Lyrical tribute to from members of the Oftebro family.

The Oftebro family, which originated from the Oftebro farm in Lyngdal, , soon became too numerous to be absorbed by the Lyngdal community. Many of the Oftebros left to settle in other districts along the coastline from Stavanger to , and many immigrated to South Africa, to USA and to Canada. But Lyngdal had forever taken its place in the minds of those who left. They longed to visit the place where they were born. Many of them got the opportunity to come back. And some of them expressed their feelings for their home village through lyrical tributes to Lyngdal. We shall here present such poems from 10 Ommund C. Oftebro, from 3-4 Anna Tonette (Oftebro) Johnson Alleen, Lyngdal. Around 1916. and from 3-8 Ole Mathias Oftebro.

****************************

It has been believed that Ommund Oftebro wrote his poem, or more correct his song, while living in Zululand, from where he had expressed his longing for his hometown Lyngdal. This is probably not so. In his song he describes the old Lyngdal church as being still in use. The church was torn down in 1847, and Ommund left for South Africa in 1849. Ommund probably wrote the song when he was a student at the Mission school in Stavanger (1843-48). But Ommund also many years later found an outlet for his longing for Missionary Rev. Ommund C. his home- Oftebro. town. In 1873 -74 he visited Lyngdal on his only leave of absence from his work in Zululand. His wife Guri and his daughter Johanne Guri Mathea (Hanna) followed him on his journey. His 3 sons had already lived in Stavanger, Norway for years, while they The Oftebro farm. The extension at the end of the attended secondary school there. For the visit building was meant to house the missionary family on at the Oftebro farm in Lyngdal his brother their visit from Zululand. Henrik built an extension to the farmhouse in order to house the family. (See picture) Ommund’s lyrical tribute to Lyngdal has not been translated into English. In his song he pretends to sit on a mountaintop at the Oftebro farm where he watches and describes the views of Lyngdal in various directions. While doing so he recalls memories from his youth and his childhood, showing his deep-felt love for Lyngdal, for his old church and for its pastor.

Lyngdal

1. Du blide dal, naturens skjønhets kjerne, 5. Naar da mit øie sig mod syden vendte, o, Lyngdal min, o dig jeg glemmer ei! jeg skued straks derfra mit kjære hjem, Ved dig min tanke dvelet dog saa gjerne, som bort fra solen, men til mig sig vendte, til dig i drømme ofte gaar min vei. og bød mit øie all dets ynde frem.

2. Dit kjære minde ofte hjertet letter, 6. Saa jeg mot østen og sydøst tillike, naar for det speiler sig din skjønhet huld, hvor sletten strækker sig langs Rindebak, og om end mindet aldrig hjertet mætter, da mindtes jeg om gamle Romerrike, det gjør mig ofte dog af glæde fuld. og for mit ophold der jeg siger tak.

3. Dit smil jeg ser naar elven langs dig rinder, 7. I grønne lund et hus mit øie snappet, ja, dine sletter - dine lunde fro. en fredsom bolig lav, av vinkelskik. Og naar jeg ser de grønne klippetinder, Da mindtes jeg hvor ofte dit jeg trappet, det ønske ulmer der at maatte bo. hvor ofte der jeg var og derfra gik.

4. Du Stenbergaas, hvo kan din likhet finde, 8. Om jeg mig da mot norden vilde vende, saa majestetisk er din kjekke pragt, da alt det skjønne mere for mig svandt. hvor gjerne sat jeg paa din dumme tinde, De faarestier let jeg vilde kjende, for paa din omegn ret at give agt. hvor mangen taar av mine øine randt. 9. Mod vest til syd jeg heller vilde dreie. 19. Til dig, til dig saa mang en gang jeg ilte, Der ser jeg sletten ved den klare aa. løvfulde høi som var du mig en ven. Da vilde av respekt jeg rigtig neie; Paa Eilerts bænk jeg satte mig og hvilte, og søtt mig mætte ved at se derpaa. mens dog jeg allevegne skuet hen.

