Mit Liv Jægergårdsgade

Mit liv Fortalt af Knud Andreas Kristensen 2013

Mine forældre - Margrethe Vonsild og Holger Kristensen blev gift den 2. april 1934 i Vor Frue Kirke i Århus. Der var ingen bryllupsfest, hvorfor vides ikke. (Min kusine Ingerlise mener, at der helt sikkert har været en festlighed hos min mormor og morfar i Eckersbergs gade 7.) De bosatte sig på et værelse i Vestergade. Senere flyttede de til Sølystgade i en lejlighed eller på et værelse hvor jeg kom til verden den 2. september 1935. Det var i den ende af Sølystga- de, hvor den møder Høegh Guldbergs Gade. Hjemme hos mormor og morfar var der et orgel, og da mor som barn gerne ville lære at spille på det begyndte mor at få spilletimer hos en spillelærer. Senere som voksen ung pige blev hun uddannet som organist, og spillede til gudstjenester i Apostolsk Kirke i Frederiks Alle. Mor arbejdede også som husassistent i sine unge dage i København og Århus. I København arbejdede hun hos en generaldirektør, som kom privat sammen med kong Chri- stian den 10. og kronprinsen Frederik. Mor har tit lavet og serveret mad for kongen og kronprinsen. En dag mor stod og smurte smør på franskbrød kom kongen ud i køkkenet og sagde til hende: ”Nu smører De vel også smør i hullerne, Frk. Vonsild”. Da mor kom hjem, arbejdede hun først som husassistent hos en ældre dame. Senere begyndte hun at arbejde som syerske hos firmaet Julius Nielsen Korsetter og Lingeri i Guldsmedgade, indtil hun blev gift med far. Min far var anlægsgartner og uddannet på Hadsten Planteskole. Farfar ville have, at far skulle have sin realeksamen. Det ville han ikke, for han vil være anlægsgartner og fandt selv en læreplads, som varede i 5 år hos Hadsten Planteskole. Da jeg kom til verden, holdt mor op med at arbejde. Hun blev hjemmegående husmor, som datidens traditioner foreskrev det, medens manden var eneforsørger. Far arbejdede som an- lægsgartner, indtil vinteren kom. Så var han arbejdsløs eller arbejdede som murerarbejds- mand. Jægergårdsgade. På et tidspunkt flyttede vi til Jægergårdsgade 60 i en baggård. Hvornår ved jeg ikke, men det har sikkert været, da jeg næsten var 2 år, for jeg kan huske, at mor gik med mig i en klapvogn hen ad Nørregade. Hvorfor skulle hun det, hvis vi boede i Jægergårdsgade? Det er mere sandsynligt, at vi boede i Sølystgade. Det var jo nemt at gå ned ad Høegh Guldbergs Gade til Nørregade. I baggårdens højre side var der en ejendom på 4 eller 5 etager. Venstre side kan jeg ikke huske. Bagest i baggården var der en ejendom på to etager og to lejligheder. Vi boede i stueetagen i en lille lejlighed med et køkken og et værelse med en lille trappe på 3 trin ned til stuen. Jeg kan huske, at man skulle ind i en port, og i venstre side var døren i opgangen til lejligheden. Til højre var trappen op 1. sal. Engang jeg stod i opgangen, kom overboen ind fra porten. Mens han var på vej op ad trappen med nogle druer i hånden, standsede han og gav mig nogle af dem, mens han sagde: ”Dem kan du tage med ind til din mor og far! ” Vi havde et vindue ud til baggården, og i den anden ende af værelset var vores seng. Fra sengen op til vinduet langs væggen stod der i midten et dækketøjsskab, og bordet stod midt i stuen. Om der var andre møbler husker jeg ikke, Det var i hvert fald meget spartansk indret- tet. Når man gik gennem vores port, var der en have med frugttræer, som man ikke måtte plukke af. Der var også en sandkasse, som jeg legede i. Engang kom far hjem med en lille skovl og en lille spand, og en dag jeg legede ude i sandkassen, havde jeg glemt at tage dem med ind. Om aftenen, da det var blevet mørkt, spurgte far, om jeg havde fået skovl og spand med ind. Da jeg svarede nej, blev jeg sendt ud for at hente dem. Det var jeg ked af, for jeg var bange for mørke. På vej ind hørte jeg fars stemme, - han stod i porten - og så blev jeg tryg igen. Jeg var tit i gården, når andre børn legede, mens jeg så på. Jeg havde fået lov til at være i gården på betingelse af, at jeg ikke måtte gå ud på gaden. En dag, jeg var i gården, hørte jeg musik ude på gaden. Jeg gik derud og så et orkester, der spillede. Som ung har jeg fået fortalt af far, at jeg havde fulgt dem helt op til Harald Jensens Plads, hvor han fandt mig. Hvad han havde sagt til mig, husker jeg ikke, men senere måtte jeg godt stå i udgangen af porten og se på, hvad der skete ude på gaden. Jeg kunne så godt lide rosiner, og en gang i mellem gav mor mig lov til at gå hen til købman- den for at købe en lille pakke rosiner for 20 øre - har jeg fået fortalt -, men ellers skulle jeg stadig blive i udkanten af porten.

2 år 2 år. Mor og jeg ved remissen

JEG FIK EN LILLESØSTER. Kirsten blev født den 1. december 1937, mens vi boede i Jægergårdsgade. Mens mor var på Fødselsstiftelsen, var jeg med Tante Edith oppe at besøge Mor og Kirsten. (Tante Edith var gift med min morbror, Onkel Peter). Da vi kom derop, måtte jeg ikke komme med ind på stuen. Det var heldigt, at mors stue var i stueetagen, så vi gik bare om på græsplænen ud for vinduet, og der stod mor med Kirsten. Det næste, jeg husker, var at da de var kommet hjem, lå mor i sengen, og Kirsten lå i en oval lille seng ved vinduet. Den var for høj, så far løftede mig, så jeg kunne se Kirsten på nært hold. Resten af tiden, mens vi boede i Jægergårdsgade kan jeg ikke huske noget om Kirsten.

MERE FLYTTERI. Far kunne lide at spille kort. Når det foregik hjemme, tog han mig altid op af sengen og satte mig på sit skød eller op på sin nakke. Der sad jeg et stykke tid, inden jeg blev lagt i seng igen. Far var stolt af, at han havde fået en søn. Jeg skulle vises frem, og jeg kunne lide at se ham spille kort. Senere, da vi boede på Silkeborgvej, i Willemoesgade og Højbjerg, måtte jeg godt sidde ved siden af ham og passe på hans penge. Hvor lang tid vi boede i Jægergårdsgade, ved jeg ikke, men på et tidspunkt flyttede vi ud til en moderne 2 værelses lejlighed i stueetagen på Silkeborgvej 170. Det var i den første opgang fra Silkeborgvej, så vi boede helt op til Silkeborgvej. Der var 4-5 opgange i karreen. Gaden, som var en stille gade, endte blindt lige op til en kolonihave. Der var 5-6 røde karreer langs Silkeborgvej.

STOREBROR IGEN OG BARNEPIGE Da jeg blev 3½ år, og Kirsten 14½ måned, blev Gunnar født den 17. februar 1939. Jeg husker ikke meget om ham, og det er højst sandsynligt, fordi mor og far koncentrerede meget om ham, idet han havde bronkitis, astma og falsk strubehoste. Når mor og far koncentrerede sig om Gunnar, skulle jeg passe på Kirsten. Jeg havde megen frihed til at lege med andre børn. Der boede en pige som hed Mona sammen med sin lillebror længere oppe ad karreen, - jeg husker ikke lillebrorens navn. Dem legede jeg ofte med både i gården og på gaden (Gaden, vi boede på, begyndte fra Silkeborgvej, og var en blindgade) men når mor syntes, at jeg skulle passe Kirsten, blev jeg kaldt ind. Mor kunne ikke koncentrere sig om både at se efter Kirsten og passe på Gunnar samtidig. Den dreng krævede utrolig megen tid. En dag, jeg var ude i gården, kaldte mor på mig, for jeg skulle se efter Kirsten, som nu var begyndt at gå. Mor havde bundet et reb til radiatoren i soveværelset og smed rebet ud ad vinduet. Så tog hun Kirsten, gik ud i gården med hende, tog rebet og bandt omkring min lillesø- ster. I nærheden var der en kældertrappe som hun ikke så gerne skulle falde ned af. Jeg blev sur, når jeg skulle passe Kirsten, for det kunne jeg ikke forstå. Men mor sagde, at jeg nu havde fået et ansvar. Trods det kunne jeg ikke klage, for jeg havde alligevel megen frihed. Det var ikke sådan, at jeg skulle passe Kirsten dagen lang. Men min mor havde jo nok at gøre med Gunnar. Jeg havde fået lov til at stå ved gavlen ude på Silkeborgvej og kigge på trafikken. En dag, jeg stod der, gjorde jeg, hvad jeg ikke måtte. Jeg gik en tur hen ad fortovet, og var næsten kommet hen til Ringgaden. Pludselig kom far på cykel imod mig og så mig. Han blev gal, satte mig op på cyklen og kørte hjem, mens han skældte mig godt og grundig ud. Mine forældre må have talt om, at jeg skulle lidt hjemmefra, eller jeg havde spurgt om jeg ikke kunne komme ud til mormor og morfar. I hvert fald kom morfar flere gange på cykel fra Saralyst og hentede mig. Så havde jeg nogle forkælede dage, og sov altid mellem dem.

Far og mig 3 år. på Skt. Clemens Bro

Feddet og Willemoesgade Da Gunnar var 1 år og nogle få måneder Kirsten næsten 3½ år, og jeg var 4½ år flyttede vi i sommeren 1940 ud på Feddet på Strandborgvej i en garage som var lavet om til et lille sommerhus Garagen lå i den ene ende i en stor have, i den anden ende lå der en villa. Garagen havde sin egen indgang til vejen med en lille havelåge, længere op i haven boede vores vært i villaen. I venstre side op til vejen var der nogle store buske, der sad vi altid og hyggede os, og nød solen, særlig når oldemor var på besøg. På billedet i højre side, bag mor sidder, vores vært.

Jeg er sikker på, at vi flyttede derud på grund af, at da Gunnar blev født havde lægen sagt, at han havde Bronkitis Astma og Falsk Strubehoste, og havde rådet mor og far til, at han havde brug for frisk luft i stedet for luften inde i byen. Det var en herlig sommer, for jeg kunne bevæge mig frit rundt omkring, op til Nordre Strandvej og se på trafikken eller ned til stranden og se ind til Århus eller kaste med sten ud i vandet, og jeg mødte altid nogen man kunne snakke med. Jeg havde ikke ret meget med Gunnar og Kirsten at gøre, undtagen når mor var oppe på Nordre Strandvej og handle, så skulle jeg passe dem. Jeg legede næsten hver dag med naboens dreng som var på alder med mig. En gang om ugen kom der en bagerbil. Når han kom, var jeg med mor, fordi jeg altid fik en snitte med creme af bageren. Jeg elsker en snitte med creme den dag i dag En dag vi stod i køkkenet, havde jeg drillet Gunnar og Kirsten, og de var begyndt at småtude. Så blev far gal og sagde: ”Jjeg skal komme efter dig”. Jeg løb ud og omkring sommerhuset og ind ad bagdøren. Det skete tre gange, mens far var efter mig. Pludselig hørte jeg far grine, jeg åndede let op, for far var ikke gal mere. Han kunne nemt fange mig, men han synes åben- bart, at jeg havde set komisk ud. Da jeg kom ind igen, måtte jeg sige undskyld til dem. Far havde en ungdomsven, som hed Ejner. Vi kaldte ham Onkel Ejner. En dag han var på besøg, ville de ned til stranden, og jeg fik lov til at komme med. I strandkanten var der en robåd. De slæbte den ud i vandet med mig om bord og roede godt stykke ud i bugten. Da de synes, de havde roet længe nok smed de tøjet og sprang i vandet. Det gjorde de flere gange, og jeg blev bange for båden gyngede meget synes jeg. Da sommeren var forbi flyttede vi i september til Trøjborg i Willemoesgade 56, stuen venstre. Til højre boede viceværten, som hed Sørensen. Jeg var blevet 5 år, Kirsten næsten 3 år, og Gunnar 1½ år. Det var også en moderne lejlighed. En stor entre, rummelig køkken, et halvt stor toilet og 2 rigelig store værelser, en stue og et soveværelse. Lejligheden lå i den ende af Willemoesgade ca`100 m. fra Nordre Ringgade. Willemoesgade strakte sig fra Nordre Ringgade til Trøjborg- vej. Der var en port ind til baggården. I gården lå der en villa i 3 etager og bagved var der en have. Der var ikke megen trafik i gaden. Der var krig som jeg ikke havde hørt om, før far var begyndt at arbejde for en entreprenør, der arbejdede for tyskerne, som havde taget Langelandsgade Kaserne. Entreprenøren skulle bygge et vist antal røde barakker til indkvartering lige over for kasernen. Det var ikke altid far havde sin madpakke med, så måtte vi af sted med den. Gunnar i klapvogn, Kirsten og jeg på hver side af den, og når Kirsten blev, træt måtte hun op i klapvognen til Gunnar. Det var også langt at gå for en på næsten 3 år. Mor sagde at der var ca`2 til 2½ km., Far var blevet gode venner med en tysk officer som besøgte os en gang i mellem med hans danske kæreste. En aften ville han fotografere os, og kameraet var på et stort stativ.

Jeg var begyndt at handle for mor, og når der skulle hentes nået brød, skulle jeg op til bageren, der lå på hjørnet af Nordre Ringgade og Willemoesgade, til købmanden, der lå på hjørnet af Otto Ruds Gade, eller når jeg skulle hente noget smør eller mælk i mejeriet, som lå lidt ned af Otto Ruds Gade. Oppe på 4. sal boede der en familie, der hed Bach. De havde to børn: En pige på 4 år, som jeg ikke husker hvad hun hed, og en søn, som jeg legede, med hed Erik. Han var 2 år ældre end mig. Vi var engang længere nede ad gaden i et forsamlingshus og se en dilettantforestil- ling om eventyret Hans og Grethe.

Jeg var efterhånden blevet 6 år og havde det godt med hvad jeg foretog mig, undtagen når jeg skulle passe Gunnar eller Kirsten. En dag havde jeg fået en byld i nakken og skulle på Kommunehospitalet for at få den ordnet. Far kørte mig på cykel til hospitalet. Da de var færdige, ville de have, at jeg skulle blive der, men det vil far ikke, så vi kørte hjem igen, og jeg blev lagt i seng. Da jeg vågnede, lå der en bog som hed Thomassens Dreng ved siden af mit hoved. De ville glæde mig, for jeg kunne godt lide at læse efter at mor havde lært mig at læse nogenlunde. I april måned 1942 begyndte jeg at gå i Finsensgade Skole. Der var ikke ret langt,og det tog mig et kvarter at gå. Skolegården var opdelt i to gårde med et hegn, piger på den ene side, og drengene på den anden side. Når der var frikvarter, var jeg altid sammen med min fætter Ar- ne, som gik i anden klasse. Arnes far var mors storebror Onkel Viggo Det skete en gang imellem, at mor og far med Gunnar og Kirsten ikke var hjemme, og når jeg fik fri fra skole, skulle jeg gå ned til farmor som blev kaldt Bess. Hun boede på hjørnet af Dronning Margrethes Vej og Trøjborgvej hos faster Agnes og onkel Jens. De havde vinduer til begge veje. Hun var meget påpasselig, og når jeg var på vej ned til hende, kunne jeg se at hun hang ud af et vindue og høre hende råbe, da jeg kom til Kirkegårds Vej. Hvad hun råbte, kunne jeg aldrig høre, men jeg var sikker på, at havde råbt, at jeg skulle passe på. Da jeg kom helt ned og skulle over gaden, råbte hun til mig: ”Nu går du ikke over, før jeg siger til!”. Jeg stod stille og ventede, mens hun kiggede til højre og venstre. Nu råbte hun, og jeg løb over på det andet fortov. Det forandrede sig aldrig med den kære Bees. Pludselig skulle vi flytte til Højbjerg. Gunnar var kommet hjem, og jeg nåede kun at gå i Finsens Gade Skole i 2 måne- der. Finsensgade Skole Jeg ved ikke hvornår, og hvor lang tid Gunnar var indlagt på grund af hans sygdom. Det kan ikke passe, at det var 4 - 5 eller 6 måneder på Marselisborg Hospital. Fordi man ikke måtte besøge ham, skreg han og ville med hjem, og jeg tror ikke på at mor og far ikke måtte besøge ham i så lang tid som 4-5-6 måneder. Men han nåede at komme hjem i juni måned, da vi skulle flytte.

