Bilag 3 Landskabskarakteranalyse – Lertillæg for Fyn Vissenbjerg-området
Indhold Indledning ...... 3 Nationale geologiske interesseområder ...... 3 Landskabskarakteranalyse ...... 4 Baggrunden for den kulturhistoriske udvikling med fokus på Fyn ...... 6 1800 tallet – bosætning og iværksættere på landet ...... 7 Familiebruget i første halvdel af 1900 tallet ...... 8 Teglværkernes industrialisering i 1800 tallet ...... 8 Udviklingen i landdistrikterne fra 1960-erne til i dag ...... 9 Teglværksindustriens udvikling med Tunnelovnens indtog ...... 11 Spor af tidligere tiders teglgravning ...... 12 Overordnet beskrivelse af storskaladødisområdet på Vestfyn ...... 13 Generel naturgeografisk beskrivelse af området ...... 14 Beskrivelse af hovedelementerne i området og deres karakteristika ...... 14 Storskalabakkerne ...... 14 Mellemskala bakker ...... 15 Småskaladødisområder - Småkuperet og kuperet terræn ...... 15 Strukturen i området ...... 16 De karaktergivende rumlige forhold – naturgeografisk set ...... 16 Dannelseshistorier ...... 17 Enkeltbakker ...... 17 Gruppe af enkeltbakker adskilt af slugter ...... 17 Konsolbakker ...... 18 Almindeligt forekommende karaktergivende rumlige forhold ...... 21 Naturgeografisk (geologisk) ...... 21 Fladen ...... 21 Skrænter ...... 21 Aftapning ...... 22 Samspil med omkringliggende bakker ...... 22 Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Kulturhistorie – særlige karaktergivende rumlige forhold ...... 24 Lergravning ...... 24 Teglværker og byggeri knyttet til teglværksdriften ...... 24 Litteraturliste ...... 25
Bilag Landskabskarakteranalyser Bilag 3A Kelstrupskov Bilag 3B Væde Bilag 3C Magtenbølle og Skalbjerg Bilag 3D Øghaven, Stenkistebjerg og Nældebjerg Bilag 3E Talleruplund, Skovstrup og Brændholt Bilag 3F Grimsbjerg, Grønnefald, Voesbjerg, Lerbjerg og Brahesholm Bilag 3G Basselund Bilag 3H Ørsbjerg Ler
2
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Indledning
Nationale geologiske interesseområder Lerinteresseområderne ved Stenstrup og i Vissenbjerg området ligger i områder af særlig geologisk og landskabelig interesse. De er begge udpeget som Nationale geologiske interesseområder.
I forbindelse med kommuneplanlægningen er beskyttelsen af disse områder meldt ud som en statslig interesse: ”Landskaber med særlige karakteristiske geologiske formationer, der illustrerer landets geologiske udvikling og processer, har stor betydning for oplevelsen og forståelsen af det danske landskabs dannelse. De karakteristiske geologiske formationer har også stor betydning for forskning, undervisning og sammenhæng til befolkningens natur- og landskabsforståelse og skal sikres ved kommunens retningslinjer. De nationale geologiske interesseområder må ikke forringes ved at de sløres eller ødelægges af gravning, bebyggelse, tekniske anlæg, skovbeplantning eller lignende.” På Fyn er områderne ved Vissenbjerg og Stenstrup-Egebjerg af Naturstyrelsen udpeget som værdifulde geologiske områder i kommuneplanerne og nationalt geologisk interesseområder (henholdsvis nr. NGI 126 og NGI 131). Beskrivelsen for Vissenbjerg er /GL/:
”Værdi Det 330 km2 store område har stor værdi som et dødis-landskab i tre niveauer. I Danmark findes ikke lignende samlinger af grus- og lerbakker.
Naturforvaltning Det er vigtigt, at de geologiske landskabsformer, deres indbyrdes overgange og sammenhæng med de tre bakkeniveauer fremstår klart i landskabet, og at de karakteristiske former på fladbakkerne bevares, dvs. at der ikke kommer skår i randen af bakkerne. Lergravning bør henvises til udvalgte fladbakker. Bakkerne ved Væde er særligt værdifulde.”
Beskrivelsen for Stenstrup-Egebjerg, der også dækker området ved Ollerup, er /GL/:
”Værdi Stenstrup Issø er Danmarks næststørste issø. Dens historie er et vigtigt dokument for klimaudviklingen i Nordeuropa. Samspillet med randmorænen Egebjerg Bakker, tunneldalen og den velbevarede Egense Ås gør området til et vigtigt sted for forskning og undervisning i det danske landskabs dannelse. Bakkerne ved Snarup er en sjælden landskabstype i Danmark.
Naturforvaltning Det er vigtigt, at de geologiske landskabsformer, Snarup Bakker, Egebjerg Bakker, søerne, Syltemade Ådal og Egense Ås, og deres indbyrdes overgange og sammenhæng fremstår klart i landskabet. Dette gælder især overgangen mellem Egebjerg Bakker og den flade Stenstrup Issø. Råstofindvinding, vejanlæg, vindmøller, bebyggelse, skovrejsning og lignende kan sløre landskabet.
3
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
I en rapport fra Naturstyrelsen fra 1987 er udpeget de bakker ved Snarup, hvor der bør tillades lergravning. Ved Stenstrup bør det overvejes, om visse områder skal friholdes for lergravning.” Fra statens side er det således et mål, at områderne ved Vissenbjerg og Stenstrup-Egebjerg ikke forringes ved råstofgravning. Det skønnes, at indvinding af rødbrændende ler i de fleste tilfælde ikke vil føre til en forringelse af de geologiske landskabsformer og jordlag, da der kun bliver indvundet 1-2 m under terræn. Indvinding af gulbrændende ler skønnes i visse tilfælde at være en forringelse af de geologiske interesser, hvorfor det konkret bør indgå i vurderingerne. Ved Snarup er der i 1987 udpeget de bakker, hvor der ikke bør indvindes hverken gulbrændende eller rødbrændende ler.
Landskabskarakteranalyse I 2007 udgav miljøministeriet en vejledning om landskabet i kommuneplanlægningen. Metoden beskriver landskabernes karakteristiske træk, særlige oplevelsesmuligheder, områdernes tilstand og deres sårbarhed. Det er et væsentligt træk ved metoden at der tilstræbes en adskillelse af beskrivelse og vurdering.
Landskabskarakteranalyse for områderne i Svendborg Kommune Områderne ved Snarup, Stenstrup og Ollerup ligger i Svendborg Kommune. Kommunen har foretaget en landskabskarakteranalyse der inddeler kommunen i underområder med forskellig karakter. Stenstrup issø er i denne analyse opdelt i områder med forskellig karakter og forskellige behov for beskyttelse. Kommunens landskabskarakteranalyse er et godt udgangspunkt for at vurdere sårbarheden af områderne ved gravning af gulbrændende og rødbrændende ler.
Landskabskarakteranalyse for Vissenbjerg området Størstedelen af lerinteresseområderne ved Vissenbjerg ligger i Assens Kommune. Væde Hede ligger dog i Nordfyns Kommune og Kelstrupskov og Øghaven og del af Stenkistebjerg ligger i Odense Kommune. I Assens Kommune er en landskabskarakteranalyse under udarbejdelse, og de resultater kommunen er nået frem til er sendt til Region Syddanmark. I forhold til lerplateaubakkernes størrelse er landskabskarakter- analysen for Assens Kommune forholdsvis overordnet. Således ligger mange af bakkerne inden for samme område. For at kunne vurdere de enkelte områders sårbarhed er det nødvendigt at foretage en mere detaljeret analyse for enkelte bakker og enkelte grupper af bakker for at være i stand til at fastslå hvilke af fladbakkerne der har de største landskabelige værdier og hvilke fladbakker der er sårbare over for gravning af rødbrændende og gulbrændende ler. I forbindelse med udpegning af områder til gravning af ler, er det naturligt at der lægges vægt på de geologiske dannelser. Disse er på den ene side forudsætningen for at der er en interesse for at grave ler, og på den anden side vil de blive påvirket af en sådan gravning. Det landskab der skal vurderes er ud over den naturgeografiske (geologiske) basis et produkt også af den historiske udvikling. I den forbindelse er indrages teglværksindustriens udvikling på Fyn. Landskabskaraktermtoden forsøges således i det følgende anvendt som del af grundlaget for udpegning af områder til gravning af gulbrændende og rødbrændende ler på Fyn i Vissenbjergområdet.
4
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Vissenbjerg områdets hovedstruktur naturgeografisk (geologisk) og de typiske elementer beskrives i et indledende afsnit. Derefter beskrives enkeltområderne. Det landskab der skal vurderes er ud over den naturgeografiske (geologiske) basis et produkt også af den historiske udvikling. For at forstå det meget opdelte landskab med den spredte bebyggelse og småparceller i Vissenbjergområdet opsummeres de store linier i den økonomiske udvikling med fokus på Fyn og teglværksindustri. I enkeltområderne uddybes denne beskrivelse. I forbindelse med enkeltområderne udarbejdes en rumlig visuel analyse. En sammenfattende beskrivelse er medtaget i den strategiske miljøvurdering.
5
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Baggrunden for den kulturhistoriske udvikling med fokus på Fyn Det landskab der skal vurderes er ud over den naturgeografiske (geologiske) basis et produkt også af den historiske udvikling. De mange boliger i det åbne land, de fleste huse i landsbyerne, de mange husmandslodder og stationsbyerne er kommet med de seneste 200 års økonomiske udvikling. Det var landboreformerne i slutningen af århundredet der var startskuddet. Afvikling af byernes eneret på handel og næringsbegrænsningernes gradvise ophævelse skabte mulighed for småindustri, håndværk og husflid. I forbindelse med denne udvikling opstod der bl.a. små teglværker. Et indtryk af denne foretagsomhed fås af Trap Danmarks opregning af virksomheder og institutioner i landsbyerne i 1908 og i så sent som i 1957. I det 19. århundredes sidste halvdel er landsbyerne og landområderne gradvis tømt for disse funktioner. En udvikling der er accellereret i det tyvende århundrede. Det der tidligere var virksomheder og små landbrug, er nu beboelser og hesteejendomme. Det areal der tidligere blev drevet af flere familiebrug knyttet til en landsby, er nu èn bedrift – ved ejerskab og forpagtninger – og drives måske sammen med nabolandsbyen. Det der tidligere var en mosaik af forskellige afgrøder beskyttet af hegn, er nu en monokultur der drives på mark efter mark, med hegn der ikke rigtig hænger fast i hjørnerne eller står tilbage som en række træer. I takt hermed er industrien flyttet til byerne eller til nye erhvervsområder langs motorvejen. De heldigste steder, hvor der ikke er alt for langt til service, offentlig transport eller en større by, fungerer de overflødiggjorte landbrugsbygninger og huse som en slags udvidet forstad. Andre steder er husene usælgelige. Det er hovedgårdsejerlavene – herregårdslandskaberne – der ændres mindst i disse år. Udviklingen i landsbyejerlavene går de fleste steder mod større samlede marker, så det kan være svært at se grænsen mellem landsbyejerlav og hovedgårdsejerlav.
Skovstrupfladbakken mod syd Og så, ved et uforklarligt tilfælde, er der alligevel steder, der har en karakter der er andet end en svag afspejling af strukturen i de udstykninger der opstod i begyndelsen af 1800 tallet. Det gælder Skovstrupfladbakken, hvor hegnsstrukturen ikke er væsentligt ændret, og hvor udstykningen landskabeligt set har været heldig i forhold til det naturgeografisk givne grundlag.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
1800 tallet – bosætning og iværksættere på landet Landboreformer og udstykning Hoveriets afløsning og indskrænkning betød et behov for arbejdskraft som hovedgårdene i et vist omfang forsøgte at imødegå ved for det første at indskrænke deres jorder og lægge produktionen om, så der blev mindre brug for arbejdskraft og på den anden side ved udstykning af små husmandsbrug, hvor arbejde på herregården var en forudsætning. Også fra fæstegårdene kunne man frastykke arealer, når blot hovedlodden fik en vis minimumsstørrelse. Mens antallet af bøndergårde ved året 1700 skønnedes at være ca. 3 gange så stort som antallet af huse, var der efter landboreformerne omtrent lige mange gårde og huse, hhv 55000 og 60000. Dertil kom en gruppe af indsiddere og daglejere på 15-16000. /SAAHI, side 67/ Hofman Bang fortæller i 1843 at Vissenberg er det mest udstykkede sogn i landet med 70 Gaarde, 98 Boelsteder, 246 Huse med Jord, 140 Huse uden Jord, og omtrent 100 Indsidderfamilier. /HB1843, side 119/ - Landøkonom Hofman Bang beskriver i 1843 malende konsekvenserne af en uhensigtsmæssig udstykning: - ”Dog anderledes forholder det sig, når vi betragte den ulykkelige Udhøkring af smaa Pletter Jord til Bygge og Haveplads, som leies og fæstes bort til høje Afgifter af ufornuftige Selveiere, der på denne måde søge at skaffe sig en Indtægt op de øvrige Beboeres Bekostning, hvorved de tillige give det Ukrudt, der andet Steds ei kan formere sig, den bedste Leilighed til at kaste Frø og at slåe Rodskud, der ei ere lette at udrydde. Enhver karl, der med sin forførte Kjæreste faaer Lyst at sætte Fod under eget Bord, fæster sig på denne Maade en Plet Jord saa stor, at blot en Seng og en Vugge kunne staa derpaa, og strax har han Krav på Sognets Understøttelse, naar han ei mere kan eller vil arbeide…” /HB1843, side 113/ Med de stramme økonomiske forhold som udstykningen medførte, blev alle aktiviteter der kunne bidrage til indkomsten, væsentlige. Det gjaldt både industri, håndværk og husflid. Også teglbrænding og brændingen af sortgods i Karhuse (Kelstrupskov), er blevet fremmet af behovet for at supplere indtægterne for at kunne skaffe et levebrød. Udviklingen af industri, håndværk og handel var også et resultat af liberalisering af byerhvervene og den gradvise ophævelse af købstædernes eneret på handel. I 1845 blev det tilladt landboerne at opkøbe og til købstæderne at indbringe ”og der i store eller små partier at sælge, hvad der frembragtes ude på landet”. /SAAHI, side 127/ Indtil 1857 var håndværk og handel efter loven hovedsageligt henvist til at foregå i byerne, kun vævere, grovsmede, hjulmænd, slagtere, rugbrødsbagere og ølbryggere kunne uden bevilling nedsætte sig på landet. Andre håndværkere som tømrere, teglbrændere, murere, skræddere og skomagere kunne få amtmandens bevilling til at nedsætte sig. Trods disse regler rykkede handel og håndværk tidligt ud i landdistrikterne. Der var således flere håndværkere på landet end i byerne frem til 1890. /SAAHI, side 148. Med næringsloven af 1857 blev byerhvervene liberaliseret. Den nye lov betød dog at der i en zone på 1 mil omkring byerne ikke måtte drives håndværk. Denne bestemmelse blev først afviklet i 1920.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 7
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Familiebruget i første halvdel af 1900 tallet Efter systemskiftet i 1901 ændredes målsætningen for jordpolitikken. Udstykning havde nu ikke i samme grad til formål at skaffe de større brug arbejdskraft, men havde til formål at skaffe mindrebemidlede, unge landmænd egne brug. De skulle have en sådan størrelse at en familie normalt kunne få sit fulde udkomme gennem bedriften. Et af tidens tegn var udstykning af husmandskolonier ved ”herregårdsslagtninger” finansieret af statslån. SAAHI, side 280 Dette ideal ”Familiebruget” holdt sig frem til midten af det 19. århundrede.
Teglværkernes industrialisering i 1800 tallet I 1800 tallet blev der anlagt mange teglværker, og der skete en begyndende industrialisering. Baggrunden var en stigende efterspørgsel fra landboerne selv, og bedre samfærdselsmidler. /LHL/ Udviklingen tog fart mellem 1840-1850, hvor produktionen på de store teglværker mangedobledes og der samtidig kom flere teglværker (antallet steg fra ca. 34 til ca. 96). I 1855 var det største teglværk på Fyn Sellebjerg Teglværk nord for Magtenbølle. Der var beskæftiget 46 voksne arbejdere og der produceredes 1.7 mio enheder. De fleste af teglværkerne var små med mindre end 5 voksne ansatte. /LHL/ Teknikken var simpel. Der anvendes ovne hvor der brændes en serie ad gangen. Først når teglene har været gennem alle faser: opvarmning, brænding og afkøling kan man starte en ny serie. (Periodisk højovn). Frem til 1870 sker der ikke de store ændringer i teknikken, og den nye teknologi, ringovnen, kunne ikke helt udkonkurrere de periodiske højovne. Det tidligere Bladstrup Teglværk fungerede således med periodisk ovn fra 1899 til 1940.
Periodiske højovne Der blev brugt ”periodiske højovne” som ikke har været mere end 100 m2 i areal. Det er rektangulære rum bygget af brændte eller ubrændte sten. Ovnene har kunnet rumme mellem 25.000 og 125.000 sten. Der brændes periodisk med en serie ad gangen. Der startes med et par dages opvarmning ved 200 grader for at få porevandet til at fordampe i de tørrede sten. Derefter øgedes temperaturen gradvis indtil stenene blev hvidglødende. Efter at brændingen er færdig står stenene og køler af i en uges tid før de kan tages ud. Derefter starter man forfra med næste serie. Der blev kun brændt i sommersæsonen, og i løbet af den kunne man klare 10 brændinger.
Ringovnen Den første ringovn på Fyn blev opført i 1883 ved Stenstrup. Ringovnen er indrettet med en række kamre. Brændzonen flyttes fra kammer til kammer. De tørrede sten placeres modsat det kammer hvor der i øjeblikket brændes. Overskudsvarmen bidrager til at tørre og opvarme stenene i de andre kamre. Når ilden har brændt teglstenene i kammeret fortsætter den videre til de næste kamre, mens de brændte teglsten køler ned. Til sidst tages teglstenene i kammeret ud og sorteres i facadesten og bagmursten.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 8
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Udviklingen i landdistrikterne fra 1960-erne til i dag Økonomisk opsving Det økonomiske opsving i 60erne betød en afvandring fra landbruget til de mere blomstrende byerhverv. Landbrugets arbejdskraft svandt i denne periode fra 20 til 10 procent af den samlede arbejdsstyrke. Op gennem 50-erne og 60-erne blev landbruget mekaniseret. Reglerne for samdrift og sammenlægning af landbrug blev liberaliseret. Fra 1971 er der fri adgang til sammenlægning op til 100 ha. Landbrugsejendomme der tilhører samme ejer kan frit drives sammen uanset antal, og grænsen for samdrift ved forpagtning blev 200 ha. /SAAHII, side 170/ Det medførte nedlæggelse af husmandsbrug, bl.a. den foregående periodes statshusmandsbrug. En del af disse ejendomme blev dog drevet videre som ”bierhverv”. Landmanden tog arbejde på slagteriet og drev sit landbrug i fritiden. /SAAHI, side 280 Ud fra data fra statistikbanken.dk kan man se hvordan landbrugsstrukturen på Fyn er ændret fra 1982 (de ældste umiddelbart tilgængelige tal) til 2013. /SB/ Hvor 76 % af arealet i 1982 tilhørte landbrugsbedrifter fra 5-75 ha er dette nu kun 24 % I 1982 var der 18 landbrugsbedrifter større end 400 ha. De lagde beslag på 5 % af landbrugsarealet. I dag er der 82 bedrifter over 400 ha, og de beslaglægger 24 % af arealet. Det er denne kraftige koncentration der afspejler sig i det dominerende billede af det åbne land. Udviklingen ses tydeligt på luftfotos, og det fremgår at specielt i det 20. århundrede er der sat turbo på denne udvikling. Se figur 1. De industri- og håndværksvirksomheder der befolker byerne ifølge Trap Danmark 1957 er borte. Mange steder gælder det også købmænd, skoler og børnehaver. Landsbyerne er i heldigste fald forstæder på landet hvorfra man pendler til sin arbejdsplads, i uheldigste tilfælde er det områder under afvikling, hvor kommunerne - i samme ånd som Hofman Bang - forsøger at forhindre at de uønskede bosætter sig. De boliger Hofman Bang protesterede imod i 1843 – fordi de byggedes på et stump jord der kun lige levnede plads til en seng og en vugge til karlen og hans forførte kæreste - de rives nu ned igen for at undgå at der skal ydes understøttelse til dem der ”ei mere kan eller vil arbeide”.
