Weekendavisen Kultur # 22 28. maj 2014 3

foto: søren solkær starbird

Debatskabende virkelighedssteater. I FØLING – en krigsballet er skabt af Corpus i samarbejde med Christian Lollike.

Dans. Der stilles skarpt på krigens personlige omkostninger i krigsballet, hvor tre krigsveteraner og 33 balletdansere sammen giver fortællingen krop. Krigen uden ende Af MAJBRIT HJELMSBO Tekstligt tager Christian Lollike og hans dramaturg, Solveig blev smidt ind gennem brevsprækken med posten. Til Martin dødsritual, hvor hver en bøn bliver mødt med en ny skudsalve. Gade, afsæt i den lovmæssige beslutning om dansk krigsdel- Aalholms seje kamp for fortsat at være ansat i forsvaret som fuld- Samme uafvendelige og ubarmhjertige trineksekvering er der a Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, de to tagelse i Afghanistan. Paragraffen projiceres lakonisk op på de tidspraktikant til forefaldende hovsa-opgaver – en vedholdenhed, over Charles Andersens imponerende eksplosionsserie af høje kunstneriske ledere af Den Kongelige Ballets eksperi- mobile videolærreder; forventet varighed på seks måneder, med der står i skærende kontrast til kæresten, som dumpede ham efter splitspring, der bliver udløst, hver gang han siger ordet »vejside- menterende laboratoriekompagni, Corpus, oprin- mulighed for forlængelse på yderligere tre måneder, til en krig, kun få besøg på Rigshospitalet. bombe«. Jo, ord og trin kan noget sammen. deligt henvendte sig til den altid politisk udfarende der unægtelig kom til at vare meget længere. Det er muligt, at Christian Lollike har tekstredigeret i de tre Dprovokatørdramatiker Christian Lollike fra Sort/Hvid (tidligere Et dramatisk spændingsfelt opbygges, i takt med at tre krigsve- Også koreografisk føjes der illustrative sider til de tre veteran- krigsveteraners portrættekster ved at nedtone soldaternes grund- caféteatret), havde de egentlig kun en omarbejdning af deres teraner fra den virkelige krig entrer scenen. To med ben-amputa- portrætter. Således indfanges den ene krigsinvalids følelse af de- læggende ønske om at tjene deres land, at kæmpe for demo- forestilling fra sidste år i tankerne. Men Lollike ville kun lege tioner og en med posttraumatisk stresssyndrom. Usentimentalt fekthed og sårbarhed, da han midt i en stoletango med kæresten kratiet og gøre en forskel, for således at sætte denne krigsballets med, hvis der blev tale om et helt nyt værk, og han betingede sig og sobert fortæller de hver sin beretning om, hvorfor de blev pludselig vippes ned af stolen med et snuptag bagfra og falder markante slutpointe omkring meningsløsheden med krigen på i øvrigt, at temaet skulle være Afghanistan-krigen. Det samar- soldater, hvad deres opgave var, hvad der hændte dem, og hvad pladask på maven på gulvet, hjælpeløs og magtesløs. spidsen. I hvert fald er Peter-Clement Woetmanns udgangsreplik bejde er blevet til krigsballetten I FØLING. deres personlige omkostninger har været. Og langsomt bliver Men der er også en skøn, omsorgsfuld dobbelt-pas de deux, (knivskarpt affyret af to balletpiger i anonym sort silhuet) om Et sådant krigstema kunne umiddelbart lyde som meget det klart, at krigen netop ikke sluttede med en ulykkesdato, en hvor et par langlemmede balletdanserinder smyger sig i gulv- fremtidens brug af dronekrig, bakteriel og nano-teknologisk fjerntliggende fra Den Kongelige Ballets æstetiske og nogle gange hjemsendelsesdato eller en tilbagetrækningsdato, men stadig højde omkring og hen over de to benafkortede soldater, der dog krigsførelse rent ud gruopvækkende. En krigsballet, der vitterligt abstrakte verden. Men så alligevel ikke. For de seneste år har et huserer vildt og smerteligt i alle de sår og skader, de har pådraget