Socialdemokratiet Rudersdal A-nyt ======26. april 2017

Indhold: Den socialdemokratiske fortælling Fælles om Danmark Regeringen fortsætter……. 1. maj 2017 i Rudersdal -afholdes i Idrætscentret – invitation bagerst

Den socialdemokratiske fortælling

Christine Antorini Folketingsmedlem og tidl. undervisningsminister

Christine Antorini

Fra SF'er til Socialdemokrat (eller Fra uforpligtet venstreorienteret til Socialdemokrat)

Jeg er født og opvokset i Jyllinge, hvor min far havde det lille andelsmejeri Vigen, og min mor var lærer på den lokale folkeskole. Ingen af mine forældre var politisk aktive, men vi så TV- avisen sammen, havde Politiken på kaffebordet og snakkede om det, der skete hen over aftensmaden. I weekenden tog vi på tur til et museum, Møns Klint eller andet, der både var sjovt og lærerigt for min lillebror og mig, og til hverdag gik jeg til spejder og badminton indtil jeg blev politisk aktiv i SF Ungdom. Vi fik masser af uformel læring, der sidenhen er kommet meget fokus på.

Når vi i Socialdemokratiet er optaget af gode daginstitutioner og en varieret skoledag er det for at gøre alle børn så dygtige som muligt uanset baggrund. Med tid til både fag og kundskaber, åben skole med det lokale foreningsliv, museer og virksomheder, bevægelse gennem dagen og kombination af teori udført i praksis. Det er summen af al den uddannelse og almendannelse, der giver børn flest muligheder videre i livet. Mange børn kommer fra hjem, hvor den uformelle læring er høj som i mit barndomshjem, men det er der desværre også mange børn, der ikke gør. Den sociale arv spiller stadig en alt for stor rolle i Danmark. Social mobilitet kommer ikke af sig selv. Det kræver politisk handling, og det har jeg skrevet mere om i kronik bragt i Politiken (d.27.3). Jeg var som ung optaget af de globale problemer i verden. Truslen om opstilling af atombevæbnede missiler ned gennem Europa under den kolde krig i 1980'erne gjorde dybt indtryk på mig. Det samme gjorde nedsmeltningerne af A-kraftværkerne på Tremileøen i USA og Tjernobyl i Sovjetunionen samt udrydningen af regnskoven i Brasilien - verdens lunge - og den enorme ulighed mellem i-lande og u-lande. Og 80'erne i Danmark var heller ikke sjov som ung med skyhøj ungdomsarbejdsløshed og høj adgangsbegrænsning til de videregående uddannelser.

Selvom det ikke var 'in' at være SF'er som ung dengang, hvor DKU'erne med Next Stop- bevægelserne og aktivt elevarbejde var de hotte, så var jeg lodret imod deres tro på revolution, og at det var ok at sætte demokratiet ud af kraft. Det er det aldrig! Socialdemokratiet overvejede jeg ikke engang. For mig var stod de bare for et forstenet fagforeningsparti. De globale problemer blev ikke mindre i løbet af 90'erne, og venstrefløjens svar var altid Nej til konkrete løsninger. Det var min første start på vej hen mod Socialdemokratiet. Vi kunne kun løse miljøproblemer gennem forpligtende samarbejder i EF, det var vigtigt at være del af internationale sikkerhedsalliancer som NATO, og det var vigtigt at arbejde FOR forbedringer end bare at være imod.

Det samme gjorde sig gælde i dansk politik. Vi skulle arbejde for en økonomisk politik, der både skabte vækst til virksomheder og dermed job og et skattegrundlag for udvikling af den offentlige sektor. Man kunne ikke kun arbejde for flere penge til den offentlige sektor. Det danske samfund hænger sammen ligesom det internationale samfund. Og jeg hørte til i et parti, der ville bygge bro: grøn konkurrenceevne, en økonomisk politik der hang sammen, social retfærdighed, lige muligheder for alle gennem gode daginstitutioner og uddannelse (men ikke ens løsninger), gør din pligt og kræv din ret - og i den rækkefølge!

Det sidste, der gjorde udslaget for mig, var integrationspolitikken. Jeg boede i et alment boligbyggeri på Amager, og mine børn gik i den lokale folkeskole. På de 10 år, de gik på skolen, gik andelen af elever med anden etnisk baggrund fra 30 til 50 %. Danske forældre med ressourcer flygtede væk fra skolen, og derfor blev det både en hvid og sort social ghetto. Det var sådan området var og blev omtalt. Har I ikke læst bogen Planen af Morten Pape, så vil jeg varmt anbefale den. Her er kerneopgaven for det socialdemokratiske projekt: At give ALLE lige muligheder ikke alene gennem gode institutioner men også gennem blandede boligområder og aldrig at overlade nogle til kontanthjælp eller i kanten af samfundet men gøre alt for, at de kommer i gang med uddannelse eller job. Det var Socialdemokratiske borgmestre der gjorde noget for at arbejde med integration og sige stop, hvor den gik skævt i 90'erne. Venstrefløjens eneste bidrag på det tidspunkt var også her bare at lukke øjnene for problemerne.

Det dur ikke. Socialdemokratiet er partiet, hvor værdier og handlinger følges ad. Vi gør hver dag noget for at forbedre for et mere solidarisk, bæredygtigt og fællesskabsorienteret samfund. Lokalt og globalt. Derfor har jeg været Socialdemokrat de sidste 15 år. Det er den væsentligste politiske kraft både før og i fremtiden.

2 Udsendt af socialdemokratiet 24/4.2017:

Kære venner

Hermed opdateret link til principprogrammet. Efter halvandet års hårdt arbejde med at udarbejde et nyt principprogram præsenterer Socialdemokratiet i dag (Søndag den 23.april 2017) ”Fælles om Danmark”.

Socialdemokratiets første principprogram blev vedtaget i 1876. Siden har skiftende principprogrammer udgjort vores partis værdimæssige kompas.

For os er det en stor ting, hver gang vi stopper op, tager bestik af verden og sætter ord på vores grundlæggende værdier. Vi gør det grundigt, og vi lytter til hinanden.

”Fælles om Danmark” bliver Socialdemokratiets syvende principprogram. Og processen har været den hidtil mest inddragende i vores partis historie. Samtlige medlemmer har været inviteret til at bidrage. Mange tusinde har gjort det.

Det har været Danmarks største politiske samtale. Det er Socialdemokratiet, når vi er bedst.

Nu har principprogramudvalget sat pen til papir. Her er det foreløbige resultat. God læselyst. Og lad endelig debatten fortsætte. Det endelige program skal vedtages på kongressen i september.

På vegne af principprogramudvalget; TAK til alle jer, der har været engagerede og har bidraget. Fortsat god debat.

Med venlig hilsen Dan Jørgensen Formand for principprogramudvalget

(obs. Såfremt du ønsker at hente” link” til principprogrammet skal du være opmærksom på, at det kan tage lidt tid inden teksten er hentet til computeren!)

Vi i Rudersdal har også deltaget partiprogramdiskussionen ved et medlemsmøde den 20. august 2016 hvorfra vi efterfølgende indsendte konklusionerne fra dagens diskussioner til partiprogramudvalget.

3

Regeringen fortsætter – Lars Lykke fortsætter

Af Kitty Bjerregaard Holte

Kitty Bjerregaard Holte

I Tyrkiet har præsident Erdogan fået flertal til at fortsætte den alt andet end demokratiske politik, han alligevel har praktiseret i månedsvis. At Europarådet og OSCE beskylder Tyrkiet for valgsvindel, ændrer beklageligvis intet. I Danmark stemte 60 % af den herboende tyrkiske befolkning ja til Erdogan og hans underminering af demokratiet. Det bør give stof til eftertanke, at det tyrkiskes mindretal i Danmark, der nyder de privilegier et veludviklet dansk demokrati byder på, stemmer for afvikling af demokratiet i det land, hvorfra tyrkerne selv stammer. Regeringen har allerede nu meldt ud, at kommunerne skal reducere udgifterne på anlægsbudgetterne. Det ønske vil indgå i de årlige forhandlinger kommunerne og regeringen imellem, som afsluttes i juni, formodentlig med et forlig. Der indgås til stadighed forlig på forlig på Christiansborg, men de store aftaler mangler at falde på plads, såsom boligforliget, der brød sammen kort før påske. Der er ganske enkelt ikke fundet finansiering til det konservative krav om at frede grundskylden i årevis. I regeringen har forsvarsminister (V) tænkt højt i forbindelse med det kommende forsvarsforlig. Forsvarsministeren har nemlig luftet tanken om flere værnepligtige, hvilket fik udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til i kontante vendinger at gøre forsvarsministeren opmærksom på, at flere værnepligtige ikke er regeringens politik. Det skal vise sig, når forsvarsforliget skal forhandles på plads, men sikkert er det, at LA er modstandere af tvungen værnepligt – det er regeringens støtteparti DF derimod ikke. Under alle omstændigheder vil udgifterne til militæret blive forøget som følge af krav fra Nato og USA, når de brede forlig på forsvarsområdet, vi har tradition for her i landet, skal falde på plads. At regeringen har store problemer med fortrinsvis LA ministre står vist klart for enhver, men også ministre volder problemer. Miljø – og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), har netop modtaget en gigantisk næse fra Folketinget. Ministeren har nemlig forholdt et flertal uden om regeringen adgang til embedsværkets dokumenter vedrørende de såkaldte kvotekonger, der er en trussel mod små erhvervsfiskere på grund af kvoteopkøb i mængder. Et flertal uden om regeringen ønsker et opgør med den politik. Det gør fødevareministeren imidlertid ikke, hvorfor han gav pokker i flertallet og blæste dermed demokratiet en lang march. Manden burde være afskediget på stedet, men DF, der ellers er en af ministerens hårdeste kritikere, fredede ham. Det var næppe sket med en LA minister. En nyligt lækket lydfil fra november afslører, at Esben Lunde Larsen ærgrer sig over den syge trang til aktindsigt, som oppositionen præsterer, og han er direkte arrig over læk i sit ministerium, hvilket har fået selv samme ministerium til at kvittere med endnu et læk. En sælsom arbejdsplads. Arveafgiften på familieejede virksomheder er blevet nedsat fra 15 til 5 %. Nedsættelsen gælder dog kun for familieejede virksomheder – ikke anden arv. Denne gang fik regeringen forslaget igennem med DF stemmer. Statsministeren selv ser man ikke meget til her i landet.

4 Langfredag kunne befolkningen divertere sig med en aparte radikal annoncering i Berlingske. På foto af henholdsvis Venstres næstformand, finansminister og Ôzlem Cekic, frafalden SF politiker hylder partiet ovennævnte personer med påskriften Gør Danmark større. Det har ikke skortet på fortolkninger fra politiske kommentatorer, hvoraf de fleste hælder til den anskuelse, at det er et vink til om, at hun i længden ikke kan forvente radikal støtte, hvis Socialdemokratiet fortsætter med sin stramme udlændingepolitik. I følge , radikal gruppenæstformand, har finansministeren leveret flere tiltalende udsagn om globaliseringens velsignelser og deraf følgende udenlandsk arbejdskraft. Regeringens støtteparti deler absolut ikke den opfattelse. Özlem Cekic har vendt SF ryggen, fordi partiet har ændret signaler på udlændingeområdet, signaler, som Cekic til gengæld ikke kan stå inde for. Det Radikale Venstre har med annoncerne fået medie opmærksomhed på et tidspunkt, hvor partiets indflydelse er ikke eksisterende. Et historisk tilbageblik: Det radikale parti har i nyere tid en alt andet succesfyldt forhistorie med regeringsdeltagelse i borgerligt regi. Lad mig erindre om ministeriet Schlüter III (1988), hvor den radikale var partiets frontfigur og Hilmar Baunsgaard (R) som statsminister i en regering med Venstre og Konservative. (1968 – 71). Det skal blive spændende at følge, hvordan Socialdemokratiets nye principprogram bliver modtaget, især hos de partier der skal sikre Mette Frederiksen en statsminister post efter næste valg. Programmet offentliggøres i weekenden. ======

De socialdemokratiske kandidater til kommunevalget KV 17

Nederste række fra venstre: Poul Bach –Kristine Thrane og Mette Poulsen

Øverste række fra venstre: Thomas Lesly Rasmussen –Preben Etwil – Daniel Poulsen- Heidi Højmark Falden og Flemming Hørdum Gertsen ( Flemming er også kandidat til Regionsrådet)

5

1. maj 2017 i Rudersdal

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i Rudersdal holder i år fælles 1. maj i Birkerød. Arrangementet finder sted i Idrætscentret, Bistrupvej 1, 3460 Birkerød kl. 7 til kl. 10.

Vi starter klokken 7,00 med kaffe og morgenbord, musik og fællessang. Formand for S Preben Etwil, formand for SF Dorte Nørbo og talsmand for Ø Peter Ussing byder superkort velkommen. Herefter vil der være en række talere i løbet af morgenen.

Program:

• Kl. 7.00 Morgenmad og fællessang • Kl. 7.15 Velkomst • Kl. 7.25 Kristine Thrane, spidskandidat for S • Kl. 7.40 Trine Torp, MF for SF • Kl. 8.00 Christine Antorini, MF for S • Kl. 8,20 Maria Gjerding, MF for Ø • Kl. 8,40 Musik og fællessang • Kl. 9,00 Dorte Nørbo, spidskandidat for SF • Kl. 9,15 Jacob Jensen, spidskandidat for Ø • Kl. 9,30 Politisk diskussion ved bordene samt musik og sang Kl. 10.00 – Fælles oprydning Ret til ændringer forbeholdes

Vi håber, at se mange af jer – det er altid en hyggelig morgenstund 1. maj

6 Du er altid vedkommen til at kontakte os hvis du synes, at tiden er inde til at være ”Aktiv”!

Du er altid velkommen til at kontakte formanden Preben Etwil ad en snak tlf. 22 83 20 52– e-post: [email protected] eller et bestyrelsesmedlem.

Områdeansvarlige Det er besluttet, at opdele socialdemokratiet i Rudersdal Kommune i områder.

På bestyrelsesmødet den 3. april 2017 besluttede bestyrelsen, at partiet i kommunen inddeltes i 5 områder og der til de enkelte områder tilknyttedes områdeansvarlige.

Formålet med de områdeansvarlige vil bl.a. være at tage sig af medlemmerne i det umiddelbare nærområde, at tage kontakt til nye medlemmer, at øge aktiviteten i nærområdet og vi herved får knyttet de forskellige dele af partiet bedre sammen.

Herudover vil de områdeansvarlige i forbindelse med kommunale-, regionsråds – og folketingsvalg samt parti- og andre aktiviteter - landsdækkende kampagner -være behjælpelig med udpegning af områder, hvor der kan arrangeres aktiviteter.

At de områdeansvarlige udpeger veje hvor der ophænges valgplakater m.m.

Områdeinddelingen

1. Birkerød nord for S- banen post. nr. 3460 Niels Harrig tlf. 20 83 96 89 – mail: [email protected]

2. Birkerød syd for S-banen post. nr. 3460 Erik Eugen Olsen tlf. 22 25 30 31 – mail: [email protected]

3. Holte – Øverød post. nr. 2840 Flemming Overby tlf. 40 71 84 85 – mail: [email protected]

4. Nærum – Søllerød post. nr. 2850 Pia Sverdrup –Jensen - tlf. 30 86 86 39 - mail: [email protected] Jacob Poulsen - tlf. 20 47 58 65 – mail: [email protected]

5. Vedbæk – Trørød . Gl. Holte post.nr. 2950 og 2942 Henning W. Nielsen tlf. 24 83 96 16 – mail: [email protected]

7 Vi findes på internettet og Facebook: www. socialdemokraterneirudersdal.dk

Facebook: https://www.facebook.com/socialdemokraterneirudersdal/?fref=ts

Det var A-nyt for denne gang – vi kommer ingen om en månedstid. Bedste hilsner Preben Etwil formand e-post: [email protected] - hjemmeside: www.socialdemokraterrudersdal.dk

8

9