Villa Højly Jeg var knap 7 år, Kirsten 4½, og Gunnar 3 år og fire måneder, da vi i begyndelsen af juni måned 1942 flyttede ud til Randasvej på første sal i en villa, som hed Højly. Far havde fået arbejde hos Gerner Brink i hans gartneri. Det var vores nabo nede ved skoven. Vi ankom til gartneriet ved middagstid i hestevogn. Vi var inviteret på havregrød, som ikke var noget, jeg brød mig om.

Det var en lille 2 værelses lejlighed med skrå vægge og en altan. Toilettet, som var nede i kælderen, delte vi med dem i stuen. Ved siden af indgangen på vejen var der en garage, som var vores. Bagved lå en stor, lang have med flisegang i midten. Højre side var underboens, og venstre side var vores. Der var en lang række solbærbuske, lidt ribsbuske, nogle æbletræer og et kirsebærtræ. Resten af haven var nyttehave. En overgang havde vi bagest i haven kaniner, som jeg altid skulle hente mælkebøtter til og desuden bure til ænder. I stueetagen boede der en gammel flink dame, Fru Rasmussen! Hendes datter ejede Villa Højly. Haven ud til vejen, og haven langs fli- segangen hen til trappen tilhørte stueetagen. Mor og far var fattige,og det mærkede vi bl.a. andet på, hvad vi fik at spise. Jeg kan huske, at vi en aften i køkkenet stod foran mor, som sad ned og gav os skiftevis en skefuld grød. Gun- nar fik næsten hver anden gang, mens far, der sad inde i stuen, spiste en bøf. Mor sagde, at det var fordi, far arbejdede. Tit fik vi selleribøffer. Når jeg beklagede mig sagde mor bare: ”Det bliver man smuk af! ” Som om jeg trængte til det. Jeg var blevet 10 år, da vi en søndag fik den første flæskesteg.

Fætter Hans Jørgen Fars storesøster, Faster Agnes (hun var den tredje yngste ud af 8 børn) var gift med Onkel Jens Lopdrup, som havde en sportsforretning Aquila på hjørnet af Volden og Store Torv. De havde en søn, som hedder Hans Jørgen og er et år ældre end mig. Når Hans Jørgen fik nyt tøj, fik jeg tit det aflagte. Det gjaldt også, når han fik en fodbold – flitsbue - eller et par ski eller andet. I barneårene var jeg altid med til hans fødselsdag den 15. august. Der var nogle enkelte fra hans klasse, resten var fra faster Agnes og onkel Jens selskabskreds. Så det var lidt af et fint selskab, jeg var kommet i. Hans Jørgen var aldrig med til min fødselsdag, - hvorfor kan jeg ikke huske. Måske måtte han ikke for faster Agnes. Han var stille og rolig og var ikke snob- bet som sin mor. Han var bare ikke vant til at være sammen med de fattiges børn. Hans Jør- gen blev jurist, senere højesteretssagfører og havde i mange år sit eget firma i Vejle, indtil han blev 75 år. Han er stadig sund og rask, og har snart boet i Tørring i 40 - 45 år.

Skåde Skole. Dagen efter ankomsten til Randasvej gik mor og jeg til Kragelundskolen for at melde mig ind til skolegang der; men Skoleinspektør Juhl sagde, at der ikke var plads, idet der var for mange i klassen. Han henviste os til Skåde Skole. Den første dag fulgte mor mig til skolen, og hun skulle hente mig når jeg fik fri. Mor kom ikke, og jeg gik de 2 km hjem. Da jeg kom ind i opgangen, stod mor og snakkede med Fru Rasmussen. Mor var kun nået at kommet ned ad trapperne. ”Gud, er du der”, sagde hun. Mor var lige så snakkesalig som mormor. Efter den dag gik jeg selv til skole. I første og anden klasse havde vi en ældre skolelærer, som hed Meta Nielsen. Hun var utrolig flink, men kunne også blive gal. Hvis vi havde været uartige, fik vi et rap over fingrene med en lineal. Hun lærte os at stave, læse, skrive og regne. Da jeg kunne læse nogenlunde i for- vejen, var det næsten aldrig mig, der skulle læse et stykke i ABC’en. Mine skolekammerater var alle fra Skåde på nær fire, som boede i Højbjerg. Käte, Kirsten, Rita og Hans Jørgen. I 1949 flyttede Else og John til Frederiksparken.

Villa Højly og Grumstolen. At komme ud til 1 km fra Højbjerg var simpelthen et paradis for hele familien. Det var et stort sommerhusområde med smalle grusveje og en stor mark. Fra Højbjerg op ad Grumstol- vej var der nogle få villaer og sommerhuse og ligeledes resten af vejen til Hørhavevej. Den- gang var Grumstolvej en grusvej. Omkring os var der kun tre villaer. Gartneriet - Villa Hvi- len langs skoven, og Villa Rødsten, som lå skråt over for os Der siges, at Randasvej blev opkaldt efter en, der hed Randas, som havde Gartneriet før Ger- ner. Det var en fantastisk legeplads for os børn. Ud over at vi kunne gå gennem et par sommer- hushaver over til Villa Hvilen, for at lege med drengene der, måtte vi på vej gennem haverne spise deres gulerødder – ærter – jordbær – solbær – stikkelsbær, og andet. Der var nok af det, sagde de. Når vi legede et eller andet sted i nærheden af Højly, kunne vi altid høre når vi skulle hjem og spise, - far stod ude på altanen og slog 2 grydelåg sammen. Det kunne høres tydeligt. Når man gik ned ad Randasvej, som kom til at hedde Ballesvej, Rypevej og Jagtvejen mens jeg boede hjemme, da var der en grusvej til højre ved Villa Rødsten med sommerhuse. Mel- lem grusvejen og Grumstolvej var der en stor mark. På hjørnet af marken og grusvejen lige over for Villa Rødsten var der en stor firkantet have med hæk hele vejen rundt, som bager- mester i Højbjerg Johansens far ejede. Vi var nogle gange inde i haven for at spise æbler, kirsebær og blommer, når den tid var. Marken brugte vi meget, enten vi legede et eller andet, spillede fodbold eller rundbold med nogle venner. Når der havde været meget sne et år, var der kommet en sø på marken når foråret kom. Så stagede og roede vi rundt på en lille tømmerflåde, som far havde lavet. Engang havde jeg fundet på, at vi skulle på mirabellejagt ved et sommerhus, som lå for enden af marken. Jeg satte Kirsten til at holde vagt ude på Grumstolsvej. Hun skulle advare Gunnar og mig, hvis hun så far nede i bunden af Grumstolvej i tilfælde af, at han var på vej hjem fra skoven. Mens vi sad i mirabelletræerne, stod far ude på vejen ved Kirsten. Jeg skal da love for, at far skældte mig ud og gav mig en lussing, da vi var kommet hjem. Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle lokke Gunnar og Kirsten til at stjæle fra andre. Bagefter spurgte jeg Kirsten, hvorfor hun ikke advarede os. Hun sagde: ”Det var da kun far! ” Lige over for marken fra Grumstolsvej var der en grusvej med vilde kirsebærtræer og æble- træer på den ene side og en gammel bevokset grusgrav på den anden side. Lidt længere henne af grusvejen, som endte ved Hørhavevej, lå en ældre landbrugsejendom fra det forrige århundrede. Her fødtes den 8 juni1874 den senere så kendte borgmester i Helsingør. Peder Christensen. Han døde den 30. oktober 1954 i Helsingør. Huset blev også nogle år før århundredeskiftet benyttet som sommerbolig for Enrico Dalgas, hedens opdyrker, og hans familie. Efter hvad der er blevet skrevet, er det dem, der har givet huset dets ejendommelige navn, GRUMSTOLEN, vistnok hentet fra Telemarken i Norge. Dalgas blev født 16. juli 1828 I Napoli, og døde 16. april 1894 i Århus. Da vi var børn, boede der her et ældre, elskværdigt og venligt ægtepar, som hed Christensen. Når jeg i 4 klasse skulle ud på Skåde Børnehjem, gik jeg forbi dem hver dag. Det var den nemmeste vej gennem Skåde bakker og videre ud på Skåde mark, og når jeg var på hjem snakkede jeg altid med dem, hvis de var hjemme. De havde et barnebarn, som hed Erik, og som Gunnar og Kirsten tit legede med om sommeren. Gunnar har fortalt mig, at han og Kirsten havde spurgt en dag, om de måtte plukke nogle kirsebær i deres have. Det måtte de godt, og Christensen havde i oven i købet hentet en stige. I dag ejes eller lejes Grumstolen af Aarhus 1900 Orientering og Aarhus Skiklub. Gik man op ad grusgraven, og ned på den anden side, kom man til en bondegård. Der boede min skolekammerat Rita med sin lillebror Erik og forældre. Faderen hed Jørgen Andersen. Han var en høj ranglet mand, og moderen, som jeg ikke kan huske hvad hun hed, var en lille buttet dame. Han havde marker op til kirken. Mens jeg gik i skole, blev jeg nogle gange sendt over til gården for at købe æg, kartofler og grøntsager, når mor havde nogle penge.

Marselisborg Skov Vi havde også Marselisborg Skov, som vi brugte meget. Den lærte vi at kende ud og ind fra Varna til Moesgård Strand. Vi legede ”pilevej”, og rendte rundt med hunden Bambi, fordi vi troede at den kunne snuse et rådyr op. I skoven var der steder, der hed store grusgrav, lille grusgrav, studenterhøjen og dødens by. En eftermiddag, vi var i dødens by, opdagede vi en stor jordhule. Jeg gik først ned i hulen og så en masse dukker hele vejen rundt. Jeg kaldte på Gunnar og Kirsten og sagde: ”Kom bare ned, der er ingen”. Vi blev bange, løb hjem og fortalte far, hvad vi havde set. Om aftenen, da det var blevet mørkt, tog far med nogle venner og os børn med lommelygter til hulen. Far og vennerne gik ned i hulen og så en mand. Han var en stille rolig mand, og gik frivilligt med hjem. Far gik over til naboen og ringede til politiet, som tog ham med. Det viste sig, at det var en uskadelig, syg mand. Vi fik at vide, at han var kommet på et eller andet hjem. Duk- kerne blev fjernet og hulen jævnet med jorden.

Højbjerg. Højbjerg var en by med mange forretninger, 1 Glarmester - 1 Skomager – 1 Elektriker - 1 Kiosk - 2 Mejerier – 2 Bagere – 2 Frisører – 2 Gartnere – 3 slagtere - 3 Købmænd, og en Bi- ograf. I dag er det en død by. I 1941besluttede ca. 7000 borgere i Højbjerg, Saralyst og Skaade at rejse en kirke i stil med vore gamle danske landsbykirker. Frederikskirken blev opført i årene 1942 – 1944, og blev indviet den første søndag i advent den 3. december 1944. Morfar og mormor var højtideligt inviteret med til indvielsen, idet morfar som billedskærer- mester bosiddende i kirkesognet havde været med til at udføre billedskærerarbejdet i kirken sammen med billedskærermester Laursen. Ved indvielsen skænkede morfar kirken et hånd- skåret hautrelief forestillende Adam, der ofrer sin søn Isak. Dette smukke billedskærerarbej- de blev hængt op inde i kirken til højre for indgangsdøren, når man står inde i kirken Kirken blev sognekirke for Skåde - Højbjerg og Saralyst. Det er den sidste i landet, der blev opført som en gammel landsbykirke med savtakkede gavle i tårnet. Før og mens kirken blev opført, var den nu nedlagte, men dengang nyopførte biograf Rio blevet brugt som gudstjenestelokale - i sig selv et stykke moderne kirkehistorie: en kirke, der begynder i et biografteater. En dag, jeg var på vej hjem fra skole, så jeg at kirketårnet var færdigt. Jeg blev nysgerrig, og ville op i tårnet for at kigge ud af et af de tre glughuller. Hvordan jeg kom op til glughullerne, om det var en trappe eller et stillads, kan jeg ikke huske. Men hvilken udsigt, den var storslå- et. Jeg skulle ikke have fortalt far noget det var jeg klar over, men jeg fortalte mor det.

FREDERIKSPARKEN blev opført 1947-1949. Før 1947 var der ruiner, der hvor billedet er, måske fra en bondegård eller et gartneri, og der, hvor de sidste to blokke ligger, var der en mark. Der siges, at Frederiksparkens tre blokke blev bygget af hver sin murermester fra Højbjerg. Christian Iversen - Ragnar Rasmussen, den tredje ukendt. I den sidste blok boede Gunnar i 12 år. Derefter flyttede han til den tredje opgang, som set på billedet fra venstre på første sal til højre, hvor han boede i 28 år. Der, hvor Højbjerg Parken ligger i dag på Kragelunds Alle, lå der en bondegård. Hvor de 2 bageste karrer af Parken ligger, boede en af brødrene Caspersen fra Skåde. En dag i sommeren 1942 var jeg nede i Højbjerg og handle for mor. Da jeg ikke kendte noget til Højbjerg endnu, gik jeg lidt rundt og kom også til Kragelunds Alle, fordi jeg hørte noget musik. Det var Vognmand Caspersen, der havde sølvbryllup. De dansede på livet løs på gårdspladsen. Jeg var fascineret, og stod længe og så på det. Da jeg kom hjem fortalte jeg mor, hvad jeg havde set. Ja vi er kommet på landet sagde hun. Det må have været lige før man begyndte at bygge Højbjergparken, for den var færdigbygget sidst i 1943. I midten og bagest mellem de to blokke så jeg, hvordan de morede sig.

Juleaften. Jeg har altid interesseret mig for tegning. Hvert år til juleaften ønskede jeg mig en tegneblok. Om sommeren tog jeg ud til marker, hvor der var køer. Jeg tegnede dem, mens de lå ned og fortsatte, når de stod op. Jeg fandt også steder i landskabet, som jeg syntes var smukke. Om vinteren tegnede jeg efter et billede i et blad eller et fotografi. Tæt op til jul kom far altid hjem med dadler, figner, appelsiner, bananer, chokolade og slik. Det lagde han i dækketøjsskabet, og vi måtte godt lukke skabslågen op og se på det, men ikke røre. Vi glædede os til juleaften at smage på alt det, og når vi var med ham i kiosken hos fru Andersen, skal jeg da love for, at vi fik julelys i øjnene. Kiosken var pyntet med alverdens julepynt, julehæfter og mange andre ting, som vi ønskede at få i julegave. Oldemor var hvert år hos os juleaften. I mange år hjalp hun mor i køkkenet med at lave mad, bage julekager, lave leverpostej og meget andet indtil hun var blevet for gammel, så ville mor ikke have hende i køkkenet mere, - hun gik simpelthen i vejen. Far havde en tradition angående juletræet. Når det var ved den tid, hvor juletræet skulle tæn- des, blev vi alle sammen jaget ud i køkkenet. Vi børn prøvede at kiggede gennem nøglehul- let, men far var snu, han havde stoppet noget ind i nøglehullet. Når han endelig lukkede døren op, så vi et juletræ med kræmmerhuse, trommer som der var slik i, julelys, fehår og gaverne under træet. Der skal der til siges, at vi havde været med til pynte juletræet om eftermiddagen. Efter vi havde sunget julesalmer og gået rundt om juletræ- et fik vi vores julegaver. Vi fik altid vores ønske julegave. Gunnar fik hæftet Troldepus, Kir- sten Bamse og Dukkelise, jeg Tarzanhæftet og tegneblok. Bagefter hyggede vi os med alt det, der havde været i dækketøjsskabet. Når vi skulle i seng, lå vi og ventede til oldemor kom, for det var spændende at se hende klæde sig af. Vi talte altid, hvor mange klædningsstykker hun tog af, før hun var klar til at gå i seng ved siden af Gunnar. Jeg kan huske, vi talte en 12 - 15 stykker. Første juledags frokost var altid kl. 11, og der skulle altid være stuvet hvidkål med frikadel- ler. Der var meget på bordet, men jeg holdt mig til mors leverpostej. I nogle vintre tæt på jul tjente jeg lidt penge ved at hjælpe Postbud Hansen i Skåde Bakker med juleposten. Oldemor. Oldemor gjorde forskel på os børn. Det var altid Gunnar, hun tog hensyn til, dernæst Kirsten. Hun talte meget sjældent til mig. Hun havde altid slik med til Gunnar og Kirsten, når hun var på besøg, aldrig til mig. Engang hun havde noget med til de to små, gav mor mig lidt penge, som jeg kunne købe for nede i Højbjerg. Oldemor boede i Valdemarsgade 56, første sal til højre i Århus. Nede i gården var der en cykelhandler, der havde en datter på alder med mig 6 - 7. år. Hende jeg legede med. Oldemor blev født i 1864, og døde i 1952 på De gamles hjem på Kirkegårds Vej. Grønlænderhunden. Vi havde fået en dejlig og sød hvid Grønlænderhund. Den havde kun en fejl for den stjal høns. Engang vi sad på fortrappen med far kom den springende om hjørnet med en høne i flaben hen til far, mens den logrede med halen. Far skyndte sig at tage hønen fra hunden, og hasteløb ind i indgangen, idet han håbede, at der ikke var nogen, der havde set det. Det samme gjorde hunden, mens vi mor og mormor var på vej hjem fra Købmand Nielsen. Pludselig sprang den ind i en have, og kom ud med en høne i flaben. ”Kan du gå ind med den, Knud”, sagde mormor. Jeg syntes godt, at vi kunne tage den med hjem til morfar, men måtte gå ind og aflevere hønen. Jeg kan ikke huske, om hønen var død eller ej, eller om det var et betalingsspørgsmål. Lidt før krigens afslutning i april måned 1945, havde far solgt hunden for 200 cigaretter til to tyskere, som boede i Thors Mølle. Han sagde til dem, at de bare skulle holde den inde i 2 dage, så vidste den hvor den hørte hjemme. I løbet af formiddagen på den tredje dag kom den hjem til os. Far og hunden holdt sig væk fra Højbjerg, indtil krigen var forbi. Han skulle nø- dig møde de to tyskere. Han gjorde nøjagtig det samme til englænderne, da de havde indtaget Thors Mølle.

