Nu Er Dette Kapitel Primært Reserveret Til Spindesidens Politikere, Der Har Beriget Mig Med Kulturelle Oplevelser, Men Et Par A

KALD DET KÆRLIGHED

Først ved årtusindskiftet blev jeg politisk aktiv. Det var slet ikke meningen, men ifølge Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget var de pædagogisk bemandede legepladser i København igen truet med nedskæringer, så udsigten til dyremishandling og en tilværelse som arbejdsløs pædagog gjorde mig desperat.

Beboerne omkring Urbanplanen indsamlede 1600 underskrifter, som efter forudgående annoncering skulle afleveres til borgmesteren. Med lokalavisens og fagbladets journalister som interessante følgesvende skulle jeg krydse klinger med en velforberedt borgmester, som allerede havde kapituleret inden jeg fik sagt et ord. Forvaltningens incitament med at begrænse personalets ressourcer og minimere dyrenes røgt og pleje ville få katastrofale politiske konsekvenser. Dyrenes Beskyttelse raslede med sablen og krævede de firbenede skikkelser fjernet, hvis forvaltningen effektuerede deres tåbelige forslag. Den trussel fik samtlige medlemmer i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til at strække våben.

Som inkarneret idrætsleder gennem mere end 30 år vidste jeg, at medlemskab af en hvilken som helst forening kræver solidaritet, sammenhold og kammeratskab, hvor egocentrerede svinkeærinder ikke er populære. Fra tiden på Seminariet for Fritidspædagoger havde jeg fået indoktrineret de tre politiske retninger, men havde ikke tidligere tænkt over begreberne liberalisme, humanisme og socialisme. Når vejen gennem det politiske univers endelig havde åbnet sig, skulle min interesse for kulturpolitik være hovedingrediensen. Fra pålidelig kilde vidste jeg, at Socialdemokraterne havde et kulturelt forum, hvor man udelukkende diskuterede den form for politik, så det blev min naturlige stadeplads.

Jeg husker tydeligt den første debataften på rådhuset, hvor jeg traskede rundt som en kolos på lerfødder og ikke vidste en skid om den politiske strategi. De fremmødte var ledende repræsentanter fra kulturhuse, idrætsforeninger, teatre, biblioteker og kunstforeninger, som alle var tiltrukket af at skulle stikke snablen dybt i kommunens pengetank og dræne den før alle andre. De intentioner havde jeg slet ikke. Jeg var mere optaget af at forbedre forholdene for de universale kunstnere, der havde det svært i hverdagen. Mine medkombattanter lignede et spørgsmålstegn, når jeg fortalte, at digitaliseringen reducerede komponister indtjeningsmuligheder, utroligt mange kendte skuespillere er på understøttelse og idrætsforeninger udarbejder kreativ bogføring for at oprette eksistensen. At den nytilkomne kulturnørd havde sin bedste samarbejdspartner i den konservative Helle Sjelle var et ambivalent venskab, som panelet havde svært ved at sluge.

Efter en barsk velkomst kom jeg ved folketingsvalget i februar 2005 for alvor i rampelyset. Da var hovedstaden delt i tre valgkredse, så jeg skulle propagandere for

2 en folketingskandidat på indre Østerbro. Første stævnemøde var en lørdag formiddag i et butikscenter ved Lyngbyvej, hvor en storsmilende Helle Thorning-Schmidt tog imod med åbne arme. Den stilfulde blondine behøvede nu ikke løbe så stærkt for at fange mig, men hendes nye bekendt var strategisk godt placeret, for min bopæl i nordvestkvarteret dækkede et domicil, hvor den medietækkende folketingskandidat sjældent var på valgturne.

To dage før folketingsvalget havde jeg 25 års jubilæum som ansat i Københavns kommune. På min arbejdsplads fremmødte en anden socialdemokratisk folketingskandidat, som var opstillet i en anden storkreds. Som tidligere beboer i Urbanplanen havde Christine Antorini ofte parkeret sine børn på Bondegården, men hun chokerede forsamlingen med en brandvarm tale og hele tre gaver. Den største pakke indeholdt 800 brochurer med damens kontrafej, som jeg fik besked på at uddele i bebyggelsen dagen efter. Så var der mere substans over den mellemste pakke, som var en mærkelig bog med titlen EPOSTLER, skrevet af 14 kendte forfattere. Det litterære indhold er for lidt mere begavede mennesker end jeg, men værket har en affektionsværdi, fordi Christine Antorini, Mette Frederiksen, Helle Thorning-Schmidt, Marianne Jelved og Margrethe Vestager har signeret. Den mindste pakke var et adgangsbevis til Copenhagen Jazz House, hvor Socialdemokraterne skulle holde valgaften.

Trods det skuffende valgresultat var stemningen på det københavnske forlystelsesetablissement helt i top. Mogens Lykketoft proklamerede sit afgang som partiformand og fik velfortjent applaus. Dagens største bifald skyllede dog ned over en velkendt veteran, der eskorteret af 20 pressefolk satte sig diskret i det fjerne hjørne. Det var partiets mest rendyrkede arbejdsmand Anker Jørgensen, som skabte al den virak. Min mor havde som afskedsgave efter mange års tjeneste i SID modtaget den tidligere statsministers erindringer FRA MINE DAGBØGER, som inkluderede BØLGEGANG, I SMULT VANDE og BRÆNDINGEN. Disse værdifulde bøger skulle naturligvis have hans signatur. Det blev dog et hurtigt exit, for horden af partisoldater trippede i baggrunden.

Normalt forbinder man en valgaften med at klistre sig til fjernsynsskærmen og følge de indkomne resultater med begejstring eller skuffelse. Nu havde Mogens Lykketoft med sin udmelding om at abdicere skabt en helt anden dagsorden, hvor alliancerne fra de gamle fløjkrige tonede frem fra horisonten. De implicerede bejlere til formandsposten samt deres rygklappere prøvede at isolere sig fra den nærgående presse, der konstant stillede irriterende spørgsmål. Den begivenhedsrige aften sluttede på smukkeste vis med en varm omfavnelse fra Helle Thorning-Schmidt. Jeg havde kigget i krystalkuglen og observeret, at det ikke varer længe, før vi igen skal på barrikaderne og vinde formandsvalget.

Den første officielle tvekamp mellem kandidaterne Frank Jensen og Helle Thorning- Schmidt blev en nådesløs fight, som havde reminiscenser til et amerikansk præsidentvalg. 400 stemmeberettigede partimedlemmer fremmødte i det ovale fagforeningshus, hvor jeg var i god tid og satte mig på første parket. På højre side var en delegation fra Amagerbrokredsen; som ensidigt støttede Frank Jensen; mens en af de slagne kandidater Mette Reissmann satte sig på min venstre side. Badet i spotlightens skær entrede Frank Jensen først arenaen med direkte kurs mod Amagerbrokredsen, hvor en sværm af fotografer klikkede løs. Så kom Helle Thorning-Schmidt med blikket stift rettet mod første række. Jeg var åbenbart den mest trofaste af hendes allierede, for hun stoppede op lige foran mig og rakte hånden frem, mens blitzene knitrede for mit åsyn. Pludselig var jeg sat i bås som en tro væbner, men det havde jeg slet ingen ambitioner om.

En af Helle Thorning-Schmidts første politiske gerninger efter formandsvalget var nedsættelse af en kulturpolitisk tænketank bestående af frivillige partimedlemmer og branchefolk fra kulturelle instanser. Kulturordfører Mogens Jensen introducerede de 200 fremmødte, men for ikke at virke dominerende satte jeg mig i baggrunden helt uden for politisk rækkevidde. Det var nu ikke så ringe endda, for ved bordet kunne jeg genkende forfatteren Hanne Vibeke Holst, skuespilleren Nastja Arcel og sangeren Lecia Jønsson. Endelig var jeg kommet i det rette element, så udarbejdelsen af kulturmanifestet og samarbejdet med de professionelle kulturbærere blev reelt indfaldsvinklen til dette litterære værk.

Det blev en turbulent periode, hvor jeg ofte farede til vælgermøder. Jeg var fanget i en spiral og søgte hele tiden nye politiske bekendtskaber og nye udfordringer. Særligt husker jeg et velbesøgt arrangement på Rysensteensgade, hvor jeg optrådte som en levende reklamesøjle, da jeg var iført min grønne trøje fra Hestens Værn. Selve den politiske debat gik lidt op i hat og briller, fordi Venstres løsgående missil Jens Rohde opførte sig lidt provokerende, men han væltede alle keglerne med sine humoristiske anekdoter. På hjemturen slentrede jeg langs H.C. Andersens Boulevard imod Rådhuspladsen, hvor jeg i behageligt selskab var ledsaget af Charlotte Dyremose. Den konservative politiker, som er en af landets bedste westernryttere, havde naturligvis bemærket min uniform, men det helt tilfældige sammentræf blev opskriften på, hvordan jeg lettest får kontakt med en hestetosset personlighed.

Derfor var det naturligt at iklæde sig pågældende kostume, da jeg på bogmessen 2006 skulle møde prinsesse Nathalie. Det var ganske få, som investerede i MIT LIV MED HESTE, der handlede om hendes karriere og hesteopdræt på Berleburg. Det finurlige trick virkede få timer senere på endnu en prinsesse, da den norske jente Märtha Louise signerede HVORFOR DE KONGELIGE IKKE HAR KRONE PÅ. Da jeg var på vej mod udgangen, fuldendte jeg mit gyldne hattrick. En af aktørerne fra Stripperkongens piger lokkede mig til at købe DEN NØGNE SANDHED. Hvem

4 fanden kunne også vide, at Kira Eggers var en habil rytter, der dyrkede ridning flere gange om ugen. Vores efterfølgende samtale drejede sig udelukkende om dyrevelfærd, for her var jeg på hjemmebane. Bogens indhold interesserede mig minimalt. Det var en souvenir, som de første år udelukkende fungerede som støvsamler.

En dag fik jeg pludselig abstinenser og transporterede tunge møbler på en trækvogn fra arbejdspladsen i Urbanplanen til hjemmet på Bispebjerg. Det var en strækning på 16 kilometer, for trækvognen skulle retur. Ved Storkespringvandet blev jeg standset af en delegation fra dyreværnspartiet Fokus, som var i færd med at indsamle underskrifter, så partiet kunne blive opstillet til Folketinget.

Det var forsamlingens store trækplaster Kira Eggers, som kidnappede den sveddryppende møbeltransportør. Jeg var komplet uforberedt, men jeg var iklædt Bondegårdens trøje med det velkendte hoved af en gedebuk som logo. Hun kunne næppe huske vort stævnemøde fra bogmessen, men dagens ordveksling var stort set en da capo. Som inkarneret dyreven skrev jeg selvfølgelig under på de til dagen fremtryllede formularer, men der var bestemt ingen garanti for mit kryds på valgdagen. Kira Eggers gjorde sig ellers store anstrengelser for at vinde min gunst, så belønningen var et noget intimt foto, som ifølge partisekretæren kun måtte bruges privat og under ingen omstændigheder måtte offentliggøres. Fokus ultimative blikfang vidste jo godt, at jeg havde en signeret udgave af DEN NØGNE SANDHED, men da jeg endnu ikke havde læst den opsigtsvækkende historie, var jeg lidt nervøs for repressalier.

Lige siden Lene Espersen og Cecilie Frøkjær som de første gav tilsagn om at medvirke i mit fjollede projekt, har jeg brændende ønsket at få frigivet det spektakulære billede med Kira Eggers, men klausulen fra Fokus virkede som en uovervindelig forhindring. Med flere års forsinkelse læste jeg DEN NØGNE SANDHED. Konstruktionen var nogenlunde som en skuespiller eller en sportsudøver, det udfletter sine memoirer, så der var ikke noget at blive fortørnet over. I bund og grund handlede det om et eventyrlystent menneske, som beskriver sin professionelle karriere, hvor den implicerede skal yde en enorm indsats for at opfylde sine egne og andres ambitioner. Nu måtte jeg foretage mig et sidste desperat forsøg for at få billedet frigivet, så jeg mailede direkte til Kira Eggers. Når hun optræder uden for rampelyset, virker hun som et ærligt menneske, så jeg forventede inderst inde at få en prima behandling. Også i dette tilfælde blev mine forventninger opfyldt, da billedet blev frigivet med de bedste hilsner.

Nu er dette kapitel primært reserveret til spindesidens politikere, der har beriget mig med kulturelle oplevelser, men et par af sværdsidens mastodonter sniger sig behændigt ind i flokken. Den karismatiske venstreløve Søren Pind startede lidt provokerende med at udnævne partifællen Tove Fergo til en hattedame, men den bornholmske rebel havde også kunstnerisk talent, for den sprøde crooner satte brand i mange feminister. Ved en brunch i PH-cafeen var det nu ikke Love me tender, som krydrede de kulinariske retter. På opfordring fra arbejderklassens klientel sang den smeltende smørtenor første vers af Når jeg ser et rødt flag smælde. Aldrig har jubelen været mere spontan i det klassiske arbejdermiljø. Som bekendt fik Søren Pind en ordentlig begmand af Ritt Bjerregaard ved kommunalvalget 2005, så den farverige teknikborgmester kastede håndklædet i ringen og indkaldte til afskedsreception. Nu har jeg tradition for at medbringe opsigtsvækkende gaver, så en indbetaling til giro 7000413 med ønsket om at høre en skæring fra Søren Pinds debutalbum blev iværksat. Nummeret skulle helst spilles søndagen før receptionen. Jeg sendte kvitteringen til borgmesterkontoret som bevis.

Det var nu ikke nødvendigt, for radioværten havde kontaktet forvaltningen, som kunne bekræfte tid og sted for afholdelse af receptionen. Søren Pind havde fået bulletiner om, at nummeret ville blive spillet og indbydelsen til receptionen ville blive oplæst, så han sad klistret til radioen. Jeg vidste ingenting og var ved at falde ned fra toiletbrættet, da speakeren annoncerede mit ønske. Ved selve receptionen stod jeg som en salig statist og klæbede mig til det veldækkede bord med rådhuspandekager. Her kunne jeg flere gange høre Søren Pind fortælle de fremmødte, at en af hans sange var blevet spillet i det populære radioprogram. Jeg bliver ofte mindet om den historiske begivenhed, når jeg ved politiske events tilfældigt møder sangekvilibristen.

Interessen for kulturpolitik udmøntede sig i en række bestyrelsesposter, hvor især medlemskabet af brugerrådet i Solvang Bibliotek fik afgørende betydning for min aparte bogsamling. Nu blev det årlige træf på bogmessen i Forum den kulturelle begivenhed, som gav en masse nye bekendtskaber med mediefolk og forfattere. Det første eksempel på den særprægede mani blev effektueret ved indbydelsen til Helle Thorning-Schmidts 40 års fødselsdag. Vi spoler tiden lidt tilbage, hvor jeg på Bondegården modtager en telefonopringning fra en af legepladsens tidligere så entusiastiske ridepiger. Det var Anette Støvelbæk, der skulle holde sin drengs fødselsdag og ønskede at bestille en hestevognstur. Det blev et nostalgisk minde, da Krønikens forsigtige frk. Toft med en flok højrøstede unger på slæb styrede fjordhesten rundt på Amagers befærdede gader. Jeg sad som den standhaftige pædagog på kuskens venstre side og havde travlt med at neddæmpe de truttende bilister, der virkede euforiske ved Anette Støvelbæks pludselige tilstedeværelse.

Ved bogmessen 2006 har Danmarks Radio en stand, hvor et litterært værk omkring Krøniken præsenteres. Det var ikke med i beregningerne, at jeg skulle købe den nuancerede fortælling, men placeringen i en hyggelig sofa sammen med Maibritt Saerens var jo en lækkerbisken, som åbenbart ikke kun var forbeholdt Anders Berthelsen. Det stilfulde overklasseløg behøvede ikke de store overtalelsesevner for at trække muldvarpen frem fra min baglomme. Bogen var en åbenbaring og indholdet blev kværnet igennem med en glubsk appetit. Prompte kom ideen som skidt ud fra en spædkalv. Den henrivende lokkedue fra Krøniken havde de samme karakteristiske træk som den socialdemokratiske formand, og med frk. Tofts hippologiske udskejelser in mente var slagplanen klar. Min telefonopringning til Anette Støvelbæk kom ganske uventet og var ved at give den populære skuespiller latterkrampe. Med anmodning om at få et nyindkøbt eksemplar af Krøniken signeret af Lars Mikkelsen og Anders Berthelsen, som i føljetonen spiller Jens Otto Krag og Palle From, mødte jeg den travle Anette Støvelbæk til en forestilling på Edison. Ugen efter kunne jeg hente de helt unikke underskrifter, som var betingelsen for at skabe et mediestunt.

Det var måske ikke den mest velegnede fødselsgave, men jeg sparede på indpakningspapiret, for signaturerne på Krønikens to fremragende socialdemokrater skulle skabe opmærksomhed. Det vrimlede med politiske kendisser ved selve arrangementet, så jeg forvandlede mig til den grå eminence og tilsluttede mig en skare af delegerede socialdemokrater. Her stod jeg og ventede på den politiker, som jeg allerhelst ville møde. Det blev en nervepirrende sekvens, men endelig kom forfatteren til den mest kunstneriske bogudgivelse et nuværende folketingsmedlem har sendt på markedet. Lene Espersens helt oversete børnebog STYGGE KRUMPENS SKAT er et fantastisk eventyr, hvor infantile sjæle i spænding venter på, om to fætre på sommerudflugt i Hirtshals kan åbne den kostbare skattekiste. Det unikke ved fortællingen er, at køberen selv bestemmer navnene på de fire hovedpersoner, som nævnes omkring det spændingsfyldte farvand. Det er en af mine absolutte favorit bøger, men den komplette samling består kun af signerede værker, så der manglede lige en væsentlig detalje. Da justitsministeren forlod selskabet, måtte jeg lige gribe fat i hende og få den formalitet ordnet. Inderst inde vidste jeg godt, at STYGGE KRUMPENS SKAT skulle bruges i en anderledes version om føje tid, når Margrethe Vestager rundede det skarpe hjørne.

Mellem de to visionære politikeres 40 års fødselsdage følte Anders Fogh Rasmussen trang til at udskrive folketingsvalg. Pludselig ændrede en delikatesse af en bogudgivelse fuldstændig karakter. Det var den folkekære Paula Larrain, som sendte mesterværket I MORGEN SKAL VI HJEM gennem vridemaskinen. I den første udgivelse var det den skarpsindige nyhedsoplæsers incitamenter, som ledte tankerne hen på kvindernes internationale kampdag, hvor hendes forsvar for de svageste i samfundet var indlysende. Mit lasede eksemplar blev ofte udlånt til familier med anden etnisk baggrund, for indholdet kunne motivere til en ekstraordinær indsats, hvis det enkelte individ ønskede at skabe sig en karriere i det danske samfund. For den danske folkekirke er Paula Larrain en galionsfigur, der ofte bruges til at profilere diverse budskaber. Jeg mødte hende første gang på bogmessen i forbindelse med digitaliseringen af det nye testamente. Her havde Det Danske Bibelselskab en perlerække af kendisser på repertoiret, som beskedne 10-15 tilskuere mødte frem for at høre. Mange af den sublime foredragsholders vise meninger er sikkert forbigået min opmærksomhed, men det er svært at koncentrere sig, når Sofie Gråbøl sidder lige ved siden af mig. Hun var en af de kendte skuespillere, som havde deltaget i digitaliseringen og ventede på at efterfølge Paula Larrain i den varme prædikestol. Der var virkelig dynamit på den eksplosive nyhedsformidler, da hun gæstede kulturhuset i Vanløse. Med en dundertale, som kunne få selveste Mette Frederiksen til at stivne, turnerede hun rundt i en kavalkade af mærkesager med berettigede oplysninger om, hvor uretfærdigt kvinder blev behandlet på arbejdsmarkedet. Man skulle næsten tro, at rødstrømpebevægelsen var på vej mod et comeback. Derfor kom det også som et sandt bombardement, da en af mine erklærede ynglinge efter en vovet

8 optræden og en hæderlig placering i VILD MED DANS pludselig stillede op som konservativ folketingskandidat i København. Den nyfigne politiker med den fantastiske udstråling var blevet valgt til Folketinget, hvis hun havde stillet op for et hvilket som helst andet parti, men at udfordre Helle Sjelle om den hellige plads i folketingssalen gav flere fjender end rygklappere i det liberale parti.

Da Paula Larrain havde udleveret sin politiske identitet til offentligheden, var I MORGEN SKAL VI HJEM meget belastende, fordi visse sproglige passager havde et skarlagenfarvet præg. Det klarede forlaget ved at udsende en ændret udgave, hvor intensiteten og nerven blev nedtonet på bekostning af en politisk korrekt udgave med et liberalt præg. Til gengæld var det nye formular spækket med lækre billeder, så helhedsindtrykket var til at sluge. Da Paula Larrain senere blev partiløs, steg kursen igen på den første udgave. Jeg har et signeret eksemplar af den farvestrålende udgave, men det betragter jeg også som guld på boghylden. Gammel kærlighed ruster ikke, men en nyhedsoplæser med Paula Larrains format og personlighed har ingen af de to landsdækkende nyhedskanaler siden kunnet mønstre.

