsættelse. De østtyske missilbåde udgjorde hovedvåbenet i de (5-6) skibsslaggrupper, som Volks- marine ville formere ved en krigs begyndelse og bruge i offensive operationer. Den afgørende pointe er, at disse missilbåde var førende internationalt set,15 og først i midten af 1970’erne fik de vestlige flåder med Harpoon- og Exocet-missilerne et tilsvarende våben. Den danske flåde indførte Harpoon- missilet i 1979. Øst havde altså en våbenmæssig overlegenhed i forbindelse med angrebsoperationer i Østersøområdet frem til anden halvdel af 1970’erne og kunne planlægge offensive operationer i et omfang, man ikke havde kunnet tidligere på basis af det gængse skibsartilleri. På andre områder var billedet ved at ændre sig i begyndelsen af 1970’erne. Problemet synes at være voksende vestlig flåde- og flykapacitet på en række områder. Allerede fra 1950’erne var de avancerede vestlige ubåde – der i 1970’erne ventedes indsat i Østersøen i en størrelsesorden af ca. 20 – blevet betragtet som et hovedproblem. Den vestlige ubådstrussel var ikke blevet mindre i årenes løb og blev fra Warszawapagt-landenes side søgt imødegået gennem omfattende, men tilsyneladende forgæves ubådsbekæmpelsesinitiativer. I 1980 erklærede den polske militære efterretningstjeneste sig i realiteten ude af stand til at spore de vestlige ubåde.16 Et andet hovedproblem var det fremtidige vestlige forspring på mineområ- det, der allerede nu aftegnede sig. Dette problem blev behandlet på et kilde-

15 Friedrich Elchlepp m.fl., Volksmarine der DDR. Deutsche Seestreitkräfte im Kalten Krieg, s. 186f. – Værket giver en grundig introduktion til Volksmarines opbygning og tekniske udvikling, men er tilbageholdende med at diskutere operationerne mod Danmark. 16 Ocena aktualnego stanu si¢ i srodków´ rozpoznania Marynarki Wojennej oraz przedsiewzi˛ ˛ ecia zmierzaj˛ace do jego usprawniania w latach 1981-85 [Vurdering af den aktuelle status for flådens efterretningsstyrker og -midler samt tiltag, der stiler mod at forbedre den i perioden 1981-1985]. Archiwum Marynarki Wojennej 3892/90/3.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 611 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 612

mæssigt velbelyst ekspertmøde i Kaliningrad 27.-30. september 1976. Her var fokus på den trussel, avancerede vestlige miner ville udgøre fra midten af 1980’erne. I et papir med titlen „Die Vorbereitung der dänischen Seestreitkräfte auf den Einsatz der Minenwaffe in der Sund-Beltzone [Danske søstridskræfters forberedelse på indsættelse af minevåbnet i Sund-Bælt- zonen] peges bl.a. på muligheden af indsættelse af amerikanske miner med nukleare sprænghoveder.17 Under øvelsen „Baltika-72“ (31. maj-7. juni 1972), der blev ledet af admiral Gorsjkov, beskæftigede man sig med den – som det betegnedes – „nye“ problematik“ omkring gennemførelse af aktive blokade- handlinger for at forhindre, at modparten førte nye reserver ind i Østersøen. Under den afsluttende øvelsesgennemgang krævedes en teoretisk og praktisk behandling af spørgsmålet.18 Under denne som under andre øvelser rejstes også spørgsmålet om behovet for organisering af en mere virksom luftstøtte på havet, specielt dækning af de østtyske flådestyrker med jagerbombere. Disse jagerbombere fik DDR, som det vil fremgå af det følgende, først i slutningen af 1980’erne. Der er således næppe tvivl om, at der i 1970’erne opstod en række nye udfordringer for Warszawapagt-flåderne i Østersøen med henblik på at kunne løse opgaverne i krigstid. I den variant af øvelserne, der omfattede kernevåbenindsats, indgik i 1970’erne også et antal kernevåbenangreb mod mål på havet for at ændre på styrkebilledet her. Indsættelse af kernevåben mod maritime mål havde dog et mærkbart lavere omfang end mod andre mål. I øvelserne „Sojus-72“, „Sever- 73“ og „Val-74“ kunne den samlede Østersøflåde disponere over 4-5 kernevå- ben, hvis krigen gik ind i den nukleare fase. Under øvelsen i 1972 var der beregnet fire kernevåben til indsættelse mod vestlige missil- og artilleriskibe i området Kiel bugt og Storebælt, medens der de følgende to år var beregnet to missiler (hver 10 Kt) mod fjendens skibsgrupperinger i dybden af opera- tionsretningen (Kattegat, Skagerrak og Nordsøen) samt mod Langelands- fortet. Langelandsfortet indgik i mange øvelser, og neutraliseringen af det eventuelt gennem kernevåben er et fast tema i øvelserne (således i „Sever“-73“ en bombe med 40 Kt-sprængkraft; en bombe af samme størrelse blev holdt som reserve).19 Det var som nævnt ovenfor i denne periode af afgørende betydning for Warszawapagten at få åbnet en minestrøget rute ud til Nordsøen for at kunne etablere positioner her til imødegåelse af NATO’s flådestyrker, specielt hangarskibe men også konvojer med forstærkninger til Danmark og Nord- tyskland. Hvis krigen trak ud, ville der også hurtigt blive behov for at føre

17 En række dokumenter fra mødet findes i DVM 10/36834. BA-MA. 18 Forschungsstudie zum Thema “Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 23. BA-MA. 19 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 16 (øvelsen „Sojus-72“); Bl. 27 (øvelsen „Sever-73“) samt Bl. 43 (øvelsen „Val-74“). BA-MA.

612 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 613

skibe tilbage til Østersøen for at få dem repareret og gjort kampklare igen. Gennembruddet af stræderne antog en anden karakter i 1970’erne, idet øst på grund af voksende vestlig kapacitet (især miner) imødeså voksende vanskeligheder for såvel en gennembrudsaktion som en landsætningsoperation, dels havde andre våben at indsætte til operationer mod mål i Nordsøen, eksempelvis langtrækkende jagerbombere. Det indebar dog ikke, at de to nævnte operationer var opgivet, men at de formentlig havde en lavere prioritet i starten af en krig. Fra sovjetisk side blev det betragtet som en af forudsætningerne for Nordfront-operationens succes, at der kunne foretages en hurtig åbning af Kielerkanalen med henblik på overførelse af orlogsfartøjer til Nordsøen. Det blev skønnet afgørende vigtigt, at der meget hurtigt kunne oprettes en flåde- base for Warszawapagt-styrker i den sydlige del af Nordsøen (Tyske Bugt), samtidig med at der blev oprettet en flådebase i Kiel Bugt. Flådebasens enheder skulle støtte Nordfrontens divisioner under deres bevægelse frem mod Den Engelske Kanal og skulle samtidig forhindre, at vestlige forstærkninger nåede Nederlandene eller den sydlige del af Jylland (Esbjerg). Allerede i den første store fælles flådestabsøvelse inden for Warszawapagten (30. september til 10. oktober 1961) er åbningen af Kanalen omtalt med henblik på etablering af et forpost- og sikringssystem i Helgoland Bugt.20 Under den af admiral Gorsjkov ledede øvelse „Priliv“ (10.-16. august 1963) skulle rydning af Kanalen begynde allerede D+2, og D+5 skulle luftforsvaret være på plads for støttepunkterne i Tyske Bugt.21 Ved at indsætte luftbårne tropper mod udvalgte punkter ved Kielerkanalen ville man uden tvivl søge at hindre, at danske tropper kunne operere syd for Kanalen, men målet var også at hindre ødelæggelse af installationer ved Kanalen og forhindre sænkning af skibe i den m.m. I en række teoretiske studier foretaget af såvel den polske som den østtyske flåde blev de forskellige aspekter af dette problem indgående behandlet. Muligheden af at overføre orlogsskibe fra Østersøen til Nordsøen – de måtte i så fald være små – ad lan- devejen blev også inkluderet i overvejelserne. Som baseringspunkter i Nordsøen nævnes i øvelsesmaterialet fra 1970’erne Cuxhaven, Wilhelmshaven og Borkum. Det nævnte basesystem skulle være klart fra D+10/12 og være under ansvar af chefen for en østtysk eskadre.22 Det skal nævnes, at Cuxhaven var et af de første mål for den polske armé, der skulle gå syd om Hamburg.

20 MA-VA. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/ Volksmarine 1956-1970“, Bl. 86. MA-BA. 21 DVM 10/5572. Side 000117 findes et kort over rydning af Kielerkanalen. MA-BA. 22 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- under Truppenübungen der Volksmarine 1971-1987“, Bl. 44 (øvelsen „Val-74“ 3.-13. september 1974). BA-MA.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 613 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 614

Fra 1977 omtales som en „grundlæggende opgave“ for østflåderne også afbrydelse af olie og gasleverancer fra felterne i Nordsøen.23 Det må forudsættes, at indsats af ubåde mod de vestlige overfladefartøjer i Nordsøen – i første række hangarskibe og større landsætningsskibe – gennem alle årene spillede en hovedrolle i den sovjetiske sømilitære strategi. Denne indsats var imidlertid i hovedsagen en opgave for Sovjetunionen og omtales kun sjældent i øvelsesmaterialet fra Warszawapagt-øvelserne. I øvelsesmateria- let fra 1970’erne omtales dog oprettelse i Nordsøen af „ tre ubådsvægge“. Det kan formodes at disse „vægge“ i forlængelse af ubådstaktikken fra anden verdenskrig har bestået af rækker af angrebsubåde på tværs af de ruter, de vestlige flådestyrker formodedes at ville befare.24 Af uddannelsesprogrammerne for de polske ubådsbesætninger fra midten af 1960’erne fremgår det, at polakkerne ud over at øve blokering af de danske stræder med ubådene også forberedte sig på opgaver fjernt fra egne baser. Af en rapport fra november 1965 fremgik, at hovedtemaet for 1965 havde været yderligere træning i løsning af de problemer, der knyttede sig til den operativt-taktiske indsættelse af ubåde under krig i området den vestlige Østersø, Nordsøen og Nordatlanten. Man havde således i 1965 bl.a. løst en taktisk opgave om afbrydelse af de vestlige forbindelseslinjer i Nordsøen og Nordatlanten, hvor man dels arbejdede selvstændigt dels sammen med enheder fra den sovjetiske Østersøflåde.25 I en papirøvelse i 1966 fortsatte man i dette spor, idet ubådscheferne i en første fase af øvelsen skulle fremlægge forslag til nyttiggørelse af ubådene under rekognosceringer omkring fjendens forbindelseslinjer i Nordsøen forud for et krigsudbrud og i starten af en krig. De polske ubåde skulle altså ifølge de her fremlagte forudsætninger være forlagt til Nordsøen inden starten af fjendtlighederne. Under øvelsen blev det foreslået at fremføre de fire ubåde til operationsområdet i Nordsøen i grupper med to i hver. Nået hertil blev det videre foreslået at indsætte ubådene efter „krydsermetoden“ og efter at have modtaget rekognosceringsoplysninger indsætte dem afhængigt af de vestlige konvojers sandsynlige kurser. Disse forslag til løsning af ubådenes operative opgaver blev ikke genstand for kommentarer og synes således at have været acceptable. Afslutningsvis behandledes muligheden af at basere ubåde på den norske kyst, efter at Danmark var erobret. I forbindelse med denne del af øvelsen – der vist som helhed ikke forløb helt tilfredsstillende – måtte øvelsesledelsen konstatere, at deltagerne udviste et utilstrækkeligt

23 Sst. Bl. 93 (øvelsen „Val-77“ 27. juni-7. juli 1977). 24 DVM 10/36851. BA-MA. 25 Sprawozdanie o przebiegu i wynikach studiów operacyjnych w 1. Brygadzie Okretów ˛ Podwodnych w roku 1965 [Rapport om forløbet og resultaterne af de operative studier i 1. Undervandsbådseskadre i året 1965]. 3 pp. – Rapporten er stilet til flådechefen viceadmiral Zdzis¢aw Studzi´nski og underskrevet af eskadrens chef kommandør Henryk Pietraszkiewicz. Archiwum Marynarki Wojennej. Korespon- dencja dot. Studiów TDW: 3351/70/65.

614 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 615

kendskab til den pågældende regions militære geografi. Øvelsen omfattede også forcering af en ubådsbarriere mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne for at komme ud i Atlanten.26 I takt med at det vestlige forsvar af stræderne i 1970’erne blev mere effektivt, har man fra østside ikke kunnet basere ubådsoperationerne i Nordsøen alene på ubåde fra Østersøen og har uden tvivl i fredstid forberedt tilførsel af ubåde til området fra Nordflåden. I det foreliggende øvelsesmateriale er der meget få indikationer på Nordflådens optræden i Nordsøen, men den omtales kort i øvelsen „Val-81“ (17. marts-4. april 1981).27 Fra vestlig side ventede man – som omtalt i kap. 51 – ligeledes, at et antal sovjetiske jagerbombere under krig ville passere Danmark på vej mod bombemål i Nordsøen. Der er i øvelsesmaterialet fra disse år ikke omtale af operationer mod svensk område eller mod svenske enheder. NATO udelukkede ikke, som vi har set i et tidligere afsnit, at Warszawapagten satte sig i besiddelse af den svenske Øresundskyst i forbindelse med et gennembrud af stræderne. Der findes dog ikke antydninger af dette i øvelsesmaterialet, og formentlig havde Warszawapagt-flåderne tilstrækkeligt med opgaver at udføre i Østersøen og strædeområdet og har været tilfredse med, at Sverige opretholdt sin neutrale status i tilfælde af krig. Under evalueringen af øvelsen „Val-74“ påpegede den østtyske flådechef, admiral Wilhelm Ehm, betydningen af at erobre Danmark hurtigt for at holde Sverige neutralt.28 Ifølge oplysninger fra den svenske forsker Wilhelm Agrell forelå der hemmelige aftaler om, at det svenske flyvevå- ben i en krigssituation skulle bistå Danmark med forsvaret af Sjælland.29 Det siger sig selv, at denne militære bistand, der må antages at være udsprunget af Sveriges hemmelige kontakter til USA – om hvilke der indtil videre vides meget lidt – i høj grad ville være betinget af situationens udvikling på Sjæl- land. Lidt overraskende kom Norge ind i billedet i anden halvdel af 1970’erne, idet der blev tilføjet landsætningsoperationer mod Sydnorge i umiddelbar forlængelse af erobringen af Danmark. Under øvelsen „Val-77“ beordredes denne videreførelse af operationerne – der i realiteten er den eneste udvidelse af operationsområdet igennem alle årene – iværksat fra D+13 eller

26 Notatka s¢u^bowa [Tjenstligt notat]. Archiwum Marynarki Wojennej. Sprawozdania z wyszkolenia i omówienia zcwicze´ ´ n 1966-67 [Rapporter om uddannelse og vurdering af øvelser]. – Notatet omhandler en øvelse på kort afholdt 1.-3. februar 1966 med temaet „Gennemtrængning af en forsvarslinje mod ubåde i Atlanterhavet og gennemførelse (sic!) og tilintetgørelse af fjendens kommunika- tionslinjer i Nordsøen“. Ifølge notatet, der er underskrevet af kommandør Stefan Tomiak, blev der under øvelsen vist „dårlig stabskultur“ i udfærdigelsen af dokumenterne. 27 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971-1987“, Bl. 152. BA-MA. 28 DVM 10/33860. Øvelsesgennemgang s. 64. BA-MA. 29 Oplysning meddelt under konferencen NATO, the Warsaw Pact and the European non-aligned 1949- 1975: Threat Assessments, Doctrines and War Plans. Longyearbyen (Spitzbergen), Norge 12.-14. juni 2003.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 615 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 616

D+14. Otte amfibiefartøjer skulle dirigeres mod Norge.30 Det er vanskeligt på det foreliggende grundlag at vurdere, hvilken vægt der skal lægges på denne udvidelse af operationsområdet, idet den nye landsætningsoperation dukker op på et tidspunkt, hvor man fra østside måske ikke har tillagt gennemfø- relsen af landsætningsoperationen mod Sjælland samme rolle som tidligere, jf. nedenfor. Måske skal indføjelsen af operationen mod Sydnorge i øvelses- materialet opfattes som en tilkendegivelse af, hvad man havde på ønskelisten og ville gennemføre, hvis en række brikker uventet faldt på plads. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den polske flåde, som omtalt ovenfor, i 1960’erne beskæftigede sig med muligheden af at basere ubåde på den norske kyst for derfra i en krig at kunne rette angreb mod de vestlige kommuni- kationslinjer.

Operationen mod Sjælland

Den polske generalstabs og flådestabs arbejde med planlægning af en land- sætningsoperation mod Sjælland kan på nogle punkter følges gennem et til undersøgelsen indhentet materiale fra det polske flådearkiv. Materialet kaster især lys over de efterretningsmæssige opgaver, der skulle løses forud for operationerne, over styrkeopbygning især af landsætningsfartøjer, samt endelig over forsøg på en teoretisk afklaring af de mange problemer, som en land- sætning på Sjælland og en forcering af stræderne indebar.

Efterretningsoperationer mod Danmark Som det nærmere er beskrevet i det næste kapitel om de østlige efterretningstjenesters aktiviteter over for Danmark, voksede aktiviteterne betydeligt fra slutningen af 1950’erne. På dette sted skal der blot omtales de meget omfattende indhentningsaktioner, som den polske militære efterretningstjeneste gennemførte i de danske kystområder som led i den operative forberedelse af et angreb på Danmark. Det står i dag klart, at under disse aktioner, der strakte sig over årtier, blev alle sømilitært relevante områder løbende besøgt, under- søgt og gennemfotograferet. Som følge heraf findes i det polske flådearkiv i Gdynia et meget omfattende kort- og billedmaterialemateriale vedrørende danske (og sydsvenske) kystforhold ud over det materiale, der i øvrigt dækker de militære forhold i Danmark. De polske efterretningsoperationer mod Danmark var inddelt i kategorier og omfattede ud over besøg af efterretningsfolk på militært interessante lokaliteter indsats af særlige hydrografiske fartøjer f.eks. i farvandet ud for Stevns

30 DVM 10/36851. BA-MA.

616 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 617

– der også blev besøgt af østtyske hydrografiske fartøjer. En særlig kategori af operationer udførtes af polske militærfolk, der forklædt som lystsejlere under omfattende efterretningsoperationer sommer efter sommer besøgte kyst- strækninger og havne i Danmark, og derudover også i Sverige, Forbundsre- publikken Tyskland, Holland og Belgien. Sejladserne i de danske farvande blev som tidligere nævnt foretaget i alle tilfælde fra anden halvdel af 1950’erne – men meget muligt også tidligere – og blev gennemført til ind i 1980’erne.31 Polske skoleskibe besejlede også tidligt hjemmevant danske farvande og havne. Som en sidste efterretningsindhentningskanal kan næv- nes polske officerers praktikophold på handelsskibe, der også var startet i 1950’erne og igennem 1960’erne og 1970’erne havde et omfattende omfang. I perioden 1976-80 gennemførte mere end 130 officerer praktikophold af en måneds varighed i den polske handelsflåde.32 I det følgende vil der blive set på de polske „lystsejleres“ aktiviteter i danske farvande, der i alle tilfælde i 1960’erne var direkte relateret til den operative planlægning i den polske generalstab og affødte en korrespondance, der blev ført på højeste militære niveau. I et brev fra den polske flådestab til generalstaben i Warszawa fra august 1964 omtales en „Rejseplan for flådefartøjer til udenlandske havne i 1964“. I den sammenhæng nævnes, at den polske flåde i indeværende måned gen- nemfører et togt med den „operativt-efterretningsmæssige jagt Kaper“ til danske havne. Målet for rejsen er at indhente oplysninger til brug for den operative forberedelse vedrørende de danske øer og stræder, især vedrørende Sjælland og Bornholm.33 I et andet brev fra flådestaben til generalstaben fra 1965 omtales ligeledes rejseplanen og specielt den sejlads, som jagten „Hetman“ foretog til Danmark i tidsrummet 4.-31. august 1965.34 Rejseruten var: Møn, Falster, Storebælt, Fyn med besøg i Faaborg, Svendborg, Nyborg,

31 En ret omfattende omtale af disse sejladser findes i Benjamin Weisers bog A Secret Life (2004) om Ryszard Kukli´nski. Kukli´nski udnyttede sin deltagelse i sejladserne i 1970’erne til at vedligeholde kontakten til CIA, hvis repræsentanter han blandt andre steder mødte i København. 32 Ocena aktualnego stanu si¢ i srodków´ rozpoznania Marynarki Wojennej oraz przedsiewzi˛ ˛ ecia zmierzaj˛ace do jego usprawniania w latach 1981-1985 [Vurdering af den aktuelle status for flådens efterretningsstyrker og -midler samt tiltag, der stiler mod at forbedre den i perioden 1981-1985]. Archiwum Marynarki Wojennej, 3892/90/3. – Dokumentet er en tale holdt af flådens stabschef på et møde med flådens ledende efterretningspersonel den 6. november 1980. 33 Kontreadmiral Ludwik Janczyszyn til Brigadegeneral Marian Graniewski (Generalstaben) af 27. august 1964. Archiwum Marynarki Wojennej. Korespondencja operacyjna ze Sztabem Generalnym [Operativ korrespondance med Generalstaben]. 3596/78/5 – I brevet gives besked om, hvorledes man skulle klare besøg af danske havnemyndigheder, politi og sejlklubber: „Den bedste og hurtigste måde at ordne alle formaliteter på, er en lille forfriskning. Hvis man ikke bruger denne skik, fører det negative konsekvenser med sig, så som begrænset opholdstid, begrænset bevægelsesfrihed i havn og endda forbud mod at gå i land“. 34 Kontreadmiral Ludwik Janczyszyn til Generaloberst Jerzy Bordzilowski (Generalstaben) af 12. – månedsangivelsen kan ikke læses – 1965. Archiwum Marynarki Wojennej. Korespondencja operacyjna ze Sztabem Generalnym [Operativ korrespondance med Generalstaben]. 3596/78/5.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 617 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 618

Skitser over landsætningsforholdene ved Køge Bugt og på Falster, udarbejdet af polske efterretningsfolk. Der er bl.a. informationer om bundforhold og om strandens beskaffenhed. En oversæt- telse af skitsens oplysninger findes i bilagene, bind 4. (Den polske flådes arkiv).

618 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 619

Odense, Aarhus. Tilbagerejsen foregik via Sundet med besøg i Holbæk, Helsingør, København, Rødvig, Fakse Ladeplads. Det nævnte brev fra 1965 rummer en udførlig omtale af de efterretningsopgaver, der ønskedes løst. „Kaperen“ havde således i 1964 taget billeder af Køge Bugt og indhentet værdifulde oplysninger af operativ taktisk betydning, som det hed. „Hetman“ skulle gennemføre et mere ambitiøst efterretningspro- gram, idet den skulle:

– undersøge muligheden af en sølandsætning i Fakse Bugt; – fastslå muligheden af at basere krigsskibe i havnene; – undersøge muligheden af at overføre tropper fra de fynske havne til Sjælland; – bestemme de navigationsmæssige/hydrografiske vilkår i de danske øers kystområder, især i Fakse Bugt.

Det fremgår af brevet, at „Hetman“ i 1965 havde udført følgende opgaver:

– Udført fotografiske optagelser af kysten på strækningen Fakse Ladeplads- Rødvig og fotopanorama fra havet af denne strækning samt undersøgt muligheden af en sølandsætning i dette område; – Udført optagelser af havnene i Rødvig og Fakse, fastslået dybden, kajens længde, havnens indretning og adgang fra havsiden, beskrevet veje og jernbaner i begge havnes bagland; – Fastslået muligheden af at basere og udruste i havnene i Faaborg, Svendborg, Nyborg, Odense og Holbæk; – Fastslået lokaliteten og udført fotografiske optagelser af torpedostationen i den vestlige del af Isefjorden samt af ikke nærmere indkredsede lokaliteter på Isefjordens østkyst; -– Udført optagelser af radarstationerne på Møn, Falster (ved Gedser) samt på den østlige tange ved indsejlingen til Isefjorden i området ved Spodsbjerg; – Fastslået eksistensen af en havn i Isefjorden i området ved Nebbe [?] i den vestlige del af Isefjorden og af en færgehavn i den østlige del, som ikke er synlige på kortene eller beskrevet i lodsbøgerne; – Udført fotopanorama af Møns og Falsters kyst fra Møns fyr til Gedser fyr.

Det står klart, at formålet med disse års sejladser, der som nævnt blev komplet- teret af undersøgelser på landjorden i de pågældende områder, var at levere oplysninger til brug for den polske generalstab ved detailplanlægningen af landsætningsoperationer mod Sjælland, men derudover også at bidrage til de egentlige sømilitære operationer ved at undersøge baseringsmuligheder i de enkelte havne etc. med henblik på konsolidering af erobringer og viderefø- relse af operationerne ud i Nordsøen. At dømme ud fra et spredt polsk efterretningsmateriale havde Bornholm ikke uventet høj prioritet.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 619 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 620

Efterretningssejladserne med lystjagter blev gennemført år efter år. Til rå- dighed for undersøgelsen har stået materiale frem til 1980. Fra dette år kendes en opgaveinstruktion for jagten „Mat“, der i juni-juli skulle besøge nordtyske havne fra Schleimünde til Lübeck, og for jagten „Bosman“, der i dagene 10. august til 5. september skulle anløbe havnene Rønne, København, Stubbekøbing, Korsør, Schleswig, Kiel, Travemünde, Lübeck. Interessen synes i denne periode at knytte sig til den vestlige Østersø. I denne fase af den kolde krig – hvor samtlige mål i Slesvig-Holsten og ved de danske kyster må antages at have været besøgt mange gange – synes opgaverne dog i højere grad at have karakter af uddannelse af søofficerer end af at være primære efterretningsoperationer.35 Der blev så vidt vides ikke fra danske myndigheders side lagt egentlige hin- dringer i vejen for de polske sejladser i danske farvande og besøg i danske havne. Ifølge polske kilder blev fartøjerne dog undertiden nøje overvåget, når de lå i havn.36 Det kan måske i dag undre, at der ikke blev grebet yderligere ind fra dansk side, da det efterretningsmæssige og planlægningsmæssige for- mål med sejladserne uden tvivl stod klart for de danske myndigheder, og da sejladserne havde et stort omfang. Meget muligt har de danske efterretningstjenester uden at slække på overvågningen til en vis grad set gennem fingre med operationerne, der også blev udstrakt til Færøerne, for at undgå, at danske handelsskibe og fiskefartøjer blev chikaneret af polske myndigheder. Som det fremgår af polske kilder benyttede Forsvarets Efterretningstjeneste og tilsyneladende med udgangspunkt i Bornholms Marinedistrikt fiskefartøjer i sit indsamlingsarbejde i Østersøen – i alle tilfælde i året 1970.37

Militærteoretiske overvejelser omkring gennemførelsen af en landsætningsoperation Ser vi på de militærteoretiske betragtninger, der blev anstillet fra polsk og øst- tysk side omkring gennemførelsen af en landsætningsoperation i Danmark,

35 Ifølge en polsk efterretningsoversigt fra 1980 (dokumentet „Ocena aktualnego stanu…“), jf. note 16, blev der i perioden 1976-1980 gennemført 10 efterretningssejladser med lystjagter. 36 Det fremgår af en rapport „Dotyczy sytuacji wywiadowczej Danii [Vedrørende efterretningsituatio- nen i Danmark] af 8. august 1971, der findes i Warszawa, Institut Pami˛eci Narodowej [Instituttet for den nationale erindring], 389/455, s. 56. Rapporten skildrer omstændighederne omkring den rejse til danske havne, som efterretningsjagten „Bosman“ havde foretaget i sommeren 1971. I havnene i København, Vejle, Fredericia, Kolding og Åbenrå forløb told- og politikontrol efter gældende regler. I Hundested blev der dagen efter den normale toldkontrol foretaget en ny kontrol af to personer, der var kørt hen til jagten og havde taget tolduniform på. De to danskere, der ifølge polakkerne ikke var særligt kyndige med hensyn til udfærdigelse af tolddokumenter, havde foretaget en ganske grundig undersøgelse af fartøjet og havde spurgt, om polakkerne kom fra militæret eller var civile. I Vejle blev fartøjet nøje overvåget, idet der holdt en bil i nærheden under hele besøget. I Fredericia havde en ekspedient i en boghandel afvist at sælge et detaljeret bykort med den begrundelse, at det ikke måtte sælges til udlændinge. 37 Institut Pami˛eci Narodowej, 389/455, s. 133 rummer en efterretningsnotits dateret 14. oktober 1970 om „o´srodek wywiadu na Bornholmie“ [Efterretningscenter på Bornholm]. Ifølge notitsen blev

620 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 621

er det tydeligt, at overvejelserne fra starten i høj grad fokuserede på de vanskeligheder, der var forbundet med at få en sådan operation til at lykkes. Et polsk papir fra den tidlige planlægningsfase – fra maj 1963 – med titlen „Nogle problemer omkring organisering, planlægning af og gennemførelse af landsætningsoperationer“ behandler nogle af spørgsmålene omkring en landsætning i Danmark, der var forberedt ved et kernevåbenangreb. Papiret etablerede en klar sammenhæng mellem det heldige forløb af frontoperationen på landjorden og landsætningsoperationens succes. Landsætningsope- rationen var mulig, hed det, hvis frontoperationen havde fremgang, hvis modparten brugte de fleste af sine fly på landfronten (her menes formentlig fronten i Tyskland), og hvis flådestyrkerne blev delvis berøvet deres baser, som blev indtaget af egne hærenheder (her tænkes formentlig på flådeinstallatio- nerne i Slesvig-Holsten). Hvis man ikke kunne opnå en gunstig situation i landoperationen, og hvis man ikke fik en effektiv fjernelse af fjendens muligheder for at indsætte kernevåben (til lands, til søs eller i luften), ville land- sætningsoperationen være dømt til fiasko og kunne resultere i meget mærk- bare tab (s. 8). Efter at disse forbehold var taget, blev såvel samlingen af landsætningsstyr- kerne som selve landsætningsoperationen beskrevet ret udførligt. Umiddel- bart efter det indledende kernevåbenangreb skulle missilfartøjer og andre enheder yderligere svække eller tilintetgøre antiinvasionsforsvarets stillinger. Tilsvarende skulle jagerfly og jagerbombere 10-20 minutter efter kernevåben- angrebet angribe antiinvasionsforsvaret. Selve invasionen skulle gennemføres i angrebsbølger med ikke mere end én bataljon i hver bølge. Afstanden mellem angrebsbølgerne burde være 2-3 sømil. 15-30 minutter efter kernevå- benangrebet burde man foretage luftlandsætninger i baglandet for at lamme og tilintetgøre fjendens reserver og lette landsætningen af styrkerne.38 I et papir fra den polske flådestab fra 1964 „Nogle problemer ved at gen- nemføre maritime operationer i dag“ blev der arbejdet videre på den ovenfor

centeret ledet af den danske kommandørkaptajn Jørgen Alfred Hviid. Det hedder videre, at Hviid i indhentningsarbejdet brugte danske fiskerkuttere, der udførte efterretningsarbejde i de områder, hvor de fiskede. Denne taktik var blevet ændret for ca. to måneder siden, idet centeret nu udpegede de områder af den polske kyst, hvor fiskeriet og efterretningsindhentningen skulle foregå. Det oplystes også, at der var gemmesteder i kutterne til særlige kort, og at de identificerede objekter først blev indtegnet på kortene, efter at man havde forladt polsk territorialfarvand. I en anden notits (Sst. s. 64) af 10. november 1970 bringes en „Charakterystyka Jørgena Alfreda Hviida“ [Karakteristik af Jørgen Alfred Hviid] med personlige oplysninger, karriereforløb, sprogkundskaber etc. Det oplystes, at han var chef for Marinedistrikt Bornholm og for kongeskibet „Dannebrog“ under dette års som- merkrydstogt. – Oplysningerne var korrekte. Kommandørkaptajn J.A. Hviid (f. 1916) var 1968-72 chef for Bornholms Marinedistrikt. 38 Niektóre problemy organizacji, planowania i prowadzenia morskich dzia¢a´n desantowych [Nogle problemer omkring organisering, planlægning af og gennemførelse af landgangsoperationer], 32pp. Med mange rettelser. Archiwum Marynarki Wojennej. Referaty dotyczace ˛ spraw operacyjnych Marynarki Wojennej [Referater vedrørende Marinens operative sager], 3616/79/4.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 621 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 622

beskrevne problematik.39 Papiret fremhævede både de planlægningsmæssige og udførelsesmæssige vanskeligheder, der knyttede sig til gennemførelse af landsætningsoperationer, der hævdedes at høre til de mest komplicerede operationer, der fandtes. Kompleksiteten blev begrundet med henvisning til koordineringsopgaven, men også med nødvendigheden af at komme fjendens styrker i området, ikke mindst hans kernevåbenstyrker, i forkøbet. Hovedopgaven bestod i at tilintetgøre antiinvasionsstyrkerne i området samt at svække de kernevåbenstyrker, der var egnet til indsættelse mod en landsæt- ningsoperation. – Det skal bemærkes, at litaniet over landsætningsoperatio- nernes vanskelige karakter blev et tilbagevendende fænomen under øvelserne i de kommende år. Svækkelsen af antiinvasionsstyrkerne blev primært set som en opgave for frontens kernevåbenstyrker i form af missilenheder og fly. Lammelsen af de af fjendens enheder, der udgjorde en trussel mod landsætningen, skulle starte allerede før indskibningen og bestod i angreb på fjendens raketstil- linger, flyvepladser og flådebaser. Under overførelsen til landsætningsstedet skulle der også gennemføres angreb med kemiske våben og kernevåben på opdagede og sejlende objekter i hele antiinvasionsforsvarets dybde og i land- sætningsområderne. Angreb på kernevåben i antiinvasionsforsvaret skulle gennemføres inden landsætning i form af kernevåbensprængninger i luften. Ifølge papiret skulle kemiske våben især bruges mod reserver. Selve landsæt- ningen og forcering af forhindringer på stranden var også nøje beskrevet. Ifølge papiret ville kernevåben også være hovedmidlet til forhindring af en landsætning i Polen og ville blive leveret af en række våbenplatforme (herunder også af ubåde). Kemiske våben i form af ikke permanente giftmidler kunne bruges til at forurene udskibningsområdet ved en sådan operation. Det blev derimod anbefalet (s. 28) at bruge permanente giftmidler til forurening af fjendens indskibningsområde – dvs. i Danmark! Studien indeholdt desuden overvejelser over transporten af styrker til operationsområdet. Problemet var her, at man ikke havde landsætningsfartøjer nok til at overføre den styrke, der skønnede nødvendig til besættelse af Sjælland og derfor var nødt til at bruge handelsfartøjer, hvilket skabte en særlig problematik. Dette problem havde plaget den polske flådeledelse, formentlig lige siden den i 1961 fik den store opgave at varetage gennemførelsen af landsæt- ningsoperationen i Danmark. Den polske flådeledelse havde på opfordring behandlet spørgsmålet om de materielmæssige ressourcer til at gennemføre landsætningsoperationen i et brev til generalstabschef og viceforsvarsminister

39 Niektóre problemy prowadzenia wspó¢czesnych morskich operacji [Nogle problemer ved at gennemføre maritime operationer i dag], 34pp. Med enkelte tilskrivninger. Archiwum Marynarki Wojennej. Referaty dotycz˛ace spraw operacyjnych Marynarki Wojennej, 3616/79/5.

622 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 623

Jerzy Bordzilowski af 23. oktober 1962.40 Det hed her, at anvendelse af handels- og fiskefartøjer til landsætningsoperationer endnu ikke var gennemprø- vet. Der blev lavet forsøg med lastning af fiskefartøjer, men ikke med landsæt- ning fra handels- eller fiskefartøjer. Derefter blev der givet en oversigt over den samlede polske bestand af fiskefartøjer (281) og anvendelige handelsskibe (i alt 40 fordelt på fire forskellige typer). Ifølge flådestaben kunne der højst mobiliseres 7 skibe af typen „B-54“(der hver kunne transportere to motoriserede infanteribataljoner eller en kampvognsbataljon og en motoriseret infanteribataljon), højst 7 skibe af typerne „Mickiewicz“, „B-55“ og „B-59“ (der hver kunne transportere en motoriseret infanteribataljon og en artilleriafde- ling), samt 30 reservetransportskibe. Den endelige konklusion var, at der kunne afses omkring 15 handelsskibe til landsætningsoperationer, og at der i alt på handels- og fiskerifartøjer kunne transporteres en motoriseret division. Meget mere betænkeligt var det formentligt, at indskibningen af en division vurderedes at ville tage fire dage, og udskibning i en erobret dansk havn tre dage. Skulle styrkerne udskibes fra en åben red, kunne det tage fem til seks dage. Der er ikke i dette brev kommentarer til den lange udskibningsperiode, men det siger sig selv, at den under de fleste krigsforhold ville være uacceptabel. En østtysk undersøgelse forfattet af Korvettenkapitän F. Wehofsky om sø- landsætning på en ikke indrettet kyst fra 1966 behandlede de østtyske overvejelser om en amfibieoperation mod en dansk kyst. DDR havde som omtalt fået opgaven i tilfælde af krig at foretage en landsætning på Falsters kyst. I artiklen blev det fastslået, at kysterne på de danske øer i reglen var flade og frembød gode landsætningsmuligheder, men at det ubetinget var nødvendigt at tage hensyn til variationer med hensyn til vejr-, strøm- og dybdeforhold etc.41 I det koncise, ret matematisk prægede studie blev der advaret mod at bruge handelsskibe under operationen, idet de på grund af deres ubevæge- lighed ville tiltrække ild. „Faren for en fuldstændig tilintetgørelse af disse enheder er altså meget stor (øvelser viser, at vejret ofte gør en udladning så godt som umulig)“, hedder det (s. 19). Studien kom ind på forberedelse af alle faser af en landsætningsoperation, herunder også brug af kernevåben fra begge sider. Som i det ovenfor nævnte polske papir – og uden tvivl afspejlende sovjetiske instruktioner for taktisk landsætning – forudsås indsættelse af kernevå- ben en halv time før landgangen, hvis brug af kernevåben kom på tale, efterfulgt et kvarter efter af angreb af jagerbombere mod fjendens ildstillinger. Muligheden af kernevåbenangreb mod landsætningsflåden er omtalt i artiklen, men spiller en relativt begrænset rolle, muligvis fordi det blev forud-

40 Flådechef viceadmiral Zdzis¢aw Studzi´nski til generalstabschef Generaloberst Jerzy Bordzilowski af 10. – månedsnavnet kan ikke læses – 1962. Klassifikation: “Yderst hemmeligt“. Archiwum Marynarki Wojennej. Referaty dotycz˛ace spraw operacyjnych Marynarki Wojennej, 3596/78/5. 41 F. Wehofsky, Zur Landung von Seelandungstruppen an einer nicht eingerichteten Küste, Militärwesen, 1966, hæfte 10, s. 13-22.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 623 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 624

sat, at denne trussel i hovedsagen var elimineret, inden operationen blev iværksat. Hvis der imidlertid eksisterede en trussel om et kernevåbenangreb mod landsætningsflåden, skulle den sejle i spredt formation, og der skulle træffes forholdsregler vedrørende passage af – eller undvigelse af – områder, der var inficeret med radioaktive kampstoffer. Dette tema blev ret indgående behandlet. Afslutningsvis påpegede den østtyske søofficer, at man i de hidtidige øvelser var gået for teoretisk til værk og ikke havde skænket den konkrete situation i landsætningsområdet tilstrækkelig opmærksomhed. Der herskede endnu „uklare forestillinger“ om modpartens spærringer mod landsætninger, hed det. Der var heller ikke hidtil afprøvet midler og metoder til at overvinde så- danne spærringer, ligesom det blev fremhævet, at rekognoscering af et sådant spærringssystem krævede et langt og vanskeligt arbejde.

Sjællandsoperationen i øvelsesbilledet

Operationen mod Sjælland blev fra 1961 planlagt som landsætning af tropper på Sjællands kyst med henblik på etablering af et eller flere brohoveder. Brohovedet eller brohovederne skulle konsolideres og udvides gennem hurtige tilførsler af nye tropper. Samtidig med landsætningen ville der blive ned- kastet luftbårne tropper forskellige steder på Sjælland, bl.a. ved Ringsted, med henblik på at vanskeliggøre den danske mobilisering og opbygning af antiinvasionsforsvaret og i øvrigt for at skabe forvirring. Der forudsattes også omfattende flyoperationer med henblik på at tilintetgøre en række vigtige militære mål – eventuelt med kernevåben – samt for at sikre gennemførelsen af landsætningsoperationen bedst muligt. I en mindre landsætningsoperation på Falster skulle østtyske styrker gå i land på Marienlyst strand, sikre sig Gedser havn og hurtigt støde frem mod Nykøbing Falster. Bornholm ville blive erobret af polske tropper allerede på krigens anden dag. Øvelserne foregik – som ikke sjældent i Warszawapagt-øvelser – i et vist omfang under indsættelse af planlagt men endnu ikke disponibel kapabilitet. Det gjaldt i begyndelsen af 1960’erne i spørgsmålet om landsætningsfartøjer, men senere tilsyneladende også med hensyn til det store antal sovjetiske transportfly, der skulle transportere faldskærmstropper til Danmark i givet fald. Hertil krævedes et betydeligt antal fly. Det var i alle tilfælde for polske officerer efter den kolde krig et spørgsmål, om Sovjetunionen havde disponeret over et tilstrækkeligt antal transportfly til at løse denne transportopgave.42 Det skal bemærkes, at de store Warszawapagt-flådeøvelser blev indstillet i årene 1964 og 1965 (med undtagelse af en lille stabsøvelse fra 23. marts til 26.

42 Jf. Vojtech Mastny, Warsaw Pact Generals in Polish Uniforms: Oral History Interviews, på PHP website.

624 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 625

marts 1964). Dette kan hænge sammen med indre udviklinger i Sovjetunionen (Khrusjtjovs fald), men kan også være betinget af overvejelser omkring udformningen af en ny militær strategi med ændret brug af kerne- våben. Derimod blev der i de enkelte østlande gennemført nationale øvelser, og østtyskerne gennemførte en amfibieoperation for egne styrker, først som en præliminær stabsøvelse i august 1964 og siden i en flådeøvelse, hvor der blev foretaget en landsætning på øen Usedom. I begge tilfælde blev det sup- poneret, at landsætningen foregik på Falster.43 Først i sommeren 1966 blev de større Warszawapagt-øvelser genoptaget med øvelserne „Brise (27. juni-2. juli 1966) og „Bajkal“ (21.-27. juli), i hvilken sidste der også indgik en egentlig landsætningsoperation. Disse øvelser fokuserede i høj grad på de taktiske problemer, der var forbundet med en land- sætning på Sjælland, i form af bl.a. indsættelse af fly og kernevåben, rydning af miner og antiinvasionsspærringer, forsvar af landsætningsområdet etc. „Bajkal“ faldt ikke heldigt ud, og øvelsens næstkommanderende (den blev ledet af marskal Gretjko), den sovjetiske flådechef admiral Gorsjkov, var stærkt kritisk over for den taktiske gennemførelse af landsætningsoperationen og specielt over, at operationen tog for lang tid. Landsætningen burde kunne gennemføres på 1 time og 20 minutter, medens den polske flådechef internt udtrykte utilfredshed med den pause, der havde været i øvelserne, (og uden tvivl skyldtes omstændigheder i Sovjetunionen).44 Fra sommeren 1966 og frem til 1980 medtoges landsætning under stabsøvelserne i Warszawapagt- ramme, en sidste stabsøvelse med indøvelse af taktisk landsætning blev som nævnt ovenfor gennemført i juni 1986 under ledelse af en polsk admiral. På dette tidspunkt indtog en operation mod Sjælland og andre danske øer (på nær Bornholm)formentlig en beskeden rolle i planlægningen. Allerede i 1970’erne stod det klart for officererne i de overordnede Warszawapagt-stabe, at landsætningsoperationen skulle gennemføres under stadig vanskeligere forhold og indeholdt flere og flere risici bl.a. på grund af øget dansk og vesttysk kapabilitet på mineområdet samt den vesttyske stationering af jagerbombere i Schleswig-Holstein med opgaver over hele den vestlige Østersø. Ud over Warszawapagt-øvelserne gennemførte Sovjetunionen, Polen og Østtyskland deres egne nationale landsætningsøvelser, der i alle tilfælde for Sovjetunionens og Polens vedkommende var talrige. Tallet for de sovjetiske øvelser kendes ikke, men de polske øvelser havde et meget betydeligt omfang. Alene i årene 1962-1965 gennemførte den polske flåde 170 landsætnings- øvelser, hvoraf de 60 omfattede udsejling på havet, 95 antiinvasionsøvelser, hvoraf de 38 omfattede udsejling på havet, samt 12 øvelser i forsvar af egne

43 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970, Bl. 111-16 (øvelsen i marts 1964, der var sovjetisk ledet, havde som mål havde tilintetgørelse af fjendtlige ubåde og overfladeskibe i Østersøen og stræderne i begyndelsen af en krig; Bl. 117-22 (øvelsen 25.-26. august 1964); Bl. 123-28 (øvelsen „Woge“ 7.-12. sept. 1964). BA-MA. 44 DVM 10/19682 (øvelsen „Brise“) og DVM/10/684 (øvelsen „Bajkal“). BA-MA.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 625 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 626

sejlruter og fire i operationer på fjendens sejlruter.45 Der kan ikke herske tvivl om, at polske styrker i disse år opøvede en betydelig kunnen inden for områ- det „taktisk landsætning“, og at der blev brugt betydelige ressourcer på at uddanne eliteenhederne. DIIS har i forbindelse med undersøgelsen i marine- arkivet i Gdynia gennemgået et større materiale, der omhandlede de polske landsætningsstyrkers forcering af antiinvasionsforhindringer svarende til dem, de polske styrker ventede at møde på danske kyster.