Skiløber. Da jeg 1949 fik et par ski løb jeg tit ude i skoven den vinter. Det var sjovt og spændende. Jeg havde drømme om at blive en god skiløber og ville deltage i turneringer. I løbet af vinteren, som jeg ikke husker, var jeg blevet tilmeldt til en skiturnering i Dyrehaven over en weekend. Turneringen skulle foregå ved det sted i Dyrehaven, hvor der var en lang bakke (den berømte kælkebakke) ned til lågen ved Moesgårdvej tæt på Varna. Den lørdag formiddag turneringen skulle starte, løb jeg til Dyrehaven med en mundering som de andre deltagere, der havde moderne skitøj på, måtte måbe over. Jeg havde lange bukser på, en overfrakke og gummistøvler. Men det var jeg ligeglad med og tænkte ikke over det, ellers havde jeg ikke deltaget. Da det blev min tur, styrtede jeg, da jeg var halvvejs nede, og kurede derefter nogle meter. Jeg fik kun et par skrammer. Jeg tog hjem og var skuffet. Men drømmen var ikke opgivet. Samme vinter var der Jyske mesterskaber i skihop på Ørne- kollen ved Ørnereden. Jeg tog derud på ski for at se det. Det var spændende at se, hvordan de kunne hoppe. Der var sikkert flere højbjergensere derude som tilskuere, fordi en fra Højbjerg, som hed Kaj Gee, deltog. Han gjorde det kunststykke at blive jysk mester på 35 m. Et par dage efter ville jeg også prøve at hoppe fra Ørnekollen. Da jeg stod der på toppen af bakken og så ned, tænkte jeg, det tør du ikke, - der var meget langt ned syntes jeg. Jeg tog hjem og satte skiene i vores kælderrum, og der blev de. Jeg var 7 år da jeg fik en forsnævring i forhuden, det gjorde ondt og jeg kunne knap tisse. Jeg kom på Amtssygehuset og fik forhuden opereret væk. Da jeg måtte komme hjem, kom far og hentede mig på sin cykel.

Skåde Skole. Da jeg begyndte i tredje klasse i 1944, flyttede vi over i hovedbygningen i klasse 2. Vores klasselærer hed Rosenbeck. Vi fik flere fag: Sløjd med Lærer Bork, tegning med Lærer Her- skind, og desuden Overlærer Petersen til danmarkshistorie og verdenshistorie. Og så skulle Kirsten i første klasse. En overgang i tredje klasse fik jeg en madpakke med fire halve rugbrød med sukker med i skole,og dem kunne jeg ikke lide. Jeg var så heldig, at jeg sad sammen med Kim Kæraa, når der var spisefrikvarter. Vi fandt ud af, at han kunne lide en sukkermad, og jeg en leverpo- stejmad, så det var nemt at bytte hver dag. Men inden skoleåret var færdigt, havde tyskerne taget skolen. Vi skulle jo have et sted at være, så vi flyttede til klublokalet i Golfhuset, som lå lige før skolen. Golfhuset, som vi kaldte det, var en villa. Der boede en familie, som var bestyrer i golfklubben. De havde en datter lidt yngre end mig. - hun hed Aase. Fra tredje klasse var vi med på skolens udflugt, som foregik en gang om året. Bl.a. en tur til Moesgård Strand, og Himmelbjerget. I 4 klasse var der en pige, som også hed Aase og som jeg snakkede meget med, - hun boede i Højbjerg på Elverdalsvej. Den dag på Himmelbjerget var jeg kun sammen med hende, og vi var bl.a. nede ved Laven Sø og spise vores madpakke. Vi mødtes tit i de næste 4 år. Vi løb ture i skoven - dyrkede atletik i Århus Atletklub, gik ture - besøgte hinanden. En dag var det sket - hun var blevet gal på mig. Hvorfor fandt jeg aldrig ud af. Da jeg var blevet 10 år, havde vi fået et klaver, og så skulle vi naturligvis begynde at gå til klaverspil. Efter 2 år kunne jeg spille firhændigt med mor, og da jeg var mellem 15 og 16 år, konkurrerede jeg altid med far om, hvem der først kunne spille en dansemelodi efter noder udenad. Jeg tabte altid. I slutningen af skoleåret 1945 skulle vi for første gang op til eksamen. Jeg husker tydeligt den dag - hvor spændte vi var, da vi skulle have vores eksamensbevis. Alle bestod på nær en, og han var grædefærdig. Efter sommerferien 1945 begyndte jeg i fjerde klasse på Børnehjemmet ude på Skåde Mark, og Kirsten begyndte så i første klasse i Golfhuset. Forstanderen på Børnehjemmet hed Poul- sen, hans søn Mogens begyndte at gå i vores klasse. Han var meget syg og handicappet,så han kunne knap gå og sad for det meste i en rullestol. Jeg blev tit hos Mogens efter skoletid. Jeg glemmer aldrig en dag mange år efter. Som vinduespudser jeg var kommet ind på et væ- relse på Plejehjemmet Hestehaven for at pudse. Der lå en tyk mand i sengen. ”Goddag Knud”, sagde han. Jeg kiggede på ham og spurgte - hvem er du? ”Kan du ikke kende mig, det er da Mogens”. Først da kunne jeg se, det var ham. Jeg huskede ham kun som en meget tynd mand. Vi talte sammen en halv times tid om den tid, vi gik i skole og om hans sygdom. Senere døde han på Plejehjemmet, - det var inden han blev 30 år. Hvor lang tid der gik, før klasserne kunne komme tilbage til Skåde Skole, husker jeg ikke, men det var mens jeg stadig gik i fjerde klasse.

Gul Spejder - og Villa Gry. Som 9 årig var jeg blevet gul spejder. Man skulle være 10 år, men da jeg kun manglede et halvt år, fik jeg lov i stedet for at være ulveunge i den resterende tid. Tropsføreren hed Bent Thomsen, Patruljeføreren hed Jørgen Glückstad, og patruljen hed Høge-patruljen. Senere, da jeg var blevet knap 14 år, blev jeg patruljefører for Høge-patruljen. Et år ville Århus divisionen holde en revy i Århus Hallen, og jeg var blevet udtaget til en sangprøve i den katolske skoles gymnastiksal. Jeg bestod prøven og blev opfordret til at være med i revyen. Revyen blev holdt på min 10 års fødselsdag, som aftalt var mormor med. Da jeg stod på scenen og så alle de mennesker, blev jeg noget nervøs, men inden vi begyndte, nåede jeg at se mormor og blev derved lidt mere rolig. Da revyen var færdig, tog mormor og jeg hjem til morfar. Tante Edith, onkel Peter og mor og far var der. Jeg var spændt på, hvad jeg fik i fødselsdagsgave, jeg husker desværre ikke, hvad jeg fik af mormor og morfar. Men jeg glemmer aldrig, hvad jeg fik af mor og far. Det var en bokserhvalp på 8 uger, brun og hvidblisset på brystet. Den havde nogle lange ben, og på grund af, at vi lige havde set tegnefilmen Bambi (som havde lange ben), kom den til at hedde Bambi. Da vi kom hjem, fik jeg lov til, at den måtte ligge i min seng og sove sammen med mig, - det gjorde den i lang tid. Da vinteren kom, krøb Bambi ind under kakkelovnen, og der lå han lunt og godt. Næste vinter kunne han kun få snuden ind under, det kunne han ikke forstå. Vi spejdere tilhørte Århus divisionen, som en gang om året havde en turnering over 3 dage, fredag, lørdag og søndag. Jeg mindes kun turneringerne i Rathlousdal skov og Frijsenborg skov. Hver patrulje fik tildelt en plads, hvor vi kunne rejse vores telte. Vi skulle selv holde os ved kost, så der blev lavet et bålsted, - et stativ til at hænge vores gryde og pande. Om dagen løb vi rundt i skoven og lavede alle mulige opgaver, og det kaldte vi, at vi var på hike. Den sidste dag, søndag eftermiddag, var patruljerne stillet op i en rundkreds, og i midten stod Århus divisionens ledelse. Vi var spændte på, hvem der blev den bedste patrulje i en af opgaverne, og den bedste i samtlige opgaver. Høge patruljen blev nr. 2 i en af opgaverne i Frij- senborg skov og fik et mærke, som blev sat på vores patruljestav. Det var vi meget stolte af. Jeg var spejder til jeg blev 17 år. En dag, jeg var på besøg hos mormor og morfar, må jeg have været lidt rastløs, for mormor sagde: ”Du kan gå Ingerlise i møde, hun har fri fra skole nu”. Jeg gik hen ad Albert Naursvej og så hende med det samme. Hun fulgtes med sin skolekammerat, Kirsten, som skulle med hjem og læse lektier. De satte sig på divanen og lagde nogen skolebøger på bordet og begyndte at læse. Jeg satte mig også ved bordet og lyttede med. ”Er det tysk, I læser”? Ja, sagde Ingerlise og så drilsk hun var, spurgte hun, om jeg ikke ville prøve at læse op. Det gjorde jeg så, og med det samme slog de en latter op. Jeg kiggede på dem og blev gal. Det havde selvfølgelig lydt sjovt i deres ører. En anden gang havde Ingerlise også drillet mig. Jeg blev så gal på hende, at jeg ville stange hende i maven, men hun satte bare sin hånd på mit hoved og holdt mig på afstand, mens hun grinede. Når jeg var hos mormor, måtte jeg godt hente varer hos Købmand Nielsen og Slagter Dals- gård, hvis forretninger lå ved siden af hinanden på Rosenvangs alle, eller hente mælk lidt oppe ad vejen, L.A. Rings vej hos Mælkehandler Hansen. Bambi Dengang kunne hunde gå frit ude, og da Bambi var et år gammel, lukkede vi den ud, når den ville. Den sad altid på det næst øverste trin og kiggede på skoven. Når den ville ind, gøede den. Engang jeg kom hjem fra skole, stod Gunnar ude i gangen og Bambi i køkkenet. ”Hvor- for står du der, Gunnar”? ”Jeg ville have et stykke af mors lagkage i spisekammeret, - det måtte jeg ikke for Bambi, den jagede mig ud”, sagde Gunnar. Da jeg kom ind i køkkenet, hoppede Bambi glad op ad mig, og Gunnar kunne komme ind igen. Jeg tog lagkagen ud og skar tre små stykker af, et til hver. Så var både Gunnar og Bam- bi glade. Mor og Far kunne ikke forstå at der taget hul på lagkagen, den var bestemt til en eller anden lejlighed. Jeg måtte fortælle, hvad der var sket. Da de hørte det, grinede de. Far sagde bagefter, - det er vist din hund. En nytårsaften ved spisetid var Bambi ikke kommet hjem, det kunne vi ikke forstå, det var lang tid siden, vi havde lukket den ud. Men pludselig, mens vi var begyndt at spise, gøede den. Mig ned efter den, og vi blev så glade alle sammen, at far satte en ekstra stol til Bambi ved bordet, og mor lavede en portion af det vi spiste. Der sad den og spiste, mens den sma- skede og logrede med halen. Bambi var en stærk hund, den gik altid ud som sejrherre, når den havde været oppe at slås. Den havde fået smag for at løbe ned til Højbjerg, efter at jeg en dag havde den med hos slagter Hansen, hvor den fik et kødben. Det havde den gjort mange gange, men to gange, hvor jeg gik til Højbjerg med Bambi, var den oppe at slås om det kødben. Første gang sloges den med Slagter Hansens schæferhund, der løb hjem til sidst og fik et kødben af Slagter Hansen. Anden gang var Bambis far, King, (onkel Peter og Tante Ediths hund) kommet og ville have et kødben. For første gang ville Bambi ikke finde sig i det. De sloges på midten af gaden, hvor Grumstolvej og Rosenvangsalle krydser Oddervej. Al trafik var standset, indtil King løb hjem som taber, og Bambi kunne løbe hjem med sit kødben. Det varede ca. 5 minutter. Desværre blev Bambi, da den var blevet lidt over 6 år, næsten blind på grund af de mange slagsmål og måtte aflives. Når vinteren kom med sne, kørte på en slæde, som far havde lavet modsat Højbjerg ned i bunden af Grumstolsvej som svingede lidt. Det var en lang tur, hvor jeg sad bagest og styrede slæden med en lang styrekæp. Der var så meget fart på, at vi kørte et pænt stykke op ad vejen. Bambi var altid med. Den elskede at sidde forrest på slæden, og fik den sin vilje, ville den også sidde på slæden, når vi trak op ad bakken.