Forberedelserne til Margrethe Vestagers fødselsdag fik et noget usædvanligt forløb. Med fokus på Lene Espersens børnebog blev skelettet bygget op. De to eventyrlystne fætre, som skulle på den undersøiske rejse, fik navnene Jesper og Søren. De var opkaldt efter to folketingsmedlemmer, hvis menneskesyn jeg absolut ikke kan døje. De ferierende drenge var på sommerferie hos deres meget bestemmende bedstemor, som fik navnet Pia efter en af Folketingets mest dominerende skikkelser. Den toneangivende bedstemor havde en ven, som nærmest var en tøffelhelt. Han benævnes Anders, for han gjorde lige præcis, hvad det bizarre fruentimmer forlangte. Bogen blev placeret nederst i en hjemmefabrikeret skattekiste, der lignede illustrationen fra bogen. Endelig havde jeg skrevet en lejlighedssang, som også var i skattekisten og skulle fremføres under selve receptionen. Her blev publikum konfronteret med, at Naser Khader var til bal hos de borgerlige, så han skulle forsvinde fra receptionen, før pakken måtte åbnes. Lene Espersen havde givet accept på at skrive personligt i bogen to dage før arrangementet, men sygdom tvang hende til aflysning. Jeg havde taget fri fra arbejde hele dagen, selv om receptionen først var om eftermiddagen. Dagen startede nu hæsblæsende med en opringning fra morgenstunden. Det var en embedsmand fra Justitsministeriet, som inviterede mig til stævnemøde i Folketinget om formiddagen, hvor Lene Espersen gerne ville møde mig. Så fik jeg alligevel den sidste hurdle skaffet af vejen. Desværre kunne justitsministeren ikke deltage i selve receptionen, da

10 hun var stavnsbundet til folketingssalen. En udsending fra ministeriet blev dog udstyret med et kamera, for den dekorerede skattekiste skulle ses.

STYGGE KRUMPENS SKAT er en af de mest betydningsfulde bøger i min samling og mødet med den bastante og hårdhændede politiker blev en oplevelse for livet. Det var jo en smilende, venlig og imødekommende person, der altid har givet mig en sublim behandling næsten før jeg kunne nå at sætte fingeren på aftrækkeren. Hendes enestående måde at tackle prekære situationer på varsler dyb respekt, hvor de emotionelle taler ved afgangene som partiformand og senere udenrigsminister viser en personlighed med format. Ikke et bebrejdende ord til de kritikere, der havde stukket skarpslebne knive i ryggen. Good luck charm til den nye regeringskonstellation. Det er karaktertræk, som gør Lene Espersen til et politisk unikum. Til gengæld fik jeg mishagsytringer, da jeg fik ordet på et socialdemokratisk delegeretmøde og fortalte den undrende forsamling om Folketingets sejeste politiker, der trodsede kritikerne og prioriterede samværet med sin familie højere end mødet med en ligegyldig amerikansk ekspræsidentfrue.

Jeg forlod Margrethe Vestagers reception med kurs direkte mod nordvestkvarteret, hvor der om aftenen var orienterende møde om planerne med ungdomshuset. Her havde politikerne paraderne oppe for at forsvare sig mod demonstranterne. Partifællerne Ritt Bjerregaard og Anne Vang tog pænt imod i det røde hjørne, mens Rasmus Jarlov, Helle Sjelle og Pia Allerslev argumenterede i det blå hjørne. Som en af de nærmeste beboere til ungdomshuset vidste den liberale fraktion, at min begejstring for de nye tilflyttere kunne ligge på et bøjet femøre; så kulminationen på den store dag blev en udmeldelse til Socialdemokraterne.

Inden dønningerne havde lagt sig, kulminerede det hele ved årets Urbanfestival, hvor jeg havde Pia Allerslev med i kareten. At borgmesteren for Kultur og Fritid så var den politiker på hele rådhuset, jeg menneskeligt havde det bedste forhold til, behøver jeg ikke fortælle nogen. Jeg sprang dog behændigt af kareten og overlod tømmen til æresgæsten, da pressen troppede op.

Livet udenfor det politiske rampelys varede et halvt år. Så indkaldte Natteravnene til orienterende møde i et betændt københavnsk område. I panelet sad tre kendisser med forskellige forudsætninger. Peter Mygind fortalte om to hændelser, hvor hans søn var blevet overfaldet af bandemedlemmer og frarøvet sine ejendele. Søs Fenger, som var medstifter af Natteravnene, stod for det musikalske islæt, mens Helle Thorning- Schmidt var politikeren, der skulle give respons på den voksende stime af overfald. Efter det utraditionelle event ville de fleste diskutere med partiformanden, men som inkarneret kulturnørd styrtede jeg hen for et underholde sanglærken, hvis vokale røst kan få enhver mandslings hjerte til at smelte.

Jeg har en snes gange oplevet Søs Fenger ved koncerter, men samtalen med den alsidige sangstjerne havde en kulturel dimension. Hun skulle signere sin legendariske børneopsparing VUGGEVISER, som jeg utraditionelt skulle bruge til en dåbsgave. Helle Thorning-Schmidt har sikkert opfattet det som en afledningsmanøvre, for en ordveksling med hende var ikke til at undgå. Derefter var jeg som Socialdemokraternes enfant terrible atter tilbage i folden.

Natteravnene er et udpræget idealistisk foretagende, hvor ulønnet og frivillig arbejdskraft skaber mere trygge rammer for lokalbefolkningen. Jeg er nok lidt forfængelig og deltager i de forskellige events på grund af Søs Fengers medvirken, men hendes betydning som bestyrelsesmedlem og vokal frontfigur er af helt enestående karakter. Der er altid højt respekterede politikere på plakaten, når der skal gøres reklame for det samfundsnyttige projekt, men den inciterende sangerindes unikke stemme er cremen på lækkerierne. Mange kunstnere optræder som ambassadører, men Søs Fengers indsats med Natteravnene er en samfundsmæssig gevinst, som ikke kan købes for penge. Særligt interessant var Natteravnenes event i Voldparken og Tingbjerg, hvor det gule korps af opsynsfolk florerer med en entusiasme, som stækker bandekriminaliteten mærkbart. Natteravnene er et projekt, som startede under den tidligere justitsminister Frank Jensen. Han var attraktionen ved en fødselsdagsevent, hvor han efter den traditionelle tale viste sangstyrke ud over det sædvanlige. Selv en overborgmester kan ikke undgå at blive smigret, når den jævnaldrende Søs Fenger inviterer til fællessang. Bagefter var der spisning, hvor alle flakkede rundt mellem hinanden op pludrede lystigt. Her oplevede man den hjerteskærende sangerinde optræde i sit rette element som engageret og samfundsbevidst borger.

Som menigt medlem af socialdemokraternes kultur- og fritidsudvalg lykkedes det mig at lokke en af de helt store fisk i garnet, da Poul Nyrup Rasmussen blev hentet hjem fra EU parlamentet til en festlig aften på Amagerbro, hvor han fortalte om VOKSEVÆRK, det anden bind i hans trilogi. Det var en kronologisk beskrivelse af hans politiske virke, hvor de mange spidsfindige anekdoter om fagforeningernes kolossale betydning gjorde størst indtryk. Jeg husker tydeligt den lørdag eftermiddag VOKSEVÆRK blev præsenteret på bogmessen. Det var første dag det celebre mesterværk kunne købes, så det varede en time før den eftertragtede signatur var plantet hos alle de entusiastiske fans, som foruden navnetrækket fik en kammeratlig samtale. Jeg havde ikke lyst til at tilbringe den kostbare ventetid i en maratonagtig kødannelse, så det måtte vente til senere. Helt i Poul Nyrup Rasmussens ånd traskede jeg over på modsatte flanke og optrådte som den barmhjertige samaritaner, hvor Henriette Kjær biografien INDTIL NU kunne købes. Nu havde den famøse sofa under den berømte markise været i handlen flere måneder, så sommerens sarkastiske sladrehistorie var gudskelov ved at forstumme. Som inkarneret samler investerede jeg i et signeret eksemplar og fik en

12 hyggelig sludder med den forhenværende minister, som jeg menneskeligt holder så meget af. Henriette Kjær var den første fremtrædende politiker i VK regeringen, som krydsede mine faglige kompetencer. I sin egenskab som socialminister ringede hun to gange til min arbejdsplads for at bidrage med løsninger i det urolige Urbanplanen, som såkaldte eksperter havde benævnt ghetto. Bedst husker jeg den altid smilende blondine for sit eminente husmoderinstinkt og den altid kærlige omfavnelse, der fulgte i kølvandet. INDTIL NU har på grund af de personlige relationer en fremtrædende plads på min boghylde. Det kan være deprimerende at læse om den fallerede families katastrofe, så de historisk flotte billeder står som det ypperste vartegn. Måske er jeg den eneste oppositionspolitiker, som sender salte tårer og emotionelle tanker til den alt for naive frontkæmper. Vi taler stadig sammen ved folkemøderne, hvor Henriette Kjær gør tjeneste i et rådgivningscenter. Samtalerne drejer sig om alt andet end politik.

Min beundring for et menneske, der følger sin politiske overbevisning og går imod det strømlinede parameter, er fremherskende. Derfor er der springstof i at sende den tikkende bombe Özlem Cekic igennem vridemaskinen og analysere biografien FRA FØTEX TIL FOLKETINGET. Det vil være naturligt at trække en pendant til Paula Larrains I MORGEN SKAL VI HJEM, for det handler om den unge pige med etnisk baggrund, der ved en målrettet indsats og spidse albuer skaber sig en troværdig karriere, som danner præcedens for andre ligestillede. Den første muslimske kvinde i Folketinget brillerer dog med spontane og hjertevaskende ytringer, der kommer lige fra hjertet uden den censur, som normalt er kendetegnende for ensrettede og disciplinerede politikere. Derfor trænger de sjove anekdoter fra de blankpolerede korridorer helt ind under huden.

Özlem Cekic er enspænderen i Socialistisk Folkeparti; men det er nok fordi alle andre folkevalgte har glemt, hvad socialisme er. Partiets politik er simpelthen udslettet for ligegyldige ministerposter. De kræsne beboere i Urbanplanen forlangte dog den ægte vare, så den medietækkende folkesocialist blev som den første indvandrer inviteret til at holde åbningstale ved den traditionelle Urbanfestival. Det blev den største politiske fuldtræffer, som det belastede boligkvarter nogensinde har oplevet. Det bizarre mediestunt startede på Peder Lykke Skolen, hvor 200 elever var stuvet sammen, mens jeg stod parat med hestevogn og ventede på den overstadige kusk, der for første gang skulle transportere nogle eventyrlystne børn fra en lokal daginstitution igennem den trafikale jungle. Efter en kort instruktion kørte hele kortegen anført af Özlem Cekic ned til festpladsen. Da lampefeberen var aftaget, kom den debuterende kusk åbenbart i tanke om nogle gamle cowboyfilm, for pludselig fik tømmen et ordentligt smæld, så fjordhesten skiftede fra skridt til trav. Jeg var lidt skeptisk ved at lade den fartglade politiker ignorere de sylespidse hajtænder og trave tværs over den

13 trafikerede hovedvej, så jeg dæmpede til børnenes store skuffelse både farten og gemytterne.

Der var euforiske tilstande, da den populære repræsentant fra det muslimske folkefærd nåede frem til festpladsen, hvor den optimistiske tale gjorde dybt indtryk på de fremmødte. Özlem Cekic vidste ikke, at uddrag fra køreturen og hele åbningstalen blev optaget på DVD og ligger fortsat på nettet under Urbanfestival 2010. Den sejlivede stemmemagnet fortsatte sin heroiske kamp for at bringe sig i en gunstig situation, da hun holdt et spændende foredrag på det lokale bibliotek, hvor bestselleren FRA FØTEX TIL FOLKETINGET blev præsenteret. Som kvittering for publikums tilstedeværelse blev vi alle inviteret til en snarlig rundvisning i Folketinget, hvor Özlem Cekic ville underholde med endnu flere detaljer fra sin hverdag.

Ganske vidst er den inkarnerede folkesocialist ikke nogen udpræget bodybuildertype, men hun stiller gerne op til fysiske kraftanstrengelser, når der skal skaffes penge til humanitære formål. Ved folkemødet 2012 stillede hun op som hårdt trampende pedalekvilibrist for at cykle 30 minutter. Det var lidt unfair at kæde Özlem Cekic sammen med Tour de France specialisten Eva Kjer Hansen, for fartdjævelen fra Venstre kørte jo tre gange så hurtigt. Dagen efter kom den gumpetunge Özlem Cekic vraltende og udtrykte sig bramfrit: ”Jeg har så ondt i røven af at sidde på den sadel.”

Den sidste bogudgivelse, som jeg vil omtale i min politiske kavalkade, er Margrethe Vestagers HVID RØG, SORT TÅRN, som er skabt på baggrund af trangen til at bruge elektroniske medier. Det er journalisten Elisabet Svane, som har redigeret de utallige input, som bliver præsenteret i kronologisk rækkefølge. Normalt samler jeg ikke på den slags litteratur, hvor de politiske aspekter totalt fortrænger de menneskelige værdier. Man skal faktisk kende Margrethe Vestager personligt for at fatte pointerne og den sorte humor, som periferisk skinner gennem linjerne. At den radikale frontfræser slipper igennem nåleøjet med oprejst pande og dybeste respekt skyldes udelukkende hendes loyale opbakning til de tre rebeller Naser Khader, Anders Samuelsen og Simon Emil Amnitzbøll, der under gladiatorernes indtogsmarch aldrig blev negligeret, selv om de behandlede deres partileder uforskammet.

Fra kulturnattens spæde start husker jeg især Margrethe Vestager som den kreative og myreflittige skikkelse, der pædagogisk beskæftigede alle børnene med klippe/klister og udformning af badge, mens de øvrige radikale folketingsmedlemmer solede sig blandt de besøgende. Det var vanskeligt at gennemtrumfe en samtale med kronprinsessen, for de mindste havde førsteprioritet og trak konstant det fortravlede tusindben rundt i manegen. I den glødende heksekedel havde jeg krydsforhør med to fremtrædende radikale ildsjæle om det samme sociale fænomen. Hvad skal man tro, når udmeldingerne er vidt forskellige? Da jeg senere på aftenen havde en dialog med partifællen Pia Gjellerup, replicerede hun spontant: ”Margrethe Vestager er en troværdig politiker, som du altid kan stole på.”

Mit første egentlige stævnemøde med Margrethe Vestager skete kort før folketingsvalget 2007, hvor jeg repræsenterede Socialdemokraterne ved tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens afskedsreception. Fra det røde kartel fremmødte kun Frank Aaen og Anne Baastrup, så det var en underlig fornemmelse at være blandt majoriteten af radikale. Jeg stod lige ved siden af min senere københavnske borgmester Klaus Bondam, der overdøvede alle med strofer fra højskolesangbogen.

Nu er Elsebeth Gerner Nielsen en rendyrket politiker og den bedste radikale kulturminister, der nogensinde har været; så jeg lyttede interesseret til hendes visionære synspunkter. Den iørefaldende bemærkning: ”Jeg er helt sikker på, at Margrethe Vestager bliver Danmarks første kvindelige statsminister,” væltede alle keglerne. Dog blev Frank Aaens ansigtskulør forvandlet fra et rødmosset kontrafej til et ligkistefarvet bedemandsfjæs. Der gik ikke mange dage fra Elsebeth Gerner Nielsens kig i krystalkuglen til jeg havde kreeret det ultimative slutvers til Margrethe Vestagers 40 års fødselsdagssang.

EN HYLDEST TIL MARGRETHE VESTAGER

SOM KREATIV PROFIL MARGRETHE FREMAD STORMER FOR UNDERVISNING ER PARTIETS HJERTEBLOD EN STÆRK MINISTER OG ANSVARLIG FOR REFORMER SOM LÆRERSTABEN ROSER HELT TIL OVERFLOD MENS NOGLE SOSSER MENER DE ER ASOCIALE OG FOLKESKOLEN BYDES VANSKELIGE KÅR SÅ SKINNER FRISKOLEN KONSTANT PÅ RADIKALE DET ER ET TABU SOM DE RØDE MISFORSTÅR

VED VALGET SKAL MINISTERPOSTEN SÅ FORSVARES MEN VI KNOCKOUTES AF ET SKUMMELT RÆVESMIL

SOM MED RETORISK SNILDE ØNSKER DER SKAL SPARES SÅ ULLA TØRNÆS CHECKER VORES DOMICIL DEN BLONDE VENSTREKVINDE NÆGTER AT BETALE OG TUSINDVIS AF UNGE VOLDSOMT SKÆLDER UD DET ER EN BRISTET ILLUSION FOR RADIKALE NÅR EN REGERING REDUCERER STATSTILSKUD

PÅ CHRISTIANSBORG HUN TITULERES KRONPRINSESSE NÅR FORMANDSPOSTEN VIRKER SOM ET LOGISK KALD MEN DET HAR IKKE NASER KHADERS INTERESSE HAN MED DE BORGERLIGE VARMER OP TIL BAL POINTEN ER EN MULTIKULTUREL MORALE HVOR ALLE MENNESKER BEHANDLES MED MANER AT VÆRE FREMMED ER ET MUST FOR RADIKALE

SOM BANNERFØRER ER MARGRETHE PIONER

PÅ DÅBSATTESTEN STÅR DER FYRRE, FED OG FÆRDIG MEN DIN PERSONLIGHED ER TIL ET TRETTENTAL DEN DANSKE PRESSE KÅRER DIG SOM MEST TROVÆRDIG NÅR FOLKETINGETS INDIVIDER MÅLES SKAL MON KATASTROFEVALGET ER EN ENLIG SVALE MED DYBE KLØFTER OG ET BLAKKET RENOMME MARGRETHE SKAL SOM EKSPONENT FOR RADIKALE FÅ SKUDEN VENDT OG SKABE MASSER AF SUCCES

AT VÆLGERFLUGTEN STANDSER KAN VI GODT FORTÆLLE FOR ELSEBETH HUN SIGER I SIN AFSKEDSSTUND DU BLIVER STATSMINISTER DET ER SLUT MED HELLE

OG VILLY TRÆNES SOM EN TROFAST SCHÆFERHUND VI SKAL PÅ STRANDHUGST FOR AT FANGE RADIKALE SNART ANDERS SAMMEN PAKKE KAN SIT HABENGUT FOR AMBITIONERNE DET HAR DE RADIKALE MEN ENOGFIRS MANDATER MANGLER RESOLUT

Mit politiske eventyr sluttede endegyldigt efter folketingsvalget 2011. Det havde været en særdeles opslidende valgkamp, hvor jeg havde uddelt mere end 7000 husstandsomdelte brochurer. Fra det handlingslammede partikontor fik jeg at vide, at min indsats ikke var tilstrækkelig til at modtage en adgangsbillet til den lukrative valgaften, så skuffelsen var umådelig svær at sluge. Et andet aspekt var, at jeg følte mig som en bjergbestiger, som var nået toppen af Mount Everest. Hvad fanden skulle jeg egentlig der, når det nu viste sig, at Helle Thorning-Schmidt næsten kopierede den politik, som den forrige regering havde efterladt.

Det blev et vemodigt farvel til en kompetent statsminister, der menneskeligt var en hjerteskærende samarbejdspartner i adskillige år. Hun var jo alle tiders holdkammerat, og hendes fem håndskrevne julekort, som dumpede igennem min brevsprække, fortæller om et varmt menneske, der gerne ville gøre en forskel; men de politiske spilleregler tillod det ikke. Helle Thorning-Schmidts indstilling og professionalisme fornægter sig ikke; men det gør min politiske overbevisning heller ikke. Da beslutningen om mit politiske exit blev en kendsgerning, forsøgte fire folketingsmedlemmer fra tre forskellige politiske partier sig med en charmeoffensiv for at erhverve mig som støtte. Jeg blev enormt fascineret, men beslutningen var definitiv; så nu deltager jeg udelukkende i tværpolitisk humanitært eller kulturelt arbejde, hvor jeg ikke skelner mellem partifarver.

Godt nok er dette memorandum spækket med feminister, men Poul Nyrup Rasmussen har en speciel plads i mit hjerte. Som landsfader var han en personlighed med visioner, men diverse spinddoktorer stjal en væsentlig del af hans identitet, så man først fornemmede hans engagement og blussende hjerteblod, når han optrådte i mindre kommercielle sammenhænge. Da han sluttede sin politiske karriere ved valget til Europa-Parlamentet i 2009, sikrede han sig et fantastisk eftermæle ved at påtage sig posten som formand for PSYKISK SÅRBAR. Som bannerfører fik han sat de sindslidendes manglende behandlingsformer på den politiske dagsorden. En uvurderlig indsats uden politiske knaster, som alle, der beskæftiger sig med dette tragiske fænomen, kun kan have den dybeste respekt for. Jeg blev så fashioneret af konceptet og det tværfaglige samarbejde, så jeg straks meldte mig under fanerne. Foruden diverse støttebidrag og arbejde i workshops turnerede jeg ofte landet rundt som levende reklamesøjle for at støtte kampen for en bedre psykiatri.

Mange folketingsmedlemmer optræder som politiske ambassadører, men Özlem Cekic har en særlig status blandt de udvalgte. Hun har været på plakaten ved samtlige konferencer og udtrykker sig på en hjerteskærende facon, så ingen betvivler hendes sande identitet. Jeg kan næppe skjule min forkærlighed for den muslimske rorgænger, der som 6-årig startede i modtagerklassen på Matthæusgade Skole. På det tidspunkt var jeg pædagog på et nærliggende fritidshjem og hentede jævnligt flere af hendes

18 klassekammerater efter skoletid, så børnene undgik konfrontationen med Vesterbros vilde fugle. I bogen FRA FØTEX TIL FOLKETINGET er der et klassebillede fra modtagerklassen, som jeg naturligvis har studeret med et falkeblik. Når jeg har oplevet de vilkår, som den fremstræbende folkesocialist voksede op under, kan jeg godt garantere, at hendes vilje og energi er autentisk. Her handler det ikke om at profilere sig og score nogle billige point.

