Når fodbold er en besættelse
Berlingske Tidende 19. juni 2006, 1. sektion, side 12
Historie: Fodbold er ikke kun fodbold, når det argentinske landshold spiller i Tyskland. Fodbold er nemlig vigtigere i Argentina end noget andet sted i verden, fordi landets selvfølelse og identitet er tæt knyttet til succes på grønsværen.
Af Peter Tranum Hansen
Da Argentina ved sidste VM i 2002 blev slået ud allerede i indledende runde brød hærdebrede mænd som Gabriel Batistuta, Hernan Crespo og Roberto Ayala grædende sammen. Samtidig udbrød landesorg hjemme i Argentina, hvor folket i ugevis græmmede sig over landsholdets skammelige exit. Eksemplet er ikke enestående – sådan er det, hver gang Argentina taber en vigtig kamp. Det er ikke unormalt at topspillere græder, når de taber vigtige kampe – det unormale er den efterfølgende landesorg. Ingen følger deres landshold med større lidenskab end argentinerne. Fodbold er nemlig en national besættelse i gauchoernes land. Denne besættelse har to årsager: For det første var fodbolden med til at skabe den nationale argentinske identitet i begyndelsen af det 20. århundrede, og for det andet er argentinernes nationale selvfølelse i høj grad afhængig af spillet på banen. Et tilbageblik i landets brogede historie forklarer, hvorfor fodbold er så vigtigt i Argentina.
Fodbolden kommer til Argentina Den moderne udgave af fodbold blev opfundet på de britiske øer i midten af 1800-tallet. Derefter bragte briterne spillet med sig ud i verden – også til Argentina, hvor de dannede den første klub The Buenos Aires Football Club i 1867. I 1893 blev det argentinske mesterskab afviklet første gang, og fodbolden var i det hele taget tidligt udviklet i Argentina. Omkring år 1900 var Argentina et immigrantland. I Buenos Aires var over 60 procent af befolkningen født uden for landets grænser, de fleste i Europa. Landet var altså multietnisk, og der fandtes ikke et nationalt sammenhold. Briterne udgjorde kun en lille del af befolkningen, men de dominerede totalt argentinsk fodbold. Alle klubber og næsten alle spillere var britiske, og spillestilen var kick and rush. Langsomt begyndte interessen for fodbold dog at vokse, og de fodboldinteresserede – især spanske og italienske indvandrere – dannede deres egne klubber, da de ikke var velkomne i de britiske klubber. Verdensberømte klubber blev skabt på denne måde: River Plate i 1901, Racing Club i 1903 og Boca Juniors i 1905. De argentinske klubber blev stærkere og stærkere, og i 1913 blev den britiske fodbolddominans brudt, da Racing Club vandt det argentinske mesterskab. Herefter dominerede de argentinske klubber totalt. Det specielle ved de nye klubber var, at de – udover ikke at være britiske – ikke blev anset som spanske eller italienske. De blev derimod anset som argentinske. F.eks. betyder navnet Boca Juniors, at klubbens spillere og tilhængere var »sønner af flodmundingen« (Boca betyder mund – og klubben lå ved Plata-flodens munding). Navnet skulle symbolisere, at klubben var argentinsk – ikke europæisk. De mange indvandrere der kom til Argentina omkring år 1900 var ikke argentinere, de var italienere, spaniere eller danskere. Nationen var endnu ung, og der eksisterede ikke et stærkt nationalt fællesskab. Befolkningen havde ikke et langt historisk og kulturelt fællesskab, de kunne opbygge en fælles identitet omkring. Men her spillede de nye argentinske klubber en central rolle, fordi de repræsenterede et fællesskab, der kunne anses som argentinsk. Klubberne gav et fast holdepunkt i det nye land, som de mange immigranter kunne være sammen om på trods af deres indbyrdes forskellighed. Klubberne kunne være med til at give befolkningen en argentinsk identitet, og den var derfor en samlende kraft for den unge argentinske nation.
Den kreolske stil De nye argentinske klubber adskilte sig også fra de britiske ved at udvikle deres egen spillestil, som de kaldte den kreolske stil. I begyndelsen af 1900-tallet var den britiske kick and rush-stil totalt dominerende i hele verden, og i alle lande var spillet fysisk præget med vægt på højt tempo, disciplin og organisation. Den kreolsk-argentinske stil brød med denne dominans ved at lægge vægt på teknisk fodbold, som vi kender det fra sydamerikansk fodbold i dag. Korte flade afleveringer, tålmodighed og temposkift samt noget helt nyt; driblinger var ingredienserne i den nye stil. Den nye stil opstod ifølge myten, fordi immigranterne i Buenos Aires lærte at spille fodbold på gader og stræder. Her var ingen læremestre, der – som i de britiske skoler – kunne indprente disciplin og organisation. Overalt hvor der var plads, blev der spillet fodbold. Alle spillede for deres fornøjelses skyld, og derfor blev stilen meget individualistisk. Det dårlige underlag på gader og stræder gjorde spillerne teknisk sublime – som det også ses i dag med spillere fra sydamerikanske slumkvarterer. Stilen var elegant, og for tilskuerne var den en nydelse at se på. Men den var også ganske effektiv: Fra 1910 til 1930 dominerede Argentina (sammen med Uruguay) de sydamerikanske mesterskaber, og Argentina nåede finalen ved både OL i 1928 og ved det første VM i 1930. Argentina var det første land, der udviklede en særegen national spillestil, i resten af verden skete det først efter 1914. Stilen gjorde Argentina til en respekteret fodboldnation, og fodbold blev ophøjet til nationalsport. Noget hele nationen kunne samles om og være stolte af.