NYT ÅR, NY KLASSE I 1946 begyndte jeg i femte klasse, Kirsten i 3 klasse, og Gunnar i 1 klasse. Der skete to vigtige ting i skoleåret. Klassen skulle en tur til Bornholm i 8 dage i maj eller juni måned 1947. Vi brugte mange forberedelsestimer i 1946 på den tur og på, hvem der skulle læse videre til realeksamen i Kragelundsskolen. Da den dag i 1947 kom, hvor jeg skulle spørge far om jeg måtte komme med, svarede far nej, han havde ikke råd til de 35 kr. samt lommepenge og rejsetøj. Jeg var den eneste, der ikke kom med. Til gengæld blev jeg hjemme i 8 dage. De andre havde 8 dejlige dage, som de aldrig glemmer, hvor de fik set øen på kryds og tværs. På vej hjem overnattede på Fregatten Jylland i København og var en tur i Zoologisk Have. I 1946 begyndte jeg at gå med mælk om morgen, før jeg skulle i skole. Det var hos Fru Schmidt, De Forenede Mejerier. Jeg havde 3 ture og fik 18 kr. om ugen. En dag spurgte far, om Gunnar måtte få en af turene, for han havde ikke råd til lommepenge. Utilfreds gik jeg med til det og sagde, at Gunnar kunne få 3 kr. Efter jeg havde spurgt Fru Schmidt, var det i orden. En dag sagde Fru Schmidt at hun havde fået klager på Gunnars tur. ”Hvad har de klaget over”, spurgte jeg. ”De har klaget over, at der ikke var fløde i flasken”, svarede hun. Gunnar blev fyret omgående. Han fortalte mig, at han havde taget kapslen af og drukket fløden, og derefter sat kapslen på igen uden det kunne ses. Der hvor Højbjerg Parken er i dag, var der en bondegård, som lå et stykke fra vejen. En morgen jeg var på mælketur gennem Kragelunds alle, hørte jeg musik og så en masse mennesker, som sang og dansede. Det var en af brødrene Caspersen fra Skåde, som havde sølvbryllup. Pludselig skulle jeg gå med mælk hos Nørregaard, Vesterbro Mejeri. Hvorfor ved jeg ikke. Der blev jeg, til jeg skulle konfirmeres. De sidste dage før konfirmationen fik jeg mange pengegaver af kunderne, også af kunder fra Fru Schmidt, jeg mødte dem på min mælkerute. Det blev til lidt over 500 kr., som jeg gav far. Jeg er sikker på at jeg selv havde betalt min konfirmation, for jeg så aldrig pengene igen. Det var på en måde i orden, for mor og far var fattige. Den dag kom også, om jeg vil blive i Skåde Skole. (Skolen havde kun skolegang til og med 7 klasse) eller ned på Kragelund Skolen. Jeg ville ned på Kragelund Skolen, for jeg ville være skolelærer. Men far sagde nej igen, han synes, at når den tid kom, skulle jeg gå i lære som Herrefrisør. ”Det var lunt og godt”, sagde han! Lærer Bork var en meget dygtig gymnastiklærer. Han fik os altid til at yde det bedste. Han var meget interesseret i, at vi kunne gå på hænder og ville give os en 25 øre for hver gang, vi kunne gå 5 skridt. De eneste der lærte det, var Villy, Hans Jørgen og mig. En dag mens jeg gik i femte klasse, var der en gymnastik opvisning, hvor bl.a. Villy, Hans Jørgen og jeg skulle vise, hvor dygtige vi var til at gå hænder. Vi skulle gå fra indgangen af gymnastiksalen og til den anden ende, hvor ribberne var, og der var ca.30 m. Det vakte et stort bifald. En gang om året lavede skolen en revy i gymnastiksalen med bal bagefter. Alfred Sørensen spillede på violin (det var min skolekammerat Kirstens far), og far spillede på klaveret, - de to sørgede for musikken. Det var altid en hyggelig aften. Alfred og far var gode venner. Al- fred havde et gartneri på Hørhavevej lige overfor Grumstolsvej. Vi var tit på besøg hos dem. Alfred og far samt en ung trommeslager, der hed Erik, spillede også til bal på Hotel Krage- lund flere gange. Vi var begyndt at interessere os for det modsatte køn og skrev små sedler i timerne til hinanden om du vil være min kæreste. Hvis Rosenbeck opdagede det, blev han gal. Jeg havde skrevet en seddel til Kate, om hun ville være min kæreste, og det opdagede Rosenbeck. Han fik fat i sedlen, før jeg kunne sende den videre til hende. ”Skal jeg læse sedlen højt for de andre? ” ”Nej”, sagde jeg og blev flov. På vej hjem så jeg Käte og Hans Jørgen følges ad. De gik lidt ned ad Holstvej og ind på Castenskjoldsvej, hvor jeg indhentede dem. På grund af jalousi ville jeg give Hans Jørgen en omgang klø, men det kunne jeg ikke. Det var lige meget hvad jeg gjorde, så ramte jeg ham ikke. Han undgik meget nemt og slog ikke igen, mens han grinede. Mens det foregik, stod Käte og så på. Dagen efter var vi gode venner igen. Vi fortsatte med kærestebreve, og en dag blev der smuglet et kærestebrev til mig. Det var fra Rita, om jeg ville være hendes kæreste, hvorefter jeg skrev tilbage - et stort nej. Det fortrød jeg bagefter, jeg spurgte hende, men hun var blevet gal. Da jeg begyndte jeg i 6. klasse 1947, var klassen blevet halveret. Der var kun de fattige for- ældres børn tilbage, som en skolekammerat sagde flere år efter. Der skete ikke noget særlig i skoleåret, der gik ubemærket hen. Mens jeg gik i 6 klasse, røg jeg den første cigaret bag en høstak på marken sammen med John. Jeg var begyndt at spille fodbold i Kragelund Idrætsforening, og spillede på B-holdet. Vi vandt da nogle gange, men hver gang vi spillede mod AGF, tabte vi stort. Når turneringen var færdig, endte vi altid i den nederste del af tabellen. Far var også en ivrig fodboldspiller i klubben. I 1948 var mormor og morfar samt onkel Peter og tante Edith flyttet til Mårslet. De var flyttet ind i ”Blækhuset”, som mårsletterne kaldte det, da det var bygget med valmtag og skorstenen i midten, så at der bare manglede en pennefjer. Jeg cyklede tit ud til mormor og morfar i en weekend, hvor jeg nogle gange overnattede. Det års sommerferie var jeg på ferie hos dem. Der var fire oplevelser i ferien, som jeg ikke glemmer. I Mårslet var der et pakkebud, som jeg havde lært at kende. Han kørte med pakker ud til folk i en hestevogn fra stationen om formiddagen. En dag gik jeg hen til stationen i håb om han var der, og at jeg måtte køre med. Det var han, og skulle til at køre. Jeg spurgte om jeg må køre med, ja det må du da, sagde han. At sidde på hestevognen, snakke med ham, køre ned gennem byen og aflevere pakker, var noget jeg kunne lide. Jeg var med ham i flere dage. Han var en meget flink mand. Jeg er sikker på, at mormor var godt tilfreds med det, så blev jeg da beskæftiget. Onkel Peters havde gennem Red Barnet fået et feriebarn fra det meget krigsramte Frankrig, en pige næsten på min alder som hed Paulette. Hende var jeg meget sammen med, og når vi skulle ned til købmand Siig eller bare gå ned ad gaden, sang vi altid de to sange, som vi havde lært af hinanden. Hun var en herlig pige.

Alouette, gentile Alouette Futtefuttefut nu kører toget Alouette je te plumerai futtefuttefut afsted, afsted. Alouette, gentile Alouette Futtefuttefut, hej vil i noget? Alouette je te plumerai Futtefuttefut, ja vi vil med Je te plumerai la tête Je te plumerai la tête Et la tête, et la tête Alouette, Alouette O-o-o-o-oh Alouette, gentile Alouette Alouette je te plumerai

Mormor var en spøjs dame, for hun kunne lide at lave skæg og ballade med os børnebørn, og den sommer var ingen undtagelse. Rita var på ferie i Mårslet, og en dag da jeg var der, tog mormor os med til skoven ved Vilhelmsborg for at plukke vilde hindbær. Da vi var færdige, foreslog hun, at vi skulle se, hvem der kom først hjem. Jo det kan vi godt, sagde vi og var sikre på, at vi kom først. Mormor gik hen ad en sti i skoven og forsvandt. Rita og jeg gik den samme vej hjem ad Bedervej, ned gennem byen og op til Blækhuset. Da vi var kommet til AP (cykelhandleren), så vi, at vinduet blev lukket op, og mormor stak sit røde hoved ud og grinede og var stakåndet. Vi blev noget forbavsede, for det havde vi ikke troet. Da vi kom op til hende, fortalte hun, at hun lige var kommet og havde gået langs jernbaneskinnerne hjem. En aften sad Ingerlise, mormor, Rita og jeg omkring spisebordet og fik kager og noget at drikke til. Kaffe til Ingerlise og mormor, og sodavand til Rita og mig. Da der var en snitte tilbage med creme, synes mormor, at vi skulle lukke øjnene alle fire, og se hvor den var hav- net henne, når vi måtte lukke øjnene op igen. Den havnede på min tallerken. Det var ikke mig, sagde jeg, - jo det var dig, sagde de og grinede Jeg er sikker på, at det var mormor der havde været på spil, for hun vidste, at jeg så godt kunne lide en snitte med creme. En dag efter at Rita var rejst hjem, skulle vi med Oddergrisen til kræmmermarked i Hou. Vi må have været lidt sent på den, for Gunnar og morfar småløb hen ad stien til stationen. Jeg var holdt op med at løbe og ventede på mormor. Et øjeblik efter kom hun løbende med tasken i den ene hånd, og en karklud på højre arm. ”Hvad skal du med den karklud?” spurgte jeg. Hun kiggede og sagde ”åh den” og smed den i grøften. Det er en mormor man aldrig glemmer! 1948 var sidste skoleår, - 7 klasse. Bambi var blevet 3 år. En dag da alle klasserne stod på række efter frikvarteret, var der pludselig røre i den i de yderste række, eleverne blev spredt for alle vinde. Jeg kunne høre, at det var Bambi, der hylede og gøede. Jeg kaldte på den, og da den hørte det for den gennem rækkerne, indtil den fandt mig. Den veg ikke fra mig. Jeg troede, at jeg skulle gå hjem med den, men den fik sandelig lov til at komme med ind i klasseværelset. Lærerne var målløse, det havde de ikke været udsat for før. Da den fandt ud af hvilket klasseværelse jeg var i, kom den flere gange og gøede og blev lukket ind. Bambi kom op på skolen 4 gange, men til sidst blev det Rosenbeck for meget, og han sagde, at nu kan du godt gå hjem med hund. Det skete aldrig mere, for da det altid var på samme tid, var mor nød til at holde den inde indtil hun vidste, at jeg var på vej hjem. Så kom den tit i møde med mig i stedet for. I efteråret begyndte vi at gå til præst en gang om ugen hos Pastor Knudsen i Holme Kirke, indtil vi skulle konfirmeres i april eller maj 1949. Efter konfirmationen varede det ikke lang tid, før vi var færdige med at gå i skole. Og den dag kom også, hvor jeg gik ned ad Odderve- jen med en trækvogn fyldt med ting og sager, som jeg skulle have med hjem. I august 1949 begyndte Kirsten i Kragelund Skolen i 5 år. Hun skulle i mellemskolen og tage sin realeksamen. I 1986 år sørgede jeg for, at vi gamle klassekammerater kunne mødes på Skåde Skole en nærmere bestemt dag kl.14. Alle kom, også lærer Rosenbeck med hustru. Bare ikke Hans Jørgen, - han var desværre død sidst i tresserne. Efter mødet på skolen tog vi hjem til Arne og hyggede os over en kop kaffe. Der var selvfølgelig en masse spørgsmål til højre og venstre om, hvordan vi havde klaret os, var vi blevet gift, og hvor mange børn vi havde. Ja, det var et gensyn med mange spørgsmål. Sidst på eftermiddagen kom der en bus og kørte os til Norsminde Kro, hvor vi skulle spise og danse bagefter. Efter en god aften kom bussen og kørte os til Højbjerg. Det var en sjov og en hyggelig dag med de gamle skolekammerater. Der gik 17 år før nogle af os så hinanden igen. Det blev derefter til en gang om året, og nogle gange har vi vores ægtefæller med.

Købmand Herluf Jensen og Frederikke og Søren

Efter sommerferien 1949 fik jeg et job som købmandsbud hos Herluf Jensen i Skåde. Hvis jeg troede, at jeg kendte beboere i Skåde, da jeg gik i skole, skal jeg da love for at jeg lærte dem endnu bedre at kende, idet langt de fleste kunder var fra Skåde. Købmanden havde også en berømt kunde, det var Søren Fisker fra Moesgård Strand. Han kom en eller to gange om måneden for at betale, bestille varer plus en kasse øl. Jeg var tit ude med en kasse øl til ham på en Long John, - næsten en gang om ugen. Søren og Frederikke boede der i 44 år. På vejen i højre side mod Fiskerhuset kom jeg også med varer til et ishus, hvor familien boede bag butikken. Når der ikke var noget at køre med, hentede jeg øl og sodavand fra kælderen op i butikkens baglokale. I baglokalet fyldte jeg sukker, mel og andet i poser. 1 pund/500 gr. og lærte at lukke poserne på rigtig købmandsvis. Derefter blev de sat på hylderne i butikken. Bambi var igen begyndt at opsøge mig. Når den kom, måtte jeg eller kommisen (hvis jeg var ude med varer) lukke den ind i garagen. Det var ved den tid, hvor jeg skulle hjem fra skolen, at den kom, så det var ikke så længe, den var lukket inde. Købmanden syntes, at det var utroligt, - han havde hørt, at der var en hund, der havde opsøgt en elev nogle gange på skolen, så han var forbavset over, at det var mig.

Weber og Sørensen Da jeg havde været købmandsbud omkring 6 måneder, havde jeg talt med mor og far om, at jeg godt ville være reklametegner ligesom onkel Aage. De har sikkert talt med onkel Aage om det. Han var tegnestuechef hos reklamebureauet Weber & Sørensen. I hvert fald blev jeg bud hos dem med hensigt på, at jeg skulle være elev som reklametegner, når de havde brug for en. Weber og Sørensen havde fået en kunde, som skulle have tegnet en plakat for sundhed til børn og voksne. Den skulle hænge i lægers og tandlægers venteværelser. Det blev resultatet, som I ser her.

Efter omkring også 6 måneder fik jeg at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, man havde ansat en anden, idet han været på teknisk skole. Så kunne de nøjes med at have ham i fire år. Mange år senere, da jeg besøgte onkel Aage på Aarhus Stiftstidende, hvor han også var tegnestuechef, kunne jeg godt se, at de evner som reklametegner havde jeg ikke. Det tænkte jeg ikke på som 15 åring. Jeg kunne kun tegne efter noget på fri hånd. Et stykke tid gik jeg til tegning hos onkel Aage, hvor jeg skulle tegne efter et eller andet. Det var gode stunder. Her er nogle tegninger som jeg har tegnet mange år efter.

Roland Skiltefabrik.

Da jeg gerne ville have noget med tegning at gøre, søgte jeg i september 1950 at blive lærling som skiltemaler hos Rolands Skiltefabrik. Jeg sendte nogle tegninger og blev kaldt til samtale hos mesteren, som hed Ib Nielsen. Det er højst sandsynligt at morfar, som savede bogstaver til Roland, havde talt med ham, for da samtalen var slut, og han havde set mine tegninger, var jeg blevet lærling hos Rolands Skiltefabrik fra den 1. oktober 1950. Dengang var værkstedet i en baggård i Grønnegade 50. Til at begynde med lavede jeg alt forefaldende arbejde, blandede brugt mørk farve i en bøtte, og lys farve i en anden bøtte. Lavede kit med pulveragtig spartelmasse og olie. Var med ude og hente skilte (hvis ikke forretningen skulle have et nyt skilt) og hænge det færdige skilt op. Løb ærinder for svendene, strøede vand på gulvet og fejede det, når der var fyraften. En dag skulle jeg i banken på Lilletorv med en check på 6000 kr. Jeg cyklede med den i hån- den, da jeg kom hen til banken, havde jeg tabt den. På vejen til værkstedet så jeg efter den, men kunne ikke finde den. Ib Nielsen spurgte, da jeg kom tilbage, om jeg havde afleveret checken i banken. Jeg fortalte, at jeg havde tabt den. Først skældte han mig godt og grundig ud, bagefter fortalte han mig, at der var kommet en mand med den. Det var jo heldigt for mig. Efter et år havde Ib Nielsen købt ejendommen nr.41 i Vestergade, hvor han i baggården byg- gede et værksted med 1 sal. I august måned 1951 var jeg begyndt at gå på teknisk skole. Da der var gået 9 måneder, fik jeg min karakterbog. Den næste dag viste jeg stolt svendene den, for jeg havde fået ene af 7- taller, som var det højeste på nær flid - et 6 tal. Svendene var glade på mine vegne. Da Ib Nielsen kom, gik jeg stolt ind på kontoret og viste ham den. Han kiggede og smed den langt hen ad gulvet i værkstedet. Han blev gal og skældte mig ud godt og grundigt, fordi jeg kun havde fået et 6 tal i flid. Svendene synes, at det var for meget og begyndte at irettesætte ham. Det blev til en stor højlydt diskussion, mens jeg sad ude på trappen og græd. Da jeg havde sundet mig lidt, tog jeg hjem, og var fast besluttet på at skiltemaler ville jeg ikke være mere. Men far fik mig overtalt til at gå på arbejde næste dag. En dag, hvor jeg stod ved et af bordene og tegnede bogstaver, kom han og så på det. ”Du kan godt begynde forfra”, sagde han og rev papiret i stykker og smed det på gulvet. En svend, der hed Børge havde ellers lige sagt, at det jeg lavede, var ok. Vi havde fået et arbejde til Molsudstillingen i Århus Hallen. Vi skulle male store skilte og plancher, og den dag vi skulle til Århus Hallen med dem, blev de sat op på en lastbil, godt bundet fast. Der var lige plads til mig ved siden af skiltene. Da lastbilen begyndte at køre, faldt skiltene ned over mig. Jeg kom i klemme og venstre skulder var gået af led, hvorfor jeg kom på hospitalet og fik skulderen sat på plads. Jeg kan ikke huske hvor lang tid, der gik, før jeg kom på arbejde igen. Når der var mangel på arbejde, sørgede mester for, at der var lejligheder og opgange, som en svend, der hed Hans, og jeg malede. Det var også Hans og mig, der i en periode på 5 dage var i Hobro – Randers – Ringkøbing - Kolding – Esbjerg – Odense og Svendborg for at male Good Year Dæk på gavle. Vi satte også juleguirlanter op tværs over Bruunsgade fra 1. december. Dengang blev der ikke julepyntet i byen før 1. december. Jeg kunne ikke forene mig med, at det ene øjeblik var han i godt humør og det andet øjeblik skældte han mig ud for at ikke lave mit arbejde godt nok, selv om jeg vidste, at det var i orden. De to episoder og andet var stærkt medvirkende til, at jeg en dag efter knap 2 år gik ind på kontoret, og fortalte ham - mens jeg slog knytnæven i bordet - hvad jeg mente om ham, og at jeg ikke ville være der mere. Han blev paf og forskrækket. Jeg var hos Rolands Skiltefa- brik i 18 måneder. Trods det havde jeg nået at lære male skilte og lejligheder, som jeg har gjort brug af i rigtig mange år. Fordi jeg kunne lide det!