For ikke at sætte Özlem Cekic op på en piedestal i relation til politikere fra andre partier, vil jeg omtale et par medløbere, som absolut også fortjener anerkendelse for det sociale engagement. Fra palettens blålige nuancer, var den tidligere konservative socialminister Benedikte Kier periferisk med, men det blev Venstres psykiatriordfører Sophie Løhde, som med en nobel optræden stjal opmærksomheden. Politisk virkede det paradoksalt, at den unge og lovende venstreløvinde var så fremherskende, men hendes talent er uomtvisteligt og den menneskelige adfærd helt unik, så det virker yderst troværdigt. Det er altid interessant at diskutere politik med Sophie Løhde, for trods sine markante udmeldinger om Venstres politik, så lytter hun til sine politiske modspillere og respekterer, at de har en anderledes holdning.

Det var en stor fornøjelse at blive fotograferet med dette menneske, som altid har givet mig en førsteklasses behandling. Den fremragende fotograf er for øvrigt vores tidligere så afholdte kulturborgmester Martin Geertsen, som jeg har haft venskab med i adskillige år.

Da jeg konfronterede de to partifæller med billedet under Kulturnatten, ville Sophie Løhde gerne have et eksemplar. Det klarede jeg i en håndevending, da jeg dagen efter afleverede to store billeder til en folketingsbetjent. Ugen efter kvitterede hun for modtagelsen via en rørende mail. Hun havde pyntet sit skrivebord med et af billederne. Dette intermezzo bekræftede min formodning om, at jeg færdes med en politiker af en exceptionel karakter.

Jeg var stolt som en pave over den særbehandling, for et forsigtigt blik i krystalkuglen fortæller mig, at Sophie Løhde efter næste folketingsvalg bliver den kommende Venstre ledet regerings stærkeste trumf, fordi hun troværdigt kan sælge partiets budskaber uden at komme i nævneværdig konflikt med oppositionen. Inderst inde brænder hendes hjerte jo også for at hjælpe de sindslidende og psykisk sårbare, men partierne skal jo finde en politisk formel, som kan realisere virkeligheden. Her har hverken højrefløjen eller venstrefløjen patent på den rette støbning. Der går næppe mange år før de nordsjællandske vælgere konstaterer, at Sophie Løhdes personlige stemmetal vil drøne forbi Lars Løkke Rasmussens ditto på barometret.

Det bliver ikke mindre interessant med det næste vidunder, som krydser min vej i det psykiatriske samarbejde. Bekendtskabet startede under valgkampen i 2007, hvor jeg slentrede på det plakatfulde Nørrebrogade. Det vrimlede med klæbende politikere, som i hastigt tempo uddelte brochurer. Størst opstandelse var der på Nørrebros Runddel, hvor mediernes darling fra Vollsmose Asmaa Abdol-Hamid fik de forbipasserendes opmærksomhed. Hendes aparte udskejelser ville jeg ikke bruge tiden på, så jeg fortsatte langs Assistens Kirkegård, hvor en forfrossen og lidt forvokset skolepige langede sin pjece frem. Det var Enhedslistens anden seriøse kandidat Johanne Schmidt-Nielsen. Jeg havde aldrig hørt om hende, men det var godt nok en charmetrold, der snakkede som Niagara vandfaldet. Der var en helt anderledes substans i hendes bastante udmeldinger end der var hos alle andre politikere. Det fattige Danmarks talerør var kun lige begyndt at vokse sig stor og stærk; men havde hun evner og autoritet til at føre visionerne til handling? Nysgerrigheden lokkede mig til flere af hendes vælgermøder, hvor den ægte troværdighed viste sig i fuldt omfang.

Allerede i 2009 sendte jeg som delegeret hos Helle Thorning-Schmidt de første bulletiner til partifællerne. Det kan godt være, at vores socialdemokratiske kandidat bliver statsminister, men ikonet fra Enhedslisten må få advarselslamperne til at blinke, for hun vil gennembanke alle københavnske politikere, når de personlige

20 stemmer bliver talt op. Mange trak på smilebåndet over mine hoverende udtalelser, mens andre foreslog en akut indlæggelse på et sindssygehospital. Under alle omstændigheder fremstod Johanne Schmidt-Nielsen som et troværdigt menneske, der kæmpede inderligt for at realisere Enhedslistens målsætninger. Det røde alternativ var FAIR LØSNING, men valgflæsket var så sejt, at ingen andre partier ville konsumere det.

Da billedet til bogen skulle offentliggøres, var Johanne Schmidt-Nielsen den af alle mine slyngveninder, som de fleste mennesker kendte. Selv de mest blodlugtende skarprettere må erkende, at betegnelsen folkeeje klistrer sig til den gigantiske stemmesluger. Som menneske oplever jeg Enhedslistens ukronede dronning som en kæk og omgængelig pioner, der ikke lader sig distrahere af hysteriet. Jeg er ofte sammen med hende ved forskellige events; men hun har ikke fået storhedsvanvid af den enorme popularitet, for det er stadig som ved vort første stævnemøde under valgkampen i 2007. Når Johanne Schmidt-Nielsen efter Enhedslistens rotationsprincip snart forlader Folketinget, vil det være som at deltage i sin bedste venindes begravelse.

Bibelselskabets Forlag havde længe spekuleret i at udgive en bog, hvor konceptet var to generationer af kristne mennesker, der blev interviewet om deres religion. Paula Larrain var skræddersyet til at reklamere for kristendommen, så hun blev opfordret til at være skrifttjener. Travlhed som kommunikationsrådgiver og barselsforberedelser gjorde det umuligt for hende at gennemføre opgaven. Projektet blev overdraget til Lotte Thor Høgsberg, der har en helt anden måde at være interviewer på. Hun træder fuldstændig i baggrunden og serverer et propert stykke håndværk uden sensationer. Syv forskellige familier får fri taletid i DIG, MIG OG GUD.

Den stolte forfatter var ikke sådan at forhandle med, da jeg trak muldvarpen op fra baglommen og betalte en klækkelig sum for den harmoniske bog. Hvis jeg fik 15% i rabat, kunne Lotte Thor Høgsberg med største fornøjelse fjerne afsnittet om Søren Krarup, for hans menneskesyn kan jeg ikke døje. Så var der mere substans i de to folkesocialister Margrete Auken og Ida Auken, der var til offentligt skue ved årets bogmesse. Under overskriften VI HAR VORES TRO TIL FÆLLES, fortæller mor og datter om en bestemt dansker, som har præger hele deres opvækst. Vi andre kender mest Nikolaj Frederik Severin Grundtvig for sine digtsamlinger; men han er åbenbart en helgen, som blev varedeklarationen for hele familiedynastiet.

Jens Auken var den første, som jeg stiftede bekendtskab med fra den navnkundige familie. Han var en stationær skikkelse på det danske landshold i basketball, så han fik udleveret sportsmaterialer fra Adidas. Her repræsenterede jeg ofte det trestribede firma; så vi mødtes udelukkende under kurven. Endnu en prominent repræsentant fra familieklanen var en habil sportsudøver, for Ida Auken spillede seværdigt håndbold på divisionsholdet i arbejderklubben Ajax på Vesterbro. Der kom ingen opringninger fra landstræneren, så den talentfulde boldvirtuos valgte at kvitte den harpiksfikserede sportsgren. Hun kunne ikke forene sin fritidsaktivitet med uddannelsen som cand. theol. og en politisk karriere. Den stilrene folkesocialist uden politiske skavanker var spået en kometagtig karriere, så Folketinget blev den foretrukne destination. Som opstillet i den sikre kreds på Nørrebro tegnede alt lyserødt; men her stjal Enhedslisten hele opmærksomheden, da åbenbaringen Johanne Schmidt-Nielsen ved valget i 2011 scorede seks gange så mange stemmer som den håbefulde folkesocialist. Trods de forsmædelige øretæver var Ida Auken en af folkesocialisternes markante stemmeslugere, så hun blev fortjent belønnet med titlen som miljøminister. Det var en tung arv at løfte, for hendes karismatiske morbror Svend Auken havde gjort netop miljøministeriet til et verdensomspændende imperium i sin alt for korte periode. Da den standhaftige cand. theol. måtte krybe til korset og forlade sin ressort; smed hun en gigantisk bombe. Hun forvandlede sig som en kamæleon og blev implementeret i den radikale folketingsgruppe. Hvorfor hun skiftede fra socialisme til humanisme havde de politiske journalister svært ved at forstå; men Lotte Thor Høgsbergs interview giver et kvalificeret svar. Måske er Ida Auken blot en ulv i fåreklæder, der

22 stædigt påstår, at hjertet sidder til venstre for midten, men den forgudede Nikolaj Frederik Severin Grundtvig trænger mere ind under huden end Karl Marx.

Jeg vil afslutte den mangfoldige føljeton i Teknik- og Miljøudvalget, hvor borgmester Bo Asmus Kjeldgaard med et spinkelt flertal fik gennemtrumfet en omstrukturering, så forvaltningen havde muligheder for at gennemføre transaktioner. De ansvarlige embedsmænd kom til den konklusion, at fodboldbanerne i engdragene skulle renoveres, hvilket ville medføre massive besparelser på de pædagogisk bemandede legepladser, som skulle reduceres med syv årsværk for bestandig. Da fire navngivne legepladser blev sortlistet, gav det et ramaskrig i lokalbefolkningen. Opstandelsen kom fuldstændig bag på politikere og embedsmænd. Da flere lokalaviser sprudlede med læserbreve fra utilfredse borgere, stod flere politikere fra Teknik- og Miljøudvalget klinet til håndvasken og brugte flere kilogram sæbe for at vaske deres beskidte fingre. Bagefter tørrede de snavset af på den netop udnævnte borgmester Ayfer Baykal, der under dramatiske omstændigheder havde afløst Bo Asmus Kjeldgaard. Det var fuldstændig horribelt, for Ayfer Baykal havde ikke været med til at udstyre forvaltningen med de redskaber, som reelt gav de klækkelige besparelser.

Den traditionelle julefest i Teknik- og Miljøforvaltningen blev en blandet landhandel. Flere valgte at boykotte og mørke skygger med afskedigelser af flere unavngivne medarbejdere svævede rundt blandt festdeltagerne. På det tidspunkt var jeg politisk aktiv, så Lars Weiss havde fortalt mig, at et enigt Teknik- og Miljøudvalg ville forkaste forvaltningens forslag tre dage efter julefesten. Endelig kunne de himmelråbende lokalpolitikere proklamere, at de havde udført en mission til glæde for de københavnske børnefamilier og frelst den ansvarlige borgmester for en dulmende kattepine.

I januar 2012 bliver Danmark europamestre i herrehåndbold, så de stolte spillere skal til modtagelse mandag eftermiddag på Rådhuset. Det var ikke med i mine beregninger, for overborgmester Frank Jensen skulle med en socialdemokratisk delegation frekventere Bondegården og spise aftensmad kl. 17.30. Jeg sad nervøst foran skærmen og fulgte den euforiske modtagelse; men overborgmesteren kunne nu godt sende de medaljesvingende ekvilibrister hurtigt hjem og accelerere til Bondegården. Det blev en nervepirrende affære, men på det aftalte tidspunkt dukkede 15 prominente politikere op til aftensmad og sightseeing. Her lagde Lise Thorsen kortene på bordet og fortalte, at Ayfer Baykal var helt uskyldig og ikke havde haft indflydelse på den verserende legepladskonflikt, som den kulørte presse havde givet udtryk for.

Man bevæger sig i en gråzone, når en kommunal medarbejder fra det laveste hierarki kommer i direkte kontakt med en borgmester under en arbejdsrelateret situation, men en udnævnelse som domsmand og undervisning i positiv psykologi hos Sarah Zobel overbeviste mig om, at et uskyldigt menneske, som er mistænkt for en handling, har krav på frifindelse. Dagen efter Lise Thorsens bekendelse kontaktede jeg borgmesterkontoret og fortalte om gårsdagens intermezzo. Det var lidt paradoksalt, at jeg skulle give undskyldningen på legepladspersonalets vegne, for jeg var nok den eneste, der aldrig havde været mistroisk overfor Ayfer Baykal. Sekretæren kendte godt den rette sammenhæng, men forvaltningsetik er et sårbart område, så ingen andre havde mod og lyst til at lade retfærdigheden sejre. Fra borgmesterkontoret blev jeg opfordret til at sende en mail direkte til Ayfer Baykal, hvor jeg tilbød at dementere de uhyre påstande i lokalaviser og fagblade. Borgmesteren blev begejstret for henvendelsen, så et stævnemøde på Bondegården blev aftalt. Her fremmødte Amager Bladet med journalist og fotograf, som blev placeret strategisk i hestevognen. Vi kommer jo ingen steder uden en kusk, men det var en ubekymret Ayfer Baykal, som fra det polstrede sæde debuterede med tømmen klistret til hænderne.

De opsigtsvækkende afsløringer skabte et venskab, som med tiden er blevet stærkere og stærkere. Ved folkemødet på Bornholm kom jeg slentrende langs den idylliske strandbred, da jeg pludselig stødte ind i min fastfoodgnaskende borgmester.

Ayfer Baykal er suverænt den bedste politiker, jeg efter 33 års ansættelse i Københavns kommune har beskæftiget mig med. Hun er fantastisk til at anerkende, respektere og bakke op om den enkelte medarbejder. Den form for mandskabspleje og empati er så motiverende, at man kun kan elske den sympatiske folkesocialist.

Det er et hypotetisk ønske, at borgmesteren fortsætter i embedet, men jeg gav da håndslag på at hjælpe i valgkampen. Som modydelse lovede Ayfer Baykal lidt useriøst at trække mig ud som vinder af Rosenkåringen, så hele forvaltningen kan få øje på den latente havemand. Samtalen med borgmesteren blev ganske kortfattet, for jeg skulle til fotografering med folkemødets mest eftertragtede personlighed Johanne Schmidt-Nielsen. Et fruentimmer fra Enhedslisten meldte sig bag kameraet, men det var den efterfølgende samtale, som bekræftede min anskuelse. Det viste sig, at fotografen var valgt til Frederiksberg kommunalbestyrelse, hvor Ayfer Baykal var ansat i administrationen lige inden udnævnelsen som borgmester. Her fik jeg en fyldestgørende beretning om, at det sejlede rundt i den pågældende ressort, men det ændrede den nyansatte og fremsynede Ayfer Baykal i en håndevending, fordi hendes mandskabspleje og progressivitet udløste tilfredse medarbejdede.

Politikerne på Frederiksberg håber så inderligt at få deres fortabte datter tilbage, for det rutsjede ned ad bakken, da hun forsvandt fra den mondæne kommune.

Man skal ikke altid tro på, hvad politikere lover, for borgmesteren nævnte ikke mit navn, da hun offentliggjorde vinderne af Rosenkåringen. Jeg stod slukøret sammen med parkchefen og flere af Valbyparkens dygtige gartnere, da Ayfer Baykal kom ned for at tage afsked. Borgmesteren hilste på os alle, men jeg svingede min forstuvede højre hånd til side, fordi den var forbundet med en skinne. Ayfer Baykal insisterede åbenbart på at sige ordentligt farvel eller undskylde, at jeg ikke blev udtrukket som vinder, for hun tog mig om livet og gav en hjertelig krammer. Det var en yderligere bekræftelse på anerkendelse og 100 gange mere værd end den Ingrid Bergman plante, som kan købes i et havecenter.

PÅ DE SKRÅ BRÆDDER

Interessen for litteratur har jeg fra min mor, som var vokset op i et beskedent boligkvarter i Nakskov. I det fattige arbejderhjem var hun som den yngste af en søskendeflok på seks stærkt præget af historiske begivenheder, hvor besættelsen af Danmark 1940-1945 blev et samlerobjekt, der fyldte meget i hendes bogsamling. Foruden at være en gigantisk læsehest var hun kulturelt engageret, hvor film og teater havde hendes helt store interesse. Da min fars kulturelle ressort begrænsede sig til sport i alle afskygninger, kunne min mor ikke blive ledsaget til de attraktive forestillinger på de skrå brædder eller på filmlærredet.

Da jeg annoncerede min indtræden som kulturpolitiker ved årtusindskiftet fik min mors livsværdi en renæssance. Hun var svækket af et hårdt arbejdsliv og en ikke alt for hensigtsmæssig livsførelse. Som en uhelbredelig patient med udsigt til kemoterapi fandt hun sine rollemodeller i kendisser som Lotte Tarp, Lykke Nielsen og Jane Aamund, der havde samme triste prognoser som min skrantende mor. For at leve op til forventningerne blev min første tid som teatertosset præget af forestillinger og foredrag, som i høj grad var på min mors foranledning. Det var en helt uvirkelig fornemmelse at opleve kendte skuespillere live, hvor det menneskelige aspekt ikke bare var drømmescenarier, men en åbenbaring, hvor samværet med eliten har givet os så mange usædvanlige minder.

Film skal som bekendt ses i biografen, hvor vi i 1960-1970 så de fleste danske filmudgivelser. Så fulgte en ny struktur, hvor biograferne i nærmiljøet blev forvandlet til supermarkeder, mens de store biografer i den indre by blev forvandlet til mindre enheder. Vi har ikke frekventeret billetlugen siden 1972, fordi kvaliteten på danske film simpelthen var for ringe. Den bombastiske boykot var lidt af en sammensværgelse. Producenternes trang til at udnytte pornoens frigivelse ved at sende perverse erotiske lystspil med sengekanten som en vulgær kulisse op på lærredet, var en grov negligering af seriøse biografgængere, så de lusede amatører fra Olsen Banden stjal min sidste biografbillet. Da dansk film senere vendte retur med eksplosiv styrke, følte jeg det som en maratonløber, der ikke havde trænet i 20 år og ikke var motiveret til at genoptage karrieren. Derfor var lysten til at ledsage min mor til biografen ikke eksisterende.

Som mangeårig repræsentant i Solvang biblioteks brugerråd lå samarbejdet med kulturforeningen Liv i Sundby lige til højrebenet. Det varierede katalog var spækket med alsidige arrangementer. En klassisk forfatteraften med den graciøse skuespiller Lotte Tarp blev et gigantisk tilløbsstykke, hvor prædikatet særklasse var naglet fast med syvtommerssøm. Den autentiske biografi om tyskertøsen, der blev født lige efter anden verdenskrig, er en tårepersende klassiker, der uden konkurrence er den mest interessante bog, som jeg nogensinde har læst. DET SKULLE NØDIG HEDDE SIG

26 får hele følelsesregistret i omdrejninger, for Lotte Tarp fortæller hudløst ærligt om at blive moppet igennem hele livet, fordi en af forældrene havde relation til besættelsesmagten.

Da den afkræftede skuespiller var midtpunktet i Urbanplanen og berettede om sin opvækst og det florerende tyskerhad, forførte hun emotionelt publikum til en helt anden planet. Min mor var i en ambivalent situation, da hun havde en tåre i øjenkrogen men samtidig var ellevild af begejstring over at være i nærheden af denne spektakulære personlighed. Hendes indre organer fik en ordentlig tur i centrifugen. Efter fem kvarters foredrag, som sluttede med flere minutters bragende klapsalver, kunne den charmerende skuespiller invitere til spørgetime; hvor min mor konstant kom i vælten. Det blev et af Lotte Tarps sidste foredrag, da hun måneder efter måtte kapitulere for en livstruende sygdom. Desværre fik jeg aldrig signeret DET SKULLE NØDIG HEDDE SIG; hvilket har ærgret mig lige siden. Det var min eneste oplevelse med den fantastiske forfatter.

Der skulle bruges et gigantisk tilløb på næsten tre år, før jeg som kulturpolitiker fandt vejen til et københavnsk teater. Jeg er en kræsen mandschauvinist, som foretrækker beskedne kulisser og få medvirkende; så man nærmest kan bore sig ind i skuespillerne. Der skulle noget ekstraordinært til at friste min appetit, men Rialto Teatrets opførelse af LIVET BLIVER IKKE GENUDSENDT var en fristende anledning. Det handlede om provokatøren og den fantastiske digter Jørgen Nash, der i folkemunde nok var mest kendt som kunstneren, der med nedstrygerklinger fjernede hovedet fra landets mest kendte nationalsymbol.

Forestillingens eneste vokale røst kom fra havfruemorderens yngste datter, som var multikunstneren Cecilia Zwick Nash. Allerede efter få minutters optræden vidste publikum, at dette rablende skøre fruentimmer fra det bizarre svenske kunstnerkollektiv Drakabygget i Hallansåsen bragede igennem. Med pupillerne på stilke og lyttebøfferne i anden sals højde bragte hun via faderens lyrik og Poul Halbergs iørefaldende musik publikum i en euforisk tilstand. ”Djævelens værk”, som en skolelærer i fuld offentlighed betegnede sin besværlige elev, var en komiker, som mestrede alle finesser indenfor faget; men pludselig slog hun en verbal saltomortale og annoncerede den største teaterfrekvens, jeg nogensinde har oplevet.

Jørgen Nash blev af sin gode ven Victor Andreasen spærret inde i Tove Ditlevsens arbejdsværelse for at skrive et digt til sin verdensberømte bror og billedkunstner Asger Jorn, som var uhelbredeligt syg og kun havde få dage at leve i. Cecilie Zwick Nash fremførte ”Broderskab til Asger Jorn – Billedmagerens konge er død” med en følelsesladet suverænitet, så gåsehuden boblede frem, mens publikum befandt sig i en helt anden verden. Da jeg forlod Rialto Teatret, var den alsidige skuespiller drønet

27 direkte til tops på hitlisten. Jeg har jo altid sværmet for originale kunstnere, der via talentet kunne skabe sig et image, der var helt anderledes en majoriteten.

I forbindelse med bogmessen havde Den sorte Diamant et arrangement, hvor en anerkendt islandsk forfatter var i krydsild. Det var lidt svært at forstå; så Cecilia Zwick Nash var engageret til at læse op af det litterære værk. Jeg var bedøvende ligeglad med den nordatlantiske forfatter og hendes til tider forståelige argumenter, for jeg havde helt andre intentioner. Da publikum taktfast klappede for sidste gang, trippede jeg som en badutspringer frem mod den stilfulde oplæser og fik en konstruktiv diskussion om hendes virke. Næsten alle engagementer med Cecilia Zwick Nash var i Malmø, men ”Tørklædemonologer” var under opsejling, så en landsturne ventede forude. Så var det bare med at være klar i startblokken. ”Tørklædemonologer” havde jeg set to gange tidligere med henholdsvis Ann Eleonora Jørgensen og Maibritt Saerens til at udfylde de humoristiske roller. Mens de to ovennævnte karakterskuespillere nærmest plagierede hinanden, optrådte Cecilia Zwick Nash med en komisk attitude, så publikum var flade af grin. Selv når stemmebåndet stod på standby, var hendes kropsprog og grimasser helt ude af propositioner. Det havde jeg ikke oplevet fra en kvindelig skuespiller, siden Kirsten Walther som den naive Yvonne fra Olsen Banden havde sine velmagtsdage.

De seneste sæsoner har Cecilia Zwick Nash turneret med HAVFRUEMORDERENS DATTER. Det er en slags debatteater, hvor publikum efter den 70 minutters lange forestilling kan spørge om alt. Jeg så første gang den spændende opsætning på Frederiksberg, hvor en interessant tilskuer blandede sig i debatten om, hvor havfruens afhuggede hoved egentlig befinder sig. Det var Ekstra Bladets skarpeste pennestrøg Bent Falbert, der mente at have konkret viden. En af havfruemorderens bedste venner var som bekendt Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Victor Andreasen; og lige netop den kulørte boulevardpresse fra Rådhuspladsen dækkede mordet på den verdensberømte statue meget specielt. Bent Falbert konstaterede, at det famøse hoved befinder sig i en trækasse og er arkiveret under et bibliotek. Ekstra Bladet havde dog ikke hyret Jørgen Nash til at udføre mordet. Jeg var den anden person, som kom i rampelyset under debatten. Som den mest entusiastiske fan fik jeg proklameret, at Rialto Teatrets opførelse af LIVET BLIVER IKKE GENUDSENDT suverænt var den bedste teaterforestilling, som jeg nogensinde havde oplevet. Efter tæppefald eksploderede salget af LIVET BLIVER IKKE GENUDSENDT, som kunne købes i signeret udgave. Den stolte Cecilia Zwick Nash kvitterede med en varm omfavnelse som tak for, at jeg havde rost den tidligere forestilling.

HAVFRUEMORDERENS DATTER havde jeg senere oplevet i kulturelle sammenhænge i Valby, Glostrup og Herlev. Nu var Cecilia Zwick Nash ikke bare en delikat skuespiller, som jeg havde mødt nogle gange. Det blev til et helt unikt venskab, så min store ambition var selv at præsentere HAVFRUEMORDERENS DATTER på hjemmebane. Jeg rettede henvendelse til kulturforeningen Liv i Sundby, hvor bestyrelsesmedlem Helmer Støvelbæk var nem at overtale. Det blev til en velbesøgt forestilling på Daghøjskolen i Urbanplanen, hvor Cecilia Zwick Nash til forsamlingens store overraskelse pointerede, at forbindelsen med den stedkendte hippolog var den direkte årsag til arrangementet. Salget af souvenirs blev helt anderledes end normalt, for min kreative veninde havde uden at slippe kuglepennen tegnet min karikatur i en flot dekoreret billedbog, hvor der heller ikke blev sparet på kærlige gloser ved signeringen. Til slut gav jeg den karismatiske komiker assistance med at pakke scenegrejet, så mørket faldt på inden vi kunne tage afsked.

Efter det hæsblæsende arrangement på Daghøjskolen skulle man tro, at aktiviteterne og venskabet med havfruemorderens datter blev sat på standby; men lige pludselig tikkede en uventet mail ind på computeren. Cecilia Zwick Nash havde kreeret en helt ny forestilling VINGER PÅ HJERNEN, som var støttet af Statens Kunstfond. Der er premiere i efteråret 2014, hvor Poul Halberg igen har sat sit musikalske aftryk på løjerne. Da ansøgningsfristen om tilskud var kortvarig, fik jeg nyheden direkte.

Vores korrespondance udmøntede sig i, at LIV I SUNDBY som nogle af de allerførste kunne tegne kontrakt og præsentere VINGER PÅ HJERNEN. Jeg vil garanteret være den evigt heppende tilskuer ved adskillige forestillinger i hovedstaden. Det var ingen tilfældighed, at ”djævelens værk” fra Drakabygget fandt en kasketklædt stråmand i den kulturelle undergrund. Når vi begge smider brænde på bålet, vil flammerne altid eksistere.

Det ville være omsonst at nævne en perlerække af skuespillere uden at dvæle ved Bondegårdens gamle traver Anette Støvelbæk. Det var aldrig kedeligt at have den hestetossede teenager som daglig bruger, men hun var ikke helt fri for skarnstreger. Det har givetvis inspireret hende til en karriere, hvor drama og komik blev afgørende elementer. Nu har hendes forældre boet omkring Urbanplanen i flere generationer, hvor Helmer Støvelbæk i hele perioden har været det kulturelle lokomotiv. Derfor bookede LIV I SUNDBY 120 pladser, da ONDT BLOD skulle opføres en lørdag eftermiddag på Edison. Her havde Anette Støvelbæk den ultimative hovedrolle som den rådvilde underviser fru Thomsen, der på en antipædagogisk facon forsøgte at dygtiggøre syv kropumulige elever på en videregående uddannelse. For at gøre det intime gidseldrama autentisk, havde instruktøren sat flere medvirkende med anden etnisk baggrund end dansk på plakaten, så de kulturelle floskler rigtigt kunne sættes i relief.

På grund af de tætte familierelationer, havde Helmer Støvelbæk arrangeret det som et debatteater, hvor samtlige otte medvirkende efter tæppefald stillede sig til rådighed for det spørgelystne publikum. Da halvdelen af de delegerede fra LIV I SUNDBY var fra folkeskolens afgangsklasse eller tilhørte gruppen af utilpassede unge, var de fleste spørgsmål rettet til fru Thomsens etniske elever. Her kunne flere identificere sig med rollemodellerne, for den danske model med uddannelse og arbejde er ikke indrettet efter mange unges behov. Fru Thomsens kontante indlæringsprincipper står ikke i Undervisningsministeriets bekendtgørelse, men Anette Støvelbæk stiller sig sikkert til rådighed, når farmand ved en senere lejlighed inviterer Urbanplanens samlede flok på en teateroplevelse.

Jeg har flere gange set Bondegårdens tidligere hestepige på de københavnske scener. De fleste gange optræder hun som et forvirret fruentimmer, der lige er ankommet med firtoget. Måske har mange instruktører ladet sig inspirere af hendes glansrolle i Lone Scherfigs dogmefilm ITALIENSK FOR BEGYNDERE, som blev det folkelige gennembrud. Således var det også i den mest vulgære komedie, som Rialto Teatret nogensinde har stået model til. Det kræver en vis tolerance at overvære et elendigt teaterstykke to sæsoner i træk, men PORNOTOPIA fik alligevel publikum til at koge af begejstring. Det var primært, fordi Julie Zangenberg i stive to timer optrådte uden nævneværdige tekstiler på kroppen. Den første sæson havde Ditte Hansen rollen som den komiske journalist,

30 der lod sig forføre af den unge charlatan, mens ”klatretøsen” var sendt på forretningsrejse i Ungarn.

Da PORNOTOPIA skulle opføres den efterfølgende sæson, var Ditte Hansen sendt på Nørrebro Teater, hvor hun tryllebandt publikum i det ægteskabelige drama KAN TROLDEN TÆMMES. Det paradoksale var, at hun havde stjålet en af landets bedste maskuline skuespillere Lars Mikkelsen som sin Don Juan. Nu er Mads Mikkelsens navnkundige storebror tilfældigvis gift med Anette Støvelbæk, som afløste Ditte Hansen på Rialto Teatret. Det blev PORNOTOPIA meget bedre af, for det var den skruppelløse journalist, der fuldstændig stjal det kunstneriske indtryk. Men hvordan kunne Lars Mikkelsen sende sin kone ud på så plat en ekspedition, mens han hyggede sig med Ditte Hansen?

I Urbanplanen har vi flere gange haft besøg af den fortabte datter, der gerne fortæller om sin barndom og livet på de skrå brædder. Hun har også optrådt vokalt i duet med sin guitarspillende farmand. Næste gang Anette Støvelbæk frekventerer det sociale boligkompleks, bliver hun ledsaget af sin kollega Lars Ranthe. Han er de seneste år kommet i vælten for sin medvirken i flere tv-serier, men kun de færreste kender ham som tidligere beboer i Urbanplanen.

Jeg har aldrig overværet en sommerrevy og havde heller ikke til hensigt at gøre det, men et fast håndslag samt en tro og love erklæring førte mig på sporet af den næste skuespiller. Forlaget People’s Press havde en beskeden stand på årets bogmesse, men søndag formiddag kl. 10.30 stod en glamourøs debutant på scenen som dagens første forfatter. Når nu mit fotografiapparat alligevel var glødende, kunne jeg ikke stå for fristelsen og investerede en overkommelig sum i CHRISTIANES BEAUTIBOG. For en mandsling var teksten det rene volapyk, men billederne kunne ingen andre værker på hele bogmessen konkurrere med.

Nu interesserer jeg mig for Christiane Schaumburg Müllers kunstneriske talent, men jeg kender hende mest fra flimmerkassens mere spøjse udsendelser. Her optræder hun i useriøse sammenhænge, hvor det eneste formål er at kapre seere fra andre stationer. Selve indholdet i hendes beautyboks, den kulørte boulevardpresses snerren i hendes privatliv og hendes kommercielle svinkeærinder rager mig en høstblomst. Jeg vil helst opleve den vidunderlige skuespiller i en karakterrolle på den københavnske scene. Jeg tvivler ikke på, at den vordende revystjerne hitter i Tivoli, fordi hendes talent og udstråling er indiskutabelt. Christiane Schaumburg Müller er et gedigent salgsobjekt, men den efterspurgte medietækker sætter sig i en ambivalent situation, fordi hun som optrædende i reklamebranchen og filmindustrien honoreres med nogle fyrstelønninger. En skuespillers kunstneriske færdigheder udvikles bedst på scenen, men anstrengelserne betales ofte med pebernødder og det er ikke altid rentabelt.

I starten af interviewet var der masser af tomme stolesæder, men efterhånden som Christiane Schaumburg Müller fik snakket sig varm, blev der voldsom trængsel i geledderne. Til sidst var der så mange mennesker, at publikum måtte lytte bag scenen uden at få øjenkontakt med den blankpolerede facade. Det var nu ikke så ringe endda; for her forberedte Anne Linnet sig på at overtage den varme stol kl. 11.00.

Debatteater er en fascinerende form for underholdning. Under beskedne kulisser så vi SKYGGEN FRA 1944 med en veloplagt Preben Harris i centrum. Som den unge forræder, der udfører tjeneste for den danske afdeling af Gestapo, har han i 60 år haft en tung byrde hængende over sig. Han var impliceret i en episode, hvor et dræbende skud på en civil dansker i slutningen af anden verdenskrig nu er ved at indhente hans fortid. En årvågen journalist optrævler konfrontationen og forbereder den senile olding på, at han kan vente en arrestation. Preben Harris blev blandt en trio spottet som gerningsmanden, der helt kynisk havde likvideret et uskyldigt menneske. Efter 90 minutters psykisk drama ringer politiet på dørklokken og anholder den tiltalte. Hvem kan nu bevise, at den dødbringende fuldtræffer kom fra netop hans skyder? Det autentiske drama sluttede brat, da Preben Harris uden nogen form for varsel lukkede det sprængfyldte teaterstykke.

Det forbløffede publikum fik besked på at udvandre til foyeren, hvor teatret inviterede på en gratis læskedrik. Fem minutter senere kom den anholdte pensionist og den dybdeborende journalist for at diskutere forestillingen med publikum. Det var virkelig kræs i øregangene for min mor, der havde anden verdenskrig som historisk platform og kunne underholde den yngre forsamling med bizarre hændelser under besættelsen. Da den interessante debat nåede bristepunktet, var de to generationer tvedelte. De ældre sendte den stakkels Preben Harris direkte i kachotten, mens de yngre, som ikke oplevede besættelsen, sammenlignede det med den cigarrygende vaneforbryder Egon Olsen. Det var et seriøst debatteater af højeste karat.

Næste gang en folkekær skuespiller fortalte om sin langstrakte karriere, kulminerede det med min mors kemoterapi, så jeg traskede alene til hovedbiblioteket i Kastrup. Her var en kendt ambassadør fra Folkekirkens Nødhjælp på plakaten. Jeg kom i god tid og stod mutters alene, da eftermiddagens hovedattraktion kunne skimtes forude. Allerede ved første blik begyndte sommerfuglene at flagre rundt i organismen, for Lone Hertz havde jo været et kunstnerisk ideal igennem hele mit livsforløb. Før det annoncerede foredrag startede, blev det til 30 minutter på tomandshånd, hvor den visuelle drømmepige lyttede interesseret til mit sociale arbejde med udsatte mennesker. Selv om jeg er en ærekær afholdsmand, der aldrig har drukket en bajer, følte jeg det som en søvndrukken Jeppe, der vågnede i baronens seng. Det var et samfundsbevidst, intelligent og kærligt menneske, som den lidt stolte kommunalarbejder havde stavnsbundet.

Det blev et hæsblæsende og varieret foredrag, hvor Lone Hertz med det smigrende smilebånd i fuld kontrol viste hele sit repertoire. Den fromme Frøken Nitouche afsluttede hele affæren med at give de alt for få fremmødte et varmt håndtryk og sin attraktive autograf. Samme kærlige behandling fik kulturminister Brian Mikkelsen ikke, for under foredraget svingede Lone Hertz med krabasken og uddelte regulære øretæver. Kendte personligheder får ofte prædikatet ”primadonnanykker” hæftet på sig, men den attraktive skuespiller aflivede suverænt myten.

14 dage senere sendte postbuddet en kuvert igennem brevsprækken, som fik mit gloende hjerte til at galopere. Indholdet var spækket med uerstattelige souvenirs, som hverken Rembrandt eller Picasso kunne udkonkurrere. Lone Hertz havde skænket mig tre henrivende billeder, som alle var signeret med en kærlig hilsen. På væggen i den intime dagligstue hænger de kostbare værdigenstande, som den lykkelige ejer værner om. At opleve Lone Hertz i en snarlig reprise med min mor som ledsager er et fromt ønske, så en annoncering bliver overvåget med en storvildtjægers skarpe blik. Endelig kom invitationen om et foredrag med Lone Hertz, som min mor så brændende ønskede sig. Vi kom som sædvanlig i god tid og placerede os nærmest mikrofonen. Jeg var vist den eneste, som ikke havde rundet efterlønsalderen, men

Lone Hertz genkendte mig ved første øjekast, så vi fik en varm velkomst og en hyggelig sludder. Desværre var temaet ikke af kulturel karakter, men min mor skulle diskutere filmatiseringen af Herman Bangs mesterværk TINE, hvor handlingen udspilledes under krigen i 1864. Her scorede Lone Hertz sin første Bodil for sin præstation i den sønderjyske kampzone. Arrangementet på Øresundsvej var et livsbekræftende oplæg, hvor forebyggelse af et skrantende helbred var på menuen. Det var primært lokalbefolkningen, som fremmødte til sammenkomsten. Den folkekære skuespiller var lige introduceret, da døren forsigtigt blev åbnet til salen. Vi tog ikke særlig notits af Lotte Rømer, men da hun fik følgeskab af Lykke Nielsen, stivnede min mor fuldstændig. Det var jo idealet, som hun havde identificeret sig med og havde haft samme livstruende kræftsymptomer som. At møde Lykke Nielsen var en illusion, min mor mest havde i fantasien. De havde etableret en korrespondance, men selv om foredraget endnu ikke var startet, var min mors tanker allerede henne ved den annoncerede pause, hvor hun med garanti skulle i dialog med Lykke Nielsen. Det blev en vemodig afsked og det rørende intermezzo stod lysende klart på min mors nethinder. Det var også sidste chance for et stævnemøde, da den forgudede skuespiller og børnebogsforfatter visnede bort få måneder senere.

Der var ikke meget underholdning i Lone Hertz foredrag, men der kom mere kolorit over det, da et spørgelystent publikum fik muligheder for at tale i mikrofonen. Paradoksalt var der ingen spørgsmål om helbred og sygdom, men en kavalkade om episoder fra filmlærredet og de skrå brædder kunne flere årtiers største danske filmdiva ikke ignorere. Jeg fik en kærlig omfavnelse af Lone Hertz, der i støbeskeen havde intentioner om at udgive sine erindringer, men endnu ikke har taget sig sammen til at udføre processen. Derfor må jeg nøjes med et signeret eksemplar af ET MANGFOLDIGT LIV, som hun har skrevet i samarbejde med ældresagen.

Den mest hjertevaskende nyhed på årets bogmesse var Cecilie Frøkjærs klassiske LYS I LIVET, hvor hun på en gribende facon interviewer den sygdomsplagede forfatter Jane Aamund. Det var en bestseller, som blev præsenteret to dage i træk. Der var trængsel blandt autografjægerne allerede på førstedagen, så jeg prioriterede at møde de implicerede i anden ombæring. Her var tilstrømningen stærkt minimeret, for Jane Aamund måtte sende afbud på grund af sygdom, så Cecilie Frøkjær sad alene. Det var nu heller ikke det værste at blive ladt i stikken med tidens hotteste tv-vært.

Min mor havde flere af Jane Aamunds bøger på reolen; men det var hendes sygdom, som gjorde forfatteren til en fast bestanddel af min mors hverdag. Derfor blev mit første indkøbte eksemplar af LYS I LIVET dedikeret til min mor. Desværre uden

Jane Aamunds signatur, men Cecilie Frøkjærs opildnende bemærkninger prydede bogens første blanke side. Utallige gange havde min kræftramte mor hevet netop dette eksemplar ned fra bogsamlingen, men ofte var det kun for at se strejfet af den kuglepen, som Cecilie Frøkjær havde anvendt. Ingen tvivl om, at de velmenende sætninger skulle læses op ved min mors kiste.

De sidste fem uger tilbragte min mor i Håndværkerhjemmet, hvor professionelt personale plejede hende i døgndrift. Til sidst var hun så plaget af skavankerne ved kemoterapien, at hun var helt ude af kontrol. På mystisk vis var LYS I LIVET forsvundet fra hendes bogsamling, men jeg fortalte alligevel om Cecilie Frøkjærs signering ved bisættelsen. Ingen af de tilstedeværende var bekendt med det uvurderlige arvestykke, som jeg efterlyste under ceremonien. Jeg måtte snart rekonstruere værket.

Det var en lidt brødebetynget litteratursamler, der ved den efterfølgende bogmesse endnu engang måtte bede Cecilie Frøkjær om at signere LYS I LIVET. Min intuition var intakt, for den populære forfatter havde en menneskelig dimension af særlig høj kaliber. Jeg erindrede en samtale med en af Folketingets mest skarpsindige strateger, der knastørt konstaterede, at Cecilie Frøkjær var den mest talentfulde og dygtigste journalist, som burde beskæftige sig med mere seriøse emner.

Når man har læst LYS I LIVET, giver det måske næring til Pernille Rosenkrantz- Theils harmløse pointe. Det er en uomtvistelig kendsgerning, at Cecilie Frøkjær er prototypen på en interviewer, der behandler sin opponent som en medspiller, hvor der er mulighed for at udtrykke sig på værdig vis uden at blive afbrudt. Forventningerne til at få rekonstrueret signeringen blev en følelsesladet affære. Den barmhjertige journalist lagde hånden om min skulder med den ene hånd og snappede bogen med den anden hånd. En enestående behandling som i Tour de France terminologien kendetegner en opstigning, hvor de sneklædte toppe er ”uden for kategori”.

Da konceptet til min bogudgivelse blev offentliggjort, var et billede med Cecilie Frøkjær og LYS I LIVET en af de absolutte topprioriteter. Hun skulle headhuntes som en af de første. De formelle detaljer blev klarlagt ved en bogmesse, hvor vi aftalte fotografering i TV2 studierne på Københavns Hovedbanegård. Jeg fik hendes mailadresse på et beskedent stykke papir og sendte korrespondance første hverdag efter bogmessen. Den fotogene journalist var lynhurtigt på tasterne, for fire minutter efter var alle formaliteter ordnet. Fotografen havde visse vanskeligheder med at tackle den dunkle belysning, men billederne hænger både i min stue og i mit soveværelse. Den attraktive udflugt til Københavns Hovedbanegård vil aldrig forsvinde fra min hukommelse.

Det var et pikant sidespring at føre Cecilie Frøkjær ind på teaterscenen, så jeg vil fokusere på den ægte vare og berette om pudsige hændelser fra de mange seværdige forestillinger. Nostalgikere kan sikkert huske ABC Teatret på Frederiksberg Alle, som har skiftet navn og stilart adskillige gange. Pludselig var det blevet et eksperimenterende teater, som jeg af uforklarlige årsager havde viklet mig ind i. Konstruktionen i det store firkantede spillested var to scener, som var placeret i hver sin ende af et kvadratisk midterfelt, hvor det tætpakkede publikum stående kunne følge forestillingen. Det var en fuldstændig ustruktureret opsætning og mindede mest om rødstrømpebevægelsen, der bevidst brugte publikum som gidseltagere. For at sælge billetter var Andrea Vagn Jensen plakatens eneste attraktion. I slutningen af den triste forestilling skulle hun være en forførende rocksanger. Efter de første par strofer forlod hun scenen og valsede ned blandt publikum, som en prostitueret gebærder sig i nattelivet. Da den legendariske hovedaktør fra STRISSER PÅ SAMSØ fik de sitrende hårde klange lidt på afstand og et sælsomt instrumentalt mellemspil tonede frem, gik den flyvske rocksanger helt grassat. Andrea Vagn Jensen satte et smørret grin på fjæset, greb fat i forsamlingens eneste kasketprydede fyrtårn og opførte en blanding af krigsdans og bryllupsvals. Det øvrige publikum klappede taktfast, mens jeg lidt akavet tumlede rundt i manegen som en kluntet Chevrolet, der lige er kommet i brunst. Det var svært at løsrive sig fra den smigrende skuespillers blækspruttearme, så det impulsive input fik ubegribeligt aftenens største bifald. Tænk at betale entre for at være trækplaster i en

36 spaghettikomedie. Jeg sætter aldrig mere mine dansesko i det eksperimenterende teater.

Da forestillingerne til næste sæsons teaterstykker blev offentliggjort, skulle Andrea Vagn Jensen optræde i et interessant samspil med Lars Bom, som var hendes kæreste i STRISSER PÅ SAMSØ. På det intime teater ved Nyhavn var jeg tildelt billet ved premieren. Til min store skuffelse blev Andrea Vagn Jensen sygemeldt af stress og sendt på flere måneders rekreation. Hun blev glimrende erstattet af en anden politibetjent, da Anna Pihl i skikkelse af Charlotte Munck overtog rollen.

På grund af en seværdig fodboldkamp i tossekassen kom jeg til premieren i sidste øjeblik. Der var næsten stuvende fuldt hus med enkelte ledige sæder på tredje række. I det fjerne kunne jeg skimte flere kendte skuespillere, men pludselig fik jeg øjenkontakt med Andrea Vagn Jensen, der fnisende sad på fjerde række. Hun kunne godt huske vores fremragende parodi på mazurka; men jeg håber så sandelig ikke, at det var årsagen til hendes stress. Jeg satte mig behændigt lige under min tidligere dansepartner. Før tæppefald blev de sidste pladser på tredje række besat, da en atletisk mand og hans højgravide hustru mavede sig forbi. Forestillingen var et ægteskabeligt drama, hvor skuespillerne flere gange var ved at overskride de etiske grænser. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, for jeg skulle også følge lidt med i, hvad Andrea Vagn Jensen foretog sig oppe på fjerde række. Midt i stykket kulminerede det med nøgne kendsgerninger, som fik de fleste feminister til at dåne. Den kultiverede Lars Bom rejste sig fra en dobbeltseng og trak fra sengekanten langsomt sine underhyler på. Det interesserede åbenbart ikke min mavesvulmende ledsager på højre fløj, for hun vendte blikket i modsatte retning og det fangede jeg helt tilfældigt. Her fik jeg et granatchok, hvor jeg glemte alt om Lars Boms kronjuveler og Andrea Vagn Jensens fnisen i baggrunden.

Pludselig var jeg til fodboldkamp i Københavns Idrætspark, hvor jeg som 11-årig var vidende til et opgør mellem Frem og B.1913. Allerede dengang var jeg en skrækslagen autografjæger og blandt de udsøgte var den elegante og landsholdsaktuelle fynske innerwing Arne Dyrholm. Nu sad hans talentfulde datter, der startede sin lovende karriere med at danse i måneskin og kiggede mig direkte op i ansigtet. Jeg blev totalt rundtosset og husker ikke, om Charlotte Munck fik skovlen under Lars Bom. Til gengæld huskede jeg Trine Dyrholm, som foruden den snarlige familieforøgelse barslede med udgivelsen af den selvbiografiske ungdomsbog PIGEN DER VILLE KEDE SIG IHJEL, der skulle sendes på markedet kort efter fødslen.

Jeg var på lægterne hver eneste gang, jeg havde mulighed for det, når Trine Dyrholm udfoldede sig musikalsk. De mest uforglemmelige oplevelser var støttekoncerten for en verdensberømt tibetansk guru og gæsteoptræden ved Sweethearts traditionelle

37 juleshow. Stemmemæssigt adskilte hun sig ikke fra mængden af brillante sangere, men hendes udstråling kan føre enhver scorekarl i koma. Derfor var forventningerne på højde med en skyskraber, da jeg for første gang skulle opleve Trine Dyrholm i et teaterstykke. Normalt kan et skuespil efter manuskript af Søren Kierkegaard være en langtrukken tørvetriller, men besætningen med Sofie Gråbøl og Anders Berthelsen indikerede, at forudsætningerne for en storslået aften var til stede. Det blev en total deroute, for indholdet var lige så tyndbenet som en fluevægter. Her kunne en brugsuddeler og to kassedamer fra et supermarked snildt erstatte de højt profilerede skuespillere. Et par måneder efter snakkede jeg med Sofie Gråbøl, som heller ikke var begejstret for forestillingen. Det var hendes første optræden efter endt barsel, så det havde været lidt kaotisk.

Det var en sand fornøjelse at møde den ultimative dronning af dansk film på årets bogmesse, hvor Trine Dyrholm gjorde reklame for sin litterære udgivelse. PIGEN DER VILLE KEDE SIG IHJEL er en autentisk beretning, for barnestjernen har de samme bekymringer som andre pubertetstøser. For mor og far, der mener at have fuld kontrol over deres teenagere, er den spændende ungdomsbog nyttig læsning. Der var nu ikke meget gevinst i salget, men for en samler af signeret børne- og ungdomslitteratur var det som syv rigtige på lottokuponen. For en sikkerheds skyld investerede jeg i to eksemplarer, som har den samme signering. Hvis PIGEN DER VILLE KEDE SIG IHJEL forsvinder fra mit univers, så går verden under. Vi havde en ganske kort samtale efter jeg havde erobret den værdifulde underskrift; men jeg satte dagsorden, så faderens meritter på fodboldbanen blev det dominerende emne.

En anden multikunstner, som krydsede min vej på bogmessen, blev også landskendt som teenager, da hun skældte ud på Grand Prix veteranen Tommy Seebach. Nu var Annette Heick kreatøren bag den feministiske bogudgivelse GØR DET NOGET JEG STØVSUGER IMENS, hvor hun sammen med de sammensvorne Katrine Axholm, Mette-Louise Just Kryger og Katarina Scheef udstiller kvinders behov med alskens komiske finurligheder. Jeg har oplevet den blonde entertainer mange gange, men hun mestrer alle facetter og fremkommer med nye koncepter hver eneste gang. Talentet har genetiske relationer, men Annette Heick bliver som sanger sjældent honoreret efter fortjeneste. Familiedynastiet klæber sig til en oldnordisk form for musik, som populistiske radiostationer ikke gider beskæftige sig med. Som nyslået musicalstjerne brillerede den sensuelle blondine med en professionalisme, som fik publikum til at koge over af begejstring.

Især ved humanitært arbejde har jeg stiftet bekendtskab med den hjerteknusende ambassadør, der gerne ofrer hele sjælen for at give udsatte og undertrykte mennesker bedre vilkår. Annette Heick har de samme menneskelige egenskaber og værdier som Cecilie Frøkjær, hvor en kæk bemærkning og en skøn omfavnelse er en naturlig ingrediens. Det omsorgsfulde væsen kan dog forvandle sig til en barsk arbejdsgiver.

Under et RØDE KORS arrangement introducerede Annette Heick en afrikansk dans, hvor den excellente altmuligmand Martin Brygmann også medvirkede. Hvis der havde været retfærdighed til, var jeg efter min klodsede optræden med Andrea Vagn Jensen diskvalificeret på forhånd, men Annette Heick nægtede at adlyde min søforklaring. Jeg måtte igennem fem minutters psykisk dansetortur, hvor jeg bare skulle adlyde hendes instruktion.

Efter at have beskæftiget mig med Trine Dyrholm og Annette Heick, der allerede som teenagere bragede igennem lydmuren med musikalske ørehængere, vil jeg sætte fokus på en levende legende i Danmarks Radio, der stadig kan betegnes som landets ældste teenager. Jørgen de Mylius holdt min generation fastspændt til transistoren med sine populære udsendelser, hvor Top tyve, Efter skoletid og Poprunden var de foretrukne programmer. Mange nostalgikere kan sikkert huske, at det var irriterende, når den sproglige gymnasieelev ustandseligt kværnede sit prosaiske tordenskrald ind over tidens populære slagere. Måske gjorde han det, fordi grammofonindustrien ville sælge flere produkter, for de ivrige lyttere sad med fingeren på spolebåndoptageren, som i dag er en museumsgenstand.

I forbindelse med sit 50 års jubilæum på Danmarks Radio udsendte Jørgen de Mylius sine erindringer TAK FOR AL MUSIKKEN. Både på biblioteker og ved bogmesser har jeg hørt de spøjse anekdoter utallige gange. Det talende vandfald er altid i hopla, for han har en hukommelse som fortidens mastodont, mens hans slidte stemmebånd er gennemboret af en rejsegrammofons pickup. Som i gamle dage sidder jeg klistret til stolesædet og sluger hele molevitten. Jørgen de Mylius var en musikalsk talentspejder, som ved en ihærdig promovering bragte mange af tidens danske kunstnere på banen. Han brugte ikke noget musikalsk filter, så alle ørehængere slap igennem nåleøjet. Efter mange år som pladevender i studierne på Rosenørns Alle tog han et gigantisk tilløb, så faldskærmen foldede sig ud over TV-Byen i Gladsaxe. Her gav han Otto Leisners oldnordiske vittigheder en renæssance, mens han konstruerede kvalitetsprogrammer som Eldorado, Hitparaden og Melodi Grand Prix.

Blandt favoritterne på min bogreol er hans kavalkade om DET DANSKE MELODI GRAND PRIX 1957-2000. Det er et eminent opslagsværk med navne på alle danske sangere, komponister og tekstforfattere. Jeg oplevede det første Melodi Grand Prix på sendefladen i 1964, hvor Vivian og Berit havnede på andenpladsen med DER ER EN FORSKEL. Det blev min første dansksprogede singleplade, som jeg investerede hele 8,75 kroner i. Det blev duoens eneste sællert, for Vivian Johansen skulle herefter på barsel, hvor en senere rejehoppende Grand Prix vinder kom til verden. Jeg har en enkelt gang overværet Dansk Melodi Grand Prix med Jørgen de Mylius som tilrettelægger og konferencier. Det startede utraditionelt i Falkoner Centret 1980, hvor publikum blev orienteret om, at det var en direkte udsendelse. Vi blev opfordret til at klappe taktfast, når den speedsnakkende konferencier trådte op på rampen. Den første solist var for øvrigt Vivian Johansen, som gjorde comeback efter 16 års fravær. Den næste sanger var Tommy Petersen, som blev akkompagneret af et børnekor. Her stjal den debuterende Gry Johansen med sin visuelle optræden og krystalklare røst fuldstændig opmærksomheden. 32 år senere mødte jeg ved Kulturnatten i Folketinget igen Jørgen de Mylius som konferencier og Gry Johansen, som udelukkende optrådte med Grand Prix slagere. Noget må være gået galt for den blonde sanglærke, da hun aldrig fik det fulde udbytte af sin fantastiske stemme og sin eminente udstråling. Vi havde en længere samtale mellem de musikalske godbidder, hvor anekdoten om min første dansksprogede singleplade var på menuen.

Mange nostalgiske minder kommer frem bag horisonten, når man studerer de mange attraktive musikere. Efter to suveræne sidstepladser i 1978 og 1979 tog saxofonisten Karsten Vogel revanche i 1982, da Peter Belli sang hans sentimentale SPEJLDANS til en hæderlig femteplads. Det var ikke for at være lokalpatriot, men min musikalske genbo fra den stille gade i nordvest beviste, at en raffineret slager godt kan rumme mere end tre akkorder.

Samme år optrådte Walt Disneys tegneseriemager Jørgen Klubien med hyldesten til MARIE. Med på kor havde han to sprøde sangerinder fra hedengangne Sweet Intentions, der kun nåede at spille til et bryllup i Kostalden i Brumleby. Det musikalske samarbejde smuldrede, fordi 17-årige Søs Fenger havde intentioner om at blive fotograf. Det mente den 16-årige orkesterleder Nanna Lüders ville være fuldstændig sindssygt, når hendes kompagnon mestrede alle genre. Det var første gang de to harmoniske sangerinder optrådte musikalsk i fjernsynet. Kort efter kunne Jørgen de Mylius præsentere Nanna Lüders i udsendelsen Eldorado, hvor landeplagen Buster gav jackpot i første forsøg. Da Søs Fenger ikke havde sin makkers flair for at skrive iørefaldende melodier, måtte hun finde de renommerede komponister udefra, før hun blev anerkendt som en af landets bedste vokalister. Når jeg altid ”holder øje med dig” er forklaringen, at Søs Fenger optræder vederlagsfrit i mange sammenhænge til gavn for humanitære organisationer. Det er ofte de samme projekter, som jeg også støtter økonomisk.

Et tredje nostalgisk minde fra Jørgen de Mylius erindringer stammer fra 1987, hvor Melodi Grand Prix hidtil største personlighed dukkede frem på skærmen. Det var en genistreg, da kapelmester og komponist Ian Glæsel håndplukkede det kun 14-årige multitalent Trine Dyrholm til at ”danse i måneskin”. Der er ingen andre kunstnere i

41 dansk showbusiness, som scenemæssigt når dette naturfænomen til sokkeholderne. Det er jo en international superstar, som i Grand Prix historien kan sammenlignes med Carola Haggkvist. Den svenske Grand Prix vinder optrådte ved en gospelkoncert i nordvestkvarteret, hvor et talstærkt publikum var ”fangad av en stormvind”. Det var min hidtil største musikalske oplevelse.

Min afskedssalut med Jørgen de Mylius nuancerede værk stammer fra 1997, hvor Kølig Kaj sejrede med STEMMEN I MIT LIV. Den tæppebankende komposition havde sikkert også vundet, hvis den udsøgte rapper havde gnedet mikrofonen på et rustent nedløbsrør. Danmark Radio burde skamme sig og returnere licenspengene til de stakkels fjernseere, som blev taget som gidsler hele lørdag aften. Jeg har ikke set Melodi Grand Prix siden den fatale brøler, men Jørgen de Mylius kavalkade bliver regelmæssigt taget ned fra boghylden, for den er spækket med interessante data.

Jeg havde tilmeldt mig et foredrag i PH-cafeen, hvor Ann-Mari Max Hansen var på plakaten. En halv time før kickstart meddelte arrangøren, at skuespilleren havde sendt afbud på grund af sygdom. Man havde ihærdigt prøvet at skaffe en unavngiven substitut, så de tilmeldte kunne få refunderet beløbet eller vente på en afløser. Pludselig stod den hasteindkaldte men komplet uforberedte Kirsten Olesen parat i kulissen.

Af taktiske årsager startede den fabelagtige skuespiller med at fortælle om sine 29 begivenhedsrige år på nationalscenen og mange af de glansroller, som hun var tildelt. Vi fik også et dybdeborende indblik i samspillet med Ebbe Rode og Erik Mørk, så de mange anekdoter blev rørt sammen til en helstegt menu. Efter næsten en time med begivenheder på Det kongelige Teater kom forløsningen, som hele forsamlingen havde ventet på. Kirsten Olesen havde været en drivkraft i MATADOR, som er Danmarks Radios største succes nogensinde. Rollen som den visionære og myreflittige Agnes Jensen gjorde den dygtige skuespiller til folkeeje, så alle hendes fremragende præstationer på Det kongelige Teater blegnede alligevel, når sammenligningen med den klassiske figur fra MATADOR skulle igennem en folkeafstemning. Publikum ville høre om naive landsbytosser som tante Møghe, oberst Hackel og grisehandler Oluf Larsen. Stort cadeau til Kirsten Olesen for at stille op med så kort varsel og tryllebinde hele forsamlingen. Det blev belønnet med et bragende bifald; for publikum havde allerede glemt fraværet af Ann-Mari Max Hansen.

Jeg interesserer mig sjældent for teaterforestillinger, som er bygget op omkring en musikers kompositioner. De optrædendes ambitioner om at udtrykke sig kunstnerisk for at give det et vokalt særpræg lyder ofte som at hive en kat i halen; men et enkelt guldkorn kan da drysse ned fra himlen. Det er mere end 40 år siden en revolutionerende rødstrømpe forsøgte at sætte helt nye standarder for den musikalske

42 udfoldelse i Danmark. Anne Linnet gjorde opmærksom på sin eksistens med særprægede påklædninger og kontroversielle gruppenavne. Hysteriet fra de trofaste fans fejlede ingenting, for de to ”skidt og kanel” piger Lis Sørensen og Anne Linnet var ved at vride hofterne af led for at begejstre publikum. Det konservatorieuddannede musikgeni blev med sine vidunderlige kompositioner, sentimentale ballader og provokerende tekster alle tiders dronning af dansk pop og rock.

Første gang jeg kom i direkte kontakt med Anne Linnet var i efteråret 2005, hvor Ritt Bjerregaard åbnede sin valgkampagne med et storstilet arrangement i det centrale København. 300 socialdemokrater ventede i foyeren, hvor hendes valgmateriale var udstillet. Hendes særprægede pjece for at forbedre ældreplejen vakte størst opmærksomhed, men til min store forbløffelse var jeg afbildet sammen med Ritt Bjerregaard. Hele flokken mente, det var en fornem gestus at være i katalog med Ritt Bjerregaard, Anker Jørgensen og andre notabiliteter. At billedet rent teknisk sad lige i øjet kunne ikke fortrænge min vrede. Nu havde jeg altid reklameret med at være på årgang med landets bedste kvindelige komponist; så jeg søgte tilflugt i det tilstødende lokale, hvor jeg vidste Anne Linnet clearede sine musikinstrumenter. Hun kunne trods alt bekræfte, at personer født i 1953 på daværende tidspunkt ikke var berettiget til ældrepleje.

Som aktiv teatergænger var jeg med i en abonnementsordning, så jeg ofte oplevede de samme forestillinger flere sæsoner i træk. Den røde lygte foran Betty Nansen Teatret blinkede alle tre sæsoner, for HVID MAGI var en gigantisk fuldtræffer, som satte sig på tværs i det indre univers. Her brillerede orkesterlederen Jeanett Albeck ved at håndtere musikinstrumenter i alle mulige afskygninger. Vokalt stod hun også for det absolutte højdepunkt, da FORÅRSDAG blev serveret i en tårepersende version, som publikum aldrig glemmer. Det var også en kraftpræstation, at Signe Egholm Olsen droppede sin barsel og optrådte få uger efter en vellykket fødsel. Senere snakkede jeg med Anne Linnet om forestillingen. Hun var meget begejstret over de dygtige skuespillere og selve konceptet.

Mine første Anne Linnet skiver kører på 33 omdrejninger, men da grammofonen efterhånden er blevet en museumsgenstand, må jeg nøjes med at betragte pladecoveret. Så er der mere alt komme efter på den bugnende boghylde, hvor tre af hendes signerede værker pryder samlingen. Den første anskaffelse tager udgangspunkt i et sørgeligt emne, da titlen MIN MOR ER DØD næppe virker inspirerende for mange. Det er Danmarks Radios velrenommerede journalist Lene Johansen, som har interviewet fire kendisser om det tragiske emne. Firkløveret er ikke tilfældigt sammensat, for Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst, Christine Antorini og Anne Linnet kender jeg alle fra den politiske undergrund.

Den opreklamerede bestseller TESTAMENTE er et digert værk, hvor pressen mest har fokuseret på, hvem Anne Linnet har tilbragt nætterne sammen med. Disse intime fortællinger springer jeg behændigt over og koncentrerer mig om det kunstneriske og det karrieremæssige. Ved bogmessen 2012 stod en kødrand af mennesker for at få den eftertragtede signatur, så forfatteren måtte grifle i 75 minutter for at tilfredsstille købernes behov.

Personligt fik jeg større udbytte af Anne Linnets seneste bogudgivelse HVOR KOMMER DRØMMENE FRA, hvor hun fortæller om de første 20 år af hendes tilværelse. For mig var det særligt interessant at læse om storebror Niels, som var blandt landets bedste højdespringere. Fra 1970 til 1974 var jeg under uddannelse i Adidas og fulgte højdespringerne fra ”smilets by”. På det tidspunkt var Århus Stadion det eneste danske idrætsanlæg med kunstbaner, så hele eliten var samlet for at få de bedste træningsforberedelser. Nu var den navnkundige europamester Jesper Tørring helt urørlig, så Niels Linnet Jepsen blev nævnt som den evige toer. Bekendtskabet med højdespringerne sluttede brat, da jeg blev indkaldt til militæret. Anne Linnet lærte jeg faktisk at kende som lillesøster til en berømt atletikmand.

En anden sekvens, hvor jeg mødte den mere anonyme storebror før den berømte lillesøster, oplevede jeg under min indlæggelse på Rigshospitalet 2002, hvor en nyresten skulle fjernes. Onsdag formiddag havde jeg så stærke smerter, at jeg var ved at springe ud igennem vinduet, men den unge læge Jens Hillingsø gav mig smertestillende medicin og postede flere liter væske i mig. Torsdag formiddag skulle jeg efter planen opereres, men der var travlt på afdelingen, så jeg måtte vente til fredag formiddag. Proceduren gentog sig, så Jens Hillingsø fyldte mig endnu engang med smertestillende medicin og hældte ustandseligt væske i mig. Endelig blev det fredag, hvor smertehelvedet skulle udløses. Jeg har aldrig glædet mig så meget til en operation, men pludselig fortalte Jens Hillingsø, at jeg godt kunne forlade Rigshospitalet, for nyrestenen var skyllet ud med afføringen. Det var et falsum med at udskyde operationen, men jeg har aldrig været så begejstret for at blive bedraget.

Et par år senere mødte jeg for første gang frem på bogmessen, hvor Det Danske Bibelselskab udsendte en forløber for DET NYE TESTAMENTE. Til at præsentere demoen fremmødte to skuespillere, som havde været med til at indtale det religiøse værk digitalt. Kun 20 mennesker overværede debatten, men efter tæppefald kom jeg i teatersnak med Sofie Gråbøl, som jeg kort forinden havde set i en ikke alt for spændende forestilling. Så kom Ellen Hillingsø hen og deltog i diskussionen om livet

45 på de skrå brædder. Jeg havde aldrig oplevet hende på en teaterscene, men jeg fortalte om mit sygdomsforløb på Rigshospitalet. Så kan det ellers nok være, at snakken tog fart. Jeg havde forestillet mig en kliche på en fornem adelsdame, for det var kronprinsesse Marys nære veninde; men goddag mand økseskaft! Først fik jeg et ordentligt klask på overarmen; så kom hendes dybe og lidt maskuline stemme i svingninger. Hun snakkede som en sjakbajs i et håndværkerslæng; så det var en dyb kontrast til den beskedne og lidt generte Sofie Gråbøl.

Jeg føler mig faktisk på bølgelængde med Ellen Hillingsø og har siden 2006 set samtlige hendes roller på de københavnske teatre. Første gang var i Huset i Magstræde, men et starttidspunkt kl. 21 trak ikke mange tilskuere. Jeg kan ikke huske handlingen, men jeg mindes forestillingen MOBIL hver eneste dag. På væggen bag min sengs hovedgærde hænger en stor teaterplakat med Ellen Hillingsøs kontrafej. Det var min første signerede teaterplakat og et værdigt minde om en skuespiller, der lige siden har behandlet mig fortrinligt. Vi mødes ofte til spændende foredrag eller oplæsninger, men anekdoten fra Rigshospitalet kommer frem hver eneste gang; for det var jo storebrors meritter, der førte mig sammen med Ellen Hillingsø.

Baard Owe er en af de maskuline skuespillere, som jeg altid har haft sympati for. Han var jo altid den hævngerrige gangster, der fik smæk for skillingerne, når Morten Korchs erklærede ynglinge Ib Mossin, Ebbe Langberg og Poul Reichhardt skulle score drømmepigen og det blomstrende gods. Jeg holdt konsekvent med skurken, så de brylcreme fikserede charmører kunne få en på skrinet. Nu er Baard Owe blevet en karakterskuespiller, der spiller blændende som den lemfældige olding, så han fik et forrygende comeback med titelrollen som Carl Th. Dreyer i en teateropsætning, der skulle markere den farverige men noget kontroversielle dramatikers 100 års fødselsdag. Jeg ville så gerne have en signeret teaterplakat fra netop den forestilling, men det var besværligt, fordi den kvindelige medarbejder nægtede at goutere mandehørmen i omklædningsrummet. Jeg er ikke blufærdig, så jeg blev ført ind til Charlotte Munck, som var spindesidens eneste medvirkende. Hun skaffede mig en teaterplakat, som alle medvirkende signerede.

Baard Owe havde også hovedrollen som familieoverhovedet, da en af kirke- og ligestillingsminister Manu Sareens kendte børnebøger om IQBAL FAROOQ blev sat i scene. Der blev dog en overmalet godtepose, som fuldstændig stjal billedet. Den jammerlige reklamesøjle fra storebæltsoverfarten Pernille Wallentin var påklædt til at udføre narrestreger. Det kan godt være den labre larve havde improviseret sig til en komisk figur, men den ældre generation kunne let skimte lighedspunkterne til sexbomben Judy Gringer, som fik datidens ungdom til at måbe. Det komiske talent, den skingre stemme og den sexede adfærd virkede kongruente. Pernille Wallentin havde stiletter på højde med en gaffel; og der var fyldt godt op under blusen for at imødekomme de attraktive former.

Ved folkemødet blev jeg ved Allinge Røgeri fotograferet med Paula Larrain og var på vej til næste destination, hvor jeg på festpladsen skulle møde Mette Frederiksen. Midt i overhalingsbanen kunne jeg skimte en snehvidefarvet undermåler, som vækkede min interesse. Det var brobizzen Pernille Wallentin, som om aftenen var shanghajet til at optræde med Anne Dorte Michelsens berømte husmoderkvartet AKUT. Jeg fortalte om den lørdag eftermiddag, hvor jeg havde set teaterstykket om den eventyrlige IQBAL FAROOQ. Den højtråbende skuespiller viste sig at være et beskedent og genert menneske, så jeg fattede simpelthen ikke, hvordan man kunne ændre hendes udseende så markant. Det blev til en længere samtale, hvor et tilbud om at blive fotograferet med den vævre skuespiller var fristende. Det er et politisk slogan at prioritere, men jeg missede Mette Frederiksen på festpladsen.

Det hele kulminerede lørdag aften, hvor Enhedslisten havde deres gyldne time fra den store scene. Johanne Schmidt-Nielsen skulle belære os om livets uretfærdigheder. Det politiske ikon havde krydret menuen med optræden af AKUT, hvor den flot

47 uniformerede Pernille Wallentin havde en så forførende og sexet stemme, at jeg ikke havde hørt noget tilsvarende siden Grand Prix komponisten Lise Cabble stønnede i mikrofonen. Der må være en magisk tiltrækningskraft over spinkle Pernille Wallentin, for Johanne Schmidt-Nielsens efterfølgende tale forsvandt også fra mit univers.

Lad mig slutte kavalkaden om skuespillere af med et nostalgisk minde fra bogmessen, hvor næsten alle biografier med danske skuespillere blev præsenteret lørdag eftermiddag. Derfor var der også mange branchefolk på netop dette tidspunkt. 10 minutter før litteraturen om Preben Kaas skulle løbe af stablen, sad jeg helt alene på første række. Så fik jeg selskab af en yngre dame, der ledsagede sin berømte bedstemor rundt i den myldrende labyrint. Judy Gringer var den første af sin generations danske filmdivaer, der forlod sødsuppekulturen og sprang ud som gangster i spændingskomedien 5 MAND OG ROSA. Som den charmerende gavtyv, der fjernstyres af sin hospitalsliggende kæreste, skridtede Rosa Hansen fronten af og fik alle de offentlige instanser til at råbe vagt i gevær. Rollen var skræddersyet, så Judy Gringer blev mit første kvindelige ideal på filmlærredet. Kun i fantasien havde jeg haft tanker om at møde den pensionerede skuespiller, men pludselig sad jeg med øjne som møllehjul og kikkede underligt på drømmepigen. Hendes ansigtsudtryk havde ændret sig, men den flotte figur var helt intakt. Efter en længere dialog spurgte jeg forsigtigt, om hendes erindringer snart blev udgivet på tryk eller verbalt, for så havde hun den første trofaste fan indenfor rækkevidde. Judy Gringer var nu hverken til at hugge eller stikke i; for det eksperiment orkede hun simpelthen ikke. Jeg havde været i dialog med endnu en kulturel perle og følte det som bjergbestigeren, der kipper med flaget på den isglatte tinde.

PRINSESSER OG ANDET GODTFOLK

Når jeg har været beskæftiget med pædagogisk arbejde i mere end 38 år, er det naturligt at gøre opmærksom på min beskedne samling af helt unikke børnebøger. Derfor er det ikke helt galimatias, når jeg indleder udenfor kategorien med at introducere LYKKEN FINDES. Her fortæller 10 kvinder ærligt om at føde. Når jeg er så interesseret i at præsentere netop disse historier, hænger det sammen med, at jeg kender flere af de implicerede personer fra politiske, litterære eller humanitære sammenhænge.

Initiativtageren til LYKKEN FINDES er Camilla Gohs Miehe-Renard, der gerne fortæller omverdenen om de største øjeblikke i en kvindes liv. Jeg møder jo den herlige journalist hvert eneste år på bogmessen, hvor hun er blandt de dygtigste og mest eftertragtede interviewere. Hun mestrer også til fuldkommenhed at sælge billetter fra de forfattere, som hun netop har haft i krydsild. Jeg venter fortsat på en regulær bogudgivelse fra TV2s abdicerende guldkalv, men der er ingen projekter i miles omkreds. LYKKEN FINDES har Camilla Gohs Miehe-Renard måske skabt, fordi hun skulle samle veninderne om en fælles interesse.

Det var dog en ganske bestemt af de medvirkende, som fik mig til at købe bogen. Da jeg for alvor blev kulturpolitiker hos Socialdemokraterne, var Mette Bom den progressive medarbejder på partikontoret. Den udprægede feminist satte standarderne for nytænkningen i partiet, hvor alle græsrødder blev inviteret til events og konferencer. De fleste gange var deltagerne indfarvet i pink, så det var mest hensigtsmæssigt at være kvinde, men jeg blev altid lokket med i det muntre selskab. Hun var kaptajnen på Socialdemokraternes kvindelige fodboldhold, men en dag misforstod hun noget; for det så ud som om, at hun havde slugt læderet. Da Felix punkterede maven på Mette Bom, var tilskuddet til Socialdemokraterne faldet på grund af decimeret vælgertilslutning, så sekretariatet måtte indskrænke besætningen. Det var fuldstændig tåbeligt at lade partiets guldfugl flyve over i Kulturministeriet. Lige siden den skæbnesvangre afsked har der manglet en ildsjæl, som virkelig brænder for at føre socialdemokratisk politik. Når man endelig skulle forsyne Helle Thorning-Schmidt med en spinddoktor, ville Mette Bom nok være den mest kompetente løsning.

Minderne kan ingen tage fra mig; for et signeret eksemplar af PAKIDANERMONOLOGER står på min boghylde. Det er en samtalebog uden grænser, hvor Mette Bom sammen med overboen Shabana Montani fortæller om, hvordan to vidt forskellige kulturer helt gnidningsfrit kan smelte sammen. I dag savner jeg kun en socialdemokrat i min omgangskreds; og det er ildsjælen over dem alle. For øvrigt var det Mette Bom, som første gang lokkede mig med til kvindernes internationale kampdag, hvilket fører mig over til den næste af bogens medvirkende.

Blandt de mere bizarre specialiteter på min boghylde findes et karakteristisk værk med danmarkshistoriens mest sexede forside. To anerkendte skuespillere Trine Appel og Anne Grethe Bjarup Riis er fotograferet uden en trævl på kroppen. SEND MERE SEX blev en bestseller på grund af forsiden; for selve indholdet ville enhver glubsk hanløve have svært ved at fortære. Med sin frembrusende adfærd virker sidstnævnte som en sort mamba på mange mennesker, men jeg elsker hende på grund af hendes optræden i forbindelse med kampen mod prostitution og illegal menneskehandel. Det er en sand fornøjelse, at gå på barrikaderne med den førende kendis udenfor den politiske rækkevidde, der virkelig kan brage igennem medierne. I LYKKEN FINDES er Anne Grethe Bjarup Riis fortælling meget følelsesladet, for hverken fødsel eller barn blev som forventet.

Da de købelystne sexkunders værste fjende præsenterede efterfølgeren SEND FLERE BØRN på den årlige bogmesse, blev hun interviewet af Camilla Ottesen, som ligeledes bidrager med sin fortælling i LYKKEN FINDES. Hun er lidt af en

50 vovehals, men jeg kender mest den omvandrende globetrotter fra det humanitære arbejde i Røde Kors. Jeg har ingen specifikke bogudgivelser med den verdensomspændende journalist, men hun fik mig til at købe to dyre malerbøger, hvor 150 kunstnere har bidraget med et kunstværk. De bruges kun som souvenirs, så der kommer ikke et penselstrøg i nogle af kuriositeterne. Dog har tre ambassadører fra Røde Kors sat deres navnetræk i malerbøgerne. Foruden Camilla Ottesen er det journalisten Ibi Støving og skuespillerinden Lærke Winther. Sidstnævnte solgte mig en kostbar T-shirt, hvor der var påtrykt ”reach now”. Den brugte jeg ved ulandsprojektet med Annette Heick og Martin Brygmann.

Min passion for børne- og ungdomslitteratur fornægter sig ikke, men et nostalgisk gensyn med en kvindelig singer-songwriter startede hele lavinen. Som bestyrelsesmedlem i Bispebjerg Boldklub havde jeg den udsøgte fornøjelse at have en ulønnet weekendvagt i kantinen. Det var hårdt arbejde i 22 timer, som sluttede i bagende solskin søndag aften. Ude på terrassen sad jeg sammen med min tidligere borgmester Gunna Starck og diskuterede forvaltningsstrategi. Mens den ivrige politiker fortalte, hvordan man skærer en rævekage, skubbede en langlemmet blondine den tunge gitterlåge til side og masede sig ind på fodboldklubbens territorium. Først kunne det ikke anfægte den politiske samtale, men da den fremmede gæst studerede kortet over kulinariske specialiteter, kunne man ligefrem høre hendes mavesæk knurre. Da den påtrængende kunde venligst efterlyste betjening, fik den forskrækkede hippolog øjne som hestevognshjul. Det var sanglærken Nanna Lüders; det musikalske tusindben, som var et af mine helt store idoler. Politisk var sangerinden nært beslægtet med Gunna Starck, så jeg måtte hellere vise eksborgmesteren, at det var vigtigt at give kunderne en eklatant behandling. Gunna Starck mente åbenbart, at den febrilske fodboldleder var lidt for omhyggelig, så hun forlod terrassen uden at smække med gitterlågen.

Ganske vist rækker mine gastronomiske evner næppe til mere end kanten af en enkelt kokkehue, men den sultne sangerinde fortærede min tilberedte hundeæde med største appetit. ”Busters mor” blev dagens sidste kunde i biksen; derefter kunne jeg forlade køkkentjansen og nyde de sidste fire timer af weekenden. Hvem kunne formulere det mere korrekt end netop Nanna Lüders: ”Som sprunget ud fra et eventyr, rider han med et fabeldyr og drømmer sig langt ud i det blå.”

Min næste direkte konfrontation med Nanna Lüders skete tolv år senere ved et festligt arrangement på den pædagogisk bemandede legeplads i Kildevældsparken. Her skulle sangerindens nyskrevne børnebog PRINSESSE HIMMEL I MUND præsenteres. Da eventyret samtidig rummede musik til en original CD-udgivelse, var der disket op med keyboard og guitar. 300-400 tilskuere på den intime legeplads fandt eventyret interessant. Flere af sangnumrene var nok mere egnet til den ældre

51 generation. Da eventyret sluttede, var der ingen klapsalver men en massiv opfordring, for Buster, Buster, Buster gjaldede ud over hele Østerbro. Det kunne Nanna Lüders selvfølgelig ikke overhøre, så de fremmødte fik en lækkerbisken at gå hjem på.

Selv om PRINSESSE HIMMEL I MUND er udsendt på et anerkendt forlag, købte jeg børnebogen direkte hos forfatteren. Så blev den også signeret med det samme. Det er en fuldstændig originalitet, hvor samtlige musiknumre, becifringer og farvestrålende tegninger er designet af Nanna Lüders. Ved enkelte sangtekster er overliggeren sat langt over børnehøjde. Hyldesten til forfatteren Dan Turell må betegnes som en poetisk perle, som ikke harmonerer med eventyrets indhold.

Ved bogforum 2005 præsenterede Nanna Lüders sine erindringer STJERNE FOR ALTID på det samme tidspunkt, som Sanne Salomonsen var på scenen med sine erindringer THE BOOK. Jeg er jo ikke nogen blæksprutte, men jeg havde iført mig min grønne trøje fra Hestens Værn, fordi jeg for første gang skulle møde den hestetossede rockmama face to face. Tilfældigvis mødte jeg Nanna Lüders og hendes interviewer Gitte Lykkegaard på vej til præsentationen og blev nærmest suget med i kølvandet. Det var en noget frustreret sangerinde, der fortalte om tvangsneuroser og sceneskræk, hvor livet fra stjernestatus til smertelige black outs stod i skarp kontrast til det glansbillede, som tilskuerne havde forestillet sig. STJERNE FOR ALTID er en tårepersende beretning, men den universale sangerindes univers rummede for meget pessimisme. Her kunne en psykolog gøre underværker, for den dygtige og alsidige Nanna Lüders burde se lyst på tilværelsen og begrave sin melankolske kattejammer for altid. Nu er det musikalske tusindben via dåbsattesten endelig blevet voksen og står på tærsklen af et nyt opsving. Efter mange år i kulkælderen koger musikanmelderne over af begejstring, hvilket glæder den kasketprydede samler, som ejer samtlige hendes CD-udgivelser. Endelig har Nanna Lüders fundet det nødvendigt at optræde professionelt, hvor de musikalske lækkerier fortrænger tidligere tiders ørkenløse hypokondri.

Der skete en kortslutning, da Sanne Salomonsen forsvandt fra min lystavle, men jeg mødte hende heldigvis sammen med bogens egentlige forfatter Maise Njor ved autografskrivningen. De havde ganske vise afsluttet deres annoncerede optræden, men den forhindringsløbende hippolog fik trods alt signeret THE BOOK. Jeg havde hørt Sanne Salomonsen mange gange fra scenen, så flere af anekdoterne fra THE BOOK kunne genkendes. Rockmama ville hellere snakke om heste, så det blev indholdet af det eneste stævnemøde, som vi har haft.

En anden singer-songwriter, der på den tid brillerede som en fremragende børnebogsforfatter var den medieombruste men meget imødekommende Maria

Montell. Jeg havde mødt den inspirerende bossanova fortolker tidligere og havde et signeret eksemplar af hendes engelsksprogede bestseller AND SO THE STORY GOES, men en børnebog med den prangende titel PRINSESSER SPILLER IKKE FODBOLD var jeg tvunget til at have på bogreolen. Jeg har i 33 år været engageret leder i damefodbold, hvor seks A-landsholdsspillere har trænet via min fodboldfilosofi. Dog har jeg aldrig set en prinsesse i fodboldstøvler. Børnebogen handler nu heller ikke om royale personer, men en sportspige, som skrotter de feminine dyder og hellere vil være medlem af drengeklubben Klør Fem, hvor fodboldholdet turnerer i de andre boligblokke. Af hensyn til underholdningsværdien skal jeg undlade at fortælle, hvem der naturligvis bliver matchwinner i den skæbnesvangre debut.

Ved en intim koncert i Brønshøj fik jeg efter en længere dialog signeret PRINSESSER SPILLER IKKE FODBOLD. Her fortalte Maria Montell, at hun året forinden havde skrevet en endnu bedre børnebog med titlen DRENGEN, DER

HAVDE ALT. Som en anden Sherlock Holmes måtte jeg på opdagelse, men ingen biblioteker eller forretninger havde kendskab til børnebogen. Det viste sig at være postordrefirmaet Kroghs forlag, som stod bag udgivelsen. Så var jeg på hjemmebane, for Lene Espersens eventyr STYGGE KRUMPENS SKAT kom fra samme produktion. Det var en besværlig proces at erhverve sig børnebøger fra det forlag, men det var nu indsatsen værd. Bedømt ud fra børnenes reaktioner er DRENGEN, DER HAVDE ALT den bedste børnebog i min samling. Hovedpersonen Mikkel Mangepenge von Gysser har velhavende forældre, som arbejder ustandseligt og ikke har ressourcer til at give drengen den nødvendige omsorg. Han går i en fin privatskole med andre kapitaludrustede skolekammerater; og så er der lige nørden Peter Honning, som er søn af en biavler og lever trygt i en fattig kernefamilie. Han bliver konstant mobbet i skolen på grund af sin ringe sociale status. En dag keder Mikkel sig så eftertrykkeligt, at han falder for fristelsen og ringer til Peter, som bliver himmelhenrykt over det uventede opkald og straks inviterer Mikkel på besøg. Her oplever DRENGEN, DER HAVDE ALT en helt anden verden, hvor kendte materielle goder er en mangelvare, men forældrenes venlige og omsorgsfulde sind gør mærkbart indtryk på den nysgerrige gæst.

Maria Montell har skabt en debatbog, hvor mobning af et anderledes fungerende menneske er et centralt element, som livligt kan diskuteres blandt børnene. Det er den skæbnesvangre fortælling, som dokumenterer, at man ikke nødvendigvis er lykkelig, fordi man er født med en blankpoleret guldske i munden. Forfatteren gør også på en sober måde opmærksom på, hvordan børneopdragelse bør være. Derfor er DRENGEN, DER HAVDE ALT en inspirerende indlæringsbog, som enhver skolelærer, der vil bekæmpe mobning, bør have på repertoiret.

Maria Montell er et venligt væsen, der på en kærlig måde giver sine fans valuta for skillingerne. Det ses navnlig på signeringen af bøgerne, hvor de hjertesvulmende verber nærmest snubler over hinanden. Jeg bliver virkelig stolt af at vise hendes inskriptioner. Hun er også en værdig og vellidt repræsentant for ulandsarbejdet i Afrika, fordi hendes samvittighedsfulde tilgang til at hjælpe fattige mennesker tydeligt skinner igennem hendes lyse sind.

De fleste sangerinder blegner med alderen, men Maria Montell bliver bedre for hver eneste gang. Ved jazzfestivalen 2013 allierede hun sig med fremragende musikere, som udførte et show helt i verdensklasse. Så mange musikalske perler på så kort tid er sjældent set på en dansk scene. Hendes fortolkning af Charles Chaplins evergreen Smile var aftenens ubestridte højdepunkt og viste en modnet sangerinde i absolut topform. Jeg havde aftalt fotografering med Maria Montell efter koncerten, men det var ikke let at finde vej igennem den fortryllende labyrint. Den nysgerrige kvinde, som havde præsenteret de medvirkende, kikkede så mistroisk, da hun førte mig til

54 den musikalske jungle. Det var nu ikke så underligt, for 1979-1983 var jeg ansat til at udføre musiske aktiviteter på et fritidshjem i Vanløse, hvor min følgesvend var blandt de højrøstede og danseglade diskotekspiger.

Efter at have læst Nanna Lüders eventyrlige PRINSESSE HIMMEL I MUND og Maria Montells mere realistiske PRINSESSER SPILLER IKKE FODBOLD kom der en opsigtsvækkende børnebog på markedet ved bogforum 2006. På min arbejdsplads havde en norsk veterinærstuderende måttet afbryde sin uddannelse på Landbohøjskolen og rejse til hjemlandet på grund af familieforøgelse. Da jeg fik meddelelsen om, at en velskabt dreng var kommet til verden, sendte jeg som sædvanlig en helt speciel dåbsgave. Den stolte mor fik øjne som Rundetårn, da HVORFOR DE KONGELIGE IKKE HAR KRONE PÅ blev pakket ud. Forfatteren var den norske prinsesse Märtha Louise, som også havde signeret det prangende værk. Det er en specialitet, som den uddannede dyrlæge og den lystige dreng altid behandler med nænsom hånd.

Jeg er bestemt ikke royalist, men møderne med Märtha Louise må kategoriseres som de største øjeblikke i min kulturelle færden. Ironisk siges det, at verdens tyndeste bog på en halv side hedder NORSK HUMOR GENNEM 100 ÅR. Det har prinsessen uden krone dementeret, for den kongelige repræsentant udfoldede sig som en stand up komiker, der fik det målløse publikum i ekstase. Her var den fødte prinsesse, som havde alt; men hellere ville smide kronen og bevæge sig blandt publikum uden hensyn til sin sociale rang. Vi hørte eksempelvis om den 12-årige jente, der forsynet med nationalflaget forgæves spejdede efter Märtha Louise. Til sidst slap tålmodigheden op og den forventningsfulde skoleelev henvendte sig til en fremmed dame for at høre, om prinsessen snart dukkede op. Den tilfældige dame var Märtha Louise, som helt nøjeregnende ikke skilte sig ud fra mængden.

Titlen HVORFOR DE KONGELIGE IKKE HAR KRONE PÅ er en manifestation, som udstiller et totalt usnobbet menneske i en royalistisk sammenhæng. Det er en historisk beretning om kong Haakon og kong Olav, der er henholdsvis oldefar og bedstefar til Märtha Louise. Hele det norske monarki har været dybt fascineret af vintersport. Der har været royal deltagelse ved de olympiske vinterlege, så børnebogens stilfulde beretninger om skihopbakken ved Holmenkollen er lidt svært at forholde sig til, hvis man sjældent kommer nord for Valby Bakke. På trods af at visse passager udelukkende er tilegnet norske længdegrader, er sproget i børnehøjde og velegnet til højtlæsning. De uniformerede sikkerhedsvagter var ikke Märtha Louises livret, da hun i to timer griflede sin eftertragtede signatur til de mange opkøbere. På grund af den norske veterinærstuderende havde vi en længere dialog, som hun sluttede med at række hånden frem og give et kongeligt håndtryk.

Ved bogforum 2012 var Märtha Louise igen på plakaten, hvor bøgerne MØD DIN SKYTSENGEL og ENGLENES HEMMELIGHEDER skulle præsenteres. Her var den kasketprydede bogorm ved at gå helt grassat under en præsentation, hvor Karen Seneca og Jim Lyngvild fortalte om en dansk kronprinsesse. Det var næppe studenterhuen, som trykkede på det maskuline islæts hjerneceller. At han kogte over af begejstring for at klæbe sig til landets kommende dronning var en individuel ambition; men hans nedladende bemærkninger om, at de i Norge har en prinsesse, der opfører sig anderledes og kun render rundt og tror på engle, var et decideret selvmål.

Märtha Louise var som sædvanlig i hopla, da hun skulle på scenen og præsentere sine bøger. Denne gang var sikkerhedsvagterne helt skrottet, men det inspirerende intermezzo omkring hendes omgang med engle tog publikum pænt imod, fordi underholdningsværdien igen var til højeste score. For Märtha Louise skete drejningen mod spiritualiteten blandt andet gennem mødet med hendes skytsengel. Hun tog det alvorligt og endte på et kursus i clairvoyance. Bevidst eller ubevidst var der en magisk kraft over den sensitive prinsesse.

Jeg investerede i de dekorerede englebøger, for jeg respekterer mennesker med andre meninger og holdninger end majoriteten. Endnu engang fik jeg en unik og kærlig behandling, hvor den royale signatur i englebøgerne står som noget enestående og er kronen på værket. Jeg møder nok aldrig Märtha Louise mere, men minderne om det ubestridte højdepunkt i min omfattende samling kan ingen tage fra mig.

Jeg har tidligere omtalt Trine Dyrholms selvbiografiske ungdomsbog PIGER DER VILLE KEDE SIG IHJEL. Fortællingen er nært beslægtet med Maria Montells DRENGEN, DER HAVDE ALT. Jeg har altid opfattet den fynske skuespiller som et indadvendt og privat menneske, der ynder at gå sporty og praktisk klædt uden at skabe for meget opmærksomhed. Den hypotese skinner tydeligt igennem på PIGEN DER VILLE KEDE SIG IHJEL. Man skal dog hen til den sidste tredjedel af den fynske barnestjernes fortælling, før der virkelig sker noget. Den ensporede pige, som ustandselig ernærer sig med torskerognsmadder, burer sig inde i sit blåmalede værelse; og ser rødt når hun ikke får lov til at kede sig ihjel.

Kontrasterne mellem blå og rød er næppe politisk baseret; for i Odense er de blå fra B.1913 og de røde fra B.1909 tilhængerne fra to rivaliserende fodboldklubber. Trine Dyrholms far havde status af landsholdsspiller og repræsenterede B.1913, så hendes farvevalg kan let have reminiscenser til den verserende fodboldkrig.

Efter mere end 25 års pædagogisk arbejde var det hele blevet så stationært, at jeg søgte ny inspiration. Destinationen var Københavns Universitet, hvor jeg medvirkede i enkelte forelæsninger i psykologi. Blandt de kvalificerede undervisere var Sarah Zobel absolut det mest spændende bekendtskab. Det unge stjerneskud brugte ikke tiden på at fortælle, hvilke opdagelser Karl Marx og Sigmund Freud gjorde i 1800 hvidkål, men udgangspunktet var nutidens mennesker, som blev præpareret til at tænke positivt. Problemet med den fremsynede psykologs indlæring var, at mange godbidder forsvandt fra hukommelsen efter kort tid, fordi der ikke var nogle litterære henvisninger til hendes teorier.

I 2007 uddannede Sarah Zobel sig i positiv psykologi ved konferencer i Orlando og Washington, hvilket inspirerede hende til at sende sit anmelderroste materiale LEV DIG LYKKELIG på markedet. Ved bogmessen i 2008 stod jeg som en lille dreng, der skulle pakke julegaver ud, for straks kunne jeg genkende indholdet af den undervisning, jeg havde modtaget på Københavns Universitet. Jeg læser ikke hendes psykologibøger, men jeg bruger dem som et opslagsværk, hver gang jeg føler trang til at genopfriske hukommelsen.

I 2011 sendte Sarah Zobel endnu et mesterværk på markedet med titlen TØR DU MÆRKE LIVET – en bog om at finde nærvær og overskud til at give sig selv og andre. Det var igen en kuriositet, der ikke fik samme gennemslagskraft som LEV DIG LYKKELIG. Indlæringen var igen at høj karat, men efter udgivelsen pakkede Sarah Zobel sit habengut og emigrerede til USA. Derfor var succeskriteriet ikke det optimale, for hun kunne ikke holde foredrag om bogens indhold. Da hun igen vendte snudeskaftet hjem, var den kulørte presse mere optaget af hendes familiemæssige relationer end hendes professionelle håndværk, så TØR DU MÆRKE LIVET blev simpelthen ikke honoreret efter fortjeneste.

Jeg sidder altid på første række, når Sarah Zobels bøger skal præsenteres på årets bogmesse. LEV DIG LYKKELIG – med positiv psykologi blev præsenteret to på hinanden følgende sæsoner; da anden ombæring var en digital udgave. Desuden er jeg fast inventar til hendes foredrag, når hun optræder live i et forsamlingshus eller på et bibliotek i København; så jeg er efterhånden ganske fortrolig med indholdet. Det er ikke fordi, at jeg er tungnem, men den spændende forfatter kommer med anderledes inspiration hver eneste gang. Ved det seneste foredrag på Gladsaxe Bibliotek havde Sarah Zobel et lysbilledshow, hvor hun viste en helt ny dimension af sig selv. Det er sikkert velkendt, at kendissen økonomisk aldrig har siddet med klamme endeballer i vandskorpen, men da hun åbnede sommerresidensen på sit idylliske strandhotel, så mange fattige nordsjællandske familier kunne få en uges gratis sommerferie, viste hun sig som alle tiders kvinde, der trods sin sociale rang, har det fornødne overskud til at beskæftige sig med underklassen.

At Sarah Zobels principper for indlæring giver bonus, kan Retten på Frederiksberg sikkert bekræfte. Som domsmand bruger jeg flere af hendes teknikker, hvilket mine artsfæller har svært ved at forstå. I en banal sag om forældrevold mod barn, så vi en filmoptagelse, hvor barnet blev interviewet af en medarbejder ansat under de sociale myndigheder. Mens alle andre sad og kikkede på flimmerkassen, trak jeg stolen ned på sidste geled og betragtede tiltaltes ansigtsudtryk under hele forløbet. Med LEV DIG LYKKELIG in mente kunne jeg se på tiltaltes mimik, hver gang andre havde indoktrineret barnet til at sige noget. Den anden domsmand havde mere kendskab til psykologi end jeg havde, for vedkommende var ansat som pædagogisk konsulent i en omegnskommune. Ved voteringen fortalte jeg den beskikkede dommer om mine betragtninger, som Sarah Zobel havde inspireret mig til. Jeg fortalte også om den schweiziske børnepsykolog Jean Piagets teorier. Han blev berømt for sin forskning i børns udviklingstrin. Med hans teoretiske viden i rygsækken kunne det vidneafhørte barns forklaring gennemhulles som en schweizerost.

Signe Wenneberg er en anden initiativrig forfatter, som beskæftiger sig med positiv psykologi. I bogen LEV LIVET SELV beskriver hun, hvordan man bliver lykkelig efter en skilsmisse. Mange af problemstillingerne er de samme som i Sarah Zobels litteratur, men Signe Wenneberg er journalist uden en psykologisk uddannelse. Hun har udelukkende erfaringer fra personlige oplevelser og en masse faglitteratur, som den ærekære forfatter elsker at fortære. Her kan jeg ikke bidrage med teoretisk viden eller erfaring, da den første kæreste endnu lader vente på sig. Signe Wenneberg har mange facetter på sit mangfoldige repertoire, men en af hendes opsigtsvækkende udgivelser var BORGERLIGE ORD EFTER REVOLUTIONEN. Det var en politisk thriller, hvor fire andre personligheder medvirkede. Blandt dem var folkesocialisternes daværende næstformand Christine Antorini, som måtte forlade partiet kort efter udgivelsen af dette manifest. Det var måske en lykkelig skilsmisse for den ambitiøse folketingspolitiker, men Signe Wenneberg kunne også høste nogle laurbær for sin medvirken.

De fleste forfattere til BORGERLIGE ORD EFTER REVOLUTIONEN har i dette århundrede haft medlemskort hos Socialdemokraterne. Signe Wenneberg var ingen undtagelse; så hun blev partiets folketingskandidat i Gladsaxe kredsen. Det var svære betingelser, for Mette Frederiksen, Mogens Lykketoft, Morten Bødskov og Sophie Hæstorp Andersen var blandt de partifæller, som kunne tiltrække vælgernes kryds. Det blev kun lige ved og næsten, men en plads i reservestaben kunne ikke friste Signe Wenneberg til at fortsætte. Det er et handicap at være politisk aktiv, når man også bestrider jobbet som kommunikationsrådgiver, så pioneren med de grønne fingre tog konsekvensen og forlod den politiske platform. Det var nøjagtig samme procedure Paula Larrain benyttede, da hun kvittede sit politiske medlemskab til fordel for en erhvervsmæssig indtjening.

I 2002 lancerede Signe Wenneberg en helt ny trend, da hun udsendte MIN FØRSTE HAVE. Det var et litterært område, som ikke tidligere havde befolkningens store bevågenhed. Den chancebetonede forfatter havde held med sit eksperiment, så hun blev foregangskvinde for en lang række forfattere, som begyndte at skrive om de botaniske herligheder. Samtidig begyndte de landsdækkende tv-kanaler at fokusere på emnet. Signe Wenneberg rejste hele verden rundt og fik nærmest status af at være forsker. Pludselig blev begrebet urbanfarming integreret i det danske sprog, så den grønklædte globetrotter sendte en byge af litterære værker ud på markedet, hvor hendes betragtninger fra de globale horisonter tydeligt skinnede igennem. Hendes politiske idealer omtales med en vis beundring, for vi får anekdoter fra Poul Nyrup Rasmussens sommerhus og Nelson Mandelas fængselscelle. Selv en statsmand kan jo være en handyman.

DEN FØRSTE HAVE var også min første botaniske anskaffelse, hvor forfatteren i signeringen skrev! Kære Bruno. Den her bog har du jo slet ikke brug for. Kærlig hilsen Signe. Hun vidste jo godt, at der på væggen i min kolonihave hænger fem diplomer for veldyrket have. At det så er min pensionerede far, der rumsterer mange timer om dagen med haveredskaber og vandslanger, behøver jeg jo ikke fortælle den forventningsfulde forfatter. Jeg har nu aldrig pralet af at have botaniske færdigheder som Poul Nyrup Rasmussen eller Nelson Mandela.

Signe Wennebergs ubestridte bestseller er SPIS DIN HAVE, som beskriver urban gardening i en stor pærevælling. Som det er med psykologibøger, får man mest ud af SPIS DIN HAVE, hvis man har lyttet til hendes delikate foredrag eller overværet den globale lysbilledserie. Det farverige opslagsværk giver læseren nye impulser, men selv om teksten bliver læst mange gange, kommer der hele tiden nye dimensioner kravlende frem af den komposterede muld. Københavns tidligere borgmester Ayfer Baykal brugte ofte Signe Wenneberg som konsulent, når visionerne om en økologisk grøn hovedstad var på bedding. Projektet Urbanfarming blev en integreret del af min hverdag, da Realdanica via fondsmidler skænkede 458.000 kroner til de pædagogisk bemandede legepladser i Urbanplanen. Her blev Signe Wenneberg hasteindkaldt, for hendes ekspertise var nødvendig for at give projektet optimale muligheder. Jeg var den eneste i boligkomplekset, som var på bølgelængde med den travle havespecialist, så jeg tog initiativet til et foredrag i Urbanplanen, hvor lokalbefolkningen var inviteret. Vi sluttede den hyggelige event med en sightseeing på de grønklædte legepladser. Under forløbet reflekterede hun til venskabet med den kasketprydede bondemand, der har signerede eksemplarer af LEV LIVET SELV, MIN FØRSTE HAVE og SPIS DIN HAVE i bogsamlingen.

Bekendtskabet kom især til udtryk ved Folkemødet i Allinge, hvor Signe Wenneberg af Fødevareministeriet var nomineret til årets ægtivist. Dagen før mødte jeg den blomstrende forfatter på havnekajen, hvor hun nærmest tvang mig til at overvære

60 ceremonien. Det var selveste fødevareminister Mette Gjerskov, som overrakte trofæ og holdt en rødglødende hyldesttale. Begrundelsen var et forpjusket efterladt fjerkræ i nabolaget, som ingen andre ville indlogere. Den kærlige hønsepasser fik fuldstændig normaliseret den skrantende skabning; og sendte hele historien ud på de elektroniske medier. Det var et fortjent cadeau til en ægte dyreven, der ofrede oceaner af tid på en lørdagskylling, som alle andre ville fortære uden bekymringer.

Det mest værdifulde opslagsværk på min boghylde er skrevet af en mand, som jeg har beundret siden min barndom. Da jeg som 13-årig ambitiøs knoldesparker trak B.93 hvidblusede fodboldtrøje over hovedet, havde divisionsholdet et lemmedaskende fyrtårn som målmand for divisionsholdet. Hans navn var Palle Jørgensen; men han blev tituleret BANKS efter fodboldidolet og verdens bedste målmand Gordon Banks. Selv om den stovte keeper fra Østerbro gjorde sig hæderlige anstrengelser, måtte han tage nogle syrlige drops på sin kappe. Den statistisk interesserede bankmand satte sig nogle litterære mål, som har gjort ham til et unikum blandt sportskendere i flere idrætsgrene.

Da B.93 fejrede jubilæum fik han den opportunistiske tanke, at han ville udarbejde en statistik over klubbens målscorere i samtlige turneringskampe siden 1893. Han var effektiv, for hver fuldtræffer var tekstbehandlet i kronologisk rækkefølge. Med det imponerende resultat i bagagen fik Dansk Boldspil Union øjnene op for bankmandens statistiske formåen, så han blev inviteret til at skrive national fodboldhistorie. Det udmøntede sig til et gedigent samarbejde med fantastiske produktioner, hvor FRA KRØLBEN TIL KRØLDRUP er det mest delikate. Det er en beskrivelse af samtlige A-landsholdsspillere gennem tiderne. Som inkarneret tilhænger og medlem af B.93 siden 1956 er det nok lidt af en fornærmelse, når Palle Jørgensen starter titlen med en krølbenet boheme fra arvefjenderne Frem. Til gengæld er Per Krøldrup en opfostret knægt fra B.93, som blev professionel fodboldspiller i Italien. Han fik lynhurtigt fodfæste i støvlelandets bedste liga; hvilket medførte en kortvarig karriere på det danske landshold.

I 2007 var det direktøren i Dansk Håndbold Forbund som kidnappede den grundige ekvilibrist. Nu er Morten Stig Christensen ingen novice i branchen, så han opfordrede Palle Jørgensen til at skrive opslagsbogen HÅNDBOLDHELTE – værd at vide om 847 landsholdsspillere gennem tiden. Her beskrives holdopstillinger og målscorere i samtlige 2171 spillede A-landskampe for såvel spindesidens og sværdsidens aktører. Der er også en udførlig beskrivelse af hver enkelt spiller, som indeholder sportslige, familiemæssige og personlige oplysninger. Hvorfor har netop Palle Jørgensens værk hæderspladsen i mit hierarki, når jeg aldrig nogensinde har været medlem af en håndboldklub?

Jeg er uddannet som kontorassistent på Adidas, hvor mit ressort var at forsyne landsholdsspillere med sportsrekvisitter. Da alle var amatører og budgettet yderst sparsomt, blev der rift om de trestribede frynsegoder. På netop det tidspunkt var Bellahøj Hallen det store håndboldmekka, som husede landets tre bedste herrehold og to af landets bedste damehold. Jeg boede selv på Bispebjerg og havde nærkontakt med flere landsholdsspillere hver uge. Der var heller ikke langt til Frederiksberg Hallen, hvor FIF var totalt dominerende på spindesiden. Her huserede den kyndige og meget afholdte træner Birgitte Wilbek, mens hendes hvidkrøllede knægt intenst fulgte de hårdtarbejdende spillere. Nu var Ulrik Wilbek kun i præpuberteten, men han har sikkert betragtet den elegante stregspiller Toni Røselers nyfødte tvillinger, for Camilla Andersen blev senere en af hans mest værdifulde verdensstjerner.

Min afsked med håndbolden blev en tårepersende historie, hvor vandet kunne fylde et helt svømmebassin. Ved en militær aktion klappede fælden, for det danske forsvar kunne naturligvis ikke undvære min ekspertise. En skæbnesvanger session og ni

62 måneders tidsspilde i snigerkompagniet smadrede hele min tilværelse. Efter tjenesten hos militæret var min uddannelse intet værd, fordi jeg studerede på det sidste hold uden edb-systemet i undervisningen.

I tidsintervallet 1974 til 2004 overværede jeg ikke en eneste håndboldkamp. Jeg kan huske Camilla Andersen som en skrigende baby med sut i munden; men hendes karriere var slut, før jeg gjorde comeback som tilskuer i hallerne. Det mest kreperlige var, at hele mit finmaskede netværk af kendte håndboldspillere var forsvundet. Den eneste jeg havde kontakt med var Marianne Riis, der også var en prominent skikkelse på fodboldlandsholdet. Det var faktisk et tilfældigt sammentræf ved en divisionskamp på Gladsaxe Stadion, der banede vejen for venskabet. Ved kick off manglede der en linjevogter, så jeg blev som den eneste tilskuer med dommercertifikat udpeget til at vifte med flaget.

Det var som ophavsmand til en træningskamp i fodbold på Frederiksberg Stadion, der førte mig retur til de harpiksklæbende gulvbrædder. To timer i stivnende kuling sendte mig til den nyeste Frederiksberg Hallen, hvor damerne fra FIF og Randers dystede. Det blev lidt af et antiklimaks, for mentaliteten og fairness havde ændret sig markant. ”I kan rend’ os i røven” gjaldede ned over kronjyderne, mens deres assistenttræner Lotte Kierskou blev generet på grund af sin svulmende mavesæk. Hvis det skal være tak til en af dansk håndbolds største teknikere, der ventede på de lykkelige omstændigheder, så Vor Herre på lokum. De rumsterende dompapper og de larmende elementer på stortrommer kunne gudskelov ikke afholde mig fra atmosfæren, så jeg blev atter en fast bestanddel af håndboldkulturen.

I dag har hovedstaden kun et elitehold, men damerne fra Frederiksberg skulle igennem en turbulent periode med flere navneskift, før der var garanti for at overleve som et professionelt foretagende. Min slidte HÅNDBOLDHELTE er altid med i kollektionen, hvor 100 danske og internationale landsholdsspillere har signeret. De første var ægteparret Klavs Bruun Jørgensen og Rikke Hørlykke, men det er ikke lykkedes at få fat i de helt gamle kendinge. Når samlerinstinktet alligevel havde taget fornuften fra mig; begyndte jeg at investere i originale spillertrøjer med signering. Nogle af de aflagte souvenirs var oversmurt med harpiks, så tekstilerne måtte gennem centrifugen adskillige gange for at blive nogenlunde. Jeg købte også beklædningen for at støtte elitehåndbolden i Danmark.

Det legendariske forsidebillede på HÅNDBOLDHELTE illustrerer sejrsdansen efter den olympiske finale i 2004. Selvom jeg regelmæssigt er sammen med guldvinderne Karin Mortensen, Josephine Touray og Rikke Hørlykke, blev jeg ved fotograferingen assisteret af Team Esbjergs elegante playmaker Lotte Grigel. Man skal helt tæt på den klejne tekniker med kuglelejerne i håndleddene for at observere den svulmende muskelmasse, men der er saft og kraft i den veltrænede krop.

Det opdagede jeg, da hun lagde armen om min skulder, så jeg var ved at synke helt ned i gulvbrædderne. Med hensyn til signerede håndboldtrøjer har det endnu ikke været muligt at skaffe Lotte Grigels karakteristiske spillertrøje med nr. 61. Jeg har været på frierfødder, for sortimentet i mit sparsomme galleri trænger til tekstiler fra landets vestlige købstad. I garderoben har jeg kuriositeter fra Louise Burgaard, Pernille Holmsgaard og Camilla Dalby. Det blev nu trøjen fra Team Tvis Holstebros elegante målvogter Sandra Toft, som fik den særlige plads i billedarkivet, for her ligner jeg ikke en vaneforbryder. Som en særlig gestus for at agere fotomodel lovede jeg den blonde vestjyde også at byde på hendes kampuniform ved en kommende auktion.

En anden af mine attraktive håndboldbøger blev også et samlerobjekt for en ivrig autografjæger. Med hjælp fra Lokalhistorisk arkiv og Viborg Stifts Folkeblad lykkedes det journalisterne Henrik Wolff, Jesper Harborg og Ronald Nielsen at sende det prangende jubilæumsskrift GULD OG GRØNNE SKOVE på markedet. Det er fortællingen om Viborg Håndboldklub 1987-2012. Hele eventyret startede, da det talentfulde damehold var placeret gumpetungt i landets næstbedste række. Her fik den unge målvogter Susanne Munk Lauridsen klar besked fra den daværende træner på damelandsholdet. Her har du ingen fremtid, så længe du spiller i 2. division. Den nedslående besked fik ledelsen i Viborg Håndboldklub til at satse på elitehåndbold, så den 29-årige Ulrik Wilbek stemplede ind som den første fuldtids professionelle træner i dansk håndbold.

Den temperamentsfulde træner vendte op og ned på håndboldkulturen, så Viborg de efterfølgende år blev en førende magtfaktor i international sammenhæng. Danmarks mest vindende håndboldtræner gennem tiderne havde også den frækhed at stjæle klubbens nationalsymbol Susanne Munk Lauridsen som sin ægte hustru at stå. Ulrik Wilbek blev også en indflydelsesrig politiker i Viborg, hvor han var med til at skaffe Viborg Stadionhal. I det arkitektoniske flotte byggeri er Wilbek Lounge en mondæn kulisse, hvor mange af håndboldklubbens events løber af stablen. Det var også i disse omgivelser, jeg fik foræret GULD OG GRØNNE SKOVE. Bogen er spækket med farvestrålende billeder af alle profilerne, der har medvirket til at sætte byens navn på verdenskortet.

Jeg har altid drømt om at blive en lederskikkelse i håndbold, men ingen foreninger i hovedstaden har nogensinde rettet henvendelse. Derfor var det også mærkeligt, da jeg blev koblet på et andelskøb i Viborg Håndboldklub. Mit store håndboldidol Amanda Kurtovic var langtidsskadet, så klubben brugte utraditionelle metoder for at skaffe en kvalificeret erstatning. Pludselig var jeg medejer af den ungarske back Anita Bulath. Det var alle tiders bedste kvindelige målvogter Susanne Wilbek, der som sportlig ansvarlig havde bedt om en økonomisk håndsrækning. Foruden at være andelshaver investerede jeg også en formue i slidte spillertrøjer. Her sprængte jeg de økonomiske rammer ved at købe den norske OL- guldvinder Amanda Kurtovics hjemmebane- og udebanetrøje. Dem stiller jeg trofast op med hver gang damerne fra domkirkebyen er i min synsvinkel. Jeg har også fået et nært forhold til den norske back, så vi snakker sammen ved ethvert arrangement.

I forbindelse med mit andelskøb blev jeg inviteret til international håndboldaften i Wilbek Lounge, hvor jeg havde det herligt i selskab med de to fremmedlegionærer Mouna Chebbah og Cleopatre Darleux. Ved pressebilledet var jeg iført førstnævntes spillertrøje, men det viste sig at være lidt problematisk. På togstrækningen mellem Viborg og Aarhus måtte en venlig passager bruge fem minutter på at trække den klæbende størrelse medium trøje af min svedige krop. Mouna Chebbah er blevet en garvet veteran, men hun optræder både på og udenfor banen som en legesyg pusling. Hun stråler altid over hele femøren, når hun observerer mig på tilskuerpladserne. Hun ved jo godt, at jeg i mit civile erhverv hjælper en masse muslimer med integration i det danske samfund. Den elegante tuneser, som på grund af sin eminente teknik og smittende humør er publikums darling, har dog svært ved at kapere, at jeg altid optræder i det aflagte kluns fra Amanda Kurtovic. Jeg er efterhånden ved at blive integreret i den midtjyske roliganbevægelse; så jeg har givet håndslag på at støtte fremtidens projekter økonomisk. Den traditionsrige event skulle helst blive en begivenhed, som jeg inviteres til pr. automatik.

HÅNDBOLDHELTE havde forord af Morten Stig Christensen, som er tidligere sportschef for TV2. Jeg husker tydeligt starten på Kvægtorvet, hvor den nyslåede skærmtrold præsenterede endnu en tidligere landsholdsspiller i sin stab af sportsformidlere. Som gammel ishockeynørd husker jeg Herlevs temperamentsfulde Line Baun Danielsen som en elegant skøjteløber med godt blik for de tekniske finesser. Det friske input var en tiltrængt fornyelse, for ”isens dronning” havde faglige kompetencer. Det var en mangelvare blandt de mandsdominerende sportskommentatorer. Efter en række succesfulde år i sportens univers blev Line Baun Danielsen lidt af en vandreblok, hvor hun behændigt spadserede hen over de forskellige tv-kanaler. Et af stoppestederne var Danmarks Radio, hvor hun blev programvært for den populære udsendelse SPORLØS. Her forvandlede ishockeyens barske fighter sig til en emotionel og tårevædet stifinder, som kompromisløst jagtede den efterlyste slægtning. Det blev der skrevet en bog om med titlen SPORLØS, hvor seks danskere, der som børn var blevet skilt fra deres nærmeste familie, levede i uvished. Her var forordet skrevet af Line Baun Danielsen, som ved bogmessen ihærdigt spejdede efter potentielle købere. Jeg var en af de nysgerrige, som blev tiltrukket af de spændende historier. Jeg havde dog et par kritiske bemærkninger til konceptet, mens bogen blev signeret. Det sprang den smilende studievært elegant over; så vi snakkede mest om ishockey.

I SPORLØS har det altid været interessant at følge detektivens arbejde for at finde den ukendte familie, men jeg kan ikke fatte, hvorfor de forventningsfulde børn skal sættes på pinebænken, når missionen er lige ved at få en lykkelig udgang. Hvorfor skal programværten boltre sig på egen boldgade og løse mysteriet i fordragelighed, mens det dirrende nervebundt, som er udsendelsens hovedperson, skal indespærres på et hotelværelse langt fra omverdenen. Her kan gidslet vente på, om forsøget med at finde den rette person giver jackpot. Jeg savner det spontane, hvor de to slægtninge forsones uden varsel. Line Baun Danielsen forskansede sig med en undvigelsesmanøvre, men det er sikkert et strategisk trick, for tv-stationen tænker mere på seertallet end de nervøse klienters skæbne. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, hvorfor eftersøgningen altid giver bonus! Bliver alle de uløste mysterier sorteret fra! Det giver hverken Line Baun Danielsen eller SPORLØS et eneste svar på.

Ved bogmessen 2009 var den travle studievært aktuel med værket VERDENS BEDSTE MOR, hvor hun interviewede tre af tidens hotte kvinder Anne Dorthe Tanderup, Anne Mette Rasmussen og Pernille Aalund. Godt nok holder jeg meget af Line Baun Danielsen, men disse skildringer var i min optik langt under bæltestedet. Er VERDENS BEDSTE MOR virkelig blevet gift med en løgnagtig epo-misbruger

67 eller en tidligere krigsførende statsminister, som sendte danske soldater i kamp på falsk grundlag! Vores korte meningsudveksling udløste intet honorar til forfatteren, for Bjarne Riis og Anders Fogh Rasmussen har jeg ingen sympati for; så det skal ikke dekorere min boghylde.

Det lykkedes mig ikke at skræmme Line Baun Danielsen fra sans og samling, for hun var igen på krigsstien, da selvbiografien BAG SKÆRMEN blev præsenteret på bogmessen i 2011. Det var en fortælling om hendes møder med kendte og ukendte og om at lave tv til stregen. Bogen har en helt perfekt konstruktion, for mange af de tekniske detaljer har jeg stjålet til mit eget manuskript. Det mest fremherskende er trangen til i billeder og fortællinger at berette om stævnemøderne med en perlerække af kendte mennesker. Det er lidt tankevækkende, at Line Baun Danielsen er nærgående i sine betragtninger, når studieværten selv er et meget privat menneske, der ikke accepterer krænkelse af familiens interne anliggender. Jeg bliver fashioneret, når Line Baun Danielsen fortæller om de legendariske sportsikoner, men jeg forguder ikke Mike Tyson, der etisk totalt ignorerer begrebet fairness. BAG SKÆRMEN giver et fyldestgørende indblik i kendissernes fremtoning og fremstår som en fantastisk biografi. Eneste malurt i bægret er kapitlet om Monica Lewinsky. Hvorfor skal Line Baun Danielsen sætte en praktikant op på en piedestal, fordi hun har haft en erotisk affære med en letsindig amerikansk præsident. Den naive Monica Lewinsky er en pengegrisk lagengymnast, der udelukkende tænker på at suge valuta til sig. Det globale bogmarked er en guldgruppe for den slags afsløringer.

Hvis jeg skal titulere den næste sportsudøver korrekt, bliver det Hendes Højhed Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Hendes biografi MIT LIV MED HESTE blev præsenteret i meget beskedne omgivelser på årets bogmesse. Her var jeg iklædt min grønne trøje fra Hestens Værn og fulgte ivrigt med i interviewet. Den debuterende forfatter kom i ubemærkethed og mærkede næppe suset fra tilhørerne. Prinsesse Nathalie har næsten boet hele sit liv på godset i Tyskland, men hun repræsenterer Danmark på internationalt plan. Det havde næppe noget med Prinsesse Benediktes tilknytning til kongeriget eller ridesporten at gøre, for i starten af Prinsesse Nathalies karriere var det svært at komme på landsholdet syd for grænsen. Stormagten i dressurridning havde adskillige ekvipager i verdenseliten; så udsigten til en reservetjans spillede sikkert en rolle.

På bogmessen fortalte Prinsesse Nathalie om sin eventyrlige karriere, hvor hun efter fire års hård uddannelse under fjerne himmelstrøg returnerede til de hjemlige græsmarker. I starten købte den kongelige familie heste hos anerkendte opdrættere, men det var ikke toptrænede krikker, der stod på ønskelisten, for Prinsesse Nathalie havde blik for hestens kvaliteter, men ville selv uddanne. Derfor var indkøb af heste

68 ofte discount, men ekvipagerne modtog kvalificeret undervisning af den finske verdensmester Kyra Kyrklund. Det var især Prins Richard, som savnede sin hestetossede datter. Hun stillede blot et enkelt ultimatum for at flytte hjem! Prinsesse Nathalie ville have sit eget stutteri med eget opdræt. Den utålmodige Prins Richard måtte grave dybt i tegnedrengen, men den snedige datter vidste jo godt, hvordan man snører sin far om en lillefinger. Prinsesse Benedikte var nu også begejstret for at få mere liv i staldbygningerne.

MIT LIV MED HESTE er interessant indlæring for dressurryttere på alle niveauer, mens de salige royalister savner pynten i madpakken. Da jeg har beskæftiget mig med heste hver dag i 25 år, var det naturligt at købe den signerede fortælling og diskutere hestesportens vilkår med den seriøse rytter. På hendes sprog kunne man genkende den royale accent, men snakken om heste vejede tungere end hendes trang til at profilere sig royalt. Jeg skulle holde en vis distance, men jeg fik da indtrykket af, at Prinsesse Nathalie kunne snakke om heste i timevis. Jeg venter spændt på næste bogudgivelse, for gevinsten af det frugtbare eksperiment på Berleburg er endnu ikke beskrevet. I dag ville Prinsesse Nathalie være selvskrevet til en plads på det tyske landshold, for hun er blandt verdens 10 bedste dressurryttere. Hun har vundet nationale mesterskaber og blev fornemt placeret ved De Olympiske Lege i London samt ved de efterfølgende verdensmesterskaber.

Interessen for ridning fik Prinsesse Nathalie ind med modermælken, da Prinsesse Benedikte er protektor og den ypperste repræsentant for både Dansk Ride Forbund og Hestens Værn. Uden hendes aktive medvirken ville det blive svært for disse organisationer at skaffe sponsorer. Hun er den trofaste tilskuer til de store internationale og nationale konkurrencer, hvilket giver medieomtale og tv-dækning. Prinsesse Benedikte følger datterens karriere intenst, men hun favoriserer aldrig sin datter i forhold til konkurrenterne.

Søskendeparret Claus og Puk Elgård bliver de sidste, som trænger sig på i min kulturkanon. Deres mondæne forældrepar optrådte med modeopvisninger landet rundt og blandede sig med kendte mennesker fra den kulturelle højborg. Det hele tegnede lyserødt, da enhver families mareridt blev en realitet. De ambitiøse forældre mistede deres først fødte datter i en alder af otte år. Fortvivlelsen stod malet i deres ansigter, men den letteste måde at overvinde sorgen på var så hurtigt som muligt at få et erstatningsbarn. Det brændende ønske om at få en pige gik i opfyldelse, for Puk Elgård kom til verden tolv måneder senere. Familien var dog stadig præget af den store tragedie, så farmand var konstant til whisky og stesolider. Han blev også fanget af ludomani og satsede ofte hele familiens eksistens på sin spillelyst. Familien krakelerede og en skilsmisse

69 var resultatet. Så blev også moderen ført ind i en ond cirkel, hvor misbruget af alkohol blev markant.

Ved en bogmesse mødte jeg søskendeparret med få timers mellemrum, hvor de hver for sig fortalte om et menneske med vidt forskellige livskvaliteter. Den tidligere sportskommentator var den første på podiet med sin autentiske selvbiografi MED LIVET SOM INDSATS. Historien er formet som et hudløst ærligt portræt, hvor han går sin far på bedding og bliver grebet af ludomani, alkoholisme og fattigdom. Den feterede skærmtrold kunne være en veloplagt studievært om eftermiddagen, men i spotlightens skær trissede han bagefter rundt som rendestenens lilje i en råkold dunkel hovedstad. Det er et antiklimaks, når en kendt person skal luske rundt som en baggårdskat og blotte sig med sin fattigdom. Lillesøster var magtesløs og kunne ikke forhindre det årelange misbrug. Claus Elgård var den eneste, som kunne løse den gordiske knude. Efter mange år i suppedasen kom den kompetente studievært oven vande; så han nu fører en helt normal tilværelse. Der var også gensynsglæde blandt medarbejderne på Kvægtorvet, da Claus Elgård havde præsenteret MED LIVET SOM INDSATS. Det flotteste kompliment kom fra den tidligere bogstavvender Maria Hirse, som viste en helt unik medfølelse.

Da jeg senere var til et foredrag med Claus Elgård i et forsamlingshus, fortalte han detaljeret om sin opvækst og den blakkede familie. Der var ikke mange solstrålehistorier, hvor lillesøster ofte var det eneste lyspunkt. Som 16-årig forlod Puk Elgård sin mors kødgryder og levede under beskedne forhold i Odense. Det finansielle klarede hun med rengøringsjob om natten. Et naturligt talent for de skrå brædder bragte erstatningsbarnet ind i teaterverdenen, hvor hun turnerede landet rundt i otte år. Blandt hendes prominente medspillere var Sidse Babett Knudsen, Jens Okking og Ole Ernst. Efter en optræden i Viborg fik hun øje på en avisannonce, hvor Danmarks Radio søgte en dygtig studievært. Henvendelsen skulle stiles til Jarl Friis Mikkelsen, som næppe behøvede betænkningstid for at ansætte det universale talent. Puk Elgård har medvirket i mere end 1000 udsendelser, men programmet UVENTET BESØG resulterede i hendes første og hidtil eneste bogudgivelse. Det er historien om den 97-årige ELLEN, som gerne vil overraske sit barnebarn med et besøg i Alaska. Den salige programvært havde været i det barske landskab adskillige gange, så hun var ikke helt på bølgelængde med at bringe en gammel farmor ud til så fjerne himmelstrøg, hvor 35 graders kulde hærgede på det tidspunkt, hvor tv-optagelserne skulle finde sted. Danmarks Radio arrangerede et møde mellem den barske olding og den bekymrede programvært; hvor Puk Elgård efter hyggelig kaffeslabberads besluttede at vove forsøget.

ELLEN blev en bestseller, for det overgearede og livlige fruentimmer var skabt til narrestreger. Venskabet mellem de to allierede blev tættere og tættere, hvilket de mange samtaler omkring bogens indhold indikerede. En skønne dag blev Puk Elgård lidt ængstelig, da Ellens fastnet telefon ikke blev taget. Der gik flere måneder, før den trofaste studievært endelig fik gevinst. Den 100- årige globetrotter havde været i Australien for at besøge en bekendt. Puk Elgård besøgte ofte den kvikke dame i det nordsjællandske, men en dag var Ellen helt udmattet og i forfærdelig stand. Der var dybe sår på hendes ene ben; så besøgsveninden måtte hasteindkalde en læge meget imod patientens vilje. Diagnosen var dyster. Det var blodforgiftning; så eneste mulighed for at overleve var at få benet amputeret. Aftenen før operationen var Puk Elgård på hospitalet, men det var også sidste gang. To dage efter indgrebet døde Ellen efter et helt eventyrligt liv.

Den spændende beretning ELLEN er en appetitvækker til alle sortseere, men man kunne godt ønske sig, at forlaget Lindhardt og Ringhof havde gjort sig lidt mere umage med tekstbehandlingen.

Ved et foredrag i Tåstrup Kulturcenter havde jeg den udsøgte fornøjelse at stille enkelte spørgsmål til Puk Elgård. Det bekræftede min formodning om, at den sublime studievært kun vil det bedste for de mennesker, som hun interviewer i studiet. Det er et sympatisk træk, men det kan skabe ravage ved især politiske samtaler. For at fremelske neutraliteten skal det være studieværten, som sætter en dagsorden. Her bliver Puk Elgård ofte lidt blød i knæene og lader de indkaldte politikere plapre løs, som om det var præsentation af et valgprogram. Her kunne hun lure nogle teknikker af, når hendes rapkæftede kolleger fra nyhedsformidlingen sætter skovlen under den lovgivende forsamling. Det er dog utroligt, hvad den alsidige tv-darling har præsteret, når man tænker på, hvilken opvækst hun har stået model til.