Vurdering af behovet for oprettelse af 2 nye HF-udbud i hhv. Aabybro og

VUC har anmodet Regionsrådet om en udtalelse ifm. deres ønske om oprettelse af 2 nye udbud af den 2-årige HF-uddannelse i hhv. Aabybro og Hadsund. Herunder følger en opsummering af VUC’s begrundelse for at ønske at oprette de 2 nye udbud, samt en vurdering af behovet set fra en regionalt perspektiv inklusive de omkringliggende uddannelsesinstitutioners høringssvar.

Baggrund for ansøgningerne VUC har udover selve ansøgningerne indsendt en række bilag om uddannelses og beskæftigelsesudviklingen i hvv. Jammerbugt og Mariagerfjord kommuner. Disse er medsendt som understøttelse af VUC’s vurdering af, at der er behov for de 2 nye udbud.

VUC Nordjylland har siden 2007 tilbudt 2-årig HF-uddannelse. Først i og senere i Hjørring.

For begge nye udbuds vedkommende er ønsket om at oprette nye udbud begrundet i følgende hovedpunkter: - at uddannelsesfrekvensen i de pågældende områder er lav - at der ikke eksisterer ret mange uddannelsestilbud i de pågældende byer, og at et HF- udbud vil kunne ramme en målgruppe af unge, som ellers ikke ville få en ungdomsuddannelse - at VUC i forvejen er til stede med enkelt-fags HF i begge byer og således vil kunne udnytte eksisterende lokaler og lærerressourcer - at et VUC-udbud ikke er en direkte konkurrent til eksisterende HF-tilbud i de berørte områder, da de unge, der vælger HF på VUC, er en anden målgruppe – de er primært ældre og har været ledige, i job eller i andre uddannelsestilbud – end dem, der vælger HF på et alment gymnasium.

Vurdering Til at understøtte Regionsrådets koordinerende opgave på uddannelsesområdet, har administrationen indhentet datamateriale vedr. elevoptag, elevgrundlag, befolkningsprognoser og transporttid, samt indhentet høringssvar fra de relevante omkringliggende ungdomsuddannelsesudbydere af HF i regionen.

Der findes på nuværende tidspunkt 13 udbud af 2-årigt HF i Nordjylland, hvoraf VUC står for de 2 i hhv. Aalborg og Hjørring. Søgningen til HF er steget støt fra 2007 og frem til og med 2011, hvorefter den er faldet en smule i 2012. Her var der samlet set 826 elever, som havde søgt ind på HF ved ansøgningsfristens udløb 1. marts.

Vurdering af nyt udbud i Aabybro Aabybro ligger placeret i den østligste del af Jammerbugt kommune. Ift. til de eksisterende HF- udbud ligger der pt 5 2-årige HF udbud inden for en radius af 25 km: Nørresundby Gymnasium, Brønderslev Gymnasium, Aalborg Katedralskole, Aalborghus Gymnasium og VUC Aalborg. Derudover udbyder Gymnasium 2-årigt HF (afstand: ca. 30 km).

Nuværende samt forventet elevoptag I 2011 og 2012 søgte 25 elever fra Aabybro (postnummer 9440) ind på én af de 6 ovennævnte 2- årige HF-uddannelser. Heraf søgte 17 elever mod Nørresundby Gymnasium, 3 til Aalborg Katedralskole, 2 til Aalborghus, 2 til Fjerritslev og en enkelt til VUC Aalborg (der mangler dog tal fra 2012). Ingen af de unge har i de sidste 2 år søgt mod Brønderslev. Orienteringen af elever går således primært øst for Aabybro, hvilket kan have flere årsager. Beskæftigelsesregion Nordjyllands pendleranalyser viser, at der er stor indstrømning fra Aabybro til Aalborg i erhvervsøjemed, og der er ligeledes gode transportmuligheder ind til Aalborg med bus.

Der er således et relativt begrænset antal unge, som i dag søger mod en 2-årig HF set i relation til at opretholde et udbud. VUC argumenterer dog for, at deres nye udbud vil kunne tiltrække en målgruppe, som er lidt ældre end dem, der traditionelt vælger HF på gymnasierne. Derudover har de været i kontakt med Jammerbugt Kommune, som oplyser, at der i hele kommunen er en stor andel af de ca. 700 personer, som er på kontanthjælp, som kan erklæres uddannelsesparate (ca. 30%). Det er dog naturligvis ikke alle, som vil vælge HF, eller som bor i nærheden af Aabybro.

Regionsrådet fik i 2011 lavet en analyse af det hidtidige og fremtidige optag på HF i Nordjylland. Her viser tallene, at den generelle befolkningsudvikling i Nordjylland også får stor indflydelse på søgningen til HF (og ungdomsuddannelse generelt). Således kan alle HF-udbud forvente en nedgang i antallet af elever i frem mod 2020.

Spørgsmålet er, om VUC formår at tiltrække unge, som ikke er i uddannelse, i en tilstrækkelig grad til at opretholde et udbud i Aabybro. Det er givet, at et antal af de unge, som i dag søger mod Nørresundby/Aalborg vil vælge en mere lokal løsning i Aabybro. Men der vil givetvis også være nogen, for hvem det er en pointe at søge mod en større by, hvor der samtidig er et mere differentieret uddannelsesmiljø med mange tilbud til de unge såvel fagligt som socialt.

Uddannelsesniveau Uddannelsesniveauet i Jammerbugt Kommune ligger en anelse over regionsgennemsnittet hvad angår andelen af unge, som forventes at få en ungdomsuddannelse. Således viser Undervisningsministeriets profilmodel, at 87,4% af de unge, forventes at opnå en ungdomsuddannelse mod regionsgennemsnittet på 86,9%

Høringssvar fra andre ungdomsuddannelsesudbydere Der er indhentet høringssvar fra alle relevante omkringliggende ungdomsuddannelsesudbydere. Således er der indkommet høringssvar fra Aalborg Katedralskole, Aalborg Handelsskole, Nørresundby Gymnasium, Fjerritslev Gymnasium og Brønderslev Gymnasium (bilag 2).

Aalborg Handelsskole har ingen holdning til det nye udbud, mens de øvrige 4 skoler gør indsigelser imod oprettelsen af et nyt udbud. Hovedpointerne i de 4 høringssvar, som de er stort set enige om, er: - Der vil ikke være elevgrundlag til endnu et udbud, idet flere af de eksisterende skoler har svært ved at opretholde de 2 klasser, som man bør have ifølge ministeriet. Endnu et udbud frygtes således at kunne få konsekvenser for enkelte af de omkringliggende skoler. Dertil kommer, at flere nævner befolkningsudviklingen, idet vi allerede nu ved, at det kun bliver sværere i fremtiden at opretholde det nuværende uddannelsesudbud, fordi ungdomsårgangene mindskes – nogle steder op imod 10% - Der vil ikke kunne tilbydes et tilstrækkeligt uddannelsesmiljø på en 2-årig HF i Aabybro. De øvrige skoler har samlet flere ungdomsuddannelser under ét, og kan tilbyde et bredt udbud af såvel faglige som sociale aktiviteter.

Vurdering af nyt udbud i Hadsund Hadsund ligger centralt placeret i Mariagerfjord Kommune. Der ligger pt. 1 eksisterende 2-årigt HF udbud inden for en radius af ca. 25 km – Mariagerfjord Gymnasium.

Nuværende samt forventet elevoptag I 2012 havde Mariagerfjord Gymnasium 50 ansøgere til deres 2-årige HF, hvilket giver 2 klasser.

I 2011 og 2012 søgte 18 elever fra Hadsund ind på én af 4 nærliggende skoler i regionen. 14 søgte til Mariagerfjord Gymnasium, 2 til Aalborghus, 1 på Katedralskolen og 1 til VUC i Aalborg.

Der er således et relativt begrænset antal unge, som i dag søger mod en 2-årig HF set i relation til at opretholde et udbud. VUC argumenterer dog også her for, at deres nye udbud vil kunne tiltrække en målgruppe, som er lidt ældre end dem, der traditionelt vælger HF på gymnasierne, og som samtidig ikke er særligt mobile. Her tænkes især på gruppen af unge arbejdsløse, hvoraf en større del bliver vurderet uddannelsesegnede af UU-centret i Mariagerfjord Kommune.