Amfibiekapacitet Polen skulle starte fra bunden, da landet gik i gang med at opbygge amfibie- enheder, men synes at have givet opbygningen af en amfibiekapacitet en betydelig prioritet. Fra starten af opbygningsperioden er der i forbindelse med denne under- søgelse blevet fremdraget en oversigt, der giver et indtryk af den påbegyndte kapacitetsopbygning. Der er tale om den ovenfor omtalte oversigt, som flåde- chef Zdzis¢aw Studzi´nski i 1962 sendte til generalstabschef Jerzy Bordzilowski. Flåden oplyste her, at den 1. januar 1963 ville kunne landsætte to kompagnier infanteri (250 mand) og en kampvognsdeling (seks kampvogne), idet det samtidig blev bemærket, at de til rådighed stående landsætningsfartøjer kun kunne betragtes som skoleskibe. Den 1. januar 1964 ville man kunne land- sætte en fodfolksbataljon (500 mand) og to kampvognsdelinger (12 kampvogne af mellemstørrelse); af fartøjer ville man da råde over to Odd (770D) og 12 Kd (709). Den 1. januar 1965 ville man kunne landsætte to bataljoner infanteri (ca.1000 mand) og to kampvognskompagnier (30 kampvogne); af fartøjer ville man råde over 6 Odd (770D) og 18 Kd (709). Endelig ville man den 1. januar 1966 kunne landsætte tre bataljoner fodfolk (1500 mand) og en kampvognsbataljon (50 kampvogne); af fartøjer ville der nu være 10 Odd (770D) og 18 Kd (709). Dokumentet giver oplysninger om tempoet på opbygningen af den styrke af fartøjer og specialuddannede landsætningstropper, Polen havde aftalt med Sovjetunionen at opstille. Det er klart, at der her er tale om de specialstyrker, der skulle foretage den egentlige landsætning og etablere et brohoved i Danmark. Samtidig demonstrerer det som omtalt ovenfor, at man for at gen- nemføre en større landsætning i Danmark var afhængig af andre transport- midler end de nævnte 28 landsætningsfartøjer. Det var nødvendigt at indsætte et antal civile fartøjer, der skabte en særlig problematik på grund af fartøjer- nes sårbarhed og forsinkende effekt.

45 Jf. Bogdan Zalewski, Polska morska my´sl wojskowa 1918-1989 [Den polske sømilitære tænkning 1918- 1989], Zeszyty Naukowe [Videnskabelige hæfter – en skriftrække udgivet af Det polske flådeaka- demi], årg. XLI, nr. 141A, Gdynia 2000, s. 411. Her nærmere angivelse af, hvilke akter der citeres fra.

626 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 627

Hvad angår de indsatte styrker, synes det at stå klart, at Polen skulle stille med tre divisioner, af hvilke de to særligt uddannede divisioner, nemlig den luftbårne division og marineinfanteridivisionen, kun var divisioner af navn, idet de sammenlagt ikke nåede op på en fuld divisions størrelse (der var på 10.-11.000 mand). Den tredje deltagende polske enhed var en almindelig motoriseret infanteridivision og således ikke en eliteenhed. Specifikke tal for de styrker, der skulle indsættes i 1970’erne, findes i det tidligere omtalte styrkesammenligningspapir fra 1972, der indgår som bilag til „Plan for deployering af Nordfrontens styrker“. I bilaget angives, hvor store styrker polakkerne planlagde at føre til Danmark i en landsætningsope- ration, nemlig 18.412 mand, der svarede til tre divisioner. Det oplyses samme sted, at landgangsstyrken vil stå over for en dansk division, der blev angivet til 18.000 mand. Styrkeforholdet på mandskabssiden vurderedes altså til 1:1, derimod stod Polen ifølge bilaget bedre på kampvognsområdet, idet de polske styrker ville kunne mønstre 252 kampvogne mod 94 danske, hvilket ifølge det polske dokument gav et styrkeforhold til Polens fordel på 2,7:1.46 Styrke- sammenligningen på kampvognsområdet må dog betegnes som misvisende, idet mange af de polske kampvogne var lette amfibiekampvogne, der ikke kunne matche danske Centurion-kampvogne. Det skal også bemærkes, at de til rådighed stående polske og sovjetiske landsætningsfartøjer kun havde kapacitet til at transportere de egentlige specialstyrker i form af marineinfanteri til Sjælland. Til forstærkning af styrkerne i det oprettede brohoved måtte transporteres forstærkninger på handelsskibe eller på de landsætningsfar- tøjer, der var i stand til foretage en ny sejlads. Dette udgjorde en yderligere usikkerhedsfaktor. Ud over de polske styrker ville efter alt at dømme et sovjetisk marineinfanteriregiment transporteret på sovjetiske landsætningsfartøjer fra Østersø- flåden deltage i landsætningen på Sjælland.47 Den sovjetiske enhed ville umiddelbart før starten på landsætningoperationen blive operativt underlagt chefen for den polske flåde. DDR indgik også i de sovjetiske planer om landsætningsoperationer mod Danmark. I papirerne fra flådestabsøvelsen i oktober 1961 – ved hvilken lejlighed som nævnt den østtyske Volksmarine for første gang blev underlagt den sovjetiske Østersøflåde – omtaltes 6 store og 12 små landsætningsfartøjer, der var forudset for Volksmarine. Beslutning om opbygning af denne kapacitet var tilsyneladende taget på dette tidspunkt. Det fremgår, at denne kapacitet var tilstrækkelig til overførsel af en bataljon. Da der kunne være behov for overførsel af et regiment, måtte der også gribes til brug af civile skibe.48

46 Bilag 3. Stosunek Si¢ [Styrkeforhold], jf. note 2. 47 Jf. f. eks. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreit- kräfte/Volksmarine 1956-1970“ (Stabsøvelsen „Rügen“ 15.-22.april 1968), Bl. 169. BA-MA. 48 DVM 10/14974. BA-MA.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 627 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 628

Styrken blev operativt underlagt chefen for den polske flåde. I slutningen af 1960’erne øvede man, at landsætningsstyrken skulle formeres i „rum Rügen“ D+2 og overføres om natten med landsætning på Falsters østkyst om morgen (øvelsen „Taifun“ 15.-25. august 1967).49

Gennemførelse af landsætningsoperationen Selve planlægningen af landsætningsoperationen mod Danmark lå hos den polske flåde, der leverede staben for operationen. Formentlig for at afhjælpe nogle af de føringsproblemer, der havde vist sig, fokuserede man i øvelsesåret 1968 under flere øvelser på at øve de praktiske færdigheder hos den polske flådestab med henblik på at planlægge og gennemføre de forskellige faser af landsætningsoperationer.50 Da landsætningsøvelser kombineret med Nordfront-operationen startede i 1961 (øvelse 30. sept.-10. okt. 1961), var det planen, at landsætningen på de danske øer skulle finde sted tidligt i krigen, på krigens tredje dag (D+2) tidligt om morgenen. Det var en optimistisk tidsramme, der forudsatte, at så vigtige elementer af antiinvasionsforsvaret som fly og flådeaktiviteter herunder minelægningen kunne neutraliseres på krigens første to dage, men indebar den fordel, at landsætningen måske kunne finde sted, inden de danske land- militære styrker var blevet mobiliseret og kommet på plads i invasionsom- rådet. Fra 1968 (som illustreret i stabsøvelsen „Rügen“ 15.-22. april 196851) ses landsætningen på Sjællands kyst at være udskudt fra D+2 til D+4. I 1970’erne og 1980’erne mødes tidspunktet D+5 som tidspunktet for landsætningen. Ændringen indebar, at man regnede med at skulle anvende fem dage til at erobre såvel søherredømmet som luftherredømmet over indsejlingen til de danske stræder samt over den vestlige Østersø som en uomgængelig forudsæt- ning for at starte den risikable operation. Ændringen indebar den væsentlige ulempe for den angribende part, at det danske antiinvasionsforsvar på land måtte betragtes som værende på plads. Samtidig måtte det antages at være afklaret, om krigsførelsen havde bevæget sig ind i den nukleare fase, hvilket helt ville bestemme udførelsen af landsætningen. Selve sammendragningen af landsætningsstyrkerne og indskibningen skulle ifølge materialet fra 1972 finde sted i Stralsund-Rostock-området og tropperne disloceres i området Rostock-Damgarten-Richtenberg, medens luftlandetropperne skulle sammentrækkes til Leszno-området (mellem

49 Forschungsstudie zum Thema “Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970“, Bl. 159. BA-MA. 50 DVM 10/19707 (Øvelsen „Koralle-68“ fra 19.-24. august 1968 der blev ledet af den polske flåde- chef viceadmiral Studzi´nski). BA-MA. 51 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970“, Bl. 167. BA-MA.

628 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 629

Pozna´n og Wroc¢aw) og på sovjetiske transportfly flyves fra tre flyvepladser der (Gosty´n, Wolsztyn og Wschowa).52 Hvad angår valget af landsætningssteder på den sjællandske kyst, optræder der i Warszawapagt-landenes øvelsesmateriale kun to steder, nemlig Køge Bugt og Fakse Bugt. Disse lokaliteter blev, som vi har set i det foregående, grundigt undersøgt af den polske militære efterretningstjeneste i 1964 og 1965 og uden tvivl også senere. Andre ikke forberedte landsætningslokalite- ter på Sjælland synes ikke at have været taget i betragtning. Derimod var man uden tvivl interesseret i at kunne udnytte tilgængelige havne, idet flådefar- tøjer og handelsskibe var henvist til at skulle anløbe havne i forbindelse med udlosning af tropper og krigsmateriel. Som tidligere nævnt skulle man på efterretningstogterne i 1965 også undersøge muligheden af at overføre tropper fra fynske havne til Sjælland. Man har åbenbart ikke villet udelukke muligheden af eventuelt at kunne erobre Sjælland eller afslutte kampene på Sjælland gennem troppeoverførsler fra Fyn. Køge Bugt synes mindre fremtrædende i øvelsesbilledet fra 1960’ernes slutning, der i højere grad koncentrerede sig om en samlet landsætningsopera- tion mod Fakse Bugt. Hvad der lå bag ændringen, står ikke helt klart, men styrkemæssige overvejelser kan have spillet ind. Den styrke, der kunne indsæt- tes i første omgang til etablering af et brohoved på Sjælland, var ikke overvæl- dende stor, og hvis den blev delt, kunne den måske ikke holde stand mod de danske styrker. Men som det fremgår af den senere chef for Østersøflåden admiral I.M. Kapitanets erindringer, havde man i Sovjetunionen på ingen måde glemt Køge Bugt. Da Kapitanets som næstkommanderende ved Østersøflåden under et flådebesøg kom til København i september 1978 fik han som opfyldelse af sit højeste ønske sovjetambassaden til at transportere sig til Køge og Fakse Bugter for at se landsætningsstederne ved selvsyn. Admiralen fandt dog, at ingen af lokaliteterne var særligt velegnet til landsætning på grund af sten, den lette adkomst for forsvarsstyrker og på grund af kystforsvaret i form af forter og kystbatterier. Disse forhold og minetruslen krævede et omhyggeligt studium og analyse, skriver han.53 Jokeren i spillet var indsættelse af masseødelæggelsesvåben under landsæt- ningsoperationen – og muligvis fra begge sider. De østlige teoretiske overvejelser om dette punkt er blevet behandlet ovenfor, og der er ingen tvivl om, at man var yderst bevidst om de katastrofale effekter, en vestlig indsættelse af kernevåben mod en landsætningsoperation kunne have. Konsekvensen af overvejelserne var uden tvivl en forudsætning om, at landsætningsoperatio- nen først ville blive iværksat, efter at truslen fra vestlige kernevåben var elimineret. Den i øvelsesmaterialet mærkbare udskydelse af landsætningsoperatio-

52 Plan przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker], s. 3-4. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej, 6155/76/11, jf. ovenfor note 2. 53 I. M. Kapitanets, Na slusbje Okeanskomu Flotu 1946-1992. Sapiski komandusjtjego dvumja flotami [På tjeneste for Oceanflåden. Optegnelser af chefen for to flåder], Moskva 2000, s. 452f.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 629 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 630

nen til D+4 eller D+5 skal vel ses også i dette lys. Men hvornår kunne den vestlige kernevåbentrussel siges totalt at være elimineret? Øst udelukkede som nævnt i 1970’erne tilsyneladende ikke, at Danmark kunne udlægge atomare miner i invasionsområdet. Fjernelsen af antiinvasionsminerne ville kræve sø- og luftherredømme i området. Her skulle uden tvivl træffes nogle afgørende valg i et måske uoverskueligt krigsbillede. Vi skal i det følgende omtale den indsættelse af kernevåben i forbindelse med landsætningsoperationen, vi mø- der i øvelsesmaterialet. Kvantiteten varierer en smule over tid. I de tre østflåders fælles øvelse „Brise“ (27. juni til 2. juli 1966) øvedes „Organisering og ledelse af landsætningsoperationer under vilkår af trussel om indsættelse af masseødelæggelsesvåben ved en krigs begyndelse“ – en titel der demonstrerede det ændrede syn på kernevåbenstrategi efter Khrusjtjovs afgang. Forudsætningen var, at „vest“ begyndte krigen uden brug af masse- ødelæggelsesvåben. I denne øvelse fik landsætningsstyrken som nævnt tildelt 10 kernevåben til brug mod landsætningsområdet. De skulle leveres af frontens rakettropper og flystyrker og indsættes, hvis fjenden gik over til at bruge kernevåben. I den af marskal Gretjko ledede landsætningsøvelse „Bajkal“ (21.-27. juli 1966) tildeltes landsætningsstyrkerne imidlertid kun seks kerne- våben til at holde fjenden nede i landsætningsområdet.54 Dette ændrede sig imidlertid i 1970’erne. I en polsk oversigt over tildeling af masseødelæggelsesvåben (fra det nævnte bilag til „Plan for deployering af Nordfrontens styrker“) er der til landsætningsoperationen tildelt denne hele 17 kernevåbenladninger (12 missiler og 5 bomber) ud over de 41 missiler, der i øvrigt var tildelt den polske armé, der skulle gå op i Jylland. De 12 missiler bestod af fem på 3 Kt, fire på 10 Kt, en på 20 Kt og to på 40 Kt. Bomberne udgjordes af tre på hver 30 Kt og to på 50 Kt.55 Det var mange og store kernevå- ben at indsætte mod det begrænsede stevnske kystområde, der, hvis våbnene blev indsat, ville være endt som et nukleart inferno. De mange usikkerhedsfaktorer og risici, der eksisterede omkring iværksæt- telsen af en landsætningsoperation var – som vi har set i analyserne i det mi- litærteoretiske afsnit – velkendte i de østlige stabe. Denne operation kunne kun falde på plads, hvis en række forhold og omstændigheder var optimale. Man kunne komme til at befinde sig i en situation, hvor det ganske enkelt var for risikabelt at gennemføre den, og hvor tropper og materiel i stedet for at blive ofret kunne gøre nytte andre steder. Såvel udsættelse som ændring af operationen var tænkelig. Man kunne forestille sig landgangen flyttet til Lolland-Falster-Møn-området – hvor østtyskerne i forvejen skulle foretage en landgang.

54 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970“, Bl. 137 (øvelsen „Brise“), BA-MA; DVM 10/19684 (øvelsen „Bajkal“). BA-MA. 55 Bilaget: 4. Przydzia¢, podzia¢ rakiet i bomb j˛adrowych [Tildeling og fordeling af kernevåbenraketter og bomber], jf. ovenfor note 2.

630 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 631

I et polsk værk om polsk flådestrategi hedder det, at „i midten af 70’erne viste det sig, at flådestyrkernes opgaver stadig voksede, men mulighederne for at gennemføre dem blev stadig mindre, især hvad angik deres deltagelse i en landsætningsoperation med den forenede Østersøflåde. Tanken om at gen- nemføre en sådan operation på Østersøen med styrker fra Warszawapagtens Forenede Østersøflåde gled i baggrunden på grund af voksende minefare fra 1971 og frem“.56 Ifølge et interview med den østtyske admiral Theodor Hoffmann blev landsætningsoperationen opgivet i 1980 – vel at mærke den østtyske landsætningsoperation (se vedrørende dette punkt kap. 80) – idet østtyskerne havde draget den slutning, at en sådan operation ikke kunne gen- nemføres.57 Dette sandsynliggøres af, at østtyskerne i 1980’erne opgav at træne marineinfanteri. Såvel Sovjetunionen som Polen opretholdt dog deres amfibiekapacitet, og landsætning i Danmark optræder som ovenfor omtalt også i øvelsesmaterialet efter 1980, men dog i stærkt reduceret omfang i forhold til tidligere. Kunne øst bryde gennem de danske stræder med overfladefartøjer og foretage et gennembrud til Nordsøen via Kattegat og Skagerrak, hvis det ikke kunne foretage en landsætning i Fakse Bugt? Ifølge den i begyndelsen af 1960’erne udviklede militære teori skulle det ikke kunne lade sig gøre. Et for- søg ville dog sandsynligvis blive gjort, hvis en gunstig situation bød sig. Styrkelsen af det danske mineforsvar måtte dog af sig selv rette opmærksom- heden mod Kielerkanalen som det sted, hvor der var størst chance for at foretage et gennembrud til Nordsøen. Rydning af Kielerkanalen blev da også øvet så sent som i 1982 (øvelsen „Herbstwind-82“).

Operationen mod Jylland

I næsten alle Warszawapagt-øvelser i 1960’erne og frem til 1970’ernes slutning var det forudsætningen, at Jylland skulle erobres af en polsk armé, der rykkede ind i Slesvig-Holsten fra Schwerin-området i DDR, passerede Kieler- kanalen og gik videre op i Jylland.58 I modsætning til, hvad de vestlige efter-

56 Bogdan Zalewski, Polska morska my´sl wojskowa 1918-1989 [Den polske sømilitære tænkning 1918- 1989], Zeszyty Naukowe, årg. XLI, nr. 141A, Gdynia, 2000, s. 401. 57 PHP-interviews med østtyske admiraler og generaler ved Klaus Böhme (upubliceret materiale). Interviewet med admiral Theodor Hoffmann blev foretaget 24. oktober 2002 i Berlin. 58 En undtagelse er den nationale polske stabsøvelse „Kraj-73“ fra 1973, hvor de polske armeer skulle gå mod Nederlandene, medens Jylland ifølge øvelsens kortmateriale besættes af „forbundsfæl- ler“. Archiwum Akt Nowych, XXX. Ministerstwo Obrony Narodowej. Inspektorat Obrony Terytorialnej [Forsvarsministeriet]. Territorialforsvarsinspektoratet]: Âwiczenie „KRAJ-73“ [Øvelsen „Kraj-73“]. – Øvelsesmaterialet er udgivet i en række hæfter. Hæftet, der beskriver den politisk-strategiske baggrund for krigsudbruddet, er klassificeret „Yderst hemmeligt“; øvrige hæfter er klassificeret „Hemmeligt“. Materialet har ifølge påtegning været tilstillet „Kammerat Edward Gierek“, dvs. statslederen.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 631 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 632

retningstjenester formodede, optrådte sovjetiske divisioner således ikke i den oprindelige angrebsopstilling mod Danmark, hvilket også ville have betydet, at de skulle have været underlagt en polsk frontchef. Den polske deployering af styrker fra Pommern til Mecklenburg er gengivet på kortmaterialet fra de forskellige stabsøvelser, men derudover findes ikke mange detaljer om denne ganske omfattende flytning af styrker, der tilsyneladende betragtedes som en relativt uproblematisk styrkeforskydning, uagtet den fandt sted under krig. Hovedopgaven var for den polske generalstab at flytte 16 divisioner ad de i forvejen udvalgte og forberedte veje frem til de valgte udgangspositioner ved zonegrænsen i Tyskland. Et sårbart punkt under denne operation udgjorde transportkorridorerne frem til zonegrænsen i vest i form af hovedveje/jernbanelinjer og ikke mindst broerne over floden Oder (polsk Odra), der måtte betragtes som et naturligt angrebsmål i krig. For at forhindre, at større polske styrker blev fanget på Oders østbred efter vestlige angreb på broerne, udsendte den polske forsvars- komité under øvelsen „Mazowsze“ i april 1963 et direktiv om, at en betydelig del af styrkerne skulle overflyttes til Oders vestbred inden udbruddet af fjendtlighederne. Ifølge øvelsesoplægget lykkedes det at overføre de øvrige styrker på nye pontonbroer over floden, efter at vestlige angreb havde beska- diget broerne.59 Den ovennævnte forsigtighedsregel var muligvis typisk for første halvdel af 1960’erne, hvor man fra sovjetisk side ventede, at krigen ville starte med et vestligt kernevåbenangreb, og gjaldt næppe for den efterføl- gende periode. En oversigt over forlægningen af de tre polske armeer fra Polen til zone- grænsen i Tyskland findes i de tidligere nævnte kildemateriale fra øvelsen i april 1972. Som største bilag til den tidligere nævnte plan for deployering af Nordfrontens styrker findes en „Oversigt over deployering af Nordfrontens styrker“, der for hver enkelt enhed angiver hjemsted, beredskabskategori, marchrute frem til zonegrænsen, hvilested (med angivelse af hviletidens længde) etc.60 Af denne oversigt er det muligt at danne sig et ret detaljeret billede af flytningen af de mange enheder fra garnisonerne i Polen og gennem DDR, af marchvejene (15 i Polen og 9 i DDR), om enhederne var selvtransporterende eller brugte jernbane etc. Gennemsnitshastigheden for forlægningen blev sat til 25 km i timen. Det fremgår af papiret, at den armé, der skulle gå mod Danmark (betegnet 11. armé) skulle forlægges til Schwerin-området i Mecklenburg ca. 50-80 km sydøst for Lübeck med to panserdivisioner og to motoriserede infanteridivisioner m.m. Tropperne kom fra det pommerske militærdistrikt. De to panser-

59 Do´swiadczenia i wnioski z cwiczenia´ „Mazowsze“[Erfaringer og konklusioner fra øvelsen “Mazowsze“], Warszawa 1963, s. 21. Archiwum Akt Nowych. KC PZPR, sign.: XI B3. 60 Za¢acznik˛ nr 1 do planu operacji Frontu Pó¢nocnego [Bilag nr 1 til operationsplanen for Nordfronten] med titel Tabela przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Oversigt over deployering af Nordfrontens styrker], 12 pp. Jf. ovenfor note 2.

632 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 633

Operation mod Slesvig-Holsten fra øvelsen ”Sojus-72”. (Militærarkivet i Freiburg).

divisioner skulle indtage stillinger ved henholdsvis Bützow (ankomst: D+3 kl. 24 – efter jernbanetransport) og Hagenow (ankomst: D+2 kl. 4), der begge er lokaliteter i Schwerin-området, medens de to motoriserede infanteridivisioner skulle begive sig til henholdsvis området vest for Schwerin (ankomst D+2 kl. 4) og til Wismar (ankomst D+1 kl. 20). Grænsen til naboarmeen løb fra Ludwigslust over Lauenburg til Elben og videre langs floden til dens udløb.61 Af de her angivne tidspunkter fremgår, at panserdivisionen fra Elbl˛ag ifølge planen først kunne indsættes til kamp mod de vesttyske og danske styrker på krigens femte dag, medens de andre tre divisioner ville kunne indsættes som planlagt på krigens tredje dag. Angrebsbeslutningen var under øvelsen i april 1972 i overensstemmelse hermed at angribe ind i Holsten med tre divisioner.62 Polakkerne ville altså ikke kunne krydse zonegrænsen med fuld styrke, men ventede som nævnt i afsnittet om styrkeforhold heller ikke at møde modparten fuldtallig i de første dage af en krig.

61 Sst. s. 7. 62 Plan przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego. II. Decyzja do przegrupowania i zadania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker. II: Beslutning om deployering og opgaverne for Nordfronten], s. 2, jf. ovenfor note 2.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 633 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 634

Aftalen mellem Sovjetunionen og Polen gik tilsyneladende ud på, at den polske armé skulle overskride zonegrænsen D+2 eller D+3 fra området omkring Schwerin i DDR og gå mod Bad Oldesloe i Slesvig-Holsten og Flensburg og videre over den dansk-tyske grænse. Forløbet af fremrykningen gennem Slesvig-Holsten og Jylland er i kortmaterialet fra de forskellige øvelser angivet ret skitseagtigt. Det blev i øvrigt forudsat i alle øvelser, at den dansk-tyske modstand kunne brydes på kort tid. Hastigheden pr. døgn for de indledende kampoperationer, hvis dybde blev sat til 250 km, angives i et bilag til deployeringsplanen fra 1972 til 63 km under brug af kernevåben og til 42 km uden brug af kernevåben.63 Det var et vigtigt mål for Sovjetunionen i den første fase af kampene at sikre overgangene over Kielerkanalen og forhindre alt for omfattende øde- læggelser på kanalen og sluseanlæggene. Dette blev afspejlet på forskellig vis i såvel øvelserne som i den teoretiske litteratur. Allerede i en tidlig østtysk øvelse (24. sept.-6. oktober 1962) blev det forudsat, at den angribende armé skulle gå mod Bad Bramstedt, Heide og Kiel. Det udtrykkelige mål var gennem et hurtigt fremstød at nå Kielerkanalen, at forhindre ødelæggelsen af de vigtigste overgange og sluseanlæg og allerede D+2 besætte rummet Flensburg, Tønder, Schleswig. I den af admiral Gorsjkov ledede øvelse „Priliv“ (10.-16. august 1963) skulle Kielerkanalen ryddes i 40 meters bredde og seks meters dybde „på korteste tid og under maksimal anspændelse af kræfterne“, som det hed. I en forøvelse (25.-26. august 1964) til øvelsen „Woge“ fra 1964 skulle den angribende armé sammen med (sovjetiske) luftlandetropper be- sætte de vigtigste overgangssteder. Fra dette tidspunkt optræder indsats af (sovjetiske) luftlandetropper som et fast element ved forceringen af Kielerkanalen.64 Operationsbilledet fra 1950 og gennem 1960’erne og 1970’erne var således en indrykning i Slesvig-Holsten og krydsning af den danske grænse, der stort set svarede til den, Hitlertysklands styrker havde foretaget i 1940, men suppleret med nødvendige sideoperationer til Kielerkanalens udløb i Nordsøen og Østersøen. Som vi har set i det foregående kapitel om de danske efterretningsvurderinger, var det opfattelsen i vestlige efterretningskredse i denne periode, at sovjetiske tropper (med bistand af polske og østtyske tropper) i tilfælde af krig ville gå mod Slesvig-Holsten og Jylland, og at man i første omgang ville tage en position op ved Kielerkanalen i noget, der kunne minde om flankesikring. Denne tolkning kan ikke opretholdes, for øst havde brug for kanalen til oprettelse af sin flådebase i Tyske Bugt hurtigst muligt, og i alle øvelser mø-

63 Bilaget: Rozmach operacji Frontu Pó¢nocnego [Operationsomfang for Nordfronten], jf. ovenfor note 2. 64 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970“ Bl. 96 (øvelsen 24. sept.-6. okt. 1962); Bl. 108 (henvisningen til øvelsen „Priliv“); Bl. 119 (henvisning til øvelsen 25.-26. august 1964). BA-MA.

634 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 635

der vi da også en nordgående operation op i Jylland uden afbrydelser med henblik på en hurtig erobring af den jyske halvø. I slutningen af 1960’erne skulle den polske armé være ved Kielerkanalen D+3 og stå i linjen Esbjerg- Kolding D+6, medens hele Jylland skulle være erobret D+9. Under den forud- sætning, at der ikke blev indsat kernevåben, forudsattes erobringen af Jylland at ville vare yderligere nogle dage. I øvelsen „Waffenbrüderschaft“ (12.-17. oktober 1970) skulle de polske styrker med konventionelle midler nå den danske grænse D+6 og hele Jylland være erobret D+11.65 Selve gennemførelsen af operationerne i Jylland er som nævnt holdt ret skitseagtigt, idet man under øvelserne typisk – i overensstemmelse med den sovjetiske militære teori – beskæftigede sig med operationerne i de første dage af en krig. Af oversigtkort fra de store øvelser får man derfor mindre et indtryk af eventuelle kampe og sammenstød med forsvarerne end af de mål, de enkelte østenheder skulle nå. Det fremgår af dette materiale, at en motoriseret infanteridivision forudsås adskilt fra hovedstyrken ved Lillebælt og sendt til Fyn med henblik på at erobre øen og indtage positioner ved Store- bælt. Den resterende styrke havde ordre til at bevæge sig over Silkeborg, Viborg, Ålborg med retning mod Frederikshavn/Skagen. Undervejs gik enheder fra til besættelse af Djursland, medens andre blev sendt mod Holstebro. (Således ifølge kortet fra øvelsen „Val-77“). Det fremgår af øvelserne allerede fra 1961, at Volksmarine havde en række opgaver at løse i forbindelse med erobringen af Fyn. Det var typisk opgaver for de østtyske kommandotropper. Marinen skulle søge at erobre Lillebælts- broen for at lette de polske styrkers erobring af Fyn. Hvis broen blev ødelagt, skulle Volksmarine sørge for overførslen af styrkerne til Fyn. Man skulle ligeledes foretage en landsætning på Langelands vestside og besætte de militære anlæg på sydspidsen af øen samt lette de polske styrkers overførsel til Tåsinge og Ærø.66 Det er i dag lidt vanskeligt at forstå, at en ikke specielt stærk polsk armé forventedes at kunne gennemføre Slesvig-Holstens og Jylland erobring under noget, der lignede en parademarch. En sådan havde muligvis kunnet gen- nemføres i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, i hvilken periode Dan- mark generelt i øst blev betragtet som en svag militær modstander, men senere måtte man regne med kvalificeret modstand og med udenlandske for- stærkninger. Blandt de forudsætninger, der har ligget til grund for forventningen om en hurtig afslutning på operationen i den her skildrede periode, har formentlig (for 1960’ernes vedkommende) ligget vilje til hensynsløs ind- sættelse af kernevåben mod modstanderen, en formodning om en større mi-

65 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 1970, Bl. 221. BA-MA. – Øerne Sjælland, Møn, Falster og Bornholm skulle være besat inden udgangen af D+7. 66 En ret detaljeret gennemgang i materialet fra øvelsen 30. september-10. oktober 1961, hvor Volks- marine for første gang blev underlagt den sovjetiske Østersøflåde, findes i DVM 10/14974. BA-MA.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 635 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 636

litær professionalisme, men også en vurdering af, at det militære styrkeforhold var til polakkernes fordel. Den tidligere citerede polske kilde fra 1972 om styrkeforholdet under operationen mod Danmark rummer også oplysninger om styrkeforholdet mellem danske og polske styrker under et angreb på Jylland. Under operationen mod Jylland, der blev betegnet som „hjælpeangrebsret- ning“ i modsætning til „hovedangrebsretningen“ mod Nederlandene og Nordsøen, møder vi også her i den polske opstilling en vis vestlig overvægt på mandskabssiden med tre divisioner og i alt 42.619 soldater mod 35.904 polske soldater. Ved fjendtlighedernes begyndelse ventedes dog kun 34.619 NATO-soldater at være rede til kamp. Mere interessant er det vel, at polakkerne angav at have en udtalt overvægt med hensyn til kampvogne, nemlig 948 mod 322, svarende til en overvægt på 2,9:1.67 Her var de tæt på den over- vægt på 3:1, der ifølge den i øst gældende militære teori var ønskværdig for at sikre en angrebsoperations succes. Som nævnt ovenfor kunne den ene polske panserdivision dog først indsættes på krigens femte dag. Det skal også bemær- kes, at der ikke i dette regnskab tages hensyn til den mulighed, at de danske styrker kunne blive forstærket, hvorved billedet ville tegne sig anderledes.

Indsættelse af kernevåben

Indsættelse af kernevåben mod mål i Slesvig-Holsten og Jylland var, i lighed med tilsvarende operationer mod mål på Sjælland, omhyggeligt forberedt i fredstid gennem efterretningsarbejde og klar til at blive udført på basis af de nyeste efterretningsoplysninger om bl.a. styrkeforskydninger, hvis man oven- fra fik signalet om at overgå til brug af kernevåben. Under øvelserne i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne ventedes dette som nævnt at ske på krigens 3. eller 4. dag, på hvilket tidspunkt NATO-styrkerne formodedes at komme i vanskeligheder og måtte gå over til brug af kernevåben. Indsættelsen skete som ved mål på Sjælland gennem bombardementer udført af de strategiske kernevåbenstyrker mod hovedmål i det jyske område, omfattende de jyske flyvestationer, kommandocentret i Karup, brændstoflagrene etc. Mod disse mål var planlagt indsat kernevåben med stor sprængkraft. Hertil kom det store antal taktiske kernevåben, der befandt sig ved frontens kernevåbenstyrker og rykkede frem sammen med de angribende armeer. Det tidligere citerede bilag til den polske operationsplan, der blev brugt som grundlag under øvelsen i 1972, indeholder også en oversigt over de til rådig- hed stående masseødelæggelsesvåben.68 Ifølge denne var hele Kystfronten til-

67 Bilaget: 3. Stosunek sil [Styrkeforhold], jf. ovenfor note 2. 68 Bilaget: 4. Przydzia¢, podzia¢ rakiet i bomb j˛adrowych [Tildeling og fordeling af kernevåbenraketter og bomber], jf. ovenfor note 2.

636 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 637

delt 205 missiler med kernevåben samt 53 atombomber, hvortil kom 160 missiler med kemiske kampstoffer. Af disse våben kunne den armé, der skulle gå mod Slesvig-Holsten og Jylland, disponere over 41 missiler, der er specificeret i oversigten. Af missilerne var de 29 taktiske (rækkevidde ca. 100 km) og de 12 operativt-taktiske (rækkevidde ca. 300 km). Kilden giver desuden et sjæl- dent indblik i såvel typebetegnelser som sprængkraftstørrelser for disse masse- ødelæggelsesvåben – begge dele højt klassificerede militære oplysninger. Sprænghovederne omfattede et med typebetegnelsen R-30 på 3 kiloton (Kt), to R-30 (hver med 10 Kt), 14 R-70 (hver med 10 Kt), 12 R-70 (hver med 20 Kt), seks R-170 (hver på 20 Kt), seks R-170 (hver på 40 Kt). Denne armé rå- dede ikke over de store R-300-sprænghoveder (på 40 og 100 Kt), der dog indgik i fronten i et antal af 22. Armeen, der skulle gå mod Jylland, var desuden tildelt 22 missiler med kemiske kampstoffer omfattende missiler af typen R-70 og 6 af typen R-170. En sammenligning mellem de polske 1.echelon-armeer baseret på oversig- tens oplysninger viser, at den armé, der skulle gå mod Jylland var tildelt en kernevåbenkapacitet på 41 missiler eller 763 Kt til de indledende operationer (af hvilke de 343 skulle anvendes i det første kernevåbenslag), medens armeen, der gik mod Holland, var stærkere og disponerede over 962 Kt (af hvilke de 353 skulle anvendes i første kernevåbenslag). Den tredje polske armé havde 24 missiler, af hvilke dog 14 besad meget stor sprængkraft (40 Kt og 100 Kt) og rådede i alt over 1340 Kt. Armeen, der gik mod Jylland, rådede desuden over 16 taktiske og seks operativt-taktiske missiler med kemiske kampstoffer, medens armeen, der gik mod Nederlandene disponerede over 20 taktiske og 6 operativt-taktiske missiler med kemiske kampstoffer. Det er slående, at armeens kernevåbenstyrker ifølge deployeringsplanen fra 1972 planlagdes forskudt hurtigt til sit indsatsområde. Kernevåben- enheden (7. Abrot), der lå i Choszczno øst for Szczecin skulle allerede D+1 kl.16 være klar til indsættelse fra en position ved Güstrow ca. 35 km syd for Rostock, hvorfra den kunne nå mål såvel på Sjælland som i Slesvig-Holsten. Det samme tidspres gjorde sig gældende for den sydfor opererende polske armé, hvis kernevåbenenhed (23. Abrot) skulle bevæge sig fra sit opholdssted i Boles¢awiec til Wittenberge tæt ved zonegrænsen og være klar til indsættelse D+1 kl.18.69 For begge armeer gjaldt således, at kernevåbenenhederne blev hastet frem og var klar til indsættelse før andre polske enheder. Indsatsen var altså højt prioriteret, men enhederne ville dog først være indsatsklare sent på en krigs anden dag. Som det fremgår af en tidligere undersøgelse var tildelingen af kernevåben til flankefronterne – den polske i nord og den tjekkoslovakiske i syd – mindre end til de sovjetiske armeer i det centrale Tyskland. Det er en mulighed, at

69 Bilaget: Tabela przegrupowania wojsk Frontu Pó ¢nocnego [Oversigt over deployering af Nordfrontens styrker], s. 7, 9. Jf. ovenfor note 2.

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 637 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 638

denne forskel afspejlede overvejelser over det relative styrkeforhold på de forskellige krigsskuepladser. De ovenfor citerede tal fra bilaget fra 1972 viser formentlig det polske arsenal af masseødelæggelsesvåben i begyndelsen af 1970’erne. Et arsenal der som det tilsvarende østtyske i fredstid stod under sovjetisk kontrol. I de enkelte øvelser optræder der varierende beholdninger af masseødelæggelsesvå- ben (herunder også strategiske), som det vil fremgå af nogle eksempler. I øvelsen „Meridian-75“ fra 1975 har den polske armé, der skulle gå op i Jylland, således 55 kernevåben (ca. 1550 Kt) til rådighed, af hvilke de 29 var beregnet til mål i angrebsretningen i form af stabe, divisioner og fremførings- midler til kernevåben.70 Det bemærkes, at sprængvirkningen var mere end fordoblet i forhold til 1972, hvilket måske kunne tyde på, at der var flere og større mål at neutralisere end i 1972. – Det siger sig selv, at uanset om man fra polsk side havde brugt det ene eller det andet antal kernevåben, ville konsekvenserne have været fatale for befolkningen i indsættelsesområderne.

Sammenfatning for kap. 52 og 53

Detenteårene i 1960’erne og 1970’erne var præget af et lavere spændingsni- veau mellem øst og vest end i koreakrigens og berlinkrisernes tid. USA og Sovjetunionen startede våbenkontrolforhandlinger på kernevåbenområdet og indledte et begrænset samarbejde på en række områder. Dette skete dog inden for systemkonfliktens rammer: øst og vest og i særdeleshed de to supermagter konkurrerede verdensomspændende med hinanden og fortsatte et ubønhørligt kapløb med henblik på at udvikle nye og mere effektive våben. Selv om frygten for en verdenskrig var aftagende fra 1963, og en storkrig i NATO’s trusselsvurderinger blev betragtet som ikke særlig sandsynlig, fortsatte begge supermagter og dertil hørende alliancesystemer med at opdatere store plankomplekser med henblik at honorere afskrækkelseslogikkens krav og i givet fald at kunne gennemføre en omfattende krig mod hinanden. Det foreliggende kapitel fokuserer på Warszawapagt-landenes planer og specielt på deres relevans for Danmark. Kapitlet bygger på forudsætningen om en vidtgående overensstemmelse mellem de sovjetiske planer for optræden under en almindelig krig og de stabsøvelser, der blev gennemført i Warszawapagten. Som nævnt flere gange er der fortsat ikke adgang til de sovjetiske operationsplaner for den kolde krigs periode. For det danske og det nordtyske områdes vedkommende var der tale om de operationer, som den af Polen ledede „Nordfront“ (også be-

70 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 67. BA-MA.

638 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 639

tegnet „Kystfront“) og den af Sovjetunionen ledede „De forenede Østersø- flåder“ øvede gennem en menneskealder. Fortolkningen baserer sig ud over vidnesbyrd fra enkeltpersoner (specielt den til USA i 1981 flygtede polske generalstabsofficer Ryszard Kukli´nski) bl.a. andet på slægtskabet mellem to kendte frontoperationsplaner fra 1960’ernes første halvdel og det øvelsesma- teriale, der findes i de østtyske og polske militærarkiver. Undersøgelsen er desuden i stand til at udvide det af forskningen hidtil kendte originale kildemateriale med nyt i form af dokumenter, der ligger tæt opad den polske operationsplan fra begyndelsen af 1970’erne. Hertil hører en „Operationsbefaling for Nordfronten“ dateret 10. april 1972, der giver en enestående oversigt over de polske armeers operationer og mål under et angreb på Vesteuropa i 1970’erne. Endelig giver en række bilag, af hvilke flere betegnes som „bilag til operationsplanen for Nordfronten“, nye oplysninger om de polske divisioners forskydning til zonegrænsen i Tyskland, om deres beholdninger af kernevåben og kemiske kampstoffer etc. Disse særdeles vigtige bilag, der har tjent som det direkte underlag for en polsk kommando- stabsøvelse i april 1972, viser også styrkeforholdet i den „jyske sideangrebsret- ning“ og i „landgangsretningen“, der nærmere bestemmes gennem en paren- tetisk tilføjelse („kun de danske øer“). Det påpeges også i undersøgelsen, at de store stabsøvelser inden for Warszawapagten baseredes på de til enhver tid gældende doktriner og disponible styrker i øst og vest, samt at stabsøvelsernes hovedparametre (mål, strategi, operationsområde, hovedoperationer) forblev relativt uændrede til ind i 1980’erne, selv om landsætningsoperationen mod Sjælland synes at glide i baggrunden i 1970’erne. Ifølge den østtyske flådechef admiral Hoffmans oplysninger skulle østtyskerne i 1980 have opgivet deres landsætningsoperation, der formentlig blev umuliggjort af det vesttyske forsvars øgede offensive kapacitet. Kontinuiteten i øvelsesbillede må betegnes som slående og tolkes som vidnesbyrd om indflydelsen fra de underliggende krigsplaner. Det påpeges i undersøgelsen, at de offensive scenarier, der findes såvel i de egentlige frontoperationsplaner som i stabsøvelserne, ikke kan tolkes som vidnesbyrd om krigeriske intentioner over for Vesten fra den sovjetiske ledelses side, selv om denne uden tvivl havde godkendt indholdet af krigsplanerne. Sovjetstaten opretholdt ganske vist i detenteårene en intens konkurrence med Vesten ideologisk/politisk, økonomisk og militært inden for rammerne af det, man kaldte „fredelig sameksistens“. Sovjetunionen var heller ikke sart i valget af midler for at nå sine udenrigspolitiske mål, men der er ikke tegn på, at en storkrig med Vesten blev overvejet som middel. Der findes ikke be- læg i kildematerialet fra Sovjetperioden for at antyde, at den sovjetiske ledelse blot afventede en gunstig situation for at angribe Vesten med Warszawa- pagtens samlede militære styrke. Beslutningsprocessen i det sovjetiske politbureau er relativt velbelyst og byggede tilsyneladende på at etablere konsensus mellem personer, der kunne se ret forskelligt på tingene. Ser vi bort fra

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 639 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 640

Khrusjtjov-perioden (1957-64), må den sovjetiske udenrigspolitik over for staterne i den atlantiske alliance betegnes som generelt forsigtig. De offensive scenarier, vi møder i stabsøvelserne, tolkes i undersøgelsen som afspejlinger af de planer, som den sovjetiske generalstab efter ordre fra den politiske ledelse havde udarbejdet omkring 1960 og løbende reviderede, og som var baseret på et worst case scenarie for udbruddet af en krig mellem øst og vest. At dømme ud fra de under øvelserne fremlagte ret stereotype forudsæt- ninger om vestlig aggression var krigsplanernes rationale sandsynligvis en hypotetisk situation, hvor Warszawapagt-landene ville blive genstand for et af USA ledet angreb. Selv om krigsplanerne byggede på en stærkt hypotetisk situation, må de som de tilsvarende vestlige planer antages at have haft en vigtig styrende funktion i forhold til den militære struktur, uddannelsen og beredskabet. – Var en krig mellem øst og vest således en relativt fjern størrelse i en række år, er det dog tillige klart, at Sovjetunionen opfattede Carter-administrationens forskellige initiativer som en forværring af trusselsbilledet. Fra 1977 pressede Sovjetunionen på for at effektivisere den overordnede føring i krig gennem en i fredstid oprettet overkommando for krigsskuepladsen (gen- nemført 1984) og for en ny af Sovjetunionen ledet mobiliseringsordning. Warszawapagt-landenes øvelser fulgte – som det kunne ventes – udviklingen af den sovjetiske kernevåbendoktrin i dens fluktuationer fra Khrusjtjov- periodens doktriner om en altomfattende kernevåbenkrig fra fjendtlighedernes start via en mellemfase frem til 1970’ernes og 1980’ernes position. Fra slutningen af 1960’erne ændres militærdoktrinen til at lægge hovedvægt på konventionel krigsførelse. I 1974 modtog de sovjetiske styrker fra Central- komiteen et direktiv om, at de ikke som de første skulle bruge kernevåben. I denne sidste periode foreskrev doktrinen formentlig en gennemførelse af krigsplanen med rent konventionelle midler, samtidig med at kernevåbenstyr- kerne blev holdt i højt beredskab med henblik på indsættelse, hvis Vesten valgte at gøre brug af kernevåben. Stabsøvelserne afspejlede denne udvikling ved enten at være rent konventionelle øvelser eller ved både at øve den konventionelle og den nukleare variant. Den af Sovjetunionen valgte linje var altså ikke-førstebrug af kernevåben, hvilket indebar, at et vestligt konventionelt angreb ville blive besvaret med et østligt konventionelt modangreb. Der er næppe tvivl om, at Sovjetunionen i 1970’erne mente at kunne vinde en konventionelt ført krig i Europa i løbet af kort tid. Hvis Vesten begyndte at bruge kernevåben, og krigen gik ind i den nukleare fase, ville angrebet blive besvaret med sovjetiske kernevåben, men inden for det afgrænsede krigsteater – i dette tilfælde Vesteuropa. Den sovjetiske doktrin rummede således et (geografisk) begrænset nukleart svar, der typisk ville blive leveret gennem frontarmeernes taktiske og operativt-taktiske missiler i form af „frontens første kernevåbenslag“, der var en i fredstid nøje planlagt kernevåbenoperation (fra ca. 1967). Dette gjaldt som påvist i under- søgelsen også for den polske armé, der skulle gå mod Danmark.