Væde Hede med rester af hegn
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 9
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
1954 1968-72
1999 2014 Figur 1 – udviklingen i landbrugslandskabets karakter fra 1954 til 2014.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 10
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Teglværksindustriens udvikling med Tunnelovnens indtog Tunnelovnen Tunnelovnene vandt først indpas på Teglværkerne i 60erne, selv om den er opfundet i slutningen af 1800 - tallet. I 1959 fik Bachmanns Teglværk ved Egernsund installeret en tunnelovn som den første i Danmark. Da Fredningsstyrelsen i 1980 dannede sig et overblik over teglproduktionen i Danmark og undersøgte 10 teglværker nærmere, var der kun 2 ringovne tilbage. /LT/ Tunnelovnen består af en lang kanal med rektangulært tværsnit. De tørrede sten stables på specielle vogne, som i en ubrudt række føres gennem tunneloven fra den ene ende til den anden. I den første ende af vognen opvarmes de ubrændte sten, så kommer de igennem ovnens ildzone, hvor stenene brændes. På det sidste stykke afkøles de før de forlader ovnen. Når tunnelovnene og automatiseringen af processerne har vundet så stor fremgang hænger det på den ene side sammen med sammen med konkurrencen fra betonindustrien og på den anden side sammen med manglen på arbejdskraft. Når ringovnen var tømt sorterede man stenene i bagsten og facadesten. Betonindustriens udvikling betød nedgang i behovet for ler, og specielt bagmurene kunne opføres i beton, selv om huset skulle være af teglsten i øvrigt. De dårlige sten var altså overflødige. Manglen på arbejdskraft betød at man havde fordel af at automatisere så meget som muligt, men disse processer forudsatte at materialet var ensartet, så der ikke kom skæve sten, der kunne blive et problem i en automatiseret proces. Det betød at ensartethed i det anvendte ler blev af stigende betydning. /LT/
Virksomhedsstrukturen I 1905 var der 66 teglværker på på Fyn med øer. /LHL/ Trustkommissionens betænkning nr- 176 af 1957 om teglværksbranchen opgjorde antallet af teglværker på Fyn i 1956 til 23, der imidlertid var samlet i 18 virksomheder. /Tr/ I 1979 var der 10 teglværker i amtet:Vedstaarup, Petersminde, Kirkeby, Ejby, Hemmerslev, Tommerup I. Tommerup II (Skovstrup), Lilleskov, Assenbølle, Grøftebjerg. Monopoltilsynet har opgjort antallet af teglværker i begyndelsen af 1987. Der var da 6 teglværker: Kirkeby, Petersminde, Tommerup, Hemmerslev, Vedstaarup og Assenbølle. I 1990 var der 4 teglværker: Vedstaarup, Petersminde, Hemmerslev Teglværk og Tommerup Teglværk. I 2014 er der kun Vedstaarup og Petersminde tilbage. De to tilbageværende teglværker er stærkt automatiserede. Gravningen sker med gravemaskiner på arealer på Fyn, og lastbiler transporterer leret til teglværkerne. Der indvindes hovedsagelig smeltevandsler.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 11
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Spor af tidligere tiders teglgravning. I bakkerne afslører mindre huller ofte hvor leret til et teglværk fra 1800 tallet er hentet, men det er oftest vanskeligt at se på terrænet hvor der har været gravet til de kendte større teglværker fra den tid. Teglværksbygninger fra 1900 tallet er i nogle tilfælde bevaret, og aktiviteten har desuden sat sig spor i bebyggelsesbilledet. Teglværksejernes store kunstfærdigt udførte villaer, teglværksarbejdernes huse og den bebyggelse af småhuse der er fulgt med at der var arbejdspladser på teglværkerne. Af 1900 tallets råstofgravning ses der spor flere steder, særligt når der har været gravet efter gulbrændende ler. I bakkerne (og ved Stenstrup) ses vifteformede strukturer som afspejler gravemønstre, der har været afhængige af tipvognsspor og spandkædemaskine.
Foto fra /Tegl 1/
De senere års gravning med gravemaskine uafhængig af tipvognsspor afspejler sig i mere regulære huller efter gravningen.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 12
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Generel naturgeografisk beskrivelse af området Området er et 300 km2 stort område med dødisrelief. Det består af to typer af områder: Områder domineret af store dødisbakker (fladbakker og høje kuperede bakker) og områder med dødisrelief i mindre skala, (kuperet og småkuperet terræn). Storskala bakker måles i km2, mens småskalabakker måles i ha. De to typer af områder veksler i området, således at småskaladødisrelieffet ligger mellem de store dødisbakker og i randen af området. Centrallavningen er et stort område med småskaladødisrelief. Lerinteresserne knytter sig næsten udelukkende til storskaladødisbakkerne. I beskrivelsen af enkeltområderne tages der derfor udgangspunkt i disse bakker. Småskaladødisområder og andre typer af områder vil kun blive inddraget i det omfang oplevelsen af eller fra disse områder vil blive påvirket af dem.
Beskrivelse af hovedelementerne i området og deres karakteristika
Storskalabakkerne
Storskalabakken Ørsbjerg Ler
Storskalabakkerne kan opdeles efter jordart og form. De bakker der er præget af smeltevandsaflejringer, som ler, sand og grus findes i to hovedgrupper: Fladbakker (plateaubakker, evt. konsolbakker) som har jævn overflade og stejle skrænter. Det er oftest lerfladbakker. Grusbakkerne har oftest en kuplet og uregelmæssig overflade. I Storskaladødisområdet er der 13 høje sand/ grus kuplede bakker, 1 grusplateaubakke og 25 lerplateaubakker. De forskellige former afspejler forskellige aflejringsmiljøer. Bakkerne er aflejret i huller i dødisen. Hvor strømningshastigheden er stor aflejres sand og grus, hvor den er lille aflejres ler. Hvis bunden af den inddæmmede issø er tidligere isfri aflejringer, vil kun kanten af issøen blive deformeret, når isbræmmerne der inddæmmer issøen forsvinder. Hvor aflejringen helt eller delvis sker ovenpå is, vil afsmeltningen medføre kraftigere deformationer, og der efterlades en kuplet overflade. Når det primært er sand, og grusbakkerne der er uregelmæssige skyldes det at disse bakker er aflejret i en tidlig fase af dødisens smeltning. I den tidlige fase af afsmeltningen er hullerne i isen kun i begrænset omfang kontakt til det underliggende isfri aflejringer og det er her afstrømningen er stærkest. I den senere fase af smeltningen er strømningshastigheden mere moderat og samtidig er smeltningen nået så vidt at
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 14
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 aflejringen sker på isfri ældre aflejringer. Det er så på dette tidspunkt at de fleste lerfladbakker dannes. Dette stemmer også overens med, at hvis man ser på de enkelte grupper af bakker vil de uregelmæssige store grusbakker være højere end lerfladbakkerne. Ud over disse primært vandaflejrede store bakker findes der en tredje type, som primært har moræneler i overfladen. Disse bakker ligner fladbakkerne i den henseende at de er adskilt fra hinanden af slugter, men overfladen kan bedst betegnes som en kuperet overflade. V. Milthers (1940) nævner strækningen fra Koelbjerg til Kelstrupskov (nord for Vissenbjerg bræmmen og øst for Væde Hede) som et område gennemsat af slugter der er aftrykket af de bræmmer af dødis der er blevet stående længe i området.
Mellemskala bakker Derudover findes der enkeltbakker i mellemskala, nogle af disse er mindre lerfladbakker , andre er grusbakker.
Mellemskala dødisbakker nord for Væde Hede
Småskaladødisområder - Småkuperet og kuperet terræn Terrænformen varierer fra små ringformede bakker, vaskebrætlignende strukturer, og samlinger af større kuplede bakker. Bakkerne er dannet ved både nedpresning af dødisklumper i vandmættet materiale og ved udsmeltning af materiale fra dødisen. Hvilke typer af strukturer der dannes afhænger af mængden af materiale i dødisen og strukturerne i sprækkerne i dødisen. I småskala- og mellemskaladødisområderne er jordarten primært moræneler. Særligt i småskaladødisområderne er der søer og moser, eller terrænformen og jordartskortet vidner om tidligere søer og moser. Småskaladødisrelieffet vil ofte være små ringformede bakker eller vaskebrætlignende strukturer. Der er typisk mellem 50 og 100 m fra bakketop til bakketop. Mellemskala dødisrelief har ofte karakter af kuplede småbakker, med afstande på et par 100 meter fra bakketop til bakketop.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 15
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Fælles for dødisrelieffet, uanset om vi ser området i den store skala eller den lille skala, at der for det meste er tale om et relief der ikke har orientering, og at der er mange afløbsløse lavninger, specielt i småskaladødisområderne.
Strukturen i området Storskaladødisbakkerne ligger i tre strøg der danner en trekant omkring et område med småskaladødisrelief (Benævnt "Centrallavningen"). Nordligst ligger et strøg beståede af en ca. 15 km lang bakke med tilknyttede fladbakker og høje kuperede bakker. Retningen er VNV. Fladbakker og ligger både på nordsiden og sydsiden af denne bræmme. "Vissenbjergstrøget". Mod SØ ligger bakkerne i en bræmme fra Tommerup til Brahesholm. Disse bakker omfatter ud over lerfladbakkerne Fyns højeste punkt i Frøbjerg Banker. "Frøbjergstrøget." Mod vest lukkes Centrallavningen bl.a. af fladbakkerne Basselund og Ørsbjerg Ler. Bakker ved Årup indgår også i dette strøg. Strøget benævnes: "Vestlige bakker". Højdeforskellen mellem Centrallavning og plateauet ved Vissenbjerg og Frøbjerg Banker er op til 70 m. Mellem bakkerne uden for Centrallavningen og deres tilgrænsende dødisområder er højdeforskellen mindre. Centrallavningens relief er dødispræget, men indeholder ud over småskala og mellemskaladødisbakker også vandaflejrede områder i mindre skala (mindre smeltevandssletter, moser og søer). I kanten af området uden for de tre beskrevne bræmmer har terrænet dødisrelief i lille og mellem skala. Det ses også i slugterne mellem de store bakker.
De karaktergivende rumlige forhold – naturgeografisk set De karaktergivende rumlige visuelle forhold er oplevelsen af terrænforskellene, stejle skrænter og den forskellige karakter af bakketoppene. Muligheden for aflæsning af en dannelseshistorie i bakkerne er en vigtig parameter. Den klassiske beskrivelse af dannelseshistorien for smeltevandsterrasserne ved Vissenbjerg foretaget af Axel Schou er et godt eksempel. Andre eksempler er beskrivelsen af Væde Hedes dannelse hos (V. Milthers). Stort set alle bakker og bakkekomplekser i området er egnede til at formidle dannelseshistorien som den er beskrevet i typeeksemplerne nedenfor, men i nogle områder er fortællingen lettere aflæselig end i andre. Beskrivelsen af underområderne skal derfor tage udgangspunkt i hvor tydeligt dannelseshistorien afpejler sig og det skal vurderes i hvilket omfang indgreb i arealet har påvirket muligheden for at aflæse og beskrive dannelseshistorien.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 16
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Dannelseshistorier
Enkeltbakker Typeeksempel Lerbjerg Lerbjerg er den sydvestligste af lerfladbakkerne beliggende hvor de vestlige bakker krydser Frøbjergstrøget. Bakken har en jævn overflade i 80 m højde. Bakken har i sin form karakter af en aflang issøbakke med stejle skråninger i retning mod nord (20 m og en hældning på 15%) og mod øst. Mod vest er bakkeranden fliget og går over et landskab af bakker i mellemskala. Bakken ligger uden tilknytning til større moræneler eller grusbakker. Dannelsen af Lerbjerg er sket i en sø der har været isdæmmet til alle sider. Aflejringen er sket på tidligere aflejringer i bunden af issøen. Da isen omkring den er smeltet bort er der kun sket en mindre deformation af skrænterne, og bakken står derfor med stejle skrænter ud mod det omgivende terræn.
Gruppe af enkeltbakker adskilt af slugter Typeeksempel Ornebjerg - Væde Hede - Andebølle Ornebjerg, Andebølle og Væde Hede danner et samlet bakkekompleks der ligger nord for Vissenbjergbræmmen. Bakkekomplekset består af Ornebjerg (0,5 km2), plateauet nord for Andebølle (0,7 km2) og Væde Hede (1,5 km2). De fremtræder som 3 selvstændige bakker adskilt af slugter. De tre bakker udgør de allernordligste store bakker i dødisområdet. Af de tre bakker er Ornebjerg højest med maksimumhøjde i kote 104. Andebølle Plateauet ligger i kote 80 til 94 m, og Væde Hede starter i kote 86 m og falder nordpå til ca. 67 m. Andebølle Plateauet er ca. 1 km2 stort, Ornebjerg ca. 0,7 km2 og Væde Hede 1,5 km2 stor. Højdeforskellen til det omgivende terræn er størst for Ornebjerg: 35-40 m. Andebølle plateauet ligger 15 til 25 m over det omgivende terræn, og Væde Hede ligger mod syd ca.15 m over terræn, mens der intet væsentligt terrænspring er i forhold til arealet nord for. Andebølle lerplateau fremtræder som sammensat af 2 aflange plateauer (2 ben) i retning NNV- SSØ. Bakken har en jævn overflade og det østlige ben skråner svagt mod NØ. Jordarten er primært smeltevandsaflejringer: smeltevandsler midt på plateauet og sand i randen. Ornebjerg er en markant bakke der på vestsiden stiger fra kote 70 til 104 på 170 m. Bakkens nordlige og vestlige rand er de højeste og danner en kam omkring bakkens lavere indre der åbner sig mod syd. Der er sand i overfladen i følge jordartskortet, bortset fra i bakkens nordlige høje del, der ligesom Væde Hede har smeltevandsler i overfladen. Væde Hede kan deles op i en flad plateaudel som har en stejl side mod kløften mellem Væde Hede og Ornebjerg. Fladen falder derefter jævnt mod nord, men ca. i kote 78 ændrer faldet karakter og bliver udflydende og fliget med lange slugter. Siderne mod nord og øst markerer sig dog også her i forhold til det
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 17
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 omgivende terræn ved stejle skrænter. Kløfterne ender enkelte steder over det omgivende terræn (hvor disse ikke er uddybet af postglaciale vandløb). De 3 bakker er dannet i søer der er dannet i isen under dens afsmeltning ved slutningen af sidste istid. Ornebjerg er for størstedelen en grusbakke. De høje grusbakker i dødisområdet er aflejret ved begyndelsen af afsmeltningen i området. De er derfor dannet oven på et højt isdække. Der har delvis været forbindelse til bunden, men for det meste har underlaget været is, og det har medført det uregelmæssige billede efter at isen er smeltet. Materialerne i Ornebjerg er således sket i en isdæmmet sø, helt eller delvis ovenpå is. Da isen er smeltet så langt ned omkring søen at Ornebjergs lerplateau kommer op over iskanten, flyder materiale fra søbunden ud over isen omkring den. Derved beskyttes netop isen umiddelbart omkring den tidligere issø. På de dele af isen der ligger uden for den beskyttede bræmme, bl.a. der hvor Andebølle plateauet og Væde Hede nu ligger, bliver afsmeltningen større end i den beskyttede bræmme og smeltevandet kanaliseres hertil. På Andebølle plateauet og på den sydlige del af Væde Hede sker aflejringen i en issø hvis bund ikke ligger på is, men på tidligere aflejringer. Den nordlige del af Væde Hede er aflejret på is, og da underlaget er smeltet væk har det efterladt bakken med en fliget og udflydende karakter. Ved afdræning af issøerne er der dannet aftapningsfurer og aftapningskløfter- Aftapningsfurer er dannet hvor afdræningen via den enkelte kløft har været af begrænset omfang. Der dannes korte (af størrelsesordenen 200 m), V-formede smalle kløfter (omkring 50 m brede på det bredeste sted) i kanten af plateauet. Ved Væde Hede er der flere af disse aftapningsfurer. Store aftapningskløfter som f.eks. Væde Hule, der er ca. 1 km lang og 200 m bred på det bredeste sted har eroderet store dele af issøaflejringen væk under afdræningen. Afledningen af vandet fra issøen via Væde Hule har været en selvforstærkende proces hvor en større og større andel af vandet fra issøen er kanaliseret via den samme kløft.
Konsolbakker Typeeksempel lerfladbakker og grusfladbakke ved Vissenbjerg Vissenbjerg grusplateau (1,6 km2), Konsolbakken Fuglevig (0,3 km2) og Konsolbakken mellem Bred og Fuglevig (1,3 km2) danner et sammenhængende system af bakker der illustrerer dannelse af konsolbakker. Til disse bakker er knyttet Ringbakken ved Lundsgård (1,4 km2) mod vest med Birkelbjerg i det sydøstlige hjørne og lerfladbakkerne ved Magtenbølle (2,3 km2)og Skalbjerg (1 km2). Det mest markante sammenhængende fladbakkeområde i dødisområdet er det plateau hvor Vissenbjerg By ligger. Jordarten er angivet som smeltevandsgrus. De laveste områder længst mod vest har smeltevandssand og mindre områder med smeltevandsler i overfladen. De højeste områder ligger mod SØ, og derfra falder terrænet mod NV. Det højest punkt ligger i det sydligste hjørne og ligger i kote 127. Vissenbjerggrusplateauet har en jævn overflade som falder svagt mod vest i den vestlige del. Karakteristisk for plateauet er dets skarpe rand mod syd. Bakken er stejlest i kanten af bakken og flader langsomt ud. Dette profil er karakteristisk også for bakken Birkelbjerg i Lundegård ringbakken, som ligger umiddelbart vest for Vissenbjerg Plateauet.. Dannelseshistorien er beskrevet af forskellige forfattere, herunder V. Milthers (1948) og Per Smed (1962). Axel Schous beskrivelse (1949) står uantastet. Han bruger bakkerne til at beskrive dannelse af
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 18
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 konsolbakker. Han opfatter Vissenbjergplateauet som et delta eller en hedeslettedannelse. Mellem dette plateau og isen har dannet sig en issø, der derved ikke har været 100 % isdæmmet. I fase II er de først dannede issøer udtømt og der er dannet erosionsslugter, og der dannes derefter issøer på et lavere niveau. Se figur 3.
Denne opfattelse bekræftes af at bakkekanten mod syd har karakter af toppen af en smeltevandsslette. Smeltevandet er strømmet ind over området fra en lang front der har ligget syd for det nuværende plateau. Vissenbjerggrusplateauet er placeret hvor der i forvejen har været en højderyg. Der har derfor ikke har været så langt til bunden af isen, og aflejringerne er derfor sket på tidligere aflejringer. Ved afsmeltningen er issøaflejringerne derfor kun i begrænset omfang deformeret. I forbindelse med afsmeltningen af de afgrænsende isvæggene omkring Vissenbjerggrusplateauet er de skarpe aflejringskegler forblevet intakt. Dette skyldes en effektiv dræning af issøen i retning mod vest som har ladet skrænten mod syd intakt, at issøens bund for størstedelen har ligget på fast grund, og at plateauet består af grove materialer. Dræningen af grusplateauet er sket 2 steder i den vestlige lave del af plateauet. Plateauet er jævnt skrånende der hvor dræningen er sket, og kløften har karakter af en aftapningsslugt svarende til Væde Hule. Den effektive afdræning sammen med det aflejrede materiales store kornstørrelse har betydet at der ikke er gledet materiale ud over den omliggende is. Der har derfor ikke været noget til at beskytte de tilgrænsende isbræmmer. Det betyder at der ingen slugt er mellem Vissenbjerggrusplateauet og lerplateauerne nedenfor. Plateauerne har altså kunnet dannes som en konsolbakke mellem isen og grusplateauet. Konsolbakken Fuglevig ligger i kote ca. 87 og er den af konsolbakkerne der er dannet først. Derefter er plateauet mellem Bred og Fuglevig dannet (kote ca. 80). Dræningen af isseøerne er bl.a. sket via ”Afgrunden” en ca. 400 m lang, smal slugt samt af aftapningsfurer der ses i skrænterne. I tilknytning til Vissenbjergplateauet sydøst for dette ligger lerplateauerne ved Magtenbølle og Skalbjerg. Toppen af den nordlige del af Magtenbølle plateauet ligger i kote ca. 105. En 70 m bred og 10 m dyb slugt adskiller dette plateau fra Vissenbjergplateauet. Højden taget i betragtning er dette plateau formentlig aflejret før Fuglevig. Plateauet skråner jævnt i retning mod syd til kote ca.90. En sydlig del af bakken delvis er adskilt fra en 5 m dyb lavning fra den nordlige del af plateauet. Syd herfor ligger plateauet Skalbjerg adskilt fra Magtenbølle plateauet af en 15 m dyb og 200 m bred slugt. Bakkens sydlige del ligger højest, kote 77 den nordlige lavest, kote 72 Skalbjergplateauet og den sydlige del af Magtenbølleplateauet er derfor de sidste storskaladødisbakker der er dannet i denne del af området. Den sydlige del af Magtenbølleplateauet og den sydlige del af Skalbjerg har et lidt uregelmæssigt udseende af form som en ring, og bakkerne har formentlig haft en kerne af dødis som er smeltet væk efterfølgende. Derudover ligner dannelseshistorien for disse bakker mønstret beskrevet under Ornebjerg - Væde Hede-Andebølle bakkekomplekset.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 19
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Axel Schou (1949)
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 20
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Almindeligt forekommende karaktergivende rumlige forhold
Naturgeografisk (geologisk) Området er et storskaladødisområde sammensat af store og små bakker med forskellige former, med stor variation i skrænthældninger og stor variation i rummenes størrelse. Sammenlignet med en hedeslette omkring Ribe er det et yderst komplekst område. De karaktergivende rumlige forhold naturgeografisk set er generelt set af samme type i forhold til de lerfladbakker der er fokus i undersøgelsen.