hurtigt inspireres til nye armføringer og kropsrulninger. Og i en bringer publikum i føling med krigens mange omkostninger. par dansere fra Den Kongelige Ballet, som også har uddannet sig sig, på deres kroppe, på deres psyke. surrealistisk sekvens manøvrerer balletdanserne rundt i et skævt som Pilates-instruktører, samarbejdet med Rigshospitalet om- Især er det spillet imellem de totalt afskrællede, nøgterne ord og svævende univers, parvis og i trioer med både ekstra benprote- Den Kongelige Ballet/Corpus i samproduktion med S/H. I kring supplerende genoptræning af krigsinvalider i frivillig-pro- om hændelserne og den mærkbare skuffelse, der gør de tre solda- ser og arm- og benforlængelser, som i al deres knækbare skrøbe- FØLING – en krigsballet. Idé og iscenesættelse: Christian Lollike. jektet Danish Wounded Warriors. Ballettens dansere har i mange ters monologer så bevægende. Lige fra Henrik Møller Morgens lighed balancerer et sted mellem drøm og mareridt. Koreografi: Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis. Musik: Ben år benyttet sig af Pilates-træning til støtte for fysikken, men demokratisk funderede håb om, at det hele har hjulpet noget, at Mere konkret er soldatereksercitsen, hvor Alexander Stæger di- Frost, Beethoven, Mahadi, Björn Eriksson og Bellini. Tekst: ironisk nok er Pilates-systemet oprindeligt udviklet i kølvandet afghanske kvinder godt må studere og hans frygt for, at kom- rigerer de distinkte dansere rundt i to geledder. De burkaklædte Peter-Clement Woetmann, Solveig Gade, Henrik Møller Morgen, på Første Verdenskrig til træning af soldater med amputeringer. mende magthavere om fem år har brændt det hele ned. Og over kvinder i halvmørket var både truende og hemmelighedsfulde, Jesper Nøddelund og Martin Aalholm. Scenografi: Thomas Holm Med andre ord, en fælles tilgang for dansere og krigsskadede til Jesper Nøddelunds evige frygt for potentielle selvmordsbom- hvorimod sortklædte Christina Michaneks solo, danset til en af- Radil. Kostumer: Gaia Brandt Rasmussen. Lysdesign: Anders Poll. træning af kroppen under ekstreme forhold. bere midt i Netto og hans bitre minde om medaljen, der bare ghansk vuggevise udvikler sig et direkte hårrejsende og gentagent Skuespilhuset, Store Scene indtil 3. juni.

Sengekant. Cannes-festivalen gjorde lummer spekulationsfilm om Dominique Strauss-Kahn en kæmpe tjeneste ved at holde den ude af programmet. »En stor syg film« Af ASKE MUNCK ne,« siger Maraval i et længere interview i ugeavisen Le Journal lægge sag an, men at hun finder filmens skildring af kvinder Og det er nok den sikreste boomerang-strategi, der findes. du Dimanche. Og fortsætter: og de antisemitiske udfald mod sin person »kvalmende«. Og helt sikkert en strategi, der vil holde liv i Maravals pr- ARIS – Filmfestivalen i Cannes har altid været »I andre lande kan man uden problemer lave film som Dominique Strauss-Kahn derimod er hoppet i med begge maskine og trække endnu flere seere til det middelmådige fil- omgærdet af skandaler. Fra Fellinis vovede bade- Nanni Morettis Il Caimano om Berlusconi, Fahrenheit 9/11 ben og har via sin advokat ladet forstå, at han synes, at »filmen mepos. Og pudsigt nok en strategi, han da også var for klog til scene i Trevifontænen med den næsten skvulpende om George Bush eller sågar Alle præsidentens mænd om er en hundelort,« og at han vil politianmelde instruktør og at følge, da en yderst tvivlsom pornoproducent efter skandalen Anita Ekberg i La Dolce Vita fra 1960 eller Mathieu Watergate-skandalen. I Frankrig kan vi derimod slet ikke tale producent for ærekrænkelse. i 2011 udgav det eksplicitte stuepigedrama DXK. PKassowitz’ brutale forstadsepos La Haine, der fik politibetjen- om vores nylige historie, men må ofte vente årtier (...). På alle tene til demonstrativt at vende filmholdet ryggen. Nå ja, og niveauer udøver folk selvcensur, det er ynkeligt.