640 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 641

Doktrinen foreskrev, at et forestående fjendtligt kernevåbenangreb skulle søges forpurret gennem et forkøbsslag (preemption), så snart man havde vished for, at det vestlige angreb var besluttet. Beslutningen om at udføre et for- købsslag på forskellige niveauer lå udelukkende hos Sovjetunionen, men udførelsen blev fra slutningen af 1960’erne også relevant for de mindre Warszawapagt-lande i og med, at de i krigstid skulle disponere over egne ker- nevåbenstyrker. Det fremgår af østtyske forelæsninger, at en række indikatorer på fjendens umiddelbart forestående overgang til brug af kernevåben skulle foreligge, før beslutningen om at vælge forkøbsslag blev taget. Det var den sovjetiske opfattelse, at et forkøbsslag var en handlemåde, man blev tvunget ud i som konsekvens af de forberedelser, fjenden gjorde med henblik på at klargøre sine kernevåben. Ifølge den sovjetiske teori ville et forkøbsslag således være en af fjenden påtvungen handling og stred ikke mod doktrinen om ikke at være den første til at bruge kernevåben. De i planerne forudsete land- og sømilitære operationer mod Danmark kan i et vist omfang rekonstrueres på basis af øvelsesmaterialet og de ovenfor nævnte polske dokumenter fra begyndelsen af 1970’erne. Centralt i planerne stod erobringen af Danmark inden for et tidsrum af ca. 12 dage gennem en landsætnings-/luftlandeoperation mod Sjælland samt erobring af Jylland og Fyn gennemført af en polsk armé. Østtysk marineinfanteri skulle gå i land på Falster og erobre de omliggende øer, og østtyske kommandotropper havde hovedopgaver i forbindelse med erobringen af Fyn og omliggende øer. Land- sætningsoperationen mod Sjælland blev fra begyndelsen af 1960’erne højt

Det sydlige Danmark og Nordtyskland i øvelsen „Kraj-73“. (Archiwum Akt Nowych).

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 641 Kap. 53 rettet V 07/06/05 11:36 Side 642

prioriteret i Polen og blev genstand for operative forberedelser på forskellige planer, herunder ikke mindst en omfattende sovjetisk, polsk og østtysk spionage mod danske militæranlæg og kyster. De forskellige problemer, der knyttede sig til iværksættelsen af en landsætningsoperation, blev fremlagt i mili- tærteoretiske undersøgelser, der ikke lagde skjul på, at der var tale om en operation med mange risici, der kun kunne lykkes, hvis antiinvasionsforsvaret blev lammet, eventuelt gennem indsættelse af kernevåben. Fra 1968 blev operationens iværksættelse i øvelserne forskudt fra krigens tredje til krigens femte dag, og i 1970’erne synes den bl.a. på grund af voksende vestlig anti- invasionskapacitet at være blevet nedprioriteret, men dog næppe helt opgivet førend ind i begyndelsen af 1980’erne. Til gengæld fremstod Jyllandsoperationen i denne periode som en tilsyneladende relativt uproblematisk operation, hvorunder Jylland skulle erobres på under en uge. Denne optimisme byggede tilsyneladende på, at polakkerne ifølge deres egne styrkeberegninger besad en overvægt på kampvognsområ- det på ca. 3:1. Det ses ikke reflekteret i øvelsesmaterialet, at tyngden i det danske forsvar i løbet af perioden blev flyttet til Jylland, samt at der forelå aftaler om forstærkninger. En vigtig rolle spillede en hurtig erobring af Kieler- kanalen, hvis omgående udnyttelse opfattedes som en af forudsætningerne for etablering af en stærk sømilitær position i den sydlige del af Nordsøen. Samtidig med angrebet på Jylland skulle sovjetiske og østtyske flådestyrker tilintetgøre de vestlige flådestyrker i Østersøen, bryde gennem de danske stræder med henblik på at etablere en stærk position i Nordsøen og – i planerne fra 1970’erne – muliggøre en landgang i Norge. En meget vigtig rolle i det samlede billede indtog ubådsoperationer i Nordatlanten og Nordsøen med henblik på at afskære de vestlige forbindelseslinjer. Dette tema er kun svagt belyst i det tilgængelige materiale, idet hovedopgaven her tilfaldt de sovjetiske ubådsstyrker, men det fremgår dog, at polske ubåde også forberedte sig på at deltage i disse missioner, der bl.a. skulle forhindre, at forstærkninger kunne komme til Danmark ad søvejen. Af det nævnte bilag til deployeringsplanen fra 1972 fremgår arten og omfanget af de kernevåben og kemiske kampstoffer, som Polen kunne indsætte i en operation mod Danmark, hvis en krig gik ind i en fase, hvor der ville blive anvendt masseødelæggelsesmidler. Den polske armé, som skulle gå mod Jylland, og landgangsstyrken disponerede selv over 58 kernevåben og 22 missiler med kemiske kampstoffer (heri ikke iberegnet frontens nukleare reserve). Derudover var planlagt indsættelse af et antal kernevåben fra de sovjetiske strategiske styrker og (muligvis) fra de sovjetiske flådestyrker. Det var et betragteligt antal kernevåben at indsætte i et relativt begrænset område. Hertil kom ydermere de kernevåben, NATO-styrkerne forventedes at ind- sætte i deres forsvarskamp. I de fleste øvelser, der omfattede brug af kernevå- ben, var antallet af østlige kernevåben angivet som lavere end antallet af de kernevåben, Vesten indsatte.

642 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 643

54 · Militær efterretningsvirksomhed

Dette kapitel vil overvejende se på de polske og østtyske efterretningsaktiviteter på det militære område. Selv om de sovjetiske efterretningstjenester på grund af deres størrelse, aktivitetsniveau, erfaringsgrundlag og potentiale synes at have udgjort den største trussel mod Danmark, har det hovedsageligt kun væ- ret muligt at dokumentere deres aktiviteter på baggrund af vestlige kilder. Polske og østtyske aktiviteter mod og i Danmark kan derimod beskrives på grundlag af både danske og østlige kilder, hvorfor der nedenfor er fokuseret på en mere dybtgående beskrivelse af aktivitetsniveauet og formålet med de to landes aktiviteter i Danmark. Hertil kommer, at den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU ifølge PET’s kilder for perioden 1963-78 i højere grad end tidligere synes at koncentrere sig om indhentning af teknisk-videnskabelige oplysninger. GRU’s aktiviteter på dette felt er beskrevet i kapitel 48, hvorfor den sovjetiske tjeneste kun i begrænset omfang vil indgå i dette kapitel. Kapitlet vil blandt andet behandle følgende emner:

– Begrænsede sovjetiske militæraktiviteter; – Polske aktiviteter i Danmark; – Østtyske aktiviteter i Danmark; – DDR’s militære efterretningstjeneste og Danmark; – Hemmelige operationer og subversive aktiviteter i krise- og krigstid; – Sabotage og specialstyrker mod Danmark.

Fra dansk side var man vel vidende om at Sovjetunionen, Polen og DDR havde overvågningsskibe placeret på forskellige poster i farvandene omkring Dan- mark, jf. også kapitel 51. Skibstrafikken i Storebælt, Øresund, Kielerkanalen og Nordsøen blev overvåget af skibe fra de tre østlande, og man gik ud fra, at skibene også bedrev elektronisk spionage, en form for indhentning som man fra dansk side havde svært ved at værge sig imod. „Det kan ligeledes antages, at der under flådemanøvrer, der afholdes af såvel NATO- som Warszawapagt-landene i eller nær danske farvande indsættes yderligere et antal efterretningsskibe til en elektronisk overvågning“, hed det i en dansk efterretningsrapport.1 Denne antagelse var korrekt. Den polske flåde havde ved observation af NATO’s flådeøvelser efter egen opfattelse fået indblik i den vestlige alliances taktiske og operative principper.2 Igennem en årrække havde de danske efter-

1 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 15. 2 „Ocena aktualnego stanu si¢ i´srodków rozpoznania Marynarki Wojennej oraz przedsi˛ewzi˛ecia zmierzaj˛ace do jego usprawniania w latach 1981-1985“ [Vurdering af den aktuelle status for flådens efterretningsstyrker og -midler samt tiltag, der stiler mod at forbedre den i perioden 1981-1985], manuskript til tale holdt d. 6. november 1980 af chefen for den polske flådestab, AMW, Plany zasadnic- zych przedsi˛ewzi˛ec i sprawozdania z ich realizacji, 3892/90/3.

643 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 644

retningstjenester – „ifølge pålidelige oplysninger“ – vidst, at Danmark siden 1960 havde været angrebsmål for polske styrker.3 Derfor havde man fra dansk side også rettet opmærksomheden mod de polske tjenester og deres aktiviteter i Danmark. Når man fra østlig side – og måske særligt Polen – rettede blikket mod Danmark, hang dette sammen med, at man vurderede, at de danske stræder og øvrige kystområder ville blive en hovedarena under en væbnet konflikt mellem Øst og Vest.4 For at forberede sig bedst muligt på opgaverne under en krig måtte man fremskaffe alle relevante oplysninger om danske mi- litære forhold. Danske farvande blev hvert år besejlet af polske handelsskibe, som alle havde efterretningsofficerer ombord. Officerernes tilstedeværelse tjente flere formål. FE påpegede, „at skibene kan anvendes som platform for efterret- ningsmæssige aktiviteter af visuel, fotomæssig og elektronisk art samt formidling af personkontakter.“5 Fra østtysk side foreligger en retningslinie fra den militære efterretningstjeneste til handels- og fiskeriflådens kaptajner. Ifølge denne skulle kaptajnen eller en navngiven stedfortræder efter et bestemt mønster foretage observation ved anløb ved vestlige havne.6 De danske myndigheder anså også østeuropæiske lystsejlere som en potentiel efterretnings- mæssig risiko. Ifølge FE var det blevet bekræftet, at „højtstående officerer fra den polske hær og flåde har foretaget ture med disse fartøjer for ved selvsyn (...) at betragte de strækninger af den danske kystlinie, der er velegnede til polske landgangsoperationer.“7

Polske lystbåde i danske farvande

År Antal lystbåde Antal havneanløb

1975 68 233 1976 40 196 1977 40 156 1978 65 259 1979 41 165 1980 34 111 1981 16 40 1982 7 23

3 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 3, FE’s arkiv, 1167/76. 4 „Operacyjne przygotowanie morskiego zachodniego TDW“ [Operativ forberedelse af det maritime vestlige krigsteater], rapport fra 1974, AMW, Operacyjne przygotowanie zachodniego morskiego teatru dzia¢a´n wojennych, 4109/99/5. 5 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 32, FE’s arkiv, 1167/76. 6 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militærspionage i Danmark under den Kolde Krig, 2005, s. 153. 7 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 33, FE’s arkiv, 1167/76.

644 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 645

I slutningen af 1970erne vurderede PET, at en del af de polske lystsejlere, der sejlede i danske farvande, var ansat af de polske militære efterretningstjenester. Denne vurdering byggede uden tvivl på, at man som borger i et øst- europæisk land ikke fik lov til at forlade landet, hvis ikke man havde indvilget i at hjælpe de lokale efterretningstjenester, ligesom FE mente, at kun østeuro- pæiske statsborgere, som blev vurderet politisk pålidelige, fik tildelt udrejsetilladelse af de østlige myndigheder.8 I 1980’erne faldt antallet af polske lyst- både i danske farvande i takt med, at både fra Sovjetunionen og Tjekkoslo- vakiet dukkede op. Vedrørende de tjekkoslovakiske sejlere blev det i 1983 be- mærket, at ingen af disse havde de nødvendige godkendte sejlplaner og an- løbstilladelser.9 Polsk kildemateriale viser, at de danske efterretningstjenester havde ret i deres antagelser om, at de polske lystsejlere udførte spionage mod Danmark. Ud over de kilder, der allerede er beskrevet i forrige kapitel, kan nævnes et notat fra 1969, hvoraf det fremgår, at den polske lystbåd „Kaper“ skulle under- søge, om der fandtes militære installationer på Bornholm, og i så fald hvilke. Dette notat viser desuden, at de polske efterretningsofficerer under sejladsen søgte at knytte kontakter til personer, som senere ville kunne udnyttes operativt.10 To andre kilder, der begge bærer titlen „Vedrørende efterretningssituationen i Danmark“ omhandler modtagelsen af polske lystbåde i danske havne. I den ene beskrives grænsekontrollen som meget sporadisk,11 mens den anden beretter, at båden blev holdt under konstant opsyn af de danske myndigheder.12

Begrænsede sovjetiske militæraktiviteter

Sovjetunionen øgede i 1970’erne visse af sine militæraktiviteter i Østersøen. Det betød, at FE fik sværere ved at fastsætte et normalbillede.13 Til gengæld voldte den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU tilsyneladende de danske efterretningstjenester mindre besvær i disse år. Igennem perioden 1963-1978 synes GRU enten at have mindsket sine indhentningsoperationer i Danmark eller også har man formået at holde dem hemmelige for de danske

8 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 4, 1982, s. 22. 9 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 1. 1983, s. 11-14. SikNyt, nr. 1, 1985, s. 29-30. 10 „Notatka operacyjna z przebiegu rejsu s/y ’Kaper’ do Danii i NRF w okresie od 07.07. do 16.08.1969r.“ [Operativt notat om forløbet af en sejlads med s/y ’Kaper’ til Danmark og Vesttyskland i perioden fra 07.07 til 16.08.1969], efterretningsnotat, 1969, udarbejdet af kommandørkaptajn Ciechowski. IPN, Teczka sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455. 11 „Dot: sytuacji wywiadowczej Danii“ [Vedrørende efterretningssituationen i Danmark], udateret bilag, ingen forfatter. IPN, Teczka sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455. 12 „Dotyczy sytuacji wywiadowczej Danii“ [Vedrørende efterretningssituationen i Danmark], afskrift af brev, 9. august 1971, ingen forfatter. IPN, Teczka sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455. 13 Hans A. Schrøder, Det sku’ vær’ saa godt – Danmarks Luftforsvar under Den Kolde Krig, 2002, s. 279-80.

645 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 646

tjenester. GRU fylder således ikke meget i de danske rapporter for denne tid. Dog var GRU som tidligere nævnt aktiv på det teknisk-videnskabelige område. I de gennemgåede PET-rapporter og indberetninger for perioden 1963-1979 er det sjældent, at den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU gør sig bemærket i form af traditionelt efterretningsarbejde. I enkelte tilfælde viste PET’s undersøgelser dog, at GRU gjorde forsøg på at indhente militære oplysninger om danske forhold ved hjælp af kontakter til danske officerer. Danske officerer var i lighed med embedsmænd, politikere og journalister mål for de østlige efterretningstjenester. Den sovjetiske interesse var at indhente oplysninger om USA, NATO og det danske forsvar. Ofte gik danske officerer direkte til PET eller FE og fortalte om deres oplevelser, når de havde talt med de sovjetiske officerer. Dette fik dog ikke GRU til at afholde sig fra at forsøge sådanne kontakter. I begyndelsen af 1970’erne etablerede en sovjetisk efterretningsofficer således kontakt til en officer fra den danske hær. Efter at han havde talt med den danske officer i flere omgange og havde været på besøg i officerens hjem, tilbød han danskeren „forskellige økonomiske fordele“ for at fremskaffe klassificeret materiale. PET var opmærksom på relationen mellem den danske officer og den sovjetiske efterretningsofficer, og da det nu stod klart, at GRU-officeren havde konspirative hensigter, valgte man fra de danske myndigheders side at skride ind over for ham. Den sovjetiske ambassadør fik besked om, at den pågældende attaché ville blive udvist.14 I en lignende sag havde en sovjetisk efterretningsofficer igennem et år plejet forbindelse til en dansk officer. Kontakten var blevet etableret ved en festlig sammenkomst arrangeret af den sovjetiske militærrepræsentation og havde gradvis udviklet sig til en „direkte konspirativ efterretningsmæssig forbindelse“. PET havde konstateret mindst 16 møder i parker, på parkerings- pladser og andre steder i København og omegn, og ved disse møder havde den danske officer udleveret klassificerede dokumenter vedrørende blandt andet uddannelsen af danske piloter. Som betaling havde danskeren modtaget penge, spiritus og cigaretter. Dette førte i oktober 1977 til endnu en udvisning af en sovjetisk militærmedarbejder.15 Et punkt, hvor de østlige militære efterretningstjenester dog gjorde sig be- mærket, var ved den såkaldte terrænrekognoscering. I begyndelsen af 1960’erne bemærkede man fra dansk side et samarbejde mellem den polske og den sovjetiske militærrepræsentation i Danmark. Samarbejdet, som især omfattede rekognosceringsrejser og indsamling af militære oplysninger, fortsatte tilsyneladende frem til den kolde krigs afslutning.16 I en månedsrapport vedrørende polske efterretningsaktiviteter i Danmark hed det om de polske

14 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 99 og nr. 100. 15 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 16 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 128.

646 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 647

En sovjetisk besætning i dansk farvand, 1978. (FE/Orlogsmuseet).

rejser på Midt- og Sydsjælland, at det var en landsdel, der „i den polske mili- tære planlægning betragtes som et meget vitalt område, og hvor der i øvrigt bor adskillige interessante personer af polsk afstamning.“17 Man havde erfaret, at det var Z-II residenturets opgave blandt andet at rekognoscere for skju- lesteder og angrebsmål samt hverve lokale medhjælpere til støtte for disse operationer. Endnu en gang havde de danske tjenester således fået bestyrket deres formodninger om årsagerne til de polske efterretningsofficerers interesse for rekognosceringsture, militære anlæg rundt omkring i landet og de polske foreninger i Danmark.18 I sommeren 1974 vurderede PET, at de østlige tjenester havde afsluttet kortlægningen af Danmark. Dette betød dog ikke, at polske og sovjetiske officerer af den grund hørte op med at rejse rundt i landet. Rejserne rundt i Danmark blev ifølge PET brugt til at præsentere nyankomne efterretningsofficerer for væsentlige militære nøglepunkter i landet, fylde og tømme døde brevkasser samt finde egnede steder til afholdelse af møder. I 1970’erne mente PET, at „mødestederne er øjensynligt udvalgt efter en grundig forud- gående rekognoscering, således at man har fundet frem til steder, hvor al observation har været vanskelig.“19

17 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 2. 18 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 37. 19 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 104.

647 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 648

Polske aktiviteter i Danmark

Som beskrevet i kapitel 20 havde polske efterretningsofficerer i begyndelsen af 1960’erne udfoldet en vis rejseaktivitet i det sønderjyske område, uden at PET dog havde fundet frem til officerernes ærinde. PET vurderede, at der var tale om konspirativt arbejde. Årsagen til den polske interesse for Sønderjyl- land blev blotlagt nogle år senere, da PET fandt ud af, at polske efterretningsofficerer gennem en længere periode havde afholdt møder med en udenlandsk agent, der løbende fik stillet opgaver af militær karakter. De døde brevkasser, som forskellige steder i Sønderjylland blev anvendt af de polske efterretningsofficerer og deres tyske agent, blev igennem en årrække overvå- get af PET.20 Den polske efterretningsvirksomhed blev fotografisk dokumenteret. De tre involverede polakker i Danmark var tilknyttet den polske mili- tære efterretningstjeneste Z-II. Affæren førte i 1964 til, at alle tre, heriblandt den polske militærattaché, blev udvist af Danmark. I den polske efterretningstjeneste forsøgte man efterfølgende at få klarlagt, hvordan de polske officerer var blevet opdaget. Man betragtede det som usandsynligt, at de danske myndigheder kunne være i besiddelse af konkret bevismateriale, eftersom alle operationer var blevet udført under iagttagelse af store sikkerhedsforanstaltninger. Militærattachéens medarbejder, major Gasperowicz, forklarer i et notat, at efterretningsopgaverne altid blev udsat, når der var tegn på overvågning, og at fotografering, kikkertobservation og lignende aldrig blev udført uden omhyggelig camouflering.21 Udvisningen synes at have lagt en dæmper på de polske tjenester. Som nævnt i kapitel 46 bemærkede PET i hvert fald en pludselige nedgang i det polske aktivitetsniveau. Nogle få år senere – i 1967 – fandt danskerne dog ud af, at den polske repræsentation som helhed var blevet styrket på det efterret- ningsmæssige felt, og at den militære repræsentation atter var kommet op på fuld styrke. PET drog den konklusion, „at de polske militærfolk er meget sik- kerhedsbevidste og konspirative i deres adfærd samt yderst agtpågivende over for observation, hvilket gør overvågningen af dem til en overmåde vanskelig opgave.“ Den polske militærrepræsentation var tilsyneladende kommet sig oven på den omtalte udvisning.

Polsk militær spionage i Danmark Det yderst detaljerede polske materiale fra 1960’erne og 1970’erne giver et unikt indblik i de polske efterretningstjenesters arbejde og bekræfter PET’s

20 Ib S. Norgaard, Spionjæger i Danmark – en spionjægers liv og oplevelser i PET, 2003, s. 108-18. 21 „Notatka s¢u˙zbowa dot.: Przypuszczalnych przyczyn wydalenia z Danii oraz zachowania si˛e policji dunskiej“ [Tjenstligt notat vedrørende de formodede årsager til udvisningen fra Danmark og det danske politis adfærd], notat af 3. december 1964, udarbejdet af major Gasparowicz, IPN, Teczka sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455.

648 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 649

formodninger om, at de polske tjenester var aktive i Danmark og travlt be- skæftiget med konspirativt arbejde. Efterretningsopgaverne omfattede indhentning af materiale og efterretninger om den politiske, økonomiske, strategiske, materielle og personale- mæssige udvikling i NATO og det danske forsvar. Soldaternes uddannelse, de danske styrker til lands, til vands og i luften samt det territoriale forsvar var ligeledes nogle af de emner, som efterretningsofficererne forventedes at kunne dække. Antallet af officerer, soldater og materiel skulle kendes, ligesom man ønskede at kende til de vanlige mønstre for øvelser og inspektio- ner.22 Udover de udarbejdede planer for efterretningsarbejdet fik den polske mi- litærattaché også løbende henvendelser fra den polske generalstab. I marts 1964 anmodede generalstaben eksempelvis om fremskaffelse af militære tidsskrifter, diverse sø- og landkort over Danmark samt oplysninger om Slesvig- Holsten og Norge. Hertil kom ønsket om en besvarelse af en række tekniske og operativt-taktiske spørgsmål vedrørende det danske forsvar, dets materiel og organisering.23 En metode til at fremskaffe nogle af de ønskede oplysninger var de førom- talte terrænrekognosceringer, som blev udført af de sovjetiske og polske efterretningsofficerer. Fra dansk side formodede, at rejserne rundt i Danmark havde et efterretningsmæssigt formål, hvilket man dog langt fra altid var i stand til at bekræfte. Ofte blev turene af PET betegnet som familieudflugter, selv om man vidste, at sådanne udflugter også kunne anvendes til efterretningsmæssige formål. Svampeplukning kunne eksempelvis finde sted i nærheden af et militært depot. Erindringslitteraturen og nyt kildemateriale bekræfter da også de danske tjenesters mistanke om formålet med rejserne. I sine erindringer beretter den sovjetiske KGB-officer Boris Grigorjev, at besøgene på de forskellige kirke- gårde rundt om i Danmark, heriblandt Bornholm, var et skalkeskjul for at besigtige forskellige militærinstallationer.24 Det samme var ofte tilfældet, når polske efterretningsofficerer besøgte kirkegårde på deres rejser, som det vil fremgå nedenfor. En polsk rejseplan fra 1964 med titlen „Plan for ture i marken i 1964“ viser, hvordan de polske efterretningsofficerer fra Z-II tilrettelagde deres rejser

22 „Zadania wywiadowcze na teren Danii“ [Efterretningsopgaver på dansk område], ordre af 4. december 1964, udarbejdet af Cz. Sochal/Generalstaben. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. „Zadania wywiadowcze na teren Danii na rok 1964“ [Efterretningsopgaver på dansk område for året 1964], ordre af 2. december 1963. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. 23 Brev af 16. marts 1964 fra chefen for Generalstabens militærattachéafdeling til militærattaché Kuckowski ved den polske ambassade i København. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. 24 Boris Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda. Sapiski rasvedtjiki: S serjosnogo do kurjosnogo, [Skandi- navien ad bagindgangen. En efterretningsofficers beretning: Fra seriøst til kuriøst], 2002, s. 194.

649 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 650

rundt i Danmark med henblik på at indhente efterretninger om det danske forsvar.25 Planen beskriver, hvilke rejser militærattachéen og hans folk skulle gennemføre i årets løb, hvilke byer der skulle besøges, hvornår disse rejser skulle finde sted, og hvilke objekter man skulle observere. Rejseplanen er unik, fordi den både beskriver turens officielle formål – den begrundelse man over for de danske myndigheder gav for at legitimere rejser til eksempelvis Fyn og Jylland – og turens faktiske formål – indhentning af efterretninger om danske militærinstallationer og andet af interesse for de polske efterretningstjenester. De polske efterretningsofficerer skulle blandt andet studere og kontrollere følgende militære mål i Danmark:

– flyvepladser, – flådestationer, – kaserner, – magasiner og depoter, – radaranlæg.

Af en arbejdsplan fra december 1964 fremgår det, at Z-II skulle fremskaffe skitser og fotos af sådanne objekter.26 Rejseplanen viser, hvordan de fra Polen fremsatte ønsker er blevet forsøgt indhentet af efterretningstjenestens officerer i Danmark. Et tilbagevendende punkt i planen var studiet af „gunstige lokaliteter for indsættelse af landsætningsstyrker og luftlandestyrker“. Det var dog ikke kun åbenlyse militære objekter, der blev studeret. Infrastruktur så- som broer, trafikknudepunkter, rørledninger, raffinaderier og igangværende anlægsarbejde indgik også i rækken af objekter, som skulle iagttages. Enkelte ture gik til Norge og havde til formål at iagttage forskellige mili- tære objekter og indhente efterretninger om det norske forsvar. Også her havde man til opgave at iagttage „vigtige trafikknudepunkter og broer“. Rejserne blev som regel kun udført af officerer, men når det officielle for- mål eksempelvis var en turist- eller familieudflugt, medbragte man officerernes familier, selv om der var tale om et efterretningsmæssigt formål med rejsen. I visse tilfælde valgte man fra polsk side forskellige overfarter for henholdsvis ud- og hjemrejsen, hvilket kan have været et forsøg på at minimere PET’s mulighed for at følge polakkernes færden. Blev det konstateret, at man

25 „Plan wyjazdów w teren na rok 1964“ [Plan for ture i marken i 1964], arbejdsplan af 28. april 1964, udarbejdet af H. Kuckowski/militærattaché i København. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Pa´nstw Skandynawskich, 371/451. Planen rækker fra marts til udgangen af oktober 1964. 26 „Zadania wywiadowcze na teren Danii“ [Efterretningsopgaver på dansk område], ordre af 4. december 1964, udarbejdet af Cz. Sochal/Generalstaben. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Pa´nstw Skandynawskich, 371/451.

650 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 651

blev overvåget, skulle de planlagte opgaver såsom observation af militære objekter eller fotografering ikke udføres.27 Som allerede nævnt forventede PET, at polakkerne på deres rejser i Danmark rekognoscerede for mødesteder til brug for de polske efterretningsofficerer og deres agenter og kontakter. Polske dokumenter viser, at en sådan udpegning af mødesteder fandt sted, og at de polske efterretningsofficerer på deres rejser i Danmark indhentede oplysninger og materiale til etablering af „personbaserede kontaktsystemer“ og „ikke-personbaserede kontaktsystemer“ (kontakt via døde brevkasser), som det teknisk kaldtes. Sådanne kontaktsystemer blev etableret i en række danske byer. Den polske efterretningstjeneste var i hvert fald i perioden februar – november 1968 og fra april 1971 til juni 1973 beskæftiget med at etablere sådanne kontaktsystemer forskellige steder i Danmark. I Jylland, på Fyn, Sjælland og Falster etableredes disse systemer, som var nødvendige, for at de polske efterretningsofficerer kunne kommuni- kere med deres agenter, uden at PET fik kendskab til forbindelsen. Kon- taktstederne og postkasserne placeredes i både skovområder og parker såvel som inde midt i byerne, og de polske officerer fotograferede og beskrev systemerne nøje, så hovedkvarteret i Polen kunne følge med i det efterretnings- mæssige arbejde. Kontaktsystemerne blev formentlig udarbejdet af polske sagsbehandlere i Polen, og deres beskrivelser af systemerne redegør i detaljer for, hvordan de polske efterretningsofficerer skulle komme i forbindelse med deres danske og udenlandske agenter, når de skulle mødes i Danmark. Kodeord, diverse tegn og advarsler samt mødesteder er med støtte fra fotos og tegninger nøje beskrevet i det polske materiale. I Slagelse, Åbenrå, Kolding, Vejle, Sønderborg og København havde de polske efterretningstjenester forberedt både mødesteder og brevkasser.28

27 „Plan wyjazdów w teren na rok 1964“ [Plan for ture i marken i 1964], arbejdsplan af 28. april 1964, udarbejdet af H. Kuckowski/militærattaché i København. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. 28 For eksempel „Opis systemu ¢aczno´˛ sci osobowej ’Buty’“ [Beskrivelse af det personlige kontaktsystem ’Sko’], 22. juni 1973, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Opis trzyelementowego systemu ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Granica’“ [Beskrivelse af det tredelte upersonlige kontaktsystem ’Grænse’], 22. juni 1973, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „System ¢aczno´˛ sci osobowej ’Deptak’“ [Det personlige kontaktsystem ’Strøget’], 20. september 1972, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Pi˛ecioelementowy system ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Las’“ [Det femdelte upersonlige kontaktsystem ’Skov’], 16. august 1972, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Opis systemu ¢aczno´˛ sci osobowej ’Pasa˙z’“ [Beskrivelse af det personlige kontaktsystem ’Passage’], 17. marts 1972, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „System ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Park’“ [Det upersonlige kontaktsystem ’Park’], 19. november 1971, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Zasadnicze i zapasowe miejsca spotkań w m. Vejle“ [Primære og alternative mødesteder i Vejle], 13. august 1971, udarbejdet af major Jaworski. „System ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Fiord’ w m. Vejle“ [Det upersonlige kontaktsystem ’Fjord’ i Vejle], 13. august 1971, udarbejdet af major Jaworski. „Miejsca spotkań w m. ’A’ przeznaczone dla ag. ’August’“ [Mødesteder i byen ’A’ beregnet for agenten ’August’], 23. april 1971, udarbejdet af major Jaworski. „System ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Fiord’ w m. ’A’ proponowany dla ag. ’August’“ [Det upersonlige kontaktsystem ’Fjord’ i byen ’A’ foreslået til agenten ’August’], 23. april 1971, udarbej-

651 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 652

Derudover fandtes der brevkassesystemer i Holte, Odense, Næstved, Århus og Nykøbing Falster29, mens der i Lyngby/Charlottenlund og Frederikshavn var fastlagt personlige mødesteder.30 I Slagelse havde man valgt byens – ifølge polakkerne – mindre attraktive biograf, Scala, som signalsted i kontakten med en agent, og i Kolding havde man etableret et møde- og postkassesystem som anvendtes i kontakten med den ikke nærmere identificerede agent „August“. Det fremgår dog, at „August“ arbejdede i Forbundsrepublikken Tyskland. I København etableredes et lignende kontaktsystem for efterretningstjenestens forbindelse med „agent Walter“.31 Eftersom den polske og den sovjetiske arbejdsmåde har været lig hinanden, må de sovjetiske efterretningstjenester formodes at have haft lignende kontaktsystemer. De såkaldte „upersonlige forbindelser“ er ligeledes velkendte i en DDR-sammenhæng.32 I Danmark ser man eksempelvis brugt hos HVA- agenten „Depot“, der, når han fandt et stykke hæfteplaster under håndtaget på sin bil, skulle begive sig til sin døde postkasse i Mindeparken i Århus.33 I modsætning til de polske og sovjetiske havde det østtyske forbindelsessystem imidlertid ikke noget med ambassaden at gøre.

Østtyske aktiviteter i Danmark

De danske efterretningstjenester havde længe kun få indikationer på, at Danmark havde større efterretningsmæssig interesse for de østtyske efterretningstjenester. Østtyske efterretningsaktiviteter på dansk jord var i de danske efterretningstjenesters bevidsthed nærmeste ikke-eksisterende op gennem

det af major Jaworski. „Opis systemu ¢aczno´˛ sci ’Centrum’“ [Beskrivelse af kontaktsystemet ’Centrum’], oktober 1968, udarbejdet af Rafal. „Miejsce spotkania ’Pos˛ag’“ [Mødestedet ’Statue’], februar 1968. „System ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Po¢udniowy’ w ’A’“ [Det upersonlige kontaktsystem ’Sydlig’ i ’A’], februar 1968, ingen forfatter. Alle ovennævnte kilder stammer fra IPN, Teczka syste- mów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. 29 For eksempel „Trzyelementowy system ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Kro’“ [Det tredelte upersonlige kontaktsystem ’Kro’], 14. marts 1973, ingen forfatter. „Pi˛ecioelementowy system ¢aczno´˛ sci bezosobowej ’Bajka’“ [Det femdelte upersonlige kontaktsystem ’Eventyr’], 15. november 1972, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Schowek i sygna¢ówka ’Tårnet’ w rejonie m. ’A’“ [Gemmested og signalsted ’Tårnet’ i området ved byen ’A’], april 1968, ingen forfatter. „System ¢aczno´˛ sci nieosobowej ’Café’“ [Det upersonlige kontaktsystem ’Café’], maj 1968, ingen forfatter. „System schowków ’Sport’ w ’A’“ [Gemmestedssystemet ’Sport’ i ’A’], 1968, ingen forfatter. Alle ovennævnte kilder stammer fra IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. 30 „System ¢aczno´˛ sci osobowej ’Fona’“ [Det personlige kontaktsystem ’Fona’], 21. januar 1972, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. „Miejsce spotkania ’Sten’“ [Mødestedet ’Sten’], 1968, ingen forfatter. Begge kilder stammer fra IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. 31 „Opis systemu ¢aczno´˛ sci ’Centrum’“ [Beskrivelse af kontaktsystemet ’Centrum’], oktober 1968, udarbejdet af Rafa¢. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. 32 Helmut Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministerium für Staatsicherheit. Anleitung für die Arbeit mit Agenten, Kundschaftern und Spionen in der Bundesrepublik Deutschland, 1998, s. 181. 33 „Bericht über Treff mit Paul am 30.8.1964“, BStU, AIM 2093/72.

652 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 653

1960’erne. Runa-sagen fik i slutningen af 1950’erne de danske efterretningstjenester til at slutte, at Østtyskland blev brugt som base for efterretningsvirksomhed rettet mod Danmark, og man vidste desuden, at de østlige tjenester var aktive under Østersøugerne. De første indikationer på en større østtysk interesse for Danmark kom i sommeren 1965, hvor en dansk reserveofficer blev idømt fængselsstraf for at have ladet sig hverve af den østtyske efterretningstjeneste og derefter forsøgt at lade sig hverve af FE som dobbeltagent.34 På forskellig vis blev FE informeret om, at reserveofficeren allerede havde videregivet oplysninger om det danske forsvar. Derfor blev reserveofficeren sigtet og senere hen også dømt for spionage.35 På trods af disse eksempler på østtysk interesse for Danmark vurderede man fra dansk side, at det østtyske ønske om en dansk anerkendelse af staten DDR afholdt de østtyske tjenester fra at drive efterretningsvirksomhed i Danmark.36 Den 16. marts 1968 viste denne vurdering sig at være forkert, idet DDR-borgeren Gustav Holm Haase blev anholdt for spionage mod Danmark.37 Han havde gennem en årrække rejst som forbindelsesmand til agenter i Danmark under falsk navn og identitet. Sagen blev af FE betegnet som „bemærkelsesværdig“, fordi det var første gang man havde entydigt bevis for, at østtyske efterretningstjenester opererede på dansk jord. På grund af de manglende afsløringer havde de danske tjenester indtil da ikke regnet spionage-risikoen fra DDR som overhængende. Som i næsten alle andre sager vedrørende illegales aktiviteter blev den østtyske efterretningsvirksomhed på dansk jord opdaget ved et tilfælde. Også sagen mod Jörg Meyer afslørede en årrække senere, at de danske antagelser om østtysk tilbageholdenhed var forkerte. Jörg Meyer var sendt til Danmark som illegal og opererede i 5 år under dække af at være vesttysk sømand. Han nåede at hverve en ung dansk kvinde, som udleverede fortroligt materiale, og videresende dette materiale til DDR, inden han i efteråret 1978 blev pågrebet.38 Begge sager var givetvis medvirkende til, at FE i slutningen af 1970’erne vurderede, at størstedelen af den østtyske efterretningsaktivitet blev udført af illegale, og ikke af efterretningsofficerer på repræsentationen som hos de øv-

34 FE’s arkiv, Ugeoversigt nr. 13, 17. juni 1965. Reserveofficeren henvendte sig til FE og fortalte om hvervningen i DDR, men FE troede ikke på reserveofficerens forklaring. Efterfølgende undersø- gelser viste da også, at det var reserveofficeren selv, som af egen drift havde kontaktet den østtyske efterretningstjeneste. FE mistænkte ham for med økonomiske motiver for øje efterfølgende at for- søge at lade sig hverve af FE og derved fungere som dobbeltagent. 35 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1965, s. 81-83; Ugeoversigt nr. 19, 9. september 1965. To år senere kom det frem, at en dansk antikvitetshandler igennem en årrække havde arbejdet som agent for den østtyske efterretningstjeneste MfS. Hans opgaver havde hovedsagelig rettet sig mod NATO-mål. Selv om den hvervede tilsyneladende ikke havde videregivet oplysninger om danske styrker eller NATO- installationer på dansk grund, viste sagen, at danske statsborgere også var af interesse for de østtyske efterretningstjenester. Halvårsoversigt nr. 2/1967, s. 115-116. 36 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1968, s. 107. 37 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1968, s. 107. 38 FE’s arkiv, SikNyt Januar 1979, s. 7.

653 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 654

rige østlande.39 Særligt Jörg Meyer-sagen havde desuden vist, at sådanne illegale ofte blev styret af føringsofficerer via møder i tredjelande.40 Ikke en eneste ansat ved den østtyske repræsentation var af FE blevet identificeret som tilknyttet de østtyske efterretningstjenester i 1979, men ikke desto mindre blev DDR sammen med Sovjetunionen og Polen vurderet til at udgøre den væsentligste efterretningsmæssige trussel mod Danmark.41

DDR’s militære efterretningstjeneste og Danmark

De danske myndigheders vurdering af de østtyske efterretningstjenesters forsigtighed med at benytte sig af DDR’s ambassade i det operative arbejde frem- står også ud fra en nutidig betragtning som rimelig korrekt. Som tidligere beskrevet etablerede MfS’ udlandstjeneste HVA sig senest i 1973 med et legalt residentur på ambassaden.42 Dog herskede der i de østtyske tjenester som nævnt en vis tilbageholdenhed over for at udnytte mulighederne i det legale residentur fuldt ud. Hvorvidt DDR’s militære efterretningstjeneste, der i denne periode arbejdede under navnet Verwaltung Aufklärung – ikke at for- veksle MfS Hauptverwaltung Aufklärung (HVA) – ligeledes etablerede et legalt residentur på ambassaden, er endnu ikke fuldt afklaret. En oversigt over tjenestens semilegale residenturer på handelsrepræsentationerne i Vesten før anerkendelsen viser, at tjenesten endnu ikke havde officerer på DDR’s handels- og trafikrepræsentation i København i slutningen af 1960’erne.43 At Verwaltung Aufklärung ønskede at få foden inden for i Danmark var ganske klart. DDR ønskede at få akkrediteret en militærattaché i København. I Østberlin stod kommandørkaptajn Peter Schreiber fra den militære efterretningstjeneste parat til at overtage posten.44 Militærattache-embedet gav den militære efterretningstjeneste mulighed for at bedrive efterretningsvirksomhed i Vesten. Den anden mulighed var at lade efterretningsofficererne fungere i en civil dækfunktion. Førstnævnte havde den fordel at attachéen helt åbenlyst kunne beskæftige sig med militære og sikkerhedspolitiske spørgsmål, mens ulempen var at de danske efterretningstjenester ville være opmærk- somme på ham fra starten. En civil dækfunktion kunne skjule – i hvert fald i nogen tid – at det drejede sig om en efterretningsmand. Til gengæld måtte han fare med lempe i forbindelse med sine indhentningsopgaver. De danske

39 FE’s arkiv, SikNyt April 1979, s. 17. 40 Jörg Meyer havde for eksempel haft flere møder med sine føringsofficerer i både Sverige og Finland. 41 FE’s arkiv, SikNyt Juli – oktober 1979. 42 Se kapitel 46. 43 Walter Richter, Der militärische Nachrichtendienst der DDR und seine Kontrolle durch das Ministerium für Staatssicherheit, 2002, s. 369. 44 Richter, Sst., s. 371.

654 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 655

tjenester PET og FE var på det rene med, at de med en militærattaché inviterede en fjendtlig efterretningstjeneste indenfor. Dog var det ikke udelukkende et problem. De vidste fra attacheens ankomst, hvad de havde at gøre med, hvilket umiddelbart lettede deres arbejde. Samtidig åbnede akkredite- ringen i København for, at danskerne ville kunne stille krav om et tilsvarende arrangement i Østberlin.45 I sidste ende valgte Danmark samme kurs som hovedparten af NATO-landene og accepterede ikke en østtysk militærattaché i Danmark. Det er særdeles sandsynligt, at Verwaltung Aufklärung reagerede ved at placere sine folk i andre stillinger på ambassaden. PET mistænkte såle- des i tiden fra ambassadens oprettelse til DDR’s opløsning i 1990 en relativt stor del af de akkrediterede diplomater for at være efterretningsfolk.46 Danskerne manglede imidlertid ofte vished, fordi østtyskerne optrådte forsigtigt. En entydig identifikation af tjenestens såkaldte legalister foreligger imidlertid endnu blot fra slutningen af 1980’erne. Østtyskernes tilbageholdenhed med at udnytte deres nye ambassade fuldt ud i efterretningsarbejdet skyldtes ikke, at DDR ikke interesserede sig for Danmark. Særligt DDR’s militære efterretningstjeneste prioriterede Danmark ganske højt. Netop ved indgangen til perioden for dette kapitel satte Verwaltung Aufklärung for alvor fokus på Danmark, der gik fra at være et land af almindelig interesse til at være et kerneområde for tjenestens arbejde. Den definerede således fra midten af 1960’erne sit hovedarbejdsfelt som NATO- kommandoerne Centraleuropa og BALTAP. I denne definition lå også forklaringen på DDR’s interesse for Danmark. Det var ikke fordi landet i sig selv udgjorde nogen frygtindgydende modstander for Warszawapagten og for DDR’s Nationale Folkehær (NVA), men på grund af nøglepositionen ved stræ- derne.47 Verwaltung Aufklärung havde umiddelbart tre årsager til at sætte Danmark på dagsordenen i starten af 1960’erne. Den første og mest markante grund var Danmarks samarbejde med Vesttyskland i Enhedskommandoen, BALTAP. Vesttyskland var landets hovedmodstander og en fjende, som den østtyske ledelse var rede til at tillægge alle mulige motiver. To på hinanden følgende øst- tyske forsvarsministre og medlemmer af SED’s politbureau advarede den østtyske ledelse om konsekvenserne af oprettelsen af BALTAP. De profete- rede, at det dansk-vesttyske forsvarssamarbejde ville føre til vesttysk kontrol, som det vesttyske militær, der blev fremstillet som Hitlers revanchistiske arv- tagere, ville udnytte som udgangspunkt for en krig mod DDR. Set med øst- tyske briller undergik Danmark dermed en forvandling fra en relativt harm- løs nabo til en umiddelbar trussel mod DDR’s sikkerhed.48

45 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 227. 46 Se kapitel 76. 47 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s. 289ff. 48 Sst., s. 64ff.

655 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 656

Den anden grund til, at Verwaltung Aufklärungs interesse for Danmark steg, var at DDR i begyndelsen af 1960’erne blev integreret i Warszawapagtens krigsplaner mod Danmark. DDR’s militær fik i den sammenhæng tildelt en rolle – om end ikke hovedrollen – i forbindelse med en invasion af de danske øer, der var en vigtig brik i Sovjetunionens planer om erobring af Vesteuropa i krigstilfælde. Det medførte et øget ansvar for efterretningsarbejdet i forhold til Danmark for Verwaltung Aufklärung. Dette skete i koordination med de øvrige Warszawapagtlande. I retningslinier for den østlige alliances efterretningsarbejde havde Verwaltung Aufklärung specifikt fået tildelt hovedansvaret for efterretningsarbejdet i Vesttyskland og et delansvar for Danmark.49 Til gengæld tilsagde koordinationen af efterretningsopgaver mellem Warszawa- pagt-landene ikke, at østtyskerne skulle tage sig af de øvrige nordiske lande. Arkivmaterialet i militærarkivet i Freiburg bekræfter denne fordeling, idet det viser at østtyskerne var omfattende informeret om Danmark, men kun i be- grænset omfang lå inde med oplysninger om de andre lande i Norden. En sidste og mindre årsag til, at Verwaltung Aufklärung satsede mere på Danmark, var, at tjenesten i 1964 overtog de østtyske værns tidligere selvstæn- dige efterretningsafdelinger. Dermed kom også Folkemarinens efterretningsafdeling under tjenestens direkte kontrol. Folkemarinens hovedmodstander var BALTAP og dermed også Danmark. Den betydning, som BALTAP spillede for det østtyske efterretningsarbejde generelt, fremgår i øvrigt af en alenlang liste over MfS’ HVA’s hovedmål. Af over 1500 efterretningsmål var blot to danske, nemlig BALTAP’s hovedkvarter samt hovedkvarteret for landstyrkerne i Jylland.50

DDR’s maritime indhentning

Med overtagelsen af værnenes efterretningsafdelinger fik Verwaltung Aufklärung en række værktøjer stillet til sin rådighed, som tjenesten indtil da ikke havde rådet over. Det drejer sig om mulighederne for at benytte sig af signalopklaring (SIGINT) samt af rekognoscering (RECINT), der i DDR gik under fællesbetegnelsen operativ-taktisk opklaring. Disse to metoder kan virke lidet glamourøse, men ikke desto mindre er det vanskeligt at overvurdere SIGINT og RECINT’s betydning for DDR’s militære efterretningsarbejde. På grund af nærheden mellem DDR og Danmark var det muligt for østtyskerne simpelthen at se og lytte sig til store mængder af informationer. Dette gjaldt ikke mindst til søs, hvor skibe fra Volksmarine og den danske marine befandt sig ansigt til ansigt. De tre flåder i Warszawapagtens Forenede Østersøflåde delte ansvaret for rekognosceringen i de nærliggende farvande

49 Sst., s. 47. 50 „Zielobjekte der HVA“ aftrykt som Dokument 21 hos: Hubertus Knabe, Westarbeit des MfS. Das Zusammenspiel zwischen „Aufklärung“ und „Abwehr“, 1999.

656 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 657

mellem sig. De sovjetiske styrker tog sig af Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Polakkerne holdt øje med Østersøen øst for Bornholm, mens den østtyske fol- kemarine virkede som bindeled mellem de to zoner. Således havde østtysker- ne ansvaret for Storebælt, Kieler-bugten, Mecklenburger-bugten og Arkona- Bækkenet.51 Overvågningen af NATO-enheder og deres aktiviteter i dette om- råde blev varetaget af et omfattende system, der omfattede grænsetroppernes vagttårne og radar på land, en net af marinens skibe til søs samt af marinens helikoptere og luftvåbnets 3. luftforsvarsdivision i luften over Østersøen. Overvågningssystemet skulle sikre, at det østtyske forsvar på ethvert givet tidspunkt havde styr på NATO-enhederne i folkemarinens operationsom- råde. Efter østtyskernes eget skøn drejede det sig om godt 600 flådeenheder og installationer. Ved et krigsudbrud havde østtyskerne forpligtet sig til have styr på 70 % heraf inden for 12 timer og 85 % efter 24.52 Denne overvågning skulle sikre det østtyske fuld viden om NATO’s „order of battle“. Derudover skaffede den konstante overvågning af NATO-styrkerne løbende informationer om deres øvelsesaktiviteter, der blev analyseret for at give et billede af, hvorledes de vesttyske og danske styrker forventedes at reagere i krigstilfælde. Til brug for den tekniske spionage eller signalopklaringen disponerede Verwaltung Aufklärung dels over lyttestationer i DDR, dels over fire special- byggede efterretningsskibe, „Hypograph“ (1961), „Comet“ (1972), „Meteor“ (1972) og „Jasmund“ (1985). Ved hjælp heraf aflyttede Verwaltung Auf- klärung NATO’s radiokommunikation i en radius, der nåede ud til linjen Skagen-Cuxhaven-Den Helder-Ostende-Metz-Basel.53 Dermed var hele Dan- marks territorium omfattet. Ved hjælp af efterretningsskibene kunne Ver- waltung Aufklärung samt MfS’ Hovedafdeling III (Funkaufklärung), som mi- litæret samarbejdede med på dette område, også aflytte radiokæde-forbindelser – altså den æterbårne telefoni – i Danmark og Nordtyskland. Derved kunne østtyskerne lytte med på langdistancetelefonsamtaler. I den sammen- hæng foreligger for eksempel rapporter, der viser at østtyskerne periodevis havde mulighed for at lytte med på ACE HIGH, NATO’s kommunikationsnet. Efterretningsskibene rådede desuden over fotografisk udstyr til optisk opklaring af de danske kyster.54 Den type af efterretningsvirksomhed optog en anselig andel af Verwaltung Aufklärungs personaleressourcer. Den sidste øst- tyske efterretningschef Alfred Krause vurderede, at den leverede godt en fem- tedel af tjenestens informationer.55 I Danmarks tilfælde har denne procent- sats formodentlig været noget højere.

51 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s. 140. 52 Sst., s. 141. 53 Joachim Schunke, „Feindbild und Beurteilung des Gegners in der NVA“ i Wolfgang Wünsche (red.), Im Gleichschritt? Zur Geschichte der NVA, 2001, s. 165. 54 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s. 145. 55 Hans Rudolf Fuhrer, “Die Schweiz und Österreich im Fadenkreuz des militärischen Nachrichtendienstes der DDR?“, Jahrbuch für internationale Sicherheitspolitik, 1999, s. 512.

657 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 658

Opprioriteringen af Danmark blandt DDR’s militære efterretningstjenestes opgaver slog ret hurtigt igennem i det analysemateriale, som tjenesten udfær- digede. Endnu i starten af 1960’erne var det mangelfuldt. Analytikerne på- pegede i denne sammenhæng, at de fattedes andre kilder end de offentligt tilgængelige. De beklagelser svandt op gennem 1960’erne, hvilket umiddelbart kan tolkes som en tilfredshed med de informationer, som de operative enheder fremskaffede. I forbindelse med den løbende forbedring af analyse- situationen og dermed for sikkerheden, som tjenesten selv betragtede det, i billedet af Danmark kan der fremhæves tre højdepunkter. Det første var 1965, da det for første gang lykkedes DDR’s militære efterretningstjeneste at fremskaffe papirer, der behandlede NATO’s alarmeringsplaner for BALTAP-områ- det. Indtil dette tidspunkt havde østtyskernes vurdering heraf hvilet på „kvalificerede gæt“, som de støttede på de indhentede materiale om for eksempel øvelser. Det andet højdepunkt var Verwaltung Aufklärungs medvirken til et stort forskningsprojekt i det østtyske forsvar omkring problematikken „blokade af Østersøudfaldsvejene“ i 1977. Dette projekt var det største af sin art, der blev gennemført omkring Danmark. Det sammenfattede mere omfattende og systematisk end tjenestens løbende analyser information om NATO’s forsvar af Danmark og stræderne. Materialet indeholdt desuden forudsigelser af opera- tionsmønstre for forskellige typer af flådeenheder under BALTAP samt forudsigelser om, hvilken vej det danske og vesttyske militær ville udvikle sig i årene fremover.56 Det tredje og sidste højdepunkt var, da den militære efterretningstjeneste i 1984 udgav det omfattende værk „Die Streitkräfte der NATO auf dem Terri- torium der BRD“ (3. udg. 1989). Med værket tog tjenesten skridtet fra at producere hemmelige analyser til offentligt og i meget stort oplag at løfte sløret for en del af sin viden om modstanderen. Sammenlignes informationer i denne bog, der ikke blot behandlede Vesttyskland men hele den militære efterretningstjenestes kerneområde nemlig NATO’s kommando for Centraleuropa og BALTAP, med rapporter fra indgangen til den her behandlede periode, ses et klart sammenfald. Tjenesten havde efter godt tyve år med Danmark som en del af stamrepertoiret opnået en viden, der gjorde det muligt at fortælle alverden, hvad der ved indgangen til 1960’erne var hemmelig militær viden.

HUMINT i Danmark

Med hensyn til Verwaltung Aufklärungs HUMINT – brugen af agenter og informanter – er informationer for perioden 1960-1980 ganske mangelfulde.

56 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s.195ff.

658 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 659

Det hænger sammen med, at tjenesten ved DDR’s opløsning bevidst søgte at tilintetgøre materiale, der kunne bringe agenterne i fare for strafforfølgelse. Enkelte agenter er siden hen blevet kendt, størstedelen af disse er behandlet i et senere afsnit, idet deres hvervningstidspunkt ikke med sikkerhed kan fastslås, men det vides, at de var aktive i 1980’erne. Der foreligger imidlertid troværdige informationer om en af Verwaltung Aufklärungs agenter i den her behandlede periode. Det drejer sig om en østtysk mand, der blev indsluset i Danmark i 1961. Han bosatte sig i Jylland i nærheden af to danske militær- enheder.57 Denne agent virkede her som såkaldt „Objektbeobachter“, dvs. en agent, der qua sin fysiske placering havde mulighed for at overvåge militære installationer udefra. Han havde derigennem mulighed for at holde styr på aktiviteten ved enhederne. Denne funktion havde særlig betydning i krisesituationer. Her kunne NATO-troppernes reaktionsmønstre give Østberlin et fingerpeg om, hvor alvorligt situationen skulle betragtes. Den militære efterretningstjeneste havde med dette for øje udarbejdet check-lister over opfør- sel, der kunne virke foruroligende. Der drejede sig for eksempel om inddragelse af soldaternes orlov eller forhøjet beredskab på hospitaler, der kunne antyde, at en krig kunne være lige om hjørnet.58 Foruden disse opgaver havde objektbeobachteren typisk også mulighed for forsigtigt at udfritte personer med relation til forsvaret. Om end objektbeobachter var en agenttype, der overvejende arbejdede for den militære efterretningstjeneste, hvervede MfS’ HVA omtrent samtidig den danske agent „Depot“, som denne tjeneste søgte at bringe i stilling i nærhe- den af BALTAP’s hovedkvarter i Karup. På baggrund af det foreliggende materiale er det ikke muligt entydigt at af- eller bekræfte, hvorvidt Verwaltung Aufklärung rådede over kilder internt i det danske forsvar. En kilde fra 1968 tyder imidlertid på, at den militære efterretningstjeneste ikke havde opnået et sådan hvervningsgennembrud i Dan- mark. Således blev en østtysk agent sendt til København i 1968 for at finde frem til adressen på COMLANDZEALAND – ledelsen for landstyrkerne på Sjælland og Øerne. Hvis Verwaltung Aufklärung på dette tidspunkt havde haft et gennembrud i Danmark og måske endda havde en agent placeret centralt i det danske militær, synes rejsen overflødig.59 Hvor stammede da Verwaltung Aufklärungs forbedrede oplysninger om Danmark fra? For at kunne besvare dette spørgsmål er det væsentligt at erindre, at forsvarssamarbejdet mellem Vesttyskland og Danmark ikke blot var et problem for DDR. Enhedskommandoen rummede også muligheder for de østtyske efterretningstjenester. Vesttyskland var gennem hele den Kolde Krig deres foretrukne operationsområde. Det var her, de havde den helt domi-

57 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr 262. 58 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s. 86. 59 Sst., s. 102.

659 Kap. 54 rettet V 08/06/05 8:18 Side 660

En Ivan Rogov-båd har været lidt for langt inde på dansk område omkring Hesselø og følges nu pænt ud af minelæggeren Falster og fregatten Peder Skram. Fra 1980’erne. (Søværnets Fototjeneste/Marinens Bibliotek).

nerede andel af deres agenter samt alle deres hidtil kendte topagenter. I et senere kapitel vil der blive redegjort for, hvorledes disse agenters indberetninger også i vidt omfang bidrog til Østberlins efterretningsbillede af Dan- mark.60

60 Se kapitel 76.

660 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 661

55 · Hemmelige operationer og subversive aktiviteter i krise- og krigstid

Hvilke forberedelser havde de østlige efterretningstjenester parat med henblik på at operere i og mod Danmark i tilfælde af en international krise eller krig? For Polens vedkommende findes en plan fra 1968, som beskriver, hvordan man skulle bevare kontakten mellem de herværende polske efterretningsofficerer og deres hovedkvarter i Polen i tilfælde af krise eller krig. Planen giver indblik i, hvordan man ved hjælp af radio og personlig kontakt i udlandet skulle holde hovedkvarteret informeret om efterretningsarbejdet i Danmark.1 Hertil kom et kontaktsystem udarbejdet af den polske efterretningstjeneste, således at den herværende resident kunne afholde et hemmeligt møde på forskellige lokaliteter midt i København med en tilrejsende repræsentant for efterretningstjenestens hovedkvarter i Polen.2 Som førsteprioritet var der udpeget et mødested i Gothersgade tæt på Kongens Nytorv og Store Kongensgade. Passagen med søjlerne på højre side af Gothersgade var udset som mødested, fordi der blandt andet var mange butikker i området, og man derfor kunne opholde sig dér under påskud af at kigge på vinduer. I ly af søjlerne kunne et kort møde finde sted, men var der behov for en længere samtale, skulle man anvende en af de nærliggende re- staurationer. Området ved Sortedam Dossering blev udpeget som et alternativt møde- sted. I det polske dokument blev det fremhævet, at mange mennesker gik tur i området, og at „man kan opholde sig i dette område selv igennem længere tid uden at give anledning til mistænksomhed“.3 Var den aktuelle situation af en sådan karakter, at det var ønskeligt ikke at gennemføre et personligt møde mellem residenten og den tilrejsende repræ- sentant fra Polen, måtte et alternativt kontaktsystem tages i anvendelse. I Øregårdsparken havde man etableret en død postkasse, således at kontakten mellem residenten og den tilrejsende repræsentant kunne opretholdes uden personlige møder. Ved en bro i parken havde den polske efterretningstjeneste etableret den døde postkasse med det ene formål at kunne udveksle meddelelser og materiale af forskellig art, uden at PET konstaterede en di-

1 „$aczno´˛ s´c mi˛edzy central˛a i rezydentur˛a w Danii w okresie zagrozenia lub konfliktu zbrojnego“ [Kontakt mellem centralen og residenturet i Danmark under krise eller væbnet konflikt], efterretningsnotat, november 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. 2 „System ¢aczno´˛ sci osobowej i nieosobowej dla ¢aczno´˛ sci mi˛edzy rezydentem i przedstawicielem Centrali“ [Personligt og upersonligt kontaktsystem til kontakt mellem resident og repræsentant for Centralen], 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. 3 „System ¢aczno´˛ sci osobowej i nieosobowej dla ¢aczno´˛ sci miedzy rezydentem i przedstawicielem Centrali“ [Personligt og upersonligt kontaktsystem til kontakt mellem resident og repræsentant for Centralen], 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104.

661 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 662

Polsk efterretningsmateriale. Det omtalte polske mødested i Gothersgade til venstre og det alternative mødested ved Sortedamssøen til højre. 1968. (IPN, Warszawa).

rekte kontakt mellem de to personer. Når gemmestedet var blevet anvendt, og det materiale, som skulle udveksles, var blevet placeret, skulle et signal placeres i form af et kridt- eller blyantstegn. Tegnet skulle placeres på den sekskantede avis- og bogkiosk som befandt sig på den lille plads mellem Østerbrogade og Skt. Jakobs Gade i København.4

Sabotage og specialstyrker mod Danmark Tanken om en egentlig „femte kolonne“ fik stadig mindre betydning gennem årene. Hvor man tidligere frygtede, at kommunisterne ville udgøre en væbnet trussel i tilfældet af en krig mellem Øst og Vest, synes truslen at være blevet mere kompleks i 1960’erne og 1970’erne, i takt med at man fik større viden om og indsigt i de østeuropæiske planer. Begrebet „femte kolonne“ kom i 1960’erne og 1970’erne til at omfatte en større og måske mere uoverskuelig gruppe personer, som i en krise- eller krigssituation ville kunne udgøre en trussel. Femtekolonnevirksomhed defineredes af Forsvarets Efterretningstje- neste (FE) som den „aktivitet, der inden for landets grænser – umiddelbart før og i forbindelse med et angreb på Danmark – udføres af danskere eller

4 „System ¢aczno´˛ sci osobowej i nieosobowej dla ¢aczno´˛ sci miedzy rezydentem i przedstawicielem Centrali“ [Personligt og upersonligt kontaktsystem til kontakt mellem resident og repræsentant for Centralen], 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104.

662 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 663

udlændinge, til fordel for fremmed statsmagt, i forbindelse med ulovlig efterretningsvirksomhed, planlægning og gennemførelse af sabotage, attentater og lignende“.5 Denne definition betød, at man i højere grad end tidligere rettede fokus mod udlændinge, som var bosat i Danmark. De danske efterretningstjenester stillede spørgsmålet, om herboende østeuropæere ville støtte de specialstyrker, hvis indsættelse man fra dansk side i stigende omfang betragtede som en risiko.6 Som nævnt i kapitel 47 var emigranter fra Østeuropa i PET’s søgelys, især hvis de havde kontakt til de østlige repræsentationer. Oplysninger fra udlandet understregede, at den indre trussel i fredstid blev stadig sværere at identificere. DDR skulle i 1950’erne have iværksat opbygningen af „sovende sabotagenet“ i Vesttyskland. I fredstid havde netværket til hovedopgave at indhente efterretninger og videregive disse, ligesom udfø- relse af sabotage lejlighedsvis kunne komme på tale.7 De indhentede efterretninger skulle indgå i planlægningen af sabotageaktioner. Endelig skrev FE også, at netværket havde til opgave at nedgrave depoter i nærheden af de vigtigste sabotageobjekter. Depoterne skulle kunne anvendes af indsatte specialenheder fra øst. De vestlige efterretningstjenester havde kun i begrænset omfang fået indsigt i netværket og dets arbejdsmetoder, men de mente at kunne kæde særmeldinger fra en af MfS’s radiosendere sammen med eksistensen af et sådant netværk. Fra den vesttyske militære efterretningstjeneste havde FE modtaget en vurdering af de østeuropæiske efterretningstjenester og deres aktiviteter, som pegede i retning af, at de østlige tjenester ikke udførte målbevidst sabotage i fredstid, sådan som man havde mistænkt dem for.8 De østlige tjenester nøje- des formentlig med i fredstid at foretage en indgående planlægning og forberedelse af senere sabotageaktioner. I Vesttyskland vurderede man, at der formentlig blev udarbejdet detaljerede planer for den sabotage, som skulle iværksættes i forbindelse med et krigsudbrud. Illegale netværk til indhentning af oplysninger, der var nødvendige for udførelse af sådanne sabotageaktioner, var blevet afsløret i Vesttyskland, og dette havde over for den vesttyske kontraefterretningstjeneste bekræftet, at hvervede agenter var blevet instrueret i at udføre sabotage mod en række mål – militære installationer, kraftværker, skibsværfter, kommunikationsmidler, havne og broer samt diverse industrielle mål – i tilfælde af krig.9 Materiale, der efter den kolde krigs op-

5 FE’s arkiv, SikNyt, januar kvartal 1978. Det er værd at bemærke, at det ikke uddybes, hvilken aktivitet der er tale om. Det er med andre ord ikke fastslået, om der udelukkende er tale om militære aktiviteter, eller om der også kan være tale om propaganda „til fordel for en fremmed statsmagt“. Femtekolonne-begrebet anvendes kun i meget få og sjældne tilfælde af PET i 1960’erne og 1970’erne. 6 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 37 og 30. 7 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 116. 8 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 35. 9 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 116. FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 35.

663 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 664

hør er fremkommet fra MfS’s arkiver i Tyskland, har dokumenteret, at i hvert fald DDR havde sådanne planer over for Vesttyskland.10 Eksistensen af sabo- tageplanerne mod Forbundsrepublikken gør det sandsynligt, at der – landets strategiske betydning taget i betragtning – forelå lignende forberedelser over for Danmark. Ét var sabotage i krigstilfælde, noget andet lignende aktiviteter i fredstid. Herom er der endnu ikke fremkommet ny viden fra de østeuropæiske arkiver. I Danmark overvejede tjenesterne, hvorvidt det var en reel risiko, idet man både i Danmark og i Vesttyskland havde været vidner til hærværk og andre besynderlige episoder mod skibe. I Vesttyskland havde myndighederne endog anholdt og sigtet flere personer på et skibsværft for at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste.11 Oplysningerne om de vesttyske sabotageaktioner foranledigede FE til også at kigge nærmere på episoder i Danmark, der måske kunne rubriceres som sabotage. Der var hændelser på danske værf- ter, som i høj grad mindede om den tyske sabotage. FE så sig derfor ikke i stand til at afvise, at der også i Danmark eksisterede et sabotagenet som det vesttyske.12 FE bemærkede, at de sabotagelignende hændelser på de danske værfter ikke i samme omfang havde fundet sted efter optrevlingen af sabotage- nettet i Vesttyskland, og antydede dermed, at fremmede efterretningstjenester kunne stå bag lignende sabotagegrupper herhjemme. De danske tjenesters syn på sabotagetruslen ændrede sig en anelse op gennem 1960’erne, hvor de fik større indsigt i, hvad man i Danmark kunne forvente i tilfælde af en krise- eller krigssituation. Via udenlandske samarbejdspartnere, og måske også egne operationer, fik de danske efterretningstjenester bestyrket antagelsen om, at Warszawapagten i fredstid foretog en indhentning med henblik på planlægning og forberedelse af senere sabotageaktioner.13 Disse sabotageaktioner blev planlagt og forberedt til at blive iværk- sat i forbindelse med internationale kriser eller umiddelbart forud for et krigsudbrud, og i den henseende udgjorde Danmark ingen undtagelse som mål.14 „En del af den indhentning, der er konstateret i Danmark, forekommer ligeledes anvendelig til sådant formål,“ skrev FE i 1971 om Warszawapag- tens forberedelse af sabotage.15 Indhentningen måtte forventes blandt andet at blive anvendt til, hvad man betegnede som „lejlighedssabotage“ med det

10 Se Thomas Auerbach, Einsatzkommandos an der unsichtbaren Front. Terror- und Sabotagevorbereitungen des MfS gegen die Bundesrepublik Deutschland, 1999. 11 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 116. 12 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 2/1967, s. 118. 13 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 35. Nye oplysninger pegede på, at de østlige tjenester ikke udførte målbevidst sabotage i fredstid, sådan som man havde mistænkt dem for. 14 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1965, 1. oktober 1964 – 31. marts 1965, s. 85. Nogle år senere fik man via den sovjetiske efterretningsofficer Oleg Ljalins afhopning bekræftet Warszawapagtens sabotageplaner. Ljalin havde netop haft forberedelse af sabotage i Storbritannien som en af sine opgaver. 15 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 9.

664 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 665

formål i en krise- eller krigssituation at virke lammende på det danske totalfor- svar. Sådan sabotage kunne forventes udført af uddannede sympatisører eller herboende østeuropæere, og man frygtede, at de østlige efterretningstjenester havde infiltreret „voldeligt inspirerede aktivistorganisationer“ for derigennem at kunne hverve mulige sabotører til gennemførelse af lejlighedssabotagen. „Der må dog ikke ses bort fra, at den politiske udvikling i den vestlige verden har åbnet mulighed for WP-E-tjenesterne [Warszawapagtens efterretningstjenester] til – gennem infiltration af de voldeligt inspirerede aktivistorganisationer – at hverve de sabotører, der kan udføre den lejlighedssabotage, der måtte være nødvendig for at skabe de lammelser af totalforsvaret, som tidligere har været tiltænkt de oprettede „hvilenet“.“16

Støtte fra danske grupper?

FE’s vurdering fra 1971 antyder, at østlige styrker kunne vente støtte fra visse grupperinger, som kunne være parate til at udføre sabotage mod eksempelvis forsvaret, men de danske efterretningstjenesters rapporter indeholder ingen konkrete oplysninger om støtte fra enkeltpersoner eller grupper. Der var heller ingen umiddelbare tegn på, at der fandtes væbnede grupper, som ville bi- stå østlige styrker. Særligt i de tidlige år af den kolde krig havde efterretningstjenesterne set tyverier af våben som en mulig indikation på, at der måske befandt sig en væbnet femte kolonne i Danmark. Men i 1971 fastslog FE, at der – så vidt man vidste – ikke lå politiske motiver bag de indtrufne våbentyve- rier.17 Også PET fulgte med i rapporteringen af våbentyverier uden at kunne påvise nogen efterretningsmæssig baggrund for tyverierne.18 I perioden 1. april 1978 til 1. august 1980 var der ifølge forsvarskommandoens oplysninger forsvundet lidt over 100 skydevåben af forskellig type. Nogle få af våbnene blev atter fundet, og som i de foregående år blev det afvist, at der lå politiske eller efterretningsmæssige motiver bag våbentyverierne.19 I de senere årsrap- porter omtales våbentyverier ikke, hvorfor det må antages, at de enten er af- taget voldsomt, eller at man har vurderet, at de ikke havde nogen efterret- ningsmæssig betydning. Hærværk mod forsvarets materiel var et tilbagevendende fænomen, som stod på under hele den kolde krig.20 Selv om man i Danmark ikke var i stand

16 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 10. De omtalte hvilenet er formentlig et udenlandsk fænomen. Der er ikke i det anvendte materiale fundet oplysninger om, at de danske efterretningstjenester havde kendskab til eksistensen af et sådan hvilenet i Danmark. Omvendt må det anses som forventeligt, at de østlige efterretningstjenester har forsøgt at opbygge sådanne net bestående af herboende østeuropæere, østeuropæiske illegale eller danske sympatisører. 17 FE’s arkiv, SikNyt 1971. 18 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194 og 195. 19 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 137. 20 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1967, s. 98. Se også SikNyt 1975 (dateret januar 1976), s. 10.

665 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 666

til at fastslå, at østlige tjenester skulle have stået bag sabotage i fredstid, gav det dog anledning til hævede øjenbryn, at der i begyndelsen af 1970’erne havde været en række tilfælde af hærværk og sabotage inden for forsvaret og mod civile virksomheder, som udførte arbejde for forsvaret. FE skønnede i 1976, at det var noget, man ville se mere af i fremtiden.21 I nogle sager fandt forsvaret det nødvendigt at foretage tekniske undersøgelser samt at tilkalde auditørerne.22 Men da det kun var i få tilfælde, at gerningsmændene blev på- grebet, kan det ikke siges, om hærværket var ideologisk begrundet.23 Da det ikke var muligt ved hjælp af informationer fra udlandet at fastslå, hvorvidt Warszawapagtens efterretningstjenester var involveret, sluttede FE, at der formodentlig var tale om aktiviteter udført af lokale danske venstreekstremister.24 I en spændingsperiode regnede FE med, at man i Danmark kunne risikere „hærværk og anden form for ødelæggelse, udført af forskellige ekstremist- grupper og evt. 5. kolonnefolk“. Ved udbrud af krig ville de østlige efterretningstjenester formentlig „med større frimodighed anvende danske sympati- sører (5. kolonnefolk) i direkte Warszawapagt-kontrolleret virksomhed.“25 FE frygtede dog i denne sammenhæng særlig specialtrænede østeuropæiske kampgrupper i samarbejde med et eventuelt dansk hvilenet, der måtte være opbygget i fredstid.26 Om de muligvis forberedte danske ventegrupper sagde Forsvarets Efterret- ningstjeneste: „Om end tanken må forekomme ubehagelig, kan det ikke udelukkes, at der allerede i fredstid eksisterer herboende grupper, som ville kunne indsættes eller medvirke ved sådanne operationer, og uddannelsen kan måske tilmed være givet af forsvaret selv gennem aftjening af værneplig- ten eller gennem et kortere eller længere medlemskab af hjemmeværnet.“27 Det, den danske tjeneste advarede mod, var med andre ord trænede ventegrupper og østlige specialstyrker, som udførte en form for specialiseret og professionaliseret sabotage, der ikke havde meget at gøre med den ovenfor beskrevne lejlighedssabotage og hærværk.28 FE gik så langt, at tjenesten i 1976 fastslog, at man i Danmark ikke i fredstid havde konstateret udførelse af sabo- tagevirksomhed kontrolleret af Warszawapagtens efterretningstjenester.29 De specialtrænede kommandogrupper skulle først aktiveres i krigstilfælde forud

21 „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 22, FE’s arkiv, 462/76. 22 FE’s arkiv, SikNyt 1975 (dateret januar 1976), s. 10. Resultaterne af undersøgelserne kendes ikke. 23 I en årsrapport for 1970 skrev FE dog, at „(d)e sabotagelignende hændelser inden for det sidste år må betragtes som politisk inspireret hærværk eller systemfjendtlige elementers chikanerier i overensstemmelse med den militante og voldelige udvikling, der har baggrund i en form for heltedyr- kelse af guerrillabevægelserne i U-landene.“ SikNyt 1970, dateret april 1971, s. 9. 24 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 10. 25 „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 24, FE’s arkiv, 462/76. 26 „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 25, FE’s arkiv, 462/76. 27 FE’s arkiv, SikNyt juli – oktober 1980, s. 10. 28 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 9-10. 29 „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 22, FE’s arkiv, 462/76.

666 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 667

for eller samtidig med indsættelsen af regulære Warszawapagt-styrker.30 FE lå inde med oplysninger om, at både Sovjetunionen, Polen og DDR havde sær- lige enheder til at løse specialopgaver bag modstanderens linjer.31 FE’s beskrivelser af specialstyrker og deres mulige danske hjælpere fremstår i materialet som vurderinger. Det var og er ikke muligt at slutte, hvor hånd- faste beviser tjenesten egentlig lå inde med.

Oleg Ljalin hopper af

Det var vanskeligt for de vestlige efterretningstjenester at indhente informationer fra landene i øst, der generelt var meget lukkede. Dette synes også at have gjort sig gældende i spørgsmålet om specialstyrker, og i et vist omfang må der således være tale om formodninger, muligvis støttende sig på erfaringer fra udlandet. Derudover kunne signalopklaring (SIGINT) være en klar mulighed. Den korte afstand mellem Danmark og DDR hhv. Polen har i hvert fald gjort det praktisk muligt at benytte sig af SIGINT.32 Desuden fik man i Vesten nyttige informationer fra afhoppere. Det var blandt andet tilfældet, da den sovjetiske KGB-officer Oleg Ljalin skiftede side i Storbritannien i efter- året 1971.33 Han havde været tilknyttet Departement V som stod for udfø- relsen af en række opgaver såsom drab, sabotage og terrorhandlinger, men denne type opgaver var gradvist gledet i baggrunden til fordel for „forberedelser af operationer, som kun vil blive bragt til udførelse i tilfælde af krig eller stærkt øget international spænding“.34 Som påpeget af Nigel West, Christopher Andrew og KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin gav Oleg Ljalins afhopning et afslørende indblik i KGB’s planlægning og forberedelse af krigsplaner.35 Oleg Ljalin havde haft til opgave at forberede sabotageoperationer i Storbritannien og havde blandt andet hvervet personer, som indgik i forberedelsen af diverse opgaver, som skulle udføres af østlige specialenheder, såsom infiltration og angreb på vitale objekter.36 Oplysningerne fra Oleg Ljalin be- kræftede FE’s og andre vestlige efterretningstjenesters formodninger om, at de østlige tjenester forberedte sabotage i de vestlige lande. Ljalin kunne angi- velig give detaljerede beskrivelser af KGB’s forberedte operationer i en række

30 FE’s arkiv, SikNyt nr. 4, 1982. 31 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 113-114. 32 Det er desuden kendt, at østtyskerne brugte SIGINT til at overvåge dansk og vesttysk æterbåren kommunikation. Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militærspionage i Danmark under den Kolde Krig, 2005, s. 154ff. Andreas Schmidt: „Aufklärung des Funkverkehrs und der Telefongespräche in Westdeutschland – Die Hauptabteilung III“ i Hubertus Knabe (red),Westarbeit des MfS, 1999, s. 205ff. 33 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 9-11. 34 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 10. Nigel West betegner den omtalte afdeling som „Section V“. Nigel West, Games of Intelligence, 1990, s. 99. 35 Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB in Europe and the West, 1999, s. 499. West, Games of Intelligence, s. 99. 36 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 10.

667 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 668

vestlige hovedstæder. Ljalins afhopning og kompromittering af KGB’s hemmelige aktiviteter førte til en beslutning fra den politiske ledelse i Sovjetunio- nen om at hjemkalde en række KGB-officerer fra de vestlige lande.37 I periodiske rapporter og diverse skrivelser bliver antallet af oplysninger om specialstyrkerne stadig større, ligesom detaljeringsgraden vokser. I løbet af 1970’erne synes de danske efterretningstjenester at have fået bedre indsigt i de østeuropæiske specialstyrker. På hvilket grundlag denne viden er fremkommet vides ikke. Da FE i 1976 lavede en mere generel analyse af anvendelsen af spionage, sabotage og undergravende virksomhed i freds-, krise- og krigstid, bemær- kede man, at overraskelsesfaktoren blev tillagt vægt i den sovjetiske militær- doktrin. Af den grund fandt forsvaret det ikke sandsynligt, at de østlige efterretningstjenester ville iværksætte sabotageaktioner umiddelbart inden eller samtidig med iværksættelsen af krigshandlinger.38 Dog mente FE, at nogle patruljer ville operere på dansk grund „adskillige dage før fjendtligheders udbrud.“39

De østlige diversionsenheder

Som beskrevet ændrede trusselbilledet angående væbnede grupper sig i den indeværende periode fra den klassiske femte kolonne, der var ideologisk motiverede amatører, til de specialtrænede kommandostyrker. Opgaverne for disse enheder var i krigstid at „udføre sabotagehandlinger eller sabotagelignende angreb, for derved at berede vejen for de øvrige offensive handlinger.“40 I 1970’erne begyndte betegnelsen „diversionsbrigader“ og „diversionspatruljer“ at indgå i efterretningstjenesternes beskrivelser af den østlige plan- lægning af sabotageaktioner mod Vesten. FE bemærkede, at diversionsbrigader ifølge det sovjetiske militære leksikon fra 1977 skulle udføre operationer i fjendens bagland „med det formål at lamme militære, industrielle og andre vigtige objekter, at genere de militære kommandonet, at ødelægge transport- væsen, kommunikationssystemer, krigsmæssige forsyninger, at myrde særligt udpegede personer samt at nedbryde den moralske og psykiske modstandskraft i befolkningen.“41 I eftertiden er efterretningstjenesternes specialstyrkers opgaver blevet beskrevet af den tyske historiker Thomas Auerbach. På baggrund af materiale fra de nyåbnede arkiver dokumenterer han, at MfS’s moderne partisaner i krig og krise ville søge at rette lammende angreb mod vigtige militære og ci-

37 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 500. 38 „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 24, FE’s arkiv, 462/76. 39 Skrivelse af 13. oktober 1983. Bilag 3, FE’s arkiv, 1336/83. 40 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 113-114. 41 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, FE’s arkiv, 1336/83.

668 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 669

vile knudepunkter (såkaldt „neuralgische Punkte“) samt likvidere centrale nøglepersoner.42 For at være forberedt på „dag X“ var det nødvendigt allerede i fredstid at have kortlagt de installationer, der skulle rammes. Auerbach kan i denne sammenhæng fremlægge lister over objekter, for eksempel en trans- formerstation nær Ulm i Sydtyskland, som MfS ønskede undersøgt med sabotage for øje.43 I Danmark var forsvaret senest i slutningen af 1970’erne op- mærksomt på, hvilke typer installationer og personer de østlige specialenheder ville gå efter i tilfælde af krig.44 Sovjetunionen mentes at råde over 200-2.000 mand i diversionsstyrkerne af- hængigt af den internationale situation, mens polakkerne rådede over 400 mand i mellem 40 og 50 diversionspatruljer, og østtyskerne havde 425 mand fordelt på ca. 50 patruljer.45 Indsatte specialstyrker forventedes at være inddelt i patruljer på 3-15 mand, hvor patruljen var sammensat således, at de enkelte medlemmer var specialiseret til at udføre forskellige opgaver såsom sprængning af objekter, radiokommunikation, førstehjælp eller tolkning.46 FE forventede i 1980, at der til dansk område var afsat omkring 30-40 sovjetiske, polske og østtyske diversionspatruljer.47 Efter FE’s foreliggende oplysninger måtte det antages, at det for Sovjetunionens vedkommende var diversionsenheder fra det baltiske militærdistrikt, som i tilfælde af krig ville blive indsat mod Danmark.48 Betingelserne for indsættelse af specialstyrker vurderedes som særdeles gunstige, blandt andet på grund af den danske geografi.49 Når de var indsat bag de danske linjer, forventede FE, at østlige de specialstyrker ville bære danske eller NATO-uniformer, civilt tøj eller politiuniformer.50 Ødelæggelse af nukleare installationer og våbensystemer mentes at have topprioritet for de østlige specialstyrker. Yderligere vurderede FE, at rege- ringsanlæg, flyvestationer, depoter og diverse militære installationer også var sabotagemål for i hvert fald de sovjetiske diversionspatruljer.51 Ud over allerede udpegede mål havde diversionspatruljer en stående ordre om, at kom- munikationslinjer, elkabler, rørledninger og lignende mål skulle ødelægges, hvis de blev passeret.52 Polske jægerenheder ventedes i tilfælde af krig også at

42 Auerbach, Einsatzkommandos an der unsichtbaren Front, s. 24ff. 43 Sst, s. 69. 44 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, s. 6; bilag 2 af februar 1978, s. 25; bilag 4 af april 1979, s. 38, FE’s arkiv, 1336/83. 45 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1, 2, 3 og 4, FE’s arkiv, 1336/83. For de sovjetiske styrkers vedkommende svinger tallene i de forskellige kilder. 46 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, FE’s arkiv, 1336/83. 47 FE’s arkiv, SikNyt juli – oktober 1980, s. 11. 48 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, FE’s arkiv, 1336/83. 49 „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 25, FE’s arkiv, 462/76. 50 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, s. 3; bilag 2 af februar 1978, s. 25; bilag 4 af april 1979, s. 38; SikNyt, FE’s arkiv, 1336/83. 51 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 3 af juli 1978, FE’s arkiv, 1336/83. 52 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, FE’s arkiv, 1336/83.

669 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 670

indgå i bekæmpelse af lokale modstandsgrupper og partisaner.53 Det var blandt andet sådanne operationer, som i fredstid blev forberedt af enten øst- europæiske efterretningsofficerer med falsk identitet, af østeuropæere bosat i Vesten eller af personer blandt lokalbefolkningen.54 Man regnede også med, at der kunne være etableret skjulte forsyningsdepoter i Danmark til brug for de østlige specialstyrker.55 Igen er det uklart, i hvor høj grad oplysningerne i de foreliggende kilder er blevet til på baggrund af sikker viden hos de danske tjenester eller formodninger baseret på generelle NATO-betragtninger om østlige specialstyrkers anvendelse i krig. Hvad angår skjulte depoter, kan vi i dag se, at efterretningstjenesternes antagelser faktisk havde noget på sig. Blandt de frigivne polske dokumenter findes således to detaljerede vejled- ninger i nedgravning af radioapparater i nærheden af Fåborg.56 Det fremgår dog ikke entydigt, om disse depoter faktisk blev etableret, eller der blot fandtes planer om det. For at østlige specialstyrker har kunnet udføre deres opgaver mod mål i Danmark, må det forventes, at en del af den efterretningsmæssige indhentning og terrænrekognoscering, som blev udført af de herværende efterretningsofficerer, har haft til formål at indhente oplysninger om udpegede mål. PET vurderede, at medlemmer af de østeuropæiske diversionsenheder i fredstid kunne „foretage rekognosceringsrejser til et målland f.eks. som last- bilchauffør, turist, delegationsmedlem, idrætsmand eller på anden vis“.57 På den måde kunne enkeltpersoner få lejlighed til selv at besigtige deres mulige fremtidige operationsområde og mål. Som tidligere omtalt viser kilder fra den polske efterretningstjeneste, at de polske militærattachéer i Danmark havde til opgave at finde egnede områder til indsættelse af styrker fra søsiden og fra luften. Attachéerne havde også til opgave at studere broer, militær- anlæg, raffinaderier, brændstofdepoter og magasiner samt diverse rørlednin- ger til brændstof.58 I hvert fald polske efterretningsofficerer har således haft til opgave at besigtige objekter i Danmark, som i en krigssituation kunne blive mål for de østlige specialstyrker, og det var nærliggende at tro, at også de sovjetiske og østtyske foretog lignende besigtigelser.