Fladen Fladen afspejler oftest sin dannelseshistorie som isdæmmet sø hvor aflejringerne er sket ikke på is, men på tidligere aflejringer Dette resulterer i følgende karaktergivende træk Fladen er meget jævn, i de udprægede tilfælde er fladen uden uregelmæssigheder. Ujævnhed afspejler en mere kompleks dannelseshistorie med delvis aflejring på is.
Væde Hedes karakteristiske flade
Skrænter Skrænterne er markante.
Skrænt ved Magtenbølle Øst plateauet
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 21
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Aftapning Aftapningen af issøen har sat sine spor ved kløfter i skrænterne Der er to typer af kløfter med følgende træk Aftapningsfurer er små korte og smalle. De ender ofte over det nuværende terræn og afspejler en afledning over dødis. Aftapningskløfterne er lange og mere varierede aftapningskløfter. Her har en selvforstærkende effekt spillet ind som beskrevet under Væde Hede eksemplet. Dette kan udarte til fligede fladbakker, hvor mønsteret utydeligt og efterlader ofte store dele af bakken uden det jævne præg der ellers er karakteristisk.
Foto Gunnar Larsen, Niras: ”Afgrunden”
Samspil med omkringliggende bakker Hvor der er samspil med de omkringliggende højere morænelers- og sandbakker er der yderligere karakteristika Samspillet er af to typer:
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 22
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Konsolbakkerne Her hægter de lavereliggende lerfladbakker hægter sig på de højereliggende bakker som ved Vissenbjerg. Karakteristisk for disse er de markante terrænspring i flere niveauer.
Bakker med slugter imellem.
Bag Væde Hedes flade markerer Ornebjerg sig, og slugten mellem bakkerne fornemmes
Karakteristisk er her de markante slugter, som i den mest udprægede form er smalle og dybe. Karakteristisk er også udsynet fra bakkerne: Fra fladbakken opleves grænsen i form af bakkens skrænt og bagved danner de højere bakker med deres uregelmæssige relief en ny tæt afgrænsning af bakken. Fra de højere bakker er der udsyn over den jævne flade, der danner helle i det ellers urolige landskab.
Samspil med de lavere arealer For bakkerne omkring Centrallavningen ses skrænterne og bakkerne over store afstande. Det vil her ofte være muligt at opfatte fladbakkerne i deres helhed. Fra andre af de mindre lavninger mellem bakkerne er det dannede rum af stor oplevelsesværdi og karakteristisk ved overordnet at være et forholdsvis stort rum afgrænset af bakker. Andre steder går bakkerne mere eller mindre umærkeligt over i et mellemskaladødislandskab.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 23
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Kulturhistorie – særlige karaktergivende rumlige forhold Oplevelsen af fladerne, rummene mellem bakkerne, slugterne og skrænterne kan være forringet eller accentueret af bebyggelse, hegn og anden beplantning. Det åbne land er præget af de seneste 10års udvikling i landbrugsstrukturen. Hegn og marker kan dog i visse tilfælde fortælle en historie der rækker længere tilbage end de seneste 30 års udvikling i landområderne.
Lergravning Der kan være spor af lergravning. Der ses flere steder spor af gravning, særligt når der har været gravet efter gulbrændende ler. Sporene kan fortælle om hvornår der er gravet: Vifteformede strukturer stammer fra gravning frem til 70-erne Rektangulære huller er gravet de seneste 30-40 år.
Teglværker og byggeri knyttet til teglværksdriften Teglværksbygninger fra nedlagte teglværker eller eksisterende teglværker ses hører til de karaktergivende forhold. Det samme gør teglværksejernes og teglværksarbejdernes boliger og boligbebyggelse, der lokalt kan være et resultat af teglværkernes tilstedeværelse.
Teglværksbygninger ved foden af Øghaven, 2014
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 24
Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3
Litteraturliste CF/Carl Falk, ”Teglfremstilling 1”, august 1960, ny revideret udgave september 1972, Teglindustriens Tekniske Tjeneste. Det kongelige Biblioteks flyfotodatabase HB 1843/ Jacob Aall Hofman (Bang): Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oeconomisk Henseende, Sekstende stykke, Odense Amt, 1843 ILP/ Pedersen, Inge Lise, Sikarkoner og skalgrydemænd. Pottemageriet i Karhusene. Fynske Minder 1987, side 49 til 78. JS/ Jørgen Skaarup fortæller i ”Teglproduktion og Skudefart” KA/ Kulturarvsstyrelsens database: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder M/ Monopoltilsynet: Teglværksbranchen. Redegørelse fra Monopoltilsynet, København, 1988 LHL/ Lars Henrik Larsen i ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001 LT/Lasse Thomsen, Teglproduktionen i Danmark, Råstofkontorets teknologiserie nr. 3, Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen – København 1980 Mon/ Monopoltilsynet: Teglværksbranchen, Redegørelse fra monopoltilsynet, København Februar 1988. Notater og ikke publicerede rapporter fra Fyns Amt /SB/ Statistikbanken: Bedrifter efter område, type, bedrifter og areal (2006-2013 BDF Bedrifter efter område, type, bedrifter og areal (1982-2006) SAAHI og SAAHII/ Svend Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bind I: 1720-1914, bind II: 1914-1970, København 1972 og 1974. Tegl 1/ Carl Falk, Tegl 1, Kalk og teglindustriens tekniske tjeneste, 1960, rev. 1972 Tr/ Trustkommissionen, betænkning vedrørende teglværksbranchens konkurrenceforhold, betænkning nr. 176, 1957. GL/ Larsen, Gunnar, Geologisk Set, Fyn og Øerne, En beskrivelse af områder af national geologisk interesse, Geografforlaget 2001. Milthers, V. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU III. Række. Nr. 28., København 1948 Milthers, V., Beskrivelse af Geologisk Kort over Danmark, Kortbladet Vissenbjerg, DGU 1. Række, nor 21-A, København 1959 Schou, Axel, Atlas over Danmark, I, Landskabsformerne, København 1949 Smed, Per: Det fynske landskab. Geografforlaget, 1977 Smed, Per: Studier over den fynske øgruppes glaciale landskabsformer, Meddelelser fra Dansk Geologisk forening, København, Bd. 15 (1962)
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 25
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Naturgeografisk beskrivelse
Geologi Området er en del af storskaladødisområdet omkring Vissenbjerg. Storskaladødisbakkerne ligger i tre strøg der danner en trekant omkring et område med småskaladødisrelief (Benævnt "Inderlavningen"). Den nordligste af disse bræmmer har som kerne et højt strøg primært bestående af moræneler der løber næsten øst-vest og som på både nord- og sydside har påhægtede bakkekomplekser. De store bakker på den nordlige side af Vissenbjergbræmmen består overvejende af moræneler med indslag af smeltevandssand og grus, Der ligger imidlertid to bakkekomplekser med tilknyttede lerfladbakker nord for bræmmen. Den ene er typelokaliteten Væde Hede, der ligger vestligst. Det andet ligger længst mod øst i bræmmen, og er et mindre bakkekompleks med Kildebjerg og lerbakkerne mellem Kelstrupskov og Teglgaard.
Figur 1- 3D fremstilling med jJordartskort Bakkekomplekset ved Kildebjerg ligner komplekset omkring Væde Hede i opbygningen. Kildebjerg ligger tættest på Vissenbjergbræmmen, som her er 75-80 m høj. Terrænet falder generelt i nordøstlig retning. Kildebjerg (top i kote 96) er den højeste bakke med morænesand, smeltevandsgrus og moræneler i overfladen. Nord for Kildebjerg ligger et uregelmæssigt plateau med toppen i kote 75. Det har mod øst en bakkerand af smeltevandssand og et mindre område med smeltevandsler, der ikke formmæssigt giver sig til kende som en issøbakke. Kelstrupskov ligger mod vest på plateauet. Øst for Kildebjerg ligger en sandbakke (nord for Skrædderskov) og en lerbakke der strækker sig mellem de 2 gårde Husemose og Dyregravvæde. Lerfladbakken og sandbakken er omtrent lige høje.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 3
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Både lerfladbakken og sandbakken nord for Skrædderskov har stejle skråninger mod syd og jævne skråninger mod nord. En aftapningskløft i sandbakken ved Skrædderskov vender mod nordøst og vidner om at forholdene har været meget lig dem på Væde Hede under aftapningen. Bakken har altså været isunderstøttet mod NØ. Der er ikke spor af erosion i morænefladen udenfor, og afløbet er derfor formentlig sket hen over isen. Mod syd er bakkerne stejle og grænser op til slugter der formentlig er dannet som et resultat af at materialet fra søbunden er gledet ud på isen. Isens smeltning er derfor hæmmet omkring disse søer, og derved er dødis efterladt som bræmmer. Nordvest for Teglgaard ligger en lille bakke med ler i toppen. Mere isoleret ligger lerbakken øst for Kelstrupskov hvis form ikke adskiller sig fra mellemskaladødislandskabet i øvrigt. Kulturhistorie
Teglværker, Sikar og spor af tidligere gravning
Figur 2 – 3D fremstilling med teglværk. Oplysninger om teglværket efter Lars Henrik Larsen /LHL/. Der er oplysninger om et teglværk i området som er nævnt første gang i 1826 og som er nedlagt inden 1885. I bakken ses spor af gravning efter ler 3-400 m fra det sted teglværket har ligget. Der er også grave i bakkens nordlige del. /LHL/
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 4
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Bebyggelsen Kelstrupskov gik tidligere under navnet Karhuse. Her var i 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet en stor produktion af fynsk sortgods. I 1843 fortæller landøkonom Jacob Aal Hofman Bang forholdene således i ”Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nværværende Tilstand i oeconomisk Henseende, Sekstende Stykke, Odense Amt (side 419): ”I Vissenbjerg Sogn beskæftige de fattige Beboere i de saakaldte Karhuse sig med i små Jordovne at brænde Skalgryder, ɔ: sorte flade Fade, hvilke finde stærk Afsætning, da Bønderne bruge dem til Mælkekar. Henved 20 familier finde i denne Industri en Hovedindtægt; dog har den ei bragt dem Velstand, men de leve tværtimod i Fattigdom.”
Sprogforsker Inge Lise Pedersen har i en artikel i Fynske Minder 1987 beskrevet forholdene ud fra mundtlige og skriftlige kilder. /ILP, side 49-74/ Det mest almindelige produkt ”Sikar” var uglaserede mælkefade, som blev brugt så længe mælken behandledes på de enkelte gårde. Med andelsmejeriernes indtog formindskedes efterspørgslen. Produktionen af kar var en måde at supplere indkomsten ved siden af udnyttelsen af de små husmandslodder. Det henregnedes under ”husflid” og ikke som et egentligt håndværk. I 1806 var der i følges sognepræsten 28 familier der lever af pottemageriet. Antallet af familier der levede af håndværket er formentlig toppet i midten af 1800 tallet. Karrene blev brændt i ovne opbygget af rå eller brændte teglsten og lukkes med tegl- eller kampesten før brændingen. . Karrene kaldes også for ”Rappekar” og en af kilderne henviser til at det siges at lerhusfliden skulle have haft sin allerførste begyndelse i Radby i Ubberud sogn. Sprogforsker Inge Lise Pedersen funderer over hvorfor det netop er i Kelstrupskov at der har været en længerevarende produktion af sortgods. Anvendeligt moræneler og skov til brændsel har været en forudsætning. Men hun fremsætter samtidig forsigtigt den hypotese at Karhusepottemageriet kunne sættes i forbindelse med det teglværk i Hesbjerg som kendes fra midten af 1500 -tallet. Det blev nedlagt allerede i 1570’erne fordi skovene ikke kunne tåle det store brændselsforbrug. I slutningen af 1500-tallet befinder der sig altså nogle personer i Ubberud sogn der er vant til at arbejde med ler og har forstand på teglbrænding, og som nu er blevet arbejdsløse ved teglværkets lukning. Det er en nærliggende tanke at nogle af disse har givet sig til at lave potter..” ”Hvis Karhusepottemageriet står i forbindelse med teglværksdrift kunne det måske forklare at man bruger en regulær ovn til brændingen i modsætning til de jyske pottekoners ildgrav, og i modsætning til størstedelen af sortgodsproduktionen.” At der kunne være en sammenhæng underbygger sprogforskeren derefter med lydlige forhold i dialekten. Antallet af husmandssteder og indsidderhuse steg stærkt i Vissenbjerg Sogn omkring 1800. Allerede i 1806 er der i Kelstrup ejerlav foruden de 18 gårde, 36 fæstehuse og 14 selvejerhuse. /ILP/ side 66. Det ler der omtales i Inge Lise Pedersens gennemgang er moræneler. Parcellerne er dog på jordartskortet i stort omfang angivet som smeltevandssand. Det er derfor uklart hvor leret er gravet.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 5
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Ejendomsstruktur og administrative forhold
Området ligger dels i Assens Kommune og dels i Odense Kommune. Ejerlavet Gl. Havsted, Vigerslev er en del af Nordfyns Kommune. Frem til 1970 lå Kelstrupskov i Vissenbjerg Sognekommune mens den østlige del lå i Korup Ubberud Sognekommune. De ejerlav der omfatter lerfladbakkerne er henholdsvis Kelstrupskov mod vest og Husemose og Dyregave Væde. Den vestlige del er et ejerlav med småejendomme, mens de østlige er enkeltgårde.
Figur 3 - Ejerlav Disse ejerlavstyper danner grænsen mellem to forskellige typer af strukturer af lodderne. Det opdelte Kelstrupskov står i kontrast til de store ejendomme mod øst. Opdelingen på hovedejere viser det tilsvarende billede. Dog er der tendens til at nogle af de små ejendomme samles på færre hænder.
Figur 4 -Ejerforhold
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Markstrukturen I slutningen af 1800 tallet er der en klar opdeling mellem landsbyejerlavet og gårdene mod øst. Brugene i Kelstrupskov hægter sig med deres lange smalle lodder på landevejen gennem området. Øst herfor på lerfladbakkernes fede jorder og med skov omkring bygningerne ligger så de store gårde St. Dyregravvæde og Husemose. Dette billede har stort set holdt sig i første halvdel af 1900 tallet I 1954 er mange marker i den vestlige del afgrænset af hegn. Inden for hegnene ses forskellige nuancer på kortene, som formentlig afspejler forskelige afgrøder inden for den enkelte parcel. Efter årtusindskiftet er der sket en udvikling hen mod mere og mere ensartede afgrøder, enkelte hegn er forsvundet eller kraftigt udtyndet. Det nuværende landskab har næsten overalt større marker med sprøjtespor. I den østlige del er markstrukturen ikke ændret væsentligt idet der her som i slutningen af 1800 tallet er store marker. Der er dog her - som i de fleste andre undersøgte områder - sket en udvikling fra variation i afgrøder mod monokultur.
Figur 5 – Udsnit af Højt Målebordsblad Høje målebordsblade baserer sig på opmåling 1862-67 med revision i 1883-90.
Bebyggelsesstrukturen Bebyggelsen er blevet mere omfangsrig. Det gælder primært gårdene. Der er huse/ mindre landejendomme i området i lidt større omfang end tidligere, idet der er kommet enkelte nye til. Området bærer præg af at beboelser til tidligere landbrug er overgået til anvendelse som hobbylandbrug/ parcelhuse. Landskabets tidsdybde kulturhistorisk set er overvejende de sidste 20 år. Den struktur der bygges videre på er landbrugs- og bebyggelsesstrukturen som den er udviklet siden midten af 1800 tallet.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 7
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Natur og skov Skovområdernes udbredelse er ikke ændret væsentligt siden sidste halvdel af det 18. århundrede. I sidste halvdel af de 19. århundrede er der forsvundet enkelte vådområder.
Foto: Området ses her østfra fra en position syd for Teglgård og øst for bakken. Det storbølgede landskab danner to bølger foran lerfladbakken som ses fra huset midt i billedet og til højre. Længere mod højre ses en lille trægruppe på skrænten og længere mod højre markerer beplantningen på selve bakken en tidligere råstofgrav. Ved bakkens fod er der gravet i det lave område, formentlig tørv. Lerfladbakken danner en rolig afslutning på det storbølgede landskab. En afbrydelse i hegnet ud for en af de store marker giver her et usædvanligt indkik.
Rumlig visuel analyse Området fremtræder altovervejende som et mellemskala dødisområde, sammensat af rum af skiftende størrelse og lukkethed, idet dog områderne vest for fladbakkerne er mest opdelt. Området er afvekslende uden væsentlige forstyrrende elementer. Gravning ses kun et enkelt sted, og området har derfor et stort set uberørt præg. Områdets kvaliteter ses bedst fra området øst for fladbakken, hvor der er indkig til bakken, og fra selve fladbakken. Lerfladbakken ses som et roligere element i det storbølgede landskab. Som landskabselement udgør denne lerplateaubakke et hele, som med sin flade til jævnt kuplede overflade adskiller sig fra det omkringliggende mellemskala dødislandskab med bølgende terræn. Et hegn på den nordlige del af lerplateaubakken adskiller den nordlige spids fra den sydlige del af lerplateaubakken, således at bakken er opdelt i 2 rum, der begge dyrkes med korn.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 8
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Der er ingen bebyggelse på selve fladbakken, men ved dens sydlige skrænt ligger et større landbrugsanlæg og en enkelt bolig. Værdi Fladbakken fortæller i samspil med de omkringliggende højere bakker den klassiske historie om afsmeltning i flere faser. Den tidlige, hvor aflejringen sker i issøer med isbund og der derfor efterlades uregelmæssige bakker. Den næste fase, hvor der isen er smeltet ned under issøens bund, med udflydning af materiale til følge. Dette materiale beskytter isbræmmerne omkring den tidligere issø, og smeltevandet må derfor finder nye veje i de ubeskyttede dele af isen. Aflejringen sker herefter hovedsagelig på en bund af ældre aflejringer og ikke på is. En rolig afstrømning efterlader de senest aflejrede lag i disse fladbakker som smeltevandsler. Det er disse aflejringer der efter isens afsmeltning efterlades som flade bakker i landskabet. Denne fortælleværdi er noget sløret på grund af at landskabet omkring bakken er opdelt i mange rum eller skovbevokset, og de dele af fortællingen der fortæller om relationen til de højere bakker syd og vestfor er derfor vanskelige at aflæse. Fladbakkens kvalitet er dens overskuelighed og den stort set ubeplantede flade. Et interessant kulturhistorisk træk er at hegnsstrukturen på bakken ikke har ændret sig siden sidste halvdel af 1800 tallet. Teglgraven i bakken er eneste vidnesbyrd om tidligere udnyttelse af leret. Til Kelstrupskov vest for fladbakken er knyttet en historie om udnyttelse af ler til sortgods, som primært er en fortælling om overlevelsesstrategier på de små jordlodder der udstykkes i løbet af 1800 tallet. Sårbarhed Den rumligt visuelle oplevelse af bakken er sårbar over for bebyggelse, skovplantning og hegning. Bakken vurderes at være sårbar overfor større terrænændringer som indvinding af gulbrændende ler, på grund af at selv en beskeden indvinding vil påvirke oplevelsen af fladbakken væsentligt. Gravning af rødbrændende ler vurderes ikke at ændre indtrykket af bakken. De små interesseområder De øvrige 2 mindre lerinteresseområder indgår som en del af mellemskaladødislandskabet. Det nordvestlige område er delvis skovbevokset. Dette område ligger tæt på bebyggelsen Kelstrupskov.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 9
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3A
Anvendt litteratur ILP/ Pedersen, Inge Lise, Sikarkoner og skalgrydemænd. Pottemageriet i Karhusene. Fynske Minder 1987, side 49 til 78. LHL/ Lars Henrik Larsen i ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001 Jacob Aal Hofman (Bang) ”Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nværværende Tilstand i oeconomisk Henseende, Sekstende Stykke, Odense Amt (side 419)
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 10
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Værdi ...... 11 Sårbarhed ...... 11 Tilknyttede områder ...... 11 Sasserod ...... 11 Andebølle...... 12 Værdi ...... 12 Sårbarhed ...... 12 Litteratur ...... 13
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 2
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Foto: Mod syd mod Ornebjerg fra Væde Hede. Kontrasten mellem fladen og topbakken.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 4
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Naturgeografisk beskrivelse
Geologi
Figur 1- 3D fremstilling med jordartskort
Ornebjerg, Andebølle og Væde Hede danner et samlet bakkekompleks der ligger nord for Vissenbjerg- bræmmen. Det er det klareste eksempel i Vissenbjerg området på et bakkekompleks med slugter mellem bakkerne. Bakkekomplekset består af Ornebjerg (0,5 km2), plateauet nord for Andebølle (0,7 km2) og Væde Hede (1,5 km2). De fremtræder som 3 selvstændige bakker adskilt af slugter. De tre bakker udgør de allernordligste store bakker i dødisområdet. Af de tre bakker er Ornebjerg højest med maksimumhøjde i kote 104. Andebølle Plateauet ligger i kote 80 til 94 m, og Væde Hede starter i kote 86 m og falder nordpå til ca. 67 m. Andebølle Plateauet er ca. 1 km2 stort, Ornebjerg ca. 0,7 km2 og Væde Hede 1,5 km2 stor.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 5
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Højdeforskellen til det omgivende terræn er størst for Ornebjerg: 35-40 m. Andebølle plateauet ligger 15 til 25 m over det omgivende terræn, og Væde Hede ligger mod syd ca.15 m over terræn, mens der er et mindre væsentligt terrænspring er i forhold til arealet nord for. Andebølle lerplateau fremtræder som sammensat af 2 aflange plateauer (2 ben) i retning NNV- SSØ. Bakken har en jævn overflade og det østlige ben skråner svagt mod NØ. Jordarten er primært smeltevandsaflejringer: smeltevandsler midt på plateauet og sand i randen. Ornebjerg er en markant bakke der på vestsiden stiger fra kote 70 til 104 på 170 m. Bakkens nordlige og vestlige rand er de højeste og danner en kam omkring bakkens lavere indre der åbner sig mod syd. Der er sand i overfladen i følge jordartskortet, bortset fra i bakkens nordlige høje del, der ligesom Væde Hede har smeltevandsler i overfladen. Væde Hede kan deles op i en flad plateaudel som har en stejl side mod kløften mellem Væde Hede og Ornebjerg. Fladen falder derefter jævnt mod nord, men ca. i kote 78 ændrer faldet karakter og bliver udflydende og fliget med lange slugter. Siderne mod nord og øst markerer sig dog også her i forhold til det omgivende terræn ved stejle skrænter. Kløfterne ender enkelte steder over det omgivende terræn (hvor disse ikke er uddybet af postglaciale vandløb). De 3 bakker er dannet i søer der er dannet i isen under dens afsmeltning ved slutningen af sidste istid. Ornebjerg er for størstedelen en sandbakke. De høje sand- og grusbakker i dødisområdet er aflejret ved begyndelsen af afsmeltningen i området. De er derfor dannet oven på et højt isdække. Der har delvis været forbindelse til bunden, men for det meste har underlaget været is, og det har medført det uregelmæssige billede efter at isen er smeltet. Materialerne i Ornebjerg er således aflejret i en isdæmmet sø, helt eller delvis ovenpå is. Da isen er smeltet så langt ned omkring søen at Ornebjergs lerplateau kommer op over iskanten, flyder materiale fra søbunden ud over isen omkring den. Derved beskyttes netop isen umiddelbart omkring den tidligere issø. På de dele af isen der ligger uden for den beskyttede bræmme, bl.a. der hvor Andebølle plateuet og Væde Hede nu ligger, bliver afsmeltningen større end i den beskyttede bræmme, og smeltevandet kanaliseres hertil. På Andebølle plateauet og på den sydlige del af Væde Hede sker aflejringen i en issø hvis bund ikke ligger på is, men på tidligere aflejringer. Den nordlige del af Væde Hede er aflejret på is, og da underlaget er smeltet væk har det efterladt bakken med en fliget og udflydende karakter. Ved afdræningen af issøerne er der dannet aftapningsfurer og aftapningskløfter. Aftapningsfurer er dannet hvor afdræningen via den enkelte kløft har været af begrænset omfang. Der dannes korte (af størrelsesordenen 200 m), V-formede smalle kløfter (omkring 50 m brede på det bredeste sted) i kanten af plateauet. Ved Væde Hede er der flere af disse aftapningsfurer. Store aftapningskløfter som f.eks. Væde Hule, der er ca. 1 km lang og 200 m bred på det bredeste sted har eroderet store dele af issøaflejringen væk under afdræningen. Afledningen af vandet fra issøen via Væde Hule har været en selvforstærkende proces hvor en større og større andel af vandet fra issøen er kanaliseret via den samme kløft.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Ejerforhold og administrative forhold Området ligger dels i Assens Kommune og dels i Nordfyns Kommune. Grænsen går tværs over lerområdet på Ornebjerg. Den nordlige del var del af Veflinge Sognekommune til 1966, og har derefter været del af Søndersø Kommune frem til 2006. Andebølle og Ornebjerg har før kommunalreformen i 2006 hørt under Vissenbjerg. De ejerlav der omfatter lerfladbakkerne er henholdsvis Rugård (den nordligste bakke), Væde By og Sasserod By og Andebølle By. Den største del af lerfladbakkerne ligger således i landsbyejerlav.