Befolkningsprognoserne for Regionen generelt, gør sig ligeledes gældende for Mariagerfjord Kommune. Således kan alle HF-udbud forvente en nedgang i antallet af elever i frem mod 2020.

Spørgsmålet er, om VUC formår at tiltrække unge, som ikke er i uddannelse, i en tilstrækkelig grad til at opretholde et udbud i Hadsund. Det er givet, at der fra nogle egne af Mariagerfjord Kommune er meget langt til uddannelsesmuligheder. Som benævnt i ansøgningen er der 40 km til nærmeste gymnasium med et 2-årigt HF-udbud. Det vurderes dog at være tvivlsomt, hvorvidt der vil kunne tiltrækkes elever til mere end 1 klasse i området.

Uddannelsesniveau Uddannelsesniveauet i Mariagerfjord Kommune ligger en anelse under regionsgennemsnittet hvad angår andelen af unge, som forventes at få en ungdomsuddannelse. Således viser Undervisningsministeriets profilmodel, at 86,4% af de unge, forventes at opnå en ungdomsuddannelse mod regionsgennemsnittet på 86,9%

Høringssvar fra andre ungdomsuddannelsesudbydere Der er indhentet høringssvar fra alle relevante omkringliggende ungdomsuddannelsesudbydere. Således er der indkommet høringssvar fra Mariagerfjord Gymnasium, Aalborghus Gymnasium og Aalborg Katedralskole1 (bilag 3).

Aalborghus Gymnasium ser ingen problemer i at oprette et nyt udbud, mens de 2 øvrige skoler gør indsigelser imod oprettelsen af et nyt udbud.

Mariagerfjord Gymnasium gør hovedsageligt indsigelse imod udbuddet pga. et manglende elevgrundlag. Skolen gik fra 3 HF-klasser i 2011 til 2 klasser i 2012. Vores analyse viser, at deres elevoptag kan ventes af falde med op til 8% frem til 2020. Skolen mener ikke, at afstanden mellem og Hadsund udgør et problem, og pointerer, at et nyt udbud vil kunne bringe skolen ned omkring ”smertegrænsen” ift. at opretholde et bredt udbud af valgfag, idet skolen kan blive udfordret på at opretholde de 2 klasser.

Aalborg Katedralskole laver en generel indsigelse gående på et begrænset forventet elevoptag. Der argumenteres for, at antallet af HF-elever er steget som konsekvens af krisen, og vil falde igen, når arbejdsmarkedssituationen begynder at lysne. Sammenholdt med befolkningsprognoserne kan oprettelsen af flere nye udbud få alvorlige konsekvenser for de eksisterende.

Opsummering Generelt set kan der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt der er elevgrundlag til at oprette yderligere HF-udbud set fra en regional vinkel. Det vurderes at være nødvendigt at tiltrække en stor del af de unge, som ikke i forvejen går på uddannelse, eller har planer om at uddanne sig, såfremt der skal kunne oprettes 1-2 klasser hvert sted. Det er positivt, at man ønsker at oprette et alternativ til unge, som muligvis ikke kan se sig selv på et alment gymnasium, men som stadig ønsker uddannelse. Det kan afgjort være med til at højne uddannelsesniveauet generelt, såfremt vi evner at få denne målgruppe ind i uddannelse.

1 Aalborg Tekniske Gymnasium bad om at komme på høringslisten, men har ikke indsendt høringssvar. Særligt i Aabybro virker det til, at området er meget fint dækket ind rent uddannelsesmæssigt. Det kan således få alvorlige konsekvenser for de eksisterende tilbud i området, såfremt et nyt udbud oprettes. Uanset om udbuddet er bæredygtigt eller ej, vil et forsøg kunne have negative konsekvenser for de omkringliggende skoler.

I Hadsund er billedet mere nuanceret. De objektive tal kunne tale for at oprette et udbud i Hadsund set ift. den regionale uddannelsesdækning. Samtidig skal man dog være opmærksom på, at det kan have konsekvenser for det nærmeste eksisterende tilbud, som i forvejen er presset ift. elevoptaget på HF.