53 FE’s arkiv, SikNyt oktober 1977, s. 7-8. 54 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 37. 55 Forsyning af de indsatte diversionsenheder kunne ifølge FE ske på to måder: enten ved en udefra- kommende tilførsel af diverse nødvendigheder eller „ved i fredstid etablerede illegale (nedgravede) depoter.“ „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 25, FE’s arkiv, 462/76. 56 „Schowek mobilizacyjny ’Wiatrak’ pod ’A’“ [Mobiliseringsgemmestedet ’Vindmølle’ ved ’A’], instruks, 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. „Schowek mobilizacyjny ’Kota’ pod ’A’“ [Mobiliseringsgemmestedet ’Kote’ ved ’A’], instruks, 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢aczno´˛ sci Danii, 389/104. 57 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 144. 58 „Plan wyjazdów w teren na rok 1964“ [Plan for ture i marken i 1964], arbejdsplan af 28. april 1964, udarbejdet af H. Kuckowski/militærattaché i København. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Panstw ´ Skandynawskich, 371/451.

670 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 671

Den viden, som de danske efterretningstjenester og deres samarbejdspartnere havde indsamlet om de østlige tjenester og specialstyrker, stemmer på en række punkter overens med de oplysninger, som den afhoppede KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin har fremlagt. Såvel KGB som GRU var aktive i 1950’erne og 1960’erne med hensyn til planlægning og forberedelse af sabotage i Vesten. Sabotageaktioner ville blive udført både i krise og krig.59 Det var 13. Departe- ment i KGB’s første hoveddirektorat, senere omdøbt til Departement V, som havde til opgave at gennemføre „særlige operationer“ hvilket blandt andet dækkede over kidnapning og drab samt forberedelse og gennemførelse af sabotage. Også udlægning af våbendepoter og udvælgelse af indsættelsessteder for de såkaldte diversionspatruljer hørte angiveligt til opgaverne. Vigtigst var dog udpegning af vestlige mål samt forberedelse af deres ødelæggelse.60 Depoter med radioer, våben og andet materiel til gennemførelse af de planlagte operationer blev etableret i de vestlige lande, ligesom lokale uniformer fra forsvar, statsbaner og andre institutioner blev indsamlet til brug for de indsatte diversionspatruljer.61 I 1959 blev de mest sårbare punkter såsom strøm- forsyning, olieledninger, kommunikationssystemer samt større industrikom- plekser kortlagt af KGB i formentlig alle NATO-lande blandt andet med henblik på sabotage.62 Ødelæggelserne skulle gennemføres af diversionspatruljer samt af lokale kommunistiske modstandsgrupper.63

Danske modforanstaltninger

Diversionspatruljernes operationer mod danske mål skulle imødegås af blandt andet politiet og hjemmeværnet ved skærpet bevogtning af politiske og mili- tære ledere, større hovedkvarterer, vigtige installationer m.m. Opgaven var vanskelig, og bevogtningen måtte udføres med stor omhu, hvis diversionspa- truljerne skulle forhindres i at gøre uoprettelig skade, hed det fra FE.64 Ifølge en analyse fra juli 1978 havde eksistensen af de østlige diversionsenheder føjet en ny dimension til truslen mod Danmark, fordi disse veluddan- nede specialister kunne forventes at operere dybt inde i det danske bagland i tilfælde af krig. At stadfæste, identificere og nedkæmpe sådanne diversions-

59 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 467 og 474. 60 Indtil 1963 havde det ifølge den afhoppede KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin også været Departement 13’s opgave at udføre industrispionage og stjæle vestlig teknologi og viden. Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 467-468. 61 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 474. 62 Sovjetiske delegationers officielle besøg i vestlige lande blev blandt andet brugt til at besigtige de forskellige udpegede mål. 63 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 467. Andrew og Mitrokhin redegør ikke nærmere for de omtalte kommunistiske modstandsgrupper. 64 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, FE’s arkiv, 1336/83.

671 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 672

patruljer ville blive vanskeligt.65 Denne vurdering synes ikke at have ændret sig, da chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, kommandør Mogens Telling, fem år senere besvarede en anmodning fra Forsvarsministeriet om at kommentere en artikel skrevet af den sovjetiske afhopper Viktor Suvorov.66 Ud over at oplyse, at FE’s og Suvorovs oplysninger stemte overens, betonede oberst Telling specialstyrkernes betydning.67 „Den trussel, specialstyrkerne re- præsenterer, er en trussel mod sammenhængen i det militære forsvar og det civile beredskab.“68 Fordi man fra dansk side vidste, at de østlige specialstyrker i krigstid ville komme til at spille en mulig rolle på dansk jord, fulgte de danske tjenester med i udviklingen hos de forskellige enheder, så godt det nu lod sig gøre. En af måderne, hvorpå man fra dansk side kunne få indsigt i de østlige aktiviteter, var ved hjælp af signalopklaring. De østlige specialstyrker kommunikerede med deres hovedkvarter via High Speed sendinger og havde således et fællestræk med de såkaldte radioagen- ter. Anvendelsen af High Speed sendinger skete for at nedsætte risikoen for at blive opdaget ved hjælp af pejlinger. Allerede i fredstid blev diversions- enhedernes radiokommunikation aflyttet fra dansk side. Dette skete dels for at kunne identificere enhedernes sendesignaler og dels for at holde de danske tjenester underrettet om udvikling i de forskellige enheder.69

Østlige specialstyrker på Bornholm?

Fra dansk side forventede man, at østlige specialstyrker ville blive indsat i Danmark i tilfælde af krig, men hvad med i fredstid? Kunne tilstedeværelsen af østlige specialstyrker forekomme i Danmark i fredstid? Vedvarende rygter havde i en årrække fortalt om frømænd og specialstyrker, som fra tid til anden opererede på Bornholm. Rygterne havde fået næring af fund af diverse effekter på øen. I 1976 kunne danske aviser og blade på baggrund af en artikel i den svenske avis Expressen fortælle, at sovjetiske frømænd sneg sig i land på Bornholm og hentede sten fra Hammershus-ruinen.70 Denne landsætning

65 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 3 af juli 1978, FE’s arkiv, 1336/83. 66 Viktor Suvorov var et pseudonym. Afhopperen hed i virkeligheden Vladimir B. Resun og havde givet de vestlige tjenester en række vigtige oplysninger og ny viden om den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU, som i en årrække forblev lidt af et mysterium for de vestlige tjenester. Resun er sammen med Sergej Bokhan blevet anset som den mest værdifulde GRU-afhopper. West, Games of Intelligence, s. 103-105. 67 Skrivelse af 13. oktober 1983, FE’s arkiv, 1336/83. Af brevet fremgår det, at FE’s oplysninger ved- rørende specialstyrker tilknyttet flåden stammede fra Viktor Suvorov. Der var dog overensstemmelse mellem Viktor Suvorovs oplysninger og de af FE’s oplysninger, som ikke stammede fra ham. 68 Skrivelse af 13. oktober 1983, FE’s arkiv, 1336/83. 69 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 144. 70 Politiken, 2. maj 1976.

672 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 673

var angiveligt et led i uddannelsen af sovjetiske frømænd.71 Fundet af blandt andet en filtrator, formentlig til en gasmaske, havde været med til at sætte gang i rygterne. Et år senere kunne Politiken fortælle om nye fund på Bornholm. Igen havde man fundet to filtratorer samt en kampvognshjelm, begge dele af østeuropæisk oprindelse. Hjemmeværnsbladet fremviste i maj 1977 et billede af den sovjetiske kampvognshjelm og filtratoren.72 FE udfærdigede i september 1977 en notits om fundene på Bornholm.73 Efter en gennemgang af trafikintensitet omkring øen, strømforhold og mange andre elementer konkluderede FE, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at de fundne genstande – også genstande som ikke kunne flyde – var blevet ført til Bornholm ad vandvejen uden at dette indebar en krænkelse af dansk suverænitet. Det stod samtidig klart, at de danske efterretningstjenester formentlig kun havde kendskab til en begrænset del af de genstande, som gennem tiden var blevet fundet på Bornholm. „Det må anses for givet, at der findes en række fund i privat besiddelse, fund som aldrig er kommet til tjenestens kundskab,“ konstaterede FE. Selv om muligheden for landsætning af enkeltpersoner eller små grupper på Bornholm måtte betegnes som særdeles god, havde FE endnu aldrig konstateret, at landsætning af personer fra Østeuropa havde fundet sted. Ifølge FE’s vurderinger kunne „gennemførelsen af en egentlig „manddomsprøve“ for specialtrænede styrker godt finde sted uden danske myndigheders erkendelse“.74 Den danske tjeneste mente dog ikke, at den uddannelsesmæssige værdi ved at landsætte specialstyrker på Bornholm stod mål med de konsekvenser, som en opdagelse eller pågribelse kunne få. Sagt med andre ord: Fra sovjetisk side var man formentlig ikke parat til at sætte forholdet til Danmark på spil for at uddanne sine specialstyrker. Fem år senere blev diverse fund på Bornholm atter vurderet i forhold til FE’s oplysninger om Warszawapagtens diversions- og specialstyrker.75 I en notits af 3. juni 1982 bemærkede FE, at en del af de fundne effekter kunne være drevet i land, mens man i andre tilfælde ikke kunne udelukke, at effekter med vilje var blevet efterladt af forskellige årsager.76 Fire effekter blev i FE’s notits fremhævet som effekter, der „med vilje er efterladt i chikane- eller anden hensigt“.77 På en strand havde man fundet en uskadt strimmel fra en

71 Bornholmeren, 3. maj 1976. 72 Hjemmeværnsbladet, maj 1977. 73 Notits af 2. september 1977, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (433357 –2.9.77). 74 Notits af 2. september 1977, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (433357 –2.9.77). 75 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361). Gennem 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne havde man fundet såvel sovjetiske som østtyske marinehuer, uniformsmær- ker fra en menig, der havde gjort tjeneste i sortehavsflåden, logbøger fra østeuropæiske skibe, en gasmaske med tilhørende filtrator, løse filtratorer, radiojournaler og meget andet. 76 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361). 77 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361).

673 Kap. 55 rettet V 08/06/05 8:10 Side 674

En af konsekvenserne af kommunistisk agitation ved en dansk kaserne. (ABA).

polsk propagandafilm i et ikke-vandtæt plastichylster, ligesom en metalbehol- der med russisk tekst indeholdende tre instruktioner på russisk ligeledes var blevet fundet på en strand.78 En plasticampul påført russisk tekst var blevet analyseret nærmere, og disse analyser havde vist, at ampullen ikke kunne være skyllet i land. Endelig fremhævede FE fundet af en tilsyneladende intakt faldskærmsraket. Trods nye fund på Bornholm var FE tilsyneladende ikke i stand til at komme en forklaring nærmere. FE fandt det vanskeligt at fremsætte vurderinger på grundlag af det foreliggende, men alligevel lod man rapporterne om diverse fund på Bornholm indgå i sine løbende vurderinger af Warszawa- pagtens diversions- og specialstyrker. Hos FE kan der skimtes et holdningsskift fra 1977 til 1982. Mens man i 1977 afviste, at de fundne effekter kunne være blevet bragt til øen på anden vis end af havet, synes FE’s sagsbehandlere i 1982 at have indtaget en mere uafklaret holdning til diverse fund på øen.

78 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361). Instruktionernes ordlyd eller emne fremgår ikke af kilden.

674 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 675

Vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978

56 · Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik

Indledning

I det følgende tages tråden op fra kapitel 25, hvor en række karakteristiske træk ved de større NATO-allieredes vurderinger af dansk sikkerhedspolitik i perioden 1945-1962 blev identificeret.1 Det overordnede indtryk fra den før- ste periode er, at selvom de allierede på ingen måde så med velvilje på den ’lave danske profil’ i NATO, så blev den i det store og hele accepteret, bl.a. ud fra den betragtning, at alliancemedlemskabet repræsenterede en meget stor omvæltning for dansk udenrigspolitik, og at landet derfor havde brug for en vis tilpasningsperiode. Der var forståelse for, at den tankegang, der udsprang af den særlige danske neutralitetstradition, stadig havde stor udbredelse i befolkningen, og at politikerne i deres udformning af udenrigspolitikken måtte tage hensyn hertil. Der var samtidig en påskønnelse af, at Danmark ikke lod sig skræmme af østlige påvirkningsforsøg, men tværtimod i kritiske situationer – med NATO-medlemskabet som rygstøtte – udviste fasthed i sine relationer med Sovjetunionen. På den baggrund er det interessant at følge udviklingen i perioden 1963- 78, hvor præmisserne for de vestlige vurderinger på flere punkter er ændret: Danmark har nu haft en længere årrække til at vænne sig til alliancemedlemskabet; med etableringen af Enhedskommandoen i 1961 er Danmark blevet dybt militært integreret i alliancen og har samtidig fået større sikkerhed for at blive forsvaret i krigstilfælde; og dansk udenrigspolitik får med den begyndende afspænding fra 1963 et nyt og mere aktivt indhold. Alle de tre nævnte forhold giver anledning til, at hidtidige vestlige vurderinger tages op til revision. Men det er påfaldende, at der samtidig med de ændrede præmisser kan konstateres en vis kontinuitet i vurderingerne, og at det i en samlet betragtning ikke kan siges, at de allierede ser med mildere øjne på dansk udenrigs-

1 I store træk følges samme systematik som i kapitel 25, men overskrifterne er tilpasset den nye periode.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 675 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 676

og sikkerhedspolitik. Det gælder især i årene omkring 1970, at man i materialet kan finde adskillige skarpe udfald mod sider af den danske politik og af danske holdninger til vigtige alliancespørgsmål. Indledningsvist skal også erindres om, at analysen i vid udstrækning bygger på materialet fra de allieredes repræsentationer i København, og at de vurderinger, der fremgår af dette materiale, kan være afvigende fra dem, der er foretaget på centralt hold. Dette forbehold er især relevant i forbindelse med de afsnit nedenfor, hvor der gengives en til tider meget negativ amerikansk vurdering af dansk sikkerhedspolitik.2

Generelle vurderinger: Aktivisme, moraliseren og småstatskompleks Der sker i 1960’erne en klar revision i den hidtil dominerende vestlige grund- opfattelse af Danmark som en lille, forsigtig stat, der helst vil blande sig uden om de stores konflikter og undgå unødig stillingtagen til internationale spørgsmål. Dette skift i vurderingen af Danmarks rolle på den internationale scene sættes ikke mindst i sammenhæng med Per Hækkerups overtagelse af udenrigsministerposten i 1962. Den amerikanske ambassadør skriver således i 1964, at dansk udenrigspolitik „has been in the process of shifting from passive low gear to active high gear“, og at den nye linje „can be traced directly to the country’s hard-driving Foreign Minister“.3 Og næste år parallelliseres udviklingen i Danmark ligefrem med USA’s egen: „Like the US Denmark has moved successfully from a pre-world War II policy of „isolationism“ to one of active participation in the collective defense of democracy.“4 I den britiske årsberetning om 1963 bemærkes det aktive danske kontakt- diplomati over for Sovjetunionen og Østeuropa, og også at Danmark inden for FN tager en række initiativer, bl.a. vedrørende Sydafrika. Selv om disse ini-

2 Se især afsnittene om NATO-medlemskabets forankring og om det dansk-amerikanske forhold. Kildeværdien af ambassadematerialet er mere indgående kommenteret i kapitel 25. Som eksempel på at vurderingerne kan være afvigende kan henvises til den i note 70 refererede opfattelse hos udenrigsminister Rogers i 1972. 3 „A Look at the New Look in Danish Foreign Policy“, AmEmbassy til Dep. of State, 5. april 1964, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2111. Året efter fremhæver amerikanerne igen Hækkerups betydning for „the new look“ i den danske udenrigspolitik: „There is little doubt that among the Nordic Foreign Ministers, Per Haekkerup is today the most dynamic and bestknown internationally. … Others continue to be amazed that the hard-drinking, hard-eating Foreign Minister doens’t [end] up and „explode“! „More on Danish Foreign Policy“, 6. maj 1965, sst. 4 „Politico-Economic Assessment“, AMEmbassy til Dep. of State, 1. april 1965, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. I konklusionen på denne indberetning fremhæves samtidig visse konstanter i den danske politik, der trækker i en anden retning: „At the same time, due to their natural caution and desire for compromise, they are reluctant to play an active role in problem areas where major power interests clash.“

676 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 677

Hækkerup modtog ros fra Danmarks allierede for sin aktive udenrigspolitiske linie. Her ses han i FN’s forum i selskab med ambassadør Hans Tabor. (FN).

tiativer ikke anses for at få nogen større effekt, så viser de, „that the Danes are moving away from their tendency to regard themselves as too insignificant to concern themselves with international problems of no direct relevance to Denmark.“5 Svarende til den amerikanske vurdering er Danmark altså nu i den britiske fortolkning ved at kaste ‘den radikale tradition’ af sig. Og det sæt- tes der pris på – også selv om det i spørgsmål som Sydafrika kan føre til uoverensstemmelser mellem Danmark og dets alliancepartnere. I 1967 noterer briterne, at der efter Jens Otto Krags genovertagelse af udenrigsministeriet alene af tidsmæssige grunde er ringe udsigt til, at den hidtidige aktivistiske linje vil blive videreført, men at der på den anden side ikke er tegn på, at Danmark vender tilbage „to the purely mercantile foreign policy of the pre-Haekkerup era; nor should we wish her to do so.“6 Går man det samlede materiale igennem, er der imidlertid ikke tvivl om, at

5 „Denmark: Annual Review for 1963“, Heathcote-Smith til Butler, 18. januar 1964, PRO, FO 371/171642. Allerede året efter stiller ambassadøren imidlertid spørgsmålstegn ved, hvor dybt den nye aktivisme stikker. Han mener, at den danske skuffelse over EFTA i forbindelse med indførelsen af den britiske ekstratold viser, „what a tender plant an active and positive foreign policy is in this small country.“ „Denmark: Annual Review for 1964“, Henniker-Major til Stewart, 18. februar 1965, PRO, FO 371/180034. 6 Denne afsluttende vurdering kommer, efter at dansk-amerikanske uoverensstemmelser i Vietnam- spørgsmålet er omtalt, „Denmark: Annual Review for 1966“, Wright til Brown, 17. januar 1967, PRO, FCO 9, 263/113855.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 677 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 678

såvel Danmarks amerikanske som landets nærmeste europæiske allierede stiller sig både kritiske og uforstående over for mange af de måder, hvorpå den nye danske aktivisme kommer til udtryk – især når det drejer sig om spørgs- mål, der mere direkte vedrører NATO-samarbejdet. Det hænger sammen med, at alliancepartnerne er tilbøjelige til at anskue aktivismen som et udslag af en dansk tendens til moralisme og missionering i udenrigspolitikken, en tendens, der betragtes som skadelig i alliancesammenhæng og som samtidig modarbejder Danmarks egne interesser. Et meget illustrerende eksempel på denne tolkning af den danske politik findes i den tyske ambassadørs kommentarer til statsminister Hilmar Bauns- gaards åbningstale i Folketinget i oktober 1969.7 I talen skelner Baunsgaard mellem to udenrigspolitiske målsætninger: Som det ene bibeholdelse af landets frihed og sikkerhed og som det andet at bidrage til løsning af internationale problemer, herunder sikring af freden og mindskelse af menneskelig nød. Ambassadøren hæfter sig ved, at i den danske offentlighed står det andet mål i forgrunden og giver som eksempler herpå optagetheden af problemerne i Vietnam, Biafra og Grækenland. Herefter hedder det:

„Die Einsicht in die Notwendigkeit, für die Erhaltung der eigenen Freiheit Opfer zu bringen und Anstrengungen auf sich zu nehmen, um das west- liche Bündnis zu stärken, tritt demgegenüber auffallend zurück. Dies hat seinen Grund einmal in der weit verbreiteten Meinung, die Bedrohung des Westens durch den Kommunismus sei einer Bereitwilligkeit Moskaus zur friedlichen Koexistenz gewichen, zum anderen in der Auffassung, dass ein kleines land wie Dänemark mit seiner geringen Bevölkerungszahl doch nichts Effektives zur Sicherheit beitragen könne. Diese verschiedenen Stimmungen in der Bevölkerung bleiben selbstverständlich nicht ohne Wirkung auf die Einstellung der Parteien und auf die Regierungspolitik.“

Altså opfattelsen af at dansk udenrigspolitik er præget af en småstatstanke- gang, der giver sig udslag i negligering af den centrale, tunge del af sikkerhedspolitikken. Aktivismen kommer til udtryk i form af afspændingspolitik og i de nævnte perifere, mere moralske spørgsmål. Resultatet er, at Danmark ikke er parat til at bringe ofre for at sikre sin egen frihed og sikkerhed, d.v.s. ikke gør nok for at opfylde den første af de to målsætninger opstillet af Baunsgaard.8

7 Kommentaren indgår i det materiale, der blev udarbejdet forud for forbundskansler Willy Brandts besøg i Danmark i februar 1970. „Besuch des Bundeskanzlers in Kopenhagen. Grundzüge der däni- schen Aussenpolitik“, Simon til Auswärtiges Amt, 12. januar 1970, Auswärtiges Amt, B 31, Bd. 356. 8 Senere i skrivelsen tales om udenrigspolitikkens ideologisering, der bl.a. betyder, at der rettes langt mere kritik af diktaturforholdene i øststater end af tilsvarende forhold i den ikke-kommunistiske verden. Socialdemokratiet kritiseres for at prioritere ideologiske målsætninger over strategiske, når partiet stiller spørgsmålstegn ved det juntastyrede Grækenlands fortsatte NATO-medlemskab.

678 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 679

Tilsvarende tolkninger af dansk udenrigspolitik i den nye, mere aktive fase genfindes i ambassadørindberetningerne fra andre af Danmarks allierede. I 1971 kritiserer den britiske ambassadør danske standpunkter vedrørende Biafra, Grækenland og Sydafrika.9 I de franske indberetninger tales der om, at danskerne går mere op i skandinavisk samarbejde, FN og hjælp til ulan- dene end i NATO-forhold. Militærattachéen skriver i sin årsberetning om 1967, at der i Danmark hersker en stemning af pegefingermoral, og at politikerne ligger under for den stærke moralistiske trang i folkeopinionen.10 Også amerikanerne udtrykker sig i disse år stærkt kritisk om den moraliserende danske udenrigspolitik. Den officielle danske kritik af den græske junta siges at være illustrerende for „the proclivity of Denmark to take a highly idealistic posture on some international issues to the point of almost damning the consequences.“11 Forud for statsminister Baunsgaards besøg i Washington i april 1970 udfærdiges et memorandum i State Department, hvor karakteristikken og holdningen til dansk udenrigspolitik opsummeres på følgende måde:

„This combination of an inclination (a) to temporize in the face of opposition pressures, (b) to adopt moralistic stands on foreign policy matters in which their own interests are not involved, and (c) to pursue détente with more enthusiasm than realism, makes Danish foreign policy attitudes sometimes troublesome.“12

Det er mere tydeligt i de amerikanske vurderinger end i de øvrige vestmag- ters, at den danske tendens til moraliseren i udenrigspolitikken ses som en afspejling af landets størrelse. Der tales i de amerikanske indberetninger gen-

9 „Denmark: Annual Review for 1970“, MacLehose til the Secretary of State for Foreign and Commonwealth Affairs, 11. januar 1971, PRO, FCO 33, 1314/113855. 10 „Rapport annuel 1963“ af 23. januar 1964, „Rapport annuel 1964“ af 15. november 1964, „Rapport annuel sur le Danemark au 1er janvier 1967“ af 31. januar 1967, „Rapport annuel sur le Danemark année 1967“ af 8. december 1967. Indberetninger fra den franske militærattaché i Kbh., Service Historique de l’Armée de Terre, 14 S 53. 11 „US Policy Assessment – Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 4. september 1970, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. 12 „Memorandum for the President; Baunsgaard Visit: Perspectives“, 9. april 1970, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2238. De følgende års mere udtalte kritik af den amerikanske Vietnam-politik sættes naturligt nok også ind i denne sammen- hæng. Et år senere advares mod at tro, at et evt. dansk EF-medlemskab vil betyde, at der bliver mindre tid og energi til danskerne traditionelle optagethed af fjerne problemer i Afrika og Asien. „While that is a consummation devoutly to be wished, Danish intellectuals and journalists will not easily abandon the simplicities and moral certitudes of Vietnam and Angola for the murky complexities of threshold prices and the Werner Plan.“ „US Policy Assessment – Denmark –1971“, AmEmbassy, 13. februar 1971, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 679 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 680

tagne gange om et dansk småstatskompleks, en enkelt gang ligefrem om dansk småstats-chauvinisme.13 Henvisninger til småstatskomplekset optræder i flere sammenhænge, og det menes at få ganske alvorlige konsekvenser for danskernes generelle holdning til hele Øst-Vest konflikten. I en oversigtsindberetning fra midten af 1967, hvor de dansk-amerikanske relationer ellers siges at være i en „excellent state“, fremhæves endnu engang tendenserne til pacifisme og neutralisme, der siges at ligge lige under overfladen. Og herefter hedder det:

Eagerness to bury the burdens and fears of Soviet military intervention in Europe is widespread. The „small country“ complex leads many Danes, through a submerged sense of inferiority, to judge harshly large and power- ful countries, such as the United States, and instinctively identify virtue with weakness. The myth is widely believed that the United States is an im- mature country, hysterically afraid of communism and/or zealously bent on forcing the „American way of life“ on the entire world. A curious double standard of judging external events leads many Danes to view leftist dictatorships more or less sympathetically, even though these regimes may be an international threat, while viewing rightist dictatorships, or even Governments presumed to be „right“ of Denmark’s, uncompromisingly even though they may threaten no other country.“14

Ligesom i den tidligere citerede vesttyske indberetning vurderes danskerne her at prioritere moralismen i udenrigspolitikken over egne sikkerhedsinter- esser, men den danske småstatstankegang får her endnu større betydning. Den er – i samspil med den fortsatte neutralitetstradition – ansvarlig for den danske tro og vægt på afspænding, og den får i det store spil mellem Øst og Vest i visse tilfælde danskerne til at holde med ’de forkerte’. Ikke kun når det drejer sig om at fordømme diktaturlande i Øst og Vest, men også når det drejer sig om vigtige spørgsmål, som landets hovedallierede, USA, er involveret i. I stedet for at se Vietnamkrigen som et led i den kolde krig ses den som en kamp mellem David og Goliat, hvor det danske mindreværdskom- pleks bestemmer hvilken side, der tildeles størst sympati.15

13 I en indberetning fra 1972 hedder det: „The Danes, in fact, continue to show some signs of „small- power chauvinism“ and are likely to be quite difficult to deal with in the immediate future.“ „US Policy Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy, 28. juni 1972, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. Også franskmændene er inde på småstats- faktoren. Militærattachéen sætter således i sin årsberetning om 1966 det danske ønske om at blive hørt internationalt i sammenhæng med det mindreværdskompleks som danske politikere tillægges. „Rapport annuel sur le Danemark au 1er janvier 1967“, 31. januar 1967, Service Historique de l’Armée de Terre, 14 S 53. 14 „US Policy Assessment“, AmEmbassy, 2. juni 1967, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2043. 15 Året efter genfinder man den samme tolkning: „Sensitive to her own diminutive size, Denmark tends to see the struggle as one between a super power and a mini-power and instinctively identifies

680 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 681

For amerikanerne gennemsyrer småstatskomplekset i den grad den danske tankegang, herunder også hos ledende politikere, at det får betydning i forbindelse med planlægningen af danske statsbesøg i USA. Det kom bl.a. til udtryk i forbindelse med statsminister Hilmar Baunsgaards besøg i Washington i april 1970. State Department giver her præsidenten følgende gode råd:

„One note of caution may be useful. The Danes, like the people of many small countries, sometimes worry that the world does not take them seriously. While the Danes have capitalized on quaintness and mythology in attracting tourists, they tend to resent broad-brush characterizations of Denmark as the land of Canute, Hamlet, and Hans Christian Andersen. In public statements, therefore, the President may wish to minimize refe- rences to the picturesque aspects of Danish life and literature.“16

Selv om Danmark i denne skrivelse parallelliseres med andre småstater, skinner det dog igennem, at en særlig varsomhed er påkrævet ved omgangen med danske statsledere. Af det foregående er allerede fremgået, at der i de vestlige vurderinger er en tilbøjelighed til at tillægge opinionen en stor rolle, når indholdet i den danske politik, herunder ikke mindst dens meget moraliserende side, skal forklares; jf. de citerede amerikanske og tyske vurderinger fra 1967 og 1969.17 I den tidligere nævnte britiske kritik fra 1971 gør ambassadøren sig umage med at påpege, at kritikken ikke skal rettes mod udenrigsministerens person. „… the pressure to be contrary or to strike a moral attitude on issues ap- parently remote from Danish interests arises from factors which are typically Danish and have nothing to do with Poul Hartling.“18 Også i de franske vur-

with the latter.“ „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juli 1968, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044. I en indberetning fra 1972 tolkes den danske holdning til USA igen i sammenhæng med småstatskomplekset, der her også siges at føre til „highly simplistic notions about complicated world problems.“ „U.S. Policy Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. juni 1972, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2238. 16 „Memorandum for Mr. Henry Kissinger, The White House. Baunsgaard Visit: Public Statements“, Theodore L. Eliot, Jr, 6. april 1970, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files. 17 Det kan tilføjes, at i hvert fald de amerikanske diplomater efter ‘oprørsåret’ 1968 også tillægger ungdommens holdninger stor indflydelse på politikformuleringen. I 1972 mener ambassaden ligefrem, at hovedårsagen til den lave forsvarsindsats er mange danske politikeres „wish to associate themselves with the rising tide of young voters“ De siges at være ramt af et ‘Abishag complex’: „The symptoms include a strongly felt need to warm themselves on the adultation of young people by uncritically expounding whatever views are currently popular among them.“ Sst. 18 „Denmark: Annual Review for 1970“, MacLehose til Foreign and Commonwealth Office, 11. januar 1971, PRO, FCO 33, 1314/113855. I næste årsberetning synes kritikken mere rettet mod personen. Her skriver ambassadøren: „in December, mr. K.B.Andersen, as a new Foreign Minister, decided against all advice to lead the attack on the Greek Colonels.“ „Denmark: Annual Review for 1971“, Andrew Stark til Foreign and Commonwealth Office, 1. januar 1972, PRO, FCO 33, 1706/113855.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 681 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 682

deringer lægges vægt på opinionens betydning, især hvad angår den danske forsvarspolitik.19 Man kan heri vælge at lægge en opfattelse af, at udenrigspolitikken i Danmark bliver til på et meget demokratisk grundlag. Der er dog nok snarere tale om, at udenlandske diplomater deler deres danske kollegers ikke altid lige store begejstring for de politiske hensyn, der skal tages højde for ved valget af officielt standpunkt.20 Under alle omstændigheder er den pågældende forståelse af den måde, politikformuleringen foregår på i Danmark, med til at befæste opfattelsen af, at den danske politik har et stærkt ideologisk præg og ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den kolde krigs hårde kendsgerninger.

NATO-medlemskabets forankring og dansk østpolitik

Konklusionen fra kapitel 25 om, at det danske NATO-medlemskab – trods lav profil i form af beskedne forsvarsudgifter samt base- og atomvåben-reservation – af de vestlige allierede blev betragtet som fast forankret, kan for denne periodes vedkommende kun delvist opretholdes. Der er i hvert fald tale om, at opfattelserne er varierende – både mellem de allierede og over tid. Flere forhold er i perioden frem til begyndelsen af 1970’erne medvirkende til, at der anstilles mere eller mindre bekymrede overvejelser om karakteren og dybden af det danske NATO-engagement. I forlængelse af det foregående afsnit kan her for det første nævnes den danske hang til missioneren og moraliseren, der ofte sættes i forbindelse med eksistensen af fortsatte neutralistiske tendenser i især den danske offentlighed. Den stadig mere udtalte danske kritik af USA’s Vietnam-politik op mod 1973 optræder også i denne sammenhæng og bliver et par steder tolket som en trussel mod det danske NATO-tilhørsforhold (se afsnittet nedenfor om det bilaterale forhold). En anden vigtig faktor er den aktive danske øst- og afspændingspolitik i Europa, der præger denne periode, og som nok i en vis udstrækning accepteres – i hvert fald af amerikanerne, men som i stigende grad vækker irritation og tolkes som en manglende dansk forståelse af NATO’s centrale formål. Hertil kommer så en opfattelse hos de allierede af, at udløbet af NATO’s 20-

19 F.eks. „Directives donnée à l’armée danoise en cas d’aggression“, indberetning fra militær- attachéen, 19. oktober 1951,Archives diplomatiques, Europe, Danemark, défense nationale, Serié 9, sous-sérié 4. Her fremhæves, hvor svag den udøvende magt er i forhold til både Folketinget, partierne og den offentlige mening. 20 Som illustration heraf kan nævnes den britiske årsberetning for 1960, hvor ambassadøren under omtalen af danske holdninger til afrikanske spørgsmål oplyser, at det danske udenrigsministerium „indicated to us that a widespread if ill-informed sentiment prevails in political circles in Denmark, which the Government are obliged to take into account, that white men in Africa can do no right and black men no wrong.“ „Denmark: Annual Review for 1960“, Montagu-Pollack til The Earl of Home, 2. januar 1961, PRO, FO 371, 159257/113855.

682 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 683

års frist i 1969 spiller en væsentlig politisk rolle i Danmark. I den forbindelse anses Frankrigs udtræden af det integrerede militærsamarbejde for at have stærkt uheldige konsekvenser, ikke mindst fordi der i Danmark menes at eksistere en fortsat stor frygt for tysk dominans i Europa. Endelig kan nævnes, at spørgsmålet om dansk medlemskab af EF omkring 1970 igen aktualiseres, og at amerikanerne – i lyset af de øvrige nævnte forhold – ser muligheden for en manglende dansk optagelse som en trussel mod Danmarks generelle vest- orientering og dermed også mod landets medlemskab af den vestlige forsvarsalliance. Ovenstående vurderinger vil i det følgende blive søgt underbygget gennem brug af det udenlandske arkivmateriale. Heraf vil fremgå, at materialet ofte peger i forskellige retninger, og at en fyldestgørende belysning af emnet vil kræve en mere omfattende analyse, end det er muligt at foretage her. De nævnte udledninger repræsenterer på mange måder forenklinger, hvor nuancer er udeladt. Men den overordnede tendens peger i retning af en mere forbeholden vurdering af den danske NATO-forankring, end tilfældet var i den første periode. Heroverfor skal en vigtig nuance straks betones. Der er en fortsat tro på, at Danmark ikke lader sig presse af Sovjetunionen, og at den politik, der føres over for stormagtsnaboen mod øst, snarere skal ses som et udslag af egne prioriteringer end som en ny form for eftergivenhedspolitik – à la den der tidligere i historien blev praktiseret over for Tyskland. En sådan vurdering er indeholdt i den tidligere citerede indberetning fra den vesttyske ambassadør Berger i 1963 (se kapitel 25), hvor den danske fasthed over for Sovjetunionen roses, samtidig med at der vises forståelse for ikke-provokationspolitikken. En lignende opfattelse kommer til udtryk i det forberedende materiale, der udarbejdes til brug ved forbundskansler Erhards besøg i Danmark i juli 1964.21 Det forbedrede dansk-sovjetiske forhold omtales, ligesom den sovjetiske tilfredshed med, at det nu er blevet muligt at gennemføre et besøg af Khrusjtjov i Danmark, bliver fremhævet. På linje med de tidligere vurderinger bliver det samtidig noteret, at Danmark har stillet sig afvisende over for sovjetiske for- søg på at svække det vestlige forsvarsforbund. Her omtales en forstærket sovjetisk aktivitet over for Skandinavien siden efteråret 1962 med hovedvægten på forslaget om skabelsen af en atomfri zone. Den negative danske holdning hertil, herunder kravet om at en sådan zone i givet fald også måtte omfatte sovjetisk territorium, noteres med tilfredshed. De amerikanske vurderinger er på dette punkt mindst lige så tydelige som de tyske. I 1965, hvor USA’s tiltro til den danske NATO-forankring fortsat er uanfægtet, skriver ambassadøren således i en oversigtsindberetning: „Despite a relatively active campaign by the Soviets to exploit underlying pacifistic

21 „Sowjetisch-dänische Beziehungen“, pkt.6 i ambassadens håndakter, juli 1964, Auswärtiges Amt B 26/245.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 683 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 684

feelings, the Danish Government has shown no signs of weakening in its resolve to keep Denmark firmly in NATO and to preserve its close ties with the western world.“22 Mere konkret noterer ambassaden med tilfredshed forud for Khrusjtjovs besøg i 1964, at regeringen har afvist kampagnen for „Østersøen som et fredens hav“ og idéen om Norden som atomfri zone. „Mr. Khrustjev should have no illusions as to the firmness of the Danish attitude on this following the recent visits to the USSR of both Mr. Haekkerup and Mr. Krag, nor should he expect to make any headway on these points during his visit here June 16-20.“ Tilsvarende hedder det i en amerikansk indberetning fra 1966: „Soviet attempts to exploit latent neutralist feelings in Denmark have been generally unsuccessful as applied to the Baltic area, despite the generally-held Danish view that the threat of Soviet attack has diminished.“23 Ligesom i det tyske materiale er der også i det amerikanske tegn på accept af, at den danske fasthed over for Sovjetunionen er kombineret med en hensyntagen til østlige interesser på visse punkter. Det hedder således opsum- merende i en af indberetningerne fra 1965: „The Danes are acutely aware of their proximity to the Soviet Union. While fully desirous of maintaining their ties with NATO, they strongly feel that a certain „balance of interests“ has been created in the Scandinavian area and hence would resist any develop- ment which could change the present status quo.“24 I denne formulerings- måde synes i det mindste at kunne indfortolkes en stiltiende accept af den danske balancepolitiske ikke-provokationsstrategi (jf. begreberne i kapitel 3). Hvad Danmarks generelle NATO-forankring angår, er det amerikanske materiale mest omfattende, og det vil først blive gennemgået. Herefter vil enkelte vurderinger fra de øvrige allierede blive trukket ind for at nuancere billedet. Som det allerede delvist er fremgået, ser amerikanerne i midten af 1960’erne med stor tilfredshed på den danske udenrigspolitik i almindelighed og loya- liteten over for alliancen i særdeleshed. I den citerede indberetning fra 1965 hedder det i den indledende opsummering: „Denmark continues to give con- structive support to the strengthening of Atlantic solidarity and its basic

22 „Politico-Economic Assessment: Denmark „, AmEmbassy til Dep. of State, 1. april 1965, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. 23 „Danish-American Relations in Retrospect“, AmEmbassy til Dep. of State, 16. maj 1964, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2113 og „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. Også i dette spørgsmål er det imidlertid vanskeligt at udlede éntydige konklusioner. Den franske militærattaché mener således i en årsrapport om 1964, at Sovjetunionen med en vis succes udøver pres over for Danmark, og anfører i den forbindelse, at der skal betales af til Sovjet for at have forladt Bornholm i 1946. Han mener, at det danske forbehold i atompolitikken skal forstås på denne baggrund. „Rapport annuel 1964, 15. november 1964, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. Der er ikke fundet britiske kilder fra denne periode til belysning af spørgsmålet. 24 „Politico-Economic Assessment: Denmark „, AmEmbassy til Dep. of State, 1. april 1965, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112.

684 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 685

foreign policy places strong emphasis on the UN, NATO, European integration and Nordic cooperation.“ Og senere siges om NATO-modstanden: „There are some scattered elements of public opinion which are trying to rally support for Danish withdrawal from NATO in 1969. These efforts have not thus far met with any success.“ Hertil kan føjes, at ambassadøren i en statusrapport året før skriver, at „neutralist and pacifist tendencies no longer play an important role in Danish defense policies“ og efterfølgende citeres Per Hækkerup for at have udtalt „that had it not been for NATO, Denmark would have lost its freedom.“25 Det er helt i tråd med denne stærke tiltro til Danmarks NATO-forankring, at betydningen af den samtidige offentlige diskussion om muligheden af at genoplive planerne for en skandinavisk forsvarspagt kraftigt nedtones. Gene- relt siges det i en anden rapport fra 1965 om den danske debat om NATO’s fremtid: „While official and public support for NATO remains firm, responsible Danes (in both the Government and the Opposition) – for political reasons – are going to have to put up with this „debate“ on the future of NATO, largely sponsored by neutralist and anti-defense elements in Denmark.“26 En anden udløber af de positive vurderinger er, at amerikanerne på dette tidspunkt synes at have fuld tillid til Danmark, hvad angår de aktive bestræ- belser, der på dansk side udfoldes for at forbedre forholdet til ’fjendelandene’ i øst. Bestræbelserne omtales som den danske brobygningspolitik, og State Department beroliges i 1966 om, at den danske regering „takes care in keeping the United States fully informed of the result of official visits.“27 Men allerede året efter er der på dette punkt tegn på en begyndende amerikansk omvurdering. Det fremgår nu, at det aktive danske østdiplomati ikke kun sker med USA’s fulde opbakning, idet ambassdøren skriver: „... it will probably be necessary to continue to remind the Danish Government that early consul- tation with regard to Eastern initiatives is appreciated.“ Forinden har han advaret om, at USA’s støtte til den danske afspændingspolitik risikerer at føre til nye og endnu mere radikale initiativer – hvor det underforstås, at sådanne initiativer vil komme på tværs af USA’s interesser. Endelig fremgår det af samme dokument, at Danmark hidtil er blevet betragtet som frontfigur i Norden som talsmand for amerikanske mål, men at der heri er sket et mindre tilbageslag.28 Denne nye, mere forbeholdne tone, der bliver stadig mere udtalt i de føl- gende år, synes i første omgang at være udløst af valgresultatet i 1966 og den

25 „Danish-American Relations in Retrospect“, AmEmbassy til Dep. of State, 16. maj 1964, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2113. 26 „More on Denmark and NATO“, AmEmbassy til Dep. of State, 14. oktober 1965, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 1621. Den offentlige diskussion af en skandinavisk forsvarspagt, der refereres til, var startet på initiativ af dagbladet Information. 27 „Politico-Economic Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 1.april 1965, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. 28 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juni 1967, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2043.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 685 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 686

efterfølgende regeringsomdannelse med Hækkerups fratræden som udenrigsminister. Den ændrede parlamentariske situation, hvor den socialdemokratiske regering er blevet afhængig af SF som støtteparti, får nu pludselig ambassaden til at stille spørgsmålstegn ved karakteren af den danske NATO- tilknytning. Det noteres i indberetningen herom, at regeringen bedyrer, at den nye situation ikke vil influere på udenrigspolitikken, men herefter hedder det: „Under present circumstances, it appears doubtful that the Govern- ment will be moved to desert NATO entirely [fremhævet her], but the leftward swing of Danish politics does leave the Government vulnerable to pressure to loosen the Alliance ties.“ I en afsluttende opsummering af ’problemer’ siges, at presset for at trække Danmark ud af NATO og løsne båndene til USA har udsigt til at blive øget.29 På samme tidspunkt begynder amerikanerne at udvise en stigende skepsis over for hele den danske afspændingspolitik; en skepsis der også manifeste- rer sig på højeste politiske plan. Da Jens Otto Krag i juni 1967 er på besøg i Washington, bliver præsident Johnson forud for mødet med den danske stats- og udenrigsminister i et briefing-paper mindet om, at „Denmark is among the most enthusiastic of NATO’s East-West bridge builders“. Umiddelbart efter anmodes præsidenten om at fortælle Krag, at den aktuelle krise i Mellem- østen og Sovjetunionens adfærd i denne forbindelse „serve as a reminder that our bridges to the East must be constructed on the base of solid realities and not on illusory grounds of wishful thinking.“ State Departments noget kritiske syn på den danske afspændingspolitik skinner her igennem.30 Men den kritiske holdning bliver mere udtalt året efter – i hvert fald på ambassaden i København. Og det sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor årsa- gen til den danske politik, efter regeringsskiftet i februar, ikke længere kan tilskrives venstrefløjsindflydelse. I en indberetning fra sommeren 1968 nøjes ambassaden ikke kun med at henvise til den danske forkærlighed for brobygning, men fastslår, at „ Denmark is in the front ranks of those who would have NATO exercise a different, basically non-military role in the future.“ Herefter noteres fraværet af en tro på NATO’s militære nødvendighed andet end som en vigtig faktor i magtbalancen. Alt sammen menes at være udtryk for en stigende agitation for „a radical reappraisal of Denmark’s continued membership.“ På den baggrund fremkommer ambassaden med følgende anbefaling:

29 Sst. Mere specifikt omtales den danske atompolitik, hvor der er udsigt til, at regeringen kan blive presset til at kræve forsikringer af besøgende amerikanske flådefartøjer om ikke at medbringe ker- nevåben. „If they should be successful, the United States has no alternative under present policy but to cancel further visits.“ 30 „The President’s meeting with Danish Prime Minister and Foreign Minister Krag“, State Department [?], 23. juni 1967, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2043. I samme paper roses Hans Tabor for en „outstanding performance“ som præ- sident for Sikkerhedsrådet under Mellemøstkrisen, og det siges videre: „Tabor has presided over the Security Council with consumate skill, dignity, and impartiality, to the credit of both Denmark and himself.“

686 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 687

„The continuing military utility of NATO ought to be made clear in terms of the specific dangers inherent in Soviet encroachments into the Medi- terranean and especially in Soviet emergence as a maritime power. In this regard, Denmark should be made aware on a continuing basis of the Soviet and Chinese threat, subversive as well as military, and of the changing nature of the Soviet threat since the 1949 period.“

Til sidst i indberetningen anbefales en meget større indsats for at påvirke den danske ungdom.31 Senere samme år skaber Warszawapagt-invasionen af Tjekkoslovakiet øget folkelig opbakning bag NATO, og hele diskussionen i forbindelse med 20-års- periodens udløb ophører stort set. Men da ambassaden et år efter gør status, hæfter man sig ved den underliggende negative udvikling i den danske NATO-opbakning:

„Czechoslovakia probably temporarily altered but did not reverse the Danish trend toward reduced participation in NATO and a gradual weakening of its defense capability. Denmark will probably continue to be one of the softer members of NATO …“

Hvor negativt udviklingen vurderes, fremgår af de afsluttende anbefalinger, hvor regeringen i Washington opfordres til at lytte til nogle af de danske øn- sker for ikke at risikere en dansk udmelding af NATO. Således mener am- bassadøren, at „insistance upon Spanish membership in NATO … would probably cause Denmark to leave the Alliance.“32 Man kan stærkt betvivle, om denne vurdering blev delt på centralt hold i State Department, men udsagnet er et vidnesbyrd om, at den danske moralisme i udenrigspolitikken ikke kun blev betragtet som skiftende regeringers leflen for en folkelig opinion. Den risikerede – ligesom den tyske ambassadør i en omtrent samtidig indberetning antydede (se kilden i note 7 foran ) – efter disse rapportørers mening at kunne få direkte konsekvenser for varetagelsen af Danmarks basale sikkerhedspolitiske interesser.33 Det må ses i forlængelse af denne stigende tvivl om dybden i det danske NATO-engagement, når amerikanerne fra 1970 så tydeligt sætter den forny-

31 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juli 1968, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044. 32 „U.S. Policy Assessment – Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 10. september 1969, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044. 33 Heroverfor står dog en anden vurdering fra januar 1973, hvor det siges, at danske regeringer fø- ler sig presset til at udtale sig negativt om græsk og portugisisk medlemskab og fremtidigt spansk. „This, in a sense, is part of the price which pro-NATO leaders in Denmark have to pay to preserve their position of leadership.“ Det skal bemærkes, at denne vurdering gives, efter at amerikanerne er lettede over Danmarks optagelse i EF, jf. nedenfor. „U.S. Interests and Goals in Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 18. januar 1973, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 687 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 688

ede udsigt til en dansk optagelse i EF ind i en sikkerhedspolitisk sammen- hæng. En mere principiel analyse af de perspektiver, som den forestående EF- beslutning rejser, gennemføres i en indberetning fra februar 1971.34 Danmark siges at stå over for „a historical watershed which could well make it one of the most decisive years in its history.“ Forståelsen for EF-modstanden kan ligge på et meget lille sted: „… it is painfully apparent to all but the ideologists that to refuse membership once the U.K. is accepted would confront Denmark with disaster.“ Her er det primært de økonomiske konsekvenser, der tænkes på. I den videre analyse, hvor USA’s egne interesser vurderes, fokuseres først og fremmest på sikkerhedspolitikken, og det anføres bl.a., at den stærke danske trang til at gå foran i afspændingspolitiske spørgsmål, især vedrørende indkaldelse af en europæisk sikkerhedskonference, sandsynligvis vil blive dæmpet gennem et medlemskab af EF. Ambassaden nævner den overordnede amerikanske interesse i et forenet Europa, der gør fremskridt mod politisk enhed. Det må ses som en illustration af denne interesse, når det i de afsluttende anbefalinger siges:

„We feel strongly that Denmark’s commitment to NATO will be greatly enhanced by entry into the Common Market. Conversely, failure to enter can only, over time, weaken Denmark’s NATO ties and contribute to the centrifugal forces already deeply entrenched here. It behoves the U.S., therefore, to use our influence discreetly in the councils of Europe, both with the Six and the British, to emphasize the great strategic and political value of tieing the northern flank of NATO irrevocably to a united Europe compared to the short term economic costs which might be involved.“

Med omtalen af de dybt rodfæstede centrifugale kræfter knytter indberetningen an til den linie i de amerikanske vurderinger, der allerede et par år havde været fremherskende. Halvandet år senere, da tidspunktet for folke- afstemningen i Danmark er ved at nærme sig, og udfaldet synes uvist, bliver denne linje markant forstærket. Der tales nu om, at Danmark i tilfælde af et nej ved afstemningen risikerer at havne i selskab med det neutrale Sverige. Efter en påpegning af sammenfaldet mellem anti-NATO og anti-EF holdninger siges det i en indberetning fra juni 1972:

„It is also in our interest for Denmark to enter the European Community, where its existing commitment to Western objectives can be reinforced and perhaps placed under greater discipline. Failure to enter the EC at this time could conceivably lead to sweeping changes in Denmark’s political and economic orientation. Eventually, this could even lead to a retreat

34 „U.S. Policy Assessment – Denmark – 1971“, AmEmbassy til Dep. of State, 13. februar 1971, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239.