Figur 3- Ejerlav Disse ejerlavstyper danner også grænsen mellem to forskellige typer af strukturer af lodderne. Rugård skiller sig ud med hovedgårdsejerlavets store ejendom. Landsbyejerlavene er præget af gårde, dog skiller Andebølle sig ud med de mange små huse. Opdelingen på hovedejere viser det tilsvarende billede.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 8
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Figur 4- ejerforhold Indtrykket er lav koncentration af ejerskab.
Markstrukturen I slutningen af 1800 tallet markerer Rugård sig midt i en markstruktur med stjerneform adskilt af hegn og yderst afgrænset af skov. Det øvige landbrugsland er inddelt i felter der generelt er mindre end Rugårds marker. Væde Hede er dog en undtagelse med forholdsvis store regelrette felter. Dette billede har stort set holdt sig frem til slutningen af 1900-tallet, idet der dog er blevet fjernet hegn. Felterne er på de tidlige luftfotos underinddelt i mindre felter. Dette ændres frem til slutningen af 1900 tallet. Siden år 2000 er der også her sket en udvikling fra variation i afgrøder i retning mod en monokultur.
Bebyggelsesstrukturen Væde By fremtråder som en helhed, placeret på en lavere del af bakken i læ af denne. På selve heden er der hvad der kan opfattes som udflyttede gårde samt enkelte huse. Andebølle har allerede i slutningen af 1800 tallet mange huse for foden af fladbakken. Bebyggelsesbilledet ændres ikke væsentligt. Dog udvides og ændres nogle af landbrugsejendommene med større bygninger. Området har ikke karakter af forstadsbebyggelse på landet. De kulturhistoriske træk er en fortælling om et område der er på vej fra en form for landbrugsdrift til en anden. Kulturhistorisk er tidsdybden tæt på 30 år domineret af landbrugsejendomme under 75 ha og med en forholdsvis varierede afgrøder.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 9
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Natur og skov Skovområdernes udbredelse er ikke ændret væsentligt siden sidste halvdel af det 18. århundrede. I sidste halvdel af de 19. århundrede er der forsvundet enkelte vådområder. De åbne søarealer i tørvemoserne ved Andebølle, der formentlig var et resultat af tørvegravning, er groet til. De fleste af de arealer der angives som moser i slutningen af 1800 tallet, dyrkes i dag. Opdyrkningen var i stort omfang begyndt ved midten af 1900 tallet. Rumlig visuel analyse Væde Hede er del af storskaladødisområdet omkring Vissenbjerg, og er det største af de to komplekser der ligger nord for Vissenbjergbræmmen. Storskaladødisbakken Væde Hede er en stor og glat flade med markante skrænter med markante aftapningsfurer samt den langstrakte aftapningskløft Væde Hule. Fladbakken er adskilt fra den højere sand- og grusbakke syd for af en markant slugt. Væde Hede er i det væsentlige uden skovplantning på den store flade. Fladen fremtræder som et åbent landbrugslandskab med spredte gårde. Nord, øst og vest for Væde Hede er landskabet et mellemskaladødisområde, der er opdelt af hegn i landsbyejerlavene eller fremtræder med lange kik i herregårdslandskabet omkring Rugård. Neden for bakken øst for denne ligger Væde By på en lavere del af plateauet. Først når man her helt tæt på byen kan den ses fra lerfladen.
Foto: Den karakteristiske meget jævne flade
Særligt karaktergivende elementer De karaktergivende elementer er Væde Hedes meget jævne flade der afgrænses af markante skrænter. Samspillet med Ornebjerg syd for: slugt og højdeforskel. Aftapningsfurer i skrænterne samt afløbskløften Væde Hule. Væde Hede er – bortset fra to områder – uberørt af gravning. En hegnsstruktur og en beplantningsstruktur der afspejler mellemstore ejendomme.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 10
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Værdi Ornebjerg- Væde Hede kompleksets fortælleværdi ligger først og fremmest i den geologiske dannelseshistorie. Afsmeltningens etaper kan aflæses: Aflejringer højt i isen efterlader uregelmæssige bakker. Isen smelter ned og ”søens bund går over sine bredder”. En bræmme rundt om den tidligere sø beskyttes af det materiale der er gledet ud over isen, der derved beskyttes. Smeltningen af isen sker hurtigere uden for denne bræmme. Det er så her vandet løber i den næste periode. Indtil også denne sø tømmes gennem aftapningsslugter og kløfter ud over isen. Denne historie er aflæselig på grund af at fladen er tilgængelig og ikke beplantet. Slugten mod Ornebjerg er synlig og ikke beplantet, og skrænterne er flere steder åbne. Væde Hule er bevokset, og derfor knap så anvendelig i fortællingen. Sårbarhed Området er sårbart overfor beplantning og bebyggelse samt terrænændringer der vil udjævne skrænter eller gøre fladen mere ujævn. Området er sårbart overfor gravning af gulbrændende ler, men ikke overfor gravning af rødbrændende ler.
Foto: Spor efter gravning af gulbrændende ler ved Sasserodvej
Tilknyttede områder
Sasserod Lerbakken er beplantet med skov. Den indgår i det omliggende mellemskaladødislandskab. Den dannelseshistorie der umiddelbart kan fortælles er den almene om en isdæmmet sø, og dens mangel på markante træk gør at dens fortælleværdi i naturgeografisk henseende er begrænset.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 11
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Andebølle Andebølleplateauet er primært et sandplateau, men med indslag af smeltevandsler på den øverste del af fladen. I skrænterne er den præget af gravning og langs foden på den sydvestlige side er den flankeret af bebyggelse, der dog ikke formår at skjule den markante skrænt. Andebølle Plateauet indgår i komplekset omkring Ornebjerg. Det er primært et sandplateau, men med indslag af smeltevandsler på den øverste flade del af fladen. Det er 0,8 km2 stort, og lerinteressen knytter sig til 3 mindre områder af lidt mere end 0,1 km2 af bakken. I skrænterne er den præget af grusgravning, og langs foden på den sydvestlige side er den flankeret af bebyggelse, der dog ikke formår at skjule den markante skrænt. Der er også gravet ler på fladen i mindre områder.
Værdi Bakkens væsentligste kvalitet er dens markante fremtræden ud mod vejen vest for Andebølle og dens samspil med bebyggelsen langs foden af bakken. Naturgeografisk indeholder den karakteristiske træk der vidner om dannelseshistorien. Samtidig er den meget påvirket af gravning. På den baggrund vurderes at de naturgeografisk og kulturhistorisk betingede landskabelige interesser er middel til begrænsede.
Foto: Andebølleplateauet ses bag huset
Sårbarhed Området er sårbart overfor gravning og terrænregulering af skrænterne. Området er endvidere sårbart overfor bebyggelse og beplantning der dækker skrænterne. Området er ikke sårbart over for lav bebyggelse ved foden af skrænten i samklang med den eksisterende bebyggelsesstruktur. Området vurderes ikke at være sårbart overfor gravning af rødbrændende ler eller en begrænset gravning af gulbrændende ler.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 12
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3B
Litteratur KA/ Kulturarvsstyrelsens database: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder LHL/ Lars Henrik Larsen i ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 13
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3C
410 Magtenbølle plateauets sydlige del set fra Magtenbøllevej øst for
453 Udgravet område til venstre for vejen på Magtenbølleplateauets nordlige del
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 3
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3C
Naturgeografisk beskrivelse
Geologi Magtenbølle og Skalbjerg plateauerne er led i et system af konsolbakker omkring Vissenbjerg som er beskrevet som typeeksempel.
Figur 1 – 3D frenstilling med jordarskort
Toppen af den nordlige del af Magtenbølle plateauet ligger i kote ca. 105. En 70 m bred og 10 m dyb slugt adskiller dette plateau fra Vissenbjergplateauet. Plateauet skråner jævnt i retning mod syd til kote ca.90. En sydlig del af bakken er ved en 5 m dyb lavning delvis adskilt fra den nordlige del af plateauet. Syd herfor ligger plateauet Skalbjerg adskilt fra Magtenbølle plateauet af en 15 m dyb og 200 m bred lavning. Bakkens sydlige del ligger højest, kote 77, den nordlige lavest, kote 72 Magtenbølleplateauets højeste del tættest på Vissenbjergplateauet er højere end konsolbakkerne og må derfor være dannet før disse. Skalbjergplateauet og den sydlige del af Magtenbølleplateauet er de sidste storskaladødisbakker der er dannet i systemet af bakker omkring Vissenbjerg. Magtenbølleplateauet og Skalbjerg er adskilt fra Vissenbjerg Plateauet indbyrdes af slugter. Selv om de er en del af systemet af bakker ved Vissenbjerg følger deres dannelseshistorie mønstret beskrevet under Ornebjerg - Væde Hede-Andebølle bakkekomplekset. Et bud på en dannelseshistorie er derfor, at da isen omkring Vissenbjergplateauet er smeltet væk er aflejringerne i issøen ved denne del af plateauet gledet ud over den omliggende is. Derved er isen blevet beskyttet mod yderligere smeltning. Smeltning af isen er fortsat uden for disse områder, der dermed er blevet lavere, og materialet er derefter ledt ned i disse lavninger. I lerplateaubakkerne er leret aflejret områder med langsom gennemstrømning.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 4
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3C som var 2 sammenbyggede periodiske ovne. I 1870’erne går det tilbage for teglværket, der da kun har 8 voksne arbejdere. /LHL/
Skalbjerg Teglværk er det teglværk der senest er nedlagt. Det blev bygget i 1880 og lukket igen i 1967. Teglværket lå syd for jernbanen, og i begyndelsen udnyttedes ler omkring teglværket. Senere hentedes leret i Skalbjerg lerfladbakke. Leret transporteredes med tipvogne i tunnel under jernbane og teglværksvej og vie en bro over landevejen. Leret blev hentet på Skaarenborg ved ”Kirkehelle” som ligger på den lave sydlige del af Magtenbølle plateauet. /KJ/ Der har været ca. 1 km fra teglværket til det område der gravedes i. De tidligste teglværkers spor i landskabet kan med lidt omhu ses på terrænspring. De kulturhistoriske spor i landskabet af Skalbjerg Teglværks gravning er synlige, bl.a. ses tipvognssporet. Der er en sø på den lave del af plateaubakken der kanstamme fra gravningen. Det ser også ud til at der er gravet i skrænten på den høje del af lerplateaubakken. Denne del af Magtenbølle plateauerne er omfattet af den store fredning af et område ved Vissenbjerg i 1980. Den gravning der virkelig har sat sig synlige spor er den der er foregået i Magtenbølle plateauet. I 1945 og 54 ses kun Skalbjerg Teglværks gravning på det sydlige lave plateru og i skrænten. I 68-72 er der påbegyndt gravning på lerplateaubakken. Det er således fra 70’erne og fremefter at gravningen har taget fart i området. Det fremgår af et notat Fyns Amt udarbejdede i 1986 at der var to teglværker der gravede på Skovstrup Bakkeø, nemlig Hemmerslev Teglværk og Tommerup Teglværk. Andre gravemetoder og andre transportmuligheder end tipvognssporet har betydet at der kunne graves langt væk fra teglværket. Skalbjerg Teglværks gravning i den sydlige del af plateaubakken afspejler èn tids produktionsvilkår, og gravningen i Magtenbølle Plateaueet nutidige vilkår.
Administrative forhold og ejendomsstruktur Området har været del af Vissenbjerg Sognekommune frem til 1970. Også herefter hed det Vissenbjerg Kommune. Indtil området i 2007 blev del af Assens Kommune.
Figur 3 - ejerlav
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3C
Ejendommene er stort set alle beliggende i landsbyejerlavene: Skalbjerg By og Magtenbølle By.
Figur 4 - Ejerforhold
Størstedelen af arealet hører under ejendomme over 100 ha. Der er nogle mindre og helt små ejendomme, men det er de større ejendomme der præger området.
Markstruktur Markstrukturen i slutningen af det 1800-tallet opdeler plateaubakkerne i små rum.
Høje målebordsblade baserer sig på opmåling 1862- Luftfoto 2014 67 med revision i 1883-90.
Hegnsstrukturen på Skalbjerg Plateaubakke ændrer sig markant fra de høje målebordsblade (1862-1890) til de lave (1928-1945). Hegnsstrukturen fra slutningen af 1800-tallet er ellers i store træk bevaret frem til i dag. Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 7
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3C
I 1945 ser man at der inden for de felter hegnene danner, er flere forskellige nuancer, der formodes at afspejle forskellige afgrøder. I 1970 er billedet ændret så hver felt har sin afgrøde. Efter årtusindskiftet ses en tendens til at der er samme afgrøde på nabomarker. Dette er dog mindre udtalt her end andre steder på Fyn.
Bebyggelsesstruktur I slutningen af 1800-tallet er bebyggelsen hovedsagelig samlet i landsbyerne Skalbjerg og Magtenbølle. Der er en del enkeltgårde og huse uden for landsbyen. Denne struktur er stort set bibeholdt på kortet fra første halvdel af 1900-tallet. I 60’erne er der kommet en industribygning til på lerfladbakken ved Magtenbølle. En enkelt landbrugsejendom har etableret store landbrugsbygninger i 80’erne og 90’erne. Den væsentligste nye bebyggelse hidrører imidlertid fra byudvikling ved Vissenbjerg, der breder sig i retning mod Magtenbølleplateauet, og ved Skalbjerg By, hvor der er sket byudvikling på den vestlige del af bakken uden for lerinteresseområdet.
Natur- og skovområder I 1800-tallets slutning var skovplantningerne begrænset til stejle skråninger omkring kløfter og stedvis også på lerfladbakkens skrænter i øvrigt. Slugterne mellem bakkerne var ofte moser. De største ændringer i dette mønster består i at moserne i slugterne mellem bakkerne nu er opdyrket, og at der er natur/ skov på mange af de parceller hvor der tidligere blev gravet ler.
Rumlig visuel analyse
Området opleves gennem rum der skifter mellem åbne udsyn og lukkede rum. Der er markante rumlige afgrænsninger i form af skrænter. Området er afvekslende uden væsentlige forstyrrende elementer. Højspændingsledninger i transportkorridoren nord for kan dog ses fra store dele af området. De geomorfologiske forhold alene taget i betragtning, ville der være frit udsyn fra fladbakkerne, fra de store bølgede flader nord, øst og syd for og fra Centrallavningen. Kun i enkelte områder, kløfter og smalle slugter, er det terrænet der skaber de lukkede rum. De lukkede rum er et resultat af de mange hegn og beplantninger. Hegn og beplantninger hæmmer stedvis oplevelsen af terrænet, andre steder understreges terrænet af hegnets forløb på tværs af bakkens højdekurver.
De karaktergivende rumlige forhold er Oplevelsen af fladbakkerne der rejser sig i forhold til det omgivende landskab- Samspillet mellem bakkerne. Samspillet mellem hegn og bakker som det ses på.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 8
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3C
Foto: Skalbjergplateauet set fra toget Værdi Områdets fortælleværdi består primært i fortællingen af den geologiske dannelseshistorie og fortællingen om teglværksindustrien. Terrænforskellene og kløfterne fortæller om søer inddæmmet af is, og bakkernes forskelle i højde fortæller om isens afsmeltning som led i en sammenhængende historie om dannelsen af Vissenbjerg Plateauet og dets konsolbakker. Konsolbakkerne ligger vest for området og er fredede. Der er særlige muligheder for at opleve dette samspil f.eks. fra flere punkter på Magtenbøllevej og fra jernbanen Nyborg-Middelfart. Badekarrene i den nordlige del af Magtenbølleplateauet fortæller om teglværksindustri siden 70’erne, mens sporene af tipvognsbanene og gravningen i den sydligste del af Magtenbølleplateauet fortæller om tidligere tiders teglindvinding. Der er således et potentiale for at opleve elementer af tidligere perioders lergravning.
Sårbarhed
Området er sårbart overfor skovplantning på skrænter, gravning i skrænterne og overfor fjernelse af spor efter gravninger fra før 60erne. Området er ikke sårbart overfor videre gravning efter gulbrændende ler på Magtenbølleplateauet der i forvejen er præget af moderne graveaktivitet. Områderne er ikke sårbare over for gravning af rødbrændende ler.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 9
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3C
Litteratur KJ/ Kisser og Johns hjemmeside : http://www.john-kisser-jakobsen.dk/21241660 LHL/ Lars Henrik Larsen i ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 10
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Værdi ...... 14 Sårbarhed ...... 14 Nældebjerg i Dyred Banker ...... 14 Rumlig visuel analyse ...... 14 Værdi ...... 15 Sårbarhed ...... 15 Litteratur ...... 15
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 2
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Naturgeografisk beskrivelse
Stenkistebjerg og Øghaven
Figur 1 – 3D fremstilling med jordartskort
Øst for Dyred ligger to klart afgrænsede plateauer, Øghaven og Stenkistebjerg. Deres højeste punkter ligger på henholdsvis 80 og 90 m. Begge er de højest ind mod Vissenbjerg området og har en skrånende flade ud mod Odense Ådal.
