Fra genreøvelser til genresammenbrud. Legebarnet og den alvorstunge modernist Kiyoshi Kurosawa er på mange måder en ’dobbelt’ instruktør
Med film som Cure (Kyua, 1997), Cha- på læben havde forlystet sig med at lave risma (Karisuma, 1999) og Pulse (Kairo, genrefilm i små femten år forud for Cure. 2001) blev japanske Kiyoshi Kurosawa (f. Kurosawas seneste spillefilm, slapstick- 1955) fast A-festival-inventar - så godt komedien Doppelgänger (Dopperugenga, som alle hans senere film er blevet udvalgt 2003), der er en hyldest til både Jerry Lew til enten Berlin, Venedig eller Cannes. is og den tidlige Rouben Mamoulian, er I det internationale filmmiljø blev hans derfor ikke så radikalt et stilbrud, som den navn hurtigt synonymt med eksistentielt internationale presse har villet gøre den til. tunge og stilsikre variationer over klassiske Snarere vidner den om en instruktør, der genrefilm, men den modernistiske sortseer forstår at dyrke to aspekter af sin karriere Kurosawa, der blev promoveret interna sideløbende. tionalt, har også en - set fra et vestligt perspektiv - mindre kendt dobbeltgænger i Legesyge genrefilm. Kurosawas filmiske legebarnet Kurosawa, der med et stort smil karriere startede, da han i 70 erne begyndte
Doppelgänger (2003) Kiyoshi Kurosawa at gå til forelæsninger hos den japanske han gennem hypnose får dem til at myrde filmteoretiker Shigehiko Hasumi. Egentlig tilfældige mennesker. havde Kurosawa studeret sociologi, men Det genremæssige udgangspunkt for Hasumis promovering af især amerikan Cure er utvivlsomt start- og midt-90er- ske genrefilm betød, sammenholdt med nes amerikanske seriemorderfilm, som Kurosawas egen interesse for bl.a. Jean-Luc eksempelvis Se7en (1995) og Ondskabens Godard og John Cassavetes’ film, farvel øjne (Silence of the Lambs, 1991), der på til sociologi-studierne og goddag til en samme måde skildrer den intimpsykologi livslang pendulering mellem klassiske ske relation mellem en seriemorder og den genrefilm og modernistisk-inspirerede politibetjent, der er sat på sagen. Men bag formbrud. genre-fernisen lader Kurosawa en kom På basis af et par kortfilm og en pris pleks fabel om identitet og fasti åsthed spire vindende yakuza-parodi, Vertigo College frem. Hermed slår han et gennemgående (1980), blev Kiyoshi Kurosawa ansat i træk i sine sene film an. Nikkatsu-studierne, der specialiserede sig Hans karakterer - hvad enten vi taler i erotiske film. Ansættelsen var dog kort om Cure eller de efterfølgende film som varig, da hans første film, den Godard-in- adventurefilmen Charisma, gyserne Pulse spirerede Kandagawa Wars (Kanda-gawa og Seance (Korei, 2000), komedien License inran senso, 1983), blev betragtet som væ to Live (Ningen gokaku, 1998), m onster rende for eksperimenterende og uerotisk. filmen Bright Future (Akarui mirai, 2003) Efter en del års pause vendte han i 1989 eller slapstickkomedien Doppelgänger tilbage til instruktørgerningen med den - befinder sig altid i en trøstesløs situation, morsomme haunted house-gyser Sweet de ikke kan handle sig ud af, og som låser Home (Suito Homu, 1989). 1 lighed med dem mere og mere fast. de film, han lavede de følgende syv-otte år, Selv om Cure regnes for overgangen til har den udelukkende til hensigt at leve op en mere kunstnerisk løbebane i Kurosawas til genrekravene på m est fornøjelig vis. karriere, er hans karrierevej også efterfølg ende stedvist brolagt med genrestykker. Genre er genre værst. Anderledes ser Men hvor han i sine tidlige film fulgte det ud med en række af de film, Kiyoshi konventionerne til punkt og prikke, bruger Kurosawa lavede efter vendepunktet Cure, han i filmene efter Cure i stedet genren hvor han viser, at der bag den legesyge som et reflekteret udgangspunkt for at håndværker gemmer sig en alvorstung skabe et sammenstød mellem en bestemt modernist med et modent billedsprog. Her genre - forstået som en konventionel form, er legen omsat til komplekse billedkompo der i en given situation dikterer sine per sitioner og eksistentielle tematikker. soner at handle på en bestemt måde - og I Cure følger vi politibetjenten Takabes psykologisk komplekse karakterer, der ikke forsøg på at opklare en serie mord, hvis lever op til genrens snævre krav om gen eneste fællestræk er et stort X skåret i ofre nemskuelige motiver og skabelonagtige nes hals. Parallelt med hans efterforskning handlinger følger vi bagmanden: En tilsyneladende identitetsløs mand med hukommelsestab, Begyndelsen til enden. På billed- og ind der vandrer hvileløst rundt i Tokyo og stil holdssiden minder Kurosawas film meget ler folk spørgsmålet ”hvem er du?”, førend om Michelangelo Antonionis filmformelle 169 Kiyoshi Kurosawa