688 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 689

toward neutralism and an international stance similar to that of Sweden, permitting a strengthening of Soviet influence throughout Scandinavia.“35

På den baggrund kan det ikke undre, at amerikanerne er lettede over afstem- ningens resultat. Efter Danmarks formelle optagelse i De Europæiske Fælles- skaber i januar 1973 gør ambassaden i en indberetning status over amerikanske interesser og mål i relation til Danmark. Det siges, at det danske EF-medlemskab gør det endnu tydeligere end før, at USA’s primære interesser ligger på det multilaterale og ikke på det bilaterale område. Om de videregående udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser af medlemskabet hedder det fortrøstningsfuldt:

„Danish membership in the EC can serve to tie Denmark closer to NATO, making the Danes less vulnerable to pressure and persuasion from the USSR. It may also tend to reduce the present excessive influence of Swedish media on Danish public opinion, which is particularly significant in the key Copenhagen area. In general, the exposure of Danish opinion leaders to economic and political realities in EC fora should lead them toward a more sophisticated view of world realities and might eventually reduce their tendency to adopt simplistic and moralistic attitudes to complicated international problems. As the „EC Bridgehead to Scandinavia“, Denmark should also play an important reverse role in bringing its Nordic brethren to a less insular view of the world. Finally, although Denmark will probably remain a comparatively weak link in NATO, its EC membership should prevent its defense posture from eroding as fast as it might otherwise do. The Danes already seem sensitized to criticism from the British and West Germans, their two most important economic partners within the EC, and they may, in consequence, be willing to make some gestures toward sharing the common defense burden more evenly.“36

Når man betænker den ringe vægt, der i den danske debat forud for folke- afstemningen – i hvert fald fra tilhængerside – blev lagt på EF-medlemskabets politiske implikationer, kan man roligt sige, at den amerikanske ambassadør her tager munden fuld. Medlemskabet giver USA mulighed for at få fremmet, eller måske endda opfyldt, en lang række centrale målsætninger over for Danmark: En stærkere forankring i NATO, herunder større modstandskraft over for sovjetisk indflydelse og svensk neutralistisk påvirkning; et mere realistisk og mindre missionerende syn på verden; en større villighed til at dele

35 „U.S. Policy Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. juni 1972, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. 36 „U.S. Interests and Goals in Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 18. januar 1973, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 689 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 690

forsvarsbyrderne med sine allierede; og oveni kunne amerikanerne endda håbe på, at Danmark som nordisk brohoved i Europa ville få en gunstig udenrigspolitisk indflydelse på sine broderfolk. Konkluderende om det syn, amerikanerne fra begyndelsen af 1960’erne og frem til 1973 havde på Danmarks stilling i verden, herunder især landets position i den vestlige alliance, kan anføres, at den netop fremhævede tro på de positive effekter af dansk EF-medlemskab vidner om labiliteten i de amerikanske vurderinger. De gengivne opfattelser fra januar 1973 viser på den ene side, at amerikanerne har været bekymrede for stabiliteten i den danske vest- orientering, og på den anden side, at markante begivenheder og ændrede forudsætninger kan få situationen til at vende. Det svarer til udviklingen op gennem 1960’erne, hvor vurderingerne svinger fra det stærkt optimistiske i midten af årtiet til en udtalt skepsis over for den danske NATO-forankring omkring 1970. Hertil kan så føjes, at selv i den mere skeptiske periode er det muligt at finde vurderinger, der fastholder et positivt syn på Danmarks rolle inden for NATO og en stærk tro på Danmarks opbakning bag NATO.37 Heller ikke de øvrige allieredes vurderinger af Danmarks forankring i NATO-alliancen er entydig. Franskmændene synes gennemgående at vurdere forankringen som værende høj, men samtidig anses danskerne endnu i 1964 for at være neutralistiske og pacifistiske af natur, og medlemskabet menes at være svært foreneligt med neutralitetstraditionen. Det giver sig udslag i, at Danmark konstant er optaget af at forekomme så lidt engageret i alliancen som muligt.38 Men da så danskerne blander sig noget mere i sidste del af 1960’erne med egne standpunkter vedrørende afspændingspolitikken, er franskmændene mindre tilbøjelige end amerikanerne – og tyskerne (se nedenfor) – til at se det som en trussel mod NATO-forankringen. I den franske tolkning ses afspændingspolitikken snarere som led i danske bestræbelser på at befæste landets medlemskab af alliancen, hvilket hænger sammen med den betydning, deres egen udtræden af den integrerede kommandostruktur i 1966 tillægges. Opfattelsen er den, at der herigennem opstår en trussel ikke alene mod selve NATO’s eksistens, men i Danmark også en trussel mod befolkningens

37 Da Danmark i begyndelsen af 1972 skrider til diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam efter for- udgående stærke advarsler fra USA, ønsker præsident Nixon som straf at hjemkalde ambassadøren i Kbh. Men udenrigsminister Rogers fraråder og fremhæver Danmarks tætte samarbejde med USA inden for alliancen, og at landet lever op til sit ansvar. „Memorandum for the president“, William P. Rogers, 14. januar 1972, Box 673, Nixon Presidential Materials Project, National Security Council Files, Country Files – Europe, Denmark, Vol.1. Et andet eksempel er fra den tidligere citerede analyse fra februar 1971 om perspektiverne ved et dansk EF-medlemskab (se note 34) hvor der – samtidig med skepsisen – tales om Danmark som „an active and effective member of the Atlantic Alliance“. 38 „Rapport annuel 1964, 15. november 1964, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. I konklusionen fremhæves de danske aftaler med satellitstaterne i øst, og herefter hedder det: „Modvægten er, at danskerne viser stor troskab til NATO.“

690 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 691

opbakning bag NATO. Det sidste skyldes, at for danskerne er fjenden stadig i høj grad Tyskland,39 og at der derfor hersker en udbredt frygt for tysk dominans i NATO – en dominans der vil blive mere fremtrædende med den franske udtræden. Befolkningen vil som følge heraf søge mod andre sikkerhedspolitiske løsninger. Hækkerup citeres i 1966 for, at en urealistisk nordisk union igen vil virke tiltrækkende. Det er for at imødegå sådanne tendenser og samtidig for at give NATO et nyt eksistensgrundlag, der har appel i befolkningen, at danske politikere kaster sig så aktivt ud i afspændingspolitikken.40 Også briterne ser det danske østdiplomati i sammenhæng med en bekymring for NATO’s fremtid efter Frankrigs udtræden. Men det er ikke kun den tyske dominans, danskerne frygter: „An organisation dominated at the European end by Germany and under pressure from the Americans to endorse their policy all round the world, especially in Viet-Nam, would be unacceptable to Denmark.“41 Herudover er det småt med britiske vurderinger af den danske NATO-politik i denne periode. Det er dog værd at be- mærke kontinuiteten i vurderingerne sammenholdt med den tidligere periode. I 1964-årsberetningen hedder det således i konklusionen, at medlemskab af en militær organisation stadig er nyt i Danmark, „and the need to make sacrifices for an appararently ailing NATO is increasingly questioned.“ I 1965 omtales den fornyede diskussion af en nordisk forsvarspagt. Men selv om regeringens bestemte afvisning af tanken fremhæves, afsluttes omtalen med følgende bemærkning: „The desire to be able to opt out of the need to take sides is, however, always near the surface of much Danish thinking and such neutralist ideas have a strong emotional appeal.“42 De vesttyske kilder til belysning af den danske NATO-forankring i den her behandlede periode vedrører kun årene 1968-70, hvor vurderingen – i lighed med den amerikanske på dette tidspunkt – er præget af stærke forbehold. Det kommer meget tydeligt til udtryk i en intern optegnelse i Auswärtiges Amt i marts 1968, hvor der foretages en vurdering af det danske NATO-medlem-

39 Et gennemgående træk i militærattachéens årsrapporter fra slutningen af 1960’erne. I den franske opfattelse er det en væsentlig grund for Danmark til at være trofast mod NATO, at man kan over- våge Tyskland indefra. Se årsrapporterne for 1966 og 1967, sst. 40 „Rapport mensuel mars 1966“, 31. marts 1966, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. I den franske fortolkning sigter afspændingspolitikken også på at undgå en splittelse af NATO, som danskerne er bange for vil blive resultatet, hvis de Gaulle får lov til at videreføre sin egen charmeoffensiv over for østblokken. Iflg. udtalelser af Krag er det NATO, der skal være formidleren ml. Øst og Vest, og iflg. en fransk indberetning senere i 1966 er de danske initiativer netop afstemt med NATO-rådet og forhåndsgodkendt af USA og Storbritannien. „Rapport mensuel mois de mai 1966, 2. juni 1966, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. Jf. også kapitel 37. 41 „Denmark: Annual Review for 1966“, Wright til Brown, 17. jaunuar 1967, PRO, FCO 9/263/113855. Ambassaden mener også, at danskerne frygter en sammenhæng ml. den franske NATO-politik og Frankrigs holdning til Danmarks og Storbritanniens optagelse i EF. 42 „Denmark: Annual Review for 1964“, 18. februar 1965 og „Denmark: Annual Review for 1965“, 14. januar 1966, Henniker-Major til Stewart, PRO, FO 371/180034 og 371/185683.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 691 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 692

skab efter regeringsskiftet i Danmark. Efter først at have konstateret, at selve medlemskabet ikke er i fare, anstilles følgende betragtning:

„Voraussehbar ist jedoch, dass Dänemark in Zukunft noch geringere Aktivität [fremhævet her] als NATO-Mitglied entfalten wird. Dafür sprechen Be- strebungen, Verteidigungsausgaben nicht unerheblich zu senken und die kürzliche Entscheidung dänischer Regierung, Beteiligung an den NATO- Manövern in diesem Jahr zu verringern.“

Det er altså underforstået, at den danske NATO-aktivitet til trods for det fæl- les dansk-tyske militærsamarbejde har været ringe, og nu vurderes det så – med en borgerlig regering i Danmark – til at blive endnu ringere. At Dan- mark kan siges at have været aktiv inden for NATO, hvad angår organisationens afspændingspolitiske bestræbelser, herunder Harmel-rapport og euro- pæisk sikkerhedskonference, synes ikke at tælle i denne vesttyske vurdering. I afskrækkelses-sammenhæng er Danmark fortsat et svagt led.43 Det er helt i tråd med denne opfattelse, når vesttyskerne mener, at den danske argumentation for fortsættelse af NATO-medlemskabet efter 1969 er præ- get af negative begrundelser. Ambassadør Simon mener i en oversigt fra begyndelsen af 1970, at det både for regeringen og oppositionen har været afgørende, at der ikke er noget alternativ til NATO. Samtidig er denne argumentation kædet sammen med en betoning af, at NATO frem for alt skal være et instrument for afspænding.44

Vurderinger af forsvarsindsatsen inden for NATO

Der gives fra allieret side i denne periode fortsat udtryk for utilfredshed med den danske indsats. Bekymringen er især udtalt hos vesttyskerne, der ikke mindst ser med stor mistillid på den socialdemokratiske indflydelse på for- svarsområdet. Om den socialdemokratiske regerings forsvarsforslag i 1972 skriver ambassadøren i sin årsrapport, at det drejer sig om en reform, „die im Detail der NATO-Konzeption widerspricht.“45 Næste år søger efterfølgeren at opsummere den diskussion, der fører til indgåelse af et nyt forsvarsforlig, og de perspektiver der herigennem rejses. Følgende passus i beretningen synes

43 „Vortrag des Herrn Staatssekretärs beim Herrn Bundeskanzler am 19. März 1968“, notat af 18. marts 1968, Auswärtiges Amt, B 31, Bd. 355, Jf. ambassadør Klaus Simons opfattelse af Danmarks manglende forståelse af sammmenhængen ml. afskrækkelse og afspænding i en oversigt fra 1970, se foran note 7. 44 „Besuch des Bundeskanzlers in Kopenhagen“, Simon til Auswärtiges Amt, 12. Januar 1970, Auswärtiges Amt B 31, Bd. 356. 45 „Politischer Jahresbericht 1972“, Scholl til Auswärtiges Amt, 19. januar 1973, Auswärtiges Amt, B 32, nr. 101389.

692 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 693

at afspejle såvel en vis undren som en vis bekymring over, hvad der kendeteg- ner den sikkerhedspolitiske tænkning i Danmark:

„Als hintergründiges Element in den sicherheitspolitischen Diskussionen war die Frage spürbar, weshalb die UdSSR eigentlich einen Anlass zu einer Aggression gegenüber Westeuropa haben sollte. Man weist darauf hin, dass die Sowjetunion in zufriedenstellendem Umfang über Menschen, Rohstoffe und Raum verfüge und sie in Wirklichkeit durch eine Eroberung Rest- europas sich lediglich größere Lasten auferlegen würde.“46

Set med vesttyske øjne er de danske nedskæringer på forsvarsområdet resultat af en overoptimistisk trusselsopfattelse, der i et videre perspektiv ikke er egnet til at fastholde danskernes tro på det militære forsvars og NATO-medlemskabets berettigelse. Netop på dette tidspunkt udtrykkes der også hos amerikanerne tvivl om, i hvor høj grad danskerne forstår den dybere mening med NATO-alliancen (se forrige afsnit). Men her har denne tvivl mindre med det danske forsvarsbidrag at gøre. De amerikanske vurderinger på dette punkt er i denne periode påfaldende lidt alarmistiske, og det skinner endnu tydeligere igennem end for første periodes vedkommende, at for USA er bekymringen om den danske forsvarsindsats underordnet andre hensyn. Indberetningerne fra midten af 1960’erne tyder på, at amerikanerne nu har affundet sig med, at danskerne i økonomisk henseende ikke er parate til at yde mere til det fælles forsvar. Flere år i træk gentages stort set enslydende, at der ikke er udsigt til nye stigninger i forsvarsudgifterne, og at det heller ikke er sandsynligt, at et regeringsskifte vil føre til ændringer. Opfattelsen deles i State Department, hvilket fremgår af et memorandum fra udenrigsminister Rusk til præsident Johnson forud for Krags besøg i juni 1964. Her konstateres igen, at de danske bidrag forbliver lave og ikke kan forventes at stige, men i umiddelbar forlængelse heraf bemærkes, at „Denmark regards, with justification, the rent-free base rights which the United States enjoys in Greenland as a significant contribution to Western security“ (fremhævet her). Præsidenten advares her indirekte mod at kritisere Krag for de lave forsvarsudgifter, idet han gøres opmærksom på, at basefaciliteterne på Grønland tjener som kompensation.47

46 „Politischer Jahresbericht 1973“, Ahrens til Auswärtiges Amt, 22. januar 1974, Auswärtiges Amt, B 32, nr. 101389. 47 „Memorandum for the President“, Dean Rusk, 6. juni 1964, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2113. I en statusrapport fra ambassaden kort tid efter hedder det tilsvarende: „Denmark quite rightly continues to regard Greenland and our activities there as a major contribution to NATO.“ „Danish-American Relations in Retrospect“, AmEmbassy til Dep. of State, 16. maj 1964, sst.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 693 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 694

Denne sammenkædning af vores forsvarsbidrag til NATO og vores imøde- kommenhed over for amerikanerne på Grønland går igen i flere vurderinger fra denne periode. Den gentages i en orientering forud for Hækkerups besøg i Washington i januar 1965, og her bliver det tydeligt, hvordan prioriteringen er mellem de forskellige dele af Danmarks bidrag til det vestlige forsvar. Efter at have nævnt det ønskelige i, at danskerne ydede noget mere til forsvaret, siges det:

„On the other hand, Denmark makes a substantial contribution to Western security through its furnishing of rent-free base facilities for the United States in Greenland. Our facilities in Greenland (primarily a BMEWS site at Thule and DEW Line stations across southern Greenland) are a vital element in our military security system, and far outweigh in importance any strictly military contribution which Denmark might make within NATO.“48

Ud fra supermagtens perspektiv er det beskedne bidrag, som lille Danmark yder til forsvaret på selve det europæiske kontinent, helt underordnet bidraget i det arktiske område – og det gælder også, selv om det ville være muligt at presse Danmark til at yde mere. Det danske bidrag vil under alle omstæn- digheder ikke i sig selv kunne ændre væsentligt på sikkerhedssituationen i Danmarks nærområde. Det danske forsvars marginale betydning optræder igen i en senere analyse fra 1972, hvor ambassaden advarer mod kritik af de nedskæringer på forsvarsbudgettet, som den kommende nye forsvarsaftale lægger op til. Den afsluttende argumentation har følgende ordlyd:

„in the Embassy’s view, Denmark’s principal contributions to NATO have been and hopefully will continue to be more geographic and political than military. It would be unwise to risk the solidity of Denmark’s real contributions by a quixotic attempt to prevent any changes in its marginal defense capabilities, especially at this critical time of decision, when its entire politico-military orientation may be in the balance.“49

Her sammenlignes det danske forsvarsbidrag ikke med baserne på Grønland, men derimod med den geografiske og politiske betydning af landets medlemskab af NATO. Disse forhold er vigtigere, end hvad landet kan yde militært. Interessant er imidlertid også den sidste tilføjelse, hvor der hentydes til den tidligere refererede amerikanske usikkerhed på dette tidspunkt om Dan-

48 „Visit of Danish Foreign Minister Per Christian Haekkerup“, Benjamin Read til Office of Vice President-elect Humphrey, 8. Januar 1965, sst. 49 „U.S. Policy Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. juni 1972, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239.

694 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 695

marks grundlæggende udenrigspolitiske orientering. Ambassaden opererer med, at denne orientering vil kunne ændre sig, og at et amerikansk pres, hvad angår de danske forsvarsudgifter, risikerer at virke kontraproduktivt. Det kan tilføjes, at også i perioder, hvor amerikanerne er mindre bekymrede for Danmarks NATO-forankring, erkender de, at deres muligheder for at øve indflydelse på størrelsen af det danske forsvarsbidrag er ringe – eller nærmest ikke-eksisterende. I 1966, hvor den generelle tilfredshed med dansk udenrigspolitik stadig er uanfægtet, og hvor forholdet til danske beslutningstagere er i top, må ambassaden konstatere, at den har været ude af stand til overtale regeringen til at øge forsvarsudgifterne. Endnu engang henvises til de stærke anti-militaristiske strømninger, der gør det umuligt for politikerne at foreslå stigninger, og der konkluderes opgivende: „Very strong pressures will have to be brought to bear, or incentives introduced, in order to obtain any increase in defense expenditures.“ Man synes at erkende, at der på dette område ikke er noget at komme efter. De amerikanske indberetninger synes – i nogen grad i modsætning til de tyske – at efterlade det indtryk, at spørgsmålet om det danske forsvarsbidrag inden for NATO ikke er særlig væsentligt, og at man bl.a. af den grund udvi- ser en vis forståelse for de indenrigspolitiske vilkår, der er forklaringen på det ringe bidrag. Disse vilkår omfatter også, som allerede nævnt, den tilsyneladende udbredte politiske konsensus på området. Der er ingen tro på, at der vil ske ændringer, efter at en borgerlig regering er kommet til i 1968. Da Baunsgaard i en orientering forud for sit besøg i Washington i april 1970 skal præsenteres for præsidenten, nævnes – som sædvanlig – det danske bidrag i Grønland, og herefter hedder det om hans regering: „they tend to be relaxed about making other contributions.“50 Man aner i en indberetning fra København et år tidligere, at ambassadøren i virkeligheden godt kan følge den tankegang, der ligger bag de lave forsvarsbevillinger; i hvert fald refererer han uden kritisk stillingtagen følgende begrundelse: „... few Danes believe conventional forces, particularly for a country the size of Denmark, would have much meaning in a future war involving the superpowers.“51 Hvor det af det vesttyske og især det amerikanske materiale er muligt at udlede nogle forholdsvis klare tendenser i vurderingerne af det danske forsvarsbidrag, er det britiske og franske materiale sværere at tolke i bestemte retninger. Generelt synes der i første halvdel af 1960’erne, efter etableringen af

50 „Memorandum for the President. Baunsgaard Visit: Perspectives“, The Secretary of State, 4. september 1970, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2238. 51 „U.S. Policy Assessment – Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 10. september 1969, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044. Forud har han givet en nærmere begrundelse for, at der ikke er støtte til øgede forsvarsudgifter i nogen politisk gruppering: Socialdemokratiet vil have mere velfærd, Venstre og Konservative vil reducere de offentlige udgifter – samtidig med at realindkomsten længe ikke er steget.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 695 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 696

Enhedskommandoen, at være en større tilfredshed med den danske indsats. I 1963 vurderer den franske militærattaché dog stadig, at „det er sikkert og vist, at det danske militære potentiale ikke er i stand til at leve op til at mod- svare truslen fra Østersøen og i stræderne. … Den dag, hvor den amerikanske hjælp skal støde til, er det ikke sikkert at Danmark kan yde de ofre, som et forsvar kræver.“52 I en senere opregning af Danmarks militære bidrag til NATO undlader den franske repræsentant helt at nævne Danmarks egen forsvarsindsats:

„Den væsentligste interesse for NATO af dansk medlemskab er landets strategisk høje betydning, den høje kompetence i landets efterretningstjeneste, Danmarks trædestensrolle mod Øst, Danmarks trusselsvurderinger i NADGE- systemet og den vigtige rolle Danmark spiller som modtagelsesland og de- potland for de nødvendige forsyninger i tilfælde af konflikt.“53

Briterne hæfter sig i slutningen af 1960’erne fortsat ved den lave folkelige opbakning bag det militære forsvar. I årsberetningen om 1968 søger ambassadø- ren en forklaring i det forhold, at dansk historie i generationer er blevet undervist af radikale, d.v.s. pacifistiske, skolelærere, og at landets historie i de sidste 400 år hovedsageligt har handlet om tabte slag til først svenskerne og så tyskerne. „All Danish Governments have therefore a difficult task persuading Danes to pay taxes to support armed services which have won no victories for centuries.“54

Nærmere om det dansk-amerikanske forhold

Perioden 1963-78 er – som det allerede delvist er fremgået – præget af udtalte svingninger i det dansk-amerikanske forhold. Mens der omkring 1965 kan siges at være nået et toppunkt i efterkrigstidens dansk-amerikanske relationer, overvejes blot syv år senere, på initiativ af præsident Nixon, en afbrydelse af de diplomatiske forbindelser; og i 1973 gennemgår State Department i en længere skrivelse, hvilke øvrige pressionsmuligheder USA har over for Danmark. Kort tid efter synes forholdet imidlertid igen at være fuldt normaliseret.

52 „Rapport annuel 1963“, 23. januar 1964, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. Et par år senere roser militærattachéen forsvarets tilstand: „Danmark har gjort det godt. Forynget kadrene, demokratiseret hæren … Danmark kan naturligvis ikke forsvare sig selv, men der sker ikke en gentagelse af 9. april.“ „Rapport annuel sur le Danemark 1967“, 8. december 1967, sst. 53 „Rapport annuel 1973, 1. december 1973, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. 54 „Denmark: Annual Review for 1968“, Wright til Stewart, 6. januar 1969, PRO, FCO 33, 454/113855.

696 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 697

I dette afsnit vil fokus være på dette udviklingsforløb, og Danmarks bilaterale forhold til de øvrige allierede vil kun blive sporadisk berørt.55 Da det dansk-amerikanske forhold ikke specifikt blev behandlet i kapitel 25, indledes med nogle enkelte betragtninger om forholdets udvikling siden krigens slutning. Der er i ambassadematerialet kun få kilder til at belyse, hvordan amerikanerne i den første efterkrigsperiode betragtede forholdet til Danmark. Men der er ingen tvivl om, at udgangspunktet for de nye og tætte relationer, der skulle opbygges mellem de to lande efter krigen – og ikke mindst efter 1949 – blev opfattet som yderst positivt af amerikanerne. Ambassaden fik lejlighed til at overveje karakteren af forholdet, da den i februar 1948 skulle udarbejde et memorandum til brug for forhandlingerne om fornyelse af Grønlands-overenskomsten fra 1941. Heri hedder det: „Denmark is fundamentally friendly toward the United States. Our reservoir of good-will in Denmark is probably larger than that of any other major power, including Great Britain.“56 Når man betænker, hvor positivt det dansk- britiske forhold i disse år i almindelighed blev betragtet57, er der her tale om en ganske stærk tilkendegivelse. Lidt malurt i bægeret bliver der imidlertid også strøet. På ambassaden er man godt klar over, at ikke alle kredse i det danske samfund er lige begejstrede for alt, hvad der forbindes med det amerikanske samfund og dets kulturelle indflydelse. Det noteres således efterfølgende, at fænomener som „Hollywood witchhunt“ og „the negro problem“ får liberalt tænkende danskere til at spekulere over, hvor ’god’ USA egentlig er. De politiske relationer på regeringsplan præges fra starten af dette grund- læggende gode udgangspunkt. Og det synes i denne periode ikke væsentligt anfægtet af hverken bekymringen over neutralistiske understrømninger, manglende opfyldelse af forsvarsforpligtelserne inden for NATO eller modvilje over for sider af den amerikanske kultur. De danske beslutningstagere er fra starten omhyggelige med at pleje relationerne til supermagten på den anden side af Atlanten58, hvilket også bemærkes på amerikansk side. Påfaldende er her den socialdemokratiske leder Hans Hedtofts gode relationer til USA’s ambassadører i København – både som statsminister og som oppositionsle- der.59 Kort efter sin udnævnelse som statsminister i november 1947 har han en samtale med ambassadør Marvel, hvor hovedindtrykket refereres på føl- gende måde i indberetningen: „The whole conversation was most friendly, frank, open and confiding. There is no doubt in my mind that Hedtoft

55 Sml. kapitel 25, næstsidste afsnit hvor der blev valgt at fokusere på det dansk-vesttyske forhold. 56 „Greenland Base Agreement“, Marvel til Marshall, 11. februar 1948. NARA, RG 84, Denmark. Copenhagen Embassy, Box 1. 57 Jf. bl.a. de britiske indberetninger omtalt i kapitel 25, afsnittet om bilaterale relationer. 58 Den atlantiske orientering prægede dog langt fra alle dele af udenrigsministeriet, jf. Bo Lidegaard, I kongens navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958, 1996. 59 Jf. kapitel 25.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 697 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 698

desires to cooperate fully with America and I believe that the other members of his Cabinet are likewise inclined.“60 Hedtoft følger denne linie op med Marvels efterfølger, Eugenie Anderson, med hvem han bevarer et fortroligt politisk forhold til efter sin afgang som statsminister i 1950. I resten af første periode kan ikke noteres nogen mærkbar ændring i de fundamentalt set gode relationer mellem de to lande. I 1960’erne får nye vilkår indflydelse på udviklingen i det dansk-amerikanske forhold. Mens rygraden i de gode relationer i 1950’erne – udover den danske imødekommenhed i Grønlands-spørgsmålet – udgjordes af en relativt passiv, men klart vestorienteret, dansk udenrigspolitik, skulle amerikanerne i 1960’erne begynde at vænne sig til, at Danmark lod sin røst høre meget mere i verdenspolitikken. Det er tidligere fremhævet, at både briter og amerikanere, i hvert fald i starten, hilste dette skifte i dansk udenrigspolitik meget vel- komment.61 Det fremgår tydeligt af indberetningerne, at for amerikanernes vedkommende hang den positive vurdering sammen med, at de langt op i 1960’erne oplevede en stor overensstemmelse i interesser mellem Danmark og USA. I sin bog fra 1965 formulerer Per Hækkerup udførligt sin opfattelse af, at dansk udenrigspolitik hviler på fire, mere eller mindre ligeværdige, søjler: den globale, den atlantiske, den vesteuropæiske og den nordiske.62 Men allerede ved sin fratrædelse i 1964 omtaler ambassadør McCormick Blair søjlerne i en statusrapport om de dansk-amerikanske relationer, og det sker på føl- gende bifaldende måde:

„It is interesting to note that the four basic cornerstones of Danish foreign policy as listed by Foreign Minister Haekkerup, the UN, NATO, the economic and political association of Europe, and Nordic cooperation, are in fact complimentary to our own objectives in Denmark.“63

Den samme opfattelse af søjlerne gentages de følgende år, hvor deres forankring på tværs af kommende regeringsskift understreges.64 I 1966 tilføjes en ganske interessant vurdering af Danmarks nordiske orientering:

60 „Conversation with Danish Prime Minister Hans Hedtoft, November 15, 1947“, Marvel til Secretary of State, 17. november 1947, NARA, RG 84, Denmark, Copenhagen Embassy, General Records, 1947- 1954, Box 1. 61 Se afsnittet foran om de generelle vurderinger af Danmark og dansk politik. 62 Per Hækkerup, Dansk udenrigspolitik, 1965. 63 „Danish-American Relations in Retrospect“, AmEmbassy til Dep. of State, 16. maj 1964, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2114. 64 I 1967 hedder det således: „These main policies support, or are compatible with, United States interests and are unlikely to be changed by any probable successor to the present Danish Government.“ „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juni 1967, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2043.

698 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 699

„The officially proclaimed four pillars of Danish foreign policy – membership in the UN, European political and economic integration and Nordic cooperation – are consistent with U.S. interests. Even Nordic cooperation, which operates in a limited regional sphere and essentially avoids international political issues, bears a direct relationship to the U.S. interest that the Baltic remain a stable area oriented to the West.“65

I ambassadens øjne varetager NATO-landet Danmark gennem sin nordiske politik en regional amerikansk interesse i at sikre stabilitet i Østersøområdet – og trække landene (Sverige og Finland) mod vest.66 I hvor høj grad en tilsvarende amerikansk interesse gør sig gældende i forbindelse med 1960’ernes danske østpolitik, er omtalt tidligere i dette kapitel og skal derfor ikke gentages her. Det er først fra 1968, at der i indberetningerne kan spores en opfattelse af, at forholdet mellem Danmark og USA er på vej mod en forværring. Mere end noget andet synes Vietnam-spørgsmålet her at spille en vigtig rolle. Med stadig større irritation skriver ambassaden om, hvordan USA’s Vietnampolitik behandles i de danske medier. I sommeren 1968 hedder det således, at „press, radio and TV treatment of America’s role ranges from tole- rant concern to polemic disapproval“; og året efter får den en tand til, idet behandlingen af spørgsmålet generelt siges at være ubalanceret – med føl- gende tilføjelse: „especially in TV where distortion is often carried to a gro- tesque level.“67 I disse år er der imidlertid stadig en ros til danske politikere – i såvel regering som opposition – for deres forsøg på at fastholde et mere positivt billede af USA og dets udenrigspolitik.68 Heri sker der først en ændring, efter at socialdemokraterne i 1971 igen har overtaget regeringsmagten og kort efter skrider til diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam – imod amerikanernes åbent udtalte ønske. I de næste 1 1/2 år er der tale om yderst anstrengte relationer mellem de to lande; i januar 1973 skriver ambassadøren, at relationerne aktuelt befinder sig på et historisk lavpunkt.69

65 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 15. april 1966, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. 66 Jf. den ofte givne fortolkning af dansk Baltikum-politik efter den kolde krigs afslutning som et redskab for enesupermagtens udenrigspolitik; se f.eks. Poul Villaume, „Denmark and NATO Through 50 Years“ i Heurlin og Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 1999, 1999. 67 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juli 1968, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044 og „U.S. Policy Assessment – Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 10. september 1969, sst. 68 I indberetningen fra 1968 (se forrige note) siges det: „… prominent members of both the former government and the present one have done yeoman work in keeping the level of critical debate within reasonable bounds.“ 69 „U.S. Interests and Goals in Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 18. januar 1973, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 699 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 700

Der anes dog i denne kritiske periode en vis tvetydighed i de amerikanske vurderinger af forholdet til Danmark. Mens præsident Nixon straks efter den danske anerkendelse af Hanoi ønsker ambassadøren i København hjemkaldt, advarer State Department i en skrivelse underskrevet af udenrigsminister Rogers stærkt herimod. Helt i tråd med opfattelsen i 1960’erne fremhæves i skrivelsen det gode militære samarbejde mellem Danmark og USA (igen Grønland), og der henvises også til, at der eksisterer et tæt samarbejde mellem de to lande inden for alliancen, og at Danmark lever op til sit ansvar.70 Det er tydeligt, at den danske Vietnam-kritik er en kilde til stor irritation i Washington, og at der ses på den med stor alvor, men det er samtidig tydeligt at der på amerikansk side er blik for, at dette spørgsmål kun er en facet i et større billede, der fortsat præges af positive relationer. Denne tvetydighed kommer også til udtryk i en indberetning fra sommeren 1972. Her omtales igen den ensidige medieomtale af USA’s politik, og det siges, at venstreorienterede synspunkter har fået uforholdsmæssig stor dækning og mindsket USA’s indflydelse. I den forbindelse omtales nylige opi- nionsmålinger, der viser „that many Danes do not see any great difference between the United States and the Soviet Union when asked which is the greater threat to peace or the greater contributor to peace!“ Men der er samtidig i indberetningen en tro på, at det grundlæggende gode forhold ikke er sat over styr. Efter henvisning til midt-60’ernes gyldne æra i de dansk-amerikanske relationer gives der udtryk for, at „much of the ground lost since then can probably be recovered“, og det vurderes til slut, at det negative om- dømme, USA for tiden har i Danmark, gradvist vil forsvinde, efterhånden som USA trækker sig ud af Vietnam.71 I efteråret 1972, efter Anker Jørgensens overtagelse af statsministeriet, blev der i første omgang tale om en yderligere forværring af relationerne. Den nye statsminister provokerede amerikanerne, da han kort efter sin indsættelse bød det af USA stærkt kritiserede Russell-tribunal velkommen i Danmark, og senere skriver ambassaden, at de voldsomme amerikanske julebombninger af Hanoi i december 1972 „led to a new outbreak of bitter criticism of U.S. policy, with the personal participation again of the Prime Minister.“72 På dette tidspunkt er USA skredet til den tidligere omtalte hjemkaldelse af sin ambassdør i København. Alligevel kan man også i denne fase tale om en vis tvetydighed i de amerikanske vurderinger af forholdet til Danmark. I amerikanernes øjne tegner Anker Jørgensen ikke hele billedet. Især udtrykkes der en udtalt tillid til, at

70 „Memorandum for the President. Norwegian and Danish Recognition of North Vietnam“, William P. Rogers, 14. januar 1972, Nixon Presidential Materials Project, National Security Council Files, Country Files – Europe, Folder Denmark Vol.I. 71 „U.S. Policy Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. juni 1972, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. 72 Indberetning af 18. januar 1973, se note 69.

700 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 701

Trods en dårlig start: Anker Jørgensen på besøg hos præsident Ford. (Ford Library).

udenrigsminister K.B. Andersen vil kunne bidrage til at bringe forholdet tilbage på ret køl. I december 1972, hvor lavpunktet i relationerne ellers er nået, hedder det i en ambassadeindberetning:

„Embassy believes that Andersen has conducted himself in responsible fashion as foreign minister and should be encouraged to continue along those lines. We think that he can, over time, have moderating influence on prime minister Jorgensen, whose simplistic and moralistic attitudes towards world problems have recently complicated U.S. – Danish relations.“73

Allerede i marts 1972 har man i Washington med tilfredshed kunnet notere K.B. Andersens mere moderate linie i Vietnam-spørgsmålet. Under en samtale i København med den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske anliggender undskylder han nærmest den danske anerkendelse af Hanoi efter at være blevet informeret om de pågående hemmelige amerikansk-nordvietnamesiske fredsforhandlinger. Det hedder i det amerikanske notat om samtalen, at K.B. Andersen angav pres fra Norge som en af årsagerne til den danske anerkendelse.74

73 Telegram af 1. december 1972 fra ambassaden i Kbh. i anledning af et forestående NATO mi- nisterrådsmøde, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. 74 „Memorandum of Conversation“, samtale Andersen-Hillenbrand på Christiansborg, 25. marts 1972, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 701 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 702

Endnu større ros får K.B. Andersen i en indberetning fra september 1973:

Foreign Minister K.B. Andersen has grown greatly in his understanding of world developments since his appointment to the cabinet two years ago. While occasionally constrained by the need to conciliate the left-wing of his Social Democratic Party, Andersen has been an outspoken advocate of cooperation with the United States, support for NATO, and an open-minded European Community.“

Det siges videre, at han distancerer sig fra de partimedlemmer, „who tend to see the world through Olof Palme’s eyes.“75 Vurderingen af de danske beslutningstagere i denne kritiske fase af de dansk-amerikanske relationer er således langt fra entydig. Yderligere er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt man fra amerikansk side vurderer, at forholdet igen er normaliseret. I ovenciterede indberetning fra efteråret 1973, der er skrevet efter besøg af udenrigsminister Rogers i København og genbe- sættelse af ambassadørposten, gives følgende statusvurdering – efter først at have omtalt de foregående års problemer: „The Embassy can now report an almost complete recovery from that unfortunate period.“ På den baggrund blev der ikke brug for det notat, der måneden efter ud- arbejdedes i State Department med en opregning af mulige sanktionsmuligheder over for Danmark. Notatet må være blevet til ud fra de erfaringer, der var indhøstet de foregående par år, men havde ikke længere nogen politisk relevans. Indledningsvist hed det da også, at der i forhold til Danmark ingen aktuelle bilaterale problemer er.76 Det tilgængelige ambassademateriale kan ikke give svar på, i hvor høj grad amerikanerne opfattede situationen på samme måde i resten af perioden. I den forbindelse kan der dog være grund til at pege på, at for USA var der positive forventninger knyttet til Danmarks ændrede internationale placering efter optagelsen i EF.77 Knap tre uger efter optagelsen vurderes betydningen af dette nye grundlag for relationerne på følgende måde:

75 „Annual Assessment 1973“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. september 1973, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. Om Anker Jørgensen siges det her, at han „remains more of a problem, although in the Embassy’s view he is still educable.“ 76 „Possible Pressure Points on Denmark“, Springsteen til The Secretary of State, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 22239. Der blev opregnet flg. 9 sanktionsmuligheder fra amerikansk side: (1) Restrict or end US Cooperation with Denmark in scientific and cultural fields; (2) Close MAAG Copenhagen; (3) Cut Denmark’s cheese quota; (4) End participation at Rebild; (5) End Intelligence Exchange; (6) Stop USN port visits; (7) Cancel foreign minister Andersen’s trip to the US; (8) Freeze Danish Ambassador Bartels; (9) Recall Ambassador Crowe. For hvert skridt angives fordele og ulemper. Der synes ikke at være tale om nogen egentlig eskalationsstige, men om pkt. 9 hedder det dog: „This would be the single and most dramatic slap we could take at the Danes.“ 77 Jf. afsnittet ovenfor om den danske NATO-forankring.

702 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 703

„Denmark is likely to be a minor but increasingly important influence toward flexibility and openness within the enlarged Community, and to be generally closer to U.S. positions than some of the more influential countries of the original Six.“78

Overordnet synes det muligt at konkludere, at de belastninger, som Vietnam- spørgsmålet afstedkom i de bilaterale dansk-amerikanske relationer i perioden 1969-73, var krusninger på overfladen i et grundlæggende godt og tillids- fuldt forhold. Det fremgår af den hast, hvormed de hidtidige positive relationer blev genetableret; og endvidere af at de andre kritikpunkter USA havde af dansk udenrigspolitik, bl.a. i forbindelse med det fælles samarbejde inden for NATO, ikke synes at have haft nævneværdig indflydelse på de rent bilaterale relationer – i hvert fald i den her undersøgte periode.