Var druknedøden nær. Engang i sommeren 1952 var mor og far på besøg hos fars gamle kæreste, Ketty, i Juelsmin- de. Jeg havde fået at vide, at vi ikke måtte bade i dag. Men det gjorde vi alligevel den formiddag. Vi tog til Ballehage, som vi plejede og hoppede i vandet. Mens vi var i vandet hørte jeg pludselig Kirsten råbe om hjælp. Jeg vendte mig om og så, at hun var lidt længere ude, end vi plejer. Jeg svømmede ud til hende og fik hende bugseret længere ind, hvor hun kunne klare sig selv. Pludselig tog understrømmen mig og førte mig længere ud end Kirsten havde været. Jeg svømmede alt det, jeg havde lært, men lige meget hjalp det. Mens jeg var oppe og nede tre gange, så jeg Gunnar og Kirsten råbe og skrige inde på strandbredden. Jeg husker kun et kort øjeblik, at jeg lå på strandbredden. Da jeg vågnede op om eftermiddagen, var jeg på Kommunehospitalet. Hvad de havde gjort ved mig, ved jeg ikke men jeg fik lov til at komme hjem lidt senere. Jeg fik at vide af Gunnar og Kirsten, at det var en dreng på min alder, der havde reddet mig, og da ambulancen var kommet, forsvandt han. Jeg reddede Kirstens liv, men var lige ved selv komme galt godt af sted. Jeg har ikke svømmet siden. Når jeg en sjælden gang bader, er jeg kun i til hoften, og jeg tør ikke komme under vandet med hovedet. Jeg har prøvet et par gange. Når jeg hører den vand- lyd, bliver jeg bange og må mindes den dag med Kirsten. Før den episode cyklede nogle venner og jeg tit ned til Blommehaven for at bade. Når bøl- gerne var ca. 1 meter høje, løb vi mange gange ud til enden af badebroen og sprang ned i en bølge, som skyllede os ind på stranden. Det havde vi meget sjovt med.

Beder Planteskole. En dag kom far og sagde, at jeg kunne blive elev hos Gudrun og Emanuel på Beder Plante- skole, som var på 7 tønder land. Gudrun var søster til Beder Gartnerskolens ejere Erik og Bent Klougart, og Emanuel havde været ansat på skolen. Jeg cyklede ud til Planteskolen, og efter en samtale blev jeg ansat og skulle bo hos dem fra den 1.maj 1952. Emanuel havde 2 ansatte foruden mig. Hans og Poul. Hans var uddannet planteskolemand og boede på Gartnerskolen, og han var meget venlig og behagelig at arbejde sammen med. Når vi skulle plante multiflora roser i lange rækker gik jeg foran med et lille redskab, som jeg havde i hånden og som kunne bore huller i jorden. Han gik bagved og satte multifloraen i hullerne og trådte forsigtigt jorden til med foden. Han lærte mig meget om det at arbejde på en planteskole, blandt andet at okulere roser. Det var et godt interessant arbejde. Poul Schmidt blev jeg meget gode venner med. Poul havde en spastisk sygdom, - han gik som om han havde en dårlig fod, og hans hænder rystede altid. Det så man, når han arbejdede, spiste og drak. Han var altid i godt humør, snakkede, grinede og pjattede, og når han blev for ivrig, savlede han. Et par gange var jeg barnepige hos Anna og Poul, som boede på Lang- ballevej i Mårslet. De havde 2 små børn, en pige og en dreng, Tina og Christian. Gudrun var en meget mild og venlig husmor, som sørgede for at holde mit værelse rent, og redte min seng hver dag. Når hun havde bagt en kage, kom hun altid op og gav mig et stykke. En aften, hvor fætter Villy kom på besøg, fik vi kage og sodavand. Hun må være moralsk opdraget med hensyn til at have kærester, for en dag efter aftenmaden cyklede jeg ud til en veninde, som var pige på en gård i Østerby Jeg kom først hjem til ar- bejdstid næste morgen. Efter middagsmaden trak hun mig ind i den anden stue, og fortalte at man ikke gik i seng med hvem som helst, og når som helst. Man gik ikke i seng med hinanden, før man var blevet gift, sagde hun. Hun talte meget pænt i sin belæring og håbede, at jeg forstod det. Hvad kommer det hende ved, tænkte jeg, men det sagde jeg ikke til hende. Jeg cyklede stadigvæk til Østerby og be- søgte Lissi, men tog hjem hver aften. Emanuel var på mange måder en flink mand. Han var meget hurtig til sit arbejde, og når jeg ikke kunne følge med, fordi jeg ikke kendte så meget til arbejdet endnu, vrissede han ad mig, det skete tit. En dag skulle der med Oddergrisen sendes mange planter, som var pakket ind, så de ikke tog skade. Kan du hente hesten og spænde den for vognen, sagde han, så jeg hentede hesten og forsøgte at få den på plads, men kunne jeg ikke. Han blev gal: Kan du ikke det? Jeg svarede, at hvordan skulle jeg kunne det når jeg aldrig havde prøvet det før? Han blev nu rigtig gal, og da han havde fået hesten på plads, sagde han, at nu kunne jeg køre ned på stationen og aflevere planterne. Jeg stirrede målløs på ham, og sagde det har jeg heller aldrig prøvet før. Han vinkede mig af og gav mig nogle papirer med. Det gik roligt og stille på vej mod stationen, da jeg kom til hovedgaden lykkedes det mig at stoppe hesten, der skulle nødig ske noget. Jeg fik gang i hesten igen og kom roligt til stationen. Da jeg var kommet op på vognen igen, skete der pludselig et eller andet, - hvad det var, ved jeg ikke. I hvert fald begyndte hesten at løbe, tværs over hovedgaden og den standsede ikke før, den var kommet hjem i gården. Jeg var blevet meget bange og rigtig gal på Emanu- el. Da ekvipagen kom anstigende, stod han i gården sammen med Poul og den anden medhjæl- per og så fuldstændig forskrækket ud. ”Hvad skete der? ” ”Vi kørte om kap med en anden hestevogn”, råbte jeg meget højt og rasende. Jeg steg af vognen og gik hen til ham, stirrede ham i øjnene uden at sige noget, Han sagde heller ikke noget. Derefter gik jeg ned til Poul og hjalp ham med roserne. 2 dage senere ville han tale med mig angående min ansættelse. Han begyndte med at sige, at der ikke var noget i vejen med mit arbejde, men han mente at vi tit var for uenige, og at det var bedst, at jeg rejste. Han sagde for øvrigt også, at jeg havde godt af at blive soldat. Efter samtalen gik jeg op på værelset og hentede mit tøj og andet. Da jeg kom ned fik jeg min månedsløn og sagde kun farvel til Gudrun og hendes to piger på 8 og 10 år. Ude i gården sagde jeg farvel til Hans og Poul, og takkede dem for et godt samarbejde. Derefter cyklede jeg hjem til Højly, godt gal og frustreret, men jeg vidste, at havde han ikke fyret mig, havde jeg selv sagt op før eller siden. Jeg var hos Emanuel i 5 måneder. Venner. Jeg havde fået en masse gode venner i og omkring Højbjerg, vi samledes altid på hjørnet ved biografen Rio om aftenen. Når vi stod der og så en der havde stillet sin knallert og gik i biografen, tog flere af os en tur på den. Når vi var færdige med det, stillede vi den hvor han havde sat den. Lige inden filmen var færdig, var vi forsvundet fra hjørnet. Nogen stod ovre ved købmand Mikkelsen, andre et sted på det modsatte fortov og kiggede på forretninger. Vi skulle jo se, når han ikke kunne forstå, hvorfor der ikke var mere benzin Rita var kommet til Højbjerg som stuepige hos en familie Hansen på Nagels vej. Hun faldt hurtig til sammen med mig og mine venner. En aften vi stod på hjørnet og vidste ikke hvad vi skulle lave. Så var der en, der foreslog, at alle skulle købe en billet, og sidde på samme række. Da vi kom ind, viste det sig, at vi fyldte en hel række. Jeg kan ikke huske det, det var Rita der fortalte mig det. Vi gik til bal sammen forskellige steder: Hotel Kragelund – Holme Kro – Tranbjerg Kro – Solbjerg Kro, og Viby Hotel. På Viby Hotel kom vi ofte op at slås, fordi de syntes, vi dansede for meget med deres piger. Det var Klubforeninger, der holdte bal, og for at vi kunne komme til deres bal, skulle vi købe et medlemskort. Når vi havde klubbens kort, skulle vi bare vise det, når de afholdt bal. Havde vi været til bal på Holme kro gik, vi tit hen til cementbageren, som vi kaldte ham, og købte morgenbrød, tog derefter hjem til en af pigerne, som hed Ingrid, og spiste der morgen- brødet med mælk og kaffe, som Ingrid havde lavet. Ingrid boede hos sine forældre på hjørnet af Aagaards vej og L.A. Ringsvej. Mens der var sommer, tog vi også tit en lørdag aften til Restaurant Varna og dansede på Var- nas terrasse til musikken fra restauranten. Somme tider kom overtjeneren og jog os væk. Men det hjalp ikke noget, vi dansede videre. Han kom ikke mere, han synes nok trods alt, at det var i al uskyldighed, vi var der. To af mine venner var Lydia og Marius, som var gift. Deres hjem var et samlingssted for os unge mennesker. Når nogle venner og jeg besøgte, dem fik vi kaffe og franskbrød med ost, mens vi fortalte historier sammen med Marius. De boede på hjørnet af Hørhavevej og Ildervej. Derfra flyttede de til et lille hus ude på Skåde Mark ved Søsterhøj, sendemasten, som var bygget på hjørnet af Moesgårdvej, og en grusvej der endte der.

Skåde Børnehjem. Efter et år flyttede parret til Holme, hvor de havde købt et lille hus. Desværre fik Marius sukkersyge og blev blind. Det kunne han ikke klare og døde 1953. I Holme nåede de dog at få en søn, som jeg ikke husker navnet på. Han var ikke ret gammel, da Lydia flyttede til Mal- ling. Gunnar har fortalt mig, at Lydia er syg og var blevet gift igen. Hun lever i Malling sammen med sin nye mand. En aften jeg besøgte dem, var der en pige på min alder, som hed Helle. Da jeg synes, at hun var en sød pige, begyndte jeg at charmere mig ind på hende, men det var hun fuldstændig kold overfor. En dag, jeg var sammen med Hans Jørgen, fortalte jeg ham om Lydia og Marius og spurgte, om han ville med mig om aftenen og besøge dem, for de havde besøg af en sød pige, der hed Helle. Det vil han gerne, sagde han. Den aften kunne man se, at de var interesserede i hinanden, og det varede ikke længe, før de var et fast par og blev gift og fik såmænd også et par børn. På et tidspunkt flyttede de til Fyn, hvor han havde fået et Coca Cola depot med kunder at passe. En dag, han var ude at køre forulykkede han og blev dræbt. Børnene var ikke mere end omkring 10 år.

Gul Spejder. Vi havde fået en ny tropsfører, som hed Caspersen, han arrangerede en 8 dages tur til Samsø. Vi mødtes i Højbjerg med vores godt pakkede cykler, og cyklede til Hou. Fra Hou sejlede vi med avisbåden til Mårup, og slog lejr ved Mårup strand. Gunnar var blevet gul spejder i min patrulje. Han havde det sådan, at han ville deltage i alt, hvad jeg foretog mig, hvis han fik lov af far. Hver morgen var vi i vandet, og på hike om dagen, Vi kom langt omkring blandt andet til Toftebjerg, hvor jeg og min patrulje blev inviteret ind til sodavand og kage hos en rar gård- mandskone. Vi var også ude ved Langøre Havn og den del af Stavns fjord, hvor der var lav- vandet, hvor vi skulle samle nogle særpræget sten. En aften skulle vi på skattejagt efter en bakke flødeboller. Vi fik et skattekort udleveret som vi skulle følge, hvis vi kunne. Men allerbedst som jeg troede, at det gik godt, tog jeg den for- kerte vej og kom sidst hjem, - godt slukøret. En anden patrulje havde fundet skatten. En anden aften var der en konkurrence om hvilken patrulje, der kunne lave den bedste mad. Det blev vores patrulje, takket være Gunnar. Allerede dengang var Gunnar god til at lave mad. Det er ikke noget jeg kan huske, det har Gunnar fortalt. Far og jeg spillede tit kort sammen - vi spillede kasino – 8 eller 66. Det havde vi meget for- nøjelse af. Inden vi begyndte, havde vi et blad af en avis foran os, og mellem os stod der en krukke fuld af cigaretskodder. Vi smuldrede tobakken ud og puttede det i en pibe. Jeg skal love for, at det var stærk tobak. Efter første hiv hev vi efter vejret. Men efter et par hiv, gik det fint Far var en meget dygtig anlægsgartner, han kendte alle navnene både på latin og dansk på træer – buske og planter. En gang om året havde Gartnerforeningen udstilling i Århus Hallen, hvor hver selvstændig anlægsgartner kunne købe sig et stade, hvis han ville deltage i konkur- rencen om, hvem der fik førstepræmien. Far vandt den tre år træk. På det tidspunkt arbejdede han for en mester, der hed Kolling, og som havde en planteskole lige før Langballebakken i Skåde. Anna og Poul Schmidt. En dag for cirka 10 år siden, hvor jeg var ude hos Ingerlise, kom snakken ind på Poul Schmidt, og vi blev enige om at besøge ham og Anna. De boede i en beskyttet bolig bag al- derdomshjemmet, Kildevang. Vi ringede på døren og ventede lidt, inden døren blev lukket op. ”Goddag”, sagde vi. ”Goddag”, sagde Poul og nikkede genkendende til Ingerlise. Hvem er du? ”, spurgte han. ”Jeg er Knud, som du arbejdede med hos Gudrun og Emanuel”, svarede jeg. Han stod lidt der og kiggede, - pludselig lyste hans øjne op, genkendende og så smile- de han over hele hovedet. ”Go’ dav! ” - sagde han rystende og omfavnede mig. Vi blev inviteret indenfor til kaffe og småkager. Snakken gik livligt mellem os, det var nu mest Poul og mig, der snakkede sammen, mens Ingerlise snakkede med Anna. Poul fortalte, at efter Beder Planteskole blev lukket, havde han arbejdet nogle timer hver dag på Beder Gartner Skole i mange år. Han inviterede mig til at besøge skolen sammen med ham, så ville han vise mig hvordan den er i dag. Vi blev enige om, at jeg ringede en af de nærmeste dage. Efter et par timer gik vi hjem til Ingerlise og Kurt En uge senere ringede jeg en formiddag til Poul og aftalte tid, så vi kunne mødes på Mårslet Station. Han var der, og lidt efter kom Oddergrisen, og 5 min efter var vi i Beder. Jeg skal love for, at jeg fik set Gartnerskolen. Mens han fortalte alt om skolen, løb hans mund en gang imellem i vand, og så tørrede jeg hans mund med en klud, jeg fået af ham. Ligeledes tørrede jeg hans mund og vindjakke, når han spildte ned ad sig selv, hvis ville drikke lidt som han havde med hjemmefra. Vi var inde på et kontor, hvor hans søn Christian arbejdede. Det var mærkelig at se hans søn, som jeg engang var barnepige for 50 år siden. Han var lidt højere end mig. Da Poul mente, at nu havde jeg set det hele, gik vi ned til stationen og tog toget til Mårslet, hvor vi sagde farvel til hinanden og jeg så kørte videre til Århus. Jeg så aldrig Poul mere. Det var en herlig arbejdskammerat for 50 år siden og en kær gammel mand at besøge. Ham glemmer jeg aldrig. Anna og Poul døde for ca. 10 år siden. Frustration. Jeg var nu blevet 17 år, og hvad havde jeg opnået. Ingenting. Jeg måtte ikke være skolelærer, kunne ikke blive reklametegner, blev ikke uddannet som skiltemaler, og blev ikke uddannet som planteskolemand. Jeg kunne heller ikke komme i seng før mor og far gik i seng, divanen var min seng. Det var noget være rod. Jeg var godt gal på mig selv, og en aften i oktober 1952 sagde jeg til mor ude i køkkenet, at jeg tog natbåden kl. 23.55 til København. Jeg havde købt billet og havde kun 50 kr. med.