« så naturligvis Lars von Trier, der hyppigt har taget det på sin I flere interview har både Maraval og Ferrara understreget, kappe at levere stof til skandalerne – senest da han i 2011 kom hvor store problemer de allerede havde med blot at få finansie- for skade at ironisere over sin »forståelse for Hitler«, hvilket ringen på plads. kostede ham en forvisning fra festivalen. »Ingen fransk tv-station ville være med til at finansiere Året Cannes-festival – der sluttede den forgangne weekend filmen (som det ellers er praksis i Frankrig, red.), selv om vi – var da heller ingen undtagelse. Men denne gang var det havde to store internationale stjerner med,« siger Maraval, idet et uhelligt og internationalt triumvirat af bad boys, der stod han understreger, at målet klart har været at kvæle filmen før for skandalen: den kontroversielle amerikanske instruktør og undfangelsen. tidligere junkie , fransk filmkunsts evige enfant En påstand, som modsiges lodret af Franck Weber, indkøbs- terrible Gérard Depardieu, og filmproducenten Vincent chef for Canal+, Frankrigs største filmproducent. Han siger la- Maraval, der forrige vinter ragede uklar med hele filmin- konisk til nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur, at grunden dustrien, fordi han i en kommentar i aftenavisen Le Monde til, at Canal+ ikke ville finansiere filmen, var, at »manuskriptet lod forstå, at franske skuespilleres lønninger var alt, alt for var fuld af huller« og »hverken originalt eller noget særligt«. høje – pudsigt nok et indlæg affødt af en debat om førnævnte »Vi forstod ganske enkelt ikke, hvad det var for en historie, Depardieus udenlandske skatteeksil hos den russiske skabs- de ville fortælle,« konstaterer Franck Weber tørt. autokrat Vladimir Putin. Men holdet satte blot pr-maskinen op i et endnu højere gear I år var det en nøje timet og tilrettelagt skandale, de tre og tordnede mod en sammensværgelse, der skulle forhindre havde lagt op til med helaftensværket Welcome to New York distributionen af filmen. Det er angiveligt grunden til, at de – en film, der handler om franskmanden Georges Deveraux, slet ikke sender filmen i biografen, men derimod kun som som pludselig kommer i fedtefadet efter at have forgrebet sig VOD på en lang række platforme. på en stuepige på et luksushotel på Manhattan. Og kronen på pr-værket var selvfølgelig, at de kunne fortæl- Man behøver næppe være Hercule Poirot for at gisne sig til, le, at filmen ikke kom med på det officielle festival-program, at filmen er skåret over den tidligere franske finansminister så de i stedet i bedste underground-stil måtte holde premiere og chef for Den Internationale Valutafond, IMF, Dominique og pressemøde i et telt på stranden. Strauss-Kahn, hvis politiske karriere endte brat på netop den- Effekten udeblev da heller ikke. I løbet af ganske få timer ne facon i 2011. Da han tiltvang sig orale ydelser fra stuepigen var filmen blevet streamet af knap 50.000 betalende seere Nafissatou Diallo på suite 2806 på Sofitel på Times Square – muligvis fordi ingen endnu havde haft lejlighed til at læse og efterfølgende tilbragte adskillige nætter på den berygtede anmeldelserne… straffeanstalt Rikers Island. For de er mildt sagt ubarmhjertige. Le Point kalder således Filmens plakat, der viser en kropssvær, grånende herre set Welcome to New York »udpenslende« og »ikke meget bedre end bagfra, kronet med teksten »You know who I am?