Øghaven Jordartskortet viser at der er smeltevandsler i bakkens sydvestlige del. Der er smeltevandssand og smeltevandsgrus langs bakkens østside og mod sydvest er der moræneler. De boringer der er foretaget i forbindelse med lerkortlægningen viser at der under laget af smeltevandsler er et sandlag. V. Milthers (1940) nævner et profil i en lergrav ved Øghaven som viser 2 m plateauler hvilende på diluvialsand.
Stenkistebjerg På jordartskortet er bakken angivet som smeltevandsler, bortset fra en bræmme langs den nordlige og vestlige bakkerand. Hvor smeltevandsleret er gennemboret i forbindelse med lerkortlægningen er der moræneler nedenunder.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Der er sand i selve fladbakkerne med toppen i samme højde som plateauleret, og der er sand i sandbakker og terrasser mellem fladbakkerne. De sidste ligger i et lavere niveau end plateaubakkerne. Vest for fladbakkerne ligger der småbakker med sand, hvis toppe har stigende højde mod vest. V. Milthers (1940) bemærker at plateauerne skråner mod øst, og antager at dette skyldes at lerlagene har været afsat på isunderlag.
Dannelse Som det ses i snittet i figur 2 har Øghaven og Stenkistebjerg forskellig højde. Sand og grus ligger i begge bakker langs den nordlige rand. Bakkerne er formentlig dannet ved to ens forløb der er fulgt efter hinanden. Mens isen har ligget i kote mindst 90 har issøen Stenkistebjerg taget mod materiale. Tilførslen er sket fra nordsiden, hvor plateauet er højest og hvor der er dannet et delta med de grovere materialer, mens de finere materialer er aflejret længere sydpå i issøen. Da isen er smeltet ned under 90 m er afledningen sket til Øghaven, og der er her efter samme mønster tilført af materiale til søen. Især Øghaven har store erosionskløfter af samme type som Væde Hule og et skrånende terræn i østlig retning. Afvandingskløfterne udmunder i kote ca. 55 hvor foden af skrænten ellers ligger ved kote 48. Dannelseshistorien er parallel til dannelseshistorien for Væde Hede. Smeltevandsbakkerne mellem Dyred Banke og Øghaven er dannet af smeltevand fra Vissenbjerg området, og den toppede facon tyder på at afledningen er foregået gennem område med dødis. De lavere dele af sandplateauet mellem de to issøer kan være terrasser i forlængelse af disse bakker. Materialet kan også være skredet ud over isen i forbindelse med at isen er smeltet ned under søbunden på Stenkistebjerg, svarende til beskrivelsen af dannelsen for Væde Hede.
Dyred – Nældebjerg Over det småbakkede terræn hæver et bakkekompleks sig med Dyred Banker, Store Dyred, Lille Dyred, Ernebjerg og Nældebjerg. Komplekset har en uregelmæssig form med en cirkulær central del, en nordlig udløber (Lille Dyred) med toppen i ca. kote 100. Den sydøstlige udløber kommer op i 120 meters højde og har en udstrækning på 800 gange 400 m. I kanten af plateauet mod vest og mod øst er der bakker med toppen i kote omkring 110, der afgrænser en flad midterlavning. Bakketoppen Store Dyred mod sydvest når op i 120 meters højde. Nældebjerg mod Øst består af flere mindre bakker med toppen i kote ca. 95. Bakkeområdet er angivet som moræneler samt smeltevandsler, smeltevandssand og smeltevandsgrus.
Jordart En flad indre lavning i bakkens nordlige del er angivet som smeltevandsler på jordartskortet og det samme er del af Nældebjerg og del af den sydøstlige bakke. Der er foretaget boringer i det sydøstlige område som led i Fyns Amts lerkortlægning. Mod nordøst må leret betegnes som moræneler, og jordartskortet kan således ikke bekræftes hvad angår denne del af området. Indslag af smeltevandssand og grus findes især på sydsiden af bakken fra Store Dyred og mod øst, og i den nordlige del af bakken. Grusforekomsterne findes således i de høje ringbakker. Moræneler findes i en meget stor del af ringbakkerne, og specielt i den store bakke mod sydøst samt i udløberen mod nord (Lille Dyred). En boring på den sydlige side af bakken har smeltevandssand over diluvialler. Lerets topkote er ca. 100 m.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 7
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Der har været teglværksdrift i området siden middelalderen. Arkæologerne har fundet rester af teglværker ved Radby og ved St. Hestbjerg. Fundet ved Radby er godt dokumenteret. Ved udgravning fremkom en middelalderlig teglovn (6,7 x 3 m) med 5 parallelle nedfyringskanaler dækket af bueslag og tværbjælke samt en keramikovn af type med separat fyrkammer og keramikrum, en understøttelse af kappen på midten og pladeformet gulv med perforering. Keramik opsamlet på den anden side af bakken dateres med forbehold til 16-1700-tallet. Ved Hesbjerg – faktisk meget tæt på et teglværk der optræder på de høje målebordsblade – har man fundet oppløjede tegl og kampesten. Man mener at der sandsynligvis er tale om rester af St. Hesbjerg Teglværk, der i 1500-tallet lå under Dalum len. Teglværkerne her i området lå tæt nok på Odense til at kunne levere sten til byggerier i byen. I 1800-tallet har der været teglværker mange steder i området. Der er ikke langt til den lige landevej til Odense eller til stationen ved Holmstrup. De fleste af disse var lukket for 100 år siden. I trediverne oprettedes der imidlertid et teglværk ved Ravnebjerg øst for Øghaven. Det er ikke alle steder muligt på højdekortene at se hvor gravningen er foregået i 1800-tallet, men i Stenkistebjerg nord for Stærmoseteglværket ligger der et vandhul 300 m fra teglværket inde på bakken. Tættere på er der også terrænændringer der kunne tyde på indvinding af ler. Virksomheden fra Ravnegårdens Teglværk kan ses på luftfoto fra Det Kongelige Biblioteks fotoarkiv. Fotoet er fra 1954 og er taget fra luften af Sylvest Jensen. Der graves vifteformet i forlængelse af en vej eller tipvognsbane (det kan ikke skelnes på luftfotoet) der fører ned til teglværket ved foden af bakken. Skråfoto fra 1961 viser et teglværk, der for nylig har været i drift, og måske er det endnu på dette tidspunkt. http://www.kb.dk/danmarksetfraluften/images/luftfo/2011/maj/luftfoto/object200449
Foto: Bygninger fra tidligere teglværk ved foden af Øghaven, 2014
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 9
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Administrative forhold og ejendomsstruktur De 3 lerområder Nældebjerg , Øghaven og Stenkistebjerg ligger i krydsningen mellem flere sogne: Del af Nældebjerg lå frem til i Ubberud og Brylle sognekommune, Øghaven i Sanderum sogn og Stenkistebjerg ligger i Brændekilde og Brylle Sogn. Ejerlavene består for en stor del af enkeltgårde, det gælder Stærmose, Ll. Stærmose, Tobo gårde, Broholm gårde. Ernebjerg, Dyred, St. Hesbjerg og Ll. Hesbjerg gårde, Grynborg gårde og Bøllemose. I randen af området ligger Magtenbølle, Radby, Ravnebjerg, Holmstrup og Brændekilde landsbyejerlav.
Figur 3 - Ejerlav
Figur 4 - Ejerforhold
Ejendomsstrukturen er en mosaik af små og store ejendomme.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 10
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Landsbyejerlavene bærer præg af mindre ejendomme. I enkeltgårdsejerlavene beslaglægger de store ejendomme hovedparten af arealet, men der er også mindre landbrug i disse ejerlav. De store ejendomme i området omfatter Nældebjerg og en stor del af Øghavens område, mens Stenkistebjerg består af flere mindre ejendomme. I forhold til enkeltgårdsejerlavene har de store ejendomme bredt sig til områder der tidligere var landsbyejerlav.
Hegnsstruktur og markstruktur. Billedet i 1880’erne er et landskab med klar forskel mellem Nældebjerg, der har store åbne marker uden hegn, enkeltgårdene der opdeler markerne med hegn, der her er forholdsvis store og landsbyejerlavene hvor der er mange hegn. Dette billede har ikke ændret sig væsentligt frem til de lave målebordsblade. Engang i første halvdel af 1900-tallet udstykkes en række husmandsbrug af St. Hesbjerg. På fotos fra 1954 ses en opdeling af arealerne mellem hegnene i mindre felter, der formentlig afspejler forskellige afgrøder. Dette billede er bibeholdt omkring 1970. I 1999 er man gået fra denne opdeling, og i 2013 har nabomarker ofte samme afgrøde. Dette præger i moderat omfang området. Se foto 327 og 340. Stenkistebjerg ligger i landsbyejerlav, og dette afspejler sig i de mange hegn, der inddeler fladbakken i små rum. Dette billede er ligeledes bibeholdt siden slutningen af 1800-tallet.
Bebyggelsesstruktur Den væsentligste bebyggelsesmæssige ændring er sket ved udstykningen af husmandsbrug af St. Hestbjerg i 1900-tallet. Ved Ellebæk Huse er det teglværk der etableredes i midten af 1900-tallet taget i brug til anden industri. Formentlig som følge af teglværket er der kommet flere huse. Huse syd for Stenkistebjerg er vedligeholdt, og bærer præg af boligområde for en bybefolkning på landet. Strukturen som sådan har ikke ændret sig væsentligt siden slutningen af 1800-tallet. Strukturen i dag afspejler derfor meget godt mønsteret som det var for 150 år siden.
Natur og skov
I slutningen af 1800-tallet ser billedet således ud: Ernebjerg Skov med vådområde i del af skoven berører delvis smeltevandsleret på strøget Nældebjerg. Hesbjerg Storskov breder sig syd for Hesbjerg på de kuplede småbakker mellem Ernebjerg og Øghaven og op ad den sydvestlige skrænt på fladnakken. Der er indslag af vådområder i skoven, specielt op til Øghaven. På den del af Øghaven der hører til St. Hestbjerg ejerlavet ligger ”Øghaven” og optager en del af arealet. Hertil knytter sig strøg af skove mod øst i landsbyejerlavet. Uden for disse skovstrøg er der mindre skove, mange af dem begrænset til parceller af størrelse som marker. Der er således enkelte skovplantede parceller på Stenkistebjerg. Mellem Syd for Øghaven er der en aflang sø knyttet til en vandmølle. På Stenkistebjerg ses i øvrigt råstofgrave markeret nord for teglværket ved Stærmose. Dette billede har holdt sig til de lave målebordsblade, hvor der imidlertid ses tegn på gravning i vådområderne. Råstofgraven på toppen af Stenkistebjerg er nu blevet til en sø.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 11
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
På nutidens kort er tidligere åbne arealer på Øghavens nordlige og vestlige beplantet med skov, og samtidig er der plantet skov i større omfang end tidligere på Stenkistebjerg. Denne skov berører lerinteresseområderne. Skovplantningen er sket mellem 1999 og 2014.
Figur 5 Høje målebordsblade baserer sig på opmåling 1862-67 med revision i 1883-90.
Rumlig visuel analyse Områdets kvaliteter ses bedst fra det lave område der afgrænses af Dyred bakkekomplekset, Stenkistebjerg og Hesbjergskovene. Det er inddelt af hegn i mindre rum, men bakkerne fornemmes som grænser omkring landskabsrummet gennem de halvåbne hegn. Landskaber er varieret, sammensat af det flade ”gulv” og afgrænset af skove, og bakkeskrænter og opdelt af hegn. Trods sin kompleksitet fremtræder det roligt uden forstyrrende elementer. Stenkistebjergs flade er opdelt i mindre rum. Dens sydøstlige spids er markant når man nærmer sig bakken østfra. Mod syd er overgangen til det storbakkede landskab sløret af hegn. Mod vest er der en markant overgang til den omtalte lavning mellem bakkerne. Fra Ravnebjerg fremtræder Øghaven som en skov. Skrænten er synlig fra østsiden og mod syd og sydøst, hvor skrænten flere steder markeres af tværgående hegn. Landskabsrummene på Øghavens nordlige del fremtræder som flader opdelt af hegn og omgivet af skove og med bebyggelse langs vejen. Der er indkig fra vejen - mellem hegn og bebyggelse . til skoven og de skovbevoksede skrænter. Stenkistebjerg og Øghaven fortæller geomorfologisk set den klassiske historie om dannelse af fladbakker. Øghavens form er simpel og markant, men dette billede er sløret af den omfattende beplantning på arealet. Dyred Banker er en kompleks dannelse med indslag af moræneler, sand, grus og smeltevandsler. Smeltevandslerområdet adskiller sig ikke i form fra den øvrige bakke, og frem for alt ikke den flade karakter der er typisk for de fleste forekomster af smeltevandsler i Vissenbjergområdet. Bankernes dannelseshistorie adskiller sig således fra fortællingen om de øvrige bakker. Den gamle teglværksbygning ved Øghaven og sporene af gravning i Stenkistebjerg er kulturhistoriske vidnesbyrd om lergravning henholdsvis i slutningen af 1800-tallet og i midten af 1900-tallet.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 12
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Øghaven
Rumlig visuel analyse Fra Ravnebjerg fremtræder Øghaven som en skov. Skrænten er synlig fra østsiden og mod syd og sydøst, hvor skrænten flere steder markeres af tværgående hegn. Landskabsrummene på Øghavens nordlige del fremtræder som flader opdelt af hegn og omgivet af skove og med bebyggelse langs vejen. Der er indkig fra vejen - mellem hegn og bebyggelse . til skoven og de skovbevoksede skrænter. Øghaven fortæller geomorfologisk set den klassiske historie om dannelse af fladbakker. Øghavens form er simpel og markant, men dette billede er sløret af den omfattende beplantning på arealet. Den gamle teglværksbygning ved Øghaven er et kulturhistorisk vidnesbyrd om lergravning i midten af 1900- tallet.
Udsigten fra Ravnebakke mod Øghaven – en skov Øghaven set fra sydøst
Værdi Uden beplantningen – ville Øghaven være et markant eksempel på en klassisk lerplateaubakke. Beplantningen har sløret indtrykket, selv om den markante form og den markante flade ses i de få åbne rum. Bakken har således været sårbar overfor den skovplantning der har fundet sted, og som er øget de seneste årtier.
Sårbarhed Det visuelle indtryk er sårbart overfor yderligere beplantning. Den bebyggelse der findes nu langs foden af bakken forstyrrer ikke indtrykket af bakken, og placeringen af det gamle teglværk ved foden af bakken har sin kulturhistoriske berettigelse. Byggeri der vil forstyrre indblikket til skrænten eller byggeri på bakken vil også forstyrre og forringe det visuelle indtryk. Det vurderes at fladbakken ikke er sårbar overfor gravning af rødbrændende ler på de tilbageværende åbne marker. Gravning af gulbrændende ler på skovarealerne vil ikke forstyrre det nuværende visuelle indtryk.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 13
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Den største del af skoven har en historie der strækker sig tilbage fra midten af 1800-tallet. En gravning inden en genplantning vurderes forsvarlig i forhold til skoven som kulturhistorisk element.
Stenkistebjerg
Rumlig visuel analyse Stenkistebjergs flade er opdelt i mindre rum. Dens sydøstlige spids er markant når man nærmer sig bakken østfra. Mod syd er overgangen til det storbakkede landskab sløret af hegn. Mod vest er der en markant overgang til lavning mellem Stenkistebjerg og Dyred Banker.
Foto: Stenkistebjerg sødøstlige spids
Værdi Stenkistebjerg og Øghaven fortæller geomorfologisk set den klassiske historie om dannelse af fladbakker. Stenkistebjergs dannelseshistorie er på grund af den uregelmæssige form ikke helt klart aflæselig. Sporene af gravning i Stenkistebjerg er kulturhistoriske vidnesbyrd om lergravning henholdsvis i slutningen af 1800-tallet og i midten af 1900-tallet.
Det lave område der afgrænses af Dyred bakkekomplekset, Stenkistebjerg og Hesbjergskovene er et særligt vigtig landskabsrum.
Sårbarhed Fladens opdelte karakter betyder at råstofgravning på et område vanskeligt vil kunne ses fra resten af arealet. Området er derfor robust overfor en råstofindvinding. Lerinteressen knytter sig ikke til det særligt værdifulde landskabsrum mod vest. Oplevelsen af Stenkistebjerg er sårbar overfor yderligere beplantning på fladen og byggeri på skrænterne eller på kanten af fladbakkerne. Stenkistebjerg vurderes ikke at være sårbart over gravning af rødbrændende og gulbrændende ler under forudsætning af at markante skrænter bibeholdes. Nældebjerg i Dyred Banker
Rumlig visuel analyse Lerforekomsten på Nældebjergstrøget udgør del af et markant bakkekompleks, Dyred Banker.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 14
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3D
Områdets kvaliteter ses bedst fra det lave område øst for Dyred bakkekomplekset, der også afgrænses af Stenkistebjerg og Hesbjergskovene. Dette landskabsrum er inddelt af hegn i mindre rum, men bakkerne fornemmes som grænser omkring landskabsrummet gennem de halvåbne hegn. Landskabet er varieret, sammensat af det flade ”gulv” og afgrænset af skove, og bakkeskrænter og opdelt af hegn. Trods sin kompleksitet fremtræder det roligt uden forstyrrende elementer. Over dette rum hæver et bakkekompleks sig med Dyred Banker, Store Dyred, Lille Dyred, Ernebjerg og Nældebjerg. Smeltevandsleret ligger i et strøg fra Nældebjerg mod sydvest. Dette område er adskilt fra den omtalte lavning af lavere bakke med andre jordarter.
Værdi Dyred Banker afspejler en kompleks dannelseshistorie hvor det issøler der kan indvindes på de øvrige dele af bakken er dækket af andre aflejringer. Oplevelsen af bakkekomplekset fra lavningen østfra tilfører området en helt særlig værdi. Bakken har således en dannelseshistorie og en fremtræden der er unikt for området. Området hører til ejerlavene Ernebjerg og Broholm gårde. De forholdsvis store marker og skovplantningerne er et træk der peger tilbage på 1800-tallet.
Sårbarhed Dyred Banker er sårbar overfor terrænændringer og aktiviteter der indfører fremmedelementer i området. Lerstrøget er umiddelbart ikke synligt fra det nævnte særlige landskabsrum og på grund af områdets kompleksitet vil mindre terrænændringer ikke kunne ses. På den baggrund vurderes det at det på længere sigt ikke vil påvirke oplevelsen af området under forudsætning af at landskabet ikke forenkles/ udjævnes ved gravningen. På kortere sigt vil et fremmedelement som lergravning påvirke oplevelsen af området betydeligt. En korterevarende gravning af rødbrændende ler vil være mindre indgribende end gravning af gulbrændende ler.
Litteratur
LHL/ Lars Henrik Larsen i ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001 Det kongelige Biblioteks flyfotodatabase
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 15
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Underområderne ...... 12 Talleruplund ...... 12 Værdi ...... 13 Tilstand ...... 13 Skovstrup ...... 15 Kulturhistorie ...... 15 Rumlig visuel analyse ...... 16 Værdi ...... 17 Sårbarhed...... 17 Brændholt ...... 18 Naturgeografisk beskrivelse ...... 18 Kulturhistorisk beskrivelse ...... 18 Rumlig visuel analyse ...... 19 Værdi ...... 20 Sårbarhed ...... 20 Tilknyttede områder ...... 20 Kalbjergtorn ...... 20 Litteratur ...... 21
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 2
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Naturgeografisk beskrivelse
Området øst for Frøbjerg Banker
Figur 1 – 3D fremstilling med jordartskort Sydvest for Tommerup Station ligger Fyns højeste punkt, Frøbjerg Bavnehøj, og meget tæt på, Centrallavningens mest markante bakke, Brændholt Bjerg. I tilknytning til disse høje bakker ligger en række lavere bakker med smeltevandsler i overfladen. Den største af disse er Skovstrupplateaubakken. Smeltevandsleret ses i plateaubakkerne, men også i andre mere uregelmæssige mindre bakker. Smeltevandssand og grus findes i bakketoppe i de høje bakker, i slugter og lave områder, og i kanten af plateauerne med smeltevandsler.
De høje bakker
Frøbjerg Banker Frøbjerg Banker er et uregelmæssigt område med flere toppe. Den højeste er Frøbjerg Bavnehøj som er Fyns højeste punkt på 131 m. Bankerne har i den vestlige del morænesand og morænegrus i overfladen. Den østlige del består af moræneler – med et enkelt indslag af smeltevandsgrus. Grus- og sandstrøget fortsætter mod vest i en lavere kote (53 til 60m) og er forbundet til bakkerne mod vest. Sandstrøget følger terrænet tværs over Centrallavningen eller hæver sig nogle meter over det omgivende terræn.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Brændholt Bjerg Brændholt Bjerg er 600x400 m; det er en topbakke med regelmæssig form. Der er moræneler i overfladen mod NV med toppen i ca. 86 m. Mod øst og syd er jordarten smeltevandssand. Her ligger det højeste punkt, der er 115 m.
Fladbakkerne øst og syd for Frøbjerg Banker.
Brændholt Brændholt Plateauet er en lerbakke der ligger sydvest for Brændholt Bjerg. Det har en udstrækning på 800x800 m. Koten i den højeste sydlige del ligger på 89, mens de på den lavere nordlige del er 83. Brændholt Plateauet hæver sig, hvor den er mest markant, over det omgivende terræn med skrænter på 20 m. Den østlige del af plateauet er på jordartskortet angivet som smeltevandssand, mens resten af fladen er angivet som smeltevandsler. Smeltevandssand findes i den nordlige og østlige del af plateauet, hvor det forbinder sig med andre smeltevandsstrøg. Det ligger noget lavere end lerplateauet, og kan tolkes som dele af terrasse med kote ca. 68 til 70 m.
Kalbjergtorn Kalbjergtorn plateauet ligger i kote 90 og hæver sig markant over det omgivende terræn der har højder fra 72 og op. Jordarten er overalt angivet som smeltevandsler, og DGU nr. 145.2406 viser mere end 6 meter diluvialler. V. Milthers (1940) bemærker de lerfyldte dalsænkninger i Kalbjergtorn og Brændholtplateauet, og forklarer dette med at de under aflejringen af leret har været opfyldt af isbræmmer.
Talleruplund Bakken er 1200 x 600 m (0,8 km2), og har en høj sydøstlig del hvor plateauet går fra ca. 82 m til 76 m og en vestlig del hvor højderne går fra 70 til 74 m. Plateauet har sit laveste område i et bælte tværs over plateauet i den vestlige del. Plateauets grænse mod omgivelserne er markant, f.eks. mod vest hvor det omgivende terræn ligger i kote 50. Slugter mod vest og syd munder ud i kote 58. På jordartskortet er plateauet angivet som område med smeltevandsler i overfladen, bortset fra et mindre område mod syd hvor et lavtliggende sandområde kiler sig ind, og et område med ferskvandsgytje. V. Milthers (1940) omtaler Tommerup Teglværks lergrav i området med 100 m lange snit i lagdelt stenfrit ler med en tykkelse på 2 til 8 m. Det stenfrie ler hviler på moræneler, øverst er 3 til 5 m gult ler med årsvarv. Der er mindst 16 årsvarv, med en tykkelse på hver 30 cm, markeret af en 10 cm bred lys stribe. De lyse striber er guirlandeformede og nogle steder er de nederste dele af guirlanderne fortykkede. Dette kan han ikke forklare. Mod syd bliver lagene tyndere, og et enkelt sted er der en flage af moræneler 2 m under overfladen, og der ses enkelte sten, og lagene bliver mere sandede.
Skovstrup Skovstrup lerplateauet har et areal på ca. 2,5 km2. Plateauets toppunkter ligger i 87 m, og den sydlige flade har højder på 85 til 87 på store dele af fladen. Den nordlige del er mere ujævn. Højdeforskellen til det omgivende terræn er mellem 15 og 20 m. Der er smeltevandssand i det sydvestlige hjørne af plateauet. Dette område ligger ca. 2 m lavere end det tilgrænsende smeltevandslersplateau.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 7
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
V. Milthers (1940) mener der kan være 2 forklaringer på den ujævne nordlige del, enten er issøstadiet indtrådt senere her, eller aflejringen er sket på isen.
Spor af bortsmeltning af isen Skovstrup og Talleruplund
Rundt om Skovstrup og Talleruplund plateauerne munder der aftapningskløfter højere oppe end det nuværende terræn. For den sydlige del af plateauet er aftapningskløfterne smalle og korte. Nord for en linie ved Høgsholt har kløfterne en anden karakter, og her er plateauet samtidig lavere. Ved Høgsholt og nordpå har issøen ligget på en uregelmæssig isbund. Det er i denne retning størstedelen af søen er drænet idet det er her søens afgrænsning mod omgivelserne først er blevet så lav at søen har kunnet begynde sin tømning. Det har ført til en selvforstærkende proces, som beskrevet under Væde Hede. Kløfterne udmunder i 3 højder. Langs sydkanten og østkanten til Høgsholt udmunder de i kote71 til 74. Nord for Høgsholt i kote 65. På vestsiden af Talleruplundplateauet udmunder de i kote 57. På Skovstrup Plateauets vestlige del er kløfternes udmundingshøjde 63 m. På vestsiden af plateauet ligger en terrasse i ca. 72 m højde. I slutfasen har den afgrænsende is har haft varierende højde og har nærmet sig klumper uden indbyrdes sammenhæng. Det giver forskellige udmundingshøjder for aftapningskløfter og mulighed for nye sødannelser mellem plateau og isrester, hvor der aflejres smeltevandsler eller smeltevandssand i terrasser. På figur 2 nedenfor ses de skarpt tegnede kløfter på den sydlige del, med udmunding over det omgivende terræn. Længere mod nord ses den uregelmæssige del af plateauet, hvor søen har haft sin bund på is.
Bud på en dannelseshistorie Frøbjerg banker og Brændholt bjerg kan opfattes som Moulin Kames i et grusstrøg der har ledet smeltevand mellem to lober mod vest. Toppen af Frøbjerg Banker ligger lidt højere end toppen af grusplateauet ved Vissenbjerg (129 m), men ikke meget. Frøbjerg Banker har en langt mere uregelmæssig form end Vissenbjerggrusplateauet og kan være afsat på is, så højden af isen ved aflejringen kan have været højere end de 131 m. Terrassedannelserne omkring Brændholt Bjerg er forholdsvis lave, og den nogenlunde jævne overflade tyder på at de ikke er aflejret på isen, men direkte på bunden. De er formentlig aflejret ret sent. Lerplateaubakkerne har toppen i højden 91 til 82 m med det højeste syd for Frøbjerg Banker og lavest på Talleruplund plateauet. Der er slugter mellem bakkerne, og dannelsen af bakkerne følger formentlig mønsteret fra Væde Hede. Dele af plateauerne er aflejret på isen, f.eks. den nordlige del af Skovstrup plateauet. Afdræningskløfterne på den sydlige del af Skovstrup plateauet har derimod en helt anden karakter end Væde Hule. De når ikke langt ind på plateauet, og de er smalle, og der er flere af dem. Det tyder på at søbunden ikke er aflejret på isen, eller at i hvert fald kun en smal bræmme af søen har haft sin bund på isen. Aftapningsslugterne munder ud i skrænten over det omgivende terræn, og isen har ligget med toppen i kote 71 til 65, højest mod syd, da dræningen af søerne er sket. Se figur 4.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Talleruplund Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 8
Høgsholt
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Uddrag fra Kulturmiljørådet og Museumsrådets gennemgang
Lilleskov teglværk ”Teglværket grundlagdes i 1905, men i 1929 begyndte man at flytte produktionen over på den anden side af vejen. Den endnu stående ringovn med 18 kamre er opført i 1931, og 1965 udvidet med fire kamre. Tørreladerne blev rejst 1929-39, hvor de var på 15 fag i en etage – alle er senere forhøjet. Det bevarede maskineri er installeret i 1965. Produktionen indstilledes i 1983, og 1985 overtog Foreningen Lilleskov Teglværk bygningerne, hvor der siden har været museum.”
Tommerup teglværk ”Tommerup Teglværk Blev opført 1910 af brødrene Mads og Niels Rasmussen. I 1964 påbegyndte man opførelsen af et nyt tunnelovnsteglværk i Skovstrup. I 1983 ophørte produktionen på det gamle teglværk, som blev revet ned. I 1987 etableredes et keramisk værksted i Skovstrup. I 1993 var problemerne med den ordinære produktion blevet så omfattende, at A/S Tommerup Teglværk måtte standse betalingerne. Inden udgangen af 1993 oprettedes et nyt selskab – Aktieselskabet Tommerup Bygningskeramik, som fortsat er i drift. Eneejer er Pipers Teglværker A/S.”/SCJ/
Administrative forhold og ejendomsstruktur Frem til 1966 var den vestlige del (Orte) en del af Skydebjerg-Orte sognekommune. Derefter har det frem til 2006 hørt under Årup. De tilgrænsende søgne mod syd har frem til 1966 hørt under Ørsted, derefter under Glamsbjerg frem til og med 2006. Den vestlige del var del af Tommerup-Brylle Sognekommune frem til 1966. Herefter hørte de østlige ejerlav under Tommerup Kommune frem til kommunalreformen i 2006. Hele området er i dag Assens Kommune.
Figur 4 -ejerlav
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 11
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Mange af ejerlavene i området er enkeltgårde: Topgård, Tallerup, Brændholtgård. Dette gælder dog ikke Skovstrup og Frøbjerg.
Figur 5 - ejendomsstruktur
Ejendommene i området er her tematiseret efter hovedejer. Området har mange små ejendomme. . Underområderne
Talleruplund Naturgeografisk beskrivelse: Se ovenfor. Bakken er den nordøstligste og morfologisk mest markante af lerfladbakkerne.
Lilleskov Teglværksmuseum ligger ved den sydlige skrænt af fladbakken.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 12
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Centrallavningen et af de steder i storskaladødisområdet, hvor man nærmer sig den store skala. Bakken indgår sammmen med andre lerfladbakker og Brændholt Bjerg og Frøbjerg Banker som Centrallavningens markante grænse. Denne opleves på nært hold, men kun vanskeligt på afstand i Centrallavningen, hvor den fremtræder som en skovbevokset bakke, hvis form ikke klart erkendes..
Værdi Bakken ligger på grænsen af Centrallavningen og udgør sammen med andre lerfladbakker samt topbakkerne Brændholt Bjerg og Frøbjerg Banker Centrallavningens markante grænse. Geomorfologisk er den en af de mest markante strukturer i området. Plateuaet har mange af de karakteristika der kendetegner plateauerne:Den flade top, de markante skrænter og aftapningsrender. Samtidig er der væsentlige kulturminder knyttet til teglværksindustrien i område, særligt i form af det fredede Lilleskov Teglværk med bane op til toppen af plateauet. På den baggrund har plateauet stor værdi som fortælling om dannelseshistorien og den industri der er resultat af at smeltevandsleret har været tilgængeligt.
Tilstand Imidlertid er styrken af specielt de geomorfologiske elementer svækket af byvækst og skovvækst. De dominerende visuelle elementer er udsigtsvillaerne og skoven på fladbakken og dens skrænter. Selve lergravningen har sat sig tydelige spor, men det er ikke denne der har ændret områdets karakter.
Sårbarhed Plateaubakken er sårbar over for skovplantning og byvækst og i et vist omfang over for terrænændringer. På grund af den svækkelse af områdets værdier som byvækst og skovvækst har medført vurderes at en gravning af såvel gulbrændende som rødbrændene ler ikke vil forringe områdets fortælleværdi – forudsat at indvindingen sker med omtanke i forhold til museumsteglværket.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 13
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Høje målebordsblade baserer sig på opmåling 1862-67 med revision i 1883-90.
Teglværk i bakken i nærheden af stationen
Lave målebordsblade er opmålt i perioden 1928- 1945 Tommerup Teglværk er etableret tættere på byen og der er kommet et nyt teglværk til på sydsiden af bakken.
4 cm kort – nutidige
Byen er på vej ind over bakken, og størstedelen af bakken er skovbevokset. Lilleskov Teglværk er flyttet over på den anden side af vejen, og er nu museumsteglværk.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 14
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Skovstrup Bakken er den største af lerfladbakkerne øst for Frøbjerg. Den ligger syd for Tallerup og markerer sig derfor ikke ligesom Tallerupplateauet i forhold til Centrallavningen. Se den samlede beskrivelse ovenfor. På fotos nedenfor er vist hvorledes de to dele af fladen: den ujævne nordlige del og den sydlige flade del fremtræder.
Lerplateaubakken er påvirket af råstofgravning både af gulbrændende og rødbrændende ler.
Kulturhistorie Skovstrup har været en del af Tommerup Sognekommune frem til 1966. I dag ligger området i Assens Kommune.
Ejerforhold: Området består af aflange parceller fra ganske små parceller fra ½ ha til 25 ha med et gennemsnit på 2 ha. Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 15
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Dette ejendomsmønster afspejler ejendomsstrukturen i sidste halvdel af 1800 tallet som det fremgår af kortet.
Markstruktur Området er inddelt i lange smalle marker. Karakteren af markstrukturen er ikke ændret siden slutningen af 1800-tallet. Hegn mellem markerne er forsvundet i begrænset omfang.
Bebyggelse Der er omtrent det samme antal brug og huse på ejendommen i dag som i slutningen af 1800-tallet – bortset fra parcelhusområdet mod nordøst. Skovstrup som tidligere hed Usselhuse er det eneste sted udover parcelhusområder der har karakter af samlet bebyggelse. Ved Skovstrupvej på plateauets sydlige del ligger der en industribygning. Den blev opført i 1964 som en udflytning af Tommerup Teglværk, og blev bygget som tunnelovnsteglværk. I 1993 blev den almindelige produktion opgiven og sidet har teglværket fungeret som keramisk værksted. Se den samlede beskrivelse ovenfor.
Skov – og natur Området er afgrænset mod øst af skoven Høgsholt. Syd for gør Præsteskov indblik til bakken vanskelig. Fladens aflange felter er hist og her udfyldt af skov. Naturområderne er primært gamle råstofgrave hvor der er indvundet gulbrændende ler.
Rumlig visuel analyse Fladbakken opleves på baggrund af opdelingen i aflange smalle parceller som et landskab med små rum, der dog giver mulighed for lange kik og oplevelse af den bølgede flade mod nord og den plane flade på den sydlige del. Den rumlige afgrænsning er lukket, idet hegnene er tætte og intakte. Med sine aflange parceller fremtræder området velstruktureret og dog komplekst idet det brydes af bygninger, mindre skove og tværgående hegn. De lange udsyn betyder at området på trods af opdelingen fremtræder forholdsvis roligt. Der er ingen større fremmedelementer i området der forstyrrer områdets karakter. Det tidligere teglværk og de gravesøer og terrænændringer der er en følge af lergravningen, følger de øvrige kulturhistoriske grænser, og fremtræder ikke som et fremmedelement. De oplevelsesrige elementer er de aflange parceller omgivet af hegn, hvor man i de mindre rum fladen er opdelt i opfatter forskellene i landskabsformen, såvel den bølgede nordlige del, som den flade sydlige del og fladbakkens afgrænsning ved skrænterne. Landskabskarakteren kulturhistorisk set har sin oprindelse i 1800-tallet med påvirkning af 1900-tallets teglværksindustri.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 16
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Værdi Området har stor værdi som fortælling om dannelsen af lerplateauer i et dødiskab, idet bakken har en lang række af de nøglekarakteristika som lerplateauerne i området har. Endvidere har fladbakken en velbevaret hegnsstruktur der fortæller om husmandsudstykninger fra 1800-tallet. Fladbakkens bygninger og spor efter gravning fortæller samtidig om menneskets udnyttelse af ressourcen. Fortællingen om bakkens form og dannelse og udnyttelsen af ressourcen er sker i et afvekslende og struktureret landskab.
Sårbarhed. Landskabet fremtræder som robust overfor den gravning der er foregået. Området er sårbart overfor tiltag der ændrer markstrukturen eller bebyggelse, der ikke kan indpasses i felterne og overfor anlæg af større skala, som højspændingsledninger og store infrastrukturanlæg.*/½
Høje målebordsblade baserer sig på opmåling 1862- 67 med revision i 1883-90.
Luftfoto 2013
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 17
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Brændholt
Naturgeografisk beskrivelse
Brændholt er den af lerfladbakkerne der ligger tættest på Frøbjerg Banker. Den er adskilt fra Frøbjerg Banker af en ca. 100 m bred slugt. Som beskrevet ovenfor er Frøbjerg Banker en grus- og morænebakke, der er dannet i issøer og vandløb ovenpå isen i begyndelsen af isens afsmeltning. I en senere fase hvor isen har været smeltet til et lavere niveau, har smeltevandsstrømmene skiftet leje til de områder der nu er lerplateauer. Lerplateauerne er dannet dels som issøer ovenpå isen (den østlige del af Brændholt), dels på ”fast bund” (den vestligste del af Brændholt).
Kulturhistorisk beskrivelse
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 18
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Teglindustri Der ses ikke spor af lergravning i lerplateauet. Der er ikke fundet oplysninger om teglværker indenfor området i de anvendte kilder. Vest for området har der i anden halvdel af ligget et teglværk: Frøbjerg Teglværk.
Administrativ ramme og ejerstruktur Fladbakkerne lå frem til 1966 i Skydebjerg-Orte sognekommune, hvorefter de blev del af Årup Kommune frem til kommunalreformen i 2007, hvor området kom under Assens Kommune.
Den vestlige og sydlige del af Brændholt er del af landsbyejerlavet Frøbjerg By, mens den nordøstlige del hører til Brændholtgård og Topgård ejerlavene. Ejendommene er af middel til lille størrelse. Se kortet foran.
Markstrukturen Markstrukturen er i slutningen af1800-tallet tydeligt forskellig for landsbyejerlavet og for enkeltgårdsejerlavene. Denne forskel er der fortsat - trods fjernelse af hegn inden for landsbyejerlavene. Kontrasten mellem landsbyejerlavet og enkeltgårdsejerlavet er således bibeholdt. I 50’erne ser man en underopdeling af markerne forstået som de felter der afgrænses af hegn. Denne underopdeling er ophørt i 60’erne. Områdets landbrugsproduktion er fortsat afvekslende med forskellige afgrøder fra mark til mark.
Bebyggelse På høje målebordsblade viser gårde og huse spredt langs vejene i området. Dette billede har ikke ændret sig på de høje målebordsblade. På luftfoto fra 1954 er der dukket yderligere spredte bebyggelser op langs Brændholtvej. Derefter sker der ikke den store udvikling i bebyggelsen, bortset fra at bygningsomfanget på de enkelte mindre parceller til boligformål er blevet lidt større.
Natur og skov På de høje målebordsblade er den sydøstlige del af Brændholt bevokset med skov. Skovarealerne er ikke øget eller ændret væsentligt frem til i dag.
Moseområder mellem bakkerne bærer i 1800-tallets slutning præg af indvinding af tørv. Disse områder er fortsat søer/moser/ tilgroede arealer.
Rumlig visuel analyse Landskabet er et storbakket landskab med vekslen mellem landskabsrum af forskellig størrelse, der samtidig veksler mellem lukkede rum og rum med vid udsigt over landskabet. Landskabsrummenes grænser
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 19
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
kan være halvåbne hegn, skove eller bakker der lukker for udsigten. På trods af denne vekslen virker landskabet roligt på grund af sine overvejende store linier. Vest for Brændholt Bjerg over mod Frøbjerg Banker er den smalleste del af slugten beplantet med skov. I øvrigt er terrænet uregelmæssigt og der er en gradvis overgang til bankerne. Dermed bliver samspillet med Frøbjerg Banker lettere sløret. De oplevelsesrige elementer er kontrasten mellem fladbakker, lave områder og Frøbjerg Banker samt flader og skrænter hvor disse er synlige på de større marker. Kulturhistorisk set er forskellen mellem landsbyejerlav og enkeltgårdsejerlav medvirkende til oplevelsen af et vekslende landskab.
Værdi Følgende elementer er karaktergivende naturgeografisk 1) Berændholts varierende form der afspejler Brændholts dannelse som en issø der delvis er aflejret på isbund, dels på fast bund. 2) Samspillet mellem Frøbjerg Banker og lerfladbakken. 3 Samspillet mellem fladbakkerne og de lave områder omkring dem.
Visse dele af landskabets geomorfologiske dannelseshistorie kan umiddelbart aflæses, det gælder Brændholts opdeling i en ujævn del og en plateaudel, mens andre dele af den geomorfologiske historie er vanskelig at aflæse på grund af skovplantning. Landskabskarakteren kulturhistorisk set har sin oprindelse i 1800-tallet med påvirkning i 1900-tallets bebyggelsesspredning. Bakkerne er ikke påvirket af lergravning eller andre terrænændringer og er derfor intakte.
Sårbarhed Området er sårbart overfor tiltag der ændrer landskabsformerne i de centrale områder og overfor ændring i landbrugsdriften.
Tilknyttede områder
Kalbjergtorn Et par hundrede meter syd for Frøbjerg og Brændholt ligger nogle mindre interesseområder. Det mest markante af disse er Kalbjergtorn. Den har form af en topbakke og ikke et plateau. Denne bakke er markant og vil være sårbar overfor gravning af gulbrændende ler og oplevelsen af bakken kan også forringes ved gravning af rødbrændende ler, hvis dette kombineres med en jordforbedring i form af udjævning af terrænet.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 20
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3E
Litteratur SCJ/ Rapport om Industrisamfundets kulturarv på Fyn, Kulturmiljøråd Fyn, Museumsrådet for Fyns Amt, Søren la Cour Jensen, januar 2005.