Konklusioner

Det er påfaldende, i hvor høj grad den historiske arv i form af neutralistiske og pacifistiske tendenser i perioden 1963-78 fortsat tillægges stor betydning i de vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik. Og det sker ikke mindst fra slutningen af 1960’erne, hvor Danmark i stigende grad indtager selvstændige standpunkter, der går på tværs af andre NATO-landes interesser, især USA’s. Det gælder i forbindelse med kritik af diktaturstater som Grækenland og Spanien og efterhånden også i Vietnam-spørgsmålet. Men endnu tydeligere end for den første periodes vedkommende må der her skelnes mellem de danske regeringers holdninger og befolkningens. Der er i hvert fald fra både amerikansk og fransk side i udgangspunktet en forstå- else af, at den socialdemokratiske regerings afspændingslinie i midten af 1960’erne og dens aktive østdiplomati ikke skal ses som udslag af bestræbelser på at fjerne Danmark fra NATO, men snarere som det modsatte (jf. kapitel 37 og 38 om den danske politikformulering). Netop erkendelsen af traditionens fortsatte eksistens – kombineret med en erkendelse af danske regeringers føl- somhed over for strømninger i befolkningen – gør det muligt at tolke den førte politik som grundlæggende NATO-loyal. Heri synes der dog hos amerikanerne at indtræde en vis skepsis, når vi når frem til slutningen af 1960’erne. De socialdemokratiske regeringers stigende afhængighed af venstrefløjen i dansk politik, de stadig mere markante antiamerikanske demonstrationer vendt mod krigsførelsen i Vietnam, de radikales fornyede indflydelse under VKR-regeringen og den generelt stærke tro på afspændingen hos både politikere og befolkning, får i hvert fald den amerikanske ambassade til i årene omkring 1970 at stille spørgsmålstegn ved karak-

78 Se note 69.

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 703 Kap. 56 rettet V 06/06/05 15:36 Side 704

teren af den danske NATO-forankring. Vurderingen har dog sandsynligvis været noget anderledes på centralt hold i Washington. Når de dansk-amerikanske relationer i 1972-73 når et hidtil ukendt lavpunkt – med hjemkaldelse af den amerikanske ambassadør i København på ubestemt tid og udarbejdelse af et udførligt dokument med opregning af mulige sanktionstiltag over for Danmark – skal det således ikke fra USA’s side tolkes som en krise i det danske NATO-tilhørsforhold. Og heller ikke som en krise, der anfægter de fundamentalt gode relationer, der har karakteriseret Danmarks forhold til USA under den kolde krig. Det ses alene af, at forholdet kort tid efter er tilbage i de vante spor. Overordnet kan siges, at de vestlige vurderinger i denne periode i højere grad er præget af kritik end i den foregående periode, men at der frem til midten af 1960’erne også er flere positive vurderinger end tidligere. Det sidste kommer til udtryk i USA’s tydeligt markerede tilfredshed med den danske velvilje, hvad Grønland angår, men også i alliancepartnernes påskyndelse af den aktive udenrigspolitiske linie, der anlægges efter Per Hækkerups overtagelse af udenrigsministerposten i 1962. Som udgangspunkt vurderes aktivismen, herunder østdiplomatiet, positivt, idet den danske regering menes at forfølge vestlige interesser og støtte vestlige værdier i sin udenrigspolitik. Men fra slutningen af 1960’erne vender billedet. Fra tysk side er man især betæn- kelig ved den danske forsvarsindsats, og fra amerikansk side med den generelle orientering i udenrigspolitikken. Aktivismen bliver nu sat i forbindelse med traditionstolkningen, og der henvises ofte – med en stærk negativ under- tone – til det danske småstatskompleks.

704 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 705

57 · Østlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978

Det sovjetiske kildemateriale fra denne periode er mindre omfattende end for perioden 1945-1962. Det gælder især 1970’erne. Vedrørende den ideologiske ramme og sprogbrugen i dokumenterne gælder det, der er anført i kapitel 26. Til forskel fra det vestlige kildemateriale, der ofte giver indblik i interne overvejelser og vurderinger i landenes regeringer og på embedsmandsplan, hvilket generelt er et spændende supplement til det, offentligheden fik at vide, er de sovjetiske dokumenter som helhed mere ensartede forstået på den måde, at de interne sovjetiske vurderinger ikke adskiller sig fra de officielle erklæringer, der blev udsendt af MID og partiets ledende organer. Der er dog nogle sovjetiske dokumenter, der indeholder interne vurderinger. De er mere realistiske end dem, der udadtil skulle give udtryk for landets officielle politik. Et eksempel er en rapport fra SUKP’s CK til Finlands præsident, Kekkonen, om resultaterne af Khrusjtjovs besøg i Skandinavien i sommeren 1964. Heri siges det direkte, at den sovjetiske ledelse udmærket godt er klar over, at det er usandsynligt, at Danmark og Norge vil forlade NATO, men at den alligevel fortsat vil arbejde for de to landes overgang til neutral status (se nedenfor). Den slags interne vurderinger er sjældne i det sovjetiske kildemateriale. Så meget vigtigere er det at lægge mærke til dem, når de findes. De viser, at den sovjetiske ledelse ikke var helt så urealistisk i sin opfattelse af forholdene i verden, som man skulle tro, hvis man udelukkende havde de officielle erklæringer at holde sig til. Perioden 1963-1978 var præget af afspændingsbestræbelser både i Øst og Vest. Den kolde krig varede fortsat ved, men spændingsniveauet var mindre end i den foregående periode. Détenten betød ikke, at Sovjetunionen afveg fra sin overordnede udenrigspolitiske målsætning over for Vesten. For den sovjetiske regering var det væsentligt at udnytte détenten til at fremme egne formål. Der skete generelt i perioden en stærk udvidelse af Sovjetunionens samarbejde med de vestlige lande, herunder en kraftig udvidelse af de bilaterale relationer til Danmark. De gav øgede muligheder for at videreføre den sovjetiske påvirkningspolitik. Sovjetunionens opfattelse af dansk sikkerhedspolitik var i perioden 1963-1978 grundlæggende den samme som siden midten af 1950’erne. Også Sovjetunio- nens politik over for Danmark forfulgte de samme mål som tidligere. Disse emner bliver behandlet i dette kapitel. Endvidere beskrives de bilaterale relationer samt Sovjetunionens vurdering af Danmarks militære styrke og af den danske afspændingspolitik.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 705 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 706

Sovjetunionens vurdering af Danmarks medlemskab af NATO

I de sovjetiske vurderinger af Danmarks sikkerhedspolitik blev det ligesom i den foregående periode understreget, at den danske regerings politik havde to sider. På den ene side opførte Danmark sig som et loyalt medlem af NATO, og på den anden side indtog landet på nogle punkter en selvstændig holdning inden for alliancen. Et eksempel på denne vurdering findes i en indberetning april 1963 fra den sovjetiske ambassade i København til MID. Den er skrevet af 2. sekretær ved ambassaden, N. Sjtjeklein. Selv om forfatteren ikke er ambassadøren selv, men en medarbejder længere nede i hierarkiet, må indholdet betragtes som karakteristisk for det officielle sovjetiske syn på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Indberetningen indledes således:

„Den danske regerings udenrigspolitiske kurs bestemmes i betydeligt omfang af Danmarks medlemskab af NATO og dets økonomiske, politiske og militære forbindelser med de førende magter i denne aggressive organisation. Regeringen tilslutter sig tanken om „atlantisk solidaritet“ og støtter NATO’s politik. I kraft af de forpligtelser, den har påtaget sig, og i nogle til- fælde under økonomisk pres fra sine større allieredes side, går regeringen ind for at udvide samarbejdet med de vestlige magter og for at forøge sit bidrag til NATO, ligesom den støtter Vestens holdning i de vigtigste internationale spørgsmål. I de seneste år er det lykkedes NATO’s ledelse at opnå meget med hensyn til at udnytte det i strategisk henseende vigtige danske territorium i sine militære planer, hvis skarpe æg er rettet mod Sovjet- unionen og landene i den socialistiske lejr, hvilket utvivlsomt har bidraget til at øge spændingen i Østersø-området“.1

Denne vurdering af Danmark bliver suppleret på følgende vis: „Samtidig er det nødvendigt at bemærke, at Danmark af en hel række grunde objektivt er interesseret i at bevare fred og rolige forhold i Europa. De danske ledende kredse forstår, at en politik, der som sit mål har en tilspidsning af relationerne mellem Øst og Vest, ikke kan føre til noget godt. Fremtrædende personer i statens ledelse har gentagne gange erklæret over for os, at de i NATO går ind for en mere fleksibel og blød politik over for Sovjetunionen, dvs. at de ikke støtter en magtpolitik“.2 Det tilføjes, at Krag september 1962 i en artikel i Børsen skrev, at Vesten i sin politik over for Sovjetunionen altid skal holde for- handlingsdøren åben, og at Hækkerup i en tale under Gromykos besøg marts 1963 sagde, at der i de vigtigste internationale spørgsmål var mere, der forenede Danmark og Sovjetunionen, end der adskilte dem, og at det kunne

1 „O nekotorykh osobennostjakh vnesjnej politiki Danii“ [Om nogle særegenheder ved Danmarks udenrigspolitik], 19. april 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 1. 2 Sst.

706 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 707

være et godt grundlag for et yderligere samarbejde. Udenrigsministeriets di- rektør, Fischer, udtalte sig dog mere forsigtigt ved at bemærke, at selv om der var meget fælles i det danske og sovjetiske syn på slutmålet, så kunne man ikke betragte synspunkterne som sammenfaldende, før end der var opnået enighed om de pågældende spørgsmål mellem NATO og Warszawapagt- landene. Den indledende vurdering af Danmark som et loyalt NATO-medlem bliver senere i indberetningen modereret med en konstatering af, at „hvad angår bidraget til NATO kan man ikke sige, at Danmark beredvilligt går med til at for- øge militærudgifterne“.3 Ligeledes konstateres det, at „den danske regering efter vores opfattelse viser en vis tilbageholdenhed i NATO, når der tales om at sætte tempoet op i rustningskapløbet“. Det fremgår især af, at regeringen til trods for pres fra NATO ikke har accepteret amerikanske atomvåben og kort- og mellemdistanceraketter på dansk territorium, og at den fortsat fastholder denne politik, ligesom den som tidligere ikke går med til stationering af udenlandske tropper i Danmark. Denne omtale af den danske atomvåben- og basepolitik ledsages af den næsten obligatoriske bemærkning om, at Sovjetunionens advarsler til Danmark utvivlsomt her har spillet en positiv rolle. En anden kilde, der viser Sovjetunionens opfattelse af den danske NATO- politik, er de sammendrag af den sovjetiske ambassades årsrapporter om Danmark, der af MID i Moskva blev udsendt til en lang række adressater, herunder regeringerne i sovjetrepublikkerne og de sovjetiske ambassader i de europæiske lande (altså en form for cirkularskrivelser). Man må gå ud fra, at MID’s sammendrag af ambassaderapporterne indeholder nogle hovedpunk- ter til orientering for adressaterne, og at de derfor kan betragtes som en god og repræsentativ kilde. Vurderingen af Danmarks NATO-medlemskab i MID’s sammendrag er helt på linje med den ovennævnte vurdering. Den lyder så- ledes: „Den danske regerings udenrigspolitiske kurs har i 1963 ligesom i de fore- gående år først og fremmest været bestemt af Danmarks tilhørsforhold til NATO. Samtidig har denne kurs været mere elastisk som følge af landets øko- nomiske situation, dets interne problemer og de i den internationale situation stedfundne ændringer i retning af afspænding“.4 Det anføres, at regeringen som helhed har opfyldt de forpligtelser, der er en følge af landets medlemskab af NATO, at Danmarks bidrag til NATO ikke er blevet udsat for kritik på organisationens møde i december, og at Danmark i 1963 har fortsat sit aktive militære samarbejde med de andre NATO-lande, i første række Vest-

3 Sst., l. 8. 4 „Vnesjnjaja politika Danii i jejo mesjdunarodnoje polosjenije v 1963 godu“ [Danmarks udenrigspolitik og dets internationale stilling i 1963], 30. marts 1964, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 108, l. 36.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 707 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 708

tyskland, England og USA. Men det bemærkes også, at Danmark, samtidig med at det loyalt opfylder sine forpligtelser inden for NATO, ikke bestræber sig på at være særligt aktiv i organisationen. Som regel støtter Danmark de andre landes forslag i NATO-rådet i spørgsmål om Øst-Vest forhandlinger. Danmark optræder dog efter sovjetisk opfattelse ikke med tilstrækkelig fasthed over for blokkens militære planer, selv om den danske regering heller ikke bifalder dem. Således vil Danmark ikke tage del i NATO’s multinationale atomslagstyrke, men heller ikke protestere mod styrkens oprettelse. Det næv- nes, at danske ministre i 1963 adskillige gange har erklæret, at de ikke ser nogen grund til at ændre regeringens atomvåbenpolitik, og at den danske afvisning af atomvåben ifølge forsvarsminister Gram også betyder, at amerikanske ubåde med Polarisraketter ikke vil få adgang til dansk territorialfarvand. Da afvigende holdninger kan være tegn på begyndende splittelse, blev det bemærket i Moskva, når Danmark indtog særstandpunkter inden for NATO. I en sovjetisk rapport om NATO november 1970 nævnes det, at Danmark, Holland og Norge gik imod en forøgelse af medlemslandenes forsvarsudgifter, selv om forsamlingen anbefalede en forøgelse med 5 %. Ifølge rapporten skulle Danmark endda have truet med at træde ud af NATO.5 I Moskva noterede man sig også, at Danmark ikke ændrede holdning, da det på mødet i NATO-rådet december 1972 blev udsat for kritik fra USA, Storbritannien og andre lande på grund af de danske planer om en forsvarsreform, der ville medføre en nedskæring af de væbnede styrker.6

Målene for Sovjetunionens politik over for Danmark og sovjetiske vurderinger af mulighederne for at nå målene Levytjkins „orienterende perspektivplan“ 1963 Vedrørende Sovjetunionens politik over for Danmark var målene helt de samme som i foregående periode. I en „orienterende perspektivplan“, som den sovjetiske ambassadør i Danmark, Levytjkin, august 1963 sendte til MID, henvises der til, at det i instansens forordning af 19. januar 1956 om den sovjetiske regerings kommende forholdsregler over for Finland og de skandinaviske lande „blev fastlagt som en opgave at udvikle og styrke de sovjetisk-danske relationer, at bidrage til at svække Danmarks forbindelser til NATO og at bidrage til dets overgang til neutral status“.7 Det 15 sider lange dokument fra

5 „Ob itogakh sessii parlamentskoj assemblei NATO“ [Om resultaterne af mødet i NATO’s parlamentariske forsamling], 18. november 1970, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 156, l. 40. 6 „K itogam dekabrskoj (1972 g.) sessii soveta severoatlantitjeskogo sojusa“ [Vedrørende resultaterne af decembermødet (1972) i det nordatlantiske forbunds råd], 19. december 1972, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 173, l. 95.

708 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 709

Levytjkins hånd er et udførligt kata- log over de midler, der de næste seks år – inden udløbet af Atlantpagt- traktatens 20-årsperiode – bør tages i anvendelse for at nå målene. Som en af ambassadens vigtigste opgaver nævnes en betydelig udvidelse af forbindelserne med brede kredse i det danske samfund, herunder de politiske partier, erhvervslivet, fagforeningerne samt kvinde- og ungdomsorganisationerne. De økono- miske forbindelser skal udvides, så- ledes at Danmarks samhandel med Sovjetunionen i 1969 kommer til at udgøre 10-12% af den danske udenrigshandel. Det må siges at være et yderst ambitiøst mål; den sovjetiske andel af Danmarks udenrigshandel nåede aldrig over et par procent. Også kontakterne og udvekslingen på det kulturelle område skal inten- siveres og kulturaftalen fra 1962 skal udnyttes til at styrke Sovjetunionens ideologiske indflydelse i Danmark. K.D. Levytjkin, sovjetisk ambassadør i Dan- mark i årene1958-1966. (Den russiske ambas- Planen indeholder også Levytjkins sade). vurdering af mulighederne for at nå målene. Han er ganske optimistisk. Efter de ugunstige betingelser, der fandtes i de skandinaviske lande efter „begivenhederne i Ungarn“ (i sovjetisk sprogbrug anvendtes denne eufemisme) i oktober 1956, er der nu sket store ændringer både i den internationale situation og internt i de skandinaviske lande, hvilket med Levytjkins ord „begunstiger en aktivering af vort virke, rettet mod en løsning af de opgaver, der er anvist i forordningen. Situationen er nu den, at til trods for de ledende NATO-magters bestræbelser på at styrke denne aggressive bloks nordflanke og omdanne den til et militært brohoved mod Sovjetunionen og de andre socialistiske lande er dette område fortsat et

7 „O nasjikh sadatjakh v rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij na blisjajsjije gody (orientirovotjnyj perspektivnyj plan) [Om vore opgaver vedrørende udviklingen af de sovjetisk-danske relationer i de kommende år (orienterende perspektivplan)], 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 41. Også Levytjkins forgænger, Slavin, henviste til denne forordning, se kapitel 26. Når Levytjkin nævner den, viser det, at forordningen fra 1956 stadig i 1963 var rettesnor for Sovjetunionens politik over for de skandinaviske lande.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 709 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 710

forholdsvis svagt led i NATO-systemet, hvilket vækker en vis uro i den nævnte bloks ledelse“.8 Levytjkin fremhæver sin egen arbejdsmarks betydning med ordene: „Det forekommer os, at man i planen for vort virke for at opløse NATO burde rette større opmærksomhed mod netop det nordeuropæiske område, som er mere perspektivrigt end NATO’s sydflanke muligvis vil være det. Denne omstændighed må tages i betragtning i arbejdet i de nordiske lande og i Danmark, der indtager en nøgleposition i NATO’s militære planer i Østersø-området“.9 Videre opregner Levytjkin de faktorer, der „vanskeliggør en udvikling af de sovjetisk-danske relationer og Danmarks overgang til neutral status, og de faktorer, der med held kan udnyttes af os til dette formål“. Til de sidste hører Danmarks voksende økonomiske problemer, den voksende utilfredshed i forskellige kredse med regeringens ensidigt NATO-venlige politik, mistillid til den vesttyske imperialisme og stigende bekymring for at Danmark kan blive trukket ind i de vesttyske revanchisters hasarderede planer. Endvidere det forhold at der er en vis forskel mellem den danske regerings og vestmagternes regeringers syn på en række internationale problemer. Disse forskelle i synspunkter kommer foreløbig kun svagt til udtryk i officielle danske erklæringer, men alligevel „kan de udnyttes effektivt i vort di- plomatis virke for at forbedre de sovjetisk-danske relationer og for at svække Danmarks forbindelser med NATO og opnå dets overgang til neutral status“.10 Levytjkin har en positiv holdning til et nordisk forsvarsforbund. Han mener, at der i den seneste tid har været en voksende stemning for at oprette et sådant forbund med tilhørende dansk og norsk udtræden af NATO, og han opfordrer til en revision af den negative sovjetiske holdning til et nordisk forsvarsforbund, da der siden 1949 er sket store ændringer både i den internationale situation og i de skandinaviske lande. „Det forekommer os“, skriver han, „at der nu ikke er nogen fare forbundet med Finlands situation, og at Danmarks og Norges udtræden af NATO nok ville være en positiv holdning til et nordisk forsvarsforbund fra vores side værd“.11 For at gøde jorden fore- slår Levytjkin, at man skal „råde vennerne [dvs. DKP’s ledere] til selv at frem- sætte erklæringer om dette spørgsmål eller endnu bedre til at inspirere indflydelsesrige personer fra de demokratiske organisationer til at gøre det“. Det er interessant, at den sovjetiske ambassadør her viderefører de forestillinger om et nordisk forsvarsforbund som et mindre onde end NATO, der blev fremført internt i den sovjetiske udenrigsledelse i 1950’erne (se kapitel 26). At han bringer et nordisk forsvarsforbund på banen viser, hvor urealistiske hans forestillinger om mulighederne for at ændre dansk sikkerhedspolitik var. Selv om emnet indgik i den danske debat i 1960’erne, var det fortsat uaktuelt for de nordiske landes regeringer.

8 Sst., ll. 41-42. 9 Sst. 10 Sst., l. 43. 11 Sst., l. 54.

710 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 711

Levytjkin har således en optimistisk vurdering af mulighederne for at opnå de fastsatte udenrigspolitiske mål og svække Danmarks forbindelser til NATO. Man skal her tage i betragtning, at han er nødt at være positiv, når han indberetter til sine foresatte i Moskva. Ellers ville der ikke være meget at foretage sig for ham og hans medarbejdere på ambassaden.

Den fortrolige rapport til Kekkonen 1964 En betydeligt mere realistisk vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik findes i en rapport fra SUKP’s CK til Finlands præsident, Kekkonen, om resultaterne af Khrusjtjovs besøg i de skandinaviske lande sommeren 1964. Rapporten er et fortroligt dokument, stilet til en person, der qua sin stilling som leder af landet beliggende mellem Sovjetunionen og Skandinavien og sin rolle som formidler af budskaber fra den sovjetiske regering til skandinavisk offentlighed og regeringer må formodes at få overbragt essensen af Moskvas opfattelse af forholdet til Skandinavien. Om Danmarks og Norges NATO-medlemskab hedder det: „I de officielle erklæringer og i samtalerne blev der givet udtryk for den sovjetiske regerings negative holdning til NATO og til Norges og Danmarks deltagelse i denne blok. Der blev anført argumenter for, at Norge og Danmark skulle gå over til en neutralitetspolitik. Men ved en realistisk vurdering af situationen forstår vi naturligvis, at Norges og Danmarks udtræden af NATO i den nærmeste fremtid forekommer lidet sandsynlig“ [fremhævet her].12 Og i mod- sætning til den vanlige bragesnak om brohoveder for NATO’s aggressive planer beskrives situationen i Skandinavien kort og klart: „Det blev med tilfredshed konstateret, at Nordeuropa er et forholdsvis fredeligt hjørne af verden“ [fremhævet her]. Det svarer til den danske regerings opfattelse af Skandinavien som et lavspændingsområde sammenlignet med Central- og Sydeuropa. Det er som nævnt sjældent, at dokumenter fra de russiske arkiver giver indblik i interne vurderinger, der adskiller sig fra de officielle udenrigspolitiske erklæringer. Som regel er der i det sovjetiske kildemateriale overensstemmelse mellem hvad der siges indadtil og udadtil. På dette punkt er rapporten til Kekkonen en spændende undtagelse. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor blev man fra sovjetisk side under hele den kolde krig ved med at arbejde for en dansk og norsk udtræden af NATO, når det erkendtes, at dette var usandsynligt? Ved svaret på det spørgsmål kommer den ideologiske faktor ind i billedet. Ifølge marxismen-leninismen ville socialismen i sidste ende sejre i den verdensomspændende kamp mellem østlig og vestlig ideologi. Hvis den sovjetiske ledelse udadtil tvivlede på det, ville den save den gren over, den selv

12 „Khelsinki. Sovposol“ [Til den sovjetiske ambassadør i Helsinki], udateret, RGANI f. 3, op. 18, d. 270, l. 6. Den sovjetiske ambassadør får instruks om at informere Kekkonen om rapporten og udle- vere den til ham, hvis han ønsker det. Rapporten er ikke signeret, men arkivsammenhængen viser, at den er forfattet i SUKP’s CK’s apparat.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 711 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 712

sad på. Derfor blev bestræbelserne på at opnå dansk og norsk udtræden af NATO fortsat både i den officielle sovjetiske politik og i propagandapolitik- ken.

Mål og opgaver for Sovjetunionens politik over for Danmark 1965 Oversættelse af notat udarbejdet i MID. 11. december 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, ll. 55-56.

Sovjetunionens vigtigste udenrigspolitiske opgave over for Danmark i de kommende år bestemmes af den samlede opgave for sovjetstatens udenrigspolitik over for hele regionen af nordeuropæiske lande, der støder op til USSR’s nordvestlige flanke og som er et vigtigt strategisk område, eftersom den korteste vej fra Vesten til USSR og også den korteste luftvej fra USA til USSR går gennem netop denne region. Følgelig er det for Sovjetunionen yderst vigtigt at hindre eller i det mindste at vanskeliggøre processen med at omdanne hele denne region og især Danmark til et brohoved for et angreb mod Sovjetunionen. Med det formål er det nød- vendigt at bestræbe sig på så meget som muligt at svække Danmarks forbindelser med NATO, dvs. de førende lande i dette forbund – USA, England og Forbundsrepublikken – og at støtte de kræfter i Danmark der går ind for Danmarks udtræden af NATO og landets tilbagevenden til neutral status samt at udvide de sovjetisk-danske forbindelser ved at udnytte den i de sidste år konstaterede tendens i Danmark til en aktivering af disse forbindelser. Med udgangspunkt i dette ville det være i overensstemmelse med interesserne for den sovjetiske udenrigspolitik over for Danmark i de kommende år at styrke og udvide de politiske kontakter mellem rege- ringslederne, at arrangere gensidige besøg af ministre fra de to lande og at invitere fremtrædende politikere til USSR. Yderst vigtigt med henblik på at styrke vore positioner i Danmark er det at udvide handelsforbindelserne. Selv om der inden for disse for to år siden kunne konstateres et kvalitativt opsving som følge af indgåelsen af en seksårig handelsaftale er handelsforbindelserne som tidligere yderst begrænsede, og de er endnu ikke en aktiv løftestang i vores politik over for Danmark. Derfor er en udvidelse af handelen en af de vigtigste opgaver for sovjetisk udenrigspolitik, især handel med de varer, som Danmark er stærkt interesseret i at afsætte eller anskaffe. Det siger sig selv, at parallelt med udvidelsen af de politiske kontakter og handelsforbindelserne skal også de kulturelle og videnskabelige for-

712 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 713

bindelser mellem de to lande udvikles aktivt. Et godt grundlag for dette er den for tre år siden underskrevne tosidede overenskomst. Ud fra det ovennævnte ville det blandt de vigtigste udenrigspolitiske tiltag over for Danmark være hensigtsmæssigt inden for de kommende to-tre år at gennemføre et besøg af USSR’s ministerpræsident i Danmark og at invitere danske regeringsledere til USSR, at udveksle parlamentsde- legationer, at arrangere gensidige besøg af ministre og at oprette et sovjetisk-dansk handelskammer (ligesom det sovjetisk-finske).

De dansk-sovjetiske relationer

Det er en gennemgående vurdering i adskillige sovjetiske dokumenter fra midten af 1960’erne, at relationerne mellem Sovjetunionen og Danmark var blevet bedre. Det viste sig bl.a. ved det stigende antal besøg på højt niveau. Khrusjtjov var i Danmark i 1964, Krag aflagde besøg i Sovjetunionen i 1964 og 1965, og de to landes udenrigsministre og andre ministre udfoldede en ganske stor besøgsvirksomhed. Fra sovjetisk side blev der lagt stor vægt på dette besøgsdiplomati med de tilhørende kommunikéer. Også kontakterne på de lavere niveauer blev intensiveret med udveksling af delegationer med deltagere fra snart sagt alle samfundslivets områder. Det kulturelle samarbejde blev sat i system med en kulturaftale fra 1962, og samhandelen mellem de to lande udvidedes, selv om den på intet tidspunkt nåede det omfang, Levytjkin forestillede sig i den ovennævnte indberetning. Det kan ikke undre, at Khrusjtjovs besøg i Skandinavien sommeren 1964 er yderst positivt omtalt i de sovjetiske dokumenter. Det er karakteristisk for den sovjetiske selvforståelse, at besøget ifølge den fortrolige rapport til Kekkonen „bekræftede det frugtbare og livskraftige i den fredelige sameksistens-politik“. Vi får også at vide, at „samtalerne var åbenhjertige og i det store og hele foregik i en atmosfære af venligsindethed og bestræbelse på gensidig forståelse“, selv om der under drøftelserne af de internationale problemer var „en for- ståelig forskel mellem Sovjetunionens holdning på den ene side, og Dan- marks, Norges og Sveriges holdning på den anden side“.13 At Krag ifølge rapporten fungerede som budbringer mellem præsident Johnson og Khrusjtjov i det ømtålelige spørgsmål om de amerikanske overflyvninger af Cuba viser, at den sovjetiske ledelse havde tillid til den danske statsminister. Den sovjetiske ambassades vurdering af Krags besøg i Sovjetunionen oktober 1965 var ligeledes yderst positiv. I en indberetning december 1965 over-

13 Sst., l. 3.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 713 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 714

går Levytjkin sig selv i et fyrværkeri af forslag til udvidelse af de bilaterale kontakter.14 Vibrationerne mellem parterne var dog ikke varmere, end at Krag i de officielle taler under besøget blev foreholdt, at NATO-medlemskabet satte „et negativt aftryk på udviklingen af det sovjetisk-danske forhold“, og at ide- lige NATO-øvelser i Østersøen „kun var til gavn for visse kredse i Vesten, der nærede planer om revanche“.15 Som tidligere var formålet med de udvidede kontakter fra sovjetisk side bl.a. at opnå bedre muligheder for at udøve påvirkning. En vigtig del af på- virkningspolitikken var bestræbelserne på at etablere kontakter til de politiske partier i Danmark. I en indberetning fra ambassaden august 1965 opfordres der til, at fremtrædende medlemmer af Det Radikale Venstre bliver invi- teret til Sovjetunionen, da der i det parti „er stærke anti-NATO stemninger og neutralistiske stemninger“.16 Også ledende medlemmer af Venstre og Det Konservative Folkeparti skal inviteres „for at der kan udøves den for os nød- vendige indflydelse på dem“.17 Ligeledes skal man søge at forbedre forholdet til Socialdemokratiet ved at invitere repræsentanter for dette parti. I et notat fra MID’s skandinaviske afdeling nævnes det, at Socialdemokratiet marts 1965 efter beslutning i centralkomitéen blev opfordret til at sende en delegation til Moskva og etablere kontakt til SUKP. Opfordringen blev dog afvist af Krag, der ikke mente, at tiden var inde dertil.18 At mulighederne for resultater af partikontakter vurderedes som beskedne fremgår af samme notat, hvor det konstateres, at danskerne „bestræber sig på at begrænse kontakterne til at omfatte handelsmæssige, kulturelle og teknisk-videnskabelige forbindelser, mens de bremser for en udvidelse af de politiske kontakter. En sådan politik fra de ledende danske kredses side kan utvivlsomt forklares med Danmarks deltagelse i NATO og de forpligtelser, Danmark har påtaget sig over for denne aggressive organisation“.19 Denne vurdering af Danmarks holdning til det bilaterale samarbejde går igen i flere dokumenter. I et MID-notat fra marts 1967 hedder det, at selv om „der i de sidste to-tre år i den danske of-

14 „Predlosjenija o dalnejsjem rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij vytekajusjtjije is itogov visita premjer-ministra Kraga v Sovetskij Sojus [Forslag til en videre udvikling af de sovjetisk-danske relationer ud fra resultaterne af statsminister Krags besøg i Sovjetunionen], 23. december 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, ll. 73-83. 15 „Retj ot imeni sovetskogo pravitelstva na savtrake (obede) v tjest premjer-ministra Danii Je.O. Kraga. Projekt“ [Den sovjetiske regerings tale til frokosten (middagen) til ære for Danmarks statsminister J.O. Krag. Forslag], udateret, AVP RF f. 85, op. 55, p. 66, d. 14, ll. 19, 23. 16 „O sovetsko-datskikh otnosjenijakh i osnovnykh napravlenijakh ikh dalnejsjego rasvitija“ [Om de sovjetisk-danske relationer og hovedretningerne for deres videre udvikling], 21. august 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 4. 17 Sst. 18 „Rost doverija k sovetskoj vnesjnej politike i rasvitije otnosjenij SSSR s etimi stranami“ [Øget tillid til den sovjetiske udenrigspolitik og USSR’s relationer til de lande], 11. december 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 55. Under Gerhardsens besøg i Sovjetunionen november 1955 blev det første sovjetiske forsøg gjort på at få etableret kontakter mellem SUKP og et nordisk socialdemokrati. Det blev afvist af nordmændene. 19 Sst., ll. 52-53.

714 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 715

fentlighed er sket en styrkelse af stemningen for at revurdere den danske regerings udenrigspolitik i retning af at svække landets afhængighed af NATO og udvide kontakterne til de socialistiske lande ... tillader Danmarks store mi- litære, politiske og økonomiske afhængighed af de store NATO-lande ikke den danske regering af drage de passende konklusioner af denne situation“.20 Vurderingen af den danske offentligheds holdning i denne sag er præget af sovjetisk ønsketænkning, mens konstateringen af den danske tilbageholdenhed over for Sovjetunionen er en dækkende beskrivelse af de faktiske forhold, skønt det næppe var NATO, der dikterede den danske politik.

Anker Jørgensens besøg i Sovjetunionen 1973 I vurderingen af Anker Jørgensens besøg i Sovjetunionen oktober 1973 bliver det i MID’s sammendrag af årsrapporten fra den sovjetiske ambassade i Danmark understreget, at den omfattende meningsudveksling om aktuelle internationale problemer „blev udnyttet til at udøve den for os nødvendige påvirkning af den danske regerings holdninger“, og at besøget viste, at der var „gode muligheder for at udvikle de sovjetisk-danske relationer og for at øve indflydelse på den danske regerings holdning til internationale problemer“.21 Dette må – ligesom de mange tilsvarende udsagn i det sovjetiske kildemateriale om, hvad russerne efter egen formening har formået i den henseende – tages med det største forbehold. I det danske kildemateriale om besøget tegnes et andet billede. Det frem- går, at forhandlingerne om teksten til det afsluttende kommuniké var uhyre vanskelige og langtrukne (i alt over 30 timer!). Det siges direkte, at „forhandlingerne med viceudenrigsminister Zemskov var ubehagelige på grund af dennes aggressive og truende forhandlingsmetode“. Embedsmændene fra MID havde nogle bestemte forestillinger om, hvad der skulle med og hvad der ikke skulle med i kommunikéet. Da man fra sovjetisk side „insisterede på, at kommunikéet kun gav udtryk for fælles standpunkter“, fik teksten et ret generelt præg. Anker Jørgensen havde under forhandlingerne lagt stor vægt på menneskerettighederne og de menneskelige kontakter i forbindelse med omtalen af sikkerhedskonferencen. De sovjetiske embedsmænd ønskede imidlertid ikke – „efter resolution på allerhøjeste plan“ – at der skulle henvises til disse emner i kommunikéet, da det efter deres mening ville foregribe resultatet af forhandlingerne under konferencens 2. fase. Et sovjetisk ønske om, at

20 „Voprosy polititjeskogo polosjenija v Danii, sovetsko-datskikh otnosjenij i positsii Danii po osnovnym mesjdunarodnym problemam“ [Spørgsmål vedrørende den politiske situation i Danmark, de sovjetisk-danske relationer og Danmarks stilling til de vigtigste internationale problemer], 6. marts 1967, AVP RF f. 085, op. 52, p. 181, d. 6. l. 18. 21 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973], 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, ll. 5-6.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 715 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 716

der skulle henvises til „fredelig sameksistens“ fik man fra dansk side ændret til „fredeligt samarbejde“ under henvisning til at „man i Europa for længst burde være kommet ud over det stadium, hvor målsætningen alene skulle være, at staterne ikke førte krig mod hinanden“. Fra dansk side undgik man også en udtalelse, hvorefter „der i Nordeuropa skulle bestå et særligt (politisk) samarbejdsforhold“, ligesom man „fik renset teksten for karakteristisk sovjetisk sprogbrug såsom „alle fredselskende folk“ etc.“22 Notitsen viser såle- des tydeligt, at danskerne har måttet værge sig mod den anmassende og om- klamrende sovjetiske fredsretorik. Fra sovjetisk side søgte man endog at inddrage historien i fredspropagan- daens tjeneste. Det fremgår af forhandlingerne om planlægningen af en historisk udstilling om de dansk-russiske relationer gennem tiderne i forbindelse med Khrusjtjovs besøg i Danmark i 1964. De sovjetiske forhandlere øn- skede, at udstillingen skulle hedde „Fred og venskab gennem fem hundrede år“. Det kunne ikke accepteres fra dansk side, da det „i datidens åndelige og politiske klima ville være et dansk knæfald for og tilslutning til den russiske fredspropaganda“. Resultatet blev, at udstillingen kom til at hedde „Dansk- russiske forbindelser i 500 år“.23

De bilaterale relationer i 1970’erne Generelt beskrives forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen i 1970’erne i positive vendinger i de sovjetiske dokumenter. Således nævnes det med tilfredshed, at Danmark i 1976 gik med til en dansk-sovjetisk aftale om regel- mæssige konsultationer angående internationale problemer og bilaterale forhold.24 Ved statsbesøg både i 1971 og i 1973 var der fra sovjetisk side blevet fremsat et ønske herom, men danskerne ville på det tidspunkt ikke indgå en bindende aftale, da de ikke ønskede at være afhængige af faste terminer og emnekredse for gensidige drøftelser.25 Når det danske udenrigsministerium i 1976 accepterede det sovjetiske ønske om en fast konsultationsaftale skyldtes det dels, at der allerede eksisterede tilsvarende aftaler mellem Sovjetunionen og en række vestlige lande, dels at aftalen blot var en kodificering af gælden- de praksis. Ikke desto mindre var der i det norske og svenske udenrigsministerium bekymring for, at der nu også over for Norge og Sverige ville blive fremsat et sovjetisk ønske om konsultationsaftaler.26

22 Notits af Ole Bierring, 26. oktober 1973, UM 5.D.30.a. 23 Henning Gottlieb, I Kronens tjeneste. Politiske erindringer, 2001, s. 148-49. 24 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1976], 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, l. 25. 25 Brev fra Kurt Ebert til Christian Faber-Rod, 7. november 1976, UM 5.D.30.a. 26 Brev fra Jørgen Adamsen til Ole Bierring, 9. november 1976; brev fra Ole Bierring til Jørgen Adamsen, 29. november 1976, UM 5.D.30.a.

716 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 717

Der er også flere eksempler på, at den danske regerings politik vakte mis- nøje i Moskva. Det gælder f.eks. den danske støtte til „NATO’s propagandistiske kampagne om Warszawapagtlandenes øgede militære aktivitet i Øster- søen“ og udenrigsminister K.B. Andersens karakteristik af de seneste sovjetiske nedrustningsforslag som „urealistiske og propagandistiske“ på NATO- rådsmødet december 1976. Endvidere benyttede danskerne efter sovjetisk opfattelse Helsinki-aftalens tredje kurv til at blande sig i de socialistiske landes indre anliggender.27 Og i forbindelse med retssagen mod Krasin og Jakir i 1973 udsendte den danske regering en officiel erklæring, i hvilken „den for- dømte de sovjetiske myndigheders holdning til de „anderledestænkende“ og betragtede denne holdning som et brud på menneskerettighederne“.28 I særdeleshed var det en kilde til irritation for den sovjetiske regering, at de danske myndigheder ikke gjorde noget for at forhindre Sakharov-høringen i København i 1975.29 Ifølge et dokument fra SUKP’s CK skulle der efter forslag fra DKP’s ledelse og den sovjetiske ambassade i København iværksættes „en række præventive kontrapropagandistiske forholdsregler“, herunder arbejde med danske journalister.30 Hele sagen viser, hvor ømskindet den sovjetiske ledelse var i spørgsmål, hvor Sovjetunionens image over for omverdenen stod på spil. Der er flere lignende eksempler på sovjetiske forsøg på at på- virke den offentlige mening i udlandet, bl.a. efter invasionen i Tjekkoslova- kiet i 1968.31

Sovjetunionens vurdering af Danmarks militære styrke

I 1963 blev der i MID udarbejdet et omfattende dokument (ca. 50 sider), der skulle forsyne de ledende sovjetiske politikere med baggrundsviden om

27 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1976], 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, ll. 22-23. 28 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973], 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, l. 6. 29 „O t.n. ’Slusjanii o narusjenii prav tjeloveka v SSSR’, planirujemom v Danii (kratkaja spravka)“ [Om den såkaldte ’høring om brud på menneskerettighederne i USSR’, der planlægges i Danmark (kort notat)], MID’s skandinaviske afdeling, 11. september 1975, RGANI f. 5, op. 68, d. 2040, ll. 115- 17. 30 „O merakh protivodejstvija antisovetskoj aktsii v Kopengagene“ [Om forholdsregler til at imødegå den antisovjetiske aktion i København], skrivelse fra vicechefen for CK’s internationale afdeling v. Sjaposjnikov, 8. oktober 1975, RGANI f. 4, op. 22, d. 1603, ll. 182-83. 31 Telegram fra SUKP’s CK til den sovjetiske ambassadør i København, 3. december 1968, RGANI f. 4, op. 20. d. 1025, ll. 85-87. I anledning af, at to ledende jugoslaviske kommunister skal holde et foredrag i København om „den internationale situation efter begivenhederne i Tjekkoslovakiet august 1968“, får ambassadøren instruks om at anmode DKP’s ledelse om at „tage mulige forholdsregler til at neutralisere dette arrangement“ og sørge for, at „de tjekkoslovakiske begivenheder bliver belyst korrekt under diskussionen“.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 717 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 718

Danmark til brug under deres samtaler med danske politikere. I dokumentet findes en ganske detaljeret redegørelse (seks sider) for Danmarks militære formåen som medlem af NATO. Redegørelsen bærer overskriften „Danmarks omdannelse til et militært brohoved for NATO i Nordeuropa“.32 Herudover foreligger der et betydeligt østligt efterretningsmateriale, som inddrages andre steder i udredningen. Det drejer sig om artikler i de sovjetiske, polske og østtyske klassificerede militære tidsskrifter samt de militære efterretningsmate- rialer, som er fundet i polske og østtyske arkiver (se kapitel 24, 52, 53, 79 og 80). I det følgende vil hovedpunkterne i MID’s redegørelse blive præsenteret. Den indeholder en kontant konstatering af den militære opbygning i Danmark, sådan som den så ud fra Moskva:

„NATO’s ledelse betragter Danmark som et gunstigt strategisk brohoved. Ved at beherske det og støtte sig til det kan NATO’s væbnede styrker holde Østersøstræderne under kontrol, forhindre den sovjetiske flåde i at sejle gennem stræderne for at bryde NATO’s livsvigtige sømilitære kommunika- tionslinjer i Atlanterhavet og dække nordflanken for NATO’s hovedstyrke i Centraleuropa. Danmarks territorium betragtes også som NATO’s brohoved og fremskudte base til at gennemføre angrebsoperationer mod Sovjet- unionen og den socialistiske lejrs lande i den nordlige del af Centraleuropa og i Østersøområdet. I betragtning af dette tildeles Danmark en vigtig plads i „NATO’s fremskudte strategi“, og den operative militære indretning af dets territorium og opbygningen af dets væbnede styrker vies stor opmærk- somhed“.

„Indretningen af Danmarks territorium til en kommende skueplads for NATO’s militære operationer er i det store og hele nu tilendebragt“, hedder det videre i redegørelsen. Der er bygget seks store flybaser (Karup, Ålborg, Skrydstrup, Værløse, Tirstrup og Vandel), der er indrettet til at modtage og betjene NATO’s atomvåbenbærende kampfly. Der er bygget to flådebaser (Korsør og Frederikshavn) med specialdepoter til brug for skibe fra de andre NATO-lande. Til NATO’s landtropper bygges der fem store militærdepoter. Der er bygget fire rørledninger til at forsyne luftvåbenets og flådens baser med brændstof og smøremidler, og i områder, hvor der mangler rørlednin- ger, er der etableret underjordiske depoter til disse materialer. Der et bygget et net af radarstationer, der er forbundet med NATO’s enhedsnet, og der er etableret et omfattende net til militær kommunikation. Siden 1952 er der i Danmark ifølge infrastrukturprogrammet bygget militære anlæg for 400 millioner kr., og 1961-64 er det planen at bruge 128 millioner kr. hertil. Alle be-

32 „Vnesjnjaja politika Danii i sovetsko-datskije otnosjenija (Materialy k besedam)“ [Danmarks udenrigspolitik og de sovjetisk-danske relationer (Materialer til samtaler)], 30. december 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, ll. 74-79.