København - Nyhavn. Båden ankom til København klokken 7 om morgenen. Følelsen at komme til København var meget mærkelig og spændende. Jeg var fast besluttet på, at uanset hvordan det gik mig, skulle jeg nok klare mig, håbede jeg. Fra båden gik jeg op til St. Annæ Plads, der var ikke ret langt. Gik til venstre ad Lille Strand- gade, som udmundede i Nyhavn. Da jeg så Nyhavn og Kanalen, blev jeg imponeret. Jeg, som kom fra Højbjerg med omegn og Århus, havde ikke forventet, at det så sådan ud, - man havde jo så tit hørt om Nyhavn. Fra Lille Strandgade gik jeg langs Nyhavn i håb om, at der var et af værtshusene, som var åbent, så jeg kunne få noget morgenmad. Da jeg næsten var kommet til Bredgade, så jeg at ”Øresund” havde åben fra kl. 7. Jeg gik ned ad trapperne og ind og så, at der var allerede sad en og spiste en morgencomplet. Ved baren stod der en ung pige, hun så ud til at være lidt ældre end mig. Ved siden af baren stod der et klaver. Jeg husker ikke det rette ord, hun sagde, men det var noget i den her ret- ning: ”Hvilken en øl drikker du? ” ”Jeg vil gerne have noget morgenmad! ” ”Det får du! ” sagde hun. Hun kom med - så vidt jeg husker - 2 rundstykker, lidt ost, marmelade, kaffe og et glas mælk. Hun begyndte at snakke med mig om lidt af hvert. ”Hvor kommer du fra? ” spurgte hun. Jeg fortalte, at jeg lige var kommet med morgenbåden fra Århus og håbede at finde et arbejde og et sted at bo. Der var kommet stamgæster, som skulle have deres morgenmad og morgenbajer. Når der var tid, kom hun og satte sig og snakkede videre. Efter et stykke tid sagde hun, at hvis jeg var interesseret, kunne jeg få job, - de manglede en altmuligmand og en, der kunde gå til hånde med servering. Jeg ville få 25 kr. om ugen plus drikkepenge, som jeg skulle dele med hende. Du kan bo hos mig, indtil du har fundet et sted at bo. Jeg kiggede forbavset på hende og sagde ja, det ville jeg gerne. Hun hed Jytte, var 25 år, kom fra Skanderborg, og boede lige omkring hjørnet lidt ned ad Bredgade i en 2-værelses lejlighed. Jeg kunne slet ikke forstå, hvor heldig jeg var. At tænke sig, jeg havde fået et job og et sted at bo under 2 timer efter, at jeg havde gået i land. At jeg havde fået et job - det var helt utroligt. Det gik godt med arbejdet, alle var tilfredse, også chefen, som jeg sjældent så. Når jeg havde fri, var jeg ude at se København. En, somme tider to gange om ugen kom der en harmonikaspiller, som underholdt kunderne i en time. Han var en ældre mand. Jeg spurgte ham en aften, om han kunne spille dansemelo- dier, for så vil jeg prøve at spille med på klaveret. Ja, det kunne han. Så satte jeg mig ved klaveret og begyndte at spille en melodi. Det tog ham ikke 10 sekunder, så var han med. Han spillede også ”øresundsmusik”, og når jeg først kendte melodierne, kunne jeg spille med. Da vi havde spillet omkring i ca. 4 måneder, blev han syg, og kom ikke mere.

Kofoeds Skole. En aften kom der en mand i tyverne og drak en øl. Da han sad alene, satte jeg mig ved bordet, og som jeg plejede at gøre med kunderne, begyndte jeg at tale med ham. Jeg fortalte, hvordan jeg var kommet til København, og hvordan jeg var endt her. Han fortalte at han ansat på Kofoeds skole i Dronningensgade på Christianshavn. Hans arbejde var at finde unge mænd, der trængte til hjælp. Han fortalte, at hvis jeg kom ud på Kofoeds skole, skulle jeg arbejde ude på træningsskolen i Kongelunden. Jeg ville få kost og logi, arbejdstøj, en sort vindjakke, hvor der stod Kofoed Skolen på ryggen og en løn. Da jeg havde været her på Øresund i næsten et halvt år, og han virkede som en flink og en behagelig mand, sagde jeg, at det ville jeg godt prøve. Vi aftalte, at jeg skulle komme om en uges tid. Jeg fortalte Jytte, at jeg rejste en ad dagene, - det blev hun ked af. Hun synets, at vi havde et godt samarbejde, men jeg kunne naturligvis gøre, som jeg ville. Da den dag kom, hvor jeg skulle af sted, takkede jeg for hendes venlighed, og for at hun havde lade mig blive boende hos sig. Jeg så hende aldrig mere. Der var ikke langt at gå fra ”Øresund” og ud til Kofoed Skolen. Jeg ankom ved middagstid, og om eftermiddagen kom jeg ud til træningsskolen. Forstanderen hed Pastor Glad. Jeg fik mit arbejdstøj og blev henvist til et værelse, som jeg skulle dele med en anden ung mand. Det viste sig, at det var en jeg kendte fra Århus. Han hed Carl Erik Jensen, men i dagligtale blev han kaldt Whisky. Han var ligesom jeg taget til København, fordi han var blevet træt af År- hus. Vi skulle selv gøre rent på værelset og rede vores senge hver dag. Skolen havde udlovet en radio til det værelse, der var pænest i løbet af en uge. Whisky og jeg var heldige at have ra- dioen 3 uger i træk. Jeg husker det ikke helt bestemt, men jeg mener at der boede omkring 20 personer. Nogle var hjemløse, andre var små kriminelle, som ventede på at komme i fængsel. Atter andre var taget hjemmefra, ligesom jeg havde gjort. Det var en sjov tid, alle havde et arbejde der skulle udføres. For mit vedkommende, arbejdede jeg som maler og gartner. Når vi spiste, sad jeg ved pastor Glads bord, - der sad også hans hustru, den smukke kontor- dame, og nogle af de ansatte. En dag jeg og to andre var i bygningen, hvor der stod en lang række kartoffelkasser oven på hinanden op ad en væg, kom der pludselig en stor rotte frem. Da den så os løb den ind bag kasserne igen. Vi kaldte på vores mester og sagde, at der var en rotte. Han kaldte på skolens Lassiehund, og fik den jaget ind bag kasserne. Vi stod klar med rive, spade og greb. Men den kom farende ud og løb ud i gården. Så fik han fat i skolens store sorte hankat og fik den ind bag kasserne. Det varede ikke længe, før rotten kom løbende ud og katten bagefter. Rotten standsede op på grund af os, og vendte sig om mod katten, som også var standset. Sådan stod de måske i 10 sekunder før katten sprang på den og bed den ihjel, hvorefter den stolt gik ud i gården. En aften ville Whisky og jeg en tur i biografen. Vi tog til Vesterbrogade i København. Lige før Colbjørnsensgade lå der en biograf i en baggård, den hed Nonstop Bio. Den viste altid 2 film, og når den første film var færdig, skulle man som regel ned og ind i en bygning for at tisse. Der var kø, og mens vi ventede på, at det blev vores tur, blev der skubbet bagfra. Vi vente os om og så to mindre drenge. Det er ikke os, det er dem bagved, sagde de. Vi kiggede på de andre, og så to på vores egen alder. Men inden vi nåede at sige noget, blev der grinende sagt: ”Vi mødes ude på gaden, når filmen er færdig.” På vej ud til gaden kunne vi godt se, at de stod og ventede, og vi blev så enige om, hvem vi skulle slås med. Vi stillede op foran dem, som vi var blevet enige om. De grinede og for på os. Jeg fik min modstander slået ned og tog et hovedfaldsgreb på ham. (Jeg anede ikke dengang, at det var et hovedfaldsgreb, det opdagede jeg først mange år efter.) Mens jeg holdt ham, sloges Whisky videre. Man kunne se, at Whiskys modstander fik mange klø. Pludselig lå han ned og ramte hovedet lidt uheldigt på kantstenen til gaden. De, der havde set på, begyndte at råbe på politi. Jeg skal love for, at vi fik fart på. Vi løb hen ad Vesterbrogade, gennem Colbjørnsensgade, hen ad Istedgade, gennem Hovedbanegården, hen ad Bernstorffsgade til Stormgade, hvor vi var så heldige, at der kom en bus, som kørte os ud til Sundbyvester Plads. Vi havde kun ven- tet lidt, så kom vores bus, som kørte os ud til Kongelunden. Vi sad lidt på værelset og snakkede om det, inden vi gik i seng. Pludselig blev vi vækket af politiet, som anholdt os. De tog os med ind til politigården og ville have vores forklaring. Vi forklarede, hvad der var sket. De gik ind i det andet forhørslokale, og kom lidt efter igen og sagde, at de andre havde indrømmet, at det var dem, der havde startet slagsmålet med vilje. Desuden var ham, som Whisky sloges med, efterlyst, og han havde kun fået en lille skram- me. Politiet kørte os hjem, og de havde underrettet Pastor Glad. De fortalte også, at det var nemt at finde os, på grund af, at vi havde Kofoed Skoles sorte uniformsjakke på. På skolen var der kommet en mand, som havde været i Fremmedlegionen og som derfor havde været udstationeret i Vietnam. Han kunne ikke falde til som civil, og en dag spurgte han mig, om jeg ville med til Fremmedlegionen. Ja, det ville jeg gerne, det lød spændende, og et par dage efter, da vi havde fået fri, tog vi til en gade, som jeg ikke husker hvor var i København. På vejen ind var jeg blevet i tvivl, og da vi stod udenfor, sagde jeg til han, at jeg vil ikke med. Vi gav hinanden hånden og sagde farvel, og jeg tog hjem. Det var en god beslutning. Godt nok var jeg ikke bange for at prøve noget nyt, men det var en for stor mundfuld. Jeg havde holdt forbindelsen til mor og far i form af et brev en gang om måneden. Mor, som jævnligt skrev til mig, skrev også, at de havde fået en seng ekstra i soveværelset. Da jeg efter nogle dage fandt jeg ud af, at jeg gerne ville hjem, gik jeg ind til Pastor Glad en formiddag og fortalte, hvad jeg havde besluttet. Vi sagde pænt farvel til hinanden, og jeg tog toget hjem om eftermiddagen. Inden jeg rejste, kom en af mine venner, Hans Erik, fra Højbjerg. Jeg nå- ede lige at snakke lidt med ham, inden jeg rejste. Det var en dejlig tid i de lidt over 3 måne- der, jeg var der i København. Mens jeg var der, havde jeg fået en meddelelse om, at jeg skulle møde til session i Århus, - det nåede jeg ikke.

Sverige. En dag i efteråret 1953, hvor jeg var sammen med Hans Erik, spurgte han, om jeg ville med til Malmøs arbejdsformidling og der søge arbejde oppe i skovene for at fælde træer. Han havde før arbejdet i Lund hos en landmand. Dengang kunne man få penge til rejsen, fordi Sverige manglede arbejdskraft i skovene, sagde han. Vi tog derover med hver en taske, fyldt med hvad man havde brug for. Da vi var kommet til formidlingen, spurgte Hans Erik, om vi kunne få penge til rejsen op til skovene. De sagde nej, der var for mange danskere, der fik pengene og derefter tog hjem til Danmark i stedet for. Vi havde ingen penge, idet vi havde troet, at vi fik penge af formidlingen, og vel at mærke var det virkelig vores mening, at vi ville tage op til skovene og arbejde. Det var blevet sent aften, og vi skulle gerne have et sted at sove, så vi tog ud til den gård i Lund, hvor Hans Erik havde arbejdet og spurgte, om vi måtte sove hos ham i nat. Det kunne vi godt, men det blev oppe loftet af laden. Da jeg havde sovet et stykke tid med en overfrakke på, vågnede jeg op, fordi en rotte løb hen over mig og videre hen over loftet. Det var ikke noget, jeg kunne klare, så jeg gik resten af natten nede på gårdspladsen. Om morgenen forlod vi gården uden at sige farvel. Hans Erik vidste, at der var et teglværk i Halmstad og syntes, at vi skulle prøve det, - så vi satte kursen via Markaryd mod Halmstad. Vi fik et lift af en, der kun skulle til Markaryd. (I dag har jeg regnet ud, at der er omkring 125 km). Vi begyndte at gå gennem byen, og et sted på vejen var der et æbletræ, hvor nogle grene med æbler hang ud over fortovet. Vi tog et æble, for vi var jo sultne. Kort efter kom der en politi- bil og tog os med til stationen. En fra stationen sagde, at der var en der havde set to mistænkelige personer der havde taget et æble, og spurgte om, hvor vi skulle hen. Da vi havde forklaret det, ville han se vores pas. Du har vist fået et forkert pas med sagde han, og rakte mig passet. Det viste sig, at jeg havde fået Kirstens med i stedet for mit eget. Vi bliver nok sendt hjem, tænkte jeg. Men efter et lille stykke tid fik vi lov at gå. Uden for byen fik vi et lift til Halmstad. Manden var på vej hjem, efter at han havde været ude med vasketøj til folk. Da vi havde fortalt ham lidt om, hvad der var sket, og at vi var sultne, tog han sin madpakke frem og sagde, at vi gerne måtte spise hans madpakke, den havde han ikke nået at spise. Det var dejligt, efter 2 dage fik vi endelig noget at spise. Sent på eftermiddagen blev vi sat af i Halmstad og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Ingen steder at overnatte - ingen penge – ikke noget at spise og ikke noget arbejde. Da vi havde gået lidt rundt i byen i et par timer, var vi nødt til at gå til politiet i håb om, at vi måtte overnatte hos dem. Hans Erik fortalte dem, hvad der var sket og spurgte dem, om vi måtte overnatte, og at vi vil søge arbejde på teglværket næste dag. De svarede at det måtte vi godt, og at teglværket var lukket. Vi fik noget aftensmad tog vores tasker, og blev sat ind i hver sin celle. Den næste morgen efter morgenmaden blev vi lukket ud. Det var mærkeligt, at de ikke spurgte efter vores pas. Der var kun en ting at gøre, og det var at vi skulle hjem så hurtigt som muligt. For at komme hurtigere til Malmø bestemte vi, at vi skulle lifte hver for sig, og aftalte derfor, at vi skulle mødes på banegården hver hele kvarter 12 – 15 o.s.v. Jeg ventede i 3 timer, han kom ikke. Da jeg havde spurgt nogle mennesker om, hvor det Danske Konsulat lå, gik jeg hen til konsu- latet og spurgte, om de ville sende mig til Kofoed Skoles træningsskole i Kongelunden. Det ville de godt, men de skulle først høre, hvorfor jeg var i Sverige. Da de havde fået det at vide, kørte de mig til havnen og førte mig om bord på færgen til et rum, hvor jeg skulle være indtil båden sejlede. Jeg var heldig, båden sejlede en halv time senere. Inden da, havde de givet mig penge, så jeg kunne komme ud til Træningsskolen i Kongelunden. Efter at jeg havde fortalt Pastor Glad, hvad der var sket, sagde han, at Hans Erik var på skolen, og at han ville tale med os næste dag. Hans Erik indrømmede, at han havde solgt min taske i København, og at han vidste, hvem det var til, og at vedkommende var på Sankt Hans. Det var en institution for sindslidende. Politiet og jeg tog til Sankt Hans og fik fat i manden. Han fortalte, at han havde tasken med mit tøj, men jeg kunne ikke med sikkerhed sige at det var mit, fordi det var blevet vasket. Næste dag gik jeg ind på kontoret til Pastor Glad og fortalte ham, at jeg gerne ville hjem, men at jeg ingen penge havde. Han syntes, at det var en god ide, og gav mig penge til rejsen. Vi gav hinanden hånden, og jeg sagde mange tak for hans måde at være på. Hvad der skete med Hans Erik, ved jeg ikke. Jeg så ham aldrig mere. Mens jeg boede hjemme blev jeg medlem af gartnernes fagforening, og arbejdede bl.a. hos en mester i Brabrand og hos Frede Caspersen. Senere hos far, der var blevet mester. Kort efter at jeg var kommet hjem, fik jeg en skrivelse, at jeg skulle møde på en bestemt dato til session. Jeg blev udtaget til artilleriet, og fik en bøde på 20 kr. fordi jeg ikke mødte op første gang. En dag synes far, at Gunnar og jeg skulle danne et firma med ham. Det skulle hedde ”Holger Kristensen og sønner”. Vi kom så langt, at vi fik skrevet kontrakt. Men firmaet blev efter et lille stykke tid opløst, det kunne ikke lønne os alle tre. Far var knusende dygtig til sit arbejde, men han forstod ikke at drive en forretning, og det gjorde Gunnar og jeg heller ikke. En lørdag eller søndag aften i august tog Far, Kirsten og jeg natbåden til København og be- søgte moster Jenny og onkel Børge på Greve Alle i Hvidovre. Da vi kom, var onkel Børge ved at arbejde på sit byggeri af et hus, og da vi havde hilst på hinanden sagde han, at det var et dårligt tidspunkt at besøge dem på. Han havde travlt med sit byggeri. Moster tog os med i Tivoli. Det var en dejlig tur. Kirsten havde aldrig set Tivoli før, og jeg tror heller ikke far havde været der før. Da vi havde været der i et par timer sagde vi farvel til Moster og fandt en restaurant, hvor vi fik da- gens ret Hachis. Derefter tog vi toget hjem. Jeg var efterhånden igen blevet træt af at bo hjemme. Der var for trang plads for mig, jeg syntes, at det var for lille en lejlighed til 5 mennesker. Jeg er ikke helt sikker på, men næsten, at onkel Børge og jeg havde talt om, at jeg kunne komme over for at hjælpe ham med byggeriet. I september rejste jeg så igen hjemmefra over til Moster Jenny og Onkel Børge. Fordi onkel ikke var nået længere med sit byggeri, boede vi i kælderen. Moster og onkel boede i et stort rum, som både var deres køkken, soveværelse og spisestue. Bodil boede i et af de små rum, og jeg i et andet. Mit job var at køre cement i trillebøren fra gaden og op til gulvet i stueetagen, og at gå til hånde, hvor han havde brug for det. Om søndagen kom der to unge murersvende fra Nørre- bro Runddel og hjalp onkel. En søndag, mens vi arbejdede, kunne vi se Rita komme med en flot hat på, pæn spadsere- dragt, og højhælede sko, mens tasken hang på armen, som den gør hos damer. De to fra Nør- rebro og jeg var holdt op med at arbejde, for vi skulle da se den smukke dame. En dag sagde onkel til mig, at han ikke havde råd til at give mig løn. Han havde skaffet mig et arbejde hos en anlægsgartner, som boede lige i nærheden. Jeg måtte stadig gerne bo hos dem og få min aftensmad og mad i weekenderne. Som tak for det, hjalp jeg til med byggeriet i weekenderne. Han fortalte også, at der var et pensionat længere henne på vejen. Der kunne jeg få en madpakke med på arbejdet. Jeg kan ikke huske, hvor meget jeg betalte for det Efter jeg havde arbejdet i en måned (eller der omkring) for anlægsgartneren, begyndte jeg at arbejde hos en Kamfabrik i udkanten af byen mod stranden.