skildringer af det moderne menneskes at han selv rummer den ondskab, han som livslede. Akkurat som Antonioni filmer politibetjent har baseret sit liv på afsløre Kurosawa ofte sin karakterer fra ryggen el hos andre. I gyserfilmen Pulse benytter ler siden, ligesom filmene er spækket med Kurosawa tilsvarende spøgelseselementet ’ligegyldige hverdagsdetaljer. Hvor Kuro til at få karaktererne til at sande, at de lever sawa i sine mere rendyrkede genrefilm ofte et isoleret og ensomt liv m ed ryggen til fokuserede på de skematisk plotdrivende virkeligheden, mens det i Bright Future er øjeblikke, berører han i stigende grad blot et monster i form af en giftig vandmand, handlingsmæssige vendepunkter en pas der tvinger den unge hovedperson til at sant. Det ses eksempelvis ved konens af tage et nødvendigt generationsopgør, der sked i Seance, ved seriemorderens tilfange kan foranledige et værdiskift i det japanske tagelse i Cure og ved afsløringen af årsagen samfund. til katastrofen i Pulse. Genrestrukturen løber med andre ord Man fristes til at sige, at de relevante som en revolutionær understrøm i Kuro- detaljer altid finder sted i udkanten af bil sawas film; den åbner for, at noget nyt og lederne eller bag ryggen på karaktererne. bedre kan opstå, når de gamle værdier I en karakteristisk scene fra Pulse ser vi en bliver destrueret. Og det bliver de vitterlig i person begå selvmord ved at kaste sig ud såvel Pulse og Cure som Charisma, der alle fra en høj bygning. Scenen er filmet i én ender med dommedagsprofetiske visioner. indstilling. I forgrunden står den kvinde Selv har Kurosawa i forbindelse med den lige hovedperson og venter rastløst med franske prem iere på Pulse udtalt: ”Jeg tror, ansigtet vendt mod os, mens den tragiske vi i Japan lige nu befinder os i en slags kao begivenhed umærkeligt udspiller sig langt tisk tilstand, hvor de traditionelle værdier borte i billedets dyb. Først ved et gensyn er i gang m ed at styrte i grus. Selv om visse med scenen bliver man klar over, hvor mennesker kæmper en hård kamp for at store dele af selvmordet man overså i første bevare dem for enhver pris, mener jeg, at omgang. I øvrigt ikke ulig hovedpersonen, vi har brug for en total forandring. Og for der overser de væsentlige begivenheder at nå dertil er det nødvendigt med en total omkring hende og derfor heller ikke er i destruktion. Udgangspunktet for at snakke stand til at påvirke dem. om fremtiden og måden, hvorpå vi skal I modsætning til Antonioni lader bebo denne fremtid, er den totale destruk Kurosawa det dog ikke blive ved den rene tion.”1 pointering af karakterernes fastlåsthed. At de unge, som Kurosawa altså spår så Han vil tvinge karaktererne til at se den lys en fremtid, i den sidste scene af Bright sammensunkne virkelighed, de omgives af, Future spankulerer ned ad Tokyos gader i øjnene, og det er her, genren kommer ind iført Che Guevara-t-shirts under deres i billedet. Kurosawa bruger nemlig genren skoleuniformer, er næppe tilfældigt. Sna til at præsentere et udefrakommende ele rere end decideret venstrefløjsideologi skal ment, der tvinger karaktererne til ikke blot trøjerne tages til indtægt for viljen til for at forlade deres vante og ganske realistisk andring. En vilje, som også lurer et pænt skildrede miljøer, men også til at revurdere stykke over overfladen i Kurosawas film. de værdier, deres liv har være skabt på. I Cure er det eksempelvis den ensomme Thure Munkholm 170 vandringsmand, der får Takabe til at indse, Kiyoshi Kurosawa
Note 1. Interview i det franske tv-program ’’Rive droite, rive gauche”, der er inkluderet som ekstramateriale på den franske dvd-udgave af Pulse (Kairo).
Filmografi
1983 Kanda-gawa inran senso/Kandagawa Wars 1985 Do-re-mi-fa-musume no chi wa sawagu/The Excitement of the Do-Re-Mi-Fa Giri 1989 Abunai hanashi mugen monogatari 1989 Suito Homu/Sweet Home 1992 Jigoku no keibiin/The Guard from the Underground 1996 Doa 3/Door 3 1996 Katte ni shiyagare! Eiyu-keikaku/Suit Yourself or Shoot Yourself: The Hero 1996 Katte ni shiyagare!! Gyakuten keikaku 1996 Katte ni shiyagare!! Narikin keikaku/Suit Yourself or Shoot Yourself: The Nouveau Riche 1997 Kyua/Cure 1997 Fukushu the Revenge Kienai Shokon 1998 Hebi no michi/Serpent’s Path 1998 Kumo no hitomi/Eyes of the Spider 1998 Ningen gokaku/License to Live 1999 Karisuma/Charisma 1999 Oinaru genei/Barren Illusions 2000 Korei/Seance 2001 Kairo/Pulse 2003 Akarui mirai/Bright Future 2003 Dopperugenga/Doppelgänger 2004 Ghost Cop 2005 Shi no otome