Spillertrafik til Europa Efter 1930 blev de bedste argentinske spillere hentet til Europa, og de kom til at spille på landsholdet i de nye lande, hvilket var helt almindeligt dengang. Da Italien blev verdensmestre i 1934 var fire af spillerne argentinere – heriblandt en af tidens helt store spillere Raimundo Orsi. Argentinerne var frustrerede over at miste de bedste spillere, og derfor boykottede man VM indtil 1958. Tilbagekomsten til den internationale scene blev en katastrofe, til dels fordi den bedste argentinske spiller Alfredo Di Stefano repræsenterede Spanien. Argentina tabte blandt andet 6–1 til Tjekkoslovakiet og gik ikke videre fra det indledende gruppespil. Fiaskoen førte til hidsig debat – skulle landsholdet spille kreolsk-argentinsk eller skulle der lægges mere vægt på disciplin og fysik. Debatten lever stadig i Argentina, og spillestilen er til evig diskussion. I øjeblikket spiller landsholdet en tilpasset udgave af den kreolske stil, hvorimod det hold, der vandt VM i 1986 spillede mere fysisk og disciplineret – selvfølgelig med Diego Maradona som den store individuelle undtagelse. Han ses af mange som et mønstereksempel på den kreolske stil.
Anerkendelse og stolthed Befolkningens stolthed over den kreolske stil tog dog ikke skade af, at mange af de bedste spillere tog til Europa. Man fulgte dem på afstand, og betragtede deres succes som et bevis på den kreolske stils overlegenhed. Sådan er det også i dag, hvor de bedste argentinske spillere stadig bliver hentet til Europa. At mange lande (f.eks. Brasilien og Danmark) og klubhold (f.eks. Barcelona og Real Madrid) i dag praktiserer en spillestil, der minder om den kreolske, forringer ikke stilens betydning. Historien om den kreolske stils oprindelse og overlegenhed er nemlig en integreret del af Argentinas historie. Den er blevet til en national myte, som historien om vikingerne er en af vores nationale myter. Om myten er sand, er i denne forbindelse ikke så vigtigt. Det vigtige er, at myten har betydning for den argentinske selvforståelse. Og det har den, for den kreolske stil og de argentinske spilleres bedrifter skaffede Argentina international anerkendelse og respekt. Når folk tænker på Argentina, tænker de på tre ting; fodbold, tango og oksekød. Det ved argentinerne og derfor er fodbold ikke bare et spil, hvor man kan vinde eller tabe – det er meget vigtigere. Derfor er Argentinernes nationale stolthed og selvfølelse tæt forbundet med fodbold.
Et vigtigt spil Fodbold er en del af den argentinske folkesjæl. Intet andet sted i verden er fodbold ligeså vigtigt – måske lige med undtagelse af Brasilien, hvor fodbold også er en national besættelse med afgørende betydning for folkets velbefindende. I Europa har fodbold traditionelt haft større regional end national betydning. Det kender vi blandt andet fra Spanien, hvor Barcelona er hele Cataloniens symbol på kampen mod centralstyret i Madrid. Der er således to årsager til fodboldens enorme betydning i Argentina. For det første betød de unge argentinske klubber meget for opbygningen af den nationale argentinske identitet i begyndelsen af 1900-tallet. Og for det andet har den kreolske stil senere betydet meget for argentinernes nationale stolthed og selvfølelse, dels fordi myten om den kreolske stil er del af det nationale fællesgods, og dels fordi fodbold har stor betydning for omverdenens syn på Argentina. Derfor er fodbold så vigtigt i Argentina. Hvis landsholdet taber, har hele Argentina tabt. De argentinske spillere bærer nationens stolthed på deres skuldre. Derfor græder de argentinske spillere, når de har tabt en vigtig kamp – de ved, at hele nationen græder med dem. Det bliver spændende at se om Messi, Riqeulme & Co. efter sommerens VM-slutrunde skal modtages i Buenos Aires som skurke med hele nationens nederlag på deres samvittighed, eller om de triumferende kan returnere som hjemlandets helte.
Peter Tranum Hansen er freelance-journalist.
Fakta: Fakta om Argentinas landshold
Verdensmestre: 1978 og 1986 VM-sølv: 1930 og 1990 Olympiske mestre: 2004 Olympisk sølv: 1928 og 1996 Sydamerikanske mestre: 19921, 1925, 1927, 1929, 1937, 1941, 1945, 1946, 1947, 1955, 1957, 1959, 1991 og 1993 Sølv ved sydameikanske mesterskaber: 1916, 1917, 1920, 1923, 1924, 1926, 1925, 1942, 1959, 1967 og 2004
Billedtekst: Argentina arrangerede verdensmesterskabet i fodbold i 1978, mens militærjuntaen var ved magten. Folket hyldede heltene på banen – som her under finalen mod Holland, som Argentina besejrede 2– 1 efter forlænget spilletid – og verdensmesterskabstriumfen lykkedes det aldrig for diktaturet at erobre fra det argentinske folk.