« (angiveligt en dårlig hudfilm«, og »snarere end et mesterværk er der tale om hvad Strauss-Kahn sagde til stuepigen), hører da heller ikke til et kuriositetsobjekt«. Le Nouvel Observateur kalder slet og ret fil- filmhistoriens mest underspillede allusioner. men »et makværk«, og skriver, at man »keder sig bravt« i selskab De tre filmfolk har bygget kraftigt op til den pr-storm, der med en »sexgal Obelix, der nærmest er kastet ind i en elendig har raset om filmen forud for den første visning. En storm, 70er-pornofilm«, ligesom Télérama mener, at »hverken Bisset de allerede begyndte at puste til ved sidste Cannes-festival eller Depardieu kan dække de mangler, der er i manuskriptet«. – præcis samtidig med at Strauss-Kahn for første gang efter Ja, selv den ellers altid seriøse og afdæmpede Le Monde kal- skandalen dukkede op til overfladen og skred ned ad den røde der Welcome to New York »en stor syg film«. Le Monde hæfter løber på Croisetten med sin nye partner. sig samtidig ved de »uforsvarlige antisemitiske udfald«, der i Traileren til filmen, der ellers var »strengt fortrolig« og filmen gøres mod Anne Sinclair, hvis familieformue blev skabt udelukkende forbeholdt distributører og indkøbere, blev af hendes bedstefar – en jødisk kunsthandler, der fik konfi- diskret lækket på nettet. Og billederne mindede mest om en skeret sin samling, og som kun med nød og næppe undslap lummer sengekantsfilm med en sand overflod af bølgende nazisternes udryddelseslejre. SOM MEDLEM KAN DU SE FREM TIL SÅDAN FUNGERER LÆSERNES VINKLUB balder, bryster og fallisk knejsende cigarer, som filmselskabet Alt i alt minder den »bombe, der skulle eksplodere i Cannes« ü 4 smagekasser om året fra forskellige vindistrikter Hver 3. måned udsender vi en smagekasse med6forskellige vine fra et nyt vindistrikt. Hver gang udgiver vi et magasin, hvor du måtte bruge masser af tid og penge på at få fjernet, forklarede – som formiddagsbladet Le Parisien flere gange har kaldt filmen Spændende vinoplevelser fra hele verden ü blandt andet kan læse om vindistriktets historiske og kulturelle en ’ærgerlig’ Maraval dengang. Buzzen blev endnu større, da – mest af alt om en gennemfugtig og halvlummer knaldperle. ü Direkte import uden fordyrende mellemled baggrund og om, hvad man kan opleveiområdet. forlydender begyndte at sive om, at holdet forsøgte at hyre den Ikke desto mindre er succesen nærmest garanteret. For ved ü Levering lige til døren-du vælger selv hvilken uge Når du har smagt vineneismagekasserne, kan du købe ekstra af rigtige stuepige til at spille sig selv i filmen. ikke at lade filmen indgå i Cannes’ officielle program har dine favoritter–typisk med besparelser på 15-20 %. I flere interview har Maraval tordnet mod et komplot, hvis festivaldirektør Thierry Frémaux gjort Ferrara og Maraval en ü Gratis medlemskab og ingen købetvang! Hver smagekasse koster 549 kr+fragt 50 kr. mål var at bremse hans og Ferraras sprængfarlige filmprojekt: kæmpe tjeneste, skriver L’Express. »Først og fremmest fordi Et komplot, som han ikke et sekund er i tvivl om, at Strauss- filmen ville være blevet massakreret af festivaldeltagerne. Og Kahns tidligere partner, den formuende journalist Anne dernæst fordi det gjorde det muligt for Maraval at demonstrere Sinclair (der i filmen spilles af ), og hendes sit markedsføringsmæssige geni«, skriver bladet under over- entourage står bag. skriften: »Marketing: 1-filmkunst: 0.« »I løbet af de sidste tre år har vi oplevet de incestuøse for- Anne Sinclair har selv i netmagasinet huffingtonpost.fr, som hold, der hersker mellem landets elite, politikerne og medier- hun er cheffredaktør for, ladet forstå, at hun ikke agter at Søtoftevej 74·4100 Ringsted·Tlf: 7022 4040·[email protected] · vinovenue.dk «««««

weekendavisen.dk PERFEKT!

LAYOUT: LINDA BALLE KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT