VÆRD AT SE?

SJÆLENS TYFON først endeligt udleves i det sluttelige frie en sø og omkommer, mens Hutton red­ fald mod døden. der pigen. I lighuset dukker William Blind hævn (Destiny) USA 1988. I: Gregory Nava. M: Gregory Nava, Anna Thomas. F: James Glen- Indledningsvis skal vi have præsente­ Hurt op, den fortabte søn med flash­ non. Mu: Ennio Morricone. P-design: Henry Bum- ret de to, ægtemanden og hævneren, backs til ulykkelig barndom, og ser fade­ stead. Medv: William Hurt, Timothy Hutton, Melissa under Italien-felttoget, før vi springer rens profil overtonet til en stålgrå bjerg­ Leo, Stockard Channing, Francisco Rabal. tilbage og fortæller, hvorfor de er der, kam i perfekt match. Hurt sværger hævn bortset fra krigen, som tematisk skal un­ men rammer den tysker, der ville sætte Baskisk familie i USA underlagt fade­ derkaste dagdrømmen mareridtets rab- kniven i Hutton, de får medaljer og bin­ rens tyranni, som efter hans død gør søn­ lende logik. Altså: to mænd i en mili­ des sammen i skæbnefællesskab. Angre­ nen til monoman hævner, der forfølger tærkolonne. Vi begynder et andet sted, bet på en tysk stilling krydsklippes så sin søsters mand gennem 2. verdenskrig før vi kender deres eksistens. En tysk ka­ hurtig, at billederne - tyskernes og ame­ til slutopgøret fra Hitchcocks Vertigo i et nonstilling. Bagfra ses tyskerne proppe rikanernes synsvinkel - smelter sammen klokketårn i San Diego. granater i kanonen. Så kommer turen til som var det dobbeltkopiering, skæbne­ Historien er sikkert velment, indvand- den granat, som ser sceneriet. Vi løftes, fællesskabet udvides, hvem er ven og rerminoriteter er jo det store nummer i stoppes ind i kanonen, hvor vi ser det hvem er fjende? Og så smider Hutton en bedre kredse, men taget for pålydende er riflede kanonløb og udsigten for enden, håndgranat, atter med indbygget kame­ den ikke meget bevendt. Til gengæld er der drejer og standser med et kirketårn ra, så vi sejler over kuglerne lige ned i den forenklet, så den danner afsæt for en i horisonten. I bulder og røg skydes vi den tyske stilling. Bum. psykologisk vision og for noget af det ud i det stille luftrum, hører kirkeklok­ Efter hjemkomsten skygger Hurt Hut­ flotteste film, der længe er set. Her er kerne bimle mens vi med granatfart sej­ ton til klokketårnet med højdeskræk, melodramaets dejligt uovervindelige ler lige forbi, over en dal bagved og ned som ville få Hitchcock til at blive gul og kærlighed, thrillerens præcist fortættede mod en amerikansk militærkolonne, grøn af misundelse. Og sådan er det hele spænding, den moderne krigsfilms visu­ hvor vi i sidste sekund, med klipperens vejen igennem. Blind hævn er en film, alisering af værdiernes opløsning, samlet hjælp, når at sadle om og se granaten der er fortalt, så man ikke er i tvivl om, med det ekspressionistiske formsprog, springe midt i kolonnen, hvor de to at det er film. Elementernes rasen, de na- der er fælles for disse genrers bedre film. mænd så kryber i dækning. turskabte og de menneskeskabte, har ty­ Kontinuitet i tid og rum dikterer ikke Er det tilfældet, skæbnen eller den fonens struktur med dens ildevarslende, filmens forløb, det er filmen, der skaber bevidste intention, der forfejler sit mål? stille centrum, omgivet af den vanvittige og bruger tid og rum til sit eget formål, Et varsel om sjæleligt raseri er det i hvert dødedans, hvor dobbeltgængervisionen både i forløbets spring frem og tilbage i fald. med Hutton som fad normalitet og Hurt historien og i de enkelte billeder - det er Tilbage til forhistorien, hvor tyran­ som fjederspændt fortrængning klamrer den metaforiske og suggestive kraft, der nens datter stikker af med Timothy sig til hinanden som to sider af samme tæller. Vi er i den indre verden, hvor Hutton og hentes hjem igen, forfulgt af sag. Om det er dybsindigt, ved jeg ikke, dagdrømmens normalitetslykke brydes Hutton i et regnvejr, der gør syndfloden men det er set, og det opleves. Biffen er et med mareridtets barndomstraumer, som til det rene vand, og tyrannen skrider i herligt sted. Kaare Schmidt

sorte humor, det sande selvbedrag og fra nabolaget, som godt nok kun sælger det frodige jødiske familieunivers, hvor pickles, men som både har pæren i or­ en pige på vej mod pebermø ikke kan få den og ærlige hensigter. lov til at gå i frø eller gøre sine fejltagel­ Historien er så ligefrem som den er ser for den emsige Big Mother og hen­ smuk i sin enkelhed. Men filmens styrke des elskelige rædsel af en ægteskabsfor­ er dens liv. Alt blomstrer af ydre liv, fol­ midlende veninde, der selv ser ud til at keliv på gader og stræder i et tætpakket, være hinsides alt håb men på ingen må­ herligt newyorkerbillede, og af indre liv, de lader det komme i vejen for erhver­ ægte mennesker med diskret livserfa­ vets bulldozermetoder. ring i hver en rynke og bag hver en lar­ Amy Irving, der har set kær ud i man­ mende kliche om livets mening. En gen en ligegyldig strimmel, har under film, der føles alt for hurtigt forbi, fordi Silvers hånd fået den indre skønhed, den har tid til alt muligt andet end sin ÆGTE LIV som vokser frem af karakter. Hun er den historie, og dette alt muligt er fuldt af målbevidste mø, der gør sig kostbar un­ livsglæde og livsvisdom, som får lov at Kærlighed ved tredie blik (Crossing Delancey) USA 1988.1: Joan Micklin Silver. M: Susan Sandler der tillært finkulturel fernis i servitrice­ folde sig ud i situationer, der er barokt efter eget skuespil, f: Theo van de Sande. Kl.: Rick jobbet som sekretær for følsomme, ky­ sørgmuntre uden at være moraliserende Shaine. Medv: Amy Irving, Peter Riegert, Jeroen niske inderkredsdigteres selvbekræften­ eller anstrengt dybsindige. En film, der Krabbe, Sylvia Miles. de forfatteraftener i håb om at blive lø­ hverken er 'foruroligende’ eller 'dybt til­ Joan Micklin Silver er Woody Allen, bet over ende af en af dem, der er noget. fredsstillende’ eller 'postmoderne’ eller som jeg kan lide ham. Væk er den selv- Det lykkes hende at holde den på hen­ ’lille’ men blot det, som film kan, når glade undermålerhumor. Væk er den des vegne giftelystne ældre generation film er bedst - uprætentiøs og ægte, selvcentrerede træden-sig-selv-over-tæ- stangen længe nok til at den viltre bo- proppet med overskud, fortællerglæde, erne. Væk er den selvovervurderende hemede succesforfatter opdager hende livslyst. En film, der helt og holdent selv hang til bergmania med dyster kammer­ og næsten får sin vilje. Men i mellemti­ er sit eget budskab. musik i dystre kamre. Tilbage er den den har hun alligevel fået øje på en fyr Kaare Schmidt

42 DENGANG I KINA Det er noget helt uhørt i kinesisk film. Den her anvendte seksuelle metaforik De røde marker. (Hong gaoliang). Kina 1987. I: med sollys igennem vajende siv som an­ Zhang Yimou. M: Chen Jianyu, Zhu Wei, Mo yan. F: Gu Changwei. Mu: Zhao Jiping. Medv: Gong Li, skuelig penetration, hører mere til rus­ Jiang Weng, Teng Rujun sisk socialistisk realismes ekspressive vo­ Kinesisk film har det været så godt som kabular indenfor opstandsmetaforik. umuligt at danne sig et kontinuert bille­ Sidstedelens uproblematiserede sociali­ de af på danske lærreder/TV-sk ærme. Kvindens martyrdød. Drengen t.h. er film­ stiske praksis på vingården (naturligt Kinas film har for et internationalt pub­ ens fortæller, som med modenhedens over­ udspringende af kvindens agrare bag­ likum mestendels været en vedvarende blik på lydsiden fører os gennem filmen. grund), de grumme japaneres hærgen bekendelse til stalinismens personkult og den helt traditionelle, nødvendige efter 1949, intensiveret grotesk via Kul­ De røde marker er en film fuld af indre martyrdød, hører derimod til helt turrevolutionen igennem 70erne. brydninger, der gør den mere interes­ gængse klicheer i kinesisk socialrealrea- Det er en arv, det er svært at gøre op sant som fænomen end som kunstværk. listisk film siden krigen mod Japan (og med, når man har så intensive fjende­ Filmens handling starter før den ja­ især Koreakrigen). billeder som de fascistiske sympatisører panske besættelse i Shandongprovin- At De røde marker kommer hertil som japanerne, hvis entusiastiske efterkrigs- sen. Skildringen af den kvindelige ho­ et universelt kunstværk er at forvrænge flirten med amerikansk kapitalisme har vedperson (den eksplicite fortællers proportionerne. Erkendelsen af dens gjort Japan til kommunikationssamfun­ bedstemor) er radikalt anderledes end originalitet forudsætter tværtimod en dets kapitalstærke imperium. Kina er vi er vant til. Hun er opfattet som et vis forståelse af kinesisk tradition, som fattigt og i en stadig vedvarende omstil­ selvstændigt individ med egen moralsk vi godt kunne trænge til lidt flere filmi­ lingsfase til industrialismen. holdning og drevet af seksuelt begær. ske eksempler på. Carl Nørrested

KØDETS POET ces. Som enæggede tvillinger er de ikke til omvandrende metaforer, der kun vir­ blot identiske som to dråber vand ker latterlige eller frastødende på et kul­ Blodbrødre (Dead Ringers) Canada 1988. I: David Cronenberg. M: Cronenberg & Norman Snider efter (blod?), men uadskillelige privat såvel turelt voksent publikum. Det undgår romanen Twins af Bari Woods & Jack Geasland. som i arbejdet. Beverly er den indad­ Blodbrødre. I Jeremy Irons’ skikkelse rej­ F: Peter Suschitzky. K: Denise Cronenberg. Medv: vendte forskertype, mens Elliot er mere ser Beverly og Elliot sig fra manuskriptet Jeremy Irons, Genevieve Bujold. udfarende. Brødrene har et arrange­ og fremstår som ægte personer, trovær­ David Cronenberg er ved at blive et ment, hvor de deler de klienter, Elliot dige personer, kød. kendt navn i Danmark. Fra at være gen­ forfører. Da de gennemfører rutinen Filmen synes desuden at pege på gen­ stand for kultagtig dyrkelse blandt en med skuespilleren Claire Niveau, bliver rens mulige fremtid: hvor Cronenbergs mindre gruppe indædte videomaner, Beverly efterhånden uforudset forelsket tidligere film udpræget anvendte splat­ har nu både Filmmuseet og importører­ og drages ind i Claires sadomasochisti­ tereffekterne som kunstnerisk udtryk, ne øget interessen for den canadiske in­ ske verden. Claire afslører bedrageriet har han her nedtonet, ja næsten elimi­ struktør. Det har givetvis været hans og bryder vredt forholdet; men hun er neret effekterne, som en slags demon­ forrige film Fluen, der for alvor gav ham blevet en besættelse for Beverly, og har stration af, at det uhyggelige ikke så me­ en høj stjerne hos de danske importø­ drevet en uigenkaldelig kile i brødrenes get ligger i overfladen, men i manuskrip­ rer; Fluen havde i hvert fald den afgøren­ forhold. tet og stemningerne. Dette er ikke en de kvalitet at den tæskede penge hjem! Og her entrer vi så alligevel mere tra­ horrorfilm i betydningen ’gyser’; snare­ Dog har jeg på fornemmelsen at den ditionelt Cronenberg-land, for naturlig­ re er der tale om hvad man kunne kalde film hovedsageligt åbnede publikums vis er Beverly og Elliot ikke tvillinger en ’angstfilm’ - for Blodbrødre siger ikke tegnebøger med sine batante make-up uden grund. Ganske som Cronenberg bøh, den griber tilskueren med sin knu­ effekter, som også fangede anmeldernes før har gendigtet både Dracula- og Fran- gende melankoli og holder fast længe ef­ øjne. For de tilskuere, der kunne se vide­ kensteinmyten, modellerer han nu den ter at lysene er blevet tændt. Og at fil­ re end det simple gal-videnskabsmand- tredje klassiske horrormyte, Jekyll og men er ubehagelig skyldes ingen pludse­ forvandles - til - savlende - geleklump - plot, Hyde, så den passer i hans vision. 1 lige chok, men at Cronenberg tager det afsløredes imidlertid den fysiske metafo­ Blodbrødre er dette skisma glimrende hverdagsagtige og former det til et både rik og tematiske rigdom, der kendeteg­ underspillet, ikke bombastisk udstillet. vanskabt og genkendeligt uhyre. Hele ner Cronenbergs film, film der har place­ Vi får ikke bare en god doktor og et frå­ filmens karakter er en af kvælning og ret ham som en af horrorgenrens mest dende monster serveret på et analytisk undergang - som langsomt at blive be­ prominente instruktører. sølvfad, vi må kæmpe med at skelne gravet levende, og ikke ville andet. Med På overfladen markerer Blodbrødre et mellem to mennesker, der hver især næ­ den ekspressive farvebrug, Howard genremæssigt skift for Cronenberg. sten umærkeligt glider fra det normale Shores høj stemte musik og især Jeremy Væk er de eksploderende hoveder, de til det monstrøse. Netop denne menne­ Irons’ feberhede, dirrende præstation er detaljerede dødsfald, de ukontrollable skelighed er det, der adskiller Blodsbrød- Blodbrødre et nihilistisk, perverst me­ kropsmutationer - alle disse visuelle re fra den gængse behandling af temaet, sterværk! træk, der sædvanligvis skruer filmene og fra de fleste moderne horrorfilm i det David Cronenberg er kødets poet, urokkeligt fast i horrorgenren. I stedet hele taget. Da genren i senfirserne så angstens auteur. Lad ham få et stort, står vi med et psykologisk trekantsdra­ godt som udelukkende er teenage- tænkende publikum! ma, et kammerspil om kærlighed og orienteret, må filmene ofte benytte sig af Flemming Kaspersen identitet: Elliot og Beverly Mantie er gy­ et bastant udtryk, og resultatet bliver tit nækologer med egen praksis og stor suc­ at personerne (og monstrene) reduceres

43 Francis Coppola, Woody Allen og Martin EPISODISK Scorsese. New York Stories. USA 1989. Prod. Robert Green- hut. Life Lessons: I: Martin Scorsese. M: Richard Price. F: Nestor Almendros. Medv: Nick Nolte, Ro­ Nu er ideen igen blevet luftet et par san na Arquette, Patrik O’Neal. Life Without Zoe. I: gange, og mens vi venter på den engel­ Francis Coppola. M: Francis & Sofia Coppola. F: ske Aria (1988), hvor Godard, Roeg, Vittorio Storaro. Mu: Carmine Coppola. Medv: Hea­ ther McComb, Talia Shire, Giancarlo Giannini. Oe- Altman, Russell m.fl. tager operaklassi- dipus Wrecks: I & M: Woody Allen. F: Sven Nykvist. kerne under særpræget behandling, Medv: Woody Allen, MaeQuestel, Mia Farrow, Julie kan vi se på det næste udspil, New York Kavner. Stories. Det er en film, hvor formatets Fra tid til anden dukker den lyse idé op charme og problem træder klart frem. at få en håndfuld gode instruktører til Umiddelbart er det jo en meget lovende at bidrage med hver sin lille film til et idé at samle Martin Scorsese, Francis samleværk af mangedoblet kvalitet. Der Coppola og Woody Allen til at lave af den usoignerede vagabond-Messias var den gamle I/I Had a Million (1932), hver sin historie om New York City. fra Beverly Hiils hængende ved sig. Hvor Lubitsch et al kom med en række Men derefter vil det alligevel vise sig, li­ Hans unge assistent/elskerinde er ved at bud på titlens præmis; der var Forever gesom i næsten alle de nævnte forgæn­ forlade ham, og han prøver at vinde and a Day (1943), hvor det var René d a ­ gere, at der er for mange kokke om mål­ hende tilbage. Scorsese er på hjemme­ lr et al, der fortalte om tildragelser i et tidet. Der er også nogle instruktører, bane i miljøet, omend han undgår dam­ gammelt hus’ historie; der var De syv som har talent for den korte form, og pende kloakriste og gule taxaer. Men dødssynder (1952), hvor Rossellini stod i andre som ikke har. Det er ikke kommet der er ikke den store spænding og chemi- spidsen; og i 60’erne blev sådanne anto- som en overraskelse, at Woody Allen stry i sammenspillet - og modspillet mel­ logi/episode-film med tema-fællesskab klarer sig bedst, hele hans talent peger lem Nick Nolte og Rosanna Arquette. som ledetråd den højeste mode i Fran­ jo i retning af den korte form, i så høj Den virkelige prøvelse er imidlertid krig og Italien, jf. RoGoPaG (1962), Boc- grad at hans film har en tendens til at Coppolas bidrag, 'Life Without Zoe’, caccio 70 (1962), Paris vu par ... (1965), spalte sig ud i selvstændige scener. Og skrevet sammen med teenagedatteren Kvindens ældste erhverv (1967), Loin de faktisk begyndte projektet som en Sofia, der også har lavet kostumer; mu­ Vietnam (1967), Histories extraordinaires episode-film, der skulle være instrueret sikken er af faderen Carmine som også (1968), hvor man kan finde så promi­ af Allen alene. Hans afsluttende histo­ ses i en lille rolle, og søsteren Talia Shire nente bidragydere som Visconti, De Si- rie, med den geniale titel ’Oedipus har en hovedrolle. En Home Movie, ca, Fellini, Pasolini, Godard, Resnais, Wrecks’, er en kostelig perle af sørgmun­ med andre ord, som ikke burde forlade Malle, Lelouch, Rohmer - stærke nav­ ter komik, hvor den midaldrende Al- den hjemlige kreds. Det er en anstrengt ne, omend ofte i svag form. Der var også len’ske neurotiker tager et sidste, bogsta­ historie om en ensom pige på et luksus­ den internationale De unge elskende veligt talt komisk livtag med det store hotel, og det minder os om, at man ikke (1962), hvor bl.a. Truffaut, Rossellini og jødiske moderdyr. De to øvrige historier skal forlange en fiks bagatel fra instruk­ Wajda bidrog, og den skandinaviske er ikke på samme niveau. Scorseses 'Life tøren til The Godfather Fil og Domme­ Nordisk kvadrille (1967), hvor Kjæ- Lessons’ foregår i SoHo, kvarteret south dag Nu. Men har man tålmodighed med rulffSchmidt/Rifbjerg og den debute­ of Houston Street hvor kunsterne holder to lange forfilm, venter New York Stories rende Troell var de mest mindeværdige til, og fortæller om en etableret maler, med en god belønning til sidst. bidrag. spillet af Nick Nolte der stadig har lidt Peter Schepelem

kvinder godt kan kastreres her sidst i og blød - hun har som hun siger til hel­ 80’erne: ten Jack (Harrison Ford), mens hun ry­ Den elegante ulastelige, effektive, kø­ ster lokkerne med en nøjagtig imitation lige, slanke - alt i alt grumme - forret­ af Marilyn Monroe i Ingen er fuldkom­ ningskvinde Kathrine (Sigourney Wea­ men, ’a head for business and a body for ver) brækker benet på en skiferie. Hult sin’. Derfor, fordi hun i modsætning til runger hendes råb i dalen, da hun styr­ de andre karrierekvinder ikke ligner en ter ud af billedfeltet, og så længe holdes mand i kvindetøj - det er Jacks vurde­ indstillingen, at vi som tilskuere får til­ ring - er hun heltinden i dette moderne strækkelig tid til at godte os over, at hov­ eventyr om pigen fra bunden, der får mod da gudskelov står for fald. Da prinsen og muligheden for at få en bid Kathrine langt om længe vender tilbage af finansfyrsternes kongerige. Blot skal til fiktionen, er det iført gips og krykker. man nu om dage ikke sove i 100 år for Dem vralter hun rundt på, indtil hun i at vente på det forløsende kys. Tess er TRENDY slutningen af filmen eftertrykkeligt slutfirsernes kvindelige heltinde, der Working giri (...) USA 1988: I: Mike Nichols. M: Ke­ sparkes ud; hun har hugget én af heltin­ kan det hele og ikke venter på at få det. vin Wade. F: Michael Ballhaus. Kl: Sam O’Steen. den Tess’ (Melanie Griffith) gode ideer, Ubesværet forener hun sin kvindelige MU: Carly Simon. P-design: Patrizia von Branden­ og da det afsløres, bliver hun bedt om at krop og en erotisk udstråling med præ­ stein. Medv: Harrison Ford, Sigourney Weaver, Me- lanie Griffith, Alec Baldwin, Joan Cusack. ’get your bony ass out of here’. stations- og konkurrencespillet i com­ Tess, der starter som Kathrines lidt puterlandskaberne over Hudson River IsAænd kan ikke voldtages hed en film af vulgært klædte sekretær og ender med - dette eldororado, der synes at have Jorn Donner i slutningen af 70erne. eget kontor som en upcoming star i pen­ overtaget ’redaktionslokalet’ som fore- Måske ikke - men med Mike Nichols’ geverdenen, er klar i hovedet, hun kan trukken location i amerikansk film. Working Giri være i hvert fald bevist, at tænke kreativt, hun er rødhåret og rund Der er god logik i, at Kathrine bræk-

44 ker benet, fordi hun på skituren netop på fridag, der blev lagt i superhelten Tess’. Og her er det underholdende at skal bruge den kvindekrop, som hun Gregory Pecks seng. Kvindefællesskabet følge Tess, der vokser med modgangen smykker og udstiller som et perfekt ero­ på kontoret blev pudset op i 9 til 5, og og i sidste ende ikke har besvær med no­ tisk billede, uden at den bliver andet for nylig så jeg i Peter Yates’ Mistænkt get som helst. Men selv om kastratio­ end et billede. Omvendt er det Tess’ endnu et forsøg på at komme uindbudt nen af Kathrine foretages vellystige 'kvindelige’ viden - hun læser omhygge­ til bryllup i overklassen. Jo, Nichols kan overlegent og ubesværet ikke bare i fikti­ ligt avisernes sladderspalte - der bevir­ sin Hollywoodhistorie, og han ved ef­ onen men tydeligvis også af fiktionen - ker, at hun kan lægge to og to sammen terhånden hvordan man skal dreje en så kunne der være kommet en langt dri­ og ’make it’. Henvisningen til Marilyn film, der ikke gør en kat fortræd. stigere og mere spændingsfyldt film ud Monroe-figuren tjener da først og frem­ Engang kradsede og bed Nichols’ af faktisk at have fastholdt Kathrine mest til at tale om, hvad Tess ikke er - film. Det gør de ikke mere. Dermed væ­ som en person, det var værd at kigge på. nemlig den dumme blondine - og at re dog ikke sagt, at de nu er ligegyldige For Kathrine-figuren repræsenterer jo et man ikke skal skue hunden på hårene. eller uinteressante. Men med film som bud på mulige omkostninger på krop og Eller, som en Marilyn Monroes første Silkwood, Til ægteskabet Jer skiller og sjæl ved at gøre karriere. kærester, tro, at den svulmende dulles Working Giri viser Nichols først og frem­ Men det egentlige trendy ligger i, at hjernekapacitet er omvendt proportio­ mest en følsom sans for, hvad der rør sig Working Giri inkarnerer en moderne nal med hendes brysters størrelse. i tiden. forretningsverdens ideologi: De såkaldt Working giri er en velfilmet, velklippet Working Giri er, synes jeg, en vældigt kvindelige værdier er i høj kurs i nuti­ og velspillet film. Det er kort sagt en vel­ trendy film. På godt og ondt. Ved at sæt­ dens ledelses- og forretningsprincipper, behagelig film, der gør en dyd ud af sin te de to - præcist castede - kvindetyper i dag skal mænd også kunne det hele. egen fortællemæssige forudsigelighed op overfor hinanden berører filmen Og Tess kan det, i foreningen af kvinde­ og åbentlyst bruger løs af filmhistorien: nogle problemfelter i forhold til en mo­ lig intuition og kreativitet med 'mand­ Høj, flot - ædru - mand, der skjuler sin derne kvindelighed, som kan formodes lig’ dristighed og forretningsmæssigt identitet, putter smuk - mindre ædru - at have bred resonans. Nemlig proble­ overblik. kvinde, der også skjuler sin sande iden­ mer med på den ene side at være i stand Working Giri flyder med strømmen. titet, i seng. Vel at mærke efter at have til at gøre karriere og vinde magt og ind­ Den er behageligt underholdende, men taget noget af tøjet af hende. Den scene flydelse i arbejdsmæssige sammenhæn­ bl.a. fordi den lede Kathrine ikke tages (gen)så jeg allerede i juleferien, hvor ge og så at holde fast i krop og begær - alvorligt af filmen, er den det på en sært Audrey Hepburn spillede en prinsesse for nu at bruge nogle lidt andre ord end doven måde. Anne Jerslev

FORFØRENDE BILLEDLYRIK Transformationer. Danmark 1989. I: Peter Eng- berg. F: Morten Bruus. Kl: Agi Dudas. Dokumentar­ kan føle, når det står over for en natur, film. 18 min. SFC. der er så vældig, så magtfuld og så evig, at intet forgår, men at alt eksisterer i en Peter Engberg, der i længere tid har eks­ konstant transformation. Som vandet, perimenteret kunstnerisk som fotograf, der snart er damp, snart iskrystaller, har med Transformationer formået at snart et stormende vandfald. skabe en kortfilm lidt ud over det sæd­ At formidle sådanne følelser og stem­ vanlige. Filmen er et eksempel på, at en ninger i billeder er ingen let opgave, belærende dansk dokumentarfilm også især ikke når man samtidig skal opfylde samtidigt kan fremstå som et billedly- konventionerne for, hvordan en doku­ eller af den undertiden lidt for pompøse risk værk. mentarfilm, der skal bruges til undervis­ musik. Det er som om begge dele med Filmen indledes med nogle fantasti­ ningsbrug, skal se ud. At skabe billeder, magt vil påtvinge os en følelse, billeder­ ske makrooptagelser af organiske kry­ der undgår klicheerne og det postkort­ ne kunne have formidlet mere sanseligt staller, der skifter farve og form i kon­ finish, som de fleste film, vi rask væk be­ og direkte, hvis de havde fået lov at stå stant forvandling. Krystallerne er opta­ nævner ’vidunderskønne’ består af, alene eller med en mere diskret lydside. get af fotografen John Fowlies, og opta­ kræver intet mindre end en billedkunst­ Balancegangen mellem den videnskabe­ gelserne er verdens første af den slags. ner. Det lykkes for Peter Engberg og lige tilgang, speakerstemmen formidler, Efter disse unikke optagelser bliver vi hans 2 fotografer et langt stykke hen ad og den sanselige, billederne og musik­ præsenteret for Morten Bruus’ optagel­ vejen, især den lange passage om solen, ken formidler, er kritisk, men eftersom ser af den vældige natur i Californien, der med reflekser skriver sit lysdigt i filmen af økonomiske og pædagogiske Sicilien, Sinaiørkenen og Island. Struk­ vandløbet. Her hæver billederne sig op grunde skal have en forklarende spea­ tureringen af alle disse naturoptagelser til ren non-figurativ kunst, forførende kerstemme, kan jeg ikke forestille mig følger princippet om de 4 elementer ild, billeder skabt af elementer fra naturen det gjort meget bedre. At begynde at luft, jord og vand, og afspejler de små selv, fra en 'virkelighed, der langt over­ hive den kunstneriske billedformidling dele og den store helhed i naturen og går fantasien’, som instruktøren selv for­ ind i de dokumentarfilm, der hører ind påminder os om, hvad vi rent faktisk mulerer det. Eller i afsnittet om vandet, under SFC’s regi, og som bliver sendt kun er et lille produkt af. Naturoplevel­ hvor sammenstillingen mellem den en­ ud til undervisningsbrug, er et ovenud ser, der har virket som psykiske billeder kelte vanddråbe og det vældige hav får positivt eksperiment, der beviser, at det på instruktøren, er først gennem film­ en til at fatte hvad pars pro toto egentlig trods de mange problemer med at skaffe mediets magi fæstnet på celluloiden, går ud på. nok penge til sådanne projekter kan hvorefter det brændes ind på tilskue­ Langt hen ad vejen ja, men desværre lykkes at lave billedkunst inden for den rens nethinder, og vi delagtiggøres i den distraheres man en gang imellem af en ellers til tider temmelig billedfattige do­ forundring og fascination et menneske pædagogisk belærende speakerstemme kumentargenre. Kassandra Wellendorf

45 SORT OG HVID hans fader havde racistiske tilbøjelighe­ er den mandlige potens, der fortættet der, men betjenten har formået at træk­ udtrykker patriarkatet, og hvad racister­ Mississippi Burning (...) USA 1988. l:Alan Parker. ke sine projektioner tilbage. Anderson ne reagerer på er samfundsændringer, M. Chris Gerolmo. F: Peter Biziou. Kl: Gerry Hamb- ved, hvordan en racist er udstyret med store og små, der anfægter patriarkatets ling. Mu: Trevor Jones. Medv: Gene Hackman, Wil- lem Dafoe, Frances McDormand, Brad Dourif. en blændende vrede over værdiforfal­ magt. Filmen peger således diskret på det i det nye USA, men han har lært at nogle sammenhænge, der er med til at A lan Parkers forrige film Angel Heart distancere sig fra fortiden. Uden at for­ undergrave den hvide middelklassekul­ var en ubehagelig oplevelse. Man var trænge den så massivt som Johnny hav­ tur, historien foregår i. Forandringer overladt til en upålidelig, snusket detek­ de nødig. som racisterne reagerer irrationelt på: de tiv, Johnny, der fik til opgave at opspore Hvor Angel Heart flirtede med para­ skærer nosserne af negrene og tror, at de en savnet mand, uden at ane at han der­ psykologi, voodoo og anden mystik, dér dermed kan rette op på sædernes for­ med kom til at lede efter sig selv. Istedet handler Mississippi Burning om hvordan fald, som de dagligt kan iagttage på for at blive klogere bryder Johnnys en jeg-styret mand har overskud til både TVskærmen. sindssyge ud, og den der trækker i tråde­ at vise og forstå ømme følelser og om­ Mississippi Buming foregår i 1964 og er ne, og det er i fiktionen selveste lang- vendt optræde yderst kontant; det sid­ bygget op omkring en autentisk sag neglede Lucifer, godter sig gevaldigt. ste sanktionerer Parker, som genren (som Parker omskriver betragteligt). Angel Heart er en introvert og pseudo- foreskriver, med bulder og brag. Og USA er i opbrud, på den ene side har skizofren historie, hvorimod Mississippi voldsoptrapningen sker naturligvis først man moderniserings- og demokratise­ Burning opererer med intakte og ræso- efter at den unge chef, Ward med de in­ rings tiltag, M.L. King og borgerrets­ nable personer, Anderson og Ward der tellektuelle briller, har givet op. Ander- kampen, på den anden side den usamti­ har realitetssans og klarer paragrafferne. sons intuition er bedre end akademike­ dige provins, hvor der stadig er folk, der Den ene af de to, og det er pudsigt nok rens logisk rationelle oprulningsarbej­ kan huske, da de traditionelle værdier den mest interessante figur, bruger gan­ de, som inkluderer et gigantisk teknisk havde rod i jorden. Men det er svært at ske vist tvivlsomme metoder, ja faktisk maskineri, der virker som en elefant i en holde patriarkatets fane højt i tider, de samme brutale som fjenden, men det glasbutik. hvor moderniteten sætter sin spor over­ gør ikke så meget, dels fordi han effek­ Angel Heart er en fatal historie om alt. Sumpens lokale hvide opfatter ind­ tivt får fat i de racistiske Ku Klux Klan­ dobbeltgængermotivet, hvorimod Mis­ toget af Ward med følge som en invasion folk, dels fordi han inden da har de­ sissippi Burning handler om det nødven­ nordfra, som en symbolsk kulturkamp. monstreret andre evner, som gør figuren dige i en fordobling af den jeg-stærke Men resultatet af den fight er givet på sympatisk. Den maskulint handlekrafti­ mand. Anderson og Ward udgør en forhånd. ge mand er nemlig også den af de to op­ spændingsfyldt helhed, og netop fordi Man kan diskutere filmens blinde ac­ dagere, der har en nuanceret indfølings­ de er så forskellige, kan de nå til bunds cept af Andersons grove metode, dens evne og han er ferm til at tænke semio­ i sagen om tre borgerretsforkæmpere, fremstilling af de sorte som apatiske of­ tisk. Vor helt Anderson, (Gene Hack­ der er forsvundet i Mississippis sumpe. re, men hvad der gør Mississippi Buming man), forstår at opfange og tyde små Sjæleligt forsumpede, det er hvad skur­ til en mindre spændende oplevelse er tegn. han bruger sine øjne og øjner de­ kene er, og meget passende taler Ward dens enstrengethed: Dens simple kon­ taljers betydning, ligesom han kender metaforisk om området som en kloak, trastering mellem de gode og de onde, de koder som fjenden benytter sig af. da hans rationelle tålmodighed slipper der legemliggøres så man kan forstå det. Hér kommer en parallel til Angel op. Endnu en gang beskriver Parker En reel spænding glider ud af fortællin­ Heart; Hackmans Anderson kommer mentalt fejlsporede mennesker, endnu gen, og hvad der ikke rigtig er noget, bli­ oprindelig fra det lurvede Mississippi, en gang følger vi mennesker, der er i de­ ver peppet op med buldrende trommer men han kan håndtere sin arv og fortid, res drifters vold. Mennesker, der er blin­ og totalbilleder af massiv ødelæggelses­ det kunne Johnny ikke. Derfor kan An­ de af had og som tror, at besværgende tvang hos de kristne, der vil forsvare derson agere i en ydre verden, derfor afbrænding af kors og det der er meget den arkaisk anglosaksiske kultur og i kan Johnny ikke andet end at smadre værre, skulle give dem fred. samme åndedrag udstiller dens rådden­ sin omgivelser og sig selv. Johnny ville Ku Klux Klanskurkene er fikseret på skab. Interessant, men Parker er mere ikke være ved sine projektioner og blev det mandlige køn. Deres kastrations­ udvendig og beregnende end godt er. et offer for det uerkendte; Anderson angst er udtalt, derfor har de travlt med Erik Svendsen har en rem af forbrydernes hud, også at forulempe negrenes manddom. Det

DRØMMEVERDEN at forbinde sig med omverdenen og lige drevet af begær efter de penge, der kan så svært ved at finde sine egne rødder, rette hans vaklende bilfirma op, i anden Rain Man (...) USA l:Barry Levinson. M:Ronald Bass, Barry Murrow. F. John Seale. Kl: Stu Linder. ved at kende sig selv. Rain Man er be­ omgang fordi han uselvisk holder af sin Mu: Hans Zimmer. Medv: Dustin Hoffman, Tom Cru- mærkelsesværdig ved ikke at have én broder, der fremstår som hans fortrængt ise, Valeria Golino, Jerry Molen, Jack Murdock. men mange historier. skyggeside. Trods en umiddelbar forskel Dog vil Rain Man næppe danne skole. mellem de to er der altså mange fælles­ Jeg vil ikke påstå, at Rain Man er en stor Dertil er dens dramaturgi for speciel. træk. Charlie kan tale og gør det gerne, film, men den er i mange henseender in­ Historien opererer med en spinkel mod­ når han febrilsk telefonerer for at høre teressant. Det er den, fordi den trækker sætning mellem de to brødre Charlie og hvordan det går med firmaet, men han på stjernekulten - Dustin Hoffman og Raymond. Den første vil have penge ud er for så vidt lige så indelukket som Ray­ Tom Cruise -, fordi den som roadmovie af den sidste, der arver faderens formue. mond. en miniature indkredser et nyt og et Men Raymond er autistisk, og nøglen Giver historien afkald på en ydre de­ gammelt USA, og det er den fordi den til hans indre er smidt væk forlængst. terminerende dramatik skal den desto fortæller om forladthedsfølelser og et Med egne midler forsøger emsige Char­ mere virke gennem tilskuerens indlevel­ moderne menneske, der har svært ved lie at lukke broderen op, i første omgang se i det sjælelige spil mellem brødrene.

46 Istedet for en stigende spændingskurve diet er budskabet for Raymond, der li­ kologisk drama, på den anden side kon­ bliver filmen en række episoder, der rer alt, hvad han opfanger af. Den bil- ventioner fra road-movien. gentager historien om hvordan to voks­ ledbårne verden er den autistiskes Det signifikante ved Rain Man er dens ne, der mentalt er som børn, skal opdra­ skjold mod verden, men den er også påfaldende konfliktløse dramaturgi. Det ge hinanden til at klare tilværelsen. hans forbindelse med den. Han husker ligner en provokation mod den fortæl­ Overraskelsesmomentet ligger i hvor alt, men fatter ikke alverden. På overfla­ lestrutur, som amerikansk film excelle­ meget Raymond kan give Charlie, og den er det bedre med Charlie, men også rer i, men kan også anskues som en ud­ meget drevent afsløres det f.eks. hvor­ han er styret af billeder af drømme. Der­ talt kompromissøgen. Istedet for den dan lillebroderens legen fader for Ray­ for skal de to på deres rejse gennem store fortælling om den moderne rodlø­ mond. viser sig at være en reprise af USA til Las Vegas, og da det er film, det se får vi mange små fortællinger, der barndommens rollespil, blot med den her, skal Charlie få sit ønske opfyldt. I spejler hinanden og trøster, fordi de ik­ forskel at det dengang var Charlie der kraft af Raymonds fænomenale tal- og ke insisterer på nogen dybde. Til ære for skulle beskyttes, fordi han var den billedhukommelse blokker de en kasse et stort publikum får vi lidt af hvert på mindste. på et spillekasino, og som eventyrets følelsernes skala; lidt ung kærlighed Den udvikling, den autistiske Ray­ prinser danser de rundt i et illumineret mellem Charlie og veninden, lidt man- mond gennemgår, er selvsagt mini­ univers. devenskaber, og lidt dyster familiepsy- mal, omend bemærkelsesværdig, mens Las Vegas er kitsch, og det er filmet så­ kologi, idet vi forstår, at drengene er Charlie gennemløber en større erken­ dan. Kvintessensen af USA er et spil, vokset op uden en indfølende og kær­ delsesproces. Han får fat i sit bedre jeg, der aldrig ophører, et kulissesamfund, ligt hengiven moder. og han kvitter den ydre staffage. Han hvor der ikke findes løgne, som Baudril- Rain Man tjener mange interesser. Så­ ringer kæresten op, og følelsesfuldt er­ lard siger; der findes kun simulationen’. dan er det, når man laver film i stort for­ klærer ham sine fejl og længsler efter Meget er simulation i Rain Man. Me­ mat, og det sammensatte gør ikke fil­ den godhjertede kvinde, der taler med get virker som kitsch, ikke blot Las Ve­ men til postmoderne. Den beretter om sydeuropæisk accent. Ikke tilfældigt, for gas afsnittet. Men det gør den ikke til en modernitetens livsstil, antyder dens det USA, Rain Man foregår i, er et land postmoderne fortælling, hvordan sådan mennskelige omkostninger og glæder i hvor alle er sjælelige emigranter. Alle er en nu ser ud. Filmæstetisk er der ikke simulationens mange mediebårne for­ forladt og alle er på farten for at finde meget nyt at hente. Som kompensation nøjelser, men den er på intet tidspunkt deres rødder. Den moderne tilværelses for den fraværende ydre dramatik for­ radikal. Slet ikke i sit formsprog, og hel­ dynamik er historiens baggrund, og på søger Levinson at tilføje energi ved at ler ikke selv om den lader de små fortæl­ den vis er det format over den lille for­ øge klippetempoet og ved at kontrastere linger brede sig. Det er netop blot som tælling. billeder af figurerne. Omvendt bliver stiliseret stemning, at Rain Man tange­ Raymond og Charlie omgiver sig med der dvælet ved totalbilleder af de land­ rer det postmoderne, og den har slet ik­ modernitetens ærketypiske symboler: skaber som brødrene bevæger sig igen­ ke stil nok til at være ren stil, ren simula­ bilen, telefonen, TVet og radioen. Me- nem. På den ene side har vi et lille psy- tion. Erik Svendsen

KRAFTLØS CAMILLE med en anden film om en kvindelig forsøger uden held at afsætte sine vær­ kunstner, nemlig Paul Ledues portræt af ker (som nu er mere i tråd med broderen Camille Claudel (Camille Claudel). Frankrig 1988.1: Bruno Nuytten. M: Bruno Nuytten & Marylin Goldin den mexicanske maler Frida Kahlo (Fri­ Pauls og Debussys kunst) på det fri baseret på Reine-Marie Paris’ bog. F: Pierre Lhom- da, 1984). Hvor Leduc i filmisk form har kunstmarked og ender på en anstalt, me. Kl: Joélle Hache, Jeanne Kef. Medv.: Isabelle søgt at genskabe Frida Kahlos nærmest glemt af verden. Adjani, Gérard Depardieu, Laurent Grevill, Alain surrealistiske og stærkt sensuelle maleri­ Selv om Bruno Nuytten ikke selv har Cuny. er, så resultatet er blevet en farvefrodig stået for lyssætningen i denne film, for­ Spillefilm om kunstnere er ofte en speg­ mosaik af fortid og nutid, drøm og vir­ nægter fotograf-baggrunden sig ikke: et affære. Hvordan skal man gribe sagen kelighed, der har Nuytten valgt den an­ billederne er omhyggeligt komponeret i an? Skal man give filmen en form, som den fremgangsmåde. Hans Camille rød-brune naturfarver, der snarere leder - de evt. forskellige medier taget i be­ Claudel fremstår som en i det store og tanken hen på det romantiske maleri tragtning - tilnærmelsesvis afspejler hele klassisk filmfortælling, uagtet at end på modernistisk skulptur. Stilkon­ den givne kunstners stil, eller skal man den portrætterede kunstner netop trasten mellem det fremstillede og den af hensyn til forståelighed og publi­ (bl.a.) hyldes for sit brud med den klassi­ valgte fremstillingsform kunne man na­ kumsappel præsentere filmen i den klas­ ske æstetik på sit felt. turligvis - hvis man ville være meget siske narrative mainstream-æstetik, Filmen udspiller sig i tiden for det mo­ venlig - se som en villet finesse fra en uden skelen til den portrætteredes eget derne gennembrud. Victor Hugo og kunstner i den postmoderne æra, men æstetiske formsprog? Naturligvis er der Balzac er på vej ud, mens nye navne som pointen i så henseende er vanskelig at få i princippet intet i vejen for, at man la­ Paul Claudel og Claude Debussy øje på. Man får snarere mistanke om, at ver en film over Picassos liv og levned i (blandt mange andre, der ikke nævnes hensigten mere kontant har været at en form, der minder om soap-opera - eksplicit i filmen) så småt er ved at gøre lokke et bredt publikum i biffen. det egentlige problem opstår først, hvis sig gældende. Billedhuggeren Auguste Filmens æstetik er imidlertid så gen­ man med sin film ønsker at prise en Rodin - Camilles store idol, læremester nemført pæn og nydelig, at den går hen kunstner for hans eller hendes dristige og senere elsker - tilhører den gamle og bliver kedelig, specielt når pænhe­ brud med gældende konventioner og skole og udfører bestillingsværker for den varer i 3 stive klokketimer. Så hvis gør det i det allermest konventionelle forskellige opdragsgivere. Camilles store filmen lider samme kranke skæbne på filmiske formsprog. ønske er i starten at lave en skulptur så det fri marked som Camilles skulpturer Bl.a. på baggrund af denne problem­ perfekt, at Rodin vil signere den (den (og Paul Ledues Frida), vil årsagen for­ stilling er det nærliggende at sammen­ kvindelige kunstners dilemma) - senere mentlig være den diametralt modsatte. ligne Bruno Nuyttens Camille Claudel fjerner hun sig fra hans mimetiske stil, Eva Jørholt

47 TJAPAJEF SOM ANTIHELT divisionskommandør under Borgerkri­ Det er således ikke partiet, der har gen, og hans ledsagende partikommis­ ubetinget ret. Tjapajefs anskueligheds­ Kontrol på vejene (Proverka na dorogach) USSR sær Furmanov udgav en roman om Tja- mønster er umiskendeligt vendt om til 1971, uds. 1985.1: Alexei Gherman, M: Eduard Volo- pajefs indsats, hvor Furmanov fungere­ fordel for den bondske besindighed i re­ darsky (efter Jurij German), F: L. Kolganov, Mu: Isaak Shwartz, Medv: Roland Bykov, Anatoly Solo- de som en fornuftigt irettesættende fa­ verens for stalinismens ofre og filmens nitsyn, Vladimir Samansky, Oleg Borisov. derfigur overfor den naive, politisk kontroverser ophører ikke dermed. I fil­ uskolede, men snusfornuftige bonde. mens epilog efter overløberens heltemo­ Glasnost har fremdraget et hovedværk De to instruktører anskueliggjorde i vel­ dige død, er partisanerne på vej mod i nyere russisk film, Alexei Ghermans overvejede, lineære episoder Tjapajefs Berlin i 1945. Partifunktionæren er vok­ Kontrol på vejene, der har ligget på is fra udvikling fra følelsesladet sjusket hidsig­ set ovenud af hierakiet, mens Lokotkov 1971 til 1985. prop til velovervejet, partiskolet strateg. stadig fungerer som almindelig besindig Titlen går lidt firkantet på afprøvnin­ Filmen blev en enorm publikumssuc­ befalingsmand og sammen med kamme­ gen af en overløbers mulige solidaritet ces, og jeg fornemmer ingen malice i bå­ raterne forsøger at skubbe en blokeret med de sovjetiske partisaner under 2. de Eisensteins og Pudovkins hyldest til lastvogn igang på vejen mod Berlin - verdenskrig, hvor han bevidst lades i netop denne film. idet en kvindelig soldat symbolsk vin­ stikken af dem ved anslaget mod både Centralt i Kontrol på vejene er netop ker fri bane. Lokotkov kan end ikke hu­ tyske motorcykelordonanser og en ef­ forholdet mellem gruppekommandan­ ske de tildragelser, der oprindelig førte terfølgende officersbil. Det er netop ten Lokotkov (Roland Bykov) og den ham og Petusjkov sammen, fordi han solidaritets-spørgsmålet og især -kon­ politiske officer Petusjkov (Anatoly So- krigen igennem har fungeret uafladeligt ventionerne der problematiseres. lonitsyn - der var fast medspiller i Tar- med samme rutinerede ukuelige besin­ Solidariteten var den centrale forud­ kovskijs film). Typologisk er modstillin­ dighed. Tjapajef-figuren er blevet deci­ sætning for Stalindekreternes socialisti­ gen den glatte, handlingsivrige, perfek­ deret antihelt! ske realisme, hvor den overhovedet ikke tionistiske partifunktionær imod den Ikke siden Tarkovskijs Ivans barndom kunne drages i tvivl, selv om man hele besindigt sjuskede, folkelige komman­ (1962) er der skabt en så visuelt natur­ tiden skulle argumentere kraftigt for dant, hvor overløberen - en forhenvæ­ sanset film om krigens vilkår. Hver si­ den! Det er Kontrol på vejenes varme li­ rende sergent i Den Røde Hær - kun er tuation er sammenstykket af præcist nie til den socialistiske realisme, der gør at opfatte som en ganske vist meget væ­ gengivne visuelle elementer i samspil filmen så uhørt kontroversiel. Den gri­ sentlig brik i det spil. Det er besindighe­ med flot anskueliggjorte menneskelige ber simpelthen fat i selv hovedværket - den, der tilfældigvis sejrer i behandlin­ detaljer, som jeg savnede i de ellers me­ modelfilmen for den socialistiske realis­ gen af overløberen, og det kommer på get lovpriste Opstigningen (Larisa She- me og dens absolut mest retlinede værk, lang sigt partisanerne til gode, da han pitko, 1977) og Gå og se (Elem Klimov, Sergei og Georgi Vasiliefs Tjapajef fra bliver centralfigur i sabotagen på et 1985). 1934. jernbaneknudepunkt, hvor han tidlige­ Tjapajef var en faktisk eksisterende re har tjent tyskerne. Carl Nørrested. LIVET BESTÅR, FILMEN... Scola synderligt, og for lidt tid til sin yp­ Jordan (som kun har navnefællesskab pige franske, forhenværende korpige med Nordisk Films sagførerboss) har Splendor (Splendor) Italien 1989.1 &t M: Ettore Scola. Chantal Duvivier (Marina Vlady), som siddet vemodigt apatisk under den på­ F: Luciano Tovoli. Kl: Franco Malvestito. Mu: Armando han impulsivt indlogerede som elskerin­ begyndte nedrivning af Cinema Splen­ Trovaioli. Medv: Marcello Mastroianni, Massimo Troisi, Marina Vlady. de på pensionatet og piccoline i biogra­ dor og har været afbrudt af filmens øvri­ fen, da neorealismen efter først at være ge sort-hvide og farvede system af kine- Der er gang i de vemodigt sentimentale afvist som trist og ufolkelig fik sit retro­ sisk-æske-flashbacks. Full Metal Jacket metafilm, siden filmen - her i 80erne - spektive indtog i Cinema Splendor sam­ er på plakaten, en symbolsk Notte har mistet sin status som massemedium. men med Miraklet i Milano (50), 'hvor Italiana-plakat bag ham i foyeren og den De udgør en blandet landhandel, hvor alt ender godt, som i alle eventyr’, som mere fortrængte ungdomsmotivation de seneste italienske bud, Taviani-brød- han betroede Chantal. fra faderen, repræsenteret ved en rekla­ renes Godmorgen, Babylon (1986) og Fel- Det er det eventyrlige, han elsker, og me for Scipio VAfricano (37). Folket ero­ linis Intervista (87) ikke ligefrem hører til som motiverede ham definitivt til at brer impulsivt biografen, tilegner sig de de mindeværdige. Splendor er mindre blive biografejer - og det er rimelig afmonterede stole og afventer biografe­ prætentiøs men også mere personlig og snak. Da han kommer tilbage til Arpino jerens afskedsord. Det bliver kun til et meget morsom. Scola tager biografeje­ efter at have kæmpet hos Titos partisa­ ’bono Natale’ - glædelig jul, som Ste- rens synsvinkel og ser filmens oprinde­ ner, er det ikke ligefrem modstandsbe­ wart sagde, for italienerne kender kun lighed og ægthed i dens gamle folkelig­ vægelsens Caccia tragica (De Santis) el­ eftersynkronisering - og stille caprask hed, mens den moderne film er det rene ler Verganos 11 sole sorge ancora (begge sne falder fra sommerhimlen gennem selvmord. Dilemmaet er selvfølgelig, at 46), der bringer nyt livsmod, men deri­ det forskydelige tag med den malede Splendor selv er en metafilm, der kræver mod den amerikanske efterkrigsopti- kæmpeengel. Eventyret skal håndhæ­ et solidt filmhistorisk kendskab hos til­ misme repræsenteret ved Frank Capras ves, selv om virkeligheden ikke ser så­ skueren. Det er herligt at leve (46-47). Mon ikke dan ud. Jeg frygtede at skulle ind og se biavle­ James Stewarts budskab om en glædelig Filmen har mistet den brede appel, ren som provinsbiografejer. Næh, i jul til alle og enhver, mens han iler gen­ som Jordan ser manifesteret i en ubrudt Splendor er Mastroianni den ukuelige, nem sneen i det julepyntede Bedford folkelig fascination fra stumfilmen indtil resignerede, praktiske latinske menig­ Fails, forbliver et enestående ikon på ef- 60erne, hvor Scolas udeladelse af den mand med sans for forretning, levende terkrigshåbet? franske nybølge tydeligvis skal vise om­ kultur og med glimt i øjet. Han har et Netop denne utopiske eventyrsituati­ slaget, her gik det galt. nedskruet familieliv, som ejendomme­ on indfinder sig demonstrativt som Jordan blev selv motiveret i faderens ligt nok - jfr. Familien - ikke interesserer apoteose, efter Mastroiannis biografejer mobile biograf - Il cinematografico viag-

48 TTJEK

En pige med ild i (Une flamme dans mon co- Tequila Sunrise (U SA 1988, Robert Towne). Judith Hearne’s hemmelige lidenskab (The eur). Schweiz - Frankrig 1987, Alain Tanner. Towne har lavet en masse manuskripter, bl.a. Chi- Secret Passion of Judith Hearne) England 1988, En low budget variant af Betty Blue, men så san­ natoum, hvor Polanski ændrede pointen. Nu vil Jack Clayton. delig langt mere radikal både som film og fortæl­ han selv, med en historie om to gamle venner, I The Prime of Miss Jean Brodie (Ronald Neame ling; en insisterende udforskning af en kvinde narkosmugler (Mel Gibson) og narkopoliti (Kurt 1969) skabte Maggie Smith sin filmkarrieres mest mellem to mænd, af en altfortærende modsæt­ Russell), og kvinden (Michelle Pfeiffer), der må fascinerende personstudie, og gammeljomfruen ningsfuld kærlighedslængsel. Både hudløst irrite­ vælge imellem dem. Der er chinatownske tåger, har forfulgt hende siden. Det er som med Shakes- rende og sært hypnotiserende - en kompromisløs som imidlertid ikke spredes, ligegyldig småsnak peare, stykket er velkendt, nuancerne er nye. Cla- film om kompromisløs kærlighed. DN dræber spændingen - Polanski savnes. KS yton har sans for nuancerne og får nyt liv i den ellers udpumpede Bob Hoskins som hendes sid­ Friends (Beaches) U SA 1988, Garry Marshall. ste chance, der dog også er et fallitbo i her-lades- Madame Souzatzka (...) England 1988, John To hjerteveninder fra hver sin verden, rig og alt-håb-ude pensionatet med den onde værtinde Schlesinger. fin/fattig og stræbsom, holder sammen fra barns­ og hendes misfoster af en søn i et tæt gråt-i-gråt Schlesinger bekender sig med reaktionens kraft ben som medsammensvorne, ærkefjender og hin­ 50er-Dublin, hvor det smertefulde opgør med til James Ivory-traditionen med Prawer Jhabvala andens holdepunkt i tilværelsen. Filmen kommer først Manden og så Troen som redningsplanke som producent, mest af alt for at sætte den hæs­ omkring de seneste 30 års kulturudvikling i sin renser sjælen og giver ny styrke mod alle odds.KS blæsende Stephen Frears skakmat på det patent­ solidariske udlevering af de livsløgne, de to byg­ billede, han har lanceret af Thatchers England. ger op, afslører og bygger videre på. Den er ond Fræk, frækkere, frækkest (Dirty Rotten Der svinges lidt uegalt mellem folkekomedie, me­ og varm men især morsom. Bette Midler og pi­ Scoundrels) U SA 1989, Frank Oz. lodrama og et lille stænk socialrealisme med Shir­ gen, der dækker hende som barn er uimodståeli­ Oz har helt forladt gummidyrene og klarer sig ley MacLaine som et lidt problematisk facetteret ge som trippende vulkanudbrud i og udenfor faktisk godt med det veloplagte slyngelpar Mi­ centrum. Biroller til Dame Peggy Ashcroft og showverdenen. En pladdersentimental slutning chael Caine og Steve Martin, som konkurrerer Twiggy er mere interessante. C N torpederer kvaliteterne. KS med hhv. engelske og amerikanske metoder om Kvinder på randen af et nervøst sammen­ at ribbe rige amerikanske kvinder i Beamont sur Høj pistolføring (The Naked Gun) U SA 1988, Rive. Komedietempoet er dog for langsomt, poin­ brud (Mujeres al borde de un ataque de nervios). David Zucker. terende. C N Zucker er som sædvanlig studentikost svingende Spanien 1988. Pedro Almodovar. i sine energiske gags, hvor Leslie Nielsen er et kup Hysteriske, men også stærke og udfarende kvin­ Min venindes ven (L’ami de mon amie) Fran­ som aldrende, uanfægtet superagent med lidt for der, der er grundigt trætte af deres træske, afstum­ krig 1987, Eric Rohmer. mange platituder. CN pede og sløve mænd, med hvem de deltager i par­ For første gang er Rohmer nærmest vrængende forholdets afdansningsbal i nutidens Madrid. En overfor de unge, han skildrer fra den postmoder­ køns- og kærlighedskomedie der lever gennem sit Eksperten (Bellman &. True) England 1988, Ri­ ne sterile parisiske betonomegn. De er allesam- afslappede hysteri og gør det indbydende og uhøj­ chard Loncraine. men så tomme, fantasiløse og ligegyldige i deres tideligt, bevidst plakatkulørt og forfriskende plat Flot fotograferet krimi, hvis prætentiøse realisme desperation, at deres problemer selv i Rohmers og vitalt. En Fassbinder uden angst - det er blevet giver falsk indtryk af seriøsitet i historien om udlægning mere fornemmes som præcis antropo­ sagt om Almodovar, hvis 7. film har gjort ham til computereksperten, som tvinges med i et blodigt logi end fængslende kunst. CN en feteret kultfigur. DN bankrøveri. Som en luder vrængen Jeg har ikke Rap i replikken (Punchline) U SA 1988, David et hjerte af guld - men klicheen er lige tyk om Kalendermordene (The January Man) USA Seltzer. hun har det eller ej, og det gælder også resten af 1988, Pat O ’Connor. Svæver mellem solid moralsk socialrealisme og den tungt slæbende nederlagsfilm. KS En virkelig habil klichéfilm, der hæver sig med godmodig komedie uden at beslutte sig. To yder­ veloplagte skuespillere og stram instruktion, som poler slår igennem på det lokale komiker- Anklaget (The Accused) USA-Canada 1988, veksler mellem ironi og barskhed. En beatnik’et talentforum (med Mark Rydell som konferenci­ Jonathan Kaplan. privatdetektiv (Kevin Kline - 90’erne Errol er), det desperate naturtalent (Tom Hanks) og Jodie Foster fik en velfortjent Oscar for sin præ­ Flynn) løser en puslespilsmordgåde for næsen af den stressede husmor (Sally Field), der - lidet station i dette veldrejede retssalsdrama, der no­ fantasiløse bureaukrater (Harvey Keitel, Rod Stei- sandsynligt - opnår støtte hos sin egen kernefa­ genlunde usentimentalt skildrer en voldtægtssag. ger), mens han pendler mellem Susan Sarandon milie samt godt stof til sine brandere, mens natur­ Selve voldshandlingen vises til slut, usædvanligt og Mary Elizabeth Mastrantonio. 80’ernes vigtig­ talentet desperat flirter med sin ensomhed. De to direkte og utilsløret, men er det ikke et fejlgreb at ste budskaber - du skal ikke stole på nogensom­ kandidater nærmer sig hinanden, miscastede forsøge at overbevise tilskuerne ved at vise vol­ helst, indfries 80% af tiden, og - kun din person­ men oprigtige. En sørgmodig pastiche på Singin’ dens væsen - burde vi ikke kunne forstå menin­ lige computer kan holde trit med omverdenens in the Rain med Hanks underlagt vemodig violin gen, når vi ser og hører dens ofre? MP psykopati, 100%. CN er filmens bud på et 80’er-billede. CN giante - af Aidas triumfmarch til Metro- nes for Antonionis De elskendes eventyr neriske linie og arrangerer en grotesk polis’ tandhjul og skyskrabere på flag­ og Fellinis Det søde liv (begge 59), er me­ russisk filmuge og en patetisk publi­ rende friluftslærred. End ikke fascismen diet så småt ved at miste sin folkelige op­ kumsøde forevisning af Bergmans Ved mistede grebet, hvor Scola vrænger af rindelighed og dermed sin uskyld. Det vejs ende. den patetiske oppustede kunstnerrolle i sker også konkret i Cinema Splendor, Cinema Splendor har rødder i gam­ D’Annunzios ånd (Carmine Gallone da en forsagt napolitansk arbejder, Lui- mel latinsk tradition. Den er endog pla­ med Scipio l ’Africano). Publikumsappel­ gi, forelsker sig i Chantal. Rollen spilles ceret i Arpino (Marius’ og Ciceros føde­ len intensiveres med den folkelige del af af den herhjemme ukendte Massimo by) som en tredie vej, hvor to byveje neorealismen (de Sica) for at kulminere Troisi, der i Italien betragtes som en vær­ krydser og indsnævrer trappens fond, så med skuespillerduoen Vittorio Gass- dig arvtager til selveste Tb to. Luigi be­ den åbner sig op mod biografens portal. man og Alberto Sordi. Her har Scola gejstres ved at se den gamle filmoperatør Trivia (tre veje) var i det gamle Latium sin del af æren, idet han var medforfat­ klistre filmstrimler sammen - mekanisk stedet, hvor flest mulige mennesker ter på flere af disse komedier - dog ikke magi. Den nu svorne filmfreak bliver ny mødtes - folkelig i ordets oprindelige hovedværket, tragikomedien Den store operatør i Splendor, mens filmmediet betydning, hvoraf senere det negativt krig (59). bliver selvbevidst og åbenbart begår ladede adjektiv ’trivial’ er afledt. Det nationale aspekt er en selvfølge­ hybris overfor folket, og den politiske Scola har med Splendor forsøgt at lave lighed, når perspektivet er biografens, film og metafilmen holder sit indtog, en renfærdig folkelig film. Han vil ikke og det er biografen, der for Scola er sel­ netop markeret ved to franske film, Z skabe et demonstrativt mesterværk, ve livsnerven for viljen som levende (69) og Den amerikanske nat (73). Intel­ men en god lille eftertænksom hånd­ kulturfaktor. Mens ugejournalerne mel­ lektualismen og fanatismen ødelægger værksfilm - og det er den. der om internationale triumfer i Can­ balancen, da Luigi overtager den kunst­ Carl Nørrested

49