10. Ak, der for første gang jeg lyset skued, 20. O, der min tanke tit ved hannem dvælte, ak, der de første barndomsaar hensvandt. som hist for mig en fuld forsoning fandt, 0, da var uskyld end ei underkued,. som synder arm i bøn for ham jeg knælte, Af barndomsglæder mange der jeg fandt. mens stundom taaren mildt ad kinden randt.

11. Du kjær mig var, dog mere kjær er bleven. 21. Fra dig saa tidt mit øie monne hvile, jeg før dig elsket, nu dog meget mer. paa gamle kirken som paa sletten staar, Saa klart dit minde staar i hjertet skreven, paa kirken som forbi jeg maatte ile, saa nær ved troen paa ham jeg ei ser. med hjerteklappen naar det aften var.

12. Jeg mindes vel da du mig blev saa yndig. 22. Aa, kirke min, vel tusen aar af alder,23 jeg mindes vel hvad dertil aarsag var. Ei meget blank men dog et oldtidsverk, attraaen til dig var dog ikke syndig, du av mit minde aldrig, aldrig falder, derom af mig et vidnesbyrd du har. endskjønt du er jo baade trang og mørk.

13. Du lig med Paradiset, intet andet, 23. Tenk der jeg blev i Kristo først indlemmet, det var som vokste der selv livets træ. der siden jeg ham troskapsløftet gav, Det var som øste der man livets vande, der har saa meget, meget jeg fornummet -, som hentet der man livets sædefræ. (-frø) om jeg dig glemte, blev min glemsel svar.

14. Det var som skulle der man hjertet lette, 24. I skummel krok i dig jeg ofte lyttet, Som skulle saaret der sin salve faa, en sagte røst av aand og kraft saa fuld, til Saa syntes det, og syntes saa med rette, uforklarlig den mit hjerte rystet, jeg nesten tror det var igrunden saa. og ofte gjorde mig av glæde fuld.

15. Ja der saa godt, saa godt jeg kunne hue, 25. Snart skal du vel til grus og stene blive, den hele dag blev knapt en time lang, mens ”Føniks” lig du atter reiser dig, der var slig hygge i den blide stue, Gud Herren da en saadan vert dig give, som ofte gjenlød af en “goelsang”. (?) som den hvoraf du nu kan rose dig.

16. Aaslette, undres du jeg saa dig skildrer? 26. Hvad skal jeg mer din ynde, dal, beskrive? Husk paa det savnede er altid kjært. Mig tiden dertil falder altfor kort, Jeg her med hykelsk dig det ikke skildrer. kun siger jeg - forglemt du ei skal blive, nei kun dit minde varmer mig saa svært. av mig dit savn vil aldri svinde bort.

17. Du var mig kjær imens jeg hos dig bodde, 27. Saa “Vesterbak” nu maa jeg dig forlade, ei mindre nu mens øiet dig ei ser, og ende denne stakkels hastverkssang, dit savn blev større end jeg den gang trodde, hos dig jeg dvælte øieblikke glade, dog nu om dig jeg ei vil synge mer. farvellet spares til en anden gang

18. Min tanke dit saa rolig nu jeg vender, 1 hvor hundred gange jeg personlig stod, ”Eilertsro” var et lite lysthus i en hasselrunne/et hasselkjerr på gården Oftebro. Det ble laget av den kjente presten Eilert Sundt til Vesterbak hvorunder elven rinder, 1 da han i sin tid leste med presten i Lyngdal. og paa hvis toppe ligger ”Eilertsro”. 2 Den gamle steinkirken som ble revet i 1847. Den nye kirken ble innviet i 1848.