LHL/ Lars Henrik Larsen i ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001
Det kongelige Biblioteks flyfotodatabase
KA/ Kulturarvsstyrelsens database: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 21
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Sårbarhed ...... 15 Voesbjerg Skov og Grønnefald ...... 15 Naturgeografisk beskrivelse ...... 15 Kulturhistorie ...... 16 Rumlig visuel beskrivelse ...... 17 Værdi ...... 17 Sårbarhed ...... 17 Brahesholm ...... 18 Naturgeografisk beskrivelse ...... 18 Kulturhistorie ...... 19 Rumlig visuel beskrivelse ...... 20 Værdi ...... 20 Sårbarhed ...... 20 Lerbjerg ...... 20 Naturgeografisk beskrivelse ...... 20 Kulturhistorie ...... 21 Rumlig visuel beskrivelse ...... 21 Værdi ...... 21 Sårbarhed ...... 21
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 2
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Fra Grimsbjerg mod Brentebjerg og Frøbjerg Banker i baggrunden.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 4
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Området generelt
Naturgeografisk beskrivelse af området vest for Frøbjerg Banker
Figur 1 – 3D fremstilling med jordartskort
Området er en del af storskaladødisområdet omkring Vissenbjerg. Storskaladødisbakkerne ligger i tre strøg der danner en trekant omkring et område med småskaladødisrelief (Benævnt "Centrallavningen"). Den sydøstligste af disse bræmmer løber fra Brahesholm til Tommerup I denne bræmme ligger der syd for Frøbjerg Banker 5 lerplateauer: Lerbjerg, Brahesholm, Voesbjerg, Grønnefald og Grimsbjerg. Det østligste, Grimsbjerg, støder op til en høj morænebakke med morænesand og smeltevandssand i dele af bakke her angivet som Brentebjerg. Den består af tre bakketoppe i et uregelmæssigt bakkekompleks hvis højeste punkt er 110 m. Disse plateauer er de sydligste lerbakker i Vissenbjergområdet. Grænsen mellem dødisområdet og området syd for er ikke skarp: Relieffet er fortsat højt sydpå, og landskabet er roligt.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 8
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Kulturhistorie bakkerne vest for Frøbjerg Banker Teglværker og lerindvinding
Figur 2 – 3D fremstilling med de tidligere teglværker i området. Første årstal angiver enten teglværkets oprettelsestidspunkt eller det tidspunkt hvor teglværket nævnes først. Det andet årstal er det år teglværket er nedlagt eller det år det senest er nedlagt. 0-0 betyder at oplysningerne om teglværket er yderst usikre.
Vedstårup teglværk (Strøjer Tegl) sydvest for området er et af de to teglværker der stadig er aktive på Fyn. Derudover har der været teglværker i Søllested lige syd for Lerbjerg, i den østlige rand af Grimsbjerg fladbakken og nord for fladbakken. Der ses spor af formentlig nyere gravning i Lerbjerg og i Grimsbjerg.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 9
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Ejendomsstruktur og administrative forhold
Lerbakkerne Grimsbjerg og Grønnefald (Højbjerg) lå frem til 1967 i Ørsted Sognekommune. De tre lerbakker, Brahesholm, Bakken syd for Vedtofte og Voesbjerg Skov har været del af Søllested- Vedtofte sogn frem til 1966 hvor sognet indgik i Glamsbjerg Sognekommune. Derefter var bakkerne del af Glamsbjerg Kommune frem til den seneste kommunalreform fra 2006.
Figur 3- ejerlav Ejendommene farvelagt efter ejerlav. Der er altovervejende tale om landsbyejerlav, bortset fra Brahesholm og Krengerup Hgde.
Figur 4 - ejerforhold Ejendommene farvelagt efter hovedejer – 2014. Det ses at ejerforholdene ikke afspejler ejerlavsstrukturen. Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 10
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
En meget stor del af arealet er tilknyttet Brahesholm og Krengerup (grøn skravering). Arealet omfatter lerbakken nord for Brahesholm, det meste af lerfladen knyttet til Voesbjerg skov og fladen mellem Voesbjerg Skov og Grønnefald. OBS skovene giver en mørkere grøn nuance. Skovene ejes af samme ejer som også ejer de omkringliggende landbrugsarealer.
De kulturhistoriske træk er uddybet nedenfor for hvert enkelt af områderne
Sammenfattende om områdets kulturhistorisk værdier Området har i dag overordnet karakter af et åbent landskab med skove. Heri ligger mindre områder der er præget af små rum afgrænset af hegn. Kulturlandskabet er i dag præget af monokulturer. Kun for en bakken ved Brahesholm har dette åbne udtryk er sin baggrund i et oprindeligt herregårdslandskab (Brahesholm hovedgård). Størstedelen af Grimsbjerg, Grønnefald, Voesbjerg og Lerbjerg har tidligere været opdelt i mindre rum, og indgår i landsbyejerlav. Der er sket udtynding af bebyggelse og hegn i 1900-tallet og efter årtusindskiftet er udviklingen accentueret ved at der dyrkes stort set samme afgrøde på store og små marker. Der er reminiscenser af det tidligere opdelte landskab på Lerbjerg og midt på Grimsbjerg. De historiske karaktergivende elementer er derfor kun i god tilstand for så vidt angår bakken nord for Brahesholm, og stort set kun dette område kan derfor af kulturhistoriske årsager anses for sårbart.
Rumlig visuel analyse Området er overordnet set præget af store rolige linier med store marker der åbner for udsyn over lavninger, skrænter og bakker. Rummenes afgrænsning er i meget stor udstrækning de geologiske dannelser, suppleret med skove. Rummene der åbner sig er varierede, men primært i den store skala. Der findes indenfor området mindre enklaver med lukkede rum på Lerbjerg og på omkring Hestehavevej på Grimsbjerg.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 11
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Underområder
Grimsbjerg
Naturgeografisk beskrivelse Grimsbjerg er den østligste af lerbakkerne. Den støder op til et kompleks af høje morænebakker med morænesand og smeltevandssand i dele af bakken (Brentebjerg- højeste punkt i kote 110).
Fladbakken har et uregelmæssigt relief. Mod sydøst ligger dens top i kote 104. Den nordøstlige del ligger i kote ca. 95 og mod vest ca. 85. Bakken er ca. 2,5 km2 stor. Smeltevandsdelen er heraf knap 2 km2 stor. Jordarten er smeltevandsler, bortset fra et mindre område med smeltevandssand, der falder omtrent sammen med en 200 m bred dal med åbning mod sydvest.
Grimsbjerg grænser mod øst op til en morænebakke med indslag af smeltevandsgrus og morænegrus. Morænebakken er højere end fladbakken. På foto side 4 ses den fra Grimsbjerg i retning mod ØNØ. Smeltevandsfladen i forgrunden dykker ned i lavningen mellem den og Brentebjerg. I Baggrunden til venstre skimtes Frøbjerg Banker
Den sydvestlige skrænt er skovklædt, og ses bedst i vintermånederne
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 12
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Kulturhistorie
Tegn på tidligere råstofgravning og aktuel råstofgravning
Tidligere lergrave, der har været aktive efter 1972 er vist med brun afgrænsning. Højdemodellen har synlige spor af gravning derudover i den østlige del af arealet ved det gamle teglværk. De tidligere lergrave er i dag dels natur med skov/krat og søarealer eller landbrugsarealer.
Ejendomsstruktur Som nævnt ovenfor hører meget store dele af lerfladbakkerne i området til Krengerup – Brahesholm. På den nordøstligste bakke, Grimsbjerg, er det den sydvestlige del af bakken med Hestehaveskov og arealet øst herfor der har samme ejer som godserne. Den øvrige del af bakken indgår i små og mere eller mindre velarronderede mellemstore ejendomme.
Markstrukturen Monokulturen er i dag et væsentligt element i landskabsoplevelsen. Se hvedemarkerne på foto 649 og 654 ovenfor. På de høje målebordsblade fra anden halvdel af 1800-tallet ses et landskab der er opdelt i mindre felter af hegn. Dette billede har allerede ændret sig i 1900-tallets første halvdel hvor der er færre hegn. Udviklingen hen mod et mindre opdelt landskab er fortsat frem til i dag. På luftfotos ses samtidig hvordan afgrødestrukturen har ændret sig fra en stærkt varieret afgrødestruktur frem til stort set monokultur.
Bebyggelsens udvikling Fra kortet fra slutningen af 1800-tallet frem til 1900-tallets midte sker der en beskeden udvikling i bebyggelsen. Der er kommet en skole og enkelte huse til. På de høje Målebordsblade fra 1862-67 med revision i 1883 til 90 er der et teglværk i bakkens østlige skrænt/LHL/. Teglværket er først nævnt i 1865 og senest nedlagt i 1871. Det benævnt ”Krengerup Teglværksgård” i det Kongelige Biblioteks database over skråfotos. Der er tyndet ud i husene omkring teglværket frem til nutiden, til gengæld er der opført huse langs landevejen til Nårup i bakkens østlige del. I 70’erne opføres en lang landbrugsbygning nord for Nårupvej. Der er overordnet set ikke sket nogen ændring i bebyggelsestætheden siden 1900tallets midte.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 13
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Bebyggelsen langs Hestehavevej på lerfladbakkens flade midte er bedst i overensstemmelse med det indtryk man har kunnet få af området tilbage til slutningen af 1800-tallet. De tidligere småejendomme i området fungerer som hobbylandbrug, hesteejendomme eller beboelser, hvor jorden indgår i dyrkningen af de omkringliggende store marker.
Foto: Hestehavevej
Rumlig visuel analyse Området er et storskala dødislandskab med god visuel forbindelse mellem Grimsbjerg fladbakken og de højere bakker øst for: Brentebjerg og Frøbjerg Banker. Det åbne landskab betyder at der flere steder fra vejene er godt indblik til skrænterne.
Bakken markerer sig med skrænter ud mod de lavereliggende arealer og ved slugten mellem fladbakken og Brentebjerg. De centrale dele af fladbakken er inddelt i små rum, men størstedelen af bakken, skrænterne står i åben forbindelse med arealerne omkring bakken. De yderste dele af bakken fremstår som store intensive landbrugsarealer, dog brudt til en vis grad af gamle hegn. Disse hegn fremstår i et vist omfang som relikter i et landskab der i øvrigt ligner en forlængelse af herregårdslandskabet omkring Brahesholm.
Værdi Bakken fortæller historien om dannelsen af lerfladbakker i iskarst under afsmeltningen af isen. Fortællingen indeholder de samme elementer som ved Væde Hede, og mange af de nøglekarakteristika der optræder ved denne type bakkekomplekser er til stede. Plateauet har en karakteristisk slugt op mod Brentebjerg, det har markante skrænter, der dog er noget fligede mod vest, og den karakteristiske jævne flade opleves inde på bakken. De åbne rum gør det muligt at opleve disse karakteristika.
Bakken har vist sig robust over for de gravninger der er foretaget i bakken. De kulturhistoriske træk er primært resultatet af de sidste 10-20 års udvikling, dog er området omkring Hestehavevej en forholdsvis velbevaret reminiscens fra tidligere husmandsudstykninger.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 14
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Sårbarhed Gravning efter rødbrændende ler efterlader kun lidt lavere landbrugsarealer og ændrer ikke på karakteren af landskabet.
Indvinding af gulbrændende ler med etablering af natur og søer kan bidrage til at bevare interessen for bosætning og bibeholde den sidste reminscens af landskabsrum i mindre skala.
Voesbjerg Skov og Grønnefald
Foto: Voesbjergbakken set fra NV
Naturgeografisk beskrivelse
Grønnefald Bakken er 0,6 km2 stor, og har topkoten i 104 m. Den nordlige del er den højeste og plateauet mod syd har højeste punkt i kote 90 og bakken skråner let ud mod kanterne. Jordarten er stort set kun smeltevandsler; der er dog et mindre indslag af smeltevandssand. Fladbakkens sydvestlige del er en jævn flade med enkelte aftapningskløfter i kanten. Bakken hæver sig ca. 15 m over det omgivende terræn. Mod syd mod moseområdet Stævningen ses hældninger tæt på 20%. Der er aftapningsslugter i skrænten, som ender over det omgivende terræn. Den østlige del er noget mere ujævn, men hæver sig 20 m over det omgivende terræn med en hældning på 10%. Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 15
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Voesbjerg Bakken er ca. 1 km2 stor og har en ujævn overflade med bakketoppe i kote 97 m, 93m og 91 m. Bakken er på jordartskortet angivet som smeltevandsler. Der er smeltevandssand i den nordligste kant af bakken, og der er indslag af ferskvandssand. Kanten af bakken er angivet som moræneler. Vest for Voesbjerg ligger et småbakket område der har smeltevandsgrus i overfladen. Mod syd har den en højdeforskel i forhold til det omgivende terræn på ca. 20 m. Mod nord 25 m med stigninger på 10-15%.
Lavning syd for Grønnefald (Stævningen) Syd for Grønnefald og øst for Voesbjerg strækker sig en 2½ km lang og 300-600 m bred lavning i østlig retning. Dens nordlige og vestlige grænse mod Voesbjerg og Grønnefald og en mindre sandbakke øst for følger næsten rette linier, mens den mod syd har en bugtet grænse mod små runde bakker. Der er formentlig her et aftryk af den sidste dødis syd for bakken. Dens jævne flade må tilskrives senere aflejring på en søbund og tørvedannelse. Bunden af lavningen ligger i kote 70. Den stejle nederste del af skrænten mod Grønnefald har øverste kant i kote 80, men en kløft munder ud i kote 76. Afledningen er sket enten ud over isen eller til en sø med vandspejlet i kote ca. 76. Der kan have været opdæmmet en sø her i en periode. Tærskler rundt om søen ligger alle i kote 75 til 76, bortset fra tærsklen mod nord der ligger i kote 72. Herfra kan man følge en flade med samme kote eller lidt lavere på den anden side af lavningen.
Kulturhistorie
Ejendomsstruktur og ejendomsstørrelser Voesbjerg og Grønnefald hører for størstedelen til Brahesholm og Krengerup. Syd for Voesbjerg Skov ligger dele af lerforekomsten dog inden for Bukkerup ejerlav med mindre gårde
Kulturhistorisk udvikling
Markstrukturens udvikling I slutningen af 1800-tallet og i midten af 1900-tallet var der er tydelig opdeling med herregårdsmarker vest for Voesbjerg Skov og opdeling i mindre rum ved hegn øst for Voesbjerg, Dette billede ændredes frem til nutiden hvor landskabet mellem skovene Voesbjerg Skov og Grønnefald får en åben karakter med store marker. Der er fortsat relikter af hegn omkring den næsten forsvundne landsby Højbjerg. På luftfoto ses at dyrkningen har udviklet sig fra 50’ernes mange afgrøder til nutidens monokultur. På landbrugsarealerne dyrkes der stort set kun en type afgrøde. Denne udvikling har taget fart siden årtusindskiftet.
Bebyggelsens udvikling I anden halvdel af 1800-tallet var der 3 gårde ved Højbjerg. Gårdene var allerede i midten af 1900-tallet reduceret til 2 huse. Disse er senere forsvundet.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 16
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Natur og skov Lerområderne er for en stor del skovbevoksede. Frem til nutiden er der sket en dræning af den store mose, Stævningen, syd for lerbakkerne. Skovområderne har stort set beholdt deres afgrænsning, men er dog udvidet lidt, specielt mod syd i den drænede mose syd for bakkerne.
Kulturlandskabets karakteristika sammenfattet Områdets primære karakteristika er dets åbenhed – sammensat af skove og store marker. Det synlige kulturlandskab er i høj grad resultat af udviklingen hen mod store bedrifter med monokulturer der er sket de seneste år.
Kulturlandskabets tilstand For området nordvest for Voesbjerg er der tale om et oprindeligt herregårdslandskab mens de øvrige områder har fået deres nuværende åbne karakter i begyndelsen af det 20. århundrede. Der er således i kulturhistorisk henseende ikke tale om et velbevaret landskab.
Kulturlandskabets sårbarhed Kun vest for Voesbjerg skov har det åbne landskab en længere historie. Det vurderes at kulturlandskabet uden for dette område som kulturlandskab betragtet ikke er sårbart over for gravning af hverken rødler eller gulbrændende ler.
Rumlig visuel beskrivelse Området fremtræder som et storskaladødislandskab med skove og spredte hegn. Fladbakkernes markante skrænter eller kuplede form ses stedvis fra vejene, men er for en stor del skovbevoksede,. Området opdelt i store rum afgrænset af bakker og skove.
Værdi Bakkerne har en række af de nøglekarakteristika der gælder for bakker dannet i iskarst med slugter imellem. Særligt væsentligt er samspillet med det nu drænede større moseområde syd for, hvor skrænterne er stejle ned mod mosen med afløbskløfter der ender midt på skrænterne. Stævningen og de to fladbakker samt det lave område mellem bakkerne fortæller en helt særlig historie om netop dette områdes dannelse. De kulturhistoriske træk afspejler en udvikling hen mod storlandbrug som særligt har taget fart inden for de seneste årtier.
Sårbarhed Områdets helt særlige karakteristika vil forsvinde ved indvinding i skrænten ud mod Stævningen og i de flader der grænser op til denne. Også rødlersgravning på disse arealer kan være betænkelig. På andre dele af bakken vil rødlersgravning have en begrænset indflydelse på oplevelsen af landskabet. Gravning af gulbrændende ler i de øvrige synlige skrænter og i fladen vil også påvirke oplevelsen af bakkernes markante skrænter ud mod det omgivende terræn og områdets rolige indtryk.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 17
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Høje målebordsblade baserer sig på opmåling 1862-67 med revision i 1883-90.
4 cm kort – nutid
Brahesholm Lerbakken nord for Brahesholm.
Naturgeografisk beskrivelse Vest for Lerbakken ligger et bakkekompleks, som er en uregelmæssig bakke med flere toppe, hvoraf den højeste er 96 m. Bakken består hovedsagelig af moræneler og smeltevandsgrus. Lerbakken er ca. 0,5 km2 stor og har højeste punkter i 88 og 87 m. Den fremtræder som sammensat af et plateau flankeret af 2 mindre bakker. Bakken er angivet som smeltevandsler på jordartskortet. Dannelseshistoren ligner dannelseshistorien for Væde Hede. Den høje uregelmæssige bakke er dannet tidligt i forløbet på et underlag af is, mens den østlige lerfladbakke er dannet senere i forløbet. Aflejringen er sket i 3 søer i isen. Den største af bakkerne er dannet i en issø, hvor bunden for størstedelen har ligget på isfrit terræn.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 18
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Bakken ved Brahesholm set sydfra
Kulturhistorie
Råstofgravning Der er ingen spor af råstofgravning i bakken,
Markstruktur Lerfladbakken nord for Brahesholm har kun en ejer i god overensstemmelse med at der er tale om et hovedgårdsejerlav. I anden halvdel af 1800-tallet var markstrukturerne tydeligt forskellige i hovedgårdsejerlavet og landsbyejerlav. Landsbyejerlavenes markstrukturer er frem til sidste halvdel af 1900-tallet blevet mere åbent. Fra 1954 og frem til i dag er der sket en udvikling fra en mosaik af afgrøder til stort set monokultur.
Bebyggelse En centralskole vest for lerbakken ved Brahesholm er tilføjet før 70. Derudover er der ikke sket ændringer i bebyggelsesstrukturen.
Kulturhistoriske karakteristika Bakken indgår i jorderne til Brahesholm hovedgård, og bakken har en åben karakter.
Kulturhistorisk tilstand Bakken nord for Brahesholm har i store træk bevaret sin karakter fra midten af 1800-tallet.
Naturområder Moser er opdyrkede, det gælder f.eks. ved Egemosedam.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 19
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Rumlig visuel beskrivelse Området er præget af store rolige linier med store marker der åbner for udsyn over lavninger, skrænter og bakker. Bakkens kuplede flader opleves fra lavninger, fra vejen over bakken og fra Grimsbjerg øst for- Rummenes afgrænsning er primært de geologiske dannelser, suppleret med hegn langs vejen. Det væsentligste fremmedelement er skolen, der er gravet ind i sidenaf topbakken-
Værdi Brahesholm har mange af de karakteristika der er typiske for lerplateuer der er dannet i samspil med højere bakkekomplekser. Der er en markant slugt mellem topbakken og fladbakken. Vejen gennem området løber i slugten. Den nemme tilgængelighed til dette område betyder at området på dette punkt har en god fortælleværdi. Bakken består lidt utypisk for en fladbakke af lettere kuplede flader. Disse former er synlige både fra bakken og over længere afstande. Bakkekomplekset har middel til høj værdi som fortælling om dannelsen af lerplateauer. Hovedgårdslandskabeet er accentueret af de seneste årtiers udvikling af storlandbrug, men har her i store træk beholdt sin karakter fra midten af 1800-tallet eller tidligere. Påden baggrund har området middel til stor værdi.
Sårbarhed Større gravninger i skrænterne vil påvirke oplevelsen af bakkerne. Bakkens karakter som sammensat af glatte kuplede bakker kan påvirkes af gravning af gulbrændende ler. Bakken er ikke sårbar over for gravning af rødbrændende ler hvis det sikres at bakken ikke retableres med mindre stejle hældninger end de nuværende med henblik. Indvinding af gulbrændende ler kan påvirke oplevelsen af det oprindelige herregårdslandskab som et sammenhængende åbent landskab uden fremmedelementer.