Moster og Rita kunne lide at spille dilettantfore- stillinger. En aften i december var de så klar til at spille Jul i Købmandsgården på Risbjerggård Kro, og jeg skulle underholde publikum på klaveret mellem akterne. Det var en hyggelig aften. En dag jeg fik et brev fra mor kunne jeg læse, at jeg var blevet indkaldt til militærtjeneste den 10. maj 1955 på Sjælsmark Kaserne.

Da jeg havde været i Hvidovre i 3 måneder, og julen var nær, sagde jeg mit job op på Kam- fabrikken, sagde farvel til pensionatet, til moster og onkel, som godt kunne forstå, at jeg vil hjem. Det var en god tid, og det var flot af moster og onkel, at de ville have mig boende så længe. Tiden gik, og jeg arbejdede som gartner. Var sammen med mine venner, og dagen kom, hvor jeg rejste til Sjælsmark. Der er ikke meget at fortælle om de lidt over 4 måneder. Jeg arbejdede igen for hos Frede Caspersen og far, og var sammen med vennerne i den tid. Den 10. maj oprandt, og jeg skulle med morgentoget til København.

27. Artilleriafdeling. Onsdag den 11. maj tog jeg toget om morgen ved 7 tiden til København og var der ca. kl 12. Uden for hovedbanegården over for Tivoli var der busser der kørte os op til Sjælsmark Ka- serne. Det viste sig, at der var mange, der skulle samme vej som jeg. Det var en moderne, lavt bygget kaserne, blot en etage og kun 2 år gammel. Den havde en stor øvelsesplads (fælled), som den delte med Høvelte kaserne og Sandholmlejren. Kasernen lå i en smuk egn omgivet af små hyggelige landsbyer. Blovstrød – Lillerød – Alle- rød - søen Sjælsø, og Sjælsø skov. Lidt større byer Hørsholm og Usserød. Vi steg ud af busserne og gik gennem hovedindgangen (en stor gitterlåge) op mod hovedvagten. Da jeg var tæt på hovedvagten viste det sig, at det var min skolekammerat, John Ander- sen, der stod der og præsenterede gevær. Vi blev begge forbavset. ”Hvad pokker er det dig? ” ”Ja da”, sagde han stille. For man må ikke snakke med nogen, når man står vagt. Men han sagde alligevel: ”Hvorfor har du et hals- tørklæde på? ”Jeg fortalte ham, at jeg var blevet godt forkølet. Jeg fik mine uniformer og min øvrige mundering og blev ført til den første bygning med be- lægningsstuer, hvor Stabsbatteriet skulle være. De 4 andre bygninger husede 1.-2.-3.-og 4. Kanonbatteri. Lidt senere blev vi ført over til kostforplejningen, hvor man traditionen tro for ny-indkaldte fik gule ærter. Vi var rekrutter i et ½ år. I det halve år lærte vi at lægge telefonkabel ud til kanonbatterierne, lærte at skille et granat- gevær ad og samle det igen. Lærte et maskingevær 12,7 grundigt at kende. Hver dag var der eksercits. Vi lærte også at holde vore geværer og uniformer rene. Udgangsuniformen skulle stryges med skarpe pressefolder på bukser, og en skarp pressefold på tværs af jakken. Støvlerne skulle være blankpudsede, og seletøjet skulle vedligeholdes og pudses med en blågrøn millitær- farve.

Her sidder vi i pudsestuen og er ved at rense og pudse gevær. Det er 71- Ejner 75 – Holger og mig der sidder og kigger på dem. Efter det første halve år skulle vi være med til at have vagttjeneste i hovedvagten sammen de andre 4 batterier. Gunnar var begyndt at komme sammen med en der hed Jonna og blev ringforlovet med hende på et tidspunkt. De kom sammen i 6 år, før de blev gift. Vores Næstkommanderende var altid vild med, at vi skulle gå ligesom garderne, når vi havde eksercits. Efter en time med eksercits plejede vi altid at standse foran kostforplejningen. Det lød godt, hvis vi gjorde det præcist, når han kommanderede holdt – venstre om og gevær ved fod. En dag, hvor vi stod der, sagde han: ”Kan I høre garden, hør hvordan de går. ”Garden var på vej ind på kasernen. De gik i lidt langsommere tempo end vi gjorde, og det lød meget præcist og godt. ”Sådan vil jeg lære jer at gå. ” I det halve år fik vi 15 kr om ugen, og de sidste 10 måneder fik vi 17 kr om ugen. Vi var de første på kasernen, som skulle være der i 16 måneder. Artilleriregimentet, som John tilhørte, var de sidste med 18 måneder. Stabsbatteriet var en kommandoafdeling, der styrede krigens gang, når vi var på øvelser. Nogle blev målere, andre beregnere og telefonmænd. Jeg blev telefonkommandør på en vogn med fire telefonmænd på en vogn. Når der var efterårsmanøvre og forårsmanøvre, skulle min vogn lægge kabel ud til 1. kanonbatteri, enten i jorden eller op i telefonpælene. Jeg blev ude ved batteriet, og jeg skulle over telefonen modtage fra kommandoteltet, om der måtte skydes eller ikke. Når jeg fik ordren at der skulle skydes råbte jeg skyd, og sergenten der havde befalingen råb- te altid 3 bajer. Så blev der rykket i snoren. Efterårsmanøvren foregik i Jægerspris, hvor vi skød ud over Ise fjorden. Det var ikke altid, at når vi nåede sidst på sommermånederne havde brugt vores tildeling af benzin, så kørte vi til Gilleleje med vores madpakke og var der hele dagen. Hvis vi ikke gjorde det fik batteriet mindre benzin næste måned. Når der var lørdag og søndag havde vi fri og kunne søge om nattjeneste til kl. 01,30, hvis ikke vi havde beredskabsvagt. Så tog vi med toget fra Rungsted Kyst eller cyklede gennem skoven til Bakken, eller cyklede til danserestaurant Harmonien i Birkerød. En lørdag tog jeg med nogle andre til bakken. Der mødte jeg en pige, som jeg blev enige efter en god dag, at vi skulle mødes næste dag om eftermiddagen. Efter jeg havde spist søndag middag gik jeg ud i skyllerummet og gjorde mit bestik rent. Pa- piret som jeg havde brugt kastede jeg og var heldig ned i en skraldespand på afstand. Der flød en masse papiraffald omkring skraldespanden, og det havde en oversergent også set. Kan De samle det op sagde han, det kan jeg ikke jeg har ikke tid sagde jeg. Så blev han gal, og kommanderede mig ned på knæ for at samle op. Imens jeg var i gang med det skældte han mig alverdens ting, og jeg svarede igen. Kan De komme op og stå ret, når jeg taler til Dem. Jeg svarede at jeg for pokker ikke kan samle papir op og samtidig stå ret for Dem. Jeg gik hjem til stuen for at gøre mig klar til at tage af sted. Men det nåede jeg aldrig for pludselig stod han i døren med to vagter med deres gevær. Jeg blev ført ned til hovedvagten hvor arresten lå. På vej der ned prøvede jeg at slippe fra den affære, og sagde det må De undskylde. Han grinede bare ad mig. Jeg blev så gal, at jeg sagde: ”Dig - din skide oversergent, du har kun va- skerimærker på dine ærmer, og er vel kommet ind til militæret igen fordi du kan ikke klare dig i civil”. Han sagde ikke noget, og sørgede for at jeg kom i arresten. Efter 24 timer blev jeg løsladt. ( Dengang var det sådan, hvorfor kan jeg ikke huske). I mens tiden gik, ventede jeg på min straf. Og den kom også. En dag jeg var på stuen blev der råbt 72 De skal ind til Kaptajn Lysebjerg Hansen. Han fortalte mig, hvor forkert jeg havde opført. Bagefter spurgte han mig, om jeg ville med på forårsmanøvren. Ja det vil jeg gerne. De skal op til Oberst Løjtnant Hersom, og her er et brev, De skal aflevere til ham. Jeg gik op til administrationsbygningen og bankede på døren. ”Kom ind”, blev der sagt. Jeg gik ind på kontoret og stod stille, da jeg havde stået lille stykke tid, kiggede han på og sagde: ”Stå ret, unge mand.” Der stod jeg ret i næsten 5 minutter, før han sagde: ”Kom her hen, og sæt Dem ned”. Jeg for- søgte 3 gange at fortælle ham, mens han skældte mig ud, at jeg havde et brev fra kaptajnen, længere nåede jeg ikke. ”Hvad fanden kan De tro at De kan tillade Dem at afbryde mig”, og fortsatte med at skælde mig ud. Til sidst rejste jeg mig op, og sagde at jeg havde et brev fra Kaptajn Lysebjerg Han- sen og gav ham det. Han kiggede på mig, og sagde hvorfor i alverden jeg ikke havde givet ham det noget før. Han læste brevet, og sagde pludseligt venligt, at jeg ikke vil få nogen straf. Hvad Lysebjerg Hansen havde skrevet, ville jeg godt vide, men det havde åbenbart hjulpet mig. Han var 27 Artilleriafdelings chef. Hver gang jeg mødte oversergenten hilste jeg aldrig. Nogle gange standsede han op og kiggede på mig, mens jeg gik videre. Men der skete ingenting. I forårsmanøvren 1956 var vi en tur på 8 dage i Oksbøl. Da vi kom hjem på kasernen, og havde parkeret de fire telefonvogne ved midnatstid, forlangte vores næstkommanderende så beruset han var, at vi skulle gøre vores materiale rent. Det nægtede vi og gik til vores belæg- ningsstuer. Vi kaldte ham Bøvs. Han var ikke den næstkommanderende, der havde lært os at gå ligesom garderne. Næste morgen efter morgenmaden skulle vi ud og have eksercits med ham, men det gik ikke godt, for vi gik som begyndere. Da vi havde gået med ham i to timer kom vores kaptajn og afløste ham. ”Nu skal I vise at I kan gå ordentligt”, og det gjorde vi. Efter en halv time synes han, at det var nok. Vi hørte aldrig noget om den episode, og efter et stykke tid var Bøvs væk. I begyndelsen af 1956 kom Gunnar i lære som slagter og butikssvend i Fredensgade Århus De sidste 5 måneder skete der ikke noget særlig det var den sædvanlige gøren, som vi kunne i søvne, udover at jeg havde fået 2 jydeorlov. Den ene tog jeg kun til København, den anden tog jeg hjem en tur. Den 10. september kl. 12 blev vi hjemsendt, og fik en rejsebillet som gjaldt i 24 timer, efter den tid skulle vi selv betale hjemrejsen.

Højbjerg København

Efter jeg havde aftjent min værnepligt i september 1956, flyttede jeg hjem til Højly. Der skete nogen uvæsentlige oplevelser, og to væsentlige oplevelser, som blev vigtige for mig. Sær- lig den sidste blev afgørende for mit liv. Jeg fik hurtigt arbejde på Konservesfabrikken Jaka i Brabrand og blev efter en måneds tid ringforlovet med en pige, der hed Gerda, som var stuepige og passede børn hos Schødt på Hotel Kragelund. Hun var en slank, kærlig og nydelig pige. Hendes forældre boede i Fre- densgade i Randers. Efter et års tid fandt vi ud af, at vi hellere måtte gå hver til sit. Efter den forlovelse flyttede jeg hjemmefra og boede to steder i Højbjerg, før jeg fik et værelse på Store Torv. Den 14. april 1957 havde mormor og morfar guldbryllup, som blev holdt på Mårslet Af- holdshotel. Mor og far, Gunnar Kirsten samt Gerda og jeg var med.

I sommeren 1957 var Gunnar, Gerda med lille Anders og jeg en tur i Zoologisk Have i Århus.

Jeg blev fyret hos Jaka, fordi de ikke havde arbejde nok, men regnede med at om ca. en måned ville de have arbejde igen. Kort efter var jeg på besøg hos Onkel Peter, som sagde, at hvis jeg ville arbejde fra kl 16 til 23 på hans selvopfundne kopieringsmaskine og kopiere kopstykker til en spisestol model 75 i teaktræ, som skulle leveres til Møllers Møbelfa- brik på Oddervejen lige uden for Skåde, så kunne jeg bare begynde. Det sagde jeg ja til. Maskinen kunne kopiere 6 stykker ad gangen. Da der var gået et par måneder sagde, Onkel Peter, at han ikke havde Møllers Møbelfabrik som kunde mere. Efter nogle dage var jeg tilbage på Jaka.

Fætter Arne.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at gå i byen i Århus sammen med fætter Arne. Om det var før min soldatertid eller efter? Men en overgang gik vi tit i byen for at score damer. Det lykkedes næsten hver gang. Arne var den mest charmerende mand, og han kunne sno damerne om sin lillefinger. Jeg skulle bruge en hel hånd. En aften, hvor vi var i byen, blev vi enige om, at vi kun ville på værtshus. Da vi havde været på nogle stykker, og klokken var over midnat, synes vi lige, at vi ville slutte af med en tur til Gog Anna, som havde en smugkro bagerst i sin lejlighed i Grønne- gade, lige over for Nygade. Øllene kostede kun 2 kroner. Fra Vestergade og hen til Klostergade var der i Grønnegade på begge sider kun små hyggelige huse med første sal. I Nygade, som endte ved Vor Frue Kirke, var gaden belagt med bro- sten ligesom Grønnegade, også med små hyggelige huse med første sal. Nå, tilbage til Arne. Vi gik hen til Grønnegade og bankede stille på døren (det skulle man gøre). Men til vores store forskrækkelse opdagede vi, at vi havde banket på naboens dør, for da døren blev åbnet, stod der en stor ældre mand i lang natskjorte. ”Jeg skal give Jer Gog Anna”, råbte han og ville have fat i os. Vi løb alt hvad vi kunne op til hjørnet af Grønnegade og Nørre Alle med ham bag efter os. Da vi opdagede, at han ikke kunne følge med, tog vi den med ro. Efter den oplevelse gik vi hen ad Nørregade til Gulds- medgade, hvor vi blev enige om at tage hjem. Arne til Risskov og jeg til Højbjerg. Jeg kan ikke huske hvornår det skete, at han flyttede hjem til sin mor og far. Jeg mener at det var et sted mellem 1965 til 75. Han var blevet skilt fra Ingrid og arbejdede ikke mere på Avi- sen Danevirke i Haderslev. Det var en hård tid han gik i møde. Han begyndte at drikke for alvor og var en overgang indlagt på Statshospitalet i Risskov, hvor jeg besøgte ham nogle gange. Mens han boede hjemme, besøgte han mig en dag. Da Ilse fortalte ham, at jeg snart kom hjem, ville han gerne vente på mig. Hun vidste, at han gerne ville have noget at drikke, så hun rakte ham en flaske Cognac, som der var taget hul på. Da jeg kom hjem en time efter, havde han næsten tømt flasken. Han var i gang med det sidste glas. Senere fik han en lejlighed i Kantorparken, som ligger i Vejlby. Mens han boede der, besøg- te jeg ham af og til. Jeg havde altid en pose øl med. Snakken gik bedre hvis der var en øl. Jeg vidste godt, at han selv havde øl hjemme, men jeg syntes at det var bedre, hvis jeg også selv havde nogen med. Dengang kom han sammen med en, der også hed Ingrid. Hun havde en lejlighed i Åbyhøj. Jeg var nogle gange med ham med ud til Ingrid hvor vi selvfølgelig havde øl med. Første gang jeg var med og så Ingrid, viste det sig, at vi kendte hinanden fra dengang vi arbejdede sammen på Jaka. Ingrid havde det samme måde som Arne, hun drak også hver dag. En dag, jeg var på besøg hos Arne, fortalte han, at for nogle dage siden havde han været ude hos Ingrid. Efter han havde banket lidt, lukkede han sig selv ind med nøglen. Arne kunne ikke forstå, at der var så stille, og da han kom ind i soveværelset, så han hende ligge død på sengen. Det viste sig, at hun havde begået selvmord. Hvorfor vidste Arne ikke. Efter jeg havde snakket lidt med ham, gik jeg hjem. Han var ikke i humør til noget den dag. Senere kom han sammen med en, der hed Gerda. Han sagde sin lejlighed op og flyttede ud til hende i Grøfhøjparken. Når jeg ville besøge ham, var det nemt. Jeg tog nieren fra Grenåvejen og ud til endestationen, hvor Gerda boede lige overfor. Når jeg kom der ud, stod Arne altid ude på deres terrasse og kunne se, når jeg kom. Vi havde selvfølgelig aftalt hvilken tid, for- inden jeg kom med bussen. Det var utrolig synd hvordan det gik ham. Fra han blev skilt fra Ingrid, gik det kun ned ad bakke for ham. Hans valg af Ingrid fra Åbyhøj og Gerda var under det niveau, som det ville have været, hvis han var kommet sig og havde levet et normalt liv. Så havde han slet ikke set til den type kvinder. Ingrid fra Åbyhøj var en meget sød pige, men hun var fuld af nerver efter at være blevet blev skilt fra sin voldelige mand, Svend. Ham kendte jeg også fra Jaka. Gerdas fortid kendte jeg ikke noget til, udover at Arne havde fortalt mig, at hun havde levet et hårdt liv. Hun drak ikke. Når jeg var der, gik hun altid og trissede rundt i sit joggingtøj og lavede et eller andet. Hun sad aldrig ned og snakkede med os. Gerda var 5 år ældre end Arne. Til slut vil jeg sige, at Arne var en god fætter gennem de år fra barndom til voksen og en utrolig god kammerat. Han døde desværre allerede som 69 årig i 2004, - hvad han døde af, ved jeg ikke. Lise.