*********************************

Anna Tonette Johnson may have written her lyrical tribute to Lyngdal from her home in Nebraska, USA, where she had settled with her newly established family in 1882. Her childhood memories probably refer to Berge, to Prestegården and to Fidje, all farms in Lyngdal, Norway, where her family lived and worked during her childhood and when she was a young girl. Also Anna Tonette got the opportunity to go back to Lyngdal for a visit, although the trip had a sad background. When she unexpectedly lost her husband, she did not find it possible to go on farming on her own. Selling the farm made it possible however to go for a visit to Lyngdal. Her daughters 3-4-1 Sara Katrine Johnson (Hollinbeck) and 3-4-3 Gudrun Tobine Johnson (Løfgren) followed her on the journey. Anna Tonette Johnson’s lyrical tribute to Lyngdal is probably meant to be sung to the melody of the Norwegian religious song: “Jesus din søte forening å smake”, a Norwegian folk melody given in Norsk Koralbok, no 641. Anna Tonette (Oftebro) Johnson. Anna Tonette’s song, written in Norwegian, has not been rewritten to Photo from: be sung in English. Here we present the original Norwegian version Richard Oftebro Hollinbeck jr. and a “word by word” translation of the song.

Anna Tonette Johnson’s lyrical tribute to Lyngdal, Norway.:

Lyngdal

1. Lyngdal! mit hjem ifra barndommens dage - 1. Lyngdal, my home since my childhood days, Hvor du står sjøn for mit drømmende sind! you always look so lovely in my dreams. Kunde jeg fly fort, som tanken tilbage, If I could fly back as fast as the wind Skulde jeg straks paa din fjord glide ind. I'd soon sail into your fjord. Ofte jeg længes, som barnet det lille Often I long, just like a young child, Engang at hvile mig ud i din favn. – to rest in your embrace once more Lyngdal! O Lyngdal! så fredfuld så stille. – -Lyngdal, oh Lyngdal, so peaceful and quiet – Just paradisisk mig lyder dit navn. – your name sounds like paradise to me.

2. Bjerge som fæstninger helt dig omringer. 2. Mountains, like fortresses, lie all around you, Skogen dig klæder som sjønneste brud. – the forest dresses you like a beautiful bride, Fuglenes lovsang mot himmelen klinger, the birds' songs of praise rise up to heaven, Deilig - harmonisk de jubler for Gud. – lovely, harmonious, they exult in praise for God. Havet mod dig strækker ud sine arme. The sea stretches out its arms towards you, Sprudlende elve det løber i favn. – bubbling rivers run to your embrace, Blomsterne dufter så hjerter blir varme. the flowers smell so fragrant they warm my heart Alting jeg ser just som da jeg var barn. everything seems just like it was when I was a child.

3. Minderne kommer i lysende drømme, 3. Memories return in bright shining dreams, Et efter et ser jeg drager forbi. – one by one I see them float past; Hjemmet - hvor Fader og Moder den ømme my home where my father and mother so tender Stræver og steller om børnene ni. – struggled to care for their family of nine. Kirken og skolen og vennerne mange, - The church and school and the friends so many, Elven og Bjerken og du Stenbergås! – the river and grove – and Stenbergaas, Arbeid og leg, under jublende sange. work and play while joyfully singing Alting var kun solskind og glæde for os. - only sunshine and delight existed for us.

4. Deilige Linnetræ -, Ak hvor din krone 4. Wonderful limetree, oh how your crown Skygged så venlig når runt dig vi sad. shaded so friendly when we sat around you. Mens aftenrøden forsjønnede tonen While the evening glow beautified the sound. Når sangerflokken så jublende kvad. When the singing flock cheered so jubilant. Ofte jeg ser dig som da jeg var hjemme, Often I see you like when I was home, Sjøn som en dronning ved veien du stod. beautiful like a queen you stood by the road. Håber at intet din krone vil sjemme, I hope that nothing will damage your crown, Og ingen økse forstyrre din rod. – and that no axe will ruin your root.