Lerbjerg Naturgeografisk beskrivelse Lerbjerg ligger vest for Voesbjerg og har en jævn overflade i 80 m højde. Bakken har i sin form karakter af en aflang issøbakke med stejle skråninger i retning mod nord (20 m og en hældning på 15%) og mod øst. Mod vest er bakkeranden fliget og går over et landskab af bakker i mellem skala. Bakken ligger uden tilknytning til større moræneler eller grusbakker. Den har markante grænser mod nord på ca. 20 m og en hældning på 15 %.
Lerbjergs østlige skrænt Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 20
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Kulturhistorie
Lergravning Der har været gravet på den sydlige del af bakken. Gravningen er foregået i nyere tid.
Markstruktur Ejerforholdene afspejler landsbyejerlavet. Der er fortsat mange ejere på lerbakken sydvest for Vedtofte. Landsbyejerlavenes markstrukturer er frem til sidste halvdel af 1900-tallet blevet mere åbent. Fra 1954 og frem til i dag er der sket en udvikling fra en mosaik af afgrøder til stort set monokultur.
Bebyggelse Bebyggelsesstrukturen i Vedtofte er bibeholdt, men på udenfor landsbyerne er der opstået store landbrugsbyggerier, b.a. på Lerbjerg.
Skov og natur Der er meget lidt skov i området. Der er fortsat moser i de lave områder-
Kulturhistoriske karakteristika Bakken ved Vedtofte, Lerbjerg, bærer præg af det seneste tiårs udvikling hen mod et monokulturlandskab, med indslag af store landbrugsbygningskomplekser og enkelte hobbylandbrug. Der er oprindelig tale om et landsbyejerlav. Landskabet er – bortset fra meget små enklaver - ændret i retning mod at være en forlængelse af herregårdslandskabet
Rumlig visuel beskrivelse Bekken ligger i et mellemskaladødislandskab, og bakkens dimensioner afviger ikke væsentligt fra det omgivende terræn. Østfra kan man stedvis opleve den markante skrænt.
Værdi Bakken er egnet til at formidle dannelseshistorien som den er beskrevet i typeeksemplet enkeltbakke. Den er mindre markant end Ørsbjerg Ler både hvad angår skræntens kontrast til det omliggende landskab og aflæseligheden af fladens dannelseshistorie. Som fortælling om dannelseshistorien er bakken derfor af mindre betydning. Kulturmiljøet er stærkt præget af de seneste tiårs omdannelse af landsbyer til på den ene side storlandbrug og på den anden beboelse og hobbylandbrug. Kulturhistorisk set er området derfor af begrænset værdi.
Sårbarhed Der er tidligere gravet på den sydlige del af bakken, uden at dette generelt påvirker oplevelsen af landskabet. Det vurderes at rødlersindvinding ikke vil påvirke oplevelsen af landskabet. Indvinding af gulbrændende ler vil i de dele af skrænterne der er synlige over større afstande, kunne påvirke oplevelsen af lerbakken.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 21
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3F
Litteratur
LHL/ Lars Henrik Larsen ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001
Det kongelige Biblioteks flyfotodatabase
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 22
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3G
Naturgeografisk beskrivelse
Geomorfologi
Figur 1: 3-D fremstilling af bakken med jordartskort
I den vestlige del af ringen af storskala dødisbakker ligger en række bakker med lidt lavere topkote end bakkerne øst for Centrallavningen. Den sydligste af disse er Basselund, en lerbakke med smeltevandssand i randen. Vest for lerbakken er der en åsagtig struktur med sand i overfladen vinkelret på lerbakken. Nord for fladbakken adskilt fra denne af en slugt ligger Grøftebjerg – Egehøj med hovedsagelig moræneler og smeltevandssand i overfladen. Den nordlige bakke med Egehøj, Grøftebjerg og flere bakketoppe er en storskaladødisbakke på 1,2 km2 med uregelmæssig overflade. Den er adskilt fra den syd for liggende fladbakke ved en 10 m dyb slugt. Fladbakken syd for med gården Basselund er 1,7 km2 stor, Begge bakker er del af et stort dødislandskab dannet ved afsmeltningen af isen i slutningen af sidste istid. På den nordlige bakke er der smeltevandssand i den højeste del af bakken mod syd og i den nordlige bakke Egehøj er der smeltevandsler i overfladen. Den dominerende jordart er moræneler. Den nordlige bakke har en kuplet overflade med tre større bakketoppe og flere mindre. Den nordligste del af bakkekomplekset hvor der er smeltevand i overfladen er den jævneste. Højdeforskellen til det omgivende terræn er 15 m mod nord og 20-30 m sydligst. Hældningerne på skrænterne hvor de er stejlest er omkring 15 grader. Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 3
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3G
Basselund har form som en jævn flade med stejle skrænter langs kanten med enkelte aftapningsslugter. Fladen er svagt faldende mod vest. Skrænterne er 15-20 m høje. Skrænterne er meget ensartede og enkle i form mod nord, øst og syd mens overgangene til arealerne mod vest er mere varierende. Her går bakken mere umærkeligt over i et opdelt mellemskaladødislandskab med lukkede rum. Basselund plateauets højeste kote er 74. I kanten mod syd og vest ligger strøg af smeltevandssand med terrænkoten noget lavere, den sydlige med toppen i kote 68, og den vestlige med toppen i kote 60. Skrænten er markant, 15-20 m høj. Grus- og morænelersbakken nord for Basselund har toppen i kote 80. Både i Centrallavningen og vest for bakkerne er der lave uregelmæssige ikke orienterede bakker, som formentlig afspejler afsmeltning af dødis. Dog er lavningen meget jævn umiddelbart øst for fladbakken og ligner mere en smeltevandsslette end småskaladødislandskab. Det laveste område op mod bakken mod sydøst er mose. Mønsteret for tilbagesmeltning ved Basselund ligner processen ved Væde Hede. Da isen er smeltet ned under niveauet for søbunden er materialet skredet ud over den tilgrænsende is, og har beskyttet det mod yderligere nedsmeltning, så der dannes en slugt.
Kulturhistorie
Teglværker og spor af teglværksdrift
Figur 2 – 3D fremstilling med de tidligere teglværker i området. Første årstal angiver enten teglværkets oprettelsestidspunkt eller det tidspunkt hvor teglværket nævnes først. Det andet årstal er det år teglværket er nedlagt eller det år det senest er nedlagt. 0-0 betyder at oplysningerne om teglværket er yderst usikre.
Et skråfoto fra 1939 fra Det Kongelige Biblioteks arkiv viser et tidligere teglværk. Der er i Odense Amts vejviser fra 1906 omtalt et teglværk ved Basselund. /LHL/. Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 4
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3G
Dette fremgår også af de lave målebordsblade. Der er vifteformede spor efter en gravning i den nordlige del af plateuabakken. Der ses spor af moderne gravning flere steder.
Ejendomsstruktur og administrative forhold Lerfladbakken med omgivelser ligger i Assens Kommune. Ørsted By var indtil 1966 del af Ørsted Sognekommune. Derefter har ejerlavet frem til kommunalreformen i 2006 hørt under Glamsbjerg. Ørsbjerg By og Skydebjerg By har været del af hhv Kerte og Skydebjerg sognekommuner frem til 1966. Herefter hørte ejerlavene under Årup. Kaslunde By har været del af Barløse sognekommune frem til 1966. herefter hørte arealet under Assens.
Figur 3 -Ejerlav Ejerlavene er alle landsbyejerlav. Hvilket også afspejler sig i hovedejerstrukturen.
Figur 4 - Ejerforhold Ejendomsstrukturen er her opgjort efter hovedejer og ikke efter bedrifter. Forpagtninger indgår ikke. Der er en nogenlunde ensartet ejendomsstruktur. Der er kun en enkelt ejendom over 150 ha. Det der dominerer arealmæssigt er gruppen af ejendomme mellem 5 og 75 ha.
Markstruktur Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 5
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3G
I slutningen af 1800-tallet er der mange smalle marker omgivet af hegn. Disse forsvinder gradvis i den følgende periode. Som eksempel kan nævnes at der kan tælles 11 hegn i et bælte syd for Basselundsvej. I begyndelsen af det 19. århundrede er der forsvundet to af disse hegn. I 2013 er der dele af 2 -3 af hegnene tilbage. Herunder ses mindst 1 beskyttet dige at være forsvundet. Udviklingen hen mod en monokultur på fladbakken og arealerne omkring den er tydelig og har taget fart i det 20. århundrede. Der er tegn på samdrift af ejendomme, der har forskellige hovedejere.
Bebyggelsesstruktur På fladbakken er i 1800-tallets slutning kun 1 gård og 2 huse. Vest for Bogensevej ved det nordøstlige hjørne af fladbakken er der 2 mindre gårde eller huse. Og ved det sydlige hjørne er der 3 huse i Ørsted Bys vestlige udkant. Langs Bogensevej , ses der øst for vejen 1gårde (elmegård) og 3 huse. Mellem de høje og de lave målebordsblade, altså i begyndelsen af 1900-tallet slutningen af 1800-tallet etableres der et teglværk og der kommer 4 huse/gårde langs Basselundsvej og ene enkelt mindre gårs på Bjærgbakker kommer til. Ballegaard har etableret sig øst for Bogensevej syd for Elmegaard, og enkelte huse er kommet til langs vejene omkring fladbakken. Frem til 1954 øges antallet af huse langs de omkringliggende veje. Der er således bl.a. kommet 6-7 huse til vest for Bogensevej i tilknytning til Ørsted By Fra 1970 og frem er det først og fremmest landbrugsbygningernes udvikling der præger billedet. Landbrugsbygningerne er blevet større inden for de sidste 20 år, således har en svinefarm udviklet sig vest for Bogensevej mellem Bogensevej og fladbakken.
Natur og Skov. Fladbakken i slutningen af 1800-tallet primært landbrugsjord med enkelte småskove: Basselund, skoven nord for Basselundvej og småskove ved Bjergbakke på den sydlige del af plateauet. Samtidig med at Basselund Teglværk er dukket op er hovedparten af skoven nord for Basselundvej forsvundet. Vådområderne i lavningerne mellem bakkerne er delvis bibeholdt som beskyttede naturtyper, men i forhold til slutningen af 1800-tallet er arealerne reduceret til omtrent det halve. Vandløb nord for bakken er reduceret (rørlagt?), mens Puge Mølle Å syd og vest for bakken er bevaret som beskyttet vandløb. Teglværksgraven er i øvrigt kommet med som beskyttet naturtype (eng). Den intensive landbrugsdrift der er resultatet af de senere år har betydet at flere beskyttede diger på fladbakken er fjernet. Kulturhistorisk set er det de sidste 20 års udvikling i landbrugsdrift der præger marklandskab og bebyggelse. Bebyggelsesmæssigt er den småhusbebyggelse der er opstået langs vejene i det 19. århundrede et væsentligt element i landskabet.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3G
Rumlig visuel beskrivelse
Nordlige del af bakken set fra Bogensevej Mod øst fra den den sydlige del af bakken
Fladbakken opleves bedst langs Bogensevej og på den sydlige del af fladbakken. Fladbakken rejser sig i forhold til det omgivende terræn. Hegn på skrænten på tværs af højdekurverne fremhæver stigningen. Vest for bakken er terrænet meget kuperet, landskabsrummene små, og de overordnede linier i landskabet er derfor vanskelige at aflæse. Fra den nordlige del af fladen er der hegn langs veje og afbrydelser i form af huse og hegn. Mellem disse kan man få udblik til bakken nordfor og andre bakker der afgrænser Centrallavningen. Fra den sydlige del af bakken er der udsyn til de omkringliggende lave arealer. Færre hegn og mindre bebyggelse betyder at man herfra kan se ud over det omkringliggende landskab ud over den afgrænsning som plateaubakkens skrænt danner. De særlige karaktergivende elementer er de markante skrænter set i forhold til det omgivende meget jævne terræn mod øst. Det er endvidere den sine steder meget jævne flade samt samspillet med den højere bakke nord for. Oplevelsesmulighederne er kontrasten til det omliggende landskab som den opleves fra fladen og det er oplevelsen af den markante bakke i kontrast til det lave terræn fra Bogensevej. Oplevelsen af skrænten skæmmes af landbrugsbebyggelse vest for Bogensevej og vanskeliggøres sine steder af hegn og bebyggelse langs vejen. Den sydlige del af fladen er meget harmonisk med sine udkig og med den begrænsede bebyggelse. Den nordlige dels ældre huse og gravninger giver den nordlige del en mere vekslende karakter.
Værdi Geologisk set er området er et markant eksempel på en issø adskilt af en slugt fra en topbakke. Den har mange af nøglekarakteristika for denne type bakker i udpræget form, det gælder slugten mod bakken nord for, de stejle skrænter, aftapningsrender mv. Samtidig er bakken meget markant, de interessante elementer er synlige og selve bakken som landskabslement er synlig over store afstande. Dermed har bakken middel til stor fortælleværdi. Vidnesbyrdene om den tidligere råstofgravning i bakkens nordkant, fortæller om udnyttelsen af den naturgivne ressource for 50 til 100 år siden. Bakken har alt i alt middel til stor værdi. Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 7
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3G
Tilstanden opleves generelt som relativt god. Skrænterne er upåvirkede af gravning, men indblik til området skæmmes af landbrugsbyggerierne.
Sårbarhed Området er sårbart overfor byggeri og terrænændringer på skrænter og byggeri vest for Bogensevej. Den tidligere råstofgravning forringer i meget begrænset omfang oplevelsen af bakken. Det vurderes at bakkens landskabelige værdier ikke forringes ved rødlersgravning, såfremt dette ikke medfører udjævning af skråningerne, og det vurderes santidig at landskabet ikke er sårbart overfor gravning af gulbrændende ler på den nordlige del af fladen.
Litteratur Det kongelige Biblioteks flyfotodatabase
LHL/ Lars Henrik Larsen i ”De fynske teglværker ca. 1840-1908. En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering”, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 8
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3H
Naturgeografisk beskrivelse
Geomorfologi
Figur 1 - 3D- fremstilling lagt over jordartskort.
Ørsbjerg Ler indgår som den nordligste af de ”Vestlige bakker” som afgrænser en lavning fra Årup til Ørsted vest for inderlavningen. Bakken er ca. 1 km2 stor. Den er del af et stort dødislandskab dannet ved afsmeltningen af isen i slutningen af sidste istid.Der er smeltevandsler på fladen og på skrænten mod øst. På de øvrige skrænter er der moræneler.
Bakken har form som en jævn flade med stejle skrænter langs kanten. Fladen er svagt faldende mod NØ fra kote 67 til 54 < 2%). Skrænterne er meget ensartede og enkle i form mod syd, vest og øst, mens der er slugter i skrænten i retning mod nord. Skrænthældningerne er stejlest mod nord op til Brænde Ådal og er her sine steder stejlere end 45 grader. Bakken hæver sig 20 m over terrænet vest for og 20 til 30 m over Brænde Ådal og 30 m over terrænet syd fog øst for. Ørsbjerg Ler ligger 300 m fra den nærmeste bakke syd for (Egehøj) og 700 m fra plateauet mellem Årup og Skydebjerg.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 3
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3H
Dannelsen af Ørsbjerg Ler er sket i en sø der har været isdæmmet til alle sider. Aflejringen er sket på tidligere aflejringer i bunden af issøen. Da isen omkring den er smeltet bort er der kun sket en mindre deformation af skrænterne, og bakken står derfor med stejle skrænter ud mod det omgivende terræn. Kløfterne i bakkens nordside har formentlig afdrænet bakken i retning mod Brænde Ådal da issøen tømtes.
Kulturhistorie
Teglværker og spor af gravning Der er ingen underretninger om teglværker på eller ved bakken. Der ses spor af gravnng i smeltevandsleret i bakkens vestlige del. Graven har ikke været aktiv efter 1972.
Administrative forhold og ejerforhold Ørsbjerg Sogn hvor ledfladbakken ligger, var frem til 1966 en selvstændig sognekommune. Fra 1966 og frem hørte ejerlavet under Årup Kommune ligesom de omgivende sogne. Efter kommunalreformen i 2006 er området del af Assens Kommune. Ejerlavene er alle landsbyejerlav.
Figur 2- ejerlav
Figur 3- ejerforhold . Selve fladbakken er på forholdsvis få hænder
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 4
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3H
Der er kun en enkelt ejendom over 75 ha. Det der dominerer arealmæssigt er gruppen af ejendomme mellem 5 og 75 ha, der beslaglægger83% af arealet.
Markstruktur I slutningen af 1800-tallet er fladbakken og de omliggende områder opdelt i mellemstore felter af hegn. Der bliver færre hegn frem til de lave målebordsblade i begyndelsen af 1900-tallet og frem til 4 cm kortet. Nord for åen ligger ”Knold” eller ”Knoldshuse” der er opdelt i mindre felter. På luftfoto fra 1954 ses en yderligere opdeling af de felter der afgrænses af hegn i mindre marker med forskellige afgrøder. Dette mønster er ændret i 1970’erne og i 2013 er der samme afgrøde på stort set alle felter på marken.
Udviklingen hen mod en monokultur på fladbakken og arealerne omkring den er tydelig og har taget fart i det 20. århundrede. Der er tegn på samdrift af ejendomme, der har forskellige hovedejere.
Bebyggelsesstruktur På fladbakken er i 1800-tallets slutning kun 1 gård, Stadsbjerg Gård i vestsiden af bakkenog enkelte huse i randen af bakken. Ved Knoldshuse ligger der 5 huse. I landsbyen Ørsbjerg er de 4 længede gårde dominerende, vekslende med få huse. Dette billede ændrer sig ikke væsentligt frem til de lave målebordsblade omkring midten af 30erne. Af det nutidige 4 cm kort fremgår at Stadsbjerggård er fjernet og i stedet er der opført en landbrugsbygning uden bolig langs vejen over lerfladbakken.(Sket før 1970).
Natur og Skov. Fladbakken er skovløs bortset fra den nordlige skrænt. I slutningen af 1800-tallet lå der åer og vådområder mod nord og sydvest. Og mod sydøst lå et et stort moseområde og i lavningen var der flere mindre vådområder. Vådområderne omkring åerne er delvis bibeholdt, men af det store moseområde som optræder på kortene fra slutningen af 1800-tallet er der kun meget få felter tilbage. De mindre vådområder er helt forsvundet.
Rumlig visuel analyse Bakken opleves bedst fra stien tværs over lerfladen i retning mod Brænde Å. Den jævne flade står i kontrast til bakkerne i horisonten, og dens afgrænsning mod slugten opleves klart. I vinterperioden kan fladen opfattes i stort set hele sin udstrækning. Fra nord er bakken vanskelig at opfatte på grund af beplantning og terrænforhold. I Brænde Ådal opfatter man den markante ådal som et resultat primært af vandets påvirkning. Oplevelsen af området er påvirket af og hindret af skovplantningen i Brænde Ådal, der slører de stejleste skrænter og slugter. Mod vest er landskabet inddelt af et uroligt terræn, bebyggelse og hegn.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 5
Tillæg til Råstofplan 2012 – Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3H
Den væsentligste visuelle relation fra andre områder opleves i inderlavningen øst og syd for fladbakken. Dette område er åbent til Skydebjerg og til Bogensevej længere mod syd. Fra bakkerne mod øst og syd kan fladen også ses. De karaktergivende landskabselementer er Skrænten der hæver sig op over Centrallavningen Den jævne flade på toppen. Fladen falder mod nordøst og samtidig er der markerede terrænskift undervejs, så den fremtræder som aflejret i flere plateauer. De særligt stejle skrænter og slugterne op mod Brænde Ådal. Her er hældningerne så stejle at jordflydning kan ses på højdemodellen.
Fra Ørsbjerg Ler over mod ÅrupBy Værdi Den jævne flade med terrassering og de høje og stejle skrænter gør bakken til et markant og karakteristisk eksempel på lerfladbakkerne i Vissenbjerg dødisområdet. Bakkens former er letaflæselige fra lavningen syd og øst for, og dermed har den stor fortælleværdi. Sårbarhed Området er særlig sårbart over for tiltag der ændrer områdets nøglekararakteristika eller begrænser oplevelsen af dem. Oplevelsen af skrænterne (af en bakke der hæver sig over det omgivende terræn) vil være sårbar over for beplantning og bebyggelse på skrænterne og på det åbne terræn omkring bakkerne, der som nævnt strækker sig langt mod øst i inderlavningen og overfor gravning i skrænten. Oplevelsen af den svagt skrånende flade er primært sårbar over for bebyggelse og skovplantning, hegn og på kortere sigt af skovlignende afgrøder. Oplevelsen af fladen er endvidere sårbar overfor terrænreguleringer der efterlader et ujævnt terræn eller udjævner de eksisterende terrænspring. Fladens karakter af en jævnt skrånende flade vurderes ikke at blive påvirket af gravning af 1 m rødler under forudsætning af at der ikke samtidig foretages jordforbedring ved udjævning af terrænet.
Kortmateriale: Copyright grundkort© Geodatastyrelsen / DDO® copyright COWI 6