En aften i februar 1958, da jeg var på Danserestaurant Syveren i Paradisgade, mødte jeg Elisa Birgith Christensen. (Hun blev kaldt Lise) Det blev en forelsket, hed affære. Vi morede os, hyggede os, tog i biografen, gik ud og spiste og ud for at danse. Det var selvfølge- lig kinddans, og det varede ikke længe, før vi blev ringforlovede. I pinsen sidst i maj skulle Lise holde ferie hos sin storesøster Jyt- te på Mors. Hun havde aftalt med Jytte, at hun ikke måtte fortælle deres mor, at hun blev hjemme hos mig. Vi var også til bryllup i Vojens forsamlingshus, - det var to af mine venner Connie og Henning, der ville giftes. Connies forældre boede i Vojens. Med Hennings familie og nogle af deres venner tog vi til Vojens i en lejet bus. Vi fik suppe, steg og is med vand til, bagefter skulle vi danse. Det var et gammelt forsamlingshus med en lang bænk på den ene side, og ligeså på den anden side. Henning var ikke uden evner. Han foreslog, da vi havde været på toilettet første gang, at han ville hente ”kyllinger” til os, som vi havde brug for. Den snaps kostede 11 kr., og når vi ville have en slurk, lod vi som om, vi skulle på toilettet. Der stod vi og havde det hyggeligt. Connies forældre og familie kunne ikke forstå, at vi var blevet noget pjattede. Om de opdagede det, husker jeg ikke. En dag da Lise hentede mig på Rådhuspladsen, tog vi hjem til hendes forældre. Da vi var kommet til døren i Niels Juhls Gade 4 sagde Lise, at jeg skulle gå op til hendes mor, Ingrid, og fortælle, at hun var blevet gravid, og hun ville så gå til frisør. Hvor- for det? spurgte jeg. Jeg tør ikke, sagde Lise. Jeg gik op til hendes mor og fortalte, hvad Lise havde sagt. Hun blev fuldstændig rasende, og sagde at hendes lille Lise ikke skulle giftes med en, der kommer fra en sindssyg familie, og desuden var jeg ikke katolik. Jeg blev såret og meget gal Jeg anede ikke, at Lise havde fortalt det til sin mor. Jeg sagde til moderen, at jeg vidste, at hun mødte en mand hver mandag ved Hotel Regina kl 19. Mens vi sagde hårde ord til hinanden, sagde hun pludselig: ”Nu tier vi stille”,for hun kunne høre Lise komme. Vi lod som ingenting over for Lise, og lidt efter sagde jeg nej tak til at spise med og gik. Vi så stadig til hinanden, og i begyndelsen af juni måned blev vi enige om at vi ville giftes på Rådhuset og havde også fastsat en dato til lørdag den 12. juli. Men det blev aldrig til noget. Hun plejede at sidde på en bænk på Rådhuspladsen og vente på mig, når jeg kom med bussen fra Jaka. Men en dag sad hendes svigerinde Rita i stedet for, hun gav mig et brev fra Lise, hvor der stod, at hun ikke kunne gifte sig med mig. Jeg tog med Rita op til Lises mor, Ingrid, og spurgte hvorfor? (Jeg var klar over at det var hende, der var skyld i det). Hun sagde, at hendes lille Lise skulle i sikker havn, og jeg var ikke katolik. Jeg vidste, at Lise gerne vil giftes med mig, men hun sagde ingenting. Jeg forlod dem ulykkelig, og kom der aldrig mere.

Holstebro - Nykøbing Falster.

I august måned rejste jeg til Holstebro, hvor jeg havde fået arbejde som natportier på Missi- onshotellet i Tværgade. Den 28, november blev Jørgen født, og om aftenen ringede Lise og sagde, at jeg havde fået en søn. Skal jeg komme hjem. Nej, det går vidst ikke, sagde hun. Hvor hun havde fået fat på nummeret til hotellet, ved jeg ikke, hun må have talt med en eller anden af vores fælles venner. Siden har vi ikke talt sammen. Trods at Ilse er min kærlighed, vil Lise altid have en plads mit hjerte. Da jeg havde været omkring 2 måneder i Holstebro, fortsatte jeg med at være natportier i Nykøbing Falster.

Jørgen.

Jørgen kontaktede mig da han var 23 år. I de år han gik på universitetet, hvor han havde kinesisk sprog som hovedfag og kinesisk og asiatisk kultur som bifag, kom han tit hjem til os og kom sammen med Michael og hans venner. Efter studietiden flyttede han med sin familie til Herning, hvor han havde fået arbejde hos et firma, der handlede med Kina. Da der var gået et eller 2 år, begyndte han at arbejde hos et firma, der også handlede med Kina, men med den forskel, at han skulle bosætte sig i Shanghai og lede firmaets handel i Kina og hele Asien. Firmaet gav ham og betalte en lejlighed og stillede bil til rådighed. I den tid var der ikke megen forbindelse

Da deres ældste søn Jeppe var blevet 6 år, ville hans kone, Trine, have at drengen skulle i dansk skole. De bosatte sig i Sorø, og efter et par stillinger begyndte Jørgen sammen med en bosiddende kinesisk makker i Shanghai at starte eget firma. Nu har firmaet eksisteret i 15- 16 år, og Jørgen siger, at han lider ingen nød Vi holder forbindelsen ved lige 3 -4 gange om året. Han har skiftet navn, - nu hedder han Jørgen Vonsild Skjøde, og hans 4 børn har også fået navnet Vonsild. Skjøde er hans hustrus navn. Da jeg havde været omkring 2 måneder i Holstebro, fortsatte jeg med at være natportier i Nykøbing Falster.

Fru Mikkelsens Pensionat. Omkring jul rejste jeg hjem atter en gang og var heldig at få arbejde på Jaka igen, og der gik kun nogle dage, så havde jeg fået et møbleret værelse med fuld kost hos Fru Mikkelsens pensionat, som lå på hjørnet af Fredensgade og Rosenkransgade. En aften i 1959 sad jeg inde hos en nabo, som havde besøg af en ven, der hed John. Vi kom til at snakke om København, John og jeg, og efter et stykke tid spurgte han, om jeg ville med til København. Jeg kunne bo hos ham, når vi kom der over, og han kunne skaffe mig et arbejde der, hvor han var - hos Thürmers Værktøjsfabrik på Roskilde Landevej. Han vidste, at de manglede en mand. Han fortalte mig også, at jeg måske kunne få et møbleret værelse med fuld kost hos Eng- bjørns pensionat Frederiksberg Alle 27, og hvis ikke, måtte jeg bo hos ham, ind til jeg fandt et sted at bo. Den hoppede jeg på med det samme og sagde ja.

København. Vi tog til København, og inden for to dage havde jeg både fået et arbejde hos Thürmers Værktøjsfabrik på Roskilde landevej. Den ene uge om dagen fra Kl, 7. til 4. den anden uge fra kl.16 til 23. Et møbleret værelse med radio i Frederiksstadsgade med fuld kost for 62.50 kr. om ugen. På samme værelsesgang i Frederiksstadsgade 1 boede der et ungt par som også var fra Århus. De hed Solveig (kaldet Sol) og Erik. Dem havde jeg meget med at gøre. De skulle en aften hjælpe mig med at fræse gevind på snittapper, så jeg kunne blive hurtig færdig. Jeg havde lovet dem en tur i Tivoli, fordi det var min 25 års fødselsdag. Det var sådan, at når jeg havde fræset et bestemt antal, var jeg færdig og kunne tage hjem. Næste dag jeg kom på arbejde, sagde værkføreren, at der var mange af de små snittapper, som ikke var i orden. Jeg fortalte ham det, som det var, og skulle nok fræse nogle nye og betale for de ødelagte. Men det skulle jeg ikke, bare jeg fræsede nogle nye. (Det var dem som Sol og Erik havde fræset.) I 1959 måtte jeg sige til Thürmers, at jeg var blevet indkaldt til genindkaldelse i 3 uger i Var- de. De ville betale min husleje, bare jeg kom igen, og det gjorde jeg selvfølgelig. På det tidspunkt havde jeg bestemt, at jeg ville sige farvel til Århus og blive i København.

Connie og Holger. Jeg boede også 3 andre steder i København. En overgang boede jeg hos min soldaterkamme- rat, Holger, Nørrebrogade 190, lige før Højbanen og Frederikssundsvej. Jeg betalte 35 kr om ugen. Det skete nogle gange, at jeg gav hans kone Connie ekstra penge, det var ikke altid, Holger havde givet hende husholdningspenge nok. Vi opførte os ikke altid pænt over for Connie. Når vi ville en tur i biografen sagde Connie, at hun vil vente med aftenkaffen, til vi kom hjem. Som regel var det tit biografen Colosseum, som lå på Jagtvejen ved Nørrebros Runddel. Bagefter gik vi tit på et værtshus, som lå på den anden side af Nørrebros Runddel ved siden af danserestaurant Københavnerkroen, som lå på Hjørnet af Tagensvej og Jagtvejen, Det skete også, at vi var inde og danse. Når vi kom hjem, lå Connie på sofaen og sov, og på sofabordet var der dækket op til kaffe- bord til ingen verdens nytte. Det var synd for hende. Efter Holger boede jeg også på Valøvej i Brønshøj – i Nyboderne, og Ringstedgade på Østerbro. Der skal lige siges, at i de lidt over`3 måneder betalte jeg min husleje til Engbjørns pensionat. Det var rart at have værelset på Frederiksstadsgade, og jeg hentede også min madpakke hver dag, når jeg skulle på arbejde hos Thürmers Lillebror Gunnar var i mellemtiden blevet udlært i 1960, og kom ind som soldat 2. marts 1961 i Holstebro. Ilse.

Da jeg havde ferie til gode, var jeg hjemme en tur. En af dagene, den 4. maj 1961, ringede Kirsten til mig og spurgte mig, om jeg ikke kunne hente hende kl 16. Hvorfor det, Erling henter dig jo hver dag? Så fortalte Kirsten, at hun havde vist nogle billeder af Gunnar og mig til nogle af sine kvindelige arbejdskollegaer En af dem, som hed Ilse, havde peget på mit billede og sagt, at ham der ville hun godt møde. Jeg spurgte, hvordan ser hun ud. Hun er rødhåret, sagde Kirsten. Du behøver ikke sige mere, jeg kommer og henter hende! Lidt senere ringede Kirsten igen og fortalte, at Ilse skulle arbejde til kl.20. Du kan sige til hende, at jeg sidder bænken på hjørnet af Kystvejen og Skolegyde ved Katedralskolen Der skal lige fortælles, at Ilse og Kirsten arbejdede sammen hos Ford på Kystvejen, og Kir- sten var ringforlovet med Erling. Lidt før kl 20 sad jeg på bænken og var meget spændt på, hvordan Ilse så ud. Der gik ikke langt tid, før der kom tre piger hen ad det modsatte fortov. Da de var på vej over fodgænger- feltet, kunne jeg se, at der var to rødhårede. Hvem af dem er Ilse, tænkte jeg. De kom hen til bænken og præsenterede sig. Efter en lille snak gik de to andre, mens Ilse stod tilbage. ”Vil du med i biografen?”, spurgte jeg. Det ville hun gerne. Efter biografen tog vi hjem til Ilses værelse på Grenåvej 7. Det viste sig hurtig, at vi kunne godt lide hinanden, og da jeg skulle møde på arbejdet om mandagen, ringede jeg til Thürmers og spurgte, om jeg måtte blive i Århus, fordi der var nogle problemer i familie. Hvis jeg måtte det, om så de ville betale min husleje til Engbjørns Pensionat. Det ville de godt, og jeg skulle bare ringe, når jeg var klar. Da jeg havde været hos Ilse i en måned, synes jeg, at det var på tide at komme på arbejde igen. Jeg sagde pænt farvel til Ilse, og regnede med, at det var forbi. Jeg husker så tydeligt, at da jeg gik ned ad trappen, stod hun der oppe og havde tårer i øjnene. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, Jeg var nok ikke klar til at binde mig Jeg fortsatte med mit ungkarleliv. Sidst i juni fik jeg et brev fra Kirsten, hvor hun skrev, at Ilse var blevet gravid. Jeg skrev tilbage, at jeg kom hjem til Ilse en Weekend i juli, hvor vi så kunne tale sammen. Samtalen blev ikke til noget. Ilse ville giftes inden hun fødte, hvis ikke ville hun ikke giftes. Jeg blev stædig og sagde, at så kan også være lige meget. Samme dag rejste jeg hjem. En dag sidst i august, hvor jeg havde aftenarbejde, ringede jeg hjem til mor og far. Vi snakkede lidt om, hvordan vi hver især havde det. Lidt senere sagde far, at på min fødselsdag skulle Teknisk Skole på en udflugt til Hem Odde (det var en lørdag) om jeg ville med, Det ville jeg da gerne. Bagefter spurgte han, om jeg ville tale med Ilse. Tale med Ilse, er hun hos Jer? sagde jeg meget forbavset. Ja, sagde far. Da jeg fik Ilse i røret, sagde jeg goddag, og vil du med på den udflugt sammen med mig. Ja, vil du godt have mig med? Selvfølgelig sagde jeg. Jeg fik fortalt af mor og far, at Ilse havde besøgt dem hver torsdag, siden jeg rejste fra hende i begyndelsen af juni måned. Da vi kom hjem fra udflugten, tog jeg med Ilse hjem. Den næste dag, søndag formiddag, skulle vi ud til middag hos mor og far. På vejen til Rutebilsstationen ringede jeg til Ilses forældre (Ilse vidste ikke noget), og sagde til hendes mor, at næste Weekend tager jeg over til dem fra København og Ilse fra Århus, og så taler vi om giftemål. Ilse blev meget glad, da hun hørte, hvad jeg havde sagt. Næste lørdag, da vi havde spist sagde svigerfar, at vi to skulle ud og gå en tur. Vi gik op til vand- værket, hvor man har udsigt til Kalundborgfjorden. Han sagde til mig: Vil du giftes med Ilse? Ja, ellers var jeg ikke her, sagde jeg. Han gav mig hånden, og vi gik hjemad. Lige før vi nåede huset, løb svigerfar ind i stuen, og sagde: ”Så skal der være bryllup. ” De begyndte at tude alle tre, og jeg blev også helt rørt. Jeg måtte erkende, at jeg elskede Ilse, og at hun var den pige, jeg vil leve sammen med resten af livet. Om søndagen tog jeg tilbage til København og sagde om mandagen min stilling op fra og med fredag. Jeg skulle lige have en ugeløn med over til Ilse. Det var Thürmers ked af og sagde, at de havde en lejlighed til mig på Vesterbro, hvis jeg blev. Jeg vil gerne blive, men Ilse ville ikke bo i København. Ligeledes sagde jeg til Engbjørns pensionat, at jeg tog hjem til Århus på fredag. Vi blev gift den 14. oktober 1961 på Rådhuset og tog til Samsø med min familie for at holde bryllupsfest hos Ilses forældre. Trods min omflakkende tilværelse, har jeg altid følt, at det var et spændende liv jeg oplevede som ungkarl, - og langt det meste af tiden havde jeg det godt!

Fortalt af Knud Andreas Kristensen