5. Ofte jeg ser os når lette vi springer 5. I often see us running lightly Op over ”Lian” med åget på nak, - up the hill with yokes round our necks. Kjyra skal melkes, - hør, Bjellerne klinger.– The cows have to be milked – hear the bells ringing. "Kjyra ! Kom kjyra !" - vi råber om kap. "Cows! Come here cows!" we shout all at once. Hodet de letter og lytter - så iler They lift their heads, they listen – then rush Hastig de frem over stok, over sten, - quickly over sticks and stones Næsten som om de af venlighed smiler - almost as if they are smiling like friends Kommer de mod os slig - en efter en. - they come towards us one by one.

6. Langt er jeg borte, - men minderne lever, 6. I'm far away, but the memories linger; De er så kjære, jeg tager dem med. – they are so dear, I take them with me. Næsten som Engle de runt om mig svæver Almost like angels, they hover around me, Hvisker så stille om barndommens fred. whispering so quietly of childhood peace. Tiden forsvinder med alle dens glæder, The fire disappears with all its joys, Solen alt daler - det lider mot kvel. the sun has set, it's almost dusk. Skyggerne sig over livsveien spreder. The shadows spread over the road of life Lyngdal! O Lyngdal! For altid farvel! -Lyngdal, my Lyngdal – goodbye forever. 7. Fader og moder nu hviler blant grave! 7. My father and mother are hidden in the grave, Søskende går også en efter en. – my siblings are also going one by one. Snart kommer raden til mig og at fare. Soon I will be told to journey Herren ved dagen når turen blir min! - the Lord knows the day when my turn will come. Tryg jeg mig lægger i favnen den varme. Fearlessly I place myself in His warm embrace Jesus gik foran - og jeg følger med. – - Jesus went before me, and I'll follow on. Døden ei rive mig kan af hans arme. Death cannot tear me out of His arms, ”Hans Banner over mig er Kjærlighed.” His banner over me is love.

*******************************

Ole Mathias Oftebro, the youngest brother of Anna Tonette (Oftebro) Johnson, lived his working life as headmaster in . His lyrical tribute to Lyngdal was published in 1914 in a local newspaper. Ole Mathias had all his life close relation to Lyngdal. He used for many years to spend his summer vacations at the Fidje farm, together with his family.

Ole Mathias describes in lyrical terms his strong feelings for Lyngdal, the river and the fjords, the valley and the mountains, the wildlife, the farms, the people, the forefathers and the church. His lyrical tribute has not been translated into English.

Ole Mathias Oftebro Lyngdal

1. Lyngdal. Lyngdal - aa saa fager! Hele dalen er en ager, Eden fuld af eng og ager. farveslaat af fryd og smerte. Her at leve, bo og bygge,- jorden gav ei større lykke. 7. Bagom bjerkers hvide stammer under aasens grønne dække, 2. Midt i dalen elven strømmer, midt i livets skjønne rammer snor sig frem i storm og stille. bondegaardens rene tække. Om dens vande dalen drømmer, sterke drømmer, gode milde. 8. Hus ved hus i smaa geleder, mellem havers blomst og blade, 3. Rundt om ser du lund og li, under tankeseir som bærer nakne fjeldparti udi. bud fra fædres storverksdage. Fuglesang i liens lysning, eventyr i fjeldets gysning. 9. Her i disse lave hytter slibes tankens hvasse klinge. 4. Dog, om stenens kolde hjerte Over den skal livet springe, skjælver liv i gledens smerte, Længer frem skal maalet flyttes. lyder om dens haarde pande kjærlighedens unge sange. 10. Ud ifra den hvide kirke lokker klokketoners mildhed. 5. Visselig har stenen hjerte! Skjælver under lyse bjerke Det har mosen adopteret, dragende i søndagsstillhed. ofret af sin egen smerte, deraf har jo mosen levet. 11. Lyngdal, Lyngdal, lys og høi. Ind paa tvende fjordes vover 6. Lyngdal, Lyngdal - aa saa fager! saltvandspust med tanke over Hele dalen er et hjerte. frem fra verdenshavet fløi.