718 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 719

tingelser er til stede for at modtage NATO-tropper i Danmark. Ifølge et program for 1963 skal der alene fra England ankomme 28 underenheder af landtropper, herunder raketafdelinger, tungt artilleri og luftlandetropper. På den måde „kompenseres der for den danske regerings officielle afvisning af at stationere udenlandske tropper i Danmark i fredstid“. Samtidig med at dansk territorium forberedes til stationering af NATO- tropper, er der taget vigtige skridt til at styrke de danske væbnede styrker og indrette dem, så de hurtigt kan underlægges NATO’s kommandoorganer og udføre kamphandlinger sammen med andre landes tropper. Juli 1962 trådte BALTAP i kraft (dens struktur gennemgås grundigt). Den danske hær, luft- våbenet og flåden bliver udstyret med nye våbentyper (disse beskrives indgå- ende). Danske firmaer bliver inddraget i produktionen af raketdele, og Danmarks militærudgifter stiger drastisk årene 1962-67. Danske tropper „forberedes til krig med anvendelse af masseødelæggelsesvåben“. Danmark har fremføringsmidler til atomvåben: F-100 fly, raketterne Honest John og Nike og 203,2 mm haubitser. „Ud fra erklæringer fra ledende NATO-officerer (Pyman, Andersen) er det kendt, at der i NATO er udarbejdet planer, som betyder, at der kan leveres atomvåben til Danmark i løbet af 8-12 timer“. Så selv om regeringen har erklæret, at den ikke vil tillade stationering af atomvåben i Danmark i fredstid, har den „sanktioneret en militær planlægning og en træ- ning af tropper med henblik på brug af kernevåben“. I de danske væbnede styrkers kamptræning får angrebsøvelser voksende betydning. Landtrop- perne har sammen med dansk og vesttysk flåde og luftvåben øvet kamphandlinger med landsætninger på modstanderens kyst. „Under alle militære øvelser og manøvrer underforstås det altid, at Sovjetunionen og den socialistiske lejrs lande er de danske væbnede styrkers modstandere“. Den sovjetiske regering har således ikke blot vidst, at Danmark kunne få til- ført atomvåben, men også at dette ville kunne ske inden for 8-12 timer. Vedrørende Danmarks basepolitik er det ifølge MID’s „materialer til samtaler“ opfattelsen, at den danske regerings erklærede holdning om ikke at ville acceptere udenlandske tropper i Danmark i fredstid bliver udhulet, fordi der næsten konstant befinder sig NATO-tropper i Danmark enten på militær- besøg eller som et led i fælles manøvrer med de danske væbnede styrker.33 I dokumentet bruges udtrykket „ikke-permanent stationering“ om dette fæno- men. Det må siges at være en kraftig overdrivelse, da der ikke var tale om længerevarende øvelser. USA’s militære aktiviteter i Grønland og også på Færøerne blev fulgt fra sovjetisk side. I et notat udarbejdet i MID september 1965 oplyses det, at der i Grønland „er bygget to store baser for USA’s strategiske luftstyrker, en række lufthavne, et early-warning radarnet i et antiraketforsvarssystem for det nordamerikanske kontinent samt nogle radarposter for luftforsvarsstyrkerne og

33 Sst., l. 73. Denne vurdering findes også i flere andre dokumenter fra MID.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 719 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 720

kommunikationsstationer for USA’s og NATO’s luftvåben og flåde. Der er konstant stationeret USA-tropper (ca. 6-7 tusind mand) i Grønland. På Færøerne er der en station for fjernradionavigation af systemet „Loran-C“ til brug for de amerikanske atomubådes kamphandlinger i Norskehavet, Nordsøen og Nordatlanten“.34

Sovjetunionens vurdering af Danmarks medlemskab af NATO 1976 Oversættelse af uddrag af årsrapporten om Danmark for 1976. 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, l. 22.

Den danske regering betragter som tidligere medlemskabet af NATO som en nødvendig betingelse for en sikring af landets forsvar, og samtidig tilskriver den NATO en rolle som instrument for afspænding. Den er imod en „ensidig nedsættelse af NATO’s kampkraft“ og er tilhænger af en styrkelse af denne bloks væbnede styrker over for en påstået alarmerende forøgelse af det sovjetiske militære potentiale. Danmark har deltaget aktivt i NATO’s militære organer og militære og politiske tiltag, herunder fælles øvelser, militære delegationsbesøg og flå- debesøg, og har lagt store anstrengelser i udarbejdelsen af samordnede militær-politiske beslutninger. Samtidig har den danske regering været tilbageholdende over for kravene fra NATO’s ledelse om en forøgelse af militærudgifterne. Danmark har således anerkendt nødvendigheden af at der etableres et luftovervågningssystem (AWACS), men har foreløbig ikke givet tilsagn om deltagelse i finansieringen af dette system. Den danske regerings holdning i spørgsmålet om militærudgifter har fremkaldt kritik fra NATO’s ledelse, der har forsøgt at få danskerne til at øge deres bidrag til forsvaret af NATO’s nordflanke. I forbindelse med forhandlingerne om et nyt dansk forsvarsforlig efter 1. april 1978 har NATO-kredse støttet kravene fra de væbnede styrkers ledelse om en for- øgelse af udgifterne til militære formål. Den danske regering har aktivt støttet NATO’s politiske og propagandistiske aktioner. Den har således været medvirkende i den omfattende propagandistiske kampagne omkring „Warszawapagtlandenes øgede mi- litære aktivitet i Østersøen“ og har rejst dette spørgsmål under kontak-

34 „O vnesjnej politike Danii i sovetsko-datskikh otnosjenijakh (spravka)“ [Om Danmarks udenrigspolitik og de sovjetisk-danske relationer (notat)], 23. september 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 36.

720 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 721

terne med de socialistiske lande på regeringsniveau. Efter aftale mellem NATO’s organer og den danske regering er der for første gang blevet gennemført en sådan aktion som øvelser for NATO’s faste flådestyrker i Østersøen i november 1976.

Danmarks atomvåbenpolitik set fra Moskva

Den danske atomvåbenpolitik bestod som bekendt af to led: En afvisning af atomvåben i Danmark og et forbehold, der præciserede, at afvisningen gjaldt under de nuværende omstændigheder. Fra sovjetisk side viede man den danske atomvåbenpolitik den allerstørste opmærksomhed. Lige siden H.C. Hansens erklæring i Folketinget maj 1957 med den berømte tilføjelse „under de foreliggende forudsætninger“ var man i Moskva på vagt over for det mindste tegn på ændringer af den danske atomvåbenpolitik. Og det var naturligvis et oplagt mål for Sovjetunionen at få fjernet forbeholdet, således at det kunne tolkes, som om den danske regering havde bundet sig til ikke på noget tidspunkt at ville acceptere atomvåben i Danmark. Et eksempel på den sovjetiske interesse for sagen anføres af Bo Lidegaard i Krag-biografien. Her gengives Krags optegnelse af en ordveksling med Levytjkin december 1962. Den sovjetiske ambassadør udtrykte bekymring for, at der ville ske ændringer i den danske atomvåben- og basepolitik. Herefter lød ordene ifølge Krags notat: „Jeg svarede ham, at vor hidtidige politik på dette område ville blive fortsat. Der finder ingen overvejelser sted om æn- dringer heri. Han sagde, at en ændring i det danske forsvar ville i Moskva blive opfattet som mistillid til Sovjetunionen. Jeg svarede, at hvis vi virkelig følte os truet, ville vor politik med hensyn til anbringelse af atomraketter m.v. her i landet jo være en ganske anden“.35 Lidegaard har i den forbindelse en elegant formulering af Danmarks politik over for Sovjetunionen: Den danske regering „var fremkommelig i alle spørgsmål, der ikke vedrørte vitale sikker- hedsspørgsmål eller alliancesolidariteten, og venligt ufremkommelig i spørgs- mål, der gjorde“. I de sovjetiske dokumenter om Danmarks atomvåbenpolitik nævnes som regel både afvisningen og forbeholdet. I MID’s ovennævnte „materialer til samtaler“ citeres forsvarsminister Gram for i september 1963 at have erklæret, at „man ikke skal betragte den danske regerings afvisning af at stationere ker- nevåbenladninger i Danmark på den måde, at Danmark for altid har sagt nej til atomvåben. Hvis omstændighederne kræver det, vil vi sige ja til vores alli-

35 Bo Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, 2002, s. 71-72.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 721 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 722

erede“.36 I et notat udarbejdet i MID september 1965 understreges det, at „forbeholdet „under de nuværende betingelser“ i betydelig grad afsvækker det positive indhold i den danske holdning til dette spørgsmål. Faktisk er forbeholdet en skjult trussel om at revidere denne holdning afhængigt af situationen, dvs. stille Danmarks territorium til rådighed for stationering af kerne- våben, når den danske regering anser det for nødvendigt“.37 Det nævnes også, at forbeholdet „under de nuværende betingelser“ ikke blev medtaget i teksten til de sovjetisk-danske kommunikéer efter Krags besøg i Sovjetunionen februar 1964 og Khrusjtjovs besøg i Danmark juni samme år. „Danskerne gik ikke uden betænkeligheder og først efter lange forhandlinger med os med til at fjerne forbeholdet“, hedder det i notatet.38 At dette blev betragtet som en sejr for det sovjetiske diplomati fremgår af den fortrolige rapport til Kekkonen om resultaterne af Khrusjtjovs besøg i Skandinavien 1964. Her er sagen beskrevet således: „I Moskva anser man det for værdifuldt, at både danskerne og nordmændene afgav uforbeholdne erklæringer om ikke at stationere kernevåben på deres landes territorium. Vi fandt det formålstjenligt officielt at udtrykke vores forståelse for denne holdning i Danmark og Norge for på den måde at give de danske og norske erklæringer en mere forpligtende karakter“.39 Dette fremgår også af det uddrag af kommunikéerne fra besøgene i 1964, der er gengivet i MID-notatet september 1965. Det lyder som følger: „Fra sovjetisk side blev der udtrykt forståelse for, at Danmarks regering ikke har stationeret og ikke har til hensigt at stationere kernevåben på dansk territorium“.40 Videre hedder det i notatet: „I Danmark og i andre lande blev det opfattet som den danske regerings overgang til en uforbeholden afvisning af kernevåben“. Imidlertid konstateres det samme sted, at forbeholdet „under de nuværende betingelser“ alligevel begyndte at dukke op i senere erklæ- ringer fra danske ministre. Det er således nævnt i en indberetning fra ambassaden august 1965, at Hækkerup i Folketinget 21. oktober 1964 om den danske atomvåbenpolitik erklærede, at der i den danske afvisning „ikke er noget, der binder os i en mere fjern fremtid, eftersom vi ikke kan vide, hvordan situationen vil være til den tid“.41 Så i Moskva har man måttet affinde sig med,

36 „Vnesjnjaja politika Danii i sovetsko-datskije otnosjenija (Materialy k besedam)“ [Danmarks udenrigspolitik og de sovjetisk-danske relationer (Materialer til samtaler)], 30. december 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 67. 37 „O vnesjnej politike Danii i sovetsko-datskikh otnosjenijakh (spravka)“ [Om Danmarks udenrigspolitik og de sovjetisk-danske relationer (notat)], 23. september 1965, AVP RF f. 085, op. 50. p. 177, d. 7, l. 37. 38 Sst. 39 „Khelsinki. Sovposol“ [Til den sovjetiske ambassadør i Helsinki], udateret, RGANI f. 3, op. 18, d. 270, l. 7. 40 „O vnesjnej politike Danii i sovetsko-datskikh otnosjenijakh (spravka)“ [Om Danmarks udenrigspolitik og de sovjetisk-danske relationer (notat)], 23. september 1965, AVP RF f. 085, op. 50. p. 177, d. 7, l. 37. 41 „Positsija Danii po osnovnym mesjdunarodnym voprosam“ [Danmarks holdning til de vigtigste internationale spørgsmål], 23. august 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 19.

722 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 723

Jens Otto Krag og Helle Virkner i Kreml under besøget i Sovjetunionen i februar 1964. (Den russiske ambassade).

at det danske forbehold eksisterede i bedste velgående, selv om det ikke op- trådte i kommunikéerne efter statsbesøgene februar og juni 1964.

Spørgsmålet om atomvåbenfri zoner Vedrørende atomfri zoner i Europa og i Norden konstateres det i de sovjetiske dokumenter, at der ikke i 1960’erne er sket nogen ændringer i den danske regerings syn på det spørgsmål. I den fortrolige rapport til Kekkonen om resultaterne af Khrusjtjovs besøg i Skandinavien sommeren 1964 hedder det, at „de skandinaviske landes regeringsledere endnu ikke er rede til at støtte idéen om at oprette en atomfri zone i Nordeuropa“.42 I indberetningen fra ambassaden august 1965 kædes spørgsmålet sammen med Danmarks atomvåbenpolitik generelt: „Da regeringen ikke ønsker at binde sig med forpligtelser vedrørende en permanent afvisning af stationering af atomvåben på dansk territorium, afviser den også at underskrive en overenskomst om at er- klære Nordeuropa for en atomfri zone“.43 Sammesteds citeres Hækkerup for i Folketinget 21. oktober 1964 at have sagt: „Vi er imod Kekkonen-planen,

42 „Khelsinki. Sovposol“ [Til den sovjetiske ambassadør i Helsinki], udateret, RGANI f. 3, op. 18, d. 270, l. 7. 43 „Positsija Danii po osnovnym mesjdunarodnym voprosam“ [Danmarks holdning til de vigtigste internationale spørgsmål], 23. august 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 20.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 723 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 724

som kun kan have positiv betydning som en bestanddel af en bredere fæl- leseuropæisk løsning“. Og det nævnes, at Krag ifølge Aktuelt 14. juni 1965 betegnede Rapacki-planen som urealistisk. Konklusionen i indberetningen lyder, at den danske regerings vigtigste argument mod idéen om Skandinavien som atomfri zone er, at dette område i forvejen ikke har atomvåben, og at emnet derfor er uaktuelt. Om en atomvåbenfri zone i Norden hedder det i MID’s sammendrag af årsrapporten om Danmark for 1963, at den danske regering maskerer sin afvisende holdning til Kekkonen-planen ved at knytte udførel- sen af planen sammen med en generel løsning af nedrustningsspørgsmålet.44

Sovjetunionens syn på den danske afspændingspolitik

Siden midten af 1960’erne arbejdede Sovjetunionen for at der skulle indkaldes en europæisk sikkerhedskonference. Et af formålene med disse bestræ- belser var at skabe splittelse mellem Vesteuropa og USA – oprindeligt var det Sovjetunionens hensigt, at USA ikke skulle deltage i konferencen; dette æn- dredes dog under Nixons besøg i Moskva i 1972. Et andet sovjetisk mål med konferencen var at få accept af 2. verdenskrigs landvindinger i Østeuropa. Den sovjetiske regering var naturligvis interesseret i at få støtte i Vesteuropa til idéen om en sikkerhedskonference, og fra sovjetisk side blev holdningen til dette spørgsmål hos de vesteuropæiske landes regeringer fulgt nøje. Da den danske regering førte en aktiv afspændingspolitik, gik den ind for en hurtig indkaldelse af konferencen, hvilket blev noteret med tilfredshed i Moskva. De vestlige regeringers holdning til sikkerhedskonferencen blev drøftet på møder i NATO-rådet. Ifølge en sovjetisk rapport om et sådant møde i Bruxelles december 1970 insisterede den danske udenrigsminister Hartling på, at man skulle gå i gang med de forberedende møder til konferencen uden at afvente en løsning af Berlinspørgsmålet. Heri fik Hartling støtte af udenrigsministrene fra Norge og Island.45 I det sovjetiske udenrigsministeriums rapporter om NATO-rådsmødernes drøftelser af en sikkerhedskonference fokuseres der på modsætningerne inden for NATO. Det gælder f.eks. rapporten om NATO-rådets møde december 1971.46 Her sættes NATO-landenes holdninger op mod hinanden: På den ene side står USA, der med støtte fra Storbritannien og Vesttyskland ønsker,

44 „Vnesjnjaja politika Danii i jejo mesjdunarodnoje polosjenije v 1963 godu“ [Danmarks udenrigspolitik og dets internationale stilling i 1963], 30. marts 1964, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 108, ll. 36-37. 45 „Dekabrskaja Sessija NATO“ [NATO’s decembermøde], 13. januar 1971, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 166, l. 5. 46 „K itogam 52-oj Sessii Soveta NATO“ [Vedrørende resultaterne af møde 52 i NATO-rådet], 21. december 1971, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 166, ll. 21-31.

724 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 725

at de forberedende møder til konferencen først skal påbegyndes, når en aftale om Vestberlin er underskrevet, og som har særlige ønsker til konferencens dagsorden (Europas deling skal ikke gøres permanent). På den anden side står en række andre lande, i første række Frankrig, der får støtte af Danmark, Norge og Island. Det nævnes, at Frankrig, Danmark og Norge gik ind for, at konferencen skulle afholdes i 1972, og at den danske udenrigsminister Andersen i et interview udtrykte håb om en konference i 1972, mens USA og Vesttyskland – til dels støttet af Storbritannien – mente, at det næppe kunne blive før end i 1973. I det hele taget blev den danske positive holdning til afspændingsprocessen gang på gang fremhævet fra sovjetisk side. I en tidsskriftsartikel om de dansk- sovjetiske relationer nævnes det, at Danmark allerede i 1966 gik ind for en europæisk sikkerhedskonference, og at Danmark til trods for NATO’s negative holdning gav udtryk for samme opfattelse under et nordisk udenrigsmi- nistermøde i København i 1969.47 Ikke blot vedrørende afspændingsprocessen, men også i andre internationale spørgsmål bemærkedes det fra sovjetisk side, når Danmark havde synspunkter, der afveg fra de gængse vestlige. I ovennævnte artikel hedder det så- ledes, at Danmark forholder sig yderst forsigtigt til planerne om en yderligere udvidelse af den politiske integration og styrkelsen af de overnationale organer inden for EF. Også i spørgsmål, der drøftedes i FN, og i nedrustningsproblematikken noteredes det med tilfredshed i Moskva, når Danmark indtog holdninger, der afveg fra de vestlige og var mere eller mindre sammenfaldende med de sovjetiske. Omtalen heraf er fast inventar i det sovjetiske kildemateriale.

Sammenfatning

Sovjetunionens politik over for Danmark havde stadig som sit vigtigste mål at opnå dansk udtræden af NATO eller en svækkelse af det danske engagement i alliancen. Det erkendtes dog på højeste niveau i Moskva, at det ikke var sandsynligt, at Danmark ville forlade alliancen, og det var fortsat den sovjetiske regerings vurdering, at Danmark var fast forankret i NATO. Danmarks militære styrke og de danske muligheder for at få forstærkninger – herunder med atomvåben – fra NATO-partnerne blev fulgt nøje. Fra sovjetisk side søgte man at fastholde den danske regering på atomvåbenforbeholdet fra 1957 og om muligt at få formuleringen af dette ændret, således at tilføjelsen „under de

47 Ju. Denisov, „Sovetskij Sojus – Danija: rasvitije dobrososedskikh svjasej“ [Sovjetunionen – Danmark: udviklingen af gode naboforbindelser], Mesjdunarodnaja Sjisn [Internationale relationer], 7, 1986, s. 103.

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 725 Kap. 57 rettet V 06/06/05 15:37 Side 726

foreliggende forudsætninger“ bortfaldt. Selv om tilføjelsen ikke indgik i de dansk-sovjetiske kommunikéer i forbindelse med statsbesøgene i 1964, skete der dog ingen ændring i den danske regerings holdning på dette punkt, hvilket senere udtalelser af danske ministre klart viste. Også hvad angår spørgs- målet om atomfri zoner måtte den sovjetiske regering konstatere, at den danske holdning var uændret. Sammenlignet med den foregående periode indtrådte der 1963-78 en kraftig udvidelse af de bilaterale kontakter. Det var karakteristisk, at Sovjetunio- nen fortsat var langt mere interesseret end Danmark i denne udvikling, og at der fra sovjetisk side gang på gang blev presset på, mens danskerne var tilbageholdende. Den sovjetiske interesse i de bilaterale kontakter skal som tidligere ses i forbindelse med, at de var en forudsætning for at kunne udøve en påvirkningspolitik. Især i 1970’erne spillede det også en rolle, at Sovjet- unionen kunne udnytte det økonomiske og teknisk-videnskabelige samarbejde med Danmark – på linje med kontakterne på disse områder til de andre vestlige lande – til at afstive den sovjetiske økonomi. Det er i øvrigt karakteristisk, at man i Moskva nøje fulgte den danske politik ikke blot inden for NATO, men også i EF og FN, over for de østeuropæ- iske lande og den tredje verden samt vedrørende emner som afspænding og nedrustning. Kildematerialet efterlader det indtryk, at hver gang, der fra dansk side blev givet udtryk for synspunkter, der var mere eller mindre sammenfaldende med de sovjetiske, fik Danmark „et plus i karakterbogen“ i Moskva.

726 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 727

58 · Periodekonklusion 1963-1978

Den internationale situation (se kapitel 28). Under Cuba-krisen i oktober 1962 havde verden bevæget sig på randen af en atomkrig. Både Øst og Vest tog ved lære af den potentielt skæbnesvangre begivenhed og begyndte en forsigtig til- nærmelsesproces. Perioden blev præget af forskellige afspændingsinitiativer, ikke mindst våbenkontrolaftaler på det nukleare område, og er efterfølgende blevet betegnet som détenten eller afspændingsperioden, en betegnelse der ikke skal overbetones. Det ville være misvisende at opfatte disse 15 år som en generel afspændingsperiode eller i det hele taget som en helhed. Perioden var kendetegnet ved en usvækket konkurrence mellem Øst og Vest på mange niveauer, ikke mindst det politiske og det våbenteknologiske. Der opstod ligeledes internationale kriser omkring Tjekkoslovakiet 1968 og Mellemøsten 1973, og spændingen mellem supermagterne var lejlighedsvis høj. Centrale begivenheder fandt sted uden for den europæiske scene. I 1961 opstod den alliancefri bevægelse, der søgte at styrke kolonifrigørelsen og holde sig uden for Øst-Vest-modsætningen ved at anvise en tredje vej. Næsten samtidig spaltedes den verdenskommunistiske bevægelse endeligt som en konsekvens af bruddet mellem Kina og Sovjetunionen (1963). Efter kampene ved Ussuri-grænsefloden i 1969, hvor kinesiske soldater dræbte et antal sovjetiske soldater, overvejede det sovjetiske politbureau, om det skulle starte en kernevåbenkrig mod Kina, men valgte at indtage en defensiv position bag en stærkt forsvaret grænse. De iskolde relationer mellem de to kommunistiske magter svækkede generelt kommunismen og var medvirkende til skabelse af alternative venstrefløjsbevægelser overalt i Vesten. Statsminister Hartlings be- søg i Kina i 1974 var tydeligt præget heraf. Kort efter Hartlings besøg bemær- kede en tilfreds Henry Kissinger i en samtale med Deng Xiaoping, at kineserne ordentlig havde forskrækket Hartling med deres bemærkninger om atomkrigens mulighed og Sovjetunionens farlighed. Denne linje opfordrede Kissinger kineserne til at følge også ved fremtidige vestlige besøg. Fra 1965 udvidede amerikanerne drastisk deres engagement i Vietnam i en krig, der skulle komme til at belaste supermagtsforholdet og også svække det vestlige sammenhold. Væsentlige tilskyndelser til afspændingsprocessen kom imidlertid fra Europa, hvor Øst-Vest-modsætningen vel ikke mistede sin skarphed, men efterhånden fik et vist ritualiseret præg. Her gav afspændingsbestræbelserne sig udslag i Harmel-rapporten fra 1967 om NATO’s fremtidige opgaver, der fastslog, at både forsvar og afspænding skulle være alliancens hovedopgaver. I forlængelse heraf accepterede NATO-landene i begyndelsen af 1970’erne de forslag om en europæisk sikkerhedskonference, der siden 1954 havde været en fast bestanddel af sovjetisk udenrigspolitik. På europæiske NATO-landes initiativ blev konferencens dagsorden og den påfølgende Helsinki-slutakt

PERIODEKONKLUSION 1963-1978 727 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 728

(1975) imidlertid udvidet i demokratisk retning til også at omfatte friere informationsspredning og lettelser i menneskelige kontakter på tværs af jern- tæppet samt respekt for menneskerettigheder. Herigennem tilføjedes afspæn- dingsprocessen i Europa en dynamik, der kunne opretholdes under de føl- gende års nye spændinger. Parallelt hermed udviklede den socialdemokratisk-liberale vesttyske regering under ledelse af Willy Brandt en ny politik over for Øst, der i tæt sammenhæng med en ny Tysklandspolitik skulle bidrage til afvikling af Øst- Vest-konflikten og lette forholdene for befolkningerne i det delte Tyskland. Gennem Moskvatraktaten af 1970 og senere aftaler banedes vejen for en forsoning mellem Forbundsrepublikken Tyskland og de østeuropæiske lande og for en anerkendelse af DDR. Endelig blev Firemagtsaftalen om Berlin på ny bekræftet i 1971. Bag Willy Brandts østpolitik lå en skjult dobbeltstrategi, der ved at anerkende den territoriale status quo i Europa og den faktiske eksistens af to tyske stater søgte at starte en proces, der kunne føre til dybtgående ændringer inden for den sovjetiske magtsfære i Østeuropa. I slutningen af 1970’erne kom afspændingsprocessen under pres. I USA konkluderede politikere og rustningskontroleksperter, at forestillinger om at stabilisere terrorbalancen og kontrollere farlige rustningsspiraler hvilede på naive forestillinger om Sovjetunionen og ignorerede den fortsatte sovjetiske oprustning. Samtidig fangede nye sovjetiske militære aktiviteter i den tredje verden amerikanske politikeres opmærksomhed og blev udlagt som bevis på, at Sovjetunionen sigtede mod global indflydelse og eventuel dominans. De fleste europæiske iagttagere valgte at fortolke den sovjetiske optræden i et mindre truende perspektiv. Dog vakte de nye sovjetiske mellemdistanceraketter SS-20, der begyndte at blive deployeret fra 1977, bekymring for udviklingen af de militære balanceforhold i Europa. Alt i alt kan det siges, at selv om afspændingsprocessen i Europa var mere substantiel og robust end den bilaterale supermagtsafspænding, betød det ikke, at den var upåvirket af den militære udvikling og den nye amerikanske holdning.

Truslen fra Øst (se kapitel 42-49 og 50-53). I perioden efter Cubakrisen blev offentlighedens frygt for en krig mellem Øst og Vest i nogen grad reduceret, om end fornemmelsen af en trussel udgående fra Sovjetunionen var udbredt. Intensiteten af denne trussel varierede dog i høj grad afhængig af bl.a. Sovjetunionens aktuelle politik. Fra FE’s side påpegedes i slutningen af 1960’erne, at der foregik omfattende østlige militæraktiviteter nær på Danmark, og at varslingsmulighederne af samme grund var blevet forringet. Man regnede dog med at kunne give landets ledelse et varsel, i værste fald dog kun nogle få dages varsel, om en forestående aggression. Generelt var det opfattelsen hos FE og andre vestlige efterretningstjenester, at en aggression fra Øst ikke var særlig sandsynlig, hvis NATO kunne bevare sit sammenhold.

728 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 729

Undersøgelsen har på det tilgængelige grundlag ikke kunnet påvise eller sandsynliggøre østlige intentioner om et uprovokeret angreb på Vesten. Derimod er det klart dokumenteret, at Øst i tilfælde af krig ville føre denne på vestlig grund og søge at erobre Vesteuropa gennem en lynkrig. I den forstand kan der tales om en betydelig potentiel trussel fra Warszawapagten. På grundlag af et omfattende polsk og østtysk kildemateriale er de planlagte operationer specielt mod det danske område blevet analyseret. I dette billede skulle Danmark erobres primært af polske tropper i et hurtigt felttog af 10-12 dages varighed, mens Warszawapagtflåderne skulle forcere Kielerkanalen og de danske stræder og åbne adgangen til Nordsøen og Atlanterhavet. De østlige operative planer var ledsaget af en storstilet planlægningsindsats (specielt på amfibieområdet) og en omfattende efterretningsindsats over for Danmark fra sovjetisk, østtysk og polsk side mod militære anlæg i Danmark og ikke mindst de danske kystområder. Derudover blev de øgede muligheder for forbindelser mellem Øst og Vest brugt til at etablere kontakter i Danmark for et politisk efterretningsarbejde, hvor målet var indhentning af oplysninger og viderebringelse af synspunkter. Her gjorde et bevidst element af påvirknings- politik sig gældende. En sådan politik blev dog navnlig drevet gennem Danmarks Kommunistiske Parti, der med usvækket loyalitet propagerede de sovjetiske paroler for fred og dansk neutralitet og mod NATO, USA, EF, kapitalismen, etc. I erkendelse af partiets isoleret set relativt begrænsede indflydelse søgte de socialistiske lande, bl.a. gennem den store fredskampagne i 1970’erne at etablere kontakter til ikke-kommunistiske grupper. Dette lykkedes også, og partiet fik på den måde alligevel en ikke ubetydelig indflydelse gennem infiltration af dele af fagbevægelsen, fredsbevægelsen og den organiserede EF-modstand, men det er dog vanskeligt at fastlægge, i hvilket omfang initiativerne opstod som følge af østlig påvirkning, og i hvilket omfang de var udtryk for allerede eksisterende holdninger i de pågældende grupper. KGB gennemgik en personalemæssig og metodemæssig modernisering og blev med opgradering af det politiske målområde og disinformationsvirksomhe- den en vigtig udenrigspolitisk aktør. Indhentning på det teknisk-videnskabelige område fik nu ligeledes en fremtrædende rolle. Specielt fra de østtyske tjenester blev Vesttyskland udsat for en efterretningsoffensiv uden sidestykke i fredstid. Den samlede efterretningsmæssige belastning af NATO-landene var alvorlig. De engelske myndigheder skred i 1971 til udvisning af 105 sovjetiske efterretningsfolk i dækstillinger og grundlagde hermed en ny NATO-kurs. Revolutionære grupperinger på den yderste venstrefløj forårsagede med mellemrum betydelig indre uro i de vestlige lande, der også under indtryk af økonomiske kriser og terrorismens indtog følte sig under pres.

Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark (se kapitel 29-35). Debatten i Danmark blev i perioden høj grad præget af, at det politiske system var under forandring. Med 1968 ophørte den lange periode, hvor Socialdemokratiet havde

PERIODEKONKLUSION 1963-1978 729 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 730

haft føringspositionen, og i 1973 førte et opbrud i vælgerskaren til at folketinget blev udvidet med tre nye partier, af hvilke det nye Fremskridtsparti blev tingets næststørste parti. De hyppigere valg i 1970’erne kan også tages som tegn på en øget ustabilitet. Markante indslag i debatten kom i perioden fra det „nye venstre“, der var en samlebetegnelse for en række nye venstreorienterede partier, der så dagens lys fra slutningen af 1950’erne. Fælles for det nye venstre var en afvisning af sovjetkommunismen som model for et fremtidigt samfund, men der er næppe tvivl om, at det til en vis grad fremmede forståelsen for sovjetiske synspunkter gennem den kritik, der rettedes mod de vestlige samfundssystemer. I den forstand kom det nye venstre og DKP således i nogle henseender til at trække på samme hammel. Den væsentligste udvikling på holdningsområdet og debatområdet var æn- dringer inden for såvel den danske befolkning som i det partipolitiske system med hensyn til opfattelsen af Sovjetunionen og USA. Frem til 1968 herskede en noget mere positiv indstilling til Sovjetunionen end i 1950’erne. Khrusjtjov opfattedes som sympatisk. Ved en gallupundersøgelse i 1964 gav 50 % udtryk for en „positiv indstilling“ til statslederen. Billedet af Sovjetunionen ændrede sig navnlig som følge af invasionen af Tjekkoslovakiet i sommeren 1968, men i begyndelsen af 1970’erne havde danske politikere igen forhåbninger til sovjetisk udenrigspolitik. Fra midten af 1970’erne og især i slutningen af 1970’erne tegnedes billedet som følge af en række udviklinger igen mørkere. Den anden væsentlige tendens var en i stigende grad kritisk opfattelse af den amerikanske udenrigspolitik. Denne kritik, der var et hovedanliggende for det nye venstre, bredte sig op igennem 1960’erne til midten af dansk politik, og i begyndelsen af 1970’erne kunne man også møde kritik af specielt den amerikanske Vietnampolitik i den borgerlige presse. Den stigende reservation syntes oprindeligt at bygge på ønsker om en mere markant afspæn- dingspolitik over for Sovjetunionen, end den USA og NATO stod for. I takt med optrapningen af Vietnam-krigen og afsløringen af den hemmelige Vietnampolitik gennem den såkaldte Pentagon-rapport, øgedes kritikken – og forværringen af det dansk-amerikanske forhold. Et lavpunkt blev nået i 1973, hvorefter forholdet snart igen forbedredes. Et særlig vigtigt debatemne var selvsagt, om landet skulle træde ud af NATO. Det blev navnlig rejst af de radikale og SF, der begge slog på, at der aldrig havde været en folkelig debat om alliancetilslutningen. Under indtryk af, at befolkningen ikke syntes at have taget afstand fra alliancemedlemskabet, skiftede venstrefløjsblade som „Politisk Revy“ til en indirekte fremgangsmåde ved snarere at fremstille alliancepartnerne i kritisk lys end at kritisere det danske engagement direkte. I den forbindelse indtog USA’s krig i Vietnam samt den britiske og franske afvikling af deres koloniriger en fremtrædende plads. Bladenes strategi synes dog ikke at have båret frugt, for ifølge Gallups lø- bende undersøgelser blev den folkelige tilslutning til NATO ikke mindre i

730 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 731

den periode, tværtimod. Med dannelsen af VKR-regeringen i 1968 blev de radikale forpligtet på alliancemedlemskabet. Partiet fastholdt dog tanken om en folkeafstemning og fik gennemført, at det skulle undersøges i en udredning, om der eksisterede sikkerhedspolitiske alternativer til medlemskabet (den såkaldte Seidenfaden-rapport, 1970). Med Warszawapagtlandenes invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968 blev det endeligt afklaret, at det gjorde der ikke. Partierne tilsluttede sig efter denne begivenhed, at alliancemedlemskabet skulle forlænges, hvorefter det kunne opsiges med et års varsel. Andre større debattemaer var atomvåben (1963-1968), sikkerhed og samarbejde i Europa (1971-1975) og neutronbomben (1977-1978). Antiatomkampagnen, der skabte størst opmærksomhed, havde et højdepunkt med atommarchen i 1962, men derefter mistede bevægelsen tilslutning.

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 36-41 og 90). Etableringen af Enhedskommandoen i 1961 havde ført til skarpe sovjetiske reaktioner over for Danmark. Et mål for den danske politik var i den følgende periode at berolige Sovjetunionen, hvilket også til dels lykkedes under den afspændings- fase, der nu satte ind. På den baggrund opstod et øget samkvem med Sovjetunionen, og Khrusjtjov besøgte i juni 1964 Danmark. Fra midten af 1960’erne blev den danske indsats over for Øst i højere grad lagt mod de mindre østeuropæiske lande, som i disse år tilkendegav interesse for tilnærmelse til Vesten. Fra dansk side fokuserede man øjensynligt – ud over de almindelige afspændingsperspektiver – på muligheden for at løsne disse landes bånd til Sovjetunionen. Den danske politik over for Sovjetunionen havde i starten af perioden helt bevidst tyngden på det bilaterale aspekt, og først fra 1966 øgede man indsatsen omkring alliancens afspændingspolitiske rolle dels ved at rejse et kontroversielt spørgsmål – dog i vid udstrækning inspireret fra amerikansk side – om en sikkerhedskonference, dels ved senere at deltage i arbejdet med den så- kaldte Harmel-rapport fra 1967, der definerede alliancens opgaver som forsvar og afspænding, og tillige som opgaver, der supplerede hinanden. Dan- mark hørte under arbejdet med Harmel-rapporten til de lande, der aktivt søgte at markere alliancens afspændingspolitiske opgave. I begge sager var det for Danmark vigtigt at forbedre alliancens image, ikke mindst med henblik på muligheden af en alvorlig indenrigspolitisk holmgang om Danmarks alliancemedlemskab efter 1969. Det danske arbejde for etablering af en europæisk sikkerhedskonference fortsatte ind i 1970’erne, hvor CSCE-projektet blev et omdrejningspunkt for dansk afspændingspolitik. Denne politik var højprofileret og baseret på et stort flertal i folketinget, om end partierne lagde vægt på forskellige aspekter af sikkerhedsproblemerne i Europa. Især USA var længe skeptisk over for konferencen, men Nixon-administrationen indtog efterhånden en mere positiv holdning til ideen, hvorefter NATO-landene og de alliancefri lande

PERIODEKONKLUSION 1963-1978 731 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 732

kunne fremføre en række sammenfaldende ønsker om Helsingfors-konferencens dagsorden og mål. Under konferencens tre faser i årene 1973-1975 fik Danmark en særlig opgave med hensyn til den omstridte kurv 3 om friere forbindelser mellem mennesker på tværs af Jerntæppet. Helsingfors-slutaktens bestemmelser fra 1975 blev i de sidste 10-15 år af den kolde krig et centralt holdepunkt for kritikken af de kommunistiske landes mangelfulde praksis med hensyn til overholdelsen af menneskerettighederne og for øn- skerne om gradvis at fjerne de kunstige skranker mellem befolkningerne i Europa. Samtidig med de afspændingspolitiske bestræbelser fortsatte den danske regering roligt Danmarks integration i alliancen. Forbeholdene blev fastholdt stort set uændret gennem perioden. Den største turbulens kom formentlig i forbindelse med atomvåbenpolitikken, hvor drøftelserne omkring etablering af en atomslagstyrke i NATO samt om oprettelse af en atomvåbenfri zone i Norden var med til at fastholde den østlige fokus på dansk atomvåbenpolitik. Sammen med en lang valgkamp i 1964, bl.a. i atomvåbnenes tegn, bidrog disse sager muligvis til en midlertidig, kosmetisk skærpelse af dansk atomvå- benpolitik. Hvad årsagen end var, ser det ud til, at planerne om at tilføre atomvåben til danske styrker begyndte at fortone sig i 1960’erne. I oktober 1980 satte udenrigsminister Kjeld Olesen i en udtalelse i Folketinget ligheds- tegn mellem den traditionelle, officielle formulering af dansk atomvåben- politik og formuleringen „i fredstid“, som var blevet anvendt i den offentlige debat: „Både hvad angår fremmede styrker og atomvåben er det som bekendt den danske holdning, at tilstedeværelsen på dansk område ikke kan finde sted under de nuværende omstændigheder, det vil sige i fredstid.“ Udenrigs- ministeren tilføjede dog senere i debatten, at „enhver regering må have et minimum af handlefrihed til at kunne vurdere en situation, også den situation, hvor en konflikt er så truende nær, at man kan tale om, at vi står i en nød- situation.“ I 1970’erne blev spørgsmålet om NATO’s forstærkningspolitik et centralt emne. Forsvarsforliget i 1973 mellem „de fire gamle partier“ medførte en række ændringer med hensyn til målsætninger og struktur for dansk forsvar, bl.a. ved at muligheden for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation blev fremhævet. Fokus på forstærkningsspørgsmålet skærpedes i midten af 1970’erne af den opmærksomhed, som den øgede østlige militære opbygning og aktivitet havde fremkaldt. Efter forhandlinger med USA blev der i 1976 og 1979 truffet aftale om i en given situation at overføre amerikanske jagerfly til Danmark og oplagre ammunition og reservedele til flyene i depoter i Jylland. Et andet vigtigt led i 1970’ernes forsvarspolitik var beslutningen i 1975 om køb af 58 F-16-fly. Bag denne beslutning stod tre af de gamle partier, idet de radikale stemte imod. Den forsvarspolitiske konsensus, som de tre partiers beslutning var udtryk for, blev dog nuanceret af diskussionen i og mellem disse partier.

732 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 733

Eksterne vurderinger af Danmarks sikkerhedspolitik (se kapitel 56 og 57). I de vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik i perioden blev der fortsat i påfal- dende grad lagt vægt på eksistensen af en historisk arv i form af neutralistiske og pacifistiske strømninger. Dette gjorde sig ikke mindst gældende fra slutningen af 1960’erne, hvor Danmark i højere grad end tidligere indtog selv- stændige standpunkter, der gik på tværs af andre NATO-landes interesser, især USA’s. Det gælder især i forbindelse med kritik af diktaturstater som Grækenland (1967-1974) og Spanien (til 1976), men også i Vietnam-spørgs- målet. Tydeligere end i 1950’erne skelnede vurderingerne mellem de danske regeringers holdninger og befolkningens. Både fra amerikansk og fransk side var der en forståelse for, at den socialdemokratiske regerings afspændings- linje i midten af 1960’erne og dens aktive østdiplomati ikke skulle ses som for- søg på at fjerne Danmark fra NATO, men snarere som det modsatte. Med andre ord: erkendelsen af traditionens fortsatte eksistens og en forståelse for danske regeringers følsomhed over for strømninger i befolkningen gjorde, at udenlandske iagttagere tolkede den førte politik som grundlæggende NATO- loyal. Frem til midten af 1960’erne mødes flere positive vurderinger end tidligere. Det kom til udtryk i USA’s markerede tilfredshed med den danske velvilje angående Grønland, men også i alliancepartnernes påskønnelse af den aktive udenrigspolitiske linje, der blev anlagt i 1962 i Per Hækkerups tid som udenrigsminister. Aktivismen, herunder også østdiplomatiet, vurderedes som positivt udtryk for, at Danmark forfulgte vestlige interesser og støttede vestlige værdier i sin udenrigspolitik. En vis skepsis synes dog at være indtrådt hos amerikanerne i slutningen af 1960’erne. De socialdemokratiske regeringers afhængighed af venstrefløjen i dansk politik, de stadig mere markante antiamerikanske demonstrationer vendt mod krigsførelsen i Vietnam, de radikales fornyede indflydelse under VKR-regeringen og den generelt stærke tro på afspændingen hos både politikere og befolkning fik i hvert fald den amerikanske ambassade i København til i årene omkring 1970 at stille spørgsmålstegn ved karakteren af den danske NATO-forankring. De dansk-amerikanske relationer nåede i 1972-1973 et hidtil ukendt lavpunkt med hjemkaldelse af den amerikanske ambassadør i København på ubestemt tid og udarbejdelse af et udførligt amerikansk tænke- papir med opregning af pressionsmuligheder mod Danmark. Krisen var foranlediget af de kritiske danske holdninger og handlinger med relation til USA’s politik i Vietnam, herunder tilladelse til afholdelse af Russell-tribunalet og kritik af julebombardementerne. Der var ubestrideligt tale om en krise i det bilaterale forhold, men det skal næppe på dette tidspunkt forstås som amerikansk bekymring for soliditeten af det danske NATO-tilhørsforhold. Kort tid efter var forholdet tilbage i det vante spor, og krisen kan kun betragtes som en episode i de fundamentalt gode relationer, der havde eksisteret mellem Danmark og USA siden 1945. Mens man fra amerikansk side i begyn-

PERIODEKONKLUSION 1963-1978 733 Kap. 58 V 08/06/05 8:14 Side 734

delsen af 1970’erne var betænkelig ved den generelle orientering i udenrigspolitikken, var man fra tysk side især bekymret over den danske forsvarsindsats.

Den sovjetiske vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik var i denne periode den samme som for 1950’ernes vedkommende. Efter sovjetisk opfattelse var Danmark fast forankret i NATO, og man forstillede sig ikke realistisk, at landet ville træde ud af alliancen. På den anden side fremhævede man til stadighed de danske forbehold med hensyn til baser og atomvåben og den særstil- ling inden for NATO, disse forbehold betød. Fra sovjetisk side blev forholdet mellem de to lande vurderet positivt. I overensstemmelse med den sovjetiske definition af begrebet fredelig sameksistens fremstod Danmark som et eksempel på, at det var muligt at etablere normale relationer til lande med et andet samfundssystem. Den sovjetiske regering udfoldede store anstrengelser for at udvide de bilaterale kontakter på det politiske, økonomiske og kulturelle om- råde. Det var en forudsætning for at kunne udøve en påvirkningspolitik, der kunne fremme opnåelsen af de sovjetiske mål over for Danmark. Hvad angik etablering af bilaterale kontakter, var den danske regering betydelig mere tilbageholdende end den sovjetiske.

734 DEL III · DÉTENTE 1963-1978